Kære alle, familie, kolleger, venner, studerende - Sociologi - Aalborg ...

Sociologisk Arbejdspapir
nr. 29, 2010
Michael Hviid Jacobsen
Upassende sociologi?
– tilbageblik og fremtidsvisioner
Tiltrædelsesforelæsning som professor med særlige opgaver i sociologi på Aalborg
Universitet den 28. maj 2010 (udvidet tekstudgave)
Forskningsgruppen SAGA
Sociologisk Analyse – Grund- og Anvendt Forskning
Institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation
Aalborg Universitet
Kroghstræde 5, 9220 Aalborg Ø
Tlf. 9940 8150, fax 9811 5056
e-mail: sociologisekretariatet@socsci.aau.dk
1

Michael Hviid Jacobsen
Upassende sociologi?
– tilbageblik og fremtidsvisioner
Copyright © 2010 forfatteren og forskningsgruppen SAGA
ISSN: 1399-4514
ISBN: 87-90867-32-7
Sociologiske Arbejdspapirer udgives af de sociologiske forskningsgrupper ved Institut
for Sociologi & Socialt Arbejde.
Serien redigeres af forskningslederne for SAGA, CASTOR og SOCMAP.
2

Two roads diverged in a yellow wood,
And sorry I could not travel both
And be one traveler, long I stood
And looked down one as far as I could
To where it bent in the undergrowth.
Then took the other, as just as fair,
And having perhaps the better claim,
Because it was grassy and wanted wear;
Though as for that the passing there
Had worn them really about the same.
And both that morning equally lay
In leaves no step had trodden black.
Oh, I kept the first for another day!
Yet knowing how way leads on to way,
I doubted if I should ever come back.
I shall be telling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a wood, and I –
I took the one less traveled by,
And that has made all the difference.
- Robert Frost, “The Road Not Taken”
3

“Hvis man gør noget upassende for at illustrere noget
upassende, hvis det så at sige bliver gjort i anførsels-
tegn, hvor megen ekstra adskillelse skaber det så?”
4
- Erving Goffman, “Forelæsningen”
Indledning
Kære alle – familie, kolleger, venner og studerende. Lad mig starte med at sige
jer alle en af hjertet stor tak, fordi I har fundet tid til at deltage i denne dags akademiske
ritual, hvor formålet og forventningen er, at jeg i den kommende times tid skal
forsøge at redegøre for og retfærdiggøre, hvorfor i alverden jeg står heroppe og er
blevet tildelt den værdige og hæderfulde titel som professor i sociologi ved Aalborg
Universitet. Før jeg går videre med substansen af forelæsningen, vil jeg kickstarte
denne tiltrædelsesforelæsning med nogle indledende betragtninger om forelæsningen
som fænomen. Uden nogen yderligere sammenligning med denne dags arrangement
erindrer jeg at have læst, hvordan den franske sociolog Pierre Bourdieu indledte sin
tiltrædelsesforelæsning på Collège de France i 1982 med at konstatere, at man da
burde være i stand til at levere en forelæsning, måske i særlig grad en tiltrædelsesforelæsning,
uden at tvivlsspørgsmålet nødvendigvis rejser sig hos forelæseren selv eller
for den sags skyld hos tilhørerne om, med hvilken ret og legitimitet vedkommende
skal tale til en større forsamling. Bourdieu mente, at selve universitetsinstitutionen,
ved netop at formalisere denne vigtige akademiske overgangsrite, tilbød en fast og
tryg ramme for den tiltrædende professor, så denne tvivl om berettigelsen af at skulle
tale med en ny videnskabelig autoritet ikke blev alt for overvældende for hovedpersonen.
1
Nu forholder det sig imidlertid sådan, at det ikke kun er spørgsmålet om berettigelsen
af på baggrund af ens akademiske meritter at skulle adressere en større forsamling
eller det penible spørgsmål om ens videnskabelige autoritet, der rejser sig
ved afholdelsen af en tiltrædelsesforelæsning. Mange andre – og betydeligt mere situationsbetingede
– end Bourdieus spørgsmål melder sig også på banen, og et efter
min mening måske endnu mere presserende spørgsmål blev således hurtigt, hvad man
– når man som tiltrådt professor nu engang står der midt i al opmærksomheden – så
skal tale om. Som den canadisk-amerikanske sociolog Erving Goffman engang konstaterede
i sit fantastiske essay om forelæsningen, hvori han minutiøst dissekerede
alle de små finurlige dramaturgiske aspekter ved en forelæsning, så er enhver forelæsning
en nervepirrende situation, fordi det i sagens natur er en offentlig og umiddelbar
optræden, hvor selvet – altså taleren – ansigt til ansigt møder sit publikum på

en scene, i strid modsætning til de mange andre sammenhænge, hvor man som forsker
fortrinsvis kommunikerer med sine omgivelser gennem tekstformatet i videnskabelige
bøger og artikler. Denne direkte konfrontation med publikum – ligesom
ved en teaterforestilling – skærper almindeligvis sanserne hos alle de tilstedeværende
parter, fordi man pludselig er tilgængelig for hinandens sanser på en måde, som ikke
er mulig gennem læsning af bøger. En forelæsning er, som ordet antyder, netop kendetegnet
ved at være en læsning for nogen. Goffman definerede forelæsningen som
en offentlig situation, hvor stilen typisk er, og jeg citerer, “seriøs og let upersonlig,
for den dominerende hensigt er at bibringe en rolig forståelse, ikke ren og skær underholdning,
sindsbevægelse eller umiddelbar handling. De udsagn, der indgår, har
angiveligt deres berettigelse i at vidne om sandheden – sandheden om noget, der skal
raffineres og udvikles på afstand, ulidenskabeligt, som et mål i sig selv”, som Goffman
skriver. 2
Eftersom forelæsningen er en sådan offentlig anledning, hvor det fordres af forelæseren,
at vedkommende mestrer den ulidenskabelige, upersonlige og raffinerede
kunst at formidle sandheden til en større forsamling, er den ifølge Goffman en delikat
øvelse i selvpræsentation, hvor forelæseren momentant sætter sit alt for menneskelige
selv på højkant. Dette vidner de ofte svedige håndflader hos forelæseren om, eller de
røde kinder, de letrystende hænder, de blanke øjne, det flakkende blik, den bævende
stemme, eller nødvendigheden af en fordelagtig, positiv og gerne flatterende indledende
præsentation af forelæseren – særligt hvis man kommer udefra og derfor er
relativt ukendt for tilhørerne – så man kan få boostet sin faglige identitet, allerede
inden man selv ytrer de første ord, eller de lettere kejtede og for de fleste letgennemskuelige
forsøg på at indlede ens forelæsning med nogle humoristiske og påtagede
afslappede hverdagsbetragtninger, eller de stakkevis af tunge bøger og noter, som
man møjsommeligt slæber med sig ind i auditoriet for at stive ens videnskabelige autoritet
af og vise, at man rent faktisk er et ganske belæst menneske, eller det ufordøjelige
manuskript, man møjsommeligt læser op af, som var det det eneste faste holdepunkt
i livet, eller det omsiggribende og farverige powerpoint-show, som man fyrer
af for at skjule, at man, selvom man gerne som de store performere og entertainere
ville kunne tale begavet og frit fra leveren i timevis, alligevel har brug for nogle pædagogiske
og tankemæssige krykker, der sikrer, at man ikke kollapser eller falder helt
igennem, og som i sidste instans skal sløre og skjule, at forelæseren, når alt kommer
til alt, og selvom man er tildelt det privilegium som professor at måtte tale for andre,
måske alligevel slet ikke skulle have noget meningsfuldt, originalt og vigtigt at sige. I
sit essay om forelæsningen, som byggede på manuskriptet til en forelæsning, Goff-
5

man faktisk selv havde afholdt, konstaterede han således, hvilket jeg kun kan tilslutte
mig, og jeg citerer: “Jeg håber, at I vil vente med at fælde jeres dom, og ikke straks
antage, at mit [i dette tilfælde indledende] valg af forelæsningen som emne afslører
mig som endnu en selvbestaltet klovn, der tror, at han kan slippe afsted med at lukke
varm luft ud fra talerstolen”. 3
I disse indledende refleksioner over forelæsningen som akademisk ritual og mine
overvejelser om helst at undgå at falde helt og aldeles igennem og således afbøde for
den ubehagelige og nådesløse forlegenhed, som Goffman både tilskriver den optrædende
selv og det tilstedeværende publikum, når noget går galt eller ikke lever op til
forventningerne, satte jeg mig ned og tænkte nøje over indholdet og karakteren af de
forskellige tiltrædelsesforelæsninger, jeg i årenes løb selv havde bevidnet, hvor ingen
heldigvis var faldet igennem. Jeg tænkte, at jeg her kunne søge lidt inspiration i forhold
til at finde ud af, hvad jeg skulle tale om. Min erindring om disse tiltrædelsesforelæsninger
tilsagde mig, at en sådan begivenhed kan forløbe på mange forskellige
måder og med mange forskellige afsæt. En tiltrædelsesforelæsning kan således både
være en slags opremsning eller gennemgang af de forskningsresultater, man igennem
sin kortere eller længere karriere er kommet frem til. Den kan også tage form af en
kættersk udfordring af den doxa, der hersker inden for ens disciplin eller være et statement
eller manifest over det perspektiv, som man mener, burde privilegeres inden
for ens disciplin. Den kan også være en videregående øvelse i akademisk navlepilleri,
hvor man minutiøst og detaljeret fremgraver alt det, man i årenes løb har siddet og
nusset med for sig selv, og som omverdenen ikke nødvendigvis har den store interesse
i, den kan være nostalgisk bagudskuende på ens tidligere i større eller mindre grad
storslåede videnskabelige bedrifter eller den kan være et visionært vue frem mod det,
man håber på, at ens nye akademiske titel som professor kan sikre, at man nu endelig
får mulighed for at lave. Slutteligt, og som den lette vej ud af dilemmaet om, hvad i
alverden man skal tale om, når man nu med en tiltrædelsesforelæsning tildeles taletid,
og når familie, venner, kolleger og andre tilhørere kommer langvejs fra og bruger deres
kostbare tid på at lytte til en, kan man også tage afsæt i princippet om all of the
above, hvorved man slipper for at skulle sortere alt for meget i de få originale pointer,
man i årenes løb er kommet frem til, eller at skulle tærske for meget langhalm på noget,
man har lavet, men ikke rigtigt føler for længere, eller noget, man gerne vil lave,
men nok ikke kommer til alligevel. Med fare for at tage munden for fuld, så vil jeg i
strid modsætning til dem, der mener, at less is more, i denne tiltrædelsesforelæsning
derimod anlægge et vist overflodsperspektiv – more is more kunne man måske kalde
det – hvor jeg på så kort tid som muligt ønsker at fortælle så meget som muligt om
6

mange af de ting, jeg er optaget af, og som jeg ønsker at vedblive med at beskæftige
mig med i årene fremover.
Jeg mindes i den forbindelse, at jeg af en tidligere kollega i en tale engang i en
anden festlig anledning – vist nok, da jeg blev tildelt ph.d.-graden – metaforisk blev
opfordret til at brænde alt mit affald. Jeg fik sågar en bog foræret om, hvordan man
ude i haven kan tænde godt og grundigt op under ens affaldsdynger. Selvom jeg det
seneste år har tilbragt betydelig tid i min nye have, der trængte til en kærlig hånd, og
selvom det for få uger siden ved et uheld lykkedes mig at sætte ild til vores kompostbunke,
så er jeg endnu ikke klar til at gennemføre afbrændingsritualet i forhold til
min akademiske produktion. Det forholder sig desuden, som den polsk-engelske sociolog
Zygmunt Bauman – hvis forfatterskab har optaget mig i mange år 4 – engang
har fremført, sådan, at affald altid opstår som et resultat af eller et biprodukt fra en
produktion, så hvor der er produktion, vil der nødvendigvis således også opstå en vis
mængde affald, og næsten al produktion ender i sidste instans som affald. 5 Så for at
blive i den metaforiske genre vil jeg i stedet for at brænde mit akademiske affald benytte
denne anledning til at rode lidt i det og forhåbentlig demonstrere, at der selv i en
affaldsdynge kan gemme sig noget af værdi. En god kollega fra Københavns Universitet
skrev for nylig til mig, da jeg kommunikerede med ham om mine indledende
genvordigheder i forhold til, hvad jeg nu skulle tage fat på i min forestående tiltrædelsesforelæsning,
at han mente, at en tiltrædelsesforelæsning var en særdeles vigtig
lejlighed i forhold til for omverdenen at udstikke ens kurs for sociologiens virke.
Denne kommentar dulmede ikke just min bekymring, men heldigvis var hans bemærkning
kort og godt, da jeg så meddelte, at jeg havde til hensigt at rode lidt rundt i
affaldsbunken: Hellere komme galt afsted end slet ikke afsted. I en lidt mere videnskabelig
kontekst har Erving Goffman – og igen uden øvrig sammenligning til dagens
arrangement – engang bemærket om karakteren af hans eget forfatterskab og den impressionisme
og sociologiske lemfældighed, han af kritikere gennem sin karriere ofte
blev anklaget for, at han hellere ville anlægge en løs og spekulativ vinkel på et tema
end at omgås det med en lige så rigid blindhed. 6 Dette mener jeg er en rigtig tilgang
til studiet af samfundet – som jo netop er sociologiens domæne – fordi vi som sociologer
ikke bør holde os tilbage for at spekulere, overveje, reflektere, forsøge os frem,
fortolke, eksperimentere, gisne, perspektivere, gruble eller fantasere (den amerikanske
sociolog Robert K. Merton kaldte dette for serendipity), 7 blot fordi vi endnu ikke
har nået et efterstræbelsesværdigt teoretisk mætnings- eller raffineringspunkt, eller
fordi vi endnu ikke har gennemført alle de nødvendige tests og udførlige empiriske
studier, der fordres for at udtale sig kvalificeret om noget. Hellere en ukvalificeret
7

