Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(kritik) fortsat fra forrige side ekstreme lydrepertoire heller ikke. I begge tilfælde integreres ’instrument-støjen’ som integralt moment i selve spillet, frem for, som mange anæmiske kritikere ønsker det, at fortrænge den. Sådan er det også hos de alt andet end blues-inspirerede »The Velvet Underground«. Her er der snarere tale om en avantgardistisk anvendelse af elektrisk overstyring og ’grim’ lyd-optagelse for at forlene en stærk sårbarhed eller sensiblitet især hos Lou Reed og Nico med en konfrontativ brutalitet og en John Cales klassisk dannede lydekstremiteter efter Stockhausen, Cage og Warhol. Springer man frem til el-guitareksperimentatorerne »Sonic Youth« og lydmaskinen »My Bloody Valentine« er situationen en helt anden end i tilfældene Hendrix og »The Velvet Underground«. I begge tilfælde handler det ikke om at undersøge og videreudvikle tilfældigt opståede og hidtil uhørte instrumentale muligheder, Hendrix’ fænomenale forvrængninger, wah-wah og feedback eller »The Velvet Underground«s langt mere primitive forstærkerhylen. Nu handler det om at forfine en højt udviklet teknik i et forsøg på at udvide eller ligefrem sprænge rock-musikkens grænser. Det resulterer i et fænomen kaldet ’støj-rock’. Men her er ’støj’ ikke længere noget udelukkende tilfældigt, men del af et ofte gennemkomponeret og kompliceret lydflow. Her som i music concréte a la Else Marie Pade og i aktuel electronica er der tale om tilrettelagt støj. Set i et kompositionelt, analytisk, musikalsk udøvende eller lyttende perspektiv gør afstanden mellem tilfældig og tilrettelagt støj noget af en forskel. Begge må i jazz, rock og electronica siges at være lige vigtige, men deres perceptionelle og kulturelle antrit er vidt forskellige. Det er derfor også en smule futilt at tale om Hendrix, »The Velvet Underground«, »Sonic Youth« og »My Bloody Valentine« som om de spillede på den samme fender-guitar. Det gør de ikke, og de udnytter instrumentets støjmusikalske potentialer af både tilfældig og tilrettelagt art på vidt forskelllige måder. Hvorfor også fænomenet ’støj-rock’ i et æstetisk perspektiv må kobles med en teknisk og perceptionel side, der tager musikerens, komponistens, øjeblikkets, producerens og mediets konceptualiseringer alvorligt. 48 NR. 4 DECEMBER 2002 Om et skånsk fænomen som »Bob Hund« tangerer genren ’støjrock’ kan være lidt tvivlsomt. Men de udnytter på cd’en »bob hund« (2002), »10 år bakåt & 100 år framåt«, til fulde forskellene mellem den støj, der ledsager en live-optræden i en engelsk klub London 23. maj 2001 og studie-optagelser fra gruppens 10 år. I begge tilfælde trykker de den af med en energi og nogle tekster, der i enhver henseende sparker fødderne væk under én, »Istället för musik: förvirring«. Og måske er deres musik i virkeligheden udtryk for, at et eminent udnyttet støj-potentiale, klassisk rock-musik, skånsk brovte-humor og en vis anarkistisk sans også simpelthen kan være udtryk for netop en energi. Det kunne være i et sådant både ubestemt og singulært transformationsfelt støj og musik kunne mødes. Så nu forlades scenen og øret hældes ind i »Bob Hund«, ind i en energi hinsides duracell-kaninernes monotone trommeri. God energi, altså. Rengøring som en hvid tornado i hjernens mugne og spindelvævsbesatte områder. Drik øl og bræk dig, som Bob Hund anbefaler de engelske og svenske tilhørere på live-cd’en. Også det støjer, men vist nok uden at — larme? Spørgsmålet om forskellene mellem larm og støj må vi nok hellere meditere en smule over ved en anden og mere passende lejlighed. (tak til Sara Alfort (bob hund) og Rasmus Steffensen (geiger:)) »Ildfisken # 29« 2002 (cd) »geiger: # 6« 2002 (gratis århusiansk ROSA-skrift om bl.a. støjrock og electronica) Benedicta Pécseli (red.), »øjeblikkets antændelse«, Copenhagen JazzHouse 2001 Torben Sangild, »The Aesthetics of Noise«, Datanom 2002 Peter Vuust, »Polyrytmik og –metrik i moderne jazz«, Det jyske Musikkonservatorium 2000 Bill Evans Trio, »Sunday at the Village Vanguard« (cd) Bill Evans Trio, »Waltz for Debby« (cd) Bob Hund, »bob hund« (2 cd) My Bloody Valentine, »Loveless« (cd) Sonic Youth, »Screaming Fields of Sonic Love« (cd) Big Brother & the Holding Company, »Cheap Thrills« (lp) Hot Tuna, »Live at the new orleans house, berkeley« (lp) Modernismen