Minister vil gribe ind mod voksende skole-kløft

More documents

Recommendations

Info

Kristeligt Dagblad Fredag 10. februar 2012 Denne side er redigeret af Rikke Milling Du har set rigtigt, Djurhuus Det bedste ved at være samler er den fede fornemmelse, det giver at finde og købe et godt værk. Det næstbedste er bekræftelsen fra andre. Det mener en af Danmarks største kunstsamlere, Leif Djurhuus, der netop har haft en del af sin samling udstillet på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Ønsket for fremtiden er, at samlingen ikke skal stå gemt på et lager ny serie Af Mette skov hAnsen skov@k.dk Mange kunstsamlere er kendt for at være diskrete med deres samlinger. At holde dem for sig selv og ikke vise dem frem eller snakke højt om dem hele tiden. Men sådan en samler er Leif Djurhuus ikke. Bestemt ikke. Selvfølgelig er de over 2000 værker, som den 59-årige erhvervsadvokat gennem årene har anskaffet sig, købt for hans egen skyld. Men næstefter det også for andres, hvorfor han sidste år gik med til at låne omkring 200 værker ud til kunstmuseet ARoS i Aarhus, hvor alle de besøgende frem til den 22. januar kunne se dem i udstillingen ”Con Amore”. I Leif Djurhuus’ hjem er væggene dog tomme. Ikke et eneste søm er slået i. Men det kommer. Også i den grad. Den 59-årige ejendomsadvokat, der er partner i et af Danmarks største advokatfirmaer, Plesner, er lige flyttet sammen med kæresten Sidsel, og da Kristeligt Dagblad møder ham, har han netop afleveret sin tidligere lejlighed. Kunst er der dog kommet lidt af i lejligheden. Det står bare stadig på gulvet langs væggene. Helt tilfældigt, som Leif Djurhuus understreger, mens han peger på nogle forskellige værker og forklarer og fortæller. Han snakker meget, og han snakker hurtigt. Kaster kunstnernavne ud i luften, kommenterer deres streg, deres talent og fortæller, hvordan han kom i kontakt med netop dem. Henviser til andre værker, som står andre steder, på hans lagre, eller som er lånt ud til venner, kolleger, klienter eller andre kunstmuseer. Blandt andre ARoS, hvor et af hans nuværende yndlingsværker af den amerikanske samtidskunstner Chris Johansen, står. Han finder kataloget fra ARoS frem og bladrer, indtil han finder værket fra 2002 med en masse talebobler i forskellige farver. Pludselig går talestrømmen i stå. Leif Djurhuus sukker og nikker. Han kan se på det igen og igen, siger han, og smilet på læberne breder sig. Øjnene bliver milde. Han kunne lige så godt kigge på et billede af et lille barnebarn. ”Det er, når det er godt,” siger han. ”Så er der det der drive.” På spørgsmålet om, hvor billedet skal hænge, kigger han søgende rundt. Det skal have en markant væg, siger han. Peger på forskellige muligheder i stuen. Dér eller dér. Der skal ikke hænge noget i nærheden. Måske vil han have plads til en hel sektion med Chris Johansons mindre billeder også. De giver stof til eftertanke, mener han. Idéen om at lade en del af samlingen udstille på ARoS var længe blevet diskuteret mellem Leif Djurhuus og museets direktør, Jens Erik Sørensen. Og det var en idé, som samleren syntes om: ”Det er godt at købe kunst. Det er dejligt og en fed fornemmelse. Jeg vil ikke sige, jeg er forfængelig, men det næstbedste er at blive bekræftet. En ting er, at jeg kan sige, ’hold da kæft, hvor er det et godt værk’, men efter en periode kommer det med at få bekræftelsen af – ’Du har set rigtigt, Djurhuus’. Det vil jeg ikke skjule,” siger han og tilføjer, at det faktisk også nogle gange er bekræftelsen, der gør, at han bliver ved og fortsat tør satse. ”Jeg har købt ting, hvor folk har sagt: ’Er du tosset? Har du givet penge for det?’