tilgang, hvor man rammer noget vigtigt og interessant, og som sår kim til fremtidige
frugtbare indsigter og opdagelser, end et gennemdokumenteret og kvalificeret budskab,
der blot rammer en gold stenbund.
En sidste indledende betragtning, inden jeg giver mig i kast med at rode i affaldet.
At skulle forholde sig til ens egne efterladenskaber, ens eget affald, er ikke en
øvelse, hvori ophavsmanden til affaldet nødvendigvis selv er den bedste fortolker,
dommer eller analytiker. At forholde sig til sig selv og ens egne produkter er som at
lede efter et arkimedisk punkt i ens eget arbejde, som man kun selv vanskeligt kan få
øje på. Det er der, hvor det blinde punkt i ens eget akademiske system, for at parafrasere
et begreb fra den tyske sociolog Niklas Luhmann, måske mest tydeligt træder
frem. 8 Det svarer til at ville løbe og stå stille på samme tid. Ikke desto mindre vil jeg i
den resterende del af denne tiltrædelsesforelæsning veksle lidt mellem at se tilbage på
det, jeg allerede har lavet, og lade det være en slags afsæt til at foregribe eller skabe
en forhåbningshorisont for det, jeg kunne tænke mig at lave fremover og så overlade
det til tilhørerne at bedømme, hvorvidt der er tale om passende eller upassende sociologisk
affald, der ville have bedst af at blive brændt på bålet.
Faglige inspirationskilder
Efter disse indledende overvejelser om tiltrædelsesforelæsningen som fænomen, og
inden jeg vil bevæge mig ind i nogle af de tematikker, som hidtil har optaget mig, og
som jeg fremover mere målrettet og systematisk agter at genbesøge og videreudvikle,
vil jeg kort vende mig mod nogle af de konkrete tekster, der på grundlæggende vis
har formet og inspireret mig i den måde, jeg opfatter sociologisk videnskab og sociologisk
sindelag på. Den samme kollega, som engang ønskede at anspore mig til at
brænde alt mit affald – en opfordring jeg så valgte ikke at følge – foreslog også ved
en anden lejlighed, at jeg burde overveje at kill my darlings, som han sagde, altså slå
mine intellektuelle helte ihjel. Også denne opfordring har jeg svigtet, og selvom det
måske mere bekommer en aftrædelses- end en tiltrædelsesforelæsning at dvæle ved
det, der i årenes løb har inspireret en, og som – når man kan se tilbage på en lang karriere
– har medvirket til at forme ens eget bidrag til den disciplin, man er en del af, vil
jeg ikke desto mindre her kort opholde mig ved nogle af de værker, der i min relativt
korte karriere som sociolog har bibragt mig et perspektiv på det, jeg selv laver og ønsker
at lave – mest af alt fordi disse bøger, og de interessante tanker, der er indlejret
heri, har været centrale i udviklingen af mit eget sociologiske forestillingsunivers og
de baggrundsantagelser og grundfigurer, der midt i alt affaldet kan skimtes.
8

Den amerikanske litteraturhistoriker Harold Bloom skrev for efterhånden flere
årtier siden bogen The Anxiety of Influence. Hans grundpointe var med baggrund i
analyser af kunsten og litteraturen, at angivelsen af enhver form for inspiration eller
taknemmelighedsgæld var bandlyst, fordi det ultimativt ville fratage ens eget bidrag –
i dette tilfælde ens bidrag til sociologien – noget af den originalitet, kreativitet og personlige
prægnans, som enhver forsker formentlig håber på at kunne bibringe sit fagfelt.
9 Jeg vil i modsætning til denne forestilling om frygten for at angive inspirationskilder
og intellektuel gæld snarere hævde, at ingen bog og ingen tanke, uanset hvor
original den end måtte forekomme at være, kan undgå at være tak skyldig til alle
dem, hvis tanker og forestillinger, den er udsprunget af, hvad enten det er i kritisk
opposition eller som efterligning til ens forgængere. Som fysikeren og astronomen
Isaac Newton engang berømt konstaterede, så er vi alle kun dværge, der ved at stå på
skuldrene af fortidens kæmper gør det muligt for os at se længere, end de kunne. Derfor
er enhver opfattelse af muligheden for hjernehygiejne, hvor man renser sin bevidsthed
for indtryk og inspiration, umulig, fordi vi ganske enkelt ikke kan undgå at
blive påvirket af alt det, vi læser. Samtidig er det min påstand, som jeg henover årene
har fremført i forskellige udgivelser, at vi i sociologien ofte tyer til gentagelser af fortidens
grundpointer eller påkalder os andres begreber eller teorier for at understøtte
vores egne. Det er bl.a. derfor, at sociologiske bøger ofte rummer uendeligt mange
fodnoter og uendeligt lange litteraturlister, særligt med henvisning til disciplinens
klassiske tekster, fordi vi netop er så forhippede på at angive vores inspirationskilder
og på at give vores egne udsagn historisk vægt og faglig autoritet. 10 Mange af mine
egne bøger er måske endda skrækeksempler på denne sociologiske syge. Det er også
derfor, at der i løbet af denne tiltrædelsesforelæsning vil forekomme en del citatuddrag
fra nogle af dem, der med tiden har sat sig et varigt aftryk i min egen sociologiske
bevidsthed.
Mange forfatterskaber eller enkeltstående bøger har inspireret mig gennem tiden.
Her vil jeg særligt nævne tre bøger, som på det mere metateoretiske eller sindelagsorienterede
plan har påvirket min egen tænkemåde, fordi de hver især har haft en afsmittende
effekt på det, jeg efterfølgende vil sige. Jeg kunne i og for sig nemt have
nævnt mange andre titler og værker, men tiden her tillader ikke, at jeg opgraver og
gennemroder hele den skattekiste, der i årenes løb gavmildt har åbnet sig for mig og
ladet mig låne hvis ikke ligefrem stjæle alskens indsigter, forståelser og tankegods.
Den første bog, der kort skal nævnes, er af den norske sociolog Vilhelm Aubert,
bærer titlen Det skjulte samfund, og er fra midten af 1960‟erne. I denne bog, der mest
af alt fremstår som en perlerække af tilsyneladende urelaterede essays, argumenterer
9

Aubert for, at vi skal forsøge at se bagom facaden på det sociale liv, som det tilsyneladende
udspiller sig, og derved få et indblik i den måde, hvorpå store dele af vores
samfund, med hans ord, er skjult for vores blikke. Nogle af de skjulte og derfor ofte
uopdyrkede områder, Aubert i denne tekstsamling selv eksplicit tager op til behandling,
er f.eks. søvnen, kærligheden, hemmeligheden, vilkårligheden og konkurrencen.
Det påhviler således sociologen at se nærmere på det, der ofte forekommer så tilpas
trivielt eller bemærkelsesværdigt ubemærkelsesværdigt og skjult, netop fordi det
rummer potentialer til at udsige noget værdifuldt og vigtigt om større og mere synlige
sociale forhold og sammenhænge. Som Aubert medgav i sin introduktion til bogen,
så stammede kildematerialet og eksemplerne i de forskellige essays fra, og jeg citerer
forfatteren, “affaldsdyngen af social erfaring i forfatterens bevidsthed, der i forskellig
grad er disciplineret af, hvad andre er kommet frem til om tilsvarende emner, og fra
tid til anden med henvisning til forskellige empiriske arbejder”. 11 Denne tankegang
minder en hel del om den måde, jeg inden for en lang række empiriske og teoretiske
felter selv har arbejdet på, hvor formålet netop har været at se på det, der forekommer
skjult, skævt eller upassende i forhold til den eksisterende mainstream. Ligesom Aubert
mener jeg heller ikke, at denne måde at arbejde på, er den eneste rigtige, og jeg
vedgår, som ham, at den har sine egne begrænsninger, og at den sågar kan anses som
impressionistisk eller i anførselstegn „uvidenskabelig‟, men ligesom Aubert mener
jeg også, at den med sin grænseoverskridende kreativitet, fantasi og nysgerrighed til
fulde opvejer eventuelle ulemper eller mangler.
En anden bog, der har inspireret mit sociologiske virke – både temamæssigt i
forhold til at studere det upassende og det upåagtede og i forhold til at anlægge et
særligt perspektiv på det, der studeres – er redigeret af den amerikansk-russiskitalienske
sociolog Marcello Truzzi, som blev født i København under sin cirkusfamilies
turné. Truzzi udgav for godt og vel tre årtier siden bogen Sociology for Pleasure,
der består af forholdsvis deskriptive, eksplorative og minutiøse studier af det –
på daværende tidspunkt – aparte, oversete og anderledes i såvel samfund som sociologi.
I denne sammenhæng skal blot nævnes et skarpsindigt studium af den særegne
måde, sociologer og andre akademikere i deres daglige omgang taler om og til hinanden
på, eller studier af fænomener som døden, kaffepausen, cykling, køkulturen, graffiti,
drikkepenge, dramaturgi, klassesystemet i en mikrokontekst, telefoni, tegneserier,
hasardspil, husmoderens livscyklus, bødlens sociale rolle i Skandinavien, Beatlesmanien,
dværge, nudisme, spiritualisme og nyreligiøsitet, julemandens kulturelle betydning,
prostitution, mafiaen, voldtægt, søvnens sociologi, optikeres dagligliv og
sidst men ikke mindst det amerikanske cirkus‟ storhed og fald. 12 Hver især afslører de
10

essays, som indgår i Truzzis bog, en vidunderlig verden af sociologisk indsigt og
nysgerrighed, som det er tankevækkende og fornøjeligt at læse, og eftersom alle samfund
rummer deres egne særlige normalitetsbilleder og afvigelsesforståelser, så giver
det altid – på et hvilket som helst tidspunkt – god mening at se på samfundets skyggesider
eller udkantsområder (om end ikke forstået i den forstand, som nutidens politiske
diskurs er optaget af), også selvom ens studier af disse skyggesider ofte kan forekomme
at være forholdsvis deskriptive. Her er min indstilling: Hellere et deskriptivt
studie for meget om det, vi ikke ved så meget om, end et studie for lidt.
Slutteligt i denne langt fra udtømmende oversigt over faglige inspirationskilder
skal nævnes de australske sociologer Ann Game og Andrew Metcalfes bog Passionate
Sociology fra 1996. Den smukke kongstanke hos disse sociologer, som allerede
afsløres i bogens titel, er, at sociologi skal være meningsfuld ikke blot for dem, der
skal læse og lære af sociologiske analyser og undersøgelser, men også for dem – altså
sociologerne selv – der i første omgang skal udarbejde dem. Sociologi skal således
ikke blot være et objektivt meningsfuldt foretagende – det skal også være subjektivt
meningsfuldt. Samtidig angiver de i deres bog, at de, ved at sammenkæde betegnelsen
sociologi med passionsbegrebet, bevidst stræber efter at destabilisere de former
for sociologi, der på formalistisk, dogmatisk eller rigid vis argumenterer for det upassende
ved en sådan sammenstilling. Det passionerede skal således ses deri, at man
både i perspektiv og indstilling til det at læse om, forske og undervise i samt selv
skrive og bedrive sociologi oplever, at man gør en forskel, at man skaber noget nyt og
for andre interessant, og at man etablerer relationer til andre mennesker. Man kan
godt forene business and pleasure, og for mig at se er der ingen skam forbundet med
at have det sjovt, samtidig med at man bedriver interessant, anvendelig og passioneret
samfundsforskning. 13
Disse tre omtalte bøger er nok i forhold til store dele af mainstream-sociologien
(såfremt en sådan overhovedet findes længere) at betragte enten som perifere eller
ligefrem kætterske bidrag, fordi deres grundlæggende tankesæt er optaget af at udvide
sociologiens genstandsfelt og provokere dens indgroede grundantagelser. Trods
deres indbyrdes forskellighed er et fællestræk for disse inspirationskilder, at bøgernes
forfattere nærer et ønske om at skærpe den sociologiske sans for at forstå det sociale
og det normale gennem dets negationer og samtidig at udvide sociologiens virkefelt
ved at være optaget af at studere det, der i samfundet eller resten af sociologien ofte
forekommer overset, skjult eller bevidst negligeret. Efter denne korte og indrømmet
noget navlepillende neddykning i mine inspirationskilder vil jeg her kort angive nogle
11

