Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(lyrik) Jess Ørnsbo HOPLA 105 sider, 249 kr. Borgen Anmeldt af Peer S. Høgsbro Den ironisk-muntre titel »HOPLA« skrevet i versaler (som alle digttitler i samlingen) og med o’et hoppende som en lille glad bold — et ivrigt o —, så det hæver sig en tredjedel over de resterende bogstaver, er på den ene side falsk varebetegnelse, fordi digtene, der følger, flyder over af vrængende pessimisme og viser os en angstfyldt og absurd verden. På den anden side er digteren igen i en overskudstilstand, hvor humor, sortsyn og en fortsat undren dan- 40 Helt i hopla og helt hudløst heftig Jess Ørnsbo er en suverænt sortsnakkende sortseer NR. 4 DECEMBER 2004 Omslag af Kasper Holten ner grundpillerne. Der følges således op og fortsættes fra de foregående samlinger »Undren« (2001) og »Tavse digte« (2003). Igen er grundtonen aggressivt udfordrende og konfrontativ — her kan en læser ikke lulle sig ind i æstetisk verdensfjernhed. Et interessant nyt indslag, der måske kan ses som en kommentar til den i øvrigt udskældte kulturelle infantilisering, er forsøgene ud i genren børnesang, der bestemt må erklæres uegnede for mindreårige, og som jeg vil henregne til den del af samlingen, der er præget af sort snak. Her er læseren på en vanskelig opgave — disse forsøg på at vride nye oplevelser ud af det slidte sprog bliver i værste fald meningsløse, i bedste fald kan de formidle en absurd tilskæring af den oplevende instans’ sansninger. Det sidste er tilfældet i »SORT TALE«: Åh at bage rosenbed at stilke kranier helt igennem og træerne fulde af ornesved og kollapserende fugle Helt ned i neologismerne (’kollapserende’) viser disse sortsnakkende digte Ørnsbos vilje til at finde nye veje for sproget — og for oplevelsen af den verden, der alt for ofte tages for selvfølgeligt. Det leder over til de mere ’tilgængelige’ digte, hvor der (også) stilles flere spørgsmål, end der gives svar: I digtet »SPØR- GE JØRGEN«, afsluttes med spørgsmålene: »hvor er de voksne til de voksne« og »hvem skrev recepten på/ alt dette fravær?«. Her bruges det barnlige univers og barnets grundliggende undren til at påkalde læserens genoptagelse af en måske glemt undren ved at referere til en fællestekst. I lyset heraf begynder man at acceptere flere af digtenes modernistiske metaformærkværdigheder (som i ovenstående eksempel), og forstår det som sprogrystelser, der skal give os det velkendte i ukendt form eller gøre det fortrolige fremmed, så vi altså ser det på ny, som barnet. De ’99 forskellige digte’ (som det på titelbladet angives) har ingen åbenlys sammenhæng ud over dette spænd mellem det absurde og det verdensvendte, det der undrer sig helt ned i en deformering af sproget, og altså over den måde, vi udveksler og måske begrænser meninger/betydninger på, og det der direkte raser over tingenes tilstand. Som i »TILPASNING«: Du tænder for kontakten men det er et offerbål der slår ud af væggen ... du går ind ad en bildør men trafikofferet sidder allerede derinde hun siger hun elsker dig men det er tænderne på natbordet der taler ... du husker dig selv men det er blot en andens liv du gentager Så selv om titlen giver mindelser om forgangne tiders muntre ligegyldigheder, er der langt til Otto Leisners tv-shows og anden kulturel tyndskid. I indignationen og raseriet blander sig dog til tider en let resigneret stemme (helt eksplicit i digtet »RESIGNATIONSKURSUS«, hvor den resignerede holdning kommenteres), der sammen med det lidt outdatede ord hopla og en hyppig brug af ’De’ og ’Dem’ giver samlingen et præg af noget altmodisch — der tales til os fra en position, der er uddøende: Den erfarnes. En del af den kultur, der står for skud, er også netop præget af hastighed, ungdom uden indsigt, politisk kortsynethed — en velkendt (post)modernismekritik (og måske især kritik af kulturens kompensatoriske modtræk: forbrugerisme, stadig bevidstløs påfyldning, opportunisme og konformisme) — og opleves og sanses ikke fra en ophøjet, men fra et lidt træt og furet menneskes position. Fra et sted hvor tingene er set før, og hvorfra der insisteres på ellers næsten uddøde tiltaleformer. Det skal bare siges igen. Og vi tager gerne imod.