. Så går der 10 år, og så kommer der et museum, der gerne vil låne dit og dat, og så er det, man siger, ’det var da egentlig meget godt gået Djurhuus’. Så bliver man bekræftet og får lyst til at følge det spor. Når man slipper af sted med det 0 Leif Djurhuus’ hjem er for tiden ikke fyldt med kunst, som det plejer, men derimod med papkasser, fordi han netop er flyttet. Men det kommer, forsikrer han. Også i den grad. Her ses han med kataloget til udstillingen på ARoS med værker fra hans samling, som snart kommer hjem til ham igen. – Foto: Søren Staal. stunt, så bliver man ved.” Og han har satset. Nogle gange forkert, men det er ifølge ham selv meget sjældent. Han indrømmer også, at der er nogle grimme og meget provokerende ting imellem samlingens værker: ”Nogle spørger mig, hvorfor jeg køber sådan nogle grimme ting. Det gør jeg, fordi jeg synes, at det som kunstværk er godt, og fordi det har kunsthistorisk betydning eller får det. Og jeg er sikker på, at der er et museum, der senere vil fatte interesse for værket. Hvis jeg skal have det, skal det være nu.” Som eksempel nævner Leif Djurhuus nogle fotografier, der også har været på ARoSudstillingen med den amerikanske fotograf Dash Snow, der selv døde af en overdosis som 29-årig. ”Billederne er provokerende med sex, stoffer og blod blandet i en pærevælling. De er ulækre, fordi der ikke er noget ’filter’ på. Det er lige på og hårdt. Jeg ved, kunstnerne i New York har stor respekt for Dash Snow, og jeg tror, de bliver en form for museumsstykker,” siger han og tilføjer, at han samtidig også oplever, at han nogle gange har satset for lidt og været for praktisk, hvilket ærgrer ham i dag. Leif Djurhuus kommer ifølge ham selv fra et miljø, hvor kunst er kunst, og det er sådan, det er. Sådan var hans egen holdning også de første mange år frem til 1985. Som nyuddannet jurist blev han medlem af Den Frie Udstillingsbygning i København, hvor chefen var formand. Her opdagede han Sven Dalsgaard og De Unge Vilde med blandt andre Erik Frandsen, Michael Kvium, Christian Lemmerz og Lars Nørgaard. Første værk i samlingen, gætter Leif Djurhuus på, var en “Fantastiske og visuelt overvældende billeder” Børsen Politiken Jyllands-Posten Berlingske Tidende “Verdensnavn på Louisiana” Weekendavisen akvarel af Sven Dalsgaard købt i midten af 1980’erne. Og derfra kørte det stille og roligt fremad indtil 1992, som blev et skæringspunkt. Her tog han for første gang på kunstmesser i udlandet. ”Der åbnede sig en helt ny verden – en helt, helt ny verden, kan jeg huske. Fordi der Hovedsponsor for Louisiana var en helt anden kvalitet.” Leif Djurhuus husker blandt andet et godt køb, han gjorde på en firmarejse til Capetown i Sydafrika. I stedet for at gøre som kollegerne, der tog på stranden, tænkte han, at der måtte være et galleri et sted. Og det var der, han fandt og købte sit første kunstens samlere I denne serie skriver vi om danske kunstsamlere og det, der driver dem til at købe og leve med kunst. Dette er første artikel i serien værk af den sydafrikanske kunstner William Kentridge. Billedet forestiller kunstnerens kone, der klæder sig af. Fantastisk flot tegning, synes Leif Djurhuus. Med en blå farve, der ifølge ham symboliserer kærlighed, og et højtalertårn fra et sort township i baggrunden, der viser modsætningen mellem det smukke og grimme, de rige og de fattige. ”Åh. Jeg elsker at begynde at tolke på det. Det er der, det bliver godt, kunsten, for så er det ikke ligegyldigt, så bliver det evigt gyldigt. Om 50 år vil folk stadig gå ind og se på det, for det er godt tegnet og det ’lever’.” Forholdet til kunst er ret frit, hvilket Leif Djurhuus har det rigtig godt med: ”Mange har en akademisk eller elitær holdning til kunsten. Det har jeg heldigvis ikke. Jeg er i hvert fald kommet ind lidt fra neden af. Det med at holde det hele så elitært og gøre, at det skal holdes så fjernt, det er jeg en meget stor kritiker af. Når jeg køber de fleste ting, er det helt jordnært og lige hen over bordet. Så min holdning til kunst er straight