af de faglige frugter, som mit bekendtskab med disse tekster sidenhen har båret, og
som jeg vedvarende vil arbejde for at videreudvikle yderligere fremover
Hverdagsliv og mikrosociologi
Studier af hverdagslivets mangfoldige mikrosammenhænge er noget af det, der i en
årrække har optaget mig mest af alt, stort set uanset hvad jeg ellers har været optaget
af. 14 Jeg har altid ment, at det, der udspiller sig i menneskers umiddelbare og daglige
nærkontakt med hinanden, er noget af det vigtigste i deres liv, i deres selvforståelse
og i deres møde med samfundets normer, værdier og forventninger. Dette har udgjort,
hvad man kan kalde for det kognitive apriori i min egen forskning. Derfor er den
samhandlingsorden, som Erving Goffman for mere end et halvt århundrede siden
gjorde til sit særlige forskningsdomæne, 15 sociologisk interessant, fordi det indeholder
oplysninger om samfundet „set fra neden‟ eller i sin mest grundlæggende skabelsesproces,
in statu nascendi, hvor mennesker sammen gennem de respektive tråde, de
hver især bidrager med, „væver samfundets stof‟, som den tyske sociolog Georg
Simmel smukt hævdede, og fordi den i øjenhøjde og uden unødige abstraktioner tilbyder
en alternativ måde at indfange sociale forandringer i f.eks. strukturer, normer,
værdier og institutioner på. Studier af hverdagsliv og mikrosociale sammenhænge
tager således udgangspunkt i, hvad mennesker konkret gør, når de er sammen med
hinanden, hvilket jo i og for sig er ganske ofte, og hvilket er forudsætningen for skabelsen
af samfundet, som vi dagligt møder det. Som Simmel konstaterede i sin bog
Hvordan er samfundet muligt? om betydningen af studiet af de vedvarende og tusindtals
små vekselvirkninger, der tilsammen udgør det fænomen, vi som sociologer ynder
at kalde „samfundet‟, og jeg citerer in toto: “Foruden de klart synlige fænomener,
der presser sig på fra alle sider på grund af deres omfang og ydre vigtighed, findes
der et umådeligt antal mindre relationsformer og vekselvirkninger mellem mennesker,
der kan tage sig ubetydelige ud i hvert enkelt tilfælde, men disse enkelttilfælde
viser dem i en mængde, der slet ikke må undervurderes, og idet de skyder sig ind
mellem de omfattende, så at sige officielle sociale formationer, skaber de samfundet,
sådan som vi kender det … At mennesker ser på hinanden, at de er skinsyge på hinanden,
at de skriver breve til hinanden eller spiser middag sammen, at de berører hinanden
sympatisk eller antipatisk hinsides håndgribelige interesser, at taknemmeligheden
over den altruistiske ydelse skaber en ubrydelig bindende virkning, at en person
spørger en anden om vej, at de klæder og pynter sig for hinanden – alle disse tusinde
interpersonelle, momentane eller vedvarende, bevidste eller ubevidste, forbigående
eller følgerige relationer, som disse eksempler er valgt helt tilfældigt ud fra, knytter
12

os uophørligt sammen. Sådanne tråde spindes i hvert eneste øjeblik, de tabes og samles
op igen, de erstattes af andre og væves sammen med andre”. 16
Intet er således for småt, uinteressant, upåagtet eller uanseligt for den mikrosociologiske
fantasi, der forsøger at belyse og forstå menneskelivet, som det leves i de
situationer, hvor mennesker er sammen. Dette område af den menneskelige tilværelse
er både empirisk tilgængeligt, fordi det ligger lige foran næsen på os, og metodisk
udfordrende, næsten uanset hvilken metode der anvendes, fordi det sværeste netop er
at indfange det, der i udgangspunktet ikke forekommer at være noget særligt eller
måske ligefrem trivielt, og fordi vi – både som almindelige mennesker og som sociologer
– har udviklet en rutinemæssig blindhed overfor det. Derfor har jeg også altid
ment, at den bedste metodeøvelse at stille studerende overfor for at skærpe deres sociologiske
sans og evne i feltarbejde, er at få dem til at sætte sig derhen, hvor de tror,
at der sker mindst, for at iagttage, hvad der rent faktisk sker. Stik imod deres indledende
forventninger kommer de fleste da også tilbage med stakkevis af feltnoter og
en mængde erfaringer og indtryk – og måske vigtigst af alt med en værdsættelse af, at
selv det tilsyneladende uanselige eller kedsommelige hverdagslivs normalitet rummer
værdifuld information om samfundet.
Men hvorfor er hverdagen og det mikrosociale liv vigtigt at undersøge som sociolog?
Der kan angives mange forskellige grunde – teoretiske som empiriske – til
hverdagens vigtighed. Eksempelvis mente de to sociologer Peter L. Berger og Thomas
Luckmann, at det er den virkelighed, vores bevidsthed altid vender tilbage til,
uanset hvad vi ellers foretager os – om vi drømmer, er i trance eller opslugt af noget,
så vender hverdagen altid tilbage. 17 Eller som den danske sociolog Birte Bech-
Jørgensen engang gjorde klart, så er hverdagen “det liv, vi lever, opretholder og fornyer,
genskaber og omskaber hver dag”, 18 og den franske sociolog Maurice Blanchot
konstaterede, at hverdagen er der, “hvor vi er, først og fremmest, det meste af tiden”.
19 Hverdagslivet er således i og for sig synonym med livet, og derfor har det
selvsagt – ligesom døden, som jeg vender tilbage til om lidt – sin sociologiske berettigelse.
Jeg betragter samtidig hverdagsliv og mikrosocial samhandling som vigtige
vinduer mod større samfundsmæssige forhold, men også som domæner med deres
egen berettigelse, og studier af samfundets mindste bestanddele kan således bibringe
os den værdifulde viden om det, der er hyppigt forekommende, konventionen eller
normalen – normalfordelingen i en kvalitativ henseende – som om det, der afviger fra
denne normal, og som udspiller sig i samfundets sprækker. Derfor er studier af hverdagen,
som ofte trækker på kvalitative metoder som deltagende observation, interviews
eller uformelle samtaler med mennesker i deres naturlige hverdagssammen-
13

hænge, uendeligt betydningsfulde for at forstå en lang række samfundsmæssige forhold.
Sådanne studier af hverdagen er noget af det, jeg har bestræbt mig på selv at
praktisere og at anspore studerende til at tage alvorligt i deres egne studier, og som er
kommet til udtryk både i mine egne undersøgelser og i andres arbejde inden for det,
jeg – med behørig tak til tidligere professor i sociologi Jens Tonboe – har betegnet
„upassende sociologi‟, hvor alt fra swingerklubber og fængsler til infantilistiske fællesskaber
og prostitutionsmiljøer er blevet undersøgt med en skamløs nysgerrighed
og et ønske om at forstå. 20
Der findes formentlig dem, der vil hævde, at en sådan interesse for det mikrosociale
liv hverken er synderligt interessant eller vigtigt for en videnskab om samfundet
som sociologien. Som den afdøde danske sociolog Torben Berg Sørensen bemærkede
i flere af sine bøger tilbage i 1990‟erne, herunder Sociologien i hverdagen og Makroillusionen,
så har den danske sociologi i mange år været domineret af et makroperspektiv,
hvor velfærdsstat, social ulighed, strukturelle vilkår samt studier af politik,
bureaukrati og økonomi var i højsædet. Berg Sørensen sammenfattede dette perspektiv
med betegnelsen „den store sociologi‟, som stod i modsætning til „den lille sociologis‟
interesse for hverdagsliv, livsførelse, identitet, individ og kultur. 21 Meget er
naturligvis sket siden da, og tidsånden og tolerancen har da også ændret sig betydeligt
inden for sociologien, men der hersker ikke desto mindre stadig en umiskendelig underprivilegering
af mikrosociologien i dansk såvel som international sociologi. Det er
ikke der, at hverken penge eller prestige fortrinsvis ligger placeret. Men i og for sig er
der tale om, at en kunstig modsætning mellem mikro og makro, mellem hverdagsliv
og sociale strukturer, har sneget sig ind i sociologien. Begge domæner har deres berettigelse
ikke på trods men netop på grund af hinanden. Det er kun igennem det bagtæppe,
som sociale strukturer udgør, at det konkrete hverdagsliv og den interaktion,
der udspiller sig der, kan sættes i meningsfuld og komparativ relief, samtidig med at
sociale strukturer, politik og økonomi kun får liv og mening gennem de mikrosociale
meningsdannelser og daglige transaktioner, som udspiller sig i menneskers hverdagsliv.
Studier af hverdagslivet eller mikrosocial samhandling er dog heller ikke hverken
mere eller mindre værdifuldt end at studere den store sociologis konventionelle
tematikker, men det har for mit eget vedkommende forekommet både mere nærværende,
relevant, naturligt og opportunt at tage afsæt i studier og analyser af hverdagskontekster
i mit eget sociologiske virke. Som den amerikanske sociolog Randall Collins
rigtigt konstaterede om, hvorfor mikrouniverset i sig selv er interessant at undersøge:
“Det er der, vi lever. Vores liv er mikro. Uanset hvad den menneskelige erfa-
14

ing er, højder, dybder og alle andre eksistentielle dimensioner, så optræder den for
os i mikrosituationer”. 22 Det betyder naturligvis ikke, at makrostrukturer, globale eller
institutionelle forhold er irrelevante eller uinteressante, men de har som oftest en
virtuel karakter som mulighedsbetingelser for eller sedimenteringer af menneskers
mikrosociale liv, og jeg overlader trygt studierne af disse vigtige makrosociale mulighedsbetingelser
og strukturelle sedimenteringer til andre, hvor de formentlig vil
være i bedre hænder.
I årene fremover er det min ambition og intention mere systematisk og empirisk
at få belyst endnu flere mikrokontekster af den hverdag, vi som almindelige mennesker
ofte tager for givet, og som sociologer ofte overser. Dette vil både gælde mikrosociale
kontekster præget af såkaldt normalitet og afvigelse, adspredelse og arbejde,
det almindelige og det aparte. Efter i en årrække at være stadig mere inspireret af såvel
anerkendelsesteoretiske som følelsessociologiske perspektiver vil jeg i mit videre
arbejde forsøge at integrere indsigter herfra i mine analyser. 23 Det samme gælder min
gryende interesse for det, der måske bedst kan betegnes som „vanen‟ eller „vanemæssige
handlinger‟ – som måske særligt i en refleksivitetsteoretisk tid som vores også er
sociologiske oversete – men som ikke desto mindre er en ganske betragtelig del af det
liv, vi lever. Uanset hvad hverdagen end måtte indeholde, så er den i vid udstrækning
netop kendetegnet ved en kamp for anerkendelse, ved vores alt for menneskelige følelsesregister
og ved vaner – gode som dårlige.
Døden
Den tyske filosof Arthur Schopenhauer skrev engang, at al filosofi begynder med
døden. Jeg vil dog ikke hævde, at al sociologi nødvendigvis begynder med døden –
den slutter naturligvis med døden, og døden er således en livspræmis, som sociologer
nødvendigvis må forholde sig til. Dødeligheden er i dag, ligesom tidligere, immervæk
stadig 100 %, og meget tyder på, at dette ikke ændrer sig markant i årene fremover.
Simone de Beauvoir konstaterede på tilsvarende vis i sin smukke bog, at alle mennesker
er dødelige. 24 Selvom døden således er en universel biologisk kendsgerning, så
er den dog lige så meget en social konstruktion, der formes af de til enhver tid herskende
sociale strømninger og kulturelle kontekster, hvorunder den udspiller sig. Dette
er noget, jeg har været optaget af at belyse igennem snart 15 år siden min kandidatafhandling
fra midten af 1990‟erne, hvor jeg, på baggrund af deltagende observation
af håndteringen af døden på et dansk provinshospital, fik øjnene op for den store betydning
døden har på både samfundsmæssigt, institutionelt og individuelt niveau. 25
15

