Oxus - Centralasiatisk Selskab

More documents

Recommendations

Info

samarbejdende dyr i kamp for produktionsgrundlaget: fåreflokken. Den blå himmel bliver fortalt med drengens optik, mens Farvel, Gulsary ses med en gammel mands øjne. Men i begge tilfælde er det et i bedste forstand naivt, naturbundet og traditionelt tænkende blik på en verden, der er under forvandling. I begge værker kommer moderniteten snigende sig ind i bjergene med bureaukrater, nye bestemmelser og normer. Fortælleren hos Tschinag har dog et andet fremtidsperspektiv end Ajtmatovs døende helt: han lærer hvordan sproget, og ikke mindst den shamanistiske aktivitet, han har lært af sin tante i Ailen, kan hjælpe med til at bringe hjorden gennem krisen. I en fantastisk scene synger han sin små lam til nyt livsmod og kraft til at klare snestormen, og vi forstår, at her er en forfatter på vej. Da hans elskede hund til sidst alligevel dør på grund af en tåbelig fejl fra faderens side (han har lagt gift ud til ulvene på en forkert måde), nægter drengen at acceptere sorgen: han forpligter sig til ikke at give op, men blive ved og ved med at fortælle sandheden om det liv, der engang blev levet i Altai-bjergene. Uden gift. Den forpligtelse har været grundlaget for den forfattervirksomhed, Tschinag har bedrevet siden Den blå himmel. I en lang række romaner, noveller og rejseskildringer har han fastholdt det antropologiske blik på sine bjerge: har systematisk skildret livet i nomadesamfundet og forsøgt at samle dets fortællinger og myter op. De fleste af hans bøger bliver skrevet direkte på tysk, men er så fyldte med tuvinske (og til dels mongolske) udtryk og begreber, at den ordforklaring, han som regel lægger ind bagi værkerne, er uomgængelig under læsningen. Lange passager i hans bøger er reelt dobbeltsprogede. I slutningen af 1990’erne kom han i kontakt med den schweiziske etnograf Amelie Schenk, som han siden har haft et nært forhold til. I dag driver de sammen et selskab med hjemsted i Ulan Bator til oplysning om og fremme af kendskab til nomadekulturen i Altai-bjergene, bl.a. arrangerer de hvert år rejser for europæiske, velbeslåede mennesker op til jurterne og fårene. I 1997 udgav de sammen bogen Im Lande der zornigen Winde (I de vrede vindes land), der er en egentlig indføring i Tuva-folkets kultur og levevis. Her skildrer de både de materielle omstændigheder og de kulturelle former hos tuvinerne, og hvordan disse bliver trængt af det moderne samfund. Ikke mindst den shamantradition, som Tschinag ser det som sin vigtigste rolle at videreføre, og som han forstår sit forfatterskab som en del af. Som barn blev Tschinag oplært i denne urgamle kunst af sin tante Pürwü, hos hvem han også boede i lange perioder, hun indtager i hans univers på mange måder samme rolle som Ajtmatovs farmoder, der lærte ham alle de kirgisiske sagn, spiller i hans. Oxus Oxus 2012, nr. 1 Men Ajtmatov bekendte sig ikke til en magisk, religiøs-healende tradition som shamanismen, i samme omfang som Tschinag har gjort det. Ajtmatov forblev til det sidste et loyalt medlem af det sovjetiske kommunistparti og bekendte sig – trods visse spiritualistiske interesser - til den rationelle humanisme, han anså marxismen for at være. Tschinag blev under omstændigheder, som han løseligt skildrer i Die Rückkehr, smidt ud af det mongolske statsbærende parti i 1980’erne og har bevaret et indædt had til det gamle partiapparat, som han mener i dag er grundstammen i den mongolske mafia. Det skal såmænd nok passe! I Tschinags verden består hovedmodsætningen mellem den nomadiske kultur med dens dyrkelse af naturguder og stammeritualer – og så alt moderne vestligt herunder marxisme, forbrugerisme, liberalisme og anden vederstyggelighed. Tschinag er i ordets egentligste forstand re-aktionær, men det er samtidigt baggrunden for storheden og monumentaliteten i hans forfatterskab. Før jeg siger lidt mere om dette, har jeg en lille anekdote. I 2004 fik Galsan Tschinag den danske Aloapris, der hvert år uddeles til litteratur fra 3. verdens lande. I den anledning var han i Danmark, og min kone og jeg havde fornøjelsen af at køre ham rundt i Nordsjælland en hel dag. Han syntes det var meget spøjst at stå på Kronborgs volde, hvor Hamlet havde mødt sin faders genfærd, men syntes i øvrigt at denne Shakespeare var noget overvurderet. Og han var kun lige kommet indenfor i Louisiana, før han vendte om på hælen og fnøs: ”skal det her være kunst!”. Min kone og jeg måtte slukøret gelejde ham hurtigt ud. Men Karen Blixen-museet på Rungstedlund syntes han var interessant: at sådan en europæiske overklassedulle valgte at slå sig ned blandt massaierne og ikke alene dyrke kaffe hos dem (i højlandet: en kamp han kunne forstå), men også lære deres kultur og tankegang at kende, og fortælle den videre - på engelsk. Det havde han respekt for. Det er klart, at han forstod, at engelsk for Karen Blixen havde haft den samme funktion som tysk for ham og russisk for Ajtmatov: fra et lille sprogområde at komme ud i verden. Han blev på museet i halvanden time. Næste dag fik han så overrakt sin pris af daværende hofmarskal Søren Haslund- Christensen, hvis far Henning Haslund- Christensen, Tschinag svagt mindedes at have hørt om, men i øvrigt ikke interesserede sig for. Han skulle nok fortælle sit folks historie selv. I Die Rückkehr fortæller han imidlertid om, at han af hofmarskalen fik en flaske akvavit, som han senere spenderede, da han sammen med sine stammefæller skulle fejre, at han trods modstand alligevel havde fået en mongolsk statsorden. Der er en fin ironi i den kobling. Da det officielle var 10
