Kære alle, familie, kolleger, venner, studerende - Sociologi - Aalborg ...

man faktisk selv havde afholdt, konstaterede han således, hvilket jeg kun kan tilslutte
mig, og jeg citerer: “Jeg håber, at I vil vente med at fælde jeres dom, og ikke straks
antage, at mit [i dette tilfælde indledende] valg af forelæsningen som emne afslører
mig som endnu en selvbestaltet klovn, der tror, at han kan slippe afsted med at lukke
varm luft ud fra talerstolen”. 3
I disse indledende refleksioner over forelæsningen som akademisk ritual og mine
overvejelser om helst at undgå at falde helt og aldeles igennem og således afbøde for
den ubehagelige og nådesløse forlegenhed, som Goffman både tilskriver den optrædende
selv og det tilstedeværende publikum, når noget går galt eller ikke lever op til
forventningerne, satte jeg mig ned og tænkte nøje over indholdet og karakteren af de
forskellige tiltrædelsesforelæsninger, jeg i årenes løb selv havde bevidnet, hvor ingen
heldigvis var faldet igennem. Jeg tænkte, at jeg her kunne søge lidt inspiration i forhold
til at finde ud af, hvad jeg skulle tale om. Min erindring om disse tiltrædelsesforelæsninger
tilsagde mig, at en sådan begivenhed kan forløbe på mange forskellige
måder og med mange forskellige afsæt. En tiltrædelsesforelæsning kan således både
være en slags opremsning eller gennemgang af de forskningsresultater, man igennem
sin kortere eller længere karriere er kommet frem til. Den kan også tage form af en
kættersk udfordring af den doxa, der hersker inden for ens disciplin eller være et statement
eller manifest over det perspektiv, som man mener, burde privilegeres inden
for ens disciplin. Den kan også være en videregående øvelse i akademisk navlepilleri,
hvor man minutiøst og detaljeret fremgraver alt det, man i årenes løb har siddet og
nusset med for sig selv, og som omverdenen ikke nødvendigvis har den store interesse
i, den kan være nostalgisk bagudskuende på ens tidligere i større eller mindre grad
storslåede videnskabelige bedrifter eller den kan være et visionært vue frem mod det,
man håber på, at ens nye akademiske titel som professor kan sikre, at man nu endelig
får mulighed for at lave. Slutteligt, og som den lette vej ud af dilemmaet om, hvad i
alverden man skal tale om, når man nu med en tiltrædelsesforelæsning tildeles taletid,
og når familie, venner, kolleger og andre tilhørere kommer langvejs fra og bruger deres
kostbare tid på at lytte til en, kan man også tage afsæt i princippet om all of the
above, hvorved man slipper for at skulle sortere alt for meget i de få originale pointer,
man i årenes løb er kommet frem til, eller at skulle tærske for meget langhalm på noget,
man har lavet, men ikke rigtigt føler for længere, eller noget, man gerne vil lave,
men nok ikke kommer til alligevel. Med fare for at tage munden for fuld, så vil jeg i
strid modsætning til dem, der mener, at less is more, i denne tiltrædelsesforelæsning
derimod anlægge et vist overflodsperspektiv – more is more kunne man måske kalde
det – hvor jeg på så kort tid som muligt ønsker at fortælle så meget som muligt om
6