Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

2 Legitim national kultur I sidste nummer af <strong>Standart</strong> behandlede vores temasektion, »Stand In«, litterær kanon, og de fleste af bidragene havde direkte berøring med den igangværende kanondebat. I mellemtiden er kanonudvalgets rapport så blevet offentliggjort. Rapporten rækker ud over den gængse danske tradition på området og også ud over udvalgets oprindelige retningslinjer ved at indeholde en obligatorisk liste over forfattere, der skal læses både i folkeskolen og i gymnasiet. På trods af en del offentlig opmærksomhed og undervisningsministerens beslutning om at inkorporere rapportens anbefalinger i bekendtgørelsen for folkeskolen og i gymnasiets læreplaner, har kanonen ikke skabt de store konfrontationer. Det skyldes primært listens begrænsede omfang og rimeligt ukontroversielle indhold. Tilhængerne har jublende set den obligatoriske liste som et opgør med 68’erpædagogikken, og skeptikerne har med et skuldertræk kunnet konstatere, at den nye formelle kanon modsvarer den uformelle liste, der eksisterer i forvejen. Der er generelt set ikke den store modstrid mellem, hvad man mener, man bør læse, og hvad der rent faktisk læses, hvilket er dokumenteret i de empiriske undersøgelser, der bl.a. danner grundlag for udvalgets arbejde. Det kan imidlertid være interessant at spørge til, hvorfor kanonen kom på dagsorden? Og hvad er signalværdien af den foreliggende liste? Bag debatten og det vurderede behov for en obligatorisk liste må ligge en opfattelse af, at litteraturlæsningen og de institutioner, den er knyttet til, er udfordret. I sin rapport peger kanonudvalget på to sådanne udfordringer: Der sker dels »et intensiveret kulturmøde«, og dels er litteraturen »i hård konkurrence fra umiddelbart mere appellerende medier«. Den første udfordring vedrører globalisering og især påvirkningen fra amerikansk kultur. Heroverfor skal kanonlæsningen indfange »det særlige ved dansk kultur«, og kanonen skal stå som »et fælles tanke- og refleksionsafsæt«. Selv om udvalget også påpeger vigtigheden af at stifte bekendtskab med NR. 4 DECEMBER 2004 »stof fra andre kulturer«, betyder den obligatoriske liste en accentuering af det nationale. Kanonen er en lukket fest. I forhold til de konkrete valg af forfatterskaber kan den nationale accent også forklare, hvorfor det er forfatteren til »Der er et yndigt land«, der er foretrukket frem for f.eks. Baggesen eller Staffelt. Det hører øjensynligt med til Oehlenschlägers berettigelse i kanonen, at »Hver gang tv sender fodboldkamp fra Parken med afsyngelse af nationalsangen, bliver eleverne mindet om, hvorfor de altid har syntes, at synet af et fjordlandskab med lysegrønne bøgekroner bare er så flot«. Måske skulle man snarere koncentrere sig om at sikre sig, at eleverne forstår, at i litterær, åndshistorisk og politisk sammenhæng er en lukket fest ingen fest. I forhold til udfordringen af litteraturen fra andre medier, så udtrykker rapporten flere sympatiske ambitioner, og kanonlæsningen skal bl.a. indgå i et samlet forsøg på at øge litteratur- og læsefærdigheder. Det er en god pointe, at elevernes færdigheder udvikles ved at møde tekster, der er svære i den forstand, at de yder modstand i forhold til en umiddelbar afkodning, og specielt i folkeskolen kan det måske være nødvendigt med en regulering, der giver læreren støtte til at udvælge og præsentere eleverne for stof, der ikke umiddelbart appellerer til dem. Spørgsmålet er imidlertid om udvalgets liste er særlig velegnet til det formål. Ifølge udvalget er det et spørgsmål om pædagogik, at eleverne ikke sidder »gysende og venter på den dag, de virkelig skal læse Holberg, Oehlenschläger eller H.C. Andersen«. Dansktimerne som »Døde poeters klub«. Man ser det for sig — eller gør man? Disse udfordringer peger i retning af en tredje udfordring, som det i meget høj grad også drejer sig om. Litteraturens status er i det hele taget i krise i uddannelsesinstitutionerne. En kommentar i bladet Gymnasieskolen nr. 21/04 anslår følgerne af de nye læreplaner, der ledsager gymnasiereformen, til at betyde en beskæring af litteraturlæsningen i dansk fra ca. 85 % til ca. 40% af tiden (Det betyder så også, at den del af litteraturundervisningen, der skal gå med kanonlæsning, proportionelt bliver større). Selv om man sikkert kan slås om tallene, er der ikke tvivl om, at litteraturens status nedprioriteres, og at litteraturen dermed må afgive en del af sin kulturelle kapital til andre områder. Litteraturundervisningen