forward, og jeg vil påstå, at alle kan være med.” Med udstillingen på ARoS gik det op for Leif Djurhuus, hvor meget kunst han egentlig har: ”Jeg blev faktisk noget overrasket over, hvor meget det fyldte, hvor meget der var, når det kom op at hænge,” siger han. Den erkendelse er en af årsagerne til, at Leif Djurhuus ikke længere køber så meget kunst: ”I en periode købte jeg ret meget, men det er meget moderat i øjeblikket, hvor jeg forsøger at få styr på samlingen fra 2008 og har været koncentreret om udstillingen på ARoS. Så jeg har ikke haft tid.” En af de ting, Leif Djurhuus bruger meget tid på, er blandt andet at finde ud af, hvad der skal ske med samlingen nu. Han har hele tiden gerne villet samle det hele ét sted. På et museum måske. ”Det er i hvert fald sindssygt bare at køre det tilbage til et lager, og det sker ikke. Der er nogle ting, der selvfølgelig kommer til at stå på lager et stykke tid, men det meste kommer ud at køre. Jeg vil gerne have samlingen i spil. Meget gerne.” Andreas Gursky. F1 Boxenstopp I, 2007 (Detail). © Andreas Gursky / VG Bild-Kunst, Bonn. Courtesy Sprüth Magers Berlin London læsefrugter Af Dorte WAshuus washuus@k.dk Hvilken bog har du læst flest gange? "Foruden mine egne tre romaner, som jeg læser mange gange, før de sendes til tryk, må det være William Faulkners fantastiske 'As I Lay Dying' ('I min sidste time', red.) Det er en af Faulkners absolut bedste bøger, og det siger jo ikke så lidt." Hvad er den bedste sætning, du kan huske? "Det må være fra Virginia Woolfs 'Mrs. Dalloway', som jeg netop har genlæst, fordi jeg har skrevet forord til genudgivelsen, der kommer her til foråret. 'Således samles bølger på en sommerdag, kammer over og falder; samles og falder; og det er som om hele verden siger 'dette er alt', mere og eftertænksomt, indtil selve hjertet i den krop, der ligger i solen på stranden, også siger, dette er alt'." Hvornår læser du? "Hver dag og hver aften, tit om natten, når jeg arbejder, og når jeg holder fri. Til gengæld er jeg en uhyggelig troløs læser, jeg læser mange bøger ad gangen og ofte læser jeg dem ikke færdig.” Kultur | 17 En troløs læser Josefine Klougart er aktuel med sin tredje roman, ”En af os sover” 0 Josefine Klougart. – Foto: Leif Tuxen. Nævn en bog, der er uretfærdigt overset? "Jeg har i lang tid syntes, at Tove Ditlevsens romaner har været sært fraværende i samtalen om dansk litteratur, men det er der tilsyneladende rådet bod på over de seneste par år.” Hvilken bog er du senest gået i stå i? "Det må være Elfriede Jelineks 'Lyst'. En bog, jeg ofte læser i, men aldrig fra ende til anden. Det forekommer mig at være noget i retning af en fysisk umulighed. Det er en meget vigtig, men samtidig en vanvittig barsk bog. Sproget er voldeligt, det er den oplevelse, jeg sidder med; at det er poesi og vold på én gang.” I Læsefrugter interviewer vi hver fredag en aktuel kulturperson om hendes eller hans bogliv. I PYRAMIDERNES SKYGGE På udgravning med arkæologiens fader, Flinders Petrie Se udstillingen inden 25.3 HELE DANMARKS MØDESTED VINTERFERIE PÅ LOUISIANA 3 FANTASTISKE UDSTILLINGER ÅBENT ALLE DAGE OGSÅ SÆRÅBENT MANDAG 13.2 FRA KL. 11—18 ALLE DAGE I BØRNEHUSET OPLEVELSER FOR HELE FAMILIEN SE PROGRAM PÅ LOUISIANA.DK www.glyptoteket.dk LIVETS PRIS FERIE MED INDHOLD 1.-4. april 2012 Livet er en morgengave, men livet koster livet. Mød bl.a. Per Stig Møller, Peter A. G. Nielsen, Egon Clausen, Ann-Mari Max Hansen, Ester Larsen, Ole Hartling, Bent Falk og Fangekoret fra Vridsløse. Pris pr. person i enkelt- eller dobbeltværelse inkl. alle aktiviteter og måltider kr. 3.557,- Læs mere om dette og andre kurser på www.nyborgstrand.dk hvorfra du også kan rekvirere brochure og/eller reservere plads. Østerøvej 2 · 5800 Nyborg · Tlf. +45 65 31 31 31 · www.nyborgstrand.dk