En af de bøger, der i første omgang satte mig på sporet af døden som forskningstema,
og som siden har været en hyppig genlæst bog, er Zygmunt Baumans Mortality,
Immortality and Other Life Strategies fra 1992. I denne bog satte Bauman sig for
at demonstrere, hvorledes hele den måde, hvorpå vi møjsommeligt organiserer vores
samfund og detaljeret planlægger vores liv – såvel handlings- som tankemæssigt –
altid står i skyggen af døden, og at døden derfor er den evindelige om end som regel
usynlige tilstedeværelse, der både gør livet prekært og utrygt, men som også gør det
værdifuldt og giver det mening. Døden og dens modsætning – udødeligheden – er
således en uudtømmelig kilde til viden om, hvad mennesker tænker om og gør med
deres liv såvel individuelt som kollektivt. 26 Den tyske sociolog Norbert Elias – en af
de få af de helt store sociologer, der ligesom Bauman har været optaget af døden –
konstaterede i tråd hermed, at “døden er de levendes problem – døde mennesker har
ingen problemer”. 27
Netop fordi døden er så ubønhørlig i sin uundgåelighed, er den et problem eller
en udfordring for samfundet og for det enkelte menneske, men den er også en udfordring
for sociologien. Døden har indtil for nylig været stedmoderligt behandlet i og af
sociologien, hvor den enten er blevet betragtet som et epifænomen eller helt og aldeles
har undgået sociologers opmærksomhed. Når et tema rutinemæssigt har været
negligeret eller overset, så må det enten være fordi, at det netop repræsenterer et af de
særlige områder, hvor selve samfundets selvforståelse og grundværdier sættes på højkant,
eller fordi man ikke mener, at der fagligt er meget at komme efter. Der er dog
næppe nogen tvivl om, at dødens fravær i sociologien netop kan tilskrives dødens
mangeårige fravær i samfundslivet, hvor historikere, folkemindeforskere og de sociologer,
de hidtil har taget døden alvorligt, ofte har benyttet betegnelser som tabu, fortrængning,
bortgemmelse og fortielse til at indfange den kendsgerning, at døden ikke
var noget, man skulle bruge sit liv eller sin akademiske karriere med at gruble over. 28
Begrundelserne for, at døden er et vigtigt og legitimt forskningstema for sociologer,
trods mange års rutinemæssig negligering, er i og for sig mange flere end begrundelserne
for ikke at skulle interessere sig for døden. Døden er nemlig i ganske mange
sammenhænge en frugtbar kilde til information og viden om menneskelivet og samfundslivet.
For at ty til en i akademisk sammenhæng måske lidt ukonventionel citationskilde,
så konstaterede Kaptajn Kirk i Star Trek II: The Wrath of Kahn i en samtale
med Løjtnant Saavik “Den måde, vi forholder os til døden på, er mindst lige så vigtig,
som den måde, vi forholder os til livet på, synes du ikke?”. Jeg er helt enig med Kaptajn
Kirk – jeg vil endda sige, at den måde, vi forholder os til døden på, siger ganske
16

meget om hele den måde, vi forholder os til livet på, og derfor er det vigtigt at vedblive
med at udvikle og raffinere vores viden herom.
Den måde, vi dør på, siger uendeligt meget om den måde, vi lever på og vice
versa. Ligesom livet står døden heller ikke stille eller er statisk, selvom det måske
kunne forekomme sådan, og vi lever i disse år netop i en tid – en „mellemtid‟, som
den danske fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i en bog har betegnet vores nutid 29 –
hvor døden, og ikke mindst vores forhold til den, er under ganske betydelig forandring
væk fra den føromtalte fortielse, tavshed og tabuisering og hen med noget nyt
og tilsyneladende anderledes. I de senere år har vi oplevet – og kan dokumentere – en
stadig stigende interesse blandt danskerne for at tage stilling til døden, tage ansvar for
den og deltage i at planlægge eller iscenesætte de vigtige aktiviteter, der udfolder sig
ved dødsfald. Dette står i skærende kontrast til den minimalistiske indstilling, som
døden på alle leder og kanter var omgærdet af gennem den sidste halvdel af det 20.
århundrede. Studier af døden kan således bibringe os indsigt i overordnede historiske
transformationer og værdiændringer.
Undersøgelser af døden kan også, hvilke mine egne studier af såkaldte „dødsarbejdere‟
gennem tiden har vist, give os indsigt i, hvad der konkret sker, når mennesker
dør (hvilket i en dansk sammenhæng vil sige ca. 150 gange om dagen) – hvad
det er for nogle specifikke fysiske, rituelle og faglige rammer, hvorunder mennesker
lever deres sidste tid og dør, og hvorfra de efterfølgende skal udsluses fra livet. Døden
er i dag i stigende grad et professionelt anliggende, og derfor kan sådanne studier
af professionel arbejdspraksis kaste lys over og medvirke til at forandre og måske
endda forbedre den professionelle arbejdspraksis og de faglige identitetsforståelser,
der hersker blandt de grupper i vores samfund, vi har overdraget ansvaret til at tage
sig af vores uhelbredeligt syge, de døende og deres efterladte til.
Slutteligt kan studier af døden og dens forskelligartede udtryksformer og forandringer
på såvel mikro- som makroplan også bidrage til at generere en skarpsindig
samtidsdiagnose over nogle af de mest fremherskende sociale og personlige patologier,
som den måske universelle frygt for at dø afføder i vores senmoderne kontrolsamfund,
der er ligeligt optaget af livskvalitet og livskvantitet, og hvor døden – eller udsigten
til døden – derfor på ubarmhjertig vis er noget, alle borgere i samfundet før
eller siden må konfrontere som en eksistentiel stopklods. Tidsånden indfanges måske
meget godt af den amerikanske komiker og filminstruktør Woody Allen, der engang
tilkendegav: “Jeg er ikke bange for at dø – jeg har bare ikke lyst til at være der, når
det sker”. Frygten for døden er således en vigtig drivkraft i både samfunds og menneskers
liv, som psykoanalytikere og psykologer i årtier har påpeget, men som sociolo-
17

ger endnu kun er ved at få øjnene op for. Døden er ikke kun noget, der vedrører det
enkelte menneskes følelses- og tankeliv. Eftersom den mangfoldighed af følelser, erfaringer
og oplevelser, der knytter sig til døden, er noget, som er et almenmenneskeligt
grundvilkår, er dette også et område, hvor sociologien fremover bør forsøge at
bidrage med undersøgelser og analyser, fordi disse almenmenneskelige følelser, erfaringer
og oplevelser – uanset deres specifikke og socialt konstruerede udtryk og karakteristika
– har vidtrækkende betydning for mange andre forhold i vores samfund.
Forandringerne i vores interesse for og bevidsthed om døden, som jeg her kort
har antydet, har bevirket, at der rundt omkring over de seneste år er opstået en decideret
dødssociologi med egne tidsskrifter, grundbøger, forskningsprojekter og konferencer,
og selvom det måske kan lyde som et lidt makabert eller trist tema, så er det
ikke desto mindre en bindestregssociologi med ganske meget liv i. De seneste års stigende
interesse for døden i fortrinsvis den angloamerikanske sociologi har hidtil dog
ikke forplantet sig i en dansk kontekst i nogen nævneværdig grad, til trods for at døden
kan være en frugtbar sammenhæng at belyse mange af sociologiens konventionelle
og nyere temaer så som rationalisering, identitet, klasse, køn, magt, diskurs,
professionalisering, værdier, normer mv.
Hvordan har jeg så selv forsøgt at bidrage til at undersøge døden? Som nævnt
hidtil fortrinsvis ved hjælp af kvalitative metoder så som observation af begravelsesceremonier
og deltagende observation af dødsarbejderes arbejdspraksis på hospital,
ved dokumentanalyser af dødsannoncer i aviser og internethjemmesider eller ved teoretisk
videreudvikling. For at udvide min egen horisont og for at kunne bidrage til ny
vidensskabelse inden for det dødssociologiske felt er det hensigten fremover at bidrage
til holdnings- og handlingsanalyser i et mere overordnet samfundsperspektiv for
enten at kunne påvise eller afvise den hyppigt påståede afstandardisering af døden,
som vi oplever i disse år. Fremadrettet er det således min forhåbning, at jeg kan medvirke
til at råde bod på nogle af de mangler, som nutidens danske dødssociologi
rummer – en dødssociologi, der fortrinsvis lider under manglende empirisk forskning,
herunder måske i særlig grad en kvantitativ kortlægning af danskernes praksisser og
opfattelser i forhold til døden. Endvidere forholder det sig således, at studier af vores
forhold til døden netop tilbyder – nej faktisk indbyder til – anvendelsen og kombinationen
af en mangfoldighed af metoder lige fra dybdeinterviews og deltagende observation
til surveys og dokumentanalyser. Såvel teoretisk som empirisk har vi således
blot taget de første spæde spadestik til at bidrage til en sociologisk belysning og
værdsættelse af døden i en dansk kontekst, og årene fremover vil vise, om det kan
lykkes at få skabt en endnu større interesse for studier af døden og det liv, der går
18

umiddelbart forud herfor. Vi bestræber os med oprettelsen af en masteruddannelse i
humanistisk palliation her på universitetet, med etableringen af en tværfaglig forskningsgruppe
samt med afholdelsen af den første nordiske dødskonference i Aalborg
senere i år at sparke lidt liv i interessen for døden.
Døden er dog ikke blot en udfordring for samfundet eller for sociologien, der
kan have vanskeligt ved at kapere eller indfange døden. Den er også en udfordring for
den enkelte sociolog, der arbejder med døden. Dette har jeg selv måttet sande i de
mange år, jeg har beskæftiget mig med døden. Jeg læste for nylig den nu afdøde norske
sociolog Yngvar Løchens bog Det gjenstridige livet, der er en dybt personlig
skildring af, hvad der sker med mennesker, og med deres omgivelser, når livet tager
den pludselige drejning, hvor døden bliver en iboende del af det. Løchen skrev bogen,
da han selv havde fået konstateret uhelbredelig kræft og kun havde kort tid tilbage
at leve i. Hans pointe er, at selvom vi i almindelighed som sociologer forsøger at
fordrive følelserne fra vores forskning, så bliver de nærværende, når f.eks. alvorlig
sygdom og død – men det kunne også være forfremmelse, fyring, forelskelse, fortvivlelse
eller andre forhold i livet, vi ofte ikke selv er herrer over – på nye og uforudsigelige
måder indtræffer i vores liv. Løchen skrev: “I lighed med alle andres liv er forskerens
uforudsigeligt og følger ikke en på forhånd optrukket linje”. 30 Så udover de
åbenlyse faglige muligheder, der ligger i at studere døden med en sociologisk optik,
så tilbyder forskningsarbejdet med døden også en mulighed – måske endda en nødvendighed
– for dødssociologen til at skulle konfrontere sin egen dødelighed, sin
egen frygt og sine egne følelser. Selvom dette ikke altid er lige behageligt, så er det
faktisk ganske meningsfuldt og livsbekræftende at kunne forene sociologisk forskning
og personligt følelsesliv på denne måde. Lad mig derfor her afslutte mit korte
nedslag i mit arbejde med døden med at citere den danske forfatter Villy Sørensens
udødelige ord: “Der er liv og døden, og der er død i livet, men der er måske mest liv i
livet, hvis døden er en del af det”.
Poesien
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche morede sig i bogen Den muntre videnskab med
konstateringen: “Er det da ikke morsomt, når selv de mest alvorlige filosoffer, uanset
hvor strenge krav de stiller til visheden om stort set hvad som helst, stadigvæk benytter
sig af digterord for at give deres tanker kraft og troværdighed?”. 31 Nietzsches drillerier
rettede sig mod alle dem, der til trods for deres dyrkelse af det lineære og logiske
argument, det systematiske og det analytiske, alligevel endte med at måtte ty til
det poetiske for at give deres udsagn styrke, prægnans og gennemslagskraft. Der skal
19

ikke herske nogen tvivl om, at en del sociologi både for sociologer og udefrakommende
kan forekomme ikke bare kedsommeligt for læseren på grund af sin ofte tørre
fremstilling af teorier, metoder, analyseresultater og konklusioner – den kan også decideret
skygge for nogle kreative åbninger eller mere overraskende pointer i ønsket
om at imitere en særlig videnskabelig jargon og logisk stringens. Det er derfor min
opfattelse og min erfaring fra såvel forsknings- som formidlingssammenhænge, at
sociologien – som mange andre i disciplinens storslåede historie har vist – i mange
henseender kan beriges og drage analytisk nytte af forskellige former for poetiske
indspark. Det er blandt andet disse opfattelser og erfaringer, som jeg sammen med
gode og kreative, danske som internationale, kolleger argumenterer for i antologien
Den poetiske fantasi, der udkommer i den nærmeste fremtid. 32 Heri demonstreres det
på en mangfoldighed af måder, hvorledes den poetiske fantasi kan udgøre et frugtbart
supplement til den sociologiske fantasi, og hvordan der ikke eksisterer nogen nødvendig
modsætning mellem at arbejde videnskabeligt og at lade sig inspirere kunstnerisk.
Som den amerikanske sociolog Robert Nisbet engang slog fast: “Sociologien er
utvivlsomt en videnskab, men den er også en kunstart, der får næring ... af præcis de
samme typer af kreativ fantasi, som findes inden for sådanne områder som musik,
billedkunst, poesi, skønlitteratur og drama … De problemer, indsigter, forestillinger
og former, der kommer til forskeren, stammer lige så ofte fra det ubevidste som fra
det bevidste, fra bred, eklektisk og uorganiseret læsning, iagttagelse eller erfaring, fra
at spekulere, skimme og drømme, fra glemte oplevelser, og fra alt det, der umiddelbart
og bevidst er i sigte. De stammer lige ... så ofte fra „venstrehånds‟– processer
bestående af følelse og intuition som fra „højrehånds‟– kanaler bestående af logik,
empirisk forankring og fornuft”. 33 Det er vigtigt at understrege, at jeg, ligesom Nisbet,
i min betoning af sociologiens og eksempelvis skønlitteraturens slægtskab ikke
argumenterer for identitet mellem sociologi og skønlitteratur, men derimod for et vist
overlap eller en vis affinitet mellem de måder, hvorpå disse forskellige videns- og
erfaringsområder forsøger at indfange og formidle den menneskelige tilværelse.
Både med hensyn til afsættet for sociologiens opkomst i midten af 1800-tallet,
som den tyske sociolog Wolf Lepenies har dokumenteret i sin flotte bog Between Science
and Literature, og i den tekstlige fremstillingsform, som sociologer anvender, er
vi i mange henseender meget tættere beslægtede med vores kolleger inden for de humanistisk-kreative
fag end med vores naturvidenskabelige fagfæller. 34 Det er det sidste
slægtskabsforhold, som jeg bestemt ikke vil underkende betydningen af, der imidlertid
ofte har givet anledning til det, Fritz Machlup for mange år siden kaldte for det
„sociologiske mindreværdskompleks‟. 35 Der er dog ingen grund til at føle hverken
20

