Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
Problemerne tårner sig op, da<br />
politiet pludselig indfinder sig,<br />
klædt ud som journalister, der skal<br />
interviewe det polske fodboldlandshold,<br />
som tilfældigvis er indlogeret<br />
på hotellet. Men politiets<br />
tilstedeværelse er ikke i sig selv<br />
det værste. Værst er følgerne, som<br />
består i, at fortidens frygt og mistænksomhed<br />
vender tilbage.<br />
Mistænksomhed over for de allernærmeste<br />
venner og over for de<br />
mest uskyldige hændelser.<br />
Bogen er et studie i denne rastløse<br />
mistænksomhed og frygt, der<br />
følger Carlos døgnet rundt frem til<br />
øjeblikket, hvor de to terrorister<br />
skal evakueres fra hotellet. Grundtonen<br />
er behersket af frygten, og<br />
det kan derfor synes paradoksalt,<br />
at prosaen skrider så roligt og<br />
overlegent fortællende frem, som<br />
den gør. Der er ingen narrativ<br />
slinger i valsen. Atxaga fører sin<br />
læser roligt frem til de sidste dramatiske<br />
sider, hvor hele historien<br />
ender i en kaotisk og egentlig tvetydig<br />
scene, der imidlertid er så<br />
suverænt forberedt, at læseren<br />
ikke kan tvivle på nødvendigheden<br />
af den. Romanen er basalt<br />
spændende, da læseren tvinges<br />
med ud i den konstante agtpågivenhed<br />
over for hverdagens små<br />
tegn. Hvert telefonopkald, hver<br />
uoverlagt bemærkning kan vise sig<br />
at være skæbnesvanger.<br />
På sin egen skeptiske, lakoniske<br />
facon, er der også lagt op til etiske<br />
overvejelser om forholdet mellem<br />
personlig skyld og politisk ansvar,<br />
men det hele er holdt ud fra kroppen<br />
i en vis distance, idet det først<br />
og fremmest handler om overlevelse<br />
her og nu. Hovedpersonen<br />
har på sin vis ret i sin påstand om,<br />
at vi ikke er skyldige og vore<br />
handlinger ikke er vore egne, for<br />
selv om Carlos forsøger at påtage<br />
sig ansvaret for de to terrorister<br />
‘ene mand’, så bliver alle omkringværende<br />
automatisk og uafvidende<br />
viklet ind i det. De er med- og<br />
modspillere i Carlos’ plot, men<br />
spiller ofte rollen på en måde, som<br />
Carlos ikke kunne have forudset.<br />
Hans handlinger er aldrig heroisk/<br />
fatalt hans egne.<br />
På dansk foreligger af Atxaga<br />
kun kortprosasamlingen »Obabakoak«<br />
fra 1998 (1995), som i en<br />
række forunderlige, genreblandende<br />
tekster væver historien om<br />
byen Obaba. I forhold til denne<br />
samling er romanen »Ene mand«<br />
forbløffende stilren, overbevisende,<br />
nonchalant gennemført og<br />
roligt fortællende selv i sine stærkeste<br />
thrilleragtige sekvenser. Lad<br />
dette være en anbefaling.<br />
Den døde mand<br />
Camille Laurens<br />
I disse arme<br />
Oversat af Lars Bonnevie<br />
256 sider, 269 kr.<br />
Borgen<br />
Anmeldt af Vibeke Theisen<br />
En prisbelønnet fransk roman om en tidstypisk kvinde:<br />
Emanciperet på det professionelle område,<br />
men besat af begæret efter totalsymbiose med manden<br />
En kvinde besat af mænd. Hende,<br />
i hvis univers kun mænd eksisterer.<br />
Hende, der udvandrer halvt<br />
vanvittig under Cukors film<br />
»Women«, fordi der kun optræder<br />
kvinder. Hun fikserer på mænd og<br />
undgår kvinder. Først når Camille<br />
— succesforfatter med nyt roman-<br />
projekt — har forvisset sig om, at<br />
der er mænd til stede, falder hun<br />
til ro. Som konsekvens af Camilles<br />
mani er kvinder kun repræsenteret<br />
i Laurens’ roman, når de begærer<br />
eller på anden måde forholder sig<br />
til en mand.<br />
Øvelsen består nu i, at vi læsere,<br />
adressater, som det hedder,<br />
skal bringes til at forstå Camilles<br />
monomane afhængighed af hankønsvæsener,<br />
udviklet af hendes<br />
symbioselængsel, og ligeledes<br />
hendes mistillid til kvinder,<br />
udviklet af et smertende svigt fra<br />
familiens kvinder. Mænd er imidlertid<br />
ikke bare pragtfulde, de er<br />
(roman)<br />
også forfærdelige. Camille ser i en<br />
central scene ægtemanden som<br />
død, ikke fysisk, men for hende:<br />
Død. Og hun noterer: Det er ikke<br />
kærligheden, der dør, det er manden.<br />
Dette og mere beretter hun<br />
hos psykoanalytikeren, som det er<br />
hendes plan at forføre — bemærk:<br />
ikke forføres af. Et vanvittigt projekt,<br />
hedder det, »at forføre en<br />
mand, ikke ved at skjule alt for<br />
ham, som man plejer, (…) men<br />
tværtimod fortælle ham alt...«<br />
Bogen er komponeret i to spor,<br />
terapien og romanen. Der er konsultations-kapitlerne,jeg-monologer,<br />
alle betitlet »Alene med ham«<br />
(analytikeren). Her åbner jeget sit<br />
hjerte, causerer, provokerer, argumenterer,<br />
kort sagt forfører. Og forførelsen<br />
lykkes, til slut ligger hun<br />
på sofaen (!) hjemme hos psykoanalytikeren<br />
og læser hans Lacaninspirerede<br />
artikel om forholdet<br />
mellem kønnene. Man kan således<br />
have sine tvivl om, hvorvidt terapien<br />
er lige så vellykket som forførelsen.<br />
— Og der er kapitlerne<br />
indeholdende Camilles roman. De<br />
hedder »Faderen«, »Elskeren«,<br />
»Ægtemanden«, »Gymnasielæreren«,<br />
»Bedstefaderen«, »Jesus«,<br />
»Eleven«, »Forlæggeren«, osv.<br />
Som det brænder mere og mere<br />
på, bliver der tættere mellem terapikapitler<br />
og romanhandling.<br />
»I disse arme« er vittig, klog, ironisk,<br />
persiflerende, ofte gribende.<br />
Der falder mange aforisme-agtige<br />
sentenser, og hvor de står som<br />
konklusion på levede situationer,<br />
virker de rigtige, overbevisende.<br />
Halvvejs inde i bogen blev<br />
Deres anmelder grebet af klaustrofobi:<br />
Kommer der ikke snart en<br />
kvinde? Her hører vi, at Roland<br />
Barthes bor lige over for Camille,<br />
men ærlig talt, kunne Luce<br />
Irigaray* ikke snart træde ind på<br />
scenen? Da de tre fjerdedele var<br />
passeret, havde klaustrofobien fortaget<br />
sig.<br />
* Belgisk filolog og psykoanalytiker.<br />
Feministisk kritik af psykoanalysen<br />
med afsæt i Lacan.<br />
NR. 4 DECEMBER 2002 17