genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG
KLINISK SYGEPLEJE
- Om hvordan medicin og sygepleje som moderne fag, erhverv og uddannelser
har konstitueret sig i Danmark samt forbindelsen mellem dem. For lægeerhvervet
er perioden 1736-1937 og for sygeplejeerhvervet er perioden 1863-1957
af Emmy Brandt Jørgensen

2007 Forfatter Emmy Brandt Jørgensen
Forlaget Hexis
1 udgave, 1. oplag
Bogen er trykt hos Grafisk
Printed in Denmark
ISBN 978-87-992050-1-1
Forlaget Hexis
http://www.hexis.dk

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
INDHOLDSFORTEGNELSE
1 FORORD ..................................................................................................................................................... 7
DEL I: AFHANDLINGENS FORUDSÆTNINGER......................................................................................... 8
2 AFSÆT FOR AFHANDLINGEN OG PROBLEMSTILLING ................................................................................... 8
3 DISPOSITION ............................................................................................................................................ 11
4 DET EMPIRISKE MATERIALE ..................................................................................................................... 13
5 AFHANDLINGENS FORFATTER SOM FORSKER............................................................................................ 20
6 AFHANDLINGENS PLACERING................................................................................................................... 24
7 DET MODERNE SAMFUND OG UDDIFFERENTIERINGEN AF PÅ DEN ENE SIDE STATEN OG PÅ DEN ANDEN SIDE
RELATIVE AUTONOME FELTER ........................................................................................................................... 31
7.1 Teoretisk grundlag med udgangspunkt i Bourdieu........................................................................ 31
7.1.1 En strukturel historievidenskab .................................................................................................................32
7.1.2 Sociale gruppers førbevidste strategier......................................................................................................34
7.1.3 En relationel tænkning...............................................................................................................................36
7.1.4 Rekonstruktion og videnskab som en konstruktion ...................................................................................38
7.1.5 Kapital, der investeres og konverteres på et marked .................................................................................39
7.2 Det reproduktive felt med de formelle sundheds- og uddannelsessystemer .................................. 41
7.2.1 Klinikkens fødsel i Frankrig ifølge Foucault.............................................................................................41
7.2.1.1 Lidt generelt om Foucaults måde at tænke på.................................................................................41
7.2.1.1.1 Den klassifikatoriske medicin i 1700-tallet .................................................................................42
7.2.1.1.2 Den kliniske medicin...................................................................................................................46
7.2.1.1.2.1 Bruddet med klassicismen...................................................................................................46
7.2.1.1.2.2 Efter bruddet .......................................................................................................................47
7.2.2 Medicinen i moderne avancerede samfund ...............................................................................................50
7.2.2.1 Medicinen i 1960-ernes Frankrig....................................................................................................50
7.2.2.2 Fra dynastisk stat til nationalstat.....................................................................................................53
DEL II: HISTORIESKRIVNING OG ANALYSE .......................................................................................... 59
8 SPØRGSMÅL TIL KILDEMATERIALET PÅ BAGGRUND AF DET TEORETISKE GRUNDLAG OG DE FRANSKE
FORBILLEDER..................................................................................................................................................... 59
9 LÆGEERHVERVET I DANMARK................................................................................................................. 65
9.1 Lægeerhvervets relation til staten ................................................................................................. 67
9.1.1 Medicinalstyrelser .....................................................................................................................................67
9.1.1.1 Collegium medicum........................................................................................................................67
9.1.1.2 Det kgl. Sundhedskollegium...........................................................................................................69
9.1.1.3 Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet ..............................................................................................72
9.1.2 Stillinger i centraladministrationen ...........................................................................................................75
9.1.2.1 Fysikater og kirurgater....................................................................................................................76
9.1.2.2 Embedslæger...................................................................................................................................77
9.1.2.3 Amts- og kredslæger.......................................................................................................................79
9.1.3 Stillinger på hospitalerne...........................................................................................................................81
9.1.3.1 Medicinere og kirurger ...................................................................................................................81
9.1.3.2 Læger og praktikanter.....................................................................................................................85
9.1.3.3 Lægevidenskabelige kandidater (turnuskandidater)........................................................................86
9.1.3.4 Speciallægeordningen.....................................................................................................................87
9.2 Uddannelser til læge...................................................................................................................... 90
9.2.1 Lægeuddannelser udenfor universitetet.....................................................................................................91
9.2.1.1 Mesterlære i barberlaugene og i hæren ...........................................................................................92

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9.2.1.2 Mesterlære i barberlaugene kombineret med systematisk teoretisk-praktisk skoleundervisning og
ensartet eksamen i Amphitheatrum Anatomico-Chirurgicum Regis 1736-1785 ................................................. 92
9.2.2 Chirurgisk Academi 1785-1842................................................................................................................ 94
9.2.3 Lægeuddannelser ved universitetet........................................................................................................... 95
9.2.3.1 Uddannelse til læge ved universitetet 1732-1788........................................................................... 96
9.2.3.2 Uddannelse til læge ved universitetet 1788-1842........................................................................... 97
9.2.3.3 Uddannelse til læge ved universitetet 1842-1873......................................................................... 101
9.2.3.4 Uddannelse til læge ved universitetet 1873-1934......................................................................... 104
9.2.3.5 Uddannelse til læge ved universitetet 1937-................................................................................. 108
9.3 Lægeerhvervets opgaver..............................................................................................................109
9.3.1 Lægeerhvervets funktioner 1736-1757 ................................................................................................... 111
9.3.2 Lægeerhvervets funktioner 1774-1818 ................................................................................................... 114
9.3.3 Lægeerhvervets funktioner 1842-1877 ................................................................................................... 116
9.3.4 Lægeerhvervets funktioner 1909-1914 ................................................................................................... 117
9.3.5 Lægeerhvervets funktioner 1934-1937 ................................................................................................... 118
10 SYGEPLEJEERHVERVET I DANMARK.......................................................................................................120
10.1 Sygeplejeerhvervets relation til staten .........................................................................................121
10.1.1 Stillinger på hospitalerne ........................................................................................................................ 122
10.1.1.1 Borgerkoner, oldfrue, opvartersker og vågekoner i 1756 og 1797 ............................................... 123
10.1.1.2 Overopsynskone, stuekoner, gangkoner og vågekoner 1863........................................................ 125
10.1.1.3 Plejemoder, assistenter og elever 1876......................................................................................... 127
10.1.1.4 Elever i sygepleje 1897 ................................................................................................................ 130
10.1.1.5 Elever i sygepleje 1906-1916 og forstanderinde for sygeplejen 1913.......................................... 131
10.1.1.6 Elever i sygepleje 1927 ................................................................................................................ 132
10.1.1.7 Elever og sygeplejersker 1934 og 1939........................................................................................ 133
10.1.1.8 Ledende og undervisende sygeplejersker 1938 ............................................................................ 134
10.1.1.9 Elever og sygeplejersker 1957 ..................................................................................................... 135
10.1.2 Stillinger i centraladministrationen......................................................................................................... 137
10.1.2.1 Hjemmesygeplejersker fra 1881................................................................................................... 137
10.1.2.2 Sundhedsplejersker fra 1937 ........................................................................................................ 142
10.1.3 Medicinalstyrelser................................................................................................................................... 143
10.2 Formaliseret uddannelse til sygeplejerske 1957..........................................................................144
10.3 Sygeplejeerhvervets sociale status...............................................................................................152
10.4 Sygeplejeerhvervets opgaver .......................................................................................................154
10.4.1 Sygeplejeerhvervets funktioner 1756 og 1797........................................................................................ 157
10.4.2 Sygeplejeerhvervets funktioner 1863...................................................................................................... 158
10.4.3 Sygeplejeerhvervets funktioner 1876...................................................................................................... 160
10.4.3.1 Debat blandt læger forud for omorganisering af sygeplejen i 1876 ............................................. 163
10.4.4 Sygeplejeerhvervets funktioner 1897...................................................................................................... 172
10.4.4.1 Sygeplejerskernes synspunkt........................................................................................................ 172
10.4.4.2 Lægernes synspunkt ..................................................................................................................... 176
10.4.5 Sygeplejeerhvervets funktioner 1906-1916 ............................................................................................ 183
10.4.5.1 Sygeplejerskernes og lægernes synspunkt.................................................................................... 183
10.4.6 Sygeplejeerhvervets funktioner 1927...................................................................................................... 187
10.4.6.1 Sygeplejerskernes synspunkt........................................................................................................ 190
10.4.6.2 Lægernes synspunkt ..................................................................................................................... 194
10.4.7 Sygeplejeerhvervets funktioner 1934 og 1939........................................................................................ 197
10.4.8 Sygeplejeerhvervets funktioner 1957...................................................................................................... 198

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
DEL III: TILBAGEBLIK OG KONKLUSION............................................................................................. 204
11 LÆGEERHVERVET I DANMARK SET I FORHOLD TIL FOUCAULTS OG BOURDIEUS TEORIER OM ERHVERVETS
UDVIKLING ...................................................................................................................................................... 204
12 SYGEPLEJEERHVERVET I DANMARK....................................................................................................... 211
13 PLEJE SOM ET SUBFELT I DET MEDICINSKE FELT ..................................................................................... 216
14 TILBAGEBLIK PÅ AFHANDLINGENS HYPOTESE........................................................................................ 217
15 TILBAGEBLIK PÅ AFHANDLINGENS EMPIRI, TEORIVALG OG METODISKE FREMGANGSMÅDE ................... 219
DEL IV: ENGELSK RESUMÉ, KILDER OG LITTERATUR ................................................................... 222
16 ENGLISH SUMMARY............................................................................................................................... 222
17 KILDER .................................................................................................................................................. 225
17.1 Bøger, artikler, tidsskrifter, leksika, årbøger, lærebøger............................................................ 225
17.2 Love, bekendtgørelser, anordninger, cirkulærer, instrukser, meddelelser, betænkninger,
fundatser, kontrakter, beretninger ............................................................................................. 230
18 LITTERATUR .......................................................................................................................................... 236
18.1 Øvrige værker.............................................................................................................................. 244
19 NOTER ................................................................................................................................................... 246

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1 Forord
Nærværende arbejde er en ph.d.-afhandling indleveret på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,
Aarhus Universitet. Ph.d.-graden er tildelt juni 2007.
Indledningsvis vil jeg takke lektor og institutleder for curriculumforskning på Danmarks Pædagogiske
Universitet Martin Bayer for vejledning forud for indlevering af dette forskningsarbejde
med henblik på at erhverve ph.d.-graden.
Jeg har under mit arbejde med afhandlingen haft stor glæde af ph.d.-gruppen inden for Bourdieu-programmet
ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet. Dette program
initieredes og ledtes af professor Staf Callewaert, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik.
Ligeledes er jeg taknemmelig for gennem de sidste mange år at være tilknyttet gruppen, der
på nordisk plan arbejder med studier inden for emnet diakoni og omsorg.
Tak også for de faglige diskussioner med mag. art. Britta Siegumfeldt hen ad vejen i processen
med afhandlingsarbejdet.
Foreningen Dansk Selskab for Sygeplejeforskning har støttet med et stipendium, hvilket jeg
hermed takker for.
En tak også til Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, Medicinsk Historisk Museum,
Den Danske Lægeforening og Dansk Sygeplejeråd, som alle har været yderst behjælpelige
med fremskaffelse af historiske dokumenter om medicin og sygepleje. Især en tak til historikeren
Esther Petersen, ansat i Dansk Sygeplejeråd.
Og ligeledes tak til ingeniør, cand. mag. og ph.d. Marianne Høyen for foruden den faglige
hjælp EDB-hjælp.
Og sluttelig en tak til venner og min familie, der tålmodigt har fulgt og bistået den lange proces.
7

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
DEL I: AFHANDLINGENS FORUDSÆTNINGER
2 Afsæt for afhandlingen og problemstilling
Som nævnt i forordet er jeg inspireret i mit afhandlingsarbejde af ph.d.-gruppen, der ledtes af
professor Staf Callewaert, dengang professor i pædagogik ved Institut for Filosofi, Pædagogik
og Retorik, Københavns Universitet, i dag emeritus. Det betyder, at når jeg anfører, at jeg er
inspireret af Foucault og Bourdieu, så er det receptionen af disse forfatterskaber, som den
fandt sted hos Callewaert.
Udgangspunktet for min afhandling var en reaktion af mit genmøde med sygeplejen efter at
have været borte fra faget en del år, hvor jeg havde studeret dansk på universitetet med henblik
på at uddanne mig væk fra faget sygepleje. Jeg traf på Callewaert omkring 1989-90 gennem
en kollega, der som jeg selv var uddannet sygeplejerske, og som nu læste pædagogik og
blev vejledt af Callewaert 1 .
Igennem min egen livssituation, såvel den mere personlige side i hverdagslivet som den professionelle
side, har jeg oplevet og oplever fortsat en vis undren og undertiden en personlig
indignation over sygeplejeerhvervets egen dobbelte positionering som på den ene side tæt
knyttet til og hele tiden underordnet medicinen, og her også medicinens positionering af sygeplejens
opgaver som assisterende til lægens funktioner, mem samtidig sygeplejefagets diskursive
fremstillinger af sagen sygepleje: sådan er det og sådan må det nødvendigvis være.
Det først nævnte drejer sig om sygeplejens selvfremstilling af arbejdet som værende assisterende
til lægen, men tillige forestillingen om, at erhvervet drejer sig om omsorg, som værende
noget særligt distinkt fra lægernes arbejde, og med gentagne forsøg på via uddannelsesmæssige
tiltag at blive sideordnet eller på lige fod med lægerne, osv., osv. Det vil sige, at sygeplejeerhvervet
(praktikken) og sygeplejefaget (praktiske teorier for den gode sygepleje) arbejder på
trods af eksplicitte diskurser og ønskemål, som skal være frigørende fra den dominante position
inden for det medicinske felt, alligevel hele tiden i afhængighed af denne dominante position
(gøgeungen der lægger sit æg i en andens rede), og på den anden side forsøger man
eksplicit at definere sit erhverv og teorien om dette erhverv i modsætning til medicin, men
alligevel på en sådan måde, at det kun giver mening gennem at hele tiden at forholde sig til
medicin som praktik, praktisk teori og videnskab. Det vil sige, at sygeplejens identitet er en
selvundertrykkende orientering og identitet, der finder sin platform i medicin. Det vedrører
altså et felt med en dominant position – lægerne, og en domineret position – sygeplejerskerne,
hvor fokus er på sygeplejersken og hvor ærindet er at beskrive, forstå og forklare sygeplejegruppens
vedvarende kamp inden for det medicinske felt som en kamp, der hele tiden ”spænder
ben for sig selv”, fordi den udøves inden for et felt, hvor dominansforholdet er afklaret, og
hvor fagets genese er bestemt af dette dominansforhold, og en ny orden men en anden dominans
kun er potentiel mulig, hvis man flytter sig væk fra og ud af dominansforholdet, ”flytter
hjemmefra” om man så kan sige, og starter på en frisk samtidig med, at det tydeligvis ikke er
det, som sygeplejersker gør eller sigter imod.
1
Anne Mette Jørgensen, sygeplejerske, cand.phil. i pædagogik. fra Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
8

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Nærværende afhandling er interesseret i at undersøge denne selvundertrykkende sygeplejekultur,
selvundertrykkelsens genese og struktur samt relatere dette til sygeplejens undertrykkere
– medicin. Det vil sige, hvordan manifesterer denne selvundertrykkelse og undertrykkelse
sig? Omdrejningspunkterne for afhandlingen er derfor også parallelle, dels er fokus på lægerne
og dels er fokus på sygeplejerskerne. Sygeplejeerhvervets positioner, dets funktioner og
den respektive uddannelse, herunder refleksioner og teori til erhvervet. Og ligeledes lægeerhvervets
positioner, dets funktioner og respektive uddannelse, og også her refleksioner og
teori til erhvervet.
Det vil sige, at afhandlingen er en analyse af to erhvervsgrupper læger og sygeplejersker, deres
funktioner, positioner og respektive uddannelser inden for det offentlige sygehusvæsen i
Danmark i et historisk perspektiv. Det drejer sig om at forsøge ved hjælp af samfundsteori, og
mere specifikt om en professions- og uddannelsesteori, at begribe de dynamikker, som er i
spil inden for det medicinske felt.
Afhandlingen undersøger, hvorledes medicin og sygepleje som moderne erhverv, fag og uddannelser
historisk har konstitueret sig i Danmark. Det vil sige genese og struktur af de to
erhverv, fag og deres respektive uddannelser. Afhandlingen er inspireret af den franske idéhistoriker
Michel Foucault I . Min bærende idé er, at det, man i dag kalder for klinisk medicin 2 ,
og det, man igennem de seneste cirka 20 år har kaldt for klinisk sygepleje 3 , er to forskellige
praktikker og diskurser om disse praktikker, men at disse alligevel er homologe og forbundne
med hinanden. Dette gør, at uddannelserne til disse praktikker også har et lignende indbyrdes
forhold. En helt ny opfattelse af det kliniske er det, der binder de to fag og erhverv sammen.
Foucault udvikler i sin bog The Birth of the Clinic om den kliniske medicin ideen for Frankrig
og delvis for andre europæiske lande, hvordan medicinen samt uddannelsen heri italesætter
sig selv på en ny måde efter den franske revolution, hvormed man kan sige, at en helt ny medicin
- den kliniske - blev født 4 . Afhandlingen vil søge at finde ud af, hvordan udviklingen i
Danmark har været set i et foucaulsk perspektiv. Afhandlingen koncentrerer sig i denne sammenhæng
om diskurser, ikke om observation af praktikker. Spørgsmålet er, om man kan rekonstruere
en fase af medicinens og sygeplejens diskurser samt de respektive uddannelser ud
fra samme grundidé, som Foucault havde for medicinen alene? Og ud fra den tanke, at de to
fag bliver italesat som “klinisk”, ikke bare hver for sig, men parallelt og afhængigt af hinanden.
Foucault viser, at der findes to perioder i udviklingen af den medicinske viden - før og
efter den franske revolution. Til hjælp til analysen af den anden periode inddrages tillige den
2 Eksempelvis:
Andersen, Daniel & Havstein, Bent & Juhl, Erik & Riis, Povl (red.) (1987): Lægevidenskabelig forskning - en
introduktion. 4. udgave. FADL’s Forlag, København, Odense.
3 Eksempelvis:
Bjørn, Agnes Marie (1989): Community Health Assessment and Nursing Care Needs of the Elderly. Degree of
Doctor of Philosophy, University of Manchester, the Faculty of Medicine, department of Nursing, Manchester.
Lorensen, Margarethe (1986): Ældre og egenomsorg. Sygeplejebiblioteket, Munksgaard, København.
Salling Anne-Lise (1990): Stimulation af patienternes aktivitet og udvikling. Dansk Sygeplejeråd, København.
Adamsen, Lis (1980): Udstødning og tilpasning, social og sundhedspolitik. Magisterafhandling ved Sociologisk
Institut, Københavns Universitet, København.
4 Foucault, Michel (1991): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London.
9

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
franske sociolog Pierre Bourdieus II værk Homo Academicus 5 , som viser en homologi mellem
den samfundsmæssige orden og det akademiske/videnskabsfelt. Homo Academicus er en analyse
af Bourdieus eget felt, det akademiske, og medinddrager analyse af medicinen eller rettere
de medicinske professorer. Endelig fører Foucault staten på tale i sin bog om klinikkens
fødsel, og komplementært hertil inddrages ligeledes Bourdieus statsteori, som er et af Bourdieus
seneste værker, og som er en mere samlende teori om moderne samfund 6 .
Efter spørgsmålene om skiftet i medicinen stiller jeg de samme spørgsmål til sygeplejen. Foucault
og Bourdieu medinddrager ikke sygepleje, men det gør jeg i min afhandling, hvor jeg på
eget ansvar forsøger at finde ud af, om lignende udviklinger forekommer inden for sygeplejen?
I og for sig skal man kunne gøre dette, når man som arbejdshypotese har, at medicin og sygepleje
er i slægt med hinanden og antages at løbe parallelt. Jeg går dog et skridt længere og har
som arbejdshypotese, at i hvert fald er den kliniske medicin tvunget til at medvirke til konstitutionen
af den moderne sygepleje som en væsentlig del af sit eget virke. Hvilket måske endda
skal forstås som, at sygeplejen end ikke i dag kan/har konstituere(t) sig som et autonomt
felt 7 .
Måden at gå til værks på i historieskrivningens analyse og fortolkning er inspireret af Bourdieus
feltteori. I Bourdieus analyse af det akademiske felt indgår som før nævnt medicinen. I
afhandlingen her medtages i det medicinske felt sygeplejen som en type subfelt. Det vil sige,
der er tale om en konstruktion, som regner med kun ét felt, som omfatter både medicin og
sygepleje. Når jeg spørger, om lignende skift er observerbare inden for sygeplejen som inden
for medicinen, undersøger jeg begge separat, fordi de trods alt ikke er identiske, men har samtidig
den arbejdshypotese, at der findes en sammenhæng mellem udviklingen inden for begge,
selv om den bare langsomt bliver observerbar i termer af organisation, uddannelse, osv.
Afhandlingen er en videnssociologisk analyse af et historisk forløb. For lægeerhvervet er perioden
1736-1937 og for sygeplejeerhvervet er perioden 1863-1957, og hele analysen og den
metodiske fremgangsmåde er inspireret af Bourdieus refleksive sociologi og praxeologiske
teori. Det drejer sig om en samfundsteori, professions- og uddannelsesteori, men også om en
videnskabs- og faghistorie. Lægen og sygeplejersken bliver i nævnte tidsrum “officielle” aktører
i den reproduktive del af samfundet, har deres virke inden for det at tage sig af syge borgere
på den nye nationalstats vegne.
5 Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicvs. Polity Press, England.
6
Callewaert, Staf (1998): Forelæsning om Pierre Bourdieus statsteori i ph.d.-gruppen, upubliceret, Det Humanistiske
Fakultet, Københavns Universitet.
7 Petersen, Karin Anna (1997): Sygeplejevidenskab - myte eller virkelighed? Om genese og struktur af feltet af
akademiske uddannelser og forskning i sygepleje i Danmark. Ph.d.-afhandling. Det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet, Aarhus Universitet. Petersens afhandling har analyseret dette tema eller spørgsmål.
Og i Sverige har leg. sjuksköterska, fil. kand., dr. phil. Ingrid Heyman ligeledes undersøgt samme tematik: Gånge
hatt till...Omvårdnadsforskningens framväxt i Sverige - sjuksköterskors avhandlingar 1974-1991, Daidalos
AB. Göteborg 1995.
10

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
3 Disposition
Indledningsvis siges der noget om afhandlingens empiriske materiale (kapitel 4) og om mig
selv som forsker og min tilgang (kapitel 5). I kapitel 6 indplaceres afhandlingen i forhold til
de videnskabelige arbejder, som beskæftiger sig med samme emne, med hensyn til det materiale
og det formale studieobjekt. Distinktionen mellem det materiale og det formale studieobjekt
kan henføres til Thomas af Aquino, hvor det materiale objekt betyder forekomst i verden
(fx. uddannelse), og hvor det formale betyder den form, det synspunkt ud fra hvilken denne
forekomst i verden kan studeres (fx. socialisation) 8 . I kapitel 7 fremstilles afhandlingens teoretiske
grundlag, der som nævnt er inspireret af Bourdieus refleksive sociologi. Bourdieus refleksive
sociologi lægger vægt på en refleksiv rekonstruktion af analyseobjektet og samtidig
med dette rekonstruktionsarbejde skal forskeren eksplicitere sin egen position, altså det sted
hvorfra man selv ser den verden, man udforsker. Jeg følger Bourdieus idé om, at historieskrivning
må være sociologisk og sociologien må være historisk.
Fremstillingen af Bourdieus sociologi er ikke en generel fremstilling af Bourdieus teorier og
metoder, men koncentrerer sig om Bourdieus teori med henblik på at arbejde sociologisk med
et historisk forløb. Centrale begreber fra Bourdieus tekster er således begreberne habitus, felt,
kapital, men også staten.
Bourdieus teori om moderne samfund som opdelt i felter med en egenlogik og teori om moderne
nationalstater som en bestemt måde at agere på politisk er teorier, der beskriver, hvad
der karakteriserer moderne samfund i Vesten som sådan: hele uddifferentieringen i domæner,
forestillingen om en rationaliseret praktik, og en autoriseret eksamination og praktik. Bourdieu
bruges her til at forklare, hvordan der, i og med moderniteten skrider frem, sker en forskydning
fra total pleje/omsorg af den syge til specialiseret rationel behandling, hvilket vil
sige: den levner ikke rum for en selvstændig funktion som pleje. Bourdieu har ikke specifikt
udforsket medicinen, men i hans undersøgelse af sit eget felt - det akademiske - beskriver han
som anført medicinen som fag på universitetet i 1960-ernes Frankrig.
Foucault kortlægger i sin bog The Birth of the Clinic hele opkomsten af den kliniske medicin i
Frankrig, og tager udgangspunkt i den klassicistiske tidsalder og derefter Oplysningstiden i
anden halvdel af 1700-tallet og frem til indledningen af 1800-tallet, hvor den moderne klinik
er født. Foucaults interesse med at udforske klinikken er at udforske videnskaben med videnskaben
eller at underminere fornuften med fornuften, som Dag Heede indleder med at formulere
det i sin introduktion af Foucaults forfatterskab 9 . Og det vil sige, at det er selve rationalismen,
der er Foucaults genstand for undersøgelse, når han undersøger fx. klinikken eller en
af de mange andre institutioner - fængslet, asylet, psykiatrien, psykologien, galskaben, seksualiteten,
osv., som Foucault har udforsket i sit forfatterskab. Sagt med andre ord, så var Foucaults
projekt at formulere en teori om viden, skrive en videnshistorie. Jeg anvender alene
8 Petersen, Karin Anna (1997): Sygeplejevidenskab - myte eller virkelighed? Om genese og struktur af feltet af
akademiske uddannelser og forskning i sygepleje i Danmark. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus
Universitet, Del I, pp. 153-154.
9
Heede, Dag (1992): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums Forlag,
Frederiksberg.
11

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Foucaults bog om klinikkens fødsel i Frankrig til en sammenligning med klinikkens fødsel i
Danmark. Jeg undlader dermed at tage stilling til, hvor vidt Foucaults projekt om en videnshistorie
er “sand”, men anvender “kun” bogen om klinikken til at forstå, hvor medicin og
sygepleje kommer fra. Vi forsøger ikke at forklare årsagen til, at medicin og sygepleje blev
som de blev; vi véd, hvordan det er, at det er blevet klinik. Og det man så kan i en historisk
udforskning, det er retrospektivt at rekonstruere, hvad det var for nogle nødvendige eksterne
betingelser, der kom på plads og som så gjorde klinikken mulig.
Foucault viser i The Birth of the Clinic, at det er forkert, når den konventionelle historieskrivning
mener, at den moderne behandling herefter baseres på observation og forsøg. Medicinen
har ikke erstattet spekulation med observation af hårde data. Men den har skiftet synspunkt
om hvordan sygdom tænkes og italesættes.
Kapitel 8 er en redegørelse for de spørgsmål, der er stillet til de kilder, der er fundet frem om
Danmark. I kapitel 9 og 10 fremstilles og analyseres så empirien udefra disse spørgsmål, først
om medicinen og derefter om sygeplejen. I kapitel 11, 12 og 13 konkluderes der om medicinen
og sygeplejen i Danmark. Kapitel 14 er et tilbageblik på den opstillede hypotese. Kapitel
15 er et tilbageblik på afhandlingens empiri, teorivalg og metodiske fremgangsmåde. Kapitel
16 er engelsk resumé, kapitel 17 er anvendte kilder og kapitel 18 er litteratur.
12

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
4 Det empiriske materiale
Det empiriske materiale, jeg bygger afhandlingen på, er betænkninger fra øvrigheden, som
regulerer aktiviteterne med at tage sig af syge borgere (både hvad angår agenternes uddannelse
og institutionerne) udarbejdet som forarbejder til love og forordninger, forslag til love samt
de vedtagne love og forordninger. Endvidere fundatser for institutioner, instrukser for arbejdet
som vågekone, sygeplejerske, kirurg, mediciner, læge, osv. Der er her overvejende tale om
dokumenter, som er fremstillet i den tid eller epoke, som afhandlingen beskæftiger sig med
(kodificering af den tids praktik). Tillige er her anvendt Københavns Universitets Årbøger.
Desuden er der som kilder anvendt de involverede agenters skriftlige (faglige) indlæg i tidsskrifter,
aviser, osv. om fx. sygepleje (læger og sygeplejersker), og om fx. lægernes uddannelse,
osv. på de pågældende tidspunkter.
Endvidere historiske fremstillinger udvirket af historikere, af læger, af sygeplejersker, af sygeplejersker
der tillige er historikere, af sygeplejersker der tillige er cand. cur., af andre akademisk
uddannede personer, alle værker der dels er mere brede historiske fremstillinger, dels
er biografiske bøger om enkeltpersoner og endelig historiske fremstillinger om institutioner.
Disse værker er efterkonstruktioner om den pågældende epoke. Forfatterne er dels nulevende
og dels afdøde forfattere. Hertil kommer historiske opslagsværker om Danmarks historie.
Der er i afhandlingen som kilder anvendt og analyseret lærebøger for sygeplejersker med henblik
på at fremanalysere sygeplejerskens funktion eller opgaver. Lærebøger for lægernes uddannelse
er ikke medtaget. På samme vis har jeg ikke fx. læst og analyseret videnskabelige
afhandlinger af personer (læger) som eksempelvis Hermann Boerhaave, Marie-Francois-
Xavier Bichat, osv., men har fastlagt deres videnskabelige positioner på baggrund af flere
andre historikeres udsagn og beskrivelser af disse videnskabelige arbejder.
Endvidere er anvendt Biografisk leksikon og Den danske Lægestand. I slutnoterne angives der
data om enkelte af agenterne, hentet herfra og fra andre historikere, som altså så er andres
konstruktion af livshistorier. Disse oplysninger giver en fornemmelse af agenternes herkomst,
men afhandlingen fremstiller (konstruerer) altså ikke habitus hos de enkelte agenter som individer.
Det er et område, der kunne arbejdes videre med. Jeg har en fornemmelse af, at det i
grunden er ganske få personer, og som havde en tæt forbindelse med hinanden i et fælles miljø,
som fx. personificerer opfindelsen af sygeplejersken, men det står tilbage at efterprøve
nærmere (Bourdieu mener i hans bog om statsadelen, at nok er det ud fra uddannelse og eksamen,
at den moderne nationalstat tildeler positioner, men at det tillige er et spørgsmål om
arv - reproduktion af slægten 10 ). Man kunne have fremstillet biografier over de personer, jeg i
afhandlingen benævner som pionerer, sygeplejersken Charlotte Norrie eller lægen Ludvig
Brandes, ved at søge i deres familieannaler fx. - det ville i så fald være et helt afhandlingsarbejde.
Jeg forlader mig på andres konstruktioner af disse pionerers livshistorier, men samtidig
har jeg sammenstykket de biografiske fakta ud fra flere kilder (historikere) som en slags
check, dvs. ikke forladt mig på én kilde.
Det samme gør sig gældende ved fremstilling af forskellige begivenheder. Et eksempel er at
10
Callewaert, Staf (1998): Forelæsning om Pierre Bourdieus statsteori i ph.d.-gruppen, upubliceret, Det Humanistiske
Fakultet, Københavns Universitet.
13

