Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

(interview)
fortsat fra forrige side
gørelsen af romanen: »Ærligt blik
indad: jeg er fri og tom. Jeg vil
ingenting og føler ingenting«
— Ja, det er samtidig en stor
depression, når man er færdig
med et arbejde.
— Jeg valgte ikke en dreng på
15 år som helt, fordi jeg ville
bevæge læseren, men fordi jeg
tænkte, at den infantile type ville
være kropsliggjort bedst af en 15årig.
Dette sprog udtrykker også
mentaliteten kendetegnende for
mennesket i et diktatur, eller det
menneske som kommer ind i diktaturets
dynamik. Der har man
ikke længere nogen handlingsfrihed
og bliver infantil — og skæbneløs.
Hovedpersonen bliver til sidst
skæbneløs i dobbelt forstand, dels
fordi han i KZ-lejren bliver berøvet
sin personlige identitet, dels fordi
der ikke er nogen, der forstår ham,
da han efter befrielsen vender tilbage
til Budapest og dér forsøger
at forklare livet i lejren til sine
slægtninge, der blot dækker oplevelserne
ind under begreber som
rædsel og lignende…
— Det er netop sprogets problem.
36
• • •
I Deres værker fornemmer man
ekkoer fra andre tekster, uden at
der er tale om et upersonligt
udtryk. Det er som om, det er nødvendigt
at gennemlyse egne erfaringer
af filosofi og af andre litterære
tekster.
— Ja, der er tale om en kohærens,
der til tider virkelighed overrasker
mig.
I en anden roman, »Kaddish for
et ufødt barn«, blander der sig
også indirekte mange stemmer
midt i denne foruroligende og
samtidig åndeløst smukke historie.
Paul Celan spiller en stor rolle,
men jeg kommer i høj grad også til
at tænke på den østrigske forfatter
Thomas Bernhard, i hvert fald
hvad det stilistiske angår?
— Det var helt bevidst. På det
tidspunkt havde jeg opdaget
Thomas Bernhard og skrev som
Bernhard. Det kunne jeg tillade
mig, fordi jeg er så fundamentalt
anderledes.
Det forvirrede mig i starten. Så
anderledes og så alligevel…
— Det var min hemmelige hensigt,
at bogen skulle være en hommage
til Bernhard. Jeg er også
oversætter, og jeg havde den ambition
at oversætte en tekst af
NR. 4 DECEMBER 2002
Bernhard for derigennem at lære
ham at kende. Men jeg havde ikke
på det tidspunkt mulighed for at
rejse til udlandet, og da jeg i 1989
for første gang var i Wien, var han
allerede død. Det er meget ærgerligt,
men på den anden side har
jeg hørt, at Bernhard var en meget
vanskelig person at omgås.
— Jeg begyndte på »Kaddish«,
da jeg var færdig med romanen
»Fiasko« i maj ’87, og jeg begyndte
til min store overraskelse med
det samme. I lang tid havde jeg
beskæftiget mig med temaet at få
børn, med barndommens historie,
med historien om en mand, der er
forgiftet af Auschwitz og som indlader
sig på et eventyr, uden at
tænke over følgerne. Han forelsker
sig og oplever kærligheden som en
undtagelsestilstand - og erkender
så pludselig følgerne. I dette ægteskab
genkender han sig spejlende.
Det pirrede mig i lang tid.
• • •
De temaer, De beskæftiger Dem
med i Deres bøger, har alle meget
tydeligt baggrund i personlige
erfaringer, ligesom De på meget
forskellig måde beskæftiger Dem
med den betydning, totalitære systemer
har for udfoldelsen af menneskeligt
liv. Trods denne baggrund
har man ikke fornemmelsen
af, at De er en politisk forfatter.
Det er meget interessant, hvorledes
De som forfatter bearbejder
disse politiske problematikker.
— Politik er en blindgyde for
mig, det erkendte jeg allerede tidligt.
I et land som Ungarn var der
ikke meget at gøre på grund af
besættelsen. Man befandt sig så at
sige inden for en kreds, der var
trukket tydeligt op. Inden for
denne kreds kunne man kun være
reformkommunist. Jeg har dog
aldrig troet på muligheden for at
reformere dette diktatur. Systemet
var så slemt, som det var. Man
kunne ikke mildne det. Jeg har
altid opfattet forestillingen om en
kommunisme med et menneskeligt
ansigt som latterlig. Politik
bestemmer her i Østeuropa den
almene moralske tilstand. Og forfatteren
er et moralsk dyr, ikke
sandt! Jeg har selv foretrukket litterært
at fremstille denne tilstand
frem for at arbejde på at ændre
den.
Jeg opfatter også Deres forfatterskab
som ikke-politisk i den forstand,
at De ikke søger enkle
sandheder. Deres tænkning og
skrivning er en stadig spørgen –
eller en stadig spørgen af de
samme spørgsmål, en stadig kredsen?
