03 Hedeboegnen 2004 - Roskilde Museum

Hedeboegnen – Roskildes opland
Af Peder Dam
Denne artikel er dels et resultat af mit speciale i kombineret Geografi
og Historie fra Roskilde Universitetscenter og dels et resultat af den
fascination af Hedeboegnen, som jeg nåede at få, mens jeg arbejdede
som rundviser på Roskilde Museum. Hvis man i forvejen kender lidt
til landbrugshistorie og derefter kaster et blik på Hedeboegnen, vil det
hurtigt stå klart, at området på flere måder var atypisk og ganske
ekstremt efter danske forhold. Hedeboegnen var kendetegnet ved et
særdeles intensivt landbrug, og bondestanden opnåede en velstand og
selvbevidsthed, som vi i dag kan se afspejlet bl.a. i form af de berømte
hedebosyninger, hedebodragter og guldnakker, men også i form af rigt
og smukt dekorerede stuer og indbo.
Målet med denne artikel er at afgrænse og karakterisere Hedeboegnen
i 1600- og 1700-tallet. Mit primære fokus er landskabet, landbruget
og bebyggelserne – og hvilken indflydelse beliggenheden mellem
Roskilde, København og Køge havde på disse.
Naturgeografisk beskrivelse
Hedeboegnen – eller bare Heden – havde kun meget lidt til fælles med
den jyske hede. Hvor de jyske hedeområder var sandede og med få
eller ingen bebyggelser, bestod Hedeboegnen af en leret moræneslette
med store landsbyer og et intensivt agerbrug. To ting var dog fælles:
Begge steder var relative flade områder uden skov. Den oprindelige
betydning af ordet ”hede” er i denne sammenhæng da også netop fladt
og skovløst terræn. 1
Landskabet er primært dannet i slutningen af sidste istid. Den
såkaldte ”ungbaltiske is” kom fra sydøst og medbragte store mængder
af ler, sand og grus. Da gletsjerne igen smeltede, adskilte Hedeboegnen
sig fra de omkringliggende områder. Både nord og vest for
Hedeboegnen var der skabt et kuperet terræn med randmoræner, dvs.
materiale presset op foran isen, og dødisområder, dvs. et stærkt ujævnt
15

Figur 1. Jordtypekort byggende på Den danske jordklassificering (Dansk
Jordbrugsforskning 2002)
terræn skabt omkring tilbageblivende blokke af et ældre isfremstød.
Hedeboegnen selv var derimod et relativt fladt område, udjævnet af
gletsjerne og kun påvirket i mindre grad af den langsomt
bortsmeltende is. Hedeboegnen består derfor også i dag næsten
udelukkende af en relativ flad moræneslette, mens de mere markante
geologiske formationer er få og små: Henholdsvis nord for Trekroner
og syd for Hedehusene findes to mindre randmoræner, og omkring
Osted og Tåstrup findes der tunneldale skabt i forbindelse med isens
afsmeltning. Enkelte steder kan der desuden ses dødishuller. Dette er
dog kun undtagelser: Morænesletten er den klart mest dominerende
landskabstype. 2
16

Som det ses af kortet i figur 1, er morænejorden generelt meget
leret. Kortet bygger på Den Danske Jordklassificering 3 fra 1970’erne,
som desværre ikke kortlagde jorden i byområder, hvorfor store dele af
kortet er uklassificeret i Storkøbenhavn. Men det kan ses, at ”sandblandet
lerjord” og ”lerjord” er dominerende, mens lerblandet sandjord
bliver dominerende i Nordøstsjælland og den nordlige del af
Hornsherred. Sandjordene (grovsandet og finsandet jord) er stort set
fraværende i hele regionen. Selvom det umiddelbart ikke kan fastslås
med sikkerhed, må den lerede jord forventes at fortsætte helt ind til
København: Den østlige del af Hedeboegnen er skabt af det samme
isfremstød som i den vestlige del, og de geologiske kort viser ligeledes,
at hele området er domineret af moræneler 4 . Hedeboegnen må derfor
betegnes, som et af de mest lerede områder i Danmark – muligvis kun
overgået af Lolland-Falster.
At Hedeboegnens jord er frugtbar, kan både ses af jordkortene, men
det fremgår også af flere historiske kilder. Da den store matrikel
(senere kendt som 1844-matriklen) blev planlagt i 1805, tog man
udgangspunkt i jorden fra Hedeboegnen: En toftejord i Karlslunde
landsby (nu Greve kommune) blev betegnet som den bedst mulige
jord i Danmark og sat til den højeste bonitetstakst ’24’. Hvis en jord i
1844-matriklen blev sat til taksten ’12’, betød det således, at jorden var
halvt så frugtbar som hedebojorden i Karlslunde. 5
Hedeboegnens udstrækning
Der har aldrig eksisteret en fast eller fælles definition på, hvor stort et
område Hedeboegnen dækkede over, og både i den tidlige litteratur,
men også i dag, ser man ofte meget forskellige beskrivelser af
udstrækningen. Blandt de mest detaljerede er Marie Christophersens, i
starten af sin egnsbeskrivende, bog. Marie Christophersen blev født
1869 i Højelse nord for Køge, og hun kan vel betegnes som en
repræsentant for 1800-tallets lærde og selvbevidste bondeklasse. Hun
kom på Højskole, tog kurser i København og var særligt interesseret i
sin slægts og i sin hjemegns historie. På opfordring af og med hjælp
fra dr. phil. Henrik Ussing udkom i 1923 Fra Hedeboegnen, som indledes
med følgende beskrivelse:
Heden er den Egn, der i syd afgrænses fra Skovboegnen ved Kjøge Aa og
17

