Herodes Antipas i Galilæa - Selskab for Bibelsk Arkæologi

HISTORISK OG ARKÆOLOGISK SIDELYS PÅ BIBELEN
Spor efter Sivhavets vande
Af lektor ved Menighedsfakultetet
Carsten Vang
Indtil for et par generationer siden
havde arkæologerne mest øje for de
store monumentale bygningsværker,
når de gravede efter spor fra den bi-
belske fortid, f.eks. fund af byporte,
paladser og templer. De har stadig stor
betydning. Fokus er imidlertid skiftet,
så at man nu også udforsker mange
andre forhold i relation til den bibel-
ske verden. Det kan være dyreknogler,
affaldslag, pollenanalyse og meget
andet. Et af de nyere forskningsfelter
er geologiske undersøgelser af større
områder. Gennem sådanne analyser får
man et indblik i, hvordan et bestemt
område har udviklet sig gennem tiden,
hvor de gamle kystlinjer gik, hvor old-
tidens folk byggede kanaler, osv. De
hjælper os til at forstå fortiden bedre,
og de kan være med til at kaste nyt lys
ind på Bibelens beretninger.
UNDERET VED SIVHAVET
2 Mos 14 fortæller dramatisk om, hvordan
israelitterne på deres flugt ud af
Egypten blev fanget ved Sivhavet, mens
store egyptiske elitestyrker nærmede sig
bagfra i hastig march. Imidlertid skabte en
usædvanlig stærk og koncentreret østenstorm
en passage gennem Sivhavet, som
israelitterne kunne følge. Få timer efter
lagde vinden sig, og de forfølgende egyptiske
styrker omkom i de brat stigende
vandmasser.
I 14,2 får vi en række detaljer omkring
det sted, hvor israelitterne slog lejr ved
Sivhavet. De skulle slå lejr “ved Pi-ha-Kirot
mellem Migdol og havet; ved havet ud for
Ba’al-Sefon skal I slå lejr”. Det er tydeligt,
at forfatteren har en bestemt lokalitet i
tankerne, som kunne bestemmes ud fra
hele fire kendte landemærker: Pi-ha-Kirot,
Migdol, Ba’al-Sefon og så et større vandområde,
som kaldes “Havet”.
Ser man på et moderne bibelatlas
over området omkring Suezkanalen, er det
lidt svært at se, hvorfor israelitterne havde
så vanskeligt ved at finde vej ud af Egypten.
Ifølge de fleste kort består området
i dag mest af ørken, afbrudt af tre større
søer. Den nordligste af dem hedder Ballah-søerne.
Der synes at have været plads
Kort over den nordlige del af Ballah-søerne
omkring 1500-1200 f.Kr.
Middelhavets kyst ligger i dag 40
km. længere mod nord, men dengang
skilte kun en smal bræmme
land Middelhavet fra søerne (“Sivhavet”).
Den stiplede linje angiver,
hvor “Vejen til filistrenes land” løb.
De røde prikker viser borge langs
denne rute. Efter James K. Hoffmeier,
Ancient Israel in Sinai (Oxford
2005), fig. 5. Med venlig tilladelse
fra J.K. Hoffmeier. Kortet er
bearbejdet af Ben Haman.
nok til, at israelitterne skulle have kunnet
flygte ud i ørkenen.
MEGET MINDRE LAND DENGANG
Nyere geologiske undersøgelser giver
os et klart billede af, at forholdene på
Moses’ tid så ganske anderledes ud end i
dag. Meget tyder på, at Middelhavet dengang
gik meget længere mod syd, ca. 40
km sydligere. Fund af skaller fra havmuslinger
og havaflejret ler under ørkensandet
viser, at der engang var havbund, hvor der
i dag er kilometervis af klitter og sandørken.
Kystlinjen blev afbrudt af en lagune,
hvor skibe kunne sejle ind og lægge til.
Lagunen var beskyttet af en landtange, og
gennem denne tange havde Nilen dengang
et af sine hovedudløb, det såkaldte
Pelusium-udløb.
Senere, nogle hundrede år efter
Israels udvandring, sandede dette udløb
til, Nilen fik et andet hovedudløb, og hele
deltaets kyst rykkede langsomt mod nord.