ovre, skulle Tschinag så holde takketale, men gik i stedet i gang med at shamanere: han tændte piber, røg intenst og begyndte at danse syngende omkring på scenen i Nikolai kirke: jeg så hvordan folk kiggede spørgende på hinanden og flyttede sig genert rundt på sæderne. Det varede vel en femseks minutter, så afbrød Tschinag brat, bukkede og trådte ned fra podiet. Nogle dage efter fik vi en mail fra ham fra Ulan Bator, hvor han forklarede sin opførsel: han havde ikke følt, at danskere havde forståelse for, hvad det var han var i gang med, at de betragtede det som eksotisk folklore. Det ville han ikke være med til; men vi skulle have tak for vores pris, den gik til at bringe nomadefamilier i Altai gennem de kolde vintre. Mødet med Galsan Tschinag efterlod hos mig indtrykket af et vanskeligt kulturmøde, og det har nedfældet sig som en vigtig erfaring. I Die Rückkehr fortæller han i øvrigt, at han tit har været ude for den slags mislykkede shamanseancer, men at det ved en enkelt lejlighed lykkedes for ham perfekt: da han optrådte i et talkshow i tysk fjernsyn: han havde bare villet synge en enkel sang, men ånderne havde taget ved ham, og ild og sang havde strømmet ud af ham. Tschinag er først og fremmest ’performer’ og afhængig af publikum og omstændigheder. Det kan man også mærke på hans skriftsprog, der er retorisk opstemt, rytmisk moduleret og melodisk formet. Når det lykkes er det uhyre smukt, hvis ikke kan det virke forceret og kunstigt. Derfor er det ikke tilfældigt, at hans måske mest blivende indsats i sit lands kulturhistorie er en kombination af en ’performance’ og en stor fortælling. I 1995 lavede han sit livs største praktiske aktion: han, der af familiemæssige grunde kan anse sig som en slags traditionel stammeoverhoved over de mongolske tuviner, fik af den nye regering lov til at prøve at samle denne stamme, der siden slutningen af 1950’erne var blevet tvangsspredt over hele området, og føre den tilbage til urlandet i Altai-bjergene. Han fik rejst en kapital og købt noget jord i bjergene, derefter nogle lastbiler, et antal heste og ca. 130 kameler, og med denne karavane, inklusiv får, høns og hunde, drog han ud fra et sted nogle hundrede kilometer fra Ulan Bator for et par måneder senere at kunne slå sit ned i Altai med sin gruppe, der undervejs var svulmet op til et betragteligt antal personer, hvor mange nøjagtigt har jeg ikke kunnet finde oplysning om i hans værker. Om denne spektakulære aktion skrev han et par år senere en beretning Die Karawane (Karavanen), der er en meget fascinerende bog, måske den der alt andet lige har gjort ham mest berømt i den ganske verden. De første kapitler giver et kort rids af tuvafolkets nyere historie og af de omstændigheder, der førte til at man blev tvangsforflyttet Oxus Oxus 2012, nr. 1 omkring 1960. Det var for at skaffe plads og jord til indvandrende kasakher – kasakherne står i alle Tschinags romaner som eksponenter for de onde imperialister, i mindre omfang kineserne og mongolerne, slet ikke russerne. Det er først og fremmest vestfra, tuvinerne har følt sig truet, ifølge hvordan jeg forstår Tschinag. Vi får også i et par kapitler eksempler på de individuelle motivationer forskellige folk med tuvinsk baggrund har for at tilslutte sig karavanen. 2. del består da af uddrag af Tschinags (der konsekvent kalder sig selv for ”der Häuptling”, overhovedet) dagbøger under den to måneder lange march op i bjergene. Han skal nu kæmpe med det forfald, som mange tuviner har været udsat for i de 30 års eksil: alkoholisme, kriminalitet, opgivenhed. Hans dagbogsnotater viser, hvordan han slås for at få indført disciplin og samarbejde i karavanen, og hvordan det lykkes med en kombination af hårdhed og smidighed. Typisk er, at det er kvinderne der er bedst til at samarbejde, de har i alle eksilårene skullet holde sammen på familierne, og en række helteportrætter af stærke kvinder ridses op. Sammenholdet bliver også fremmet af, at karavanen hele vejen er ledsaget af et tysk fjernsynshold og hele tiden kommunikerer med 11
Page 1 and 2: OXUS Nyhedsbrev for Centralasiatisk
Page 3 and 4: Medlemsmøder siden sidst 1. septem
Page 5 and 6: skrumpet temmelig meget, men til ge
Page 7 and 8: Oxus Temaer i Djingiz Ajtmatovs og
Page 9: strækker sig som østlige udløber
Page 13 and 14: velintegreret nomadekone. Det er li
Page 15 and 16: af Folkekirkens Nødhjælps samarbe
Page 17 and 18: Oxus Afghanistans film - reddet fra
Page 19 and 20: Unikke film Derudover rummer Afghan
Page 21 and 22: Sølvregn af Per Fischer En mur ove
Page 23 and 24: Slægten Fallopia er opkaldt efter
Page 25 and 26: Oxus Usbekistans diva vender hjem O
Page 27 and 28: Oxus Centralasien siden sidst AFGHA
Page 29: TADSJIKISTAN KIRGISISTAN USBEKISTAN

Oxus - Centralasiatisk Selskab

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?