da_nora_kom_paa_scen.. - Siden Saxo

Henrik Ibsen fotograferet af Franz
Hanfstaengel i 1878 i München.
Norsk Folkemuseum.
>
var, at forestillingen »i uhyggelig Grad manglede Nøjagtighed. Det vilde være for lidt sagt
om Reimers og Fru Juell som Helmer og Nora, at de ikke kunde deres Roller; thi her var ikke
Tale om mer eller mindre hørlig Hjælp fra Suffløren, nej, de om lavede Begge paa den mest
uforfærdede Maade næsten hver eneste Replik, Ibsen havde skrevet.« I det videre forklarer og
undskylder Brandes de mange tilføjelser og udeladelser i replikkerne ved at fremhæve
de helt urimelige krav, som stilles til disse skuespillere: »deres Arbejde er altfor stort,
deres Hukommelse kan ikke bære de Bunker af Roller, der maa læres. En Dame som Fru Juell
spiller næsten hver eneste Aften, altid store og vanskelige Roller. Principet: nyt Stykke hver
Fredag for Abbonnenterne flere Vintermaaneder igennem.«
Brandes havde ellers meget godt at sige om fru Juell, selv om han skrev, at den
norske opførelse bragte en til at påskønne den danske. Men på et par steder i teksten
var fru Juell alligevel absolut overlegen, fordi hun havde forstået meningen skarpere
og voldsommere. Samlet set ser det ud til, at Johanne Juells spillestil var mindre
kunstfærdig og dermed mere »naturlig« end Betty Hennings’ stil. Det kan synes
som om denne norske Nora faktisk var den af de tre, som bedst levede op til Ibsens
stadige krav om »natursandhed« i spillestilen – hvis bare hun havde kunnet nå at
lære sine replikker ordentligt.
Måske fik hun heller aldrig tid til det, for hun døde allerede i 1883. Da forestillingen
blev taget op igen på Christiania Theater året efter, kom Betty Hennings
som gæst og spillede Noras rolle flere aftener. Senere kom både den første Nora
fra Bergen og den første finske Nora, fra Helsinki, også som gæster i rollen – indtil
Johanne Juell, den første Johanne Juells datter, »arvede« rollen i 1890. Denne
skuespillerinde blev senere kendt under navnet Johanne Dybwad, den mest fejrede
norske skuespillerinde i sin generation.
Den mest berømte kvinderolle
De allerførste Nora-skikkelser på scenen er vigtige både i skuespillerindernes historie
og i historien om Ibsens karriere og betydning. De blev modeller, til inspiration
eller revision, for fortolkningen af Ibsens mest berømte kvinderolle, som gennem
alle år senere har været en udfordring for skuespillerinder over hele verden. Som
historien om de tre første rolleindehavere klart viser, er rollen i sig selv uhyre
krævende, især fordi de forskellige faser i Noras udvikling er så svære at forene i en
samlet karakter.
Historien viser også, at det nok er den enkelte skuespillerindes særlige talent og
type som er afgørende for udformningen af rollen, snarere end hendes alder. Hvis
man skal tro Edvard Brandes, spillede fru Hennings i al fald Nora med omtrent den
samme charmerende jomfruelighed og manglende modenhed og sensualitet, da hun
var i 50’erne, som da hun 29 år gammel optrådte ved urpremieren på Det Kongelige
Teaters scene som verdens første Nora.
Live Hov er professor ved Institut for
Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet.
Boganbefaling:
Historien om danskerne
1500-2000
Lars Bangert Struwe
Danskheden og det særligt danske kan spores tilbage til landsbyfællesskaberne,
og velfærdsstatens rødder stammer tilbage fra statens
overtagelse ved reformationen af kirkens hjælp til fattige og nødlidende.
Så kort kan Knud J.V. Jespersens nye bog sammenfattes.
En i øvrigt meget anbefalelsesværdig bog, der giver et groft rids af
danskernes historie i de sidste 500 år.
Historien om danskerne er inddelt i otte kapitler, der tematisk giver
indblik i sikkerheds- og indenrigspolitik, kirke og kultur, materielle
forhold samt det afrundende kapitel om danskerne, om vi er en
nation eller en stamme. Jespersen kommer således ikke blot med
en klassisk kronologisk fremstilling af danmarkshistorien. Han kommer
med meget mere. Læseren får hans bud på de lange linier eller
tendenser i dansk historie, der i form af en relativ, kontinuerlig
proces udvikler den danske stat frem til det, den er i dag. Og for
en historiker gør Jespersen endda det meget vovede, idet han også
forsøger at skrive om fremtiden.
Jespersen viser, hvordan den danske stat i dag er et produkt af 500
års historie med vægt på bondesamfundets patriarkalske struktur, som han ser gå igen i opbygningen af store dele
af dansk industri. I landsbyfællesskabet og dets tryghed samt i Danske Lov fra 1683 ser han grundstenene i den
danske aftalemodel, som han opfatter som grundstenen til den danske velfærdsstat.
Noget af det mest interessante er Jespersens diskussion af danskhed som fænomen. Han er her i opposition til
hovedparten af den øvrige forskning, idet han i modsætning til historikere, etnologer og statskundskabsfolk mener,
at danskheden kan trækkes tilbage til 1500-1600-tallet. Oftest beskrives den danske nationale identitet som
opstået i 1700- og 1800-tallet.
Endelig fremhæver Jespersen særdeles relevant danske historikeres ansvar for danskernes forståelse af dem selv.
Bogen er velskrevet, hurtigt læst og god til at udfordre den historisk interesserede. Jespersens placering først i
udvalget om en historiekanon og nu i udvalget om en demokratikanon forstærker kun bogens placering som et
vægtigt indlæg i debatten om danskhed.
Knud J.V. Jespersen: Historien om danskerne. 1500-2000.
Gyldendal 2007. 312 sider, illustreret. Vejledende pris i boghandler: 249,00 kr.
2 2 S I D E N S A X O N R . 2 , 2 0 0 7
S I D E N S A X O N R . 2 , 2 0 0 7 2 3