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Charlotte Norrie afsættes som formand for Dansk Sygeplejeråd efter kun 3 måneders formandskab.
Det har jeg læst mig til i Sygeplejerådets tidsskrifter samt hos diverse historikere,
og ikke studeret de mere primære kilder som fx. kunne være referater fra Hovedbestyrelsesmøder
i Dansk Sygeplejeråd og Charlotte Norries evt. egen gengivelse af begivenhederne og
deres baggrund. Hos de historikere, jeg har anvendt, har jeg til gengæld studeret deres kildeangivelser,
fx. om de har anvendt kilder fremstillet i den pågældende periode (fx. referater fra
Hospitalets lægeråd om undervisningen af sygeplejersker på Kommunehospitalet). Hos hver
af disse sekundære kilder har jeg tillige i anvendelsen medtænkt kildernes forfatteres synspunkt
eller position, hvilken interesse har den pågældende i emnet og hvilken habitus, fx. at
en historisk begivenhed om sygeplejerskernes kamp for et eget virksomhedsområde er fremstillet
af en forfatter (sygeplejerske eller ej) ansat i Dansk Sygeplejeråd. På samme vis med
disse kilders selvforståelse, fx. at “uddannelse er lig med fremskridt”, og at “sygepleje som
erhverv indledtes med vågekoner”. Både selvforståelsen i disse kilder og kildens position har
jeg således forsøgt først at fremstille og dernæst at bryde med.
Det karakteristiske ved mange af kilderne er gennemgående, at det er kilder, som er fremstillet
af agenter tilhørende det område, hele afhandlingen drejer sig om, nemlig det medicinske
felt. Det skyldes det faktum, at i historiebøger, som fremstiller Danmarks historie bredt (historiebøger
anvendt i gymnasiet fx.), er hele medicinens og “sundhedsvæsenets” historie stort set
fraværende. Og på samme måde er fx. sygeplejersker, der ikke havde en tæt tilknytning til
Dansk Sygeplejeråd omkring 1900-tallet, ligeledes umiddelbart fraværende i form af skriftlige
kilder.
Problemet kan man også illustrere ved det faktum, at folketællingerne i Danmark ikke opererede
med erhvervet sygepleje på tidspunktet, hvor sygeplejersken faktisk blev opfundet. Og
ligeledes opgjorde man gennem 1800-tallet ikke særskilt antallet af læger i Danmark, men
kategoriserede lægerne som agenter i et liberalt erhverv sammen med fx. jurister. Kategorierne
kan ikke findes som kategorier i formelle opgørelser, inden de eksisterer.
Den danske Lægestand er et biografisk 4-bindsværk, som registrerer læger, der har virket i
perioden tilbage fra 1479 og op til 1901. Heri angives navne på i alt 2600 læger, læger uddannet
i andre lande end Danmark, læger uddannet på Det kirurgiske Akademi i København og
læger uddannet ved Københavns Universitet. Og endelig læger, der virkede som læger uden
uddannelsesbaggrund. Det vil altså sige, at over en tidsperiode på cirka 520 år har man navnene
på 2600 “læger”. Ud af denne opgørelse kan det fx. læses, at der blev uddannet blandt
andre 547 læger efter den forenede medicinske og kirurgiske eksamen ved Københavns Universitet
(1838) i perioden 1838-1900. Jeg skriver blandt andre, fordi tallet 547 repræsenterer
nogle konkrete læger, der var døde inden udgangen af 1900, og indeholder altså ikke de, der
havde erhvervet denne eksamen og som “overlevede” århundredeskiftet. Fra 1786 til 1838 var
der to statsinstitutioner, der uddannede læger. Universitetsarkivet ejer næsten alle ansøgninger
om indstilling til eksamen på Det kirurgiske Akademi. Tilsvarende materiale for medicinuddannelsen
ved Københavns Universitet mangler helt forud for 1808, og er meget mangelfuldt
for hele 1800-tallet. Jeg har ikke studeret disse to sidst nævnte materialer eller arkiver om
eksamensindstillinger på de to uddannelsesinstitutioner, men er netop “stoppet” ved kilden
Den danske Lægestand, og som altså ikke er særskilt anvendelig i sin udformning i forhold til
min afhandling.
Læger har ytret sig “alle vegne” - i egne videnskabelige afhandlinger, i offentlige kommissioner
og udvalg i forbindelse med mange samfundsforhold i forhold til borgere, og i forbindelse
med deres egen uddannelse, som har eksisteret som øvrighedens uddannelse, i hvert fald siden
14

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Oplysningstiden.
Det materiale, som er brugt i denne afhandling, tyder på, at læger og senere sygeplejersker har
ytret sig (til forskel fra deres patienter); dernæst har sjældent andre på samme niveau, eller
historikere og samfundsdebattører og forfattere, ytret sig. Der findes en offentlig historie, men
det er lægens og sygeplejerskens historie om sig selv.
En historisk fremstilling (beskrive og forstå historiske forandringer) vil inspireret af Bourdieu
kræve såvel en beskrivelse af de objektive strukturer (økonomisk eller politisk historie) som
en beskrivelse af agenternes subjektive indstillinger eller opfattelser af verden (fås frem ved
etnologiske studier, studier af praktikker, interview).
Gennemgangen af mit empiriske materiale er organiseret på den måde, at jeg spørger til dispositioner
(uddannelse), positioner (stillinger) og synspunkt (funktion) hos agenterne = habitus
(se nedenfor om Bourdieu).
Når jeg er inspireret af henholdsvis Foucaults og Bourdieus forfatterskaber i min afhandling
er det relevant at skitsere, hvilke ligheder og forskelle der er i de to forfatterskabers måde at
arbejde med empiri/kilder på, og hvordan jeg så selv har arbejdet.
Foucault beskriver samspillet mellem interne faktorer (den rent faglige tænkning i medicin)
og eksterne faktorer (groft sagt socioøkonomiske og politiske faktorer). Dette er hos Foucault
to serier af faktorer, som betinger hinanden, men ikke er årsag til hinanden. Bourdieu viser i
Homo Academicus en beslægtet, men noget forskellig måde at se på sammenhæng mellem
interne og eksterne faktorer i hans udredning af de medicinske fakulteter i 1960-ernes Frankrig.
Her beskrives en homologi mellem det sociale rum, magtfeltet, universitetsfeltet og den
interne struktur i det medicinske felt, der gør krav på, at man kan forstå dette som et kinesisk
æskesystem - en gentagelse af samme opdeling mellem meget og lidt - mellem økonomiskpolitisk
kapital kontra kulturel-videnskabelig kapital. Hos Foucault indgår dette som to aspekter
af genesen af feltet af den kliniske medicin i sin oprindelige variant. Hos Bourdieu indgår
det mere som en beskrivelse af strukturen af den kliniske medicin i 1960-erne.
Donald Broady beskriver i sin diputats, at såvel Foucault som Bourdieu tilhørte ”den historiske
epistemologiske fraktion” inden for filosofien i 1950-ernes og 1960-ernes Frankrig, et
tanke- og arbejdsfællesskab, og hvor Georges Canguilhem fremstod som en samlende figur. I
den parisiske filosofiske verden – og i den intellektuelle parisiske verden i det hele taget - var
eksistentialismen (subjektfilosofi) på dette tidspunkt dominerende, og filosofien betragtedes
som den disciplin, der kunne fremskaffe tilstrækkelig kundskab. Både Bourdieus og Foucaults
forfatterskaber er et opgør med denne tænkemåde. Dels drejede opgøret sig om, at filosofisk
refleksion ikke er tilstrækkelig til at skaffe kundskab, og dels var det et opgør med selve den
eksistentialistiske tankegang. For eksempel brød Foucaults hovedværk Galskabens historie
med de etablerede faggrænser ved at blive bedømt af en filosofihistoriker, en psykolog og
biologi- og medicinhistorikeren Canguilhem. Men ifølge Broady forlod Foucault aldrig filosofien,
selv om han gik sine egne veje, som Broady benævner historisk kultursociologi. Bourdieu
forlod filosofien, vendte sig med sin epistemolgiske tilgang til etnologi og sociologi, og
forudsætter, at man studerer de sociale betingelser for kundskab 11 .
Både Foucault og Bourdieu arbejder med empiriske data, og betragter deres teoretiske begre-
11 Broady, Donald (1991): Sociologi och Epistemologi. Om Pierre Bourdieus författerskap och den historiska
epistemologin. HLS Förlag, Stockholm, pp. 41-54.
15

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ber, som ikke kan ses uafhængigt af empirien, som en slags værktøjskasse andre forskere kan
benytte sig af.
Bourdieus kildemateriale er omfattende. I et værk som Homo Academicus fx har Bourdieu
indsamlet mange forskellige kilder til korrespondanceanalyser, lige fra agenternes deltagelse i
Tv-udsendelser, deltagelse i avisdebatter, medlemskab af universitetets styrende, administrative
organer, religiøse tilhørsforhold, en mængde demografiske oplysninger såsom alder, køn,
bopæl, osv. til uddannelse og faglige, videnskabelige værker. Bourdieu fremvasker via sit
store datamateriale indikatorer på agenternes kapitaler og organiserer alle disse data ud fra tre
principper: hvilken position indtager agenten, hvilke dispositioner besidder agenten og hvilken
stillingtagen eller hvilket synspunkt har agenten i det sociale rum på et givet historisk
tidspunkt. Bourdieu benytter sig af såvel detailanalyser (analyse af et enkelt foto fx) og som
nævnt af analyser af store mængder af data. Jeg har ikke benyttet mig af detailanalyser. I forhold
til at fastlægge agenternes dispositioner i det sociale rum har jeg fremdraget kilder om
uddannelsesordninger fx, i forhold til agenternes positioner koncentrerer kilderne sig om
statslige love, betænkninger og redegørelser og lignende materiale. Og sluttelig er kilderne,
der skal belyse agenternes synspunkter, enkelte lægers og sygeplejerskers faglige indlæg i
avisdebatter, fagtidsskrifter og lærebøger.
Foucault er detailanalytiker. Foucaults metode i The Birth of the Clinic 12 er det, han selv benævner,
den vidensarkæologiske historiske metode. The Birth of the Clinic tilhører perioden i
Foucaults forfatterskab, hvor hans metode er den historiske arkæologiske. Senere udvikler
Foucault den genealogiske metode, og hvor han så kombinerer disse to metoder 13 . Da jeg alene
arbejder med værket fra hans tidlige periode, omtaler jeg ikke nærmere den senere fremgangsmåde.
Min afhandling fokuserer på de forhold, som fx Dag Heede skriver om Foucaults
bog om klinikkens fødsel og den vidensarkæologiske metode, at:
”Lægens position og status omkalfatres, og han indsættes i et kompleks system af
relationer; et hierarkisk netværk med en række nye underordnede personaletyper
bl.a. sygeplejersker; et udbygget system af informationer mod nye former for registrering
og journalføring; en ny række juridiske regler, der definerer hvem der har
ret til at praktisere, eksperimentere, undervise og forske hvem der ”har noget at
skulle have sagt” i den medicinske diskurs” (…) ”lægeuddannelsen omstruktureres”
(…) ”en anderledes og mere aktivt indgribende rolle i forhold til patienterne som terapeut
og behandler i modsætning til den tidligere lægerolle som først og fremmest
bestod i at overvåge og evt. regulere; og endelig en række overordnede samfundsmæssige
funktioner som inspektør og garant for den almene sundhedstilstand i et givet
område, ”kredslægefunktionen”” 14 .
12 Foucault, Michel (1991): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London.
13 For nærmere omtale af dette se: Olsson, Ulf (1997): Folkhälsa som pedagogiskt projekt. Bilden av hälsoupplysning
i statens offentliga utredningar. Doktorsavhandling för filosofie doktorsexamen i pedagogik, Uppsala
Universitet. Olsson angiver, at hvor den arkæologiske metode fokuserer på diskurserne, deres former og regelbundetheder,
inddrager den genealogiske diskursernes mulighedsbetingelser, deres magtrelaterede opkomst og
fremvækstbetingelser.
14
Heede, Dag (1992): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums Forlag,
Frederiksberg, p. 88.
16

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at fokus er pladser eller udsigelsespositioner, som individerne indtager i diskurserne,
og de ændringer der sker i positionerne og dermed også nye diskurser der opstår. I en
arkæologisk videnshistorie er den udviklede videnskab ikke normen, men vil blotlægge diskursive
praktikker i den udstrækning, de giver ophav til viden, og at denne viden får en videnskabs
status. Det vil sige, at en vidensarkæologisk historie undersøger, hvordan der åbnes
rum for et vidensfelt ved hjælp af samfundsmæssige teknikker og praktikker samt hvorledes
dette vidensfelt så kan danne baggrund for en videnskab 15 . Aktuelt er der i The Birth of the
Clinic tale om, at Foucault undersøger diskursen medicin som videnskab. Nærmere bestemt
den kliniske medicin, som Foucault beskriver dukkede op i Frankrig og flere andre europæiske
lande efter den franske revolution i 1789.
For at forstå Foucaults metode er der nogle af hans centrale begreber, jeg vil fremdrage her.
Det første er diskursbegrebet. Dette begreb anvendes af Foucault dels om det generelle felt
eller område for alle udsagn, dels om en identificerbar gruppe af udsagn og endelig om den
regelstyrede praksis, som redegør for et givet antal udsagn 16 . En diskurs er en sproglig sammenhængende
masse, et ydre fænomen (et materielt rum), dvs. diskursen er ikke knyttet til et
subjekt. Diskursens formationsregler – en samling regler - forefindes ikke i individets bevidsthed,
men i selve diskursen. Dét, Foucault gør, er, at han beskriver disse formationsregler
på flere niveauer. Ifølge Krause-Jensen er der tale om 4 niveauer: emnernes eller objekternes
formationsregler, udsagnstypernes formationsregler, begrebernes formationsregler og forskningsstrategiernes
formationsregler. Foucault forbliver i sine beskrivelser på diskursplanet,
bevæger sig ikke hen på subjektets erkendelsesplan eller på et individuelt psykologisk plan 17 .
Det er de anonyme og ubevidste regler, det drejer sig om. Foucault beskriver og analyserer
vores viden, pointerer det historiske i vores viden. For Foucault er viden magt, og for at kunne
analysere viden, må man betragte viden som et strategisk felt, et politisk felt, og problemet
bliver så at bestemme relationerne mellem viden og magt i dette politiske felt 18 . Der er hos
Foucault ikke tale om erkendelseshistorie eller idéhistorie, men om en beskrivelse af måderne,
hvorpå fx sundhed og sygdom er blevet ”italesat” (det diskursive objekt). Foucault spørger
ikke om, hvorfor der blev talt, som der blev, men beskriver alene, hvordan der blev talt. En
diskurs er for Foucault en praksisform, det vil sige, at tale er for Foucault at gøre noget. Diskursbegrebet
rummer altså både en omtale af tingene og en omgang med tingene 19 . Foucaults
empiri er altså, hvad der siges (skrives) på et givet historisk tidspunkt, og Foucault skelner her
ikke imellem, hvad man gør og hvad man siger. De diskursive begivenheder beskriver Foucault
hele tiden i forhold til politiske begivenheder, økonomiske konjunkturer, institutionelle
processer eller sociale foranstaltninger, det vil sige vidensforvaltningen på det samfundsmæs-
15 Olesen, Søren Gosvig (red.) (1983): Epistemologi. Tekster af Koyré, Bachelard, Canguilhem, Althusser, Regnault,
Foucault, Desanti, Lacan. Rhodos, København, ”Indledning” af Lars Henrik Schmidt.
16 Krause-Jensen, Esbern (1978): Viden og magt. Rhodos, København, p. 94.
17 Ibid. p. 95.
18 Kristensen, Jens Erik (1985): ”Michel Foucaults videnspolitik – mod en omvurdering af viden og sandhed”. I:
Foucaults blik. Modtryk. Socialistisk Forlag, Århus, p.1.
19 Ibid., p. 10.
17

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sige plan. Foucaults kildemateriale er omfattende og består principielt af tre typer af kilder: de
bøger som ingen andre læser, folkeviden og den undertrykte viden. Foucaults kilder er alt lige
fra filosofiske, teoretiske og litterære hovedværker til retsprotokoller, forkastede lovforslag,
husråd, ordsprog, ordensreglementer, biografier, osv. Det vil sige såvel store som tilsyneladende
små banale diskurser 20 . Mine kilder omfatter de store værker (fx. Gotfredsens bog om
medicinens historie), ordensreglementer, arbejdsinstrukser, osv. og er dermed kilder, der drejer
sig om de større diskurser i de pågældende perioder, jeg undersøger. Når jeg angiver, at
medicin og sygepleje er to forskellige diskurser, homologe og forbundne, er det fordi sygeplejersken
og lægen begge skal oplæres til et praktisk arbejde (det forbundne), men lægen skal
foruden det praktiske arbejde beskæftige sig med videnskab, hvor sygeplejersken alene skal
beskæftige sig med det praktiske. Det vil sige, at den væsentlige forskel på de to erhverv er,
hvor vidt de italesættes som at skulle beskæftige sig med videnskab og praktik eller praktik
alene.
Et andet centralt begreb hos Foucault er brud-begrebet. Af Foucaults historiske analyser fremgår
det, at vidensfelters udviklingsmønstre sker diskontinuerligt. Foucault er her inspireret af
den epistemologiske tradition, hvor man arbejder med brud-begrebet. Det, man skal bryde
med, er hverdagserkendelsen op imod videnskabelig erkendelse, bryde med det umiddelbare
op imod det konstruerede. Det vil sige, at videnskab etableres med et brud i forhold til en ikke-videnskabelig
fortid. Og det betyder, at enhver form for fremskridt skal ses i forhold til sit
udgangspunkt og ikke i forhold til et formål. Foucaults intention var som nævnt at beskrive
magten – videnskaberne var for Foucault magtens diskurs 21 .
Når jeg periodiserer i afhandlingen (bestemmer fremkomsten af den kliniske medicin i Danmark),
er det en angivelse af, at omorganiseringerne inden for pleje og behandling er så markante,
at der må være tale om et brud. Og bruddene sker, som Foucault viser det, over nogle
år.
Det tredje begreb, jeg vil omtale hos Foucault, er kommentaren. Foucault forsøger at stille sig
udenfor den kultur, vi tilhører for at kunne analysere dens formale betingelser, ikke for at kritisere
eller vurdere, men for at se, hvordan de er opstået. Dette ”udefra-blik” skal tjene til at
vise, at den menneskelige fornuft ikke besidder lovene for sin egen historie. Der befinder sig
nedenunder det fx videnskaben véd om sig selv, noget den ikke véd (heraf navnet den arkæologiske
metode). Man graver lag for lag frem ligesom arkæologerne. I The Birth of the Clinic
fx er det Foucaults pointe, at den diskursive praksis’ regler allerede har ordnet vores blik på
verden, altså hvad vi kan se, eller mener at kunne se. Det vil sige, at det, der er synligt på et
videnskabeligt terræn, er det objekt eller problem, som historisk er situeret på terrænet eller i
horisonten, som er bestemt af den teoretiske problematik i en given teoretisk disciplin.
Måden, jeg har arbejdet med Foucault på, er, at jeg snarere end at bestemme lægens skiftende
blik på patienten (fra at se sygdom som en essens i den klassifikatoriske epoke til at se sygdom
som en proces i menneskets legeme i den kliniske epoke) beskæftiger jeg mig mere med
konsekvenserne af de ændrede syn på sygdom, altså med alle de omorganiseringer der sker i
20
Heede, Dag (1992): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums Forlag,
Frederiksberg, pp. 49-52.
21 Olesen, Søren Gosvig (red.) (1983): Epistemologi. Tekster af Koyré, Bachelard, Canguilhem, Althusser, Regnault,
Foucault, Desanti, Lacan. Rhodos, København, ”Indledning” af Lars Henrik Schmidt.
18

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
vidensfeltet for sygdom. Nogle forhold som også Foucaults bog er rig på. Det, jeg spørger til,
beskrives nærmere i afhandlingen inden den empriske fremstilling.
Afhandlingens mål er derfor ikke at fremdrage nye kilder, som andre forskere ikke har inddraget.
For lægeerhvervets vedkommende - så vidt jeg har kunnet orientere mig - er det alene
frembringelse af nye kilder, dét som vedrører Medicinalkommissionen af 1908 og dens arbejder
(dog ikke betænkningen om sygeplejerskernes statsanerkendelse). For sygeplejeerhvervets
vedkommende er der ikke fremdraget nye kilder eller dokumenter. Dog har jeg her foretaget
en systematisk samling og en generel analyse af de lærebøger for sygeplejersker udgivet i
tilknytning til den statslige oplæring og uddannelse til sygeplejerske tilbage fra 1880-erne og
op til 1956-58 (for at belyse sygeplejeerhvervets funktioner). Det er også nyt.
Inden fremstillingen af den danske empiri under overskriften Historieskrivning og analyse er
der som nævnt et afsnit, som beskriver, hvilke spørgsmål jeg har stillet til kilderne. Hvad er
det egentlig, jeg har set efter, når jeg har læst i kilderne? Hele måden at spørge på er inspireret
af Bourdieu, og selve spørgsmålene er inspireret af såvel Bourdieu som Foucault. Ved fremstillingen
af den danske empiri angives det i fodnoterne, hvilke kilder det enkelte emne bygger
på. I slutnoter er der fortegnelse over biografiske data over nogle personnavne, der nævnes
i afhandlingen.
Nærværende afhandling er et forsøg på at erobre og dernæst afprøve de udvalgte teorier af
Foucault og Bourdieu, og derfor er der ikke fremstillet en kritik af disse, ligesom der heller
ikke er gennemgang og kritik af andre samfundsvidenskabelige teoretiske tilgange.
19

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
5 Afhandlingens forfatter som forsker
Bourdieu har et krav om, at forskeren i sit forskningsarbejde foruden at konstruere virkeligheden
også må konstruere videnskabens konstruktion af virkeligheden i en stadig refleksion.
Dette betyder, at jeg under hele arbejdet med nærværende afhandling må forholde mig til min
afhandlings synsvinkel, altså afhandlingens udspring i en bestemt teoretisk praktik udviklet af
et bestemt institutionelt miljø, og min personlige objektive og subjektive placering i den
sammenhæng. Formuleret på en anden måde, så er forskerens fortrolighed med den sociale
virkelighed en vigtig kundskabsteoretisk versus hindring som forsker. I mit forskningsarbejde
har det en betydning, at jeg selv er uddannet sygeplejerske og har arbejdet som sådan. Mit
videnskabelige svar på, hvad sygepleje er, og hvoraf det kommer, står således i relation til
min erfaring med virkeligheden og mit forskermiljø. Og jeg udforsker hermed et felt, som jeg
har et “indefra-syn” på, har en erfaring om, hvad det hele går ud på. Dette kan på den ene side
anskues som en fordel, at jeg véd noget, som en udenforstående ikke véd. På den anden side
har min erfaring, min indefra-viden, den ulempe, at jeg tager en masse ting for givet eller som
nærmest naturbestemte, og er dermed blind for, at der i virkeligheden er tale om sociale konstruktioner.
Som sygeplejerske har jeg været “opslugt” i systemet, havde jeg været en helt
fremmed, havde jeg haft en større distance til systemet. Distance og indleven mener jeg dog
ikke nødvendigvis er modsatte størrelser, men er måske snarere forskellige aspekter af en rekonstruktion.
En forforståelse hos mig af pleje og behandling af syge borgere var bl.a., at en sygeplejerske
dels plejer patienten og dels administrerer lægens ordinerede behandling. Altså en forforståelse
af at pleje patienter er én funktion/arbejdsopgave og at behandle eller administrere er en
anden og fra pleje adskilt funktion. Og heraf følger en opfattelse af, at når sygeplejersken er
sammen med patienten/tæt på denne, har vi at gøre med en “bedre” sygepleje, end når sygeplejersken
sidder på et kontor og skriver i papirer, besvarer telefonopringninger. Altså en forforståelse
svarende til det, der står i en pjece fra sygeplejerskernes faglige organisationers
internationale sammenslutning om sygepleje (ICN):
“Sygeplejerskens særlige hverv består i at bistå det enkelte menneske, hvad enten
han er syg eller rask, ved enhver handling til sundhedens fremme eller generhvervelse
(eller til en fredelig død), som han selv ville foretage, dersom han havde fornøden
styrke, vilje og viden dertil, og i at gøre dette på en sådan måde, at hun hjælper
ham til hurtigst muligt at kunne klare sig selv.
Dette er sygeplejerskens selvstændige arbejdsområde, her er det hende, der administrerer
og tager beslutning om, hvordan der skal handles i hvert enkelt tilfælde” 22 .
Her er altså tale om en skriftlig, ekspliciteret sygeplejeideologi svarende til min egen forforståelse/ideologi
fra min uddannelse/arbejde som sygeplejerske III .
Bourdieu fortæller, at han under sit arbejde med udforskning af de franske universiteter, hans
eget domæne, i første omgang trak sin bog - Homo Academivus - tilbage ud fra en illoyalitetsfølelse
overfor feltet, og gik i gang med en (større) selvransagelse. Og her gik det så op for
22 Henderson, Virginia (1955): Sygeplejens grundlæggende principper. International Council of Nurses. Oversat
og udgivet af Dansk Sygeplejeråd. Udateret pjece med angivelse af kilde fra 1955, København, p. 8.
20

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Bourdieu, at det er problematisk at give sig selv status som en neutral og alvidende observatør,
og ligesom “stille sig til dommer” over ens kolleger. Det, Bourdieu så gjorde, var at objektivere
den “forestilling”, at en forsker kan være neutral og alvidende. Det vil sige at undersøge
under hvilke sociale betingelser hele det universitære miljø fungerer, og dermed hvoraf
det kom, at Bourdieu oplevede sig selv som neutral og samtidig illoyal. Og Bourdieu siger
videre herom:
“Bevidstheden om, at der er grænser for en objektivistisk objektivering, gjorde det
klart for mig, at der i verden i al almindelighed og i den akademiske verden i særdeleshed
eksisterer et netværk af institutioner, der fungerer på den måde, at de udglatter
spaltningen mellem den objektive sandhed og den subjektive oplevelse af, hvad
meningen er med det, vi foretager os. Det fremstår krystalklart, når undersøgelsespersoner
i det akademiske felt uværgeligt reagerer på objektive analyser ved at hævde,
at “sådan er det ikke i virkeligheden”. Men sandheden er, at de (vi) lever i et
univers, hvor alle slås for at få monopol på et marked, hvor de eneste kunder, der
eksisterer, også er konkurrenter, og det gør tilværelsen overordentlig besværlig.
Derfor eksisterer der et helt sæt af kollektive forsvarsmekanismer, der gør det muligt
for os at acceptere os selv, hvis bare vi accepterer og opprioriterer betydningen af de
forfremmelser og belønninger, systemet kan tilbyde. Det er denne dobbelte sandhed
på et objektivt og subjektivt plan, der er den egentlige sandhed om den sociale verden”
23 .
Det vil sige, at Bourdieu forklarer sin subjektive oplevelse som betinget af sociale vilkår -
livet er konkurrence/kamp mellem mennesker om goderne, og at der eksisterer nogle kollektive
forestillinger, der gør, at vi accepterer at deltage i kampene.
Set i forhold til mine subjektive oplevelser som sygeplejerske, min forforståelse, betyder det,
at jeg har lært mig, at jeg kontinuerligt i mit forskningsarbejde skal forklare de sociologiske
vilkår, hvorunder en sygeplejerske virker. Hvoraf kommer min (og andre sygeplejerskers)
forestilling om, at sygepleje er “bedst” tæt på patienten, og i øvrigt handler om omsorg?
Men med i min livsbane hører også det faktum, som tidligere nævnt, at jeg på et tidspunkt har
erhvervet en akademisk grad i et helt andet fag end sygepleje og ikke uden at overveje at forlade
faget sygepleje for altid. Men nu er jeg i gang med endnu en akademisk grad, og har dermed
skiftet fra en praktisk position til en teoretisk inden for sygepleje. Og derfor vil der i min
selvrefleksion som forsker nødvendigvis også indgå refleksioner over de sociale vilkår for
denne position. Jeg har i relativ mange år uddannet mig, og en refleksion over dette faktum
må indbefatte en skitsering af, hvilke sociale vilkår eksisterer “mellemlagskvinder” under i
Danmark her i det 21. århundrede? Og her er det nærliggende for mig igen at referere til dobbeltheden,
Bourdieu skitserer: på den ene side “bevidstheden” om kampen om goderne, og på
den anden side min deltagelse i kampen for at opnå goderne.
Dét, at jeg kommer i tanke om at skrive en ph.d.-afhandling om sygepleje inspireret af en
fransk sociolog og en fransk videnshistoriker - Pierre Bourdieu og Michel Foucault - kan forklares
med mange begrundelser. I studiemiljøet på Institut for Pædagogik på Københavns
Universitet viste det sig, at der var en gruppe af sygeplejersker og andre mellemuddannede
som skolelærere og pædagoger, der ivrigt studerede deres praktikerfag (og dermed den på-
23 Bourdieu, Pierre & Wacquan, Loïc J. (1996): Refleksiv sociologi - mål og midler, oversat af Henning Silberbrandt.
Hans Reitzels Forlag, København, pp. 235-236.
21

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
gældende uddannelse) erkendelsesteoretisk og sociologisk under vejledning af Staf Callewaert.
Og det var overvejende navne som Canguilhem, Foucault og Bourdieu, der blev studeret.
Staf Callewaert har i mange år studeret Pierre Bourdieus forfatterskab, og er den person,
der introducerede Bourdieu i Norden IV . Aktuelt, mens jeg var tilknyttet miljøet på pædagogik,
udgav Staf Callewaert i 1992 bogen Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus
habitusbegreb og praktikteori 24 , og i 1994 udgav Callewaert i et samarbejde med sine studenter,
her i blandt sygeplejerske, mag. art., ph.d. Karin Anna Petersen, kommenterede oversættelser
af nogle centrale tekster i Bourdieus forfatterskab 25 . I 1995 redigerede og udgav Karin
Anna Petersen bogen Praktikteori i sundhedsvidenskab, som er en artikelsamling skrevet
overvejende af de studerende ved pædagogik, heraf en del sygeplejersker V . I 1992 jeg ansat
ved den i 1991 påbegyndte cand. cur.-uddannelse på Danmarks Sygeplejerske Højskole ved
Aarhus Universitet som adjunkt, og i 1994 og 1996 redigerede og udgav jeg to artikelsamlinger
skrevet af nogle cand. cur.-studerende 26 . Miljøet på pædagogik blev hen ad vejen “udvidet”
med flere cand.-cur.-ere, der siden blev indskrevet som ph.d.-studerende på Det Humanistiske
Fakultet på Københavns Universitet, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik VI .
At få en akademisk kompetence gennem et teoretisk studium kan ifølge Bourdieu i princippet
vedrøre mindst tre forhold:
- at få akademisk kompetence inden for professionsfag, som fx. jura og medicin har først og
fremmest at gøre med at erhverve sig en social kompetence som ens videnskabelige kompetence
er en del af;
- at få akademisk kompetence inden for naturvidenskab som fx. kemi og fysik har først og
fremmest at gøre med at erhverve sig en teoretisk videnskabelig kompetence med henblik på
at udvikle teori om noget;
- at få en akademisk kompetence inden for human- og socialvidenskab som fx. psykologi,
sociologi, lingvistik, filosofi, kulturteori, osv. har at gøre med begge dele, både at erhverve
sig en social kompetence og at erhverve sig en videnskabelig kompetence med henblik på at
udvikle teori for noget og at udvikle teori om noget 27 .
Videnskabelig teori ønsker at forstå eller forklare fortiden eller nutiden. Hvorfor ser verden
ud, som den gør, og hvorfra kommer det? Videnskab i en medicinsk kontekst har derfor til
opgave at forstå og/eller forklare, hvordan sygdom, sundhed, sundhedsvæsen, osv. udvikler
sig. Og afdække hvilke årsager, der har bestemt denne udvikling? Formålet er at søge at forstå,
hvordan vores sundhedsinstitutioner er blevet til det, de er i dag. Videnskaben vil endvi-
24
Callewaert, Staf (1992): Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praktikteori.
Akademisk Forlag, København.
25 Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Oversat og kommenteret af Staf
Callewaert, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin Anna Petersen. Akademisk Forlag, København.
26 Jørgensen, Emmy Brandt (red.) (1994): En antologi om sundheds- og sygepleje, Akademisk Forlag, København;
Jørgensen, Emmy Brandt (red.) (1996): Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold for
medicinsk humaniora. Akademisk Forlag, København.
27 Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicus. Brutus Östlings Bokförlag, Stockholm, især kapitel 3.
22

