I 1960-70'erne udviklede r98 miljøet og arbejdsmiljøet – før ...

I 1960-70’erne udviklede r98 miljøet 

og arbejdsmiljøet – før kommunen 

kærede sig om den slags: 

”I det meste af direktør Seitzbergs 

tid kørte vi fuldstændig vores 

eget løb. Kommunen havde en 

sundhedskommission, der havde 

et hygiejneteknisk kontor, der ikke 

havde særlig interesse i vores område. 

Kommunens holdning var klart den, 

at affald har vi overladt til R98. Det 

gjorde man med sindsro.” 

Per nilsson 

teKnISK DIreKtør r98

52 vI toG SKralDet – dagrenovationSkonceSSion 1952 

53 

at hovedstadskommunerne i 1965 besluttede at indgå 

som interessenter i to moderne forbrændingsanlæg: I/S 

Vestforbrænding og I/S Amagerforbrænding, der skulle 

placeres i henholdsvis Ejby ved Glostrup og på Amager. 

For KGR fik lukningen af lossepladsen på Amager pr. 1. 

januar 1969 for alt andet end husholdningsaffald betydning 

for udviklingen af et system af omlastningsstationer. 

KGR indrettede en omlastningsstation på lossepladsen 

på Amager, der modtog affald til omlastning 

og viderebefordring i store læs. I første omgang måtte 

selskabet køre erhvervsaffald til Tune losseplads. 

KGR’s omlastningsstation på Artillerivej var blevet til 

efter studier af affaldshåndtering i USA, og erfaringerne 

derfra førte også til overvejelser om opbygning af et 

center for viden og teknik på affaldsområdet. Direktør 

Svend Seitzberg udarbejdede sammen med den tekniske 

chef, Per Nilsson, en plan for en storkøbenhavnsk 

samarbejdsorganisation på dagrenovationsområdet. 

Renovest var tænkt ind i en større fælleskommunal 

sammenhæng med en række omlastningsstationer 

med mekanisk komprimering, der kunne sikre ensartede 

og hygiejniske standarder og forsvarlig transport 

Fugleperspektiv på amagerforbrænding 

– og bag det amagerværket. 

Fra 1970’erne kunne de nyopførte 

anlæg, amagerforbrænding og 

vestforbrænding, honorere hovedstadsområdets 

behov for og krav til 

moderne affaldsforbrænding. 

til forbrændingsanlæg eller andre kvitblivningsanlæg. 

Den stort tænkte plan fik tilslutning fra de københavnske 

borgmestre – ressortborgmester Willy Brauer og 

overborgmester Urban Hansen – men strandede på 

modstand fra omegnskommunerne, der ikke havde 

samme presserende behov for nytænkning og udvikling 

på affaldsområdet som København. 

Problemerne på affaldsområdet voksede i ubønhørlig 

takt med en stigende befolkning i hovedstadsområdet 

og stigende velstand, der gjorde Danmark til et rigt 

land med velfærd og forbrug som omdrejningspunkter. 

I 10-års-perioden fra 1969 til 1979 steg det private 

forbrug i årets priser med mere end tre gange fra godt 

62 mia. kr. til godt 194 mia. kr. 25 Affaldsmængderne 

steg tilsvarende og overskred de eksisterende kommunegrænser. 

På den måde blev affaldet en øjenåbner 

for et generelt problem i hovedstadsområdet, hvor 

de mange autonome kommuner med hver deres politiske 

dagsorden ikke kunne finde ud af at løse fælles 

problemer i fællesskab. Behovet for en overgribende 

myndighed var presserende, men kommunalreformen 

af 1970 endte med at gå uden om hovedstadsområdet. 

I stedet kom i 1973 et Hovedstadsråd med repræ- 

sentanter for Københavns og Frederiksberg Kommuner 

og Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amter. 

Hovedstadsrådet skulle bl.a. tage sig af miljøplanlægningen, 

herunder etablering af rensningsanlæg og anlæg 

for behandling af affald, men rådet fik ikke selvstændig 

skatteudskrivningsret og derfor begrænset 

kompetence og indflydelse. 

På landsplan var kommunerne i 1971 gået sammen 

om at oprette Kommunekemi i Nyborg som det første 

danske behandlingsanlæg for farligt affald, hvor den 

tidligere københavnske miljøborgmester Willy Brauer 

blev direktør i 1973. 

Fra Forurening til miljø 

Nat- og dagrenovation blev i 1960’erne defineret som 

en del af det nye begreb forurening, der blev en del af 

sprogbrugen sammen med ordet miljø. 26 De nye begreber 

blev forsynet med indhold i takt med industrisamfundets 

vækst og de problemer, som de mange nye oliebaserede 

produkter og kemiske stoffer gav. Ingen kendte 

virkningen på mennesker og omgivelser af de mange nye 

stoffer og affaldsprodukterne fra dem. Regeringen havde 

vanskeligt ved at forholde sig til det nye område, der 

leverandører af flydende kemikalieaffald 

ca. 1965, angivet i kubikmeter pr. år: 

Colon emballage, hothers Plads 2 1.560 

dansk sojakagefabrik, islands brygge 24 1.200 

b&W, refshaleøen 230 

schous fabrikker, rentemestervej 19-21 200 

f. l. smidth, gl. køge landevejvej 22 170 

bjørløvs Chromlæderfabrik, trekronergade 126 120 

sundby gasværk, amager strandvej 105 

superfos damann luxol, lygten 8 95 

aga, Uplandsgade 52 75 

m. ballin & sønner, bryggerivej 7 30 

mærsk kemi (Pyrolyseværket), kløvermarksvej 70 21 

h. lundbech & Co, ottiliavej 7 21 

i. Chr. jensen, holmbladsgade 39-47 20 

dumex, Prags boulevard 37 20 

kymeia, glentevej 61 20 

i alt 3.887 

først blev et selvstændigt politisk felt, da forureningen var 

blevet et massivt problem ”ude i virkeligheden”. 27 

I 1965 udgjorde affaldsmængden pr. indbygger ca. 

270 kg, og byens samlede mængde slam var ca. 1.600 

tons, mens den samlede mængde spildolie lå på ca. 

2.000 tons årligt. I 1968 oplyste en københavnsk vognmand, 

at han dagligt kørte ca. 80 kubikmeter flydende 

affald fra bl.a. hospitaler, kemiske virksomheder, storindustrier, 

galvaniseringsanstalter, benzinstationer og 

olietanke, papirfabrikker og offentlige institutioner til 

lossepladsen ved Artillerivej. Oplysningen fremkom i 

forbindelse med en klage over den påtænkte lukning 

af lossepladsen. 28 I den forbindelse findes der en oversigt 

over de største leverandører af flydende kemikalieaffald, 

angivet i kubikmeter pr. år, se tabel ovenfor. 

Forurening havde hidtil som administrativt fænomen 

været spredt på en række forskellige ministerier og direktorater, 

29 men sidst i 1965 nedsatte Folketinget et 

udvalg, der skulle danne sig et overblik over forurening 

i bred forstand med folketingsmedlem og biologiprofessor 

Morten Lange (SF) som formand. I 1967 nedsatte 

Socialdemokratiet i forlængelse af efterkrigstidens


55 

Forbrænding Frederiksberg i 1954. anlægget stammede tilbage fra 1903 og var danmarks 

første forbrændingsanlæg. det blev moderniseret i 1930’erne og fungerede stadig i 1970’erne, 

da det blev afløst af amagerforbrænding og vestforbrænding. På billedet fra 1954 læsser to 

hestevogne affald af (privateje). 

rationaliserings- og planlægningsinitiativer et Udvalg 

for Samfundsplanlægning, der fik et underudvalg for 

”røg, støj og møg”. Underudvalget udarbejdede et 

debatoplæg, der blev udgangspunkt for et af folketingsmedlem 

Jens Kampmann i oktober 1969 fremsat 

forslag til folketingsbeslutning om forureningsbekæmpelse. 

Samtidig blev der af VKR-regeringen nedsat 

et regeringsudvalg med indenrigsministeren som formand 

og landbrugs-, handels- og kulturministeren som 

medlemmer, der under sig nedsatte et ”midlertidigt 

Forureningsråd” i 1969. 30 Den første egentlige, mere 

omfattende miljødiskussion i Danmark foregik i Folketinget 

den 31. oktober 1969. Forureningsrådet barslede 

i 1970-1972 med 29 rapporter, og den nye socialdemokratiske 

regering af 11. oktober 1971 oprettede et 

Forureningsministerium i tilknytning til Ministeriet for offentlige 

arbejder – med Jens Kampmann som minister. 

I 1972 kom en ny styrelse, Miljøstyrelsen, og i 1973 et 

selvstændigt ministerium, Miljøministeriet. Den første 

lovgivning, Miljøloven af 1973, der trådte i kraft i 1974, 

afløste de gamle københavnske sundhedsvedtægter, 

der havde reguleret forureningen i byen siden 1860. I 

1950-60’erne gjaldt sundhedsvedtægten fra 1918 endnu 

i København. 

Det massive politiske fokus gjorde forurening og miljø 

til et særskilt politikområde og ikke kun i Danmark. 31 

Det var udtryk for en erkendelse af, at det drejede sig 

om grænseoverskridende problemer. Som sådan var 

problemerne blevet indkredset allerede i 1960’erne, 

hvor en af de første dokumentationer for forurening 

som globalt fænomen kom i 1962 med Rachel Carsons 

bog Det tavse forår, der viste, at uhæmmet brug 

af det unedbrydelige giftstof DDT satte sig spor i miljøet. 

Denne erkendelse sparkede en debat i gang, der 

vendte sig mod den uhæmmede vækst som ideal for 

samfundsudviklingen og satte immaterielle værdier 

som livskvalitet og miljø i stedet. 10 år senere var miljøet 

kommet på erhvervslivets dagsorden – et udtryk 

for, at den var ved at være virkelig gal. Det blev dokumenteret 

i bogen The Limits to Growth, der udkom i 

1972 på initiativ af erhvervsledere fra storindustrien, 

samlet i Romklubben. Bogen, der blev finansieret af 

VW-fabrikkerne, solgte 9 mio. eksemplarer og blev 

oversat til 29 sprog – i 1976 til dansk under titlen 

Grænser for vækst. I 1973 udkom i hvem-hvad-hvorserie 

Forureningens hvem-hvad-hvor. 

Manuel aflæsning på lossepladsen i valby i 1951 – privat vognmand. aflæsning på losseplads i 1960’erne med hydraulisk tømning fra kgr’s 

nye biltype norba, der komprimerede affaldet. 

Debatten og Miljøbeskyttelsesloven var med til at 

befordre et tværkommunalt samarbejde om forbrændingsanlæg 

og deponier. De kommunale og tværkommunale 

myndigheder – som Hovedstadsrådet af 

1973 – blev opfordret til at skabe overblik over affaldsmængder 

og affaldstyper. Loven repræsenterede et 

første tiltag til at få et samlet overblik over og kontrol 

med affald og affaldshåndtering og fik stor betydning 

for R98 og koncessionen. 

I praksis blev det oliekrisen i efteråret 1973, der forløste 

det samfundsmæssige fokus på miljøet. Det gjaldt 

også på affaldsområdet, fortæller Per Nilsson, der i 

1967 var blevet ansat som udviklingschef i den nyoprettede 

driftstekniske afdeling: 

”Til omkring 1970 var affaldshåndtering i det væsentlige 

en transportopgave. Oliekrisen i 1973 ændrede på det 

forhold. Krisen udløste en debat om udtømning af råstoflagre 

og genbrug, man begyndte at tale om forurening 

af jorden og vandet og grænser for vækst. Miljøbevidstheden 

kom så småt op til overfladen. Det fik en 

række konsekvenser – som det forhold, at indsamling 

af papir igen begyndte at blive økonomisk rentabelt og 

politisk korrekt – for at bruge en senere tids udtryk.” 32 

Per Nilsson blev en drivende kraft i udviklingen af ny 

miljøteknologi i R98. Han fortæller om overgangen fra 

det gamle til det nye system: 

”Tidligere gjaldt det bare om at komme af med skidtet. 

Spildsamlere og produkthandlere havde taget hånd 

om de brugbare dele af affaldet. Deres arbejde blev 

i en vis forstand systematiseret under indtryk af miljødebatten 

… R98 kørte forsøg i 1973-1975 med sortering 

og genbrug af avispapir og jernskrot. 

I det meste af direktør Seitzbergs tid kørte vi fuldstændig 

vores eget løb. Kommunen havde en sundhedskommission, 

der havde et hygiejneteknisk kontor, der 

ikke havde særlig interesse i vores område. Kommunens 

holdning var klart den, at affald har vi overladt til 

R98. Det gjorde man med sindsro. 

I takt med at miljøsagen, genbrug og ressourcer mv. 

kom på den politiske agenda, blev embedsmændene 

også sporet ind på det, og der kom et samarbejde i 

stand, hvor det tidligere var R98, der kom med ønsker 

og forslag til, hvad man kunne gøre bedre. 

Per nilsson 

Per nilsson, der var civilingeniør 

af uddannelse, blev ansat som udviklingschef 

i kgr’s driftstekniske 

afdeling i 1967. han blev sjælen i 

den teknologiske og miljømæssige 

udvikling, der afgørende bidrog 

til at gøre r98 til et moderne, 

miljøteknologisk selskab, der gav 

sit bidrag til, at københavn og 

Frederiksberg kunne opfylde deres 

miljømålsætninger.