er presset og rapporten kan derfor netop ses som et svar på dette pres og som et led i kampen om den kulturelle kapital. Implementeringen af udvalgets anbefalinger sikrer en opdateret statslig anerkendelse af litteraturundervisning som »kulturbærende« og som forvalter af »det særlige ved dansk kultur«. Kanonen får dermed den funktion, at den foreløbigt beskytter den kulturelle kapital, som litteraturinstitutionerne besidder, mod yderligere beskæringer. Ved at kanonisere en række af forfattere har man sikret sig statens garanti for, at disse anerkendes som legitim national kultur. Med staten som garant gennemtvinges dermed nogle objektive strukturer i form af en obligatorisk liste, og det erklærede mål er, at disse objektive strukturer skal modsvare de subjektive strukturer inde i hovederne på eleverne i form af oplevelsen af en bestemt form for kultur. Det er bl.a. det, der ligger i de »fælles litterære referencer«, kanonudvalget vil sikre. Det er imidlertid værd at huske på, at denne liste ikke bare uproblematisk er udtryk for en »fælles arv«, som alle danskere slæber rundt på. Udgør Martin A. Hansen f.eks. en bærende del af fundamentet for dansk kultur eller for dansk litteratur? Man kan frygte, at det i og for sig er ligegyldigt, om man svarer ja eller nej på det spørgsmål, for sandsynligheden for, at Martin A Hansen bliver en bærende del af dansk kultur, er øget betragteligt, simpelthen hen fordi den næste generation (nu med statsgaranti) vil have læst ham både i folkeskolen og i gymnasiet. Kanonen reflekterer ikke udelukkende en eksisterende »fælles arv«. Den er muligvis »kulturbærende«, men dens institutionalisering er også en progressiv kulturskabende handling, der vil indstifte en bestemt »fælles arv« og som dermed søger at præge opfattelsen af litteratur og kultur i en bestemt retning. Kanonudvalget har spillet ambitiøst ud for at sikre litteraturens overlevelse i undervisningsinstitutionerne. Nu savner vi et lige så ambitiøst modsvar. Anders Hedegaard Kristiansen LITTERATURMAGASINET STANDART. 18. årgang nr. 4, december 2004. REDIGERET AF Brian Andreasen, Johannes Henriksen, Anders Jørgensen, Mette Jørgensen, Anders Hedegaard Kristiansen, Line H. Ottosen og Henrik Varmark. REDAKTIONSSEKRETÆR: Frida Hansen. FORSIDE: Mikkel Lundsager Hansen. REDAKTION, ANNONCER OG ABON- NEMENT: <strong>Standart</strong>, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 4 50 12 25. E-mail: redaktion@standart.nu. Internetadresse: www.standart.nu. ISSN 1602-2246. SATS: Kalligraf v. Søren Kappel Schmidt, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 17. januar 2005. Udkommer næste gang primo marts 2005.
Jonas Hassen Khemiri Et øje rødt (Ett öga rött) Oversat af Benni Bødker 240 sider, 225 kr. Gyldendal Nils Malmros med et twist Anmeldt af Martin Deichmann Den norske litterat Erik Vassenden skrev for nyligt i Morgenbladet, at hvis man altid skal læse værker på deres egne præmisser, vil man hurtigt komme til at kanonisere en litteratur, som slet ikke har kvaliteten til det. En sober betragtning, synes jeg, som blev yderligere aktualiseret ved mødet med Jonas Hassen Khemiris debutroman »Et øje rødt« i dansk oversættelse. Svenskfødte Khemiri blev sidste år belønnet med Borås Tidnings debutantpris — Sveriges største af slagsen —, og »Et øje rødt« er i hjemlandet blevet solgt i mere end 80.000 eksemplarer. Imponerende efter alle nordiske målestokke og særligt af en debutant. Men »Et øje rødt« er heller ingen gennemsnitlig Svensson-roman. Den er — Khemiri er ikke lige min perka fortalt på ’rinkebysvensk’ eller ’shobresvensk’, som denne særlige sprogbrug kaldes. En sociolekt, der tales af beboere i en række forstæder til svenske storbyer — Rinkeby ved Stockholm og Rosengården i Malmø f.eks. —, men samtidig knytter den sig til en meget udbredt hiphopinspireret ungdomskultur. Shobresvensk tales af unge med såvel ensproget som flersproget baggrund — præcis som det billede, der tegner sig i Voldsmose, på Blågårds Plads eller i aftentimerne på Axeltorv foran Scala. I Benni Bødkers oversættelse er det naturligvis blevet til ’kioskdansk’: »I dag det var sidste dag i sommerferien og derfor jeg hjalp far i butikken«. Som det lyder i bogens allerførste sætning. Temmelig hjælpeløst på tryk. Måske endda en anelse irriterende for den, som har de fedtede kritikerkassebriller på. Forlagsstemplet — i det her tilfælde Gyldendal — garanterer naturligvis for kvaliteten, hvorfor konfrontationen mellem massive syntaks- eller grammatiske