modereret Eksklusivt udvalg af Johannes Jørgensens litteraturkritik Johannes Jørgensen Essays om den tidlige modernisme Redigeret af Peer E. Sørensen 222 sider, 234 kr. Forlaget Klim Anmeldt af Dag Heede Omslag: Joyce Grosswiler med maleri af Johan Rohde: “Johannes Jørgensen” (1925) I fjor udgav Forlaget Klim i deres nye, eksklusive serie af ’kulturklassikere’ et udvalg af Johannes Jørgensens (1866-1956) tidlige litteraturkritik. Redaktion, lærd kommentering og efterskrift er lagt i Peer E. Sørensens kyndige hænder. Hans indsats er fremragende. På suveræn, om end ikke ganske pædagogisk vis bliver Jørgensens tekster analyseret, perspektiveret og problematiseret. Sørensens overordnede projekt er at moderere den danske modernismekonstruktion, der — groft sagt — ser modernismen som et dansk fænomen udsprunget i nittentresserne med Johannes V. Jensen som eneste forgænger. Johannes Jørgensens negativitetsæstetiske ungdomskritik fra halvfemserne viser ifølge Sørensen en fuldt udfoldet modernistisk sensibilitet, som i det videre forfatterskab erstattedes af religiøs, anti-modernistisk dogmatik. Jørgensen endte efter konverteringen til katolicismen i 1896 med at skrive sig ud af modernismen og ind i klassicismen. Udvalget strækker sig fra 1891 til 1906 og illustrerer, hvor radikalt Jørgensen ændrede sine litte-
atur- og kulturhistoriske konstruktioner. Især romantik- og modernismebegreberne ændrer betydning, indhold og værdi. I halvfemsernes antibrandesianisme fremstilles romantikken som alliancepartner og idealistisk modvægt til naturalismen. I det fascinerende og besynderlige essay »Romantikken i moderne dansk litteratur« fra 1904 kollapses derimod de to begreber, så naturalismen fremstår som en videreudviklet romantik forstået som egoismens, anarkismens og jeg-dyrkelsens tænkning. Georg Brandes fremstilles nu som den største romantiker af dem alle. Over for disse modernitetens og subjektivitetens dårligdomme indfører Jørgensen klassicistiske begreber om dagligdag, vilje, lov og katolicisme, der minder om såvel klostrenes asketisme som renæssancens stoicisme. Selve essaysamlingen er således udspændt mellem forelskede, indfølende og ofte spejlende portrætter af åndbeslægtede digtere som Edgar Allan Poe, Baudelaire, Shelley, Huysmans, Verlaine og Mallarmé og som modpol 1904essayets afsværgelse af ungdomsfascinationensdekadencedyrkende subjektivisme. Stilistisk er der mest at hente i halvfemser-teksterne, hvor Jørgensens indlevelse i sine åndsfæller medfører næsten sammenglidninger mellem citater og analyse. Jørgensen bliver næsten Poe, Baudelaire og Shelley. Eller også er det omvendt, som også Sørensen kritisk bemærker: »I essayene fra 90’erne kan man overalt iagttage, hvorledes han næppe kan skelne mellem sit eget og det fremmede, i den grad læser han kreativt-identifikatorisk«. Identifikationen har omkostninger; der er tale om såvel ’lukninger’ som ’åbninger’ i Jørgensens digterportrætter, der altid er bundet op på romantikkens centrering om digtersubjektet og således ikke kan rumme f.eks. Baudelaires og Mallarmés ’upersonlige’ poetikker. Hele Jørgensens kongerække af tvillingesjæle, hele det åndsaristokratiske herreselskab bliver med vold og magt konstrueret som heroisk-patetiske figurer; de bliver gjort til romantiske digtersubjekter og identifikationsfigurer for den søgende litterat og hans radikale antimaterialisme og antikapitalisme, en søgen, der går fra »Sjælens Sumpegne« og »Sprogets Ligpletter« til genopstandelsen i den katolske tro. Kattens røvhul Glimrende, udtømmende — og dansk introduktion til Borges’ forfatterskab Ditlev Tamm Jorge Luís Borges – en introduktion 280 sider, 295 kr. Gyldendal Anmeldt af <strong>Anne</strong> Marie Dinesen En gang i begyndelsen af 1980’erne, da nogle af os lige var begyndt at læse Borges med stor begejstring, udbrød en af mine lærere fra universitetet, »Jamen han er jo fascist!