Vartov den 29 - Grundtvig

Grundtvigsk Forum
Formandens mundtlige beretning 2009 – 10
v/Torsten Johannessen
Vartov den 29. oktober 2010
Den beretning, der nu fremlægges for årsmødet skal høres i lyset af den udsendte skriftlige
beretning. I den skriftlige beretning har jeg i en koncentreret form forsøgt at berette om årets mange
aktiviteter, initiativer og tilkendegivelser på en måde, så I forhåbentlig har kunnet danne jer et
indtryk af årets arbejde.
I den mundtlige beretning vil vi forsøge at uddybe nogle af disse emner.
Jeg har aftalt en lidt anderledes fremlæggelsesform med styrelsen for at signalere, at om end det
formelt er formanden, der aflægger sin beretning, så er beretningen i det store og hele et fælles
anliggende for styrelsen. Årets arbejdsindsats er efter min opfattelse kendetegnet ved den fælles
vilje til, at vore samtaler får kød og blod i form af synlige resultater som her fremlægges.
Derfor vil formændene for GrF´s kirkepolitiske udvalg, skolepolitisk udvalg, folkeoplysningsvalget
og sydslesvig-internationalt udvalg uddybe og perspektivere dele af den skriftlige beretning.
Min del af beretningen får i det lys karakter af nogle mere personlige synspunkter og bud på mulige
kommende opgaver i GrF. De er altså ikke handlet af med styrelsen.
De folkelige foreningers rolle i demokratiet
Vi har i Danmark en lang tradition som foreningsland. Det bryster vi os af, ja vi omtaler med en vis
stolthed vort land som ”Forenings-Danmark.
Det tog fart med Grundloven i 1849 og de nye folkelige bevægelser i slutningen af 1800-tallet. De
var inspireret af Grundtvig tanker om, at folket skulle rustes godt og myndiggøres. Fortrolighed
med historien og sproget var for ham vigtige nøgler for, at mennesket kunne udvikles til
selvstændighed.. Der skulle oplives og oplyses. Hans synspunkt var, at der I folket lå erfaringer og
indsigt som skulle udfoldes. Menigmand var rygmarven i samfundet. Hvad der vokser op nedefra,
fra ”græsrødderne”, har styrke i sig.
Det var ud af denne inspiration de grundtvigske frie skoler, landbo- og andelsbevægelse og de
mange ungdoms, - skytte, og gymnastikforeninger udsprang. De satte - sammen med foreninger
med rod i andre traditioner - gennem hele 1900-tallet store aftryk, når det gælder tanken om
forpligtende fællesskaber, folkeoplysning, medborgerskab og frivilligt socialt arbejde.
Der har aldrig været så mange foreninger, som vi har i dag og medlemstallet har aldrig været højere.
I dag er hver fjerde dansker aktiv i en forening. Umiddelbart er det jo fantastisk!
Alligevel tror jeg, at vi kommer til at opleve ændringer i mønstret, der kan få tankevækkende
konsekvenser.
Grundtvigsk Forum
Kirkeligt Samfund
Farvergade 27
1463 København K
Vartov
Telefon 3373 2800
Fax 3373 2806
vartov@vartov.dk
www.grundtvig.dk
Bank: 4180 3119 080 339
CVR. 56 85 24 17

Forskerne peger nemlig på, at foreningernes klassiske rolle i demokratiet, som det forum,
der bærer enkelt individets synspunkter videre til politikerne er svækket. Med andre ord. De
idebaserede foreninger, de store folkebevægelser og det traditionelle foreningsdemokrati er gået
tilbage. Ikke kun i antal medlemmer, men også fordi netop denne opgaven i foreningerne helt klart
er nedprioriteres. Og tilsyneladende er der ikke andre, der tager
over. Tværtimod! I disse år sker der en forskydning. Vi går fra værdifællesskaber hen mod rene
aktivitetsfællesskaber. Det er vi nødt til at se i øjnene.
Hvis den idebårne inspiration fra den myndige borger og de folkelige bevægelser svækkes, så
risikerer vi med Asger Baunsbak-Jensens ord, at det politiske niveau i Danmark bliver reduceret til
redskaber for administrationen af velfærdsstaten. De giver op over for drømme, visioner og håb.
Grundtvigs Forum skal være med til gennem gode eksempler og ny fortællinger, at synliggøre
mulighederne, samtidig med at vi formidler folkeoplysningens begreber og dilemmaer.
Jeg ser frem til i næste uge på en konference på Christiansborg at drøfte den af regeringen nedsatte
Folkeoplysningsudvalgs rapport, der giver 38 anbefalinger til, hvordan en modernisering af
folkeoplysningsloven kan styrke danskernes bevidsthed om Danmark som et demokratisk samfund.
Skulle det blive til en ny folkeoplysningslov, ser det efter min opfattelse lysere ud for
folkeoplysningen i Danmark og jeg glæder mig over at undervisningsministeren og de folkelige
foreninger udtrykker tilfredshed med udvalgets anbefalinger.
Opsummering:
Jeg vil opfordre til, at denne problematik får prioritet i de kommende års arbejde. Kan
Grundtvigsk Forum tale civilsamfundets sag? Altså stædigt gøre opmærksom på, at det myndige
folk skal høres og involveres i de demokratiske processer. Vi må rejse spørgsmålet om hvilken
fremtidig rolle civilsamfundet skal have? Hvilken rolle spiller kirken, skolen og folkeoplysningen
her? Hvordan kan vi motivere til større politisk engagement?
Folkeskolen som fokusområde
I gennem det sidste års tid har vort skolepolitiske udvalg arbejdet med at formulere et bud på GrF´s
skolepolitiske platform i betydningen grundlæggende synspunkt, Udvalgets formand Thorstein
Balle vil lidt senere kommentere denne platform og fremlægge en række bud under dagens
gruppedrøftelser.
Et sådan notat med helt overordnede synspunkter om den gode skole i en grundtvigsk optik er et
godt udgangspunkt for mere konkrete skolepolitiske tiltag. Jeg ser gerne, at vi i de kommende år
meget mere konkret end hidtil forholder os til skolens formål, dets vilkår og medvirken til at skabe
sammenhængskraft i samfundet. Deltage i debatten, søge indflydelse på folketingets
undervisningsudvalg og afgive relevante høringssvar på dette lovgivningsområde.
Vi har som nævnt i den skriftlige beretning tætte bånd til de frie skolers foreninger, hvor vi drøfter
deres vilkår og den frihedslovgivning, der er deres forudsætning. For nylig er vi blevet indbudt til at
indgå i følgegruppen for det nyoprettede Nationale videnscenter for de frie skoler. Det glæder os
naturligvis, hvis de frie skoler tror, at vi har noget kvalificeret at byde ind med.
Når det er sagt, mener jeg, at GrF´s skolepolitiske fokus i de kommende år skal være Folkeskolen.
Det gælder oplysning, igangsættelse af samtaler og konkrete kommentarer ind i folkeskolens
aktuelle situation. Et Grundtvigsk menneskesyn og dets pædagogiske konsekvenser kan være med

