Læderfejl og læderbetegnelser. Artikel fra Garverbogen ... - Materialer

E56
Læderfejl og læderbetegnelser
”Garverbogen”, Teknologisk Institut, København, 1955, side 235-252.

235
i samarbejde med dette at finde frem til den type, der egner sig bedst
til hans formål.
En enkelt tørringsmetode, den såkaldte "PASTING" adskiller sig så
væsentligt fra de øvrig-e tørringsmetoder, at princippet i denne her
nøjere skal omtales.
Ved denne metode tages de våde skind efter udsætningen og smøres
på narven med en pasta af dekstrin eller et andet klistringsmiddel.
Læderet håndudsættes derefter på en plade af metal, porcelæn eller
glas (det sidste er det almindeligste) idet narven vendes ind mod pladen.
Skindene klæber efter udsætningen så stærkt til pladen, at de
kan optørres i denne tilstand næsten uden arealformindskelse. Efter
tørringen kan læderet trækkes af pladen, og det har da en usædvanlig
glat narv.
Som tidligere omtalt er grunden til, at man ikke normalt kan tørre
vådt kromlæder i spilet tilstand, at fibrene har tilbøjelighed til at
springe på grund af de spændinger, der opstår under tørringen. Ved at
udføre tørringen under høj temperatur og høj fugtighedsgrad i luften,
kan man imidlertid opnå, at de kræfter, der forårsager fibrenes
sammentrækning, sætter ind, før de kræfter, der forårsager sammenklistringen
af fibrene, begynder at virke. Da fibrene således kan bevæge
sig i forhold til hinanden, når skrumpningskræfterne begynder
at virke, vil disse kunne udlignes ved, at fibrene glider i forhold til
hinanden, og sprængning af fibrene undgås derved. Læder tørret på
denne måde kan derfor have både en fast narv og god følelse, men
tykkelsen af læderet vil naturligvis blive mindre på grund af det større
areal. Våde kromskind, der spiles på almindelig måde, kan naturligvis
tørres efter de samme principper, men man opnår her ikke den
samme glatte narv som ved pasting. Da de vegetabilskgarvede skind
skrumper væsentligt mindre end kromskind under optørringen, egner
pasting sig særlig godt til vegetabilsk læder.
De almindeligste læderfejl
ved direktør, civilingeniør Lennart Klenow og civilingeniør Nils Klenow.
Råvaren til læder er et naturprodukt, der allerede inden bearbejdningen
på garverierne kan være behæftet med fejl. Hertil kommer alle
de mange muligheder for fejl, som rummes i den hele lange, komplicerede
fabrikationsproces, hvor selv forholdsvis små variationer i overholdelsen
af de rigtige temperat.urer, kemikaliedoseringer eller maskinbehandlinger
kan forvolde skader på det ømfindtlige produkt.

236
Det er derfor ikke til at undres over, at der ved en mindre skødesløshed
eller ved manglende faglig indsigt kan opstå læderfejl, som
det endda ofte kan være ret vanskeligt at finde årsagerne til, så meget
mere, som den samme læderfejl undertiden kan fremkaldes af helt forskellige
årsager.
I det følgende vil i korte træk de almindeligste læderfejl og deres
antagelige årsager og mulige afhjælpning blive omtalt.
1) Skader på narv- o'g kødside
Narvbeskadigelser kan skyldes mange forskellige årsager. Ved usagmæssig
afslagtning kan både narv- og kødside beskadiges (slagtersnitter).
Hudsygdomme hos dyrene kan i mange tilfælde ødelægge store
dele af huden. Seletøj eller kæder kan hos trækdyr give anledning til
. fortykkelser eller sår i narven. Fåreklipning giver meget ofte anledning
til ridser i narven, der kan værdiforringe klipskind betydeligt. De skader,
der opstår ved dårlig konserv.ering af råvarerne, er der tidligere
gjort rede for.
Pigtrådsridser i huderne er en læderfejl, der efter pigtrådshegnenes
voksende udbredelse efter den første verdenskrig har forårsaget narvskader
for millionbeløb, men disse skader synes, efter at de elektriske
hegn med glat tråd efterhånden afløser pigtråden, at være i aftagen.
Slemme narvskader opstår også ved strigleridser eller ved torneridser,
der er særligt fremtrædende ved dyr i løsdrift, når de i solrige
egne søger ly i tjørnekrat for middagsheden (geder, korthårede får).
Brændemærker, ætsmærker og farvemærker på dyrene er hyppige
årsager til betydelige narvfejl. Brændemærkning er forbudt i Danmark,
men findes hyppigt på oversøiske huder.
Ætsmærker med alkali eller syre anvendes desværre herhjemme, og
sådanne mærker giver en blivende forringelse af hudens værdi, da
mærkerne ikke forsvinder ved garvningen.
Mærkning med anilinfarve behøver ikke altid at skade læderet, men
forårsager derimod stor skade, når den foretages på fåreskind, hvor
store partier af ulden ødelægges, da farven eller tjæremærkerne ikke
kan fjernes selv ved vaskning af ulden.
Insektskader hører til de mest udbredte råhudsskader, og de giver
næsten alle narvfejl, der forringer det færdige læder.
Mest udbredt og frygt.et er oksebremselarven (hypoderma bovis), der
fremkalder de ødelæggende vernehuller og vernear, ikke alene på
kvæg, men også på rådyr, hjorte, gemser og rensdyr. I bekæmpelsen

