Kære alle, familie, kolleger, venner, studerende - Sociologi - Aalborg ...

umiddelbart forud herfor. Vi bestræber os med oprettelsen af en masteruddannelse i
humanistisk palliation her på universitetet, med etableringen af en tværfaglig forskningsgruppe
samt med afholdelsen af den første nordiske dødskonference i Aalborg
senere i år at sparke lidt liv i interessen for døden.
Døden er dog ikke blot en udfordring for samfundet eller for sociologien, der
kan have vanskeligt ved at kapere eller indfange døden. Den er også en udfordring for
den enkelte sociolog, der arbejder med døden. Dette har jeg selv måttet sande i de
mange år, jeg har beskæftiget mig med døden. Jeg læste for nylig den nu afdøde norske
sociolog Yngvar Løchens bog Det gjenstridige livet, der er en dybt personlig
skildring af, hvad der sker med mennesker, og med deres omgivelser, når livet tager
den pludselige drejning, hvor døden bliver en iboende del af det. Løchen skrev bogen,
da han selv havde fået konstateret uhelbredelig kræft og kun havde kort tid tilbage
at leve i. Hans pointe er, at selvom vi i almindelighed som sociologer forsøger at
fordrive følelserne fra vores forskning, så bliver de nærværende, når f.eks. alvorlig
sygdom og død – men det kunne også være forfremmelse, fyring, forelskelse, fortvivlelse
eller andre forhold i livet, vi ofte ikke selv er herrer over – på nye og uforudsigelige
måder indtræffer i vores liv. Løchen skrev: “I lighed med alle andres liv er forskerens
uforudsigeligt og følger ikke en på forhånd optrukket linje”. 30 Så udover de
åbenlyse faglige muligheder, der ligger i at studere døden med en sociologisk optik,
så tilbyder forskningsarbejdet med døden også en mulighed – måske endda en nødvendighed
– for dødssociologen til at skulle konfrontere sin egen dødelighed, sin
egen frygt og sine egne følelser. Selvom dette ikke altid er lige behageligt, så er det
faktisk ganske meningsfuldt og livsbekræftende at kunne forene sociologisk forskning
og personligt følelsesliv på denne måde. Lad mig derfor her afslutte mit korte
nedslag i mit arbejde med døden med at citere den danske forfatter Villy Sørensens
udødelige ord: “Der er liv og døden, og der er død i livet, men der er måske mest liv i
livet, hvis døden er en del af det”.
Poesien
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche morede sig i bogen Den muntre videnskab med
konstateringen: “Er det da ikke morsomt, når selv de mest alvorlige filosoffer, uanset
hvor strenge krav de stiller til visheden om stort set hvad som helst, stadigvæk benytter
sig af digterord for at give deres tanker kraft og troværdighed?”. 31 Nietzsches drillerier
rettede sig mod alle dem, der til trods for deres dyrkelse af det lineære og logiske
argument, det systematiske og det analytiske, alligevel endte med at måtte ty til
det poetiske for at give deres udsagn styrke, prægnans og gennemslagskraft. Der skal
19