Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

4 

Anmeldelser af ny litteratur 16. årgang dec. 2002 

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans 

Søren Ulrik Thomsen Imre Kertész Michel Houllebecq 

Jakob Ejersbo Morti Vizki Stand In: Frasorterede bøger

2 

For lidt 

og for meget ... 

»Der er alt for mange ord i omløb i verden«. 

Således indledte Erik Skyum- 

Nielsen med et citat af Kjell Askildsen 

sin åbningstale ved årets bogmesse i 

Forum. Og der udgives alt for mange 

bøger. Til gengæld er der alt for lidt tid. 

Derfor er det nødvendigt at være kritisk 

og selektiv. At forlange noget og give 

bogen modstand. Og så at give sig tid til 

at læse de gode af slagsen og dermed — 

som Skyum-Nielsen udtrykte det: »tage 

tiden tilbage«. 

Svært er det at tage sig tid på den hektiske 

bogmesse — også fordi indslagene 

sjældent får mere end tyve minutter at 

udfolde sig på. Til nogle indslag er det alt 

for lidt, til andre alt rigeligt. 

Arrangementerne på Scenen tildeles lidt 

mere tid. Således også åbningen og den 

efterfølgende præsentation af 

»Litteraturrådets Skriftserie nr.2«, hvor 

»Bogens levetid« diskuteres. De fleste 

bidragsydere er enige om, at levetiden er 

for kort. Pinen ved ikke at kunne få fat i 

klassikere eller endog ret nyligt udgivne 

bøger kender alle, der har fået beskeden: 

»Desværre, den er udsolgt fra forlaget« af 

en velmenende ekspedient. Dertil kunne 

tilføjes den irritation, der uvægerligt 

kommer snigende, når den ret nye og ret 

kendte bog, vi gerne vil købe i gave til 

den og den, ikke står på boghandlerens 

hylde. Overbringes denne ‘nyhed’ så tilmed 

af en ekspedient, der ikke længere 

er velmenende, men overbærende, og 

som ser på én med udtrykket ‘tror du 

måske, der er salg i den bog’, mens hun 

skyndsomst forsikrer én om, at hun da 

kan bestille den, »og så går der jo kun et 

par dage, inden den er her«. Det er bare 

ikke pointen. Det sker simpelthen for tit, 

at man må gå forgæves, og det skyldes 

kort og godt, at der er for lidt plads. På 

forlagenes lagre og i boghandlernes bagbutikker. 

Lagerpladsen er for dyr. Derfor 

lever de fleste bøger et kort liv først i 

boghandlen, derefter på forlagets lager og 

så igen i boghandlen, nu på udsalg. Et for 

NR. 4 DECEMBER 2002 

kort liv mener mange — også selvom 

nogle bøger genoplives som paperbacks 

eller i oversættelser i andre lande. 

Sidstnævnte har forfatteren Helle Helle 

skrevet om i sit bidrag til debatten. På 

Scenen sagde hun, at bogens levetid må 

være den tid, den lever videre i læseren 

— hvilket hun jo kan have ret i, men det 

forhindrer på den anden side ikke argumenterne 

for, at bogen har en for kort 

levetid, i at stå til troende. 

Men der udgives jo også bøger, som 

ikke har fortjent en længere levetid, end 

den meget korte, de får. De er en del af 

det hurtige show, der består af foromtale, 

reklamespots, anmeldelser, der endelig 

skal bringes på udgivelsesdagen, forfatterinterviews 

og pointgivning i form af 

stjerner, hjerter eller en anden form for 

letforståelig — og unuanceret — dom. 

Omtales bogen i »Alt for damerne« og i 

morgen-tv, er den hjemme. Fænger den 

ikke i en fart, fænger den ikke, for den er 

ikke gearet til at række ud over en eventuel 

nyhedens interesse. Jarl Borgen, 

grundlægger af forlaget af samme navn, 

skriver selverkendende i »Bogens levetid«: 

»Et utal af titlerne i en årsproduktion 

er enten fyld, gentagelser, idétyverier 

eller de bøger, der er de vigtige og nødvendige, 

men som er for lødige til læsermajoriteten«. 

For lødige. Det samme er 

måske hele diskussionen om bogens levetid 

— i hvert fald var der god plads på 

tilhørerrækkerne til dette arrangement. 

Først ved dets afslutning kom der flere 

til, men det (fortrinsvist ældre) publikum, 

der strømmede ind, kom for at høre 

Bo Lidegaard tale om Kragh-biografien. 

Ikke et ondt ord om den — tværtimod er 

det glædeligt, at det ikke kun er biografier 

om og af f.eks. frk. forhenværende pornostjerne, 

der har manges interesse. 

Biografier er i det hele taget bare bedre til 

at fange bredere. Fred være med det brede 

— og det hurtige, for ind imellem fanger 

det hurtigere én lidt langsommere, hvorved 

den smalle bliver bredere kendt. 

Som i tilfældet Søren Ulrik Thomsen, der 

pludselig har fået samtlige tanter i det 

ganske danske til ikke længere at synes, 

at digte er for svært og for elitært. Fedt. 

At nogle af dem, der læste ham før han 

blev omtalt i morgen-tv, så måske ikke 

synes, han er interessant længere, fordi 

han er blevet ‘for bred’, det er en anden 

(og mere tåbelig) sag. 

For problemet er jo ikke det brede. 

Problemet er, når trangen til at pleje de 

brede interesser gør, at Kjell bliver for 

speciel, hvorfor der ikke var plads til den 

norske forfatter, Kjell Askildsen på 

BogForum. Uden at gøre denne sag til 

bogverdenens Rushdie-sag, er det tankevækkende, 

at der mellem alle disse 

Katja’er ikke kan blive plads til en enkelt 

Kjell. Men betyder det, at vi skal vende 

os imod dette bogcirkus, denne markedsplads, 

hvor mere eller mindre litterære 

udskejelser faldbydes? For første gang 

har jeg hørt en boghandler sige, at der er 

noget godt ved, at bøger også sælges i 

supermarkeder. Det får nemlig folk, der 

ikke frekventerer boghandlen, til at købe 

bøger, og når de så på et tidspunkt får 

lyst til et større udvalg og nogle gode råd, 

vil de opsøge boghandlen. Det er nok 

ikke hele sandheden, men markedet 

udvides godt nok, selvom det også 

omfordeles, for boghandlerne har mig 

bekendt ikke mistet noget ved supermarkedernes 

indtog på bogmarkedet. Ligeså 

med denne messe. Den bliver aldrig en 

højmesse, der fremmer det højlitterære 

eller smalle, men at der er for lidt og for 

meget gør den ikke nødvendigvis fuldstændig 

fordærvet. 

Så nej, vi skal ikke afvise bogmessens 

mulighed for at nå et andet og bredere 

publikum. For nu at klappe os selv på 

ryggen skulle man i stedet give de udgivelser, 

der har fortjent det, et længere liv 

— bl.a. ved at forlænge deres levetid i 

omtalen af dem, ved at dyrke langsomheden 

i den ellers hurtige form, anmeldelsen 

og den korte artikel. Hvad vi derimod 

skal afvise er, at den smalle litteratur 

skulle være for smal til at deltage i 

den mumlen af stemmer, der stiger op fra 

bogmessen, super- og julemarkedet. Og 

når vi så får for meget af dette inferno af 

stemmer, tage imod Skyum-Nielsens 

opfordring til at lade en enkelt bog, den 

udvalgte, »tage et ordentlig stykke af 

tiden« i denne søde og fortravlede juletid. 

Lisbeth Christensen 

LITTERATURMAGASINET STANDART. 16. årgang nr. 4, december 2002. REDIGERET AF Brian Dan Christensen, Lisbeth Christensen, Mette Jørgensen, Helle Lindhardtsen, 

Kristian Mørk og Line Beck Rasmussen. REDAKTION AF STAND IN Brian Dan Christensen. REDAKTIONSSEKRETÆR Anders Jørgensen. FORSIDE tilrettelagt af Trine Stern. 

REDAKTION, ANNONCER OG ABONNEMENT Standart, Langelandsgade 139, 8000 Århus C. Tlf. 89 42 51 76. Fax 89 42 18 50. Giro 4 50 12 25. E-mail: standart.redaktion@sol.dk. 

Internet-adresse: www.standart.nu. ISSN 1602-2246. SATS Kalligraf, Skive. TRYK Zeuner Grafisk, Åbyhøj. UDGIVET MED STØTTE af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle 

tidsskrifter. UOPFORDREDE bidrag modtages gerne — dog uden forbindende. Deadline for bidrag til næste nummer er 27. januar 2003. Udkommer næste gang 4. marts 2003

Henry Roth 

Kald det søvn 

(Call It Sleep) 

Oversat af Karsten Sand Iversen 

470 sider, 349 kr. 

Centrum 

Anmeldt af 

Michael Bach Henriksen 

Med oversættelsen af »Call It 

Sleep« skriver Centrum videre på 

en forlagshistorie, der med stor 

tydelighed viser, hvor vigtig kortkritikken 

engang imellem er. Da 

Henry Roth udgav sin mageløse 

debutroman i 1934 var der ikke 

mange, der tog notits af det. Der 

var tilsyneladende ikke salg i en 

roman, der med Niels Brunses 

Fra omslaget 

Spigeddi og bindasje 

Forrygende newyorker-immigrant-dansk oversættelse af Henry Roths 

klassiker »Call It Sleep«, som blander engelsk med jiddisch, talrige 

dialekter og selvopfundet amerikansk 

rammende karakteristik mixer 

James Joyce med Martin Andersen 

Nexø i sin skildring af purken 

Davids opvækst på Lower East 

Side i New York i begyndelsen af 

det 20. århundrede. 

Henry Roth der ligesom sin 

hovedperson var søn af jødiske 

immigranter fra Galicien, forsvandt 

herefter fuldstændig fra 

den litterære scene. Et kvart 

århundrede ventede han på gennembruddet 

uden at skrive noget 

af betydning. I 1960 genudsendte 

hans forlag imidlertid romanen, 

som kritikeren Irving Howe anmeldte 

på forsiden af »New York 

Times Book Review«, og så var 

succesen hjemme. 

»Call It Sleep« solgte over en 

million eksemplarer alene på 

grund af Howes omtale. Tiden var 

omsider blevet moden til Roths 

særprægede modernistiske immigrantfortælling 

om den sensitive 

og skrøbelige David Schearl, og 

lige siden har romanen haft klassikerstatus 

i USA. Genopdagelsen 

kom på baggrund af 1950’erne, der 

i amerikansk litteraturhistorie ofte 

kaldes »det jødiske årti«. En periode 

hvor Philip Roth debuterede, 

Isaac B. Singer og Saul Bellow 

blev anerkendte navne, og hvor 

akademikere som Lionel Trilling 

og Alfred Kazin påvirkede universiteternes 

litteraturstudier. Tidsskrifter 

som »Dissent« og »Commentary« 

var trods deres elitære 

præg så kendte i offentligheden, at 

Woody Allen i filmen »Annie 

Hall« kunne underholde med at 


(roman) 

foreslå en sammenlægning under 

navnet »Dysentery«! Der skulle 

altså en klartskuende kritiker og 

en ændret tidsånd til, før Roths 

bog fik den fortjente anerkendelse, 

og nu kan læsere også være med 

på dansk. 

I »Kald det søvn« ser vi verden 

gennem Davids øjne, men attraktionen 

er ikke romanens handling, 

der nærmest er ikke-eksisterende. 

Opmærksomheden samler sig derimod 

om Davids sanseindtryk, der 

blandes med intense stemningsbeskrivelser 

fra storbyslummen. 

Sprogbevidstheden er ekstremt 

høj, og der ligger en formidabel 

oversætterindsats bag den danske 

»Kald det søvn«. Til brug for 

romanens mange dialoger har 

Karsten Sand Iversen opfundet et 

fantastisk newyorker-immigrantdansk, 

der matcher det høje 

niveau i originalen. Hos Roth 

blandes »korrekt« engelsk med 

jiddisch, talrige dialekter og selvopfundet 

amerikansk, der fører 

læseren direkte ind i den amerikanske 

smeltedigels kaotiske virkelighed 

anno 1900. På dansk 

lyder det bl.a. således, når vores 

morsyge hovedperson drilles af de 

andre immigrantbørn: 

»Pivung´, pivung´, sut din moars 

padder.« 

Eller således, ligeledes fra slummen 

i »Nyjork«, hvor ungerne 

snakker om »kenarjefugle«, »en 

trijon ellestikker«, »spigeddi« og 

bandager: 

»Sikken kæmpe bindasje han 

havde på. Jeg så den. Va fik han´n 

for?« 

Iversens oversættelse er helt forrygende, 

og under den langsomme 

læsning af »Kald det søvn« mindes 

man om, hvilken litterær guldalder 

vi rent faktisk lever i. Mark 

Twain sagde engang, at det er 

svært at være profetisk, især med 

hensyn til fremtiden. Men mon 

ikke kommende generationer vil 

mene, at vor tids store dansksprogede 

værker ikke er skrevet af 

danskere, men af bl.a. Camus, 

Dante, Faulkner, Gogol, Homer, 

Mann, Proust og Pynchon, der alle 

er udkommet på få år i prægtige 

danske oversættelser? Nu er Henry 

Roth minsandten også tilgængelig 

og endnu en perle, stor som en 

appelsin, er dermed faldet i den 

danske litteratur-ban. Gør plads 

under juletræet. 

3

(roman) 

Patriarkernes børn 

Jonathan Franzen 

Korrektioner 

Oversat af Mich Vraa 

609 sider, 395 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Tore Rye Andersen 

I løbet af det seneste årti er der i 

amerikansk litteratur sket en drejning 

bort fra den postmodernisme, 

der siden 60’erne har været fremherskende. 

Denne nylige udvikling 

manifesterer sig bl.a. i en 

bemærkelsesværdig fokusering på 

familien. Hvor postmodernismen 

ofte skildrede individer i ensom 

kamp mod Systemet, koncentrerer 

interessen sig nu om familien, der 

fremstilles som et menneskeligt 

modsystem mod det senkapitalistiske 

samfunds stadig prolifererende 

fangarme. 

Tendensen kan i og for sig allerede 

spores hos et par af de postmoderne 

patriarker selv, f.eks. i 

Don DeLillos »White Noise« og 

Thomas Pynchons »Vineland«, 

men hos patriarkernes børn – en 

ny generation af forfattere født o. 

1960 – er det reglen snarere end 

undtagelsen. Disse yngre forfattere, 

hvoraf navne som David Foster 

Wallace, Rick Moody, Dave Eggers, 

Donald Antrim, Jeffrey Eugenides 

og ikke mindst Jonathan Franzen 

skal fremhæves, er alle vokset op 

med den normbrydende postmodernisme 

som præskriptiv norm, og 

de søger i deres romaner konstruktive 

alternativer til, hvad de betragter 

som postmodernismens 

grundlæggende negation. Og den 

fælles platform for denne afsøgning 

er altså i vid udstrækning familien 

— ikke de tosseglade familier, vi 

kender fra talløse idiotiske ’sitcoms’, 

men snarere mere eller 

mindre dysfunktionelle familier, 

der med nød og næppe formår at 

holde sammen, og som derfor 

fremtræder yderst virkelighedstro. 

4 

Jonathan Franzen har skrevet en finkulturel samtidsroman, der når 

det brede publikum 


De fleste familier er vel udspændt 

mellem stærke centrifugale 

og centripetale kræfter, mellem 

frastødning og tiltrækning, hvilket 

nok især tydeliggøres i julen. Hvilket 

bedre billede på dette modsætningsfyldte 

grundvilkår end det 

tændte juletræ, der udgør et bogstaveligt 

samlingspunkt, mens 

familien utålmodigt hvirvler om 

det: Er centripetalkraften for 

stærk, så kommer man for tæt på 

og brænder sig; på den anden side 

kan det mindste brud på kæden 

slippe centrifugalkraften fri og 

slynge de enkelte familiemedlemmer 

fra hinanden i alle kompassets 

retninger… 

En splintret familie 

Julen som arnested for familien 

står også i centrum af Enid Lamberts 

drømme i Jonathan Franzens 

fabelagtige nye roman »Korrektioner«. 

Den 70-årige Enids inderlig- 

ste ønske er at samle den splintrede 

familie én sidste gang til jul i 

Lambert-hjemmet, inden hendes 

mand Alfred farer endegyldigt vild 

i Parkinsonismens og senilitetens 

irgange. Det er imidlertid lettere 

sagt end gjort, da parrets børn er 

spredt for alle vinde. Den ældste 

søn, bankmanden Gary, lever et 

tilsyneladende misundelsesværdigt 

familieliv med en smuk kone 

og tre raske sønner, men under 

overfladen lurer depressionen. 

Garys lillebror Chip prøver at for- 

hutle sig gennem tilværelsen på 

bedste beskub efter at have mistet 

en akademisk fastansættelse på 

målstregen, som følge af en hed 

affære med en studine. I begyndelsen 

af romanen forsvinder Chip 

således til det postkommunistiske 

Litauen, hvorfra han bedrager 

naive investorer over Internettet. 

Og familiens yngste, Denise, søger 

at holde styr på et forvirret kærlig- 

hedsliv, hvor hun bl.a. har en 

affære med sin chef og dennes 

kone [sic!], alt imens hun skiftevis 

passer og forsømmer sit job som 

chef-kok på en trendy restaurant i 

et nedlagt kraftværk. Det er disse 

kaotiske vektorer, Enid med diverse 

ufine tricks prøver at få til at 

konvergere i St. Jude. 

Romanen er opdelt i fem dele; 

en del for hvert familiemedlem. 

Tilsammen tegner de en vidunderlig 

mosaik af ikke blot Lambertfamilien, 

men også USA ved årtusindskiftet. 

Selv om familien 

står i centrum, ignorerer Franzen 

ikke det omgivende samfunds 

seismiske rystelser, og aktuelle 

fænomener som bioteknologi, 

politisk korrekthed, overvurderede 

Nasdaq-aktier og hensynsløs kapitalisme 

skildres overbevisende og 

kynisk klarøjet gennem deres indvirkning 

på romanpersonerne. Ved 

at præsentere kulturelle tendenser 

gennem deres effekt på romanpersonerne 

og samtidig fastholde personerne 

i fortællingens centrum, 

gør Franzen sit persongalleri 

sprællevende – en modsætningsfyldt, 

på én gang pragtfuld og 

røvirriterende, og således kun alt 

for menneskelig gruppe af karakterer, 

hvis lige man ikke har set 

længe. Kun den biseksuelle Denise 

synes at falde lidt igennem, da 

hendes komplekse personlighed 

virker en kende mere kunstfærdig 

end egentlig troværdig, og hun 

således i højere grad fremstår som 

en traditionel romanperson; men 

4? ud af 5 er ikke et dårligt resultat 

for en bugtaler, og selv Dickens 

ville have været misundelig på 

Franzens empatiske virtuositet. 

»Korrektioner« er simpelt hen 

eminent læseværdig, morsom og 

letløbende og dog med en knugende 

tyngde. Med romanens egne 

ord: »Tragedie omskrevet til farce«. 

En æstetisk korrektion 

Med dette karakterdrevne og tilgængelige 

værk lever Franzen helt 

op til den udfordring, han i 1996 

satte sig selv i essayet »Perchance 

to Dream«. Hér beskriver Franzen, 

hvordan det tidligere så privilegerede 

samfundsbarometer, romanen, 

har mistet terræn i forhold til 

tv, og at måden hvorpå det tabte 

terræn kan genvindes ikke er ved 

at skrive abstrakte, systemfikserede 

postmoderne monstrøsiteter à 

la Gaddis, Pynchon og DeLillo. 

Essayet er både et fadermord på 

de postmoderne pariarker, men 

også rettet mod Franzen selv, der i 

sine to første romaner, den glimrende 

»The Twenty-Seventh City«

(1988) og den knap så gode »Strong 

Motion« (1992) begik netop dén 

type svært tilgængelige systemromaner. 

I essayet satte Franzen sig 

følgelig for at skrive noget så øjensynligt 

paradoksalt som en finkulturel 

samtidsroman, der nåede det 

brede publikum og for en stund 

rev dem væk fra tv-skærmen. Som 

sådan er »Korrektioner«s vigtigste 

korrektion måske en æstetisk korrektion 

af den indimellem elitære 

postmodernisme. 

Med »Korrektioner« er Franzens 

projekt rent faktisk lykkedes — 

måske endda lidt for godt: Da romanen 

udkom i USA sidste efterår 

valgte tv-stjernen Oprah Winfrey 

prompte romanen som månedens 

bog i »Oprah’s Book Club« og 

inviterede samtidig Franzen til at 

optræde i sit talkshow; normalt en 

stensikker garanti for et mersalg 

på mindst en million eksemplarer 

og efterfølgende økonomisk uafhængighed. 

Men samtidig også, i 

hvert fald for Franzen, et lidt for 

bredt publikum, trods alt. I interviews 

udtrykte han reservationer 

over at blive slået i hartkorn med 

Oprahs sædvanlige forfatter- og 

læserskare, og en fornærmet Oprah 

trak forståeligt nok tv-invitationen 

tilbage, til stor moro i de amerikanske 

medier. Franzen har øjensynligt 

det tilfælles med sine postmoderne 

forgængere, at han ikke 

er helt tryg ved den brede mainstream, 

og gerne vil forblive i den 

velkendte margin. Han synes at 

være bange for den grænse, hvor 

litteraturen går fra at være kunst 

til at være en konsumvare på linje 

med cornflakes. 

Franzens lidt klodsede håndtering 

af Oprah-affæren ufortalt, er 

og bliver »Korrektioner« en fremragende 

roman, der tager handsken 

op og med et sviende slag i 

ansigtet på den mere abstrakte 

gren af postmodernismen skaber 

noget nyt. Romanen vandt fortjent 

en National Book Award og er 

sammen med David Foster Wallaces 

»Infinite Jest« fra 1996 det 

vigtigste indlæg i forsøget på at 

korrigere postmodernismen og 

genetablere romanen som — med 

Wallaces ord: »en levende transaktion 

mellem mennesker«; som en 

åben kommunikationskanal mellem 

forfatter og læser snarere end 

et tillukket tekstuelt spejlkabinet. 

Jeg kan ikke komme på andre 

amerikanske udgivelser fra de 

seneste 4-5 år, som jeg kan anbefale 

varmere, og den bør ligge under 

mange juletræer i år, alt imens familierne 

indædt forsøger at hænge 

sammen i dansen om træet. 

Behørige berøringer 

Ubehageligt godt billede af det ubehageligt kejtede 

Helle Helle 

Forestillingen om et ukompliceret 

liv med en mand 

168 sider, 228 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Lisbeth Christensen 

— Hej, sagde hun. 

— Hej, sagde han, og nogle gange 

lagde hun en hånd på hans ryg. 

— Lad være med at ynke mig, 

sagde han, og hun gik videre hen 

mod vinduet. 

Susannes nervøse, febrilske og kejtede 

hånd flagrer gennem romanen. 

Den er ikke helt rigtig nogen 

steder — hverken på Kims ryg 

eller på Esters, og der er ikke rigtig 

plads nok. Hun har ladet den højgravide 

Ester flytte ind hos hende 

og kæresten, hvor han sidder og 

forsøger at skrive. For Esters mand 

er utro, den ligefremme Ester har 

ikke givet Susanne mulighed for at 

sige nej, og Susanne er en krydsning 

mellem hensynsbetændelse, 

smålighed og klodsethed. På en 

måde er Susanne og Ester ikke 

engang rigtige veninder, men bare 

tidligere arbejdskollegaer, og 

egentlig er Susanne og Kim ikke 

ret meget kærester — de bor nærmest 

bare sammen. 

Det er nok derfor, hun forestiller 

sig alt muligt. Deres forhold er 

på mange måder ulige — som den 

paraply og mursten, Susanne selv 

ser dem som. Hun har prøvet at 

skrive lister over plusser og 

minusser i deres forhold, men hel- 

ler ikke ved den lejlighed kunne 

hun formulere hvad, der er galt. 

Sprogligt er hun ham underlegen, 

og hun ved det, og han ved det, og 

hun ved, at han ved det. Hun 

kommer med små ubehjælpsomme 

løgne, og hun forsøger at fortie sig 

ud af forlegenheden: 

— Jeg havde købt en undertrøje til 

ham. Nu kan du få den. Det er en 

størrelse large. Hvad er der? 

— Ikke noget. 

Han drak en stor slurk af sin fjerde 

øl. 

— Jeg har tænkt på, om vi skulle 

købe et juletræ i år, sagde hun, 

men så satte han glasset fra sig og 

så væk fra hende, ud af vinduet, 

og hun vidste, at hun var gået for 

vidt med juletræet og undertrøjen 

lige nu, her efter filmen. Alligevel 

sagde han ingenting. Han lagde 

også armen rundt om hende, da 

de kom ud igen. Der var et ophold 

i snevejret, men det føg meget fra 

tagene og på de åbne pladser. Hun 

gjorde sig tavs i bussen hjem for at 

bøde for sine almindeligheder. 

For Susanne handler det nemlig 

meget om almindeligheder. 

Hendes verden er praktisk og 

opryddelig og ren. Hun ordner og 

lufter ud — ifølge Kim så meget, 

at hun lukker al ånd ud af lejligheden. 

Der bliver i hvert fald gennemtræk, 

så der ikke levnes meget 

plads til den berøring, de egentlig 

gerne vil, men kun som kun finder 

sted forsøgsvist og famlende. Og 

Esters tilstedeværelse får blot konturerne 

af forholdet til at stå stær- 

Helle Helle (Foto: Robin Skjoldborg) 

(roman) 

kere frem: Fordi Ester fylder meget, 

får hun Susannes plads ved 

siden af Kim i bilen, så Susanne 

må nøjes med bagsædet, hvorfra 

hun forsøger at følge med i samtalen 

— hvilket hun selvfølgelig 

ikke kan. 

Den manglende formåen, de 

klodsede berøringer, kejtetheden 

og kulden ligger der fra romanens 

begyndelsesbillede. En scene i et 

frygteligt hvidt, koldt og afslørende 

lys — som netop Helle Helle er 

så god til at lave dem — viser et 

billede, hvor en masse handlinger 

er trængt sammen, hvor lyde smelter 

sammen, så man kun hører den 

lyd, der ikke er til stede. Billedet 

er så intenst, at det flimrer foran 

øjnene gennem læsningen af alle 

de små efterfølgende berøringer af 

ømme punkter. 

Måske er det fordi, jeg finder 

disse fortættede billeder så fabelagtige, 

at jeg alligevel allerbedst 

kan lide Helle Helles noveller. De 

er også bare noget andet end 

romanerne, javist, men når jeg nu 

er i gang med at gradbøje mine 

lovord, så får de velvalgte berøringer 

i novellerne lov til at fylde 

hvert sit univers, hvilket de sagtens 

kan og fortjener. I både denne 

roman og i »Hus og hjem« får 

kvinderne lov til at kejte derudaf 

imellem flæskefars, koteletter, kylling 

og and, og det er næsten ikke 

til at holde ud — som når nogen 

bliver ved med at nive én i 

kinden. Jeg er mere til regulære 

lussinger, men i det hele taget 

meget til disse ikke behagelige 

men behørige berøringer. 

NR. 4 DECEMBER 2002 5

(roman) 

Jakob Ejersbo 

Nordkraft 

424 sider, 298 kr. 

Gyldendal 

Benn Q. Holm 

Album 

571 sider, 350 kr. 

People’s Press 

Anmeldt af 

Bent Nylander Rasmussen 

Samtidsrealismen har ramt danskerne. 

Det såkaldte stormløb med 

den såkaldte forfatterskoleprosa 

som for alvor blev skudt i gang 

med Sonnergaards »Radiator« i 

’95 raser og samler hele tiden moment. 

Forfatterne hedder Jesper 

Wung-Sung, Daniel Dencik, David 

Læby, Morten Sindø, for den sags 

skyld også Helle Helle, og så altså 

Jakob Ejersbo og Benn Q. Holm, 

og så er sikkert flere glemt. Nogle 

6 

Omslag af Nego og Brando 

med foto af Lars H 

Ålborg, Danmark, danskerne 

og alt det der 

Samtidsrealisterne kommer: Unge Ejersbo på hvinende dæk gennem Nørresundby, 

Benn Q. Holm foretrækker at gå 


klarer sig op i blitzlyset, andre 

ikke; nogle med rette, andre ufortjent. 

Men sådan er det jo med 

mediemaskinen. Den er brølende 

sulten. Bogmessen i forum har 

aldrig været større, og man kan 

knapt nok huske, hvem der vandt 

årets Nobelpris i litteratur i oktober. 

Lige nu er det Jakob Ejersbo og 

hans »Nordkraft«, alle taler om. 

»Nordkraft« er sat i Ålborgs halvverden 

af stofmisbrugere, rårygere, 

nydelsesrygere, pushere, perkere, 

dealere, kurerer, krejlere, dørmænd, 

rockere og narkobetjente i 

begyndelsen af 90’erne. »Junkiehunde« 

hedder første del, hvor 

pusherfrau’en Maria er fortælleren. 

Pusherfrau bliver man, hvis 

man er kærester med en pusher. 

Det giver en vis agtelse i miljøet, 

og hvis man er råryger, kan man få 

dækket sit forbrug gratis, eller i 

hvert fald koster det kun sex. Til 

forskel fra pusherkæresten, den 

Omslag af Ida Balslev-Olesen 

med foto af Jens Morten 

tragikomiske og indolente Asger, 

der praktiserer hashsalg, tatovørforretning 

og Rottweileropdræt 

med lige stor talentløshed, er 

Maria en overlever. Hun besidder 

den blanding af opportunisme, 

ambition, men også menneskelighed, 

som bærer hende relativt velbevaret 

gennem alle trængsler. Det 

samme gør den hjemvendte sømand 

Allan i romanens anden del, 

»Broen«, der bliver indhentet af 

det snavs, han flygtede fra, da han 

et par år tidligere stod til søs som 

maskinmand. Allan slider sig fri 

fortiden mest af alt i kraft af en 

dyb og renfærdig forelskelse i den 

bundsolide Maja. 

I alt kan alle romanens personer 

inddeles i de, som har (Nord)kraften 

og de, som ikke har. Maria, 

Allan og Hossein, den iranske 

lånehaj, hvis pletfrie hjem står i 

lysende kontrast til de andres junkiehuler, 

har den alle. De kan 

være nok så anløbne, men grund- 

læggende er de ordentlige mennesker, 

som nok skal klare skærene. 

Derimod har Asger og Steso, det 

ultimative syrehoved og gruppens 

vismand, den overhovedet ikke. 

Ejersbos verden er inddelt i vindere 

og tabere, og hvad man ender 

som har langt mere med arv end 

miljø at gøre. Det er den lurende 

banalisme i romanen (eller er det 

en filosofi?) som sikkert er konsekvensen 

af den ekstremt handlingsorienterede 

fortællestil, 

Ejersbo har valgt, og som også er 

det talent, han helt retfærdigt hyldes 

for af en enig anmelderskare, 

som det hedder. Der findes heller 

ingen hjemlig forfatter lige nu, der 

kan fortælle så medrivende, visualisere 

så livagtigt og dreje en dialog 

så autentisk, som han. Men der 

er lidt af en jomfru over Maria og 

lidt af en ædel vild over Hossein, 

hvilket giver en bizar naturromantisk 

undertone midt i junkiegruen 

og som dufter alpefriskt af ideolo-

gi. Og det er egentlig ret provokerende, 

tilsigtet eller ej. 

Benn Q. Holm fik mange roser 

for sin og virtuost plottede ensemble- 

og københavnerroman »Hafnia 

Punk«, som omhandlede generationen 

af fortabte velfærdsbørn, 

som når langt op i 30’erne, før de 

siger farvel til øl, fisse og hornmusik 

og på det ynkeligste forsøger 

sig med hus, bil, kone og børn. 

Holm var en minutiøs og præcis 

realist i »Hafnia Punk«, og det er 

han også i »Album«, hvor vi derimod 

har at gøre med en generationsroman 

eller Danmarkskrønike, 

der strækker sig over de 

sidste 30 år og knap 600 tætskrevne 

sider. Hovedpersonerne er Jon, 

Lars og Martin og hver især repræsenterer 

de tre overordnede samfundsklasser: 

de venstreorienterede 

intellektuelle, den materialistiske 

øvre middelklasse og den til 

småborgerlighed aspirerende 

arbejderklasse. Den nøjsomme Jon 

går det godt, han bliver læge, Lars 

går det skidt, han ender som bistandsklient 

på Lolland og Martin 

går det sådan halvgodt, han får 

udgivet et par romaner, bliver gift, 

får børn, bliver skilt, gift, skilt… 

For nu at være lunken, må man 

sige, at det nok er et temperamentsspørgsmål, 

om man kan lide 

Benn Q. Holm eller ej. Hvis man 

holder af at se Matador eller falder 

i staver over miniaturebyerne i 

Legoland, skal man nok finde sig 

til rette i romanen, hvis ikke bliver 

det hurtigt som en »dagsmarch 

gennem knæhøjt mudder« (Tue 

Andersen Nexø i Information). 

Hvis »Album« er en vellykket 

roman, er det fordi Holm er en 

fabelagtig sædeskildrer, der præcist 

igen og igen spidder den helt 

rigtige detalje, uanset hvad han 

beskriver. Hvis romanen ikke er 

vellykket, så er det fordi persontegningen, 

konflikterne og udviklingsmønstrene 

er (tids)typificerende 

grænsende til commedia 

dell’arte. 

Selv om Holms erklærede mål 

med »Album« har været at nå ud 

til så mange danskere som muligt, 

er det svært at se, hvem der skulle 

have tålmodighed til at slubre sig 

igennem hele arkivet. Der sker for 

lidt, og det lidt, der sker, er for forudsigeligt 

og sker for langsomt. Og 

så er den i øvrigt alt for melankolsk, 

kynisk og pessimistisk til, 

at den nogensinde kan blive det 

al-danske referencepunkt for 

dagens voksengenerationen som 

Hammerichs Danmarkskrønike 

og Matador er for forældrene og 

bedsteforældrene. 

Problembehandlende 

litteratur 

Fra smertefuld barndom til sorgmunter ungdom i norsk litteratur 

Per Petterson 

Det er okay med mig 

Oversat af Annelise Ebbe 

184 sider, 248 kr. 

Batzer & Co 

Håvard Syvertsen 

I lyset 

Oversat af Mone Hvass 

176 sider, 228 kr. 

Batzer & Co 

Anmeldt af Sindre Ekrheim 

I Per Pettersons roman »Det er 

okay for meg«, første gang utgitt 

på norsk i 1992, følger vi arbeiderklassegutten 

Audun Sletten fra 

han er 13 og fram til han er 18 år. 

I løpet av denne tiden har avisgutten 

Audun rukket å hoppe av 

gymnaset og begynt å jobbe på et 

trykkeri. Rammen om romanens 

og Auduns liv er forstaden Veitvet 

i Oslo tidlig på 1970-tallet. Audun 

er skoleflink, men utilpass på skolen. 

Den eneste han utvikler et 

nært vennskap til, er klassekameraten 

Arvid som blir utvist fra skolen 

da han henger et FNL-flagg i 

skolens flaggstang. Arvid og Audun 

er levende opptatt av 1970-tallets 

politiske radikalisme, lytter til Bob 

Dylan og Jimi Hendrix, drikker seg 

fulle, kjører bil og leser bøker av 

de store heltene Helge Ingstad, 

Jack London og Jan Myrdal. 

På tross av at Audun er en slags 

outsider, er bokens persongalleri 

stort og de enkelte romanskikkelser, 

særlig den brokete forsamling 

av arbeidere på trykkeriet, 

skildret med rå varme. Denne realistiske 

oppvekstromanen inneholder 

mye barsk humor og underfundige 

replikkvekslinger, men 

den rører også ved de såre og sorgfulle 

sidene i Auduns liv. Romanen 

kan i helhet sies å pendle 

mellom et råhetens og et ømhetens 

nivå. Auduns barske skall holder 

hans indre sorg i sjakk. Moren har 

forlatt Auduns far som var en voldelig 

alkoholiker. Og den yngre 

broren Egil har omkommet i en 

bilulykke, i tillegg gjør den sosiale 

avstanden på gymnaset at han permanent 

føler seg utenfor. 

Selv om romanen handler om 

perioden etter at faren har forlatt 

familien, er den kronologiske fortelling 

brutt opp, den hopper i tid 

og bringer retrospektive streif og 

glimt inn i romanen, noe som tilfører 

Arvids historie bakgrunnsdybde. 

»Det er okay med mig« 

fanger inn det tidlige 1970-tallets 

særegne puls ved å referere til 

tidens musikalske og litterære 

emblemer. Og gjennom bruken av 

et forsiktig, men tidvis røft språk, 

ispedd lun humor, skapes en tekst 

med et stort språklig spenn. Språket 

driver stille av gårde, men 

blusser plutselig opp og slår til. 

Det virker som språket besitter 

Auduns egen dobbelhet idet det 

forvandles fra det ømme til det 

barske og omvendt. 

Mens Per Pettersons roman 

dreier seg om ungdom og oppvekst, 

så handler Håvard Syvertsens 

roman »I lyset« som ble utgitt 

i 2002, om en ubehagelig, vond og 

smertefull barndom. Der stilen er 

sorgmunter hos Petterson, er den 

snikende og uhyggelig hos Syvertsen. 

Jeg-fortelleren er den 10 år 

gamle Arne, han har en mor med 

en psykisk lidelse. Hun har vært 

innlagt på psykiatrisk sykehus, 

men har vært hjemme en stund. 

Arne våkner midt på natten av at 

en lastebil har havnet i naboens 

hage, noe som igjen utløser morens 

sykdom, hun tror at hun skal 

dø. Neste dag må Arne bli hjemme 

fra skolen og passe på moren 

mens far går på jobb på våpenfabrikken. 

Romanen utspiller seg 

over et par døgn. Den ytre fortellingen 

er sparsom på de store og 

dramatiske handlinger, bortsett da 

fra morens eskalerende sykdom. 

Teksten er desto rikere på språklige 

nyanser og av Arnes tanker og 

nitidige observasjoner av små gester 

og hverdagshendelser, noe som 

gjør at romanteksten understreker 

det underliggende klaustrofobiske 

dramaet. 

Arne ønsker å forstå hva som 

skjer rundt ham. Han fylles opp av 

(roman) 

morens sykdom og makter ikke å 

gå på skolen, overfor klassekameratene 

er morens sykdom et tabu. I 

et forsøk på å kontrollere sin egen 

angst studerer Arne legebøker og 

medisinske leksikon og kan sitere 

ordrett lange avsnitt om symptomer 

og sykdommer, noe som blir 

rene tvangsritualer for ham. Arne 

er veldig glad i sin mor og er dypt 

bekymret for henne og preges av 

sterk redsel for å bli forlatt: »Mor 

stod ikke i vinduet. Hun er borte, 

tenkte jeg, huset er tomt. Jeg cyklede 

op ad veijen, men jeg kunne 

allerede mærke hvordan det føltes 

i kroppen at gå fra værelse til 

værelse. Det var som om jeg ikke 

kunne føle noget, at ingenting virkede 

som det skulle.« 

Språket i romanen er klinisk, 

deskriptivt og hverdagslig. Den 

øde og nedslipte prosaen lar en 

sterk tomhets- og ensomhetsfølelse 

bre seg i teksten. Romanen har et 

konsekvent barneperspektiv og 

viser et barn som strever med å 

orientere seg i en fremmed verden. 

Og leseren møter den fordreide 

voksenverdenen, sett gjennom barnet 

Arne. Romanen sier noe 

vesentlig om det å være barn og 

det å ha vært barn, om ømhet, 

ensomhet og redsler i en barneverden 

som altfor tidlig vokser utover 

grensene sine. Barnet kastes inn i 

en fordreid og vond voksenverden 

som det ikke er i stand til å håndtere, 

og voksenpersonene er på 

grunn av tragiske omstendigheter 

heller ikke i stand til å ta hånd om 

barnet. 

Temaet om det forlatte og ensomme 

barnet har vært en tendens 

i deler av norsk samtidslitteratur 

en stund. Det utsatte barnet stod 

sentralt i Hanne Ørstaviks roman 

»Kjærlighet« fra 1997 og gjør det 

i årets roman av Niels Fredrik 

Dahl, »På vei til en venn«. Spørsmålet 

er om denne problembehandlende 

litteraturen legger seg 

altfor nært opp til journalistikken 

ved at den lar alvoret i saken 

engasjere leseren, ikke litteraturen 

og språket. 


(roman) 

Sjón 

Dine øjne så mig: 

En kærlighedshistorie 

Oversat af Kim Lembek 

216 sider, 249 kr. 

Vindrose 

Anmeldt at Trine Buhl 

Islændingene har tradition for at 

fortælle historier, og som ny forgrundsfigur 

på den litterære scene 

i Island følger forfatteren Sjón fornemt 

traditionen op. »Dine øjne så 

mig« består af en række fortællinger, 

der tager sig ud som en fragmentarisk 

blanding af drømmesyn, 

anekdoter og mytologi. Den ene 

fortælling griber forstyrrende ind i 

den anden, men kædes løbende 

sammen af et fortællende jeg, der 

8 

Den enbårne søn, 

fortællingen 

Sjón følger på fornemste vis den islandske fortællertradition op og 

tilfører en række velkendte historier en humoristisk og virtuos drejning 


fremstiller begivenhederne for en 

fiktiv læser. 

Romanens hovedfortælling 

udspiller sig i et pensionat i en 

landsby i Niedersachsen under 

Anden Verdenskrig. Her arbejder 

romanens hovedperson, den unge 

Marie-Sophie, som stuepige. En 

nat drømmer hun om en mystisk 

mand med en kuffert og en lyserød 

hatteæske, og da den samme 

mand dukker op i pensionatet den 

næste dag i skikkelse af en hårdt 

medtaget flygtning, får hun til 

opgave at passe og pleje ham. 

Marie-Sophie og flygtningen bliver 

anbragt i pensionatets præsteværelse, 

et levn fra dengang huset 

fungerede som horehus. Dér udvikler 

de langsomt et kærlighedslignende 

forhold, som resulterer i 

en kropslig og kønslig sammen- 

Dr. Franks deroute 

Eddie Thomas Petersen 

Kys 

491 sider, 348 kr. 

Samleren 


»Kys« er Eddie Thomas Petersens 

første roman, men alligevel vil 

han allerede være kendt af de fleste 

som forfatteren bag tv-serien 

»Strisser på Samsø«. I den næsten 

500 sider lange »Kys« prøver 

Petersen kræfter med romanformatet, 

i en ambitiøs samtidsroman 

der vil give et tværsnit af Danmark 

omkring årtusindskiftet. Historien 

følger en stor gruppe danskere fra 

mange forskellige samfundslag, 

samtidig med at den behandler 

forskellige aktuelle fænomener 

såsom IT-boblen på aktiemarkedet. 

I centrum af det store persongalleri 

står den unge læge Frank, 

der som Dostojevskijs Fyrst Mysjkin 

involverer sig lidt for meget i 

andre mennesker, alt imens han 

forsømmer sit eget mentale helbred. 

I begyndelsen af romanen 

møder vi Frank i eksil i Nordjylland, 

og resten af bogen fortæller 

historien om, hvordan han 

endte dér. Ud over Frank møder vi 

en lang række venner, ekskærester, 

kolleger og slægtninge, bl.a. kæresten 

Lisa, en succesrig jetsetter 

fra et eksklusivt investeringsselskab; 

Thea fra Nordjylland med 

det indviklede kærlighedsliv; samt 

bumsen Billy, som Frank ved et 

tilfælde involverer sig i. 

smeltning. Som ét væsen undfanger 

de et nyt menneskebarn – en 

enbåren søn, der også viser sig at 

inkarnere romanens fortæller. 

I »Dine øjne så mig« genererer 

At læse Eddie Thomas Petersens »Kys« er som at se 15 timers 

»Strisser på Samsø« ud i én køre 

Fra bogens omslag ved 

Ida Balslev-Olesen 

Sjón 

»Det er et grundtræk for alt levende, 

at det stadigt forandrer sig,« 

forvandlingen nye fortællinger. 