237
af dette skadelige insekt har Danmark været foregangsland ved den
oksebremselov, der påbyder udklemning af oksebremselarverne fra de
angrebne dyr under dyrlægekontrol - en foranstaltning, der har vist
sig overordentlig effektiv, når den overholdes, idet insekternes udbredelsesmuligheder
herved hemmes afgørende. Antallet af vernede huder
Danmark faldt således fra 26 % ved lovens indførelse i 1922 til 4 %
i 1924.
Også andre snyltere, fnat, kan angribe særlig geder og får og totalt
ødelægge narven, ligesom insektlarver kan angribe rå optørrede skind
og huder og forårsage huller, der ofte kan gå gennem hele skindet.
Rynker og ribber, der kan forekomme både som nakke- og halsrynker
eller som flanketegninger efter ribbenene, er en meget almindelig og
ofte meget fremtrædende læderfejl, der skyldes dyrets ernæring. Disse
fejl kan kun mildnes ved en narvsætning eller stærkt dækkende pigmentfarve,
der endda langtfra altid formår at skjule tegningerne.
Blodårer kan undertiden aftegne sig så tydeligt på narvsiden, at
dette må betegnes som en læderfejl, der desværre i de færreste tilfælde
kan fjernes. Fejlen optræder ved magre skind fra dårligt ernærede
dyr, men formodes også at kunne hidrøre fra bakterievirkninger i og
omkring blodårerne. På kødsiden ses årerne som fordybninger, der
efter glansstødning eller valsning også kommer til syne på narven ­
ved lettere overlæder endda undertiden som forhøjninger i narven.
Man har i de sidste tilfælde kunnet påvise koaguleret (stivnet) blod
inde i årerne og mener, at en mangelfuld udblødning skulle være
skyld deri.
Løs narv kalder man den fejl ved læderet, at narven ved bøjning
eller foldning af læderet hæver sig fra underlaget i folder eller "pølser",
der ikke forsvinder, når læderet bøjes tilbage igen. Der kan være
flere årsager til en sådan "løs" narv, f. eks. ødelæggelse af hudsubstans
ved mangelfuld konservering, eller ved for lang "blød" eller
udvanding. Også for lang - eller for kort - kalkning eller en for kraftig
eller for langvarig pyring giver løs narv.
Trukken narv opstår, når bløsser angarves vegetabilsk i for stærke
eller for sure bryer. En sådan rynket narv kan i nogen grad fjernes
ved lohgarvet læder ved kraftig udsætning.
Ved kromlæder opstår trukken narv, når der angarves for stærkt
eller navnlig for basisk (pickling og salttilsætning tilgarvebryen modvirker
narvtrækningen); ved kromgarvet læder er narvtrækning vanskeligere
at fjerne end ved vegetabilskgarvet, og ved optørret krom-

238
læder lader trukken narv sig overhovedet ikke fjerne. - Endelig skal
det nævnes, at »grynet« narv kan opstå, særlig ved gedeskind, dersom
de fra en varm bejtse pludselig bringes til skylning i meget koldt vand
- formodentlig er det den tidligere omtalte »erector-pili-muskel«, der på
grund af den pludselige kulde trækker sig sammen om hårsækkene og
giver »gåsehud«.
Mat narv kalder man den fejl, at narven i større eller mindre partier
mister sin naturlige glans og får et mat, dødt udseende. Denne
beskadigelse opstår ved, at det tynde, glansgivende lag af narven er
fjernet, enten ved bakterieangreb, enzymvirkning eller ved mekanisk
overlast.
Længere tids indvirkning af gødning eller urin (lårkager) på narven
giver f. eks. mat narv. Enhver begyndende forrådnelse af narvlaget,
hvad ent.en den skyldes dårlig konservering ("surhed") for lang
blød med stærk bakterievækst, eller for kraftig eller lang pyring, giver
ligeledes mat narv, og endelig kan for hård melmnisk behandling ved
strygning (glitning) give samme resultat.
De matte steder af narven farver sig anderledes og optager fedt og
appreturmidler anderledes end de sunde steder og lader sig derfor
heller ikke blankstøde eller polere, og mat narv giver derfor navnlig
overlæder og fintlædersorterne en betydelig værdiforringelse.
"Narvskørhed" er en meget almindelig læderfejl. Bortset fra underlæder
skal alle lædersorter kunne tåle en stærk ombøjning uden at
knække i narven, og ved overlæder, fintlæder og handskeskind stilles
der overordentlig store krav til narvens styrke ved læderets videre forarbejdning,
idet narven må kunne holde til uendelig mange ganges
bøjning og strækning uden at knække.
Skørheden i narven kan enten vise sig ved, at den ved bøjning springer
med et ligefrem hørbart knæk (ved faste, vegetabilske lædersort.er)
eller ved, at narven trækker mange små revner (ved blødere lædersorter)
ved strækning.
Årsagen til narvskørheden kan ligge i dårlig konservering af råvaren,
i overdreven svelning under kalkningen, i utilstrækkelig afkalkning,
syreskader, blegeprocesser, utilstrækkelig udvaskning efter garvning,
indvirkning af jernsværter, utilstrækkelig fugtighed i læderet
fremkaldt af for varm og stærk tørring, eller i utilstrækkelig fedtning
af læderet.
Narvskørhed må ikke forveksles med, at dækfarvelaget kan briste
ved bøjning; her er det ikke narven, men kun den dækkende pigment-