til at inspirere beslutningstagere i en tid, hvor politikerne henter tankegods ikke mindst fra den
angelsaksiske verden, men for så vidt alle steder fra. En tid hvor prioriteten i for stort omfang, er at
forbedre resultater og forøge effektiviteten gennem kontrolforanstaltninger. En tid som i mindre
grad tager udgangspunkt i den enkelte elevs udvikling i forhold til fællesskabet. En tid hvor mange
test er med til at øge fokus på de hårde færdigheder. Det svækker muligheden for at fokusere på den
vigtige del af skolens opgave, der handler om livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk
dannelse gennem undervisning og samvær. Og i sær, når det drejer sig om de unge skal skolen vise
veje væk fra en passiv tilværelse som forbrugere, der venter på det næste servicetilbud, til i stedet
selv at tage stilling og til at involvere sig i foreningsliv, politik eller noget helt tredje.
Jeg har lyst til at runde dette afsnit af med at sige: Det frie skolevalg – altså retten til at vælge en
idébåren fri skole eller retten til at vælge en alternativ folkeskole – er hjerteblod i et grundtvigsk
frihedssyn. Men det har ind i mellem sine omkostninger, der er en refleksion værd. Det er
problematisk, hvis det frie skolevalg er med til at udvikle A og B-skoler. A-skolen med
de mange overskudsforældre og B-skolen, hvis hovedpart af forældre er marginaliseret – meget
firkantet sagt. Det er på ingen måde et landsdækkende problem, men det ses bl.a. her i København
Opsummering:
GrF bør i de kommende år meget mere konkret end hidtil forholde sig til Folkeskolens formål,
dets vilkår og medvirken til at skabe sammenhængskraft i samfundet.
En rummelige folkekirke
På samme måde er frihedssynet noget helt afgørende i den grundtvigske kirkepolitik. Vi skal fortsat
være med til at sikre en rummelig Folkekirke. Det gælder således gode muligheder for de kirkelige
mindretal, herunder fri- og valgmenighederne, men også mere generelt bør der være plads til
forskellighed. Det gælder teologiske opfattelser, gudstjenesteformer og aktivitetsformer.
Jeg hilser med tilfredshed, at kirkeministeren i kommende folketingssamling agter at ændre i loven
om præsters ansættelse i folkekirken, som udvider muligheden for at tage hensyn til teologisk
retningsbestemte mindretal i pastoratet, så hensynet også kan inddrages ved ansættelse af
overenskomstansatte sognepræster.
Konkret betyder det, at ministeren kan give et kirkeligt mindretal - eksempelvis et Indre missionsk
eller et grundtvigsk - en overenskomstansat præst, som er i overensstemmelse med mindretallets
teologi.
På samme måde er der grund til at komplimentere kirkeministeren for sin måde at håndtere det
vanskelige spørgsmål om kirkelig vielse af homoseksuelle. GrF har været med til at igangsætte og
kvalificere samtalen, så både folkelige og teologiske synspunkter blev hørt.
Ministeren sikrede sig ved nedsættelsen udvalget vedr. Folkekirken og registreret partnerskab en
bred udvalgssammensætning, der kunne tilgodese mindretalssynspunkter. Hun insisterede på, at der
skulle afsættes tid til en folkelig samtale og lang høringsfrist. Nu må tiden vise, hvad vore politikere
finder frem til, men for mig er der ingen tvivl om, at den demokratiske proces er med til at fastholde
en rummelig folkekirke.
På vore konstruktive, tilbagevendende møder med de øvrige kirkelige organisationer fremgår det
tydeligt, at specielt Indre Mission og Luthersk Mission er bekymret for en manglende
mindretalsbeskyttelse. Det kom også til udtryk, da Helge Baden Nielsen og jeg i januar var inviteret
af Indre Missions bestyrelse til at redegøre for vores kirkepolitik. Det er naturligvis blevet
aktualiseret af spørgsmålet om vielse af homoseksuelle par.

For nylig blev vi således fra samme kant – kirkens højrefløj inviteret til at deltage i samtaler om
Åndsfrihedens vilkår i Danmark. Sådan en invitation skal vi naturligvis tage i mod. Vi skal gøre det
i lyset af Grundtvigs berømte sætning ”Frihed være vort løsen i Nord, frihed for Loke såvel som for
Thor”. Hans ønskede åndsfrihed, hvilket vil sige tankefrihed, trosfrihed og ytringsfrihed. Men ikke
for at fremme en tolerance, der i bund og grund mener, at alle er ens og dybest set tror på det
samme. Tværtimod mente Grundtvig, at mennesker er forskellige, og at åndsfriheden ligger i at
acceptere forskelligheden og ikke i at ophæve den.
Konkret betyder det, at vi fortsat må anstrenge os for at lytte. GrF må forholde os åbne og
samtidigt kritiske overfor andre kirkelige bevægelser og strømninger.
Det er med til sikre en rummelig folkekirke.
Folkeskolens kristendomsundervisning og Folkekirkens dåbsoplæring
Lad mig runde denne del af min beretningen af med at pege på et område, der mere end hidtil bør
have GrF´s opmærksomhed. Et lidt uhåndterligt område, der umiddelbart er for omfattende for en
forening som GrF., hvorfor det let bliver til snak uden konkret handling: Kan vi være med til at
styrke kristendomsundervisningen i skolen og Folkekirkens dåbsoplæring og i så fald hvordan?
Netop det grundtvigske syn på sammenhængen mellem det folkelige og den kirkelige er en
inspiration, vi kan bidrage med. Jeg bruger bevidst ikke ordet dåbsundervisning, men dåbsoplæring
for at understrege forskellen på skolens og kirkens opgave.
Kristendomskundskab har et kulturelt udgangspunkt og sigte. Den er ikke forkyndende. Og det
betyder, at kirken ikke kan henvise til skolens kristendomsundervisning som undskyldning for at
undlade sin egen dåbsoplæring.
Skal børnene høre noget om forkyndelsen i det kristne budskab i bibelfortællinger, i dåb og nadver
og i kirkens gudstjeneste i det hele taget, så er der i dag kun forældrene og kirken til at varetage
denne meget vigtige opgave.
Men det betyder ikke, at kristendomsundervisningen er uden betydning. Tværtimod. Faget er et
dannelsesfag. De fantastiske bibelske fortællinger fylder godt og der er plads til samtalen om
livsspørgsmålene. Eleverne får kort sagt kundskaber til at forstå den religiøse dimensions betydning
for livsopfattelsen.
Derudover er faget et godt grundlag for mødet med en forkyndende dåbsoplæring. I det lys er det
utrolig vigtigt at Folkekirken ser Folkeskolen som en samarbejdspartner. Sådan opfattes det også i
stort omfang og det skyldes mange præsters gode tilbud til skolerne og ikke mindst Folkekirkens
skoletjenesters markante indsats.
GrF kan argumentere for at faget Kristendom, livsoplysning og medborgerskab fortsat får en høj
prioritet i læreruddannelsen – også i tilfælde af en revision af uddannelsen.
Vi kan være med til at motivere flere lærerstuderende til at tage linjefaget kristendomsundervisning.
Hvad angår dåbsoplæring kunne det være et mål, at arbejde for, at der opbygges et
sammenhængende tilbud, således at kirken får kontakt med børn og unge under hele deres opvækst.
Ja, i bogstaveligste forstand årligt tilbagevendende. Hvad med en årlig tilbagevendende dåbshilsen
fra menigheden, med invitation til en gudstjeneste eller andet samvær. Det kunne være støtte til
udviklingen af den succesfulde minikonfirmandordning, så den tilbydes på andre klassetrin. Ikke
som noget ovenfra besluttet, men som en opfordring til at tænke i sådanne baner.
Vi kan inspirere til, at dåbsoplæringen for børn og unge får form af fortællinger, samtaler og sang
med udgangspunkt i det erfarne liv og ikke i læren, altså bekendelsesskrifterne. På samme måde bør
man medtænke det tempo moderne medier kommunikerer i, sprogets rivende udvikling, musikkens