Sideløbende med romanens hovedhistorie 

– eller fortællerens undfangelseshistorie 

om man vil — 

hører vi om ærkeenglen Gabriel, 

der forbereder sig på at nedkalde 

Dommedag over menneskene. Men 

ærkeenglen forføres af Djævelen 

og må pludselig se sig omformet 

til kvinden Gabriella. I en anden 

historie hører vi om den personlighedsspaltede 

Karl Maus, der 

forvandler sig fra at være den afventende 

trolovede til at blive sin 

udkårnes voldtægtsmand. Forvandlingen 

manifesterer sig i forskellige 

former i romanens mange 

historier, men på et mere overordnet 

plan tager den sig ud som en 

humoristisk og grotesk fordrejning 

af et i øvrigt velkendt stof. Den 

konstante skævvridning af det, der 

refereres til, virker som den samlende 

komponent i den ellers brudstykkeagtige 

fremstillingsform. 

Ved at tilføre en række velkendte 

historier en humoristisk og virtuos 

drejning, lykkes det Sjón at 

genføde fortællingen og at give 

den fysisk og legemlig form. 

Undervejs gør han os til vidne til 

fortællerens ubesmittede fødsel. 

Men vi oplever også — og dette er 

ikke uden betydning for romanens 

idé og form - hvordan nye fortællinger 

undfanges, som de fortælles. 

hedder det på et tidspunkt i romanen, 

og »Kys« følger da også 

romanpersonernes voldsomme 

bevægelser, deres op- og nedture. 

Det er i og for sig et sympatisk 

projekt, men det forvaltes indimellem 

temmelig urealistisk, som når 

den snavsede bums Billy viser sig 

at være en rigmandssøn, hvis 

opadgående vektor krydser lægen 

Franks nedadgående bane. Trods 

drømmen om uhindret social 

mobilitet, så har prinser det med 

at forblive prinser, ligesom tiggerdrenges 

aspirationer om en villa i 

Hellerup sjældent belønnes. 

Den ovenstående liste over 

romanpersoner er langt fra udtømmende. 

Der er nemlig rigtig mange 

personer i »Kys«, og der bliver 

ved med at dukke nye op gennem 

hele romanen. Det er som om forfatteren 

i sit forsøg på at lodde 

dybt vil favne så bredt som muligt, 

men de to ting er ikke altid forenelige, 

og i Petersens roman udelukker 

de faktisk hinanden. I sit 

forsøg på at lære så mange mennesker 

som muligt at kende, zapper 

romanen rundt og lærer derfor 

ikke rigtig nogen at kende til

unds — en uvane som den har 

tilfælles med mange nye danske 

tv-serier, der i den hastige klipning 

mellem sideløbende handlingsforløb 

og menneskeskæbner 

aldrig formår at opnå nogen tyngde. 

»Kys« er i sidste ende en kollektivroman, 

der er lidt for kollektiv 

og for lidt selektiv. 

Realisme? 

Man kan læse bag på romanen, at 

den er »realistisk«, men flere ting 

synes at modarbejde denne påstand. 

Først og fremmest forfalder 

»Kys« i forsøget på trods alt at 

holde det store persongalleri sammen 

til usandsynlige sammentræf 

og tætvævede forbindelser af den 

type, man kun finder i fiktionen. 

»Hvor er denne her verden dog 

latterligt lille,« tænker Frank på et 

tidspunkt, og sjældent er den set 

så lille som i »Kys«, hvor alle kender 

alle og konstant render ind i 

hinanden. 

Romanens påståede realisme 

undergraves også på anden vis: 

enten må »Kys« foregå i et parallelt 

univers, hvor Tutankhamon er 

begravet i Kheops-pyramiden og 

ikke i Kongernes Dal; hvor skurken 

i den fjerde Star Wars-film 

ikke hedder Darth Maul, men Dark 

Maul; hvor Levi’s-jeans er blevet 

afløst af Lewis-ditto; et univers 

hvor unge akademikere (der går 

rundt med hhv. fjällræv og fjellräv, 

men ikke fjällräv) ikke får et stipendium, 

men et stipendiat, og 

hvor det engelske sprog er blevet 

modificeret så enterprise staves 

interprice og surprise surprice, 

samt hvor rockgruppen Thin Lizzy 

nu hedder Thin Lissy, og hvor den 

søde forsanger i Jefferson Airplane 

hedder Slik snarere end Slick til 

efternavn; enten foregår »Kys« i et 

sådant Borgesk parallelunivers, 

eller også har forfatteren og hans 

redaktør været så umanerligt sjuskede, 

at det tangerer det skandaløse 

og i hvert fald ikke overbeviser 

med sin realisme. 

At læse »Kys« er lidt som at se 

15 timers »Nikolaj og Julie« eller 

»Strisser på Samsø« ud i én køre: 

man er såmænd udmærket underholdt 

de første par timer, og historien 

kører ganske let med enkelte 

befriende glimt af humor, men 

derefter begynder utålmodigheden 

at indfinde sig. Man mister så 

småt interessen for personernes 

lidt for kunstfærdigt indviklede 

liv, og efter endt læsning sidder 

man med følelsen af, at man 

kunne have brugt tiden meget 

bedre. 

Boris Akunin 

Vinterdronningen 

Oversat af Trine Søndergaard 

252 sider, 248 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Ole Nyegaard 

Den unge uerfarne politimand 

Fandorin undersøger sammenhængen 

mellem nogle tilsyneladende 

fashionable selvmord 

blandt unge moskovitter. Han får 

færten af en international sammensværgelse, 

med spioner, terrorister 

og mystiske damer, hvorefter 

handlingen tager den ene uventede 

vending efter den anden. 

Eller rettere: Handlingen tager 

en række drastiske vendinger, i 

lighed med en spændingsfilm, 

hvor slutningen skal være overraskende. 

Det bliver den bare ikke, 

for læseren mærker hurtigt, hvad 

det drejer sig om. Hvert et twist i 

plottet er, lige som personerne, 

hentet fra spændingslitteraturens 

lager af ligdele. Og når den chokerende 

finale indtræffer, kan man 

nonchalant registrere, at det havde 

man regnet ud på forhånd. 

Ind til videre tæller serien med 

helten Erast Petrovitj Fandorin ni 

bøger, der nyder stor succes i 

hjemlandet Rusland, og man kan 

nemt forestille sig de film eller tvserier, 

som de vil afføde. »Vinterdronningen«, 

seriens første, er 

nemlig en kulørt og intelligent 

roman, hvori handlingen udspiller 

sig henover sommeren 1876, i 

Moskva, London og Skt. Petersborg. 

Pseudonymet Boris Akunin 

dækker over en tidligere forlagsredaktør 

Grigorij Tjkhartisjvili, der 

vil gøre karriere med sine underholdende 

produkter. Og forfatteren 

kan sin metier, han besidder åbenlyst 

et stort kendskab til genren. 

For den, der ønsker at studere 

detektiv- og spændingsromanens 

klichéer, er Boris Akunins bog et 

godt udgangspunkt. Akunin inddrager 

alt fra Dickens og Doyle til 

(roman) 

Ligrøveren Boris Akunin 

Forfatteren som en fejlslagen Frankenstein 

Dostojevskij og Dumas, samt Ian 

Fleming og jødisk mytologi. Den 

egentlige forlystelse ved læsningen 

af »Vinterdronningen« består i 

at spore de utallige lånte dele tilbage 

til deres ophav. En fornøjelig 

adspredelse. Selv om Akunin ikke 

forsøger at gøre det svært: 

»Det er højst sandsynligt noget 

sludder. Edgar Allan Poe, Eugène 

Sue. Tilfældige sammentræf«, som 

Fandorins unge chef ærligt siger. 

Bogen er åben omkring det forhold, 

at Akunin opererer som en 

veritabel Dr. Frankenstein, med et 

kæmpelager af stjålne ligdele. 

Problemet bliver dog, at trods den 

megen anråben af fortidens mestre, 

sker miraklet ikke; monstret 

får ikke liv, og er, uanset det dygtige 

håndværk, ganske uden sjæl. 

Hvis spændingen skal forplante 

sig til læseren, behøves blot et 

minimum af psykologisk dybde i 

personerne og miljøet, men… 

Den gode Hr. Doktor har vist 

glemt at slå strømmen til. 


(roman) 

Renate Dorrestein 

Et hjerte af sten 

10 

Som en 

sagte askeregn 

(Een hart van steen) 

Oversat af Aino Roscher 

299 kr. 

Høst & Søn 

Hollandsk problemroman med stor litterær spændvidde 

Anmeldt af Henk van der Liet 

Det virker som om skillelinjerne 

mellem journalistik og skønlitteratur 

i stigende grad bliver anfægtet. 

Journalistikken præges mere og 

mere af litterære fremstillingsformer, 

og omvendt indoptager skønlitteraturen 

i større omfang dagsaktuelle, 

journalistiske stofområder. 

Samtidig minder en del af 

nutidens problem- eller debatromaner 

om halvfjerdsernes bekendelseslitteratur, 

idet det tit drejer 

sig om fiktionsværker der har 

udgangspunkt i oplevelser i intimsfæren, 

eller om at de blotlægger 

(tidligere) tabuområder af fysisk og 

psykisk art. Ligesom der herhjemme 

er kommet bøger som Kristian 

Ditlev Jensens »Det bliver sagt«, er 

der også i den hollandske litteratur 

i de senere år udkommet en 

række romaner der belyser problemer 

som: spisevægring, incest, 

pædofili, muskelsvind, dementi, 

osv., osv. I mange tilfælde handler 

det om bøger der opbløder, eller 

overskrider, grænserne mellem 

skønlitteraturens og brugslitteraturens 

domæner. 

Der er selvfølgelig ikke noget 

forkert i at debatlitteraturen blomstrer, 

men af og til ligner fiktionsværkerne 

til forveksling selvhjælpsbøger, 

og det kan være svært 

at få øje på deres kunstneriske 

kvaliteter. Eksempelvis er der i 

Holland for nyligt udkommet to 

romaner der hver på sin vis fokuserer 

på fænomenet fødselsdepression, 

eller fødselspsykose: Heleen 

van Royens »Den lykkelige husmor» 

og Renate Dorresteins »Et 

hjerte af sten«. Begge er oversat til 

dansk. Den helt afgørende forskel 


mellem disse to fiktionsbøger er at 

førstnævnte aldrig æstetisk overskrider 

den journalistiske horisont, 

hvorimod Dorresteins roman 

om samme temaområde formår at 

forvandle debatemnet til et koncentreret 

og overbevisende litterært 

værk af format. Mens van 

Royen ikke giver afkald på læserbrevkasseprosaens 

begrænsninger, 

løfter Dorrestein stoffet op på et 

fuldgyldigt kunstnerisk niveau, 

både sprogligt og kompositionsmæssigt. 

I ryk, stødvise erindringsglimt 

og små antydninger skildrer »Et 

hjerte af sten« en ung kvindes dramatiske 

livshistorie. Og fordi 

romanens udformning svarer til 

hovedpersonen Ellen van Bemmels 

selvforståelse og oplevelseshorisont, 

kredser teksten i høj grad 

Omslag af Alette Bertelsen 

om det usagte, om fortiede, fornægtede 

og fortrængte oplevelser. 

Et sammendrag af romanhandlingen 

må derfor nødvendigvis skyde 

mål forbi, da det ikke kan tage 

højde for forfatterens finurlige 

præsentation af handlingen. »Et 

hjerte af sten« er således en roman 

i hvilken form og indhold går 

hånd i hånd. 

I al korthed skildrer romanen 

Ellen van Bemmel, som er en 

enlig kvinde i midten af trediverne, 

der forsøger at få bugt med et 

stort traume der rider hende som 

en mare. Det viser sig at hun sidder 

med familiens fotoalbum og 

genopliver sine barndomsminder. 

Hun voksede op i et kærligt og 

varmt hjem med tre søde søskende 

og nogle omsorgsfulde og stadigvæk 

småforelskede forældre. Men 

fotoalbummets blade er delvis 

tomme. Albummets pludselige 

afslutning hænger sammen med 

fødslen af familiens femte barn, 

Ellens lillesøster Ida. Uden at 

være sig bevidst om det har spædbarnet 

sat et skæbnesvangert og 

diabolsk forløb i gang der ender i 

en rystende tragedie der formeligt 

sprænger hele familieidyllen i 

stumper og stykker. Først i bogens 

slutning har læseren samlet brudstykkerne 

til et intenst, hårrejsende 

hele. 

Til trods for at det er hendes 

femte barsel forvandler moren sig 

nemlig radikalt efter Idas fødsel, 

hvilket er romanens omdrejningspunkt. 

Fra at være en kærlig, stabil 

og omsorgsfuld mor, bliver hun 

en mere og mere uberegnelig og 

paranoid person. Hverken hendes 

ægtefælle eller børnene forstår 

hvad der er på færde, og på grund 

af deres store hengivenhed og kærlighed 

til hende bærer de over 

med hende, og de lukker øjnene 

for det der er under opsejling. Det 

korte af det lange er at moren, i 

kølvandet på Idas fødsel, bliver 

fuldstændig sindssyg. Hun begynder 

at se syner, og hun får religiøse 

anfægtelser og vrangforestillinger. 

Alle, inklusive lægerne, regner 

med at problemerne vil fortage sig, 

men det sker ikke, tværtimod. 

Først mange år senere, da Ellen 

læser medicin, indser hun at 

moren faktisk fik en alvorlig postnatal 

depression der mundede ud 

i en (selv)destruktiv fødselspsykose. 

Kort tid efter fødslen, da Ellen 

var tolv år gammel, indtraf så 

»den ene dag, hvor livet eksploderede 

i hovederne på os som en 

bombe«, dagen hvorpå moren – 

under et anfald af kærlighedsvanvid 

– med undtagelse af Ellen og 

hendes handicappede lillebror 

slog hele familien ihjel. Ellen og 

hendes lillebror overlever ved et 

tilfælde. Han var blot fem år gammel 

og blev bortadopteret, hvorimod 

Ellen tilbragte en del år i 

børneinstitutioner. 

Ellens tilværelse står siden hen 

i de dødes tegn, ikke bare fordi 

hun er blevet patolog, men også 

fordi den store og fortrængte katastrofe 

har mørkelagt hendes liv. 

Hendes følelsesliv og kærlighedsevne 

er af lave fordi hun ikke 

formår at bearbejde ungdomstraumet, 

og fordi hun tynges af tårnhøje 

skyldfølelser. Men erindringsog 

bevidstgørelsesprocessen sættes 

i gang da hun 25 år senere selv er 

gravid og har købt sit tidligere 

barndomshjem hvor hun sidder 

med det delvis tomme fotoalbum. 

Titlen henviser til både Ellens 

destruerede følelsesliv og til familiegravens 

udformning hvor der er 

reserveret plads til hende, og hendes 

navn, på gravstenen. Men titlen 

antyder også at årsagen til den 

store katastrofe kan spores tilbage 

til den grænseløse hengivenhed 

som Ellens far nærede for sin 

kone, og som gjorde at han ikke 

turde se de mulige konsekvenser 

af sin kones psykiske forvandling i 

øjnene. Derfor skyldes katastrofen 

til dels også hans store kærlighed 

og blinde hengivenhed. 

»Et hjerte af sten« er en imponerende 

og rystende roman der er 

komponeret med fast hånd og 

streng sproglig proportionssans 

der gør at den aldrig tipper over i 

det melodramatiske. Det næsten 

ufatteligt store drama bliver fastholdt 

i en neddæmpet og kunstfærdig 

fremstilling der munder ud 

i en intens, rørende og simpelthen 

ypperlig roman. Men en god romans 

kunstneriske intensitet kan 

let blegne hvis oversætteren ikke 

råder over et dansk der er på 

højde med originaltekstens sproglige 

registre og nuancer. I nærværende 

tilfælde er det på sin plads 

at fremhæve oversætteren Aino 

Roschers fremragende indsats idet 

hans sikre sprogfornemmelse og 

idiomatiske opfindsomhed er med 

til at gøre »Et hjerte af sten« til en 

stor læseoplevelse. 

Litteratur altså!

Patos og mirakel 

Fremragende erindringsroman om fødsel og 

barndom 

Vagn Lundbye 

Trefoldighedsbarn 

407 sider, 349 kr. 

Borgen 

Anmeldt af 

Hans Jørgen Thomsen 

I sin nye roman bringer Vagn 

Lundbye to patetiske kendsgerninger 

sammen. For det første dén 

kendsgerning, at den hvide mand i 

løbet af det 19. århundrede lykkedes 

med at udslette Tasmaniens 

urbefolkning totalt. For det andet 

dén kendsgerning, at menneskebarnet 

fødes, vokser op og bliver 

et rigtigt og voksent menneske. 

Disse to fra hinanden adskilte 

kendsgerninger får »Trefoldighedsbarn«, 

som romanen hedder, til at 

mødes en dag i 1997 i Tasmaniens 

jungle, hvor fortælleren Emil får 

en tasmansk tigerslange i hovedet. 

Uden dog at blive dræbt af det 

ekstremt farlige dyr. 

Til gengæld viser det farlige dyr 

Lad sorgen rulle 

Erling Jepsen skriver romankunst så man både 

griner og græder 

Erling Jepsen 

Kunsten at græde i kor 

214 sider, 229 kr. 

Borgen 

Anmeldt af 

Rasmus Øhlenschlæger Madsen 

»Nogen døde far? — Nej siger han, 

— i hvert fald ikke nogen vi kender. 

Og så sukker han. Og så sukker 

jeg.« Det er den elleveårige 

hovedperson og fortæller i Erling 

Jepsens roman »Kunsten at græde 

i kor«, der forhåbningsfuldt spørger 

sin far, om der er nogle døde. 

Han spørger fordi han ved, at 

Vagn Lundbye (Foto: Bent Ryberg) 

sig i stand til i kort og dramatisk 

form at slå ned på udvalgte dele af 

den skammelige udryddelseshistorie 

i Tasmanien. Slangen fortæller 

Emil dette, samtidig med at han så 

fortæller sin historie om barndommen 

i Århus til den. 

Der er næppe tvivl om, at sammenbringning 

af myte og modernitet 

i en moderne fortælling fasci- 

faren altid får det bedre, når han 

har holdt en af sine bevægede 

begravelsestaler i det lille jyske 

landsogn, hvor romanen udspiller 

sig. Faren har nemlig »ordet i sin 

magt«, og denne magt bruger han 

til at tale tårerne frem i de efterladtes 

øjne. Der er nu engang ikke 

noget så forløsende som »at lade 

sorgen rulle«, som det hedder i 

romanen. Og det er der rigelig 

anledning til i Erling Jepsens 

roman om en familiefars fysiske 

og psykiske overgreb i 1960’ernes 

Danmark. 

Faren har ordet og familien i sin 

magt, men længere rækker hans 

magt ikke. Sammen med konen 

nerer mange mennesker. Det tyder 

Lundbyes store læserskare på, som 

han vel må dele med en forfatter 

som Ib Michael. Mig har tricket 

bare aldrig virket på. 

Hvorfor jeg eksempelvis foretrækker 

den rene og amytologiske 

erindringsvare hos Ib Michael i 

»Vanillepigen« og »Brev fra månen« 

frem for blandingsvarerne i 

andre romaner af ham, hvor det 

mytiske absolut skal være med. 

Dén slags irriterer mig simpelthen. 

Jeg vil endda tillade mig at 

begrunde min idiosynkrasi overfor 

genren med følgende postulat: 

blandingen fungerer som oftest på 

baggrund af en fælles banal forståelse 

af godhed og ondskab hos forfatter 

og læser. 

Den helt overvejende del af 

»Trefoldighedsbarn« er dog heldigvis 

erindringsdelen, og den 

trues kun i helt perifer forstand af 

den banale forudforståelse af, 

hvori ondskab består. Den banale 

sandhed, som også har interesseret 

medierne i forbindelse med romanudgivelsen 

er den, at Emil ligesom 

Vagn Lundbye har haft et ualmindelig 

dumt svin til far. Skandaløst 

ondartet overfor Emil og 

hans tre søskende. Ekstremt voldelig 

over for den sagtmodige mor. 

For det meste er faren dog fraværende 

og bogen en mindetavle 

over den sagtmodige, men også 

stærke mor. Moren som er der, når 

driver han en undseelig købmandsbutik, 

men forretningen går dårligt 

og familielivet dårligere. Faren har 

»psykiske nerver« og det udløser 

jævnligt uforudsigelige sammenbrud, 

seksuelle overgreb og tæsk i 

takt til melankolske dansktopmelodier. 

Der handles ikke bare med 

(roman) 

faren drikker og prutter sønnen i 

hovedet. Mor der trøster, selv efter 

at hun nær er blevet kvalt i en 

stegt kylling af far. Dén slags mor, 

som den civilisatoriske udvikling 

siden Lundbyes barndom har 

afskaffet. 

Heldigvis er romanen så bred og 

intens i sit sigte, at den trods 

mytologisk indpakning frem for alt 

fremstår som medrivende episk 

erindringsmonument over dét 

mirakel, Emil deler med de fleste 

af os: at vi lykkes med at vokse op 

og blive til livskraftige mennesker 

trods alle onde odds. I Lundbyes 

tilfælde: atlet, premiereløjtnant og 

forfatter. 

Og mon ikke selv den onde far 

har haft andel i Lundbyes to første 

karrierevalg? Man gætter på det. 

Trods sønnens udlevering af ham, 

trods talende tigerslange og trods 

jævnføringen af århus-erindringerne 

med den hvide mands skamløshed 

i Tasmanien i 1800-tallet. 

»Trefoldighedsbarn« være derfor 

hilset som en fremragende 

erindringsroman om den livskraftige 

fødsel og barndom, vi på forunderligste 

vis deler med hinanden 

trods onde fædre og sagtmodige 

mødre. 

Og så endda op til jul, der også 

fejrer et barns fødsel. Så køb den 

eller giv den til en artsfælle i julegave. 

Erling Jepsen (Foto: Gregers Nielsen) 

mælk, brød og aviser i det lille 

familieforetagende. Den troskyldigt 

kalkulerende fortæller (for)handler 

også med sig selv, sin søster 

og i sidste ende sin fornuft — 

alt sammen for farens og, tror han, 

fortsættes næste side 


(roman) 

fortsat fra forrige side 

dermed familiens bedste. Familielivet 

er gennemsyret af en forskruet 

handelslogik, der får sønnen til 

selv at opfordre faren til at give 

ham de tæsk, der tilsyneladende 

er så forløsende at uddele samt 

trygle sin fjortenårige storesøster 

om at ligge med faren på den røde 

sofa i stuen, når han »er ked af 

det«. Af ulyksalige årsager er 

hovedpersonen overbevist om, at 

han ved at faldbyde sig selv og 

søsteren kan holde sammen på 

familien. Men han gør regning 

uden vært, for faren er en utilregnelig 

følelsesterrorist, som ikke er 

til at handle med. 

Ikke desto mindre tages alle 

midler i brug for at formilde den 

forkrøblede patriark, inklusive 

mordforsøg, men specielt for søsteren 

bliver det stadigt sværere at 

klare presset. Efter en sidste nat på 

sofaen med faren bliver hun indlagt 

på en lukket afdeling og herfra 

tager fortællingen en drejning. 

Lillebroren sætter af sted på en 

fantastisk og til tider grotesk morsom 

redningsrejse for at hente søsteren 

hjem. Det lykkes ham at 

bortføre hende fra den psykiatriske 

afdeling, læsse den stærkt 

medicinerede pige op i en trillebør 

og derefter køre hende hele vejen 

ind til Sønderborg. Her opsøger de 

storebroren, som sender dem 

direkte hjem, hvor forældrene og 

myndighederne, som langt om længe 

er vågnet til dåd, tager imod. 

Erling Jepsen har skrevet en 

ubehageligt vedrørende og overraskende 

morsom roman, af den 

slags man ikke løber uberørt igennem. 

Han leverer et hudløst portræt 

af en syg og tyrannisk familiefar, 

men han gør det bag om ryggen 

på sin egen fortæller. Og det 

er såvel Erling Jepsens største 

bedrift som fortællingens mest tragiske 

element. Med sikker hånd 

lader han den unge fortællers 

barnligt begrænsede udsyn afspejle 

sig i romanens enkle og ligefremme 

sprog, ligesom han lader 

drengens fordrejede verdensbillede 

skinne igennem i fantasifulde 

beskrivelser og kreative bortforklaringsforsøg. 

Derved lykkes det 

ham at give et overbevisende indtryk 

af en families undergang set 

fra orkanens midte. Men »Kunsten 

at græde i kor« er ikke bare en 

roman om en fars overgreb. Den er 

også et katalog over de fortielser og 

fortrængninger, der er forudsætningen 

for en families fortsatte fordærv 

— og dermed en roman om 

omgivelsernes massive svigt. 

12 


Russiske rødder 

Ny fransk roman om tre sibiriske drenges 

løsrivelseskamp 

Andreï Makine 

Is på kærlighedens flod 

Oversat af Krina Blidbjerg 

224 sider, 249 kr. 

PP Forlag 

Anmeldt af Adam Aegidius 

Det er tydeligt, at den franske forfatter 

Andreï Makine er opvokset i 

Rusland. En stor del af hans forfatterskab 

drejer sig om stærke individer, 

der er splittet mellem den 

franske og den russiske kultur. »Is 

på kærlighedens flod« udkom på 

fransk i 1994, året før Makines 

hovedværk, den Goncourt- og Médicis-prisbelønnede 

roman »Det 

franske testamente« (da. 1997). 

Den er en stærk ungdomsberet- 

Pepetela 

Jaime Bunda — hemmelig agent 

Oversat af Ole Eistrup 

319 sider, 288 kr. 

Forlaget Hjulet/AKS 

Germano Almeida 

Senhor Napumocenos testamente 

Oversat af Gregers Stendahl 

173 sider, 160 kr. 

Husets Forlag/S.O.L. 

Anmeldt af Ingemai Larsen 

Det er åbenbart gazeller, der i 

Angola og Kap Verde bringer blo- 

ning om tre drenge, der i det yderste 

Sibirien gennemlever det første 

forfrosne forår af deres voksenliv, 

hvor navnlig deres spirende seksualitet 

leder dem ud i svært håndterlige 

situationer. Samtidig forsøger 

de at forstå den rodløshed, 

som præger dem selv og resten af 

indbyggerne i det isolerede, russiske 

landsbysamfund. De drømmer 

sig langt væk fra kulden, sovjetregimets 

fangelejre og den intellektuelle 

armod. 

Det er især en Belmondo-film, 

som stimulerer drengedrømmene 

om et Vesten med solbrændte 

kvindelår, strissere, der slår, før de 

spørger, og stor litteratur. De tre 

drenge, der sytten gange vandrer 

32 kilometer hen over stepperne 

for at se filmen, finder hver sin 

Gazeller og 

andet godtfolk 

To romaner finder vej til danske læsere fra 

tidligere portugisiske kolonier 

det i kog. »En gazelle med en røv 

som en vifte« lyder beskrivelsen af 

den kvindelige hovedfigur i Pepetelas 

roman »Jaime Bunda – hemmelig 

agent«, mens det i Germano 

Almeidas »Senhor Napumocenos 

testamente« mere hengivent hedder, 

at »hun havde øjne som en 

vild gazelle«. Hermed er tonen 

lagt, og den holdes i begge tilfælde 

konsekvent. I Pepetalas tilfælde 

drejer det sig om en ret morsom 

sag, en satire over kriminalromanen 

som genre og over det miljø, 

handlingen udspilles i; det moderne 

hovedstadsliv, hvor korruption, 

nepotisme og lemfældig omgang 

identitet i den franske superhelt. 

Som ved et trylleslag bliver de 

voksne og forstår pludselig, at de 

bliver nødt til at flygte, hvis de 

skal gøre sig forhåbninger om 

nogensinde at gøre drømmene til 

virkelighed. De unge menneskers 

løsrivelse er beskrevet som en 

række eventyrlige hændelser, hvor 

de strejfer om i fremmede byer 

eller overnatter i forladte togvogne. 

I denne poetiske realisme hersker 

overraskelsen og grænseoverskridelsen. 

Snart er det fortællerens 

erotiske nysgerrighed, der 

åbner for en hidtil uset verden, 

snart er der kun den nøgne virkelighed, 

hvor man må kæmpe for en 

smule lykke. Død og lemlæstelse 

lurer overalt i den iskolde ødemark. 

Alligevel er sneen og kulden 

de rette elementer for trekløveret. 

»Is på kærlighedens flod« er 

som en kraftfuld fortælling om tre 

asiatiske drenges vej til manddommen 

en efternøler til Mishimas 

»Det gyldne tempel« (da. 1965). 

Romanen er mættet med stærke, 

visuelle stemningsindtryk, som 

ikke blot hensætter fortælleren, 

men også læseren, i en dæmpet, 

melankolsk tilstand. At dette 

iblandes en lun humor, forstærker 

kun læseoplevelsen, og det er da 

også derfor, romanen kan anbefales 

til lange vinteraftener. 

med loven er daglig kost. Vi følger 

over 300 sider, hvilket er i overkanten, 

detektiven Jaime Bundas 

fuldstændig amatøragtige, men 

ikke desto mindre heldige indsats 

i jagten på en forbryderbande, der 

tæller både politifolk og politikere. 

Med udgangspunkt i en sådan 

type plot har forfatteren alle muligheder 

for at udstille det etparti-

styre, som siden Angolas uafhængighed 

har siddet ved magten, og 

det gør han så effektivt, at ingen 

risikerer at miste pointen. 

Hvad angår jagten på gazellerne, 

har den dog for Bunda det 

modsatte udfald; den er nøjagtigt 

planlagt, men fører kun til hån og 

ydmygelser… 

Romanen her hører ikke til 

Pepetelas mest betydningsfulde, 

men man forstår udmærket forlagets 

motiv til at vælge dén og ikke 

de tematisk set mere lokalt forankrede 

udgivelser, der har gjort forfatteren 

til en af sin generations 

største og mest læste. Her er en 

udgivelse af mere universel karakter, 

som endvidere er appetitvækkende 

morsom, og hvis angolanske 

islæt, set i et sprogligt perspektiv, 

indskrænker sig til en 

række udtryk hentet fra det største 

lokale sprog, kimbundu. I behandlingen 

af dem er forlag og oversætter 

desværre forfaldet til en mani 

med at inkludere ordliste og henvisninger; 

en utvivlsomt velment 

strategi, som imidlertid har det 

med at ødelægge læseoplevelsen. 

Svaret på den udfordring, som 

en roman af denne karakter indeholder, 

må være et kort, kontekstualiserende 

efterord og ikke en 

ordliste, der hører lærebogsgenren 

til. 

I »Senhor Napumocenos testamente« 

er scenen flyttet til en 

anden af Portugals eks-kolonier, 

nemlig Kap Verde, hvorfra der 

aldrig tidligere er blevet oversat 

bøger til dansk. Germano Almeida 

fik med denne lille roman sit gennembrud; 

den er oversat til adskillige 

sprog og desuden filmatiseret. 

Fortalt med sprogligt overskud og 

en sans for finurlige detaljer berettes 

her om ungkarlen Napumocenos 

liv, om hans sejre som forretningsmand, 

om hans lidenskaber 

og længsler og om de få mennesker, 

der lærte ham at kende. 

Bogens optakt, oplysningen om, 

at det tog en hel eftermiddag at 

læse Senhor Napucomenos testamente, 

er original, hvilket de 

næste mange sider ikke helt står 

mål med, og først da hovedpersonen 

møder sin gazelle, får fortællingen 

for alvor dybde – udmærket 

videreformidlet i Gregers Steendals 

oversættelse. 

At komme i 

spændetrøje 

Christina Englunds roman er et ulideligt eller 

lidenskabeligt billede af en neurotisk kvinde i 

sin bedste alder 

Christina Englund 

Løse ender 

217 sider, 225 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af 

Lene Bruun-Kristensen 

Den er egentlig enkelt nok, 

Christina Englunds nye roman: 

Omdrejningspunktet er den 40årige 

Martha, der har to børn, som 

er vidt forskellige. Vi følger hendes 

medgørlige og sympatiske teenagesøn 

Mikkel, mens den genstridige 

datter kun popper op, når 

bogen har vævet for længe i sine 

egne hverdagslige cirkler. Omkring 

Martha er desuden veninden og 

kollegaen i garnbutikken, et enkelt 

herrebekendtskab, hendes gamle 

mor og i glimt børnenes far, der 

forlod dem, men alle formår de 

ikke at trænge ind bag Marthas 

grublende og selvopofrende væsen. 

Martha har også en søster, som 

er kunstner og ikke den af de to, 

der bekymrer sig. Martha har inviteret 

hende på Picasso-udstilling, 

som hun taler begejstret og farvestrålende 

om, hvorefter Martha 

tænker om sig selv, at hun »nok 

Portugisiske 

machofantasier 

Mon der er en dybere mening med den 

moderne liderlighed? 

Almeida Faria 

Sebastian Erobreren 

Oversat af Jorge Braga 

125 sider, 250 kr. 

Forlaget Ørby 

Anmeldt af 

Rigmor Kappel Schmidt 

Den lille, veloversatte beretning 

folder sig storladent ud med dra- 

matiske og uhyrlige beskrivelser 

af, hvordan fortællerjeget kom til 

verden. Det skete på den selvsamme 

dag, hvor også den legendariske 

konge af Portugal fra 1500-tallet 

kom til verden. På den hellige 

Sebastians dag, d. 20. januar. Den 

lille knægt har en livlig fantasi, så 

han udstyrer sig selv med en drabelig 

opvækst, og da det fortrinsvis 

er adelige, der indgår i hans 

opspind, bliver han udstyret med 

(roman) 

var en god vært«. Når hun glæder 

sig over noget, er det den nye 

Kaffe Fassett-trøje, hun skal strikke. 

En litterær ’Martha’ skal naturligvis 

være en kvinde, der gør sig 

mange bekymringer og ikke kan 

se, at kun ét er fornødent, som det 

jo hedder andetsteds. Sådan er 

romanens logik. 

Romanen opregner en masse 

små tableauer, der hele tiden brydes 

af, for at nye grublerier eller 

uoverstigelige situationer kan 

komme til. Titlen er da også en 

analogi på både romanens struktur 

og personernes løstvævede liv. 

Hvad enten bogen vil give et ulideligt 

eller lidenskabeligt billede 

af en neurotisk kvinde i sin bedste 

alder, eller hverdagsliv i Danmark 

1988-90 med store og små mediebegivenheder, 

holder den sig 

mærkeligt midt imellem. Bevares, 

hverdagens undseligheder har 

deres berettigelse, men det er 

svært at ane en overordnet vilje til 

oprør, forandring eller en anden 

mening, fordi romanen har sin 

rigide form, der gør sine personer 

til figurer og ikke giver dem tid og 

plads til at samle de løse ender. 

Handlingen giver dog hovedpersonen, 

ikke et blidt skub, men et 

dramatisk (synde?)fald, der alligevel 

ikke kan hverken rejse hende 

op eller lade hende synke helt, 

fordi hun i forvejen er gledet med 

ind i romanens linde horisontalitet. 

tilnavnet Sebastian Klippekongen, 

som var han den legendariske 

kong Sebastian, hvis genkomst har 

været ventet gennem århundrederne. 

Hans vildtvoksende fantasi 

lader ham få en tidlig seksuel 

debut, og faktisk ved læseren ikke, 

om jegfortælleren digter eller rent 

faktisk oplever det, han fortæller 

om. Herefter følger en lang strøm 

af erobringer, erotiske eller blot 

seksuelle eventyr, hvor han nedlægger 

kvinder på stribe i en megalomanisk 

drøm om at være evigt 

tiltrækkende. Ja, faktisk præsenterer 

han sig selv som så herlig en 

macho, at det snarere er kvinderne, 

der jagter ham. Undervejs 

bliver kong Sebastian eller en af 

dennes følgesvende indflettet hist 

og her som for at antyde, at den 

moderne skørtejæger har visse lighedstræk 

med den krigsliderlige 

kong Sebastian, ja, jeg gætter altså 

bare på, at det måske er den dybere 

mening med den moderne 

liderlighed — vide det kan jeg 

naturligvis ikke. 


(roman) 

Günter Grass 

I krebsegang 

(Im Krebsgang) 

Oversat af Per Øhrgaard 

192 sider, 225 kr. 

Gyldendal 

Per Øhrgaard 

Fortsættelse følger 

Et essay om Günter Grass 

212 sider, 195 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af 

Steen Klitgård Povlsen 

En lidt forhutlet og ikke specielt 

principfast journalist bliver af 

»én«, som senere bliver omtalt 

som »den gamle« og som utvetydigt 

afslører sig som den berømte 

forfatter Günter Grass, pålagt at 

skrive historien om flygtningeskibet 

‘Wilhelm Gustloff’, der undervejs 

fra Danzig til Kiel 30. januar 

1945 — tolvårsdagen for Hitlers 

magtovertagelse — blev torpederet 

af en russisk ubåd, hvorved mellem 

seks og ti tusinde mennesker 

druknede og kun ganske få hundrede 

blev reddet. Forholdet mellem 

forfatteren og fortælleren er 

ikke helt klart, men vi forstår, at 

noget holder Grass tilbage for at 

tale i eget navn. Hele stoffet om at 

også tyskere har offerhistorier at 

fortælle fra 2. verdenskrig er 

pinagtigt, og det er øjensynligt 

nødvendigt for Grass at indskyde 

researchpersoner og en anden fortæller 

for at kunne nærme sig det. 

Da jeg i slutningen af marts i år 

oplevede Grass i hovedbiblioteket 

i Leipzig læse op af sin nye bog 

»Im Krebsgang« — en time og 

fyrre minutter uden pause holdt 

den næsten 75-årige en tusindtallig 

forsamling i stramt greb — kom 

han ind i salen ledsaget af en 

hvidhåret ældre herre, som han 

respektfuldt fulgte til en æresplads 

på første række. Da oplæsningen 

var færdig, bad han ham rejse sig 

op og præsenterede ham for for- 

14 

Skyggesider 

Både Günter Grass’ »I krebsegang« og Per Øhrgaards bog om Grass 

handler om den direkte og den indirekte fortælling 


samlingen som én af de få overlevede 

soldater fra ‘Wilhelm Gustloff’ 

og den, hvis minutiøse research 

Grass havde skrevet sin beretning 

på grundlag af. Derefter klappede 

vi længe af dem begge to: 

igen havde Grass fået skubbet en 

anden ind mellem sig og sit ømtålelige 

stof. 

Fordoblingen af fortælleren og 

indfoldningen af fortælleforholdet 

i en romans tema, også at forfatteren 

indsætter sig selv med navns 

nævnelse som en person i beretningen, 

hører til modernismens 

standardrepertoire. Fra det lille 

Günther Grass (Foto: Gregers Nielsen) 

diskrete »Marcel« i Prousts hovedværk 

til Paul Austers spil med sit 

navn i New York-trilogien. Günter 

Grass har i et langt forfatterskab 

demonstreret, at han til fulde 

behersker teknikken, hvilket hans 

danske oversætter Per Øhrgaard i 

sin fremragende bog om forfatterskabet 

»Fortsættelse følger«, der 

udkom næsten samtidigt med 

oversættelsen af »I krebsgang« 

(som fødselsdagsgave til Grass!), 

viser detaljeret og instruktivt. Også 

et forfatterskabsportræt er imidlertid 

— må nødvendigvis være — en 

distancering af forholdet mellem 

forfatter og tema: denne frygtelige 

hændelse bliver sat ind i en tematisk 

sammenhæng i Grass’ udvikling: 

byen Danzig som udgangspunkt, 

den sanselige og lidt mystiske 

Tulla Pokriefke, som vi før 

har mødt i forfatterskabet, de to 

antagonistiske venner, der alligevel 

er tæt forbundne, de mange 

fortællestrenge, der løber sammen 

i en katastrofisk begivenhed, etc., 

etc. Det har været der alt sammen 

før, og selv om alle disse historier 

hver for sig har været nok så traumatiske 

og gribende, er der håb. 

For historien går altid videre, fortsættelse 

vil følge... Selv en oversættelse 

er jo en form for afstandsskaben: 

netop fordi Per Øhrgaards 

oversættelse er så pålidelig, følger 

Grass’ tekst så tæt og loyalt, kan 

den få et strejf af konstruktion; 

man mærker tit den tyske tekst 

som en palimpsest under den danske, 

som en henvisning til en 

oprindelighed, der er gået tabt, 

men stadig erindres. Endnu en 

afstand, en tabserfaring. 

Men samtidig med at alle fortællingens 

fordoblinger, forskydninger 

og forviklinger skaber distance 

til dens traumatiske kerne, 

er de også en omkredsning, der 

langsomt og indirekte nærmer sig 

dette. I krebsegang, så at sige. 

Smertepunktet i Grass’ fortælling 

er selvfølgelig selve skibskatastrofen, 

den største i historien, der bliver 

fastholdt i hurtige, men voldsomme 

billeder af sammenfrosne 

mennesker og børn, der flyder 

omkring i det iskolde vand med 

benene i vejret. Men også i det 

moralske spørgsmål: kan vi som 

tyskere overhovedet tillade os at 

fremstille disse billeder, der signalerer, 

at også vi var ofre for krigens 

rædsler, og ikke blot dens ansvarlige. 

Herunder det krigskonventionsretsligt 

prekære spørgsmål: 

var ‘Wilhelm Gustloff’ så militært 

armeret og bemandet, at dets 

karakter af civilt flygtningeskib var 

tvivlsomt, og angrebet på det derfor 

‘rimeligt’. Hvad er det i det 

hele taget for en situation, tyskere 

taler om 2. verdenskrig i, for historien 

fik jo en fortsættelse..., og 

både personen og skibet Wilhelm 

Gustloff blev en del af det nynazistiske 

miljø, som journalistens 

(men ikke forfatterens) søn tilhører. 

Er denne søn da også et offer, 

som flygtningene på ‘Wilhelm 

Gustloff’, ofret i så fald af sin far, 

der blev født i samme øjeblik, skibet 

gik ned. Er det sin egen moralske 

undergang, denne journalist 

beskriver i denne historie, sådan 

som han antyder det i starten af

sin beretning: »Hvis jeg nu skal 

begynde at afvikle mig selv, vil alt 

det, som er kikset for mig, være 

skrevet ind i et skibs undergang 

...«. Men er han da så ikke også et 

offer for omstændigheder, han var 

uden indflydelse på og som i symbolsk 

forstand har trukket ham 

ned i dybet? Hvad er overhovedet 

skyld? Det er den slags spørgsmål, 

der ikke kan stilles direkte, men 

kun i fortællingens indirekte krebsegang. 

At jeg alligevel har gjort 

det her skyldes, at også jeg er 

underlagt en tvang: anmeldelsens 

knappe, konkluderende form. 

Per Øhrgaard kalder sin bog om 

Günter Grass’ forfatterskab »et 

essay«. Det personlige essay tager 

udgangspunkt i den skrivendes 

konkrete oplevelse og folder den 

ud i en generalitet af filosofisk 

eller psykologisk karakter. Julegavesedlen: 

fra Montaigne til Villy 

Sørensen. Det litterære essay tager 

i virkeligheden også udgangspunkt 

i det personlige, men oftest mere 

diskret. Der skydes distance og 

fortællere ind, det bevæger sig 

også i krebsegang. I Per Øhrgaards 

tilfælde næsten helt bogstaveligt, 

frem og tilbage i kronologien, ud 

og ind af hovedtemaerne. Der er 

altid i hans fortælling en sidehistorie, 

han lige må fortælle, fordi 

der her ligger en ‘skygge’ fra 

hovedhistorien, der rummer lidt 

— ofte meget — af dens væsen. 

Men bag det hele har man fornemmelse 

af at blive holdt fast i et 

jernhårdt greb og styret gennem et 

forfatterskab, som Øhrgaard behersker 

i alle detaljer og er inderligt 

fascineret af. Grass kunne ikke 

have haft nogen bedre skribent til 

at skrive sin historie (jeg siger 

ikke, at det var et opdrag), også 

fordi Øhrgaard kan skrive sig ind 

mod smertepunkterne i Grass’ liv 

uden at beføle dem utilladeligt. 

Hans bog er først og fremmest en 

suveræn gennemgang af ideer, 

temaer og former i forfatteren og 

forfatterpolitikeren Günter Grass’ 

værk; men bag dette er en person, 

der har en meget konkret og smertefuld 

historie at fortælle. Den 

handler om, at et eller andet er 

gået ned med mand og mus på 

den hovedkulds rejse fra Danzig 

til det rovgriske Vesten. Den historie 

vil Grass forhåbentlig fortælle 

sig ind mod endnu mange år, og 

Per Øhrgaard vil følge ham som 

hans ‘uundgåelige’ — skygge. 

Et flot makkerpar! 

La vie 

en rouge 

Orhan Pamuk 

Mit navn er rød 

(Benim Adim Kirmizi) 

Oversat af Elisabeth Ellekjær 

526 sider, 399 kr. 