239
film, der knækker på grund af manglende blødgøringsmiddel i dækfarven.
Afskalning af narven indtræder sommetider, når for eksempel drivremme
tages i brug. Denne fejl kan ved saltede huder føres tilbage
til bakterievirkning ved utilstrækkelig konservering, og det er en farlig
fejl, fordi den hverken kan ses på råvaren eller det færdige læder,
men først ved brugen af remmen.
Ved tørrede huder kan en for hurtig optørring i solen, hvorved de
inderste lag bliver til lim, give anledning til en senere "selvspaltning"
af det garvede læder.
Maskinfejl kan være mangfoldige af udseende og karakter, men vil
dog for hovedtypernes vedkommende ret let kunne føres tilbage til den
pågældende maskine, hvor det så i øvrigt kan frembyde besvær nok
at få fundet og afhjulpet årsagerne til fejlenes optræden.
2) Pletter, misfarvninger, udslag, farvefejl
Kalkskjolder ("luftskjoMer") opstår, hvis der under arbejdet med
de kalkede bløsser i kalkværkstedet udskilles kalciumkarbonat på narven,
idet disse stenede udskillelser, der optræder som skarpt afgrænsede
skjolder, ikke lader sig fjerne, og hverken modtager garvestof
eller farvestof under den senere forarbejdning.
Den hyppigste årsag til kalkskjolder er, at utildækkede kalkede
bløsser kommer i forbindelse med almindelig atmosfærisk luft (deraf
det ofte anvendte navn "luftskjolder"), hvis indhold af kulsyre udfælder
"kulsur kalk" (kalciumkarbonat) som skjolder. Trods stor påpasselighed
vil sådanne skjolder navnlig i sommervarmen let kunne opstå,
og det skal som kuriosum nævnes, at endog den luftcirkulation, som
en hurtiggående rem ved en skavemaskine kan fremkalde, har givet
anledning til kalkskjolder, der udeblev, da remmen afskærmedes.
Kalkskjolder kan også opstå ved de udfældninger, -der fremkommer,
når bløsser, der har været udblødt i meget hårdt vand, kommer i forbindelse
med kalkopløsninger, eller hvor bløsser fra kalkning bringes
over i meget hårdt vand til skylning. Kalkudfældningen kan her i mildere
tilfælde blot give anledning til "ru narv".
Efter garvning lader kalkskjolder sig ikke mere fjerne. Opdages
skjolderne inden garvningen, kan de mildnes noget ved at haspie bløsserne
i ganske svag saltsyre - myresyre - eller mælkesyreopløsning,
medens svovlsyre ikke fører til målet, da svovlsyrens kalksalt (gips)

240
er så tungtopløseligt, at. man blot får en gipsskjold i stedet for en
kalkskjold.
Garvestafpletter. Mørkebrune garvestofpletter med uregelmæssige
rande opstår, når læderet fra stærke vegetabilske bryer udsættes længere
tid for luft uden at være tilstrækkeligt udvaskede. Sådanne pletter
lader sig som regel fjerne ved fornyet udvaskning eller ved børstning
med varmt vand.
Ved utilstrækkelig afkalkede bløsser opstår der mørke blålige pletter
ved kalkens forbindelse med de vegetabilske garvestoffer. (Disse pletter
har ikke noget at gøre med de førnævnte kalkskjolder).
Dersom bløsserne ved angarvning hænges så tæt i farven, at de rører
hinanden på nogle steder, opstår der lyse pletter på berøringsfladerne,
og disse pletter forsvinder langtfra altid, endda ikke når læderet senere
valkes i stærkere bryer.
Sådanne pletter undgås ved hyppigt at slå bløsserne op af farverne
ved angarvningen eller ved at forbehandle dem i meget svage, milde
bryer i haspel inden inddrivningen i farverne.
Skimmelpletter opstår som .hvide, grønne, brune, grå eller sorte
pletter på læder. De kan tit gå ret dybt i læderet og lader sig meget
vanskeligt fjerne.
Slimpletter .kan fremkomme som følge af gæringer i gamle farver
og skyldes bakteriers livsvirksomhed. Den producerede "slim" forhindrer
garvestoffets indtrængen i bløssen, men ulempen lader sig som
oftest afhjælpe ved en eftergarvning i valke.
Jernpl.etter fremkommer overalt, hvor vegetabilskgarvet læder i fugtig
stand kommer i direkte berøring med metallisk jern, og de fremtræder
som blåsorte pletter.
Mulighederne er utallige, - rust, sømhoveder, værktøj, slibespåner
fra knivvalser eller jernstøv fra formaling af garvestoffer vil let kunne
give jernpletter. Pletterne kan som regel fjernes ved behandling med
1/2 0/0 saltsyre eller l 0/0 oxalsyre og påfølgende grundig udvaskning af
syren med lunkent vand.
Krampletter. Ved kromskind kan der mest i halspartierne eller flankerne
opstå mørkere farvede pletter af kromoxyd. Skjolderne kan
skyldes, at der er garvet i for stærkt basisk krombry. De kan også
opstå ved en forudgående utilstrækkelig eller ujævn afkalkning af
bløsserne eller ved for hurtig tilsætning af soda ved afstumpning af
garvebryen; endvidere ved for hurtig tilsætning af alkali ved neutraliseringen.
navnlig hvis udvaskningen forinden har været utilstrækkelig,

241
og endelig kan kromskjolder fremkomme, hvis de færdiggarvede skind
henstår for længe i den udtømte garvebry.
Pletterne lader sig ikke f jerne, men kan som regel dækkes ved
sortfarvning.
Udslag på læder ved lagring er en meget hyppig og ubehagelig fejl,
der dels kan skyldes fejl ved læderet, men også kan hidrøre fra uhensigtsmæssige
lagringsforhold.
Man skelner mellem mineraludslag og fedtudslag. Mineraludslagene
skyldes udkrystallisering af salte, der er tilført læderet i overmål, og
de viser sig som hvide eller grålige skygger eller undertiden ligefrem
som synlige fine krystaller. Ved vegetabilskgarvet læder drejer det sig
som oftest om bittersalt (magniumsulfat), der bruges ved eftergarvning
eller ved appreturer. Ved kromlæder er der mulighed for udslag af forskellige
andre salte, f. eks. glaubersalt (natriumsulfat) eller flere salte,
der kan være dannede ved neutralisationen, og som ikke er blevet fjernede,
fordi skylningen efter neutraliseringen har været utilstrækkelig.
Mineraludslagene kan fjernes ved afvaskning eller afgnidning, men
kommer som oftest igen. Kulde og fugtighed på læderlageret begunstiger
fremkomsten af mineraludslag.
Fedtudslag kan udvikle sig på alle smurte eller fedtede lædersarter
efter nogen tids lagring, og udslaget kan vise sig som en fin, hvid
belægning, der ofte kan ligne mineraludslag, men kan kendes fra dette
ved, at det smelter, når man varmer det med en brændende tændstik.
Udslaget kan undertiden skyldes naturfedt., men fremkoJIl[ller ofte,
når del' el' anvendt fedtblandinger, som indeholder mange faste fedtsyrer,
del' h'F tilbøjelighed til at udkrystallisere.
Ved kromlæder kan anvendelse af olier, del' ikke el' kuldebestandige,
forårsage udslag, og faren fol' udslag formindskes ved også at bruge
mineralolie i fedtblandingen.
Udslag kan fjernes ved afgnidning med benzin eller tetraklorkulstof
og påfølgende efteroliering med lidt mineralolie.
En særlig ubehagelig form for fedtudslag består i en udsvedning af
iltede, ·klistrede, harpikslignende fedtforbindelser, der enten udskilles
som dråber eller som klæge, glinsende belægninger, der hn optræde
både på narv- og kødside.
Disse udslag kan i nogen grad forklares som en iltning af umættede
forbindelser i den tran, der er anvendt til smøringen, og denne forklaring
understøttes af, at alle de ting, der fremmer iltning af tran, også
ofte giver anledning til den nævnte art udslag.
Garverbogen 16