Skovene; thi Heden er netop den skovløse Slette. I Vest trækker den derfor op
langs mod Skovene, dog maa en Tunge ved Sydgrænsen henimod Borup ogsaa regnes
til Hedeboegnen. Grænsen er udflydende mod Vest; f. Eks. er det rimeligt at
regne, at der ogsaa gaar en Tunge hen over Allerslev til Lejre, men næppe længer;
derefter én op langs Roskilde Fjords Østkyst til Værebroaa. I øvrigt staar
Tørveegnene oppe imod Frederikssund og en Linie ind til Valby vel rettelig som
Nordgrænse, selv om saadan en Folkegrænse ikke altid nøjagtig lader sig afstikke
i Marken.
Det er dog det trekantede Stykke Land mellem Roskilde, Kjøge og København,
der særligt bliver kaldt for Heden. Nord-Grænsen regnes da for at være omtrent,
hvor Landevejen gaar fra Roskilde til København. Grænsen i Syd er optrukket
med klare Linjer, saa naar Folk boede Syd for Aaen, fulgte de Skovboskik, og
naar de boede Nord for Aaen, fulgte de Hedeboskik. 6
I den tid jeg har arbejdet med Hedeboegnen, har jeg efterhånden
fået mere og mere respekt for Marie Christophersens beskrivelse. Hun
klargør godt, hvor usikkert og problematisk det faktisk er at sætte en
grænse for Hedeboegnen, og samtidigt forsøger hun at skelne mellem
Hedeboegnens kerneområde og periferiområde. Jeg kan dog ikke
anvende hendes afgrænsning i denne artikels undersøgelser. Det
skyldes først og fremmest, at hende mål er at udpege ”folkegrænsen”,
mens mit mål er at afgrænse natur- og kulturlandskabet.
Første skridt bliver derfor her et forsøg på selv at foretage en afgrænsning
af Hedeboegnen. Udover den eksisterende litteratur vil der blive
benyttet kortlægninger af tre af Hedeboegnens særlige karakteristikker:
a) fraværet af skov (vha. kort fra 1768/1770), b) det flade terræn (vha.
nutidige kort) og c) en intensiv landbrugsproduktion (vha. Chr. V’s
matrikel fra 1680’erne). Hvert af disse tre forhold vil blive kortlagt
uafhængigt af, hvad man umiddelbart forstår ved Hedeboegnen, og først
til sidst vil de tre ”delkort” sammen med den eksisterende litteratur blive
sammenføjet til et kort.
Kortene er udarbejdet i GIS; dvs. et computerprogram som kan
håndtere digitale kort, og som kan foretage analyser og bearbejdninger
af flere kort samtidigt. Grænsedragningerne vil følge ejerlavene,
hvilket med få undtagelser vil sige et område tilhørende ét dyrkningsfællesskab
(én landsby, én hovedgård eller én enkeltliggende gård).
18

