Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
(roman)<br />
Michel Houellebecq<br />
Platform<br />
Oversat af Lars Bonnevie<br />
273 sider, 299 kr.<br />
Borgen<br />
Anmeldt af Søren Pold<br />
Kendere af Michel Houellebecq vil<br />
ikke blive overrasket over at møde<br />
»Platform«s jeg-fortæller, der som<br />
sædvanlig hedder Michel og er en<br />
grå kontormus – denne gang i kulturministeriet.<br />
Som sædvanlig<br />
aldeles uanseelig, uden identitet<br />
eller liv og tilmed usympatisk.<br />
Under og efter en sextur til Thailand<br />
møder han den store kærlighed<br />
i den troskyldige Valérie, som<br />
uvist af hvilken grund ikke afskyer<br />
ham, men kaster sin uegennyttige<br />
seksualitet og kærlighed på ham,<br />
overøser ham med lykke og penge.<br />
Sammen med rejseselskabsdirektøren<br />
Jean-Yves udvikler de et nyt<br />
sexturisme-koncept, charmeturis-<br />
22<br />
Seismograf i et minefelt<br />
En livstræt kontormus’ saftige sexliv med thaisteg til overmål<br />
garneret med ægte kødelig kærlighed og afsluttet af muslimsk<br />
massemord. Alt i alt en samtidsskildring ude af balance.<br />
Man kan stoppe læsningen her, men virkeligheden fortsætter...<br />
NR. 4 DECEMBER 2002<br />
Michel Houellebecq<br />
(Foto: P. Ferbos)<br />
me, som truer med at blive en forbandet<br />
succes, indtil muslimske<br />
terrorister sprænger det hele i luften:<br />
luddere, Valérie og den lukra-<br />
Detalje fra omslaget<br />
tive forretning. Hvorefter vor antihelt<br />
sætter sig til at blive sindssyg<br />
og rådne op på et værelse i Thailand,<br />
helt alene (næsten) uden<br />
luddere. Romanens sidste sætning:<br />
»Man vil glemme mig. Man vil<br />
hurtigt glemme mig.«<br />
Man glemmer ikke lige romanen<br />
og dens forfatter. Michel Houellebecq<br />
har nemlig stukket sin stavblender<br />
ned i samtidens bærme af<br />
muslimsk fundamentalisme, 68’er<br />
frigørelsens forvandling til neoliberalisme,<br />
en kønskamp med<br />
begge køn som taber og markedet<br />
som vinder, samt imperialismens<br />
genkomst som farce i skikkelse af<br />
sexturismen. Det sprøjter ud over<br />
sidernes hvide papir. Ikke et kønt<br />
syn, men ganske effektivt, og der<br />
bliver rørt godt op. Også i den<br />
uhyggeligt virkelige verden. Der er<br />
selvfølgelig nogle muslimer der<br />
har været så dumme at sagsøge<br />
Houellebecq, fordi han har sagt at<br />
Islam er den dummeste religion.<br />
(Sagsøgningen beviser desværre<br />
næsten udsagnet.) Og endelig fik<br />
vi den tragiske bombe i et diskotek<br />
på Bali, hvilket betyder at<br />
man, hvor nødtvungent man end<br />
vil, må forfalde til at kalde romanen<br />
profetisk. Ved profetens skæg.<br />
Det eneste lyspunkt er, at<br />
Houellebecq blev frikendt, da han<br />
ellers ville have fået alt for meget<br />
ret i sin nihilistiske drivkraft.<br />
Er romanen gal eller genial,<br />
anstrengende eller rammende? I<br />
hvert fald er den ubehageligt tidssvarende<br />
– som en seismograf i et<br />
minefelt: vilde udslag på barometeret<br />
med den litterære og intellektuelle<br />
præcision som første offer.<br />
Ikke fordi Houellebecq ikke kan<br />
skrive, for det kan han på en<br />
yderst påtrængende og indtrængende<br />
måde. Man er med andre ord<br />
fængslet som en taliban på Cuba,<br />
om end ikke al fængselsmaden<br />
lader sig sluge. Forholdet til<br />
Valérie virker mildest talt utroværdigt<br />
(dog har de et forrygende – og<br />
velbeskrevet – sexliv). Værre er<br />
det imidlertid, at romanens foragt<br />
for Vesten og for Vestens eksport<br />
af sine elendigheder følges aldeles<br />
ureflekteret (af såvel hovedperson<br />
som roman) hånd i hånd med<br />
hovedpersonens virksomme<br />
udbredelse af sexturismens grove<br />
neokolonialisering. Undertiden<br />
kammer det over i en af de tykkeste<br />
klicheer i vestlig kolonialistisk<br />
tænkning: naiv naturromantik,<br />
som når Michel og Valérie bader<br />
nøgne i den blå lagune (Koh Maya)<br />
og får lyst til at blive der for evigt<br />
uden at medtænke, at de er kommet<br />
der som frontkæmpere for<br />
sexturismens afskyelige eurofjæs<br />
(»vi voldtager ikke jeres døtre, vi<br />
betaler skam«). For en forfatter der<br />
blændende har formuleret, hvordan<br />
markedsgørelsen i kraft af<br />
60’ernes nådesløse frigørelse har<br />
indtaget og kolonialiseret de mest<br />
intime zoner, er det for tyndt og<br />
dårligt tænkt, at utopien skulle<br />
ligge gemt i thaisteg ad libitum.<br />
Houellebecq har skabt en effektfuld<br />
romanmotor, der kører på en<br />
sprængfarlig (!) blanding af sex,<br />
uegennyttig hengivelse, tilbedelse<br />
af kvinden, prostitution og benhård<br />
økonomi. Tingene passer<br />
ikke sammen – romanen rummer<br />
en række farlige ubalancer, der<br />
truer med at vælte det litterære<br />
læs, og Houellebecqs barske budskaber<br />
gør, at man ikke bare kan<br />
tilgive ham, trods det faktum at<br />
han indfanger sin læser, som Bin<br />
Laden indfanger sine selvmordsterrorister.<br />
Uinteressant er det<br />
langt fra, mens bomberne sprænger<br />
omkring os.
Change language