242
Det kan f. eks. nævnes, at metalsalte ofte fremmer iltningen, og derfor
har jernsværte tilbøjelighed til at give udslag.
Tran med højt jodtal iltes let og giver let udslag, men tran med
lavt jodtal kan dog også give udslag. Direkte sollys fremmer også både
iltning og udslag og bør derfor undgås på læderlageret. ]0 højere pH,
des lettere får man udslag. Derfor må man anvende en sur tran (lav
pH) til lædersmøring, og der må ikke bruges større mængder ammoniakvand
(salmiakspiritus) til afrivning af narven eller ved tilberedning
af blåtræekstrakt til lædersværtning.
De nævnte udsvedninger kan fjernes ved afgnidning med sprit, benzin
eller terpentin, men optræder som oftest igen efter kort tids forløb.
En afgnidning med mineralolie forsinker fornyede udslag, men forhindrer
dem ikke.
Naturfedt kan være en meget generende ulempe, der fortrinsvis opt'ræder
ved fåre, gede- og svineskind, og kan ødelægge narvens udseende
og umuliggøre en jævn farvning og blankstødning.
Fedtet kommer særlig frem ved valsning eller presning og kan undertiden
også umuliggøre en slibning af skind til mocca- eller ruskind.
Fedtningsfejl, der kan vise sig som mørke skjolder, der føles fedtede,
kan opstå på forskellige måder.
Ved valkefedtning (emulsionsfedtning) kan emulsionen skille ud og
sætte sig på narv og kødside, eller man kan anvende for store mængder
fedt.
Dårligt gennemført neutralisering af kromlæder, ujævnt fugtighedsindhold
i læder for smøring, skødesløs smøring eller urigtig anvendelse
af mineralolier giver også fedtskjolder som resultat.
I nogle tilfælde kan fedtpletter fjernes ved at indgnide de plettede
steder med en dejg af pibeler (kaolin) og frisk magnesia og derpå tørre
læderet varmt, hvorved fedtet vandrer fra læderet ud i den påsmurte
pibeler-pasta.
Farvefejl optræder i overordentligt mange variationer, og da farvningen
er et af de sidste led i lædertilvirkningen, vil mange af de fejl,
der tidligere er omtalt, sætte sig spor i en dårlig farvning. .
Men også under selve farvningen kan der opstå fejl. Hårdt vand,
uklare farveopløsninger, for. hurtig eller koncentreret farvetilsætning,
snoninger i valkerne, for høj eller for lav temperatur, manglende renlighed
med apparatur eller utilstrækkelig skylning efter farvningen er
nogle af de almindeligste årsager til farvefejl. Det er ligeledes tidligere
omtalt, at pigmentfarver kan knække i narven på grund af utilstræk-

243
kelig tilsætning af blødgøringsmidler, eller farven kan skalle af, fordi
læderet ikke har været nogenlunde fedtfrit i narven ved påsprøjtningen,
eller fordi kollodiumfarver er sprøjtet på læder, der ikke var fuldt tørt
ved påsprøjtningen.
Læderbetegnelser
Da læder finder anvendelse til mange helt forskellige formål og fabrikeres
i overordentlig talrige variationer, består der et meget stort antal
specielle betegnelser for de forskellige lædersorter. En alfabetisk ordnet
opstilling og kort forklaring af de gængse læderbetegnelser vil naturligt
kunne deles i:
a) Almindelige læderbetegnelser.
b) Varemærkebetegnelser for produkter fra danske garverier.
a) Almindelige læderbetegnelser.
Alligatorskind: Vegetabilsk eller rent syntetisk garvede skind af krokodiller til
portefeuillefabrikation, fodtøj og undertiden kufferter.
Alunskind: Som oftest fåreskind, garvede i alun og salt. Anvendes til sadelmagerbrug,
piske, bandageskind, orgelbrug etc. Undertiden garves også
huder i alun til sadelmagerbrug eller efter stærk fedtning til remme (ungarnsk
hvidgarvning). Skind garvede i alun, salt, mel og æggeblomme kaldes
glaceskind. (Se dette afsnit).
Antiklæder: Lædt*' med ipresset narvtegning af dybe furer, hvor som oftest
fordybninger og ophøjninger farves i forskellige toner. Anvendes til auto-,
møbel- og portefeuillebrug.
Antilopeskind fra Syd- og 0stafrika anvendes mest semsgarvede til handsker,
men også med hårene på, således at hårene tjener som foer, medens kødsiden
slibes.
Autolæder: Vegetabilsk- eller kromgarvede lette huder, farvet, narvsat og lakeret
med kollodiumlakker.
Bandageskind fremstilles som oftest af fåreskind i semsgarvning, formalingarvning,
glace, alun-, krom- eller vegetabilskgarvning eller ved kombinationsgarvninger.
Fordringerne er meget forskelligartede til de varierende formål,
h,,:ilket netop bevirker, at praktisk taget alle garvningsarterne finder
anvendelse.
Barkgarvet læder: Se sålelæder.
Barkskind: Vegetabilskgarvede fåreskind til sadelmagerarbejde, bandager, skødeskind
etc.
Basils: Vegetabilskgarvede (mimosagarvede) fåreskind fra Australien.

