Konservative i Gentofte - Den konservative Vælgerforening i ...

More documents

Recommendations

Info

Rapport fra Liberia Af Barbara Engelstoft Larmen er uudholdelig og hele kabinen ryster, men omsider rejser den russiskbyggede FN-helikopter sig meter for meter for endelig at lette og forlade FN-basen i Greenville. Efter 6 hårde døgn med et måltid om dagen og lange køreture afbrudt af stop, hvor bilerne sidder uhjælpelig fast i mudder, sender jeg en venlig tanke til mit diplomatpas, der sikrer mig en plads i helikopteren. Vejen herned i bil tog over 15 timer fordelt over to dage, og flyveturen tilbage er planlagt til en time og 10 minutter. Siden juli har jeg været udstationeret i Liberia for den Europæiske Udenrigstjeneste, og som politisk rådgiver i en skrøbelig stat går en stor del af min tid med at analysere landets konflikter. Så jeg tog til Sinoe County, hvor 8000 mennesker fordelt på 22 landsbyer står til at miste deres jord og livsgrundlag, fordi regeringen har givet et indonesisk firma ret til at rydde jorden for at udvinde palmeolie i nye plantager. Efter 14 års borgerkrig med 250.000 døde har Liberia ikke brug for mere krig, men jord og na- turressourcer er en konstant kilde til korruption og efterfølgende oprør. <strong>Den</strong> moralske stemme effektiviseres <strong>Den</strong> Europæiske Udenrigstjeneste (eller som den er oversat: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil) blev skabt under den sidste traktatændring også kaldet Lissabontraktaten. Og den har ændret arbejdsbetingelserne ude på de omkring 140 delegationer. Før i tiden repræsenterede EU-diplomaterne Europa-Kommissionen, så det var muligt at have en temmelig idealistisk holdning og gøre det moralsk nogenlunde rigtige. Lissabontraktaten prøver at effektivisere de nationale udenrigstjenester, så i stedet for at alle lande hver har en ambassade i tredielandene, så er den (meget) langsigtede plan at have én EU-ambassade, som skal repræsentere alle 27 lande. Men det er ikke så nemt, for medarbejderne kan nu hurtigt finde dem selv i en kattepine mellem forskellige nationale positioner. Et eksempel er ulovligt fiskeri. Hvor EU- Delegationen førhen kunne kritisere et EU-land for at fiske ulovligt ved Afrikas vestkyst, så skal man nu træde varsomt, når det ene EUland fisker ulovligt, mens et andet EU-land opdager og indberetter det, og begge lande retter henvendelse til EU-delegationen om at skride til handling. Det ene land ønsker støtte til at få sin fængslede fisker og hans skib ud i god behold, og det andet land raser over unfair konkurrence og manglende respekt for international fiskeriaftaler. Så det gode argument om effektivisering har den praktiske konsekvens, at udenrigstjenesten nu agerer lidt mindre idealistisk og lidt mere realpolitisk. Ny kultur i det europæiske diplomati Min nye arbejdsplads er langsomt ved at blive opbygget med diplomater fra Europa-Kommissionen som typisk kommer fra udviklingsområdet, fra Ministerrådets sekretariat og fra de nationale udenrigsministerier. Hvor kulturen førhen var forholdsvis ensartet, mærker man nu tydeligt, at de forskellige embedskulturer skal finde sammen. Nogle lande er vant til at give meget detaljerede og skriftlige instruktioner til deres ambassadører med stort fokus på nationale interesser (f.eks Frankrig eller Spanien), mens andre lande har været vant til hele tiden at holde et vågent øje med en stor partners holdninger (Storbrittanien, Finland) og endelig giver en række lande fleksibilitet og mulighed for kritisk stillingtagen i forhold til ho- vedkvarteret (Danmark, Holland). Disse kulturer skal nu finde sig tilrette i det nye hovedkvarter i Bruxelles, og de skriftlige instruktioner afspejler dette kaos. Nationaliteter, som er vant til høj transparens, og hvor hemmlighedskræmmeri ikke er normen, har tendens til at tage instruktioner nogenlunde for på lydende, og hvis de er løst formuleret, så regner man med at have mulighed for selv at vurdere, hvordan man skal reagere. Andre kolleger forventer strengt hemmelige og klokkeklare instruktioner, før de handler. Antropologer har vurderet, at det vil tage udenrigstjenesten 10 til 15 år at skabe en fælles kultur og forståelse af opgaverne. Processen er spændende, især fordi det giver mulighed for i endnu højere grad at påvirke diplomaterne på kryds og tværs. Der er mulighed for at nedbryde hinandens fordomme, og det er sjovt at høre min egen chef, som er italiener, kæmpe indædt for bevarelsen af de liberianske skoves biodiversitet og dyreliv, mens min svenske kollega spøger med, at jeg må have tysk blod, så hårdt som jeg kræver, at godkendte budgetter bliver overholdt og forsvundne midler betales tilbage. At finde og skabe noget, som er europæisk er en levende proces og ofte nemmere, end det lyder. F.eks er vi europæere langt bedre til at inddrage befolkningerne og kræve at NGOerne bliver hørt end vores amerikanske kolleger. Når den britiske NGO Global Witness alarmerer donorerne om snyd og korrupti- 6 KIG december 2012