Lindhardt og Ringhof 

Anmeldt af 

Anders Christian Boe 

Det er året før året, og forberedelserne 

til det første (og indtil 

videre eneste) islamiske millennium 

er i fuld gang i den osmanniske 

hovedstad Istanbul. (Handlingen 

foregår således i begyndelsen 

af 1590erne, og ikke, som bagsideteksten 

hævder, i slutningen af 

1890erne.) I den anledning lader 

sultanen i al hemmelighed en bog, 

hvis indhold strider mod den 

ikonoklastiske ortodoksi, fremstille 

under ledelse af den aldrende 

miniaturemalermester, Enishte 

Effendi. Historiens detonator, mordet 

på en projektet tilknyttet miniaturemaler, 

er placeret forud for 

romanens begyndelse. Da også 

Enishte Effendi myrdes, står det 

klart, at morderen skal søges i 

inderkredsen omkring miniatureværkstedet, 

hvorfor sultanen 

beordrer lederen af dette, mester 

Osman, og den netop tilbagekomne, 

forhenværende illuminator, 

Sort, der tolv år tidligere forlod 

Istanbul tynget af ulykkelig kærlighed 

til Enishtes datter, Sheküre, at 

finde den skyldige inden tre dage. 

Sporet fører vort psyko-æstetiske 

detektivpar i retning af sultanens 

inderste skatkammers bibliotek, og 

(valg)slægtskabet med Umberto 

Ecos »Rosens navn« (1980) lader 

sig således ikke fornægte. 

»Mit navn er rød« markerer 

ligeledes Pamuks tilbagevenden til 

polyfonien fra hans anden roman, 

»Tavshedens hus« (1983); dog er 

fortællerinstansen nu opløst i ikke 

fem men hele tyve stemmer, der 

sætter ind efter hinanden, stemmer, 

der tilhører dyr, farver, miniaturemalere 

(døde såvel som 

(roman) 

Orhan Pamuk udvikler i sin femte roman på 

dansk miniaturen som romanform 

levende), kvinder, en enkelt guldmønt, 

o.a., ja, selv Satan kommer 

til orde! Det er intelligent (og) 

fabulerende årgangskriminallitteratur, 

en konstant changerende, 

voluminøs ikonografi, hvis sproglige 

akkuratesse og rene farver 

matcher illustratorerne i Tabriz og 

Qazvins arbejder. »Mit navn er 

Rød« er samtidig mere læsevenlig 

end den til tider lidt tunge »Den 

sorte bog« (1990), men dens litterære 

kvaliteter er fuldt ud på højde 

med gennembrudsromanens. 

Det kan undre, at en forfatter af 

Pamuks litterære statur ikke er 

berettiget til at blive oversat fra sit 

eget sprog, men for anden gang i 

træk præsenteres for de danske 

læsere via et tilsyneladende overflødigt, 

i dette tilfælde engelsk, 

mellemled. (»Tavshedens hus« 

måtte således igennem en fransk 

oversættelsesinstans før den 

ankom til det danske bogmarked 

sytten år efter afsendelse.) Det er 

en utilfredsstillende praksis, hvis 

svagheder udstilles i romanens 

ukritiske adoption af den engelske 

transskription af tyrkiske ord. 

Transskription er altid problematisk, 

men kan selvsagt være et 

nødvendigt forståelsesfremmende 

greb. At transskribere fra tyrkisk, 

der benytter sig af det latinske 

alfabet tilført enkelte særegne 

accenttegn, synes dog unødvendigt, 

hvilket understøttes af 

Henning Goldbæks vellykkede 

’originaloversættelser’ af »Den 

sorte bog« og »Det nye liv« (1997). 

Hvis man insisterer på en sådan 

transskription må formålet være at 

lette udtalen af de tyrkiske gloser, 

en effekt, der udebliver på dansk, 

når man kopierer omskrivninger, 

der er tillempet det engelske 

idiom. Pamuks kynisk klare poesi 

lader sig dog ikke sløre, men 

brænder igennem i hver eneste 

linie, som her i farven røds karakteristik 

af sin egen arts væsen: 

»Farve er øjets berøring, musik for 

den døve, et ord i mørket.« 


(roman) 

Henrik Andersen 

Den tredje historie 

299 sider, 279 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Jan Bruun Jensen 

Henrik Andersen gør i sin nye 

roman »Den tredje historie« brug 

af samme metode som i sin forrige 

roman, »Folkets mand« fra 1998, 

hvor han iscenesatte formandsopgøret 

i Socialdemokratiet. At han 

ikke slap så heldigt fra dét, hang 

sammen med, at romanens klicheer 

slet ikke levede op til den dramatiske 

virkelighed, men snarere 

søgte sig legitimeret ved den. 

Der ligger antageligt en betydelig 

research til grund for skildringen 

af hele det miljø omkring tonefilmens 

fremkomst og dens første 

pionerer, som »Den tredje historie« 

er sat i. Og selvom det kan 

være svært at skelne fakta fra fiktion 

— forfatteren ignorerer ekspli- 

16 

En filmhistorie 

Henrik Andersens historie om 30’ernes 

filmfolk er mere spændende som dokument 

end som fiktion 

Bernardo Atxaga 

Ene mand 

(El Hombre Solo) 

Oversat af Iben Hasselbalch 

380 sider, 298 kr. 

Samleren 

Anmeldt af Karen-Margrethe 

Simonsen 

»Vi er ikke skyldige, vi er ikke 

fuldstændig herre over vores 

karma og i sidste ende er vore 


cit historiske fakta, hvor de »ikke 

passede ind i romanens forløb« — 

ja så føler man sig dog godt underholdt 

også under indvielsen i 

disse historiske begivenheder. 

»Den tredje historie« udspiller 

sig i begyndelsen af 30’erne, hvor 

den unge forfatter Thomas Larsen 

indrulleres i filmindustrien gennem 

»Imperial Film A/S«. Som 

filmmanden Eugen Schrøders protegé 

gør han kort og ikke særligt 

bemærkelsesværdig karriere som 

drejebogsforfatter, og Thomas 

Larsen står uden beskyttelse ved 

generaldirektørens pludselige død. 

Således er han ikke i en position, 

hvor han kan takke nej til den nye 

direktørs tilbud om at blive 

udvekslet til det store, tyske filmselskab 

»Ufa«. 

I Berlin får han succes som 

drejebogsforfatter og opnår endelig 

sin debut som instruktør af en 

kitsch’et og propagandistisk film, 

inden han må se sig kørt ud på et 

sidespor af det nye styre og hans 

handlinger ikke kun vore egne« 

står der sidst i romanen. Ikke 

desto mindre plager adskillige 

samvittighedsspørgsmål vores 

hovedperson: den mand, som alle 

kalder Carlos. Inden i hans hoved 

sidder en lille rotte, som minder 

ham om den angstplagede fortid, 

hvor han var frihedskæmper i ETA 

og altid på flugt, og hvor han bl.a. 

slog en mand ihjel. Og den minder 

ham om, at han har fået sin utilregnelige 

bror (tidligere markant 

ETA-tilhænger) indespærret på et 

hjerteblod, drejebogen til filmen 

»Sansibar«, bliver syltet af censuren. 

Samtidig er det historien om en 

ung mands besvær med kærligheden 

og ikke mindst med dens 

vækkelse ved mødet med den gifte 

kvinde Sabine. Hun er halvt afrikansk, 

og det giver naturligvis 

visse problemer i forhold til nazisterne 

og bliver således også baggrunden 

for deres endelige adskillelse. 

Thomas Larsens personlige 

psykiatrisk hospital. Bogen handler 

om besværlighederne med at 

slippe fri af fortiden. 

Da vi møder Carlos, er han blevet 

medindehaver af et hotel i 

Barcelona, som han bestyrer sammen 

med sine gamle venner fra 

ETA-tiden. Hotellet er både et 

cover-up og en reel flugtrute væk 

fra fortiden, men pengene til 

hotellet er fremskaffet ved røverier, 

så heller ikke hotellet er en hel 

frisk start. Carlos er ikke længere 

medlem af ETA, men da organisa- 

Fra omslaget af Annette Borsbøl 

genvordigheder bliver dog ikke 

særligt bevægende, og der er alt 

for mange romanklicheer om 

»uigennemsigtige« personer. 

At Henrik Andersen inddrager 

sin egen research og gør den til 

selve fortællingens ramme, virker 

både naturligt og nødvendigt. Det 

er helt tydeligt denne lagdeling af 

fortællingen samt den detaljerede 

og troværdige fremstilling af den 

tidlige tonefilms miljø, som bliver 

romanens egentlige fortjeneste. 

Fortiden indhenter dig altid 

En baskisk roman om at kæmpe sig fri af frihedsbevægelsen ETA 

tionen er i en desperat knibe og 

beder Carlos om hjælp til at skjule 

to eftersøgte terrorister/frihedskæmpere, 

kan han ikke sige nej og 

indvilliger mod sin vilje i at skjule 

de to under gulvet i det bageri, der 

tilhører hotellet. Carlos beskriver 

det over for sig selv som en sidste 

gestus over for en organisation, 

som han ikke længere sympatiserer 

med, men som er så vigtig en 

del af hans fortid, at han ikke kan 

være illoyal over for den nu. Dette 

valg bliver fatalt.

Problemerne tårner sig op, da 

politiet pludselig indfinder sig, 

klædt ud som journalister, der skal 

interviewe det polske fodboldlandshold, 

som tilfældigvis er indlogeret 

på hotellet. Men politiets 

tilstedeværelse er ikke i sig selv 

det værste. Værst er følgerne, som 

består i, at fortidens frygt og mistænksomhed 

vender tilbage. 

Mistænksomhed over for de allernærmeste 

venner og over for de 

mest uskyldige hændelser. 

Bogen er et studie i denne rastløse 

mistænksomhed og frygt, der 

følger Carlos døgnet rundt frem til 

øjeblikket, hvor de to terrorister 

skal evakueres fra hotellet. Grundtonen 

er behersket af frygten, og 

det kan derfor synes paradoksalt, 

at prosaen skrider så roligt og 

overlegent fortællende frem, som 

den gør. Der er ingen narrativ 

slinger i valsen. Atxaga fører sin 

læser roligt frem til de sidste dramatiske 

sider, hvor hele historien 

ender i en kaotisk og egentlig tvetydig 

scene, der imidlertid er så 

suverænt forberedt, at læseren 

ikke kan tvivle på nødvendigheden 

af den. Romanen er basalt 

spændende, da læseren tvinges 

med ud i den konstante agtpågivenhed 

over for hverdagens små 

tegn. Hvert telefonopkald, hver 

uoverlagt bemærkning kan vise sig 

at være skæbnesvanger. 

På sin egen skeptiske, lakoniske 

facon, er der også lagt op til etiske 

overvejelser om forholdet mellem 

personlig skyld og politisk ansvar, 

men det hele er holdt ud fra kroppen 

i en vis distance, idet det først 

og fremmest handler om overlevelse 

her og nu. Hovedpersonen 

har på sin vis ret i sin påstand om, 

at vi ikke er skyldige og vore 

handlinger ikke er vore egne, for 

selv om Carlos forsøger at påtage 

sig ansvaret for de to terrorister 

‘ene mand’, så bliver alle omkringværende 

automatisk og uafvidende 

viklet ind i det. De er med- og 

modspillere i Carlos’ plot, men 

spiller ofte rollen på en måde, som 

Carlos ikke kunne have forudset. 

Hans handlinger er aldrig heroisk/ 

fatalt hans egne. 

På dansk foreligger af Atxaga 

kun kortprosasamlingen »Obabakoak« 

fra 1998 (1995), som i en 

række forunderlige, genreblandende 

tekster væver historien om 

byen Obaba. I forhold til denne 

samling er romanen »Ene mand« 

forbløffende stilren, overbevisende, 

nonchalant gennemført og 

roligt fortællende selv i sine stærkeste 

thrilleragtige sekvenser. Lad 

dette være en anbefaling. 

Den døde mand 

Camille Laurens 

I disse arme 

Oversat af Lars Bonnevie 

256 sider, 269 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Vibeke Theisen 

En prisbelønnet fransk roman om en tidstypisk kvinde: 

Emanciperet på det professionelle område, 

men besat af begæret efter totalsymbiose med manden 

En kvinde besat af mænd. Hende, 

i hvis univers kun mænd eksisterer. 

Hende, der udvandrer halvt 

vanvittig under Cukors film 

»Women«, fordi der kun optræder 

kvinder. Hun fikserer på mænd og 

undgår kvinder. Først når Camille 

— succesforfatter med nyt roman- 

projekt — har forvisset sig om, at 

der er mænd til stede, falder hun 

til ro. Som konsekvens af Camilles 

mani er kvinder kun repræsenteret 

i Laurens’ roman, når de begærer 

eller på anden måde forholder sig 

til en mand. 

Øvelsen består nu i, at vi læsere, 

adressater, som det hedder, 

skal bringes til at forstå Camilles 

monomane afhængighed af hankønsvæsener, 

udviklet af hendes 

symbioselængsel, og ligeledes 

hendes mistillid til kvinder, 

udviklet af et smertende svigt fra 

familiens kvinder. Mænd er imidlertid 

ikke bare pragtfulde, de er 

(roman) 

også forfærdelige. Camille ser i en 

central scene ægtemanden som 

død, ikke fysisk, men for hende: 

Død. Og hun noterer: Det er ikke 

kærligheden, der dør, det er manden. 

Dette og mere beretter hun 

hos psykoanalytikeren, som det er 

hendes plan at forføre — bemærk: 

ikke forføres af. Et vanvittigt projekt, 

hedder det, »at forføre en 

mand, ikke ved at skjule alt for 

ham, som man plejer, (…) men 

tværtimod fortælle ham alt...« 

Bogen er komponeret i to spor, 

terapien og romanen. Der er konsultations-kapitlerne,jeg-monologer, 

alle betitlet »Alene med ham« 

(analytikeren). Her åbner jeget sit 

hjerte, causerer, provokerer, argumenterer, 

kort sagt forfører. Og forførelsen 

lykkes, til slut ligger hun 

på sofaen (!) hjemme hos psykoanalytikeren 

og læser hans Lacaninspirerede 

artikel om forholdet 

mellem kønnene. Man kan således 

have sine tvivl om, hvorvidt terapien 

er lige så vellykket som forførelsen. 

— Og der er kapitlerne 

indeholdende Camilles roman. De 

hedder »Faderen«, »Elskeren«, 

»Ægtemanden«, »Gymnasielæreren«, 

»Bedstefaderen«, »Jesus«, 

»Eleven«, »Forlæggeren«, osv. 

Som det brænder mere og mere 

på, bliver der tættere mellem terapikapitler 

og romanhandling. 

»I disse arme« er vittig, klog, ironisk, 

persiflerende, ofte gribende. 

Der falder mange aforisme-agtige 

sentenser, og hvor de står som 

konklusion på levede situationer, 

virker de rigtige, overbevisende. 

Halvvejs inde i bogen blev 

Deres anmelder grebet af klaustrofobi: 

Kommer der ikke snart en 

kvinde? Her hører vi, at Roland 

Barthes bor lige over for Camille, 

men ærlig talt, kunne Luce 

Irigaray* ikke snart træde ind på 

scenen? Da de tre fjerdedele var 

passeret, havde klaustrofobien fortaget 

sig. 

* Belgisk filolog og psykoanalytiker. 

Feministisk kritik af psykoanalysen 

med afsæt i Lacan. 


(roman) 

18 

krimigenren har stedse dyrket 

seriefiguren, helten, der går igen 

fra fortælling til fortælling, fra 

bog til bog. Den norske ekspert Nils 

Nordberg bruger det som udgangspunkt 

for en antologi af nyskrevne historier 

om 12 af de fiktive detektiver, der har 

tegnet norsk kriminallitteraturs 

»moderne gennembrud«, hver indledt 

med forfatterens korte biografi af sin 

hovedperson. Ikke mindst den kendsgerning, 

at disse romanfigurer har et 

levnedsløb, et privatliv og en personlig 

udvikling, er med til at skabe realismen 

i beretningerne. Læseren kan genkende 

en skæbne, der hører hjemme i hans 

samtid. Og er dermed nemmere overbevist 

om, at også romanens skrøne er et 

stykke virkelighed. 

De kan det med krimi, de gode nordmænd. 

Det vidste man nok i forvejen, 

men den høje kvalitet bekræftes. 

Antologien viser, hvor bredt spektret er: 

Fem politinoveller, tre om professionelle 

privatdetektiver, én om en elsket 

gammel skælm og tre, hvor detektiven 

er advokat, præst og journalist. Det er 

gode gensyn og interessante nye møder. 

Nogle historier er naturligvis bedre end 

andre. Gunnar Staalesen beretter spændende 

om Varg Veums første sag, som 

kiksede for detektiven, der først 25 år 

senere ramler ind i sandheden om det, 

der dengang skete så at sige for øjnene 

af ham. Kolbjørn Hauges lensmannsbetjent 

Peter Eliassen er med i et samarbejde, 

hvor flere landes politi skal afsløre 

en ægteskabssvindler og dobbeltmorder. 

Lokkeduen kommer imidlertid selv ud 

for en forbrydelse, og så begynder tingene 

at løbe både på sporet og af sporet, 

indtil Eliassen kan sige den forløsende 

replik. Unni Lindell konfronterer politiførstebetjent 

Cato Isaksen med en frustreret 

kvinde, der kun begår én fejl, da 

hun tager livet af den ægtemand, hun 

har hadet et langt liv igennem. Fredrik 

Skagen præsenterer sin svindler og 


k r i m i h j ø r n e t 

Farligt besøg 

Af Anton Koch-Nielsen 

agent Morten Martens som politiets 

gode, men naturligvis ikke helt loyale 

samarbejdspartner i en drabssag, der 

begynder med en forbyttet kuffert fuld 

af penge — og ender med, at Martens 

nok har sikret sig sine procenter, men 

dog bliver snydt igen. Kim Småges 

ellers så retskafne kriminalbetjent 

Anne-kin Halvorsen fristes over evne, 

da politiet står med en vandtæt drabssag 

mod en infam gangster. Hun gør sig 

blind for de spor, der kunne have afsløret, 

at der var tale ikke om et mord, 

men et selvmord. Det er fem pletskud, 

og der er adskillige andre historier 

undervejs, der er værd at læse. Der er 

også private vittigheder, som illustrerer, 

at det norske krimimiljø er en snæver 

cirkel, hvor alle kender alle. Fiktion og 

virkelighed løber sammen, når Nils 

Nordberg til slut interviewer Jon 

Michelet og hans romanhelt, Vilhelm 

Thygesen. Og venligt drilleri kigger 

frem, når Unni Lindell en passant fortæller 

om Isaksens mors veninde, fru 

Nordberg, der har en søn, Nils, »som er 

helt tullete etter kriminallitteratur«. 

Ham vil Isaksen gøre en del for ikke at 

møde! 

Hernede kender vi flertallet af de 

tretten seriehelte — der er danske udgaver 

af romaner om i al fald otte af dem 

(og oversættelser af adskillige af de 

knap 30 øvrige forfattere, der opregnes i 

Nordbergs afsluttende bibliografi). Så 

stærk er den norske kriminallitteratur. 

Det begyndte midt i 1970’erne, og siden 

har nordmændene idelig befæstet deres 

skandinaviske førerposition. Som dansker 

bemærker man også, hvor forskelligt 

det (de) norske sprog er. Kun 

Kolbjørn Hauge skriver på ‘landsmål’, 

men det er nemmere at forstå hans historie 

end at læse det ‘bokmål’, som Pål 

Gerhard Olsen og Jørgen Gunnerud 

betjener sig af — ‘bokmål’ varierer tilsyneladende 

fra noget, der kan minde om 

et let antikveret dansk, til et for en 

dansk læser fremmedartet, sært konturløst 

sprog. 

Karin Fossum er ikke med i antologien. 

Det skal imidlertid noteres, at hendes 

»Elskede Poona« nu foreligger som 

billigbog. Det er en perfekt politiroman 

om drabet på en indisk kvinde, som 

netop var kommet til provinsbyen for at 

slutte sig til den sindige, midaldrende 

Jomann, der derude forelskede sig i 

hende og giftede sig med hende. Den 

gode krimi overhales endda af en af de 

smukkeste kærlighedshistorier, man 

mindes at have læst. Den er fortalt 

uden sentimentalitet med den varme, 

som kommer af, at Jomann dog nåede at 

elske og blive elsket. Heller ikke Anne 

Holt har bidraget, men man kan så læse 

hendes seneste roman »Det der er mit«, 

der handler om noget så frastødende 

som bortførelse og drab på småbørn. 

Hun formår at gøre det til en medmenneskelig 

historie, der engagerer læseren 

totalt. En klog og varm roman af en 

stridbar forfatter — måske det bedste 

nye tilbud på det danske spændingsmarked 

2002. Guldalderdigteren 

Edvard Storm fortalte i sin Sinclair-vise 

om den massakre, der ramte det skotske 

ekspeditionskorps, som under 

Kalmarkrigen i 1611 ville marcher gennem 

Norge for at slutte sig til svenskerne. 

Ingen vendte hjem for at berette 

»hvor farligt det er at besøge dem, der 

boe blandt Norriges fielde«. Faren lurer 

stadig. 

Nils Nordberg (red.): De nye krimiheltene. 

12 noveller og et intervju, 310 sider, 

329 Nkr., Gyldendal Norsk Forlag 

Karin Fossum: Elskede Poona, Oversat 

af Ida Jessen. 288 sider, 79 kr., 

Gyldendal 

Anne Holt: Det der er mit, Oversat af 

Ilse M. Haugaard, 328 sider, 295 kr., 

Gyldendal

Ud i det blå 

Kirsten John 

Så meget blå 

Kynisme og kulsort humor gør en debut godt 

Oversat af Astrid Heise-Fjeldgren 

232 sider, 229 kr. 

Høst & Søn 

Anmeldt af Anders Klinkby 

Madsen 

Jeg-fortælleren Katharina i Kirsten 

Johns debutroman »Så meget blå« 

vil forsvinde. Ud af sin familie og 

ud af erindringen om sin barndom. 

Det første er let nok. Det 

andet straks værre. 

Den første halvdel af romanen 

gør ikke én meget klogere på, hvad 

det egentlig er, der er så forfærdeligt. 

Der er noget med en onkel 

Daniel, der var Katharinas eneste 

Wolfgang Hilbig 

Jeg 

Fraværets æstetik 

Wolfgang Hilbigs roman skildrer postmodernismens ånd 

i nyere tysk historie 

Oversat af Hans Christian Fink 

313 sider, 288 kr. 

Tiderne Skifter 

Anmeldt af Henning Goldbæk 

Wolfgang Hilbig, hvis store roman 

»Jeg« fra 1993 nu foreligger på 

dansk, er en utrolig sammensat 

forfatter, men næsten alle hans 

paradokser hænger sammen med 

hans splittelse mellem at være en 

tysk arbejderforfatter med DDRbaggrund 

og en forfatter med honnette 

ambitioner. Det er en gammel 

tradition blandt tyske litterater 

og forfattere, at de ved meget 

om fransk litteratur og filosofi, 

sommetider mere end de ved om 

tysk kultur. Det er Goethe et 

eksempel på, Nietzsche, der som 

stilist er dybt afhængig af Diderot 

og Voltaire, og Ernst Jünger, der på 

trods af sin rolle som tysk-kulturel 

lokkedue i Paris under besættelsen 

af Frankrig 1940-44 er utro- 

åndehul i en barndom domineret 

af en sindssyg mor, en dominerende 

bedstemor, og en far, der var 

fraværende, undtagen når der 

skulle uddeles kindheste. I stedet 

hører man om hendes fortrædeligheder 

som kunststuderende på 

universitetet, hvor de andre studerende 

er arrogante, og kantinens 

mad består af fedt og ærter. Der er 

ikke godt at være: »Jeg vil se engelsk 

ud, som en, der har svindsot. 

Jeg vil forsvinde«, beslutter 

Katharina. Dette projekt udfører 

hun mentalt gennem sine billeder 

og fysisk ved blandt andet at ligge 

på sit værelse i to uger uden at 

spise og med vinduet åbent, mens 

det sner. Et af litteraturhistoriens 

mest apatiske selvmordsforsøg, der 

dog kun resulterer i en lungebe- 

lig læst og højt skattet i Frankrig. 

Med Hilbig er det lidt anderledes, 

for da han for over tyve år siden 

udgav den lidt kedelige og formel- 

tændelse og forklares med, at »man 

kan drukne i blå, men forsvinde, 

forsvinde kan man kun i hvid.« 

Undervejs i de æstetiserede og 

farvemættede skildringer af en 

udefinerbar længsel mod død 

håber man af og til at det lykkes 

for hovedpersonen, så der i det 

mindste sker noget i romanen. 

Men handlingens indtrængen sker 

i stedet i den berømte ældre maler 

og universitetsprofessor Henning 

Overlands let forhutlede skikkelse, 

da han en dag, hvor Katharina sidder 

nøgenmodel for ham, lader 

billede være billede og har sex 

med hende i stedet. Derefter forvandler 

romanens fortælling og 

sprog sig til et interessant karakterstudie 

i Katharinas passivitet og 

viljesløshed, som man efterhånden 

også får forudsætningerne for at 

forstå, fordi sekvenserne om barndommen 

nu begynder at blive fortællende 

og sætter hendes liv og 

forsvindingsprojekt i perspektiv. 

Her kommer fortællerens kynisme, 

der er romanens største kvalitet, 

for alvor til sin ret. I den første 

Wolfgang Hilbig 

le digtsamling »Abwesenheit«, 

påvirket af Hofmannsthal og Rilke, 

var der intet, der tydede på, at han 

engang ville blive en af Tysklands 

(roman) 

del af romanen tror forfatteren tilsyneladende 

selv tror på, at det at 

male er at skrive og omvendt, som 

hun lader onkel Daniel fortælle 

Katharina. Hun fortaber sig i 

opremsninger af farver og pensler, 

der vist skal give romanen en nøgtern 

og nouveau roman-agtig tone. 

Det lykkes ikke. Især fordi forfatteren 

alligevel ikke kan holde sig fra 

metaforerne. I stedet for at virke 

objektiverende virker det patetisk. 

Til gengæld kommer den stærkt 

igen, da den holder op med de 

selvspejlende beskrivelser og 

begynder at fortælle uden medlidenhed 

og indføling, hvilket ligefrem 

forlener den ellers alt andet 

end morsomme historie med en 

befriende kulsort humor. Blandt 

andet i udleveringen af Henning 

Overland, andre affærer, barndommen 

og i sidste ende Katharina 

selv, selvom det forbliver uklart, 

hvad historien egentlig ender med 

andet end et forsøg på at overleve 

det, hun har besluttet sig for, men 

ikke er ganske overbeviser om, er 

et deprimerende liv. 

helt store prosaister, med det som 

på tysk hedder ’wuchernde Bilder’, 

vildtvoksende billeder. I 1985 

bosatte han sig i Vesttyskland, og 

snart begyndte man at kunne 

spore optagetheden af den nye 

franske filosofi, kaldet postmoderne 

eller neostrukturalistisk. Den 

franske tone dukker allerede op i 

titler som »Flaneur de la nuit«, 

men i »Ich« indsættes der tanker 

af Foucault og Baudrillard, men 

på en ambivalent måde. Hilbig har 

læst de to forfattere, men han må 

have vandret frem og tilbage foran 

sine reoler med Suhrkamps tyske 

studieudgaver af de franske tænkere, 

trukket et bind ud, læst et 

par sider i det og straks stillet det 

på plads igen. For det er ikke en 

systematisk påvirkning, eller akademisk 

forpligtende, det er den 

postmoderne ånd, der skal skildres, 

og det ud fra en tese, om at 

der også i den nyere tyske historie 

er træk, der er postmoderne, især i 

DDR. Ord som blændværk, implosion, 

diskurs og simulation angiver, 

at DDR var et fantasmagorisk 

samfund, at det var en gigantisk 

iscenesættelse af socialismen ved 

hjælp af troppeparader, slogans og 

femårsplaner. Og i denne operaagtige 

skinvirkelighed foregår 

romanen »Ich« i Østberlin kort før 

murens fald 1989. Hovedpersonen 

er en identitetssøgende mand fra 



(artikel) 


provinsen, der overtales af Stasi til 

at spionere i kunstnerkredse, og til 

selv at skrive undergrundslitteratur. 

Fiktionen koncentrerer sig om 

major Feuerbach, der både koketterer 

med fransk oplysningsfilosofi 

og med fransk postmoderne 

tænkning især af ’le fou’, eller ’le 

feu’, som er Foucault. 

Blændværkets æstetik 

Det har været hævdet, at Hilbig 

skulle holde sig fra fransk påvirkning 

og være trofast mod sine DDRrødder, 

arbejderkulturen og hverdagsrealismen, 

men sandt at sige 

har det aldrig været hans centrum, 

det har derimod apokalypsen, 

DDRs nedslidte industriområder, 

forfaldne banegårde, og mennesker 

i eksistentiel opløsning, skildret i 

en prosa, der er utrolig blomstrende, 

og som bevæger sig fremad i 

enorme, musikalske bølgebevægelser 

og afbrydelser. Mange gange 

overvejer man som læser, at der 

burde have været en forlagsredaktør, 

der kunne gribe ind og redigere, 

men så ville romanens idé forsvinde, 

og denne idé er, at der ikke 

er en udvej af blændværket, men 

en gentagelse, den ene metamorfose 

efter den anden; det begynder, 

folder sig ud, falder sammen og 

begynder igen. Og denne indelukkethed 

kommer til udtryk i de få 

øjeblikke omkring sammenbruddet, 

og ikke mindst i slutningen af 

»Ich«, hvor major Feuerbach kaster 

masken, som repræsentanten 

for den postmoderne tænkning, 

ved at voldtage det svage ’jeg’ og 

derefter falde i søvn i sengen: 

Han slyngede armene der sad fast 

i den fuldkommen gennemvædede 

og tilsvinede jakke, omkring C. og 

pressede sit våde kolde ansigt ind 

i nakken på C. der følte sig indhyllet 

i alkohollugten og den bitre 

dunst af opgylpet mavesyre. 

Det er i billeder som disse, at 

Hilbig på én gang viser blændværkets 

æstetik og dets åbning mod 

intetheden. Og Hilbig lader ikke 

denne indsigt i blændværkets 

bedrag og selvbedrag slutte med 

DDR’s undergang og murens fald, 

den fortsætter i den nyeste roman, 

»Provisoriet« fra 2000, hvor den 

folder sig ud i en skeptisk læsning 

af det nye Tyskland som blændværk, 

som en stat, hvis fremtid i 

virkeligheden anskues langt mere 

pessimistisk end i nogen roman af 

Günter Grass om emnet Tyskland 

efter murens fald. 

20 


Selvkommentering 

hos Cervantes 

og Gogol 

Af Rigmor Kappel Schmidt 

Fin nyoversættelse af grotesk russisk realisme 

med spanske aner 

En helt igennem gennemsnitlig 

mand ankommer til guvernementsbyen 

N i en lille affjedret 

kalechevogn. Vor 

forfatter følger ham 

naturligvis overalt, 

hvor han går og står. 

Og for at det ikke skal 

være løgn, følger oversætteren 

Jan Hansen 

diskret i hælene på 

dem begge to og indfanger 

dem så knivskarpt, 

at man må sig 

fornøje. Og bag dem 

alle tre skjuler sig den 

rigtige forfatter Nikolaj 

Gogol, der skrev »Døde 

sjæle« i 1842. 

Den groteske realisme 

Den beskedne, ubetydelige 

mand Tjitjikov 

bliver straks gode venner 

med alle, fordi han 

så mesterligt taler dem 

efter munden. Han er 

der i et særegent 

ærinde: han opkøber 

døde livegne, også 

omtalt som døde sjæle. 

De ligger jo bare 

godsejerne til byrde, 

for der skal betales 

skat af dem indtil 

næste tælling. Det 

interessante er dog 

ikke selve anekdoten, 

selv om den er ganske underfundig, 

men derimod, at hver person 

indgående og omhyggeligt beskrives, 

så et enkelt træk træder frem. 

Sådan er Gogols groteske realisme. 

Det sker ikke med nogen psykolo- 

gisk indlevelse i personerne, eller 

rettere, indlevelsen centrerer sig 

om personernes fremtræden og 

deres omgivelser, som de har bygget 

op i deres eget billede. Og det 

Omslag af Sven Reiner Johansen 

er ikke kun menneskene, der bliver 

dissekeret. Også skik og brug, 

og især den kollektive tænkemåde, 

sådan som den udvikler sig gennem 

sladderen, bliver sat under 

Gogols grotesk realistiske lup. Ja, 

selv fluerne kan blive udsat for 

den skarpsindige beskrivelse. 

Netop fordi det er ham så magtpåliggende 

at tegne indgående billeder 

af personerne, inddrager han 

læseren i beskrivelserne, 

appellerer 

til ham, så også han 

ser personerne for 

sig. Og ligesom i Don 

Quixote bliver ting 

set fra den ene synsvinkel 

og den anden 

synsvinkel, hvorefter 

fortælleren erklærer 

sig uvidende om 

sagen. 

Selvkommenterende 

metafiktion 

Med sin kommenterende 

stil holder fortælleren 

bestandig 

læseren i ånde og forfølger 

ihærdigt de cirkulerende 

floskler i 

den lille provinsby. 

Men endelig falder 

der ro over de uendelige 

gentagelser af det 

samme, og »forfatteren 

må tilstå at han 

er glad for at Tjitjikov 

nu har lagt sig til at 

sove, for det giver 

ham lejlighed til at 

fortælle lidt mere om 

sin hovedperson. 

Som læseren vil erindre, 

er han hele tiden 

blevet forhindret i 

det af Nozdrjov og af ballerne, 

damerne, byens sladder, ja, af 

disse tusindvis af bagateller, der 

først fremstår som bagateller når 

de står omtalt i en bog, ...«. Men 

det er ikke bare folk i guverne-

mentsbyen, der gentager hinanden, 

så ordene til sidste slides ned 

til floskelniveau. Det samme gør 

Gogol, for det lille fif med at få 

hovedpersonen til at sove har han 

lånt fra Cervantes, der sørger for, 

at don Quixote og Sancho faldt »i 

søvn, og mens de sov, gav Cide 

Hamete, forfatteren af denne herlige 

historie, sig i kast med at nedskrive 

og fortælle, hvad der bevægede 

hertugparret til at stable hele 

det storslåede optrin på benene; 

og han fortæller, at …« (kap. LXX). 

Underfundigt vender Cervantes — 

og Gogol med ham — den gængse 

dominans mellem forfatter og 

hovedperson. Normalt styrer forfatteren 

hovedpersonen, men her 

bliver forfatteren konstant holdt i 

ånde af de foretagsomme hovedpersoner, 

hvis handlinger han 

bestandig må beskrive, hver gang 

de foretager sig det mindste. Kun 

når de forholder sig i ro, kan forfatteren 

få fred til baggrundsbeskrivelser. 

Også på anden vis holder Gogols 

fortæller læseren hen i spænding, 

som når han lige skal til at 

fortælle noget i slutningen af et 

kapitel, men tager sig i det og 

udskyder det til næste kapitel: 

»Hvilke følger denne ankomst 

skulle få, vil læseren erfare af en 

samtale under fire øjne mellem to 

damer. Og denne samtale — nej, 

lad os for resten hellere vente med 

den til det næste kapitel«. Også 

det havde Cervantes praktiseret et 

par hundrede år forinden: »Don 

Quixote lyttede opmærksomt til 

den ærværdige mands ord, og da 

han så, at han tav, blæste han på 

den respekt, han skyldte hertugparret, 

og med vredt ansigt og 

ophidset åsyn kom han på benene 

og sagde … Men hans svar fortjener 

et kapitel for sig selv«. (kap. 

XXXI, bd. II). Ved at etablere adskillelse 

mellem kapitler og derefter 

overskride dem, gør de to forfattere 

eksplicit opmærksom på 

fortællingens ‘kunstige’ opdeling, 

som ellers let usynliggøres, hvis 

kapitlet slutter et ‘naturligt’ sted i 

fortællingen. 

Bakhtin mellem Cervantes og 

Gogol 

Med sin elegant underspillede stil, 

som Jan Hansen så fint indfanger, 

kaster Gogol et umådeligt grotesk 

skær ind over provinsbyens enfoldighed, 

for derefter at vise, hvor 

modbydeligt sladrende de nydelige 

mennesker bliver, den dag det 

går op for dem, at de er blevet 

taget ved næsen. En kropsdel, der 

i øvrigt hyppigt spiller en rolle 

hos Gogol. Efter et folkeligt slagsmål 

af den slags, som Bakhtin holder 

så meget af, var der en, hvis 

næse »simpelthen var væk; den 

var blevet visket af, sådan som 

slagsbrødrene selv udtrykte det, 

sådan at forstå at hans næse var 

blevet fuldkommen kvast og nul 

kun stak en halv tomme ud fra 

ansigtet«. Denne hændelse og en 

til udløste en undersøgelse af 

Tjitjikovs opkøb af døde sjæle, og 

rygterne begyndte at gå, indtil de 

levede deres eget liv. Mistanken 

mod Tjitjikov affødte også, at der i 

fortællingen bliver indlagt endnu 

en fortælling, som alle ytrer ønske 

om at høre, netop som det også 

sker i »Don Quixote«. De skal høre 

om kaptajn Kopejkin, der mangler 

en arm ligesom Cervantes og dertil 

også et ben, som Kopejkin har 

mistet i krigen, for måske er han 

identisk med Tjitjikov. Uden større 

held når Kopejkin frem til audiensen 

og forsøger at få invalidepension, 

hvad der henleder tilhørernes 

opmærksomhed på, hvor 

utaknemmeligt krigsveteraner bliver 

behandlet af det zaristiske 

bureaukrati. Og heri genkender vi 

straks en af don Quixotes monologer 

om de spanske kriges tapre 

soldater, der aldrig blev belønnet 

efter fortjeneste. — Ikke så sært, at 

censuren greb ind over for Gogols 

Cervantes-inspirerede fortælling. 

Til gengæld synes jeg, det er meget 

sært, at Bakhtin sammenlignede 

Gogols »Døde sjæle« med Quevedo 

og Rabelais, og ikke kom på 

den tanke, at poemet var så inderligt 

inspireret af »Don Quixote« i 

sin fortællestruktur. Så sært endda, 

at den tanke trænger sig på, at 

Bakhtin måske kun kendte Cervantes’ 

værk fra litteraturhistorien. 

For han får da et hint om værket, 

idet Gogol sammenligner en velgørende 

filantrop med don Quixote 

(s. 317). 

Mikhail Bakhtin: Ordkunst og folkelig 

latterkultur hos Rabelais og 

Gogol. I: Marxistisk litteraturanalyse. 

København, 1974. 

Cervantes Saavedra, Miguel de: 

Den sindrige ridder don Quixote 

de la Mancha. Århus, 1998, 

København, 1999. 

Gogol, Nikolaj: Døde sjæle, 

(Mërtvyje dusji, 1842). Oversat af 

Jan Hansen, med smukt omslag af 

Kazimir Malevitj og Sven Reiner 

Johansen. 378 s. 395 kr. Forlaget 

Gyldendal. (Tidligere oversættelser 

til dansk ved Åge Meyer Benedictsen 

og Georg Sarauw). 

Anne Strandvad 

En stor dag 

148 sider, 229 kr. 

Vindrose 

Anmeldt af 

Anne Marie Dinesen 

Det er mærkeligt, jeg opdagede 

først Anne Strandvad, da jeg 

engang blev bedt om at anmelde 

en af hendes bøger, og jeg blev 

straks betaget. Og tænkte, hvorfor 

er der ikke nogen, som har anbefalet 

mig hende tidligere? Siden 

1980 har Anne Strandvad udgivet 

22 bøger inklusive denne. Jeg har 

— endnu — ikke læst dem alle, 

men dem, jeg har læst, har ikke 

mindsket begejstringen. 

»En stor dag« er i starten bygget 

op i fragmenter, hvor man præsenteres 

for de personer, som senere 

mødes til den store dag, nemlig 

brylluppet mellem Christoffer og 

Rita. Christoffer har Downs syndrom, 

dvs. han er mongol, og Rita 

er hjerneskadet efter meningitis 

som barn. Det er Christoffers familie, 

vi præsenteres for, med alt 

hvad det indebærer af moderne 

familieliv. I starten bliver man 

nødt til lige at bladre tilbage, for at 

finde ud af, hvem der nu egentlig 

er i familie med hvem og på hvilken 

måde, dvs. mor, far, eks-stedmor, 

halvbror osv. Alle de relationer, 

som ’moderne børn’ har tjek 

Anne Strandvad 

Begejstring 

(roman) 

Anne Strandvad tegner menneskebilleder 

med nogle ganske få replikker 

på uden de store problemer. Hvis 

ikke Strandvad var en så eminent 

fortæller, ville man sikkert give 

op, men med nogle ganske få 

replikker får hun tegnet billedet af 

mennesker, som man bliver interesseret 

i. Centralt står Christoffers 

mor, som er bitter og jaloux på 

ægtemandens anden voksne søn, 

den succesrige Michael, som han 

har med sin eks-kone, Helle. 

Petra dominerer alle samtaler, 

og det er imponerende, hvorledes 

Strandvad primært via replikker 

får fremstillet dette magtmenneske, 

som manipulerer alle omkring 

sig og som på den for magtmennesker 

så typiske måde, sårer alle 

omkring sig uden at nogen siger 

fra. Petra vader ikke ind over folks 

grænser, hun foretager lynhurtige 

terrorangreb lige på den anden 

side af grænsen, så hurtige, at 

ingen når at reagere, men kun bliver 

pacificerede af ubehag. Samtidig 

med at omgivelserne skræmt 

af hendes fint balancerede uforskammede 

grænseløshed, forsøger 

at gøre denne sure, evigt utilfredse 

mokke tilpas. 

Når man udsættes for den slags, 

kan man som regel ikke huske 

bagefter, hvordan replikkerne lige 

faldt og hvorledes man selv kunne 

være sådan et skræmt fjog, der 

enten spillede med uden at sige 

fra eller bare forholdt sig tavs. 

Men det kan Strandvad altså og 

det er skræmmende flot. 


(roman) 

Michel Houellebecq 

Platform 

Oversat af Lars Bonnevie 

273 sider, 299 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Søren Pold 

Kendere af Michel Houellebecq vil 

ikke blive overrasket over at møde 

»Platform«s jeg-fortæller, der som 

sædvanlig hedder Michel og er en 

grå kontormus – denne gang i kulturministeriet. 

Som sædvanlig 

aldeles uanseelig, uden identitet 

eller liv og tilmed usympatisk. 

Under og efter en sextur til Thailand 

møder han den store kærlighed 

i den troskyldige Valérie, som 

uvist af hvilken grund ikke afskyer 

ham, men kaster sin uegennyttige 

seksualitet og kærlighed på ham, 

overøser ham med lykke og penge. 

Sammen med rejseselskabsdirektøren 

Jean-Yves udvikler de et nyt 

sexturisme-koncept, charmeturis- 

22 

Seismograf i et minefelt 

En livstræt kontormus’ saftige sexliv med thaisteg til overmål 

garneret med ægte kødelig kærlighed og afsluttet af muslimsk 

massemord. Alt i alt en samtidsskildring ude af balance. 

Man kan stoppe læsningen her, men virkeligheden fortsætter... 


Michel Houellebecq 

(Foto: P. Ferbos) 

me, som truer med at blive en forbandet 

succes, indtil muslimske 

terrorister sprænger det hele i luften: 

luddere, Valérie og den lukra- 

Detalje fra omslaget 

tive forretning. Hvorefter vor antihelt 

sætter sig til at blive sindssyg 

og rådne op på et værelse i Thailand, 

helt alene (næsten) uden 

luddere. Romanens sidste sætning: 

»Man vil glemme mig. Man vil 

hurtigt glemme mig.« 

Man glemmer ikke lige romanen 

og dens forfatter. Michel Houellebecq 

har nemlig stukket sin stavblender 

ned i samtidens bærme af 

muslimsk fundamentalisme, 68’er 

frigørelsens forvandling til neoliberalisme, 

en kønskamp med 

begge køn som taber og markedet 

som vinder, samt imperialismens 

genkomst som farce i skikkelse af 

sexturismen. Det sprøjter ud over 

sidernes hvide papir. Ikke et kønt 

syn, men ganske effektivt, og der 

bliver rørt godt op. Også i den 

uhyggeligt virkelige verden. Der er 

selvfølgelig nogle muslimer der 

har været så dumme at sagsøge 

Houellebecq, fordi han har sagt at 

Islam er den dummeste religion. 