244
Bastards: Ostindiske fåreskind, garvede på oprindelsesstedet i Myrobalan, Kassiabark
og Bablah.
Beklædningsskind: Krom- eller semikromgarvede, farvede og kollodiumsprøjtede
fåreskind, kalveskind eller hestehuder til skindbeklædning, huer etc.
Bindremmelæder: Svagt vegetabilskgarvede, stærkt fedtede, lette huder, der
udskæres til syning af drivremme.
Bindsålelæder: Vegetabilskgarvede lette huder, buge og forparter til bindsåler.
Blindtarm-læder: Det yderste lag af blindtarmen på kvæg kan i affedtet stand
optørres og finde anvendelse til "guldslagerhud", der bruges ved fremstilling
af "bladguld".
Af samme materiale kan man ved en kombineret alun-kromgarvning fremstille
meget blødt og smidigt læder, der er lufttæt (ingen hårhuller) og finder
speciel anvendelse til såkaldt "pneumatisk" læder til gasmålere og orgler og til
kirurgiske handsker.
Bogbinderskind: Som oftest vegetabilskgarvede (sjældnere krom- eller kombinationsgarvede),
ufarvede eller farvede skind af ged, kalv, får, svin, sælhund
eller buge af kvæghuder.
Til lysægte, holdbare biblioteksbind anvendes forskriftsmæssigt Sumach, Saffian,
Maroquin, Oaseged etc. Se under disse betegnelser.
Box-calf: Kromgarvede, farvede, fintnarvede kalveskind (fedekalve- eller spædeskind)
til overlæder til fodtøj.
Betegnelsen stammer fra Amerika, hvor det først fremstillede box-calf var
stemplet med et varemærke, der forestillede en kalv, indesluttet i en tremmekasse
("Box").
Bøffellæder: Fabrikeres særlig i England, Amerika, Holland og Østrig og forarbejdes
mest til vegetabilsk sålelæder, dog også til overlæder. En speciel
udførelse er "polhlæder", hvor den svampede natur i bøffelhuden udvikles
yderligere ved ekstra lang kalkning. Det svampede læder bruges til
polering af metaldele.
Chagrinskind er oprindelig betegnelse for grovnarvede, bløde vegetabilskgarvede
gedeskind til bogbind eller portefeuillevarer.
Efterhånden er "chagrin" gået over til at blive en betegnelse for den kornede
narv, der ipresses mange skindsorter.
Chairskind er glacegarvede oftest farvede lammeskind, der er slebet på kødsiden
og finder anvendelse til handskefabrikation. Chairskind kaldes undertiden
også "Dansklæder" eller "Svensklæder", og skindsorten gav navn
til de kendte "Gants de Suede".
Chevreau: Kromgarvede, farvede, lette gedeskind til finere overlæder. Se endvidere:
Heste-chevreau.'
Chevrette: Oprindelig glacegarvede, lette gedeskind til finere overlæder. Nu
bringes under dette navn kromgarvede lammeskind til finere overlæder på
markedet.
Dansklæder: Se under "Chairskind".

245
"Dogskind" fremstilledes oprindelig af hundeskind, men er nu betegnelse for
et kromgravet eller alun-gambier-garvet svært, skotsk, bruntfarvet lammeskind
med tæt narv, særlig egnet til fabrikation af herrehandsker til
sportsbrug.
Dongolalæder: Lamme- og fåreskind forgarvet i gambier og eftergarvet i
glace til handskefabrikation og overlæder.
Ecraseskind var oprindelig vegetabilskgarvede, grovnarvede gedeskind, der blev
farvede med svamp eller børste, således at narvspidserne farvedes, medens
fordybningerne forblev ufarvede. Ved rækning eller presning blev narven
derpå lagt, og de ufarvede steder viste sig da som lysere årer i den glatte
overflade.
Nu fremstilles Ecrasenarv kunstigt i både fåreskind og narvspalt.
Fabrikslæder: Vegetabilsk- eller kromgarvede lette tam- eller vildthuder, buge
og forparter til såler i fabriksfremstillet fodtøj.
Fadgarvet læder: Se sålelæder.
Fahllæder: Vegetabilsk garvede ufarvede lette huder med ca. 10 % fedt til
overlæder og blæsebælge etc. Anvendes som oftest med kødsiden udad.
Fintlæder: Fællesbetegnelse for lettere skindsorter af kalv, får og ged til portefeuillevarer,
bogbind etc.
Fiskeskind: Vegetabilsk- eller kromgarvede fiskeskind af havkat, rødspætte,
stenbider, torsk, haj etc. finder anvendelse som overlæder til damefodtøj,
til bogbind og mindre portefeuillevarer.
Fleurs: Vegetabilsk-, alun- eller kromgarvede tynde narvspalt af lammeskind.
Anvendes i farvet stand som foer i portefeuillevarer, titelskind til bogbind,
overbinding af parfumeflasker, bælge til kameraer etc.
flexible: Vegetabilskgarvet kærnespalt eller lettere kvæghuder i en smidig
garvning anvendelig til bindsåler i randsyet fodtøj.
Fodboldlæder: Vegetabilsk-, krom- eller kombinationsgarvede lette kohuder
eller kipshuder, der garves i blødt garvende garvestoffer og eftergarves i
Sumach.
Foerskind: Vegetabilsk- eller kombinationsgarvede naturelle eller farvede fåreskind,
kalveskind og hestehuder til skofoer, foerspalt, se senere.
Foerspalt: Se spalt.
Formaldehydlæder: Formalingarvede lammeskind eller kødsider af lammeskind
til handskefabrikation.
Undertiden formalingarves også huder.
Frøskind: . Fremstilles af japanske frøer, der garves vegetabilsk eller syntetisk
til dametasker etc. De større skind har en længde af op til 13 cm.
Glaceskind: Lammeskind og gedeskind garvede i alun, salt, hvedemel og æggeblomme
til handskefabrikation etc.
Glaceskind adskiller sig fra alunskind ved anvendelsen af mel og æggeblomme
som henholdsvis fyldstof og fedtstof.
Grubegarvet læder: Se sålelæder.