57 

r98’s miljøbil var et konkret svar 

på den politiske miljødagsorden, 

der blev sat i årene omkring 1970. 

Miljøbilen holdt på et forud annonceret 

sted, hvor beboerne så kunne 

aflevere deres miljøfarlige affald. 

kgr’s vognpark i 1950’erne afspejler overgangen fra traditionel til moderne 

affaldshåndtering. Fra venstre hestevogn med bomlæs, dernæst to kassevogne, 

hvorefter følger en kuka og en norba med komprimering og endelig 

vekselbeholderbilen lange Maren. kravet om støvfri tømning var det væsentligste 

miljøkrav i 1950-60’erne. 

Udviklingen var også dikteret af bekendtgørelser fra 

Miljøministeriet – som indsamling af madaffald fra restaurationer 

og sortering i papir, pap og glas mv. – og 

der kom større almen bevågenhed på det, vi beskæftigede 

os med.” 33 

Den ændrede holdning til miljøet fra kommunal side 

manifesterede sig bl.a. i etableringen af Miljøkontrollen 

i København i 1971 – året før den statslige Miljøstyrelse 

– og udvidelsen af ressortområdet for Magistratens 

5. afdeling. 34 

Forbrænding af affald blev problematiseret efter Seveso-katastrofen, 

som Europa vågnede op til den 10. juli 

1976. Katastrofen i Norditalien, hvor en kemisk fabrik 

tilhørende det schweizisk-nordamerikanske selskab 

Hoffman La Roche ved et uheld slap 2,5 kg dioxin ud 

og forgiftede byen og området med det ekstremt farlige 

giftstof, blev en samfundsmæssig øjenåbner for 

forurening og miljø som særdeles komplekse fænomener. 

I Tyskland førte katastrofen til, at der ligefrem kom 

et moratorium for forbrændingsanlæg. 

Affaldssortering og genbrug blev set som vejen frem. 

Danmark fik i 1978 et lovgrundlag for genbrug af papir 

og drikkevareemballage, og i 1981 åbnede landets første 

genbrugsstation. I R98 blev sortering af affald og 

genbrug prioriteret med et mekanisk sorteringsanlæg 

for industriaffald. I 1980 iværksatte selskabet forsøg 

med indsamling af glas og udviklede glasaffaldsbilen, 

og i 1983 blev Mærsk Kemis anlæg på Raffinaderivej 

opkøbt med henblik på genbrug af returpapir. 

EU kom i 1982 med det første Seveso-direktiv, der 

skulle forebygge uheld med farlige stoffer og beskytte 

befolkning og miljø. 

Den øvrige verden blev heller ikke forskånet for forureningsulykker 

i stor målestok. Den 28. marts 1979 

skete der et radioaktivt udslip på atomkraftværket 

Three-Mile-Island i Pennsylvania, USA, og natten 

mellem den 2. og 3. december 1984 indtraf Bhopalulykken, 

hvor 40 tons dødelig gas slap ud fra det 

amerikansk-indisk ejede selskab Union Carbide India 

Limited’s pesticidfabrik i Indien, hvor 3.000 blev dræbt 

øjeblikkeligt og med tiden anslået 120.000. 

Et fælles træk ved katastroferne var, at virksomhederne 

i første omgang undlod at informere om, hvad der 

var sket, og hvilke konsekvenser det kunne få, herunder 

hvilke forholdsregler befolkningen i området kunne 

tage. Denne måde at håndtere miljøkatastrofer på 

gav næring til en almindelig folkelig skepsis over for 

den kemiske industri og atomkraftindustrien. 

arbejdsmiljøet 

Den autoritet, industrien havde haft som skaber af 

arbejdspladser og deraf følgende øget velstand, led 

alvorlige knæk i forbindelse med miljøkatastroferne. 

De indtraf under indtryk af et bredt samfundsmæssigt 

opbrud i den industrialiserede verden i årene omkring 

1970. Opbruddet havde som én baggrund modstanden 

mod Vietnam-krigen, hvor USA’s militær anvendte 

bl.a. dioxin, der som løvfældningsmiddel blev 

nedkastet over junglen i en anslået mængde af 550 kg. 

Seveso-udslippet var på 2,5 kg. 

Det mangesidede samfundsmæssige opbrud satte 

først og fremmest spørgsmål ved autoriteter af enhver 

art – ungdommen vendte sig mod forældrene, kvinderne 

mod mændene, studenterne mod professorerne, 

arbejderne mod arbejdsgiverne, og nye politiske partier 

vendte sig mod det politiske establishment, der blev 

rystet i sin grundvold ved ”jordskredsvalget” i 1973. 

Miljøforkæmpere og antiautoritære kræfter blev forenet 

i kampen for arbejdsmiljøet, der kom på dagsordenen 

som en udløber af studenteroprøret og manifesterede 

sig i form af samarbejde mellem arbejdere 

og studerende. En række rapporter dokumenterede 

arbejdsmiljøets skadelige indvirkning på arbejderne. 

Det begyndte med Malerrapporten fra 1971, der blev 

udgivet af en gruppe medicinstuderende fra Aarhus 

Universitet. På grundlag af interviews med lokale malere 

identificerede rapporten problemer med kvalme, 

hovedpine og svimmelhed og sporede problemerne til 

alkydmaling og dens organiske opløsningsmidler. Malerrapporten 

blev efterfulgt af en række rapporter om 

andre arbejdsmiljøskadelige fagområder, og murere, 

linoleumspålæggere, slagtere, bryggeriarbejdere og 

skraldemænd kom under luppen. 

Rapporterne var med til at inspirere både R98, fagforeningen 

og myndighederne til at få gjort noget ved 

arbejdsmiljøet på affaldsområdet. Ikke mindst skralde- 

beholdere på hjul betød en kolossal 

lettelse bogstavelig talt for skraldemanden, 

der ikke længere skulle 

løfte beholderen op på skulderen. 

Fra omkring 1970 blev arbejdsmiljøet 

for skraldemænd yderligere 

forbedret med sliske og lifte – her 

er Svend olsen (tv) og gunnar Jacobsen 

ved en kældernedgang med 

elektrisk renovationsslift.


59 

verner robert 

nielsen 

verner robert nielsen, med 

øgenavnet ”radisen” (han havde 

været grønthandler) begyndte som 

skraldemand i kgr i 1968 og fik 

efterhånden opbygget et helt 

familiedynasti. 

indkørslen til det nye anlæg på kraftværksvej med det 

nye navn renholdningsselskabet af 1898. anlægget, der 

blev taget i brug i 1972, var blandt de mest avancerede i 

europa. 

mændenes fagforening lagde sig i selen, og der kom 

grænser for, hvor meget en skraldemand måtte bære, 

skubbe eller trække. 

Verner Robert Nielsen havde været grønthandler, før 

han begyndte som skraldemand i KGR – i det sagnomspundne 

år 1968. Hans tidligere erhverv skaffede ham 

tilnavnet ”Radisen”. Han fortæller om arbejdet dengang, 

der var jernbøtter til, som skulle bæres på nakken: 

”Vi startede kl. 3 og mødtes et kvart over 2 i kantinen 

til morgenkaffe, før vi kørte ud. Der var en særlig 

stemning. Jeg blev fast mand ude i Tingbjerg, der var 

nybygget. Det blev regnet ud, at vi hver mandag bar 

23 tons op fra kældrene derude. Der var ca. 20 jernbøtter 

pr. rum og 10 til 15 trappetrin ved hver kælder, 

det var tungt. Når du kom hjem om aftenen, kunne 

du godt mærke det i benene, og om natten lå du og 

spjættede, så sengen rykkede sig flere centimeter ud 

fra væggen. Vi havde kun en undertrøje på, og på højre 

skulder, hvor du havde bøtten, dannede der sig en 

flere centimeter tyk bræmme af hård hud. Dengang 

havde vi tre ugers ferie, og når vi kom tilbage og skulle 

slæbe bøtterne, kunne du begynde forfra med øm og 

blodig nakke, indtil den hårde hud var dannet. Slag- 

gerne fra varmecentralen var tunge at slæbe. En fuld 

bøtte kunne nemt veje 100 kg, men det var bare op på 

nakken med den og så af sted.” 

Efter indførelsen af nyt materiel og plastbøtter blev det 

noget lettere at være skraldemand, fortæller Radisen: 

”I 1973/74 kom containerne på 600 liter som supplement 

til plastbøtterne på 110 liter, det var en stor lettelse. 

Det tunge slæb blev meget mindre. Vi var også begyndt 

at møde senere, kl. 5, og havde fri om lørdagen. Jeg havde 

nu ikke noget imod at arbejde lørdag og helligdage, 

der var ikke nær så meget trafik, og så havde folk tid at 

slå en sludder af. På helligdagene faldt der også lidt af – 

man kunne godt have 15 til 20 øl med hjem.” 35 

R98’s nye domicil på Kraftværksvej, der stod færdigt 

i 1972, blev indrettet med vidtgående hensyn til arbejdsmiljøet 

for både skraldemænd og administrativt 

personale, og direktør Seitzberg gik i spidsen, fortæller 

driftsinspektør Kurt Jeppesen: 

”Seitzberg var afholdt for de mange ting, han havde 

fået forbedret for skraldemændene – deres arbejdsforhold 

og faciliteterne i R98. Han havde det synspunkt, 

at man ikke kunne tillade sig at udnytte en 

r98 engagerede sig aktivt i lokalområdet – bl.a. havde cykelløbet amager rundt start og mål på kraftværksvej, og 

r98 var med til at sponsere cykelløbet, som her i maj 1976. 

skraldemands arbejdskraft, mens han var ung og frisk, 

og så kassere ham, når han ikke kunne klare det hårde 

arbejde mere. Det medførte, at der blev fundet mindre 

belastende arbejde til de skraldemænd, der var 

oppe i årene. 

Skraldemændenes og personalets velfærd i det hele 

taget lå Seitzberg på sinde. Det var ham, der fik indrettet 

swimmingpool på R98 og squashbane og i det 

hele taget opmuntret til idrætsaktiviteter og socialt 

samvær … Seitzberg var respekteret, også af fagforeningsformanden 

Børge Larsen. De to kunne godt 

have deres sammenstød, men dybest set nærede de 

stor tillid til hinanden.” 36 

Det var en stor kontrast til, hvordan forholdene havde været 

tidligere. Det kan Helmer Søndergaard tale med om: 

”Hos vognmanden i 1930’erne og under krigen arbejdede 

vi i nogle gamle klude. Når vi gik hjem, tog vi 

bare forklædet af, det var hele forskellen. Vi vaskede 

os i hestenes drikketrug – hænder og ansigt, mere 

blev det ikke til. Det var noget værre svineri i grunden, 

men sådan var det, man kendte ikke andet. Vognmændene 

var også kræmmere. De søgte hele tiden at 

presse lønnen eller snyde én, det var der ikke noget 

med i Renholdningsselskabet.” 37 

Sådan var det stadig på Frederiksberg omkring 1970, 

fortæller rådmand Chr. Lauritz Jensen, der var politisk 

chef for affaldsområdet: 

”På Frederiksberg havde vi ingen faciliteter – ingen 

kantine, ingen bade- og omklædningsmuligheder. Vi 

havde overdraget det til vognmændene, og de var 

hver især for små til at kunne sørge for den side af sagen. 

De har måske betalt sig fra det. I hvert fald blev 

forholdene betydeligt forbedrede for skraldemændene 

[efter R98’s overtagelse].” 38 

Moderniserings- og rationaliseringsprocessen i årene 

omkring 1970 reducerede antallet af skraldemænd 

med ca. 100 – fra 320 til 220. 

renovationsarbejdernes FagForening 

Dagrenovationsarbejdernes Klub havde nok at tage fat 

på, men sidst i 1960’erne var der opbrud, også i fagforeningen. 

Skraldemændene oprettede deres egen fagforening, 

Renovationsarbejdernes Fagforening, i 1967 

i protest mod chaufførgruppens brud med Dansk Ar- 

kurt jePPesen 

Funktionær kurt Jeppesen fik til 

opgave at arrangere fester for 

ældre og afgåede medarbejdere. 

Festerne var meget populære og 

blev en årligt tilbagevendende 

begivenhed.

60 vI toG SKralDet – dagrenovationSkonceSSion 1952 61 

Skraldemandens ”uniform”, før arbejdstilsynet i 1993 satte 

en stopper for at bære beholdere, bestod af et læderforklæde 

og et læderslag, der dækkede ryg og nakke, og ikke 

at forglemme et stort bundt nøgler. 

bejdsmands og Specialarbejderforbund (DASF). Efter 

bruddet besluttede Dagrenovationsarbejdernes Klub 

at oprette en selvstændig fagforening under DASF 

med Børge Larsen som formand. Samtidig blev overenskomsten 

med Chaufførernes Fagforening opsagt 

og en ny indgået i april 1967 mellem Renovationsarbejdernes 

Fagforening og KGR, hvor hovedparten af 

medlemmerne arbejdede. Helmer Søndergaard, der 

var med til at oprette Renovationsarbejdernes Fagforening, 

fortæller om den nye overenskomst: 

”Alt blev gjort op – hvor højt der var til loftet i kælderrummene, 

hvor mange skraldebøtter der stod, 

hvor mange trin der var, og hvor lang tid man skulle 

bruge på tømningen m.m. Det øgede effektiviteten, 

der blev ikke tid til svinkeærinder. I løbet af 1950’erne 

forsvandt de gamle skraldemænd. Bumser og drukkenbolte 

kunne ikke klare den nye effektivitet. Den 

verden gik under, og det var vist meget godt.” 39 

Fagforeningsmøde i forbindelse med etableringen af renovationsarbejdernes 

Fagforening i 1967. Stående knud ellegaard, der repræsenterede dansk arbejdsmands 

og Specialarbejder Forbund (daSF) i striden med chaufførerne, der 

meldte sig ud af forbundet. det var skraldemændene utilfredse med og dannede 

deres egen fagforening, renovationsarbejdernes Fagforening, der tilsluttede 

sig daSF. Siddende til højre for knud ellegaard ses direktør Seitzberg. 