18 |Bøger Den amerikanske Jane Austen Edith Wharton fik plads i den amerikanske litterære kanon for sine skildringer af overklassens liv i USA’s forgyldte æra. I 150-året for hendes fødsel vækker Whartons fortællinger om penge, idealisme og moralitet atter genklang sidsel nyholm skriver fra Usa nyholm@k.dk I Edith Whartons Amerika lever de superrige i overdådig luksus afsondret fra omverdenen. De holder ødsle selskaber, drikker champagne om bord på private yachter og undgår at betale skatter, alt imens middel- og underklassen kæmper for at holde sig oven vande. Det er et Amerika, hvor de rige ikke holdes til ansvar, mens de fattige i al væsentlighed overlades til sig selv. Forfatteren Edith Wharton, der for nylig ville være fyldt 150 år, skrev historier fra Amerikas forgyldte tidsalder omkring forrige århundredeskifte, hvor et vældigt økonomisk boom skabte kæmpeformuer og nærede overklassens vellevned. Men hendes fortællinger om materialisme, idealisme og moralitet i romanklassikere såsom "The Age of Innocence" (oversat til dansk som "Grevinde Olenska" eller "Uskyldens år") og "The House of Mirth" ("Munterhedens hus") vækker stærk genklang i dag, hvor amerikanerne er opslugt af en stridbar debat om uligheden mellem den rigeste procentdel af befolkningen og de øvrige 99 procent. Og Wharton, der ofte betragtes som en af de mere oversete medlemmer af den amerikanske litterære kanon, er da også i dag genstand for en mindre renæssance i USA, hvor 150-årsdagen for hendes fødsel markeres med en række publikationer og begivenheder. Edith Wharton er "en muse for det 21. århundrede", forklarer Kelsey Mullen, der er chefhistoriker på godset The Mount i delstaten Massachusetts, som Wharton lod bygge i 1902, og som i dag fungerer som et kultur- og litteraturcenter viet til at bevare arven efter den afdøde forfatterinde. "Selvom Edith Wharton beskrev et samfund for 100 år siden, så er hendes romanfigurer og hendes temaer tidløse. Wharton stiller spørgsmålet om, hvordan vi træffer de valg, som former vores liv, og hun beskriver konflikten mellem krop og sind, mellem penge og moralitet, mellem overflade og dybde. Samtidig er hun vittig, og hendes romaner og noveller er på én gang stilistisk formidable og utrolig let tilgængelige," siger Kelsey Mullen. edith Wharton er kendt for sine skarpsindige skildringer af selvstændige kvinder i konflikt med samfundets normer og forventninger, og hun beskæftiger sig med emner såsom skilsmisse, utroskab og social udstødelse. Hendes store romangennembrud, den voyeuristiske sædeskildring "Munterhedens hus" bog ole høiris og ole Marquardt (red.): Fra vild til verdensborger. 650 sider. 500 kroner. aarhus Universitetsforlag. Hvis Hans Egede kunne se Grønland anno 2012, ville han være overordentligt tilfreds. For rundt regnet 300 år siden drog han til Grønland med et sigte: at gøre inuitterne kristne. Succesen må siges at være til at få øje på. Kristendommen er på mange måder en hjørnesten i den grønlandske identitet. Det 0 Edith Wharton, der først blev tilskyndet til at udgive sine værker, da hun var i 40’erne, blev godt modtaget af både kritikere og læsere, der især slugte de vovede beskrivelser af overklassens overdådige liv. – Foto: Scanpix. (1905), fortæller eksempelvis historien om den underskønne Lily Bart, der bevæger sig i de øverste lag af New Yorks materielt rige, men etisk fattige bogerskab. I den modne alder af 29 år er Lily Bart stadig ugift, og hun er splittet mellem på den ene side fristelsen til at sige ja til et fordelagtigt, men meningsløst ægteskab og leve et liv i luksus og på den anden side ønsket om et kærlighedsforhold baseret på gensidig respekt og forståelse. Hun ender med at sabotere alle sine chancer for forlovelse med en velstående bejler, taber al agtelse i de sociale kredse, som hun færdes i, og dør ung, fattig og alene. En enerådig kvinde