Svampe 32

Efter hver „tur“ havde vi ro ca. 5 minutter. Så var
den der igen. Først kastede vi de sidste madrester
op. Derpå noget vandigt slim. Derpå grøn galde,
og hver gang gjorde det mere og mere ondt. Det
var kun muligt at skylle munden. Hvis man sank
den mindste smule vand, fordoblede det styrken
af den næste opkastning. Hvis du kære læser nu
tænker: „Åh, hvad? Det har jeg da også prøvet i
forbindelse med en virus en gang.“ Så har du ret,
for det har vi også. Men nu skete der noget, vi
aldrig havde prøvet før: tarmenes indhold tømte
sig baglæns ud i mavesækken og videre op
igennem halsen, så nu kastede vi det bare tykke,
brune tarmindhold op. Mit begyndte først. Min
kones kom nøjagtig en halv time senere. Den
slags lugter som bekendt ikke særlig godt, men
den karakteriske Satans Rørhatte-lugt
fordoblede det ækle, så der er ikke noget at sige
til, at sygeplejerskerne fortrak, når de ellers var
sikre på, at vi havde det nødvendige udstyr.
Ind imellem måtte vi imidlertid have bækken,
for det kom fortsat den anden vej. Jeg først, min
kone en halv time senere. Også dette var meget
ubehageligt for personalet, så vi blev efterhånden
ret flove over at have påført dem denne oplevelse.
Ikke mindst da min kone en enkelt gang ikke
nåede at rekvirere bækkenet.
Vi fik taget både blodtryk og puls hver time.
Begge dele lå meget, meget lavt. Omkring ved 23tiden
(min kone: 23.30) indtrådte en fase med
utroligt kraftig hovedpine. En af dem, man
normalt beskriver som knive, der skærer i hjernen.
Den var så slem, at vi ikke kunne sove for den, og
den varede 2-3 timer. Til gengæld ebbede såvel
opkastning som diarré ud. Sidst på natten fik jeg –
en halv time før min kone – en kraftig svedetur,
der varede et par timer. Sveden lugtede umiskendeligt
af Satans Rørhat, så også det var ret
ubehageligt, men nu kunne vi begynde at døse
lidt.
Tidligt om morgenen kunne jeg meddele min
kone, at om en halv time ville hun få det meget
bedre, og ganske rigtigt. Vores puls og blodtryk
steg, men vi var selvfølgelig meget afkræftede.
Endelig kom engle-associationerne
Nu sov vi tungt i ca. 3 timer. Da vi vågnede, var
det hele overstået. Vi fik hver en yoghurt, som vi
holdt i os. Det var som at komme i himlen. I hvert
fald sov vi et par timer mere, svævende på hvide
skyer.
16
Ved stuegang kl. ca. 10.30 blev vi udskrevet
efter at have modtaget nok en svampeformaning
af lægen. Vi klædte os hurtigt på, og efter at have
doneret en klækkelig syndsforladelses-bod til
personalets kaffekasse, skyndte vi os ned til den
ventende taxa.
Knæene eksede synligt under os, da vi steg ind.
Sådan endte vores svampe-undervisnings-udflugt,
men vi var trods alt glade over, at det var lærerne
og ikke eleverne, det var gået ud over.
Helt slut var den nu ikke. Vi var sygemeldt om
mandagen. Tirsdag genoptog vi vores arbejde.
Arbejde er måske så meget sagt. Tiden gik med at
besvare spørgsmål og løbe spidsrod igennem
velmente, men irriterende formaninger.
Epilog
Enhver, der har læst først Flemming Runes artikel
og nu vores, vil uden særligt besvær få øje på de
diametralt modsatte forgiftningsbeskrivelser.
Han: ingen reaktion udover lidt fjærteri. Vi: vort
livs mest ubehagelige oplevelse, inklusive min
kones tre fødsler og mine stroppeture på sergentskolen.
Vi må i hvert fald konstatere, at nogle få gram
rå svamp i forbindelse med alkohol giver en
særdeles kraftig reaktion. Det understøtter i
hvert fald citatet fra Dähncke (1975). Set med
mine amatørøjne er der jo faktisk et hav af arter,
der har det på denne måde.
Flemming Rune lufter den teori, at mennesker
måske reagerer forskelligt på denne svamp.
Kunne man ikke også forestille sig, at der er flere
varianter af Satans Rørhat? Således at forstå, at
giftigheden varierer som fra Punktstokket til
Netstokket Indigo-Rørhat.
Til de medlemmer af foreningen, der kunne
tænke sig at følge Flemming Runes opfordring til
at forsøge at nyde et par eksemplarer af Satans
Rørhat lyder vort råd: Steg eller kog dem
grundigt og længe! Men – selv om vi hælder mest
til Dähncke – skal vi ikke nyde noget. Forøvrigt
kan vi slet ikke forstå opfordringen, idet vi jo
netop smed retten væk på grund af dens
rædsomme lugt. Kan det have været løgene i
Flemming Runes ret, der har neutraliseret
lugten? Eller har du været forkølet Rune?
Litteratur
Dähncke, R.M. 1975. Pilzsammlers Kochbuch. –
München.