Den nye overenskomst med KGR kom inden de store 

rationaliseringer i begyndelsen af 1970’erne, der reducerede 

arbejdsstyrken med ca. 35 pct., 40 og inden Miljøbeskyttelsesloven 

af 1973, der rummede en række 

arbejdsmiljøbestemmelser. 

Miljøbeskyttelsesloven, der trådte i kraft 1. oktober 

1974, blev udfyldt bl.a. via forhandlinger mellem fagforeningen 

SiD’s miljøkonsulent og Arbejdstilsynet. 

Forhandlingerne mundede bl.a. ud i, at alle adgangsveje 

og standpladser skulle forsynes med lys, og der 

skulle indføres nye vægtgrænser og bestemmelser for 

de nye beholdere. 

1970’erne bragte også en ny type arbejdere ind på arbejdspladsen, 

fortæller Per Nilsson: 

”Jeg ser udviklingen som et generationsopgør, udsprunget 

af ungdoms- og studenteroprøret. En af 

børge larsen blev den første formand 

for renovationsarbejdernes 

Fagforening. 

parolerne fra ’68 var, at studenterne skulle ud og arbejde 

– ligesom i Kina – og i R98 fik vi en del ’kinesere’, 

der forstod at sætte lus i skindpelsen. De søgte 

især til de store arbejdspladser og var også på B&W 

og andre steder. Da Anker Jørgensen dannede sin 

arbejder-bonderegering, SV-regeringen i 1978, førte 

det til en arbejdsnedlæggelse, der udviklede sig til 

en konfrontation mellem selskabet og skraldemændene. 

I begyndelsen af 1980’erne var der tilløb til 

lignende politiske strejker, da Schlüter dannede firkløverregeringen.” 

41 

Disse strejker bidrog til at give R98 et image som en radikaliseret 

arbejdsplads, hvor arbejderne i lighed med 

kollegerne på det nærliggende skibsværft B&W kunne 

sætte dagsordenen og sætte ledelsen ud af spillet – og 

gjorde det for et godt ord. Det image blev ved at klæbe 

til R98 længe efter, at ”de vilde strejker” var ophørt. 

leach, ”kampvognen” – en tidlig morgen ved Christianshavns torv. leach var af amerikansk 

fabrikat, baglæsser og forsynet med hydraulisk trykpladekomprimering. r98 anskaffede fem 

leach-biler i 1970’erne til storskrald og dagrenovation. tilnavnet kampvognen angav, at leach 

med sine tre aksler og sit komprimeringssystem, der kunne mase ”alt”, var en tung og langsom 

vogn. til gengæld var den slidstærk – den sidste blev udfaset sidst i 1980’erne. 

”Kineserne” var hverken selskabets eller fagforeningens 

livret, men de kunne være vanskelige at stoppe og kunne 

knytte an til regulære arbejdsmæssige problemer – som 

at vognene måtte vente op til 4-5 timer ved aflæsning 

som følge af dårlige tilkørselsforhold og for ringe kapacitet 

på anlæggene, fortæller Verner Robert Nielsen: 

”Jeg husker, at vi omringede Christiansborg og Folketinget 

engang i ’80’erne, tror jeg. Bilerne holdt med 

4-5 centimeters afstand – så tæt, at ingen kunne komme 

hverken ind eller ud. Vi blev så tiltalt for to forhold, 

dels ulovlig parkering dels landsskadelig virksomhed, 

det sidste var en alvorlig sag.” 42 

Opbruddet i 1970’erne og KGR/R98’s omstilling blev 

optakt til en udvikling på et nyt og avanceret niveau 

både teknologisk, miljømæssigt og organisatorisk for 

selskabet i 1980’erne – et tiår, der også bragte skift på 

direktørposten.

62 r98 1898-2011 – dagrenovationSkonceSSion 1952 63 

nærbillede af leach viser, at den kunne ”kværne alt”. 

NOTER 

17 Beretning over det af KGR udførte forsøgsarbejde vedrørende 

organisation af dagrenovationsbortførelsen i København 

samt Selskabets Indstilling til borgerrepræsentationen 

om arbejdsplan og metoder, oktober 1955. Beretningen blev 

udgangspunkt for det nye regulativ af 1958. 

18 R98 – 100 år for miljøet, s. 31. 




22 R98 – 100 år for miljøet, s. 36-37. 



25 Statistisk tiårsoversigt 1980, s. 108. 

26 I Salmonsens Konversationsleksikon fra 1920’erne hedder 

det om forurening: ”Forurening (af Fiskevande) se Fiskesygdomme”, 

mens ordet miljø slet ikke findes i leksikonet. 

Ordene forurening og miljø i moderne forstand forekommer 

først i 1960’erne, jf. Engberg (1999), s. 17 og 326. 

27 I bogen Det Heles Vel opererer Jens Engberg (1999) med 

fire perioder i forureningens og forureningsbekæmpelsens 

historie i Danmark: 1: til midt i 1800-tallet – ikke mange 

begrænsninger på grund af uudviklet teknologisk stade; 2: 

anden halvdel af 1800-tallet – retten til at forurene betragtes 

ikke længere som en selvfølge og reguleres via sundhedsvedtægter 

m.m.; 3: ca. 1890 til 1950 – forurening bliver 

mærkbar som følge af industrialisering og intensiv landbrugsdrift, 

fortsat regulering via sundhedsvedtægter m.m.; 

4: ca. 1950 og frem – miljøet bliver noget, der samlet set skal 

beskyttes med lovgivning og institutioner (s. 441-442). 

28 Eriksen (1996), s. 27. 

29 Arbejdsministeriet (dele af arbejderbeskyttelseslovgivningen), 

Handelsministeriet (olieforurening af havet, dump- 

de firkantede zinkbøtter, der kunne veje 100 kg med fyld i, 

blev udfaset i 1960’erne. 

ning), Landbrugsministeriet (vandløb, Giftnævnet, Kemikaliekontrollen), 

Fiskeriministeriet (havforurening, forurening 

af ferske vande) og Kulturministeriet (naturfredning). 

30 Kampmann (1996), s. 17. 

31 I 1969 fik Sverige en miljøbeskyttelseslov, i 1970 fik Storbritannien 

et miljøministerium, i 1971 Frankrig og i 1972 Norge. 

I 1972 holdt FN den første internationale miljøkonference i 

Stockholm, og i efteråret 1973 kom EF’s 1. miljøhandlingsprogram 

– samme år som Danmark den 1. januar 1973 var 

blevet en del af EF og dermed af den fælles miljøpolitik. Det 

danske udenrigsministerium havde i marts 1971 som dansk 

strategi udsendt Internationalt Samarbejde om Miljø- og Forureningsproblemerne. 


33 Interview. 

34 Magistratens 5. afdeling var blevet etableret i 1917 med 

Køben havns Sporveje som ressort, borgmesteren blev benævnt 

sporvejsborgmester eller trafikborgmester. Miljø, forsyning 

og teknik kom ind som nye ressortområder efter 2. 

verdenskrig. Charlotte Ammundsen, der sad som borgmester 

for 5. afdeling fra 1982, benævntes i sin sidste borgmesterperiode 

(1994-1998) miljø- og forsyningsborgmester. Fra 

2006 var betegnelsen teknik- og miljøborgmester. 



37 R98 – 100 år for miljøet, s.26. 

38 R98 – 100 år for miljøet, s. 42 


40 Leon Poulsen (1992), s. 18. 


42 R98 – 100 år for miljøet, s. 48.

64 r98 1898-2011 – dagrenovationSkonceSSion 1952 

65

66 vI toG SKralDet – renholdningSSelSkabet aF 1898 – Fra 1972 til 1993 67 

kaPitel 3 

renholdningsselskabet 

aF 

1898 – Fra 1972 

til 1993 

Fra vognMandS- 

Forretning til 

høJteknologiSk 

virkSoMhed 

Industrialiseringen og autoritetsopgøret bragte kvinderne 

ud på arbejdsmarkedet med en ny selvbevidsthed 

som selvforsørgende. Det fik indvirkning på 

familien som institution, og ved siden af ”kernefamilien” 

opstod nye familieformer som ”storfamilien”, den 

enlige forsørger-familie og nye samlivsformer som det 

serielle monogami. 

På den politiske scene blev der ligeledes vendt op og 

ned på vante forestillinger med ”jordskredsvalget” 

i efteråret 1973, der bragte tre nye protestpartier på 

tinge – Fremskridtspartiet, der vendte sig mod papirnusseri 

og skatteflåning med den karismatiske nulskatteadvokat 

Mogens Glistrup i spidsen, Centrum Demokraterne, 

der talte bil- og parcelhusejernes sag og 

rasede mod beskatningen af disse forbrugsgoder og 

mod mediernes ”røde lejesvende” med den frafaldne 

socialdemokrat Erhard Jacobsen i spidsen, og som det 

tredje Kristeligt Folkeparti, der vendte sig mod sædernes 

forfald – den frie abort og pornoens frigivelse. 

Økonomisk blev oliekrisen i 1973/74 en øjenåbner, 

der satte spørgsmål ved den ubekymrede vækstoptimisme 

i forbrugersamfundet. Den første oliekrise 

kgr bliver til r98, og Frederiksberg kommer 

med i koncessionen. r98 udvikler sig til en 

højteknologisk virksomhed med miljø, genbrug 

og tidsstuderede akkorder – og så eks- 

Panderer sel skabet under en ny direktør. 

udsprang af konflikten i Mellemøsten mellem Israel og 

dets arabiske naboer. De arabiske lande var hovedproducenter 

af olie og besluttede at skære ned på olieleverancerne 

til de vestlige industrilande, der støttede 

Israel. I Danmark var situationen alvorlig i oktobernovember 

1973. Vinteren stod for døren, og oliereserverne 

rakte til en til to måneders forbrug ved øjeblikkelig 

stop for tilførslerne. Så galt gik det ikke, men 

oliepriserne steg mærkbart, og det blev chokerende 

klart, hvor afhængigt det moderne samfund var af én 

energikilde – mere end 90 pct. af det samlede energiforbrug 

stammede fra importeret olie. Hver anden 

gadelygte blev slukket, der blev skruet ned for varmen 

i offentlige bygninger, og forbrugssamfundets hellige 

ko, bilen, måtte blive i garagen på de bilfrie søndage – 

hvad bliver det næste, spurgte mange sig selv. 

Den første oliekrise blev i 1979 fulgt af den anden, der 

ikke var mindre alvorlig. Den udsprang som den første 

af det politisk ustabile Mellemøsten, hvor uroligheder i 

verdens næststørste olieproducerende land, Iran, førte 

til shahens fald og indførelse af et islamisk præstestyre. 

Den iranske revolution udløste en otte år lang 

krig med nabolandet Irak, hvor de stridende parter

68 vI toG SKralDet – renholdningSSelSkabet aF 1898 – Fra 1972 til 1993 

69 

de selverhvervende kvinder gjorde 

også deres indtog blandt skraldemænd 

i r98. 

rejsegilde på administrationsbygningen på kraftværksvej i 1971/72. 

søgte at ødelægge hinandens olieinstallationer. Det 

førte igen til prisstigninger på olie – fra en OPEC-pris i 

1978 på 14$ tønden steg prisen i 1980 til 41$ tønden. 

Den anden oliekrise udløste ikke samme panikagtige 

reaktioner som den første, men begge oliekriser satte 

forurening og miljø på den politiske dagsorden med 

fornyet styrke og bidrog til, at både det ydre miljø og 

arbejdsmiljøet blev politikområder med stor bevågenhed 

– noget, der skulle få afgørende betydning også 

for R98, kommunerne og affaldsindsamlingen. 

Fra kgr til r98 

KGR/R98 var også under opbrud i årene omkring 

1970. Navneændringen i 1972 fra KGR til R98, Renholdningsselskabet 

af 1898, var en formel ændring, 

der kom af, at Frederiksberg Kommune blev en del 

af koncessionen i 1972. Inden da var Københavns 

Kommune og KGR blevet enige om at opføre og indrette 

en ny renholdningsstation på et opfyldt areal på 

40.000 m 2 . ved Amagerforbrænding. Samtidig fik selskabet 

forlænget sin koncession i 50 år til 2020. Den 

lange løbetid var dels et udtryk for, at KGR havde gjort 

det godt, dels for, at selskabet havde krav på en lang 

afskrivningsperiode på de store investeringer i det nye 

anlæg, og endelig for en fremsynethed, der så miljøet 

som en kommende politisk og teknologisk udfordring 

– en udfordring, den københavnske affaldshåndtering 

skulle være parat til at tage op. Den side af sagen blev 

konkretiseret med R98’s oprettelse af Forureningsfonden 

af 1972 (fra 1989 R98 Fonden). 

