Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

More documents

Recommendations

Info

(roman) Patriarkernes børn Jonathan Franzen Korrektioner Oversat af Mich Vraa 609 sider, 395 kr. Gyldendal Anmeldt af Tore Rye Andersen I løbet af det seneste årti er der i amerikansk litteratur sket en drejning bort fra den postmodernisme, der siden 60’erne har været fremherskende. Denne nylige udvikling manifesterer sig bl.a. i en bemærkelsesværdig fokusering på familien. Hvor postmodernismen ofte skildrede individer i ensom kamp mod Systemet, koncentrerer interessen sig nu om familien, der fremstilles som et menneskeligt modsystem mod det senkapitalistiske samfunds stadig prolifererende fangarme. Tendensen kan i og for sig allerede spores hos et par af de postmoderne patriarker selv, f.eks. i Don DeLillos »White Noise« og Thomas Pynchons »Vineland«, men hos patriarkernes børn – en ny generation af forfattere født o. 1960 – er det reglen snarere end undtagelsen. Disse yngre forfattere, hvoraf navne som David Foster Wallace, Rick Moody, Dave Eggers, Donald Antrim, Jeffrey Eugenides og ikke mindst Jonathan Franzen skal fremhæves, er alle vokset op med den normbrydende postmodernisme som præskriptiv norm, og de søger i deres romaner konstruktive alternativer til, hvad de betragter som postmodernismens grundlæggende negation. Og den fælles platform for denne afsøgning er altså i vid udstrækning familien — ikke de tosseglade familier, vi kender fra talløse idiotiske ’sitcoms’, men snarere mere eller mindre dysfunktionelle familier, der med nød og næppe formår at holde sammen, og som derfor fremtræder yderst virkelighedstro. 4 Jonathan Franzen har skrevet en finkulturel samtidsroman, der når det brede publikum NR. 4 DECEMBER 2002 De fleste familier er vel udspændt mellem stærke centrifugale og centripetale kræfter, mellem frastødning og tiltrækning, hvilket nok især tydeliggøres i julen. Hvilket bedre billede på dette modsætningsfyldte grundvilkår end det tændte juletræ, der udgør et bogstaveligt samlingspunkt, mens familien utålmodigt hvirvler om det: Er centripetalkraften for stærk, så kommer man for tæt på og brænder sig; på den anden side kan det mindste brud på kæden slippe centrifugalkraften fri og slynge de enkelte familiemedlemmer fra hinanden i alle kompassets retninger… En splintret familie Julen som arnested for familien står også i centrum af Enid Lamberts drømme i Jonathan Franzens fabelagtige nye roman »Korrektioner«. Den 70-årige Enids inderlig- ste ønske er at samle den splintrede familie én sidste gang til jul i Lambert-hjemmet, inden hendes mand Alfred farer endegyldigt vild i Parkinsonismens og senilitetens irgange. Det er imidlertid lettere sagt end gjort, da parrets børn er spredt for alle vinde. Den ældste søn, bankmanden Gary, lever et tilsyneladende misundelsesværdigt familieliv med en smuk kone og tre raske sønner, men under overfladen lurer depressionen. Garys lillebror Chip prøver at for- hutle sig gennem tilværelsen på bedste beskub efter at have mistet en akademisk fastansættelse på målstregen, som følge af en hed affære med en studine. I begyndelsen af romanen forsvinder Chip således til det postkommunistiske Litauen, hvorfra han bedrager naive investorer over Internettet. Og familiens yngste, Denise, søger at holde styr på et forvirret kærlig- hedsliv, hvor hun bl.a. har en affære med sin chef og dennes kone [sic!], alt imens hun skiftevis passer og forsømmer sit job som chef-kok på en trendy restaurant i et nedlagt kraftværk. Det er disse kaotiske vektorer, Enid med diverse ufine tricks prøver at få til at konvergere i St. Jude. Romanen er opdelt i fem dele; en del for hvert familiemedlem. Tilsammen tegner de en vidunderlig mosaik af ikke blot Lambertfamilien, men også USA ved årtusindskiftet. Selv om familien står i centrum, ignorerer Franzen ikke det omgivende samfunds seismiske rystelser, og aktuelle fænomener som bioteknologi, politisk korrekthed, overvurderede Nasdaq-aktier og hensynsløs kapitalisme skildres overbevisende og kynisk klarøjet gennem deres indvirkning på romanpersonerne. Ved at præsentere kulturelle tendenser gennem deres effekt på romanpersonerne og samtidig fastholde personerne i fortællingens centrum, gør Franzen sit persongalleri sprællevende – en modsætningsfyldt, på én gang pragtfuld og røvirriterende, og således kun alt for menneskelig gruppe af karakterer, hvis lige man ikke har set