Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
(stand in)<br />
fortsat fra forrige side<br />
burde anmelde. Vi anmelder godt<br />
100 skønlitterære bøger om året.<br />
Det betyder imidlertid ikke, at vi<br />
aktivt vælger 1200 bøger fra. Nogle<br />
af disse bøger ser vi overhovedet<br />
ikke, andre har vi aldrig hørt om.<br />
Og skal al den litteratur overhovedet<br />
anmeldes i et trykt tidsskrift?<br />
Eller er <strong>Standart</strong> et supplement til,<br />
hvad der i øvrigt foregår, for der er<br />
vel ingen grund til at alle tidsskrifter,<br />
aviser og hjemmesider anmelder<br />
de samme bøger? I <strong>Standart</strong><br />
har vi f.eks. valgt at have særligt<br />
fokus på debuterende, skønlitterære,<br />
danske forfattere.<br />
Til Stand In denne gang har vi<br />
rodet i bunken med den litteratur,<br />
vi i første omgang afviste, og har<br />
fundet et par håndfulde udgivelser,<br />
som nu bliver anmeldt. De er<br />
sendt til en række af <strong>Standart</strong>s<br />
faste anmeldere, som er blevet<br />
bedt om at anmelde bøgerne ud<br />
fra nøjagtig de samme kriterier,<br />
som når de ellers anmelder for<br />
<strong>Standart</strong> – nemlig deres helt egne<br />
kriterier. På de næste sider følger<br />
så dommen. Men denne gang ikke<br />
kun over en række værker af —<br />
måske — tvivlsom kvalitet, men<br />
også over <strong>Standart</strong> som anmeldelsestidsskrift.<br />
For tog vi fejl, da vi<br />
første gang afviste f.eks. Birthe<br />
Arnbaks seneste digtsamling, <strong>Anne</strong><br />
Marie Løns roman og Christian<br />
Jacqs ditto? Det kan I, kære læsere,<br />
vurdere, mens I tygger jer igennem<br />
denne special edition af Stand In.<br />
Gik I glip af noget, og er der mon<br />
mere i <strong>Standart</strong>s gemmer, som<br />
trænger til at se både lyset og<br />
<strong>Standart</strong>s spalter?<br />
Vi vil i redaktionen læse jer<br />
over skulderen, for dette Stand In<br />
handler ikke kun om den litteratur,<br />
vi i første omgang anså for<br />
uvæsentlig og derfor uinteressant<br />
for <strong>Standart</strong>s læsere. Det handler i<br />
lige så høj grad om den evigt aktuelle<br />
diskussion af, hvad der er god,<br />
og hvad der er dårlig litteratur. For<br />
når man bedriver litteraturkritik,<br />
kan man ikke undgå også at invitere<br />
følelserne, præferencerne og<br />
aversionerne med indenfor. Det<br />
ændrer dog ikke ved, at der stadig<br />
findes god, dårlig og meget dårlig<br />
litteratur. Hvad der er hvad — og<br />
hvorfor, vil dette Stand In gerne<br />
rejse en debat om. For <strong>Standart</strong><br />
har en formodning om, at kun ca.<br />
10% af den udgivne litteratur er<br />
nødvendig. Vi ved bare ikke hvilke<br />
10%.<br />
26<br />
Redaktionen<br />
NR. 4 DECEMBER 2002<br />
<strong>Anne</strong> Marie Løn<br />
Hvis barn ...<br />
465 sider, 299 kr.<br />
Gads Forlag<br />
Fundamentalismens<br />
væsen<br />
Steen Klitgård Povlsen<br />
<strong>Anne</strong> Marie Løn holder liv i en dansk selvbesindelse<br />
<strong>Anne</strong> Marie Løns nye bog »Hvis<br />
barn ...« handler om fortrængning,<br />
dobbeltmoral, bigotteri og seksuelle<br />
overgreb i Indre Mission. Jeg<br />
tror, at det billede, hun giver af<br />
bevægelsen meget godt dækker tilstandene<br />
for en del år siden; jeg<br />
ved ikke, om det holder for bevægelsen<br />
i dag, men jeg ved, at den<br />
er i stærk og for nogle (herunder<br />
mig selv) overraskende vækst i<br />
disse år, så det er et aktuelt tema,<br />
hun griber op i bogen. Hvad enten<br />
det går lige så tvetydigt til som i<br />
»Hvis barn« i vore dages Indre<br />
Mission eller ikke, kan det aldrig<br />
skade at blive mindet om adfærdsmønstre<br />
og traditioner, der var<br />
udbredt for ikke så mange år<br />
siden. Fundamentalisme er en<br />
vederstyggelighed i hvad aftapning,<br />