«, underforstået, så må man ikke læse ham. Borges var ikke fascist eller noget i den retning, men under læsningen af denne bog undrer det mig pludselig, hvordan i alverden han kunne være så ufatteligt dum at modtage en litterær pris i Chile i 1976? Tre år efter militærkuppet, i forbindelse med hvilket Allende blev myrdet og tusinder af civile forsvundet eller flygtet ud af landet? Borges havde tilsyneladende ikke noget entydigt politisk ståsted — og hvem har for øvrigt det andre end fanatikere — og udtalte lidt af hvert gennem sin levetid afhængig af de politiske forhold. Et faktum, som tilsyneladende var medvirkende til, at han aldrig fik Nobel prisen. Men det er der nu så mange andre betydelige forfattere, der heller ikke har fået. Borges var vistnok primært en tilbagetrukket aristokratisk, eller med sine egne ord »en uskadelig anarkist«. Ditlev Tamm benævner ham »platoniker« og tilføjer: »Ikke staten, men biblioteket og ideernes verden var hans sted.« Den praktiske verden var ikke lige Borges’ gebet, men til gengæld var netop verdenslitteraturen, filosofien, sproghistorien osv. en verden, i hvilken Borges bevægede sig med stor lethed og elegance. Tamm understreger da også kombinationen af litteratur og filosofi som »en del af charmen ved hans værker«. Inden jeg begynder at kritisere, eller måske bare undre mig over visse udeladelser, vil jeg fastslå, at denne bog er en aldeles glimrende, grundig og udtømmende introduktion til Borges’ forfatterskab. Det, der undrer mig er, at Tamm er så ufatteligt diskret og nærmest tavs omkring de forhold i Borges’ liv, som de fleste Borges-aficionados kender til, og som kunne nuancere portrættet. Borges boede det meste af sit liv sammen med Jorge Luís Borges (Foto: Alicia Jurado) sin mor og den berømte hushjælp Fani i gaden Maipu i Buenos Aires (samt i en periode den fede, hvide kat Beppo). Derudover havde han en særdeles interessant vennekreds, som bl.a. bestod af Victoria Ocampo, Aldolfo Bioy Casares, Silvina Ocampo (gift med Bioy), María Esther Vazquez, o.a. María Esther Vazquez udgav i 1996 den prisbelønnede biografi »Borges- esplendor y derrota«, en (kritik) bog, som Tamm henviser til ganske kortfattet. Men i øvrigt ikke anvender som kilde, hvilket er synd, da den er spækket med de herligste anekdoter. Måske skyldes denne diskretion, at Tamm, da han første gang var i Buenos Aires i 1997, »mødte mennesker, der havde kendt Borges, herunder María Kodama«. Borges havde en del hjælpere, som rejste med ham, skrev efter hans diktat osv. i forbindelse med den tiltagende blindhed, og sidstnævnte — María Kodama — blev den sidste i rækken af »unge studiner«. Kort før Borges’ død i juni 1986 blev han gift med Kodama. Ifølge Vazquez’ biografi ophørte al kontakt med vennekredsen, da Kodama tog over, og det er et velkendt faktum, at den gamle vennekreds var stærkt bekymret over den sociale isolation, som Kodama etablerede omkring Borges. Så stærk var isolationen, at Borges’ elskede søster Norah måtte læse i avisen, at hendes bror var død i Genéve af en sygdom, hun ikke engang anede, han led af. Og det er også et velkendt faktum, at såfremt man vil have foretræde for Kodama, som via giftermålet erhvervede sig rettighederne til Borges’ samlede skrifter, må man ikke samtidig have forbindelse til for eksempel María Esther Vazquez. Hvilket denne anmelder for øvrigt har, idet Vazquez, i lighed med Borges, er et generøst menneske, der åbner sit hjem for tilrejsende. Så for at nuancere en smule på dette portræt, lad os da tage en anekdote, fortalt af den danske litterat Karl Erik Schøllhammer, der interviewede Borges i lejligheden i Maipu. Borges var en stor kender af de gamle nordiske sprog. Litteraten blev modtaget, og man konverserede lidt. Pludselig spurgte Borges, om ikke det er sandt, at man i Danmark har et hav, der hedder »Kattens røvhul«? Schøllhammer trak lidt på det, i samme øjeblik tog Borges den store hvide kat — Beppo — som lå i hans skød, og vendte så at sige kattens røvhul mod litteraten som en illustration. Borges tilføjede, »Har I ikke et hav, der hedder Kattegat?« Det er trist at den store del af Borges’ liv, som han tilbragte sammen med vennekredsen og familien, så at sige »ikke må eksistere mere«. Men kan man læse spansk, kan man supplere Tamms udmærkede introduktion til forfatterskabet med Vazquez’ bog om både forfatterskab og liv. NR. 4 DECEMBER 2002 49
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3 and 4: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 5 and 6: (1988) og den knap så gode »Stron
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47: ning af visse ords lange endelser.
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56: normativ kvalifikation af erindring

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?