(Sagsøgningen beviser desværre 

næsten udsagnet.) Og endelig fik 

vi den tragiske bombe i et diskotek 

på Bali, hvilket betyder at 

man, hvor nødtvungent man end 

vil, må forfalde til at kalde romanen 

profetisk. Ved profetens skæg. 

Det eneste lyspunkt er, at 

Houellebecq blev frikendt, da han 

ellers ville have fået alt for meget 

ret i sin nihilistiske drivkraft. 

Er romanen gal eller genial, 

anstrengende eller rammende? I 

hvert fald er den ubehageligt tidssvarende 

– som en seismograf i et 

minefelt: vilde udslag på barometeret 

med den litterære og intellektuelle 

præcision som første offer. 

Ikke fordi Houellebecq ikke kan 

skrive, for det kan han på en 

yderst påtrængende og indtrængende 

måde. Man er med andre ord 

fængslet som en taliban på Cuba, 

om end ikke al fængselsmaden 

lader sig sluge. Forholdet til 

Valérie virker mildest talt utroværdigt 

(dog har de et forrygende – og 

velbeskrevet – sexliv). Værre er 

det imidlertid, at romanens foragt 

for Vesten og for Vestens eksport 

af sine elendigheder følges aldeles 

ureflekteret (af såvel hovedperson 

som roman) hånd i hånd med 

hovedpersonens virksomme 

udbredelse af sexturismens grove 

neokolonialisering. Undertiden 

kammer det over i en af de tykkeste 

klicheer i vestlig kolonialistisk 

tænkning: naiv naturromantik, 

som når Michel og Valérie bader 

nøgne i den blå lagune (Koh Maya) 

og får lyst til at blive der for evigt 

uden at medtænke, at de er kommet 

der som frontkæmpere for 

sexturismens afskyelige eurofjæs 

(»vi voldtager ikke jeres døtre, vi 

betaler skam«). For en forfatter der 

blændende har formuleret, hvordan 

markedsgørelsen i kraft af 

60’ernes nådesløse frigørelse har 

indtaget og kolonialiseret de mest 

intime zoner, er det for tyndt og 

dårligt tænkt, at utopien skulle 

ligge gemt i thaisteg ad libitum. 

Houellebecq har skabt en effektfuld 

romanmotor, der kører på en 

sprængfarlig (!) blanding af sex, 

uegennyttig hengivelse, tilbedelse 

af kvinden, prostitution og benhård 

økonomi. Tingene passer 

ikke sammen – romanen rummer 

en række farlige ubalancer, der 

truer med at vælte det litterære 

læs, og Houellebecqs barske budskaber 

gør, at man ikke bare kan 

tilgive ham, trods det faktum at 

han indfanger sin læser, som Bin 

Laden indfanger sine selvmordsterrorister. 

Uinteressant er det 

langt fra, mens bomberne sprænger 

omkring os.

Tænk hvis du vandt i Lotto 

Romandebut fænger kun i mellemrummene 

Martin Miehe-Renard 

Et liv uden mellemrum 

272 sider, 299 kr. 

Centrum 

Anmeldt af Kristine Fjord Tolborg 

En bankassistent af den gamle 

skole (altså af den slags, hvor 

konen sørger for hjemmet og alt 

andet, så han kun skal bekymre 

sig om at gå på arbejde) vinder fire 

millioner i det tyske klasselotteri. 

Samme dag dør hans kone i et trafikuheld 

ude foran banken. Sådan 

starter Martin Miehe-Renards 

romandebut »Et liv uden mellemrum«. 

Herefter følger i detaljer 

bankassistentens gøren og laden 

time for time, dag for dag, i den 

kaotiske tid efter konens død, hvor 

han hjælpeløst forsøger at oriente- 

Jonathan Coe 

Flipperklubben 

(The Rotters’ Club) 

Oversat af Jan Hansen 

431 sider, 329 kr. 

Rosinante 

Anmeldt af 

Claus Schatz-Jakobsen 

Hvad er den britiske forfatter Jonathan 

Coes seneste roman, »Flipperklubben«, 

for en fisk? En sten- 

Martin Miehe-Renard 

(Foto: Nils Lund Pedersen) 

re sig i en verden, han aldrig har 

beskæftiget sig med. 

Egentlig vil han helst have lov 

Som en stenbider 

uden rogn 

bider! Ekstremt løs i kødet, næsten 

geléagtig, og smagen nærmest lidt 

fad. Sådan er »Flipperklubben« – 

løs i fortællestrukturen og ikke 

specielt kraftig i smagen af forfatterintention 

eller -budskab. Joh, 

jeg ved godt, at dybt inde i sin 

krop gemmer stenbideren en gastronomisk 

perle, rognen, som tilsat 

farvestof bliver til kaviar. Det er 

reelt den eneste forskel mellem 

stenbideren og »Flipperklubben«, 

som oven i købet falder ud til 

stenbiderens fordel, for rognen, 

til at være i fred, men netop fordi 

han for alt i verden ikke vil tiltrække 

sig opmærksomhed, vælter 

begivenhederne og ulykkerne ned 

over ham, og han bliver offer for 

en lang række forviklinger. 

Undervejs langes der ud efter de 

sædvanlige skurke: Mediernes 

sensationsbegær, charterturismens 

fortrædeligheder osv. 

Hovedpersonen fremstilles med 

distance og uden synderlig sympati. 

Som en særlig effekt imiterer 

teksten hans pedantiske personlighed, 

hvilket desværre afføder en 

stil, der i længden bliver irriterende 

og anstrengende. Et eksempel 

fra morgenrutinen foran banken: 

Efter nogle korte høflighedsudvekslinger, 

hvorunder afdelingslederen 

endnu en gang ville forsikre 

sig om, at Jeppesen var kommet 

hvor gemmer den sig i »Flipperklubben«? 

Hvis rognens litterære 

pendant er plottets dynamik og 

den slutning, hvor alt går op i en 

højere enhed, så skuffes man af 

»Flipperklubben«, som mestendels 

byder på digressioner uden 

narrativ konsekvens, spørgsmål 

uden svar, gåder uden løsning. 

Nok om lystfiskerhistorier og 

metaforisk omsvøb. Hvad er »Flipperklubben« 

egentlig for en fisk? 

Kort fortalt er den et portræt af 

Storbritannien i 1970’erne, med 

udgangspunkt i de fire skolekammerater, 

Harding, Chase, Anderton 

og Trotter på King William’s gymnasiet 

i Birmingham. De fires dåbs- 

(roman) 

sig over sit tab, henslæbte der sig 

nogle lange tavse minutter, indtil 

overassistenten kom ilende og 

med en forpustet bemærkning om 

de mere og mere ustabile forhold 

hos DSB — hvilket de to andre, 

uagtet at de aldrig kørte med tog, 

nikkede samtykkende til — endelig 

fik stukket sin nøgle i låsen. 

At Martin Miehe-Renard faktisk 

godt kan skrive (så det kan læses 

uden irritation) viser sig i korte 

kapitler med kursiveret skrift, der 

med jævne mellemrum bryder teksten. 

Hvem jeg-fortælleren i de 

afsnit er, afsløres først i slutningen 

af bogen, men stilen er en helt 

anden. I de små kapitler finder 

man fine iagttagelser om mødet 

med det fremmede på en rejse i 

Latinamerika. De fungerer som et 

tiltrængt pusterum i bogen, for 

selvom stilskiftet utvivlsomt er en 

pointe fra Miehe-Renards side, er 

den pointe ganske enkelt ikke nok 

til at opveje 250 siders kancellistil. 

Det bliver hurtigt trættende. 

Jonathan Coes portræt af Storbritannien fra dengang i 70’erne, da 

alt var gråt og brunt, er lang i spyttet, meget lang 

attest må ungefähr bære årstallet 

1961, hvilket er det år Jonathan 

Coe selv kom til verden (i Birmingham!). 

Det er derfor nærliggende 

at betragte romanen som 

skjult selvbiografi, med forfatterspiren 

Benjamin Trotter som Coes 

andet jeg. Via de fire kammeraters 

modningsproces – med kærester, 

kunstneriske aspirationer og 

begyndende politisk bevidsthed – 

føres vi fra fortællingens begyndelse 

i 1973 igennem dette turbulente 

årti i Storbritanniens nyere 

historie, igennem strejker og 

arbejdskampe, seksuel frigørelse, 



(roman) 


raceuroligheder, IRA-bomber og 

populærmusikalske metamorfoser 

frem mod slutningen i 1979, på et 

for Benjamin ekstatisk lykkeligt 

tidspunkt (hans og kæresten Cicelys 

endeligt beseglede forhold, der 

besynges i en 33 sider lang sætning 

med tydelig reference til James 

Joyces »Ulysses«). Romanen tematiserer 

imidlertid historiers uafsluttethed 

(dens egen inklusive), 

og der skulle da også være en 

sequel til »Flipperklubben« på vej. 

Meget apropos slutter den med en 

ironisk krølle, da Philips far, Sam, 

ved synet af Margaret Thatcher på 

forsiden af The Sun, på selve 

dagen for valget i 1979, der bragte 

hende til magten, spår at »den 

kvinde vil aldrig nogensinde blive 

premierminister her i landet«! 

Coe har forsøgt at distancere sig 

fra en direkte recherche du temps 

perdu ved at indsætte hele forløbet 

i en ramme der placerer læseren 

i restauranten i Berlins Fjernsynstårn 

i året 2003. Herfra er der 

glimrende udsyn, både i tid og 

rum, til Birmingham anno dazumal, 

og her er det at Sophie (datter 

af Benjamins søster, Lois, og 

Christopher) fortæller historien 

om sin onkel og hans kammeraters 

gøren og laden tilbage i de lortebrune 

70’ere til Patrick. Det varer 

imidlertid kun få sider, førend 

man har glemt rammen og synspunktsforskydningen 

og er solidt 

plantet i familien Trotters midte. 

Det er svært at afgøre, hvad 

romanen vil, inklusive hvad den 

vil ironisere over, og hvad den vil 

begræde tabet af. Måske den først 

og fremmest vil holde fast ved 

disse betydningsmættede øjeblikke, 

som træder ud af tiden og bliver 

evigtvarende. Efter en længere 

udflugt om familien Trotters ferie i 

Skagen spørger Benjamin: »Har 

fiktive fortællinger noget formål? 

Det tænker jeg somme tider på. Jeg 

vil gerne vide, om alle erfaringer 

virkelig kan destilleres ned til 

nogle få usædvanlige øjeblikke, 

måske seks eller syv i løbet af et 

helt liv, og om ethvert forsøg på at 

finde en forbindelse mellem dem 

er dømt til at mislykkes«. At 

Jonathan Coe faktisk kan orkestrere 

en historie så man i hans forrige 

opus, »Søvnens hus«, hans femte 

roman og den første i dansk oversættelse. 

Man fristes ikke desto 

mindre til at sige at dette forsøg i 

hvert fald ikke er lykkedes til 

fulde. Det ville være en for billig 

pointe at sige at det gik i fisk, så 

det afholder vi os fra. 

24 

Toril Brekke 

Sara 


Kidnappet ungpige 

bliver jordemor 

— i en historisk roman fra Vestnorge 

Oversat af Palle Koch 

453 sider, 288 kr. 

Hovedland 

Anmeldt af Astrid Fosvold 

En ung, rig og velstillet pige kidnappes 

af en fattig fisker på det 

barske vestland i Norge og fragtes 

til hans hjemsted. Dette er ikke 

optakten til en røverhistorie, men 

åbningen i en roman om kystbyen 

Ålesunds første jordemor. 

På romanens allerførste sider får 

vi høre om fogeddatteren Saras 

drømme og længsler om at rejse 

væk fra det lille udkantsted og 

læse videre som hendes bror gør. 

Udlængslen står i skarp kontrast 

til den fremtid hun er tiltænkt, 

hun skal giftes med egnens halvgamle 

præst som har fem børn. 

Fiskeren bliver dermed både forbryder 

og frelser, Sara falder for 

fattigdrengens charme, og når hun 

er vel ankommet til Ålesund, bliver 

hun gift og får tre børn med 

ham. Så griber skæbnen ind og 

fiskeren omkommer på søen. Den 

unge enke uddanner sig til jordemor 

og det giver anledning til en 

beskrivelse af datidens, begyndelsen 

af 1800-tallet, jordemoruddannelse. 

Da jordemoren er tilbage 

i Ålesund står hendes fremsynede 

bedrifter, som et kejsersnit og 

kampen for at sænke dødeligheden 

som følge af barselsfeber, i 

fokus. Det er interessant stof som 

bygger på et grundigt researcharbejde, 

og er med til at belyse datidens 

livsbetingelser for kvinder. 

Jordemorarbejdet lønnes efter de 

trængendes formåen, og Sara modtager 

utallige opfordringer fra miljøet 

om at gifte sig igen og ikke 

nødvendigvis af lyst, men af ren 

og skær nødvendighed. Det gør 

Sara så, og ægteskabet med læreren 

Borgwad er på mange måder 

en redning fra fattigdom, en tryg- 

hedsforanstaltning og indebærer 

en invitation ind i de bedre kredse 

i byen både for jordemoren og 

hendes børn. Men hun må opgive 

sit job for at passe hjem og børn, 

hun føder fire nye børn, hvor det 

sidste næsten tager livet af hende 

og koster hendes gode helbred. 

Således lægger ægteskabet enorme 

begrænsninger på Saras udfoldelsesmuligheder, 

og faktisk også på 

hendes børns frihed. De tre unger, 

og specielt den unge Sara, datteren, 

får en række forbud. Her bliver 

forskellen mellem overklassens 

rigide regler for god opførsel 

sat overfor de fattiges relative frihed 

i så henseende. 

Titlen på romanen er dobbelttydig, 

fordi bogen er delt i to, i den 

første del er jordemoren hovedperson, 

i andre del er perspektivet 

flyttet over på datteren med 

samme navn. Fortællingen slipper 

taget i jordemoren når hun er vel 

gift med læreren og datteren bliver 

tekstens hovedperson, og det er 

godt. Skildringen af Sara har nemlig 

let for at tippe over og bliver 

næsten klichefyldt når hendes tanker 

og følelser gengives. Idet datteren 

står i fokus er sproget friskere 

og Brekke er god til beskrive et 

barns tanker og følelser. 

Beretningen bliver hjerteskærende 

når den ældste af børnene 

fra første ægteskab forsvinder som 

en direkte følge af at have fået 

bekræftet at han er et andenrangsbarn 

som læreren ikke har tænkt 

sig at støtte, og ikke bare undlade 

at støtte, men Borgwad har tænkt 

sig at berøve den førstefødte hans 

arv. Og ikke mindre hjerteskærende 

bliver det da datteren Sara 

dagen etter sin konfirmation får 

besked om at forlade huset for at 

blive sypigelærling, noget som 

sker uden nogen som helst forhåndsinformation. 

Stedfarens 

grumme planer går videre ud på at 

steddatteren, efter endt syuddannelse, 

skal vende tilbage for at 

passe hus og hjem, så de slipper at 

holde en tjenestepige når hans 

kones helbred gradvis bliver dårligere. 

Denne trøstesløse begivenhedsgang 

forhindres af et frieri 

som jordemoren presser stedfaren 

til at gå med til. Det havde han 

ellers ikke tænkt sig. At det er 

kvinders vilkår som først og fremmest 

er i fokus i teksten bliver 

atter tydelig da den unge Sara slet 

ikke er sikker på om hun egentlig 

har lyst til at gifte sig, men indser 

at ægteskabet tilbyder en udfrielse 

fra den trøstesløse fremtid hun er 

tiltænkt. Giftermålet er en redning 

for den unge Sara, som det var det 

for moren. 

Lyder dette lidt ugebladsagtigt? 

Unægteligt. Romanen er da også 

letlæst. Til tider er teksten også 

meget gribende. Og skildringen af 

1800-tallets professionalisering af 

jordemorjobbet og alt som deraf 

følger, er en væsentlig del af vor 

moderne historie, og derfor også 

interessant romanstof. Uden 

sammenligning i øvrigt, bliver 

emnet også berørt i »Guds barmhjertighed«, 

første bind af 

»Ulveskindet«, men Ekmans 

Hillevi, som virker på nittenhundredtallet, 

underlægges ikke i nær 

samme grad de restriktioner som 

Sara. Hillevi er uendelig meget friere, 

men er ihærdig optaget af en 

række af de samme tanker omkring 

sygdomsbehandling og sygepleje. 

»Sara« er ikke Brekkes første 

historiske roman. Hun blev berømmet 

for »Granitt« fra 1994 som 

er en slægtsroman som begynder 

på slutningen af 1800-tallet og 

foregår i amtet Østfold i Sydnorge. 

I »Norges litteraturhistorie« fremholder 

Øystein Rottem at Brekke 

med romanen »Granitt« viser sig 

som en god socialhistoriker. Det er 

først og fremmest dette som bliver 

bekræftet med »Sara«, en jordnær 

roman som giver et indblik i dele 

af 1800-tallets kvindeliv.

Er det nu 

nødvendigt? 

Man kan vælge at anmelde ud fra 

tre synspunkter: Fordi forfatteren 

fortjener det. Fordi værket fortjener 

det. Eller fordi læseren af 

anmeldelsen fortjener det. Eller 

handler det overhovedet om fortjeneste? 

Èn ting er sikker: Standart kan 

ikke anmelde alt, der udkommer, 

for så ville bladet være ti gange 

så tykt og overblikket ville være 

forsvundet. Hele ideen med at 

anmelde er at give læserne en 

slags kritisk katalog over, hvad 

der er udkommet, og hvordan det 

placerer sig i vores verden, litterært, 

kvalitært. 

I vores mission hedder det, at 

Standart bringer anmeldelser af 

ny litteratur. Allerede der har der 

fundet en segmentering sted: 

Gammel litteratur bliver ikke 

anmeldt — altså ingen genudgivelser, 

med mindre der er tale om 

væsentlige nyoversættelser. Det 

er ikke nok at lave et nyt layout 

og forsyne bogen med et lærd forord. 

Alligevel vælger vi nogle bøger 

fra. Hvordan foregår det? Nogle 

bøger får vi tilsendt fra forlaget, 

andre rekvirerer vi selv. Så diskuterer 

vi bøgerne på vores redaktionsmøder. 

Vi taler om forfatterskabet, 

hvis der altså er et. Vi 

læser højt for hinanden. Vi vurderer, 

om vi synes, at det på en 

eller anden måde er en væsentlig 

udgivelse. Giver bogen mere til 

litteraturen, end den plagierer? Er 

den nytænkende, original, skæv, 

nødvendig, velskrevet, sjov, 

anderledes? På en måde foretager 

vi på redaktionen samme vurdering 

af bogens kvalitet, som forlaget 

foretager, inden de udgiver 

den. Hvis de udgiver den. 

Hvorfor skulle forlaget være 

bedre i stand end anmelderne til 

at vurdere, hvad der burde 

udkomme? Det er de ikke, for det 

er i alt væsentligt de samme mennesker 

med den samme baggrund 

og samme drømme og idiosynkrasier, 

som befolker redaktionerne 

på både aviser, tidsskrifter og forlag. 

Nogle gange er de endda gift 

med hinanden. 

Forskellen er, at ingen klager 

over at bøger, der ikke udkommer, 

ikke bliver anmeldt. Men 

når først de er udkommet, hersker 

der en eller anden skjult formodning 

om, at så er de også litteratur. 

Det er ikke tilfældet. Lad 

os tage et tal: Hvad nu hvis ca. 

90% af alle udgivelser kunne 

undværes, uden at andre end forfatterne, 

deres nærmeste familie 

og den litterære industri ville 

lide last? 

Bogmarkedet er så overbefolket 

af popstjerner, kendisser, jurister, 

politikere, kioskejere, tv-værter, 

journalister, duller, kokke og 

andre med noget på hjerte, som 

de ikke kan udtrykke litterært 

(for det er en form), at det er 

besværligt at skelne mellem skæg 

og snot. Værre bliver det når 

diverse popstjerner, kendisser, 

jurister, politikere, kioskejere, tvværter, 

journalister, duller, kokke 

og andre med noget på hjerte 

begynder at skrive litterært i stedet 

for bare at skrive biografisk 

eller dagbog, for så bliver læserne 

forvirret på et højere plan. 

Standart er ikke et elitært tidsskrift. 

Vi har ikke fundet de vises 

litterære sten, men vi giver heller 

ikke vores læsere sten for brød. 

Hvis en bog er noget lort, bliver 

den anmeldt, men kun hvis den 

er kvalificeret lort. Selv en dårlig 

bog kan på en eller anden måde 

hæve sig over latrinet og svæve 

som en distinkt damp. På den 

måde finder den både sit eget liv 

og sine egne læsere, hvis den 

evner det. Men nogle gange er 

bøgerne så ligegyldige, at de bliver 

ugyldige. 

Standart er et ydmygt tidsskrift. 

Vi overlever på (forhåbentlig) 

skiftende kulturministeres 

nåde, vores abonnenters aldrig 

svigtende giroindbetalinger, vores 

trofaste anmeldere — og naturligvis 

vores egen kærlighed til litteratur. 

Vi bringer anmeldelser af 

værker, der fortjener det, fordi 

vores læsere fortjener det. Resten 

lægger vi bort. 

Men sommetider tager vi fejl, 

ligesom forlagene, læserne og forfatterne 

tager fejl. Sommetider 

undlader vi at anmelde en bog, 

der senere viser sig at være 

begyndelsen, midten eller slutningen 

på et væsentligt forfatterskab 

— og derfor burde have 

været anmeldt. Det er derfor en 

vældig god idé at lade mere end 

de nødvendige 10% af forfatterne 

udkomme, fordi der kan være 

store talenter iblandt de 90% som 

bare skal have lidt mere plads til 

at tumle med sig selv og litteraturen 

på. Og man tumler så godt i 

offentligheden. Det kan der komme 

væsentlige forfatterskaber, 

væsentlige værker og væsentlige 

læseoplevelser ud af. Og vi må 

aldrig glemme, at litteraturen 

ikke handler om, i hvor lang tid 

man kan tale, skrive, bortforklare 

eller foredrage henført om et værk 

eller en forfatter. Litteraturen 

handler om at læse, fordi litteraturen 

er én af de måder, hvorpå 

vi lever. 

Der udkommer ca. 14.000 

bøger om året i Danmark. Af dem 

er ca. 11.000 førsteudgivelser. Og 

af disse førsteudgivelser er godt 

1.300 skønlitterære — og altså 

bøger som Standart principielt 

fortsættes på næste side 

NR. 4 DECEMBER 2002 25 

Tillæg til nr. 4 december 2002

(stand in) 


burde anmelde. Vi anmelder godt 

100 skønlitterære bøger om året. 

Det betyder imidlertid ikke, at vi 

aktivt vælger 1200 bøger fra. Nogle 

af disse bøger ser vi overhovedet 

ikke, andre har vi aldrig hørt om. 

Og skal al den litteratur overhovedet 

anmeldes i et trykt tidsskrift? 

Eller er Standart et supplement til, 

hvad der i øvrigt foregår, for der er 

vel ingen grund til at alle tidsskrifter, 

aviser og hjemmesider anmelder 

de samme bøger? I Standart 

har vi f.eks. valgt at have særligt 

fokus på debuterende, skønlitterære, 

danske forfattere. 

Til Stand In denne gang har vi 

rodet i bunken med den litteratur, 

vi i første omgang afviste, og har 

fundet et par håndfulde udgivelser, 

som nu bliver anmeldt. De er 

sendt til en række af Standarts 

faste anmeldere, som er blevet 

bedt om at anmelde bøgerne ud 

fra nøjagtig de samme kriterier, 

som når de ellers anmelder for 

Standart – nemlig deres helt egne 

kriterier. På de næste sider følger 

så dommen. Men denne gang ikke 

kun over en række værker af — 

måske — tvivlsom kvalitet, men 

også over Standart som anmeldelsestidsskrift. 

For tog vi fejl, da vi 

første gang afviste f.eks. Birthe 

Arnbaks seneste digtsamling, Anne 

Marie Løns roman og Christian 

Jacqs ditto? Det kan I, kære læsere, 

vurdere, mens I tygger jer igennem 

denne special edition af Stand In. 

Gik I glip af noget, og er der mon 

mere i Standarts gemmer, som 

trænger til at se både lyset og 

Standarts spalter? 

Vi vil i redaktionen læse jer 

over skulderen, for dette Stand In 

handler ikke kun om den litteratur, 

vi i første omgang anså for 

uvæsentlig og derfor uinteressant 

for Standarts læsere. Det handler i 

lige så høj grad om den evigt aktuelle 

diskussion af, hvad der er god, 

og hvad der er dårlig litteratur. For 

når man bedriver litteraturkritik, 

kan man ikke undgå også at invitere 

følelserne, præferencerne og 

aversionerne med indenfor. Det 

ændrer dog ikke ved, at der stadig 

findes god, dårlig og meget dårlig 

litteratur. Hvad der er hvad — og 

hvorfor, vil dette Stand In gerne 

rejse en debat om. For Standart 

har en formodning om, at kun ca. 

10% af den udgivne litteratur er 

nødvendig. Vi ved bare ikke hvilke 

10%. 

26 

Redaktionen 


Anne Marie Løn 

Hvis barn ... 

465 sider, 299 kr. 

Gads Forlag 

Fundamentalismens 

væsen 

Steen Klitgård Povlsen 

Anne Marie Løn holder liv i en dansk selvbesindelse 

Anne Marie Løns nye bog »Hvis 

barn ...« handler om fortrængning, 

dobbeltmoral, bigotteri og seksuelle 

overgreb i Indre Mission. Jeg 

tror, at det billede, hun giver af 

bevægelsen meget godt dækker tilstandene 

for en del år siden; jeg 

ved ikke, om det holder for bevægelsen 

i dag, men jeg ved, at den 

er i stærk og for nogle (herunder 

mig selv) overraskende vækst i 

disse år, så det er et aktuelt tema, 

hun griber op i bogen. Hvad enten 

det går lige så tvetydigt til som i 

»Hvis barn« i vore dages Indre 

Mission eller ikke, kan det aldrig 

skade at blive mindet om adfærdsmønstre 

og traditioner, der var 

udbredt for ikke så mange år 

siden. Fundamentalisme er en 

vederstyggelighed i hvad aftapning, 

den end forekommer, og i 

disse tider med angreb på og fra 

andre religiøse fundamentalismer 

verden over, kan det være gavnligt 

at blive mindet om, at vi også har 

vores egen. Det er fortjenstfuldt, at 

Anne Marie Løn gør det med sin 

nye bog. 

Og billedet er heller ikke entydigt. 

Romanens virkelige skurk er 

netop én, der er brudt ud fra Indre 

Mission og ikke vil følge deres 

moralregler. Det hårdt troende forældrepar, 

der i sidste instans svigter 

deres datter, er også hjælpsomme 

og venlige, og at et barn 

dør mellem hænderne på dem er 

ikke direkte deres skyld. Og den 

missionsvirksomhed, hovedpersonen, 

den lægestuderende Bianca, 

møder på et hospital i Afrika, er 

heller ikke så entydig, som det i 

første omgang ser ud til. Der er her 

både tale om hårdhændet indoktrinering 

og nedladende foragt for de 

sorte, og eksempler på storsindethed 

og ægte menneskelig varme. 

Virkeligheden har mange facetter. 

Og endnu mere kompliceret bliver 

det, da det viser sig, at det afrikanske 

idealsamfund, som Bianca 

flygter ud til for at føde et barn, og 

som længe fremstår som ren idyl 

og en utopi på jorden, også indeholder 

brådne kar. Selv denne 

paradistilstand må Bianca flygte 

fra. Kun den medudsendte Benny 

synes at være sin vægt værd i 

guld, og med udsigten til et godt 

gammeldags samliv med ham, 

lader Anne Marie Løn sin romanen 

løbe ud i den eneste mulige 

frelse for Bianca. Et jordbundet og 

Omslag: Lise Rønnebæk med illustration 

af Lin Utzon 

ydmygt svar på alverdens fundamentalisters 

himmerigssyner. 

Før vi kommer så langt har vi 

været igennem mange, til dels dramatiske 

begivenheder, for hovedpartens 

vedkommende koncentreret 

om skildringen af missions- 

hospitalet i Tanzania. Det er ind 

imellem interessant, men for langt. 

Der ligger tydeligvis en god research 

til grund for romanen, og 

Løn kan ikke nære sig: vi skal ikke 

kun underholdes og provokeres, vi 

skal også informeres. Fair nok, det 

har altid været litteraturens opgave, 

men vi er i et andet medieunivers 

end for bare 50 år siden. Det 

kræver større koncentration af litteratur 

i dag. Løn fortæller i 

hovedsagen i en slags medsyn 

med Bianca, men springer også af 

og til ind i de andre personer. En 

meget stor del af hendes tekst er 

replikker, men der er også mange 

analyser af følelser, som simuleres 

at kunne være personernes indre 

tale, men helt klart er fortællerens 

ansvar. Det fylder også for meget 

og giver diktionen en lidt docerende 

og overtydelig karakter. Lidt 

provokerende kunne man sige, at 

der visse steder er noget missionsk 

over stilen. 

Men i det store hele er jeg positiv 

over for en bog som denne. Den 

tager et aktuelt tema op og holder 

liv i en nødvendig, dansk selvbesindelse. 

Den er letlæselig og 

underholdende, så den kan læses i 

mange kredse: f.eks. af folk involveret 

i ulandshjælp og — hvis de 

ellers kunne løfte øjnene fra 

bønnebøgerne — i Indre Mission. 

Hvorfor ikke? Også i de kredse er 

der vel folk, der er parat til at 

gribe i egen barm. Imens forgriber 

de sig jo ikke på andres. 

Om den skal anmeldes i »Standart«? 

Tja, principielt mener jeg 

ja, men hvis bladets linie lægges 

an på det sprogligt og formelt fornyende, 

og man koncentrerer sig 

om litteraturens innovative talenter 

og nye begyndelser, vil »Hvis 

barn...« glide ud. 

Nu blev den så alligevel anmeldt.

’Poesi’? 

Stillestående indholdspoesi af Rolf Gjedsted 

Rolf Gjedsted 

Læbernes polarnat 

85 sider, 199 kr. 

Det Schønbergske Forlag 

Anmeldt af 

Morten Kyndrup 

Digteren Niels Frank mente for 

nogle år siden, at ordet ’radiator’ 

måtte være bandlyst i et lyrisk 

udtryk. Det fik som bekendt Jan 

Sonnergaard til at navngive sin 

flamboyante novellesamling netop 

»Radiator«. Vi ved selvfølgelig alle 

sammen godt, at ingen bestemte 

ord eller vendinger kan ekstermineres 

fra litterære genrer i absolut 

forstand. Leder man alligevel efter 

seriøse kandidater, ville det hverken 

være ’radiator’, ’rørtang’ eller 

’rullemodstand’, der lå nærmest 

for. Nej, det ville ’poesi’. 

Det er læsningen af Rolf 

Gjedsteds nye digtsamling med 

den smukke titel »Læbernes polarnat«, 

der kan få en til at mene 

sådan. »Poesi« er titlen på samlingens 

første digt. Det slutter 

således: 

Poesi er den samme form for selvmord, 

nogle gange lidt hurtigere, 

andre gange lidt langsommere, 

uden at opfylde nogens håb. 

Karakteristikken er ikke tiltænkt 

poesiens brugere, men dens producenter: 

in casu det digteriske 

jeg. Citatet er samtidig et godt 

eksempel på, hvad der er på færde 

i Rold Gjedsteds lyrik. På færde er 

det der sker digterens person, det 

han oplever både som digter og 

som menneske. Digtene er så forsøg 

på at udtrykke det der er sket i 

livet, bearbejde det, reflektere det, 

formidle det. 

Og det er der for så vidt ikke 

noget galt i. Det er heller ikke 

sådan at det der sker i digterjegets 

liv er specielt uinteressant eller 

banalt. 

Nej problemet er, at der ingenting 

sker i digtene. De viser pligtskyldigst 

tilbage til noget digteren 

gerne vil udtrykke. Det gør imidlertid 

ikke i sig selv digtene interessante. 

Disse digte savner klang, 

har ingen rytme og kan bedst 

karakteriseres som en slags knækprosa. 

At linjebrud, opstilling og 

ordvalg virker som styret af alt 

andet end det digteriske udtryks 

logik er én ting; dertil kommer at 

selve den sproglige formulering 

mange steder er næsten uudholdeligt 

ubehjælpsom. For at give et 

enkelt eksempel blandt mange: i 

digtet »Du gik forbi mig« (der 

beskriver en kærlighedshistorie 

der er gået skævt), lyder de afsluttende 

vers: 

Men så drejer jeg pludselig rundt, 

og du vender alligevel tilbage. 

Kærlighed er et meget rummeligt 

begreb. 

Ups, tænker man, ’begreb’? Man 

forstår jo godt hvad manden 

mener. Men helt bortset fra det 

særprægede indfald at slutte et 

digt med ordene »rummeligt 

begreb«, så er det vel fænomenet, 

og ikke begrebet, det gælder? Og, 

begreb eller ej, hvad tilfører den 

sidste linje grundlæggende digtet? 

Andet end en demonstrativ pegefinger? 

Den pegefinger møder man desværre 

igen og igen. Selv i de tilfælde, 

som digtet »Berømmelsen«, 

hvor lidt selvdistance og humor er 

(stand in) 

lige ved at få digtet til at lette, 

ender vi igen på maven med selvkarakteristikken 

»kun en lille, 

alvorlig leg med alfabetet«. 

Der er grund til at gentage at alt 

dette naturligvis på ingen måde er 

en kritik af digterens person (der 

forekommer flink og sympatisk), 

eller af problemerne i det liv den 

lever. Det er en kritik af digterens 

digte, der i al deres referentielle 

problemgestaltning og livsbeskrivelse 

helt mangler at overbevise 

om det nødvendige i sig selv som 

digte. Hvad de handler om kan 

være så interessant det være vil: 

det nytter ikke noget hvis digtene 

ikke selv er det. Og disse digte vil 

ikke sig selv, de vil noget andet. 

Det gør dem fundamentalt og uopretteligt 

uinteressante. 

Så kan man selvfølgelig gentage 

Standart-redaktionens spørgsmål: 

hvorfor er Gjedsteds bog ikke i første 

omgang blevet anmeldt? Bør 

en bog som denne udelukkes fordi 

den ligger for langt nede på kvalitetsskalaen? 

Kan en anmeldelse af 

den have nogen anden effekt end 

blot at gøre digteren rasende (læs: 

ked af det)? 

Det sidste er selvfølgelig et 

menneskeligt problem, men dårlige 

anmeldelser er, så længe de 

ikke er usaglige eller perfide, part 

of the game. På det principielle 

plan er det imidlertid uden tvivl 

forkert at ville udgrænse den dårligste 

litteratur fra kritikkens 

smagsdom på almenhedens vegne. 

Litteraturens grænser er nemlig 

livsnødvendige: striden og diskussionen 

langs dens grænser er med 

til at holde litteraturen i — bogstavelig 

talt — form. Og her er det 

fejlagtigt at tro, at kun den øvre 

grænse betyder noget. Flere og 

flere medier har en tendens til 

kun at anmelde litteratur, som kan 

anmeldes positivt. På den måde 

ender man i en skala, der strækker 

sig fra godt over vældig godt til 

fremragende — helt uden at 

afspejle kvaliteten af hvad der faktisk 

udkommer. 

Det er et problem, ikke mindst 

på baggrund af at skræp, forskræp, 

efterskræp, og sideskræp (f.eks. 

megabilleder af fotogene kvindelige 

forfattere) fylder mere og mere 

på bekostning af den egentlige kritik. 

Undergrænsen skal med andre 

ord med, fordi også diskussionen 

af hvad der er dårlig litteratur og 

hvorfor, er en del af litteraturens 

liv. Akkurat som det dårlige liv er 

en del af forudsætningen for det 

gode. 


(stand in) 

Birthe Arnbak 

Det leende træ 

60 sider, 150 kroner 

Gyldendal 

Anmeldt af Jørn Erslev Andersen 

Jeg er helt godt tilfreds med at 

denne lille fine digtsamling af 

Birthe Arnbak i første omgang af 

redaktionen blev sorteret fra. For 

så fik jeg jo nu lejlighed til at læse 

den, og det har været en fornøjelse. 

Det er enkle og ligefremme 

digte, som egner sig til at blive 

læst sidst på en tidlig vinterdag, 

lige efter den første frost som i 

28 

Spätlese 

Fin lille digtsamling — nummer fireogtyve — 

af Birthe Arnbak 

Ann-Charlotte Monrad Hansen 

Yoga — eller kunsten at vedligeholde 

sin mentale sundhed 

204 sider, 229 kr. 

Borgen 

Anmeldt af Mette Bentholm 

Maya er blevet single, fordi hun og 

kæresten ikke kunne ens om, hvad 

de skulle købe i IKEA. Maya ville 

nemlig ikke have et ellipsebord og 

heller ikke reoler i stål. Det er ikke 

nemt, det med Venus og Mars, 

siger Maya til sig selv. Nu ligger 

Maya så på sin madras. Maya er 

bange for, at ingen vil lede efter 

hende, hvis hun dør, for det bety- 


digtet »Sen høst«: »Ind over dagene/ 

efterårssødmen/ som druernes/ 

efter den første frost:/ 

Spätlese«. Digtene har samme 

karakter som det landskab, der i 

fotografisk gengivelse pryder 

omslaget, det kan næsten kun 

være et jysk landskab, mørkegrønt, 

grå-brunt, bakket, diset, spredte 

træbevoksninger, et par gårdhuse, 

måske Djursland. Lokaliteten nævnes 

i hvert fald i digtet »Elskende«, 

en erindring i den indre by 

om en skov på Djursland, der 

»lukker sig om os/ endnu engang«. 

Samlingen består af tre 

dele »Lærepenge«, »Billedrække« 

og »Det andet liv«. Et gennemgå- 

Øko-single 

ende motiv er det, der måske forsvinder, 

men som endnu kan anes, 

det som bæres med hinsides øjeblikket 

et langt liv igennem og i 

den anden verden, der kun er i 

dette liv. Digtenes lavmælte enkelhed 

modsvares af deres klare nøgternhed 

og helt og aldeles afklarede 

livsindsigt. Her er markerne for 

længst modne og nedpløjede, 

efterårsfarverne ved at forsvinde 

og rimtågen ved at lette. Man får 

lyst til at gå en eftertænksom tur i 

det østjyske efterårslandskab uden 

Endnu en roman om en singlekvindes genvordigheder, 

denne gang tilsat yoga og alternativ livsstil, men det bliver den 

ikke mindre klichéfyldt af 

for rækkevidde af motorvejens 

evindelige larm. 

Birthe Arnbak er født 1923. 

Debuterede i 1945 med digtsamlingen 

»Spejlet«. »Det leende træ« 

er hendes 24. digtsamling. Selvfølgelig 

skal hun anmeldes, også 

næste gang. Ikke alt nyt, trendy og 

up front holder døgnet ud. Og 

bare fordi man er over tredive 

eller har passeret midten på livets 

bane holder man altså ikke nødvendigvis 

op med at tænke, sanse 

og, som i Arnbaks tilfælde, skrive 

vedkommende og langtidsholdbare 

billedrækker, langt ind i det 

næste døgn, den næste lette frost i 

den tidlige vinter. At være redaktionelt 

på højde med sin tid er en 

af »Standart«s forcer, virkelig, 

men af og til bør man måske mindes 

om at det ikke er det samme 

som at rendyrke en flakkende kortidshukommelse. 

Vel? For, sagt 

med en vis fransk psykoanalytiker 

in mente, selv du, min kære læser, 

min kære redaktør, selv du skal dø 

engang. Den manglende glemsel 

heraf er ikke så sjældent en vibrerende 

årtusindlang poetisk nerve, 

også hos Arnbak. Så nu går jeg 

altså den tur gennem hendes fotografiske 

landskab et sted på 

Djursland! 

der, at hun bliver et ulækkert lig. 

Maya melder sig derfor til yoga. 

Og selvom hun har Nike-top på til 

den første session, bliver hun indlemmet 

i fællesskabet, for Maya er 

god til yoga. Nu laver Maya yoga 

hver dag, og hun drikker også 

kornkaffe og spiser bønner, og hun 

forelsker sig i Gopal, som er lækker 

og alternativ. Gopal er imidlertid 

et dumt svin, og han lægger 

slet ikke mærke til Mayas nye 

Calvin Klein-undertøj. Mayas 

veninde Anne synes, at Maya skal 

droppe Gopal. Men Anne er dum, 

for hun går kun op i dyre tøjmærker 

og har desuden mobiltelefon. 

Anne er overfladisk. Men så sker 

der det, at Gopal er sammen med 

en anden yogapige. Maya græder 

meget på Annes trøje, men heldigvis 

er det ikke en Miu Miu. Det er 

Maya også glad for. Og så rejser 

Maya til Indien, og på sidste side 

siger hun, at nogen råd til, hvordan 

man finder ud af det med 

Venus og Mars, eller hvordan man 

bedst lever sit liv, det har hun 

ikke. Hun har kun hold i ryggen, 

Ann-Charlotte Monrad Hansen

siger hun. Det er sjovt. Og man 

forstår, at hun trods alt har fundet 

ud af nogle ting om livet og om sig 

selv. 

Det er efterhånden utroligt, 

hvad man præsenteres for i singlens 

navn. Ann-Charlotte Monrad 

Hansen kan sikkert grine hele 

vejen til banken, for singler sælger, 

og jeg tør slet ikke tænke på, 

hvor meget det gør for salgstallet, 

at der står »yoga« i titlen. Jeg for 

min del kan bare græde over, at 

jeg har spildt tid på så mange klicheer, 

små ‘rammende’ og ‘dybe’ 

citater fra yogabøger i begyndelsen 

af hvert kapitel samt en ufattelig 

mængde opremsninger af tøjmærker 

og butikker. Og hvor meget 

Monrad Hansen end anstrenger sig 

for at være sjov og ironisk og alt 

dét, som singlebøger nu skal være, 

og Monrad Hansen anstrenger sig 

meget, lykkes det ikke. Tag benene 

på nakken, som det så morsomt 

lyder i »Yoga«, og flygt fra denne 

bunke stereotype floskler. 

Et anmeldermagasin skal informere. 

Det må også gerne underholde, 

men det skal først og fremmest 

informere. Det skal informere om, 

hvad der rører sig i bog- og litteraturverdenen 

— og det er ikke nødvendigvis 

det samme. Når jeg bliver 

spurgt, om jeg synes, 

»Standart« skal give plads til 

anmeldelser af bøger som for 

eksempel »Yoga«, så er min første 

indskydelse: Nej! I hvert fald ikke, 

hvis en sådan anmeldelse tager 

plads fra andre og vægtigere bøger. 

På den anden side kunne det jo, 

og det kan man så begræde, være 

en sådan bog, der hitter til jul, og 

skal man ikke informeres om sådan 

en? Eller skal det ske af andre 

kanaler (f.eks. »Bestseller«?!)? Jeg 

må også spørge mig selv, hvorfor 

jeg læser anmeldelser. Det gør jeg 

af to store grunde og en lille 

grund. De store handler om bøgerne, 

der bliver anmeldt: Nysgerrighed 

(hvordan er den nyeste fra et 

bestemt forfatterskab; hvordan er 

den debutant, der blive snakket så 

meget om) og inspiration (hvilke 

nye bøger er der kommet; hvad 

skal jeg læse i sommerferien). Den 

lille handler om anmeldelsen: 

Underholdning (jeg vil se blod!). 

De to store grunde må og skal 

dominere i et anmeldermagasin 

som »Standart«. Den lille grund 

kan krydre. Og det skal til. Men 

der er vistnok også noget med, at 

for mange forskellige krydderier 

(jeg beklager mad-metaforikken; 

den kommer altid på bordet i forbindelse 

med dårlig litteratur) gør 

retten smagløs. 

»Udenfor var der 

nogen der hånlo« 

Christian Jacq 

Vesirens retfærdighed 

Oversat af Hanne Kizach 

387 sider, 129 kr. 

Borgen 

Anmeldt af 

Bent Nylander Rasmussen 

Franske Christian Jacq er ægyptolog 

og forfatter til ikke mindre end 

tre romanserier om Ægypten på 

faraonernes tid. Den mest kendte 

er Ramses-serien, som består af 

fem bind skrevet fra 1997 til 1999. 

Serien er solgt i over fem millioner 

eksemplarer og oversat til 30 

sprog, hvis man skal tro forlaget. 

