Festskrift i anledning af Auditørkorpsets 350 års jubilæum

Det overordnede hensyn bag militær retsplejelov af 1919 og militær straffelov af
1937 var fortsat at beskytte og bevare forsvarets effektivitet og krigsmagtens kampdygtighed
gennem opretholdelse af den militære disciplin og orden.
Ved ændringer i 1954 af militær straffelov og militær retsplejelov blev de militære
strafarter ”skærpet arrest” og ”streng arrest” ophævet. Samtidig blev der åbnet mulighed
for at anvende kvarterarrest og vagtarrest i op til 60 dage. Endvidere blev der
blandt andet indført udvidet adgang til at anvende bødestraf som alternativ til betinget
straf. Desuden blev der foretaget nogle præciseringer i militær straffelov navnlig med
henblik på at tydeliggøre og understrege befalingsmændenes ansvar.
I 1957 blev militær retsplejelov atter ændret. Formålet var især at mindske risikoen
for uensartede afgørelser i tiltalespørgsmålet ved ensartede overtrædelser eller ved
overtrædelser opstået ved samme anledning ved forskellige militære enheder. Der
blev indført adgang for værnschefen eller forsvarschefen til at overtage påtalemyndigheden,
eventuelt efter forsvarsministerens bestemmelse.
Ændringen i 1957 indebar desuden en styrkelse af den juridisk sagkyndige bistand til
rettergangscheferne, fordi disse chefers pligt til at forhandle med en auditør i sager af
betydning blev udvidet. Endelig blev lovens bestemmelser vedrørende disciplinarmidler
udbygget med henblik på at præcisere, hvilke faste friheder der tilkom de
værnepligtige.
Lovændringerne i 1973
Ved lov nr. 218 af 26. april 1973 blev militær retsplejelov ændret. Herved blev ligestillingen
mellem den civile og militære anklagemyndighed gennemført fuldt ud. Påtalekompetencen
blev flyttet fra rettergangschefen til auditøren. Det fulgte af militær
retsplejelov § 7, at ”Påtalen i militære straffesager tilkommer generalauditøren og
auditørerne.”
Det blev tydeliggjort, at den militære anklagemyndighed principielt er opbygget på
samme måde som den civile anklagemyndighed, og det blev fastsat, at auditøren trådte
i stedet for politimesteren og statsadvokaten, mens generalauditøren trådte i stedet
for rigsadvokaten. Tilsvarende trådte forsvarsministeren i stedet for justitsministeren,
medmindre andet følger af forholdets natur.
Der var dog med den afgørende forskel, at auditøren inden afgørelse af tiltalespørgsmålet
skulle forhandle sagen med rettergangschefen. Denne regel om forhandling af
tiltalespørgsmålet skulle tilgodese, at også militære hensyn og lokalkendskab kunne
41