Hvor skibe engang sejlede med importvarer,
er der i dag ørken. Dertil kommer, at
søerne bredte sig mere end i dag. Ballahsøerne
dækkede således et meget større
areal.
De geologiske undersøgelser har også
vist, at på Moses’ tid havde egypterne
Siv i Ballah-søerne, sandsynligvis det bibelske “Sivhavet”. © Bible and Spade 19/1 (2006) og Michael Luddeni.
bygget brede kanaler mellem søerne for at forsvare landet mod
fjender, der kom inde fra Sinajørkenen eller for at hindre slaver i
at flygte.
VEJEN TIL FILISTRENES LAND
Hvordan kunne man omkr. 1500 f.Kr. rejse over land fra Egypten
til Kana’an? Der var praktisk taget kun én mulighed. Vejen fra Nildeltaets
store byer til Kana’an gik hen over den smalle landtange
ved Pelusium-udløbet, rundt om og syd om den gamle lagune og
videre mod nordøst, langs Middelhavets kyst.
Denne vej var beskyttet af en række stærke befæstninger,
som lå med et mellemrum på 3-5 km. Nogle af dem er fundet og
udgravet. Den første på strækningen hed Tjaru og er fundet på
det, som i dag kaldes tel Hebua I og II. Det var en meget stærk og
omfattende befæstning allerede på Moses’ tid.
Vejen er omtalt i GT, hvor den kaldes “vejen til filistrenes land”
(2 Mos 13,17). De geologiske undersøgelser illustrerer, hvorfor det
ville være umuligt for israelitterne at tage denne rute ud af Egypten
uden at komme i en yderst vanskelig militær konflikt med de
egyptiske garnisoner langs vejen. Vi ved nu, at der dengang var
et meget mindre landareal mellem deltaet og Sinajørkenen, og at
kun en smal landtange skilte de store Ballah-søer fra Middelhavet.
SIVHAVET
Meget tyder på, at israelitterne på deres vej ud af Egypten drejede
mod nord langs Ballah-søerne, med retning mod Tjaru. De
tre lokaliteter, som nævnes i 2 Mos 14,2 – Pi-ha-Kirot, Migdol og
Ba’al-Sefon – er ikke stedfæstede endnu. Imidlertid bliver både
“Sivhavet”, “Ba’als vande” og Pi-ha-Kirot nævnt i en tekst fra
ca. 1250 f.Kr., som beskriver området ved indgangen til vejen til
filistrenes land. Det er altså her, vi skal finde stedet, hvor israelitterne
slog lejr.
Ballah-søerne var fyldte med store strækninger af rør og siv,
og de antikke egyptiske tekster synes at have brugt betegnelsen
“Sivhavet” om søerne. Dette svarer til GTs eget ordvalg.
EN HÅBLØS SITUATION
De nyeste undersøgelser af området og de seneste arkæologiske
fund kaster lys på begivenhederne i 2 Mos 14. Israelitterne slog
lejr ved Pi-ha-Kirot, som betyder “kanalens munding”. Måske sigter
navnet til en af kanalerne, som udmundede i Ballah-søerne.
Da israelitterne fik øje på den egyptiske hær, blev de klar over,
at de var klemt inde mellem Middelhavet mod vest og Ballah-søerne
(Sivhavet) mod øst. Foran sig havde de den stærke fæstning
Tjaru, som ikke kunne passeres. Der var ingen udvej til nogen af
siderne. De reagerede med fortvivlelse og voldsom aggression
mod deres leder, Moses (2 Mos 14,10-12). For dem at se var der
kun døden eller et endnu hårdere slaveri som mulighed.
Hvad der helt præcist skete ved Sivhavet, kan arkæologien af
gode grunde ikke svare på. Men den arkæologiske geologi bidrager
til at antyde nogle af de vilkår, som var gældende, da Bibelens
mest afgørende begivenheder udspillede sig.
Suezkanalen forbinder Middelhavet med Det røde Hav og passerer Ballah-søerne. Da kanalen blev anlagt i 1869, medførte det store ændringer i
søernes størrelse og udseende, og det meste af søerne blev afvandet. På dette sted lå Ballah-søernes nordligste punkt engang. © Bible and Spade
19/1 (2006) og Michael Luddeni.
14 15