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dere være optaget af at forstå og forklare, hvordan sundhedsvæsenets institutioner fungerer,
og hvilke resultater de frembringer. Hvilke forhold giver hvilke resultater? Videnskab er viden
om praksis. Det er basalvidenskabelige teorier, det er teori om noget, og derfor er hensigten
at søge viden for videns egen skyld i første omgang.
En anden kundskabsform er den praktiske kompetence, som er at kunne mestre en given praksis.
Den medfører ikke umiddelbart, at man samtidig eksplicit kan gennemskue eller begrunde,
hvorfor man udøver sin praksis på en bestemt måde. Man kan noget (passe syge, undervise
i at passe syge, administrere at andre passer de syge) uden nødvendigvis bevidst og eksplicit
at kunne forklare med ord, hvad det er man gør. Man kan lære noget, blive klog på noget
uden en eksplicit viden om det, man gør. Man kan lære gennem øvelse og imitation. Dette er
selve håndværket “sygepleje”, som er en kunst eller en praktik. Kunst vedrører det, sygeplejersken
gør her og nu, ikke-reflekteret (den tavse/skjulte kundskab eller skønnet) - det hun véd
uden nødvendigvis at kunne begrunde det og/eller have reflekteret over det. Det vil sige
sygeplejerskens praktiske erfaring.
En tredje kundskabsform er praksisteorier eller også benævnt teorier for. Udvikling af praksisteori
vedrører praktikerens domæne, og kan være udført af en praktiker, der tænker over sin
egen praksis, eller fx. af en teoretiker (filosof, sociolog, psykolog, mv.), men det har ikke med
udvikling af videnskabelige teorier at gøre. Sygeplejersken kan fx. reflektere over sin praksis
og udvikle en teori for denne praksis. Og man kan se, om en praksisteori holder ved fx. at
efterprøve den ved et klinisk kontrolleret forsøg. Praksisteori vedrører det, som endnu ikke er,
men som bør og skal gøres. Det er en mental indstilling eller idékombination, og står som
teori midt mellem kunst og videnskab. Her reflekteres over handlingsprocessen for at bedømme,
hvad den er værd. Denne mentale indstilling låner sine fundamentale forestillinger fra
videnskaben, men er altså ikke i sig selv videnskab. Den forsyner praktikeren med ideer til at
handle, er foreskrivende, har i sig et bør, men er ikke handlingskombinationer. Praksisteorier
interesserer sig ikke for fortiden eller for nutiden, men for fremtiden 28 .
Man kan spørge sig, hvorfor “fænger” Bourdieus forfatterskab hos så mange sygeplejersker
som skitseret? Hvorfor kom de teorier på banen, og hvorfor blev vi så optaget af dem? Det er
svært at svare på, men Bourdieu formulerer en videnskabelig teori om menneskers opførsel og
nogle måder at studere den på. Og samtidig med erhvervelse af denne videnskabelige kompetence
erhverves altså en social kompetence som studerende tilknyttet hele miljøet omkring
pædagogik - hvis og når “projektet” lykkes.
28
Durkheim, Émile (1975): Opdragelse, uddannelse og sociologi. Samfund, Carit Andersens Forlag, København,
kapitel 2.
Karin Anna Petersen har genintroduceret Durkheims kundskabsformer i de pædagogiske og de sundhedsvidenskabelige/sygeplejevidenskabelige
miljøer, først i “Indledning: At udforske medicinske praktikker”. I: Petersen,
Karin Anna (red.) (1995): Praktikteori i sundhedsvidenskab, Akademisk Forlag. København, og dernæst i artiklen:
Petersen, Karin Anna (1995): “Kunst, Praksisteori og videnskab”. I: FS 13 Nyt (Faglig Sammenslutning for
Onkologiske Sygeplejersker), nr. 1. Odense.
Jeg har samme diskussion i indledningen til antologien Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold
for medicinsk humaniora. Akademisk Forlag. København, 1996.
Se i øvrigt Karin Anna Petersens ph.d.-afhandling, hvor hun undersøger genese og struktur af feltet af akademiske
uddannelser og forskning i sygepleje (Petersen, Karin Anna (1997): Sygeplejevidenskab - myte eller virkelighed?
Om genese og struktur af feltet af akademiske uddannelser og forskning i sygepleje i Danmark. Det
Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, Del I, pp. 36-44).
23

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
6 Afhandlingens placering
Her vil jeg forsøge at placere min afhandling i forhold til andres videnskabelige arbejder, som
dels har udforskning af sygeplejeerhvervet som fokus (en type professionsforskning) og som
dels har arbejdet med Foucault og/ eller Bourdieu. Der er tre svenske afhandlingsarbejder,
som på forskellig vis er beslægtet med mit arbejde, og som jeg indledningsvis vil præsentere
ganske kort. Det er alle sociologiske afhandlinger om pleje og behandling. Den svenske sociolog
Gerd Lindgren studerer i sin bog fra 1992 Doctorer, systrar och flickor. Om informell
magt 29 en svensk vårdklinik - et hospital - i en klassisk sociologisk samfundsmodel om køns-,
kundskabs- og klassehierarkiet, og har som perspektiv læger, sygeplejersker og plejehjælpegrupperne.
Studiet er nutidigt, og det bygger på interview med de tre erhvervsgrupper.
Lindgren arbejder inden for Grounded Theory-traditionen (Glaser og Strauss (Chicago)), men
er også Bourdieu-inspireret. Lindgren studerer ved hjælp af Bourdieus habitusbegreb hospitalet
som et felt og viser, hvordan den sociale arv, herkomst for læger, sygeplejersker og plejemedhjælpere
spiller en afgørende rolle for konstituering og opretholdelse af magtforholdene i
organisationen. Lindgrens studie er et studie om professioner og med Bourdieus habitusbegreb
anvendt som en socialiseringsteori. Via litteratursøgning har det ikke været muligt at
spore nogle afhandlinger, der har anvendt Foucaults bog The Birth of the Clinic i forbindelse
med udforskning af sygepleje. Men en del har beskæftiget sig med andre af Foucaults værker
i forbindelse med sygepleje.
For eksempel har den svenske sociolog og psykiatriske sygeplejerske Bengt Sjöström skrevet
en afhandling - Kliniken tar över dårskapen. Om den moderne svenska psykiatrins framväxt.
Perioden omhandler tiden1800-1950. Afhandlingen er en sociologisk afhandling, der i stedet
for at give medicinske forklaringer vil give netop nogle sociologiske, og anvender Foucaults
arbejder som teoretisk grundlag, nærmere betegnet bøgerne Overvågning og straf, Vansinnets
historia under den klassiska epoken og Klinikkens fødsel 30 . Sjöströms historiske kilder er hospitalets
første lærebøger for personalet, patientjournaler, patientfortællinger, fagtidsskrifter
for læger og sygeplejersker samt den svenske stats statistiske optegnelser om sindssygevæsenet,
alt sammen fra den pågældende periode, der udforskes. Sjöströms ærinde med afhandlingen
er at forklare forudsætningerne for en voldsom ekspansion af “mentalvården” i Sverige i
dette tidsrum, især i anden halvdel af 1800-tallet. Sjöström skriver, at han ikke har kunnet
konstatere fremgang i nogle medicinske behandlingsformer i tidsrummet, og konkluderer på
sit arbejde, at medicinen i den pågældende periode hegemoniserer (tager overherredømme
over) forklaringerne på vanviddet eller sindssygen samtidig med, at de konkrete behandlingsformer
på de psykiatriske hospitalsafdelinger mere tager karakter af moralsk opdragelse.
Sjöström skriver i sin konklusion, at han har fundet:
29
Lindgren, Gerd (1992): Doctorer, systrar och flickor. Om informell magt. Gerd Lindgren och Carlssons bokförlag.
Stockholm.
30 Sjöström, Bengt (1992): Kliniken tar över dårskapen. Om den moderna svenska psykiatrins framväxt. Daidalos,
Göteborg, pp. 13-30, 33-40, 221-239. Sjöström er uddannet ved Sociologisk Institut i Lund, har desuden
arbejdet som psykiatrisk sygeplejerske i 25 år.
24

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
“(...) da dåren blir sjuk i Sverige kan dateres till 1858” (...). “Psykiatrin blev alltså
vetenskapen, som skulle bota dårarna till dugliga och produktiva samhällsmedborgare”
31 ,
og at den medicinske videnskabs intervention i sindssygevæsenet (forestillingen om at man
kan helbrede) faktisk indledtes samtidig med, at sindssygevæsenet i Sverige eksploderede i
omfang 32 . Sjöströms afhandling har samme materiale objekt som min afhandling, men afgrænset
til psykiatrien, og samme teori, fordi han også bruger Foucault. Sjöström daterer med Foucault
den kliniske medicins opkomst i Sverige inden for psykiatrien. Det formale objekt er
dermed oprindelsen og konstitueringen af medicin og sygepleje som fag inden for psykiatrien.
Kirsten Frederiksen har i sin ph.d.-afhandling Uddannelse til ordentlighed – at lære sygepleje
gennem 200 år 33 arbejdet med Foucault. Afhandlingen undersøger, hvordan det er gået til, at
den syge i begyndelsen af 1800-tallet bliver til en hospitalspatient, hvis pleje kommer til at
afkræve den, der plejer den syge, en formaliseret uddannelse som sygeplejerske, hvordan denne
uddannelse er kommet i stand i Danmark samt hvordan sygeplejersken er blevet dannet
gennem 200 år. Frederiksen baserer sin undersøgelse på en udlægning af dele af Foucaults
forfatterskab med vægten lagt på den sene Foucaults opfattelse af sit forfatterskab som undersøgelser
af problematiseringsformer. Her er tale om en type professionsforskning med analyser
af selektivt udvalgt empiri fra love, bekendtgørelser, lærebøger, osv. Frederiksen viser,
hvordan der omkring år 1800 starter en proces i Danmark, hvor hospitalerne ændrer sig fra at
være opholdssted for personer, der ikke kan klare sig selv, til at have som formål at helbrede
syge. Og de syge bliver objekt for videnskaben. 1800-tallets stuekones manglende dannelse
problematiseres og hun foreslås afløst af den dannede kvinde, som formodes bedre at kunne
imødekomme lægens behov for hjælp. Frederiksen viser herefter, hvordan uddannelsen til
sygeplejerske bliver indlejret i et videns- og praksisregime, der identificeres som en ordentlighedsfigur,
der tager form som en strategi, hvorigennem sygeplejersken under uddannelsen
dannes til at holde orden, skabe system og opføre sig ordentlig. Afhandlingens formelle objekt
er således socialisation af sygeplejerske og patient.
Kirsten Beedholms ph.d.-afhandling Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs 34
er inspireret af Foucaults arkæologiske studier og undersøger 1900-tallets danske, sygeplejefaglige
diskurs. Formålet med afhandlingen er at fremanalysere en vidensarkæologi over sygeplejefagets
tekstkorpus. Konkret undersøges et tekstkorpus, som Beedholm definerer som
centrale inden for sygeplejeerhvervet. Det drejer sig om tekster, der har haft stor udbredelse,
dvs. tekster fra fagforeningstidsskrift for sygeplejersker gennem 1900-tallet, lærebøger i samme
tidsrum og tekster der i et intertekstuelt netværk refererer til eller forudsætter hinanden.
Afhandlingen er en type professionsforskning, som fremanalyserer, hvordan patienten, sygeplejersken
og lægen italesættes i perioden. Beedholm viser, hvordan lægen, hans kliniske
31 Ibid., p. 223.
32 Ibid., p. 223.
33
Frederiksen, Kirsten (2005): Uddannelse til ordentlighed – at lære sygepleje gennem 200 år. Institut for Filosofi
og Idéhistorie, Aarhus Universitet.
34
Beedholm, Kirsten (2002): Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs. Forlaget PUC, Viborgseminariet.
25

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
praksis og videnskabelige tradition ekskluderes af diskursen i 2. halvdel af århundredet og
erstattes af patienten. Relationen mellem sygeplejersken og patienten italesættes nu som afgørende
for patienten og dennes situation. Endvidere indeholder afhandlingen en analyse af,
hvordan sygeplejefaget fra slutningen af 1900-tallet i stigende grad italesættes som en akademisk
disciplin, som indoptager begreber fra andre fagområder, men i ændret betydning.
Birte Hedegaard Larsens ph.d.-afhandling Anerkendelse og krænkelse 35 er ligeledes en foucaultinspireret
diskursanalyse vedrørende sygeplejefaget i Danmark. Afhandlingen er en type
professionsforskning af sygeplejeerhvervet. Larsen har en tese om to forskellige diskurser ved
sygeplejefaget, en lægefaglig kontrolleret og en sygeplejefaglig autonom, og undersøger diskursive
kontrolprocedurer relateret til sygeplejerskers forsøg på at opnå anerkendelse af deres
opfattelser. Der undersøges indledningsvis i forhold til sygeplejerskeuddannelsen i perioden
1975-2001, og det konkluderes for denne periode, at det ikke lykkes sygeplejerskerne at
opnå faglig anerkendelse. Herefter undersøges diskursive kontrolprocedurer vedrørende
grænse- og mulighedsbetingelser for sygeplejefaget i perioden 1870-1957 (anerkendelsesmæssige
forhindringer). Der fremanalyseres to diskursive betingelser: Lægens fag og den
dannede kvinde. For læger er sygepleje et lægeligt fagområde, delegeret til sygeplejersker og
overordnet kontrolleret af læger. For sygeplejersker er faget et selvstændigt fag komplementært
til lægens. Afhandlingen konkluderer, at sygeplejerskernes praksisser af læger anses for
at være underordnet i forhold til lægevidenskaben på trods af sygeplejerskernes gentagne forsøg
på at transformere og fundere dem teoretisk Afhandlingens empiriske materiale er forelæsninger,
breve, lærebøger, betænkninger, uddannelseslove, sygeplejefaglige og lægefaglige
artikler, osv. Afhandlingens formelle objekt er socialisation af sygeplejersken.
Nelli Sørensens afhandling er et etnografisk arbejde udført på en dansk psykiatrisk institution
i 1990-erne. Afhandlingen er ligeledes inspirert af Foucault og behandler 2 spørgsmål: Hvilke
magtstrategier, teknikker, midler og selvteknologier tages i anvendelse med henblik på at styre
patienter og at gøre patienter selvstyrende samt med henblik på at forme sygeplejerskers
egen praksis? Afhandlingen er en type professionsforskning med fokus på sygeplejerskens
praktik og talen herom, men også har som formelt objekt socialisering af den psykiatriske
patient 36 .
Den svenske sociolog Rolf Å. Gustafsson har skrevet en afhandling om det svenske sygehusvæsens
organisering i et historisk-sociologisk perspektiv 37 . Arbejdet er en type professionsforskning
eller arbejdslivsforskning. Afhandlingen er empirisk funderet på sekundære værker,
og er ikke teoretisk reflekteret, hvilket forfatteren forklarer med, at hensigten med arbejdet
har været af explorativ karakter mhp. at opspore nye undersøgelsesområder for sociologien.
Gustafsson spørger, hvilke rødder har det svenske somatiske akutsygehus? Og hvilken sam-
35 Larsen, Birte Hedegaard (2006): Anerkendelse og krænkelse. En undersøgelse af diskursive kontrolprocedurer
i relation til sygeplejerskers bestræbelser på at opnå anerkendelse af det verdslige sygeplejefag som et selvstændigt
fag. Forlaget PUC, CVU Midt-vest.
36 Sørensen, Nelli (2006): I virkeligheden udenfor. Et dobbelt perspektiv på sygeplejerskers arbejde i en psykiatrisk
institution. En analyse af magt, styring og selvstyringsteknikker Forskerskolen i livslang læring, Roskilde
Universitet.
37 Gustafsson, Rolf A. (1987): Traditionernas ok. Den svenska hälso- och sjukvårdens organisering i historiesociologiskt
perspektiv. Esselte Studium AB. Falköping.
26

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
menhæng kan man finde mellem pleje- og behandlingsapparaternes gestaltning og samfundsudviklingen
i øvrigt? Gustafsson beskriver tilbage fra 1100-tallets Sverige og frem til 1980erne,
hvem (hvilke professioner) der tog sig af syge borgeres pleje og behandling, i hvilke
typer organisationer, og i hvilken type stat. Han fastlægger, at det er i 1800-tallet, at grundpræmisserne
for en hierarkisk pleje- og behandlingsstruktur i det svenske sygehusvæsen konsolideres,
en struktur som fortsat i dag kendetegner det svenske sygehusvæsen. Gustafsson har
perspektiv på læger, sygeplejersker og andre plejegrupper. Specielt om sygeplejersker og
læger skriver Gustafsson, at sygeplejerskerne arbejder hierarkisk under lægerne, og at sygeplejerskerne
danner et tilsvarende plejehierarki blandt kvinder. Sluttelig konkluderer Gustafsson,
at professionerne inden for dette hierarki arbejdsmæssigt afgrænser sig fra hinanden gennem
kamp om uddannelse og gennem en øget beskæftigelse med teorier.
Folkeskolelærer og mag.art. i pædagogik Britta Siegumfeldt har arbejdet med både Foucault
og Bourdieu i sin afhandling Renhed og rammer. Lægers og arkitekters arbejde med ny folkeskoler
i København 1880-1900, og ligeledes i et professionshistorisk perspektiv. Det er for
Bourdieus vedkommende habitusbegrebet og for Foucaults disciplinering. Professionerne er
læger og arkitekter, som arbejdede med nye folkeskoler i København i perioden 1880-1900.
Af kildemateriale benytter Siegumfeldt historiske og filosofiske værker om skolen og om hygiejnebevægelsen
(sekundære kilder) samt tegninger over kommuneskolers indretning, betænkninger
om skolereformer og medicinske fremstillinger om sundhedslære (primære kilder).
Det formelle objekt i Siegumfeldts afhandling er socialisation. Hun fremanalyserer et
tilgrundliggende princip (modus operandi), som har genereret to forskellige professioners
praktikker inden for skolefeltet, og som viser sig som nogle fælles mønstre for de to professioners
praktikker, nogle fælles bagvedliggende logikker. Nogle af de principper børnene socialiseres
til, som Siegumfeldt beskriver, er hierarkisering, opdeling, underordning 38 .
Den norske sygeplejerske, dr. phil., professor - historiker og filosof - Kari Martinsen VII har i
sit historiske arbejde afdækket fremvæksten af sygeplejerskeerhvervet og oplæringen eller
uddannelsen hertil, som i Norge indledtes ved Diakonissestiftelsen Lovisenberg i Oslo
(Kristania). Perioden, Kari Martinsen arbejder med, er 1860-1905. Det er igen en type uddannelses-
og professionsforskning, som interesserer sig for diakonissebevægelsen som et socialhistorisk
fænomen, men også et studie med en interesse for kønsperspektivet mellem læge/sygeplejerske,
diakonisse/præst, altså socialisering via institutionslivet som diakonisse.
Kilderne, der er anvendt i arbejdet, er overvejende arkiverne på Lovisenberg, altså diakonissernes
egne dokumenter såsom årsberetninger, reglementer for institutionslivet, lærebogsmateriale,
officielle brevvekslinger og endelig diakonissernes mere private dokumenter såsom
dagbøger, breve, osv. Desuden er der anvendt diverse tidsskrifter udgivet af fx. læger og forskellige
kirkelige bevægelser. Perspektivet er et perspektiv på de personer, der er uden magt i
samfundet, og som kun ganske sporadisk har artikuleret sig på skrift. Martinsen konkluderer,
at socialiseringen af kvinderne (diakonisserne) var en socialisering til en traditionel arbejdsdeling
mellem kvinder og mænd, forstået på den måde, at det drejede sig om en hierarkisk
arbejdsorden, hvor ledelsen og autoriteten lå hos mændene (præsten og lægen), og med ud-
38 Siegumfeldt, Britta (1992): Renhed og rammer. Lægers og arkitekters arbejde med ny folkeskoler i København
1880-1900. Forskningsnoter 10, Institut for Pædagogik. Københavns Universitet.
27

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dannelsen af kvinderne inden for “hjemmets” rammer ud fra et patriarkalsk mønster 39 .
Et andet tema i Kari Martinsens historieforskning er ved hjælp af Foucault en periodisering af
medicinens tilgang til sygdom generelt i Europa og forbindelse til de statslige magtstrukturer.
Kilderne er her brede medicinhistoriske værker som fx. den danske læge Edv. Gotfredsen.
Perspektivet er, som det også dukkede op allerede ved diakonisseforskningen hos Martinsen,
især hjælpen og behandlingen til de allerfattigste syge i samfundet, når den kliniske medicinske
periode dukker op. Martinsen tidsfæster opkomsten af den kliniske medicin til omkring
den franske revolution og en reduktionistisk medicin (svarende til det, jeg kalder den moderne
medicin) til slutningen af 1800-tallet i Europa 40 .
Hvor Kari Martinsen har studeret sygeplejerskeerhvervet inden for den protestantiske kirke
har Susanne Malchau, sygeplejerske, cand. cur. og ph.d. fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
ved Aarhus Universitet, undersøgt den katolske kirkes organisering af sygeplejearbejdet
og uddannelsen hertil. Malchau bruger biografien som historisk genre, som hun selv benævner
“liv-værk-samtid-biografi”. Personen, Malchau skildrer, er den danske sygeplejerske
og katolske søster Benedicte Ramsing, der levede fra 1912-1988, og som markerede sig i
dansk sygepleje især som leder af Sct. Joseph Søstrenes sygeplejeskole i København i 1950erne
og 1960-erne. Afhandlingen bygger på arkivmateriale fra Sct. Joseph Søstrene, arkivmateriale
fra den katolske kirke i Rom og på famileannaler. Det er igen en type uddannelses- og
professionsforskning med fokus på specielt den religiøse dimension i socialiseringen til sygeplejerske/katolsk
søster, og med perspektiv på en pionerskikkelse 41 .
Docent ved Pædagogisk Institut ved Uppsala Universitet Karin Anna Petersen, sygeplejerske,
mag. art. i pædagogik, ph.d. fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet,
har i sine videnskabelige arbejder beskæftiget sig med sygeplejerskeerhvervet og sygeplejerskeuddannelsen,
også som en type professionsforskning. Petersen går i sit forfatterskab tilbage
til slutningen af 1800-tallet og studerer grunduddannelsen til sygeplejerske frem til 1992
og cand. cur.-uddannelsen fra dens start indtil 1998. Petersen anvender i sit forfatterskab
Bourdieus feltteori, herunder habitus- og praktikteori og har som materiale objekt sygeplejerskeuddannelsen
og som formale objekt kundskabsproduktion i sygeplejen, både hvad angår
den praktiske kundskab og den teoretiske 42 . En anden del af Petersens forfatterskab er om den
39 Martinsen, Kari (1984): Sykepleiens historie. Freidige og uforsagte diakonisser. Et omsorgsyrke vokser fram
1860-1905. Aschehoug/Tanum-Norli. Kolbotn.
Martinsen, Kari (2000): Kjærlighetsgjerningen og kallet. Betraktninger omkring Rikke Nissens Lærebog i Sykepleie
for diakonisser (1877). Efterord til Lærebog i Sykepleie af Rikke Nissen fra 1877, genudgivet i 2000.
Gyldendals sykepleieklassikere. Gyldendal Akademisk. Oslo.
40
Martinsen, Kari (1991): Omsorg, sykepleie og medisin. Historisk - filosofiske essays, Forlaget Tano. Otta, især
kapitel 8 “Helseideologi og klinisk blikk”.
41 Malchau, Susanne (1998): Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing - En biografi. Ph.d.-afhandling,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd. København.
42 Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og
sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik. Københavns Universitet.
Petersen, Karin Anna (1993): “At konstruere en teori om sygepleje”. I: Ramhøj, Pia (red.): Overvejelser og metoder
i sundhedsforskningen, Akademisk Forlag. København.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
28

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
nutidige medicin erkendelsesteoretisk 43 .
Esther Petersen, historiker, Anne-Grete Lommer, sygeplejerske og historiker og Signild Vallgårda,
ligeledes historiker er tre, hvis arbejder jeg flittigt - direkte og indirekte - har benyttet
mig af i min afhandling.
Esther Petersen har i sine historiske arbejder især fokuseret på Dansk Sygeplejeråds oprettelse
som fagforening og dets kamp for, at erhvervet som sygeplejerske opnåede en statsanerkendelse.
Det vil sige, at der er tale om et perspektiv, som er en del af den statslige magt inden
for feltet at tage sig af syge borgeres sygdom og helbredelse. Esther Petersen har tidsmæssigt
beskæftiget sig med perioden fra anden halvdel af 1700-tallet og indtil statsanerkendelsen af
sygeplejersker forelå i 1933, og har fremdraget en masse primære kilder fra de historiske arkiver
44 .
Anne-Grete Lommer har undersøgt perioden 1863-1913, hvor sygepleje som erhverv og uddannelse
voksede frem, især på Kommunehospitalet i København, samt dannelsen af Dansk
Sygeplejeråd. Lommers perspektiv er et køns- og samfundsmæssigt perspektiv (statens), og
fremviser, at sygeplejeerhvervets fremvækst dels har med sociale forandringer for kvinder i
samfundet at gøre (mellemlagets kvinder var grundet industrialiseringen overflødiggjort i
hjemmene, og derfor på jagt efter nye arbejdsområder), dels har med befolkningens sammensætning
at gøre (urbaniseringen, der medførte dårlige boligforhold og epidemier, opførelse af
mange nye hospitaler, forbedret sygekasselovgivning ved sygdom, mere almindeligt og acceptabelt
at blive indlagt på hospitaler, osv.) og endelig har med den teknologiske udvikling
inden for medicin at gøre (forbedret kirurgi, antiseptikken). Det er en type professionsforskning
om sygeplejerskeerhvervet og uddannelsen hertil, og kilderne, der er anvendt i arbejdet,
er overvejende primære kilder fra de historiske arkiver om Kommunehospitalet 45 .
Signild Vallgårda, historiker og dr. med., lektor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved
Københavns Universitet, har studeret medicinhistorie i perioderne 1750-1880 og 1930-1987
ud fra perspektivet, at sygehuse/sygehusbyggerier ses som eksponent for og konsekvens af
grundlæggende samfundsændringer, materielt og ideologisk. Vallgårda arbejder ud fra en
økonomisk-samfundsmæssig synsvinkel, det er en type institutions- og professionsforskning
(bygningsstruktur og personalevækst, arbejdsdeling og specialisering), hvor perspektivet er
medicinen. Vallgårda bygger sin historieforskning på bl.a. patientjournaler, fundatser for institutioner,
arbejdsinstrukser for personale, betænkninger og love fra centralforvaltningen
angående sygehusvæsenet og lægers specialisering samt lægers fagpolitiske indlæg 46 .
Petersen, Karin Anna (1997): Sygeplejevidenskab - myte eller virkelighed? Om genese og struktur af feltet af
akademiske uddannelser og forskning i sygepleje i Danmark. Ph.d.-afhandling. Det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet, Aarhus Universitet.
43 Petersen, Karin Anna (red.) (1995): Praktikteori i sundhedsvidenskab, Akademisk Forlag. København.
44
Petersen, Esther (1988): Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem til år
1900. Dansk Sygeplejeråd, København.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København.
45 Lommer, Anne-Grete, sygeplejerske og historiker (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde,
organisering 1863-1913. Speciale i historie. Københavns Universitet.
46 Vallgårda, Signild (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhusenes historia 1750-1880.
Publikation 17. Institut for socialmedicin. Københavns Universitet. FADL’s Forlag. København, Århus, Odense.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
29

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Min afhandling har på samme vis som fx. Kari Martinsen benyttet sig af nogle bredt anlagte
medicinhistoriske værker, som alle er skrevet af læger. Det er tilgange, som man ligeledes kan
betegne som en type uddannelses- og professionsforskning, og som for alles vedkommende
har medicinens eget perspektiv, ikke sygeplejens fx. (Edv. Gotfredsen, Kristian Carøe, Tryde,
Gordon Norrie, Knud Faber, Frederik Wulff). Nogle af forfatterne til disse værker har desuden
en videnskabsteoretisk tilgang, som er, som det er beskrevet i afhandlingen om fx. Jul.
Petersen, en essentialistisk tilgang, det vil sige, at de betragter generelt (medicin)historien
som en udviklings- og forbedringshistorie. Foruden at have medicinen selv som perspektiv
har disse medicinhistorikere generelt også samfundsmagten som perspektiv.
Man kan så spørge, hvad er mit bidrag inden for et emne, der faktisk på forskellig vis er udforsket
af mange? Min afhandlings materiale objekt er oprindelsen og konstitueringen af sygepleje
og medicin som moderne fag og erhverv samt deres respektive uddannelser, grupper
der på statsmagtens vegne plejer og behandler syge borgere. Min afhandling er en type professionsforskning,
som har perspektivet henvendt på at inddrage såvel sygeplejersker som
læger, de to største grupper der befinder sig i det medicinske felt i det danske sundhedsvæsen.
Det er nyt inden for dansk forskning at inddrage perspektivet sygeplejersker og læger funderet
i så omfattende empiri i ét og samme arbejde. Det formale objekt i afhandlingen er, at med
støtte fra Foucaults og Bourdieus videnssociologiske teorier at lave en periodisering af pleje-
og behandlingsarbejdet i statsligt regi som et originalt bidrag til den sygeplejevidenskabelige
forskning. Og det, som den bidrager med, er en afklaring omkring såvel de statslige, uddannelsesmæssige
og de funktionsmæssige opgaver, som de to faggrupper i forskellige perioder
indtager (habitus), men også at det tydeliggøres, at myten om fx. sygeplejens urkvinde var en
vågekone eller stuekone er en myte, fordi periodiseringen viser, at sygeplejersken er konstrueret
i perioden med den kliniske medicin af lægen, og som hans instrument i arbejdet i hans
klinik.
Vallgårda, Signild (1992): Sygehuse og sygehuspolitik i Danmark. Et bidrag til det specialiserede sygehusvæsens
historie 1930-1987. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Charlottenlund.
30