— Ja, der findes ingen endegyldige
svar på livet.
Kertész henviser selv til et essay,
han har skrevet om denne mangel
på endegyldige sandheder eller på
et fast værdisystem i sammenhæng
med den europæiske integration.
Heri siger han, at vi i
Europa har helt forskellige definitioner
af det gode og det onde. Og
de vil forblive kimen til stridigheder,
indtil der opstår et fast værdisystem
under vores kultur. Men et
sådan eksisterer selvfølgelig ikke.
Det eneste, man derfor kan sætte
sin lid til, er at der i det mindste
findes en smertelig følelse af
mangel herpå, en eller anden fjern
samhørighedsfølelse, der nogle
gange vil komme til udtryk med
den ubehagelige smag af forsømt
pligt hos Europas befolkninger. Og
Kertész mener, at dette fællesskab
tydeligst kommer til udtryk, når
det er mest i fare. Han mener, at
Kosovo-krigen under mareridtsagtige
kvaler måske netop har
frembragt den europæiske forenings
åndelige surdej, den europæiske
idé, således at den europæiske
ånd herefter ikke kun skal
varetages af politikere, strateger og
soldater.
• • •
Begrebet om skæbneløshed dukker
op i forskellige sammenhænge og
betyder forskellige ting i Deres
værker. Jeg har tænkt på, om der
med dette begreb er en forbindelse
til den antikke græske tragedie?
- Skæbnen i den gamle tragedie
kommer fra oven eller fra neden,
og mennesket må i den sammenhæng
gennemleve sin skæbne,
altså konfrontere sig med skæbnen,
som egentlig er blind. Tag
f.eks.»Ødipus«, der er det største
mesterværk inden for detektivromangenren:
Ødipus forsøger at
opspore gerningsmanden, men det
er ham selv, uden at han ved det.
Skæbnen er blind. Så kom der en
periode, hvor vi bevæger os gennem
Shakespeare til Ibsen, og
hvor skæbnen skaber sig selv.
Det er også komedien…
— Ja, det er også komedien,
eller karakterdramaet. Skæbnen
befinder sig her i karakteren. Man
er hjælpeløs, lidenskaberne overvælder
én og strømmer afsted.
Deri er der meget tragedie, men
også meget frihed. Hos mig er
mennesket berøvet sin skæbne,
fordi det i et diktatur er umuligt at
arbejde med karakteren, med menneskets
egentlige tilbøjeligheder
og personligheden i det hele taget.
Det hænger slet ikke sammen med
livsopfattelsen i et diktatur. Hvis
der f.eks. er en jødelov, så er det
fuldstændig ligegyldigt om, man
bekender sig som jøde eller antisemit,
som kristen, katolik eller
ateist, så er man jøde.
Der er intet bevægelsesrum…
— Der er overhovedet intet
bevægelsesrum. Man tvunget ind i
en helt fremmed skæbne, og man
må gennemleve denne skæbne,
hvis man vil overleve. Bagefter,
når diktaturet er faldet og man
igen så at sige er fri, må man træffe
et valg: Om man vil betragte det
man har gennemlevet som ens
egen skæbne, eller om man står
fremmed over for sit eget liv. Det
er problemet i forbindelse med
omvæltningerne i de postkommunistiske
lande. Bærer man selv
ansvaret for det, der skete og det
man gjorde, eller var man udleveret,
en skæbneløs, der lod sig
drive med vinden. Og efter f.eks.
at have levet 20 år i et kommunistisk
diktatur, kan man så sige, at
alt det der hidtil er sket ikke er
mit liv?
— Sådan opstår skæbner og biografier,
der ikke kan fortsættes. Jeg
søger frihedens øjeblik, og det er
altid, når man erkender, hvor
fremmed det, man har måttet gennemleve,
altid er. Det er egentlig
’han’, som har gjort det, altså han
har også en andel i denne fremmede
eksistens; han er måske ikke
ansvarlig for, at denne situation
opstod, men overlevelsesprocessen
har hver især gennemført på
sin måde. At fornægte det er at
være skæbneløs. Men at anerkende
det og optage det og at erkende
sig selv i disse hændelser, er ensbetydende
med frihedens øjeblik.
Fra det øjeblik har man fundet sin
egen eksistens. Dette er jo slet ikke
ukendt for danskerne, I har jo
Kierkegaard. Og når man har fundet
en eksistens, så har man også
frihed, selv om den kan være bitter
og beriget - en eksistens som
man føler ansvarlighed over for og
som kan fortsættes. De personer,
som ikke genkender sig selv i
deres skæbne, er uden kohærens,
de har ingen hård kerne, de splittes,
og hvis man har sådan et splittet
liv og en splittet opfattelse, er
man i stand til alt.
Budapest, november 2000
»Kaddish for et ufødt barn« er
anmeldt andetsteds i bladet.