Men det er jo i øvrigt ingenting i 

forhold til Jean Auels Cro-magnon-krønike, 

som begyndte i 1980 

(subsidiært år 40.000 f.v.t.) med 

»Hestenes Dal« og nu er nået til 

bind 5, 34 millioner eksemplarer 

og 20 sprog senere. Den historiske 

roman er populær, det er en 

kendsgerning, og jo mere historisk 

den bliver, jo bedre, lader det til. 

Men hvorfor har Standart så 

valgt ikke at anmelde Christian 

Jacqs »Vesirens Retfærdighed«? 

For det første fordi Jacqs kernelæsere 

næppe tyer til Standart for at 

erkyndige sig om Jacqs seneste. 

Den slags har man nettet til. Men 

er det også, fordi Jacq skriver genrelitteratur? 

Næppe, kriminallitteraturen 

er jo også for længst kommet 

til ære og værdighed på disse 

sider. Mest af alt er det, fordi Jacq 

er en uforligneligt elendig skønlitterær 

forfatter. Det er han virkelig. 

»Vesirens Retfærdighed« er for så 

vidt plottet helt efter bogen, as it 

were – jeg citerer fra bagsiden: 

»Sorte skygger hviler over det 

Ægyptiske rige. Pazir er blevet 

udnævnt til vesir af Ægypten, og 

hans elskede hustru Neferet er blevet 

rigets cheflæge. Men hvem kan 

de stole på? Suti er forsvundet i 

ørkenen, den mystiske Skygge- 

sluger stræber fortsat Pazir efter 

livet, og gudernes testamente er i 

de sammensvornes hænder. Nu er 

det kun et spørgsmål om tid, før 

de sammensvorne vælter Ramses 

Christian Jacq (Foto: XO Editions) 

den Store af tronen og selv overtager 

magten.« Det går over stok og 

sten, og hvert af de 46 overkommelige 

kapitler ender eksemplarisk 

på en cliff-hanger, før der 

klippes drastisk til et »samme tid 

andetsteds«. Jeg røber næppe for 

meget ved at sige, at Ramses forbliver 

på tronen, at Pazir overlever 

og hædres, og at den svigefulde 

embedsmand Belatran (som oprindelig 

er ond i sulet på Pazir, 

fordi det var ham, der blev udnævnt 

til vesir) afsløres og lider en 

grusom død. 

Så vidt så godt. Men samtlige 

romanens 387 sider er klinisk renset 

for ethvert stilistisk moment, 

som bare halvvejs kunne kaldes 

litterært. Og alene det må siges at 

være lidt af en bedrift fra Jacqs 

side. Uden sammenligning i øvrigt 

er det lidt ligesom at læse Homer 

eller Bibelen, figurerne er svinebundet 

til nogle få overordnede 

karakteregenskaber, som kan 

kobles med et begrænset sæt af 

sindsstemninger, man kan være i, 

når man f.eks. åbner en dør – 

(stand in) 

Mens McDonald’s lukker restauranter jorden rundt, stiger markedet for 

historisk romanjunk 

vredt, muntert, irriteret, rasende 

eller forsigtigt. Enhver handling 

ledsages af et omfattende katalog 

over diverse ægyptologiske rekvisitter, 

selv i de allermest intense 

plotbærende øjeblikke, som her, 

hvor lejemorderen Skyggeslugeren 

er ved at snige sig ind i Pazirs hus, 

men alligevel tager sig tid til en 

lille havevandring: »Skønt han var 

ufølsom over for naturen, blev han 

dog overvældet over havens frodighed…kornblomster, 

alruner og 

vinranker, figentræer, morbærfigentræer, 

tamarisktræer, daddelpalmer, 

slavedaddeltræer og sjældne 

træsorter importeret fra asien 

som henrykkede syns- og lugtesansen.« 

Sådan maser historien sig 

frem gennem massive ophobninger 

af ægyptologisk trivia balsameret 

i morbærfigen- og lotusblomstduftende 

retorik. Og det kan man 

så gøre sig morsom over, men den 

umættelige millionskareskare af 

Jacq-fans har nok svært ved at se 

komikken. Det er facts og action, 

der tæller; der er jo heller ingen af 

kernebrugerne af pornofilm, der 

kan huske, om han kom for at 

ordne afløbet eller telefonen, bare 

han husker at ordne blondinen. 

Der er historiske romaner, og så 

er der historiske romaner, og der 

er i hvert fald langt til sådan noget 

som Enquists »Livlægens besøg«, 

men også til Guillous mere genrebeslægtede 

og storsælgende 

middelaldertrilogi om korsridderen 

Arn. Men der er måske et eller 

andet ved det gamle Ægypten, der 

får det værste frem i både film og 

romaner. Intet andet sted i historien 

er så overrendt af fusentaster og 

halvstuderede (grav)røvere. 

Discovery og National Geographic 

har i noget, der ligner årtier, haft 

filmhold med fast udstationering i, 

på og omkring pyramiderne i Giza. 

Der er åbenbart en sult efter levende 

forhistorie og Jacq, Auel og 

konsorter modtager fortsat kæmpeordrer 

fra forlagene. 


(stand in) 

30 

Soap med 

hjerne og følelse 

Godt og skidt hos supersælgende svensker 

Marianne Fredriksson 

Elskede barn 

(Älskade barn) 

Oversat af Ina Nielsen 

220 sider, 268 kr. 

Fremad 

Anmeldt af 

Mads Rosendahl Thomsen 

Det er sjældent at finde citater fra 

Vendsyssel Tidende på flapperne 

af en bog, så »Standart« er næppe 

de eneste, som ikke normalt giver 

spalteplads til Marianne Fredrikssons 

bøger. Hun har formentlig 

også al mulig god grund til at være 

ligeglad. Hun er oversat til 38 

sprog og udkommer i 150 lande, 

meddeler flapteksten som det første 

(indholdet kommer i anden 

række), og forlagets følgebrev oplyser 

henrykt, at der faktisk er tale 

om 40 sprog, idet Indonesien og 

Bangladesh »har føjet sig til landene, 

hun udkommer i«. Tre af hendes 

romaner var i halvfemserne 

blandt de ti mest solgte bøger i 

verden, fortsætter flappen. 

Respekt for det, men masse og 

klasse ikke nødvendigvis det 

samme. Der er både godt og skidt i 


Marianne Fredriksson 

(Foto: Ann Fredriksson) 

»Elskede barn«, en titel man som 

forholdsvis nybagt far nok skulle 

finde vedkommende, om end den 

er noget gumpetung; så er der 

mere udfordring og mystik over 

for eksempel »Elskede ukendte« 

eller »Et barn af cirkus«. 

Fredriksson spænder den følelsesmæssige 

bue hårdt og afleverer 

sin fortælling i et hæsblæsende 

tempo i en dialogfyldt prosa. 

Plottet bygges sikkert op i de første 

kapitler. Den notoriske single 

Katarina tager hjem til sin mor for 

at fortælle, at hun skal have et 

barn. Moderen Elisabeth er bange 

for, at hun vil fortælle, at hun 

tager til Californien med sin sommerflirt 

Jack, som til gengæld slår 

Katarina halvt ihjel, da hun fortæller 

ham, at hun er gravid. Herfra 

oprulles så historien om volden, 

der herskede i Katarinas hjem, 

samtidig med at hun kommer på 

fode, godt hjulpet lillebroder og 

præsten Olof og senere gennem 

forelskelsen i maleren Viktor 

Emanuel. Der krydsklippes undervejs 

til Jack som er gået i hundene 

i USA, men bliver hjulpet på vej 

af sin far og hans nye kone, den 

sorte advokat Janet, som ender 

med at synge en gospel i kirken til 

barnedåben, hvor forsoningen er 

næsten fuldstændig. Med den 

markante undtagelse, at Katarina 

gør det klart overfor Jack, at hun 

aldrig vil være tryg i selskab med 

ham, og hermed frigør hun sig fra 

den serie af voldelige mænd, som 

har præget hendes familie. 

42 kapitler på 220 sider inklusiv 

en række breve fra Elisabeth til 

Katarina og med ganske meget luft 

på siderne, idet der hyppigt indsættes 

blanke linjer mellem dialogfragmenter 

(og nogle gange 

blanke linjer i noget der logisk 

hænger sammen). Ganske fermt 

turneret for det meste, men som 

referatet også antyder, til tider 

ganske konstrueret. Fredrikssons 

dialoger fungerer i det store hele 

rimeligt, men der er også forbløffende 

mange udfald fra en forfatter, 

som takker sin forlægger for 

»den omsorgsfulde manuskriptbehandling, 

hvor ord og indhold blevet 

vejet på en guldvægt.« Tak 

skal du ellers have — gælder det 

også følgende: 

Gud, så smuk hun var, lange ben, 

hvor musklerne spillede under 

den solbrændte hud, holdningen, 

den lange hals. Faste bryster, rund 

bagdel. Hun er som en skulptur af 

en gammel mester, havde han 

tænkt, da han så hende gå nøgen 

langs strandene. 

Men Fr. Fredriksson dog. Eller 

hvad med et underligt udfald i 

den narrative stemme i dette fragment: 

»Hvad er det, du har mistet?« 

»Det værste er, at det ved jeg 

ikke,« sagde Katarina. Så smilede 

hun og sagde: 

»Nu går vi på kroen og får os en 

ordentlig middag.” 

Og det gjorde de. 

Guldvægten har nok haft en offday. 

Det, der irriterer mig mest ved 

en roman som »Elskede barn«, er 

dens postulering af følelser. At der 

erklæres hvordan personerne føler, 

i stedet for at vise det. For handlingen 

gør faktisk meget af arbejdet 

godt, og moderens breve til 

datteren er et fint indslag i fortællingen, 

men det skal åbenbart sovses 

ind i eksplicitte udsagn om de 

store følelser. Fredriksson ved det 

godt og hun lader indirekte Jack 

kommentere det: »Min mor er ikke 

velformuleret. Hun benytter sig af 

et tavst sprog. Det meste er underforstået, 

en slags undertekst. 

Sådan noget du ved, der anses for 

fint i romaner, men er afskyeligt i 

det virkelige liv.« Men hvad er 

afskyeligt i romaner? 

Næstmest irriterer det mig, at 

personerne også skal blæses op. 

Viktor Emanuel sælger et trefløjet 

maleri til »Museum of Modern 

Art« i New York, Janet er som sagt 

åh så politisk korrekt, Olof huser 

flygtninge, og moderen er en velanset 

litterat, der holder forelæsninger 

i et væk rundt omkring, 

uden at man rigtigt fornemmer, 

hvad det handler om. Figurerne 

får ikke dybde nok til at man føler 

sig overbevist, og hvorfor kan de 

ikke bare være lidt mere almindelige? 

Men et eller andet sted er 

Fredriksson ganske medrivende og 

stilfærdigt ambitiøs i sine forsøg 

på at filosofere over måden, vi 

opfatter verden og os selv på. Og 

hun fortæller en god historie om 

vold, misbrug og følelser, som jo 

er derude. Men hun leverer også 

for megen ufrivillig komik i sin 

formentlig ganske velkalkulerede 

adaption af soap-operaens narratologi. 

Ikke alle afsnit behøver en 

anmeldelse.

En røst fra fortiden 

Lola Baidel 

Som sendt fra himlen 

204 sider, 229 kr. 

Aschehoug 

Lola Baidel har sproget og overblikket til et flot comeback, 

men hun pålægger sig unødige begrænsninger 

Anmeldt af Jan Bruun Jensen 

Lola Baidel er lidt af et fænomen i 

dansk litteratur. Har hun ikke en 

plads i alle danskeres hjerter, så 

har hun det dog i vores litterære 

bevidsthed. Hun er om nogen gjort 

til eksponent for de sene 70’ers 

flom af småsentimentalt selvbekendende 

lyrik, og på den måde er 

det naturligvis interessant, når 

hun så mange år efter skriver en 

roman. »Som sendt fra himlen« er 

hendes første skønlitterære udgivelse 

siden begyndelsen af 80’erne, 

og den kunne godt have været 

et emne for Standart. 

At den ikke er blevet det, hænger 

sammen med, at Lola Baidels 

litterære aspirationer ikke har 

udviklet sig mærkbart gennem de 

forløbne 20 år. Hun har skrevet en 

ret ensporet kærlighedshistorie om 

den 48-årige, enlige mor Maya, der 

over Internettet kommer i kontakt 

med den lidt yngre Bo. Han har 

allerede både kæreste og børn, men 

vender alligevel godt og grundigt 

op og ned på hendes verden. Maya 

ved med det samme, at Bo vil »ændre 

underteksterne på de film fra 

fortiden der kørte inde i hovedet 

på hende«, hun bliver aldrig igen 

den samme. Og det er måske også 

meget godt, kunne man tilføje. 

Maya er genert, ligefrem selvudslettende, 

og hun er for længst 

holdt op med at håbe på den store 

kærlighed, hendes »bedst fornægtede 

drøm«. Bo viser sig dog at 

Fra dæmonernes 

skraldespand 

Henrik Juul Jensen 

Stenhuset 

168 sider, 198 kr. 

Gyldendal 

være særligt indstillet på netop 

hendes behov — ikke mindst de 

seksuelle — og størstedelen af 

romanen handler om, hvordan 

hun lærer at give sig hen i tryg forvisning 

om, at hun er god nok, og 

at han i øvrigt nok skal tage vare 

på hende: 

For en kort tid blev der gjort plads 

omkring hende, så hun kunne 

danse frit, men igen kun til hun 

troede hun vidste hvor hun var på 

vej hen. Så overtog han føringen, 

hvirvlede hende rundt, tiltede 

hende og rettede hende op igen. 

Om og om igen til hun opgav, 

slappede af og lod ham føre. 

Den stadige pointeren af at Maya 

er en selvstændig og selverhvervende 

kvinde, benægtes af forfatterens 

ensidige insisteren på kærlig- 

Henrik Juul Jensen har ikke formået at foretage det sorteringsarbejde, 

der kunne have givet hans erindringer og fantasier almen interesse 


Når jeg som menig anmelder indimellem 

spekulerer over, hvad der 

mon foregår bag de lukkede døre 

på Standarts redaktionsmøder, 

kommer jeg uvægerligt til at tænke 

på Maxwells dæmon. Fysikeren 

James Clerk Maxwell foreslog i 

1871 dæmonen som et tankeeksperiment, 

der skulle modbevise 

den anden termodynamiske lov: 

Fra sin plads ved en lille dør i 

skillevæggen i en lukket, todelt 

kasse skulle dæmonen ved skiftevis 

at åbne og lukke døren for de 

omkringfarende molekyler sortere 

dem, således at de hurtige molekyler 

blev koncentreret i den ene del 

af kassen og de langsomme i den 

anden. Den resulterende opdeling 

i en varm og en kold region ville 

imødegå den entropiske udjævning 

af temperaturforskellen, som 

den anden termodynamiske lov 

hævder er uafvendelig i et lukket 

system. 

Jeg skal ikke strække analogien 

ud over bristepunktet, men det 

forekommer mig, at redaktionens 

sortering af bøger i to grupper — 

de der ender på anmeldernes skriveborde, 

og de som ryger i redaktionens 

skraldespand — er meget 

lig dæmonens sortering af molekyler. 

Allerede inden de sekundære 

dæmoner, anmelderne, med deres 

smagsdomme får muligheden for 

yderligere at sortere mellem skidt 

og kanel, har redaktionens primære 

dæmoner foretaget en første 

(standin) 

hedshistorien. Når Maya ikke 

smelter som smør i Bo’s arme, spekulerer 

hun på om Bo vil ringe, 

om hun siger noget forkert, eller 

om hun måske selv skulle ringe. 

Hvis Maya i højere grad fremstod 

som et helt og selvstændigt menneske, 

havde både hr. Bo og læseren 

måske haft lettere ved at falde 

for hende. 

Romanen trænger i den grad til 

en sidehandling. På samme måde 

som Maya trænger til andet indhold 

i sit liv, og som Baidel trænger 

til nye temaer. Og det er på sin 

vis lidt synd, for Baidel har uden 

tvivl både sproget og overblikket 

til at skrive en roman, som påstår 

andet og mere end kærlighedsdrømmens 

indfrielse mod alle 

odds. Faktisk er afstanden mellem 

det levende sprog og den trivielle 

tematik ret iøjnefaldende. 

Det er tydeligt, at romanen kun 

vil være af begrænset interesse for 

Standarts kernelæsere. Det gør den 

hverken til en bedre eller dårligere 

roman inden for sin genre, for det 

har aldrig været dens intention at 

få Standarts læsere i tale. At den 

alligevel kunne have vist sig mere 

ambitiøs — også uden at bryde 

med sin genre — er så en anden 

snak. 

grovsortering, der på sin vis er 

endnu mere afgørende for en bogs 

skæbne end anmeldernes dom. 

Denne vigtige indledende sortering 

forbliver som regel usynlig for 

anmelderen såvel som læseren, da 

den foregår inde i redaktionens 

lukkede rum, men nu har dæmonerne 

midlertidigt forbarmet sig og 

givet os muligheden for et privilegeret 

indblik i deres skraldespand. 

Hér finder vi Henrik Juul 

Jensens roman »Stenhuset«. 

Bogens aldrende hovedperson, 

Andreas Benjamin Ask, sidder i et 

hus ved Vesterhavet og ser tilbage 

på sit liv. Fortællingen er stykket 

sammen af hans erindringer og 

refleksioner, og som en afspejling 

af erindringsprocessen er den fragmenteret 

og akronologisk i sin 

opbygning. Undervejs, men ikke 

nødvendigvis i nævnte rækkefølge, 

hører vi bl.a. om Andreas’ 

mange barnepiger, om gymnasietiden, 

hvor kæresten Helene fik en 

sen abort, samt om forældrenes 

skilsmisse og senere død. 

Et gennemgående træk ved 

romanen er fortællerens store 

interesse for piger og deres fristende 

’kød’, som det så prosaisk hed- 



(standin) 


der. Denne livsbekræftende hobby 

manifesterer sig allerede i barndommen 

og den spæde pubertet, 

hvor Andreas — i en veritabel 

ophobning af b’er — boller barnepigen 

Birthe bagfra. Ud over den 

seksuelle fiksering berører romanen 

temaer som musik, religion, 

krig og kærlighed. 

Erindringsbrokker 

»Hvor hører erindringen op, og 

hvor begynder fantasien?«, lyder 

det i et af bogens to mottoer, og 

afsøgningen af dette grænseland er 

et af romanens vigtigste projekter. 

Andreas’ erindringer glider ofte 

umærkeligt over i fantasier og løgnehistorier, 

som romanen paradoksalt 

nok hævder kan være 

befordrende for jagten på sandheden 

og forsøget på retrospektivt at 

indgyde livet en rød tråd, en 

meningsgivende struktur. I modsætning 

til Münchhausens løgnehistorier 

forløber Andreas’ dog 

noget trægt, og romanens tempo 

kan til tider sammenlignes med en 

Kieslowski-film i slowmotion. 

Måske når Andreas (der selvfølgelig 

deler fødselsår med Henrik 

Juul Jensen) frem til en personlig 

sandhed i stenhuset ved Vesterhavet, 

men i så fald lukkes læseren 

ikke inden for murene. Romanen 

forbliver en uskøn rodebunke, 

en ophobning af erindringsbrokker, 

der lugter langt væk af forfatterens 

personlige katarsis. Fortælleren 

er godt selv klar over, at 

hans liv ikke synes at rumme en 

rød, samlende tråd, og det er da 

heller ikke dét, jeg savner i »Stenhuset«. 

Hvad jeg imidlertid eftersøger 

er blot én eller anden form 

for kunstnerisk nødvendighed, 

blot antydningen af et formprincip, 

som kunne gøre erindringerne 

og refleksionerne mere vedkommende. 

Vi ved kun alt for godt, at 

livet bare er den ene ting efter den 

anden; det behøver vi ikke Juul 

Jensens roman til at minde os om. 

»Jeg er ikke så god til det med at 

smide væk,« tænker fortælleren i 

sidste kapitel, og man kan kun 

give ham ret. Han har ikke formået 

at foretage det sorteringsarbejde, 

der kunne have givet hans erindringer 

og fantasier en mere almen 

interesse. Og når forfatterne ikke 

selv er i stand til at sortere, så 

må vi trods alt prise os lykkelige 

for redaktionens sorterende 

dæmoner og deres skraldespand, 

som vi for en stund har fået lov at 

rode rundt i. 

32 


Romanpædagogik 

Claes Johansen 

Og ingen ved hvordan det går 

366 sider, 298 kr. 

Forum 

Claes Johansen ved, hvordan det går 

Anmeldt af Jørgen Falkesgaard 

Egentlig er det en flabethed fra 

redaktionens side. At bede om en 

anmeldelse af en roman, der blev 

udgivet i 2001. Godt nok kan 

Standart ikke være dagsaktuel, 

men… På redaktionen har altså 

denne roman ligget et års tid, 

måske netop i en bunke henne 

ved fjerneste væg, gemt til dette 

StandIn. 366 sider, som vi synes, 

er lort – Værsgo´! En »Roman om 

besættelsestidens Danmark«, som 

undertitlen så pædagogisk annoncerer. 

Og så en kollektivroman, 

der fører os frem til 1942 og så 

åbenlyst lader ane, at fortsættelse 

følger. Og den fortsættelse er allerede 

udkommet i oktober i år. Men 

på den anden side: De store dagblade 

har ladet stjerneanmeldere 

— Bredsdorff, Brostrøm og Hertel 

— forholde sig til Claes Johansens 

romanprojekt, så måske burde 

man ligefrem føle sig beæret? 

»Og ingen ved hvordan det går« 

er den mest åbenlyse efterrationaliseringsfiktion, 

jeg har læst om 

besættelsestiden. Fortælleren ved, 

hvordan det går. Samt hvordan det 

var, og hvordan det burde have 

været. Han er mere end alvidende. 

Han er altvidende. Eller rettere: 

Der er slet ikke nogen fortæller, 

’kun’ en forfatter. Måske er det 

det, der skiller realistisk litteratur 

fra litteratur? 

Claes Johansen har fået mig til 

både at græde og grine. Græde, da 

fortællingen mod slutningen tager 

overhånd for forfatteren og gør 

ham til fortæller — og grine 

anmelderdistanceret, når forfatteren 

i størstedelen af romanen tager 

hånd om fortællingen. Det er jo, 

når læseren græder, at forfatteren 

tager ham på ordet. Når forfatteren 

tager ordet, tager læseren til at 

grine — eller lægger romanen fra 

sig, fordi han ved, hvordan det 

går. I embeds medfør holdt jeg ud 

og blev belønnet. 

Kollektivromanens indbyggede 

svaghed er, at personerne så let 

forbliver typer. De når sjældent at 

folde sig ud som individer, men 

bliver i stedet repræsentanter for 

en klasse, en profession eller en 

idé. Således også hos Claes Johansen. 

Vi har småborgerne, overklassefruen, 

papdatteren, officersstanden, 

kunstneren, nazisten. Og hen 

mod bogens slutning efterhånden 

et par levende mennesker, som 

dør. Historiske romaners indbyggede 

svaghed er, at de vil belyse 

fortiden snarere end at afdække 

fællesmenneskelige reaktionsmønstre. 

I »Og ingen ved hvordan det 

går« hører vi således mere om 

rationeringsmærker end om rationering 

af basale menneskelige 

behov. 

Claes Johansens egen svaghed 

er, at han vil pædagogisere sin 

læser, der som udgangspunkt 

betragtes som absolut novice i 

besættelsestidens problemstillinger. 

Det er virkelig skolelærerlitteratur. 

I stedet for at lade læseren 

lære gennem personernes ageren 

belærer han om personerne og 

deres motiver. Forhåbentlig er forfatteren 

dog ikke dansklærer, for 

han kan ikke stave! Claes 

Johansen giver et ganske dækkende 

tidsbillede med fokus på den 

lille mands verden, der er ikke 

mange anakronismer og kun få fordomme 

i forfatterkommentarerne 

— den ironiske distance til samarbejdspolitikken 

er en af de mere 

problematiske. Mest på hjemmebane 

og præcist registrerende er han, 

når han er i militærverdenen og i 

sammenligningerne med 1864, 

som han tidligere har skrevet en 

romanserie om. 

I serien om besættelsestidens 

Danmark er som nævnt bind to 

allerede udkommet. Det hedder 

patetisk »De sidste mennesker på 

jorden«. Claes Johansen skriver 

ikke stor romankunst, men slutningen 

af første bind giver dog løfter 

om, at de overlevende folder 

sig ud som mere end typer. Jeg 

opfordrer derfor redaktionen til at 

sende mig næste bind i romanserien. 

Jeg vil vide, hvordan det går! 

Men jeg vil ikke love at fortælle 

det.

… en grav i skyerne, 

en malstrøm i sproget 

Kertész besvarer i »Kaddish for et ufødt barn« Celans spørgsmål 

til sproget efter folkedrabet 

Imre Kertész 

Kaddish for et ufødt barn 

Oversat af Peter Eszterhás 

160 sider, 198 kr. 

Batzer & Co. 

Anmeldt af Marianne Ping Huang 

Én stor bevægelse former Imre 

Kertész’ »Kaddish for et ufødt 

barn«, en malende strøm. »Kaddish 

for et ufødt barn« fremstiller 

i monolog-form motiver, som er 

kendte fra Holocaust-litteraturen 

–—eller måske er der kun ét 

motiv, nemlig den overlevendes 

dilemma: hvordan leve som overlevende. 

Det er en sådan overlevende, 

som taler, skriver, tænker — 

»arbejder«, som det hedder i kaddishens 

malstrøm. Kaddish er den 

jødiske bøn for de døde, og man 

kunne da forestille sig en patosfuld 

anråbelse af et »noget eller 

nogen« (som det af og til anføres 

hos Kertész), der kunne tages til 

indtægt for de dødes og de overlevendes 

skæbne. Bønnen eller 

monologen ville da, kunne man 

tro, være en affektiv sprogstrøm 

som over billeder af ulidelig plage 

ville male tilbage og tilbage i sin 

egen mangel på udvej eller svar. 

Sådan er det ikke. Sprogets 

malstrøm i »Kaddish for et ufødt 

barn« bevæger sig reflekterende, 

den opsamler fra et i tid og rum 

næsten neutralt fortælle- eller talested 

erindringsglimt: Billedet af 

hustruen (som ikke længere er 

hans hustru), der kommer mod 

ham over et blågrønt tæppe — 

»Sikke en smuk jødepige!« 

Forestillingen om det ufødte barn: 

»Nej!« — skreg og hylede noget i 

mig øjeblikkeligt og straks, og min 

jamrende klynken stilnede først af 

efter mange, lange år og blev til en 

stille, monoman smerte, indtil den 

langsomt, ondartet som en latent 

sygdom, mere og mere antog 

karakter af et spørgsmål: ville du 

mon være blevet en mørkøjet pige? 

med fregnernes blege prikker strøet 

omkring din lille næse? eller en 

halsstarrig dreng? med glade og 

hårde øjne som gråblå flinteskærver? 

ja, mit liv anskuet som muligheden 

for dit liv. 

Der er erindringen om »Hr. Læreren«, 

som under dødstransporten 

giver drengen en madration, som 

»Hr. Læreren« kunne have beholdt. 

Der er et replikskifte i en 

samtale, hvor kaddishens taler 

insisterer på Auschwitz’ forklarlighed; 

for alt hvad der eksisterer 

kan forklares. 

Billederne er få, men skarpe. Og 

de vender tilbage igen og igen, 

men af de få billeder er næsten 

ingen fra udryddelsen selv. 

Kaddishens bevægelse synes snarere 

at gå fra det »Nej«, som hyler 

(roman) 

og skriger i ham og udad, fra 

strømmens tragt og opad mod en 

stor drejende omkreds, end den 

går den modsatte vej, mod opsugelsen. 

»Kaddish for et ufødt 

barn« dokumenterer en overlevelses 

form ved at vise tankens 

langsomme og insisterende, dens i 

grunden nøgterne arbejde i sproget, 

og dét er Kertész’ mesterskab, 

en slags enestående besvarelse af 

det spørgsmål til et sprog efter folkedrabet, 

som blev stillet af bl.a. 

digteren Paul Celan. 

Et brudstykke af Celans »Todesfuge« 

formales i lighed med billedet 

af hustruen, forestillingen om 

barnet, spørgsmålet stillet af »Hr. 

Lærerens« handling bestandigt i 

den talendes strøm af ord og tanker: 

»…stryg violinerne mørkere 

så stiger I/ som røg i luften/ så har 

I en grav i skyerne/ dér ligger man 

ikke trangt«. Digtets grav i skyerne 

gør kaddishen til den overlevendes 

»arbejde«. Som overlevende 

er han levnet en grav, som må graves 

færdig i sproget — en næsten 

endeløs malstrøm af notater fuldender 

graven i skyerne: »I disse år 

erkendte jeg også mit arbejdes 

sande natur, som i alt væsentligt 

ikke er andet end gravearbejde, 

videre- og færdiggravning af den 

grav som andre var begyndt at 

grave for mig i skyerne, i vinden, i 

intetheden.« 

Imre Kertész’ viser gennem prosaens 

konkrete bevægelse i 

»Kaddish for et ufødt barn«, hvordan 

en overlevende ad mange 

omveje og gennem sit insisterende 

»arbejde« alligevel opsamler sin 

erfaring i en form og sådan indfrier 

det »hemmelige håb«, der bygger 

på »Hr. Lærerens« eksempel: 

Den genkommende erindring 

om »Hr. Læreren« og spørgsmålet 

til »det noget«, som driver ham til 

at afstå fra drengens madration, 

som uforventet — heldigt og som 

et lykketræf inden for overlevelsens 

logik — er faldet ham i 

hænde, besvares af kaddishens 

taler ikke ved at referere til ’godhed’ 

eller ’retfærdighed’, men til 

’frihed.’ »Hr. Læreren« handler på 

tværs af den kalkulerede overlevelse, 

tilsyneladende ufornuftigt, 

men frit. På samme måde forøder 

taleren livets givne orden (med 

hustru og børn) for at give det en 

anden form: kaddishens eller »en 

overlevelsens eksistensform […] 

som […] kræver at blive formet, 

som en afrundet, glashård genstand, 

så den således til sidst 

trods alt kan bestå, lige meget som 

hvad, lige meget for hvem — for 

enhver og ingen.« 


(interview) 

34 

Nødvendige historier 

Af Peter Nielsen 

Samtale med Nobelpristageren Imre Kertész 

Den ungarske forfatter Imre Kertész 

er en bemærkelsesværdig person. 

Få har som han på egen krop 

følt det 20. århundredes rædsler 

og formået, uden at dyrke sensationen, 

at give sine erfaringer en 

almen form. Han blev som dreng 

deporteret til og overlevede koncentrationslejrene 

Auschwitz og 

Buchenwald. Siden har Auschwitz 

og holocaust stået som overskrifter 

over hans værker: »Ingen kan komme 

uden om Auschwitz. Auschwitz 

er vores civilisations negative 

kulminationspunkt«, siger han et 

sted. Med romanen »De skæbneløse« 

(1975, dansk udgave 1996) 

skabte han et unikt værk, der i 

enkel form skildrer en drengs 

deportation til og liv i en koncentrationslejr. 

Mere generelt kan historien 

ses som billede på livet i en 

totalitær verden. Det er ikke nogen 

tilfældighed, at Kertész over en 

periode på mere end ti år skrev 


sin roman under det tryk, som det 

kommunistiske Ungarn udøvede 

på sine borgere. 

Hans store tema er totalitarismen, 

og hvad den gør ved det 

enkelte menneske. Dertil har han 

udviklet begrebet om det skæbneløse. 

Det betyder, at det enkelte 

menneske er blevet berøvet evnen 

og muligheden for at forme sit eget 

liv i et samspil med det fælles, 

med nationen. Hvis man en gang 

for alle mister evnen til at tage del 

i sit eget liv og erkende det som 

ens eget, er man ifølge Kertész 

ikke moden til at begå sig i et frit 

samfund. Det sidste kendetegner 

over en bred kam de postkommunistiske 

samfund og deres befolkninger. 

Ikke engang ti års reformer 

og demokratiske styreformer har 

kunnet ændre på det. Det har det 

ikke, fordi demokrati ifølge Kertész 

ikke blot er en politisk orden og et 

system, men snarere en kultur; og 

ordet kultur må man her forstå i 

dets botaniske betydning som 

noget, der vokser langsomt frem. 

De østeuropæiske folk blev på 

den mest brutale måde berøvet 

muligheden for at udøve indflydelse 

på deres eget liv, for at tage 

skæbnen i egen hånd. Den berlinske 

arbejderopstand i 1953, det 

ungarske oprør i 1956, Prager-foråret 

i 1968 og den polske Solidarnosc-bevægelse 

fra 1980 blev alle 

brutalt slået ned. Læren heraf var 

bitterhed og afmagt. Da omvæltningerne 

endelig kom, var det ifølge 

Kertész en begivenhed uden 

skæbne. De østeuropæiske folk 

opnåede deres frihed, men denne 

gang uden selv at have gjort meget 

for denne frihed. I langt højere 

grad var det Sovjetunionens sammenbrud, 

der satte gang i denne 

uventede udvikling. 

Kertész er ikke blot en af tidens 

største europæiske forfattere, men 

samtidig en af de intellektuelle, 

der med størst personlig integritet 

og åndelig kapacitet beskriver og 

analyserer den pågående, i 

Danmark temmelig fraværende, 

diskussion af vores fælles europæ- 

iske fortid og fremtid. At der fandtes 

og stadig findes to meget forskellige 

dele af Europa er udgangspunktet 

for Kertész. For hvis det 

ikke forholdt sig sådan, ville der 

ikke have fundet nogen krig sted 

på Balkan. Den vigtigste opgave er 

at få disse dele til at vokse sammen 

igen, og vokse sammen 

omkring nogle fælles værdier og 

en fælles kultur, uden at ignorere 

at kulturelle værdier langt fra er 

nogen entydig og statisk størrelse. 

At bringe de to dele af Europa til 

at tale sammen igen efter så mange 

års tavshed er ikke nogen let opgave, 

især fordi vi på grund af opvæksten 

inden for forskellige samfundssystemer 

forstår helt grundlæggende 

begreber forskelligt. 

• • • 

Samtalen med Kertész kommer 

uundgåeligt til at kredse om det 

politiske. Det gør på ingen måde 

Kertész til en politisk forfatter. Der 

er blot tale om, at al god litteratur

på sin helt egen måde også er politisk. 

Jeg begynder med at spørge 

til hans første roman, hovedværket 

»De skæbneløse«, der var så 

mange år undervejs. 

— »De skæbneløse« er min første 

roman, men før den havde jeg 

naturligvis arbejdet meget med 

mig selv, da jeg besluttede at blive 

forfatter. Det vil sige, nogen egen 

beslutning var der ikke tale om. 

Jeg havde en vision, men mit helt 

store tema, nemlig skæbneløsheden, 

var slet ikke færdigt. Jeg 

kendte diktaturets mennesketype, 

men den filosofiske baggrund 

måtte jeg oparbejde. Det var slet 

ikke så klart, som jeg nu beretter 

det. Jeg begyndte at skrive, men 

det lykkedes mig ikke. Jeg skrev 

hundredvis af sider, hele tiden 

begyndte jeg på et værk, men teksten 

ville ikke blive til en roman. 

— Hvad jeg ikke den gang 

bemærkede, var at jeg i løbet af 

disse mange hundrede sider langsomt 

havde udarbejdet en filosofi. 

Og langsomt blev det hele tiden 

mere klart, hvad jeg skulle skrive 

om og frem for alt hvordan. Derefter 

begyndte jeg nærmest som en 

straf at skrive min egen historie. 

Jeg ville ikke skrive en autobiografi, 

men en objektiv roman, en fiktion, 

og jeg ville skrive om skæbneløshed, 

om menneskets tilstand 

under et diktatur. Sådan kom jeg 

tilbage til min egen historie, uden 

at jeg ville skrive min egen historie. 

Jeg ville skrive en roman og 

måtte tage kampen op med følgende 

problemer: handlingen, tiden 

og sproget. Og det afhang alt sammen 

af materialet. 

— Så varede det nogen tid. Jeg 

valgte en lineær handling, at oparbejde 

et sprog, som ikke er et fortællende 

sprog, men ren nutid. Jeg 

fandt en handling, som så at sige 

rummede alle handlinger, som 

hændte i de totalitære verdener. 

Jeg havde udarbejdet det som et 

passionsspil med visse stationer, 

og disse stationer betragtede jeg 

som obligatoriske. F.eks. som 

udgangspunkt at være hjemme, så 

det at være jøde som problem, så 

ghetto, ankomst til Auschwitz, 

denne lektion som alle, der fra 

hele Europa blev bragt til 

Auschwitz og Buchenwald, havde 

oplevet. Jeg beskrev disse stationer, 

som overhovedet ikke er 

romanagtige, uden anekdoter, 

uden afvigelser. 

I De skæbneløse ser det hele så 

enkelt og let ud, men det er det 

slet ikke. Det er det beundringsværdige 

ved bogen: at kunne formidle 

det grusomme med så 

almen kraft og uden at ty til klicheer 

og billige litterære effekter. 

Var det bevidst fra begyndelsen, at 

De ikke kunne fortælle Deres egen 

historie? 

— Det var fra begyndelsen helt 

klart — og så var det måske alligevel 

ikke så klart. Jeg havde skrevet 

mange tekster, som jeg ikke var tilfreds 

med. Skridtvis begyndte jeg 

at forstå, hvad jeg skrev. For mig 

gælder det, at det er ligegyldigt, 

hvad jeg tænker, før jeg begynder 

at skrive. Jeg må lave fejl, for at jeg 

derefter kan kaste disse sider bort. 

De er med til at afklare, hvad der 

er min egentlige vilje. Og således 

blev det stadig mere klart, at jeg 

måtte adskille, det jeg skrev, fra 

mine egne oplevelser, samtidig 

med at det på den anden side nødvendigvis 

også måtte være indbefattet 

af det. 

Det er vel det at bevæge sig fra 

det subjektive til noget objektivt, 

bevæge sig fra den enkelte person 

til noget almengyldigt uden for 

personen? 

— Ja, jeg måtte adskille mig 

meget strengt fra min egen historie. 

Der var ikke plads til anekdoter 

eller selvmedlidenhed eller lignende. 

Jeg betragtede udelukkende 

mine oplevelser som materiale, jeg 

kunne vælge, hvad der egnede sig 

til en roman og hvad, der ikke 

gjorde. Kompositionen var helt 

streng fra begyndelsen af: fra at 

forlade hjemmet og til komme 

hjem igen. Og da jeg havde oparbejdet 

sproget, dette sprog, som 

egentlig ikke er et fortællende 

sprog, men en nutid, hvor intet 

ord, som kommer udefra, må 

falde, som f.eks. »vi havde brug 

for tre måneder, inden vi kunne« 

og lignende. Denne tekst er ren 

nutid. Og romansproget er bestemt 

af denne nutid. Fejl kunne man 

ikke begå, men dette sprog virkede 

ikke altid, og det var det gode. Det 

var et sprog, der så at sige blev 

presset ud af omstændighederne. 

Dette sprog har hele tiden brug for 

situationer, altså helt tætte og dramatiske 

situationer, som giver 

sproget en tvang. På grund af dette 

sprogs vanskelighed kunne der 

godt gå op til flere år, inden jeg 

kunne komme fra et kapitel til et 

andet, fordi dette sprog overhovedet 

ikke er mit eget sprog. Jeg har 

et helt andet fortællende sprog. 

Bogen er gennemtrukket af en 

nødvendighed. Derfor ved man 

som forfatter vel også præcis, 

hvornår bogen er færdig. Når man 

er udtømt og alt er nødvendigt. I 

Galejdagbogen formulerer De det 

således i forbindelse med færdig- 


(interview) 

Kan du lide at læse 

om god litteratur? 

Så bestil et abonnement 

på Standart årgang 

2003. 

For kun 210 kr. får 

du fire bugnende 

magasiner lige ind ad 

brevsprækken 

Ring på 89425176 — 

eller mail til os på: 

standart.redaktion@sol.dk 

Du kan selvfølgelig 

også sende et ganske 

almindeligt postkort til: 

Standart 

Langelandsgade 139 

8000 Århus C 

Standart bringer anmeldelser 

af ny litteratur — 

i et format, der er lige 

til at gemme. 


(interview) 


gørelsen af romanen: »Ærligt blik 

indad: jeg er fri og tom. Jeg vil 

ingenting og føler ingenting« 

— Ja, det er samtidig en stor 

depression, når man er færdig 

med et arbejde. 

— Jeg valgte ikke en dreng på 

15 år som helt, fordi jeg ville 

bevæge læseren, men fordi jeg 

tænkte, at den infantile type ville 

være kropsliggjort bedst af en 15årig. 

Dette sprog udtrykker også 

mentaliteten kendetegnende for 

mennesket i et diktatur, eller det 

menneske som kommer ind i diktaturets 

dynamik. Der har man 

ikke længere nogen handlingsfrihed 

og bliver infantil — og skæbneløs. 

Hovedpersonen bliver til sidst 

skæbneløs i dobbelt forstand, dels 

fordi han i KZ-lejren bliver berøvet 

sin personlige identitet, dels fordi 

der ikke er nogen, der forstår ham, 

da han efter befrielsen vender tilbage 

til Budapest og dér forsøger 

at forklare livet i lejren til sine 

slægtninge, der blot dækker oplevelserne 

ind under begreber som 

rædsel og lignende… 

— Det er netop sprogets problem. 

36 

• • • 

I Deres værker fornemmer man 

ekkoer fra andre tekster, uden at 

der er tale om et upersonligt 

udtryk. Det er som om, det er nødvendigt 

at gennemlyse egne erfaringer 

af filosofi og af andre litterære 

tekster. 

— Ja, der er tale om en kohærens, 

der til tider virkelighed overrasker 

mig. 

I en anden roman, »Kaddish for 

et ufødt barn«, blander der sig 

også indirekte mange stemmer 

midt i denne foruroligende og 

samtidig åndeløst smukke historie. 

Paul Celan spiller en stor rolle, 

men jeg kommer i høj grad også til 

at tænke på den østrigske forfatter 

Thomas Bernhard, i hvert fald 

hvad det stilistiske angår? 

— Det var helt bevidst. På det 

tidspunkt havde jeg opdaget 

Thomas Bernhard og skrev som 

Bernhard. Det kunne jeg tillade 

mig, fordi jeg er så fundamentalt 

anderledes. 

Det forvirrede mig i starten. Så 

anderledes og så alligevel… 

— Det var min hemmelige hensigt, 

at bogen skulle være en hommage 

til Bernhard. Jeg er også 

oversætter, og jeg havde den ambition 

at oversætte en tekst af 


Bernhard for derigennem at lære 

ham at kende. Men jeg havde ikke 

på det tidspunkt mulighed for at 

rejse til udlandet, og da jeg i 1989 

for første gang var i Wien, var han 

allerede død. Det er meget ærgerligt, 

men på den anden side har 

jeg hørt, at Bernhard var en meget 

vanskelig person at omgås. 

— Jeg begyndte på »Kaddish«, 

da jeg var færdig med romanen 

»Fiasko« i maj ’87, og jeg begyndte 

til min store overraskelse med 

det samme. I lang tid havde jeg 

beskæftiget mig med temaet at få 

børn, med barndommens historie, 

med historien om en mand, der er 

forgiftet af Auschwitz og som indlader 

sig på et eventyr, uden at 

tænke over følgerne. Han forelsker 

sig og oplever kærligheden som en 

undtagelsestilstand - og erkender 

så pludselig følgerne. I dette ægteskab 

genkender han sig spejlende. 

Det pirrede mig i lang tid. 

• • • 

De temaer, De beskæftiger Dem 

med i Deres bøger, har alle meget 

tydeligt baggrund i personlige 

erfaringer, ligesom De på meget 

forskellig måde beskæftiger Dem 

med den betydning, totalitære systemer 

har for udfoldelsen af menneskeligt 

liv. Trods denne baggrund 

har man ikke fornemmelsen 

af, at De er en politisk forfatter. 

Det er meget interessant, hvorledes 

De som forfatter bearbejder 

disse politiske problematikker. 

— Politik er en blindgyde for 

mig, det erkendte jeg allerede tidligt. 

