Oxus - Centralasiatisk Selskab

strækker sig som østlige udløbere af Himalayakomplekset.
Den danske oversætter Karsten Sand
Iversen bruger tiden mellem sine mange
oversættelsesopgaver til at snuse omkring i
litteratur i de mange sprog, han kan, med
forkærlighed for særegne, ofte marginale
forfatterskaber. Han havde i denne lystlæsning
(hvoraf meget er samlet i essaysamlingen
Skyggebiblioteket) opdaget den mongolske
forfatter Galsan Tschinag, der under et
studieophold i DDR i slutningen af 1960’erne
havde lært sig så meget tysk, at han kunne skrive
originalt på det. Siden murens fald og Mongoliets
løsrivelse fra Sovjetimperiet var der kommet en
lind strøm af bøger fra ham, de fleste på tysk.
Karsten nævnede noget om dette for forlæggeren
Arild Batzer, som jeg allerede dengang lavede
konsulentarbejde for, og Arild spurgte mig, om jeg
ville læse den roman af Tschinag, som Karsten
Sand Iversen havde anbefalet: Den blå himmel.
Det gjorde jeg og var begejstret. Den udkom
derefter på Batzer & Co’s forlag i Roskilde.
Galsan Tschinag er født i 1944 som søn af
nomadehyrder i Mongoliets vestligste udkant,
Altai-bjergene, der ligger i trekanten mellem
Rusland, Mongoliet og Kina. Han er faktisk ikke
etnisk mongol, men tilhører det lille Tuva-folk,
hvoraf hovedparten den dag i dag lever i Rusland
og små mindretal i Mongoliet og Kina.
Tuvasproget er af tyrkisk rod, har jeg læst, og helt
forskellig fra mongolsk; Tschinag, der kom til
hovedstaden Ulan Bator for at studere netop
mongolsk, har altså bevæget sig mellem tre,
grundlæggende forskellige sprog: tuvinsk,
mongolsk og tysk, og har skrevet på dem alle. Tysk
er først og fremmest blevet hans vindue ud til den
store verden, og det har virket. Som russisk
virkede for Djingiz Ajtmatov.
Oxus
Oxus 2012, nr. 1
Efter hjemkomsten fra DDR i 1971 arbejdede
Tschinag som underviser i tysk på universitetet i
Ulan Bator, en stilling som han dog blev fyret fra i
1976, hvorefter han arbejdede som journalist og
som mening medarbejder i et ministerium. Om
sin fyring og om de vanskeligheder, han havde
siden, har han været meget tilbageholdende med
at fortælle (også i Die Rückkehr fra 2008
(Tilbagekomsten), der er det nærmeste, han i sit
forfatterskab er kommet direkte erindringer), men
de noveller, han skrev i den periode, havde han i
alt fald svært ved at få udgivet. Et lille, smalt
udvalg udkom dog i DDR i 1981. Men romanen
Den blå himmel lå og ventede på, at Sovet skulle
falde sammen og en ny æra begynde i Mongoliet.
Den udkom på tysk i 1994 og blev straks en
succes, oversat til adskillige sprog, til dansk altså i
2003. Der er ingen tvivl om, at han er stærkt
påvirket af Djingiz Ajtmatov, hvad Tschinag også
ved flere lejligheder har indrømmet. Vi er i Den
blå himmel tilbage i det samme nomadesamfund i
bjergene, som Ajtmatov skildrer i Farvel, Gulsary,
en scene heri: fårehyrdernes kamp for at redde
flokken igennem et pludselig tilbagefald af vinter i
forårets begyndelse er direkte overtaget i Den blå
himmel. Her er det fortælleren, der som stor
dreng i samarbejde med sin elskede hund redder
så mange nyfødte lam som muligt, menneske og
9