Det skovløse område
Det ældste kort, som viser skovenes udbredelse, og som bygger på systematiske
og videnskabelige opmålinger, er Videnskabernes Selskabs
kort i målestoksforholdet 1:120.000. Kortværket bygger på astronomiske
målinger, triangulering, samt opmålinger med kæder på det
mere lokale niveau. Kildeværdien af kortet har været ganske
omdiskuteret, og der er flere problemstillinger og usikkerheder ved
kortet, men netop i forhold til udbredelsen af skov viser nutidige kontrolundersøgelser,
at kortværket er ganske tilfredsstillende. 7 Kortene
over den østlige del af Sjælland blev udgivet 1768 (Nordøstsjælland)
og 1770 (Sydøstsjælland). Et udsnit af den digitaliserede version af
arealanvendelsen fra kortværket kan ses i figur 2, hvorover der er lagt
et kort med ejerlavene samt en afgrænsning af det store sammenhængende
område af ejerlav helt uden skov.
Mod syd fulgte det skovløse område Køge Å 10 km, hvorefter det
gik mod nordvest og mod Lejre. Det svarer tilnærmelsesvis til, hvor
man ofte sætter grænsen mellem Skovboegnen og Hedeboegnen. Men
længere mod nord bredte det skovløse område sig udover Hedeboegnen:
Sognene vest for Roskilde (på nær ejerlavene Bognæs og
Boserup) samt et stort område langs østsiden af Roskilde Fjord, var
ligeledes helt blottet for skov på Videnskabernes Selskabs kort. Det
skovløse område forsatte helt ind til København, om end det skal
pointeres, at jeg her valgte at se bort fra den lille kongelige prydskov,
lidt syd for Frederiksberg Slot.
Konklusionen må være, at grænsen for det skovløse område løb
omtrentligt langs den traditionelle skillelinje mellem Skovboegnen og
Hedeboegnen, men at området derudover bredte sig længere vest for
Roskilde samt over et stort område mod nord.
Området domineret af fladt terræn
Afgrænsningen af området med det relativt flade terræn ved Hedeboegnen
var en af de mest besværlige opgaver, og det er sandsynligvis
også den afgrænsning, som lettest kan kritiseres. At det flade terræn er
en af Hedeboegnens karakteristika kan hurtigt konstateres ved at se på
et almindeligt topografisk kort, men den præcise grænse mellem fladt
og kuperet terræn er svær at fastsætte. I modsætning til den oven-
19

Figur 2. Arealanvendelse fra Videnskabernes Selskabs kort 1768-1770 (Dam,
Nielsen, et. al. 2003), ejerlavskort 1682 (Frandsen 1984 og Dam 2004) samt
afgrænsning af det sammenhængende område ved Hedeboegnen uden skov.
stående afgrænsning af det skovløse område og den nedenstående
afgrænsning af den højproduktive landbrugsregion var det ikke muligt
at foretage en automatisk / mekanisk udvælgelse af ejerlav i forhold til
terrænet. I stedet måtte jeg på grundlag af topografiske kort (4cmkort)
samt KMS’ digitaliserede højdekurver foretage en samlet vur-
20

Figur 3: Højdekurver med 10 meters interval (KMS 1996) samt afgrænsning af
det sammenhængende område ved Hedeboegnen domineret af fladt terræn. Den
nøjagtige afgrænsning følger ejerlavsgrænserne.
dering ved hvert af ejerlavene. Mit forsøg på en afgrænsning ses i figur
3. Af hensyn til overskueligheden i kortet er højdekurverne kun vist
med 10 meters interval, mens der ved selve afgrænsningen blev benyttet
2,5 meters interval.
Området domineret af fladt terræn er til dels sammenfaldende med
21

morænesletten: Syd og øst herfor bliver de kuperede dødislandskaber
dominerende – denne linie markerer desuden omtrentligt den traditionelle
grænse mellem Skovboegnen og Hedeboegnen. Nord for
området domineret af fladt terræn er landskabet mere præget af tunneldale
og mindre dødisområder. Selvom terrænet tydeligt er mere
kuperet end på morænesletten, er det nordlige område dog ikke så
kuperet som Skovboegnen, og grænsen var derfor særlig svær at
fastlægge. Den relativt flade moræneslette fortsætter indtil
København.
Området domineret af et højproduktivt landbrug
Desværre findes der først fra slutningen af 1800-tallet systematiske
oplysninger om den reelle produktivitet i form af mængden af korn,
kvæg osv. produceret pr. år. Til gengæld er det muligt at vurdere den
potentielle produktivitet ud fra Chr. V’s matrikel 1682.
Skattematriklens hartkornsværdier byggede nemlig på en vurdering af
den potentielle produktion i indmarken (ager) og i udmarken (eng,
græsning og svinsolden) omregnet til fællesenheden ”tønder hartkorn”.
Deles denne værdi med det totale areal af ejerlavet fås et mål for
den gennemsnitlige potentielle produktivitet pr. areal.
I figur 4 ses et produktivitetskort byggende på hartkornsoplysningerne
fra Chr. V’s matrikel, hvor produktivitetsværdier er vist i intervaller
af fem tdr. hartkorn pr. km 2. Afgrænsningen af det højproduktive
område er defineret som de sammenhængende ejerlav i området med en
produktivitet på mere end 15 tdr. hartkorn pr. km 2. At grænseværdien
faldt på eksakt 15, skyldes dels ønsket om et ”lige” tal, dels at denne
værdi overordnet markerede skellet mellem Hedeboegnen på den ene
side og Nordsjælland / Skovboegnen på den anden side.
De ejerlav, som havde en lavere produktivitet end 15 tdr. hartkorn pr.
km 2, men som lå som mindre enklaver inden i det højproduktive
område, er ikke udtaget. I de fleste tilfælde var de enten tæt på grænseværdien
(f.eks. striben af ejerlav ØSØ for Roskilde) eller også knyttede
der sig særlige og atypiske historier bag (f.eks. den nedlagte landsby,
Islev, vest for København).
Der var mange grænsesammenfald mellem det højproduktive
område og det skovløse område. Mod syd fulgte grænsen omtrentligt
22