I et land som Ungarn var der 

ikke meget at gøre på grund af 

besættelsen. Man befandt sig så at 

sige inden for en kreds, der var 

trukket tydeligt op. Inden for 

denne kreds kunne man kun være 

reformkommunist. Jeg har dog 

aldrig troet på muligheden for at 

reformere dette diktatur. Systemet 

var så slemt, som det var. Man 

kunne ikke mildne det. Jeg har 

altid opfattet forestillingen om en 

kommunisme med et menneskeligt 

ansigt som latterlig. Politik 

bestemmer her i Østeuropa den 

almene moralske tilstand. Og forfatteren 

er et moralsk dyr, ikke 

sandt! Jeg har selv foretrukket litterært 

at fremstille denne tilstand 

frem for at arbejde på at ændre 

den. 

Jeg opfatter også Deres forfatterskab 

som ikke-politisk i den forstand, 

at De ikke søger enkle 

sandheder. Deres tænkning og 

skrivning er en stadig spørgen – 

eller en stadig spørgen af de 

samme spørgsmål, en stadig kredsen? 

— Ja, der findes ingen endegyldige 

svar på livet. 

Kertész henviser selv til et essay, 

han har skrevet om denne mangel 

på endegyldige sandheder eller på 

et fast værdisystem i sammenhæng 

med den europæiske integration. 

Heri siger han, at vi i 

Europa har helt forskellige definitioner 

af det gode og det onde. Og 

de vil forblive kimen til stridigheder, 

indtil der opstår et fast værdisystem 

under vores kultur. Men et 

sådan eksisterer selvfølgelig ikke. 

Det eneste, man derfor kan sætte 

sin lid til, er at der i det mindste 

findes en smertelig følelse af 

mangel herpå, en eller anden fjern 

samhørighedsfølelse, der nogle 

gange vil komme til udtryk med 

den ubehagelige smag af forsømt 

pligt hos Europas befolkninger. Og 

Kertész mener, at dette fællesskab 

tydeligst kommer til udtryk, når 

det er mest i fare. Han mener, at 

Kosovo-krigen under mareridtsagtige 

kvaler måske netop har 

frembragt den europæiske forenings 

åndelige surdej, den europæiske 

idé, således at den europæiske 

ånd herefter ikke kun skal 

varetages af politikere, strateger og 

soldater. 

• • • 

Begrebet om skæbneløshed dukker 

op i forskellige sammenhænge og 

betyder forskellige ting i Deres 

værker. Jeg har tænkt på, om der 

med dette begreb er en forbindelse 

til den antikke græske tragedie? 

- Skæbnen i den gamle tragedie 

kommer fra oven eller fra neden, 

og mennesket må i den sammenhæng 

gennemleve sin skæbne, 

altså konfrontere sig med skæbnen, 

som egentlig er blind. Tag 

f.eks.»Ødipus«, der er det største 

mesterværk inden for detektivromangenren: 

Ødipus forsøger at 

opspore gerningsmanden, men det 

er ham selv, uden at han ved det. 

Skæbnen er blind. Så kom der en 

periode, hvor vi bevæger os gennem 

Shakespeare til Ibsen, og 

hvor skæbnen skaber sig selv. 

Det er også komedien… 

— Ja, det er også komedien, 

eller karakterdramaet. Skæbnen 

befinder sig her i karakteren. Man 

er hjælpeløs, lidenskaberne overvælder 

én og strømmer afsted. 

Deri er der meget tragedie, men 

også meget frihed. Hos mig er 

mennesket berøvet sin skæbne, 

fordi det i et diktatur er umuligt at 

arbejde med karakteren, med menneskets 

egentlige tilbøjeligheder 

og personligheden i det hele taget. 

Det hænger slet ikke sammen med 

livsopfattelsen i et diktatur. Hvis 

der f.eks. er en jødelov, så er det 

fuldstændig ligegyldigt om, man 

bekender sig som jøde eller antisemit, 

som kristen, katolik eller 

ateist, så er man jøde. 

Der er intet bevægelsesrum… 

— Der er overhovedet intet 

bevægelsesrum. Man tvunget ind i 

en helt fremmed skæbne, og man 

må gennemleve denne skæbne, 

hvis man vil overleve. Bagefter, 

når diktaturet er faldet og man 

igen så at sige er fri, må man træffe 

et valg: Om man vil betragte det 

man har gennemlevet som ens 

egen skæbne, eller om man står 

fremmed over for sit eget liv. Det 

er problemet i forbindelse med 

omvæltningerne i de postkommunistiske 

lande. Bærer man selv 

ansvaret for det, der skete og det 

man gjorde, eller var man udleveret, 

en skæbneløs, der lod sig 

drive med vinden. Og efter f.eks. 

at have levet 20 år i et kommunistisk 

diktatur, kan man så sige, at 

alt det der hidtil er sket ikke er 

mit liv? 

— Sådan opstår skæbner og biografier, 

der ikke kan fortsættes. Jeg 

søger frihedens øjeblik, og det er 

altid, når man erkender, hvor 

fremmed det, man har måttet gennemleve, 

altid er. Det er egentlig 

’han’, som har gjort det, altså han 

har også en andel i denne fremmede 

eksistens; han er måske ikke 

ansvarlig for, at denne situation 

opstod, men overlevelsesprocessen 

har hver især gennemført på 

sin måde. At fornægte det er at 

være skæbneløs. Men at anerkende 

det og optage det og at erkende 

sig selv i disse hændelser, er ensbetydende 

med frihedens øjeblik. 

Fra det øjeblik har man fundet sin 

egen eksistens. Dette er jo slet ikke 

ukendt for danskerne, I har jo 

Kierkegaard. Og når man har fundet 

en eksistens, så har man også 

frihed, selv om den kan være bitter 

og beriget - en eksistens som 

man føler ansvarlighed over for og 

som kan fortsættes. De personer, 

som ikke genkender sig selv i 

deres skæbne, er uden kohærens, 

de har ingen hård kerne, de splittes, 

og hvis man har sådan et splittet 

liv og en splittet opfattelse, er 

man i stand til alt. 

Budapest, november 2000 

»Kaddish for et ufødt barn« er 

anmeldt andetsteds i bladet.

En lille bog 

der gør litteraturen 

lidt større 

Gianni Celati 

Fortællere fra sletten 

(Narratori delle pianure) 

Oversat af Lene Waage Petersen 

149 sider, 198 kr. 

Tiderne Skifter 

Anmeldt af Birgit Eriksson 

»Fortællere fra sletten« har Gianni 

Celati (f. 1937) kaldt den bog fra 

1985, som regnes for hans hoved- 

Mesterlige fortællinger fra et tåget Italien 

værk. Det er hans første bog på 

dansk, og vi kan glæde os over, at 

vi får den i Lene Waage Petersens 

flotte oversættelse. 

Sletten, der fortælles fra, er Posletten 

i Italien, hvor Celati selv 

kommer fra. Og billedet eller rettere 

billederne, han giver, er på alle 

måder fjernt fra de vanlige forestillinger 

om Italien. Her er ikke noget 

solbeskinnet land med blomstrende 

citrontræer og velduftende 

gryder, og heller ikke noget super- 

checket storbyliv med travle designere. 

Hvad vi møder, er i stedet en 

række skæve eksistenser, som hver 

har deres skæbne og historie. Bogen 

er iscenesat som 30 isolerede 

mundtlige fortællinger, indsamlet 

af en diskret fortæller på rejse langs 

floden Po fra Milanos udkant til 

det sumpede delta ud mod laguneområderne 

mod øst. Den indledes 

da også af en dedikation »Til dem 

der har fortalt mig historier, hvoraf 

mange findes nedskrevet her«. 

Fra omslaget af Michala C. Bendixen 

(kortprosa) 

At fortællingerne har en stiliseret 

mundtlig karakter, betyder 

imidlertid ikke, at vi er hensat til 

et præmoderne rum med varmt 

fællesskab og levende erfaringsudveksling. 

Tværtimod. Vi befinder 

os i det 20. århundredes industrialiserede 

Italien, i et limbo-agtigt 

landskab hvor biler, fabrikker og 

anonyme, tilsyneladende livløse 

byer dukker ud af den tåge, som 

næsten altid ligger over Posletten. 

I dette trøstesløse landskab 

udfolder fortællingerne sig. Nogle 

er groteske, andre tragiske, og 

andre igen nærmest komiske. Alle 

er de gennemtrængt af en stærk 

melankoli, men en melankoli, der 

får sin egen tone, fordi der fortælles 

i en enkel og lakonisk stil, 

hvor alt overflødigt er skåret væk. 

Celati sumper ikke rundt i tåget 

melankoli, men leverer en række 

korte, emblematiske fortællinger, 

hvor et helt liv ofte bliver kondenseret 

i nogle få linjer. Én fortælling 

handler således om apotekeren, 

som har brugt al sin tid på at 

omskive slutningerne i verdenslitteraturens 

klassikere, og som 

ender sit ellers noget mislykkede 

liv med et mesterværk: en russisk 

roman, hvor han ved at ændre tre 

ord har »forandret en tragedie til 

en fornuftig løsning på livets problemer«. 

En anden fortælling 

handler om fire unge mænd, som 

med en kammerats lig flygter ud i 

»de dødes bugt«, drevet af forestillingen 

om, at hvis de ikke vender 

om, »vil de komme et eller andet 

sted hen«. En tredje handler om 

en skomager, som er ulykkeligt 

forelsket i en kvindelig cykelrytter. 

En fjerde om, »hvordan det går 

til at verden går videre«. 

Fortællingerne er meget forskellige 

og har ofte overraskende slutninger. 

Hvad der gør dem til noget 

særligt, er imidlertid også Celatis 

fortællemåde. Han kan minde om 

Calvino, når han ser bort fra 

psykologien og fokuserer på den 

ydre, synlige verden. Men han er 

også helt sin egen, når han kombinerer 

forskellige mundtlige fortælletraditioner 

— vandrehistorien, 

anekdoten, eventyret — med en 

senmoderne orienteringsløshed og 

en skrabet stil. 

»Fortællere fra sletten« ligner 

bestemt ikke hovedstrømmen af 

de bøger, der kommer for tiden, og 

selvom den kommer til os med 17 

års forsinkelse, fremstår den stadig 

lige ny, overraskende og tankevækkende. 

Jeg har allerede lyst til 

at genlæse den. 


(kortprosa) 

0:2 

143 sider, 129 kr. 

Basilisk 

38 

Udebanesejr? 

Anmeldt af 


Forfatterskolens afgangsudstilling imponerer ikke 

Adgangsbilleten til »0:2« forekommer 

at være, at man har været del 

af Forfatterskolens afgangsklasse 

år 2002. På sin vis en ucensureret 

udstilling, om end man må tænke 

på, at det er hundesvært at komme 

ind på Forfatterskolen, der meget 

fornuftigt satser på et begrænset 


optag blandt de flere hundreder, 

der søger ind, for at have ressourcer 

til at gå i dybden med teksterne 

og talenterne. 

»0:2« er en lidt underlig størrelse. 

Ni forfatterskoleelever med 

hver cirka femten sider til rådighed. 

Er det en slags visitkort, et 

råb til forlagene »kunne I ikke 

tænke jer mere af det her?« 

Egentlig debut er der jo ikke tale 

om (og nogle af bidragyderne har 

allerede debuteret), og det er heller 

ikke rimeligt at anmelde bidragene 

som sådan. Men nu ligger de 

der jo med alle ni forfattere i fod- 

bolddress på forsidefotoet (og 

hvorfor nr. 12 holder sig til hjertet, 

mens han står i muren, må stå hen 

i det uvisse). 

Adam Drewes og Lene Asp 

Frederiksen kører i højt tempo 

med en prosa, der springer fra den 

ene reference til den anden i en 

hektisk montage af indtryk som 

her hos sidstnævnte: »Sukker smager 

sødt. Citroner er friske frugter. 

Jeg har ingen huller i tænderne. 

Jeg har en meget sjælden blodtype. 

Kina er et spændende land.« Alf 

Christensen og Allan Milter 

Johansen skriver dialogmættede 

Hvorfor køer — og ikke 

geder, spørger læseren fåret 

Rasmus Heiberg 

Der er andre røde køer end 

præstens 

122 sider, 188 kr. 

Samleren 

Blandingsverdenerne virker ikke, de ublandede interesserer ikke 

Anmeldt af Lisbeth Christensen 

Ud af ørkenen vokser et mytisk 

univers, som følger i sporet af 

novellerne fra »Sand« (1999), men 

også en mere genkendelig og hverdagslig 

verden, som vi så den i 

romanen »Neverland« (2001), er 

til stede i Rasmus Heibergs nye 

novellesamling. Det på én gang 

bestemte og ubestemte illustreres 

meget godt af de to kortprosastykker 

på bogens første side: først et 

stykke med præcis tidsangivelse 

og en navngiven mand med en 

vision, der sidder i Linnés have, 

som så derefter er ‘spejlet’ i et 

stykke, hvor alting er upræcist — 

tiden, manden og så religionen, 

der omtales. Lægen og botanikeren 

Linnés have omfatter både naturvidenskaben, 

systematikken og det 

vildtvoksende, uindfangelige. 

I de første noveller er vi i et 

konturløst landskab. En mand er 

sat uden for tiden i sneen i bjergene 

og smelter næsten sammen 

med sin redningsmand, en umælende 

vildmand. En dreng og hans 

ørkenlandsby fascineres og 

skræmmes af kvinden med den 

stærke tro, der sidder i den stærke 

sol uden for bymuren. En skabelsesberetning 

udgår fra ørkenen — 

og i resterne fra et mytisk, græsk 

univers udspiller der sig en allegori 

over skabelse og destruktion. 

Disse verdener hænger sammen, 

og de betjener sig ikke af den irriterende 

‘backpacker-mytologi’, 

som dominerede i den anmelder- 

Omslag: Marianne Bisballe med 

illustration af Søren Porse 

roste »Sand« — den er i denne 

samling kun til stede i »31 postkort 

fra Basil«. Novellerne her er 

stykker, hvor kun Milter Johansens 

»Hjemme igen« løfter sig, 

mens Eli I. Lund nærmer sig 

kunstscenen med en blanding af 

spørgeskemaer og oplæg til drømme, 

og Henriette E. Møller blander 

dramaets stil ind i hendes fragmenterede 

dagbog. 

Bedst synes jeg om Kristian 

Lunds New Yorker digt, Anders 

Søgaards korte portrætter og Nina 

Søs Vinthers meget fine og snedigt 

komponerede samling af fragmenter 

i en finsk-japansk kærlighedshistorie 

»Ahikimo, Amo og Jani«: 

En japaner svæver ned ad en trappe, 

jeg er på vej op, og idet vi passerer 

hinanden, drejer vi begge 

hovedet og ser hinanden i øjnene. 

Han tager cigaretten, eller cerutten, 

ud af munden, og vi fortsætter 

ned og op. Brunt jakkesæt. Man 

opdager ikke altid virkeligheden 

før det er for sent. Brune lædersko, 

nypudsede og hans blik. 

Han skriver martial art-noveller til 

ugeblade. Det gør jeg ikke. 

Men lad os nu se, hvad der for 

alvor kommer ud af det. 

bare for tæt på at blive klichéer. 

Bogens midterste, meget lange 

novelle er af en anden karakter. 

»Fiskerne« modtager en skibbruden 

italiener, der udmaler et siciliansk 

»Jerusalem« for dem. De skaber 

sammen med deres nye leder 

et mærkeligt samfund, der er sat 

uden for tid og sted. Og så er det 

ikke alligevel — og de præcise 

angivelser, afvigelserne fra den 

næsten arketypiske, vestjyske verden, 

distraherer, ligesom det irriterer, 

at fortællingen er skildret fra 

begge sider på én gang — at eneren 

og gruppen alligevel forstår 

hinanden og formår at kommunikere. 

Det er ikke troværdigt. 

Naturligt og overnaturligt blandes 

på forskellig vis i den sidste 

halvdel af novellerne, men kun i 

»Gespenstet« fungerer det godt og 

giver en rigtig god historie. Når de 

resterende ikke fungerer, er det 

bl.a. fordi skiftene mellem de forskellige 

sfærer ikke får læseren 

med sig. Ikke denne læser i hvert 

fald. Hun stejler over de symboltunge 

verdener, over sammenrendet 

af kolossale størrelser — 

guder, mytologiske og arketypiske 

figurer — og over blandingen af 

det højstemte og det mundrette, 

dagligdags... Irriteret, ja, men også 

forvirret, for hvor kommer køerne 

fra, og hvorfor er de røde?

Merete Pryds Helle 

Ti fingre fra eller til 

191 sider, 249 kr. 

Rosinante 

Fred i pikken 

Anmeldt af Rolf Gerd Heitmann 

Merete Pryds Helles magi er falmet, vi venter tålmodigt på 

dens genopblussen 

Det litterære orakel Merete Pryds 

Helle er storproducerende for 

tiden, og det skulle hun måske 

tage at lade være med. I 2000 kom 

kræftpræstationen »Fiske i livets 

flod«, hvis dybde vi slet ikke er 

begyndt at lodde endnu, i 2001 

den noget mindre roman-rapsodi 

»Solsiden«, og nu er novellesamlingen 

»Ti fingre fra eller til« udkommet. 

I denne lille litteraturhistorie 

kan man se et problem udvikle 

sig. Selvom der ikke er tvivl 

om, at »Fiske i livets flod« har en 

stor fremtid foran sig, så er én af 

de fire Bøger, murstensromanen 

består af, præget mere af rutine, 

redundans og mangel på nødvendighed 

end de andre tre. Hvad 

værre er, så er den kunstneriske 

tomgang forsøgt skjult bag søgte, 

makabre effekter (eller også er det 

omvendt effekt-skriveriet, der skaber 

mangelen på nødvendighed). 

Dette var ikke problemet med 

»Solsiden«, der på mange måder 

var en glimrende lille, surreel 

meditation over, hvad der kan ske 

at hænde én i efterlivet i dødsriget. 

Her stammer mangelen på 

absolut kunstnerisk nødvendighed 

fra, at romanen i for høj grad er en 

blot og bar reproducerende gennemskrivning 

af det mytologiske 

stof, den bygger på. Overforbruget 

af makabre virkemidler er til gengæld 

soleklart igen blevet et problem 

i »Ti fingre fra eller til«. 

Frekvens: hele tiden 

Nu er jeg ikke en af den slags læsere, 

der ikke bryder sig om det, 

når litteraturen tematiserer den 

menneskelige psykes, krops og 

værens rummelige slamspand. 

Tværtimod mærker jeg min skønne 

udødelige sjæl svæve næsten 

hele vejen op til himlen, når vi 

mennesker viser os store nok til at 

give hinanden aflad for vores 

imperfektioner (de nødvendige af 

dem), ved at artikulere dem i 

sprog og kunst. Det er netop derfor, 

at jeg er hypersensibel overfor 

programmeret vanvid, lemlæstelse, 

depravation, sygdom og død. 

Og det er ubestrideligt den grøft 

Merete Pryds Helle, som fx den 

korttidsberømte Mads Brenøe før 

hende, med »Ti fingre fra eller til« 

er faldet i. Makabre indslag skal 

doseres uhyggeligt nøjagtigt, hvilket 

Pryds Helle har bevist at hun 

magter i de brillante bøger »Vandpest« 

og »Men jorden står til evig 

tid«. Hvis man kommer til at overdosere 

det makabre, slår det nemlig 

hævntørstigt om, og ødelægger 

lige så magtfuldt teksten, som det 

rigtigt doseret beriger den. Årsagen 

er naturligvis, at det makabre 

ud over at være noget, der desværre 

sker i virkeligheden — om end 

ikke med samme frekvens som hos 

Pryds Helle, hvor frekvensen er 

hele tiden — i litteraturen også er 

et virkemiddel, en effekt, stil. Som 

alle kraftige virkemidler må det 

ikke misbruges, hvis det skal forblive 

virksomt. 

Desværre er der som i »Solsiden« 

også ansatser til et problem 

med originaliteten i »Ti fingre fra 

eller til«. Den første novelle 

»Alfred G. Petersen« skildrer 

hovedpersonens bevidsthed inklusiv 

mangfoldigheden af alternative, 

decentrale jeg’er, og har dermed 

samme grundidé som Christina 

Hesselholdts »Kraniekassen«. 

Der er dog ikke tale om plagiat, for 

stemmerne i Alfreds hoved har en 

helt anden karakter end 

Hesselholdts, der i bedste forstand 

er psykologiske. Pryds Helles 

stemmer er mere satiriske og per- 

Merete Pryds Helle 

sonificerede, som små satyrer der 

sidder på Alfreds skuldre og med 

megen humoristisk sans hvisker 

ham ting i øret såsom »Hold nu 

kæft. Lad os køre hen til Anna og 

få fred i pikken.« Historien, hvor 

der både forekommer en (mindst) 

neurotisk, lammet mor, som forsøges 

myrdet af Alfred, selvmordsfantasier 

og lidt knytnæveslag i 

ansigtet på en lesbisk pige, har et 

fint tema, som er en materialisme 

så gennemgribende, at sæd og kærlighed 

bliver en vare selv imellem 

mennesker, der står hinanden nær. 

Men novellen når ingen vegne 

med dette tema, og løber ynkeligt 

ud i en frygtelig banal slutning. 

Pelsfolkets katedral 

Også den meget omtalte fortælling 

»Pels«, hvor alt fra yoghurttallerkener 

til dildoer er beklædt med 

(kortprosa) 

forskellige slags dyrepels, har som 

bekendt en antecedens i billedkunsten. 

Den potentielt stærke 

pels-metafor går dog hen og bliver 

endimensional i fortællingen, som 

i bund og grund ikke er andet end 

en sadomasochistisk fantasi med 

pelsværk som fetich. En vis værdi 

for husarer af begge køn er der 

naturligvis, men med en enkelt 

undtagelse ingen kunstnerisk 

værdi. Undtagelsen er badeanstalten, 

som heltinden drager hen til 

for anonym at lade sig fiksere i et 

badehåndklæde med spredte ben, 

hvorefter stribevis af fremmede 

mænd flækker pelsen (undskyld!) 

på hende. Anstalten ligger halvvejs 

nedsænket i havet, som de 

høje vinduer lader gæsterne se ud 

i. Dette er et religiøst, fint og 

typisk prydsk billede. I novellen 

»Regn på græs« kunne jeg ikke 

læse den indledende dialog, som 

lyder »Det regner opad i gryden, 

siger Ada./ Det betyder, at vandet 

koger, svarer Theo«, uden at irriteres, 

fordi sprogholdningen staks 

fik mig til at føle, at vi her har at 

gøre med den kliché om mongoler, 

som Lars ’Funny’ Triers clairvoyante 

evnesvage i Rigets kælder 

indstiftede. Om Ada og Theo er 

mongoler, ved jeg ikke, men de er 

i hvert fald ’to mildt retarderede 

voksne’, der, selvom de har hjertet 

på rette sted og er lyriske naturtalenter, 

frister en patologisk tilværelse 

med deres (mindst) grænsepsykotiske 

mor. 

Merete Pryds Helle er en stor 

forfatterinde på trods af de to 

seneste bøger. De stærke steder i 

»Ti fingre fra eller til« kan dog 

tælles på en hånd. De fleste af 

dem falder inden for den længste 

tekst »En blå delfin«, der består af 

20 ’Billeder’, og som mere ligner 

en punktroman. Meget sigende er 

det de Billeder, der handler om 

normale ting såsom at lytte til 

musik, eller at læse, eller om 

Rembrandt eller om at kigge ud i 

haven (’18. Billede’ er uovertruffent, 

dybt, filosofisk og konkret), 

som er er de stærkeste, og ikke de 

billeder, hvor hovedpersonen 

Marianne er selvmutilerende, eller 

kaster al den mad, hun lige har 

proppet i sig, op igen, eller ser sin 

mor ligge livløs med lyserødt skum 

om munden. Slutningen på »En 

blå delfin« er intet mindre end 

genial, eller for at sige det mere 

uudpint og præcist: slutningen 

skaber den bedste repræsentation, 

jeg nogensinde har set, af det uendeligt 

fascinerende grundforhold, 

som novellen i kraft af sin slutning 

kommer til at handle om. 


(lyrik) 

Søren Ulrik Thomsen 

Det værste og det bedste 

Tegninger af Ib Spang Olsen 

55 sider, 199 kr. 

Vindrose 

Anmeldt af Morten Kyndrup 

Der er ingen grund til at lægge skjul på, at tanken 

om Søren Ulrik Thomsens nye digtsamling, 

»Det værste og det bedste« på forhånd 

ikke fremkaldte de mest positive forventninger. 

Tanken om den cool Bukowskis tilbagelænede 

40 


Bogens forside med illustration af Ib Spang Olsen 

Det værste 

som det bedste 

Digtning og tegning side om side 

brug af superlativerne »værst/ bedst« orkestreret 

af og for en Thomsen hvis største svaghed 

som digter i forvejen er hangen til distanceløs 

selvhenførthed? Og tanken om en illustreret 

digtsamling? Alt i alt ikke noget vanvittig 

appetitligt scenario. 

Selvom det aldrig er rart at blive skuffet i 

sine fordomme er det imidlertid i dette tilfælde 

svært at bevare surheden. Bogen er nemlig en 

perle. Digtene fungerer næsten ufattelig godt. 

Det gør de fordi de hver for sig opmonterer en 

monstrøs niveausammenstilling af næsten oxymoron-agtig 

karakter: På den ene side står 

superlativernes monumentale almengørelse og 

den digteriske forms egen alvor, og på den 

anden står en række helt dagligdags, singulære, 

situationsbundne, ja i mange tilfælde fuldstændig 

private oplevelser (selvom de i almindelighed 

kan genkendes af de fleste levende mennesker). 

Herigennem sker der en lykkelig gensidig 

befrugtning: Det dagligdags bliver storladent, 

og storladenheden får et skrålys, et blink 

i øjet og bliver — dagligdags. 

Det hjælper selvfølgelig at Søren Ulrik 

Thomsen som altid er helvedes godt digtende, 

ikke mindst med øret på rette sted. Men her 

forlenes hans ordkunst med en tone af lavmælthed 

eller ydmyghed midt i de store vingesus, 

der gør dem effektfulde også i et andet 

register, end det har været sædvanen. Digtene 

her er ikke bare kraftfulde forsøg på at forstå og 

gestalte verden. De vil også forstå sig selv. Om 

det nu er den ydre pastiche eller situationernes 

magt eller slet og ret de små smagsdommes 

storhed: der er simpelthen sket et eller andet, 

som utvetydigt henhører i afdelingen for »det 

bedste«. Og lad så være at der smutter en 

enkelt dosis uforgribelige universalier af typen 

»Guds tavshed« med i ny og næ. 

Ib Spang Olsens tegninger er i sig selv fantastisk 

gode, og de besidder indlysende nogle 

af de samme kvaliteter som Thomsens digte 

denne gang, i deres distinkte møde mellem en 

til bankerot grænsende prætention om almenhed 

på den ene side og en uundslippelig klæben 

til det enkeltstående dagligdags på den 

anden. Alligevel kommer man desværre let til 

at se tegningerne som illustration af digtene, 

ikke mindst fordi man ofte genkender digtenes 

situationer i tegningerne. Det er lidt synd, fordi 

det da svækker både ord og billeder. Det hjælper 

gevaldigt hvis man sørger for i hvert enkelt 

opslag at se på tegningerne før man læser ordene. 

Så forsvinder en stor del af den uheldige 

illustrationseffekt i forholdet mellem ord og 

billede. Er tegningerne først kommet til deres 

ret, kan også de betragtes igen og igen, og i 

spillet mellem ordenes og billedernes på én 

gang indlysende lighed og uoverstigelige forskellighed 

i både stil og position (bl.a. står tegningerne 

i tredje person og digtene i første) — 

synes deres indre dynamik for alvor at fungere. 

Men altså side om side, side for side. 

Så: »Det værste og det bedste« er faktisk en 

rigtig fin bog, der fuldt ud fortjener sin læsersucces.

Jón úr Vör på dansk 

Jón úr Vör 

Hvil din vinge i mit digt 

Udvalgte digte 

Oversat af Gorm Henrik Rasmussen 

og Magnús Gestsson 

58 sider, 149 kr. 

Vindrose 

Anmeldt af Anders Abildgaard 

Jón úr Vör (1917-2000) tilskrives i sin første 

oversættelse til dansk (fra islandsk), »Hvil din 

vinge i mit digt, den begivenhed«, med 

»Fiskerlejet« (1946) at have skrevet den første 

»konsekvent moderne islandske digtsamling 

med frie, urimede strofer«. 

Hvordan man er konsekvent moderne uddybes 

ikke, med mindre de frie, urimede strofer 

Morten Søndergaard 

Vinci, senere 

96 sider, 185 kr. 

Borgen 

Jón úr Vörs digtning præsenteres som moderne, 

hvilket er en tvivlsom betegnelse 

skulle kvalificere denne betegnelse. Men frie, 

urimede strofer er ikke »konsekvent moderne« 

i 1946. I hvert fald ikke i et internationalt perspektiv. 

Er det de frie, urimede strofer, betegnelsen 

refererer til, forekommer det stadig vanskeligt, 

at se det velplacerede i betegnelsen 

’moderne’ med henblik på netop Jón úr Vörs 

digtning. »Den blå nat« lyder fx: 

Den blå nat 

over havet 

sender landet 

et blik 

som en forelsket mand. 

Skyen 

gør sig klar 

til at møde morgenens 

stråler. 

Poesiens 

bimlende eufori 

Mellem lykke og kaos bimler Morten Søndergaard 

derudaf i sin digtsamling »Vinci, senere« 

Anmeldt af Peer S. Høgsbro 

Bogen er delt i seks afsnit, der danner selvstændige 

serier. Titlen i det indledende afsnit 

»Landskaber« angiver den tematiske afsøgning 

af forholdet mellem sprog og omverden (træer, 

buske og fugle over for ordene). Vinci ligger i 

Toscana og igangsætter for Morten Søndergaard 

en lang række tanker, der dels forholder sig til 

det ydre, det naturlige landskab, og dels selve 

beskrivelsen af dette landskab: sprogliggørelsen 

af det oplevede og den medfølgende metaforisering 

af naturen. Han reflekterer (eller causerer) 

over emnet og synes samtidig at afvise 

muligheden af f.eks. at spejle sjælen i landska- 

bet (»…landskabet ligger uden for enhver 

betydning«) og alligevel fastholde muligheden 

for digteriske tolkninger af en verden uden for 

sproget: »Hvert digt lyser sit stykke af verden 

op med sin lygte«. 

Andet afsnit, »I den vaskeægte vanvittige 

virkelighed«, forholder sig strøtankeagtigt og 

mindre metapoetisk til aktuelt stof og erindret 

gods, og følges i tredje afsnit op af en ekfrase 

(digt hvor man beskriver et visuelt kunstværk, 

eller i hvert fald tager sit udspring i det), 

»Nedtælling«, der starter sin tankebevægelse i 

en klassisk kunstopfattelse, der går ud på at 

skulpturen er et allerede foreliggende potentiale 

i stenen, der kun hugges frem af kunstneren, 

fordi han har det fornødne klarsyn til at finde 

dette stykke selvindlysende sandhed frem, at 

aktualisere (afledt af Aristoteles). Hvordan den 

»hvide marmormonolit« kan blive til billede 

(lyrik) 

Valget af den frie versform kvalificeres ikke 

umiddelbart af digtene selv. De frie vers (hvis 

historie er meget mere kompleks end som så) 

blev, bl.a. konciperet og praktiseret i relation 

til de metriske som en måde at forholde sig kritisk 

på til den litterære tradition ved i ’frie 

vers’ at afvige fra traditionens bundethed til de 

metrisk vers. Hos Jón úr Vör bliver resultatet 

det modsatte: en ukritisk overtagelse af traditionen 

(det skal understreges, at det ikke forholder 

sig således set i et udelukkende 

islandsk perspektiv) i strofer, der hverken er 

frie eller metriske, men upræcise. 

Billederne forholder sig heller ikke kritisk til 

tidligere litteraturs tilgang til subjektivitet, 

natur, religion og politik, hvilke er nogle af Jón 

úr Vörs temaer. Der er glimtvis udmærkede billeder. 

Men genitivmetaforer som fx »havets silkespejl«, 

besjælinger som fx »Fjeldet luder 

over os«, personifikationer som fx »stilheden 

spiller på aftenrødens harpe« samt apostroferinger 

som fx »Å, så lyse den fattige drengs 

drømme« danner hovedtendensen. Disse troper 

kan udmærket tage del i en moderne digtning. 

Det gør de ikke hos Jón úr Vör. Ikke at digtning 

nødvendigvis skal være hverken ’moderne’ 

eller billeddannende, og ikke at bogen ikke kan 

have nationallitteraturhistorisk interesse, men 

betragtet som en selvstændig, moderne digtsamling, 

og sådan præsenterer bogen sig og 

indbyder til at blive læst, er der andre moderne 

navne, der byder sig bedre til. 

fortsættes næste side Fra bogens omslag 


(lyrik) 


på det tomme papir er ikke svært at se, men 

heldigvis lader Morten Søndergaard sit digterjeg 

forblive i en tvivlende tilstand, og bevæger 

sig fra det ophøjede stade ned gennem det personlige: 

Og inde i stenen findes skulpturen 

allerede 

og inde i den en anden 

og en anden 

og hvor skal jeg standse 

for kun tvivlen står tilbage 

ordene ligger 

i min kuglepen 

det føles godt 

at gå til grunde 

i dette hav af ord 

Herefter følger billeder af faderen i et epileptisk 

anfald og moderen som vil kvæle jeget, 

inden den nonchalante udgang på digtet: »at 

gå«. Han gik til grunde, men gik digtet ud. Det 

synes at være en slags gennemgående figur, 

dette »at gå« – det er digtet som en bevægelse, 

en mulighed for at nå erkendelser gennem det 

sproglige arbejde. 

Den lange opremsning af vulkanske aktiviteter 

og dertil hørende stednavne i fjerde afsnit, 

»Selvportræt i udbrud«, stikker med sine 

humoristiske mellemvulkanske korrespondancer 

ud, og er sprogligt sprudlende i de naturbesjælinger, 

der ellers problematiseres i første 

afsnit. 

De specielt kortliniede digte i »De mindste 

ord« (5. afsnit) har en ligetil og mere let og 

legende tone, end de foregående: »Hus. Sol./ 

Træ. Smil./ Stol.« Desværre bliver det i kalligrafiramte 

og haikulignende passager lidt letkøbt 

og formår ikke at hæve sig over det banale 

(der jo netop besynges): Beskrivelsen af et kirsebærtræ, 

der bare er, bliver aldrig til digt, men 

må betragtes som det bimlende (og naive) forsøg 

på at beskrive verdens lykkelige tilstande 

poetisk. Det ligner indledningen til en ungdomsbog. 

Afslutningsvis flyder digteriet ud i et langdigt 

i sjette afsnits »Flow«, hvor det associationsprægede 

afløser de små ords lyriske 

almindeligheder. 

Men måske er det alligevel svært at skrive på 

lykke? Morten Søndergaard er glad for sin toscanske 

tilværelse og formår i passager at bringe 

euforien videre. Samlingen hedder »Vinci, 

senere« og måske er det nogle gange bare for 

sent, dér, bagefter, når man skal nedfælde oplevelsen, 

stemningen eller sansningen. 

42 


Rejsefæller 

Christian Skeel (billeder) 

Morti Vizki (digte) 

Rejsebog 

80 sider, 250 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af 

Marianne Bugge 

Makkerparret Skeel og Vizki leverer visuelle og lyriske 

rejseskildringer i forfriskende nyfortolkning af en rejsebog. 

Men de glemte lige det der med rejsen 

»Det er blevet selvfølgeligt, at intet af det, som 

angår kunsten, er selvfølgeligt«, siger Adorno. 

Men selvfølgelig forventer jeg at læse rejseskildringer 

i en rejsebog — genren er bare så ladet. 

Så med »Rejsebog«, et værk med billeder af 

Christian Skeel og digte af Morti Vizki, bliver 

jeg selvfølgelig overrasket, når det går op for 

mig, at der intet er, der bare minder om rejseskildringer, 

selvom bogen peger i mange retninger. 

Medmindre selvfølgelig rejse skal forstås 

som livets rejse og bogen dermed som en »livsbog«. 

Tanken er nærliggende. 

Gennem det delikate værk er venstresiderne 

blanke, højresiderne hver forsynet med et digt 

og et billede. Som læser drives man af nysgerrighed 

efter, hvad digt og billede mon siger hinanden. 

Hvordan de forholder sig til hinanden. 

Indimellem er billederne illustration til digtene. 

Indimellem er digtene poetisk illustration 

til billederne. Indimellem er forholdet arbitrært. 

Men det kalder på fortolkning. Der bare 

ikke altid er mulig. 

Illustration af Christian Skeel fra bogen 

Vizkis digte veksler mellem haikuagtige, 

glimtvise registreringer af omverdenen og længere 

eksistentielle livsovervejelser. Nogle digte 

er meget Vizki’ske i deres betydnings- og 

meningsløshed: »At/ Da/ Jo«. Men betydningstom 

ordsalat, hvor ordene alene taler til hinanden, 

er altså set før, og jeg læser ikke digte for 

at blive holdt uden for ordenes tale, men for at 

blive talt til. Andre af digtene taler selvfølgeligt 

om selvfølgeligheder: »Hvor længe/ Er/ Du/ I 

dette digt?« Og så er der de digte, der virkelig 

rykker. Dér, hvor vi er inde ved livet: »Livet 

bærer jeg med mig/ Og alt det andet er ydre 

hurlumhej”. 

Skeels billeder svinger stilsikkert mellem det 

enkle og det overlæssede, det figurative og det 

abstrakte, det skønne og det hæslige; mellem 

det romantiske, renæssanceagtige scenario, 

Leonardo da Vinci-imitationer, Escher-lignende, 

umulige trappeforløb, computeranimationer 

og Michael Kvium’ske gru-billeder. Til tider er 

det hele vendt på hovedet: »Omverden er 

vendt: Verden er omvendt.« Og det er faktisk 

morsomt. 

Det er en spændende rejsebog. Ikke en traditionel 

rejsebog, men en rejsebog, forstået som 

en rejse i livet og mellem genrerne. Og det er 

dejligt at se Vizki sige noget, ikke bare for at 

sige noget, men fordi han har noget — livet — 

på hjerte.

Punkter & Patos 

Anne-Louise Bosmans 

Punkter, poler og par 

59 sider, 169 kr. 

Borgen 

Christian Stokbro Karlsen 

Kerygma 

56 sider, 148 kr. 

Samleren 

Anmeldt af 

Jørgen Falkesgaard 

Minimalpoesi og maksimallyrik: 

To diametralt modsatte debutanter 

De er begge i midten af tyverne, de to debutanter 

Anne-Louise Bosmans og Christian Stokbro 

Karlsen. Samme generation, to verdener — og 

hver sit køn. Betyder det mon noget? 

Det var Torben Brostrøm, der — da han skulle 

promovere sin generations modernister (og 

sig selv) — kaldte deres genre for poesi til forskel 

fra forgængernes og traditionalisternes 

lyrik. Tillad mig, lettere forsinket, at stjæle 

betegnelsesforskellen. Bosmans skriver poesi, 

Karlsen lyrik. Men bemærk, at de to betegnelser 

— i modsætning til hos Brostrøm — ikke 

dækker over en kvalitetsforskel. De to debutanter 

er lige kedelige — bare på hver sin måde. 

Bosmans på den moderne måde, Karlsen på 

den gammeldaws. Karlsen er læst før og bedre 

hos en Bjørnvig og en Søren Ulrik Thomsen 

(det skulle også bare mangle), og Bosmans er 

læst før, men ikke bedre hos de minimalistiske 

prosaister med eller uden kontakt til Forfatterskolen. 

Det potenserede subjekt på post-romantisk 

naturrejse ud i Det Andet som det anderledes 

over for det selvopløsende, sårbare jeg på 

vej ind i (og ud af?) Den Anden som spejl; 

Freuds stærke borgerlige jeg over for en ny 

socialkarakter, periskop over for gyroskop, ud 

og ind — han og hun? 

Anne-Louise Bosmans »Punkter, poler og 

par« er en stramt komponeret samling på 48 

digte i fire afdelinger. Den første består af en 

række søsterdigte, hvor søsteren formodentlig 

er en udspaltet dominerende jeg-del som 

»loftslampen i spisestuen hjemme, hvor vi 

voksede op«, eller et møbel. Også jeg´et bliver 

let en ting, »et emne«, der hældes ud i søen, 

men sejrer dog til slut og bliver lidt sig selv i 

en erkendelse af, at »Vi er begge søster til en 

søster«. Men det er en skrøbelig identitet, der i 

tredje afdeling møder en han, »der ikke kan 

være mig«, og på baggrund af et forhold og et 

brud ender hos lægen, fordi hun ikke kan få 

hånd og ånd til at mødes, og foruroligende bliver 

til »lutter hænder«. For »Jeg er en anden, 

og han er tilfældig.« Og »Man kan ikke fordoble 

sit liv ud af intet.« 

Hvor foreningen skildres som »Jeg bliver til 

to. Mit liv bliver fordoblet«, skildres bruddet 

som: »Vi blev halveret«. Og der spørges til slut: 

»Hvor lang tid varer det ubærlige?« Det lyder 

måske her lidt lommefilosofisk og formelagtigt, 

men det virker faktisk som poesi. Og forunderligt 

er det, at dette usikre jeg-liv kommer til at 

udgøre en linje, et forløb, et hele, skønt det 

består af punkter: disjecta membra . Man kan 

(som undertegnede) være kritisk over for mini- 

Anne-Louise Bosmans (Foto: Peder Jansson) 

malisme, men hos Anne-Louise Bosmans er 

der i det mindste overensstemmelse mellem 

form og indhold. It works. 

Det gør det bestemt også hos Christian Stokbro 

Karlsen i »Kerygma«. Derudaf. Et motto fra 

(lyrik) 

Blake lyder: »Driv din kærre og din plov over 

de dødes bene«. Og det går over stok og ben 

hos Stokbro Karlsen. Intet liv uden død: »Busserne 

kommer et minut senere hver dag«. 

Hvabehar! Intet selv uden selvfølelse: »Jeg har 

vandret i verden for at røre dit kød,/ mens 

efteråret tager det skabte til sig«. Vi skal huske 

på det skabtes vaklen, men ikke glemme »visheden 

om en dag i morgen«. Man kan spekulere 

på, hvad der giver Karlsen(s jeg) dette overlevelsesoverskud. 

Selv vil det/han (bekendelsen 

er så personlig, at det bliver svært at 

skelne) utvivlsomt hævde, at det er det kerygma, 

den forkyndelse, der taler til ham som et 

selv og dermed sætter ham som selv: Den kristne 

forkyndelse af forløsning gennem forladelse. 

Men det har jo i den kristne tradition oftere 

ført til opblæsthed end til ydmyghed. Der er 

noget umiskendeligt katolsk ved Karlsen. Det 

er i virkeligheden ikke gudstjenestens forkyndelse, 

kerygmaet, han fokuserer på, men udenværkerne: 

Sølvstager, ornat, flagellanter, katakomber. 

Det er, hvad vi hører om i Karlsens 

Kvarter. Og derigennem en fokusering på 

momentet, oplevelsen. Det er karakteristisk, at 

hvor en traditionel kristen tanke om livet fra 

skabelse til forløsning er knyttet til årstidens 

Christian Stokbro Karlsen (Foto: Morten 

Holtum Nielsen) 

gang, så er hele sommerperioden fraværende 

hos Karlsen. Det er — som hos Nordbrandt — 

mest november. Hvor der i den kristne tradition 

er en (tids)linje, en udvikling, er der i den 

karlsenske kristendom kun momenter af oplevelse, 

punkter: kød, kalk og krydsforhør. Løsrevne 

ord. Men hvor er de smukke. 

Omslagstilrettelæggere har ofte et godt blik 

for indholdet i det, de skal illustrere. Således 

også her. På begge omslag optræder øjne. Hos 

Karlsen er øjet i centrum — det styrer begivenhedernes 

gang. Hos Bosmans ligger øjeæblet på 

gulvet, skubbet til side af en dør, der er blevet 

åbnet. Han og hun? 


(lyrik) 

Homers Odyssé 

Oversat af Otto Steen Due 

Illustreret af Peter Brandes 

Otto Steen Due 

Ledsager til Homers ’Odyssé’ 

I alt 640 sider, 495 kr. 

Gyldendal 

Odysséen 

Peter Brandes og Homer 

Fra ord til billede 

256 sider, 148 kr. 

Boggalleriet/Statens Museum for Kunst 

Anmeldt af Jørn Erslev Andersen 

Det er heldigvis en god og lukrativ konjunktur 

Otto Steen Dues Homer-oversættelser falder i. 