on med køb og brug af land, så er der bred støtte fra alle europæiske landes ambassader – mens amerikanerne groft sat mener, at alt privat initiativ er godt, og at det nok ikke er så slemt endda. Ny magt i et nyt demokrati Som politisk rådgiver, er jeg kun ansvarlig for et enkelt udviklingsprojekt – støtte til valgkommissionen. Efter krig og fredsaftale er det af altafgørende betydning, at valgene er troværdige. Og i et land med kun to asfalterede hovedveje og uden elektricitet (de to sidste store generatorer forsvandt på forunderlig vis under overgangsregeringens ledelse, og siden da kan landet ikke egenhændigt producere elektricitet) er det en helt enorm opgave. Men det gik – takket været de mange gamle ukrainske FN-helikoptere, som transporterede stemmesedler rundt. Men magten vindes som bekendt mellem valgene, og nu er udfordringen at opbygge stærke repræsentative politiske partier. Men med en lang historie for et etpartisdiktatur, har Liberia aldrig haft en demokratisk tradition, så høvdin- gene ser ingen interesse i det vestlige partipolitiske fænomen, og de ønsker naturligvis at bevare deres indflydelse. De unge derimod, som er nemme at opildne, husker klart de gamle mænd, som lod sig købe af General Doe, Taylor, Prince Johnson o.a og sendte dem ud at kæmpe i militser eller ned i farlige diamantminer. De gamle stammestrukturer er faldet sammen, mens en ny konstellation endnu ikke har legitimitet. Og i mellemtiden søger de unge mod hovedstaden i et forsøg på at skabe sig et nyt liv. Hvilken vej for Liberia? Gadebilledet i hovedstaden Monrovia er præget af unge mænd. De står og går i grupper, og i gaderne kører de hasarderet rundt på store motorcykler. Landet er præget af et enormt antal voldtægter, og i visse dele af landet er halvdelen af alle piger under 15 allerede mødre. De forskellige militsgrupper rekrutterede omkring 20.000 børnesoldater under borgerkrigen, og de fleste er i dag uden familie. Familien er oftest enten blevet dræbt i massakrer eller afviser de unge soldater, når de vender hjem. EU deltog i et større resocialiseringsprogram sammen med FNs militære mission i de første år efter fredsaftalen, og ca. 12.000 drenge og piger under 20 fik hjælp til uddannelse og job. Men hvordan gør man det i et land uden skoler, og hvor der intet arbejde er bagefter? De fleste unge drenge foretrak at få pengene udbetalt og købte motorcycler til at køre taxikørsel med. Det fungerer faktisk, men drengene er ugleset, fordi de også bruger de samme motorcycler til at begå kriminalitet og voldelige overfald med. Det er unægtelig svært at afgive den magt, penge og prestige, som et gevær giver – til ikke at have noget og være uønsket både i landsbyen og i hovedstaden. Frustrationen er stor, og både unge mænd og kvinder er stærkt traumatiserede pga kamp og den systematiske voldtægt, der var en del af borgerkrigen. Så stor er usikkerheden, at jeg decideret bliver overfaldet – på den mest velbevogtede gade i Monrovia ude foran min egen port med masser af mennesker omkring. Og det var ikke engang et forsøg på at stjæle min taske. Og alligevel er perspektiverne for Liberia så meget mere lovende end for f.eks. lande som Burkina Faso, hvor jeg sidst arbejdede. Afrikas eneste kvindelige præsident har med en fortid i Verdensbanken i den grad fået rettet skuden op på bare seks år. Landet har styr på økonomien, investeringerne vælter ind, og den kolossale gæld er blevet eftergivet. EU øger støt sin bistand, og for nyligt er der gjort oliefund. Diamantminerne er langsomt ved at åbne, og eksporten af tømmer og gummi er blevet mere reguleret. Men konflikterne bruser lige under overfladen, og de store skandaler om salg af land, som jeg bl.a følger op på med min mission ned til Greenville viser med al tydelighed, at der skal politisk håndværk til af den høje kaliber for at holde landets forskellige magtgrupper i balance. Det er nok en af grundene til , at der ikke har været noget retsopgør til at se på, hvordan et land på ca. 4 mio. fik dræbt 250.000 af sine egne borgere. KIG december 2012 7
Page 1 and 2: OBS! fra kalenderen • Skolepoliti
Page 3 and 4: Godt nytår - og valgår Et nyt og
Page 5: Succeskriterierne var at: - Nedbrin
Page 9 and 10: Gentofte KU Af Formand Sonny Gaarsl
Page 11 and 12: Ditlev Tamm og Benedikte Kjær Ved
Page 13 and 14: Af Kristian Juul Ved efterårets la
Page 15 and 16: Derefter sætter forsvarskredsen si

Konservative i Gentofte - Den konservative Vælgerforening i ...

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?