Figur 4: Den potentielle produktivitet (tdr. hartkorn / km 2) vurderet ud fra Chr.
V’s matrikel (Pedersen 1928 og Dam 2004) samt afgrænsning af det sammenhængende
højproduktive område ved Hedeboegnen.
Køge Å 10 km, for derefter at dreje mod nordvest og vest om
Roskilde. Sognene vest for Roskilde (på nær ejerlavet Bognæs) havde
altså tilsyneladende flere lighedstræk med Hedeboegnen end med
Skovboegnen rent landbrugsmæssigt. Det højproduktive område
bredte sig også langt nord for, hvad der kan ses som Hedeboegnen.
23

Samlet og endelig afgrænsning af Hedeboegnen
I figur 5 ses den endelige afgrænsning af Hedeboegnen, som bygger
på en samlet vurdering af de skriftlige kilder samt ikke mindst de tre
foregående kortlægninger af henholdsvis det skovløse, det flade og
det højproduktive område. Afgrænsningen kan naturligvis ikke ses
som et endegyldigt svar på, hvor stort et område Hedeboegnen
dækkede over: Hedeboegnens udstrækning afhænger af, om vi definerer
området ud fra forhold som identitetshistorien (hvor de lokale
opfattede sig som hedebobønder), kulturhistorien (f.eks. hvor hedebosyningerne
kom fra), landbrugshistorien (f.eks. det intensive agerbrug
eller det skovløse område) eller ud fra terrænet. Oftest er der
sammenfald mellem de forskellige måder at definere Hedeboegnen på,
men den eksakte grænse kan altid diskuteres, og i visse områder bredte
en eller flere af forholdene sig langt ud over, hvad vi kan forstå som
Hedeboegnen.
Hedeboegnens sydgrænse var den letteste at fastslå. Ved alle tre
delkortlægninger fulgte grænsen mere eller mindre Køge Å, og da åen
også i erindringslitteraturen er klart beskrevet som sydgrænsen, blev
denne linje valgt. Heller ikke vestgrænsen var særlig problematisk, da
forskellene mellem Hedeboegnen og Skovboegnen var tydelige, både i
forhold til terræn, de datidige skove og produktivitet. Enkelte ejerlav
kan naturligvis diskuteres, men den overordnede linjeførelse synes
klar.
Sognene vest for Roskilde er ikke medtaget. Området er – sammenlignet
med Hedeboegnen – kuperet, og det kan næppe forsvares at
kalde disse sogne for en del af en ”flad slette”. Det største problem
var dog den nordlige afgrænsning. Det skovløse og højproduktive
område forsatte helt op til Arresø, men så langt nordpå kan man
naturligvis ikke påstå, at Hedeboegnen forsatte. Grænsefastsættelsen
var dog svær, da der ikke var et så tydeligt skel som mod Skovboegnen.
Ganske vist er landskabet og terrænet nordpå mere præget af
kuperede tunneldale, dødisområder samt mere sandede jorde, men der
findes ikke en markant eller entydig skellinje. I sidste ende blev det
valgt at lade grænsen følge de datidige herredsgrænser (heriblandt
Værebro Å), så hele Sømme, Lille og Smørum herreder kom ind under
Hedeboegnen. Dette valg kan kritiseres, men det kan også delvist
24

Figur 5. Samlet og endelig afgrænsning af Hedeboegnen samt bebyggelser (Pedersen
1928 og Dam 2004), ejerlav og sogne (Frandsen 1984 og Dam 2004) på
Hedeboegnen 1682.
forsvares ud fra at bønderne – gennem herredstinget og deres retslige
tilknytning – på visse områder må have været tilknyttet mod
Hedeboegnen, end bønderne var det nord for herredsgrænserne.
Det karakteristiske landbrug på Hedeboegnen
Med udgangspunkt i den ovenstående afgrænsning af Hedeboegnen
vil de særlige landbrugs- og bebyggelsesmæssige karakteristika i 1600og
1700-tallet nu blive belyst. Som det ses af bebyggelseskortet 1682
i figur 5, var området domineret af store tætliggende landsbyer, få
25