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
7 Det moderne samfund og uddifferentieringen af på den ene
side staten og på den anden side relative autonome felter
7.1 Teoretisk grundlag med udgangspunkt i Bourdieu
Min afhandling skriver sig som nævnt ind i en bestemt skandinavisk forskningstradition.
Denne startede med receptionen af Bourdieus videnskabsteori og metode, uddannelsessociologi
og pædagogik i Lund, Aalborg og København, mere specifikt med Staf Callewaerts
forskning, undervisning og publikationer i 1970-erne 47 . I 1980-erne efterfølges den af en anden
bølge ved Donald Broady i Stockholm 48 . Ud af dette voksede der en særlig tradition frem i
København, som anvender Bourdieus praktikteori som grundlag for forskning omkring professioner
og erhverv og deres uddannelser, specielt skolelærere, pædagoger og sygeplejersker
49 . Banebrydende er her den omtalte bog af Callewaert om Pierre Bourdieus habitusbegreb
og praktikteori fra 1992 samt oversættelserne af nogle centrale tekster af Bourdieu i
1994. Desuden Karin Anna Petersens magisterkonferens om den praktiske erkendelse i sygepleje
og sygeplejerskeuddannelsen, Kristian Larsens kandidatspeciale om forholdet mellem
teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen, Karin Anna Petersens antologi om praktikteori i
sundhedsvidenskab af studerende og lærere ved Pædagogisk Institut, og endelig de af Emmy
47 Berner, Boel & Callewaert, Staf & Silberbrandt, Henning (1977): Skole, ideologi og samfund. Et kommenteret
udvalg af franske uddannelsessociologiske tekster: Bourdieu, Passeron; Baudelot, Establet; Poulantzas.
Munksgaards Forlag, København.
Berner, Boel & Callewaert, Staf & Silberbrandt, Henning (1977): Uddannelse og bevidsthed. Et kommenteret
udvalg af franske uddannelsessociologiske tekster: Chamboredon/Prévot, Grignon, Gorz, Tanguy, Bisseret,
Illich/Verne. Munksgaards Forlag, København.
Callewaert, Staf & Nilsson Bengt, A. (1979): Samhället, skolan og skolans inre arbete. Lunds bok och
tidsskrifts AB, Lund.
Callewaert, Staf & Nilsson Bengt, A. (1980): Skollklassen som socialt system. Lektionsanalyser I och II. Lunds
bok och tidsskrifts AB, Lund.
48 Broady, Donald (1983): Dispositioner och positioner, ett ledmotiv i Pierre Bourdieus sociologi. Universitets-
och Högskoleämbetet. Forskning och Utvikling för Högskolan. Arbetsrapport 2, Stockholm.
Broady, Donald (1989): Kapital, habitus, fält. Några nyckelbegrepp i Pierre Bourdieus sociologi. Universitets-
och Högskoleämbetet. Forskning och Utvikling för Högskolan. Arbetsrapport 2, Stockholm.
Broady, Donald (1991): Sociologi och Epistemologi. Om Pierre Bourdieus författerskap och den historiska
epistemologin. HLS Förlag, Stockholm.
Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Oversat og kommenteret af Staf
Callewaert, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin Anna Petersen. Akademisk Forlag, København, artiklen
“Sociologiens epistemologi eller sociologiens sociologi? Udskrift af Donald Broadys disputatsforsvar den
23.04.1991 i Stockholm med Staf Callewaert som opponent”.
49 Forskning ud fra Bourdieu om sygepleje som erhverv og uddannelsen hertil:
Eriksen, Tine Rask (1986): Sygeplejekultur i erhverv og uddannelse. Gruppen Kontekst, Næstved.
Petersen, Karin Anna (1989): Den praktiske sans - Sygeplejens skjulte principper. Delrapport 1. En fremstilling
og forslag til et observationsstudie af sygeplejepraksis og en afdækning af principper for sygeplejehandlinger
med Pierre Bourdieus teori om habitus som ledetråd. Faglig profil Serie 4. En debat serie om sundheds- og
sygepleje. Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning.
31

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Brandt Jørgensens redigerede antologier af cand. cur.-eres tekster 50 . Det handler om at udforske
hele feltet af reproduktive professioner, erhverv, fra akademiske erhverv til ufaglærte, i
relation til hele feltet af uddannelse inden for en bredt anlagt human- og samfundsteori.
Pierre Bourdieus refleksive sociologi er både en objektteori (en teori om menneskelig handlen,
en praktikteori) og en metateori om teorien (videnskabsteori) 51 . I alle Bourdieus undersøgelser
og begreber er såvel interessen for at konstruere virkeligheden og for at konstruere videnskabens
konstruktion af virkeligheden. Denne dobbelte interesse sker i en stadig refleksiv
dialog.
Bourdieus teoretiske begreber skal ikke forstås som nogle “faste størrelser”, men som “åbne
analytiske begreber”, man i sine analyser selv udvikler (konstruerer) i samspillet med sin empiri.
Fx. et begreb som “kapital”, hvor indikatorerne på kulturel, social og økonomisk kapital
vil være forskellige alt efter, hvilket felt der er tale om. Disse indikatorer må man selv finde
frem til. En filosof vil ikke investere i/kæmpe for fx. “den gode kunst” eller “den gode sygepleje”.
Det drejer sig om at have den kapital, der giver udbytte i feltet, på markedet hvor “goderne”
udveksles.
7.1.1 En strukturel historievidenskab
Ifølge Bourdieu er det katastrofalt, at der sker en opsplitning mellem historie og sociologi i to
forskellige vidensområder. Det er en opsplitning der ikke har nogen epistemologisk berettigelse.
Enhver form for sociologi må have en historisk forankring, ligesom enhver form for
historie rummer en sociologisk dimension. Videre siger Bourdieu, at han med sin feltteori
netop forsøger at komme ud over den traditionelle modsætning mellem det diakrone og det
synkrone, det statiske og det dynamiske, struktur og historie. Man kan kun:
“gribe dynamikken i et felt gennem en analyse af strukturen i det, og omvendt kan
man kun finde strukturen gennem en analyse af den måde, feltet er blevet til på, af
spændingerne mellem de forskellige positioner, det består af, og feltets relationer til
50
Callewaert, Staf (1992): Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praktikteori.
Akademisk Forlag, København.
Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Oversat og kommenteret af Staf
Callewaert, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin Anna Petersen. Akademisk Forlag, København.
Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen.
Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.
Petersen, Karin Anna (red.) (1995): Praktikteori i sundhedsvidenskab, Akademisk Forlag, København.
Larsen, Kristian (1993): Teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen. En empirisk undersøgelse af forholdet
mellem teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen. Kandidatspeciale, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik,
Københavns Universitet.
Jørgensen, Emmy Brandt (red.) (1994): En antologi om sundheds - og sygepleje. Akademisk Forlag, København.
Jørgensen, Emmy Brandt (red.) (1996): Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold for medicinsk
humaniora. Akademisk Forlag, København.
51 Især: Bourdieu, Pierre & Wacquan, Loïc J. (1996): Refleksiv sociologi - mål og midler, oversat af Henning
Silberbrandt. Hans Reitzels Forlag, København.
32

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
andre felter, specielt i den overordnede magtstruktur” 52 .
Det vil sige en strukturel analyse og en analyse af agenternes opførsel i et felt.
Bourdieu er meget historisk interesseret, og et eksempel på hans arbejder, hvor han tager udgangspunkt
i historiske kampe, er arbejdet Homo Academicus om hans eget felt, universitetet.
Her tager Bourdieu i sine analyser af konflikterne på universiteterne i 1968 udgangspunkt i
Kants bog fra 1794 om striden mellem de højre verdslige fakulteter, der mest direkte kontrolleres
af øvrigheden, (embedsfagene som jura, teologi, medicin) og de venstre fakulteter, der
ikke har noget direkte verdsligt ærinde, men “overlades” til de lærde selv, til “friheden” (filosofi
inkl. naturvidenskaberne). Det relateres til skellet i 1968 mellem medicinere, jurister og
teologer på den ene side og humaniora/socialvidenskaberne og naturvidenskaberne på den
anden side. Den “gamle” konflikt er stadig med i feltets nutidige historie, eller man kan sige,
at fortidens historie forholder de nulevende agenter sig aktivt til (eventuelt ved fx. at tage afstand
fra historien) 53 .
Bourdieu ser moderne samfund (samfundsformationen) som bl.a. bestående af felter, områder
der udgrænses, er autonome og som har sin egen logik, fx. feltet for litteratur, feltet for jura,
feltet for kunst, uddannelsesfeltet, religion, osv. Et felt er et rum af positioner, og hver positions
egenskaber afhænger af den plads, positionen optager i det pågældende felt. Egenskaber
kan analyseres uafhængigt af indehaverne af positionerne samtidig med, at de karakteristiske
egenskaber ved indehaverne til dels er bestemt heraf. Positionerne danner et mønster, og man
skal forestille sig et flerdimensionalt rum, hvor positionerne står i relation til hinanden og
danner en struktur. Der er noget generelt over måder, felter fungerer på samtidig med, at når
man studerer et specifikt felt, finder man nogle særegne træk ved dette felt. I hvert felt foregår
der en kamp, hvordan kampen nærmere former sig varierer for det enkelte felt, og må beskrives
nærmere. For at et felt skal kunne fungere som felt, må der være nogle, der er villige til at
investere i spillet, og dét, som står på spil i kampene, er monopolet på den legitime symbolske
vold (en specifik autoritet), der er karakteristisk for det pågældende felt. Det er et spørgsmål
om, hvor vidt den specifikke kapitals fordelingsstruktur skal opretholdes eller væltes, det vil
sige, at der er en kapital, som har en værdi i relation til feltet, og som under visse betingelser
kan konverteres til anden kapital. Grundlaget for magten og autoriteten i et felt er den specifikke
kapital, som så monopoliseres, og det er denne monopolisering, der karakteriserer et
felt. Til den svarer doksa, det vil sige den ikke eksplicit bevidste forudfattede mening om,
hvad spillet drejer sig om. Den opfattelse om sygepleje, som alle sygeplejersker har uden at
vide det, og som danner baggrunden til og med for at kunne blive uenige på særlige punkter.
De i feltet, der har mindst kapital, er tilbøjelige til at forsøge at omvælte feltet, det er kætterne
52 Ibid., pp. 78-79.
53 Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicus. Brutus Östlings Bokförlag, Stockholm, især pp. 95-101.
Kant, Immanuel (1992): The conflict of the faculties (Der Streit der Fakultäten). Oversættelse og introduktion
ved Mary J. Gregor. University of Nebraska Press, Lincoln and London. Kants distinktion mellem “højere” og
“lavere” fakulteter (obere und untere Facultäten), og som Bourdieu tager afsæt i i Homo Academivus, er, at ved
en fri forfatning i “vidensparlamentet” udgør de “højere” fakulteter højrefløjen, forsvarer regeringen, og de
“lavere” fakulteter udgør venstrefløjen, oppositionen (Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicvs. Polity Press,
England, p. 36; Kant, Immanuel (1992): The conflict of the faculties (Der Streit der Fakultæten). University of
Nebraska Press, Lincoln and London. Oversættelse og introduktion ved Mary J. Gregor, p. 24-29).
33

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
eller de nytilkomne. Kætteri, heterodoxa, er udtryk for et kritisk brud med doksa, et brud der
gerne er knyttet til en krise. I en krise bliver hele spillets historie og fortid nærværende samtidig
med, at man kan sige, at denne synlighed af historien og fortiden netop er et “bevis på”, at
der eksisterer et felt 54 .
Bourdieu kritiserer historikere eller historiske arbejder generelt på to punkter. Det ene er, at
historikere ofte ikke er sig bevidst om, at historie som sådan i sig rummer en sociologisk dimension,
og det andet er, at Bourdieu efterlyser en strukturel historieskrivning. Altså både en
teori om menneskers opførsel i det sociale univers, en teori om det selv samme sociale univers,
og hvordan forandringer sker/ikke sker. Man kan også formulere det sådan, at menneskers
praktik opstår ikke i et tomrum, men i en historisk kontekst i et samspil mellem et felt
og en habitus.
Man må altså studere det forløb, hvor strukturer udvikles og forandrer sig, og i det forløb
fremstår den enkelte fase i princippet som resultatet af alle tidligere konflikter vedrørende
fastholdelse og forandringer af strukturen samtidig med, at det i sig rummer princippet for
fremtidige forandringer i kraft af de modsætninger, spændinger og magtrelationer, der definerer
strukturen som felt. Og historiske begivenheder bliver kun forståelige, hvis man formår at
rekonstruere den mængde af uafhængige “kausale serier”, det vil sige forskellige sammenkoblinger
af vidt forskellige fænomener, hvor sammenstødet bliver bestemmende for begivenhedernes
forløb 55 .
Nærværende afhandling bevæger sig igennem cirka 200 år, det vil sige igennem forskellige
historiske epoker. En strukturel analyse i den forbindelse fordrer en konstruktion af de sociale
rum i henhold til det felt, der studeres (i dette tilfælde er det en side af det reproduktive felt,
som har med sygdom og helbredelse at gøre, det medicinske felt) i forskellige epoker for at
kunne studere, hvordan strukturerne udvikler sig og forandrer sig, og hvordan tidligere kampe
og spændinger danner grundlaget for såvel forandringer som fastholdelse for fremtiden. Eksempelvis
er de begreber, vi bruger om verden, blevet til i en historisk proces, hvilket vil sige
i et socialt rum på et givet tidspunkt. Og selve den tilblivelsesproces, hvorunder et begreb er
blevet til - et begreb som fx. sygepleje - må altså rekonstrueres i forskningsarbejdet. Det vil
sige, at begrebet sygepleje såvel som en sygeplejerske, hendes position og hendes virke er
“indholdsmæssigt” ikke det samme på forskellige historiske tidspunkter. Hvis man ikke skelner
mellem de begreber, vi i dag benytter os af, når vi fx. taler om sygepleje, og de begreber,
man benyttede sig af i anden halvdel af 1800-tallet og længere tilbage i historien, så er det lig
med en anakronistisk tænkning, altså en post-datering af såvel termer, tanker, diskurser og
praksisser, som forefindes i dag, men som om de forefandtes dengang.
7.1.2 Sociale gruppers førbevidste strategier
Når Bourdieu taler om en strukturel analyse, er det ikke, fordi han er strukturalist. Vi handler
som mennesker under en eller anden form for strukturel tvang, en inkorporeret tvang, og vi
har dermed begrænsede muligheder, men samtidig bestemmes menneskets opførsel ikke alene
54 Bourdieu, Pierre (1997): Hvem skabte skaberne? Akademisk Forlag, København, pp. 117-123.
55 Bourdieu, Pierre & Wacquan, Loïc J. (1996): Refleksiv sociologi - mål og midler, oversat af Henning Silberbrandt.
Hans Reitzels Forlag, København, pp. 79-81.
34

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
af strukturer. Mennesket har i sig nogle indlejrede dispositioner fra barndommen, fra opdragelsen,
som så også medfører en form for strukturel tvang. Men på den anden side, så handler
mennesket også på baggrund af en praktisk sans. Vi er som agenter kyndige på vores liv, vi
handler aktivt og intuitivt. Det vil sige, at når betingelserne ændrer sig, så tvinges agenterne
til at gøre noget andet - fx. erhverve den nye uddannelse til kirurg i enevældskongens regi -
og dernæst, så handler agenterne også fornuftigt, forstået som at giver det fx. arbejde og dermed
overlevelsesmuligheder at lade sig uddanne hos enevældskongen, så kan det være fornuftigt
at lade sig uddanne hér (faktisk fratog man barbermestrene en del af deres hidtidige opgaver
overfor syge, så det måtte betyde en økonomisk forringelse for barbererne). Agenterne
handler altså aktivt inden for de givne vilkår.
Bourdieu insisterer i hele sit forfatterskab på at bryde med både den strukturalistiske og den
fænomenologiske tradition, han anser ingen af disse traditioner for dækkende. Agenterne er
ikke mekaniske agenter, der handler mekanisk, til fulde underlagt en struktur, og de er heller
ikke fuldt bevidste om deres handlinger. Bourdieu forsøger hermed at formulere en tredje
position, der både forener og overskrider såvel den fænomenologiske som den strukturalistiske
56 . Det socialt førbevidste virker altså både på et strukturelt plan og på selvforståelsesplanet.
Et af Bourdieus centrale begreber er habitusbegrebet. Agentens habitus er den inkorporerede
verden, og feltet er så verden i objektiv tilstand. Habitus er nogle i mennesket historisk
indlejrede dispositioner. Callewaert udtrykker det i sin bog om Bourdieus habitusbegreb,
at habitus:
“er det i mennesket lejrede nedslag af objektive livsbetingelser, som bliver til princip
for handling” 57 .
Under de givne objektive vilkår handler agenten på baggrund af sin førbevidste praktiske
sans, de inkorporerede dispositioner. Habitus er altså et orienteringsprincip for handling 58 .
Callewaert skriver, at habitusteorien er en socialiseringsteori, der svarer på spørgsmålet om,
hvordan det kan være, at de enkelte individer ikke opfører sig på mange forskellige måder,
men har visse fællestræk. Menneskers opførsel genereres af en legemliggjort disposition, der
selv er frembragt af objektive livsbetingelser, der er klassemæssigt betinget og derfor bliver
forskellige klassemæssigt. De fælles livsvilkår slår ikke igennem automatisk, der er heller
ikke tale om en fysisk tvang, der er heller ikke tale om at følge en tillært regel, eller en indbyrdes
aftale. Den grundlæggende forklaring er, at:
“de samme vilkår er blevet inkorporeret og denne inkorporering virker orienterende
på alle deres opfattelser, vurderinger og strategier. Dvs. også når de overvejer, aftaler,
forholder sig til regler, er udsat for mere eller mindre fysisk tvang eller sanktioner,
så er det stadig deres grundlæggende orientering, der er med til at bestemme,
56 Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Artiklen “Socialt rum og symbolsk
magt”. Akademisk Forlag, København.
57
Callewaert, Staf (1992): Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praktikteori.
Akademisk Forlag, København, p. 14.
58 Begreberne den praktiske sans og habitus har det samme indhold, blot er begrebet den praktiske sans et deskriptivt
empirisk begreb, og begrebet habitus er det teoretisk konstrueret begreb.
35

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
hvordan disse sekundære processer udformes” 59 .
Bourdieu formulerer hermed et klassebegreb, og ved hvilket han skelner mellem de konstruerede
og de mobiliserende klasser, hvor de konstruerede klasser er de klasser, der teoretisk
konstrueres med empiriske indikatorer (uddannelse, indkomst, osv.) og dermed ikke findes i
virkeligheden, og de mobiliserende klasser som de klasser, der samles under politiske ledere,
opfatter sig som som og opfattes som at høre sammen, stiller krav, gennemfører aktioner,
osv. 60 . Bourdieu skelner mellem tre klasser - de dominerende, middelklassen og de underste
klasser - med hver deres klassehabitus; den dominerende klasse med en livsstil som er ubesværet,
“naturlig”, distance, privilegeret, “sans for det fine/det æstetiske”, en gruppe, der mener,
at “de forstår”, middelklassens livsstil som præget af ambitioner, videbegær, aktiviteter,
“man vil så gerne”, “det skal være smukt, man skal kunne nyde det, men samtidig må det godt
være lidt praktisk”, og endelig underklassens livsstil som resignerende, som gørende “en dyd
af nødvendigheden” 61 .
Man kan beskrive det sociale rum som én overflade med flere dimensioner. Og i det rum er
der øverst magtfeltet, som er et kraftfelt strukturelt bestemt af relationerne mellem de forskellige
former for kapital. De forskellige former for kapital er former for magt, der er aktive i de
forskellige felter. De, der besidder forskellige magtformer (agenter/institutioner), der besidder
en konkret kapital og indtager de dominante positioner i deres respektive felt, kæmper med
hinanden med henblik på at bevare magten. Og så er alle de andre felter mere at tænke sig
som en tredje dimension, det vil sige nogle felter for sig og lodret på billedet af det sociale
rum.
7.1.3 En relationel tænkning
En af de positioner Bourdieu igen og igen insisterer på at bryde med er en substantialistisk
tænkning, og i stedet for at tænke relationelt. Relationer forstået som at tænke i forskelle, distinktion,
at gøre en forskel (fx. at udnævne noget til “god smag” forudsætter, at der er findes
noget som er “dårlig smag”). Man placerer sig og placeres i feltet via forskelle og i relation
til. Som eksempel på at tænke relationelt henviser Bourdieu i bogen Refleksiv sociologi til
processen med at konstruere ens analysegenstand i forskningsarbejdet, som er en kontinuerlig
proces, og som der traditionelt ifølge Bourdieu ikke ofres særlig megen opmærksomhed. En
videnskabelig rekonstruktion af virkeligheden kan ikke baseres på en isoleret beskrivelse af
objektets essens én gang for alle, men må basere sig på en registrering af relationerne, forskellene
mellem objekterne, og dernæst på en registrering af hele strukturen, konfigurationen,
59
Callewaert, Staf (1992): Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og praktikteori.
Akademisk Forlag, København, p. 23.
60 Bourdieus klasseinddeling må ikke forveksles med en marxistisk klasseteori, som primært tager udgangspunkt
i vores tilhørsforhold til produktionsapparatet. Det gør Bourdieu netop ikke, hvis man ser på hans feltteori fx.
Eksempelvis kan en privat praktiserende læge have mere tilfælles med (fælles interesser) en agent fra erhvervslivet
(en privat praktiserende advokat fx.) end med en læge, der arbejder med laboratorieforsøg (Bourdieu, Pierre
(1996): Homo Academicus. Brutus Östlings Bokförlag, Stockholm; Et eksempel på en marxistisk klasseteori i
anvendelse er: Therborn, Göran (1973): Det svenske klassamhället 1930-70, Zenit särtryck, Sverige).
61 Bourdieu, Pierre (1995): Distinksjonen. En sosiologisk kritikk av dømmekraften. Pax Forlag A/S, Oslo.
36

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
som relationerne danner. Med andre ord vil det sige, at det, det drejer sig om, er at fastlægge
både objektets position og synsvinkel i et rum eller et felt, og forskerens. Og det vil så sige, at
når man studerer fænomenet “sygepleje” og sygeplejersken, så kræver det, at man registrerer
relationerne både internt i feltet og i det sociale rum, det sociale rum for reproduktion, feltet
for pleje og behandling af syge borgere eller det medicinske felt, og dernæst relationerne til de
andre felter, der tilsammen udgør det sociale rum.
Bourdieu er som tidligere nævnt inspireret af den franske historiske epistemologi, som netop
er karakteriseret ved at fordre, at man bryder med de spontane opfattelser, kategorier, osv.,
som både agenterne og forskeren selv spontant medfører. Så man ikke havner i det Bourdieu
kalder spontan sociologi 62 . Bourdieu henviser som et eksempel på en substantialistisk tænkning
til og kritiserer det, han benævner på den ene side professorale positioner, det vil sige
positioner, der henholder sig til en teoretiseren (abstraheren) uden empirisk anknytning og til
de positioner, der er empirisk registrerende uden teoretisk refleksion. Problemet er, siger
Bourdieu, at man traditionelt organiserer sig omkring modsætningen mellem “teori” og “metode”.
Enten teoretisk teoretiseren sammenstykket af teoretiske overvejelser uden relation til
en empirisk verificerbar virkelighed 63 eller en dyrkning af “metode”, der består af en lang
række forskrifter og regler, der hverken har at gøre med videnskabsteori eller epistemologi,
hvis der ved epistemologi forstås refleksioner over og forsøg på at afdække skjulte skemata i
en videnskabelig praksis 64 .
Et eksempel på teoretisk teoretiseren inden for plejeområdet er teorien, der ved hjælp af filosofiske
teorier uden anknytning til empiri fastlægger sygepleje til i sin essens at være en humanistisk,
samfundsvidenskabelig og naturvidenskabelig disciplin (for så vidt angår både den
teoretiske som den praktiske diskurs) 65 uden at oparbejde den forståelse ud fra, hvad der empirisk
observerbart praktiseres/diskuteres under den betegnelse, osv.
Positionerne Bourdieu benævner “metodedyrkere” har det problem, at de ikke på baggrund af
teoretiske forudantagelser opstiller nogle hypoteser, hvilket er en forudsætning for at en bestemt
empirisk kendsgerning kan komme til at fungere som dokumentation. En del af den
“traditionelle” historieforskning må siges at falde ind under denne kategori, og inden for forfatterskaber,
der beskæftiger sig med behandling og pleje historisk, ses fx. Esther Petersen 66 ,
62
Bourdieu henviser til navne som Cassirer og Gaston Bachelard, når han insisterer på bruddet med substantialismen.
63 Staf Callewaert har af og til benævnt forskeren, der indtager denne position, for “en kommentator”. Bourdieu
taler om en lektor, som har til opgave at kommentere den kanoniske tekst.
64 Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc J. D. (1996): Refleksiv sociologi - mål og midler, oversat af Henning Silberbrandt.
Hans Reitzels Forlag, København, p. 206.
65 Jf. Lorentzen, Vibeke (1996): “Ansatser til en analyse af Merry Scheels position i dansk sygepleje”. I: Jørgensen,
Emmy Brandt: Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold for medicinsk humaniora. Akademisk
Forlag, København.
66
Petersen, Esther (1988): Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem til år
1900. Dansk Sygeplejeråd, København.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København.
Esther Petersens position eller diskurs som forsker kan nemt forstås ud fra den position, hun indtager som ansat i
en fagforening. Det er vanskeligt som forsker at forholde sig kritisk til sin arbejdsgiver, incl. når det er et univer-
(fodnoten fortsættes på næste side...)
37

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
historiker ansat i fagforeningen Dansk Sygeplejeråd, og Jul. Petersen 67VIII , den første indehaver
af lærestolen i medicinhistorie på Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet
(slutningen af 1800-tallet), blandt mange andre som bærere af en sådan tradition. Esther
Petersen anvender alt overvejende historiske, skriftlige dokumenter i sin historiske udforskning
af sygepleje og sygeplejerskeuddannelsen, men opstiller ikke indledningsvis i sit
arbejde hypoteser på baggrund af teoretiske forudantagelser. Og dermed kommer hendes empiriske
dokumenter til at fungere som “selvindlysende beviser” (en anden teoretiker kunne
tage de samme dokumenter, eller nogle andre, og måske “bevise” det stik modsatte), og derved
kommer hele dette historiske arbejde til at fremstå mere som resultater af nogle kulturelle
rutiner indlært på uddannelsen til historiker.
Jul. Petersen anvender ligeledes historiske dokumenter i sin fremstilling, og skelner ikke til en
teori om de forskellige erkendelser om menneskets sygdom og behandling heraf igennem de
historiske perioder, han behandler. Via dokumentgennemgang lægger han viden på viden fra
periode til periode og repræsenterer her, hvad jeg vil benævne en evolutionær tankegang eller
fremstilling af historien. For Jul. Petersen synes det som, at vi (menneskene) bliver klogere og
klogere, som tiden går, og en “skønne dag” har vi så fundet Sandheden med stort S (essentialistisk
tankegang). Det synes ikke at have faldet Jul. Petersen ind, at viden kan være/ofte er
værdiladet, det vil sige afhængig af, hvem og i hvilken interesse, der fremføres denne “sandhed”
68 .
Det vil sige, at når jeg studerer fænomenet “sygepleje” og sygeplejersken, er det nødvendigt
først at opstille nogle hypoteser på baggrund af teoretiske forudantagelser og dernæst med
nogle analytiske begreber studere de empiriske dokumenter. Samtidig med, at jeg også må
reflektere over hvilken forskningsposition, jeg indtager, dvs. bryde med min egen position
som forsker. Der er også tilknyttet interesser til min position, men her hjælper hypoteser opstillet
på baggrund af teori og brud med forskerens egen (min) forskningsposition med til at
objektivere. Derved kan man postulere, at forskerens (min) viden om det studerede fænomen
“sygepleje” er mere sand end den umiddelbare opfattelse, som jeg havde før som praktiker,
eller den umiddelbare opfattelse som gruppen af sygeplejersker i meningsudvekslinger, dokumenter,
tidsskrifter fremfører om samme fænomen.
7.1.4 Rekonstruktion og videnskab som en konstruktion
Sammen med den relationelle tænkning, altid at se noget i forhold til noget andet og dermed
forsøge at komme ud over diverse værdidomme som eksempelvis, at århusiansk sprog er det
mest korrekte rigsdanske, hos Bourdieu synes jeg, at hans videnskabsteori er de mest givende
teoretiske input - eller provokationer. Med den relationelle tænkning opfordres man til ikke at
sidde fast i de traditionelle dikotomier, og det er da også det, Bourdieu igen og igen forsøger
sitet.
67 Petersen, Jul. (1889): Hovedmomenter i den medicinske Kliniks ældre historie. Forelæsninger ved Kjøbenhavns
Universitet. Gyldendalske Boghandels Forlag, Kjøbenhavn.
68 Bourdieu har nogle kommentarer til opinionsundersøgelser, hvor han siger, at hvis man spørger om folks
mening om en autoritær skolelærer, vil svaret, man får, afhænge af bl.a. de adspurgtes interesse/engagement i
skolen, deres viden og i det hele taget deres sociale tilhørsforhold (Bourdieu, Pierre (1997): Hvem skabte skaberne?
Akademisk Forlag, København).
38

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
at gøre op med, kritiserer sine kolleger for, osv.
Bourdieu er også konstruktivist, og en grundlæggende idé hos Bourdieu er dermed, at videnskaben
konstruerer sit objekt. Og det vil også sige, at for Bourdieu er den videnskabelige viden
en mere sand viden. At konstruere sit objekt vil sige, at forskeren skal afvise alle prækonstruerede
objekter, han eller hun præsenteres for om den sociale virkelighed. Bourdieu kommer
med et eksempel om samfundsforskeren, der skal udforske et såkaldt socialt fænomen
eller problem, fx. fænomenet “skilsmisse”, “homoseksualitet”, osv. Bourdieu angiver, at forskeren
her må foretage en socialhistorisk analyse af problemets opkomst og hele den proces,
hvor igennem problemet har fået sin form. Det vil sige, analysere gennem hvilke konflikter og
kampe er “man” kommet frem til at formulere problemet som et legitimt problem med en officiel
status, og som der så kan tales om, og som der så skal gøres noget ved. Alle, siger
Bourdieu, tager det for givet, at der er tale om et “samfundsskabt” problem. Et samfundsskabt
problem vil altså sige, at problemet er blevet til gennem en kollektiv konstruktion af den sociale
virkelighed (kommissionsarbejder, udvalgsarbejder, osv.), som man efterfølgende så må
tage politisk stilling til. Det vil sige, at der skal reguleres via lovgivning. Og hermed kommer
det bureaukratiske felts særlige logik på banen og bidrager med en konstituering og officiel
anerkendelse af generelle eller universelle sociale problemer. Det vil alt sammen sige, at forskeren
i sidste instans (eller indledningsvis) serveres et problem, der på forhånd er socialt
konstrueret. Hertil kommer yderligere, at der i selve sproget er en mængde prækonstruerede
forhold som fx. forskellige klassifikationer af befolkningen - unge/gamle, mænd/kvinder, sociale
klasser, osv., klassifikationer og kategoriseringer, der alle er sociale konstruktioner, og
som i virkeligheden er resultater af bestemte gruppers sociale udgrænsning og selvfremstilling.
Og endelig er der forskerens tillagte autoritet i kraft af hans stilling som forsker (ekspert),
som også igen er en social konstruktion (og hans egen opfattelse af sig selv som sådan,
evt.) 69 .
Hele denne kontinuerlige proces med at bryde med prækonstruktioner i forhold til det, man
undersøger, til sig selv som forsker og ligeledes kontinuerligt at konstruere sit objekt, er på en
måde en uendelig proces (uden begyndelse eller slutning) og betyder i sidste instans, at forestillingen
om en egentlig og fuld “bevidsthed” hos individet og forestillingen om en egentlig
sandhed afvises af Bourdieu. Sagt på en anden måde er videnskab “bare” en konstruktion, en
speciel konstrueret viden, en måde at se og forstå verden på, og ikke sandheden, men videnskab
fanger en bestemt dimension af virkeligheden (og i den mening er videnskab mere sand
end ikke videnskab, dvs. ud fra videnskabens synspunkt).
7.1.5 Kapital, der investeres og konverteres på et marked
Som nævnt taler Bourdieu om, at agenterne har en kapital, kapital som er knyttet til habitus,
en kropsliggjort kapital. Bourdieu deler kapital op i social (forbindelser, familie, venner, netværk),
økonomisk (penge, osv.) og kulturel (uddannelseskapital, osv.). Agenterne handler
med deres kapital på et marked, investerer kapital og kan tillige konvertere sin kapital fra en
kapital til en anden, fx. økonomisk kapital til uddannelseskapital, hvis uddannelseskapital
69 Bourdieu, Pierre & Wacquan, Loïc J. (1996): Refleksiv sociologi - mål og midler. Oversat af Henning Silberbrandt,
Hans Reitzels Forlag, København, pp. 217-226.
39