Opførelsen af den nye renholdningsstation blev påbegyndt 

i juli 1970. Allerede den 14. januar 1972 blev 

der holdt rejsegilde, og den 1. juli 1972, samme dag 

Frederiksberg kom med i koncessionen, foregik flytningen 

fra Herjedalsgade til Kraftværksvej. 

Flytningen var led i et mageskifte med kommunen, 

der fik KGR’s arealer ved Herjedalsgade i bytte for et 

vandareal, som KGR opfyldte og kom til at eje. Kommunen 

havde planer om at anvende den gamle renholdningsstation 

med tilliggender til sportsformål i 

regi af Københavns Idrætspark. 

R98 fik også idrætsfaciliteter i forbindelse med det nye 

anlæg, fortæller Kurt Nielsen: 

”Seitzberg, vores direktør dengang, gjorde en stor 

indsamling af husholdningsaffald i runde beholdere i ejendomskompleks på 

Frederiksberg – bilen er en nyere udgave af ”Skarnbassen”, der blev benyttet 

på Frederiksberg. 

indsats, også for, at skraldemændene skulle have det 

godt. Vores idrætsforening er et godt eksempel. Vi fik 

stillet faciliteter til rådighed, og så godt som alle var 

med i idrætsforeningen. Jeg blev formand efter Børge 

Larsen, og på det tidspunkt havde vi ca. halvdelen af 

brydelandsholdet på vores hold af brydere. Vi spillede 

også håndbold og fodbold, og på det nye anlæg 

fik vi et svømmebassin. Idrætsaktiviteterne var med til 

at styrke sammenholdet. Vi havde et fantastisk godt 

sammenhold og kendte hinanden også uden for arbejdstiden. 

Idrætsforeningen var også med til at arrangere 

cykelløbet Amager Rundt sidst i 1970’erne. Det 

startede og sluttede ved R98 på Kraftværksvej. På højden 

var der 12.000 deltagere. Vi holdt også stafetløb 

på den samme rute – 45 km mellem R98, Lufthavnen, 

Politiet, Seruminstituttet og Falck. Jeg var også med 

til at arrangere et professionelt gadeløb ude omkring 

R98 med mange kendte navne. Det samlede 7-8.000 

tilskuere. Radisen [Verner Robert Nielsen] var næstformand 

i idrætsforeningen i 18 år.” 43 

Frederiksberg kommer med 

Frederiksberg Kommune havde i 1970 bedt R98 deltage 

i vurderingen af kommunens forbrændingsanlæg. 

Det blev til, at kommunen opgav sit gamle anlæg for 

i stedet at træde ind som interessent i Amagerforbrænding. 

Samtidig tilkendegav Frederiksberg, at 

kommunen også ønskede at træde ind i R98’s koncessionsordning. 

Frederiksberg ville overdrage hele administrationen 

og indsamlingen af dagrenovation til R98 

og tilpassede det kommunale dagrenovationsregulativ 

til det københavnske, mod at kommunen fik en tilsvarende 

forholdsmæssig repræsentation i R98’s styrende 

organer som København. En så vidtgående ændring 

krævede også reformer i R98, hvor den gamle opdeling 

i adskilte selvstændige afdelinger blev deltvist opgivet, 

og den kapital, der var optjent i erhvervsaffaldsafdelingen, 

kom til at indgå i Forureningsfonden af 1972. Denne 

ordning sikrede, at Frederiksberg Kommune kunne 

komme med i koncessionen ved at betale 1 mio. kr. 

Rådmand Chr. Lauritz Jensen, der var formand for 

teknisk udvalg og de kommunale værker på Frederiksberg, 

fortæller om kommunens beslutning: 

”Baggrunden var den, at vi på Frederiksberg havde 

et forbrændingsanlæg, der stammede tilbage fra omkring 

1930’erne. Det stod foran en udskiftning, og vi 

kunne enten bygge det om eller indgå en aftale med 

direktør Seitzberg i dommerkostume ved et stævne i 

r98’s idrætsforening – på kløvermarken. 

chr. lauritz jensen 

rådmand på Frederiksberg 

Chr. lauritz Jensen, der var 

formand for teknisk udvalg og 

de kommunale værker.


71 

”Skildpadden” – r98 påbegyndte konstruktionen af egne biler med input fra skraldemænd, 

teknikere og mekanikere omkring 1980. det resulterede bl.a. i skraldebiler med lav indstigning 

i det frem- og nedbyggede førerhus som denne med kælenavnet ”Skildpadden”, der kom 

på gaden i 1981. den lave indstigning gav større komfort for skraldemændene og en bedre 

vægtfordeling i bilen. konstruktionen var opbygget over et chassis leveret af Mercedes. Senere 

i 1988, da volvo overtog leveringen af chassiset, mistede bilen sit karakteristiske udseende. 

også overbygningen med trykpladekomprimering var konstrueret efter r98’s egne tegninger. 

r98-bilen udgjorde gennem 1980-90’erne grundstammen i selskabets vognpark. den var så 

effektiv og stærk, at producenten Falck-Schmidt i odense også solgte den til andre renovationsfirmaer 

i ind- og udland. det var karakteristisk for den åbenhed i teknisk og miljømæssig 

henseende, at r98 ikke tog patent på konstruktionerne. 

beholdervaskebilen med kælenavnet ”afskylia”, maj 1980, blev udviklet som led i r98’s eksperimentering 

med egne biler. det store udhæng gjorde, at bilen kun kunne indregistreres som 

arbejdsredskab og derfor blev plomberet til at køre maks. 30 km/t. det gav bilen en begrænset 

aktionsradius og begrænset anvendelighed. 

Amagerforbrænding. En anden del af baggrunden var, 

at den ordning, vi havde på Frederiksberg med private 

vognmænd, der fjernede skraldet, var forældet. Både 

i den henseende, at det var upraktisk med de mange 

små, private vognmænd, og i den, at det var meget 

forskelligt, hvordan afhentningen blev udført. Nogle 

vognmænd kørte med heste og åbne læs længe efter 

krigen, mens andre fulgte med udviklingen og begyndte 

med biler, der komprimerede affaldet. 

I begyndelsen af 1970’erne strejkede skraldemændene, 

og det viste sig, at vognmændene slet ikke kunne 

håndtere den situation. De kunne ikke blive enige om, 

hvad de skulle gøre, og forstod i det hele taget ikke at 

forhandle med skraldemændene. Det slog hovedet på 

sømmet. 

Vi havde i kommunen ikke embedsmænd, der kunne 

forhandle ordningen igennem, og vi entrerede så med 

R98 om at overtage udførelsen i Frederiksberg Kommune. 

Direktør Seitzberg udarbejdede en redegørelse 

for, hvordan selskabet kunne tænke sig at udføre 

opgaven, og den overbeviste os. 

Vi fik en overgangsordning med R98, der gradvist 

over en treårig periode skulle overtage renovationen 

på Frederiksberg. R98 begyndte den 1. juli 1972. 

Overgangsperioden blev i realiteten meget kortere. 

Det viste sig, at de fleste af vognmændene meget 

snart overlod bortfjernelsen til R98, som selskabet nu 

hed. Frederiksberg Kommune blev samtidig interessent 

i Amagerforbrænding. 

Vi har været meget tilfredse med R98’s overtagelse 

og modernisering af renovationsområdet her på Frederiksberg. 

Særlig den ensartethed i udførelsen, der 

kom, var positiv.” 44 

Direktør Seitzberg fortæller, hvad indlemmelsen af 

Frederiksberg betød for R98: 

”Det skete sådan, at vi blev bedt om at beskrive, hvordan 

opgaven kunne løses. Det gjorde vi, og resultatet 

blev, at Frederiksberg kom med i koncessionen. Selskabet 

måtte overtage og sælge Frederiksbergs gamle 

materiel og påtage sig at anskaffe nyt. Frederiksberg 

betalte så en sum penge for at komme ind i koncessionen 

på stort set samme betingelser som Københavns 

Kommune. Der var ni distrikter på Frederiksberg, og 

victor brockdorff (i midten) afslører sit maleri i r98’s kantine den 11. januar 

1974 – helt ude til venstre direktør Seitzberg. billedudsnittet viser et motiv 

fra den indre by med gammel Strand, det gamle assistenshus/kulturministeriet 

og rådhustårnet i baggrunden. 

det var en kolossal fordel, at de kom med. Det var jo 

helt tosset at have en lille enklave liggende midt i København 

med sin egen dagrenovationsordning. Nu 

kunne R98 rationalisere yderligere.” 45 

Forureningsfonden af 1972 blev indstiftet som en almen 

forsknings- og forureningsfond, der skulle sikre 

skabelse af ”en uddybet viden om forureningsbekæmpelsen 

og dennes udvikling i fremtiden”. Fonden 

skulle yde økonomisk støtte til forskning og udvikling 

af nye metoder og nyt materiel til affaldshåndtering, 

herunder recirkulation og tilintetgørelsesmetoder. 46 

Med Forureningsfonden og den nye renholdningsstation 

bragte R98 sig i front både miljømæssigt og teknologisk. 

Renholdningsstationen blev beskrevet som 

den mest moderne, verden endnu havde set, med ny 

administrationsbygning, nye værksteder og plads til 

den voksende bilpark, der blev opbygget med det nyeste 

nye materiel, den svensk producerede Norba i 3. 

generation. Flytningen betød også, at firmafarven, der 

havde været grøn, skiftede til hvid og blå. 

I tilgift til den avancerede renholdningsstation på 

Kraftværksvej fik KGR/R98 en uventet, men kærkom- 

men økonomisk saltvandsindsprøjtning. Det skete i 

forbindelse med etableringen af Amagerforbrænding 

og kommunens opkrævning af afgifter for forbrænding 

af affald. Kommunen, der hidtil havde opkrævet 

en symbolsk afgift, gjorde afgiften mere tidssvarende 

og forhøjede den med 40 pct. fra 1969 til 1970. Som 

følge af tekniske og kapacitetsmæssige problemer på 

det nye forbrændingsanlæg gik der imidlertid et år, før 

kommunen krævede R98 til regnskab. I det år forblev 

afgiften hos R98, hvilket gav selskabet et favorabelt 

økonomisk fundament i størrelsesordenen 100 mio. 

kr. Dette økonomiske fundament gav luft under vingerne 

for de miljø- og genbrugstiltag, direktør Seitzberg 

tog initiativ til. 

miljø, genbrug og tidsstuderede akkorder 

Genbrug var frem til 1960-70’erne noget, der blev 

forbundet med krigs- og efterkrigstidens små kår og 

varemangel, mens store mængder affald signalerede 

velstand. Holdningsskiftet indtraf med oliekriserne. 

Da virkningerne af den første oliekrise i 1973 havde 

lagt sig, gik genbrugs- og miljøsagen lidt i stå, men omkring 

1980 kom der fart på sagen igen, sparket i gang af 

bestyrelsesformand henning vang 

Jensen afslører maleriet af direktør 

Seitzberg i forbindelse med direktørens 

60-års-fødselsdag i 1977.


73 

Palle nissen 

Fællestillidsmand Palle nissen blev 

ansat som skraldemand i kgr i 

1970. i tiåret 1982-1992 var han 

tillidsmand for skraldemændene 

i r98 og fællestillidsmand for de 

ansatte på lo-området. i 1999 blev 

han igen tillidsmand og fællestillidsmand 

efter i 1990’erne at have 

koncentreret sig om opbygningen af 

brancheklubben for renovationsarbejdere 

i danmark. Palle nissens 

faglige engagement har gjort ham 

til en institution i r98. i 2002 blev 

han af lo Storkøbenhavn kåret til 

årets tillidsrepræsentant. 

den anden oliekrise i 1979. Genbrugs- og miljøteknologi 

blev et helt nyt felt for uddannelse, forskning og praktisk 

anvendelse i R98, fortæller teknisk direktør Per Nilsson: 

”Man var begyndt at anvende sekundære råstoffer 

som alternativ til de naturgivne. Brugt papir, metal og 

plast kunne oparbejdes og genanvendes og blev det 

i stigende omfang. Det forudsatte en sortering af affaldet. 

Eksperimenter viste, at den mest hensigtsmæssige 

sortering foregik ved kilden, hos forbrugerne. 

Anlæg til sortering duede ikke – én gang blandet var 

affaldet næsten umuligt at sortere rationelt … i 1980 

begyndte vi med indsamling af glas – først som et forsøg 

på Amager, hvor flere kommuner deltog. Forsøget 

løb over to år og mundede ud i en rapport. Rapporten 

dannede grundlag for returglasordningen, der 

blev iværksat i stor målestok i 1983/84. R98 udviklede 

indsamlingsteknikker, mens Københavns stadsarkitekt 

stod for designet af de containere, vi har den dag i dag. 

Ideen var at etablere en udvikling uden skader på 

miljøet og rovdrift på ressourcerne, uden spredning 

af tungmetaller, pesticider og andre miljøfarlige stoffer 

– med et senere udtryk: en bæredygtig udvikling. 

I den henseende er Danmark et foregangsland med 

København/Frederiksberg i centrum. Der har været 

”bemandingen” på 1. sal i administrationsbygningen 

var hjertet i r98, 

hvorfra der morgen efter morgen blev 

sendt skraldemænd ud i hver en afkrog 

af byen. 

stor bevågenhed fra politisk side, og den særlige danske 

affaldsmodel kan tjene som forbillede for bestræbelserne 

på at etablere en bæredygtig udvikling – det 

viser ikke mindst udlandets interesse.” 47 

I forlængelse af udviklingen inden for miljøteknologi 

fulgte en udvikling på arbejdsmiljøområdet. Med henblik 

på at erstatte det hidtidige akkordlønsystem med 

unøjagtige værdier for arbejdsopgavernes varighed 

udvikledes et langt mere retvisende akkordlønsystem 

på basis af detaljerede tidsstudier. Fra omkring 1980 

blev arbejdet målt op i mindste detaljer og tidssat. 