Det er længe siden interessen for den klassiske 

44 


Figur 1. Ilustration af Peter Brandes 

Brød og kebab 

griset til 

Homers »Odyssé« i proper tekst, fortolkning og billede 

græske og latinske litteratur har været så 

udbredt i alle bog-læsende lag. Så meget desto 

bedre er det da, at Dues oversættelser ikke 

alene er fyndige og finurlige, men at de tillige 

er koncise indlæg i den løbende debat om 

hvem eller hvad denne Homer nu egentlig er 

for en størrelse. Dermed bidrager de til nuanceringen 

af de ofte steoreotype billeder af ’antikken’. 

Man kan sikkert hurtigt blive enige om, at 

Homers »Iliade« og »Odyssé« hører til den lille 

eksklusive gruppe af europæisk litteraturs ubestridelige 

hovedværker. Slidstærke og ganske 

uanfægtede unddrager de sig tidens tand. Om 

de så også repræsenterer den europæiske kulturs 

’oprindelse’ er måske mere tvivlsomt, det 

afhænger ikke så lidt af øjnene der ser, om man 

fx er af romansk herkomst med forkærlighed 

for den tidlige renæssance, om man har nærorientalsk 

eller nordafrikansk herkomst, om 

man er same, islænding eller grønlænder. Og 

endnu mere tvivlsomt er det at få styr på fænomenet 

Homer og de to store episke teksters 

gådefulde tilblivelseshistorie. 

I ledsagerne til de to oversættelser giver Otto 

Steen Due sine bud herpå. I ledsageren til 

Homers »Iliade« beskrives kort, klart og lærd 

traditionernes forskellige på fortolkninger af 

Homer, fra at han bliver opfattet som én digter 

af begge værkerne til at navnet Homer dækker 

over to forskellige forfattere til de to værker 

eller dækker over en ikke nærmere defineret 

flerhed af forfattere eller ligefrem repræsenterer 

det græske folks ånd eller samlede kulturelle 

stemme. Dette såkaldte ’Homeriske Spørgsmål’ 

kan naturligvis ikke afklares, men gennem 

sit intense og nøjagtige filologiske og translative 

arbejde med værkerne lægger Otto Steen 

Due tvivlsspørgsmålene frem på en ganske klar 

måde. Han deler en antagelse med os andre, 

nemlig at de to episke tekster dels repræsenterer 

det kulturelle forfald, der finder sted i overgangen 

fra en mundtlig til en alfabetiseret kultur, 

dels at de består af en samlet kunstvilje, 

hvor en række spredte materialer fra traditionen 

og mængden af udelukkende mundtligt 

formidlede sange om de to emner kompileres 

til egentlige sammenhængende værker. De forskellige 

dialektale, historiske, samfundsmæssige 

og tematiske spor, som er i værkerne og som 

en oversætter af Dues format selvfølgelig må 

forholde sig til, er da indicier på noget sådant. 

Men, som han bemærker i ledsageren til 

Homers »Odyssé«, så er det først i den endelige 

tekst, den endelige bygning, værkets sluttethed, 

genialitet og helt særegne karakter træder 

frem uanset hvor meget delelementerne end er 

stjålet fra andre. 

Oversættelsen af Homers »Odyssé« holder 

for os almindelige læsere niveauet fra oversættelsen 

af »Iliaden«. Teksten flyder afsted i uanstrengte 

hexametre og lader sig uden videre 

omsætte til tidens rap-kultur ledsaget af smidige 

kropsvrid, bankende grundrytmer og fingerknips. 

Også i denne oversættelse må man sine 

steder ty til »Ordbog over det Danske Sprog« 

for at få alle detaljerne med, hvad en række af 

dagens kritikere bemærkede allerede efter at 

været nået til første sangs tredje linie (’lynne’). 

Jeg skal ikke her genfortælle den velkendte historie, 

men blot gentage, at oversættelsen er fyndig 

og finurlig, akkurat som også Homers tekst 

er det. Man kan således tage følgende splatterpassage 

fra XXII. sang vers 15-21 for endnu engang 

(dvs. som i min anmeldelse af »Iliaden«) 

at appellere til os kebab-freaks på husarernes 

første række: 

Men han blev ramt af Odysses just dér hvor 

han sigted, i struben. 

Odden af pilen gik tværs gennem halsen og ud 

gennem nakken. 

Bagover gik han med ét, og pokalen faldt ud af 

hans hænder, 

og af hans næsebor stod der en fløjte af blodet 

der sprøjted 

af dem i to tykke stråler. Han spjætted med 

foden så bordet 

vælted omkuld og maden derpå blev kastet på 

gulvet, brød og kebab griset til.

Scenen er indledningen til Odysseus’ afsløring 

af sig selv efter hjemkomsten fra sit lange fravær 

og hævnen på bejlerne, hvor ’svinet’ 

Antinoos lige har rakt ud efter sit bæger og er 

den første der rammes af Odysseus’ skud. 

Peter Brandes har beriget Dues to Homeroversættelser 

med en række markante og gennemarbejdede 

illustrationer, således også til 

denne scene (se illustration 1). Brandes’ forstudier 

til illustrationerne er dokumenteret på en 

udstilling på Statens Museum for Kunst og i 

udstillingskatalogen »Odysseen. Peter Brandes 

og Homer. Fra ord til billede«. Katalogen åbnes 

af ’bevidsthedshistorikeren’ og træhesten Keld 

Zeruneith og hans noget selv-celebrerende indledning, 

men er ellers en nøgtern rapport om 

en omfattende og detaillerig kunstnerisk 

arbejdsproces. Bogen er i smuk layout og har 

mange illustrationer, endog flere som undertegnede 

finder mere vellykkede end de i værkerne 

optrykte. Katalogen kan også bruges til at finde 

nye sider af Homers tekst med, nemlig gennem 

Brandes’ billedunivers, herunder gennem en 

række værker i sindssygt flotte og velafstemte 

farver. Bogen kan således kaldes en slags ’billed-ledsager’ 

til Homer. De mange værker er 

gengivet på fornem vis, her vil jeg blot falde for 

min egen forkærlighed for det ’præ-homeriske’ 

efemere og skitseagtige og med opfordring til 

læserne om selv at læse Homer, selv at studere 

Due og selv se på Brandes blot bringe et lille 

fint vidnesbyrd om processen i værkstedet (se 

illustration 2). 

Figur 2. Illustration af Peter Brandes 

Morten Blok mindes 

Morten Blok 

Kabinet 1999-2002 

63 sider, 148 kr. 

Samleren 

Knækprosa der gerne vil være mere 

Anmeldt af Rasmus Nikolajsen 

Morten Bloks tidligere bøger ligner ofte en fejring 

af angst, jeg har svært ved at synes om, men 

som alligevel fascinerer med sin for-meget-hed 

og sine til tider fine udkradsninger af liv i et 

sydeuropæisk (by)landskab. Hans femte digtsamling 

»Kabinet 1999-2002« er en mildere 

bog: Et mix af ‘jeg mindes’-digte hvor en blødere 

Blok sætter datid i perspektiv — og spredte 

nutidsdigte, som mere Blok-bloksk rapporterer 

fra et isoleret punkt i Sydeuropas varme. 

Minde-digtene (der udgør det meste af bogen) 

nævner typisk 3-4 hændelser eller lignende: 

»Enkelte sejre/ i tegning, men en fuldstændig 

mangel på evne/ til at fatte matematik«, og forsøger 

så at skrive dem sammen og flytte dem 

fra erindringsplanet op på et højere lyrisk plan. 

Sandsynligvis provokeret af en fars død og en 

drengs fødsel mindes digter-jeg’et således udspændt 

mellem tab og gevinst en hel masse 

begivenheder og personer. En enkelt konkret 

A Black Album 

Dan Turèll 

Here Comes Your 19th Nervous Breakdown & 

Lissom 

48 sider, 200 kr. 

Forlaget Bebop 

Anmeldt af Bodil Hohwü Nielsen 

Bebops seneste Turèll udgivelse består af to 

digte fra 1973, »Here Comes Your 19th Nervous 

Breakdown« og »Lissom«. At genudgive digte 

er et heroisk foretagende. Vi er sikkert mange 

der gennem årene har gennemrodet antikvariaternes 

kasser for at finde de gamle udgivelser i 

håb om at finde de juveler, som er forsvundet i 

trængslen af nyudgivelser. 

De to digte er lige så forskellige, som de 

egentlig er ens, for vi befinder os i Turèlls ordrige 

univers. Den kosmiske digter træder frem 

lyslevende, moderne og sært gammeldags. Det 

første digt, »Here Comes«, er et langt håndskrevet 

digt der kredser om årsskiftet 1972-73. Et 

årsskifte markerer så formelt og barsk at tiden 

går, at nu’et ikke kan fastholdes, og at vi er 

ligeså dødelige som det gamle år. Det er den 

problematik Turèll får skrevet frem i sit digt. 

Håndskriften skaber nu-heden. Vi er tilstede 

(lyrik) 

begyndelse: »Jeg mindes at du lå og åndede« 

om et nyfødt barn, bliver efter et par mellemregninger 

med besøg i zoo og mørket forsøgt 

trukket op med slutlinjerne: »Du lå på brystet/ 

med armene trykket ind under dig./ Din ryg et 

ravnsort skjold«. Det er og bliver rapporter fra 

privatzonen. Og det kunne være okay, hvis det 

var det, digtene ville være og omkredse, hvis 

digteren gjorde et nummer ud af det, hvis han 

var klar over, at det lyder åndssvagt at starte et 

digt (eller 22) med »Jeg mindes«. Minde-digtene 

er knækprosa der gerne vil være mere — 

men er mindre (end f.eks. Bo hr. Hansens 

»knæk.idiot.eik.«). 

Jeg forstår ikke, hvorfor digteren tilsyneladende 

en gang om år tager sydpå til sit gamle 

angst-pensionat: »Mens toget kørte ud langs 

perronen/ tog luften til mellem os/ som kød 

revet ud af en flanke, så/ den blodigt faldt fra 

hinanden«. Måske fordi luftkødsbilledet er fint 

(av!), hvis man streger situationen. I hvert fald 

er nutidsdigtene med de sydlandske stemninger 

og tableauer, om fortidens angstdyrkelse kontra 

den angst, der nu er betinget af kærligheden til 

en kvinde og et barn, bedre end minde-digtene. 

Blødheden fungerer bedst i denne hårdere 

sammenhæng, men de gode iagttagelsesforløb 

kvæles stadig i attitude og snak. 

Genudgivelse af Dan Turèlls sorte hæfter fra 1973 

lige her og nu hvor digtet bliver til. Den flydende 

og beslutsomme pen fyger hen over siderne, 

sommetider på langs af papiret, sommetider på 

tværs. Men som tiden og digtet går, og vi kommer 

nærmere årsskiftet – øjeblikket hvor tiden 

standser og går i gang igen – bliver skriften 

mere usikker og vibrerende. Blokbogstaver, 

citater og slagord befolker siderne og slutter i 

det besværgende »Not Fade Away«. 

»Lissom« er et anderledes struktureret digt. 

Otte sider med otte strofer på hver side, hver 

strofe på fire vers. Hvert vers indledes med et 

»ligesom« og alle strofer har rim. Digtet er 

befolket af tidens personer, af hverdagens ting 

og af livet. Her rimer Askepot med gnasket 

snot, børn man døber med blot amøber. Det er 

et svimlende digt, der med sin insisterende 

gentagelse af »lissom« suger læseren ind i en 

næsten hypnotisk tilstand. 

Når jeg har kaldt digtene gammeldags, skyldes 

det i høj grad, at de er bundet i en tid, i de 

tidlige 70’ere med Vietnamkrig osv. Man kan så 

spørge om de »gør« noget ved en læser i 2002, 

hvorfor er de stadig moderne? Svaret findes i 

digtenes uimodståelige friskhed. Den sikre poetik 

kan ikke fornægtes. Her skriver en sand digter, 

og han kan altid genkendes. 

Tak til Bebop for udgivelsen. 


(artikel) 

46 

STØJ…FORBINDELSER 

Af Jørn Erslev Andersen 

Friar hermit stumbles over 

The cloudy borderline 

Frozen warnings close to mine 

Close to the frozen borderline 

Frozen warnings close to mine 

Close to the frozen borderline 

Nico, »Frozen Warnings« 

The Marble Index 1969 

Om Kants musik, Ildfiskens digtoplæsninger og om støj, æstetik og fender-guitarer 

STØJ… 

Hvad er egentlig forskellene mellem 

de lyde, der i ganske almindelig 

tale går under betegnelserne 

’støj’, ’larm’, ’vellyd’ og ’musik’? 

Er der afgørende forskel på ’naturlige’ 

lyde, blodets susen, en syngende 

skov, og ’artificielle’ lyde, en 

motors hakken, en modfaset fender 

stratocasters syngende hæshed? 

Spørgsmålene er gode, det er 

simpelthen svært at svare på dem. 

Besvarelser kan være af æstetisk, 

teknisk-fysisk, objektivt registrerende 

eller subjektiv karakter – 

som regel dog en ikke nærmere 

afklaret blanding af det hele. Den 

moderne æstetiks ubestridte nestor, 

den tyske filosof Immanuel 

Kant, giver et par eksempler 

herpå. I »Kritik der Urteilskraft« 

(»Kritik af dømmekraften«) fra 

1790 rangordner han kunstarterne 

og placerer musikken i bunden. 

Han har bl.a. en opbyggelig note 

for de få af os, der i et givet selskab 

ikke altid er lige begejstrede 

for det udbredte ønske om selvhenført 

fællessang efter folkehøjskolesangbogen, 

efter den altid 

forhåndenværende let ustemte 

guitars (eller ditto klavers) repertoire 

af rock- og folkemusikkens 

åbenbart uopslidelige kanon eller 

efter de uendelige slæberier på 

selvskabte klampefødder i selskabslokalerne. 

Kant skriver: 

De som anbefaler åndelige sange 

ved familieandagten har ikke forstået, 

at de ved en sådan larmende 

(og derfor som regel skinhellig) 

aktivitet påtvinger publikum et 

stort besvær, for de tvinger naboer- 


ne til enten at synge med eller at 

indstille tankevirksomheden. 

Denne eftertænksomme note hører 

til et afsnit, hvori Kant bemærker, 

at musik i bund og grund er en 

ikke-urban aktivitet, idet den umådeholdent 

breder sig ud over alt 

og alle og derfor fratager den, der 

vil være i fred, sin frihed til ro, 

akkurat som vanen med at vifte 

med et parfumeduftende lomme- 

tørklæde påtvinger de omkringværende 

et ulideligt åndedrag — 

hvorfor det da også er gået af 

mode, som filosoffen tørt og lettet 

bemærker. 

Små ti år efter, da Kant er rigtig 

gammel, må han dog reflektere 

lidt over emnet gehør og lyd. I det 

noget rodede og skitseagtige og, på 

trods af ubehagelige anti-semitiske 

træk, genuint vidtløftige alderdomsværk 

»Anthropologie in 

pragmatischer Hinsicht« fra 1798 

underholder han med sin opfattelse 

af forholdet mellem sprog, 

lyd og sansning. I værkets første 

bog om erkendelsesevnen er der et 

lille afsnit om gehør. Der er for det 

første en middelbar sansning, der i 

og gennem den luft der omgiver os 

lader en fjern genstand blive 

opfattet, nemlig ved hjælp af taleorganet, 

at munden sættes i bevægelse, 

hvorved mennesket på 

enkleste vis kan dele tanker og 

indtryk med andre. Taler man 

imidlertid om den sansning af lyd, 

som Kant forbinder med en »vitalitetsfølelse« 

(»Vitalsinn«) i form 

af en regelmæssig spillen på gehørets 

(hørelsens) fornemmelser 

uden begrebslighed (kategorier, 

indhold, semantik), må man ty til 

tonernes verden. Kant siger det 

ikke direkte, men der er tydeligvis 

tale om musik. Den gør det muligt 

at opfatte sprogets rent lydlige 

side. Dette er en meddelelse ikke 

af genstande, men af følelser fra 

fjerne afstande, som bibringer 

samfundsmæssig nydelse. 

Disse overvejelser ligger på flere 

punkter ganske tæt op ad blandt 

meget andet Hölderlins vekslende 

toner i senværket (1800-1807), 

Novalis’ monologiske skelnen 

mellem teknisk (meddelende, 

klassificerende) og naturligt sprog 

(hinsides enhver forestilling om 

’meddelelse’) og Heideggers snu- 

blende og cirklende lyd-ligheder 

som filosofisk refleksionsprincip. 

Kant og kompagni har tydeligvis 

øre for sprogets lydlige side, dets 

klang og den sprogligt-sonore 

gestiks vibrerende, stammende, 

tøvende, rungende, hakkende, flydende, 

fistel-kiksede, jappende, 

gøende, hersende, prustende, sukkende, 

aspirative, stødende, gurglende, 

jamrende, klagende, afvisende, 

selvhenførende, aggressive, 

selvhenførte, selvsmagende, indsmigrende, 

jublende, selvdementerende, 

selvkontrollerende tonaliteter 

blandt, selvfølgelig, mange 

andre. Det er disse stemmeføringernes 

sonore baggrundstæpper af 

krop, skæbne og grad af melodiøsitet, 

der gør en forskel mellem en 

læst og en oplæst tekst (sagt uden 

valoriserende præferencer). At det 

forholder sig således kan man på 

bedste vis, og virkelig på bedste 

vis, få bekræftet ved at anskaffe sig 

det seneste nummer af »Ildfisken 

# 29«, 2002. Det består nemlig af 

et omslag og en cd med en JYSK 

kanon af oplæsninger. Og hvilke 

oplæsninger! På rad og række 

læser Thøger Jensen, Per Højholt, 

Peter Adolphsen, Peter Seeberg og 

John Bang Jensen op af egne værker. 

Det er beherskede, aldrig 

krukkede eller krampagtige oplæsninger, 

de fnisefremkaldende eller 

ligefrem lattervækkende tekster 

fremføres med en let tilbagelænet 

og intens distance, der gør det til 

en fryd for øre såvel som tanke at 

høre på. Selv kan jeg ikke undgå 

at holde mest af Højholts fænomenale 

introduktion til og oplæsning 

af den lige så fænomenale »Skabningens 

suk« (Hald Hovedgaard 

august 1984), samt Peter Seebergs 

besk tilbageholdte munterhed i og 

ganske lette snøvlen ved oplæsningen 

af »Argumenter for benådning« 

(Hald Hovedgaard februar 

1977). Det er simpelthen ubetaleligt. 

De tre noget yngre digtere står 

sig godt i selskab med disse to 

koryfæer, både som oplæsere og 

digtere. De er dog mere anonyme i 

deres oplæsninger, præget som de 

er af den borumske oplæsningstekniks 

rytmisk udklingende beto-

ning af visse ords lange endelser. 

Thøger Jensen er, synes mit øre, 

den mest stilsikre oplæser af de 

tre hver for sig ellers alt andet end 

hørehæmmede oplæsere. 

I den stemmebårne lyrik forenes 

lyd, betydning og betoning i en 

åben og vibrerende semantik. Sine 

steder i form af vellyd, andre steder 

i form af mislyd. Derved er vi 

tilbage ved indledningsspørgsmålene: 

hvor går grænserne og hvordan 

adskiller det ene sig fra det 

andet, sådan rent definitorisk? 

I en lige så ambitiøs som lille og 

dertil engelsksproget pamflet i 

dagsaktuelt udstyr kaldet »The 

Aesthetics of Noise« tøver støjrock- 

og electronica-specialisten 

Torben Sangild ikke med at give 

os svar på vor undren. Uden at 

ryste på hånden konstaterer han, 

at der findes 1) akustisk støj fx 

hvid støj, 2) kommunikativ støj fx 

signal-forstyrrelser: forvrængede 

el-guitarer eller elektroniske overstyringer 

og 3) subjektiv støj, dvs. 

støjoplevelse baseret på ideosynkrasi 

og kultur-historiske betingelser. 

Herefter gives en meget kort 

skitse over »støjens historie«, der 

for Sangild for alvor starter med 

Luigi Russolos manifest »The Art 

of Noise« fra 1913 og terminerer i 

to dimensioner. Den første af disse 

to dimensioner er støjrocken fra 

»The Velvet Underground« til 

»My Bloody Valentine«’s glatte 

mesterværk »Loveless« (koncert i 

Pakhuset, som Sangild har hørt, og 

lp/cd fra begyndelsen af 90’erne). 

Derefter er det slut med rockens 

innovative støj, fra nu af gælder — 

i Sangilds heuristiske, historiefilosofiske 

og Adorno-inspirerede forbudskanon 

— kun den elektroniske 

musikscene, som da er den 

anden og i dagens kultur eneste 

gyldige støj-scene. De indledende 

terminologiske noter og den ultrakorte 

historiske skitse eksemplificeres 

deskriptivt med 

bemærkninger til »Sonic Youth«, 

»My Bloody Valentine«, Merzbow 

og Curd Duca. Som afsluttende 

perspektiv gives et »mod en støj- 

ens æstetik«-kapitel. Der åbnes tre 

mulige veje: 1) støjens dionysiske 

og sublime dimensioner (i en 

æstetikhistorisk set indirekte og 

noget uafklaret sammenblanding 

af Burke, Kant og Nietzsche), 2) 

abjektiv støj (lex Julia Kristeva) 

og 3) støj som multiplicitet (lex 

Michel Serres). 

Det opløftende ved Sangilds 

pamflet er, at han tager støj-musikkens 

æstetiske dimension alvorlig 

uden de ellers udbredte tekniske 

og sociologiske reduktionismer. 

Med sit definitive system afskærer 

han sig imidlertid også fra en lidt 

mere åben og lyttende overvejelse 

over lyd-, støj- og musik-emnets 

ret så komplekse karakter, der nok 

næppe lader sig begribe ved hjælp 

af et lille udvalg af de teorier, der 

engang i 90’erne blev undervist i 

på diverse litteraturvidenskabelige 

institutter. 

Man kunne elliptisk forfølge en 

lidt anden tangent tværs gennem 

Sangilds solsystem ved lidt mere 

inklusivt at fundere over fx støjens 

tilrettelagte og tilfældige æstetiske 

kvaliteter. 

…FORBINDELSER 

Da Copenhagen JazzHouse sidste 

år fyldte ti år blev det fejret med et 

festfyrværkeri af en jazz-antologi, 

nemlig Benedicta Pécselis smukt 

layoutede »øjeblikkets antæn- 

delse«. Den indeholder et væld af 

små essays af og interviews med 

nogle af jazzens fremmeste kritikere, 

musikere, lyttere og afficianados. 

Alt dette ledsages af en fornem 

billedside. 

Antologien handler af gode 

grunde ikke om støj. Derimod ganske 

meget om jazzen som øjeblikkets 

musik, om den øjeblikkelige 

inspirative og kommunikative 

antændelse musikerne imellem og 

derfor mellem de udøvende og 

publikum. Bogen kunne også have 

heddet ’spontan antændelse’, titlen 

er nemlig hentet fra et Art 

Blakey-citat anbragt på bogens forside, 

han taler om »spontaneous 

combustion’«. Denne øjeblikkelige 

eller spontane antændelse, hvor 

musikerne pludselig finder sammen 

i en intern rytmisk, tonal 

eller harmonisk kommunikation 

hinsides en forudbestemt kompositionel 

eller løst skitseret orden, 

er et af jazzens mest kreative 

momenter, således kan komposition 

være improvisation i slowmotion, 

som Thomas Clausen ser 

det i et interview. I sit bidrag taler 

Niels Albertsen inspirerende om 

»Jazzmospherical Gestures« og Per 

Aage Brandt om jazzens brændende 

fornuft. Begge ligger på linie 

med Peter Vuust og hans analyser 

(artikel) 

af rytmisk kommunikation i bogen 

»Polyrytmik og –metrik i moderne 

jazz« (2000). 

Sådanne øjeblikke omtales ofte 

i jazzhistorien i et mytisk tonefald 

som noget der finder sted ved 

denne eller hin ganske bestemte, 

daterede og lokaliserede koncert. 

Har man ikke været der, kan en 

annoteret bånd-, lp- eller cd-udgivelse 

godt accepteres. Det interessante 

i nærværende essays ’støjperspektiv’ 

er, at sådanne optagelser 

ofte er langt mere intense at 

lytte til end rentegnede og vel-producerede 

studie-optagelser – 

netop på grund af den tilfældige 

støj, der er i og ledsager musikken: 

dårligt afbalanceret optagelse 

instrumenterne imellem som på fx 

de legendariske Bill Evans-triooptagelser 

»Sunday at the Village 

Vanguard« og »Waltz for Debby« 

(begge 1961), som nogle af os 

aldrig bliver trætte af lytte til. 

Eller publikums mumlen, skramlen 

og flaskeklirrende tilstedeværelse 

med tilråb, hujen og applaus. 

Eller båndsus. Eller anden baggrundsstøj, 

fjern trafiklarm, klokkeringning, 

instrumentskramlen, 

musiker-mumlen, mikrofon-stød. 

Denne tilfældige støj bliver til et 

integreret element i den alt andet 

end støj-fikserede musik-begivenhed. 

Den findes også på live-optagelser 

såsom »Cheap Thrills« med 

»Big Brother & the Holding 

Company« med Janis Joplin (1968) 

og »Live at the new orleans house, 

berkeley« med »Hot Tuna« (1970), 

begge lp’er har fx den klirrende 

lyd af en flaske der smadres på 

gulvet. 

Herfra er der ikke langt til så at 

integrere sådanne okkasionelle 

støj-elementer i selve kompositionen, 

at udnytte et sådant støjpotentiale 

som en på forhånd tilrettelagt 

mulighed. Det sker samtidigt, 

men på vidt forskellige måder i 

bl.a. Jimi Hendrix og »The Velvet 

Underground« fra slutningen af 

1960’erne. Hendrix tager bluestraditionen 

fra Robert Johnsons innovative 

guitar-spil op ved at booste 

de elektriske muligheder, der 

siden den elektriske Chicago-blues 

fra 40’erne og 50’erne har været 

knyttet til den overstyrede rør-forstærker. 

Johnsons ekvilibrisme på 

en guitar med strenge-klirren og 

slag mod gribebrættet med bottlenecken 

er aldrig siden overgået på 

en akustisk blues-guitar, det er 

Hendrix’ blues-feeling for overstyring, 

feedback og en hvid fender 

telecasters lige så markante som 



(kritik) 


ekstreme lydrepertoire heller ikke. 

I begge tilfælde integreres ’instrument-støjen’ 

som integralt moment 

i selve spillet, frem for, som mange 

anæmiske kritikere ønsker det, at 

fortrænge den. Sådan er det også 

hos de alt andet end blues-inspirerede 

»The Velvet Underground«. 

Her er der snarere tale om en 

avantgardistisk anvendelse af elektrisk 

overstyring og ’grim’ lyd-optagelse 

for at forlene en stærk sårbarhed 

eller sensiblitet især hos 

Lou Reed og Nico med en konfrontativ 

brutalitet og en John Cales 

klassisk dannede lydekstremiteter 

efter Stockhausen, Cage og Warhol. 

Springer man frem til el-guitareksperimentatorerne 

»Sonic 

Youth« og lydmaskinen »My 

Bloody Valentine« er situationen 

en helt anden end i tilfældene 

Hendrix og »The Velvet Underground«. 

I begge tilfælde handler 

det ikke om at undersøge og 

videreudvikle tilfældigt opståede 

og hidtil uhørte instrumentale 

muligheder, Hendrix’ fænomenale 

forvrængninger, wah-wah og feedback 

eller »The Velvet Underground«s 

langt mere primitive forstærkerhylen. 

Nu handler det om 

at forfine en højt udviklet teknik i 

et forsøg på at udvide eller ligefrem 

sprænge rock-musikkens 

grænser. Det resulterer i et fænomen 

kaldet ’støj-rock’. Men her er 

’støj’ ikke længere noget udelukkende 

tilfældigt, men del af et ofte 

gennemkomponeret og kompliceret 

lydflow. Her som i music concréte 

a la Else Marie Pade og i aktuel 

electronica er der tale om tilrettelagt 

støj. 

Set i et kompositionelt, analytisk, 

musikalsk udøvende eller lyttende 

perspektiv gør afstanden 

mellem tilfældig og tilrettelagt støj 

noget af en forskel. Begge må i jazz, 

rock og electronica siges at være 

lige vigtige, men deres perceptionelle 

og kulturelle antrit er vidt 

forskellige. Det er derfor også en 

smule futilt at tale om Hendrix, 

»The Velvet Underground«, »Sonic 

Youth« og »My Bloody Valentine« 

som om de spillede på den samme 

fender-guitar. Det gør de ikke, og 

de udnytter instrumentets støjmusikalske 

potentialer af både tilfældig 

og tilrettelagt art på vidt 

forskelllige måder. Hvorfor også 

fænomenet ’støj-rock’ i et æstetisk 

perspektiv må kobles med en 

teknisk og perceptionel side, der 

tager musikerens, komponistens, 

øjeblikkets, producerens og mediets 

konceptualiseringer alvorligt. 

48 


Om et skånsk fænomen som 

»Bob Hund« tangerer genren ’støjrock’ 

kan være lidt tvivlsomt. Men 

de udnytter på cd’en »bob hund« 

(2002), »10 år bakåt & 100 år framåt«, 

til fulde forskellene mellem 

den støj, der ledsager en live-optræden 

i en engelsk klub London 

23. maj 2001 og studie-optagelser 

fra gruppens 10 år. I begge tilfælde 

trykker de den af med en energi og 

nogle tekster, der i enhver henseende 

sparker fødderne væk under 

én, »Istället för musik: förvirring«. 

Og måske er deres musik i virkeligheden 

udtryk for, at et eminent 

udnyttet støj-potentiale, klassisk 

rock-musik, skånsk brovte-humor 

og en vis anarkistisk sans også 

simpelthen kan være udtryk for 

netop en energi. Det kunne være i 

et sådant både ubestemt og singulært 

transformationsfelt støj og 

musik kunne mødes. Så nu forlades 

scenen og øret hældes ind i 

»Bob Hund«, ind i en energi hinsides 

duracell-kaninernes monotone 

trommeri. God energi, altså. 

Rengøring som en hvid tornado i 

hjernens mugne og spindelvævsbesatte 

områder. Drik øl og bræk 

dig, som Bob Hund anbefaler de 

engelske og svenske tilhørere på 

live-cd’en. Også det støjer, men 

vist nok uden at — larme? 

Spørgsmålet om forskellene 

mellem larm og støj må vi nok 

hellere meditere en smule over 

ved en anden og mere passende 

lejlighed. 

(tak til Sara Alfort (bob hund) og 

Rasmus Steffensen (geiger:)) 

»Ildfisken # 29« 2002 (cd) 

»geiger: # 6« 2002 (gratis århusiansk 

ROSA-skrift om bl.a. støjrock 

og electronica) 

Benedicta Pécseli (red.), »øjeblikkets 

antændelse«, Copenhagen 

JazzHouse 2001 

Torben Sangild, »The Aesthetics 

of Noise«, Datanom 2002 

Peter Vuust, »Polyrytmik og 

–metrik i moderne jazz«, Det jyske 

Musikkonservatorium 2000 

Bill Evans Trio, »Sunday at the 

Village Vanguard« (cd) 

Bill Evans Trio, »Waltz for Debby« 

(cd) 

Bob Hund, »bob hund« (2 cd) 

My Bloody Valentine, »Loveless« 

(cd) 

Sonic Youth, »Screaming Fields of 

Sonic Love« (cd) 

Big Brother & the Holding 

Company, »Cheap Thrills« (lp) 

Hot Tuna, »Live at the new orleans 

house, berkeley« (lp) 

Modernismen 

modereret 

Eksklusivt udvalg af Johannes Jørgensens 

litteraturkritik 

Johannes Jørgensen 

Essays om den tidlige modernisme 

Redigeret af Peer E. Sørensen 

222 sider, 234 kr. 

Forlaget Klim 

Anmeldt af Dag Heede 

Omslag: Joyce Grosswiler med maleri af Johan 

Rohde: “Johannes Jørgensen” (1925) 

I fjor udgav Forlaget Klim i deres 

nye, eksklusive serie af ’kulturklassikere’ 

et udvalg af Johannes 

Jørgensens (1866-1956) tidlige litteraturkritik. 

Redaktion, lærd 

kommentering og efterskrift er lagt 

i Peer E. Sørensens kyndige hænder. 

Hans indsats er fremragende. 

På suveræn, om end ikke ganske 

pædagogisk vis bliver Jørgensens 

tekster analyseret, perspektiveret 

og problematiseret. Sørensens 

overordnede projekt er at moderere 

den danske modernismekonstruktion, 

der — groft sagt — ser 

modernismen som et dansk fænomen 

udsprunget i nittentresserne 

med Johannes V. Jensen som eneste 

forgænger. Johannes Jørgensens 

negativitetsæstetiske ungdomskritik 

fra halvfemserne viser ifølge 

Sørensen en fuldt udfoldet modernistisk 

sensibilitet, som i det videre 

forfatterskab erstattedes af religiøs, 

anti-modernistisk dogmatik. 

Jørgensen endte efter konverteringen 

til katolicismen i 1896 med 

at skrive sig ud af modernismen 

og ind i klassicismen. 

Udvalget strækker sig fra 1891 

til 1906 og illustrerer, hvor radikalt 

Jørgensen ændrede sine litte-

atur- og kulturhistoriske konstruktioner. 

Især romantik- og 

modernismebegreberne ændrer 

betydning, indhold og værdi. I 

halvfemsernes antibrandesianisme 

fremstilles romantikken som alliancepartner 

og idealistisk modvægt 

til naturalismen. I det fascinerende 

og besynderlige essay 

»Romantikken i moderne dansk 

litteratur« fra 1904 kollapses derimod 

de to begreber, så naturalismen 

fremstår som en videreudviklet 

romantik forstået som egoismens, 

anarkismens og jeg-dyrkelsens 

tænkning. Georg Brandes 

fremstilles nu som den største 

romantiker af dem alle. Over for 

disse modernitetens og subjektivitetens 

dårligdomme indfører 

Jørgensen klassicistiske begreber 

om dagligdag, vilje, lov og katolicisme, 

der minder om såvel 

klostrenes asketisme som renæssancens 

stoicisme. 

Selve essaysamlingen er således 

udspændt mellem forelskede, indfølende 

og ofte spejlende portrætter 

af åndbeslægtede digtere som 

Edgar Allan Poe, Baudelaire, 

Shelley, Huysmans, Verlaine og 

Mallarmé og som modpol 1904essayets 

afsværgelse af ungdomsfascinationensdekadencedyrkende 

subjektivisme. Stilistisk er der 

mest at hente i halvfemser-teksterne, 

hvor Jørgensens indlevelse i 

sine åndsfæller medfører næsten 

sammenglidninger mellem citater 

og analyse. Jørgensen bliver næsten 

Poe, Baudelaire og Shelley. 

Eller også er det omvendt, som 

også Sørensen kritisk bemærker: 

»I essayene fra 90’erne kan man 

overalt iagttage, hvorledes han 

næppe kan skelne mellem sit eget 

og det fremmede, i den grad læser 

han kreativt-identifikatorisk«. 

Identifikationen har omkostninger; 

der er tale om såvel ’lukninger’ 

som ’åbninger’ i Jørgensens digterportrætter, 

der altid er bundet op 

på romantikkens centrering om 

digtersubjektet og således ikke kan 

rumme f.eks. Baudelaires og 

Mallarmés ’upersonlige’ poetikker. 

Hele Jørgensens kongerække af 

tvillingesjæle, hele det åndsaristokratiske 

herreselskab bliver med 

vold og magt konstrueret som 

heroisk-patetiske figurer; de bliver 

gjort til romantiske digtersubjekter 

og identifikationsfigurer for den 

søgende litterat og hans radikale 

antimaterialisme og antikapitalisme, 

en søgen, der går fra »Sjælens 

Sumpegne« og »Sprogets 

Ligpletter« til genopstandelsen i 

den katolske tro. 

Kattens røvhul 

Glimrende, udtømmende — og dansk 

introduktion til Borges’ forfatterskab 

Ditlev Tamm 

Jorge Luís Borges 

– en introduktion 

280 sider, 295 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af Anne Marie Dinesen 

En gang i begyndelsen af 1980’erne, 

da nogle af os lige var begyndt 

at læse Borges med stor begejstring, 

udbrød en af mine lærere 

fra universitetet, »Jamen han er jo 

fascist!«, underforstået, så må man 

ikke læse ham. Borges var ikke 

fascist eller noget i den retning, 

men under læsningen af denne 

bog undrer det mig pludselig, 

hvordan i alverden han kunne 

være så ufatteligt dum at modtage 

en litterær pris i Chile i 1976? Tre 

år efter militærkuppet, i forbindelse 

med hvilket Allende blev 

myrdet og tusinder af civile forsvundet 

eller flygtet ud af landet? 

Borges havde tilsyneladende 

ikke noget entydigt politisk ståsted 

— og hvem har for øvrigt det 

andre end fanatikere — og udtalte 

lidt af hvert gennem sin levetid 

afhængig af de politiske forhold. 

Et faktum, som tilsyneladende var 

medvirkende til, at han aldrig fik 

Nobel prisen. Men det er der nu så 

mange andre betydelige forfattere, 

der heller ikke har fået. Borges var 

vistnok primært en tilbagetrukket 

aristokratisk, eller med sine egne 

ord »en uskadelig anarkist«. Ditlev 

Tamm benævner ham »platoniker« 

og tilføjer: »Ikke staten, men 

biblioteket og ideernes verden var 

hans sted.« 

Den praktiske verden var ikke 

lige Borges’ gebet, men til gengæld 

var netop verdenslitteraturen, filosofien, 

sproghistorien osv. en verden, 

i hvilken Borges bevægede 

sig med stor lethed og elegance. 

Tamm understreger da også kombinationen 

af litteratur og filosofi 

som »en del af charmen ved hans 

værker«. 

Inden jeg begynder at kritisere, 

eller måske bare undre mig over 

visse udeladelser, vil jeg fastslå, at 

denne bog er en aldeles glimrende, 

grundig og udtømmende introduktion 

til Borges’ forfatterskab. 

Det, der undrer mig er, at Tamm 

er så ufatteligt diskret og nærmest 

tavs omkring de forhold i Borges’ 

liv, som de fleste Borges-aficionados 

kender til, og som kunne 

nuancere portrættet. Borges boede 

det meste af sit liv sammen med 

Jorge Luís Borges 

(Foto: Alicia Jurado) 

sin mor og den berømte hushjælp 

Fani i gaden Maipu i Buenos Aires 

(samt i en periode den fede, hvide 

kat Beppo). Derudover havde han 

en særdeles interessant vennekreds, 

som bl.a. bestod af Victoria 

Ocampo, Aldolfo Bioy Casares, 

Silvina Ocampo (gift med Bioy), 

María Esther Vazquez, o.a. 

María Esther Vazquez udgav i 

1996 den prisbelønnede biografi 

»Borges- esplendor y derrota«, en 

(kritik) 

bog, som Tamm henviser til ganske 

kortfattet. Men i øvrigt ikke 

anvender som kilde, hvilket er 

synd, da den er spækket med de 

herligste anekdoter. Måske skyldes 

denne diskretion, at Tamm, da han 

første gang var i Buenos Aires i 

1997, »mødte mennesker, der 

havde kendt Borges, herunder 

María Kodama«. Borges havde en 

del hjælpere, som rejste med ham, 

skrev efter hans diktat osv. i forbindelse 

med den tiltagende 

blindhed, og sidstnævnte — María 

Kodama — blev den sidste i rækken 

af »unge studiner«. Kort før 

Borges’ død i juni 1986 blev han 

gift med Kodama. Ifølge Vazquez’ 

biografi ophørte al kontakt med 

vennekredsen, da Kodama tog 

over, og det er et velkendt faktum, 

at den gamle vennekreds var 

stærkt bekymret over den sociale 

isolation, som Kodama etablerede 

omkring Borges. Så stærk var isolationen, 

at Borges’ elskede søster 

Norah måtte læse i avisen, at hendes 

bror var død i Genéve af en 

sygdom, hun ikke engang anede, 

han led af. Og det er også et velkendt 

faktum, at såfremt man vil 

have foretræde for Kodama, som 

via giftermålet erhvervede sig rettighederne 

til Borges’ samlede 

skrifter, må man ikke samtidig 

have forbindelse til for eksempel 

María Esther Vazquez. Hvilket 

denne anmelder for øvrigt har, 

idet Vazquez, i lighed med Borges, 

er et generøst menneske, der åbner 

sit hjem for tilrejsende. Så for at 

nuancere en smule på dette portræt, 

lad os da tage en anekdote, 

fortalt af den danske litterat Karl 

Erik Schøllhammer, der interviewede 

Borges i lejligheden i Maipu. 

Borges var en stor kender af de 

gamle nordiske sprog. Litteraten 

blev modtaget, og man konverserede 

lidt. Pludselig spurgte Borges, 

om ikke det er sandt, at man i 

Danmark har et hav, der hedder 

»Kattens røvhul«? Schøllhammer 

trak lidt på det, i samme øjeblik 

tog Borges den store hvide kat — 

Beppo — som lå i hans skød, og 

vendte så at sige kattens røvhul 

mod litteraten som en illustration. 

Borges tilføjede, »Har I ikke et 

hav, der hedder Kattegat?« 

Det er trist at den store del af 

Borges’ liv, som han tilbragte sammen 

med vennekredsen og familien, 

så at sige »ikke må eksistere 

mere«. Men kan man læse spansk, 

kan man supplere Tamms udmærkede 

introduktion til forfatterskabet 

med Vazquez’ bog om både 

forfatterskab og liv. 


(kritik) 

Dag Heede 

Det umenneskelige 

Analyser af seksualitet, køn og 

identitet hos Karen Blixen 

258 sider, 250 kr. 

Syddansk Universitetsforlag 

Anmeldt af Svend Erik Larsen 

Her bliver Karen Blixen krystet i 

et solidt favntag. Dag Heede lader 

postfeminisme, dekonstruktion og 

kønsteorier få et godt tag i den 

spinkle krop og ryste hende tæt og 

hedt. Det er der kommet en meget 

konsekvent bog ud af. 

Konsekvens skal man altid bøje 

sig for. Hvis man udviser den, står 

man inde for den og bliver dermed 

selv del af den. Det er helt i 

overensstemmelse med Blixens 

lovbundne univers hvor friheden 

paradoksalt skabes gennem en 

ekstrem indforståethed med love 

hinsides den personlige vilje og 

lyst. 

Dag Heede er selv holdt godt 

fast, helt ned i sit sprog, af de teorier 

der har sat gang i hans læsning. 

Man er aldrig helt klar over 

om teorierne har udfordret så 

meget at Blixen skal illustrere dem 

– hun er eksempel. Eller om 

Blixen selv udfordrer teorierne og 

derfor må aktualiseres ved at hylles 

i andre begrebslige gevandter 

end dem hun selv og andre har 

iført hende – hun dekonstruerer 

de felter Heede undersøger. Omklamres 

hun eller omfavnes hun? 

Gennem en række nyere kønsteorier 

stiller Heede på ny spørgsmål 

til krop, køn, seksualitet hos 

Blixen. Det grundlæggende greb er 

ikke at se Blixens enkelte fortællinger 

som helheder, men på de 

kønnede sager på tværs af forfatterskabet. 

Det giver nogle fordele i læsningen. 

Der kan forfølges én linie 

og kun den. Og det sker. Heede vil 

undersøge hvordan det frit vælgende, 

suveræne individ rykkes 

ud af sin vilje og suverænitet gen- 

50 

Omfavnelse 

eller omklamring? 

Konsekvent og grundig bog om Blixen, der dog mere stiller 

spørgsmål på ny, end den stiller nye spørgsmål 


nem seksualitetens brogede udtryk 

og forvandlinger. Mennesket gøres 

umenneskeligt fordi det hverken 

kan styre sig selv, andre, sproget 

eller kønnet. Der er en hyppigt 

gentaget afstandtagen til biografisk 

eller almindelig humanistisk fortolkning 

af Blixen. Overhovedet er 

gentagelser hyppige i bogen, helt 

ned i de enkelte sætningers lidt 

Else Skolemesteragtige opremsninger 

af synonymer. 