mindreværd eller skam over, at sociologien kan drage nytte af eller suge næring fra
andre videns- og erfaringsdomæner end netop naturvidenskaberne. Når alt kommer til
alt, så kan ingen vel frasige sig et modikum af poetisk sans i deres sociologiske virke.
Selv ikke de mest hårdnakkede empiriske positivister eller de mest ubønhørlige kvantitative
talknusere kan undgå, som Nietzsche var inde på, at der fra tid til anden sniger
sig smukke ord og poetiske vendinger ind, der ikke umiddelbart kan aflæses af grafer
eller diagrammer, eller at man inspireres af en litterær muse i sine formidlinger af
udregninger og fortolkninger af data. Når alt kommer til alt, så er sociologi, ligesom
litteratur, kendetegnet ved at være tekstlig formidling af menneskelige iagttagelser og
menneskelige erfaringer med varierende grader af systematik, impressionisme, teoretisk
baggrund og empirisk dokumentation, og ligesom forfattere, så ønsker vi som
sociologer i almindelighed også, at vores produkter (det være sig bøger, rapporter eller
artikler) – selvom opbygningen af disse produkter ofte kan være meget forskellige
fra hinanden – er læseværdige, interessante og ansporer til refleksion hos læseren.
Jeg er naturligvis langt fra den første til at argumentere for denne frugtbare affinitet
mellem sociologi på den ene side og mere kunstneriske udtryksformer som
skønlitteratur på den anden. En af de måske bedste bøger, som sociologien kan fremvise,
er efter min mening Robert Nisbets Sociology as an Art Form, hvorfra det føromtalte
citat stammer, og hvori han argumenterede for, at selvom sociologien naturligvis
er en videnskab, så er der umiskendelige ligheder mellem, hvorledes sociologer
og kunstnere (eksempelvis romanforfattere) beskriver og belyser det sociale landskab
gennem konstruktionen af idealtyper og portrætter. 36 Det er min erfaring, at poesien
bredt forstået, som f.eks. alternative kildematerialer som film, musik eller romaner,
anderledes analysetilgange som metaforer, analogier eller plots og imødekommende
skrivemåder, der undgår unødig skolastik, kan tjene mange forskellige formål for den
praktiserende sociolog, uanset om vi taler forsknings-, undervisnings- eller formidlingssammenhænge.
Det er i årene fremover min hensigt at arbejde videre med at udvikle og udforske
det poetiske islæt i sociologien både som et tematisk felt, der i sig selv fortjener opmærksomhed
og afdækning, men også som en måde, hvorpå mine egne forskningsresultater
og analyser kan gives liv og opnå næring fra mange af de kilder, som udspringer
fra andre forståelses- og formidlingsmåder end den rendyrket sociologiske.
Som den amerikanske sociolog Lewis Coser skrev i sin bog Sociology Through Literature,
så iklædes “den sociologiske teoris udtørrede knogler det levende og formbare
væv, som vokser frem fra den litterære fantasi”. 37 Dette gælder dog ikke blot fremstil-
21

lingsformen, men også de mange analytiske og didaktiske muligheder, som skønlitteratur,
kunst, poesi og andre kreative domæner tilbyder den videnskabelige tankegang.
Utopien
Ikke blot hverdagen, døden og poesien kan udfordre, provokere og understøtte udviklingen
af sociologien, fordi de kan forekomme enten som ukonventionelle input eller
upassende tematikker for sociologisk forskning. Det samme kan også gælde for utopien.
Den engelske forfatter Oscar Wilde udtalte engang, at “et verdenskort, der ikke
indeholder utopia, er ikke værd at se på”. 38 Selvom denne udmelding er lige bombastisk
nok, så er det ikke desto mindre min opfattelse, at utopien på mange måder –
ligesom døden eller poesien – på frugtbar vis kan udgøre et kritisk bagtæppe for sociologisk
tænkning. Utopi betyder jo grundlæggende stedet, som ikke er. Man kan med
rette spørge sig, hvorfor og hvordan vi som sociologer overhovedet kan undersøge
det, som endnu ikke er, og som måske aldrig bliver. I udgangspunktet er det dog ikke
så meget ønsket om at studere det, som endnu ikke er, der her vil optage mig, eftersom
det kan forekomme som enten fremtidsforskning eller forskning i fantasifostre,
og ingen af delene er sociologiens opgave, men derimod mener jeg, at samfundsteori,
som er en af sociologiens vigtigste kerneområder, med fordel kan afsøge, opspore og
fremdirke nogle af de muligheder, der ligger i at forestille sig det, som endnu ikke er
som en del af ens sociologiske analyser og fortolkninger. Som den polske filosof
Leszek Kołakowski engang på tankevækkende vis konstaterede, så “kan det meget
vel være, at det umulige på et givent tidspunkt kun kan blive muligt ved at blive udtrykt
på et tidspunkt, hvor det er umuligt”. 39
Mange samfundsforskere har med tiden – og ofte med rette – angrebet utopien
både som et legitimt tema og som en ønskværdig tankegang, der fortjener sociologisk
opmærksomhed, og de har frygtet for den nærliggende normativitet, som en utopiinteresseret
sociologi kunne medføre. 40 Jeg er enig i, at vi skal være endog særdeles
varsomme med at bedrive normativ sociologi, men jeg mener ikke, at påpegningen af
hidtil usete muligheder, oversete chancer, glemte åbninger eller udtørrede håb i det
sociale liv nødvendigvis er normativt. Robert Nisbet konstaterede da også engang, at
“ved første øjekast forekommer utopisme og ægte samfundsvidenskab at være inkompatible.
Men det er de ikke. Utopisme er kompatibelt med alt andet end determinisme,
og den kan uden problemer udgøre en generel kontekst for samfundsvidenskab
på samme måde som andre kreative visioner”. 41 Ligesom hverdagslivet kan udfordre
vores forståelse af makrostrukturer, ligesom døden kan provokere vores forståelse
af livet, og ligesom poesien kan pirke til vores forståelse af videnskaben, ligele-
22

des kan sociologien meningsfuldt eksperimentere med studier af utopien – eller for
den sags skyld dystopien – så den kan bidrage til at kaste kritisk lys over det, der for
nuværende allerede er.
En god kollega, som også er til stede her i dag, meddelte mig ved mit ph.d.forsvar
for en del år siden, at hun ved gennemlæsningen af afhandlingen havde undret
sig over, hvorfor så ung en mand – som jeg var dengang – dyrkede en så tragisk vision
om sociologien. Dette var hendes indtryk, fordi jeg i afhandlingen havde dissekeret
henholdsvis Zygmunt Baumans, Erving Goffmans og Charles Wright Mills‟ forfatterskaber
og tydeligvis fundet stor inspiration heri. 42 Det er imidlertid ikke min opfattelse,
at deres sociologiske vision på nogen måde er tragisk – faktisk er den snarere
utopisk. De har alle, på hver deres måde, netop påpeget, hvordan såvel samfundsteori
som konkrete empiriske studier af enten hverdagsagtige eller afsondrede miljøer med
en grundlæggende humanistisk tilgang kan medvirke til at oplyse om umenneskelige
forhold og derigennem vise os, hvordan tingene kunne være anderledes. Som Zygmunt
Bauman engang bemærkede: “Jeg har en mistanke om, at vi i vores samfundsvidenskabelige
sprogbrug alt for ofte indsnævrer begrebet om „utopien‟ til de tidlige
moderne planer for det gode samfund forstået som en type af totalitet, der lægger beslag
på sine medlemmers valgmuligheder, og som på forhånd bestemmer disse valgmuligheders
bonitet, hvordan de end forstås … Jeg er nu tilbøjelig til at acceptere, at
utopien er en uadskillelig del af de menneskelige grundvilkår … Jeg tror, at utopien
er en af menneskehedens grundlæggende bestanddele, en „konstant‟ i den menneskelige
måde at være i verden på”. 43 Essensen i Baumans budskab, som jeg gerne tilslutter
mig, er, at mennesker i deres handlinger til alle tider og steder er drevet af forhåbninger,
drømme, ambitioner, aspirationer og motiver – eller det, den italienske forfatter
Italo Calvino engang kaldte „det fine støvs utopi‟ 44 – som ikke nødvendigvis er
determineret af deres klassetilhørsforhold, etnicitet, køn eller andre konventionelle
sociologiske variable, og som ikke nødvendigvis forventes at føre til forkromede historiske
slutprodukter eller store politiske manifester. Det er sociologiens opgave at
kortlægge og forstå disse i den menneskelige handling iboende utopiske aspirationer
og potentiale, uanset om de befinder sig på mikro- eller makroplanet, og utopien er
således en metafor for menneskers og samfunds drømme og forhåbninger.
Hvordan kan vi så undersøge utopier? Det udgør måske en metodisk udfordring,
men utopier, som jeg her forstår dem, kan i princippet studeres med de selvsamme
metoder, som vi studerer et hvilket som helst andet tema med, om det er gennem teoretisk
analyse, gennem menneskers livsfortællinger om deres oplevelser og ønsker,
om det er gennem historiske dokumenter, der afslører ændringer i diskurser, eller om
23

det er gennem spørgeskemaer, hvori mennesker angiver holdninger til dette og hint.
Utopien er, som den indisk-amerikanske sociolog Krishan Kumar engang slog fast,
det værendes evindelige dobbeltgænger, 45 og derfor giver utopierne – de individuelle
som de kollektive – os et indirekte billede af, hvordan verden kunne se ud, hvis den
ikke ofte så ubønhørligt modsatte sig vores viljer. Så selvom sociologien i sagens natur
må forholde sig til det, der nu engang er, så er der intet til hinder for, at sociologien
også kan interesse sig for det, der kunne være. Det er min ambition i årene fremover
at forsøge at kortlægge utopien, som den her er skitseret, og i talende stund er
jeg sammen med en gruppe internationale kolleger ved at lægge hånd på en bog om
transformationen af utopier i den vestlige verden i en historisk optik inden for områder
som f.eks. politik, videnskab, økologi, økonomi og livsstil. 46
Public sociology
I de senere års sociologi er der kommet stadig større fokus på det, der kaldes public
sociology, og som vel bedst kan oversættes til dansk som enten offentlig eller folkelig
sociologi. Denne nye diskussion om og interesse for public sociology er efter alt at
dømme direkte affødt af diskussioner inden for beslægtede discipliner om overgangen
fra såkaldt Modus-I til Modus-II-forskning, hvor sidstnævnte netop vægtlægger
tværfaglige samarbejdsformer, vidensmæssig nytte- og anvendelsesorientering, udadvendt
akademisk praksis med fokus på innovation, kreativitet og eksperimentering og
kommunikation med omverdenen. 47 Hensigten med italesættelsen af public sociology
har blandt andet været at diskutere, hvorledes sociologien så at sige kan række ud
over sig selv og nå ud til den større sociale omverden, vi som sociologer er en iboende
del af, og deltage i og præge den offentlige vidensdannelse, politiske beslutningsprocesser,
organisatoriske og institutionelle forandringsprocesser eller deliberative og
kommunikative meningsdannelsesprocesser. Dette mener jeg er en central rolle at
spille netop for en videnskab som sociologien, fordi det er her, at den viden om det
sociale, vi som sociologer i særklasse skaber, skal omsættes i virkelighedens praksisverden.
Det betyder naturligvis ikke, at al sociologi død og pine skal presses ind i en
kategori som public sociology eller for den sags skyld være anvendt videnskab, men
det skader ikke, hvis sociologien kan gøre sig gældende og vise sig anvendelig udenfor
universitetets tykke mure.
Den måde, hvorpå man opfatter fænomenet public sociology, varierer naturligvis
fra sociolog til sociolog, og det kan både betragtes som værende noget positivt og
velkomment eller som noget negativt og uønskværdigt. Vurderingen af public sociology
afhænger formentlig også af, hvilke metaforer man selv mener bedst kendeteg-
24