Palle Nissen, der blev ansat som skraldemand i R98 i 

1970, blev sikkerhedsrepræsentant i 1976 og tillidsmand 

i 1982, fortæller om de nye akkorder, der dog 

først blev indført i 1994: 

”Vi har kortlagt alt, hvad vi laver ned i mindste detaljer. 

Er der døre her, er der låse, skal de åbnes med en 

nøgle, hvor mange gange skal døren låses op, er der 

trin ned, er der kældergang, er der trin op, er der lifte; 

alle de ting er målt op og skrevet ind i overenskomsten. 

Vi får også tid og dermed penge for kørsel til 

forbrænding, og det er blevet målt, hvor lang tid det 

tager at køre fra Nørrebro, fra Østerbro osv. til Amagerforbrænding 

i myldretiden og uden for myldreti- 

Formand for renovationsarbejdernes 

Fagforening børge larsen taler 

ved afsløringen af skulpturen Skralden, 

der var medarbejdernes gave 

til r98 ved 75-års-jubilæet den 1. 

november 1973. Skulpturen blev 

opstillet på pladsen foran administrationsbygningen. 

den. Det er ret kompliceret, men et godt system. Over 

en periode på syv år bliver alle data og opmålinger 

gennemgået.” 48 

den danske aFFaldsmodel 

Den danske affaldsmodel var på mange måder bygget 

op på basis af de forsøg og eksperimenter, som 

R98 og København/Frederiksberg gennemførte i 

1970-80’erne men også på basis af erfaringer fra de 

affaldsselskaber, som eksisterede i en række andre 

kommuner. Modellen blev kodificeret med et cirkulære 

fra Miljøstyrelsen i 1985. Cirkulæret lagde ansvaret 

for behandling af alt affald – husholdningsaffald, 

erhvervsaffald og farligt affald – hos kommunerne og 

blev implementeret over en årrække. Modellen gav 

kommunerne mulighed for at sikre den nødvendige 

kapacitet på behandlingsanlæg samt opnå viden om 

mængder og typer af alt produceret affald. Til modellen 

hørte en anvisningsret for kommunerne til korrekt 

behandling og en benyttelsespligt for virksomhederne 

til de anviste anlæg. Modellen gjaldt for såvel deponering 

som forbrænding og genanvendelse. Specielt for 

genanvendelse var der tilknyttet en særbevilling, der 

blev administreret af Miljøstyrelsen. Bevillingen blev 

brugt til at udvikle nye genanvendelsesmetoder og 

adskilte sig fra, hvad man kendte i andre europæiske 

lande, hvor myndighederne ofte manglede viden om 

mængderne og typer af erhvervsaffald. 49 

Den danske affaldsmodel blev udbygget med konkurrencelovgivningen, 

der specifikt hjemlede kommunerne 

ret til at give koncession, ”hvis en konkurrencebegrænsning 

er en direkte eller nødvendig følge 

af offentlig regulering” (§2, stk. 2, 1. pkt.). 50 Denne 

passus skulle senere blive et vigtigt omdrejningspunkt 

i angrebene på koncessionen. 

Hele denne udvikling, hvor miljøet i 1970’erne blev et 

selvstændigt politisk felt med eget ministerium, egen 

styrelse, egen lovgivning og kommunale institutioner, 

gjorde R98 til det eksekutive led i en institutionel kæde, 

og den lange koncessionsperiode satte koncessionsparterne 

i stand til at planlægge langsigtet. Det bidrog 

til, at R98 blev det største affaldshåndteringsselskab i 

Danmark. Netop størrelsen var en væsentlig forudsætning 

for, at selskabet kunne udfolde sit innovative potentiale, 

operationalisere sin lange erfaring og dermed 

bidrage til at udvikle og opfylde miljømålsætningerne 

i sit operationsområde – de to hovedstadskommuner 

København og Frederiksberg. 

Før miljølovgivningen satte en stopper 

for det, måtte skraldemændene 

nærmest kravle gennem lavloftede 

kældergange med bøtten på nakken. 

det umenneskeligt hårde slid 

og slæb lagde mange skraldemænd 

i graven før tid.

I 1970’erne blev miljøet et 

selvstændigt politisk felt med eget 

ministerium, egen styrelse, egen 

lovgivning og kommunale institutioner. 

r98 blev det eksekutive led i denne 

institutionelle kæde og udviklede 

i samarbejde med Københavns 

og Frederiksberg Kommuner 

affaldsindsamlingen med henblik 

på genbrug.


77 

Positioneringen i netværket bidrog til at forvandle R98 

fra at være en vognmandsforretning til at blive en højteknologisk 

miljøvirksomhed. 

teknologiske landvindinger 

Miljøindsatsen gik i R98 hånd i hånd med selskabets 

egen teknologiske udvikling. Igen var Per Nilsson idemand 

og tekniker. Han fortæller: 

”Selskabets teknologi udviklede sig stærkt fra omkring 

1980, hvor vi begyndte at få fremstillet renovationsbiler 

af egen konstruktion. Baggrunden var vores erfaringer 

– gode som dårlige – kombineret med egne ideer. 

Det førte også til flere tekniske innovationer, såsom vaskeanlæg 

for beholdere og andet. Vi konstruerede og 

byggede en omlastningsstation for erhvervsaffald og 

storskrald i samarbejde med Amagerforbrænding. Tidligere 

blev den type affald kørt direkte til lossepladser 

i omegnen. R98 købte og indrettede i Uggeløse den 

første kontrollerede losseplads i Danmark.” 51 

Niels Hulvej, maskiningeniør af uddannelse og ansat i 

R98’s udviklingsafdeling, fortæller: 

”Det var en beslutning, direktør Seitzberg og chefen 

glascontaineren blev designet af 

københavns stadsarkitekt i midten af 

1980’erne. 

for teknisk afdeling i 1981, Per Nilsson, havde truffet 

om, at vi skulle konstruere vores egne biler. Udviklingsarbejdet 

begyndte sidst i 1970’erne, og de første 

biler kom på gaden i begyndelsen af 1980’erne. Jeg 

var med til at lave de sidste tegninger og har været 

med til at forbedre det hen ad vejen. 

Udviklingsafdelingen bestod af fire ansatte. Vi skulle 

tage os af alt teknisk materiel og udvikle materiel til 

nye affaldsordninger som indsamling af madaffald og 

papirindsamling. 

Vi designede de første af vores egne biler. Mit første 

job var at lave opspændingsværktøj til at producere bilerne 

i – en svejselære. Vi har stadig noget af det i dag. 

Vi lavede alt selv – værktøj og konstruktionstegninger 

– men producerede ikke bilerne. Værktøjet blev stillet 

ud til producenten. Vi har biler af egen konstruktion, 

der kører den dag i dag.” 52 

R98 udviklede fra 1980 bl.a. en glasaffaldsbil, en beholdervaskebil 

og en dagrenovationsbil med lav indstigning 

kaldet ”Skildpadden”. 

den gamle og den nye direktør – Svend Seitzberg (tv) og niels Jørn hahn – ved sammenkomsten i r98 for ældre, afgåede medarbejdere 

den 12. juni 1987. niels Jørn hahn blev direktør i 1987, da Svend Seitzberg gik på pension. den nye direktør moderniserede r98 i 

to henseender – han udbyggede det miljøtekniske koncept sammen med Per nilsson, og han skabte ved siden af det koncessionerede 

selskab en parallel kommerciel organisation. de to ben – det koncessionerede og det kommercielle – eller det hahnske system – blev 

grundlag for et helt nyt r98, der blev etableret som erhvervsdrivende fond i 1993/94. 

ny direktør – nye selskaber 

Den tekniske og miljømæssige indsats stoppede ikke, 

da direktør Seitzberg i 1987 gik af efter 32 år på posten. 

Seitzbergs renomé også internationalt gjorde, at 

han i 1988 fik ISWA-kongressen (International Solid 

Waste Association) afholdt i København. 53 

Den nye direktør, Niels Jørn Hahn, fortsatte ad de 

spor, Seitzberg havde udlagt, med teknisk direktør Per 

Nilsson som den, der repræsenterede kontinuiteten. 

Men der kom også nye boller på suppen med Niels 

Jørn Hahn ved roret. 

Den nye direktør var ingeniør som sin forgænger, men 

modsat Seitzberg kom Hahn ikke fra det kommunale 

system. Han kom fra det private erhvervsliv, hvor han 

havde været administrerende direktør i råstofselskabet 

Farum Sten og Grus Kompagni A/S og den rådgivende 

ingeniørvirksomhed Enviroplan A/S. Niels Jørn 

Hahn brugte sin erfaring fra det private erhvervsliv til 

ved siden af det koncessionerede område at udvikle 

et kommercielt. Den side af sagen var påbegyndt af 

Seitzberg med etableringen af erhvervsaffaldsafde- 

lingen (EAA) og fortsatte med købet af Mærsk Kemi i 

1983 til oparbejdning af returpapir og etableringen af 

et selskab til genbrug af avispapir og et papirballeanlæg 

i 1986 – samme år påbegyndte R98 også indsamling 

af madaffald fra storkøkkener. 

Videreudviklingen af den kommercielle side af sagen 

skete af hensyn til den fortsatte teknologiske og 

miljømæssige udvikling og ikke mindst af hensyn til 

koncessionen, som Hahn mente bedst kunne sikres 

og ekspanderes i et samspil mellem koncessionerede 

og kommercielle aktiviteter. På den måde bidrog Niels 

Jørn Hahn til, at R98 kunne honorere vidensamfundets 

differentierede krav til miljø og genbrug og kombinere 

disse krav med tidens erhvervsfilosofi om diversificering. 

Udviklingen af kommercielt baserede datterselskaber 

tog også hensyn til den nyliberale politiske 

dagsorden om privatisering. 

Endelig blev etableringen af aktieselskaber set som 

et værn mod branchens stadige angreb på R98 for at 

sammenblande koncessionerede og ikke-koncessionerede 

aktiviteter, og indtrykket var, at der med de


79 

to ben – det koncessionerede og det kommercielle – 

blev skabt en klar adskillelse. 

Fra november 1990 igangsatte direktionen og bestyrelsen 

i R98 en strategisk planlægning ”for at sikre en 

udvikling af selskabet i de nærmeste år, baseret på 

en række mere langsigtede og ambitiøse mål”. 54 Den 

første strategiplan skulle dække perioden fra juli 1991 

til udgangen af december 1994. Den umiddelbare 

baggrund var den nye teknologi, R98 introducerede 

i 1990 med mobilsug, frontlastere og satsning på nye, 

integrerede servicekoncepter med højt videnindhold. 

Den udvikling hang sammen med en øget fraktionering 

af affaldet, især det farlige som sygehusaffald, 

kviksølvholdigt affald m.m. Planlægningen var også 

båret af et ønske om at ændre den gamle virksomhedskultur 

i retning af større medarbejderdeltagelse, 

personaleudvikling og arbejde i projektgrupper. Det 

gamle værdigrundlag, der havde været præget af, ”at 

R98 har været ’den store’ i branchen, som vil være 

forrest i den tekniske udvikling og kunne tilbyde alle 

former for afhentning med højt serviceniveau”, blev 

præciseret til: 

Fra indvielsen af ballepresningsanlægget 

i maj 1988. direktør niels 

Jørn hahn fremviser en model af 

anlægget. Fra venstre ses chef for 

teknisk afdeling Per nilsson, Miljøstyrelsens 

direktør Jens kampmann, 

niels Jørn hahn, Miljøborgmester 

Charlotte ammundsen, ikke-navngivet 

samt r98’s bestyrelsesformand 

henning vang Jensen. 

– ”Tro på stordriftsfordele 

– Troværdighed – ingen ’tvivlsomme’ løsninger 

– Langsigtet tænkning i stedet for kortsigtet ’profit’- 

tankegang 

– Ønske om at højne fagets anseelse og renovationsarbejdernes 

sociale anseelse og velfærd 

– Gode relationer til medarbejdernes organisationer 

– ’Kulturforskel’ mellem koncessionsbaserede aktiviteter 

og øvrig virksomhed” 55 

Denne præcisering kom til at indgå i fortællingen om 

det nye R98 og blev både et væsentligt udtryk for 

virksomhedskulturen og en væsentlig anstødssten for 

branchen. Men også myndighederne havde et vågent 

øje på denne udvikling. 

aktieselskaberne 

Strategiprocessen blev iværksat efter en ”trin for trinmodel”. 

I 1987 var R98’s erhvervsaffaldsafdeling blevet 

omdøbt til Renoflex, samme år blev R98 medejer af 

Hovedstadens Jordrens A/S, der året før var etableret 

af I/S Amagerforbrænding og opererede inden for området 

behandling og afsætning. RGS90, Råstof og Genanvendelses 

Selskabet af 1990 A/S, blev etableret med 

henblik på at genanvende bygningsaffald og rense forurenet 

jord m.m. – noget, R98 havde fået viden om i 

Hovedstadens Jordrens. Biogas København A/S blev 

etableret i 1991 og indgik sidst i 1990’erne i Renoflex, 

der i 1994 var blevet etableret som aktieselskab. 