mange nye varianter og tidens interaktive underholdning. Det kunne være et indspark til
Folkekirkens nyoprettede konfirmandcentrer, der har til formål at udvikle og understøtte
konfirmandundervisningen og at tilbyde konkrete oplevelser og undervisningsforløb i en
folkekirkelig sammenhæng. Et center som vi i styrelsen gerne ser, at Grundtvigsk Forum sætter sit
præg på. Og måske kunne vi lade os inspirere til at arbejde med andre former, når det gælder
kirkelig undervisning og for den sags skyld gudstjenesteformer.
Mange af os er rundet af en kirkelig og folkelig tradition, - det jeg kalder Grundtvig-classic. Vi
lægger vægt på den klassiske gudstjeneste, børns kirkelige undervisning og kirkelige foredrag –
punktum. Jeg vedkender mig gerne denne form for konservatisme og trives med dem. Derimod har
jeg det knap så godt, når jeg i vore kredse møder en lidt overbærende trækken på skuldrene, når vi
møder det alternative, det eksperimenterende og de mere udadrettede udtryksformer, f.eks. nye
gudstjenesteformer, babysalmesang, spagettigudstjenester. Jeg spørger mig selv, om vi er blevet lidt
for bornerte? For blufærdige? Kunne det tænkes, at der her lå nye muligheder for fællesskab og
samtale. For mig er der ingen tvivl om at rigtig mange unge efterspørger fornyelse.
Jeg følte jeg mig udfordret, da jeg i skolepolitisk udvalg blev mindet om, at Grundtvig mener, at
den fysiske indretning af kroppen, er grundlaget for menneskets mulighed for at blive et åndsvæsen.
Så radikal er hans opfattelse rent faktisk, når han beskriver forholdet mellem ånd og krop hos
mennesket. Det er kroppen og især håndens mulighed for at gribe, der sammen med menneskets
mulighed for at tale og danne og dele sprog giver mennesket mulighed for selvbevidsthed. Man skal
gribe, før man kan begribe. Følesansen er den fornemste sans for erkendelse – sagde Grundtvig.
Måske skulle vi grundtvigianere i højere grad medtænke, at ikke kun høresansen og synssansen skal
påvirkes og udvikles, men også følesansen, det kropslige og dermed erfaringen.
Lige om hjørnet venter en kirkeministeriel anordning om Børnekonfirmandundervisning og
konfirmation, som angiver grundlaget for sognets dåbsundervisning. Den rummer interessante
perspektiver og en god vejledning. Den gør minikonfirmandordningen obligatorisk med angivelse
af minimumstimetal og uddannelseskrav. Den har til formål, ”at medvirke til at gøre børnene og de
unge fortrolige med den kristne tros elementære indhold og folkekirkens gudstjeneste, samt lære
dem, hvad det vil sige at leve i en kristen tro og som en del af det kristne fællesskab”. Det sidste –
lære dem, hvad det vil sige at leve i en kristen tro – forekommer mig i øvrigt, at være temmelig
problematisk. Kan man lære det? Man kan vel kun vise vejen?
Jeg tænker på Grundtvigs opfattelse af, at troens vækst-miljø. er menighedens gudstjeneste, samlet
om sang og sakramenter, ord og handling. For Grundtvig var Den kristne børnelærdom er ikke
noget, man lærer af præsten eller den lille katekismus, men noget man tilegner sig gennem
gudstjenesten.
Når anordningen kommer til høring bør Grundtvigsk Forum være med til at sikre de enkelte sogne
størst mulighed frihed til at tilrette indhold og form. Det er med til at sikre, at menigheden tager
ejerskabet på sig.
Ligeledes bør vi støtte, at præster får reel mulighed for pædagogiske efteruddannelsesforløb. Det er
helt nødvendigt. Tænk på, at op mod 1/3 af præsternes tid går med undervisning og formidling.
Kort sagt vil jeg opfordre til, at GrF opprioritere sin indsats i forhold til Folkeskolens
kristendomsundervisning og Folkekirkens dåbsoplæring
Med disse forsøg på at fremlægge nogle visioner for kommende års opgaver, vil jeg give ordet til

Delberetning fra formanden for Kirkepolitisk udvalg, sognepræst Helge Baden Nielsen
Kirkepolitisk udvalg.
Jeg vil i mit indlæg her koncentrere mig om to af de emnekredse, udvalget har arbejdet med og lade
det munde ud i nogle forhåbentligt lidt provokerende spørgsmål til årsmødets deltagere. De to
emnekredse, jeg har i tankerne er – næppe overraskende: Hvad blev der af Den samarbejdende
folkekirke og hvad skal vi svare på betænkningen om vielse af homoseksuelle?
1. Den samarbejdende folkekirke.
I maj 2007 udsendte vi Den samarbejdende folkekirke. Jeg præsenterede det ved årsmødet i
Rødding for nøjagtig to år siden og indledte med ordene: ”En organisation, der ikke fornyer sig,
udvikler sig og følger med tiden, vil i det lange løb stivne og måske til sidst bukke under. Det er den
situation, folkekirken befinder sig i. Mens alle andre samfundsinstitutioner arbejder med at udvikle
tidssvarende ledelsesformer, står folkekirken i stampe. Der lappes her og der. Slukkes brande. Men
der bliver ikke for alvor taget fat om de strukturelle forhold, der har efterladt folkekirken i
initiativløshed og handlingslammelse”.
Er der sket noget siden da? Nøgternt betragtet må man svare nej. Tilløb til lappeløsninger har der
været bl.a. med Betænkningen om bloktilskud. Men det er overraskende så vanskeligt, det har været
at vinde gehør for de bærende visioner i reformforslaget. Hvad kan forklaringen være på det? Jeg
kan i hvert fald få øje på en: at vi tog kampen op på en arena, hvor der nok skulle slås et slag, men
hvor det måske ikke var særligt hensigtsmæssigt at indlede felttoget, sådan som vi gjorde. De
bærende visioner i Den samarbejdende folkekirke drejer sig jo om en omlægning af folkekirkens
økonomi og i forlængelse heraf indførelse af stiftsråd med visse økonomiske kompetencer. Det
hører med i billedet, det siger sig selv. Men den arena, hvor det virkelig gælder, den er ikke her, den
skal findes et andet sted i noget langt mere jordnært. Den skal findes der, hvor det er de
grundlæggende antagelser og de bærende visioner i folkekirken, der antastes og kommer i spil.
Med andre ord, det handler om sognet og forestillingen om kirkens kulturelle og identitetsskabende
betydning i lokalsamfundet. Selv om sognebevidstheden er under kraftig afvikling i befolkningen,
så er sognet den helt centrale faktor i organiseringen af arbejdet og varetagelsen af opgaverne i
folkekirken. Det er derfor hvert sogn i princippet skal kunne – og også suverænt kunne bestemme –
det hele selv. Her er kamppladsen i folkekirken. Det er her det afgørende slag kommer til at stå.
Det har vi nu i kirkepolitisk udvalg taget konsekvensen af. I stedet for at begynde oppe fra, har vi
nu sat os for at genbeskrive eller genopfinde folkekirken nedefra med udgangspunkt i sognet.
Visionen er stadig: en samarbejdende folkekirke.
Udfordringerne, folkekirken står over for, har naturligvis heller ikke ændret sig. Der er et pres ude
fra – fra markedet som man siger – der går ud på i højere grad at involvere kirkens brugere i
varetagelsen af opgaverne og ikke mindst i at udvikle et mere varieret og tidssvarende udbud af
forkyndelses og formidlingsformer. Folkekirken står over for en gigantisk opgave med at oplyse
befolkningen om kirke og kristendom og hvad de bidrager med til opbygningen af samfundet.
Affolkningen af yderdistrikter og landområder bevirker at mange sogne efterhånden bliver for små
til at kunne danne ramme om et bæredygtigt kirke- og menighedsliv. Endelig og ikke mindst er der
det politiske pres, der vedrører økonomien. Der skæres ind til benet mange steder. I København er
man i flere – om ikke alle – provstier nødt til at tage kirker ud afdrift for overhovedet at have
økonomi til at opretholde et kirke- og menighedsliv i de resterende sogne.
Vi må spørge: Hvordan forbereder og gennemfører man organisationsændringer, der går så dybt,
uden at det efterlader åbne sår? Det er den folkekirkelige organisation i hvert fald ikke umiddelbart
gearet til. Og det skal der rådes bod på. Og i forlængelse heraf: Det uholdbart, at der reelt ikke er