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
viser sig at være en “god” kapital på det pågældende marked. Der er altså en økonomi i agenternes
praktikker, “hvad der kan betale sig”, men altså ikke ud fra et traditionelt økonomisk
(penge, materielt) synspunkt. I det kropsliggjorte ligger, at en investering i fx. uddannelse
kræver, at agenten kender til fænomenet uddannelse via sin habitus. Det vil sige, at ikke alle
kapitalformer er forkropsliggjort hos ”alle”. Illustreret kan man sige, at “arbejderbarnet” end
ikke kommer i tanke om at søge optagelse på en elitær uddannelse som fx. en universitetsuddannelse
til læge, hvilket forklarer de statistikker, der viser, at på trods af alle politiske intentioner
om “uddannelse for alle”, er det fortsat flest akademikerbørn, der frekventerer universiteterne.
Kvantitativt er det de elitære grupper i samfundet, der besidder mest kapital. Sammensætningen
af kapitalformerne varierer tillige inden for klasserne, en agent fra erhvervslivet,
en virksomhedsleder, har almindeligvis en større økonomisk kapital end en professor i
lingvistik ved universitetet, selv om de to agenter tilhører den dominerende klasse.
Alle kapitalformer kan antage en særlig karakter - blive symbolsk kapital. Og Bourdieu taler
tillige om symbolsk vold, som er når det symbolske bliver en selvfølgelighed, og i realiteten
grunder i en vilkårlig, men ikke tilfældig organisering. Tankegangen bag dette er, at Bourdieu
forstår kultur som symbolsystemer, det vil sige, hvordan virkelighedens repræsentationer som
sprog, myter, livsstile, osv. gør virkeligheden mere virkelig end naturen selv. Altså hvordan
det symbolske både medvirker til at opretholde og forandre samfundsordenen. Disse symbolske
systemer reproducerer i transformeret form fordelingen af magt og goder fra det ikkesymbolske
univers. Callewaert skriver:
“at de symbolske systemer på deres eget felt har en symbolsk struktur, som i transformeret
form reproducerer fordelingen af ressourcer og magt fra det ikkesymbolske
verdslige felt. Præsten og lægmanden står i deres egen virksomhed i
samme forhold til hinanden som kapital og arbejde, som eksperten og klienten. Men
vigtigst af alt er, at denne homologi mellem forskellige felter til sidst fungerer som
en forstærkning af forholdene på det verdslige felt” 70 .
Den sociale verden præsenterer sig på den ene side som en stærkt struktureret virkelighed, og
agenterne i det sociale rum præsenterer sig som agenter med forskellige egenskaber, som er
systematisk sammenkædet (de, der drikker whisky er modstillet de, der drikker champagne,
men også på en anden måde modstillet de, der drikker rødvin. Men de, der drikker champagne
er mere tilbøjelige til, end de der drikker rødvin, at have antikke møbler, spille golf, ride, osv.
(der er tale om en homologi i disse egenskabers forhold til hinanden)). Agenterne har ikke
nødvendigvis nogle bevidste intentioner om at gøre disse forskelle. Og det vil sige, at den
sociale verden præsenterer sig objektivt via fordelingen af egenskaber som et symbolsk system,
der er organiseret i overensstemmelse med logikken om forskel. Det sociale rum er altså
ifølge Bourdieu et symbolsk rum, et rum med livsstile og statusgrupper med forskellige livsstile.
Og opfattelsen af den sociale verden er et produkt af en dobbelt strukturering, objektivt
struktureret (de objektive egenskaber ved agenter og institutioner) og subjektivt struktureret
via opfattelses- og evalueringsmæssige modeller, som udtrykker tilstanden for den symbolske
magts relation. De symbolske kampe om opfattelsen af verden kan altså antage to former, de
objektive repræsentationer, man kan registrere som fx. det at tilhøre en bestemt gruppe, og de
70 Callewaert, Staf (1996): “Pierre Bourdieu”. I: Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo (red.): Klassisk og moderne
samfundsteori. Reitzels Forlag, København, p. 339.
40

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
subjektive repræsentationer, det vil hovedsageligt sige ordene, navnene, osv.
Den symbolske kamp om produktionen af sund fornuft - om monopolet for legitim navngivning
- er en kamp, hvor agenterne sætter deres symbolske kapital opnået i tidligere kampe i
kraft. Eksempelvis er der adelstitler eller uddannelsestitler. En uddannelsestitel er en titel, der
er juridisk garanteret, og dermed giver den indehaveren en ret til fordelene ved anerkendelsen.
Uddannelsessystemet etablerer på den ene side officielt (de facto) et monopol og garanterer
rang. Og på den anden side må symbolsk kapital officielt sanktioneres, garanteres og etableres
juridisk ved en officiel udnævnelse. En officiel udnævnelse er en handling, hvor man tildeler
nogen en titel for en socialt anerkendt kvalifikation, og den handling er ifølge Bourdieu den
mest typiske demonstration af det monopol på legitim symbolsk vold, som tilhører staten eller
dens repræsentanter 71 .
7.2 Det reproduktive felt med de formelle sundheds- og uddannelsessystemer
7.2.1 Klinikkens fødsel i Frankrig ifølge Foucault
Sammen med Bourdieu er Foucault med sit studie af klinikkens opkomst som sagt en inspirationskilde
i afhandlingsarbejdet. Der skal derfor i det følgende redegøres lidt nærmere for
klinikkens opkomst ifølge Foucault.
7.2.1.1 Lidt generelt om Foucaults måde at tænke på
Foucault har den opfattelse, at der mod slutningen af 1700-tallets Frankrig opstår en ny type
samfund - det disciplinære samfund - på baggrund af processer af økonomisk, juridisk-politisk
og videnskabelig art. Foucault beskriver, at der er en eksplosiv vækst i befolkningstallet, en
vækst i landets produktionsapparat (industrialisering), krige i Europa, og endelig den franske
revolution. Det er en konstellation, en opsamling af mange faktorer, som udgør et hele, og
som vi vil genfinde også ved opkomsten af den kliniske medicin: sociale forskydninger i
befolkningen, institutionelle og bygningsmæssige forandringer, praktikker, diskurser, teorier.
På medicinens område skifter fx behandling af syge til en eksperimentel og observationsorienteret
medicin, der vil helbrede. Foucault tænker denne ny viden eller nye erkendelser
som diskontinuerlige, dvs. nye erkendelser sker i brud og ikke lineært. Nye tankerum - legemets
rum, hospitalets rum, det sociale rum - føjes sammen som et kludetæppe til et nyt hele.
I bogen om klinikkens fødsel tager Foucault udgangspunkt i den klassicistiske tidsalder og
derefter Oplysningstiden i anden halvdel af 1700-tallet og frem til indledningen af 1800-tallet,
hvor den moderne klinik er født. Foucault beskriver, hvordan hospitalet, som ellers var et sted
for pleje af fattige borgere, forenes med den nye medicin og medicinerne ved universitetet, og
dermed omdannedes hospitalet til et sted, hvor en ny form for videnskab som kundskabsform
71 Bourdieu, Pierre (1994): “Socialt rum og symbolsk magt”. I: Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden
for sociologi og kulturteori, redigeret og oversat af Staf Callewaert, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin
Anna Petersen, Akademisk Forlag, København.
41

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
kom til at råde. Og hvor teori og praksis knyttes sammen 72IX . Det betyder, at medicinen går fra
ikke at have en praktiseren som en formel social funktion til at få en social og politisk betydning.
Foucaults kortlægning af nogle institutioners opkomst som sindssygeanstalterne i 1600-tallet,
klinikkens fødsel i slutningen af 1700-tallet, fængslernes mere “humane” straffeformer fra
anden halvdel af 1700-tallet osv. er en kortlægning af de sidste 2 århundreders, det modernes
tilbøjelighed til viden, kontrol og disciplinering. Foucault angiver ifølge Callewaert 73 følgende
epoker:
• Højmiddelalderen (med sin første aktualisering af Antikken)
• Renæssancen (1400-1500) (anden aktualisering)
• Den klassicistiske epoke (1650-1799)
• Den moderne epoke (1800- ).
7.2.1.1.1 Den klassifikatoriske medicin i 1700-tallet
Til og med Renæssancen ser man virkeligheden som en helhed, hvor alt henviser til alt ved, at
alt ligner alt og kan fungere som tegn på alt andet. Det vil sige, at man tænker i analogier. Den
klassicistiske epoke bryder med denne tænkemåde. Nu forstår man virkeligheden på en anden
måde. Sproget er det medium, hvor igennem alt kan blive repræsenteret. Det vil sige, at hele
virkeligheden nu står til rådighed i de forestillinger, vi som mennesker har om virkeligheden,
udtrykt i ordene. Og menneskets idé er nu, at det er fornuften, som ordner vores forestilling
om virkeligheden. I den ordning af virkeligheden via forestillinger forstås mennesket i den
klassicistiske periode ikke som privilegeret, men som et element blandt andre elementer.
Menneskets fornuft er en del af det naturlige eller naturgivne. Grammatikken beskriver ordningen
i sproget, den politiske økonomi beskriver ordningen i rigdomme og behov, og Linnés
system beskriver ordningen af planter og dyr (botanik og zoologi og deres klassifikationssystemer).
Man tager afstand fra en præmoderne metafysik og religionen som forklaringsmodeller.
Nu kan tingene beskrives og forstås ved hjælp af systematiseringer, kategoriseringer og
klassifikationer, fordi begreberne fanger virkeligheden.
Foucault leder i sine arbejder hele tiden efter vidensgrundlaget - det epistemiske grundlag, og
72
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
pp. 69-70.
Afsnittet om den klassifikatoriske og den kliniske medicin støtter sig desuden til:
Callewaert, Staf (1987): Om Foucault og postmodernisme-diskussionen. Forskningsnoter nr. 1. December 1987.
Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
Martinsen, Kari (1991): Omsorg, sykepleie og medisin. Historisk - filosofiske essays, Forlaget Tano, Otta, kapitel
8.
Rosenberg, Raben (1978): “Foucault - klinikkens fødsel”. In: Agrippa. Psykiatriske tekster. Årgang 1, nr. 1.
Om de enkelte medicinere er i noterne anvendt Gotfredsen, Edv. (1964): Medicinens historie. 2. udg. Nyt Nordisk
Forlag Arnold Busck, København.
73 Callewaert, Staf (1987): Om Foucault og postmodernisme-diskussionen. Forskningsnoter nr. 1. December
1987. Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
42

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
epistemet i den klassicistiske epoke er ifølge Foucault en sammenhæng mellem en almen teori
om forestillingen og mere eller mindre beslægtede enkeltteorier om sproget, rigdommene og
den naturlige orden. Sproget optræder her som et element til ordning af tingene i kraft af, at
sproget er et tegnsystem. Man klassificerer tingene, systematiserer og ordner dem i kategorier.
Men dette rationalistiske projekt, som forstår sig selv som grundet i klare og distinkte begreber,
som fx hos Descartes, er i virkeligheden også helt nyt. Et eksempel er galskabens historie,
hvor der sker en udskillelse, en adskillelse og en opdeling af menneskene i de gale og de
fornuftige, og senere, i den psykiatriske diskurs, opdelingen i den normale og den anderledes.
Princippet er at udelukke og indespærre. Og det vil sige, at der dannes et socialt rum eller en
diskurs og nogle praktikker, der går ud på at lukke ude og spærre inde. Et klassifikationssystem
er et system af begreber med hvilket, man systematiserer virkeligheden - genstande, tilstande.
Genstandene og tilstandene fordeles i et antal klasser efter indbyrdes lighed. Lighederne
forstås som naturgivne, og - kan man sige - svarer til et essentialistisk princip. Det vil
sige, at når alle enkelte ting har en essens, er det muligt at inddele dem i klasser efter denne
essens. Der er bestemte egenskaber en ting må besidde for at tilhøre den bestemte art (de nødvendige
egenskaber). Når en ting har disse egenskaber, så tilhører den arten. Et klassifikationssystem
består tillige af flere niveauer, de højeste niveauer består af begreber, der er mere
almene end de begreber, der er placeret på de lavere niveauer. Dette svarer til zoologiens
klassifikation af dyr. De enkelte dyr tilhører bestemte arter, og disse bestemte arter er medlem
af den samme underslægt. Art, slægt, familie er altså eksempler på taksonomier, og for hver
kategori er der særlige inddelingskriterier (fx blomsters farver). Men det, som Foucault er
optaget af, er ikke at forene den rationalistiske filosofi på sine egne præmisser, men at situere
den som en del af en praktik og en politisk ordning af virkeligheden, som legitimeres og gennemdrives
af bestemte diskurser.
I slutningen af 1600-tallet begyndte den engelske læge Thomas Sydenham at klassificere sygdomsbeskrivelser
X . Hans iagttagelser ved sygesengen indeholdt en beskrivelse af sygdommes
symptomer og sygdommes fremkomst og udbredelse. For Sydenham var sygdomme arter svarende
til zoologiens dyrearter og botanikkens plantearter. Det vil sige, at for hver sygdomstype
er der en række nødvendige symptomer, der altid vil optræde ved sygdommen. Fremkomst
og udbredelse af sygdom var ifølge Sydenham tillige bundet til bestemte situationer og betingelser.
Det vil sige, at sygdommene selv ikke tænktes som noget historisk og geografisk betinget.
”There is only one plane and one moment” 74 . Den måde at tænke sygdom på var endnu
ikke mulig.
Ca. 100 år senere, i perioden fra 1761 til 1798, dominerede klassifikationen helt den medicinske
teori, der organiserede sygdom i familie og slægt og arter. Princippet for denne klassifikation
af sygdomme står i modsætning til en filosofisk viden. Medicinerne og botanikerne Linné
og Francois Boissier de La Croix de Sauvages udarbejdede deres sygdomsklassifikationssystem.
Sidstnævntes nosologiske metode er beskrevet i en bog fra 1760: Nosologia methodica,
hvori han ud fra symptomatologien inddelte sygdommene i 10 klasser, som igen inddeltes i 44
ordner og 314 slægter XI .
Når lægen med denne systematiske klassifikation som baggrundsviden stod overfor sin pati-
74
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London.,
p. 6.
43

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ent, var det på samme måde som, når de samtidige portrætmalere malede et portræt. De gengav
nøje de mindste og naturlige ansigtstræk, mens lægen ”malede et billede” ved at gengive
de mindste og naturlige tegn på sygdom. Han sammenlignede de fænomener, som han så, og
bestemte forskellene i forhold til den generelle patologi (jf. Sydenham). Sygdommens essens
var det imidlertid ikke så ligetil at få fat på, fordi den undergik forandringer i legemets rum:
næseblod kunne fx blive til haemoptysis eller cerebral haemorrhage. Man tænkte sygdom som
en essens iboende menneskets legeme (det essentialistiske princip), og at sygdommen vandrede
rundt i legemet fra organ til organ, og her gav forskellige symptomer, hovedpine når
sygdommen boede i hjernen, hoste når sygdommen boede i brystet, osv. Det ændrede imidlertid
ikke ved sygdommens fundamentale struktur. Lægen måtte, når han stod overfor patienten,
se bort fra de ekstra symptomer, som denne vandring af sygdomme afstedkom. Han skulle så
at sige ”se igennem” patienten for at afdække den skjulte essens.
For at kunne placere sygdommene i det essentielle rum måtte klinikeren have fat i det fælles
berøringspunkt mellem essens og legeme. Således viste Meckel XII omkring 1765 ud fra dissektioner,
hvorunder han bl.a. vejede og sammenlignede hjernemasser, at hjernen hos manikere
er let, tør og sprød, fordi manien er en livlig, varm, eksplosiv sygdom 75 . Med anvendelse af
dissektioner konstaterede Meckel udelukkende det kvalitative aspekt, som udgjorde den eneste
forbindelse mellem essensen og legemet. Det fælles kvalitative ved tilstande som apoplexi,
syncope (besvimelse) og paralyse var ophøret af voluntære (viljesbestemte) bevægelser, og
essensen af sygdommen var givet ved denne analogi mellem tilstandene. Identifikation af
sygdommen forudsatte et kvalitativt blik, en kvalitativ vurdering af sygdomsfænomenerne, af
forskellene, et skarpt blik for disse variationer, som ifølge Foucault krævede en hermeneutisk
tolkning af det patologiske byggende på erfaring:
”A subtle perception of Qualities, a perception of the differences between one case
and another, a delicate perception of variants – a whole hermeneutics of the pathalogical
fact, based on modulated, coloured experience, is required; one should
measure variations, balances, excesses, and defects” 76 .
Ved at aflæse sygdommenes rationelle orden aflæste man selve naturens orden, altså det ontologiske
princip bag såvel plante-, dyre- som sygdomsverdenen.
Den klassifikatoriske medicin var imidlertid endnu ikke i stand til at indordne en patologisk
anatomi, selvom Morganis XIII patologiske anatomi De sedibus blev publiceret i 1761, og selvom
der fandtes dissektionsrum i klinikken i Wien fra 1754, og der fandt dissektioner sted både
i Pavia og i Paris. Et anatomisk grundlag for patologien kunne ikke tænkes, synlige læsioner i
lig fx, kunne ikke angive en given sygdoms usynlige essens. Raben Rosenberg siger det således:
”Det afgørende er, at den klassifikatoriske medicin og den patologiske anatomi tilhørte
to helt forskellige rum: et essentielt nosologisk rum og et geografisk legemligt
rum, og der var ikke en grundlæggende erkendelsesmæssig kode til forening af vi-
75
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
pp. 12-13.
76 Ibid., p. 14.
44

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
den om disse rum” 77 .
En erkendelse af naturens orden i legemets rum blev aldrig opnået i den klassifikatoriske medicin,
og det var det som i mange år var den afgørende hindring for, at medicinen kunne drage
nogen nytte af Morganis anatomi. Først ca. 40 år senere med Bichat XIV kunne tingene tænkes
sammen.
Foruden sygdommens rumlige placering (dens primære spatialisation) og legemets rum (den
sekundære spatialisation) var der sygdommens sociale rum (dens tertiære spatialisation),
hvor sygdommen blev erkendt, isoleret, og hvor dele af behandlingen fandt sted. Det sociale
rum kunne fx være på hospitalet. Men hospitalet vanskeliggjorde i højere grad lægens genkendelse
af sygdommens essens, end legemets rum gjorde det. På hospitalet risikerede sygdommen
helt at miste sin essentielle identitet. Her blev den nemlig placeret et sted, hvor den
kom i kontakt med andre essenser, og det medførte risiko for, at essenserne blev blandede.
Det naturlige rum for sygdommens placering i det sociale rum var derfor i familien. Her observerede
familielægen den syge, placerede sygdommen i det essentielle rum og indtog en
passiv og afventende holdning. Som sygdommen skred frem, var det tilstrækkeligt at lindre
smerterne, og når den klingede af, gjaldt det om at følge naturen og fx styrke den syges kræfter,
hvis det var nødvendigt 78 . Hospitalet opfattedes ikke som et sted for lægekunst, da hospitalet
ved at blande de forskellige sygdomsessenser “forstyrrede” lægens blik. Patienten hørte
derfor til i hjemmet hos familien. Indlæggelse i hospitalet skabte snarere såvel sygdom som
fattigdom 79 .
Hospitalets betydning var sammenfaldende med økonomiske forestillinger, hvad angår understøttelse
i forbindelse med sygdom og opfattelse af fattigdom. De resoursser, der blev brugt til
driften af hospitalerne, var for det første de fattiges ret. Når den syge blev indlagt på hospitalet,
blev han en dobbelt byrde for samfundet. Hjælpen bliver kun givet til ham selv, og hans
familie blev dermed udsat for fattigdom og sygdom. Hospitalet skabte sygdomme på grund af
det lukkede og pestilensfyldte domæne, som det konstituerede, og det skabte yderligere sygdom
i det sociale rum, som de var placeret i 80 .
Selve oplæringen i den klassifikatoriske medicin foregik som en type mesterlære ved privat,
individuel undervisning, og var som ofte kostbar og langvarig. De senere så betydningsfulde
undervisningsklinikker var endnu uden nogen særlig betydning. Det centrale er på det tidspunkt,
at den ordningsskabende fornuft ikke har opdaget sig selv som subjekt, det vil sige, at
man ikke stiller spørgsmålet om, hvordan man forestiller sig det forestillende subjekt. Det var
naturen, der fortalte sandheden.
Indretningen af behandlingen af syge er netop en af de sociale betingelser, som gør det brud,
som fører til den kliniske medicin, mulig. Der eksisterede nemlig allerede i den klassicistiske
77
Rosenberg, Raben (1978): “Foucault - klinikkens fødsel”. In: Agrippa. Psykiatriske tekster. Årgang 1, nr. 1, p.
63.
78
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
p. 17.
79 Ibid., pp. 17-18, 39.
80 Ibid., p. 18.
45

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
periode en stabil struktur med en decentral medicin, og hvor statens udgifter var helt nede på
et minimum, når det drejede sig om sygdom. Det var også en form for desocialiseret medicinsk
praksis, hvor medicinens betydning var minimal for samfundet. Medicinen var apolitisk,
og lægerne havde ikke behov for nogen form for juridisk status og legal protektion og havde
ikke nogen særlig betydning for samfundet.
Opstillet skematisk ser den klassifikatoriske medicin ifølge Foucault ud som følger inddelt
efter, hvilken relation har lægen til staten, hvilken uddannelsestype gennemgår lægen, og
hvilke pleje- og behandlingsfunktioner har lægen:
Lægens relation til staten: minimal kontrol fra den dynastiske stats side, medicinen
apolitisk, lægen udenfor samfundets magtsfære
Lægens uddannelsestype: en type mesterlære, privat undervisning, erfaringsviden,
metafysik
Lægens funktion i pleje og behandling: patienten er i hjemmet, patienten tilbydes ej behandling,
lægen er filosof
7.2.1.1.2 Den kliniske medicin
7.2.1.1.2.1 Bruddet med klassicismen
Erkendelsen er med Oplysningstiden, at subjekter skaber deres egen historie, og det er denne
tro, som Foucault afdækker som en illusion. Han taler i stedet for at det er aktualiterne, ikke
subjekterne, som gør den europæiske historie siden 1600-tallet. Foucault er interesseret i at
rekonstruere disse aktualiteter. Det moderne menneskes selvforståelse er nu, at mennesket er
fornuftigt, og at det bliver mere og mere fornuftigt, og styres af sin fornuft. Foucault anerkender
ikke denne historiske fremstilling. Han ser derimod historien som et diskontinuerligt kludetæppe
af aktualiteter, som alle er kombinationer af fornuft og ufornuft, og som er uden slutgyldig
grund 81 . Det er altså en kritik af videnskaberne som selvforståelse, som Foucault fremfører.
Inden for nogle ganske få år skete der en pludselig og radikal omstrukturering af den medicinske
diskurs, som var så gennemgribende at der blev tale om en helt ny diskurs. Sygdomsopfattelse,
hospitalets funktion og undervisningens organisation var ikke længere de samme. Nyt
opstod, og heriblandt klinikken. Klinikken dels som institution - undervisningshospitaler –
dels som metode – den anatomo-kliniske metode.
Det nye inden for sygdomsforståelsen er, at man begynder at klassificere legemet i stedet for
sygdommene, da sygdom nu forstås som, at selve legemet er sygt. Hertil kommer en ny definition
af patienten i samfundet, og der skabtes en forbindelse mellem samfundets hjælp til
syge og den medicinske erfaring, mellem hjælp og viden 82 tænkt ud fra, at sygdom findes her
og nu, ikke altid og overalt.
Den ny videnskabelige diskurs gik ud på at sige, hvad man så. Og sin erfaring som læge viser
81 Callewaert, Staf (1987): Om Foucault og postmodernisme-diskussionen. Forskningsnoter nr. 1. December
1987. Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
82
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
p. 195.
46

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
man netop ved det, man siger, at man ser. At sige og se smelter sammen og bliver ét. Det, der
nu var vigtigt og tilstrækkeligt for lægen, var altså at se, og et rationelt sprog om det, man så,
blev til. Desuden forekom begrundelser hentet i metafysikken ikke længere i samme udstrækning
- medicinen blev positiv (inspireret af kemien) 83 .
Epidemiernes sygdomssymptomer havde tidligere været et problem. De var blevet opfattet
som en side ved sygdommen, en måde at være på, et symptom som så mange andre. Den eneste
forskel var, at der var mange, der blev angrebet på én gang. Men ved epidemierne i 1721,
1769 og 1780 begyndte man at supplere det klassifikatoriske aspekt med det geografiske og
det historiske (altså stedet og tiden) 84 og man så i det hele taget epidemierne som et meget
mere indviklet fænomen end før. Arbejdet med epidemier krævede nogle institutioner, og
grupper af læger blev nu udnævnt til at overvåge eventuelle udbrud. Denne organisering krævede,
at der var en myndighedsfunktion overfor befolkningen. Og medicinen var hermed blevet
politisk.
Omkring den franske revolution (1789) havde medicinen nu to forskellige måder at anskue
sygdom på. Dels den klassifikatoriske, som beskrev sygdommenes essenser gennem et kvalitativt
klinisk blik foretaget af lægen stillet overfor den syge, og dels en mere historisk orienteret
kvantitativ medicin omkring epidemierne. Den først nævnte blev doceret på de medicinske
fakulteter på universiteterne, og til den sidste blev oprettet et nyt organ, Société Royale de
Médicine, som skulle kontrollere, centralisere og planlægge den medicinske funktion i forhold
til epidemierne 85 . Forskellige spørgsmål rejste sig i den forbindelse, fx vedrørende lægens
autorisation, om medicinen kunne opretholde sin status som liberalt erhverv, og vedrørende
en formaliseret undervisning af læger. Ved uddannelse til mediciner ved universitetet op gennem
1700-tallet fik studenterne adgang til at praktisere efter 3 års studier, men der fandtes
ingen kontrol med eksamener, osv. Først i slutningen af 1700-tallet begyndte man at stille
krav til studenterne angående bestået eksamen. Selve hospitalsinstitutionen ændrede sig efter
den franske revolution, idet hospitalerne blev nationaliserede, og selve det ideologiske grundlag
under hospitalerne blev angrebet. Der manglede en organiserende struktur, der kunne
samle medicinen til en helhed 86 .
7.2.1.1.2.2 Efter bruddet
Efter bruddet var blikket blevet et andet, og sygdomsforståelsen havde ændret sig. Blikket
blev nu koncentreret om symptomerne, idet man mente at alle patologiske manifestationer i
sig selv vil tale et klart, ordnet sprog (oplysningstanken). Der er ikke noget at fortolke, der er
ingen essens bag, sygdom er ikke andet end en samling af symptomer, symptomerne er de
tegn, der udtømmende beskriver sygdommen. Det sprog, symptomerne taler, kan lægen opfatte
med sit blik og sin bevidsthed. Blikket er trænet i at være præcist, omhyggeligt, tålmodigt,
opmærksomt og at sige hvad det ser – altså klinisk. Så det gjaldt nu om, at lægen anvendte
83 Ibid., p. 196.
84 Ibid., p. 23.
85 Ibid., pp. 26-27.
86 Ibid., pp. 39-43.
47

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
synet og hørelsen, og “oversatte” disse sansninger til noget sproglige. Det vil sige, at lægen
skulle se og lytte til patientens krop og røre ved ham. Og dermed var det hospitalet i form af
undervisningsklinikker, der blev vigtige. Og det blev hospitalet frem for hjemmet og familien,
der både kunne forene en social støtte til de fattige og kunne bidrage med en viden om sygdomme,
som de rige kunne komme til at lide af. Så det almene hospital blev til klinik. Og
hermed ændredes det medicinske blik sig fra det kvalitative til det kvantitative (de mange
patienter samlet på hospitalerne). Det blev muligt at anvende statistik og sandsynlighed. Det
uspecifikke og individuelle blev til det typiske og det gennemsnitlige. Og nu blev undervisning,
beskrivelse af sygdommene og behandling en enhed - den nye undervisningsklinik var
dermed etableret i hospitalet.
Undervisningsklinikkerne trænede lægerne i den nye kliniske metode, som bestod i en karakteristik
af sygdommene set som samlingen af symptomer, og her lærte de at transformere det
visuelle til det sproglige. Beskrivelse, undervisning og behandling blev en enhed. I hospitalet
blev de fattige behandlet, og deres store antal gjorde det muligt at opstille det typiske sygdomsbillede.
Undervisningsklinikkerne havde været private, hvilket vanskeliggjorde forskningen,
og man kunne ikke forvente, at lægen i sin private praksis ville risikere at miste sit
gode omdømme. Men i hospitalet var lægen ikke bundet på denne måde, og hans talent kunne
udtrykkes på en ny måde. Og når hospitalet nu blev af interesse for ikke blot de fattige, men
også for de rige, blev den private forskning i undervisningsklinikkerne koblet sammen med de
offentlige hospitaler (øvrighedens hospitaler) (lægerne havde ikke selv i deres private individuelle
undervisningsklinikker råd til at finansiere forskningen), og der var skabt en stabil
struktur mellem hospitalet og klinikken.
Den franske anatom Marie-Francois-Xavier Bichat opstillede (omkring år 1800) 21 forskellige
vævstyper, og det kliniske blik rettede sig nu mod dybden i menneskets krop og ikke kun
mod overfladen af legemet - ikke mod sproglige strukturer, men mod reelle strukturer. Sygdommen
blev herved lokaliseret i legemets rum. Det var legemet selv, der var blevet sygt:
“Disease” (…) “is a set of forms and deformations, figures, and accidents and of
displaced, detroyed, or modified elements bound together in sequence according to a
geography that can be followed step by step. It is no longer a pathological species
inserting itself into the body wherever possible; it is the body itself that has become
ill” 87 .
Den anatomo-kliniske metode opstod. Og endelig blev døden på samme vis placeret i legemets
rum. Afslutningen på det patologiske tidsrum - tiden lige før døden - og kadaverosen
faldt næsten sammen, man kunne obducere lige efter dødens indtræden.
Med Bichat begynder man for alvor fra at rette blikket fra det synlige til det usynlige. Her
bliver lægens blik et dybdeblik, der er analytisk og abstraherende, og det søger at skille det
funktionelle ad i anatomiske enheder. Det kliniske bliks klassifikatoriske overfladestruktur
forenes altså med teoretiske dybdestrukturer. Man forsøger at koble de kliniske data med de
anatomiske fund, og så efterfølgende formulere den sproglige beskrivelse heraf. Og dermed
var det ikke længere muligt at tale om sygdommenes essenser, nu måtte man spørge om betydningen
af ord.
87 Ibid., p. 136.
48