ner sociologien. I min egen metaforiske optik skal sociologien ikke anses som et citadel,
der er under angreb udefra, eller som skal forsvare sig mod omverdenen ved at
mure sig inde. Det er derimod en mølle, der kun maler så længe, at omverdenen vedbliver
med at forsyne den med og efterspørge høsten fra den menneskelige livserfaring,
vi som sociologer maler på i vores analytiske møller. For at skitsere, hvorledes
jeg selv overordnet opfatter public sociology, så har jeg i en bog anvendt begrebet om
„den tredobbelte hermeneutik‟, som – med behørig tak til den engelske sociolog Anthony
Giddens‟ begrebsanvendelse – signalerer, hvordan vi som sociologer fortolker
på andre menneskers egne fortolkninger af deres eget liv. 48 Sociologien er således
mere avancerede og systematiske fortolkninger af allerede eksisterende fortolkninger,
Det, sociologen kan eller bør gøre, hvis man som jeg er fortaler for public sociology,
er så at sikre, at disse fortolkninger af fortolkninger atter sendes i cirkulation i samfundet.
Dette kan gøres på mange forskellige måder, og jeg skal her ikke gøre mig til
dommer over, hvilken måde eller motivation der er bedst, mest meningsfuld, ærværdig
eller nyttig. Den amerikanske sociolog Michael Burawoy sondrede i sin flotte
formandstale til den amerikanske sociologforening i 2004 mellem fire forskellige
former for public sociology alt afhængigt af ens intenderede publikum og karakteren
af den viden, man formidler. 49 Af tidsmæssige hensyn kan jeg her ikke gå i detaljer
med disse fire former, ligesom jeg principielt ikke vil lægge mig fast på, hvilken af
disse former, der mest eller mindst fortjener betegnelsen public sociology, men jeg
vil kort skitsere nogle af de konkrete sammenhænge, hvor jeg mener og selv oplever,
at sociologien på frugtbar vis kan komme i dialog med og cirkulation blandt en bred
og folkelig offentlighed. Dette er efter min mening i stadig større grad påkrævet og
nødvendigt, særligt fordi det i disse år tilsyneladende hyppigere italesættes, hvordan
det mest saliggørende og meriterende er, såfremt sociologer målrettet stræber efter at
kommunikere med andre sociologer i internationale tidsskrifter og citere hinandens
tekster. Dette mener jeg ikke i sig selv er problematisk, men det kan ende med blive
det, hvis vi som utilsigtet konsekvens heraf glemmer, at der findes en sociologihungrende
og sociologiinteresseret offentlighed uden for sociologiens egen snævre kreds.
Nogle af de sammenhænge, hvor vi som sociologer – nogle gange i det små, andre
gange med en ikke ubetydelig effekt – kan bringe vores viden ud i den store omverden,
er f.eks. gennem deltagelse i foredrags- og folkeoplysningssammenhænge,
hvor sociologisk viden kan formidles til andre end fagfæller. Jeg mener, at vi som
sociologer bør være opmærksomme på, at netop vi er i besiddelse af en type af viden,
som ikke blot ganske almindelige såkaldt „samfundsinteresserede mennesker‟ finder
interessant, men som også kan medvirke til at få mennesker til at forstå og analysere
25

deres egne liv og samfundets indretning og sammensætning på nye og udfordrende
måder. Det er netop det, den amerikanske sociolog Charles Wright Mills engang
smukt karakteriserede som „den sociologiske fantasi‟. 50
En anden sammenhæng, hvor sociologen med fordel kan indgå som vidensperson,
er gennem forskellige former for forenings- og bestyrelsesarbejde, hvor man har
mulighed for at kvalificere diskussioner, bidrage med forskningsbaseret viden og italesætte
problemstillinger og dagsordener på måder, så alt ikke kun kommer til at dreje
sig om økonomiske dispositioner. Selvom vi med vanlig sociologisk beskedenhed
måske ikke forestiller os, at vores teoretiske viden om det sociale, vores metodologiske
og analytiske færdigheder eller empiriske erfaringer efterspørges i så konkrete
kontekster som forenings- eller organisationssammenhænge, så er der ingen tvivl om,
at netop sociologer har en berettigelse og en betydning, når det handler om at anlægge
faglige perspektiver på en mangfoldighed af praktiske problemstillinger og sociale
forhold.
En tredje måde at bedrive public sociology på er gennem aktiv deltagelse i den
mediediskurs, som sociologer i stadig hyppigere grad inviteres med i. I modsætning
til tidligere er det nu ikke længere kun økonomer, politologer eller jurister, der i radio
og tv får mulighed for at bidrage med viden og indsigt – sociologer ses stadig oftere
som videnspersoner, der stiller deres viden og faglighed til rådighed for læsere, lyttere
og seere – og således også subsidiært for beslutningstagere på forskellige niveauer,
fordi de nødvendigvis må forholde sig til det, der florerer i medierne. I vores ekspertkultur
ved vi kun alt for godt, at alle efterhånden gøres og kan gøres til eksperter i
snart det ene og snart det andet – om det er livsstilseksperter, fremtidsforskere, spindoktorer,
kommunikationsrådgivere eller trendspottere. Der er således mange, der
gerne vil have fingrene i det fad, der består af at levere interessante og prægnante fortolkninger
og analyser af sociale forhold. Derfor fordrer denne form for public sociology
naturligvis sociologisk faglighed, ansvarlighed og integritet, men det betyder til
gengæld ikke, at blot fordi, der er mange om buddet, så skal vi som sociologer skynde
os at abdicere vores fortolkningstrone og overlade analyserne til alle de andre. Det
vil være min påstand, at mange af de problemstillinger, som vores samfund i disse år
slås med, på mere fyldestgørende måde netop kan belyses og kvalificeres af sociologer
end af så mange andre faggrupper. Sociologer skal i sagens natur – som sociologer
– ikke politisere, men de kan netop bidrage til at kvalificere den offentlige debat
med det, der er deres største force – nemlig at studere og forstå samfundet eller særligt
udvalgte dele heraf. Det er naturligvis stadig muligt at være en excellent sociolog,
også selvom ikke ret mange andre end en selv og ens nærmeste faglige netværk lige
26

ved det, ligesom det er muligt at være en dårlig, uinteressant eller uinspireret sociolog,
som mange så til gengæld har viden om. Det vil imidlertid være min påstand, at
muligheden for at være en i denne offentlige sammenhæng god og interessant sociolog,
så må det nødvendigvis funderes i det faktum, at den sociologi, man bedriver og
skaber, kommer i cirkulation uden for ens umiddelbare fagkreds. Sociologien og den
viden, den skaber, er ganske enkelt alt for vigtig til at ligge hengemt i tykke bøger
eller tidsskrifter ingen andre end sociologer selv læser. Som Zygmunt Bauman engang
konstaterede: “Sociologien kan ikke korrigere for verdens mangler, men den
kan hjælpe os til at forstå dem på en mere fuldkommen måde, og herved gøre os i
stand til at handle i forhold til dem med det formål at forbedre den menneskelige tilværelse.
I denne globaliseringstid har vi mere end nogensinde behov for den viden,
som sociologien kan bidrage med. Når alt kommer til alt, så sætter en forståelse af os
selv i nutiden os i stand til at begribe samtidens vilkår og forhold, uden hvilken der
ikke ville være noget håb om at forme fremtiden”. 51
Det betyder naturligvis ikke, at samfundet ligefrem er i fare for undergang, krise
eller opløsning, hvis sociologerne ikke kommer til orde i offentligheden, men det betyder,
at sociologers viden om og forståelse af samfundet bliver både mere mangelfuld
og fattigere. Det påhviler efter min opfattelse således samfundsforskere, herunder
naturligvis også sociologer, at deltage aktivt i den offentlige debat med viden,
indsigter, perspektiver, analyser og fortolkninger, således at vi kan bidrage til at forstå
samfundet mere fyldestgørende. Hvis ikke vi gør det, så kan vi være helt sikre på,
at mange andre nok skal stå klar i kulissen til at tage over. Jeg vil således, ligesom
den amerikanske sociolog Murray S. Davis for efterhånden mange år siden, argumentere
for, at eftersom det er vanskeligt definitivt at afgøre, hvad der i en udpræget fortolkningsvidenskab
som sociologien i sidste instans er „sandt‟ med stort S, så er det i
disse Modus-II-tider mindst lige så vigtigt at fokusere på det, der er „interessant‟ –
altså det, der forekommer at kunne spille en konstruktiv og aktivt skabende rolle i
såvel sociologi som samfund, og som kan bevirke, at sociologien bliver relevant for
samfundet eller offentligheden. 52 Der eksisterer naturligvis ikke nødvendigvis nogen
modsætning mellem det „sande‟ og det „interessante‟, men hvis det „sande‟ ikke også
formidles og kommunikeres på en interessant måde, så er der ikke mange andre udover
os selv, der får glæde af alt det interessante, vi som sociologer faktisk laver.
27

SAGA
De temaer, jeg indtil nu af tidsmæssige hensyn kun sporadisk har berørt, vidner formentlig
om relativt stor faglig spredning og om en mangfoldighed af indbyrdes relaterede
men også forskelligartede interessefelter, der har resulteret i en lang række udgivelser
inden for en lang række forskellige bindestregssociologier såvel som inden
for mere generel sociologi. Jeg vedgår gerne, at der i årenes løb har været såvel kontinuitet
som sporskifte i mine sociologiske feticher, ligeså vel som der har været kontinuitet
og nytænkning i forhold til mine faglige fællesskaber. I forsøget på fremadrettet
at skabe en mere fast og formaliseret ramme om mit sociologiske virke og med
henblik på at opbygge en platform til at videreudvikle min sociologiske fantasi etablerede
jeg sammen med en gruppe gode kolleger her ved instituttet i starten af foråret
2010 forskningsgruppen SAGA – en forkortelse for Sociologisk Analyse – Grund- og
Anvendt forskning. Hovedfokuset i denne forskningsgruppe er belysning og analyse
af forudsætningerne bag, udtryksformerne for samt konsekvenserne af afstandardiseringstendenser
i det kontemporære samfund med vægtlægning af studier af livsforløb,
livsformer, livsstile og livsførelse. Der er således både tale om at gennemføre historiske,
longitudinale og mere situationelle snapshort-orienterede studier inden for en
lang række forskellige faglige nedslagsfelter, ligesom der i forskningsgruppen både
arbejdes teoretisk og empirisk.
Selvom navnet SAGA måske kan give associationer til noget bagstræberisk eller
bedaget, så er det imidlertid forskningsgruppens stålsatte målsætning fremadrettet,
målrettet og med afsæt i nogle overordnede grundprincipper for det forskningsarbejde,
vi i årene fremover skal skabe, for det første at tage afsæt i en teoretisk perspektivisme,
hvor hensigten er at bombardere forskellige temaer eller felter, der optager os,
med en flerhed af teoretiske perspektiver og optikker, der sammen eller hver for sig
kan eksplorere og bidrage til forståelsen af afstandardiseringstendenser i samfundet.
Her er det vores ambition at forbinde, på det teoretiske plan, mikro- med makroperspektiver,
og for nuværende arbejder vi konkret med en teoretisk kortlægning og afklaring
af afstandardiseringsbegrebet inden for klassisk og nyere sociologi. Her er det
åbenlyst, at mange af de tendenser, som andre sociologer har påpeget, om individualisering,
informalisering, fleksibel kapitalisme, overgang til postmaterielle værdier og
den ekspressive revolution med fokus på individualitet, identitet og autencitet er centrale
at tage afsæt i med henblik på teoretisk videreudvikling og raffinement.
For det andet vil vi på baggrund af en metodisk pluralisme, der både tager afsæt i
metodekombination, metodekonfrontation og metodeudvikling, tilstræbe at kortlægge
og dokumentere forskellige afstandardiseringstendenser i en dansk og komparativ
28