andre end de lokale menighedsråd til at tage vare på helheden og det langsigtede i folkekirken. Vi er
nødt til ikke bare at stille spørgsmålet men også svare på det: Hvordan får vi afbalanceret hensynet
til det lokale (selvstyre) med hensynet til det langsigtede. Hvordan kan det sættes i scene, hvilke
ledelsesredskaber skal der til? Det nytter ikke at blive ved med at gentage mantraet: Led os ikke i
ledelse.
Mangfoldigheden og arten af de udfordringer og pres, folkekirken møder i tiden, er vel også ved at
gøre det klart for de fleste, at hvert enkelt sogn for sig ikke kan magte det hele alene. Alt taler for at
sognene bliver nødt til at finder ind i et konstruktivt samtale både for at skabe en attraktiv og
tillokkende arbejdsplads og for i det hele taget at kunne udrette det kirken er sat i verden for.
Ledelse altså. Strategisk ledelse og samarbejde. Det er der behov for.
En vej at gå kunne være at give provst og provstiudvalg de formelle kompetencer, der skal til for at
løfte noget af opgaven. Her, altså i provstiet, ligger jo i forvejen den økonomiske ledelse af sognene
bl.a. gennem budgetsamråd. Hvad er der til hinder for, at denne økonomiske ledelse udvides til også
at omfatte strategisk ledelse? Tanken er da nærliggende. I henhold til den reviderede
menighedsrådslov skal der hvert år i sognene afholdes et menighedsmøde, hvor menighedsrådet
aflægger beretning for det år, der er gået og fremlægger de visioner for det kirkelige liv, der
arbejdes med. Provstiudvalget, forekommer det, kunne da passende udgør det naturlige forum for at
indsamle sognenes visioner og bringe dem i samspil med hinanden, skabe overblik og bane vej for
fælles mål og samarbejde mellem sogne.
Sådan er loven ganske vist ikke tænkt igennem endnu. I den folkekirkelige organisation opfattes
provsten fremdeles som en embedsmand i et bureaukratisk hierarki, udpeget af biskoppen og ansat
af kirkeministeriet til at løse opgaver for systemet (stift og ministerium), opgaver der først og
fremmest handler om legalitetskontrol.
Der er – navnlig yngre – provster, der af egen drift har taget strategiske ledelsesopgaver på sig og
udfordrer sogne til samarbejde på baggrund af formulering af fælles mål. Men de gør det faktisk
uden nogen form for bemyndigelse, provsten har ingen formel initiativret eller –pligt til at tage vare
på helheden og det langsigtede. De har ikke nogen anden legitimitet at trække på end den, de enkelte
menighedsråd bestemmer sig til at tilkende dem, og som når som helst kan trækkes tilbage, ligesom
det står provsten frit for, om han vil påtage sig en strategisk lederrolle.
Men det er måske netop det, vi skulle se at få lavet om på, så provsten og provstiudvalget får mandat
til at skabe et forum, hvor der løbende kan finde drøftelser sted af, hvordan nødvendige
ændringer eller dristige visioner kan sættes i værk.
Og hvad så, hvis de ikke kan enes? Hvad nu, hvis samtalen går i stå? Ja, så skal vi vel også i
kirken have mulighed for at træffe nødvendige beslutninger på helhedens vegne, der tager vare på
det langsigtede, som et enkelt menighedsråd ikke kan obstruere?
En i udvalget har udtrykt det sådan: Vi har brug for en slags kirkelig ekspropriationsmulighed på
linje med den, man benytter sig af, når en landevej skal gøres bredere for sikkerhedens skyld. Det
vil sige for fællesskabets og helhedens skyld. Det kan koste både en række forhaver og et kært
barndomshjem. Men denne helt undtagelsesvise tilsidesættelse af den private ejendomsret ophæver
vel at mærke ikke den private ejendomsret som alment gældende og helt overordnet rettighed i det
danske samfund.
Hvad siger I til det – et redskab, der kun undtagelsesvist og med stor skønsomhed – skal kunne
tages i brug ag enten biskoppen/stiftsrådet eller kirkeministeriet? Og en provst/provstiudvalg med
initiativret og -pligt til at tage vare på helheden og det langsigtede?
2. Vielse af homoseksuelle i kirken.
Konferencen Grundtvigsk Forum var vært for i marts satte atter skred i en samtale om vielse af
homoseksuelle i kirken og nu foreligger der en betænkning? Hvad skal vi mene om den her i dag og

i et høringssvar til ministeren? To af de tre spørgsmål, udvalget har beskæftiget sig med kan vi nok
relativt hurtigt blive enige om, tænker jeg.
Vi ønsker fortsat, at ægteskab mellem mand og kvinde skal kunne indgås i kirken med juridisk
gyldighed. Tanken om, at den juridiske side af vielsen under alle omstændigheder skal henlægges til
rådhuset, forekommer søgt og har næppe heller folkelig opbakning. Det er godt, som det er!
Der er heller ikke tvivl om, at præster af samvittigheds grunds skal kunne sige nej til at foretage
vielse i kirken af et homoseksuelt par. Jeg ser til gengæld ingen grund til, at en sådan
undtagelsesbestemmelse skal skrives ind i ritualbogen. Tværtimod. Det er den jo heller ikke i
forbindelse med vielse af fraskilte.
Skal man kunne vie to af samme køn i kirken med juridisk gyldighed helt på lige fod med den
gældende ordning for mand og kvinde? Det er vi i styrelse vist stort set enige om at sige ja til.
I betænkningen er billedet noget mere flimrende og udvalgets anbefalinger tilsvarende mangfoldige
og uklare. Ni ud af de tolv udvalgsmedlemmer går ind for, at et homoseksuelt par kan velsignes i
kirken efter at de har indgået registreret partnerskab på rådhuset. Det er ikke nyt, den ordning har
været praktiseret i adskillige år.
Den afgørende begrundelse herfor er den i befolkningen almindeligt udbredte indsigten i og
anerkendelse af, at et heteroseksuelt og et homoseksuelt forhold i bund og grund er af samme art og
natur og derfor ligestillede og ligeværdige – alle forskelle til trods. Er forhold indgået i frihed
mellem to ligeværdige parter, et personligt, forpligtende troskabsforhold mellem to af samme køn.
Beder to mennesker, der på den måde har forpligtet sig på hinanden om at få lyst Gud velsignelse
over deres samliv, er der derfor intet til hinder for kirkens medvirken. Tværtimod. Jeg vil kalde det
en sjælesørgerisk pligt. Det er jo personer, vi velsigner. Ikke noget så abstrakt som en
skabelsesordning eller en ægteskabsinstitution. Det er to mennesker, der hver især og sammen beder
om Guds velsignelse, så de kan se sig selv og hinanden i det lys, og deraf få styrke hver især til at
leve med sig selv og leve med hinanden. Ni ud af tolv udvalgsmedlemmer siger ja til velsignelsen.
Kun seks går ind for, at et homoseksuelt par kan vies i kirken med juridisk gyldighed. Det jeg så
spørger jer om er: Hvad er logikken i det. Hvad er der til hinder for at få juraen ind i kirken for
begge parter vedkommende? Det kunne jeg godt lide at vide.
Delberetning fra formanden for Skolepolitisk udvalg, forstander Thorstein Balle
Skolepolitisk Udvalg består af 11 personer, heraf 6 fra styrelsen – det er Kirsten Andersen, Lene
Bekhøj, Lasse Ebbensgaard, Jørgen Anker Jørgensen, Anna Kolind, Torsten Johannesen og mig
selv. Jeg hedder Thorstein Balle. Så er to fra sekretariatet med, nemlig sekretariatsleder Hans
Grishauge og Akademileder og redaktør Birgitte Stoklund Larsen – og endelig har i bedt tre udefra
om at indtræde i udvalget med deres ekspertise. Det er tidl. højskolelærer Dagny Rytz,
efterskoleforstander Per Slyngborg og skoleinspektør Jens Raahauge. Vi har holdt 5 møder i løbet
af det år, der er gået.
Som formanden allerede har nævnt, så har vi i udvalget har valgt at fokusere først og fremmest på
folkeskolen, og i mindre grad på de frie skoler. Det er jo selvfølgelig ikke fordi, vi ikke værdsætter
de frie skoler. Tværtimod. Vi mener faktisk at folkeskolen kan lære utroligt meget af de frie skoler
– og selvfølgelig også omvendt. Men folkeskolen er, uanset vores kærlighed til og tilknytning til de
frie skoler, rygraden i det danske skolesystem. Det er der de fleste danskere får deres
skoleerfaringer. Ligesom folkekirken – skønt eksistensen af mange gode grundtvigske valg- og
frimenigheder – er rygraden i det danske kirkeliv.