hovedgårde og næsten ingen enkeltliggende gårde. Dette var ganske
vist også kendetegnende for andre områder (f.eks. Vestsjælland,
Amager og området øst for Roskilde Fjord), men Hedeboegnen skilte
sig ud ved, at landbruget i ekstrem grad var fokuseret på intensivt agerbrug.
For at kunne belyse Hedeboegnens særlige karakteristika nærmere,
er det nødvendigt at bestemme karakteristikaene i forhold til andre
områder. I det følgende vil Hedeboegnen derfor blive sammenlignet
med tre regioner: Det øvrige af Sjælland (Sjælland fraregnet
Hedeboegnen), Lolland-Falster-Møn samt Fyn (inkl. øerne i det sydfynske
øhav). At Jylland ikke er medtaget i sammenligningerne skyldes,
at halvøen adskilte sig så markant fra øvrige landet, at dette ofte ville
overskygge artiklens fokus på de særlige træk ved Hedeboegnen. I
figur 6 ses fem udvalgte landbrugshistoriske forhold vist for henholdsvis
Hedeboegnen samt de tre regioner.
Figur 6. Fem landbrugshistoriske karakteristika ved Hedeboegnen. Andelen af
skov er udregnet på grundlag af digitaliseringer af Videnskabernes Selskabs
kort 1768-1805, mens de øvrige oplysninger er udarbejdet på grundlag af digitaliseringer
af Chr. V’s matrikel 1682.
Skov
Det væsentligste kendetegn var manglen på skov. Ifølge Videnskabernes
Selskabs kort var kun 0,5% af arealet dækket af skov, og den
lille andel dækkede endda kun over den kongelige prydskov syd for
Frederiksberg samt over mindre skovenklaver i yderkanten af Hedeboegnen.
Da ”heden” netop betyder skovløs slette, er dette selvfølgelig
ikke overraskende. Måske kan det for nogle læsere forekomme
mere overraskende, at andelen af skov var så høj i det øvrige af
Sjælland (17,5%) samt på Lolland-Falster-Møn (18,4%), men skovene
dækkede i sidste halvdel af 1700-tallet stadig store dele af Østdan-
26

mark. En væsentlig del var dog lavskov eller stævningsskov, som i
modsætning til nutidens ”højskov” også blev benyttet til svinehold og
til græsning i de mange lysninger. Der var således ikke i alle tilfælde tale
om skov, som vi kender det i dag. 8
Ager
Hvad Hedeboegnen ikke havde af skov blev opvejet af de store agerarealer:
I 1682 havde området godt 1/3’del mere ager end det øvrige
Sjælland og Lolland-Falster-Møn og knap 1/6’del mere end Fyn.
Faktisk kan det ses, at summen af andelen af skov plus andelen af ager
i Østdanmark i alle fire tilfælde lå på omkring 55%. Hedeboegnen
havde altså tilsvarende mere ager, som den havde mindre skov, i
forhold til det øvrige Østdanmark.
Produktivitet
I næste kolonne ses et mål for den potentielle produktivitet – defineret
som tdr. hartkorn i 1680’erne pr. areal. Med en produktivitet på 19,2
tdr. hartkorn / km 2 lå Hedeboegnen mellem 1/8’del og 1/4’del højere
end de øvrige østdanske regioner. Selvom forskellene ikke umiddelbart
fremstår markante peger analyser af Chr. V’s matrikel mod, at Hedeboegnen
havde landets mest intensive landbrug i 1680’erne: Blandt
kongerigets 139 herreder havde Smørum Herred landets højeste produktivitetsgennemsnit,
og blandt de 1666 sogne havde Brøndbyøster
landets højeste sognegennemsnit 9 . Som det fremgik af ovenstående
figur 4, fandtes der dog også ejerlav, som trak gennemsnittet ned for
regionen, men det ændrer ikke ved, at området som helhed må kaldes
den mest intensive landbrugsregion i 1600-tallets Danmark.
Antal gårde pr. hovedgård
Forholdet mellem gårde og hovedgårde – målt som det gennemsnitlige
antal gårde pr. hovedgård – skal læses med store forbehold. I
modsætning til de øvrige forhold, kan dette kun vanskeligt udregnes
inden for Hedeboegnen, da hovedgårdene i mange tilfælde ikke kun
havde gårde inden for én region. Udover en hovedgård – Gjeddesdal
– lå alle hovedgårdene i kanten af Hedeboegnen, og de var tillige også
ejere af fæstegårde nord og syd for området. Dermed hørte de ikke
27