længe. Kun den biseksuelle Denise synes at falde lidt igennem, da hendes komplekse personlighed virker en kende mere kunstfærdig end egentlig troværdig, og hun således i højere grad fremstår som en traditionel romanperson; men 4? ud af 5 er ikke et dårligt resultat for en bugtaler, og selv Dickens ville have været misundelig på Franzens empatiske virtuositet. »Korrektioner« er simpelt hen eminent læseværdig, morsom og letløbende og dog med en knugende tyngde. Med romanens egne ord: »Tragedie omskrevet til farce«. En æstetisk korrektion Med dette karakterdrevne og tilgængelige værk lever Franzen helt op til den udfordring, han i 1996 satte sig selv i essayet »Perchance to Dream«. Hér beskriver Franzen, hvordan det tidligere så privilegerede samfundsbarometer, romanen, har mistet terræn i forhold til tv, og at måden hvorpå det tabte terræn kan genvindes ikke er ved at skrive abstrakte, systemfikserede postmoderne monstrøsiteter à la Gaddis, Pynchon og DeLillo. Essayet er både et fadermord på de postmoderne pariarker, men også rettet mod Franzen selv, der i sine to første romaner, den glimrende »The Twenty-Seventh City«
(1988) og den knap så gode »Strong Motion« (1992) begik netop dén type svært tilgængelige systemromaner. I essayet satte Franzen sig følgelig for at skrive noget så øjensynligt paradoksalt som en finkulturel samtidsroman, der nåede det brede publikum og for en stund rev dem væk fra tv-skærmen. Som sådan er »Korrektioner«s vigtigste korrektion måske en æstetisk korrektion af den indimellem elitære postmodernisme. Med »Korrektioner« er Franzens projekt rent faktisk lykkedes — måske endda lidt for godt: Da romanen udkom i USA sidste efterår valgte tv-stjernen Oprah Winfrey prompte romanen som månedens bog i »Oprah’s Book Club« og inviterede samtidig Franzen til at optræde i sit talkshow; normalt en stensikker garanti for et mersalg på mindst en million eksemplarer og efterfølgende økonomisk uafhængighed. Men samtidig også, i hvert fald for Franzen, et lidt for bredt publikum, trods alt. I interviews udtrykte han reservationer over at blive slået i hartkorn med Oprahs sædvanlige forfatter- og læserskare, og en fornærmet Oprah trak forståeligt nok tv-invitationen tilbage, til stor moro i de amerikanske medier. Franzen har øjensynligt det tilfælles med sine postmoderne forgængere, at han ikke er helt tryg ved den brede mainstream, og gerne vil forblive i den velkendte margin. Han synes at være bange for den grænse, hvor litteraturen går fra at være kunst til at være en konsumvare på linje med cornflakes. Franzens lidt klodsede håndtering af Oprah-affæren ufortalt, er og bliver »Korrektioner« en fremragende roman, der tager handsken op og med et sviende slag i ansigtet på den mere abstrakte gren af postmodernismen skaber noget nyt. Romanen vandt fortjent en National Book Award og er sammen med David Foster Wallaces »Infinite Jest« fra 1996 det vigtigste indlæg i forsøget på at korrigere postmodernismen og genetablere romanen som — med Wallaces ord: »en levende transaktion mellem mennesker«; som en åben kommunikationskanal mellem forfatter og læser snarere end et tillukket tekstuelt spejlkabinet. Jeg kan ikke komme på andre amerikanske udgivelser fra de seneste 4-5 år, som jeg kan anbefale varmere, og den bør ligge under mange juletræer i år, alt imens familierne indædt forsøger at hænge sammen i dansen om træet. Behørige berøringer Ubehageligt godt billede af det ubehageligt kejtede Helle Helle Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand 168 sider, 228 kr. Samleren Anmeldt af Lisbeth Christensen — Hej, sagde hun. — Hej, sagde han, og nogle gange lagde hun en hånd på hans ryg. — Lad være med at ynke mig, sagde han, og hun gik videre hen mod vinduet. Susannes nervøse, febrilske og kejtede hånd flagrer gennem romanen. Den er ikke helt rigtig nogen steder — hverken på Kims ryg eller på Esters, og der er ikke rigtig plads nok. Hun har ladet den højgravide Ester flytte ind hos hende og kæresten, hvor han sidder og forsøger at skrive. For Esters mand er utro, den ligefremme Ester har ikke givet Susanne mulighed for at sige nej, og Susanne er en krydsning mellem hensynsbetændelse, smålighed og klodsethed. På en måde er Susanne og Ester ikke engang rigtige veninder, men bare tidligere arbejdskollegaer, og egentlig er Susanne og Kim ikke ret meget kærester — de bor nærmest bare sammen. Det er nok derfor, hun forestiller