kontekst inden for vores respektive fagfelter, hvilket bl.a. vil sige i relation til studier
af døden, af uddannelsesområdet, af professioner og af diagnoser og patologier. Her
er vi allerede i færd med at søsætte flere konkrete forskningsinitiativer.
For det tredje er det hensigten i forskningsgruppen at arbejde med eksperimenterende
fremstillings- og formidlingsformer for den forskning, vi bedriver, således at
den føromtalte poetiske fantasi og offentlige sociologi kan komme til konkret udfoldelse
i såvel analyse som fremstilling og formidling af sociologisk viden i symbiose
med mere konventionelle akademiske afrapporteringsformer med henblik på publicering
i en mangfoldighed af sammenhænge. Derudover er det min – og forskningsgruppens
– forventning, at vi ved at kombinere vores forskellige teoretiske og metodiske
færdigheder i forhold til vores respektive faglige særinteresser i fællesskab kan
opdage og opdyrke nye forsknings- og vidensfelter samt bidrage til eksisterende vidensfelter.
53
Afslutning
Jeg vil afslutte denne efterhånden ganske omsiggribende tiltrædelsesforelæsning med
at forsøge at samle den tidligere omtalte affaldsbunke en smule for at opsummere,
hvad dette, jeg nu i skitseform har berørt, så kan bidrage med til sociologien som videnskab.
Det har altid været min opfattelse, at sociologien har det bedst, når der stilles
spørgsmålstegn ved den. Ikke ved om den har en berettigelse eller om det overhovedet
er en videnskab – den diskussion er forhåbentlig og formentlig definitivt lukket
for længe siden. Men at man stiller spørgsmålstegn ved, om der findes anderledes,
nye og måske endda bedre, mere præcise og mere prægnante måder at bedrive sociologi
på end dem, vi for nuværende kender og bekender os til. Vi må som sociologer
have en vedvarende interesse i at udfordre og udforske vores egen disciplin, sociologien,
og opdage nye horisonter og grænser for dens virke og anvendelse.
Et andet gennemgående grundperspektiv i det hidtil sagte har været, at selvom
sociologer både bør adskille og faktisk adskiller sig fra de fleste andre fagdiscipliner,
så er slægtskabet til andre discipliner og udtryksformer måske større og mere frugtbare
end de forskelle, vi kan være nok så optagede af at påpege. En af de fællesnævnere,
der eksempelvis bør nævnes, er netop, at sociologien – ligesom mange andre samfunds-
og humanvidenskaber (og ligesom mange kunstarter) forsøger at indfange,
forstå og forklare menneskelivet, som det dagligt leves, opfattes og fortolkes af de
mennesker, der bebor samfundet. Det er således universitetet og ikke verden udenfor,
der er inddelt i forskellige fakulteter og institutter, der hver især varetager deres faglige
nicher og nidkært vogter deres respektive faggrænser. I modsætning til dem, der
29

måtte frygte, at disse grænser krydses eller opblødes, ligger jeg således ikke søvnløs i
natten over, at nogen vil stjæle sølvtøjet fra den sociologiske skattekiste.
Den tyske forfatter Robert Musil, der forfattede den fantastiske roman Manden
uden egenskaber, tilskrives ofte begrebet „mulighedssans‟ som en modsætning eller
et supplement til „realitetssansen‟. Musil skrev om denne særlige mulighedssans:
“Hvis der findes noget, der hedder virkelighedssansen [sense of reality] – og ingen vil
benægte dens eksistensberettigelse – må der også findes noget, man kan kalde mulighedssansen
[sense of possibility]. Enhver, der besidder den, siger eksempelvis ikke:
Her er der sket, vil der ske, må der ske dette eller hint. Han anvender sin fantasi og
siger: Her hænder der, eller burde der hænde, dette eller hint. Og hvis man fortæller
ham, at noget er på den måde, det er, tænker han: Jamen, det kunne nok lige så vel
være på en anden måde. Så mulighedssansen kan direkte defineres som evnen til at
tænke over, hvordan alt „lige så vel‟ kunne være, og den lægger ikke mere vægt på
det, som er, end på det, som ikke er. Man vil opdage, at konsekvenserne af en sådan
kreativ indstilling kunne vise sig at være ganske bemærkelsesværdige, og uheldigvis
bevirker de ikke sjældent, at de ting, som andre mennesker værdsætter, forekommer
forkerte, og de gør de ting, som andre forbyder, tilladelige, eller får sågar begge dele
til at forekomme ganske ligegyldige. Man siger, at den slags mulighedsmennesker
lever i ædlere væv, et tågedisens væv af forestillinger, fantasi og konjunktiv atmosfære”.
54 Der er formentlig ikke ret mange, der betvivler berettigelsen eller nødvendigheden
af realitetssansen, og derfor er den også forholdsvis triviel og ukontroversiel.
Achilleshælen ved realitetssansen er imidlertid, at den kun er optaget af det, der er
der i forvejen, og således er det sjældent, at den skaber noget nyt eller retter vores
opmærksomhed mod det uventede, det anderledes eller det, der endnu ikke er fuldt
udfoldet. Det er derfor min opfattelse, at vi som sociologer for det første må opdyrke
mulighedssansen forstået som mulighederne ved at bidrage til det samfundsliv, vi
som sociologer studerer. For det andet må vi afsøge mulighederne ved den disciplin,
vi selv repræsenterer. For det tredje må vi undersøge mulighederne ved de frugtbare
forbindelser til og samarbejder med andre discipliner, praksisfelter eller områder af
den menneskelige erkendelse, som sociologien med fordel kan opsøge, opdyrke og
bidrage til fremover. Denne mulighedssans kan understøttes og udvikles, såfremt vi
som sociologer anerkender, at selvom sociologien i sig selv nok er en rummelig disciplin,
der med tiden har skabt mange knopskydninger og kreative åbninger, så har
vi stadig blot set toppen af isbjerget af de potentialer, som sociologien repræsenterer.
Mulighedssansen, som jeg her opfatter og gengiver den, står således også i diametral
modsætning til proklameringen af autoritative sociologiske sandheder, forud-
30

givne svar på sociologiske spørgsmål eller en argumentation for ensretning og standardisering
af sociologisk viden. Igen vil jeg tillade mig at vende mig mod Zygmunt
Bauman, der i et tilbageblik på sit eget livs omfattende virke, bemærkede, at han i sin
karrieres tidlige forår engang havde flirtet med tanken om at skabe et sammenhængende,
altforklarende og gennemsystematiseret perspektiv på sociologien. Men, som
han retrospektivt erindrer, så holdt drømmen om at konstruere et sådant system ikke
længe, og han opdagede, og jeg citerer, at: “Overbevisningen om, at dets fordele ville
opveje anstrengelserne, forsvandt endnu hurtigere, og entusiasmen for projektet veg
for en decideret afsky. Jeg kom til at forstå min opgave som en vedvarende samtale
med den menneskelige livserfaring, og det sidste, jeg snart begyndte at forvente i forbindelse
med denne erfaring, var netop den form for systematik, sammenhæng,
spændvidde, jernhård logik og elegance, som man søgte og nu og da fandt i filosofiske
argumenter. Jeg blev påpasselig med ikke at tillægge den menneskelige tilværelse
mere logik, end den rummede og på nogen måde ville være i stand til at indoptage og
absorbere – for at de sociologiske beskrivelser af denne tilværelse ikke skulle overse
netop den betydningsfulde (om end irriterende flygtige) egenskab, der gør tilværelsen
menneskelig … Jeg formoder, at mine værker retfærdiggør min rubricering blandt de
mindst systematiske tænkere nogensinde, eftersom den „begrebslige klarheds‟ dyd
kun kan siges at glimre ved sit fravær i disse værker”. 55 Nu er det ikke – og må aldrig
blive – et mål i sig selv at stræbe efter at være en af de mindst systematiske tænkere
nogensinde, ligesom fraværet af den begrebslige klarheds dyd ikke er noget, man alt
for ihærdigt skal efterstræbe. Men Baumans definition af sociologien som en „vedvarende
samtale med den menneskelige livserfaring‟ har altid appelleret til mig, fordi
den netop betoner, hvorledes sociologien må være åben overfor den omverden, den er
en iboende del af, og eftersom den menneskelige verden er en mangfoldig verden beboet
af ret så forskelligartede mennesker, så er det også kun passende og naturligt,
hvis ikke ligefrem nødvendigt, at dette afspejler sig i sociologien selv.
Ligesom i Baumans tidligere optalte redegørelse for sin forvandling fra ungdommelig
systemtænker til mere moden og fritænkende sociolog er det også min opfattelse,
at en alt for rigid eller dogmatisk systemtænkning ikke er frugtbar eller hensigtsmæssig
lige præcis i forhold til at indfange og belyse de mange forskelligartede
tematikker og perspektiver, som jeg tidligere omtalte som omdrejningspunkterne for
mit eget virke, men det betyder til gengæld ikke, at det man så laver, er hverken usystematisk,
tandløst, letfordøjeligt, overfladisk eller usammenhængende. Selv i en
spraglet sweater kan der findes en rød tråd. Det har således altid været min opfattelse,
at det er meget bedre og betydeligt mere frugtbart at anlægge en pragmatisk indstil-
31

ling til vidensproduktion end en alt for principiel, fordi sidstnævnte ofte ender med at
skulle gøre vold på sig selv eller renoncere for at kunne efterleve de forkromede principper,
den selv bygger på. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg aldrig
har brudt mig om sociologipolitiet eller om sociologisk smagsdommeri, der på
forhånd hævder at have svaret på, hvad god, korrekt eller ægte sociologi måtte være,
og som dermed forsøger at håndhæve denne opfattelse ved at delegitimere andre former
for sociologisk praksis. Dét spor, jeg i mit virke selv har valgt at forfølge, og som
jeg selv føler bedst fører derhen, hvor jeg gerne vil være, er et, hvor vi som sociologer
vedvarende afsøger nye afkroge af den sociale virkelighed, hvor vi afprøver og
udfordrer den viden, vi allerede er i besiddelse af, hvor den deskriptive tilgang til afdækningen
af det ukendte eller underbelyste anerkendes som værdifuld, fordi den tilbyder
os et nyt eller forbedret grundlag for mere avancerede sociologiske analyser,
hvor tematikker, som vi måske betragter som trivielle eller rutinemæssigt overser,
tildeles særskilt analytisk opmærksomhed, og hvor vi som sociologer indgår i en levende,
kritisk og gerne engageret dialog med den menneskelige omverden.
Jeg har en drøm om en sociologi, hvor der er højt til loftet, hvor der er albuerum,
hvor der er luft og plads til nye tanker og tilgange – også, og måske især til dem, der
sidder på tværs af konventionelle barrierer eller konfronterer den måde, vi som sociologer
har for vane at gøre eller tænke tingene på. Med fare for at ty til bibelske formuleringer
er det min opfattelse, at sociologiens hus er en rumlig bolig, hvor der er
plads til mangfoldighed, forskellighed og anderledeshed, og at det anderledes i sagens
natur kun kan være anderledes, fordi der findes noget, det kan være anderledes i forhold
til. Man kan spørge sig, om denne drøm ikke allerede er indfriet, om det derfor
ikke er en stråmand, jeg her har opstillet, hvor det anderledes, eksotiske og upassende
er underprivilegeret, og om jeg egentlig ikke selv burde lægge mig mere i selen for
empirisk at afdække den menneskelige mangfoldighed og udforske de upassende temaer,
jeg har en forkærlighed for, i stedet for, med Goffmans indledende ord, at lukke
varm luft ud fra talerstolen? Disse spørgsmål vil jeg i udgangspunktet overlade til
andre at besvare. Jeg vil dog her afslutningsvis medgive, at selvom kritik nok er godt,
så er selvkritik ofte meget bedre. Jeg erindrer i den forbindelse atter en indsigt fra
Zygmunt Bauman, som engang – måske som en slags selverkendelse – bemærkede:
“Det skader ikke en filosof engang imellem at tage en gåtur ude i virkeligheden”. Jeg
er overbevist om, at det heller ikke skader en sociolog at få lidt frisk luft fra kontorets
eller studerekammerets beklumrede indelukke. Efter i en årrække og på grund af forskellige
arbejdsmæssige omstændigheder fortrinsvis at have dyrket den i anførselstegn
„upassende‟ sociologi bag et skrivebord, er det min hensigt og forhåbning, at de
32

kommende år vil give større mulighed for empirisk at tage den virkelighed, hvorom
jeg efterhånden har en ganske veludbygget teoretisk viden, i grundig besigtigelse med
henblik på at bidrage til den sociologiske udforskning af menneskelivets upåagtede
og upassende aspekter.
Jeg vil afslutte denne tiltrædelsesforelæsning med at gengive nogle udødelige
ord om sociologiens mission og eksistensberettigelse fra den amerikanske sociolog
Peter L. Bergers humanistiske introduktionsbog til sociologien, og som jeg stadig
mener, er en af de mest tankevækkende, fyldestgørende og præcise definitioner af
sociologen som menneske: “Sociologen … er en person, der intenst, vedvarende og
skamløst, interesserer sig for det, mennesker gør … og da han er interesseret i mennesker,
forekommer intet af det, som mennesker foretager sig, kedsommeligt for ham
… Det, der interesserer os, er den nysgerrighed, der griber enhver sociolog, der står
foran lukket dør, bag hvilken man kan høre menneskelige stemmer. Hvis han er en
god sociolog, vil han ønske at åbne denne dør for at forstå disse stemmer”. 56 Om
denne skamløse interesse for alt det, mennesker foretager sig, så berettiger betegnelsen
„upassende sociologi‟, eller om det blot er definitionen på sociologi som sådan,
det er nok en diskussion, vi må tage en anden god gang. Det er min forhåbning, at
denne tiltrædelsesforelæsning har givet et perspektiv på sociologien og demonstreret,
hvorledes jeg opfatter sociologiens mission og muligheder, vel vidende at det formentlig
forholder sig, som Erving Goffman afsluttede sin forelæsning om forelæsningen
med at konstatere: “Der er utvivlsomt nogle offentlige talere, der har skilt sig
ud fra flokken, men de har selvfølgelig ikke længere mulighed for at forelæse – selvom
man kan forestille sig, at de kunne gå ind i andre former for sceneoptræden. De,
der bliver tilbage for at tale, må gøre krav på en eller anden form for intellektuel autoritet
til at tale, og uanset hvor berettigede eller uberettigede deres krav på denne særlige
autoritet er, forudsætter deres talen denne forestilling om intellektuel autoritet i
almindelighed: At vi gennem en forelæsers udsagn kan modtage oplysninger om verden.
Tænk lidt over den mulighed at denne fælles, underliggende antagelse ikke er
andet end netop det, og at efter talen vender taler og publikum retmæssigt tilbage til
tvivlrådighed og gensidige misforståelser, til deres flimrende, brogede, uerkendelige
forhold”. 57
Tak for tålmodigheden.
33