fejl og indbunden tryksag indikerer ’litterært eksperiment’. Omslag af Ida Balslev-Olesen Men det er et sjældent ufarligt ét af slagsen ghettomotivet til trods. I »Et øje rødt« er der ingen fart over feltet, ingen rappe replikker og stort set ingen skarpe kanter i skildringerne. Det er en dagligdagsfortælling — netop så monoton og almindeligt ualmindelig, som dagligdagen er. Bogens fortæller, teenageren Halim, bor sammen med sin far i en forstad til Stockholm. Her går han i skole med de andre forstadsbørn — Alonzo, Hristo, Stefan og Carina osv. — til fuldefest med de udvalgte og plages af et gennemsnitligt udvalg af pubertetsskavanker. Han bilder sig ind at være en ’tankesultan’, en revolutionsperker, som med sit enorme vid og sin gedigne fysik kan sætte enhver Svensson-kartoffel på plads. Halim tænker og fortæller på rinkebysvensk, men behersker også almin- (roman) delig svenssonsk. I en konfrontation med en tjener i et indkøbscenter får Halims sprogbrug næsten et arkaisk strøg — »Men i så fald undskylder jeg« —, som jeg har svært ved at forestille mig i munden på en nutidig teenager. Gad vide, om det er en svipser hos forfatteren eller den danske oversætter. I hvert fald er det en måde at tale autoriteter efter munden, og samtidig en mulighed for at gøre nar af samme. Ligesom denne anmeldelse, der både taler værket efter munden og i samme bevægelse gør grin af dets verden og sprogbrug. Jeg kan ikke gøre mig fri af følelsen af, at Khemiri ikke har ydet nok for at fortjene den megen hæder. Nok har han overtrådt en sproglig grænse, men han har ikke fået andet end banaliteter ud af det. »Et øje rødt« er Nils Malmros på rinkebysvensk. Uden tempo og egentlig slang og med et replikskifte, som aldrig bliver farligere end Malmrosklassikeren, »Mona, ved du hvad en TRL er for en...?« Rundt omkring i fortællingen har Khemiri drysset lidt metaspor og morsomheder. Familiens nye nabo hedder »Jonas Khemiri« og har omtrent samme baggrund som forfatteren. Og i en passage midtvejs i bogen henvender forfatteren sig — i skikkelse af den skrydende gangsta perka & tankesultan — direkte til læseren: Måske du som læser teksten synes den er totalt latterlig. Hvad kan jeg sige? Jeg skriver ærligt og hvis du hellere vil læse falskhed du kan læse en eller anden svenssonfilosof. Desuden hvis du synes, jeg lover jeg skider på dig (og hele din familie). Jeg ejer dig! Måske ærlighed er bogens største problem. At den så tydeligt gør opmærksom på sine præmisser og blotlægger sit potentielle materiale. Et problem er det i hvert fald, at læseren så nemt køber bogens præmisser. At en fortælling på rinkebysvensk altid i læserens bevidsthed vil være gennemsyret af ghetto, selvom det blot er en gammel århushistorie om igen. »Et øje rødt« er sympatisk, fint tænkt, men tenderer også i retning af det kedsommelige. Og det er synd, når der nu vitterligt var et helt nyt sprogområde at aktivere litterært. Stand In udgår i dette nummer, men vender tilbage i nr. 1, 2005. Redaktionen NR. 4 DECEMBER 2004 3
Page 1: 4 Anmeldelser af ny litteratur 18.
Page 5 and 6: på andre folks sorg. Virkeligheden
Page 7 and 8: hvilket er et kløgtigt fortællete
Page 9 and 10: prøver at dreje hinanden en knap e
Page 11 and 12: indbringende Balkan-traffik til Pol
Page 13 and 14: Af Anton Koch-Nielsen den engelske
Page 15 and 16: lader os lede af, men hvorhen, hvor
Page 17 and 18: de to børn, rækker ud over deres
Page 19 and 20: Mod folket og blodet Sibast anført
Page 21 and 22: mand under det kommunistiske regime
Page 23 and 24: »Regenroman« havde en livsbekræf
Page 25 and 26: ikke taler om Læger uden Grænser,
Page 27 and 28: Hugo, er denne mellemzone, som båd
Page 29 and 30: grænser og det indre. Til sidst sk
Page 31 and 32: Af Line Beck Rasmussen så kom invi
Page 33 and 34: Peter H. Olesen Jack Kerouac i Jyll
Page 35 and 36: klart. Digtets verber er stærkt ha
Page 37 and 38: dele og noget mere: en simultanpoet
Page 39 and 40: sådan, det er, er det jo ikke så
Page 41 and 42: Bo Green Jensen Den store epoke 136
Page 43 and 44: ternt, søger Højholt at konstruer
Page 45 and 46: Lars Frost: »Smukke biler efter kr
Page 47 and 48: af de enkelte kapitler. Den læge l
Page 49 and 50: Carsten Jensen Livet i Camp Eden 33
Page 51 and 52: Det er hårdt at være køn, og Pol
Page 53 and 54:
Show! Af Carsten Puggaard Om Højho
Page 55 and 56:
Fx Joel Garreaus ’edge city’ er
show all

Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø ... - Standart

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?