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Et vigtigt problem, der blev diskuteret, var om alle sygdomme havde en læsion (et fikspunkt i
kroppen). For eksempel havde febertilstande tilsyneladende ikke nogen sådan organisk struktur.
Broussais XV mente herom, at det visuelle på overfladen af legemet er sekundært i forhold
til reaktionen i legemet, og at vævene angribes først, mens læsionen først kan påvises senere.
Patofysiologien (det usynlige) kommer altså nu før patoanatomien (det synlige), og febertilstand
kan beskrives som en organisk proces, en patofysiologisk proces. Sygdomme er blot
udtryk for legemets samlede reaktioner på en abnorm funktion. Det vil sige, at det er i det
rum, som organerne udgør, lægen skal studere, dvs. det er studiet af de patologiske reaktioner
i organerne, der er medicinens egentlige opgave 88 .
Et af de vægtigste vilkår for det erkendelsesskift, der skete med organiseringen af klinikken,
og dermed forvandlede lægevidenskaben, er organiseringen af hospitalet som et eksaminationsapparat.
Et tydeligt eksempel er lægen, der kommer på besøg på hospitalet for at tilse den
syge. Før klinikkens fødsel var lægen ikke tilknyttet klinikken, havde meget lidt at gøre med
sygehusets daglige drift. Men fra slutningen af 1700-tallet begynder lægen at komme på daglige
stuegange på hospitalet, og reglementet for besøget (stuegangen) præciseres med klokkeslæt
og varighed (to timer dagligt). Og der oprettes dernæst stilling til lægen, som nu skal bo
på hospitalet, og som så skal yde alle lægetjenester mellem stuegangene, som så gås af en
anden læge, døgnet rundt. Inspektionen, som altså tidligere var uregelmæssig, bliver nu til en
regelmæssig observation sådan, at den syge nu ustandselig underkastes eksamination. Og dette
får følger, mener Foucault: inden for hospitalets indre hierarki begynder denne tidligere
udenforstående læge at dominere i forhold til personalet, som dermed får en underordnet rolle
under eksaminationen af patienten. Og det er på denne måde, at sygepleje som erhvervskategori
opstår.
Den klassifikatoriske medicin var “moderne” i den forstand, at den byggede på observation og
tolkning. Men den var ikke klinisk, fordi den havde det gamle blik, som leder efter hvilken
sygdomsessens, det handler om. Hele Foucaults tese er, at det, der gør forskellen mellem den
klassifikatoriske medicin og den kliniske medicin ikke er, at den kliniske medicin senere bliver
eksperimentel og observationsorienteret, mens den før var spekulativ. Det, der skifter, er
blikket. Det vil sige, forholdet mellem de ting, som man ser, og de ord, som man fortolker dét
med, som man ser. Det vil sige, et blik der på én gang fornemmer og fortolker.
- Og det kliniske blik fornemmer og fortolker ikke “sygdom som essens” ved at se på kroppens
overflade og “udtolke” et væsen. Det kliniske blik ser på kroppen og sammenholder det,
det ser, med observation ved sygesengen. Det fortolker ikke en sygdom som væsen, men en
sygdomsproces.
Opstillet skematisk ser den kliniske medicin ifølge Foucault sådan ud inddelt efter, hvilken
relation har lægen til staten, hvilken uddannelsestype gennemgår lægen, og hvilke pleje- og
behandlingsfunktioner har lægen:
88
Martinsen, Kari (1991): Omsorg, sykepleie og medisin. Historisk - filosofiske essays, Forlaget Tano, Otta,
kapitel 8.
49

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Lægens relation til staten: øget kontrol fra generalistembedsmandsstatens side,
medicinen politisk, lægen er myndighedsperson (autoriseres)
Lægens uddannelsestype: en type mesterlære og universitær, uddannelsen statsejet,
embedseksamen, erfaringsviden og deskriptiv
viden
Lægens funktion i pleje og behandling: patienten hospitaliseres, patienten tilbydes behandling,
lægen er kliniker
Den centrale forskydning fra den klassifikatoriske medicin til klinisk medicin er altså måden
at kombinere erfaring og sprog på. For den klassifikatoriske medicin eksisterer viden på en
sanseformel og som en metafysik, eller noget som kun Gud véd. Den kliniske medicins oplevelser
med virkeligheden eksisterer kun som viden, når jeg siger, hvad jeg ser. Og jeg kan se
alt i princippet. Det vil sige, at det er fortsat fortolkning af erfaringen, men nu sættes erfaringen
på sproglige formler, og disse sproglige formler bliver så viden. Erfaring og sprog smelter
sammen.
Foucaults bog om klinikkens fødsel handler altså om to ting. Det er for det første en ny form
for viden - humanvidenskaben, og for det andet bliver den moderne lægevidenskab snævert
knyttet til politiske og økonomiske magtstrukturer i samfundet.
7.2.2 Medicinen i moderne avancerede samfund
Som nævnt tidligere i kapitlet om det empiriske materiale beskriver Foucault samspillet mellem
interne faktorer (den rent faglige tænkning i medicin) og eksterne faktorer (groft sagt
socioøkonomiske og politiske faktorer), to serier af faktorer, som betinger hinanden, men ikke
er årsag til hinanden. Som en slags alternativ eller komplementerende måde at tænke sig samspillet
mellem de interne og de eksterne faktorer vil jeg nu efter Foucault inddrage den franske
sociolog Pierre Bourdieus udredning af de medicinske fakulteter, de medicinske professorer
og medicinens tekniske og sociale kompetence ud fra Bourdieus undersøgelse af sit eget
felt - universitetet i Frankrig - i slutningen af 1960-erne i værket Homo Academicus 89 . Det
drejer sig om en komplementering i to henseender: for det første dokumenterer jeg en beslægtet,
men noget forskellig måde at se på sammenhængen mellem interne og eksterne faktorer.
For det andet kommer jeg ind på en periode, som er den, som Bourdieus studier handler om.
Som det tidligere er nævnt beskriver Bourdieu en homologi mellem det sociale rum, magtfeltet,
universitetsfeltet og den interne struktur i det medicinske felt, der gør krav på, at man kan
forstå dette som et kinesisk æskesystem - en gentagelse af samme opdeling mellem meget og
lidt - mellem økonomisk-politisk kapital kontra kulturel-videnskabelig kapital.
7.2.2.1 Medicinen i 1960-ernes Frankrig
Med Foucault har jeg altså forsøgt at vise, at der findes i Frankrig for ham to vigtige to perio-
89 Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicvs. Polity Press, England.
50

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
der i udviklingen af den medicinske viden - den klassicistiske periode (før 1789) og den kliniske
periode (efter 1789).
I 1900-tallet vokser enkeltdisciplinerne vokser frem, er mere tydeligt italesat, fx biokemi. Her
vil jeg inddrage Bourdieu. Bourdieu viser i værket Homo Academicus, at man præcis på
samme måde kan forholde de interne objektive strukturer med de objektive eksterne strukturer,
det vil sige på samme måde, som Foucault taler om den fag-interne genese og den fageksterne
struktur, taler Bourdieu - men mere generelt - om en homologi mellem den samfundsmæssige
orden og det akademiske/videnskabsfelt. Det, som Bourdieu siger om det videnskabelige
felt, og som er væsentligt for afhandlingens tema, er, at de magtforhold, der hersker
i samfundet (samfundet benævner Bourdieu “det sociale rum”, fordi Bourdieu ikke opfatter
samfundet som en enhed, men som sammensat af felter, det man med Weber kan kalde
differentiering i det moderne), betyder, at når vi ser på det akademiske/videnskabelige felt,
kan vi forstå det som homolog med den samfundsmæssige orden og struktur. I samfund er der
en polarisering mellem den økonomiske og den kulturelle kapital. Homolog hertil er der inden
for den universitære verden visse videnskabsfag, som mere orienterer sig mod den økonomiske/politiske
kapital, og andre som orienterer sig mod den kulturelle/uddannelseskapital.
I den universitære verden retter naturvidenskabsfagene sig mod den kulturelle kapital, mens
de “noble professioner” retter sig mod den økonomiske kapital i samfundet forstået således, at
det som traditionelt betragtes som social indikator på den samfundsmæssige orden (fx. at man
er læge, er gift, har børn, læser klassisk litteratur, osv.) også bliver indikator i den universitære
orden, og at dette spejles homologt, det vil sige bærer samme form for logik i måden, man
producerer videnskab på. Og det betyder for den medicinske verdens selvforståelse og produktion
af viden, at den er mere orienteret mod den økonomiske kapital i samfundet end den
naturvidenskabelige (det er fx. ”legitimt” for en læge og hans fag og videnskabsforståelse, at
han er gift og har børn, sidder i bestyrelser, har indflydelse på forvaltning af den medicinske
forskning, sidder i utallige komiteer, har centrale funktioner i opretholdelse af den samfundsmæssige
orden, mens det ville være ”illegitimt” for den naturvidenskabelige grundforsker i
teoretisk fysik fx., som skal producere ny erkendelse).
Anvendelsen af Bourdieus værk Homo Academicus er ikke med henblik på at bruge Bourdieus
feltteori i afhandlingen, men for at benytte Bourdieus anvendelse af hans feltteori på de
parisiske universiteter set fra subfeltet af professorer og specielt på medicin blandt professorerne
i Paris. Spørgsmålet er, hvad er det, der antydes her om medicinens sociale rolle? Når
Bourdieu anvender udtrykkene “kliniker” og “grundforsker” i Homo Academicus er det ikke i
den betydning, som disse bruges af Foucault, men som de aktuelle læger i undersøgelsen bruger
udtrykkene i en almindelig hverdagsagtig tale for at beskrive henholdsvis den praktiserende
læges udgangspunkt og udgangspunktet for lægen, som orienterer sig mod forskellige
typer grundforskning. Centralt i Bourdieus analyse i Homo Academicus er som sagt modstillingen
- homologien - mellem klinikeren (videnskabelig garanteret praktik) og de, der orienterer
sig mod forskellige typer af grundforskning (science, dvs. teoretikeren).
Bourdieu tager i Homo Academicus - som tidligere anført - udgangspunkt i Kants distinktion
om striden mellem de verdsligt dominerende fakulteter (de højre - højere fakulteter) som teologi,
jura og medicin - der mest direkte kontrolleres af øvrigheden (embedsfagene) og har
51

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
støttefunktioner for myndighedsudøvelse - og de (venstre - lavere) fakulteter, der ikke direkte
har noget verdsligt ærinde, men mere er overladt til “de lærde folks egen fornuft” (filosofi og
naturvidenskaberne). Bourdieu relaterer dette til skellet i 1968 mellem medicinere, jurister og
teologer på den ene side og humaniora/socialvidenskaberne og naturvidenskaberne på den
anden side 90 . Bourdieu angiver, at universitetsfeltet er organiseret ud fra to antagonistiske hierarkiske
principper: det sociale hierarki (det akademiske), som bestemmes af nedarvet kapital
og af den aktuelle økonomiske og politiske kapital, som står i modsætning til det specifikke,
rent kulturelle hierarki, som bestemmes af den kapital, som sigter mod videnskabelig autoritet
og intellektuel renommé. Disse to principper - det første et verdsligt legitimeringsprincip og
det andet et videnskabeligt og intellektuelt legitimeringsprincip - er indbygget i universitetsstrukturen,
og er konkurrerende. Det verdslige princip er mere direkte afhængigt af magtens
felt i samfundet, og denne afhængighed viser sig især i de juridiske og de medicinske fakulteter,
mens naturvidenskab mere er bærer af det videnskabelige legitimeringsprincip, og derimellem
befinder human- og socialvidenskaberne sig. Hele universitetsfeltet bliver igennem
1800-tallet mere autonomt, skriver Bourdieu.
Om medicinen siger Bourdieu, at den er en videnskabelig garanteret kunst, og som idé har
den i sig en dobbelthed, en både teknisk og social kompetence:
“We should remember what sets scientific research, that free enquiry which has no
limits beyond its own, against not only a normative discipline like law but also
against the scientifically guaranteed art of medicine, entrusted with putting science
into practice, and also imposing an order, the Medical Order, that is to say a morality,
a lifestyle and a life ideal, as was evident in the case of abortion, in the name of
authority which is not only that of science but also that of the ‘capable’ and the ‘notable’,
predisposed by their position and their dispositions to define the good, and
standards of goodness (...” 91 .
Dét, Bourdieu sætter mod hinanden, er science (fx. teoretisk matematik) mod en enten normativ
doktrin (fx. jura) eller en videnskabelig garanteret praktik (medicin).
Medicinen er ifølge Bourdieu et fag, der bedriver en virksomhed, og den kunst garanteres så
videnskabeligt. I medicinen øges mere og mere den sociale ordensmagtsfunktion, som er
grunden til medicinernes sociale betydning, og kunsten adskilles fra rent tekniske kompetencer
såsom teoretisk matematik. På den måde adskiller medicinen sig fra andre rent tekniske
kompetencer, der ikke medfører nogen speciel social autoritet. Medicinen som videnskabelig
garanteret kunst har ifølge Bourdieu til opgave at anvende videnskab i praktik. Bourdieu
skriver:
90 Ibid., p. 62.
91 Ibid. p. 51.
“The competence of the doctor or jurist is a technical competence guaranteed by the
law, which confers the authority and the authorization to use a more or less scientific
knowledge: the subordination of medical researchers to the clinical practitioners
expresses this subordination of knowledge to social power, which lays down its
functions and limits. And the operation effected by Kant’s higher faculties is partly
akin to social magic, which, as in initiation ceremonies, tends to consecrate a com-
52

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
petence which is inextricably social and technical” 92 .
Og modstillingen mellem fakulteterne - mellem de videnskabelige kompetencer og de sociale
- genfinder man inden for de enkelte fakulteter. Således fremviser Det Medicinske Fakultets
struktur strukturen i det samlede fakultetsrum (og magtfeltets), der kan beskrives som en
modstilling mellem kunsten og videnskaben:
(...)”the complex and multidimensional opposition between the clinical practitioners
and the biologists in the medical faculties (moreover different enough in their social
and educational origins from the biologists in the science faculties) can be described
as the opposition between an art, guided by the ‘experience’ culled from the example
of their elders, and acquired over a period of time through attention to individual
cases, and a science, which is not satisfied with the external appearances which
prompt diagnosis, but seeks to grasp the underlying causes” 93 .
Denne modstilling mellem kunst og videnskab giver liv til helt forskellige tilgange til medicinsk
praksis: den kliniske relation mellem patient og læge baseret på en “liberal” medicin
(samtaler mellem læge og patient), og en tilgang baseret på laboratorieanalyser og forskning.
Den førstnævnte tilgang (klinikerne), skriver Bourdieu, forsøger at tvinge den anden tilgang
(fagets videnskabelige forskere - grundforskerne) til at begrænse sig til at lave teknologi, dvs.
systematisk viden om anvendelse i praktikken af den videnskabelige viden. Det vil sige at
anvende forskellige testede analysemetoder frem for at efterspørge nye metoder og opstille
mere langsigtede problemer. Og de medicinske forskere støtter sig mere og mere til videnskabens
autoritet under henvisning til behandlingsfremskridt, som videnskaben har medført.
Samtidig viser Bourdieu, at inden for det medicinske felt, er det de kliniske grundforskere,
som er underordnede, og at det medicinske felt støtter sig til mikrobiologerne, som er i opgang,
i modsætning til anatomerne, der er i nedgang. Der er det specifikke ved mikrobiologerne,
siger Bourdieu, at de forsøger at håndhæve at arbejde med grundforskning frem for
med en mere anvendelsesorienteret forskning. De kliniske grundforskere befinder sig politisk
til venstre, mens klinikerne, som har lav videnskabelig prestige, befinder sig til højre.
Dét, Bourdieu viser med sin analyse, er, at den opdeling eller polarisering af videnskab overfor
kunst genfindes inden for hvert af fakulteterne på universitetet, og igen inden for hver disciplin
og hver deldisciplin. Det vil sige, at inden for polen kunst har vi igen opdelingen
verdslig overfor videnskab på samme måde, som vi inden for den videnskabelige pol har opdelingen
verdslig overfor videnskab. Disse modstillinger af kunst og videnskab går så at sige
“hånd i hånd” som homologier 94 .
7.2.2.2 Fra dynastisk stat til nationalstat
Foucault fører staten på tale i sin analyse af genesen af den kliniske medicin. For igen komplementerende
at beskrive dette inddrages Bourdieus statsteori, som udkom i 1989 som et
92 Ibid., p. 63.
93 Ibid., p. 59.
94 Om Homo Academicvs se endvidere artiklen: Hovmark, Henrik (1995): “Homo Akademikus”. I: Universitetslæreren,
nr. 85, juni, Dansk Magisterforening. København.
53

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
større værk om eliteuddannelserne, eliten og staten (nationalstaten) 95 , og som er en “samlende”
teori om det moderne samfund på baggrund af mange års forskning, ikke mindst hans
uddannelsesforskning (-sociologi) 96 . Bourdieu hævder, at dette studie af den sociale dominans’
logik i avancerede samfund og af de mekanismer, hvorved det forklæder og foreviger
sig selv, dybt forankret i det franske klasse-, kultur- og uddannelsessystems særegenheder,
faktisk er en kondensering af principper, som er operative i såvel andre lande som andre epoker
97 .
Bourdieu fører staten på tale som et strukturelement af det avancerede samfund, nemlig den
forvaltningsmæssige og den sagsmæssige embedsmandskultur af upartiske forvaltere af det
“almenes vel” som eksperter på sag og organisation.
Når Bourdieu taler om en stat, så taler han om måden at udøve magt på. En måde at gøre tingene
på, og som ikke er at forveksle med skiftet i forskellige politiske regimer - fra feudalstyret
til fx. demokrati - og heller ikke at forveksle med forskellige produktionsmåder, fx. en
kapitalistisk.
I enhver dominansstruktur er de privilegerede via eksisterende politiske, sociale og økonomiske
ordener aldrig tilfredse med at udøve deres magt utilsløret og ligeledes utilsløret at påtvinge
deres fortrinsret. Ifølge Bourdieu er de allermest brutale styrkeforhold også samtidig
symbolske. En hvilken som helst egenskab - en hvilken som helst kapitalform, fysisk, økonomisk,
social, kulturel - kan som tidligere anført konstituere sig som en symbolsk kapital.
Dette sker i det øjeblik, når denne egenskab opfattes af nogle sociale agenter, som sidder inde
med netop denne type opfattelseskategorier, som sætter dem i stand til at genkende og anerkende
den, det vil sige, at tillægge den værdi. Eksempelvis er ære i de arkaiske samfund omkring
Middelhavet en typisk symbolsk kapital. Æren eksisterer i kraft af den fremstilling, de
andre giver af æren, og i det omfang agenterne deler et fælles sæt af overbevisninger, der sætter
dem i stand til at opfatte og værdsætte visse egenskaber og visse former for opførsel som
værende ærefulde. Symbolsk kapital er med andre ord lig med den form enhver kapital antager
i det øjeblik, den opfattes på basis af nogle opfattelseskategorier, som er resultatet af
kropsliggørelsen af de opdelinger og modsætninger, der er indskrevet i den pågældende kapitalforms
struktur, fx. dannet/udannet, rig/fattig, osv. Staten råder over midlerne til at indprente
og sætte nogle vedvarende anskuelses- og opdelingsprincipper igennem, som matcher dens
egne strukturer, stedet hvor koncentrationen og udøvelsen af den symbolske magt finder sted.
95 Oversat og udgivet på engelsk i 1996.
96 Afsnittet bygger på:
Bourdieu, Pierre (1996): The State Nobility. Elite Schools in the Field of Power. Polity Press, Cambridge. Forordet
af Wacquant, Loïc J. D. pp. ix-xxii.
Callewaert, Staf (1998): Forelæsning om Pierre Bourdieus statsteori i ph.d.-gruppen, upubliceret, Det Humanistiske
Fakultet, Københavns Universitet.
Bourdieu Pierre (1997): Af praktiske grunde. Oversat til dansk af Henrik Hovmark, Reitzels Forlag, København,
pp. 97-133.
Endvidere: Kant, Immanuel (1992): The conflict of the faculties (Der Streit der Fakultæten). Oversættelse og
introduktion ved Mary J. Gregor. University of Nebraska Press, Lincoln and London.
97
Bourdieu, Pierre (1996): The State Nobility. Elite Schools in the Field of Power. Polity Press, Cambridge,
forordet af Wacquant, Loïc J. D., p. ix.
54

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Staten har med andre ord en særlig form for symbolsk indflydelse.
I feudale samfund var kirken betroet at forvandle herrens magt, funderet som den var på kontrol
af våben, land og rigdomme, til guddommelig ret. I komplekse eller moderne samfund,
fastholder Bourdieu, har skolen overtaget dette arbejde med at indvi de sociale arbejdsdelinger.
Det betyder, at der i de moderne samfund er ikke én, men to kapitalformer, som giver
adgang til magtpositioner, definerer strukturen af det sociale rum og styrer gruppers og individers
livsbaner og livschancer. De to kapitalformer er økonomisk/politisk og kulturel/uddannelses
kapital.
Bourdieu argumenterer for, at uddannelsesmæssige titler i moderne samfund som forudsætning
for opstigning til toppen af private selskaber og offentlige bureaukratier signalerer en
konsolidering af en ny dominansform og en korresponderende forandring i det system af strategier,
hvorved den herskende klasse opretholder og maskerer sig. I feudale samfund antog
forholdet mellem den verdslige og den åndelige magtpol form af en forholdsvis enkel dualistisk,
men komplementær modsætning mellem krigere og præster, mellem sværdets og ordets
stridsmænd. I moderne samfund erstattes dette modsætningsfyldte par med et komplekst spind
af sammenkædninger på kryds og tværs mellem en mængde felter, hvori de forskellige og nu
effektive former for social magt cirkulerer og koncentrerer sig. Den kæde af indbyrdes afhængigheder,
som væver dem sammen i denne underlige helhed, kalder Bourdieu for magtfeltet,
og det rækker fra det økonomiske felt i den ene ende til feltet af kulturel produktion i den
anden. Industrialist og kunstner i 1800-tallet, chef og intellektuel i 1900-tallet er for Frankrigs
vedkommende personificeringer af henholdsvis den dominerende og den dominerede pol i
magtfeltet. Mellem disse to poler, i symmetrisk og omvendt orden i overensstemmelse med
den relative overlegenhed de tildeler økonomisk eller kulturel kapital, befinder det politiske
felt sig, feltet af højere offentlig administration, erhvervenes felt og universitetsfeltet. Magtfeltet
er den arena, hvor besiddere af forskellig slags kapital konkurrerer om, hvem der sejrer.
Det karakteristiske for moderne samfund er altså ifølge Bourdieu, at der sker (er sket) en uddifferentiering
af forskellige områder (fx. jura, behandling af syge, litteratur, kunst, videnskab,
politik, osv.), som så fungerer med en egen logik, hvor alle funktioner i arkaiske samfund
var (er) i ét. Der har altid i alle samfund eksisteret en magt og også en vis form for uddifferentieret
politisk magt, men altså som en mere “samlet” magt. Det vil sige, at når Bourdieu
taler om den moderne nationalstat, så taler han om, at den politiske magt udøves på en ganske
bestemt måde, en mere uddifferentieret og specialiseret magt.
Måden, hvorpå man i nationalstaten forvalter magten på, beskrives af Bourdieu med Max
Webers teori om bureaukratiet. Det vil sige, at man i nationalstaten forvalter (organiserer og
erkender) magten efter bureaukratiske principper, det vil sige dels efter personneutrale og
dels efter hierarkiske principper. Med nationalstaten bliver der tale om en embedsmandsstat,
hvor der findes embedsmænd, som alene er forvaltere, og embedsmænd som er forvaltere af
de forskellige sagsområder inden for de enkelte, uddifferentierede domæner. Og når der bliver
tale om ikke blot en generel forvaltning, men også om en sagsforvaltning, indføres embedseksamen.
Og det vil så sige, at uddannelsessystemet bliver vigtigt i nationalstaten. Det formelle
uddannelsessystem - statens - producerer statens embedsmænd. Det betyder, at i første omgang
er det formelle uddannelsessystem i nationalstaten embedsmandsuddannelser.
Det vil altså sige, at magten i nationalstaten uddelegeres til embedsmænd med en embedseksamen
fra det formelle uddannelsessystem, og som så forvalter magten efter bureaukratiske
principper inden for forvaltningen generelt og/eller inden for et sagsområde.
Det er her, at systemet af elite-etablissementer inden for højere uddannelse kommer ind, forskellige
former for eliteskoler. Uddannelsessystemet skaber ikke uligheden mellem menne-
55

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sker i samfundet, men har som funktion, at det forstærker og legitimerer den ulighed, der findes
i forvejen (hvordan de elitære grupper i samfundet får sig rekrutteret, uddannet og tildelt
magten). Bourdieu siger, at i det moderne samfund er der en selvforståelse om, at man skal
gøre sig fortjent til noget, dvs. man får en stilling tildelt som fx. læge, når man har arbejdet
med at erhverve sig en uddannelse til læge (gjort en egen indsats), og ikke blot fordi man er
søn af en læge (fået en arv foræret). Det at arve en stilling tilhører det præmoderne samfund,
er selvforståelsen nu. Men i virkeligheden, siger Bourdieu, reproducerer slægten sig fra far til
søn i det moderne samfund. Det er ikke sådan, at sønnen ikke skal erhverve sig en uddannelse
til læge - det skal han, inden han selv skal virke som læge. Og det vil sige, at i grunden har
uddannelsessystemet den funktion i det moderne samfund at være formidler af den magi, som
forvandler sociale forskelle til intellektuelle forskelle. Det vil sige, at en social forskel gøres
til - opfattes som - en intellektuel forskel. Det vil sige, at uddannelsessystemet forvandler social
excellence til intellektuel excellence, og igen til social excellence (embedsmanden). Derfor
er det ikke det ene eller det andet etablissement af skoler, men feltet, det vil sige rummet
af objektive relationer, de udgør, som bidrager qua feltet til reproduktionen af matrixen af
mønstrede forskelle og afstande bestemmende for den sociale orden. Og hermed har vi det,
Bourdieu benævner stats- eller embedsadelen, det vil sige at blive embedsmand per fødsel,
men altså først efter at have arbejdet hårdt i en uddannelse og aflagt alle eksamener. Det er
altså en model af den sociale deling af dominans-arbejdet, Bourdieu udvikler.
En pointe for Bourdieu er det, at embedsmanden i den moderne stat ikke længere arbejder
gratis i kongens tjeneste, som adelen gjorde det i præmoderne samfund, men nu gratis som
adelsembedsmand i det almenes tjeneste. Ikke af egen interesse, men i alles interesse, og det
vil sige, at der i det moderne samfund er den opfattelse, at der eksisterer universelle værdier
og universelle sandheder uafhængig af partsinteresser, og uddannelsessystemet garanterer så
oplæring til forvaltningen af disse værdier med udstedelsen af eksamensbeviser.
Bourdieu forstår altså nationalstaten som en række kraftfelter, hvor der foregår en kamp for at
få monopol på den legitime udøvelse af symbolsk vold - retten til at opstille og påtvinge fælles
normer, der er universelle og universelt gyldige inden for rammerne af en bestemt nation.
Ordet stat kan højst være en genetisk betegnelse, siger Bourdieu, som dækker over en række
objektive relationer mellem positioner i forskellige magttyper, der artikuleres i mere eller
mindre stabile netværk og alliancer og fænomenologisk udmøntes i vidt forskellige interaktionsmønstre,
der går lige fra åbne konflikter til mere eller mindre indforståede former for samarbejde.
Opstillet skematisk ser den kliniske medicin ifølge Bourdieu sådan ud inddelt efter, hvilken
relation har lægen til staten, hvilken uddannelsestype gennemgår lægen, og hvilke pleje- og
behandlingsfunktioner har lægen:
56

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Lægens relation til staten: øget kontrol fra specialistembedsmandsstatens side,
medicinen politisk, lægen er myndighedsperson (autoriseres)
og er en del af magtfeltet i samfundet
Lægens uddannelsestype: en type mesterlære og videnskabelig, uddannelsen
statsejet, embeds- og specialisteksamen, erfaringsviden
og videnskabelig viden
Lægens funktion i pleje og behandling: patienten hospitaliseres, patienten tilbydes behandling,
lægen er kliniker versus grundforsker, lægen har såvel
sags- som organisationskontrol
Foucault taler i sin bog, lidt upræcist, mest i vendinger som “slutningen af 1700-tallet” og
“begyndelsen af 1800-tallet”, dét, som jeg skitserer som før og efter den franske revolution.
Men nogle få steder angiver han mere præcist de forskellige epoker, som han arbejder med.
Ud af dette kan man tolke, at den klassifikatoriske medicin er stabil som struktur i Frankrig i
perioden 1761-1798. Den kliniske medicin synes at etableres i perioden fra 1798-1816, og
altså er stabil som struktur fra 1816. Foucault bevæger sig ikke tidsmæssigt længere frem end
1800-tallet, hvorfor jeg har suppleretmed Bourdieu via hans analyser af sit eget felt i Homo
Academicus.På baggrund af ovenstående er der tale om 2 epoker 98 :
Den klassifikatoriske medicin: før 1789
Den kliniske medicin: efter 1789 (etablering mere præcist i perioden 1798-1816).
Den kliniske medicin fortsat i 1900-tallet ifølge Bourdieu.
Hvis man nu samler de tre skematiske opstillinger om medicinen i ét skema, kan man betragte,
hvordan tilgangen til sygdom forskyder sig fra at være metafysisk og erfaringsbaseret henover
en periode med registrering (deskriptiv) plus erfaringsviden og til en videnskabelig udforskning
(vha. enkeltvidenskaberne) plus erfaringsviden 99 . Ligeledes hvordan uddannelsen til
læge ændres fra at være i privat regi, foregå usystematisk og som en type mesterlære først
forskydes til en systematiseret type mesterlære kombineret med en universitær skoling i statsligt
regi for at “ende med” en statslig universitær skoling fortsat koblet med en type mesterlære,
men med den nævnte ændring inden for videnskabstypen. Og om statens rolle i forhold til
behandling af syge skifter det fra, at staten har minimal kontrol med behandling af syge (den
dynastiske stat) til øget kontrol med området. Kontrollen med behandling af syge uddelegeres
til lægen, som i den kliniske medicin kontrollerer sygdomsbehandlingen (den generelle embedsmandsstat)
og sluttelig kontrollerer såvel sygdomsbehandlingen som behandlingsorganiseringen
(den specialiserede embedsmandsstat eller ekspertstaten). Og dermed hvordan diskursen
skifter fra kontrol med sjælen, til kontrol med legemet og til kontrol med det usynlige.
Og de centrale agenter og institutioner skifter fra at være præsten og kirken til lægen og
98
(Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
p. 4, p. 126, p. 189).
99
Jf. fremstillingen af distinktionen mellem de tre kundskabsformer: videnskabelig teori, praksisteorier og
kunst/håndværket tidligere i afhandlingen.
57

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
hospitalet og sluttelig til kemikere/humanbiologer og laboratoriet:
Lægens relation
til staten:
Lægens uddannelsestype:
Lægens funktion i
pleje og behandling:
Klassifikatorisk medicin før
1789 (stabil struktur 1761-
1798)
minimal kontrol fra den
dynastiske stats side, medicinen
apolitisk, lægen udenfor
samfundets magtsfære
en type mesterlære, privat
undervisning, erfaringsviden,
metafysik
patienten er i hjemmet,
patienten tilbydes ej behandling,
lægen er filosof
Klinisk medicin
efter 1789 (etableres 1798-
1816)
øget kontrol fra generalistembedsmandsstatens
side, medicinen
politisk, lægen er myndighedsperson
(autoriseres)
en type mesterlære og universitær,
uddannelsen statsejet,
embedseksamen, erfaringsviden
og deskriptiv viden
patienten hospitaliseres, patienten
tilbydes behandling,
lægen er kliniker
58
Klinisk medicin spottet
omkring 1960
øget kontrol fra specialistembedsmandsstatens
side, medicinen
politisk, lægen er myndighedsperson
(autoriseres)
og er en del af magtfeltet i
samfundet
en type mesterlære og videnskabelig,
uddannelsen statsejet,
embeds- og specialisteksamen,
erfaringsviden og
videnskabelig viden
patienten hospitaliseres, patienten
tilbydes behandling,
lægen er kliniker versus
grundforsker, lægen har såvel
sags- som organisationskontrol
Afhandlingen er således hvad medicinen angår med Foucault og Bourdieu teoretisk funderet i
to meget forskellige teorier om beskrivelsen og forklaringen af medicinen, som dog betragtes
som kompatible.