sig alt muligt. Deres forhold er på mange måder ulige — som den paraply og mursten, Susanne selv ser dem som. Hun har prøvet at skrive lister over plusser og minusser i deres forhold, men hel- ler ikke ved den lejlighed kunne hun formulere hvad, der er galt. Sprogligt er hun ham underlegen, og hun ved det, og han ved det, og hun ved, at han ved det. Hun kommer med små ubehjælpsomme løgne, og hun forsøger at fortie sig ud af forlegenheden: — Jeg havde købt en undertrøje til ham. Nu kan du få den. Det er en størrelse large. Hvad er der? — Ikke noget. Han drak en stor slurk af sin fjerde øl. — Jeg har tænkt på, om vi skulle købe et juletræ i år, sagde hun, men så satte han glasset fra sig og så væk fra hende, ud af vinduet, og hun vidste, at hun var gået for vidt med juletræet og undertrøjen lige nu, her efter filmen. Alligevel sagde han ingenting. Han lagde også armen rundt om hende, da de kom ud igen. Der var et ophold i snevejret, men det føg meget fra tagene og på de åbne pladser. Hun gjorde sig tavs i bussen hjem for at bøde for sine almindeligheder. For Susanne handler det nemlig meget om almindeligheder. Hendes verden er praktisk og opryddelig og ren. Hun ordner og lufter ud — ifølge Kim så meget, at hun lukker al ånd ud af lejligheden. Der bliver i hvert fald gennemtræk, så der ikke levnes meget plads til den berøring, de egentlig gerne vil, men kun som kun finder sted forsøgsvist og famlende. Og Esters tilstedeværelse får blot konturerne af forholdet til at stå stær- Helle Helle (Foto: Robin Skjoldborg) (roman) kere frem: Fordi Ester fylder meget, får hun Susannes plads ved siden af Kim i bilen, så Susanne må nøjes med bagsædet, hvorfra hun forsøger at følge med i samtalen — hvilket hun selvfølgelig ikke kan. Den manglende formåen, de klodsede berøringer, kejtetheden og kulden ligger der fra romanens begyndelsesbillede. En scene i et frygteligt hvidt, koldt og afslørende lys — som netop Helle Helle er så god til at lave dem — viser et billede, hvor en masse handlinger er trængt sammen, hvor lyde smelter sammen, så man kun hører den lyd, der ikke er til stede. Billedet er så intenst, at det flimrer foran øjnene gennem læsningen af alle de små efterfølgende berøringer af ømme punkter. Måske er det fordi, jeg finder disse fortættede billeder så fabelagtige, at jeg alligevel allerbedst kan lide Helle Helles noveller. De er også bare noget andet end romanerne, javist, men når jeg nu er i gang med at gradbøje mine lovord, så får de velvalgte berøringer i novellerne lov til at fylde hvert sit univers, hvilket de sagtens kan og fortjener. I både denne roman og i »Hus og hjem« får kvinderne lov til at kejte derudaf imellem flæskefars, koteletter, kylling og and, og det er næsten ikke til at holde ud — som når nogen bliver ved med at nive én i kinden. Jeg er mere til regulære lussinger, men i det hele taget meget til disse ikke behagelige men behørige berøringer. NR. 4 DECEMBER 2002 5
Page 1 and 2: 4 Anmeldelser af ny litteratur 16.
Page 3: Henry Roth Kald det søvn (Call It
Page 7 and 8: gi. Og det er egentlig ret provoker
Page 9 and 10: unds — en uvane som den har tilf
Page 11 and 12: Patos og mirakel Fremragende erindr
Page 13 and 14: styre, som siden Angolas uafhængig
Page 15 and 16: sin beretning: »Hvis jeg nu skal b
Page 17 and 18: Problemerne tårner sig op, da poli
Page 19 and 20: Ud i det blå Kirsten John Så mege
Page 21 and 22: mentsbyen, der gentager hinanden, s
Page 23 and 24: Tænk hvis du vandt i Lotto Romande
Page 25 and 26: Er det nu nødvendigt? Man kan væl
Page 27 and 28: ’Poesi’? Stillestående indhold
Page 29 and 30: siger hun. Det er sjovt. Og man for
Page 31 and 32: En røst fra fortiden Lola Baidel S
Page 33 and 34: … en grav i skyerne, en malstrøm
Page 35 and 36: på sin helt egen måde også er po
Page 37 and 38: En lille bog der gør litteraturen
Page 39 and 40: Merete Pryds Helle Ti fingre fra el
Page 41 and 42: Jón úr Vör på dansk Jón úr V
Page 43 and 44: Punkter & Patos Anne-Louise Bosmans
Page 45 and 46: Scenen er indledningen til Odysseus
Page 47 and 48: ning af visse ords lange endelser.
Page 49 and 50: atur- og kulturhistoriske konstrukt
Page 51 and 52: Hilsner fra bogkælderen, bagerste
Page 53 and 54: lagte, så ærlige og så personlig
Page 55 and 56:
normativ kvalifikation af erindring
show all

Vagn Lundbye Günther Grass Anne-Louise Bosmans ... - Standart

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?