Udvalgets hovedtema har været i år har været arbejdet med at udforme en såkaldt skolepolitisk
platform for Gr.F. Det vil sige, at få indkredset nogle – efter vores opfattelse – grundtvigske
opfattelser af skole og undervisning, som vi i udvalget og i styrelsen kan være enig om kan være
udgangspunktet for Gr.Fs udadvendte arbejde med skolepolitik. Jeg vil til slut i min lille beretning
komme lidt mere ind på det foreløbige resultat af dette arbejde, og her kun nøjes med at sige, at selv
om vi i udvalget har samme overordnede udgangspunkt, nemlig en forståelse af os selv som
grundtvigske, så er enigheden om, hvad skole og undervisning skal være og skal være godt for ikke
noget man sådan bare lige bliver enige om. Vi vil bestemt også gerne inddrage jer –
medlemskredsen – i arbejdet med skolepolitikken, så jeg vil om lidt fortælle hvordan.
Ud over en generel drøftelse af skolepolitik har vi i udvalget brugt tid og kræfter på en drøftelse af
den danske læreruddannelse. Det er jo her – i læreruddannelsen – at fundamentet bliver lagt til den
lærerpraksis som finder sted i folkeskolen. Vi har drøftet læreruddannelsen med udgangspunkt
forholdet mellem begreberne vekselvirkning og udveksling og mener, at en grundtvigsk præget
læreruddannelse skal vægte vekselvirkningen: mellem lærer og elev, mellem eleverne indbyrdes,
mellem skole og hjem og mellem fag og personlig udvikling. Imidlertid er den nuværende
læreruddannelse i langt højere grad præget af udveksling – det at læreruddannelse er et spørgsmål
om en bestemt mængde viden som skal udveksles med en karakter ved eksamensbordet. En
ordentlig uddannet lærer skal være uddannet til at mestre såvel elevernes personlige dannelse og
fællesskabsduelighed som deres nødvendige faglige udvikling. Og ikke kun fagligheden, som
megen af skolediskussionen kunne give indtryk af er tilstrækkelig.
Vi har haft en rådslagning Marianne Jelved med henblik på at undersøge den bedste mulighed for os
for at få indflydelse på lovgivningen om læreruddannelsen i Danmark. Dette møde har resulteret i,
at vi undersøger muligheden af at Grundtvigsk Forum tager initiativ til at oprette en forening eller et
netværk for interesserede i læreruddannelse med henblik på påvirkning af kommende lovændringer
inden for læreruddannelsen. Læreruddannelse foregår i dag på kæmpe store institutioner med
mange tusinde studerende, som læser til f.eks. fysioterapeut, sygeplejerske, hospitalslaboranter,
radiografer, pædagoger. Ikke at disse uddannelser ikke er gode nok, men fokus på læreruddannelsen
– den efter vores opfattelse måske allervigtigste uddannelse i samfundet – fortoner sig i mylderet af
uddannelser, som alene har økonomien og taxametertilskuddet til fælles. Der må derfor skabes rum
for en alternativ og kvalitativ drøftelse af læreruddannelsens indhold med henblik på ”den gode
skole”.
Og netop forestillingen om ”den gode skole” blev det andet hovedtema, som vi drøftede i udvalget,
med reference til regeringens 360-graders eftersyn af folkeskolen – og med baggrund i
spørgsmålene: Hvad kendetegner ”den gode skole”? Hvad er faglighed for en størrelse? Skal skolen
være et liv i sig selv – eller skal den først og fremmest være en forberedelse til livet efter skolen?
Som inspiration brugte vi bogen ”Når klokken ringer ud” skrevet af professorerne Steen Hillebrandt
og Per Fibæk Laursen. En bog som bestemt kan anbefales.
At vi ikke helt har glemt de frie skoler, kan jeg illustrere ved, at skolepolitisk udvalg i samarbejde
med Den frie Lærerskole og Grundtvig Centret er påbegyndt et større projekt, som skal ende med
en hjemmeside, hvor interesserede skolefolk kan få inspiration til at drøfte hvad grundtvig-koldsk
undervisning og skole er for noget i 2010 og få ideer til den praktiske gennemførelse. Arbejdet blev
påbegyndt med en større konference hvor indbudte lærere og ledere fra en lang række grundtvigkoldske
friskoler og efterskoler deltog og gav deres bud på hvad god grundtvigsk skole og
undervisning er.