den end forekommer, og i<br />
disse tider med angreb på og fra<br />
andre religiøse fundamentalismer<br />
verden over, kan det være gavnligt<br />
at blive mindet om, at vi også har<br />
vores egen. Det er fortjenstfuldt, at<br />
<strong>Anne</strong> Marie Løn gør det med sin<br />
nye bog.<br />
Og billedet er heller ikke entydigt.<br />
Romanens virkelige skurk er<br />
netop én, der er brudt ud fra Indre<br />
Mission og ikke vil følge deres<br />
moralregler. Det hårdt troende forældrepar,<br />
der i sidste instans svigter<br />
deres datter, er også hjælpsomme<br />
og venlige, og at et barn<br />
dør mellem hænderne på dem er<br />
ikke direkte deres skyld. Og den<br />
missionsvirksomhed, hovedpersonen,<br />
den lægestuderende Bianca,<br />
møder på et hospital i Afrika, er<br />
heller ikke så entydig, som det i<br />
første omgang ser ud til. Der er her<br />
både tale om hårdhændet indoktrinering<br />
og nedladende foragt for de<br />
sorte, og eksempler på storsindethed<br />
og ægte menneskelig varme.<br />
Virkeligheden har mange facetter.<br />
Og endnu mere kompliceret bliver<br />
det, da det viser sig, at det afrikanske<br />
idealsamfund, som Bianca<br />
flygter ud til for at føde et barn, og<br />
som længe fremstår som ren idyl<br />
og en utopi på jorden, også indeholder<br />
brådne kar. Selv denne<br />
paradistilstand må Bianca flygte<br />
fra. Kun den medudsendte Benny<br />
synes at være sin vægt værd i<br />
guld, og med udsigten til et godt<br />
gammeldags samliv med ham,<br />
lader <strong>Anne</strong> Marie Løn sin romanen<br />
løbe ud i den eneste mulige<br />
frelse for Bianca. Et jordbundet og<br />
Omslag: Lise Rønnebæk med illustration<br />
af Lin Utzon<br />
ydmygt svar på alverdens fundamentalisters<br />
himmerigssyner.<br />
Før vi kommer så langt har vi<br />
været igennem mange, til dels dramatiske<br />
begivenheder, for hovedpartens<br />
vedkommende koncentreret<br />
om skildringen af missions-<br />
hospitalet i Tanzania. Det er ind<br />
imellem interessant, men for langt.<br />
Der ligger tydeligvis en god research<br />
til grund for romanen, og<br />
Løn kan ikke nære sig: vi skal ikke<br />
kun underholdes og provokeres, vi<br />
skal også informeres. Fair nok, det<br />
har altid været litteraturens opgave,<br />
men vi er i et andet medieunivers<br />
end for bare 50 år siden. Det<br />
kræver større koncentration af litteratur<br />
i dag. Løn fortæller i<br />
hovedsagen i en slags medsyn<br />
med Bianca, men springer også af<br />
og til ind i de andre personer. En<br />
meget stor del af hendes tekst er<br />
replikker, men der er også mange<br />
analyser af følelser, som simuleres<br />
at kunne være personernes indre<br />
tale, men helt klart er fortællerens<br />
ansvar. Det fylder også for meget<br />
og giver diktionen en lidt docerende<br />
og overtydelig karakter. Lidt<br />
provokerende kunne man sige, at<br />
der visse steder er noget missionsk<br />
over stilen.<br />
Men i det store hele er jeg positiv<br />
over for en bog som denne. Den<br />
tager et aktuelt tema op og holder<br />
liv i en nødvendig, dansk selvbesindelse.<br />
Den er letlæselig og<br />
underholdende, så den kan læses i<br />
mange kredse: f.eks. af folk involveret<br />
i ulandshjælp og — hvis de<br />
ellers kunne løfte øjnene fra<br />
bønnebøgerne — i Indre Mission.<br />
Hvorfor ikke? Også i de kredse er<br />
der vel folk, der er parat til at<br />
gribe i egen barm. Imens forgriber<br />
de sig jo ikke på andres.<br />
Om den skal anmeldes i »<strong>Standart</strong>«?<br />
Tja, principielt mener jeg<br />
ja, men hvis bladets linie lægges<br />
an på det sprogligt og formelt fornyende,<br />
og man koncentrerer sig<br />
om litteraturens innovative talenter<br />
og nye begyndelser, vil »Hvis<br />
barn...« glide ud.<br />
Nu blev den så alligevel anmeldt.