En række virksomheder blev oprettet inden for systemsalg 

og videnformidling som Rendan A/S, der 

blev etableret i 1989 som viden- og rådgivningscenter 

med udrednings- og udviklingsopgaver inden for 

affald, genanvendelse, miljøstyring m.m., som Danwaste 

Consult A/S af 1990 og Danwaste Projekt A/S 

af 1991, der i 1998 blev til Danwaste A/S, der skulle 

operere udenlands med salg af knowhow og systemeksport, 

som R98 Renovationsteknik A/S af 1994, der 

blev etableret som teknologiorienteret selskab med 

projektering og salg af stationære og mobile sugeanlæg, 

skaktudstyr og andet affaldsudstyr – selskabet 

blev i 2002 til Envac Danmark A/S. Genfiber A/S af 

1987 blev i 1990 til Danfiber A/S, der skulle formidle 

returpapir til de danske fabrikker og virke på non-profit-basis 

i et samarbejde mellem en række kommunale 

affaldsselskaber samlet i foreningen Renosam, der 

sammen med R98 og Brødrene Hartmann-koncernen 

var initiativtagere. Dansk Special Affald A/S var et Ma- 

rius Pedersen-ejet selskab for indsamling af olie- og 

kemikalieaffald, som R98 indtrådte i i 1991 ved køb af 

50 pct. af aktiekapitalen. Danish Computer Recycling 

(DCR), der blev startet af unge iværksættere i 1995, 

fik en saltværksindsprøjtning i 1997, da R98 trådte ind 

i selskabet. Danbørs A/S blev etableret i 1998 med 

afsætning af genanvendte materialer, dog ikke papir, 

som Danfiber tog sig af. 

Etableringen af nye selskaber må forstås i sammenhæng 

med det stigende fokus på affaldets fraktionering, 

på miljø og på genbrug, men også i sammenhæng 

med udviklingen i branchen og med den indre udvikling 

i R98, hvis koncession alene omfattede husholdningsaffald 

og dagrenovationslignende erhvervsaffald. 

De nye selskaber blev dels oprettet eller overtaget af 

R98 eller etableret som joint ventures med andre operatører 

i branchen – private såvel som koncessionerede 

selskaber – og kommuner. Der var således både 

tale om samarbejde og konkurrence mellem de private 

operatører og det koncessionerede selskab. 

Den nye direktør prioriterede i den strategiske planlægning 

sammenhængen mellem den organisatoriske udvikling 

med datterselskaber, den miljøteknologiske for- 

råstof og genanvendelses Selskabet 

af 1990 a/S (rgS90) tog sig bl.a. af 

forurenet jord. Selskabet blev sammen 

med renoflex det store og mest vellykkede 

i det kommercielle ben under den 

erhvervsdrivende fond.


81 

Specialbygget mikrobil, der er så lav, at den kan køre 

ind i parkeringskældre og andre kælderanlæg. 

nyelse og virksomhedskulturen, og denne prioritering 

blev omdrejningspunkt for R98’s udvikling i 1990’erne. 

Vedtægtsændringen i 1993 var et led i denne nyorientering 

af det gamle selskab, der i 1991 havde fået følgende 

karakteristik af planlægningsgruppen: ”R98 er 

som virksomhed ganske speciel: På den ene side har 

den haft et vist institutionspræg i den forholdsvis statiske 

situation, der prægede fagområdet, før miljø, privatisering 

og internationalisering blev varme emner. På 

den anden side har den med de begrænsninger, som 

følger af vedtægt mv., altid været forsøgt drevet efter 

det private erhvervslivs normer.” 56 Dermed var de nye 

horisonter og nye vedtægter blevet introduceret. 

De kommunale, halvkommunale og koncessionerede 

virksomheder og deres aktiviteter tiltrak sig også de 

statslige myndigheders interesse. Indenrigsministeriet 

anmodede således i 1991 kommuner og amtskommuner 

om at fremkomme med forslag til ophævelse eller 

ændringer af regler, ”som enten er overflødige eller 

generende for løsningen af de kommunale opgaver”. 57 

I København pegede Magistratens 5. afdeling på en 

række sådanne opgaver: 

– Kommunalfuldmagtens grænser 

– Adgangen til at udføre indtægtsdækkede opgaver 

– Adgangen til at deltage i selskabsdannelser, som 

ikke er rent offentlige 

– Adgangen til at foretage systemeksport og anden 

form for international virksomhed 

– ”Hvile i sig selv-princippet” 58 

Magistratens 5. afdeling mente, at disse problemfelter 

særligt gjorde sig gældende inden for dens ressort, 

og flere af felterne havde relevans for R98 og 

dets datterselskaber. 

Konkurrencerådet var ligeledes aktivt og besluttede 

”at iværksætte en undersøgelse af markedet for genbrug 

af papir og plast i henhold til konkurrencelovens 

§ 8, stk. 1”. 59 Konkurrencerådets initiativ skal ses som 

en direkte reaktion på dannelsen af Danfiber A/S, og 

rådets undersøgelse udkom i august 1991. 60 

Alt i alt viser udviklingen, at myndighederne holdt et 

vågent øje med R98 og de mange selskabsdannelser, 

der havde rod i det koncessionerede selskab. 

NOTER 




46 Fundats for Forureningsfonden af 1972, i R98’s arkiv. 

47 R98 – 100 år for miljøet, s. 44. Genanvendelse var ikke en 

ny foreteelse. I første halvdel af 1880’erne, altså 100 år tidligere, 

havde Dagsrenovationsselskabet for København forsøgt 

sig med et genanvendelsessystem for dagrenovation 

baseret på svinehold og en ny indsamlingsmetode. Efter 

frasortering af de ikke-foderegnede dele blev affaldet ”kastet 

for svinene” på selskabets landbrugsbedrift med 1.000 

dyr – indtil det gik galt i 1888, hvor der udbrød ”svinedifteritis”, 

og dyrene blev aflivet. Efterfølgende blev en lov gennemført, 

der forbød svinehold baseret på dagrenovation. 

Det uheldige genbrugseksperiment fik langtrækkende 

virkninger, og først i 1980’erne blev genanvendelse af dagrenovation 

igen aktuel – men nu i en helt anden samfundsmæssig 

kontekst (Th. S. Reiths erindringer, i R98’s arkiv). 

48 Interview. 

49 DAKOFA (2007). 

50 Danmark havde siden 1931 haft en konkurrencelovgivning 

med skiftende betegnelser: Prisaftaleloven (1931-55), Monopolloven 

(1955-90) og Konkurrenceloven fra 1990. Frem 

til 1997 var konkurrencelovgivningen baseret på et kontrol- 

princip; dette blev med konkurrenceloven af 1997 skærpet 

til et forbudsprincip under indtryk af globaliseringen og 

med inspiration fra USA (antritrustloven af 1890) og EU’s 

indre marked af 1993. 

51 R98 – 100 år for miljøet, s. 45. I perioden fra ca. 1980 til 

ca. 2001 fik R98 bygget omkring 100 skraldebiler af egen 

konstruktion, de fleste hos Falck Schmidt i Odense. 

52 Interview. 

53 Om konferencen se ISWA 88 Proceeding: Andersen og 

Møller (1988). 

54 Introduktionsskrivelse fra planlægningsgruppen i R98, maj 

1991, s. 1, i R98’s arkiv, Strategiplan. 

55 Introduktionsskrivelse, s. 3. 

56 Introduktionsskrivelse, s. 4. 

57 Skrivelse af 18. april 1991 fra Indenrigsministeriet, i R98’s arkiv. 

58 Skrivelse af 13. juni 1991 fra Magistratens 5. afdeling til 

overborgmesterens afdeling, i R98’s arkiv. 

59 Skrivelse af 23. august 1991 fra Konkurrencerådet til R98. 

60 Interessen for genbrug af papir fulgte af en ny lovgivning, 

der trådte i kraft i den 1. januar 1990, hvorefter kommunerne 

skulle iværksætte indsamling af papir fra private i bebyggelser 

med over 2.000 husstande samt fra handelsvirksomheder. 

Danfiber A/S kan ses som eksempel på, at R98 reagerede 

hurtigt og relevant på ny lovgivning på affaldsområdet. 

Før de specialbyggede, lave mikrobiler 

kom på gaden, måtte den 

almindelige skraldebil køre hen til 

kælderindgangen, hvor skraldemændene 

havde kørt beholderne 

frem – som her i domus vista i 

1970’erne.

84 vI toG SKralDet – det nye r98 1993 85 

kaPitel 4 

det nye r98 

1993 

den erhvervSdrivende 

Fond 

nye horisonter – nye vedtægter 

Det nye koncept med datterselskaber var under implementering, 

da EF’s indre marked trådte i kraft fra 

årsskiftet 1992/93. Det indre marked sigtede mod fri 

bevægelighed for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft 

og fik omfattende og dybtgående indvirkning 

på det danske samfund og den måde, det havde 

fungeret på. I de revner og sprækker, der åbnede sig 

mellem EF-direktiverne og den eksisterende danske 

lovgivning, opstod nye spillerum for fortolkninger, 

der kunne gå i den ene eller den anden retning afhængig 

af juridiske vurderinger og magtpolitiske 

konstellationer. 

Det indre marked blev udfyldt med bl.a. tjenesteydelsesdirektivet, 

der krævede udbud af en række opgaver, 

der hidtil havde ligget i offentligt regi. Det kunne 

være af betydning for de kommunale affaldsselskaber, 

samlet i RenoSam – De Fælleskommunale Affaldsselskabers 

Samarbejdsorganisation i Danmark. RenoSam 

var opmærksom på problematikken og fik i august 

1992 udarbejdet rapporten Privatisering – udlicitering 

og samarbejder i affaldsselskaber og kommuner. 

r98 etablerer sig som erhvervsdrivende 

Fond med en række kommercielle datterselskaber 

ved siden aF det koncessionerede 

område og oPbygger et system aF selskaber, 

der ændrer det gamle r98 Fundamentalt. 

De private affaldsselskaber var ligeledes opmærksomme 

på de nye betingelser, og firmaet Marius Pedersen 

A/S fik af juraprofessor og EF-ekspert Peter Pagh udarbejdet 

et Responsum vedrørende de kommunale 

affaldsordninger og regler om ejerforhold for lossepladser. 

61 

Koncessionsparterne havde ligeledes fokus på de nye 

betingelser, og Københavns og Frederiksberg Kommuner 

og R98 nedsatte i 1992 en arbejdsgruppe, 

der skulle undersøge eventuelle konsekvenser for 

koncessionen. Undersøgelsen førte til en ændring af 

R98’s vedtægter, der blev godkendt af repræsentantskabet 

i oktober 1993 og af Borgerrepræsentationen i 

december 1993. 

erhvervsdrivende Fond 

Vedtægtsændringen havde flere forudsætninger. Den 

vigtigste konsekvens blev på sigt opbygningen af en 

ny selskabsstruktur med et kommercielt ben ved siden 

af det koncessionerede og en strategi, der gik ud på 

at udbygge det kommercielle ben med en række datterselskaber. 

Til det formål ville koncessionsparterne 

sikre sig, at R98 kunne bevare sin status som selvejen

86 vI toG SKralDet – det nye r98 1993 

87 

administrerende direktør niels Jørn 

hahn og fællestillidsmand Palle 

nissen underskriver miljøchartret, 

juni 1992. 

de institution og etablerede den nye struktur under en 

erhvervsdrivende fond. 

Som selvejende institution havde R98 i forbindelse 

med fondslovgivningen midt i 1980’erne fået dispensation 

af Industriministeriet (21. marts 1985) for bestemmelserne 

om erhvervsdrivende fonde, således at 

virksomheden var fritaget for skat af eventuelle overskud. 

62 I forbindelse med vedtægtsændringen blev 

denne dispensation fornyet. 

Vedtægtsændringen indebar, at R98 blev defineret 

som værende lig med en erhvervsdrivende fond. 

Som sådan kunne R98 dels drive koncessioneret virksomhed 

dels ikke-koncessioneret virksomhed. Den 

ikke-koncessionerede virksomheds overskud skulle 

udloddes til almenvelgørende formål – ifølge vedtægterne. 

63 Den koncessionerede aktivitet var nedfældet i 

vedtægtens par. 3, stk. 1, mens ikke-koncessionerede 

aktiviteter blev nedfældet i par. 3, stk. 2. 

Fondslovgivningen var blevet indført midt i 1980’erne, 

hvor fonde var under angreb bl.a. for misbrug af 

skattefritagelsen. 64 Det forhold, at R98 i 1993 ind- 

rettede sine vedtægter efter en fondslovgivning fra 

1980’erne, må ses som udtryk for, at selskabet først i 

1993 fungerede som en erhvervsdrivende fond med 

det formål at kunne udvikle den kommercielle virksomhed, 

(selv om ministeriets dispensation fra marts 

1985 indirekte definerede R98 som erhvervsdrivende 

fond). Den direkte positionering som fond indebar, at 

ingen uden for R98 kunne have ejendomsret til R98’s 

formue. Fondslovgivningen måtte også efterleves på 

det punkt, der hed, at en fondsstifter ikke måtte have 

bestemmende indflydelse på udlodninger fra fonden, 

herunder bestemme, hvad der skulle ske med fondes 

aktiver ved ophør. 