På hjemmesiden vil ligge en række korte oplæg om forskellige temaer, som kan bruges i drøftelser
på lærermøder, skolekredsmøder og forældremøder – og der vi ligge en række praksisbeskrivelser –
og endelig kaster vi os ud i en lille grundtvig-koldsk pædagogisk ordbog.
Endelig kan jeg fortælle jer, at skolepolitisk udvalg arbejder på at få afholdt en større skolepolitisk
konference, hvor vi kan komme i dialog med politikere og skolefolk om ”den gode skole” set ud fra
et grundtvigsk synspunkt.
Og dermed er vi tilbage til min indledning, nemlig til udvalgets oplæg til en skolepolitisk platform
for Grundtvigsk Forum. Vi har som sagt valgt, at etablere platformen med udgangspunkt i begrebet
”den gode skole”, og efter nogle omfattende drøftelser – herunder også af hvad det vil sige at kalde
noget for grundtvigsk – har vi sammen skrevet et udkast, som består af 8 små stykker tekst, som
efter vores opfattelse siger noget centralt om en grundtvigsk opfattelse af skole og undervisning. De
otte områder som er beskrevet i papiret er: kroppens plads i skolen, skolen som et liv i sig selv eller
en forberedelse til et liv senere hen, skolen som middel til individuel identifikation og udsyn til de
andre i verden, forholdet mellem effektivitet og dannelse i skolen, skolen som formidler af det
historisk-poetiske, naturvidenskab i skolen, religion i skolen og endelig skolen som
fællesskabsopbyggende. I papiret, som vi vil bruge i drøftelsen i gruppearbejdet om skolepolitik har
disse områder fået en lidt anden betitling, og vi har, da vi forestiller os, at papiret skal bruges mange
forskellige steder bestræbt os på at skrive de små artikler i en forståelig og ikke alt for grundtvigsk
indforstået sprogbrug.
Vi glæder os til at drøfte papiret i gruppearbejdet, selv om vi måske nok ikke når hele vejen
omkring.
Jeg kunne nævne flere temaer og opgaver, som skolepolitisk udvalg har beskæftiget sig med (for vi
har lavet mere), men det tillader tiden ikke. Så derfor tak for ordet.
Delberetning fra formanden for Folkeoplysningsudvalget, pastor Arne Ørtved
Folkeoplysning er Grundtvigsk Forums kerneydelse. Men ordet folk lyder vist ikke rigtigt i
moderne ører, og derfor taler man oftere om livsoplysning. Det er også udmærket. Og Grundtvig
skriver da også:
Oplysning være skal vor lyst,
er det så kun om sivet,
men først og sidst med folkerøst
oplysningen om livet;
Så langt så godt: Den er god nok med livsoplysning. Men husk lige, at det skal være med folkerøst.
Det ord lyder måske endnu mere fremmedartet, men det betyder jo, at det skal være folkets egen
stemme, der leverer oplysningen, og den skal handle om deres eget liv.
Det lyder ganske flot, og når man kender lidt til den grundtvigske virkningshistorie, bilder man sig
ind, at det virkede: Folket oplyste sig selv og ændrede landet: andelsbevægelse, frie skoler, frie
menigheder, forsamlingshuse, gymnastikforeninger. Oplysningen blomstrede, og folket hev sig selv
op med hårene og tilkæmpede sig efterhånden landets styrelse fra Christiansborg. Der er en hel del
skønmaleri i den historie, men lad nu bare den ligge som en horisont for situationen for
folkeoplysningen i dag.

Der er en grund til, at folk og folkeoplysning er blevet fremmedord i dagens Danmark. Det skyldes
moderniteten, som har ramt os. Dens tidsånd gennemsyrer mennesker og samfund, og nu hedder
hovedordene: Individualisering, globalisering, identitetskonstruering, karriereoptagethed. Det er
hårde odds. Det moderne menneske er først og fremmest sig selv: han er optaget af sit eget: sit
velbefindende, sine fornøjelser, sin bolig, sin omgangskreds, sine oplevelser, sin karriere, sit
helbred, sin moral, sin religion (hvis han har skaffet sig sådan en.) Annoncemarkedet bugner af
tilbud, så du kan tilfredsstille dig selv på disse områder. Og staten hjælper godt til i sine
undervisningstilbud med tilhørende lovgivning. Kompetencer er et af de store nøgleord, og det jo
virkelig noget helt andet end oplysning, for slet ikke at tale om livsoplysning.
Det er sort ud, men det er ingenlunde håbløst. På mange måder så det værre ud på Grundtvigs tid.
Vi skal jo ikke begynde på bar bund med folkeoplysningen. Grundtvig har skrevet sangene, og
mange flere er kommet til. Danmarkshistorien er skrevet og mange kapitler og nødvendige
revisioner er kommet til. Folk kan læse, synge, tale med, og – er jeg sikker på – de har energi og
vilje til at komme nær på deres eget liv.
Det er ikke en katastrofe, der sket; men en naturlig udvikling af verdens og historiens gang. Det kan
vi ikke komme nærmere ind på her. Men oprøret eller lad os mere beskedent og ufarligt kalde det
modbevægelsen er på vej eller i fuld gang. Der er ganske vist stadig stor fordummelse i gang i TV,
men Kristian Jensen er da også røget ud af Vild med dans. Lad os tage det som et godt tegn. Og
også dette:
Der er en længsel efter forpligtende fællesskaber, og de dannes i et vist omfang. Det stressende
fokus på individet ønskes afløst af noget uden for mig selv. Man søger efter en (Danmarks)historie
med mening i. Det vil sige en historie, man hører til i menneskeligt og folkeligt. Man søger efter
rødder og rodfæstethed. Noget der holder det frit svævende eller flydende moderne menneske fast.
Noget der er der før mig og ¬efter mig. Der er en længsel efter noget større end min øjeblikkelige
tilstand økonomisk, helbredsmæssigt, familiemæssigt. Noget med perspektiv, indhold, kraft, fylde.
Måske noget transcendentalt, i hvert fald noget vertikalt til afløsning af alt det horisontale.
Hvor er dog inspirerende. Der er nok at tage fat på, hvad angår folkeoplysning i grundtvigsk
forstand. Det meste af det skal I finde på hos jer selv ude omkring i landet: I hjemmene, i
foreningerne, i skolerne, i klubberne, på arbejdspladserne, i sognegårdene. Der skal synges, lyttes,
samtales, læses, handles. Hold jer fra Nettet og få selv idéerne. Hold jer fra de dyre
foredragsholdere fra show-Danmark og sig noget til hinanden. Tænk ikke på, at der skal være 100
mennesker hver gang, når 10 er nok.
På dette tidspunkt træder Grundtvigsk Forum ind på scenen. Når I har fået lyst til at gøre noget ved
tingene. Når I har gjort op med jer selv, hvad I vil og hvorfor. Altså ikke når I har sparet sammen.
Vi kommer ikke som en stor Skt. Bernhardshund, der skal redde kredsene. Det kan der aldrig blive
folkeoplysning ud. Vi er en del af jer, og I en del af os.
Derfor har vi arrangeret samtaledage i en længere årrække efterhånden. Arrangementer, som skulle
ligge lige til at gå ombord i. Vi har prøvet at vælge emner fra vores eget liv og vores egen hverdag.
Vi er kommet med forsigtige forslag til, hvordan man kunne gribe sagen an. Den sidste samtaledag
handlede som bekendt om FRIHED. Der havde vi udarbejdet kort, så man kunne spille kort om
friheden. Det ser ud til at have slået an. Til næste år tager vi fat på ANSVAR, og vil straks gå i gang
med at udarbejde kort til samtalelegen. Det er så let at gå til, som min barndoms klaverbog hed.
Alle kan være med, og det koster ikke noget, bortset fra eventuelle annoncer.