246
Guldslagerhud: Se blindtarmlæder.
Haj- og havkatteskind: Hajskind fremstilles af flere arter fra såvel nordlige
som sydlige have og giver et meget smukt og stærkt stykke læder.
Havkatteskind fremstilles af grønlandske, islandske og danske skind.
Skindene kombinationsgarves og fremtræder såvel naturelle som farvede
med en kraftig højglans. De grønlandske skind har sorte pletter, som særligt
giver sig til kende i færdigvaren, der ofte benævnes: Søleoparder. Såvel
hajskind som havkatteskind anvendes til fodtøj og portefeuillevarer.
Handskeskind fremstilles i hovedsagen af lamme- og gedeskind, men desuden
af hjorte-, rådyr-, dådyr-, rensdyr-, svine-, hunde- og kalveskind.
Til garvningen bruges giaee, krom-, formalin-, eller semsgarvning (vaskeskind).
Skindene anvendes både farvede og ufarvede og enten med narven
udad eller med den slebne kødside udad (chairskind, ruskind) eller med
narvsiden afslebet (moccaslibning).
Hatteremmelæder: Vegetabilskgarvede, farvede kraftige narvspalt af fåreskind.
Havkatteskind: Se under Hajskind.
Heste-chevreau: Kromgarvede, farvede hestehuder til overlæder og beklædningslæder.
Hueskind: Krom- eller kombinationsgarvede, farvede, kollodiumsprøjtede
lamme- eller fåreskind (undertiden også kalveskind og hestehuder).
Hunting-calf: Kromgravede, farvede fedeskind, slebet på kødsiden. Anvendes
til overlæder.
Hvalroslæder: Garves bl. a. vegetabilsk til fabrikation af polerskiver etc.
japanlæder: japanske oksehuder, der garves i floden Ichikawa i et antal af ca.
50-60.000 stk. årlig. Man formoder, at flodens vand er svagt alunholdigt.
Garvningen er i øvrigt en oliegarvning, og huderne er meget bløde og anvendes
til bandager, bindremmelæder etc.
Juchtenlæder: Egebark eller pilebarkgarvede kalveskind, der specielt fremstilles
i Rusland ("ruslæder"), og som bliver fedtede med birketjæreolie, der
giver læderet den yndede ruslæderduft.
Tidligere farvedes læderet rødt ved at behandles med alun og afkog af
rødtræekstrakt, nu bruges anilinfarver.
J uchtenlæder bruges hovedsagelig til finere lædervarer.
Også kromgarvet, fedtet, rødbrunt smurtlæder sælges som kraftigt overlæder
til sportsfodtøj under betegnelsen "Juchtenlæder".
Kipse: Såkaldte "E. L Kips". Ostindiske, små, lette, tørsaltede eller vegetabilsk
forgarvede kvæghuder, der garves (omgarves) og farves til damesko etc.
Korduanlæder: Navnet stammer fra den spanske by Cordova, hvor Maurerne
først fremstillede læderet, der er et vegetabilskgarvet, farvet, grovnarvet
gede- eller fåreskind, der anvendtes til finere lædervarer, bogbind eller
overlæder.
Krom-sålelæder: Kromgarvede, imprægnerede tam- og vildthuder til såler i
fodtøj (reparations- og fabrikslæder).

247
Kromspalt: Kromgarvet kødspalt af huder og skind. Anvendes bleget eller farvet
og slebet til skotøjsfoer og såler i spartasko.
Kærnelæder: Se reparationslæder.
Laklæder: Vegetabilsk- eller kromgarvede huder, kalve-, heste-, gede- eller
fåreskind, der er lakeret ved meget komplicerede arbejdsmetoder. Anvendes
til overlæder og portefeuillevarer.
Lama-calf: Krom-, vegetabilsk- eller kombinationsgarvet kalveskind med stærkt
trukken narv.
Maroquin: Sumachgarvet, sort, som oftest chagrineret gede- eller fåreskind, der
hovedsagelig anvendes til bogbind.
Moccaskind: Glace- eller kromgarvet, naturelt eller farvet lamme- eller gedeskind,
der er fintslebet på narvsiden og anvendes til handskefabrikation.
"Mocha" er det spanske ord for hjorteko, og da hjorteskind efter afstødning
af narven blev semsgarvet og dernæst slebne, stammer betegnelsen
"mocca" for den glatslebne overflade rimeligvis herfra.
Semsskind betegnes dog sædvanligvis ikke som "moccaskind".
Der skelnes i handskeindustrien yderligere mellem betegnelserne: mocca
og velour, der sammen dækker de glace-, krom- eller formalingarvede,
hvide eller farvede skind, der er slebne på narvsiden (vaskeskind undtagne),
medens ruskind betyder skind, der er slebne på kødsiden og anvendes med
denne side udad ganske som de tidligere nævnte chairskind.
Møbellæder: Vegetabilskgarvede, undertiden kromgarvede, farvede, lette kohuder
ofte antik-narvsat og let kollodiumdækkede.
Nappaskind: Fåre- og lammeskind til handskefabrikation, der oprindelig blev
forgarvet i glacegarvning og derpå vegetabilsk eftergarvet med bløde garvestoffer
som gambier, katechu eller myrobalan og brunfarvede med
træfarver. Skindsorten er næsten fortrængt af kromgarvede, anilinfarvede
skind (krom-nappa).
Nubuck: Kromgarvede, blegede eller gennemfarvede, lette huder eller' fedeskind,
slebne på narvsiden. Anvendes til overlæder til fodtøj.
Oase-ged: Vegetabilskgarvet, naturelt eller farvet, grovnarvet afrikansk gedeskind,
der anvendes til bogbind. Navnet "Oasis" er en indregistreret firmabetegnelse,
og betegnelsen refererer ikke til nogen speciel gederace af dette
navn.
Opankenlæder: Skotøjslæder, der anvendes af nomader og primitive bjergfolk
(Slovakien, Karpaterne, Balkan og sydamerikanske stammer). I sin oprindelige
form anvendtes tørrede, fedtede, i ottekantede stykker tilskårne hudstykker
forsynede med huller langs randen. Stykkerne blev bundet omkring
fødderne med hårene udad og tjente på een gang som under- og overlæder.
Nu garves læderet dog hyppigst, men på primitiv måde med Sumach. I
Orienten farves det i sort eller rødt. I Ungarn fremstilles lignende læder,
dog mest til overlæder under betegnelsen Vargalæder (Varga kaldes de
garvere i Ungarn, der fremstiller sandallæder).