Det betød, at kommunernes indflydelse blev svækket, 

idet Københavns Kommune blev identificeret 

som fondsstifteren, der både i 1898 på natrenovationsområdet 

og i 1960’erne på dagrenovationsområdet 

havde finansieret initialaktiviteterne. Kommunen 

og fra 1972 kommunerne kunne derfor ikke 

længere som i de gamle vedtægter råde over aktiver 

og passiver ved koncessionens ophør. Kommunernes 

mulighed for at gribe ind i R98’s drift måtte ligeledes 

fjernes fra vedtægten. 

Det lignede og var en koncentration af magt og indflydelse 

i R98’s styrende organer. En magt, der blev 

kraftigt udvidet i takt med etableringen af succesrige 

datterselskaber i det kommercielle ben og ikke mindst 

med udbygningen af de to ben til et helt system. Men 

det var også et økonomisk tilskud til og en værdiforøgelse 

for R98. 

Kommunerne havde indvilget i at lade sig distancere og 

gjorde ikke alvorlige ophævelser – de blev kompenseret 

dels med, at det rullende materiel skulle overgå til dem 

ved koncessionsophør (i 2020), dels med en aktiepost 

(58 pct.) i det nydannede selskab, Renoflex A/S, der fik 

overført 90 mio. kr. i nominel aktiekapital fordelt med 

42 pct. til R98, 49 pct. til Københavns Kommune og 9 

pct. til Frederiksberg Kommune. 65 Ved R98’s opløsning 

skulle der ske udlodning af aktiverne til de i vedtægterne 

bestemte formål, hvilket også kunne komme kommunerne 

til gode ligesom udlodninger fra overskud i 

datterselskabernes kommercielle aktiviteter. 66 

Vedtægtsændringen havde endvidere relation til nye 

bestemmelser for affald. Affaldsbekendtgørelsen blev 

revideret og udbygget i 1993 med en kortlægningsdel 

glasbeholderne blev i forskellige versioner specialdesignet 

af stadsarkitekten i københavn med henblik på at 

kunne tilføre byrummet et designmæssigt løft. glasaffaldsbilen – en treakslet 

volvo med en stor, åben container 

og en hydraulisk kran, der griber 

fat i og løfter glasbeholderen op og 

tømmer indholdet ud i bilens åbne 

container. 

– med redegørelse for affaldsmængder og systemer – 

med en strategidel – med kommunernes overordnede 

politik på området – og med en planlægningsdel – 

med en 12-årig horisont. Et nyt regulativ for husholdningsaffald, 

der skulle træde i kraft fra 1. januar 1994, 

opdelte affaldet i en række fraktioner: 

– PVC-affald og imprægneret træ 

– Papiraffald 

– Dagrenovation 

– Natrenovation 

– Problemaffald 

– Storskrald 

– Glasemballageaffald 

– Haveaffald 

Vedtægtsændringen i 1993 åbnede for en helt ny organisatorisk 

og strukturel udvikling, der havde været 

på trapperne, men nu kunne udfolde sig helt og holdent 

og i løbet af 1990’erne gjorde R98 til et helt anderledes 

selskab end hidtil. I et notat fra 1994 om selskabets 

konkurrencesituation hed det om fremtiden: 

”Det er direktionens opfattelse, at R98’s fremtid bør 

baseres på en påvirkning af og deltagelse i de nye


89 

Madaffaldsbilen fra midt i 1980’erne var led i genbrugstanken. 

den bestod af en container uden komprimering. 

Udenpå havde den plads til affaldsspande, 

der blev skiftet ud på stedet – så madaffaldsbilen kørte 

ud med rene spande og kom hjem med snavsede. 

Containeren var forsynet med dobbelt tip for og bag 

og udstyret med vibrator, så det sidste affald kunne 

komme ud. bilen var konstrueret og opbygget efter 

r98’s tegninger og ideer. Chassiet var det traditionelle 

for skraldebiler. her ses bilen på gammel Strand. 

håndteringsystemer for brugte produkter, samtidig 

med at selskabets nuværende aktiviteter med indsamling 

af restprodukter/dagrenovation til stadighed skal 

forbedres og optimeres ud fra brugernes og politikernes 

ønsker og krav …” 67 

renoFlex 

Renoflex A/S havde sin oprindelse i R98’s erhvervsaffaldsaktiviteter, 

der var indgået som en afdeling i selskabet 

siden den første koncession på dagrenovation i 

hele København i 1964. Erhvervsafdelingen (EAA) blev 

i 1987 omdøbt til Renoflex og var på det tidspunkt den 

største enkeltvirksomhed af sin art i hovedstadsområdet 

med ca. en tredjedel af markedet for industri- og 

erhvervsaffald. I en redegørelse fra 1983 hedder det: 

”Erhvervsaffaldsafdelingen fungerer i princippet som 

en privat virksomhed i konkurrence med andre og 

med særskilt regnskab og budget. Afdelingen beskæftiger 

ca. 55 mennesker og råder over ca. 35 ophalercontainere 

og ca. 10 komprimerende renovationsbiler 

til tømning af andre typer containere.” 68 

I 1994 blev Renoflex etableret som aktieselskab pr. 1. 

januar i forbindelse med oprettelsen af den erhvervs- 

drivende fond, hvorved de overskudsgivende aktiviteter 

i R98 blev udskilt fra det koncessionerede selskab. 

Den organisatoriske og økonomiske adskillelse 

var hermed tilsyneladende fuldført. Visionen var, at 

Renoflex skulle være holdingselskab for de kommercielle 

aktiviteter. 69 

Et springende punkt i den nye konstruktion var karakteren 

af relationen mellem R98 og Renoflex. I notatet 

af 30. september 1993 hed det, at der ikke var tale om 

realitetsændringer. Der var altså tale om business as 

usual – og det havde aldrig været helt ligetil at holde 

skæg for sig og snot for sig, fortæller teknisk direktør 

Per Nilsson: 

”Erhvervsaffaldsaktiviteterne blev økonomisk holdt 

ude fra de koncessionerede aktiviteter. Det foregik 

via fordelingsnøgler for fællesomkostninger; sådan 

havde det været siden den første koncession. Men 

det var ret vanskeligt at trække en præcis grænse – 

det kunne diskuteres, og der var debat om det med 

vognmændenes organisation. Det var nu ikke noget, 

kommunerne var optaget af. Men Niels Jørn Hahn traf 

den fornuftige beslutning at skille tingene helt ad ved 

at etablere Renoflex som et selvstændigt aktieselskab 

den 1. januar 1994. Det tog brodden af kritikken, men 

den var der stadigvæk.” 70 

Thomas Christensen, der havde været med til at etablere 

Renoflex i 1987 og i 1994 blev økonomidirektør i 

aktieselskabet Renoflex, fortæller: 

”Renoflex’ grundlag var de erhvervskunder, som R98 

havde haft. Primært mindre erhvervsvirksomheder 

i København. Vi havde også et papiranlæg, hvor vi 

modtog papir og pap, sorterede det og solgte det videre 

til genbrug. Gennem 1990’erne købte vi et par 

vognmandsforretninger i HT-området – øst for Frederikssund-Roskilde-Køge-linjen 

– som samlede affald 

ind i nogle omegnskommuner. På den måde byggede 

vi firmaet op med nye aktiviteter.” 71 

Renoflex opererede i et meget konkurrencebetonet 

marked med en underskov af små og mindre vognmandsforretninger, 

enkelte store og større vognmænd 

og få store affaldsselskaber. Konkurrenceparametrene 

var for de små virksomheders vedkommende ”ultra- 

fleksible løsninger, som måske ikke altid tåler offentlighedens 

søgelys”, mens de store virksomheders vigtigste 

konkurrenceparameter ud over pris var ”regularitet 

og sikkerhed for løsningernes legalitet og i stigende 

grad tilbud om helhedsløsninger” – hed det i direktionens 

notat fra november 1994. 72 

Visionen om at etablere Renoflex som holdingselskab 

for de kommercielle aktiviteter blev ikke til noget. En 

holdingkonstruktion blev først virkeliggjort i 2004 med 

oprettelsen af Renhold A/S. 

råstoF og genanvendelses selskabet aF 

1990 – rgs90 

Inden etableringen af Renoflex var der foregået en udvikling 

på affaldsområdet, der havde engageret R98 i 

en række nye aktiviteter for genanvendelse, fortæller 

Per Nilsson: 

”I 1980/81 begyndte vi på genanvendelse af erhvervsaffald, 

og i 1983 købte vi Mærsk Kemis anlæg, inklusive 

en grund på 56.000 m 2 til det formål. 

Fra 1986 begyndte vi selv på at balle papir med leveringsaftaler 

til papirfabrikker for øje. Vi fik i den 

forbindelse et ballepresningsanlæg. Det blev udvidet 

i 1988 og suppleret med et makuleringsanlæg 

i 1989. I perioden 1987-90 blev papirindsamlings- 

renoflex hentede affald i contain e re 

– som her ved et krydstogtskib på 

langelinie i københavns havn. 

thomas christensen 

økonomidirektør i renoflex 

thomas Christensen havde 

tidligere været ansat i r98’s 

økonomiafdeling og blev økonomidirektør 

i renoflex a/S i 1994.


91 

klunser (datidens genbrugsekspert) i 1951 indsamlede 

brugbare ting og sager i sine tønder på 

ladcyklen. 

ordningen udvidet til at omfatte i princippet alle byens 

husstande. 

I 1986/87 begyndte vi at indsamle madaffald fra storkøkkener. 

Det omdannedes til svinefoder, og fra 1988 

samledes også madaffald fra private husholdninger til 

kompostering – først som et mindre forsøg, hvor 1.500 

husholdninger deltog. Siden med deltagelse af 12- 

13.000 husstande. Det skete i overensstemmelse med 

en handlingsplan fra Folketinget. Den opererede med 

en organisk del af dagrenovationen, der skulle komposteres, 

og en brændbar del. Endvidere med indsamling 

af haveaffald til kompostering. Til den ende indrettedes 

Damhusåens komposteringsanlæg i Valby. 

Råstof og Genanvendelses Selskabet af 1990, RGS90, 

der nu har overtaget komposteringen, oparbejder 

også bygningsaffald til genbrug.” 73 

RGS90 blev til i forbindelse med en række store jordflytninger, 

der blev udbudt omkring 1990 af Københavns 

Kommune. R98 havde kendskab til området fra 

selskabet Hovedstadens Jordrens A/S, og i samarbejde 

med Nymølle Stenindustri A/S (H+H Koncernen) og 

Entreprenørbilerne A/S (R&S Koncernen) blev der i 

1990 oprettet et nyt selskab, Råstof og Genanvendelses 

Selskabet af 1990, RGS90, der blev etableret som 

aktieselskab. Den 1. maj 1991 blev aktiekapitalen udvidet 

betragteligt – R98’s ejerandel udgjorde en tredjedel 

– i forbindelse med overtagelse af en række mindre 

genbrugsanlæg, hvorved RGS90 A/S blev en operationel 

virksomhed. Samtidig fik selskabet Københavns 

Kommunes tilladelse til at opføre et genbrugsanlæg i 

Grøften – et område syd for Sjællandsbroen ved Kalvebodløbet 

og motorringvejen. Det blev i 1996 etableret 

som Kalvebod Miljøcenter, der fik en 15-årig lejeaftale 

og en anvisningsaftale med kommunen. 

Grøften og siden Kalvebod Miljøcenter blev afgørende 

for, at København og Frederiksberg kunne komme 

af med forurenet jord og byggeaffald, og for, at RGS90 

blev en succes. Selskabet opererede i et stort og voksende 

marked for genbrug og satsede på at introducere 

genbrugte produkter som et synligt alternativ til 

originale råstoffer. 

Branchens private aktører knurrede over den tætte 

sammenhæng mellem RGS90 og kommunerne, her- 

Stol fremstillet af affald. 

under den lukrative aftale, og selskabet Sydhavnens 

Sten og Grus rejste en sag. Den endte med en dom ved 

EF-Domstolen, der sagde, at RGS90 kunne få anvist affald 

i afskrivningsperioden for investeringerne, derefter 

skulle det i udbud. RGS90 havde med andre ord et 

faktisk monopol i afskrivningsperioden – 15 til 20 år. 

RGS90’s aktiviteter passede som fod i hose til Miljøministeriets 

”Handlingsplan for Affald og Genanvendelse 

1993-1997” fra 1993, der opererede med, at 

godt halvdelen (54 pct.) af affaldet skulle genanvendes 

inden år 2000. Og genbrugs- og genanvendelsestanken 

blev systematiseret og raffineret i R98, der 

ekspanderede RGS90 ved tilkøb af en række råstofvirksomheder 

i løbet af 1990’erne og inkorporering af 

affalds- og komposteringsaktiviteter fra bl.a. Renoflex 

i 1995. I 2001 fusionerede RGS90 med Hovedstadens 

Jordrens A/S. 

I 1997 og 2000 trak de to andre stiftere af RGS90 sig 

ud, og R98 overtog den aktiepost, som Entreprenørbilerne 

A/S (Rasmussen & Schiøtz Anlæg A/S, der i 

mellemtiden var blevet til NCC) havde haft. R98, der 

på den måde blev majoritetsaktionær, havde hele tiden 

været den drivende kraft i RGS90, og samarbejdet med 

kommunerne bidrog væsentligt til, at disse kunne opfylde 

deres målsætninger på området. 74 Niels Jørn Hahn, 

fortalte i jubilæumsåret 1998 om R98’s ambitioner: 

”Vi ønsker indflydelse på, hvordan affaldsbehandlingen 

foregår, hvilke muligheder der er for genindvinding 

samt miljørigtig behandling og bortskaffelse. Jeg 

ser det som en helt naturlig ting, at R98 i de senere 

år har været med til at udvikle nye aktiviteter og tage 

initiativer til andre genbrugs- og affaldsbehandlingsvirksomheder 

… Salget af materialer til genindvinding 

har længe været et svagt led i hele genbrugskæden. 

