Sten Høgel ... den Barnet særegne Inderlighed og ukunstlede ...

Morgensange for børn
Morgensang paa Rigi fra Ingemanns Italiensrejse 1818 er en forløber for Lysets engel:
Han favner Himmel
Og Hav ogJord
I Flammekappen
M Straaleflor.
I et brev fra Christiane v. Rosenørn til Lucie Ingemann fra januar 1840 møder vi i
et glimt fællessangen i en af de institutioner, som morgensangene var beregnet på:
»Og saa troer jeg at det vil glæde Dig at høre hvor godt Børnene husker
Ingemanns smukke Sange. - I Dag sang de hans deiligeJulesang for Børn, som gik
godt under Boiesens Anførsel. «""
M de trykte og utrykte breve fremgår det, at Ingemann skulle besøge asylet i
Sølvgade i pinsen 1842 og selv høre børnene synge hans sange. Men Lucie
Ingemann var skrøbelig og ikke »transportabel« , så besøget blev næppe til noget.
I 1845 var han i København og kan da have besøgt asylet. Fra p. a. Boisen fik han
i 1849 følgende hjertelige brev:
Som jeg har gjort det før mundtlig i Børnenes Navn her paa Skolen,
saaledes føler jeg ogsaa Trang til nu [00'] at udtale min hj ertelige Tak for
Alt, hvad De er for os, med det inderlige Ønske, at Vorherre vil bevare
Dem længe til Velsignelse for Danmark og til Gavn og Glæde for os Alle,
Store og Smaa, som nynne efter (hver Fugl med sit Næb) paa Tonen, som
er kommet fra Hj ertet, og maa trænge igjennem til alle danske Hj erter
- den folkelige lone, som gjør saa godt for al Vee og Værk!69
Morgensangene begyndte deres sejrsgang ud i landets skoler. Weyse selv kunne i
sit ovenfor citerede takkebrev fra marts 1838 berette, at »Sangene blive flittigt
sj ungne baade af Unge og Gamle. I de Skoler hvor Musiklærer Borchhorst
u[nder ] viser Børnene i Sang, som i Vaisenhuus- og Nyboders-Skolen, synge
Børnene dem fiirstemmigt.«70
Carl Joachim Borchhorst bragte allerede i sit sanghefte 1838 I østen stiger solen
op i en firstemmig udgave. Han opfordrede Weyse til at komponere flere sange for
børn, og det første af flere planlagte hefter nåede at udkomme i 1841. Om Weyses
sange til skolebrug har Nils Schiørring sagt: »Disse sene sange viser, at der var
noget uroprindeligt i Weyses udtryksform, som aldrig forlod ham; tværtimod
skabte han ved slutningen af sit liv værker, der var fuldt så værdifulde, som
værkerne fra de unge år.« 71
77