kun til Hedeboegnen, men både til Hedeboegnen og det øvrige
Sjælland. Desværre er det umiddelbart kun muligt at udregne forholdet
efter, hvor selve gårdene og hovedgårde lå rent fysisk. Selv med
disse store forbehold er det interessant at kunne konstatere, at der gik
betydelig flere gårde pr. hovedgård i Hedeboegnen, end det var tilfældet
i de øvrige regioner. For hver hovedgård var der ikke mindre
end 149 bøndergårde, og for at kunne afspejle det reelle forhold
mellem gods-ejere og fæstebønder burde tallet – jævnfør ovenstående
forbehold – være større.
Desværre kan et tilsvarende forholdstal mellem gårde og huse ikke
udledes af Chr. V’s matrikel. I forhold til skatteansættelsen var husene
kun af lille – hvis nogen – interesse, da de kun havde meget lidt eller
ingen jord, og de blev derfor kun i nogle tilfælde omtalt i matriklen. 10
Gårdstørrelse
En hedebogård var gennemsnitligt mellem 2,4 og 3,6 tdr. hartkorn
(svarende til mellem 1/3’del og 2/3’dele) større end gårdene i de
øvrige østdanske regioner. For at få en forståelse for denne forskel må
vi se mere detaljeret på gårdstørrelserne: I figur 7 ses et diagram over
gårdenes hartkornsstørrelser i Chr. V’s matrikel for Hedeboegnen
samt for de tre regioner. Y-aksen angiver hvor stor en procentandel af
gårdene, som befinder sig inden for hartkornsintervallerne på Xaksen;
f.eks. havde ca. 5% af gårdene i Hedeboegnen mellem 4,5 og
5,5 tdr. hartkorn. Tallene er udregnet som gennemsnit for hver landsby,
og der er set bort fra huse og hovedgårde.
Kurverne for de tre regioner er meget regelmæssige linier, mens kurven
for Hedeboegnen er mere varieret. Dette må skyldes, at det mindre
talmateriale lettere giver større udsving, men ikke desto mindre kan
der foretages flere observationer:
Gårde under 4,5 tdr. hartkorn var stort set ikke eksisterende på Hedeboegnen:
Disse små gårde udgjorde her kun 2,2%. I det øvrige af
Sjælland og i de to andre østdanske regioner lå andelen mellem 15% og
20%. Vi kan som nævnt pga. kildemæssige forhold i Chr. V’s matrikel
ikke sige noget om det antalsmæssige forhold mellem husmænd og
gårdmænd i Hedeboegnen, men vi kan ud fra grafen konstatere, at
der her var et skarpt skel mellem de to samfundslag: I Hedeboegnen
28

Figur 7. Andel (%) af gårde efter hartkorn i Chr. V’s matrikel 1682. De ganske
få gårde over 15,5 tdr. hartkorn er medtaget i undersøgelsen og procentandelene,
men de er af rent visuelle årsager ikke vist på grafen.
var man enten husmand eller gårdmand. Mellemgruppen af små gårdmænd
fandtes – med få undtagelser – ikke.
Den mest alm. gårdstørrelse på Hedeboegnen var omkring 7 tdr.
hartkorn. I det øvrige af Sjælland var den mest alm. gårdstørrelse 6 tdr.
hartkorn, mens den i de sidste to østdanske regioner lå mellem 5 og 6
tdr. hartkorn. Den typiske hedebogård var således kun lidt større
end de typiske gårde i det øvrige østdanske område. Til gengæld må
kurven for Hedeboegnen siges at adskille sig markant ved gårde over
9,5 tdr. hartkorn. Disse store gårde var ganske få i den øvrige del af
landet, men i Hedeboegnen udgjorde de ikke mindre end 37,7% af alle
gårde.
Årsagen til de gennemsnitligt store gårde i Hedeboegnen bunder
altså i tre forskellige årsager:
- Små gårde var næsten ikke eksisterende.
- En ”typisk” hedebogård var ca. 1-1 1 ⁄2 tdr. hartkorn større end en
”typisk” gård i de tre øvrige østdanske regioner.
- De helt store gårde var stærkt overrepræsenteret i Hedeboegnen.
29

Hedeboegnen: Mellem Roskilde og København
På flere områder er overrepræsentationen af store gårde særligt interessant.
Dels fordi den er så markant (se figur 8), og dels fordi vi endnu
ikke kan fastslå med sikkerhed, hvad årsagen til koncentrationen af de
helt store gårde skyldes. Særligt to teorier lyder dog sandsynlige.
Figur 8. Østdanske landsbyer med en gennemsnitlig gårdstørrelse på mere end 9,5
tdr. hartkorn 1682.
Første teori: Nærheden til købstæderne
Hedeboegnen lå mellem to af Danmarks største og vigtigste byer: I
middelalderen var Roskilde blandt landets største og vigtigste købstæder,
og siden hen udviklede København sig til den helt
dominerende by. Der udvikledes altså gennem middelalderen og tidlig
moderne tid et stort marked, og dermed også et incitament til et større
og mere intensivt agerbrug i modsætning til ekstensivt kvægbrug og
evt. skovbrug. En mulig forklaring på de mange store gårde på
Hedeboegnen i 1680’erne kunne således være, at der i den foregående
periode var opdyrket ny ager uden, at der samtidigt skete anlæggelser
af nye gårde.
At der vitterligt var en sammenhæng mellem det intensive landbrug
30