Vi har de sidste par år arrangeret et sensommermøde, hvor vi har sat vigtige emner i Dagens
Danmark til debat. Det har været inspirerende møder; og hensigten har været at mødes på tværs i
den grundtvigske familie: frie skoler, DGI, grundtvigske kredse m.v. Det har været spændende. Og
vi fortsætter: Næste år på Frijsenborgegnens Ungdomsskole.
I år var det anden gang vi kaldte sammen til Midtvejsmøde. Vi indbyder to personer fra hver
kredsbestyrelse for at mødes og inspirere og opmuntre hinanden. Næste år skal det foregå i Billund.
Hold selv øje med indbydelsen; det er godt at være med til. Måske skal vi prøve andre steder, hvad
mener I?
Vi har i nogle år været optaget af at oprette nogle brohoveder for folkeoplysning. Det er steder, hvor
der foregår noget i forvejen, men hvor vi måske kan støtte og inspirere og hente inspiration. Her
skal nævnes: Liselund ved Slagelse, Tårnborg i Ribe, Skærum Mølle, Salonvognen i Århus,
Rødding og Rønshoved Højskoler.
Der foregår naturligvis også masser af folkeoplysning på Vartov og i Grundtvig Akademiet; men
det sorterer ikke lige under Folkeoplysningsudvalget.
Delberetning fra formanden for Sydslesvig – Internationalt udvalg, sognepræst Chr. Ulrich
Terp
Vi er et lille specialudvalg, som er blevet til som en fusion mellem de tidligere selvstændige udvalg
for Sydslesvig og internationale relationer. Vi står i sagens natur med benene lidt udenfor de
traditionelle gærder mellem Danmark og den øvrige verden. Dels i forhold til den danske
forbindelse mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig og dels i forhold til det, der måtte kalde på
vores interesse eller lyst til folkelig og kirkelig indblanding i verden udenfor.
Men inden jeg skal redegøre for udvalgsarbejdet vil jeg gerne benytte lejligheden til at byde
velkommen til de gæster fra Sydslesvig, som har taget imod vores indbydelse til at komme til
Grundtvigsk Forums årsmøde.
Det er provst Viggo Jakobsen fra Dansk Kirke i Sydslesvig og formand for det sydslesvigske
kirkeråd. Det er Forretningsfører, Jytte Nickelsen, ligeledes fra Dansk Kirke i Sydslesvig. Bente
Falkenham, som er repræsentant for Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Skoledirektør Anders
Molt Ipsen var ligeledes indbudt til at være med til årsmødet, men har desværre måttet melde afbud
på grund meget presserende og alvorlige problemer hjemme i Sydslesvig. Det skal jeg vende tilbage
til mere detaljeret om et øjeblik.
Når vi fra SIU og GF har indbudt jer som gæster fra Sydslesvig hænger det sammen med, at
Styrelsen i år havde valgt at afholde sit store styrelsesmøde i januar på Christianslyst i Sydslesvig.
Ved den lejlighed var I også til stede, og ved den lejlighed blev det til et givtigt møde mellem os og
hele styrelsen fik en god orientering om arbejdet i Sydslesvig.
Det var med dette initiativ vores ønske i SIU at skabe mere tydelige og personlige forbindelser til
vores samarbejde med repræsentanter for det danske mindretal. Denne gode kontakt mellem hele
styrelsen og Sydslesvig ønsker vi så ved denne lejlighed at udbygge overfor flere medlemmer af
GF, som er til stede ved årsmødet.

Som det sidste trin i disse bestræbelser på at uddybe forbindelsen til mindretallet og grænselandet er
det blevet besluttet at GrF´s næste årsmøde 2011 afholdes i Flensborg. Dermed er der en cirkel, der
er blevet sluttet, og vi håber, at vi dermed har lagt grunden til fremtidige gode forbindelser mellem
GF og Sydslesvig.
Men - ved denne lejlighed, hvor jeg så også gerne vil berette lidt mere konkret om arbejdet og
forholdene i Sydslesvig, må jeg desværre sige, at vilkårene for det danske mindretal aktuelt er
meget problematiske og mindretallet helt aktuelt står overfor den største trussel siden flere årtier.
Normalt ville en formand for Sydslesvigudvalget kunne fortælle om fremgang for det danske
arbejde og afspænding i forhold til det tyske flertalssamfund. Det er ikke mere tilfældet. Jeg kan
kun berette, at der for tiden føres et bevidst tysk politisk frontalangreb mod mindretallets livsnerve,
den danske skole.
Baggrunden herfor er kort fortalt:
Igennem de seneste årtier har det politiske hovedtema for mindretallet været anerkendelse af
mindretallets ligestilling i det tyske samfund, hvor vi lever som landets egne borgere. Disse
bestræbelser kronedes i 2007 med held, da det i den nye slesvig-holstenske skolelov blev stadfæstet,
at det danske mindretals skolevirksomhed er tilskudsmæssigt ligestillet med den offentlige tyske
skole, skønt den danske skole stadig var juridisk defineret som en privatskole.
Konsekvensen af dette var, at det offentlige elevtilskud til den danske skole var én til én i
sammenligning med tilskuddet til tyske elever.
Men nu er forholdene imidlertid sådan, at Slesvig-Holsten, som så mange andre regeringer, må
gennemføre sparerunder for at få finansloven til at hænge nogenlunde sammen. I den sammenhæng
er det selvfølgeligt og helt indiskutabelt, at det danske mindretal, som alle andre borgere og
institutioner, også må bære med på den økonomiske byrde.
Det, der så skete i marts måned, var, at den slesvig-holstenske regering oveni de almene besparelser
helt eksklusivt også ville reducere tilskuddet til dansk Skoleforening med yderligere 15%, så
Skoleforeningen dermed ville miste et tilskud på 4,2 Mill € / 32 Mill. kroner.
Dette medførte massive og velbegrundede protester imod et sådant umisforståeligt diskriminerende
politisk tiltag vendt direkte mod det danske mindretal i åbenlys modstrid med skoleloven og
internationale konventioner om mindretal. Der har været ført en heftig debat også på
regeringsniveau mellem København, Berlin og Kiel, og sagen ligger også nu i EU.
Men som sagen står politisk netop nu må det befrygtes at finansloven vedtages uændret ved
sidstebehandligen i Landdagen i Kiel til december.
Og som en bekræftelse på, at en ulykke sjældent kommer alene, så er det den 27. oktober blevet
offentliggjort at Kreis Schleswig-Flensburg vil stryge kørselstilskuddet på 550.000 € til danske
elevers skolebefordring.
Dette er intet mindre end en finansiel katastrofe for de danske skoler i Sydslesvig og på længere sigt
også for andre grene af det danske mindretalsarbejde.

I mine øjne er der ikke tvivl om, at der er tale om et veltilrettelagt tysk politisk angreb mod det
danske mindretal. En politisk sammenbidt svinestreg af uhørt omfang, hvor flere årtiers udvikling er
trukket tilbage med ét slag.
Man kan kun gisne om baggrunden for dette angreb, der nærmest antyder, at de nu bestemmende
dele af det tyske politiske liv, har fået nok af den danske fremgang i landsdelen.
Det er med beklagelse, at jeg har måttet opholde mig så udførligt ved de sydslesvigske forhold ved
denne lejlighed, men det er simpelthen nødvendigt, at der informeres om denne økonomiske
existenskrise i mindretallet, ikke mindst overfor en dansk befolkning, regering og folketing, som
yder en samlet årlig bevilling til det danske mindretals arbejde i størrelsesordenen 500. mil. kr. Det
er dødsens alvor i Sydslesvig.
Med hensyn til de internationale perspektiver i vores udvalgs arbejde har vi som bekendt afholdt en
konference i Vartov om folkelige, nationale og kirkelige mindretalsforhold. Denne konference blev
gennemført i et samarbejde med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.
Set fra en grundtvigsk synsvinkel finder vi det væsentligt at afdække sammenhænge mellem
folkelige og kirkelige forhold ikke blot når det folkelige og kirkelige er dansk, men også, når der
måske tegner sig vigtige forbindelser folk og folk imellem, det mellemfolkelige, og det rejser så
ganske naturligt også spørgsmålet, at hvis der er noget mellem folk og folk, kunne der så også være
noget lige så vigtigt mellem kirke og kirke.
Er der noget mellemfolkeligt og mellemfolkekirkeligt, som vi trænger til at få øje for i et længere
blik ud over Dannevirke, Kronborg og Valby Bakke? Og frem for alt, er der en grundtvigsk replik i
disse sammenhænge, som ikke skal være tavs. Har vi noget vigtigt på sinde, skal vi så ikke bidrage
med det?
I lyset heraf er SIU gået videre i sit samarbejde med Folkekirkens Mellemkirkelige Råd om det
treårige projekt, ”Folkekirken og EU”. I den sammenhæng afholdes der d. 19. november her i
Vartov den første af forhåbentlig tre årligt tilbagevendende konferencer om kirkeligt orienteret
værdidebat som medspiller i eller bag lovgivningsarbejdet i EU. Sover vi i timen, når det gælder
folkelige og kirkelige temaer eller mangel på samme i EU, - eller kan det hele være lige meget.
Vi synes ikke, at det er lige meget, hvis der er noget, der er vigtigt, og derfor vil vi gerne lytte med,
åbne munden, og tale med eller tale imod. Det er ikke talen, der er sølv og tavsheden, der er guld.
Tavshed er den visse død. Hvis man har noget på hjerte, bliver man nødt til at lukke munden op, for
ellers kan vi ikke komme til at snakke over os med det, som hjertet er fuld af, - er det ikke
hjertesprog vi kalder det?
Til sidst vil jeg blot henlede forsamlingens opmærksomhed på kollekten i den danske folkekirke 2.
søndag i advent, hvor der indsamles til Grundtvigsk Forums, Kirkeligt Samfunds arbejde i
Sydslesvig. Vi vil meget opfordre til, at der bidrages til denne kollekt. Det er der meget brug for,
selv om det kun er lidt, vi kan bidrage med. Men lidt er jo som bekendt godt, og lidt mere er lidt
bedre.