Bo Green Jensen Den store epoke 136 sider, 199 kr. Rosinante Anmeldt af Brian Dan Christensen Et fly med knækket hale Efter syv års digterisk tavshed falder Bo Green Jensen ned fra himlen, helt klædt i sort »Jeg ved at jeg fylder fyrre om lidt«, skrev Bo Green Jensen i den eminente digtbog »Vægtløs« fra 1997. Og her syv år senere hedder det »Jeg er næsten halvtreds/ Jeg har set og gjort det meste/ Der er ikke ret meget/ jeg mangler at føle«. I mellemtiden har der været store omvæltninger i digterens liv, og det hører vi om i et stof, der med årene ikke er blevet mindre selvbiografisk. Den nye digtbog kan skrives, fordi epoken med den første kone nu er forbi og kan fortælles, fortrydes og fortæres. »Den store epoke« er lettere at læse end forgængeren »Vægtløs«, fordi den er mere trofast over for sit gennemgående tema: Tiden, som koger alt ned, men ikke selv kan koges ned til noget håndgribeligt. Og digterens egne beskrivelser af det levede liv bliver utroværdige — for ham selv: »Det er som med leksika man selv har skrevet/ Man husker hvor usikker sandheden var«. Systemet nytter ikke Der er sket meget med Bo Green Jensens digte, siden den syvfoldige hovedhjørnesten blev lagt med de første digtsamlinger fra 1981 til 1986, der kom til at udgøre mammutværket »Rosens Veje« (udgivet samlet 1998). Han er ikke længere så slavisk systematisk, måske fordi erfaringerne har afsløret, at systemet ikke nytter og heller ikke ændrer noget — og da slet ikke den virkelighed, som det godmodigt anmassende forsøger at systematisere. Forfatteren har dog ikke forlist sin affinitet for struktur. Den nye bog har en resumeagtig intro, der slår grundtonen an, hernæst fem længere afsnit, der breder sig fra det selvbiografiske over en række politiske, historiske tekster, for at ende med rejsebeskrivelser og et Coda til at lukke bogen i — og lukke den ihærdige stukkatør inde i det forladte palads: »Nu er kun erindringens imperier tilbage«. Efter syv år agerer digteren i en virkelighed, hvor han bestemt ikke føler sig vægtløs. Konen er rejst, datterens veninders mødre bliver skilt, selv klasselæreren bliver sygemeldt og må skil- les. Hele hverdagen sættes på spil, og erkendelsen er bitter: »Man får, hvad man ønsker sig og ønsker det ikke. Hvad man har, er man ked af, indtil det forsvinder«. Et galleri af tindrende banalitet, javist, men kun indtil man selv entrerer det med sin krop og sin tid. Nu er pagten brudt og epoken forbi. »For tre år siden, her i stuen/ var vi lykkelige, hver og én. Vi indså det ikke«. Ligesom erfaringer altid er dårlige, så er lykken noget, man først føler i retrospekt. Håb til enker Men der kommer også nye steder; der kommer andre kvinder og en ny datter, som »løftes ud af et sår/ men hun kommer for at læge os«. Firsernes digter, der engang erklærede, at han Bo Green Jensen (Foto: Robin Skjoldborg) hellere ville være en journalist, der bijobbede som digter, end det omvendte, sætter sig på torvet med sit glas med te »og de blå cigaretter« og håber, at han kan arbejde på det nye sted, »Jeg tror det nye sted bliver bedre/ Jeg kan mærke her blæser en anden vind.