er også hovedperson i den tragiske kærlighedshistorie "Uskyldens år", som i 1921 gjorde Edith Wharton til den første kvinde, der vandt en Pulitzerpris i 1921, og som i 1992 blev til en spillefilmsklassiker instrueret af hollywoodikonet Martin Scorsese. Romanen, der ligesom "Munterhedens hus" finder sted blandt New Yorks toneangivende sociale elite, fokuserer på et forlovet par fra byens bedste familier, Newland Archer og May Welland, og den trussel, som introduktionen af hendes ekso- Søde Jesus i Grønland kan man ved selvsyn forvisse sig om i denne nye antologi om identitetsudvikling i Grønland. Kristendommen er i allerhøjeste grad omdrejningspunktet i Kathrine og Thorkild Kjærgaards bidrag til antologien. Rettere sagt den visuelle Jesus. I 2002 skrev en gruppe grønlandske studerende, at "næsten alle grønlændere ved, hvordan Jiisusinnguaq (søde Jesus) ser ud, for de har billeder hængende af ham i stuen". Udsagnet ansporede de to gange Kjærgaard til at undersøge, hvad der findes af religiøse billeder i grønlandske hjem. Post Greenland ydede et bidrag til at iværksætte en større spørgeskemaundersøgelse. Undersøgelsen viste, at der er religiøse billeder i hele 76,8 procent af hjemmene. I samfundene uden for Nuuk er tallet endda 10 procent højere. Årsagerne til det bemærkelsesværdige tal skal søges i historien, skriver Kjærgaardparret. Inuitternes boligforhold ændrede sig i løbet af 1700-tallet, og de ville gerne have noget, der kunne "fornøye Øyet", fortalte en købmand. For et sælskind kunne man få en gipsfigur eller gipsbillede med bibelske motiver. Som i Danmark i samme periode stræbte grønlændere og- tiske og skandaleombruste kusine udgør mod deres ægteskabelige forening. Kusinen, grevinde Ellen Olenska, er i færd med at søge skilsmisse fra sin mand, hvilket forarger hendes familie i New York, der frygter sladder og vanære. Newland Archer fascineres snart af den verdslige grevinde, der lader hånt om det geskæftige New Yorkborgerskabs stramme regler, og han begynder at se sin forlovelse med den overfladiske May Welland i et andet lys. Edith Wharton var en skarpsindig social kritiker, der beskrev miljøer og figurer med relevans til i dag, be- så efter at efterligne overklassen. Tidligt i 1800-tallet blev der importeret tusindvis af bibelske billeder. Sådan gik det slag i slag. Magasiner med farveillustrationer af Jesus, "hvorledes Mødre ofte kan lære deres smaa Børn Frelserens billede at kende", gik som varmt brød. Senere introducerede en avis en tegneserie med udvalgte bibelhistorier. Hvor forfatterne til artiklen med sikker hånd redegør for Kristusmotiverne i grønlandske hjem, er det straks mere vanskeligt at finde forklaringer på, hvorfor billederne af Jesus er så betydningsfulde. Grønlænderne giver selv svaret i undersøgelsen fra 2005: mærker Kelsey Mullen. "De fleste af hendes værker beskæftiger sig med menneskelige relationer, og de udforsker spørgsmål om klassebevidsthed og rigidt afgrænsede samfund, som stadig gør sig gældende i vores samfund i dag. Især hendes skildringer af stærke kvinder i konflikt med deres samfunds normer og forventninger har vedvarende egenskaber," forklarer hun. edith Wharton skrev om en verden, som hun kendte. Hendes familie var del af New Yorks mest mondæne overklassemiljø, og som en krea- Billederne giver tryghed, og de bliver brugt i forbindelse med bøn. antologien har andre artikler om kristendom. Flemming Nielsen skriver eksempelvis om den første grønlandske bibel. I det hele taget virker det, som om at grønlændernes tro kunne være omdrejningspunktet i et selvstændigt forskningsprojekt. Hvorfor er inuitternes tro så stærk? Det spørgsmål blafrer stadig i vinden. Antologiens artikler er stort set alle interessante og velskrevne. Det er forskningsbaserede artikler med et udførligt noteapparat, men alle kan være med. Bogen