Bogen bygger på fire samlende 

temaer: hetero-normalitetens 

dæmonisering, erotikkens variationer, 

kønnets ustabilitet og identitetens 

maskepi. I sit dementi af det 

selvberoende menneske tager 

Blixen hul på de »kommende forhandlinger 

omkring en endnu ikke 

eksisterende post-human filosofi« 

som de allersidste ord lyder. Om 

et post-humant univers overhovedet 

rummer mennesker der kan 

forhandle sådan noget, er lidt 

usikkert. Når jeg ovenfor personificeret 

både Blixen og Heede selv 

som skribenter, er jeg næppe selv 

helt i samklang med Heede. 

Teoretiske nybrud er jo i princippet 

nødvendige for at viden og 

opfattelser kan flytte sig. Ikke et 

ondt ord om det. Men nogen 

garanti er det jo ikke, selv når det 

som her er vidende og grundigt 

gjort. 

Der er to vanskeligheder som 

begge viser sig i sidste kapitel. Her 

taler Heede om de »større fortællinger 

som [individet] selv er en 

underordnet del af«. Det er just 

Blixens udtryk for umenneskelighed: 

når man træder ind i en fortælling, 

og det kan man ikke 

undgå, så tager dens strukturer 

over, og når den er færdig, er man 

helt umenneskelig — færdig, til at 

se som objekt. 

Men når Heede ikke tager fortællingen 

hos Blixen som et helhedsbegreb, 

kommer han ikke i 

dialog med de aspekter i teksternes 

eget univers der tematiserer 

umenneskeliggørelse, og som 

udfordrer de former for umenneskeliggørelse 

som Heede bringer 

ind. Hvis de nye teorier skal 

udfordres, er der heller ingen vej 

uden om at skulle tage livtag med 

hvad skæbne er hos Blixen, uanset 

hvor klamt og humanistisk nogle 

på forhånd måske synes det er. 

En andet aspekt der heller ikke 

inddrages med nogen vægt, er det 

historiske perspektiv. At fortælle 

er at blive del af og skabe historie, 

og fortællingerne selv er, som form 

og som motivverden, fortolkninger 

af kulturhistorien. De genaktualiserer 

tænkeformer, hedder det 

omsider til allersidst. De er ikke 

blot, som ellers mest i bogen, mødesteder 

for intertekstuelle henvisninger 

til dette og hint. 

Derfor stiller Heede mere 

spørgsmål på ny, end han stiller 

nye spørgsmål. Heteroseksualitetens 

omvendinger, kønnets ustabilitet, 

identitet som maske — 

jamen, det er jo kendte spillebrikker 

fra Ovids »Metamorfoser«, fra 

Shakespeares komedier, fra Petronius, 

fra Genji-romanen, fra 

»1001 nat«, fra Marivaux og fra ... 

Traditionens og fortællingens 

umenneskeliggørende virkning 

som forudsætning for identitetsdannelse 

skinner som sagt igennem 

i Heedes sidste kapitel. Selv 

om individuelle valg ikke er i høj 

kurs i det post-humane univers, 

ville jeg nok have valgt at sætte 

sidste kapitel først og fået et afsæt 

i de aspekter hvor Blixen kan 

ryste igen, men fortsat udfordrende. 

Og at bogen agter at tage 

Blixen op som udfordring, det har 

min udelte sympati.

Hilsner fra bogkælderen, 

bagerste hylde 

Karsten Sand Iversen 

Skyggebiblioteket 

126 sider, 198 kr. 

Batzer & Co 

Beretninger fra Øst- og Centraleuropa 

Anmeldt af 

Anders Klinkby Madsen 

»Skyggebiblioteket« er en samling 

historier om mennesker og bøger i 

den øst- og centraleuropæiske litteratur 

i det 20. århundrede. Den 

begynder med beretningen om 

den jødiske digter Avraham Ben 

Yitzhak fra Przemys´l og slutter 

med historien om den jødiske forfatter 

Isak Samokovlija fra Sarajevo. 

Vi befinder os i periferien af 

en excentrisk bogsamling blandt 

forfatternavne, få har hørt, og hvis 

bøger endnu færre har læst. 

Det har til gengæld Karsten 

Dannelser 

Sand Iversen. Hans generøst vidende 

og suverænt skrivende formidling 

af bogens fjorten forfatterskaber 

oplyser en litteratur, som 

ikke er ukendt af æstetiske, men 

historiske grunde. Kulturerne, som 

værkerne udsprang af, blev udryddet 

eller selvdestruerede i løbet af 

det 20. århundrede. Det er ikke 

afstanden i tid, men diskontinuiteten, 

der gør, at der er brug for en 

oversætter af Iversens format til at 

forbinde os med disse kulturers 

historier. Og det gør han. Ord til 

ord og tanke til tanke. Tilmed i 

noget af den bedste og mest varierede 

prosa der skrives på dansk. 

Som mange forhåbentlig vil vide, 

har bogens stykker tidligere været 

trykt i »Standart«. 

De fjorten forfattere, som bliver 

biograferet i hver deres essay, 

stammer alle fra tidligere provin- 

20 bud på, hvad dannelse var og bør være 

— set fra Aarhus Universitet 

Martin Blok Johansen (red.) 

Dannelse 

348 sider, 298 kr. 

Aarhus Universitetsforlag 

Anmeldt af Birgit Eriksson 

Hvad er dannelse? For 10-15 år 

siden var der ikke så meget tvivl 

om den sag. Dannelse var noget, 

borgerskabet havde fundet på for 

at beskytte sig selv mod den truende 

modernitet og for at afgrænse 

sig fra alle dem, der ikke havde 

den: alle dem, som ikke kunne 

konversere om de litterære klassikere, 

mens de med dannet pænhed 

undgik at hæve stemmen eller 

at spilde suppe på det nydeligt 

konservative tøj. Dannelse var dermed 

også noget, der tilhørte fortiden. 

Sådan er det imidlertid ikke 

ser i det østrig-ungarske dobbeltmonarki, 

og mange er formet af 

monarkiets undergang med Første 

Verdenskrig, de nye nationers opkomst 

og ikke mindst jødeforfølgelserne, 

der kulminerede i nazismen 

og Anden Verdenskrig. 

»Skyggebiblioteket« er også et 

katalog over ofrenes, især jødernes, 

ord. 

Det er kendetegnende, at 

Iversen fremhæver sloveneren 

Ivan Cankar, der beskrev fattigdommens 

Wien og er forfatter til 

blandt andet den lille østrigske 

pornografi »Josefine Mutzenbacher«, 

som den retfærdige i 

modsætning til de dekadente wienerforfattere 

som Hugo von Hofmannsthal. 

Den socialistisk orienterede 

litteratur og senere den 

såkaldt subversive og systemkritiske 

‘anti-Heimat’-litteratur hos 

mere. De senere år er dannelsesbegrebet 

genopstået, og i dag optræder 

det overalt, hvor man diskuterer 

uddannelse, humaniora, identitet, 

det gode liv, kunstens rolle i 

samfundet, ‘you name it’. Men 

dermed er betydningen af ordet 

heller ikke længere den samme. 

Dannelse kan nu betyde stort set 

det modsatte af ovenstående snævre, 

borgerlige norm, bl.a. en åbenhed 

over for andre kulturer end 

ens egen. 

Det gør det f.eks. i Per Aage 

Brandts bidrag til »Dannelse«, 

som er den seneste i en længere 

række af antologier, der har taget 

dannelsesbegrebet op til fornyet 

undersøgelse. For Brandt bør dannelsen 

bære en erkendelsesbaseret 

åbenhed. Det bør den også for 

andre af antologiens forfattere, og 

det er vel ikke så mærkeligt, når 

bidragene er indhentet blandt forskere 

fra 20 forskellige institutter 

ved Aarhus Universitet. 

(kritik) 

eksempelvis den østrigske slovener 

Florjan Lipusˇ fremstilles som 

politiske og litterære idealer for 

bekæmpelse af uretfærdighed og 

undertrykkelse. 

Tendensen til opdeling i det 

gode og det onde skyldes dels 

Iversens litterære indføling, der 

gør hans formidling levende, men 

også en personlig præference og 

en bestemt indstilling, der insisterer 

på at se historien fra de forfulgte 

og undertryktes perspektiv. 

De to ting hænger naturligvis 

sammen og er grundlaget for konstellationen 

af forfattere i bogen. 

Men i den større historie om østog 

centraleuropæisk litteratur i 

den første halvdel af det 20. århundrede, 

som »Skyggebiblioteket« 

skitserer, og Karsten Sand 

Iversens store viden og skrivekunst 

nærmest forpligter ham på 

at nedfælde, er der en tilbøjelighed 

til at udelade de konservative, 

vitalistiske og måske i sidste ende 

fascistiske elementer, der også er 

centrale i epokens litteratur. 

Enkelte steder er de med. Først 

og fremmest i essayet om Mihail 

Sebastians dagbøger, hvor Iversen 

også kredser om E. M. Ciorans 

mørke stemme og formår at sætte 

meget af Rumæniens intellektuelle 

historie i spil omkring Sebastians 

dagbøger. Essayet er fremragende. 

En tid efter man har læst det, går 

man og kigger efter rumænske forfattere 

i excentriske antikvariater. 

Nysgerrige læsere kan begynde 

her. 

Forskerne, som altovervejende er 

mænd af de mere modne årgange, 

skriver næsten alle om dannelsen 

i relation til deres eget fag. Vil 

man vide noget om nye dannelsesformer 

i ungdomskulturer eller 

andre steder, skal man altså søge 

andre steder. 

Hvad antologien giver, er i stedet 

en rundgang til forskellige faglige 

opfattelser af dannelse. De 

fleste af bidragyderne taler her 

ikke om erkendelse, men om 

viden, og mens Brandts erkendelse 

retter sig ud mod verden og 

skyr enhver relativisme, forbinder 

mange af de andre bidragydere 

den historiske og kulturelle viden 

med det personlige livsperspektiv. 

Her er dannelsesprogrammet ikke 

så meget at indsamle en bestemt 

vidensmængde; dannelsen udfoldes 

først, hvis viden og videnskab 

bliver brugt i ens egen og andres 



(kritik) 


identitet, dagligdag og fællesskaber. 

Nogle tager da også skridtet 

fuldt ud og gør dannelsen etisk. 

Her er det afgørende hverken 

erkendelse eller viden, men gode 

humanistiske kvaliteter som medmenneskelighed, 

samfundssind og 

ansvarsfølelse. 

Nu er det ikke alle antologiens 

bidrag, der formulerer dannelsesprogrammer. 

Flere går historisk til 

værks, og man bliver godt oplyst 

om bl.a. den tyske dannelsestænknings 

forhold til det græske 

ideal, om diskussionen mellem de 

»to kulturer«, den humanistiske 

og den naturvidenskabelige, og om 

hvordan dannelsen i et antropologisk 

perspektiv placerer sig mellem 

partikularisme og universalisme. 

Mange blander endvidere det 

historiske med det programmatiske, 

når de fx diskuterer dannelsens 

forhold til traditionen, kunsten, 

naturvidenskaben eller teknologien. 

Antologiens bidrag spænder 

vidt, og det er både dens styrke og 

dens svaghed. Styrken er, at antologien 

selv forsøger at leve op til 

dannelsesidealet om erkendelsesbaseret 

kulturel åbenhed, når 

bidragyderne ikke kun er litterater, 

historikere og andet humanistisk 

godtfolk, men også fx en jurist, en 

matematiker og en fysiolog. Deres 

forståelse af dannelse er ikke overraskende 

fjernt fra den vanlige litterært-æstetiske. 

Svagheden er til gengæld, at 

bogen mangler sammenhæng. Her 

tænker jeg ikke kun på den indholdsmæssige 

spredning, som 

med lidt god vilje kan tilskrives 

det diffuse dannelsesbegreb. Værre 

er det, at antologien formelt og 

genremæssigt sætter sig mellem 

mindst to stole, når den blander 

videnskabelige fremstillinger med 

noget, der mest ligner en kronik 

eller løs snak; eller når den som 

målgruppe bl.a. angiver yngre universitetsstuderende, 

samtidig med 

at den er klinisk renset for de litteraturhenvisninger, 

der ville gøre 

det muligt for interesserede studerende 

at gå videre. 

Hvad redaktøren har villet med 

»Dannelse«, blæser således lidt for 

meget i vinden. Bogen har dog 

mange gode artikler, og finder man 

ikke ud af, hvad dannelse er, så 

opdager man i hvert fald, at begrebet 

kan dække endnu mere, end 

man troede. 

52 


At fumle 

med en nælde 

Henrik Nordbrandt 

Døden fra Lübeck 

220 sider, 248 kr. 

Gyldendal 

Anmeldt af 

Brian Dan Christensen 

Henrik Nordbrandts erindringer trækker klare 

tematiske og erkendelsesmæssige tråde tilbage til 

det lyriske forfatterskab 

Jeg gider ikke mere ævl om digteren, 

der ville sælge sit fædreland 

for dets smukkeste rose og forlod 

Danmark for leve ved Middelhavet, 

som om det skulle være mere 

poetisk. Der er i virkeligheden en 

meget smukkere pragmatik i det 

faktum, at Henrik Nordbrandt tog 

derned, fordi det — dengang og 

som digter — var billigere at leve i 

middelhavslandene. 

Nu har vi fået mulighed for at 

lære manden bag digtene at kende, 

og som enhver læser ved, så er det 

rædselsfuldt at møde yndlingsforfatteren, 

fordi han oftest viser sig 

at være helt vildt irriterende. Det 

er Nordbrandt ikke, selv om jeg 

var noget fortørnet forleden på 

Byens Kro i Møntergade, hvor han 

ikke dukkede op til den oplæsning, 

jeg var valfartet helt fra 

Århus for at høre. 

Nordbrandt har udgivet, hvad 

der virker som første del af sine 

erindringer — en vis uafsluttethed 

antyder det. De aktuelle erindringer 

omhandler tiden fra barndommen 

til puberteten, uden at det på 

nogen måde er kronologien, der er 

det strukturerende princip. Det 

strukturerende er Nordbrandt selv, 

akkurat som i den lyriske del af 

forfatterskabet, hvor digteren 

aldrig nøjes med at være den 

formgivende instans. Nordbrandts 

digte er Nordbrandt, og længere er 

den ikke. Hvad han så ellers går 

og laver eller siger er sagen uvedkommende. 

Biografiske læsninger 

er tåbelig ugebladsjournalistik, 

selv om det, så vidt jeg kan se i 

medierne, desværre er det biografiske, 

der vinder på bekostning af 

værket. Og dét er det ontologisk 

interessante ved Nordbrandts erindringer. 

For hans erindringer er 

heldigvis biografisk uinteressante. 

De er interessante som litteratur. 

Nordbrandt er en af de få danske 

digter, som formår at skrive 

fuldendt uden at blive formfuldendt. 

Altså uden at blive kunstfærdig 

Og hvad betyder det — 

udover at han altså majestætisk 

placerer sig uden for det store felt 

mellem den solipsistiske pladderpoesi 

og den hold kæft hvor er jeg 

velbevandret i mig selv’ske akademilyrik, 

der nærmest bløder en 

digtcyklus pr. måned? Ja, det betyder, 

at Nordbrandt har stil og godt 

ved, hvordan man forvalter den. 

Jeg ærgrer mig gul som en sydspansk 

citron, når jeg ser ham i 

medierne, fordi jeg fordomsfuldt 

mener, at han bør holde sig for 

god til det og pakke frugterne og 

rejse hjem, hvor han stilfærdigt 

kan få de andres sprogblomster til 

at gå i frø. Men det er naturligvis 

kun noget, der eksisterer oppe i 

mit hoved. 

Og nu lidt fra erindringerne. 

Nordbrandt var svag og syg: »Det 

var ganske modbydeligt at ligge på 

hospitalet. Maden smagte forfærdeligt, 

og når jeg nu tænker på 

den, synes den på en eller anden 

måde at have været den koldeste 

mad, jeg har fået i hele mit liv.« Så 

kan man enten suge biografien i 

sig som nektar eller dvæle ved et 

idiomatisk særkende ved Nordbrandt: 

”hele mit liv”, som går 

igen adskillige steder i digtene. 

Livet leves på samme måde, uanset 

hvilken form, Nordbrandt vælger 

at give livet. Og det er det 

smukkeste ved erindringerne. 

Nordbrandts liv er hverken mere 

eller mindre interessant at læse 

om end et hvilket som helst andet 

liv, såfremt den levende in question 

da besad Nordbrandts evne til 

at forstå sit eget liv. Set med de 

briller, er Nordbrandts erindringer 

naturligvis ikke digte, men 

bestemt poetiske. De er heller ikke 

nogen spøg. Han har ikke skrevet 

dem, fordi han sad og kedede sig, 

som han engang bemærkede om 

agentromanen »Finckelsteins blodige 

bazar«. 

Erindringer er som poesi altid 

et personligt projekt, for hvem 

andre end en søgende person ville 

bruge sin tid på at skrive poesi? 

Glem den romantiske myte om, at 

man skal være fucked up, ensom, 

gerne grænsepsykotisk og helst 

alkoholisk for at skrive digte. Det 

passer ikke. Men man skal altid 

være på vej rundt i vildreden og 

aldrig under vejr med sig selv. Så 

hellere en voldsmand, der kaster 

skovle efter sine venner: »Skovlen 

fløj næsten tyve meter gennem luften, 

før den ramte (...) Det var for 

mørkt til at jeg kunne se, hvor den 

havde ramt. Jeg fik det først at 

vide senere. Den var gået gennem 

øret på Ole og havde derefter 

knækket to af Laus’ fortænder.« 

Det er let at læse Nordbrandts 

erindringer, fordi de er så velop-

lagte, så ærlige og så personlige 

uden at blive private. Det er en 

god historie, slet og ret — og vi 

har ikke hørt den før. Men selv om 

fortællingen er ligeså ny som 

Lesbos ville være det i Lillerød, så 

ligger der bag ordene en rytme, en 

anskuelse, en ironi og en sonderende 

bevidsthed, der trækker 

klare tematiske og erkendelsesmæssige 

tråde tilbage til det lyriske 

forfatterskab. Man bliver ikke 

bedre til at læse Nordbrandts digte 

af at læse erindringerne, der er 

ingen nøgle, for den slags nøgler 

findes ikke. Men erindringerne er 

uden tvivl en større læseoplevelse, 

hvis man har læst digtene. Hvordan 

kan det være og kan det være 

rimeligt og hvad med kunstværkets 

integritet? 

Siden Shakespeare har vi kendt 

til det stof som drømme er gjort af. 

Men hos Nordbrandt er det som 

alle andre steder ikke stoffet, der 

er det vigtige, men hvad han gør 

med stoffet. Erindringer er hverken 

i mere eller mindre grad en 

konstruktion, end digte er det. 

Derfor ligger der tilbage kun erkendelsen 

og beskrivelsen af stoffet. 

Og dét er det interessante ved 

Nordbrandt og i øvrigt. Det lyriske 

forfatterskabs ypperste kvalitet er 

dets integritet. Nordbrandts digte 

tror sgu på sig selv, selv om digtet 

kan være nok så tvivlende. Og dér 

er der noget at lære for os alle 

sammen — også i erindringerne. 

Prøv at se med disse øjne og mærk 

godt efter med ørerne: 

»Den der med ’Gik alle konger 

frem på rad/ I deres magt og 

vælde,/ De mægted ej det mindste 

blad/ At sætte på en nælde’ kostede 

mig en øretæve. Jeg kunne ikke 

lade være med at grine. Også i dag 

må jeg trække på smilebåndet, når 

jeg forestiller mig de mange konger, 

der står og fumler med en nælde, 

og måske allerede har brændt 

sig på den. Scenen er lige til Se og 

Hør.« 

Sådan er Nordbrandt. Erindringerne 

er et underholdende tilbageblik 

på et Danmark, der eksisterede 

engang midt i forrige århundrede. 

Men den virkelige læring er at 

finde i øjnene, der ser, og stemmen, 

der taler. Når Nordbrandt 

fortæller, bliver vi alle for en 

stund til konger, der fumler med 

en nælde. Bagefter lader vi nælden 

ligge til efteråret eller andre 

interesserede og kommer videre 

med livet. 

For det er jo dét både poesi og 

erindringer handler om. 

Kan vi blive 

dialektikere? 

Slavoj Zˇizˇek 

Velkommen til virkelighedens 

ørken 

Essays om verden efter den 11. 

september 

Oversat af Mogens Chrom 

Jacobsen 

174 sider, 198 kr. 

Informations Forlag 

Ny venstreorienteret modstand mod terrorisme 

og global kapitalisme 

Anmeldt af Britta Timm Knudsen 

Zˇizˇek er noget så eksotisk som en 

politikteoretiker med hang til den 

lacanianske psykoanalyses begreber 

såsom Den Store Anden, 

Begæret, Tingen, og det Reelle. Og 

nej, kære læser, der er ingen grund 

til at køre det store idiosynkratiske 

apparat i stilling: skønt det ind 

imellem kan virke lidt hårdtpumpet, 

giver disse begreber som 

oftest analytisk afkast. Den store 

Anden — sådan i samfundsmæssig 

forstand — er for eksempel et 

forestillet forhold, vi som enkeltindivider 

har til en så abstrakt 

kategori som samfundet. Zˇizˇek 

interesserer sig ikke for, hvorledes 

samfundet legitimerer sig over for 

sine borgere eller undersåtter, men 

mere for hvorledes den enkelte 

relaterer sig til samfundet. Samfundet 

har brug for at nogen tror 

på det, investerer energi i det, for 

at det kan bestå: det skal med andre 

ord have en plads i den enkeltes 

idealforestilling. Konstruktionen 

af fjendebilleder er en del af 

den måde, et samfund holdes sammen 

på. Efter sammenbruddet i 

90’erne af de gamle alliancer fra 

den kolde krig bliver fjenden på 

den ene side ganske immateriel, 

på den anden side — forenet i 

Osama Bin Ladens politiske stil, 

en særegen blanding af en reaktionær 

fundamentalist og en venstreorienteret 

frontkæmper. 

Terroraktionen den 11. september 

ser Zˇizˇek som virkeliggørelsen 

af ét af det 20. århundredes mantraer: 

den lidenskabelige optagethed 

af det virkelige. En anden af 

de spændende pointer i bogen er, 

at terroraktionen 11. september 

ikke bør ses som anledningen til at 

udpege de virkelige fjender (USA’s 

slyngelstatspolitik). Frem for at 

lade den 11. september nedfælde 

sig i vores bevidsthed som en rystende 

begivenhed, der gør det 

muligt for den hegemoniske, amerikanske 

ideologi at vende tilbage 

til ‘det basale’ (de grundlæggende 

fjender), plæderer Zˇizˇek for, at vi 

alle indtager en nuanceret holdning. 

Det betyder, at vi må indtage 

nogle standpunkter, der ellers 

synes at være uforenelige (en ægte 

dialektisk indstilling): det er nødvendigt 

at bekæmpe terrorismen, 

samtidig med at man udvider begrebet, 

så det omfatter visse vestlige 

magters handlinger. Det er ligeledes 

nødvendigt at anerkende 

hver enkelt individs rædselsfulde 

død som absolut (den kan ikke 

relativeres) samtidig med, at man 

må være opmærksom på, at der 

dagligt sker rædsler rundt omkring 

i verden, som vi blot ikke er opmærksomme 

på. Over for denne 

dialektiske nødvendighed må man 

relativere sin egen position og inddrage 

sig selv i billedet, som 

Jacques Derrida gjorde det, da han 

modtog Theodor Adorno-prisen 

22. september 2001 med ordene: 

»Hvad angår denne forbrydelse, 

tror jeg ikke nogen er politisk 

uskyldig.« For ingen har definitive 

løsninger. Der findes kun pragma- 

(kritik) 

tiske løsninger. 

Zˇizˇek argumenterer for en ny 

venstreorienteret modstand mod 

terrorisme og global kapitalisme 

(de er nemlig to globaliserings-faktorer, 

der er lige slemme for 

Zˇizˇek). Vi må opfinde en ny kollektivitet, 

fordi læren vi kan drage 

af de palæstinensiske selvmordsbombemænd 

er, at vi virkelig kun 

er i live, hvis vi sætter os ud over 

det blotte materielle liv. Det intense 

liv er livet med et højere mål, 

der vel at mærke ikke behøver at 

være en ny åndelig alias religiøs 

vækkelse. 

Man kan sagtens være uenig 

med Zˇizˇek og føle, man er en af 

dem, som han ynder at skyde på. 

En liberal demokrat (som Zˇizˇek 

med en ægte venstrefløjs-gestus 

slår i hartkorn med de værste højreorienterede 

kræfter). Men man 

må overgive sig til hans engagement, 

og hvad mig selv angår, er 

jeg fuldstændig vild med hans 

metode: i kongenial samklang med 

et eklektisk samfund, hvor vi er 

nødsaget til at springe ind og ud af 

en hel del niveauer, anerkender 

han de forhåndenværende søm 

som ligeværdige søm: for eksempel 

Judith Butlers Antigone-læsning, 

en begrebsanalytisk udredning 

af to russiske ords forskellige 

betydning af fri vilje og filmen 

»The Matrix«’ forestilling om samfundet, 

anerkendes som ligeværdige 

komponenter, og Zˇizˇek anvender 

disse komponenter til at tænke 

med. Et perfekt billede på vores 

virkeligheds heterogene karakter, 

der indgår som produktive indspil 

i et engageret menneskes beskæftigelse 

med de store verdensomspændende 

spørgsmål. 


(kritik) 

Svend Erik Larsen 

Mutters alene. Ensomhed som 

litterært tema 

397 sider, 250 kr. 

Gads Forlag 

Anmeldt af Henk van der Liet 

Lad det være sagt med det samme: 

Svend Erik Larsens »Mutters 

alene« er en imponerende, lærerig, 

lærd og – ikke mindst – 

underholdende bog. Når man har 

læst værket til ende, kan man ikke 

andet end løfte hatten for præstationen; 

sikken et opvisningsnummer 

af viden og belæsthed. Men 

på trods af beundringen er der 

noget der skurrer. Man undrer sig 

nemlig over bogens komposition 

og sprogtone, og som en konsekvens 

heraf er man i vildrede 

angående hvem tekstens intenderede 

læsergruppe(r) egentlig er. 

Hvad det sidste angår, så fremgår 

det ikke klart hvilken målgruppe 

teksten henvender sig til. 

Hverken teksten selv eller omslagsteksten 

oplyser hvem bogen er 

skrevet for. Problemet bliver heller 

ikke løst af indholdsfortegnelsen 

der, som en rigtig appetitvækker, 

omfatter kapiteloverskrifter som 

bl.a. »Når en fluesmækker er en 

slikkepind« og »Fedtemadder og 

glinsende grønsvær«. De virker 

som lokkemad for gymnasieelever, 

og det er vistnok med denne målgruppe 

for øje, at Svend Erik 

Larsen fletter en række neologismer 

og moderne jargon ind i 

bogens sproglige tekstur. Forfatterens 

imødekommenhed over for 

et yngre publikum strækker sig så 

langt at han til tider havner i en 

ret poppet og noget anstrengt 

sprogtone, f.eks. når han omtaler 

en moppedreng af en bog som »en 

motherfucker på 800 sider« og 

skriver sætninger som »Aquinas 

var ikke varm på Lullus’ ideer. Det 

er endt med uafgjort mellem 

Platon og Aristoteles«. 

54 

Når der går sprog 

i ensomheden 

Hvem henvender Svend Erik Larsen lærdomsrige bog 

om litterær ensomhed sig egentlig til? 


Men Svend Erik Larsen kan sit 

kram, og han er en rigtig god og 

dygtig formidler af meget komplicerede 

litteraturvidenskabelige 

problemer og debatter, og han er i 

stand til at vække interesse for litteraturens 

særlige rolle i den aktuelle 

samfundsudvikling. Jeg har al 

forståelse for den frustration der 

ligger i det faktum at videnskabelige 

artikler som oftest kun når ud 

til en håndfuld indviede kolleger, 

og at man får en langt større læserkreds 

når man samler dem i en 

bog med et tiltalende omslag. I 

betragtning af dens intellektuelle 

vingefang kan bogens primære 

læsergruppe imidlertid umuligt 

være gymnasiaster, hvorimod 

Larsens sprogtone netop virker 

som en leflen for denne læsergruppe. 

Og spørgsmålet er hvorvidt 

disse læsere er tjent med det 

til tider opgearede og uligevægtige 

sprog. Blot med to siders mellemrum 

finder man to sætninger der 

markerer bogens sproglige yderpunkter: 

Hos Mrs. Bloom er der ingen 

omfattende repræsentativitet som 

hos Dante, ingen baglæns tvangsindskrivning 

i samfundet som 

hos Rousseau, ingen dialogisk 

relativering af en heroisk individualisme 

som hos Pontoppidan. 

Og i den anden ende en sproglig 

kolbøtte som: 

Verden betragtes som en supertanker 

i gadekæret i Pærekøbing, og 

det er lige uoverskueligt at være 

ombord og at bo i Pærekøbing. 

Ensomhedens paradoks 

De første to af bogens fem kapitler 

hænger direkte sammen med 

bogens titel og hovedsigte, nemlig 

ensomhedstemaet. De øvrige kapitler 

er mere løseligt knyttet til 

temaet, og den måde hvorpå forfatteren 

forsøger at banke disse 

kapitler indholdsmæssigt på plads 

i bogens helhed, virker lettere forceret. 

Jo længere man kommer ind 

i bogen, jo længere bevæger man 

sig ud i temaets periferi, og bort 

fra de intentioner som formuleres 

i indledningen. 

Svend Erik Larsens hovedformål 

er at undersøge og diskutere 

ensomheden som litterært tema, 

eller formuleret lidt mere præcist, 

han vil studere »alenetilstanden« 

gennem litterære udtryksformer. 

Og i løbet af fremstillingen bliver 

det klart at Larsens anden målsætning 

er at forsvare litteraturens 

betydning som et af de mest righoldige 

og fintmærkende instrumenter, 

når det drejer sig om at 

kortlægge de skiftende forhold 

mellem (det ensomme) individ og 

kollektivet. Dette forholds store 

paradoks er at den litterære 

ensomhed konkretiseres i et fælles 

betydningsunivers, dvs. at den litterære 

ensomhed manifesterer sig 

i sproglige udtryksformer og forestillinger, 

og at den dermed bryder 

det »ensomme« individs isolation. 

Ensomheden bekræftes jo af andres 

implicitte eller eksplicitte tilstedeværelse 

og adækvate tolkning 

af de signaler den ensomme 

udsender, eller som Larsen formulerer 

det: »når der går sprog i 

ensomheden, flyttes den fra den 

særegne erfaring over i et kollektivt 

udtryksmedium. Den holder 

op med at eksistere på sine egne 

betingelser og bliver del af en fælles 

forståelse«. Den ensomhed 

Larsen interesserer sig for, er en 

væremåde der hviler på det faktum 

at den ensomme skiller sig ud 

fra andre individer, samtidig med 

at han eller hun er en del af et 

(sprogligt) fællesskab. 

I det andet kapitel står erindringen 

i fokus, dvs. hukommelsens 

uransagelige lønkammer og 

dens bemærkelsesværdige sorteringsprocesser, 

og især erindringens 

principielt sproglige karakter. 

Formuleret lidt sentensagtigt, 

kunne man resumere Larsens 

udgangspunkt med at der ikke findes 

nogen form for ensomhed 

Fra omslaget med foto af Gunna Larsen 

uden et sprogligt fællesskab, og 

ingen erindring eller fortid uden 

sprog. Med afsæt i bogens overordnede 

problemstilling kobler 

forfatteren erindringen sammen 

med ensomheden ved at fremhæve 

at erindringen både er noget 

individuelt og noget kollektivt 

eftersom den formidles og skabes 

med sproget som fødselshjælper 

og befordringsmiddel. Larsen 

kommer her vidt omkring, fra 

Platon til Augustin, Vico, Leibnitz 

og mange, mange flere, men hans 

mest overbevisende manøvre er 

diskussionen af hukommelsens 

rumlige præg som er forankret i 

forholdet mellem krop og sprog. 

Ligeledes interessant er Larsens 

ekskurs om den »rene erindring«, 

med afsæt i Bergsons og Ricœurs 

tænkning. Der er ikke tale om en

normativ kvalifikation af erindringens 

indhold, men snarere af 

erindringsprocessens organisering. 

Især Paul Ricœur har beskæftiget 

sig med dette problemfelt, bl.a. i 

sin »Soi-même comme un autre« 

(1990) hvori han lige som Larsen 

undersøger erindringens aktualisering. 

I »Mutters alene« defineres 

den »rene« erindrings krops-rumlige 

karakter på følgende måde: 

»Erindring vedrører fortiden, men 

sker med mig i nutiden. Den rene 

erindring er selve denne her-ognugørelse 

i forhold til en oplevende 

krop i bevægelse«. 

Kapitel tre handler om det monstrøse, 

dvs. den type skabninger 

der befinder sig uden for humanitetens 

fællesskab, monstre og uhyrer 

der principielt er socialt frosset 

ude og dermed grundlæggende 

ensomme. Og dermed medfører 

monstre eller »de(t) fremmede« 

også positive forestillinger om det 

fællesskab man selv er en del af. 

Svend Erik Larsen kommer i 

øvrigt ikke blot ind på det monstrøses 

mytologiske rødder, men 

også på den moderne storbys 

frygtindgydende dimensioner og 

den paradoksale ensomhed i 

myldret. 

Selvfølgelig er »monstret« en 

metafor, en sproglig konstruktion 

og en symbolsk strategi der spiller 

en betydningsfuld rolle i dannelsen 

og cementeringen af vores 

(dvs. subjektets) identitet. Og derfor 

rykker billedsproget i det næste 

kapitel i undersøgelsens centrum. 

Kapitel fire drejer sig således især 

om metaforen fordi navnlig denne 

trope anfægter og transcenderer 

normalsproget og derigennem lægger 

pres på kommunikationens og 

fællesskabets etablering og holdbarhed. 

Larsen gennemgår den 

meget omfattende forskning i 

metaforen, og han opridser de 

væsentligste sproglige, semiotiske 

og kognitive teorier. Igen med 

afsæt i Ricœur er en af Larsens 

centrale konklusioner at metaforen 

er nært forbundet med den umiddelbare 

kropserfaring. Og dermed 

binder forfatteren også en sløjfe til 

det næste kapitel, som netop 

handler om erfaringer der er knyttet 

til omverdenen, specielt landskabet. 

Kapitel fem handler derfor om 

et af Larsens forskningsmæssige 

kerneområder: landskabet som en 

historisk og kulturel betinget identitetsskabende 

og identitetsbærende 

konstruktion. Emnet diskuteres 

bl.a. ved hjælp af en tolkning af 

spadsereturens kulturhistoriske 

forvandling. Kapitlet indeholder 

en række meget spændende ideer 

og analyser, ikke mindst af Henrik 

Pontoppidans »Lykke-Per« og 

Karen Blixens »Den afrikanske 

Farm«. Forholdet mellem landskab 

og erindring analyserer 

Svend Erik Larsen som en dynamisk 

proces. Og med udgangspunkt 

i Blixens tekst viser han 

hvordan forfatteren anvender det 

afrikanske landskab som udgangspunkt 

for såvel erindringer som 

refleksioner over sin egen identitet. 

Det Larsenske landskab er 

altid en konkret lokalitet, samtidig 

med at det er underlagt kulturelt 

betingede konstruktioner, hvorved 

landskabet bliver et seismisk 

instrument til registrering af ideologiske 

bevægelser. 

Kroppen indtager en fremtrædende 

plads i »Mutters alene«, og 

derfor er det ikke overraskende at 

også døden får tildelt en (mindre) 

rolle i bogen. Det sker i bogens 

epilog, et smukt lille afsnit om 

Blanchot og – især – om Mallarmé. 

På Herrens mark? 

»Mutters alene« er en inspirerende 

bog med flotte, meget solide, 

analyser, heriblandt en fremragende 

tolkning af Joseph Conrads 

roman »Lord Jim« (1900) i kapitel 

to. Derudover indeholder »Mutters 

alene« en lang række syntetiserende 

sonderinger i de nyeste trends i 

litteraturvidenskabens disparate 

landskab. Set enkeltvis er kapitlerne 

altså gode studier – eller essays 

– og jeg løfter hatten endnu en 

gang for Svend Erik Larsens 

udbud af viden og hans inspirerende 

læsninger. Men selv alle 

disse positive sider afhjælper ikke 

bogens grundlæggende skavank, 

nemlig at dens målgruppedefinition 

er uklar. 

I bogens epilog finder Svend 

Erik Larsen det påkrævet at forsvare 

det faktum at han har valgt litterære 

tekster frem for andre kulturelle 

udtryksformer, dvs. de genrer 

og medier der ligger gymnasieeleverne 

mere på hjerte end den 

skønlitterære kanon. Det er et 

charmerende, men i grunden overflødigt 

forsvar, eftersom Larsens 

solide og imødekommende omgang 

med litteraturen i sig selv er 

bevis nok. Svend Erik Larsens litteratursyn 

er frit for enhver form 

for selvhøjtidelighed, og desuden 

viser han gang på gang hvilket fintmærkende 

medium litteraturen er, 

også når det drejer sig om yderst 

aktuelle debatemner om individ, 

fællesskab og tolerancens grænser. 

Og det er ikke så ringe endda. 

Erwin Panofsky og 

Pierre Bourdieu 

Gotik 

Arkitektur, skolastik, habitus 

Oversat af Lise Bek og Vagn Lyhne 

176 sider, 239 kr. 

Klim 

Anmeldt af 


»Gotik. Arkitektur, skolastik, habitus« 

er kunsthistorikeren Erwin 

Panofskys korte, men vidtløftige 

værk om især fransk arkitektur i 

middelalderen, og sociologen 

Pierre Bourdieus lange og mættede 

efterskrift til Panofskys tekst. 

Udgivelsen er desuden forsynet 

med fine introduktioner til forfatterne 

ved Lise Bek og Vagn Lyhne. 

Det er på mange måder en herlig 

udgivelse. Den i de senere år allestedsnærværende 

(og i januar 

2002 afdøde) Bourdieu præsenteres 

i sammenhæng med en beslægtet 

og dog så forskellig karakter 

som Panofsky. 

Fælles for dem er bestræbelsen 

efter at beskrive kulturen i al sin 

kompleksitet samtidig med at fastholde 

forundringen over dens evne 

til at producere ligheder. Dette 

illustreres suverænt i den store 

billedsektion med fotografier af 

franske katedraler, som ligger 

imellem bogens to dele. At finde 

en videnskabelig og realistisk vej 

mellem dogmatiske og relativistis- 

(kritik) 

Katedralen i Chartres, 

langskibets pillekapitæler, 

planlagt 

omkring 1194. 

Kulturel synergi 

Panofsky og Bourdieu i flot og sympatisk 

udgivelse 

ke opfattelser af verden, er det 

som er på spil. 

Bourdieu skriver om Panofskys 

brug af begrebet habitus, at han 

med det kommer til forstå »at kulturen 

ikke blot er en fælles kode, 

ej heller blot et fælles register af 

svar på fælles problemer eller en 

ansamling af særlige og partikulariserende 

tankefigurer, men en 

totalitet af fundamentale figurer, 

der fra første færd har vævet sig 

ind i hinanden. Ud af disse avles i 

en produktion, der er analog med 

musikkens skrift, en uendelighed 

af særlige figurer, der direkte lader 

sig applicere på særlige analyseobjekter 

og situationer.« Bourdieu 

mener dermed, at det er muligt for 

Panofsky — og formentlig for ham 

selv i andre situationer — at 

afdække de diskurser eller indre 

form der er afgørende for at kunne 

»frembringe såvel teologens tanker 

som arkitektens bygningsprincipper 

inden for det 13. århundredes 

civilisation.« 

Der er højt til loftet hos begge. 

Panofsky kommer vidt omkring en 

periode i historien, hvis små forskydninger 

nok har fortonet sig for 

de fleste. Det går fra bevægelser i 

teologien, over demografiske ændringers 

betydning for byggeriet til 

tekniske udredninger omkring 

byggeteknologien på en facon, som 

åbenlyst har virket dybt inspirerende 

for Bourdieu, som det skulle 

være mere end antydet ovenfor. 

Andre kan også stige på her. 


(roman) 

Boris Akunin: »Vinterdronningen« 9 

Germano Almeida: 

»Senhor Napumocenos Testamente« 12 

Henrik Andersen: »Den tredje historie« 16 

Bernardo Atxaga: »Ene mand« 16 

Toril Brekke: »Sara« 24 

Jonathan Coe: »Flipperklubben« 23 

Renate Dorrestein: »Et hjerte af sten« 10 

Jakob Ejersbo: »Nordkraft« 6 

Christine Englund: »Løse ender« 13 

Almeida Faria: »Sebastian Erobreren« 13 

Jonathan Franzen: »Korrektioner« 4 

Gunther Grass: »I krebsegang« 14 

Helle Helle: »Forestilling om 

et ukompliceret liv med en mand« 5 

Wolfgang Hilbig: »Jeg« 19 

Benn Q. Holm: »Album« 6 

Michel Houellebecq: »Platform« 22 

Erling Jepsen: »Kunsten at græde i kor« 11 

Kirsten John: »Så meget blå« 19 

Imre Kertesz: »Kaddish for et ufødt barn« 33 

Vagn Lundbye: »Trefoldighedsbarn« 11 

Camille Laurens: »I disse arme« 17 

Andreï Makine: »Is på kærlighedens flod« 12 

Martin Miehe-Renard: 

»Et liv uden mellemrum« 23 

Orhan Pamuk: »Mit navn er rød« 15 

Pepetela: »Jaime Bunda — hemmelig agent« 12 

Eddie Thomas Petersen: »Kys« 8 

Per Petterson: »Det er okay med mig« 7 

Henry Roth: »Kald det søvn« 3 

Sjón: »Dine øjne så mig« 8 

Strandvad: »En stor dag« 21 

Hårvard Syvertsen: »I lyset« 7 

(kortprosa) 

»0:2 – Forfatterskolens afgangsantologi« 38 

Gianni Celati: »Fortællere fra sletten« 37 

Rasmus Heiberg: 

»Der er andre røde køer end præstens« 38 

Merete Pryds Helle: »Ti fingre fra eller til« 39 

(lyrik) 

Morten Blok: »Kabinet 1999-2002« 45 

Anne-Louise Bosmans: »Punkter, poler og par« 43 

Homer: »Odyséen« 44 

Christian Stokbro Karlsen: »Kerygma« 43 

Morten Søndergaard: »Vinci, senere« 41 

Søren Ulrik Thomsen 

»Det værste og det bedste« 40 

Dan Turell: »Here comes your 

19th Nervous Breakdown & Lissom« 45 

Morti Vizki & Christian Skeel: »Rejsebog« 42 

Jón úr Vör: »Hvil din vinge i mit digt« 41 

Nr. 4 december 2002 

Standart udkommer næste gang den 4. marts 2003 

(kritik) 

Dag Heede: »Det umenneskelige« 50 

Karsten Sand Iversen: »Skyggebiblioteket« 51 

Martin Blok Johansen (red.): »Dannelse« 51 

Johannes Jørgensen: 

»Essays om den tidlige modernisme« 48 

Svend Erik Larsen: »Mutters alene« 54 

Henrik Nordbrandt: »Døden fra Lübeck« 52 

Erwin Panofsky & Pierre Bourdieu: »Gotik« 55 

Ditlev Tamm: 

»Jorge Lusi Borges — en introduktion« 49 

Slavoj Z ˇ izˇek: 

»Velkommen til virkelighedens ørken« 53 

Per Øhrgaard: 

»Fortsættelse følger, et essay om Günter Grass« 14 

(klumme) 

Krimihjørnet 18 

(interview) 

Nødvendige historier 

— samtale med Nobelprismodtageren 

Imre Kertész 34 

(artikel) 

Selvkommentering hos Cervantes og Gogol 20 

STØJ...FORBINDELSER 

— Om støj, æstetik og fender-guitarer 46 

(stand in) 

Er det nu nødvendigt? 25 

Birthe Arnbak: »Det leende træ« 28 

Lola Baidel: »Som sendt fra himlen« 31 

Marianne Frederiksen: »Elskede barn« 30 

Rolf Gjedsted: »Læbernes polarnat« 27 

Ann-Charlotte Monrad Hansen: 

»Yoga — eller kunsten at vedligeholde 

sin mentale sundhed« 28 

Christian Jacq: »Den egyptiske dommer. 

Visirens retfærdighed« 29 

Henrik Juul Jensen: »Stenhuset« 31 

Claes Johansen: »Og ingen ved hvordan det går« 32 

Anne Marie Løn: »Hvis barn« 26 

(leder) 

For lidt og for meget ... 2

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?