« Men nye begyndelser indvarsler også nye afslutninger, og digteren har svigt og forræderi som lurende rejseledsagere. Han prøver på ikke at være bitter, prøver på at huske hende og den (lyrik) store epoke »med gylden hud og stjernehavet/ der strømmede fra dit vidtåbne køn/ som floden i Anna Livias skød«, men det er som at tale håb til »nybagte enker«. I »Den store epoke« er det for sent at fortryde og for tidligt at give op. Digteren vender i tankerne tilbage til dengang, de mødtes, kaster blikke på andre kvinder — blikke, der ikke længere behøver at være stjålne — og er tilstrækkeligt rådvild eller nostalgisk (er der nogen forskel?) til også at påkalde en long lost love, der slet ikke var en kærlighed, uden at han kan lade være med at spørge, hvor hun mon er i aften, her tredive år senere. Det ligger i epokens natur, at den ikke bare afløses af en ny, for en epoke er en ø, og når horisonten er endeløs, er der langt til land. Digteren kaster sig håbefuldt eller dumdristigt ud i en ny struktur og identificerer sig med en »salamander«, fabeldyret, der kan tåle hvad som helst. Men i digtet med samme titel bliver det klart, at digterens selviscenesættelse ikke overbeviser hverken skuespilleren eller hans publikum: Du bliver ældre. Dine dage ender ligesom dine digte. Ideerne kommer til verden som stjerner, i skummet og ilden hvor formerne mødes, men teksterne når aldrig bunden af siden. De smelter som is i din datters cola. De går ned i en spiral af røg som et fly med knækket hale i en sang af Roger Waters. De ender som aborterede udkast, sæd der falder forgæves på stien hvor en halvt udvisket kridtstreg endnu markerer den dræbte mands omrids. Ukrukket bog Bo Green Jensen har med den første digtsamling i syv år skabt et modent værk, som viser den tapre kunstner som ikke helt knækket mand. Bevares, der er da muntre indslag — som f.eks. digtet »Bestseller« om behandlingshjemmet for selvfede anmeldere, hvor »Kastholm og Metz holder hof« i det frugale hjørne, hvor »Bettina Heltberg deklamerer med sjæl« og hvor de »ved juletid pynter Laugesen op«. Men tonikaen er dyster — when something is not right, it’s wrong, sang skjalden — og uden »dronningen« virker det hele forkert. »Den store epoke« er en livsklog, til tider livstræt, hudløst ærlig og ukrukket bog med nyt om livet, der leves trods alt. Og det er det glade budskab. NR. 4 DECEMBER 2004 41
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 18.
Page 3 and 4: Jonas Hassen Khemiri Et øje rødt
Page 5 and 6: på andre folks sorg. Virkeligheden
Page 7 and 8: hvilket er et kløgtigt fortællete
Page 9 and 10: prøver at dreje hinanden en knap e
Page 11 and 12: indbringende Balkan-traffik til Pol
Page 13 and 14: Af Anton Koch-Nielsen den engelske
Page 15 and 16: lader os lede af, men hvorhen, hvor
Page 17 and 18: de to børn, rækker ud over deres
Page 19 and 20: Mod folket og blodet Sibast anført
Page 21 and 22: mand under det kommunistiske regime
Page 23 and 24: »Regenroman« havde en livsbekræf
Page 25 and 26: ikke taler om Læger uden Grænser,
Page 27 and 28: Hugo, er denne mellemzone, som båd
Page 29 and 30: grænser og det indre. Til sidst sk
Page 31 and 32: Af Line Beck Rasmussen så kom invi
Page 33 and 34: Peter H. Olesen Jack Kerouac i Jyll
Page 35 and 36: klart. Digtets verber er stærkt ha
Page 37 and 38: dele og noget mere: en simultanpoet
Page 39: sådan, det er, er det jo ikke så
Page 43 and 44: ternt, søger Højholt at konstruer
Page 45 and 46: Lars Frost: »Smukke biler efter kr
Page 47 and 48: af de enkelte kapitler. Den læge l
Page 49 and 50: Carsten Jensen Livet i Camp Eden 33
Page 51 and 52: Det er hårdt at være køn, og Pol
Page 53 and 54: Show! Af Carsten Puggaard Om Højho
Page 55 and 56: Fx Joel Garreaus ’edge city’ er

Per Højholt Elfriede Jelinek Péter Esterházy Niels Lyngsø ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?