Kære alle, familie, kolleger, venner, studerende - Sociologi - Aalborg ...

en scene, i strid modsætning til de mange andre sammenhænge, hvor man som forsker
fortrinsvis kommunikerer med sine omgivelser gennem tekstformatet i videnskabelige
bøger og artikler. Denne direkte konfrontation med publikum – ligesom
ved en teaterforestilling – skærper almindeligvis sanserne hos alle de tilstedeværende
parter, fordi man pludselig er tilgængelig for hinandens sanser på en måde, som ikke
er mulig gennem læsning af bøger. En forelæsning er, som ordet antyder, netop kendetegnet
ved at være en læsning for nogen. Goffman definerede forelæsningen som
en offentlig situation, hvor stilen typisk er, og jeg citerer, “seriøs og let upersonlig,
for den dominerende hensigt er at bibringe en rolig forståelse, ikke ren og skær underholdning,
sindsbevægelse eller umiddelbar handling. De udsagn, der indgår, har
angiveligt deres berettigelse i at vidne om sandheden – sandheden om noget, der skal
raffineres og udvikles på afstand, ulidenskabeligt, som et mål i sig selv”, som Goffman
skriver. 2
Eftersom forelæsningen er en sådan offentlig anledning, hvor det fordres af forelæseren,
at vedkommende mestrer den ulidenskabelige, upersonlige og raffinerede
kunst at formidle sandheden til en større forsamling, er den ifølge Goffman en delikat
øvelse i selvpræsentation, hvor forelæseren momentant sætter sit alt for menneskelige
selv på højkant. Dette vidner de ofte svedige håndflader hos forelæseren om, eller de
røde kinder, de letrystende hænder, de blanke øjne, det flakkende blik, den bævende
stemme, eller nødvendigheden af en fordelagtig, positiv og gerne flatterende indledende
præsentation af forelæseren – særligt hvis man kommer udefra og derfor er
relativt ukendt for tilhørerne – så man kan få boostet sin faglige identitet, allerede
inden man selv ytrer de første ord, eller de lettere kejtede og for de fleste letgennemskuelige
forsøg på at indlede ens forelæsning med nogle humoristiske og påtagede
afslappede hverdagsbetragtninger, eller de stakkevis af tunge bøger og noter, som
man møjsommeligt slæber med sig ind i auditoriet for at stive ens videnskabelige autoritet
af og vise, at man rent faktisk er et ganske belæst menneske, eller det ufordøjelige
manuskript, man møjsommeligt læser op af, som var det det eneste faste holdepunkt
i livet, eller det omsiggribende og farverige powerpoint-show, som man fyrer
af for at skjule, at man, selvom man gerne som de store performere og entertainere
ville kunne tale begavet og frit fra leveren i timevis, alligevel har brug for nogle pædagogiske
og tankemæssige krykker, der sikrer, at man ikke kollapser eller falder helt
igennem, og som i sidste instans skal sløre og skjule, at forelæseren, når alt kommer
til alt, og selvom man er tildelt det privilegium som professor at måtte tale for andre,
måske alligevel slet ikke skulle have noget meningsfuldt, originalt og vigtigt at sige. I
sit essay om forelæsningen, som byggede på manuskriptet til en forelæsning, Goff-
5