er illu- 0 Romanen "The Age of Innocence" eller "Uskyldens år" blev berømt med Martin Scorseses filmatisering med Daniel Day-Lewis og Michelle Pheiffer i hovedrollerne. – Foto: Scanpix. tiv og bogligt orienteret dagdrømmer i en restriktiv viktoriansk verden, hvor kvinders rolle primært var at holde hus og ikke gøre væsen af sig, havde hun på egen krop mærket samfundets snærende bånd. "Hun følte sig som en akavet outsider, og derfor kunne hun også troværdigt skrive fra underklassens perspektiv. Hun udviste en bemærkelsesværdig empati for verdens tabere og de nedtrådte," bemærker Kelsey Mullen. Edith Wharton var imidlertid ikke nogen politisk aktivist, understreger hun. "Whartons klassekritik var meget indirekte. Hendes værker er usentimentale belysninger af et Amerika i en tid præget af stor social forandring. I slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet skete der et enormt skifte i den amerikanske klassekultur. Industrisamfundet buldrede frem, der var en enorm tilstrømning af immigranter, byerne boomede, og arbejder- og middelklassen voksede, så folk var generelt meget optaget af at tale om klasse og om klassers betydning," forklarer Kelsey Mullen. Edith Wharton, der først blev tilskyndet til at udgive sine værker, da hun var i 40’erne, blev godt modtaget af både kritikere og læsere, der især slugte de vovede beskrivelser af overklassens overdådige liv. Flere af hendes romaner var bestsellere, og i dag sættes Edith Wharton i samme fornemme litterære selskab som blandt andre hendes nære ven prosaisten Henry James. I USA betegnes hun ofte som "den kvindelige Henry James" eller, med henvisning til den berømte engelske sædekomedieforfatter, som "en amerikansk Jane Austen". "Wharton sammelignes ofte ufordelagtigt med andre store forfattere fra samme tid, men hun var en litterær me- streret med relevante billeder i en tilpas mængde. Identitetsforskning vil altid give anledning til diskussion. Det gjorde det, da historikere i 1990’erne kortlagde den danske identitet, og givetvis vil også udforskningen af grønlandskheden give nogle dønninger. Ikke alt kan man være enig i. For eksempel bliver det ikke diskuteret grundigt nok, hvilke problemer det kan give, når det er danskfødte forskere, som undersøger en fremmed nations identitetshistorie. Med titlen "Fra vild til verdensborger" er kursen sat fra starten. Det handler i høj grad om koloniherrernes syn på inuitterne. Fra Jens Kraft Kristeligt Dagblad Fredag 10. februar 2012 ster i egen ret. Blandt hendes særkender er, at der ikke findes nogen lykkelige Whartonslutninger. Hun havde absolut ingen problemer med at modstå fristelsen til at binde fortællinger sammen til en net lille pakke med alle konflikter løst. Hendes historier har ingen sande helte og slutter uden sjælelig forløsning. Hun fortæller os, hvordan livet virkelig er," siger Kelsey Mullen. Edith Wharton Informationsmættet antologi sætter fokus på grønlandsk identitet. Flere bidrag er både læseværdige og horisontudvidende 33Edith3Wharton3(1862-1937)3var3 en3pulitzerprisvindende3amerikansk3forfatter3kendt3for3sædeskildringer3såsom3"The3Age3of3 Innocence"3(oversat3til3dansk3som3 "Grevinde3Olenska"3eller3 "Uskyldens3år")3og3"The3House3of3 Mirth"3("Munterhedens3hus"),3der3 skildrer3livet3blandt3New3Yorks3 toneangivende3overklasse3 omkring3forrige3århundredeskifte.3 Hun3beskrev3også3arbejderklassens3vilkår3i3romaner3som3"Ethan3 Frome".3Ud3over3sine3223romaner3 skrev3Wharton3også3digte,3noveller,3designbøger3og3spøgelseshistorier3og3er3desuden3anerkendt3som3indretnings-3og3landskabsarkitekt.3Flere3af3hendes3romaner3er3 blevet3filmatiseret,3heriblandt3 "Uskyldens3år",3som3instruktøren3 Martin3Scorsese3i319923lavede3til3 en3Hollywood-spillefilm3med3 Daniel3Day-Lewis,3Michelle3 Pfeiffer3og3Wynona3Ryder3i3hovedrollerne.3 (som nok kunne have tålt