1682 og nærheden til købstæderne understøttes af figur 9, hvor produktiviteten
(gennemsnit for hver 5km zoner) er sat i forhold til afstanden
fra Roskilde, København og Køge. Omkring Roskilde og
København faldt produktiviteten ved hver zone, og den var henholdsvis
godt 2/3’dele og godt 1/3’del højere i nærzonen end i 20-25
km zonen. Ved Køge faldt produktiviteten kun svagt ud til 15 km,
hvorefter den steg markant. Årsagen til denne stigning var, at 15-20 km
zonen nåede ud til det indre af Hedeboegnen og til den ligeledes
højproduktive slette på Stevns.
Der kan altså forekomme undtagelser fra den generelle tendens til
højere produktivitet omkring købstæderne – ikke overraskende da
produktiviteten naturligvis ikke kun afhang af nærheden til markedet,
men tværtimod var et særdeles kompleks resultat af såvel natur- og
samfundsmæssige forhold. I mit speciales undersøgelse af produktiviteten
omkring samtlige købstæder i kongeriget afveg mellem 1/3 og
1/4 af områderne ved, at produktiviteten faldt, men disse oplande
var typisk lokaliseret omkring mindre købstæder. 11 Hermed har vi
måske også forklaringen på den delvis usystematiske produktivitetslinje
omkring Køge. Køge var ikke – og havde aldrig været – en større
købstad, og den har derfor ikke påvirket produktiviteten i samme grad
som Roskilde og København.
Figur 9: Oplandets produktivitet 1682 (tdr. hartkorn / km 2) i forhold til afstanden
fra købstæderne (km).
31

Anden teori: Kongens opland
En anden mulig – og lidt mere alternativ – forklaring på de mange
store gårde kunne være, at kongemagten, som ejede en usædvanlig stor
andel af gårdene efter reformationen, 12 bevidst efterstræbte større
gårde og måske endda sammenlagde gårde. Kongemagten må have set
en fordel i større gårde, da disse lettere kunne producere et overskud
af fødevarer til hovedstaden. Denne teori – sammenlægning af gårde
til færre enheder i efterreformatorisk tid – kan ikke umiddelbart dokumenteres
af kildematerialet, men dette er naturligvis ikke et bevis for,
at det ikke er sket. Kongemagten har i teorien kunnet nedlægge eller
sammenlægge gårde ved blot at sende en indstilling til ladegårdsforvalteren.
Ovenstående overvejelser omkring de to teorier bærer endnu meget
præg af at være løse teorier – det indrømmer jeg gerne. For at komme
videre må godsarkiverne granskes nærmere, og ejerforholdene må
undersøges på gårdniveau: Var der systematiske forskelle mellem gårde,
som var ejet af adelen og gårde, som var ejet af kronen eller af statslige
institutioner? Dette er netop nogle af de forhold, som jeg håber
at kunne komme nærmere ind på i mit kommende ph.d.-studie.
Hedeboegnen vil her indtage en særlig plads, da jeg mener, at området
må have gennemgået en særlig markant udvikling i perioden før Chr.
V’s matrikel.
Konklusion
Hedeboegnen har for mange historikere stået som et lidt diffust og
udefinerbart område. Men som områdebetegnelse er det brugbart og
endda nødvendigt af to årsager: Dels fordi folk helt op i 1900-tallet
betegnede sig som ”hedeboer” – det var altså en vigtig del af deres
lokale identitet. Og dels fordi der var adskillige natur-, samfundsmæssige
og kulturelle fællestræk ved området. De to ting hænger selvfølgelig
uløseligt sammen, men den første begrundelse tager
udgangspunkt i de datidige beboere selv, mens den anden bygger på,
hvad vi i dag kan konstatere af forskelle mellem Hedeboegnen og de
omkringliggende områder.
En eviggyldig grænsedragning mellem Hedeboegnen og de omkringliggende
områder er dog umulig. Det afhænger af hvilke forhold,
32

man tager udgangspunkt i, og hvor man sætter grænseværdierne. Var
det den flade slette, der definerede Hedeboegnen? Eller hedebosyningerne?
Og hvor udbredte skulle hedebosyningerne i så fald være
i en landsby, for at den kan betegnes som en del af Hedeboegnen…?
Der er flere grænseområder, hvor det afgørende for svaret bliver ens
egen historiske vinkel og ikke mindst ens fagmæssige tilknytning.
Når dette er sagt, er det dog min opfattelse, at grænsen var mere
entydig nogle steder end andre. Mod syd dannede Køge Å et markant
skel mellem både natur- og kulturlandskaber, og grænsen mod
Skovboegnen fortsætter derefter mod nordvest og senere nord.
Skovboegnen og Hedeboegnen var på flere måder hinandens modsætninger:
Det kuperede dødislandskab i modsætning til den flade
moræneslette, det skovdominerede område i modsætning til det
skovløse område samt små landsbyer / enkeltgårde i modsætning til
store landsbyer og store gårde.
Mod nord var grænsen mere diffus. Ikke mindst umiddelbart øst for
Roskilde Fjord fandtes et område som havde flere fællestræk med
Hedeboegnen. Det var blottet for skov ifølge Videnskabernes Selskabs
kort 1768, og vurderet ud fra Chr. V’s matrikel var landbruget baseret
på et intensivt agerbrug. Terrænet er dog så kuperet, at det næppe kan
kaldes en del af Hedeboegnen.
Der fandtes altså områder som på nogle punkter mindede om
Hedeboegnen, men på mindst tre områder var Hedeboegnen ganske
ene-stående efter danske forhold. Hedeboegnen…
- havde landets mest produktive landbrug vurderet ud fra Chr. V’s
matrikel
- var bortset fra det vestjyske hedeområde den største sammenhængende
region uden skov ifølge Videnskabernes Selskabs kort
- var domineret af meget store gårde.
Årsagen til disse særlige karakteristika må skulle findes i en kombination
af såvel natur- og samfundsmæssige forhold. Hedeboegnen havde
allerede som udgangspunkt et glimrende landskab til agerbrug, da terrænet
var relativt fladt og jorden leret. Og da den samtidigt lå mellem
de relativt store byer Roskilde og København, var der grundlag for et
33