248
Overlæder: Efter kromgarvningens indførelse er langt den største del af det
overlæder, der anvendes i skotøjsfabrikationen, kromgarvet (box-calf,
kips-box, rind-box, kromchevreau, nubuck, ruskind etc.). Som undtagelser
må nævnes vegetabilsk smurtlæder (fedtlæder), tøffellæder, fahllæder o.
lign. samt visse kombinationsgarvede sorter (kipse- og sportslæder). Vedrørende
de forskellige overlædersorter henvises til omtalen under den pågældende
betegnelse.
Peccaries: Kromgarvede, farvede skind af det vildtlevende, mellemamerikanske
navlesvin (Dicotyles torquatus). Anvendes til handsker.
Navlesvinet forveksles ofte med et vandsvin (Hydrochoerus capibara), der
er en gnaver, hvis skind dog også kan anvendes til handsker.
Pergament kan fremstilles af de fleste hude- og skindsorter. Til skrivepergament
bruges mest skind af kalv, lam eller ged, medens bogbinderpergament
ofte fremstilles af svinehuder.
Efter en speciel forsigtig kalkning optørres den udspilede bløsse, hvortil
slutter sig forskellige overfladebehandlinger, eftersom man ønsker hvid eller
gennemskinnelig, klar pergament (kridtpergament, oliepergament).
Ved trommeskind undlades ofte kalkning, men narven (mest kalveskind)
stødes af, hvorpå bløssen optørres i spilet stand.
Pianolæder: Semsgarvede, svære fåre- eller hjorteskind, svagt farvede med et
vegetabilsk garvestof (kastanie, quebracho eller mangrove).
Piskelæder: Alungarvede huder eller fåreskind. I nogle tilfælde udskæres de
lange remme inden garvningen (ved huder).
Platlæder: Farvet sort og stærkt fedtet anvendes det til seletøj. Ufarvet, gulligt
med mindre fedt anvendes det til remme, sadelmagerarbejde o. lign.
Med endnu mindre fedtmængder, farvet sort eller brunt, bruges det til
kufferter, mapper og remme.
Råhudslæder fremstilles af halse og sider af sekunda huder. Efter forsigtig
kalkning optørres bløssestykkerne, der bliver hårde og stive og bruges f. eks.
til fremstilling af råhudstandhjul, der ofte er fcrniserede for at holde
fugt ude. Råhudstandhjul bruges, hvor man ønsker en blød og støjfri gang.
Randlæder: Vegetabilsk- eller semikromgarvet, smidigt læder af kvæghuder anvendeligt
til udskæring af rande til skotøjsbrug.
Remmelæder: Vegetabilsk- (sjældnere krom-) garvede, svære huder med ca.
8 % fedt til fabrikation af drivremme.
Reparationskærne: Vegetabilsk-, krom- eller kombinationsgarvede, imprægnerede
eller uimprægnerede krouponer (kærne) af svære vildt- eller tamhuder
til forsåling af fodtøj. (Se endvidere under sålelæder).
Reptillæder: Skind af krokodiller, alligatorer, firben, leguaner, slanger o. lign.
garves vegetabilsk eller ofte udelukkende i syntetiske garvestoffer, hvorved
man opnår hvidt læder, således at disse skinds kraftige, mørke tegninger
særlig fremhæves. Reptiler anvendes til fodtøj og finere lædervarer.

250
Svineskind kan kromgarves til handskeskind (se under peccaries).
Sælhundeskind anvendes til pels eller vegetabilskgarves og farves til bogbind
eller portefeuillevarer. En vanskelighed ved garvningen er det store
fedtindhold, der fj ernes ved særlige affedtningsmetoder.
Sælhundeskind er særligt yndede på grund af den smukke narv, der kan
oparbejdes på dem ved chagrinering.
Kromgarvede sælhundeskind anvendes til overlæder.
Trommeskind: Se under pergament.
Underlæder: Se under sålelæder.
Vachelæder: Vegetabilskgarvede vildt- og tamhuder, der anvendes til lette
såler i finere fodtøj. Navnet stammer fra det franske "vache", der betyder
ko.
Vachetter: Vegetabilskgarvede, lette, flade huder, der i alle mulige farver
anvendes til kufferter, tasker, mapper, møbellæder etc.
Vargalæder: Se opankenlæder.
Vaskeskind: Kaldes også semsskind og fremstilles mest af kødspalt af fåreog
lammeskind, der garves med tran. Skindene slibes enten på kødsiden
- eller på den mod narven vendende side - eller på begge sider og anvendes
til bandager, pudsebrug, handskefabrikation, beklædning etc.
Når hjorte-, rådyr- eller rensdyrskind semsgarves, benævnes de almindeligvis
ikke semsskind, men kaldes stadig efter oprindelsen for hjorte-,
rådyr- eller rensdyrskind.
b) Varemærkebetegnelser for produkter
fra danske garverier.
Attila Box: Kromgarvede fedeskind i boxcalfudførelse til herre- og damefodtøj.
Bambino kærne: Fadgarvet, imprægneret reparationskærne, fremstillet af danske
kohuder.
Bjørnelæder: Kromgarvet, imprægneret underlæder til reparation og fabrikation,
fortrinsvis fremstillet af svære tamhuder.
Boa-kærne: Semikromgarvet, imprægneret reparationskærne.
Calvarin: Kromgarvede, farvede spædekalveskind til handskefabrikation, beklædning
etc.
Calvette: Kromgarvede, farvede, glatte spædekalve- og fedekalveskind til
beklædning.
Columbia: Kromgarvede, farvede, glatte eller narvsatte kviehuder til overlæder
til sportsfodtøj.
Corocco: Kromgarvede, farvede kviehuder til svært overlæder til sportsfodtøj.
Corona-Iæder: ]erngarvet, celluloseekstrakt-eftergarvet, imprægneret underlæder
til reparation og fabrikation, fremstillet af svære tam- eller vildthuder.