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
DEL II: HISTORIESKRIVNING OG ANALYSE
8 Spørgsmål til kildematerialet på baggrund af det teoretiske
grundlag og de franske forbilleder
Inden fremlæggelsen af de empiriske data fra Danmark, der er benyttet i afhandlingen, skal
der kort redegøres for, hvilke spørgsmål der er stillet disse data og til kilderne. Måden at stille
spørgsmål på er på en tredje måde inspireret af Bourdieus feltteori og retter sig mod fire områder
eller emner ud fra Bourdieus og Foucaults teorier om medicinen:
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til staten?
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til det formelle uddannelsessystem?
Hvilken social status har deltagerne i det medicinske felt?
Hvilke synspunkter har deltagerne i det medicinske felt om respektiv pleje- og behandlingsfunktioner?
Brug af Foucaults og Bourdieus teorier på denne måde indebærer en fare for at gøre teorierne
universelle; Foucaults og Bourdieus teorier omhandler forskellige tidsepoker, og spørgsmålene
her stilles generelt til de cirka 200 år, afhandlingen beskæftiger sig med. Så helt generelt
kan arbejdet ikke gennemføres. Ved de enkelte tilfælde ville vi komme ned på mere afgrænsede
forhold her og nu. Men den overgribende ramme ejer alligevel sin gyldighed for det sætter
visse grænser for det reelt mulige og tænkbare.
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til staten:
Foucault har i sine arbejder vist, at medicinen i den klassifikatoriske epoke er apolitisk, har
minimal betydning i samfundets politiske magtstrukturer, og nærmest er at betragte som et
kvasi-religiøst præsteskab. Staten har ringe interesse for befolkningens helbred og dermed et
minimum af udgifter på området. Syge borgere befinder sig i hjemmet, og når man bliver indlagt
på et hospital som følge af sygdom, er man en byrde for samfundet. I epoken med den
kliniske medicin er det karakteristisk, at medicinen er blevet politisk relevant. Det udmønter
sig ifølge Foucault bl.a. i, at man i Frankrig oprettede et statsligt medicinsk selskab, der skulle
kontrollere, centralisere og planlægge den medicinske funktion i forhold til epidemier. Man
nationaliserede hospitalerne, og man autoriserede lægerne.
Bourdieu viser bl.a. i sin statsteori, at magten i præmoderne samfund er en mere samlet magt
og med en mere enkel modsætning mellem det verdslige og det åndelige, og at magten uddifferentieres
og specialiseres i nogle forskellige områder, felter med en egenlogik, i mere avancerede,
moderne samfund. I disse felter cirkulerer og koncentrerer den sociale magt sig i et
komplekst mønster, som tilsammen udgør magtfeltet. Magten i moderne samfund forvaltes
efter bureaukratiske principper (personneutrale og hierarkiske), hvilket betyder et korps af
embedsmænd, og at embedsmanden udøver sin magt dels omkring de generelle statslige anliggender
som sådan, men dels også som sagsforvaltning. Denne embedsmand arbejder ikke
gratis for staten for ærens skyld, hvad han gjorde i det præmoderne samfund, men han arbejder
nu i det almenes interesser og ud fra universelle værdier og sandheder, og bliver godtgjort
59

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
for det. For Bourdieu er medicinen et eget felt med en egenlogik og et embedsfag i et moderne
samfund.
Spørgsmål til denne statens magt over faget medicin og siden for sygeplejen er for de danske
forholds vedkommende til at begynde med medicinalstyrelser, som oprettes. Hvornår oprettes
disse, hvem bliver medlem, på hvilken måde (lønnet/ulønnet), og hvor vidt og hvordan har
disse styrelser indflydelse på samfundet og dets borgere, på det medicinske felt. Andre
spørgsmål er oprettelse af stillinger i centraladministrationen (embedslægevæsenet) og stillinger
på hospitalerne, hvornår samt hvilke agenter beklæder disse stillinger. Altså hvor får de
forskellige agenter stillinger: på hospitaler, udenfor hospitaler, privat og/eller hos øvrigheden.
At der er tale om en bartskærers, en kirurgs, en stuekones, en sygeplejerske, en embedslæges,
osv. ansættelse i en privat institution og/eller i en institution drevet af øvrigheden. Og hvilken
institution. Angående stillinger på hospitalerne undersøges der alene de københavnske hospitaler
såsom Det kgl. Frederiks Hospital og Kommunehospitalet.
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til det formelle uddannelsessystem:
Foucault taler om, at det for det franske samfund under overgangen til epoken med den kliniske
medicin bliver et problem med at have en formel kontrol med indholdet af faget og oplæringen,
som ikke længere rummer det brede felt af ikke formelt uddannede kloge, af modstandere
kaldet for kvaksalvere og dermed, at i og med den kliniske epoke konstituerer sig, indføres
der en statslig uddannelse til erstatning af en privat oplæring. Oplæringen/uddannelsen i
medicin går desuden fra en usystematisk i den klassifikatoriske epoke til en mere systematisk
oplæring/uddannelse i den kliniske. Ifølge Foucault bliver medicinen desuden i den kliniske
periode afhængig af hospitalerne. Det kliniske blik krævede undervisningsklinikker, som trænede
medicinen i den nye kliniske metode.
Ud fra Bourdieus statsteori får uddannelse i moderne samfund generelt den betydning, at det
er via uddannelse, at de elitære grupper i samfundet får sig rekrutteret og tildelt magten, en
magt de via slægten er født til, men i det moderne samfund skal magttildelingen først legitimeres
via uddannelsessystemet. Den elitære position forstås dermed som intellektuelt grundet,
og det er dermed de intellektuelle uddannelser til forskel fra de praktiske, som bliver elitære i
det moderne samfund. Og uddannelse bliver generelt en måde at tildele magten på i det moderne
samfund, og dermed bliver uddannelsesbeviser vigtige i det moderne samfund - magten
udtrykt symbolsk. Den moderne stat benytter dermed uddannelse som et slags “instrument” til
at selektere i befolkningen og dermed bevidst eller ubevidst opretholde den givne samfundsorden
og den fordeling af goder over sociale grupperinger. For Bourdieu er uddannelsessystemet
det sted, hvor social magt konverteres til uddannelsestitler. Efter uddannelsen konverteres
uddannelsestitler igen til social magt. Derved bliver kundskabsformer, uddannelsestyper,
eksamensbeviser og uddannelsessteder interessante, når man skal undersøge, hvem der besidder
samfundsmagten, her magten i det medicinske felt.
Bourdieu skriver om medicin, at den er en praktisk kunst, der videnskabeligt garanteres. Og at
studere medicin som fag, et professionsfag, har at gøre med først og fremmest at erhverve en
social kompetence som ens videnskabelige kompetence er en del af. Og han skelner desuden
mellem to typer af læger, klinikeren og forskeren. Det vil sige, to typer af læger som orienterer
sig imod forskellige typer af kundskab - mod en praktisk kundskab og mod en videnskabelig
kundskab. Kundskabstyper fastlægges ud fra inspiration fra Foucaults beskrivelse af medicinen,
fra Bourdieu og tillige fra Durkheim. Foucault taler om, at medicinen er spekulativ,
bygger på fantasmer, er metafysiske forestillinger, dogmatik, undervisningen var “teori uden
60

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
matematik og fysik”, osv. i den klassifikatoriske epoke og tidligere. Det, som benævnes metafysik
her, var en disciplin inden for filosofien, der undersøger de fundamentale træk ved virkeligheden,
som vi kan referere til. Metafysikken beskæftiger sig med omfang, betingelser og
grænser for alt det, der har mulighed for at eksistere, herunder også hvordan virkeligheden
opfører sig, når vi ikke refererer til den 100 .
Durkheim skelner i forbindelse med opdragelse og undervisning mellem kunst, praktisk teori
og videnskabelig forklaring. Det vil sige: en skolelærer, som har lært sit erhverv via mesterlære,
er god til at undervise i praksis, men er ikke særlig dreven i at skulle kunne forklare, hvorfor
man gør det bedst på den ene eller den anden måde. En skolelærer, som er uddannet på et
lærerseminarium, har ikke bare lært sig at gøre, men har også lært sig, at på baggrund af nogle
indsigter i samfundsforhold, i menneskets natur, osv. at ræsonnere sig til, hvordan man bedst
kan gøre i undervisningen. Det er teori i den mening, at det er ræsonnement, som foreskriver
handlingen, og som man har fået almene fremstillinger af i seminarieuddannelsen. Men den
teori er ikke primært ude efter på videnskabelig grund (filosofi, historie, sociologi, psykologi,
osv.) at beskrive skolelærerens praktiske gerning for siden at kunne forklare, hvorfor det bliver,
som det er, hvad der er årsager og grunde. Seminarieteorien er en teori for praksis, det vil
sige, den taler på en ræsonnerende måde om, hvordan man bedst gør. De skolelærere på videreuddannelse,
der gik på Durkheims universitetskursus i pædagogik, lavede noget helt andet.
Dér lærte de at beskrive og forklare efter handlingen praksis og på en videnskabelig måde.
Det vil sige, de lærte sig videnskabelig teori om praksis. Jeg antager, at man kan sige noget
lignende om den lægelige praktik og teori og tale om lægekunsten, om medicinsk praktisk
teori og om medicin som videnskabsfag, som arbejder parallelt med biokemi. Disse underkategorier
skal forstås inden for et domæne, som hedder moderne erfaringsvidenskab, det vil
sige kunst, praktisk teori eller videnskabsfag som er empirisk funderede og i den forstand
deskriptive.
Uddannelse inden for medicin og oplæring inden for sygepleje foregår til forskellige tider ved
flere forskellige uddannelsesinstitutioner (i barberstuerne, på Amphiteatret, på Akademiet, på
universitetet, på hospitalerne) og i forskellige rum (skolestue, demonstrationsstue, klinik,
osv.). Og uddannelserne og oplæringen ejes (forvaltes) af forskellige instanser, af private og
af øvrighed. Og der er gennem tiderne forskellige krav til systematisk oplæring eller uddannelse.
Uddannelse som sådan kan altså sige noget om dominansforhold i samfundet, og dermed
også om dominansforholdet mellem fx. medicin og sygepleje som fag og erhverv. Nogle
agenter “skal” have uddannelse, andre skal ikke, nogle skal have videnskabsfag, andre praktiske
fag, andre kun kunsten, hvilket ud fra Bourdieu kan forstås som dominans/underordning.
Det vil sige, uddannelse bestemmer også den hierarkiske placering inden for et givet felt, og
uddannelse bestemmer tillige graden af autonomi og egenlogik inden for feltet.
Adgangskrav til uddannelsen spørges der i afhandlingen meget generelt til. Er adgangskravene
“høje” eller “lave” - kræves der relativ megen boglig skoling som adgangskrav? Kræves
100 Definitionen er fra Lübcke, Poul (1986): Metafysik. Introduktion til filosofi 3. Folkeuniversitetet, Museum
Tusculanums Forlag, København. Ifølge Lübcke skelner den klassiske metafysik traditionelt mellem: den fysiske
natur, den bevidste natur, den personale sfære, ånden eller det overindividuelle niveau (tekster, samfund, historie),
verden som helhed betragtet og det guddommelige. Som grundlag for at undersøge disse områder har man
en række generelle analyser af, hvad det vil sige, at noget eksisterer, at det er virkeligt, at det er muligt, at det er
nødvendigt, osv. (pp. 9-12).
61

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
der boglige kundskaber og/eller personlige egenskaber. Grunden til denne meget generelle
betragtning er, at det vil kræve en hel undersøgelse for sig selv om det danske skolevæsen,
hvis man skulle undersøge forhold som “skole for almuen”, “latinskolen”, “mellemskolen”,
“gymnasieskolen”, osv.
Hvilken social status har deltagerne i det medicinske felt:
Social status har at gøre med, om man er mand eller kvinde, om man er gift eller ugift, om
man har børn eller ej, og endelig alderen. Spørgsmålene stilles alene til sygeplejen. Kønnets
betydning kunne man analysere ud fra Bourdieus teori om det mandlige herredømme, og det
ville være relevant 101 . I det hele taget burde man lave hele den historisk-teoretiske-empiriske
analyse én gang til, men nu med kønsperspektivet som grund: hvad betyder det for skiftet til
den kliniske medicin og den kliniske sygepleje, at læger udelukkende er mænd, sygeplejersker
udelukkende kvinder, hver for sig og for deres relationelle virke, osv., osv. Det må stå tilbage
og behandles i en anden afhandling.
Men lige så vigtigt vil det være, men det er også udeladt nu, at vide noget om både lægernes
og senere sygeplejerskernes sociale og kulturelle herkomst, det vil sige de sociale klasser, de
rekrutteres fra, og de sociale klasser de kommer til at tilhøre gennem hvert sit erhverv. Men
det lader jeg ligge.
Ligeledes hele den sociale kapital om forbindelser i forhold til fagforening og andre sammenslutninger
kunne man også analysere ud fra Bourdieus feltteori, men alt dette er fravalgt, fordi
materialet rent empirisk er sparsomt umiddelbart, og ville kræve et langt større arbejde end
rammerne for en afhandling har tilladt. Dette gør ikke en sådan udredning mindre relevant.
Social kapital hos agenterne totalt afdækket ville ifølge Bourdieu fordre en større rekonstruktion
og analyse af agenternes livshistorie. Nogle få spørgsmål til den sociale status er alligevel
medtaget her, fordi netop disse siger noget om nogle sociale forskelle på gruppen af sygeplejersker,
gruppen af stuekoner og gruppen af vågekoner.
Hvilke synspunkter har deltagerne i det medicinske felt om respektiv pleje- og behandlingsfunktioner:
Indtil nu har jeg baseret min fremstilling på historisk materiale, som beskriver faktiske forhold
samt, hvordan de blev opfattet, og hvordan jeg interpreterer dem som faktiske forhold. I
det næste går jeg over til at bruge historisk materiale af en lidt anden slags for så vidt, at jeg
ikke interesserer mig for, hvad vi véd, at man gjorde, men for hvad vi véd, hvad man gjorde
gennem, at man præsenterede, forklarede, tingene på en bestemt måde: dét, man sagde, altså
dét man med et bredt modeord i dag kalder for diskurser. Det betyder ikke, at jeg refererer
mere end en sjælden gang til en længere udlægning, men snarere at jeg henviser til en organisering,
hvor betegnelsen, som bliver brugt, de korte beskrivelser af funktionen, eller det indhold
af funktionen, som jeg kan udlede fra betegnelser og organisation. Diskursen skal rigtig
nok forstås, som den også bruges af Foucault: italesættelsen af en praksis, som også virker
som ord og ikke bare handling. Foucault anvender i sit forfatterskab begrebet diskurs forskelligt,
nogle gange er det alene italesættelsen og nogle gange er det italesættelsen og praktikken,
101 Bourdieu, Pierre (1999): Den maskuline dominans. Forlaget Tiderne skifter, København.
62

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
han mener, altså ikke en skelnen mellem “at sige” og “at gøre” (underforstået: at ifølge Foucault
antager vi, at de gjorde som de sagde/skrev, mens den bourdieuske praktikteori snarere
er optaget af, hvad agenterne de facto gør, som ikke nødvendigvis modsvarer, hvad de siger,
de gør, men her er Foucaults og Bourdieus ærinder forskellige). For ikke at forvirre benytter
jeg derfor udtrykket “synspunkter” om denne dimension, idet alle dimensioner, der spørges
til, ifølge Foucault på en måde vil være udtryk for en diskurs 102 .
Spørgsmålene er igen inspireret af Foucault og Bourdieu, men er formuleret fortrinsvis ud fra
læsning af empirien, fordi dette studie er dansk, mens Foucault og Bourdieu arbejder med og
væsentligst refererer til de franske forhold. Det handler om synspunkter om plejefunktioner og
synspunkter om behandlingsfunktioner, og det skal forstås som, at det er agenternes egne udsagn/feltets
om funktionerne, fx. at en medicus’ funktion er “intern behandling”, at en opvartningskone
“læser højt for patienterne”, at kirurger og medicinere “opvarter patienterne”, osv.
Og ligeledes at nogle agenter har en overordnet rang, andre en underordnet og atter andre
både og. Nogle agenter skal fx. “adlyde ordrer fra andre”, nogle skal “instruere andre”, nogle
skal “kontrollere andre”, nogle skal ikke kontrolleres, ikke adlyde andre, osv. Rangen som
overordnet eller underordnet kan også tildeles via selve ansættelsen eller stillingen, fx. at der
på et givet tidspunkt findes en “overopsynskone”, som skal holde opsyn med andre agenter.
Nogle af funktionerne er så mangeartede, at det er nødvendigt at samle dem i nogle kategorier
eller samlebetegnelser. For eksempel “at passe hospitalets infrastruktur”. Det indeholder funktioner
som: at gøre rent på sygestuen, opvarme sygestuen, gøre rent i køkken og toilet, tælle
linned, rede senge, opvarte patienter med aviser og blade, lave mad, lufte ud på sygestuen,
vaske patienterne, klæde patienterne på, servere mad og drikke for patienterne, trøste og opmuntre
patienten, hente præsten til patienten, osv. Det vil sige alt det, der har at gøre med at
sørge for, at hospitalet fungerer tilsvarende som var det et hjem, hvor der skal købes og tilberedes
mad, gøres rent, ryddes op, vaskes tøj. Alle de funktioner er: at passe infrastrukturen.
Synspunkter om plejefunktionerne at “observere patienterne og rapportere” og at “deltage i
behandlingen”, om man skal bo på hospitalet, om man arbejder om dagen, om natten eller
både dag og nat er alle indikatorer for, om agenterne deltager i den medicinske behandling og
på hvilken måde hele behandlingen angribes på. Man deltager fx. i behandlingen, når man
skal “sørge for, at grødomslag er rene og varme”. Grødomslag er en behandlingsform på et
givet tidspunkt. Om man skal bo på hospitalet og arbejde hele døgnet, er desuden en indikator
på - foruden at man deltager i behandlingen - hvilken tilgang til sygdom der er tale om, jf.
Foucault der taler om, at i den klassifikatoriske medicin studerer man sygdommen som essens
og ser bort fra patienten, hvorimod den kliniske medicin studerer sygdomsprocessen hos enkeltindividet
og dermed fordrer overvågningen.
Synspunkter om behandlingsfunktioner overfor plejefunktioner er altså agenternes egen opdeling.
Det vil sige, at det er synspunkter om pleje og behandling og ikke de facto praktikker,
102 Foucault, Michel (1993): Diskursens ordning. Installationsföreläsning vid Collége de France den 2. december
1970. Oversat til svensk af Mats Rosengren. Brutus Östlings Bokförlag. Symposion. Stockholm/Stehag.
Eribon, Didier (1991): Michel Foucault. Oversat til svensk Gustaf Gimdal. Brutus Östlings Bokförlag. Symposium
1991. Sverige, pp. 418-422.
Foucault, Michel (1972): Vetandets arkeologi. Oversat til svensk af C. G. Bjurström. Fransk originaltitel:
L’archéologie du savoir. Første oplag. Bo Cavefors Bokförlag AB. Sverige, pp. 181-184.
63

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
som agenterne måtte udføre. Det skal forstås på den måde, at deltagelse i behandlingen i form
af at “observere patienterne og rapportere” forstås som en plejefunktion, idet agenterne selv
udtrykker eller forstår det som pleje på trods af, at det egentlig lige så godt kan betragtes som
en behandlingsfunktion. Det ser man, hvor agenterne på et andet tidspunkt selv benævner at
“observere sygdom” som en behandlingsfunktion. Den er ikke forskellig fra at “observere
patienterne”, men den bliver forskellig alligevel, fordi rapportering bliver tilføjet. Det er ganske
enkelt udtryk for en arbejdsdeling mellem forskellige agenter inden for den samme arbejdsproces.
Det vil sige, når fx. sygeplejersken på et givet tidspunkt observerer og rapporterer,
så er det pleje og en underordnet funktion, mens når lægen på et givet tidspunkt observerer
patienten, så er det behandling og en overordnet funktion. Mens synspunktet om at arbejde
i frivillige organisationer enten som administrator eller med sagen selv forstås som en plejefunktion,
ikke fordi agenterne selv benævner den som sådan, men fordi den handler om, at en
type agenter (de der behandler) organiserer en anden type agenters arbejde (de der plejer). Det
vil sige, at det er det samlede indtryk af det empiriske materiale.
Først fremstilles nu lægeerhvervet og derefter sygeplejeerhvervet.
64

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9 Lægeerhvervet i Danmark
Jeg indleder med det første centrale spørgsmål til det empiriske materiale: lægeerhvervets
forhold til statsmagten. Det drejer sig om at fremstille, hvordan lægeerhvervet i Danmark går
fra at være apolitisk og til at blive politisk relevant, til at blive en del af samfundets magtstruktur.
Og ligeledes hvordan denne magt i præmoderne samfund er decentral og enkel og i
moderne avancerede samfund bliver uddifferentieret til embedsmænd og specialiseret. De tre
indikatorer, der undersøges, er medicinalstyrelser, der oprettes i Danmark, opbygningen af
embedslægevæsenet og oprettelse af hospitaler i statsligt regi. Angående medicinalstyrelser
kan man inddele disse i 3 tidsepoker, nemlig i 1740, 1803 og 1909. Både i 1740 og 1803 er
der tale om regeringsorganer, hvorimod det i 1909 er et professionsorgan. I 1740 er medlemmerne
medicinere fra universitetet, i 1803 er medlemmerne foruden medicinerne tillige kirurger,
der dog ikke fungerer med disse to kategorier af læger sammen før omkring midten af
1800-tallet, og i 1909 er der tale om læger med mere specialiseret baggrund. Med hensyn til
embedslægevæsenet (centraladministrationen) foregår der en opbygning af dette i Danmark
fra 1771, som indledningsvis omfatter kontrol med befolkningens helbredstilstand, kontrol
med de agenter der udøver behandling samt en konkret behandling af syge borgere, men trinvis
skifter embedslægevæsenet karakter til i 1877 at opprioritere kontrolfunktionen og alene i
1914 at kontrollere befolkningen og de professionelle agenter i feltet (afskaffelse af fattiglægen).
Angående nationalisering af hospitaler påbegyndes dette i Danmark i 1756 med opførsel
af Det kgl. Frederiks Hospital i København, hvor der selekteres blandt borgere, der får adgang
til indlæggelse her. I 1863 bygges Kommunehospitalet i København, men nu gives der adgang
til indlæggelse for alle syge borgere. Interessant er det forhold, at hospitalerne ledes af læger.
Sammenlignes disse tre nævnte forhold med det, som Foucault og Bourdieu har vist for
Frankrig og franske forhold er det på tilsvarende måde, at i Frankrig oprettes der ifølge Foucault
en statslig medicinalstyrelse i slutningen af 1700-tallet til afløsning af flere medicinske
selskaber, som blev et centralt sted for bedømmelse af alle medicinske aktiviteter. Og i starten
af 1800-tallet er der tale om, at det gamle skel mellem kirurger og medicinere, mellem det
eksterne og det interne, blev reduceret til noget sekundært. Altså cirka 50 år før i Frankrig end
i Danmark. Foucault angiver, at der fra dette tidspunkt er tale om medicin som et både liberalt
og lukket (profession) erhverv i Frankrig, og at hierarkiet mellem medicinere og kirurger var
udsprunget af en oprindelig og objektiv forskel mellem de områder, medicineren og kirurgen
beskæftigede sig med. Denne forskel blev nu forskubbet hen imod et kvalitativt indeks for
alle aktiviteter. Og med den kliniske medicins opkomst forbydes laugsystemet. I Danmark
ophæves laugsystemet i 1861. Og ifølge Bourdieu er medicinen i Frankrig omkring 1960 en
profession udenom hvilken, staten ikke kan tage beslutninger om befolkningens helbredelse.
Medicinen er på dette tidspunkt en del af magtfeltet i Frankrig ifølge Bourdieu. Med hensyn
til medicinens stilling i centraladministrationen opbygges embedslægevæsenet i Frankrig fra
slutningen af 1700-tallet, hvor der ifølge Foucault blev oprettet et korps af sundhedsinspektører,
der skulle fordeles i de forskellige departementer i landet og indsamle viden om emner,
der berørte lægevidenskaben samt angive hvilke forholdsregler, lægen skulle tage (hvilken
behandling) og ligeledes kontrollere lægens arbejde. Lægen var i Frankrig fra 1793 fattiglæge
ansat af staten (behandlingen gratis og obligatorisk for befolkningen), hvilket også var tilfældet
i Danmark fra 1777 og indtil begyndelsen af 1900-tallet. Foucault angiver ikke i sin bog
65

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
konkret, hvornår fattiglægen afskaffes i Frankrig, men i begyndelsen af 1800-tallet liberaliseres
lægestanden, en forening af liberalistiske principper og social beskyttelse, skriver Foucault,
hvilket netop må betyde afskaffelse af fattiglægen.
Vedrørende nationalisering af hospitalerne i Frankrig sker dette for alvor ligeledes i starten af
1800-tallet. Reorganisering af hospitalsområdet var knyttet til en reorganisering af klinikken,
skriver Foucault. Løsning på alle problemer er undervisning på hospitalerne, refererer Foucault
fra epokens medicinske leksikon. Man så i denne omorganisering muligheden for en
total omstrukturering af den medicinske viden om sygdomme, en mulighed for via den tilgængelige
viden om sygdomme at kunne indsætte nye eller glemte former for erfaring. Denne
nationalisering sker altså tidligere i Frankrig end i Danmark, godt 50 år før. Frederiks Hospital
er en indledning til en nationalisering af hospitalerne i Danmark, men det er først fra og
med Kommunehospitalet i København, at en egentlig gennemgribende nationalisering af hospitalerne
sker i Danmark.
Tilbage fra 1500-tallet fandtes der i Danmark barberer og barberamtsmestre samlet i barberlaug
og organiseret i private barberamter, som behandlede syge borgere. Fra 1736 har man
som noget nyt kirurger. Disse var fortsat organiseret i de private barberamter indtil 1771 103 .
Fra 1771 organiseres kirurgerne fortsat i barberamter, men her foruden opretter øvrigheden 60
distriktskirurgater i perioden fra 1771-1800, altså stillinger i statens tjeneste. I 1861 opløses
barberamterne/laugene, og det betyder, at barbererne må nu ikke længere behandle syge borgere.
I 1840 omforandres kirurgaterne til embedslæger, hvor de fortsat benævnes distriktskirurg
ansat i et distriktskirurgat. I 1914 omforandres kirurgaterne til kredse med kredslæger.
Ligeledes tilbage fra 1500-tallet fandtes medicus ansat som fysikus i et fysikat. I 1736 findes
der 9 fysikater i landet, som er stillinger hos øvrigheden. I 1840 omforandres fysikaterne til
embedslæger, hvor benævnelsen fortsat er fysikus og fysikat. I 1914 omforandres fysikaterne
til amter med amtslæger.
Her foruden er der de praktiserende læger. De opstår bl.a. via fysikaterne og kirurgaterne forstået
på den måde, at disse agenter ved siden af ansættelse hos øvrigheden behandler syge i
privat praksis. Fra 1914 har en praktiserende læge ikke embedsansættelse hos øvrigheden.
Endvidere er der medicinere og kirurger ansat på hospitalerne startende med Frederiks Hospital
i 1756, som skifter til læger i 1840.
I 1873 opstår der praktikantstillinger for lægestuderende på hospitalet (volontører).
I 1935 opstår der turnusstillinger for nyuddannede læger på hospitalet.
I 1937 opstår der speciallægestillinger på hospitalerne.
Endelig er der underviserne - professorerne - på uddannelserne til mediciner og kirurg, og fra
1840 til læge. De første professorer ved medicinstudiet på Københavns Universitet tilbage i
1539 benævnedes medicus 104 . På Kirurgisk Akademi benævnes underviserne - kirurgus - pro-
103 Man oplærte og beskæftigede ligeledes kirurger i hæren, men dette omtales ikke nærmere i afhandlingen.
104
Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for dansk
Genealogi og Personalhistorie, København.
66

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
fessor 105XVI .
9.1 Lægeerhvervets relation til staten
9.1.1 Medicinalstyrelser
9.1.1.1 Collegium medicum
I Danmark oprettedes den første medicinalstyrelse Collegium medicum af enevældskongen i
1740 106 . Medlemmerne af Collegium medicum var de kgl. hof- og livmedici, Københavns
Universitets medicinske professorer, Københavns stadsfysikus og med tilforordnede kirurgiske
og farmaceutiske assessorer. Medlemmerne var ulønnet i hvervet. Collegium medicum
skulle rådgive kongen i faglige spørgsmål. Det var således et rådgivende regeringsorgan, der
blev oprettet. Begrundelsen for oprettelse af medicinalstyrelsen var:
“Medicinen med de dertil hørende Videnskaber kan komme høiere i Flor og sættes i
bedre Orden, de Syges Helbredelse og de Sundes Velfært befordres, al Misbrug og
Fuskerie afskaffes, hver vise sin Skyldighed efter sin Videnskab, mueligste Raad i Tid
skaffe ved opkommende smitsomme og Lande og Riger farlige Sygdomme, og endelig
at alle Tvistigheder, som kunde reise sig imellem Medicos, Pharmacos, Chirurgos,
Jordemødre, etc., snart kan bilægges; in Summa: at alt, hvad til Sundheds Pleie og
dens bedre Indretning henhører, paa beste Maade og efter bedste Vidende og Samvit-
105 Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis Historie 1803-184. Academiets Stiftelse. Forlagt af Brødrene
Salmonsen, Kjøbenhavn, den originale forordning om Det kgl. Chirurgiske Academie af 22. juni 1785, pp. 208-
213.
106 Den følgende gennemgang af Collegium medicum og Sundhedskollegiet bygger på:
Medicinalforordningen af 10. januar 1619 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie
indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 7-8.
Medicinalforordningen af 4. december 1672 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie
indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 29-35.
Forordningen om Collegium medicum af 9. april 1740 er genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens
historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 44-45.
Amalienborg (1908): Lov nr. 49 af 13. Marts 1908 om Nedsættelse af en Kommission til forberedelse af en Omordning
af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af
Statens civile Sundhedsvæsen, København.
Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz.
Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk
Forlag, København.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse, Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis Historie. 1785-1803. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
67

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tighed med et eendrægtigt Raad kan iagttages” 107 .
Hensigten var altså at få en overordnet og samlet styring af indsatsen overfor syge borgere
(sagen), og samtidig få stridigheder mellem de forskellige fagpersoner bilagt eller løst (organisationen).
Den kontrollerende funktion udført af medicinere fra universitetet overfor de professionelle
agenter eksisterede tilbage fra medicinalforordningerne i 1619 og 1672 og fortsættes
nu i medicinalstyrelsen 108 . De andre agenter er på tidspunktet apotekere og jordemødre 109 .
Collegium medicum kom dog aldrig til at fungere efter sin hensigt, idet flere områder inden
for indsatsen overfor syge borgere ikke kom til at henhøre under Collegium medicums område.
Det drejede sig bl.a. om fødsler og vaccinationer, som fik sine egne kommissioner, og
ligeledes kirurgien, som ikke anerkendte Collegium medicum. Få år før oprettelse af Collegium
medicum - i 1736 - havde øvrigheden oprettet Amphitheatrum Anatomico-Chirurgicum
Regis (Amphiteatret), som var en uddannelsesinstitution for kirurger, og som tillige indstillede
til kongen om besættelse af stillinger som kirurg både i det civile liv og i militæret, i begge
områder stillinger i øvrighedens regi. Lederen af institutionen var kongens livkirurg generaldirektør
Simon Crüger ansat direkte under den enevældige konge 110XVII .
I 1785 omdannes Amphiteatret til Det kgl. kirurgiske Akademi fortsat som uddannelsesinstitution
ejet af øvrigheden og ligeledes med retten til at bestemme over, hvad der angik kirurgien
111 . I forordningen om Det kirurgiske Akademi siges det:
“Vi allern. have besluttet, at et særskilt og fra Universitetet, samt Collegium medicum
i Vores kgl. Residentsstad Kjøbenhavn helt separeret chirurgisk Institut i bemeldte
Kjøbenhavn skal oprettes” (...) “saa at Theatrum anatomico-chirurgicum skal
som forhen forblive en Anstalt for sig selv, uden at forbindes med det medicinske
107 Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, p. 17. NP har citeret efter originaldokumentet: Votum i Danske
kancelli (DK), koncepter og indlæg til 1. departements åbne breve 1772, nr. 329. Dokumentet er et ledsagerbrev
til forordningen fra kongen til kommissionen, der var nedsat til at udarbejde forslag til en forordning for medicinalstyrelsen.
Denne kommission bestod af 2 livlæger, 1 hofkirurg og en stabskirurg (Carøe, Kristian (1917):
Medicinalordningens historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, p. 43).
(Kristian Carøe var læge).
Selve forordningen om Collegium medicum af 9. april 1740 er genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens
historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 44-45. Indeholder
10 paragraffer om, hvem der skal være medlem af kollegiet og formålet med det.
108 Medicinalforordningen af 10. januar 1619 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie
indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 7-8.
Medicinalforordningen af 4. december 1672 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie
indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 29-35. I medicinalforordningen
fra 1619 er det bartskærere, apotekere, kymister, okulister, broksnidere, kvaksalvere og empirici, der angives
som de, medicinerne fra universitetet skal kontrollere. I forordningen af 1672 nævnes tillige jordemødre, som
medicinerne skal undervise og kontrollere.
109 Forordningen om Collegium medicum af 9. april 1740 er genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens
historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 44-45.
110
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie: Academiets Stiftelse. Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn, pp. 1-2.
111 Ibid., pp. 208-213.
68