R98 vil gerne bidrage til, at hele genbrugscirklen kommer 

til at fungere optimalt … R98 er i dag [1998] en 

hel familie – en koncern – med mange forskellige virksomheder, 

der alle har det til fælles, at de sørger for 

indsamling, bortkørsel og behandling af forskellige 

typer affald samt systemsalg og videnformidling. R98 

Gruppen er i dag en af Europas mest moderne renovationsvirksomheder.” 

75 

Det nære samarbejde med Københavns Kommunes 

Miljøkontrol havde medvirket til at udvikle både R98’s 

og kommunens miljøprofil under den dynamiske og 

niels jørn hahn 

niels Jørn hahn blev 

direktør i r98 i 1987.


93 

et af de første mobilsugeanlæg blev indrettet i 1991 

i boltens gård på hjørnet af Store kongensgade og 

gothersgade – her ses mobilsugebilen foran boltens 

gård. 

ib larsen 

ib larsen (th) var direktør for 

Miljøkontrollen i københavn, som 

r98 fik en formidabelt samarbejde 

med i 1990’erne. her ses 

han ved r98’s 100-års-jubilæum 

i november 1998 i samtale med 

Jens Purup (i midten), der som områdechef 

for affaldsområdet drift 

& Udbud i københavns kommune 

kom til at spille en central rolle i 

forbindelse med r98’s afvikling og 

udbudsrunderne. 

kreative direktør for Miljøkontrollen, Ib Larsen. Han 

karakteriserede R98 som et selskab af ildsjæle, med en 

koncession, der blev forvaltet som en lærende organisme 

og fungerede som et innovativt laboratorium: 

”R98 og kommunerne indgår med ideer og eksperimenter, 

der afprøves. Falder de heldigt ud, kan de implementeres 

umiddelbart. Falder de mindre heldigt ud, 

ændres der ved opstillingen, indtil det lykkes. Det er et 

fantastisk potentiale, der ligger i den ordning – et potentiale, 

en privat entreprenør ikke vil have og ikke vil have 

mulighed for at udvikle. Det ville ganske enkelt være for 

kostbart i forhold til den licitation, han har vundet.” 76 

R98 var internationalt kendt og anerkendt som foregangsvirksomhed 

– i september 1988 havde selskabet 

været vært for den internationale kongres for ISWA 

(International Solid Waste Association) i Bella Center 

– men den model for innovation, som R98 og kommunerne 

havde udviklet, blev voldsomt udfordret af det 

private erhvervsliv og den nyliberale politiske dagsorden, 

der vandt frem i 1990’erne – samtidig med etableringen 

af systemet med koncessionerede og kommercielle 

aktiviteter – det hahnske system. 

det hahnske system 

Det hahnske system bestod i den innovative, dynamiske 

vekselvirkning mellem koncessionerede og 

kommercielle aktiviteter på affalds-, genbrugs- og miljøområdet. 

Systemet var blevet udviklet af Niels Jørn 

Hahn med en række datterselskaber og associerede 

selskaber (skillelinjen mellem de to selskabsbetegnelser 

var graden af ejerskab) ved siden af R98 som 

koncessioneret selskab. Systemet honorerede tidens 

miljøkrav og fungerede i overensstemmelse med tidens 

forretningsfilosofi om diversificering. Systemet 

bidrog til at bringe R98 frem til en position som det 

førende affaldsselskab i Danmark. I Niels Jørn Hahns 

formulering: ”Vi anså det som det bedste forsvar for 

koncessionen at gøre R98 til en foregangsvirksomhed 

med nye systemer, udvikling og afprøvning.” 77 Systemet 

adresserede med sine kommercielle aktiviteter 

også tidens nyliberale dagsorden. 

den nyliberale Fortælling 

vs. miljø Fortællingen 

Diversificeringen med de mange datterselskaber 

under den erhvervsdrivende fond R98 var lige efter 

bogen i tidens erhvervsfilosofi, og privatisering og 

konkurrence lå helt på linje med den nyliberale dagsorden, 

der havde sat sig igennem globalt siden 1980. 

Den nyliberale fortælling tog sin begyndelse på den 

politiske scene med statsledere som Margaret Thatcher 

i Storbritannien fra 1979 og Ronald Reagan i USA fra 

1981. 10 år senere fandt nyliberalisterne deres idealer 

bekræftet, da sovjetsystemet brød sammen og med 

det planøkonomien. Berlin-murens fald i 1989 blev set 

som et symbol på, at den sidste barriere for det frie initiativ 

og markedskræfterne var ryddet af vejen. 

EF fulgte trop i 1992/93 med etableringen af det indre 

marked med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og 

tjenesteydelser, hvorved også Danmark, der i 1973 var 

kommet med i EF, trådte ind i liberaliseringens tidsalder. 

Liberalismens fremmarch lagde pres på gamle institutioner 

med et selvgroet eller naturligt monopol og 

førte til deregulering af en række offentlige og halvoffentlige 

virksomheder. Således blev Kastrup Lufthavn 

privatiseret i 1990 og aktierne senere solgt. Statsanstalten 

for Livsforsikring blev solgt i 1991. Statens 

Postgiro blev aktieselskab i 1991 og solgt i 1993. De 

håndtering af ballepresset, 

makuleret papir på 

makuleringsanlægget. 

koncessionerede telefonselskaber blev statsligt aktieselskab 

i 1992 og aktierne solgt i 1998. Post Danmark 

blev statsligt aktieselskab i 1995 og DSB statsligt aktieselskab 

i 1999 med henblik på senere salg. 

bæredygtig udvikling 

Den nyliberale fortælling om markedet og dets måde 

at regulere på med konkurrence som det primære 

instrument kolliderede nærmest frontalt med miljødagsordenen, 

der forudsatte offentlig planlægning 

og regulering og kom på den internationale politiske 

dagsorden på samme tid – i 1980-90’erne. 

Brundtlandrapporten fra 1987 lancerede begrebet 

bæredygtig udvikling, der blev et mantra for senere 

miljøtiltag. Agenda 21, vedtaget på Rio-konferencen 

i 1992, med en plan for miljøudviklingen i det 21. århundrede 

blev båret af begrebet bæredygtighed og 

lokal forankring. Udviklingen kulminerede foreløbigt 

med Kyoto-aftalen fra 1997 med juridisk bindende bestemmelser 

for underskriverne. 

Den globale miljødagsorden blev taget alvorligt i R98 og 

udviklet i et tæt samarbejde med kommunernes miljø


95 

niels Jørn hahn (tv) og overborgmester Jens kramer Mikkelsen på talerstolen 

i bella Center under ”2nd international Conference on integrated 

Sustainable Waste and Water Management and green Procurement” 

den 1. til 3. juni 1999. 

myndigheder. R98’s indsats bidrog væsentligt til at indfri 

kommunernes miljømålsætninger, og det konstruktive 

samarbejde medvirkede til at gøre København til ”Europas 

Miljøhovedstad” og skaffe EU’s miljøagentur til 

byen, hvor det i 1993 blev placeret på Kongens Nytorv. 

Samme år lancerede Miljøministeriet sin Handlingsplan 

for Affald og Genanvendelse 1993-1997, der 

opererede med, at godt halvdelen af affaldet skulle 

genanvendes inden år 2000. Året efter, i 1994, blev 

Miljø- og Energiministeriet sammenlagt, og ministeriet 

inddrog med Svend Auken som minister (1993-2001) 

affaldsområdet som ressort. Det nye ”superministerium”, 

der fik 3.000 ansatte og et budget på over 4 mia. 

kr., bidrog til at gøre miljøpolitik til et overgribende 

tema, der strakte sig ind i så godt som alle øvrige politikområder, 

og i år 2000 var Danmark ved siden af Holland 

det land, der rådede over den bredeste vifte af 

økonomiske styringsmidler i miljøpolitikken. 78 

I 1995 var Danmarks miljøindsats blevet kronet med 

miljøkommissærposten i EU, der gik til Svend Aukens 

partifælle, Ritt Bjerregaard, og miljø- og energiministeren 

havde store ambitioner. De indebar bl.a. nye krav 

til affaldsområdet om udvikling af knowhow og gennemførelse 

af langsigtede investeringer, noget, der 

kunne gennemføres under det hahnske system med 

et naturligt monopol, som ikke skulle give afkast og 

overskud her og nu, men hvile i sig selv, og et kommercielt 

område med datterselskaber, der konkurrerede 

på markedet for affald. R98 havde både gearet 

sig til den ambitiøse miljødagsorden og bidraget til, 

at hovedstaden kunne opfylde sin del af Danmarks 

forpligtelser. I sommeren 1996 kom kronen på værket 

for R98, da selskabet – som den første danske affaldsvirksomhed 

– blev certificeret af Bureau Veritas Quality 

International i kvalitetsstyring efter ISO 9001 og i 

miljøledelse efter ISO 14001. 

Men de to modsatrettede politiske dagsordener – den 

nyliberale og den miljømæssige – kunne potentielt 

true ikke alene koncessionsparternes miljødagsorden 

men selve R98’s eksistens. Det var direktionen bevidst 

om, og det må ses som en bagvedliggende grund til, at 

selskabet var blevet etableret som erhvervsdrivende 

fond med koncessionerede og kommercielle aktiviteter. 

Med den konstruktion mente man at kunne håndtere 

modsatrettede krav af den kaliber. 

NOTER 

61 Responsum afgivet den 28. september 1993, jf. nedenfor 

under afsnittet Konkurrencestyrelsen. 

62 Som selvejende institution, hvis virksomhed skulle hvile 

i sig selv, skulle der pr. definition ikke kunne forekomme 

overskud, følgelig skulle der heller ikke være behov for 

skattefritagelse. Når R98 alligevel søgte om og opnåede 

skattefritagelse, må det ses som et udtryk for, at der i erhvervsaffaldsafdelingen 

forekom overskud, og at erhvervsaffaldsaktiviteterne 

og de koncessionerede aktiviteter ikke 

var hermetisk adskilt. Overskuddet i erhvervsafdelingen 

tilfaldt alment velgørende formål. 

63 Vedtægtens par. 3, stk. 3, vedtaget på repræsentantskabsmødet 

i R98 den 6. oktober 1993 lød: ”Bestyrelsen skal 

foretage uddelinger til almenvelgørende formål, herunder 

projekter vedrørende bolig- og miljøforhold inden for Københavns 

og Frederiksberg Kommuner. Uddelinger kan 

alene foretages med midler, der hidrører fra overskud i 

selskabets erhvervsmæssige drift, herunder udbytte fra 

datterselskaber, der udøver erhvervsmæssig drift.” Med 

denne tilføjelse til vedtægterne drog R98 konsekvensen af 

Industriministeriets indirekte definition af selskabet som en 

erhvervsdrivende fond. 

64 Fondslovgivningen udsprang af en offentlig debat om fondes 

skattefrihed og misbrug af denne privilegerede stilling, 

hvor en fondsstifter skattefrit kunne kanalisere midler ind i en 

fond for så siden at opløse fonden og indkassere midlerne. I 

1987 trådte en lovgivning i kraft, der gjorde den trafik ulovlig 

ved bl.a. at skelne mellem erhvervsdrivende fonde og godgørende 

fonde og beskatte de ikke-godgørende fonde. 

65 I skrivelse af 6. november 1993 indstillede Magistratens 5. 

afdeling til godkendelse i Borgerrepræsentationen af vedtægtsændringen 

med den forklaring, at det drejede sig om 

”en udskillelse af R98’s ikke-koncessionerede aktiviteter i 

et særskilt holdingaktieselskab, R98 Renoflex A/S, hvor 

Københavns Kommune tilbydes en aktiepost på 49 pct. af 

aktiekapitalen”, i R98’s arkiv. 

66 Jf. notat af 30. september 1993 om de foreslåede vedtægtsændringer 

og omstruktureringen for R98, i R98’s arkiv. 

67 Notat R98’s konkurrencesituation af 23. november 1994. 

68 Nilsson (1983): Beskrivelse af Renholdningsselskabet af 

1898, s. 5. 

69 Jf. note 63 ovenfor. Renoflex A/S blev modervirksomhed 

for vognmandsforretningen John Christensen A/S, der 

ejedes 100 pct., med bifirmaerne I. Birk Jensen A/S, Willy 

Jensen A/S, Leo Eriksen A/S og de associerede selskaber 

Dansk Special Affald A/S, Miljøservice-Danwaste AB og 

Engmose-Danwaste bv., som alle ejedes 50 pct. 

70 Interview. 

71 Interview. 

72 Notat R98’s konkurrencesituation af 23. november 1994. 


74 Miljøministeriets handlingsplan fra 1993 forlængede Københavns 

Kommunes affaldsplan (1989-1993) frem til 1996. 



77 Interview. 

78 Rasmussen og Villaume (2007), s. 451.

96 r98 1898-2011 – den nyliberale Fortælling vS. miljø Fortællingen 

97

I 1960-70'erne udviklede r98 miljøet og arbejdsmiljøet – før ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?