mere spalteplads end den halve side) i oplysningstiden lavede en art antropologisk studie af Hans Egedes målgruppe i Grønland, til de oplevelser, Julie Bertelsen har givet sine landsmænd i diverse tv-udsendelser på den tidligere kolonisators nationale tv. Grønlandsk identitet set fra Danmark. Et Danmark, som er i gang med et opgør med kolonitiden? Måske, i hvert fald er der fokus på de positive sider af grønlandskhed. Selvmord, depressioner, alkohol, ensomhed og isolation er ikke tydeligt i bogen. Vi er blevet endnu en bog om Grønland rigere. En god Denne side er redigeret af Michael Sørensen Søsterlig sorg Rosamund Lupton har vundet briternes hjerter med romanen "Søster" bog og meget horisontudvidende bog, som lægger sig i kølvandet på en lang række bøger om de danske polarfarere. Bogen her har dog langt mere på hjertet end blot at fortælle eventyrhistorier til drengehjertet. Perspektiverne er klare. Grønlændernes identitet er udviklet i en dansk kontekst. Både skidt og kanel. Rigerne er forbundne i rigsfællesskabet, identiteterne forankret i hinanden, og Danmark har en aktie i og et ansvar for udviklingen fra vild til verdensborger. ClaUs meChlenborg kultur@k.dk rosamund Lupton: Søster. oversat af Birgittte Brix. 330 sider. 249,95 kroner. turbulenz. Den britiske forfatter Rosamund Lupton har fået mægtig succes med sin debutroman, "Søster", der hidtil har solgt mere end 650.000 eksemplarer alene i England, hvor den da også blev kåret til årets debutroman i 2010. Nu er den udkommet på dansk, og den skal nok blive læst af danske kvindelige læsere. Ikke at den er feministisk, den er snarere en attraktiv roman om søsterkærlighed, sorg og skyldfølelse. Søstrene Tess og Beatrice lever henholdsvis i London og New York, men har altid haft en særlig og kærlig forbindelse til hinanden. Men da Tess pludselig meldes savnet, tager Beatrice til London for at lede efter hende. Kort tid går, og så findes Tess død i en toiletbygning i Hyde Park. Alle, politi, venner, familie er overbeviste om, at Tess har begået selvmord. Den enkle historie er, at Tess, som var enlig kunststuderende, fik et illegitimt barn med diagnosen cystisk fibrose, der dog blev behandlet inden fødslen. Dog døde barnet af ukendte årsager efter fødslen, og dette drev hende til selvmord. Men Beatrice undrer sig: Hendes søster var ikke typen, der ville begå selvmord og slet ikke på et ulækkert toilet i en park. Det hænger ikke sammen for Beatrice, så hun beslutter sig for at grave i Tess' fortid og livet i London, og det er ikke banale sammenhænge, der dukker op. Behandlingen for cystisk fibrose foregik i moders livmoder ved en nyudviklet teknologi, som bestemt bærer på kritisable, uetiske eksperimenter. Beatrice giver ikke op, og bogens plot afdækkes på god thrillervis med flere sidespor og afstikkere. Det drejer sig om mord og ikke mindst om filosofiske spørgsmål om, hvor langt vi mennesker kan tillade os at gå med hensyn til genmanipulation. Det er ikke plottet som sådan, der gør bogen læseværdig. Snarere er det bogens sindrige komposition. Desuden er romanens tema om søsterkærlighed absolut gribende og direkte smukt beskrevet. maria sjøqvist kultur@k.dk Læs interview med forfatteren i avisen i næste uge
Page 1 and 2: fredag 10. februar 2012 nr. 111 ·
Page 3 and 4: 4 |Etik genbrugsetik Af TobiAs sTer
Page 5 and 6: 6|Udland national Prayer BreakFast
Page 7 and 8: 8|Udland kort nyt Enighed om græsk
Page 9 and 10: 10 | Radio & tv dagens anbefalinger
Page 11 and 12: Fredag 10. februar 2012 Telefon 33
Page 13 and 14: 14 |Liv & Sjæl Af NANNA Schelde og
Page 15: 16 |Kultur Personlige fortællinger
Page 19 and 20: Kristeligt Dagblad Fredag 10. febru
Page 21 and 22: Kristeligt Dagblad Fredag 10. febru

Minister vil gribe ind mod voksende skole-kløft

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?