intensivt agerbrug. Både den gode ager samt et stort og nærtliggende
marked var til stede.
Hvad jeg endnu ikke har et ordentligt overblik over, er ejendomsforholdene,
samt hvilken indflydelse kongens og statsmagtens store
dominans havde for området. Næste skridt bliver derfor en kortlægning
af ejerforholdene og landgildeafgifterne for hver gård; primært
med udgangspunkt i Karl-Erik Frandsens håndskrevne afskrift af den
såkaldte 1662-matrikel. Projektet bliver landsdækkende, men
Hedeboegnen vil komme til at indtage en særlig plads. Hedeboegnen
tilkal-der sig både interesse, fordi den var atypisk, men også fordi
området havde en særlig status med sin placering mellem to af de
vigtigste byer i henholdsvis middelalderen og tidlig moderne tid.
Hedeboegnen var i høj grad et produkt af dens placering mellem
Roskilde og København.
34

LITTERATURLISTE
Christophersen, Marie (1923): Fra Hedeboegnen. Optegnelser af Marie
Christophersen, ordnede og udg. af Henrik Ussing. Schønberg,
København.
Dam, Peder; Nielsen, Peter Steen; Dam, Claus og Bill, Jan (2003): Videnskabernes
Selskabs kort (vektoriseret). Kortet kan downloades på www.hiskis.dk.
Dam, Peder (2004): Landbrugsproduktivitet i tidlig moderne tid – en geografisk-historisk
analyse af dansk landbrug i perioden før landbrugsreformerne med udgangspunkt i
Chr. V’s matrikel (1681-1688). Upubliceret speciale, Roskilde
Universitetscenter.
Danmarks Jordbrugsforskning (2002): Den danske jordklassificering, digitalt 1:50.000.
Danmarks Jordbrugsforskning (2004): Danske jordbundsprofiler.
http://web.agrsci.dk/jbs/jordbund/
Frandsen, Karl-Erik [red.] (1984): Atlas over Danmarks administrative inddeling efter
1660. Dansk Historisk Fællesforening, København.
Fritzbøger, Bo (1992): Danske skove 1500-1800. En landskabshistorisk undersøgelse.
Landbohistorisk Selskab, Odense.
GEUS (2000): Danmarks digitale jordartskort 1:25.000. Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse.
Korsgaard, Peter (2004): Videnskabernes Selskabs kort. I: Geoforum Perspektiv
nr. 5. Geoforum Danmark, København.
KMS (1996): Danmarks Topografiske Kortværk. Kort- og Matrikelstyrelsen (1996).
Møller, Per Grau (2004): Udskiftningskort og original I – kort. I: Geoforum Perspektiv nr.
5. Geoforum Danmark, København.
Pedersen, Henrik (1928): De danske landbrug. Fremstillet på grundlag af forarbe jderne til
Christian V.s matrikel 1688. Gyldendal, København
Petersen, Jens A. (1971): Hedeboegnen – et folkeligt kulturområde. Glostrup Bogtryk.
Smed, Per (1978-1982): Landskabskort over Danmark. Geografforlaget, Odense.
Skrubbeltrang, Fridlev (1975): Kildekritisk vejledning. I: Pedersen, Henrik (genoptryk
1975): De danske landbrug. Fremstillet på grundlag af forarbejderne til Christian
V.s matrikel 1688, s. 483-487.
35

NOTER
1. Jørgensen 1995: 114
2. Smed 1978-1982
3. Dansk Jordbrugsforskning 2002
4. GEUS 2000
5. Møller 2004: 15 og Danmarks Jordbrugsforskning 2004: 20
6. Christophersen (1923), 9-10.
7. Upublicerede undersøgelser foretaget af Morten Stenak 2001 i forbindelse
med forskningsprojektet Agrar2000. Undersøgelserne er beskrevet i
Korsgaard 2004: 11
8. Fritzbøger 1992: 284-285
9. Dam 2004: 82
10. Skrubbeltrang 1975: 483-487
11. Dam 2004: 114
12.
Pedersen 1928: 354-360 og Petersen 1971: 7
36