251
Danachrom: Formalingarvede, hvide kødspalt af lammeskind, moccaslebne til
handskefabrikation.
Danarin: Kromgarvede, farvede lammeskind til handskefabrikation, beklædning
etc.
Delfinkærn: Kærnelæder, vandtæt, men ikke lufttæt til reparation og fabrikation.
Diana-Juchten: Kombinationsgarvede, imprægnerede, farvede kviehuder til
sportsfodtøj.
Ege-læder: Vegetabilskgarvet, imprægneret underlæder til reparation, fremstillet
af svære huder.
Egern-kærne: Bark- og grubegarvet kærne uden valkegarvning.
Anvendes til lette herresko, såvel reparation som fabriksarbejde. Fremstilles
af sydeuropæiske råvarer.
Elefantlæderkærne: Kromgarvet, imprægneret underlæder til reparation og
fabrikation, fremstillet af svære tamhuder.
Hammer-flikkærne: Vegetabilskgarvet læder til flikker, fremstillet af svære
tam- eller vildthuder.
Helvetia-kærne: Semikromgarvet underlæder til reparation, fremstillet af
svære sydeuropæiske huder.
Hvalros-kærne: Kromgarvet, imprægneret underlæder til reparation, fremstillet·
af svære huder.
Indian-kærne: Vegetabilskgarvet (fad- og grubegarvet) kærne til skoreparation,
specielt til klæbet arbejde. Fremstilles af skandinaviske, lette
huder.
Kero-box: Kromgarvede, farvede fedekalveskind til overlæder.
Kromatex-kærne: Semikromgarvet underlæder til reparation og fabrikation,
fremstillet af stude-, kvie- eller vildthuder.
Moccarin: Hvide og gule handskeskind af fåreskindskødspalt (vaskeskind),
samt kromgarvede, farvede, ruslebne spædekalveskind til handsker.
Montana-kærne: Kombinationsgarvet underlæder til reparation, fremstillet af
svære huder.
Nora-eaU: Kromgarvede, farvede fedekalveskind til overlæder.
P. K. Vache: Kombineret grube- og valkegarvet kærne til skoreparation,
fremstillet af danske og udenlandske oksehuder.
Rekord-kærne: Fadgarvet imprægneret underlæder til reparation, fremstillet
af svære huder.
Schweizer Alp kærne: Kombineret grube- og valkegarvet vegetabilsk kærne
til skotøjsreparation, fremstillet af sydeuropæiske råvarer.
Seal-caU: Krom-, vegetabilsk- eller kombinationsgarvet kalveskind, hvor narven
er stærkt trukken, således at narvtegningen ligner naturlig grov sælhundenarv.
Anvendes til lædervarer og skotøj.
Spar 2: Vegetabilskgarvet reparationskærne til flikker, fremstillet af svære
huder.

252
Star-kærne: Vegetabilskgarvet (efter Star-patent) underlæder til reparationskærne.
Super-ealf: Kromgarvede, farvede fedeskind til overlæder i dame- og børnefodtøj.
Søleoparder: Kombinationsgarvede havkatteskind i naturel og farver.
Tavlekærn: Imprægneret, vegetabilskgarvet kærnelæder af kraftige huder til
reparation.
Thor-kærne: Semikromgarvet reparationskærne, fremstillet af svære tam- og
vildthuder.
Tiger-kærne: Semikromgarvet, imprægneret underlæder til reparation, fremstillet
af svære tam- og vildthuder.
Triumf-kærne: Vegetabilsk (bark- og grubegarvet) kærne til reparation af
damesko. Fremstillet af lette, skandinaviske huder og sydeuropæiske
huder.
Valonea-kærne: Fast kærne til skotøjsreparation, bark- og grubegarvet uden
valkegarvning, fremstillet af svære sydeuropæiske råvarer.
Driftskontrol, forsøgsarbejde og forskning
Hvilken lædersort der end produceres, og hvad enten produktionen
lægges an på høj kvalitet eller på billig masseproduktion, må det være
garverens hovedopgave at beherske læderfremstillingen så afgørende,
at læderet til stadighed fremkommer i nogenlunde ensartet kvalitet.
Dette ret selvfølgelige kraver slet ikke så ligetil at opfylde, thi selv
om man ser bort fra alle de variationer i kvaliteterne, der kan føres
tilbage til råvarernes store uensartethed fra gang til gang (og som kun
sjældent lader sig udjævne), så er der i de mange kemikalier og hjælpestoffer,
der anvendes, og i de mange arbejder, der foretages, talrige
muligheder for at få svingninger i læderkvaliteten.
Ud over den normale kontrol med det manuelle arbejdes rette udførelse,
er den analytisk-kemiske kontrol med de anvendte kemikalier oghjælpestoffer
og den kemiske kontrol af arbejdsprocesserne. de vigtigste
midler til at opnå ensartede resultater.
De tleste større virksomheder foretager sådan daglig kontrol på egill:
driftslaborat.orier, og en hel række ret simple driftsanalyser (syre- og basebestemmelser,
vandbestemmelser, kromhestemmelser og pH-målinger)
kræver det ikke større kemisk uddannelse at kunne udføre. Teknologisk
Institut har indrettet laborantkursus, hvor praktikere fra driften på
halvårlige aftenkursus kan blive fortrolige med de almindeligste daglige
mindre laboratoriearbejder, hvis udførelse allerede betyder en væsentlig
støtte i arbejdskontrollen, og det nødvendige laboratorieinventar