Referencer
1 Pierre Bourdieu (1982/1990): “A Lecture on the Lecture”, i In Other Words: Essays Towards a
Reflexive Sociology. Stanford, CA: Stanford University Press, p. 177.
2 Erving Goffman (1981/2004): “Forelæsningen”, i Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen
(red.): Social samhandling og mikrosociologi. København: Hans Reitzels Forlag, p. 246.
3 Erving Goffman (1981/2004): “Forelæsningen”, i Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen
(red.): Social samhandling og mikrosociologi. København: Hans Reitzels Forlag, p. 242-243.
4 Se f.eks. Michael Hviid Jacobsen (2004): Zygmunt Bauman – den postmoderne dialektik. København:
Hans Reitzels Forlag. Keith Tester & Michael Hviid Jacobsen (2005): Bauman Before
Postmodernity: Invitation, Conversations and Annotated Bibliography 1953-1989. Aalborg:
Aalborg University Press. Michael Hviid Jacobsen & Poul Poder (red.) (2006): Om Bauman –
kritiske essays. København: Hans Reitzels Forlag. Michael Hviid Jacobsen (red.) (2006): Baumans
mosaik – essays af Zygmunt Bauman om etik, kritik og utopi, 1990-2005. Odense: Syddansk
Universitetsforlag. Michael Hviid Jacobsen, Sophia Marshman & Keith Tester (2007):
Bauman Beyond Postmodernity: Critical Appraisals, Conversations and Annotated Bibliography
1989-2005. Aalborg: Aalborg University Press. Michael Hviid Jacobsen & Poul Poder
(red.) (2008): The Sociology of Zygmunt Bauman – Challenges and Critique. Aldershot: Ashgate.
Michael Hviid Jacobsen (red.) (2009): Zygmunt Bauman: Fagre nye læringsliv – læring, pædagogik,
uddannelse og ungdom i den flydende modernitet. København: Unge Pædagoger.
5 Zygmunt Bauman (2003): Wasted Lives: Modernity and Its Outcasts. Cambridge: Polity Press.
6 Erving Goffman (1963): Behavior in Public Places: Notes on the Social Organization of Gathe-
rings. New York: Free Press, p. 4.
7 Robert K. Merton & Elinor Barber (2006): The Travels and Adventures of Serendipity: A Study in
Sociological Semantics and the Sociology of Science. Princeton: Princeton University Press.
8 Niklas Luhmann (1995): Social Systems. Stanford, CA: Stanford University Press.
9 Harold Bloom (1973): The Anxiety of Influence: A Theory of Poetry. New York: Oxford Universi-
ty Press.
10 Michael Hviid Jacobsen, (2003): “The Cult of the Classics – On the Scientific Function of the
Founders and Classics in Contemporary Sociology”. Yearbook of Sociology/Sosiologisk Årbok,
8 (2):1-47.
11 Vilhelm Aubert (1969): Det skjulte samfunn. Oslo: Universitetsforlaget. Citatet stammer fra den
engelske udgave: The Hidden Society (1965). Totowa, NJ: Bedminster Press, p. 3.
12 Marcello Truzzi (red.) (1974): Sociology for Pleasure. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall. Se
også Marcello Truzzi (red.) (1969): Sociology and Everyday Life. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall.
13 Ann Game & Andrew Metcalfe (1996): Passionate Sociology. London: Sage Publications.
14 Se f.eks. Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen (2002): Erving Goffman: Sociologien om
det elementære livs sociale former. København: Hans Reitzels Forlag. Michael Hviid Jacobsen
& Søren Kristiansen (red.) (2005): Hverdagslivet – sociologier om det upåagtede. København:
Hans Reitzels Forlag. Michael Hviid Jacobsen (red.) (2008): Encountering the Everyday – An
Introduction to the Sociologies of the Unnoticed. London: Palgrave/Macmillan. Michael Hviid
Jacobsen (red.) (2010): The Contemporary Goffman. New York: Routledge.
15 Erving Goffman (1983/2004): “Samhandlingsordenen”, i Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen
(red.): Social samhandling og mikrosociologi. København: Hans Reitzels Forlag
16 Georg Simmel (1998): Hvordan er samfundet muligt? Udvalgte sociologiske skrifter. Køben-
havn: Gyldendal, p. 38-39.
17 Peter L. Berger & Thomas Luckmann (1966/1992): Den samfundsskabte virkelighed – en videnssociologisk
afhandling. København: Lindhardt & Ringhof.
18 Birte Bech-Jørgensen (1994): Når hver dag bliver til hverdag. København: Akademisk Forlag, p.
17.
19 Maurice Blanchot (1987): “Everyday Speech”. Yale French Studies, 73:12-20, p. 12.
34

20 Se f.eks. Michael Hviid Jacobsen (red.) (2004): Upassende sociologi – sociologiske studier af
social samhandling og hverdagens håndteringsstrategier på sensitive steder. Aalborg: Aalborg
Universitetsforlag. Michael Hviid Jacobsen (red.) (2007): I samfundets sprækker – studier i
upassende sociologi II. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
21 Torben Berg Sørensen (1991): Sociologien i hverdagen – indføring i nyere gruppesociologi. Århus:
Forlaget Gestus. Torben Berg Sørensen (1995): Makroillusionen – aktører og samfund.
Århus: Forlaget Gestus.
22 Randall Collins (1988): “The Micro Contribution to Macro Sociology”. Sociological Theory,
6:242-253, p. 244.
23 Se bl.a. Michael Hviid Jacobsen & Rasmus Willig (red.) (2008): Anerkendelsespolitik. Odense:
Syddansk Universitetsforlag.
24 Simone de Beauvoir (1946/1981): Alle mennesker er dødelige. København: Gyldendal.
25 Michael Hviid Jacobsen (1997): The Myth of Homo Immortalis – Contours of a Thanatology of
Radicalized Modernity. Upubliceret kandidatafhandling, Aalborg Universitet. Se også: Michael
Hviid Jacobsen, (2001): Dødens mosaik – en sociologi om det unævnelige. København:
Gyldendal, og Michael Hviid Jacobsen & Mette Haakonsen (red.)(2008): Memento mori – døden
i Danmark i tværfagligt lys. Odense: Syddansk Universitetsforlag.
26 Zygmunt Bauman (1992): Mortality, Immortality and Other Life Strategies. Cambridge: Polity
Press.
27 Norbert Elias (1985): The Loneliness of the Dying. London: Continuum, p. 3.
28 Se f.eks. Philippe Ariés (1974): Western Attitudes Toward Death from the Middle Ages to the
Present. Baltimore: Johns Hopkins University Press.
29 Jesper Bo Jensen (2001): Midt i en mellemtid. Århus: Jyllands-Postens Erhvervsbogklub.
30 Yngvar Løchen (1998): Det gjenstridige livet. Oslo: Tiden, p. 1.
31 Friedrich Nietzsche (1820/1997): Den muntre videnskab. Frederiksberg: Det Lille Forlag, p. 94-
95.
32 Rasmus Antoft, Michael Hviid Jacobsen & Lisbeth B. Knudsen (red. (2010): Den poetiske fantasi
– om forholdet mellem sociologi og fiktion. Aalborg: Aalborg Universitetsforlag.
33 Robert Nisbet (1976/2002): Sociology as an Art Form. New Brunswick, NJ: Transaction Publi-
shers, p. 9-19.
34 Wolf Lepenies (1988): Between Literature and Science: The Rise of Sociology. Cambridge: Cam-
bridge University Press.
35 Fritz Machlup (1956): “The Inferiority Complex of the Social Sciences”, i Mary Sennholz (red.):
On Freedom and Free Enterprise – Essays in Honour of Ludwig von Mises. Amsterdam: Van
Nordstrand.
36 Robert Nisbet (1976/2002): Sociology as an Art Form. New Brunswick, NJ: Transaction Publi-
shers.
37 Lewis S. Coser (red.) (1972): Sociology Through Literature, 2. udgave. Englewood Cliffs, NJ:
Prentice-Hall, p. xviii.
38 Oscar Wilde (1891/2001): The Soul of Man Under Socialism and Selected Critical Prose. Har-
mondsworth: Penguin Books.
39 Leszek Kołakowski (1969): Marxism and Beyond: On Historical Understanding and Individual
Responsibility. London: Pall Mall Press, p. 92.
40 Se f.eks. Isaiah Berlin (1958/1990): Four Essays on Liberty. New York: Oxford University Press,
eller Karl R. Popper (1945/1971): The Open Society and Its Enemies, Volume II: The High Tide
of Prophecy: Hegel, Marx and the Aftermath. Princeton: Princeton University Press.
41 Robert Nisbet Nisbet, Robert (1962): Community and Power. New York: Oxford University
Press, p. xvii.
42 Den samlede ph.d.-afhandling bestod af en synopsis og tre vedlagte arbejder. Se bl.a. Michael
Hviid Jacobsen (2003): “Den biografiske vending – en narrativ sociologi for sociologien med
særlig henvisning til intellektuelle biografier om Charles Wright Mills, Erving Goffman og
35

Zygmunt Bauman”. Sociologisk Arbejdspapir, 5 (18):1-92. Sociologisk Laboratorium, Aalborg
Universitet. Ph.d.-synopsis. Michael Hviid Jacobsen (2000): “The Prodigious Provocateur – An
Inevitable Introduction to the Sociology of C. Wright Mills”. Sociologisk Arbejdspapir, 2 (7):1-
108. Sociologisk Laboratorium, Aalborg Universitet. Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen
(2002): Erving Goffman: Sociologien om det elementære livs sociale former. København:
Hans Reitzels Forlag. Michael Hviid Jacobsen (2004): Zygmunt Bauman – den postmoderne dialektik.
København: Hans Reitzels Forlag.
43 Zygmunt Bauman & Keith Tester (2001): Conversations with Zygmunt Bauman. Cambridge:
Polity Press, p. 48-50. Se også: Zygmunt Bauman (1976): Socialism: The Active Utopia. London:
Hutchinson.
44 Italo Calvino (1986): The Uses of Literature. New York: Harcourt Brace Jovanovich, p. 254-255.
45 Krishan Kumar (1987): Utopia and Anti-Utopia in Modern Times. Oxford: Blackwell.
46 Michael Hviid Jacobsen & Keith Tester (red.) (2011): Utopia and Social Theory (arbejdstitel).
Aldershot: Ashgate.
47 Se f.eks. Helga Nowotny et al. (2001): Rethinking Science: Knowledge and the Public in an Age
of Uncertainty. Cambridge: Polity Press. Michael Gibbons et al. (1994): The New Production of
Knowledge. London: Sage Publications.
48 Michael Hviid Jacobsen (red.) (2008): Public Sociology – Proceedings of the Anniversary Conference
Celebrating Ten Years of Sociology in Aalborg. Aalborg: Aalborg University Press.
49 Michael Burawoy (2005): “2004 ASA Presidential Address – For Public Sociology”. American
Sociological Review, 70 (1):4-28.
50 Charles Wright Mills (1959/2002): Den sociologiske fantasi. København: Hans Reitzels Forlag.
51 Zygmunt Bauman & Tim May (2001): Thinking Sociologically, 2. udgave. Oxford: Blackwell, p.
116.
52 Murray S. Davis (1971): “That‟s Interesting: Towards a Phenomenology of Sociology and a Sociology
of Phenomenology”. Philosophy of the Social Sciences, 1:309-344.
53 Rasmus Antoft, Michael Hviid Jacobsen, Trond Beldo Klausen & Anders Petersen (2010): “Afstandardisering
– livsforløb, livsform, livsstil og livsførelse under forandring”, i Michael Hviid
Jacobsen, Jens Lind, Maria Appel Nissen & Janne Seemann (red.): Metermålssamfundet. Aalborg:
Aalborg Universitetsforlag (under udgivelse).
54 Robert Musil (1953/1996): The Man Without Qualities, Volume I: 1930-1942. London: Minerva,
p. 12.
55 Zygmunt Bauman (2006): “Pro domo sua”, i Michael Hviid Jacobsen & Poul Poder (red.): Om
Bauman – kritiske essays. København: Hans Reitzels Forlag, p. 291.
56 Peter L. Berger (1963): Invitation to Sociology: A Humanistic Perspective. Harmondsworth: Pen-
guin Books, p. 29-30.
57 Erving Goffman (1981/2004): “Forelæsningen”, i Michael Hviid Jacobsen & Søren Kristiansen
(red.): Social samhandling og mikrosociologi. København: Hans Reitzels Forlag, p. 278.
36