Afrunding af den mundtlige beretning ved formanden Torsten Johannessen
Arkivet for det folkelige arbejde
Desværre går det ikke altid, som vi kunne ønske os.
På sidste årsmøde beklagede jeg, at skoleforeningerne, DGI og Skytterne besluttede at stoppe
arkivsamarbejde mellem Vartov-Arkivet, Videns- og Studiecenter for Fri Skole i Ollerup og
Gymnastik- og Idrætshistorisk Samling i Viborg. Der var ikke vilje til at finansiere et samarbejde,
der kunne føre til forskning og formidling af viden om den grundtvigske virkningshistorie.
Denne triste historie fortsætter, idet bestyrelsen for Vartov-arkivet, der som navnet angiver har til
huse her på Vartov har set sig nødsaget til at lukke arkivet ved udgangen af december måned.
Vartov arkivet har siden 2002 taget sig af at indsamle og registrere kilder fra de folkelige
bevægelser og fra mennesker i det grundtvigske kulturmiljø. Det gælder først og fremmest
foreningsarkiverne fra Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark, Efterskoleforeningen, DGI og
Skytterne.
Grundtvigs Forum har været med, i den forstand, at vi gratis lagt hus til og betalt alle faste
omkostninger, men vi har vore arkiver placeret andet sted i huset.
Nu har baglandsforeningerne besluttet, at også deres tilskud til Arkivet skal ophøre. DGI har
allerede indgået en aftale med Statens Arkiver om fremtidig arkivering og afviklingen er i fuld
gang.
GrF har haft det synspunkt, at vi ønskede at støtte Vartov-Arkivet så længe, de foreninger, hvis
arkiver opbevares her på Vartov, selv lagde økonomi i det. Det ønsker de beklageligvis ikke
længere.
Ærgerligt – også fordi det har haft betydning, at vi synligt i fællesskab gennem dette arkivarbejde
vedkendte os den fælles virkningshistorie.
Vartov – og stedets medarbejdere
Vartov har gennem de senere år udviklet sig til et kulturelt centrum. Det skyldes dels vores egen
omfattende virksomhed, sådan som den er beskrevet i den skriftlige beretning. Men derudover er
Vartov i stigende omfang blevet stedet, hvor foreninger, organisationer, offentlige institutioner mv.
vælger at afholde møder, konferencer eller kurser. Dertil kommer at mange mennesker har deres
arbejdsplads, og en stor flok børn har deres dagligdag i bygningerne
Kort sagt er Vartov et levende miljø, hvor mange hundrede hver uge har deres gang.
Det giver mulighed for netværkssamarbejde og inspiration til nye aktiviteter. Kort sagt skabes der
en synergieffekt, der kvalificerer vort arbejde.
Og så jeg ikke lægge skjul på at de faste- og de løse lejemål er en altoverskyggende indtægtskilde.
Vi forsøger efter bedste evne løbende at vedligeholde og renovere, så Vartov fortsat forbliver et
attraktivt sted at befinde sig. Men når det er sagt, går resten af indtægterne til at finansiere alle vore
foreningsaktiviteter, herunder tilskudsydelser. Og det er jo helt afgørende.
Men det kommer ikke af sig selv. Der er i den grad grund til at udtrykke en stor tak til vore
medarbejdere for en engageret, inspirerende, vedholdende, kreativ og kompetent arbejdsindsats. Det
gælder jer alle, hvad enten I arbejder med udlejningen af lokaler, faciliteter og kantinevirksomhed,
vedligeholdelse og nødvendige bygningsrenoveringer, og ikke mindst økonomistyringen. Det

gælder jer, der arbejder med ideudvikling, formidling og mødetilrettelæggelse. Tak til vores ledelse,
sekretatiatsleder Hans Grishauge og akademileder Birgitte Stoklund Larsen.
Alle fortjener I mange skulderklap.
Jeg har lyst til at udtrykke en særlig tak til 3 personer, der på hver deres måde vedholdende og med
stor engagement har sat deres præg på foreningens virke.
Erik Jakob Petersen, har siden 2001 været redaktør af vort månedsblad, Søndagslæsning. Elisabeth
Abildtrup har læst korrektur og opsat teksterne. Søndagslæsning har været udsendt pr. mail og
indeholder først og fremmest prædikener til periodens søndage. Erik Jacob har besluttet, at tiden er
inde til at stoppe og det beklager vi meget – oplaget var stigende. Vi ønsker derfor fortsat at udgive
prædikener, men vil fremover hver uge lægge dem ud på foreningens hjemmeside Grundtvig.dk.
Foreningens tidligere formand fra 1989 til 1995 Finn Riber Jensen har indtil nu været en meget
aktiv medspiller og gjort en fornem indsats tilknyttet vores kirkepolitiske udvalg. Klarttænkende,
med stor viden og iderigdom har han sat sine tydelige aftryk. Han føler nu, at tiden er inde til at
stoppe. Hans høje alder taget i betragtning er det vel forståeligt, men vi beklager det. Personligt har
han være til stor inspiration. Så sent som i onsdags havde han en væsentlig kronik i KD med titlen:
Den grundtvigske arv er udfordret i skolen, kirke og ???. En kronik, der er i tråd med den beretning,
jeg aflægger i dag.
Tak til vore samarbejdspartnere. Mødet med jer er til stor inspiration og er med til at give
foreningens arbejde et løft. Sammen kan vi udvikle og tilbyde møder, konferencer og kurser, som
ville være vanskelige at løfte hver for sig.
Tak til styrelsen for et godt arbejdsår. Al vores forskellighed er med til at skabe gode samtaler om
GrF´s virke. Jeg oplever en vilje til at samtalerne fører til beslutninger og aktiviteter, der kommer
mange til gavn. Tak for mange timers arbejde og samarbejde, der oven i købet ofte krydres med
godt humør og gode historier.
Det er en glæde – og en udfordring at være en del af dette fællesskab.
6 af styrelsesmedlemmer er på valg. De er alle villige til genvalg. Jeg skal ikke lægge skjul på, at
jeg gerne ser det sker, fordi de alle yder en engageret indsats og er med til aktivt at sætte en
dagsorden, der opfylder foreningens formål.