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Facultet, hvilket Institut Vi allern. ville at skal føre Navn af det kongelige chirurgiske
Academie, hvorunder skal være henlagt alt, hvad der hører til det chirurgiske
Fag” 112 .
Af forordningen fremgår det endvidere, at Akademiet også skulle bedømme dueligheden ved
ansøgere i forbindelse med besættelse af embeder hos øvrigheden.
9.1.1.2 Det kgl. Sundhedskollegium
I 1803 afløses Collegium medicum af en ny medicinalstyrelse: Det kgl. Sundhedskollegium.
Medlemmer af Sundhedskollegiet bliver nu både medicinere og kirurger i et ligeligt antal og
med samme status. Apotekerne er som før i Collegium medicum associerede medlemmer.
Kollegiets størrelse var mere omfattende end den første medicinalstyrelse, varierer fra 15 til
10-12 medlemmer, heraf er 2 apotekere. Sundhedskollegiets medlemmer var ulønnet, bortset
fra dekanus, formanden, som skiftevis skulle være mediciner og kirurg. Forskellen på den
første medicinalstyrelse og det nye Sundhedskollegium er, at nu er positionerne i selve styrelsen
altså lige for mediciner og kirurg. Apotekerne er uændret associerede medlemmer, og
tillige i et mindretal. Sagerne til behandling cirkulerede rundt blandt kollegiets medlemmer til
udtalelse hos hver enkelt. Medlemmerne af styrelsen var overvejende fra København og beklædte
embeder ved uddannelsesinstitutionerne her, ifølge Niels Petersen, og sjældnere fra de
praktiske embeder i provinsen 113 . De to forordninger, der eksisterede om Collegium medicum
og Det kirurgiske Akademi, blev ikke ophævet; de var fortsat gældende. Det vil sige, at Sundhedskollegiet
skulle fungere tilsvarende disse to tidligere forordninger, men nu som ét samlet
rådgivende organ for øvrigheden.
Sundhedskollegiet skulle våge over, at medicinallovgivningen blev overholdt. Desuden skulle
Kollegiet overfor Kancelliet foreslå ændringer, når det fandt det påkrævet. Kollegiet skulle
desuden føre tilsyn med medicinere, kirurger, jordemødre, apotekere og andre medicinalpersoner
(fx. materialister og droguister der fremstillede og solgte medicin, apotekermedhjælpere,
præster, degne, jordegodsejere og lægfolk der fx. udførte vaccinationer), tildele irettesættelser,
suspendere embedsmænd, forbyde alle medicinalpersoner deres kalds udøvelse, føre
tilsyn med alle institutioner såsom tugthuse, fængsler, plejeanstalter, hospitaler, osv., udstede
tilladelse til opførelse af nye institutioner (inklusive fabrikker), føre et særligt tilsyn med apotekervæsenet,
herunder revidere regninger for medicin udstedt på det offentliges vegne og
fastsætte taksterne for medicinen, modtage de årlige medicinalberetninger fra fysikaterne og
distriktskirurgaterne og udarbejde statistik herover, indstille ved besættelse af stillinger i fysikater
og kirurgater hos øvrigheden, modtage underretning om alle begyndende epidemier og
hvilke forholdsregler, der var truffet. Sluttelig skulle Kollegiet om fornødent træffe yderligere
foranstaltninger, som medicinere og kirurger skulle rette sig efter og forebygge og standse alle
slags kvaksalverier. Medlemmerne af Sundhedskollegiet skulle mødes hver 14. dag og behandling
af sagerne skete ved votering. Alle medlemmer havde ret til at ytre sig, og sagerne
skulle underskrives af alle.
112 Ibid., p. 208.
113 Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, p. 39.
69

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Da Danske Kancelli opløstes i 1848, og der oprettedes ministerier, blev Sundhedskollegiet
lagt ind under justitsministeriet. Sundhedskollegiet blev opdelt i fem udvalg, hvor man altså
forlader den hidtidige struktur med forelæggelse af alle sager for alle medlemmer. Udvalgene
bestod af dekanus samt et antal af de øvrige medlemmer:
Justitsudvalget til behandling af retssager (5 læger). Pharmaceutisk udvalg til behandling af
alle apotekervæsenet vedkommende sager (3 læger og 2 apotekere). Betænkningsudvalget til
de sager, der ikke falder inden for de to foregående områder, og i hvilke der forlangtes afgivet
erklæring og betænkning (3 læger). Medicinalberetningsudvalget, der behandlede de indkomne
medicinalberetninger og stillede forslag vedrørende ændringer i deres affattelser (3 læger
og 1 apoteker). Redaktionsudvalget, der førte tilsyn med udgivelsen af Sundhedskollegiets
trykte beretning (3 læger).
Sundhedskollegiet var i forhold til ministeriet fortsat alene sagkyndige rådgivere, havde ikke
budgetansvar for øvrighedens aktiviteter inden for området med at tage sig af befolkningens
helbred:
“I Modsætning til Ordningen i Sverrig og Finland var det dog kun Tilsynet, den sagkyndige
Raadgivning etc., man henlagde til dette formindskede Kollegium, medens
Alle budgetsager” (...) “som hidtil udelukkende henlagdes under Ministeriets rent
juridiske, usagkyndige Kontorer” 114 .
Afgørelser om besættelse af ledige stillinger var nu ministerens efter indstilling fra Sundhedskollegiet.
Sundhedskollegiet indstillede til stillinger i det offentlige for fysikater og kirurgaters
vedkommende, og dette gjaldt tillige også indstillinger til bortgivelse af apotekerprivilegier
115 . Derimod gjaldt indstillingsretten ikke ved besættelse af de kommunale lægeembeder
(fx. overlægestillinger på de kommunale sygehuse) 116 .
Sundhedskollegiet kunne ikke fratage de privat praktiserende læger deres ret til at udøve virksomhed,
dette gjaldt alene de i statens tjeneste ansatte medicinere og kirurger:
“I henhold til Sundhedskollegiets Instruks havde dette Ret til under visse Forhold at
skride ind overfor Læger og andre Medicinalpersoner og foreløbig forbyde dem
Udøvelsen af deres Kald. Forbudet skulle derefter forelægges for Ministeriet, og
naar det gjaldt Embedslæger, Jordemødre og tildels Tandlæger kunde Ministeriet
yderligere forfølge Sagen gennem Domstolene, og Vedkommende kunde miste sit
Embede eller sin Ret til at praktisere. Apotekere kunde ligeledes dømmes til at have
deres privilegium forbudt. Med Hensyn til de Praktiserende Læger eksisterer derimod
ingen Ret for Ministeriet eller Domstolene til at fratage dem Retten til udøve
Lægevirksomhed, selv om det vilde medføre betydelig Fare for Befolkningen at de
vedblive at praktisere” 117 .
114 Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af
Statens civile Sundhedsvæsen, København., p. 10.
115 Ibid., p. 33.
116 Ibid., p. 31.
117 Ibid., p. 20.
70

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at de privat praktiserende læger beholder eller konstituerer sig som relativ uafhængig
fra øvrigheden i udøvelsen af professionen.
Sundhedskollegiets ret til at fremsætte forslag til reformer blev benyttet bl.a. inden for store
forarbejder for epidemi- og karantænelove, udarbejdelse af ændringer i regulativer, instrukser
og anordninger vedrørende forskellige forhold af sundhedsmæssig natur samt til flere forslag
til omdannelse af det civile medicinalvæsen 118 . Sundhedskollegiet blev dog ikke rådspurgt i
sager vedrørende de til undervisning knyttede hospitaler, forsorg for åndssvage, blinde, døvstumme,
vanføre, sindssygeanstalterne, approbation af sundhedsvedtægter, Seruminstituttet,
foranstaltninger mod tuberkulose og veneriske sygdomme. Begrundelsen herfor var:
“Ministerierne har ladet det bero ved de fra anden sagkyndig Side indhentede Erklæringer,
saaledes fra det medicinske Fakultet eller enkelte af dets Medlemmer, fra
Overlægerne på Sindssyge- eller Aandssvageanstalterne, fra de paagældende Institutioners
Læger 119 .
Det vil sige, at fx. Frederiks Hospital holdes udenfor Sundhedskollegiets rådgivning og kontrol.
I 1907 træder Sundhedskollegiet tilbage, idet de lægelige medlemmer af Kollegiet er utilfredse
med, at justitsministeriet i nogle af sagsbehandlingerne tilsidesætter eller forbigår Kollegiets
indstillinger, altså går udenom de sagkyndiges råd og indstillinger 120 .
Alt i alt var Sundhedskollegiet et regeringsorgan som Collegium medicum var det. Det vil
sige, at Sundhedskollegiet var kun rådgivende med ekspertudtalelser og blev unddraget forvaltningen
af egen virksomhed som sundhedspersonale. Sundhedskollegiet fik ikke videre
beføjelser end det tidligere Collegium medicum. Og tillige eksisterede problemet stadigvæk
med at få indsatsen overfor syge borgere samlet tilsvarende som problemet var i Collegium
medicums tid, men nu var det ikke en strid mellem de sagkyndige på området, men mellem de
sagkyndige (lægerne) og øvrigheden. Lægerne ønskede en læge ansat som medicinaldirektør
og med direkte rådgivning til ministeren (departementschef). Niels Petersen citerer i sin bog i
forbindelse med dette et folketingsmedlems offentligt udtalte udsagn, at:
“hverken i dette eller noget andet Anliggende vil vi tilstå de Sagkyndige Magten. Vi
vil høre deres Raad, men ikke give dem fri Raadighed” 121 .
En departementschef er ministerens personlige rådgiver, og handler alene på dennes vegne.
Hvis lederen af medicinalstyrelsen får denne position, er det svarende til at sagsforhold og
politik sammenblandes 122 .
118 Ibid., p. 43.
119 Ibid., p. 42.
120 Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, p. 108.
121 Ibid., p. 125.
122 Ibid., pp. 172-173.
71

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9.1.1.3 Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet
Fra Sundhedskollegiet var hørt op med at fungere i 1907 og til dannelsen af en ny medicinalstyrelse
i 1909 videreførtes Sundhedskollegiets arbejde af en af justitsministeren udpeget lægelig
konsulent i medicinalsager, hjulpet af nogle andre konsulenter med specielle områder:
tuberkulose, apotekervæsen og tandlægevæsen.
I 1908 (syv år efter det politiske “systemskifte” i 1901 og med indførelse af parlamentarisme)
vedtager Rigsdagen en lov om nedsættelse af en kommission til omordning af statens civile
sundhedsvæsen 123 . Kommissionen får navnet Den store Medicinalkomite. Et år efter udsender
den sin første betænkning, betænkningen om en ordning af sundhedsvæsenets centralstyrelse
124 . Kommissionen foreslår for det første oprettelse af et Retslægeråd og dernæst oprettelse
af Sundhedsstyrelsen 125 . Disse to organer afløser Sundhedskollegiet i 1909 som ny medicinalstyrelse
126 :
Retslægerådet 127 : Retslægerådet oprettes direkte under justitsministeriet i et særligt adskilt råd
123 Amalienborg (1908): Lov nr. 49 af 13. Marts 1908 om Nedsættelse af en Kommission til forberedelse af en
Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
124 Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af
Statens civile Sundhedsvæsen, København.
125 Sundhedsstyrelsen er en styrelse for statens civile sundhedsvæsen og skal forstås som forskellig fra hærens
sundhedsvæsen. I begge tilfælde er der tale om statens sundhedsvæsen. Hærens sundhedsvæsen er ikke omfattet
af omorganiseringen af sundhedsvæsenet først i 1900-tallet. Hæren havde på daværende tidspunkt (og har fortsat)
sit eget hospitals-, pleje- og behandlingssystem, fx. Garnisonsygehuset i København. Militærvæsenets sundheds-
og sygepleje har oprindeligt været henlagt under Sundhedskollegiet, men fra 1853 bestemtes det, at Kollegiets
ret til at indstille om lægeembeders besættelse ikke skulle gælde de militære lægeembeder. Endvidere bestemtes
det ved Epidemiloven fra 1892, at de i denne lov gældende bestemmelser ikke finder anvendelse på
militære områder (Medicinalkomiteens betænkning nr. I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets
Centralstyre. Afgivet af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at
Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København, pp. 32-33).
(Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, p. 160).
126 Afsnittet om Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet bygger på:
Amalienborg (1909): Lov nr. 111 af 30. April 1909 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse, København.
Amalienborg (1935): Lov nr. 131 af 16. April 1935 om Retslægerådet, København.
Justitsministeriet (1935): Bekendtgørelse nr. 150 af 30. April 1935 om Retslægerådets forretningsgang, København.
Ministeriet for Sundhedsvæsen (1927): Instruks nr. 326 af 22. December 1927 for Sundhedsstyrelsen.
Justitsministeriet (1910): Instruks nr. 29 af 14. Juli 1910 for Sundhedsstyrelsen, København.
Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af
Statens civile Sundhedsvæsen, København.
Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, pp. 155-173.
Lund, Anker Brink (1997): Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Munksgaards Forlag, København.
127 Amalienborg (1909): Lov nr. 111 af 30. April 1909 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse, København.
72

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
udenom Sundhedsstyrelsen. Det vil sige, at man adskiller administration og sagkyndige afgørelser
på området. Retslægerådet skal rådgive retterne i retsmedicinske spørgsmål. Hermed
mener man, at retslige erklæringer og overskøn til domstolene er et fagligt forhold. Desuden
skal Retslægerådet afgive erklæringer i sager angående medicinalpersonalet om farlighed eller
uduelighed. Forbud mod at fungere som medicinalperson skal godkendes af justitsministeren
eller afgøres ved domstolene. Det betyder, at justitsministeren og domstolene alene som rolle
har at bekræfte lægekorpsets selvjustits. Retslægerådet udpeges af kongen, altså uafhængig af
ministeren. Retslægerådet består af tre læger, som udpeges for 10 år ad gangen - en specialist
i psykiatri, en specialist i fødselsvidenskab og en professor i retsmedicin (formand for Rådet).
Foruden disse tre medlemmer knyttes der til Retslægerådet en kreds af sagkyndige lægekonsulenter;
en af disse konsulenter skal være en praktiserende læge. Både de faste medlemmer af
Retslægerådet og konsulenterne honorarlønnes for deres arbejde i Rådet.
Loven om Retslægerådet revideres i 1935 128 . Retslægerådets medlemmer øges her fra 3 medlemmer
til 7. De fagkyndige læger i Rådet var i 1909 specialister inden for områderne psykiatri,
obstetrik og retsmedicin. Med udvidelsen til 7 rådsmedlemmer tilføjer man områderne
kirurgi, intern medicin og åndssvagevæsen. Endvidere opdeles Retslægerådet i to afdelinger,
den ene afdeling behandler retspsykiatriske spørgsmål, den anden afdeling behandler alle øvrige
retsspørgsmål. Endvidere bestemmes det, at Rådet skal have en formand og to næstformænd.
Næstformændene repræsenterer hver af de to ovenfor nævnte afdelinger, Retslægerådet
er blevet opdelt i. Dernæst bestemmes det, at Retslægerådets konsulenter udpeges for 6 år
ad gangen mod de tidligere 10 år. Af den reviderede lov fremgår det ikke, hvor lang en tidsperiode
de “faste” 7 medlemmer vælges for. Det er således ikke til at vide, om dette betyder, at
man er vendt tilbage til bestemmelserne om livsvarigt medlemskab som i Sundhedskollegiet,
eller om der “blot” er tale om sjusket udarbejdelse af lovteksten? Dernæst er der indføjet en
bestemmelse om, at ved udarbejdelse af retslige erklæringer vedrørende agenterne i feltet for
at tage sig af syge borgere skal der tilkaldes en fra det pågældende område, altså drejer sagen
sig om en tandlæge, skal en anden tandlæge tilkaldes, osv. Endelig er der tilføjet en bestemmelse
om, at Retslægerådet kan undersøge sine egne medlemmer.
Sundhedsstyrelsen 129 : Sundhedsstyrelsen oprettes som selve medicinaladministrationens øverste
fagkyndige organ. Sundhedsstyrelsen har som de to tidligere styrelser en dobbeltfunktion,
nemlig både at være øverste kontrollerende myndighed over sundheds- og sygeplejen, tandlæge-,
jordemoder- og apotekervæsen samt være et fagkonsulentorgan (rådgiver for øvrigheden)
130 . Sundhedsstyrelsen består af et Lægeråd og et Apotekerråd. Som formand for begge
afdelinger udnævner kongen en læge. Som næstformand i hvert af de to råd udnævner justitsministeren
for 6 år ad gangen henholdsvis en læge og en apoteker. Formanden skal være
kgl. embedsmand, altså at han forvaltningsretsligt er handledygtig, dvs. fuld-myndig. Alle
aflønnes.
128 Amalienborg (1935): Lov nr. 131 af 16. April 1935 om Retslægerådet, København.
Justitsministeriet (1935): Bekendtgørelse nr. 150 af 30. April 1935 om Retslægerådets forretningsgang, København.
129 Amalienborg (1909): Lov nr. 111 af 30. April 1909 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse, København.
130 Ibid., § 4.
73

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Til Lægerådet knyttes som konsulenter læger med speciel sagkundskab (en af konsulenterne
skal være en praktiserende læge 131 ) og en tandlæge. Til Apotekerrådet knyttes to farmaceuter
som konsulenter. Der udsendes et år efter (i 1910), at loven om Sundhedsstyrelsens oprettelse
blev vedtaget, en instruks for Sundhedsstyrelsen. Af denne instruks fremgår det, at Lægerådet
i Sundhedsstyrelsen nu også består af en praktiserende læge som konsulent i Landsygepleje 132 .
Sagsbehandlingen foregår i et hierarki. En sag afgøres altid af tre personer. Når en sag skal
behandles i Lægerådet, skal formanden, næstformanden og en konsulent behandle sagen (3
læger). Når en sag skal behandles i Apotekerrådet, skal formanden, næstformanden og en
konsulent behandle sagen (1 læge og 2 farmaceuter). Formanden repræsenterer den mere administrative
side af sagen. Konsulenten repræsenterer den specielle kundskab og skal ikke
tage sig af administration. I betænkningen om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse nævnes eksempler
på sagkyndige konsulenter: sagkyndig i bakteriologi og epidemiologi, sagkyndig i
sindssygepleje, sagkyndig i hygiejne, sagkyndig i tuberkulose.
Sundhedsstyrelsen skal som nævnt føre overtilsyn med sundheds- og sygeplejen, heri indbefattet
tandlæge-, jordemoder- og apotekervæsenet, og er øverste rådgiver for det offentlige i
alle forhold, der kræver lægekyndig eller apotekerkyndig indsigt. Sundhedsstyrelsen skal afgive
de betænkninger, ministerier og centraladministration måtte ønske. Sundhedsstyrelsen
skal nøje følge sundhedstilstanden i landet og våge over sundhedslovgivningens efterlevelse,
samt komme med forslag til forbedringer. Sundhedsstyrelsen skal foranledige vejledninger
overfor almenbefolkningen ved skrifter eller foredrag med hensyn til særlige sundhedsforanstaltninger
eller særlige sygdomsforhold. Endvidere skal Sundhedsstyrelsen føre det overordnede
tilsyn med alle offentlige anstalter, hvor flere mennesker holdes samlede, alle arter af
helbredelsesanstalter og forplejningsanstalter, herunder tuberkuloseanstalter, alle private hjem
hvor syge, abnorme eller børn haves til huse på erhvervsmæssig måde. Planer til opførelse
eller ombygning af disse offentlige anstalter kræver indhentet erklæring fra Sundhedsstyrelsen.
Alle læger, tandlæger, jordemødre, sygeplejere, massører og lignende samt alle apotekere og
deres medhjælpere står under Sundhedsstyrelsen for så vidt angår deres embeder, bestillinger,
forretninger og pligter som sådan. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med, at de såvel som alle
ledere af anstalter, hvortil ingen særlig læge er tilknyttet, opfylder de påhvilende pligter, og
Sundhedsstyrelsen foranlediger skridt ved mulige pligtovertrædelser. Sundhedsstyrelsen skal
endvidere påse, at de pågældende afgiver sådanne anmeldelser og indberetninger, som afkræves
dem til fremme af den offentlige sundhed. Opfyldes dette ikke, kan Sundhedsstyrelsen
udstede bøder. Opstår der spørgsmål om nogen af disse personers udøvelse af hans kaldsvirksomhed
er farlig for hans medmennesker forelægges sagen for Lægerådet. Finder Lægerådet,
at en sådan fare er til stede, gør det indstilling til justitsministeren om, at kaldsvirksomhedens
udøvelse indtil videre forbydes vedkommende. Forud for Lægerådets indstilling skal den pågældende
have adgang til skriftligt eller mundtligt at afgive forklaring til Lægerådet. Tillige
131 I Instruks nr. 326 af 22. December 1927 for Sundhedsstyrelsen udsendt af Ministeriet for Sundhedsvæsen
anføres det i § 2, at konsulenten for de praktiserende læger tillige fungerer som konsulent i sygeplejesager. Da
sygeplejerskerne får deres statsanerkendelse i 1933 er sygeplejesagen altså - hele statsautorisationsdebatten
omtales som sådan - underlagt de praktiserende lægers konsulent i Sundhedsstyrelsen.
132 Justitsministeriet (1910): Instruks nr. 29 af 14. Juli 1910 for Sundhedsstyrelsen, København.
74

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
skal Retslægerådets erklæring indhentes.
Det påhviler Sundhedsstyrelsen at meddele ledige, lønnede lægeembeder i statens tjeneste og
ledige apotekerprivilegier, modtage og udtale sig om ansøgernes adkomst til at komme i betragtning
og indsende sagen til vedkommende myndighed. Samme pligt påhviler Styrelsen
med hensyn til de af kommunerne lønnede embeder, for så vidt det ønskes af vedkommende
kommunale myndighed. Sundhedsstyrelsen fører matrikel over alle til udøvelse af læge- og
tandlægepraksis berettede personer, og udgiver årligt en fortegnelse over disse. Apotekerrådet
har pligt til at være opmærksom på behov for nye apoteker, ombygninger, nedlæggelser, samt
skal føre tilsyn med apoteksvisitationen og fastsætter medicinaltaksterne.
Sundhedsstyrelsen forestår og leder indsamlingen og bearbejdelsen af medicinalstatistisk materiale,
og offentliggør materialet.
Sundhedsstyrelsen henhører under justitsministeren, og det er efter hans bestemmelser, Sundhedsstyrelsen
fører det overordnede tilsyn med sundheds- og sygeplejen. Sundhedsstyrelsen
skal høres af landets centraladministration i alle sager, hvor vedkommende ministerium skønner
en sådan indsigt påkrævet, herunder budgetter. Og Sundhedsstyrelsens forhandlinger med
centraladministrationen kan foregå såvel skriftligt som mundtligt. Det vil sige, at grænsen
mellem Sundhedsstyrelsen som sagkyndigt råd og regeringen som ansvarlig myndighed trækkes
ved, at det er ministerierne, der afgør hvilke sager, der skal forelægges Sundhedsstyrelsen
og ligeledes, at pligten til at høre Sundhedsstyrelsen ikke er ubetinget. Samtidig imødekommes
lægernes ønske om at få den direkte kontakt med ministeren udenom forvaltningen, altså
lederen af Sundhedsstyrelsen får funktion som departementschef 133XVIII . Forskellen på Collegium
medicum, Sundhedskollegiet og Sundhedsstyrelsen/Retslægerådet er, at Collegium medicum
og Sundhedskollegiet som beskrevet var regeringsorganer, hvorimod Sundhedsstyrelsen
er et professionsorgan. Og at man med Sundhedsstyrelsen/Retslægerådet opdeler i et fagligt
råd på den ene side og i et embedsmandsværk på den anden side. Igennem de tidsepoker
afhandlingen beskæftiger sig med oprettes der altså tre medicinalstyrelser. Overordnet betragtet
har disse medicinalstyrelser to opgaver: på den ene side skal de kontrollere befolkningen
og på den anden side skal de kontrollere de agenter, der tager sig af borgernes helbred. Fra
1740 hvor øvrigheden begynder at regulere området via den første medicinalstyrelse er mønstret
en decentral medicin, og en usystematisk kontrol. I 1803 samles medicinen (kirurgerne
og medicinerne) i én styrelse, men fortsat er den overordnede kontrol usystematisk. Med
Sundhedsstyrelsen i 1909 samles medicinen og kontrollen er systematisk udøvet i en hierarkisk
opbygget organisation. Men kontrollen fra øvrighedens side kan nu alene fungere, når og
hvis lægeprofessionen inddrages.
9.1.2 Stillinger i centraladministrationen
Den skitserede forskel på Sundhedsstyrelsen og de tidligere medicinalstyrelser, at rådgivning
133 Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz, pp. 165-173.
Anker Brink Lund anfører i sin doktordisputats, at Sundhedsstyrelsen fik “en enestående forvaltningsretslig
position, idet alle centraladministrationens forskellige afdelinger fik pligt til at høre den “i alle Sager, som skønnedes
at kræve Lægekyndig eller Apotekerkyndig Indsigt”” (Lund, Anker Brink (1997): Smitsomme sygdomme i
dansk journalistik. Munksgaards Forlag, København, p. 79).
75

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
og kontrol går fra at være decentral og usystematisk til samlet og “alt omfattende”, betød faste,
lønnede og overordnede embedsmandsstillinger til læger i centralforvaltningen i en hierarkisk
opbygget organisation. Tilsvarende bevægelse foregår ude i landet via, at der opbygges
et embedslægevæsen 134XIX .
9.1.2.1 Fysikater og kirurgater
I perioden fra 1771-1800 oprettes der i øvrighedens regi 60 nye stillinger for kirurger i såkaldte
distriktskirurgater. I forvejen eksisterede der i landet 9 fysikater, en embedsmandstilling
hos øvrigheden beklædt af en medicus med en uddannelse fra universitetet. Medicus
havde siden medicinalforordninger fra 1619 og 1672 på øvrighedens vegne haft en overordnet
administrativ kontrol med apotekervæsenet og med medikamenter til indtagelse mod sygdomme
135 . I sit embede behandlede han ikke borgerne, og det gjorde han fortsat ikke fra 1771.
Kirurgaterne fra 1771 beklædtes af kirurger uddannet ved Amphiteatret og siden ved Det kirurgiske
Akademi. Opgaverne i kirurgaterne omhandlede to funktioner - behandling af syge
samt en generel kontrol med befolkningen. Distriktskirurgen skulle indberette til fysikus og
fysikus indberettede så videre til medicinalstyrelsen. Sundhedskollegiet udsteder to instrukser
for embederne fysikater og kirurgater. Den første instruks er fra 1818 og den anden er fra
1877.
134 Fremstillingen af embedslægevæsenet bygger på:
Medicinalforordningen af 10. januar 1619 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie
indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 7-8.
Medicinalforordningen af 4. december 1672 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie
indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 29-35.
Forordning om Barberlauget af 15. januar 1745 genoptrykt i: Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs
Historie samt begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. februar 1861 og Barber- og
Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse. Martinus Truelsens Bogtrykkeri, Kjøbenhavn, pp. 263-269.
Resolution af 1840 om embedslæger genoptrykt i: Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-
1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København, pp. 193-195.
Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp, København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 87 af 21. april om Embedslægevæsenets ordning, København.
Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende Ordningen af Embedslægevæsenet og den kommunale
Sygepleje i Danmark. Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at
Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse, Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Petersen, Niels & Blomquist, Helle (1996): Sundhed, byrokrati og politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz.
Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen
af 25. februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse. Martinus Truelsens
Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
135 Forordningen af 10. januar 1619 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie indtil
Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 7-8.
Forordningen af 4. december 1672 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie indtil
Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag, København, pp. 29-35.
76

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Instruksen fra 1818 er stort set enslydende for fysikatet og kirurgatet, bortset fra på to punkter:
Fysikus skulle rekvirere distriktskirurgen til retslige obduktioner, og denne skulle foretage
indberetning til fysikus og amtmand, når der hos fattige, som han behandlede, optrådte sygdomme,
der kun vanskeligt helbredtes. Og fysikus havde tilsyn med, at apotekerne havde
medhjælpere, og som følge deraf skulle han også prøve disciplene. Både fysikus og distriktskirurg
skulle bo i sit distrikt, og komme til alle syge, der trængte til hjælp. De var forpligtet til
at påse alt, som kunne tjene til at bevare og befordre indbyggernes sundhed. De skulle være
opmærksomme på: at levnedsmidlerne har tilbørlig beskaffenhed, at byen så vidt mulig er
forsynet med godt vand, at salget af skadelige fødemidler og fordærvede kornvarer ej tillades,
at andre drikkevarer såsom øl, brændevin, vin og deslige ikke er af skadelig beskaffenhed for
sundheden, og at den renlighed, hvis mangel kan have skadelig indflydelse på sundheden i
almindelighed, vedligeholdes. Fysikus og distriktskirurgen var bemyndiget til i forening med
vedkommende øvrighed og autoriteter at foretage undersøgelser og komme med forslag til,
hvorledes de fundne mangler og uordener bedst kunne afhjælpes og forebygges. Fysikus og
distriktskirurg var medlem af Karantænekommissionen, havde nogle forpligtelser i forbindelse
med obduktioner, og pligter med hensyn til apotekere og medikamenter. Endelig er der
fysikus og distriktskirurgens pligter med hensyn til jordemodervæsenet, herunder undervisning
på steder, hvor der ikke findes jordemødre. Hvad angår epidemiske sygdomme skulle
fysikus og distriktskirurg overfor oplyste folk som præster, degne eller andre embedsmænd og
jordegodsejere, som fandt lyst til at udbrede forebyggelsesmidlet mod kopper, være behjælpelig
ved at give dem vejledning 136 . Det betyder, at såvel fysikus og distriktskirurgen behandler
syge og udøver kontrol fra 1818.
9.1.2.2 Embedslæger
Instruksen fra 1877 skelner mere udførligt mellem fysikus og distriktskirurg. Fysikus er ifølge
denne instruks den overordnede medicinalembedsmand i sin embedskreds. Han skal bo i sit
fysikat, står umiddelbart under Sundhedskollegiet og må efterkomme, hvad dette pålægger
ham, men han kan ikke vægre sig ved at efterkomme amtmandens direkte ordre. Fysikus afgiver
erklæringer og forslag til Sundhedskollegiet om sit fysikat. Han fører overtilsynet med
alle medicinalanliggender i fysikatet, dvs. alt hvad der angår den offentlige sundheds- eller
sygepleje samt medicinalpersonalets kaldsvirksomhed. Han er amtmandens rådgiver, og overfor
medicinalpersonalet optræder han enten selvstændigt, eller han indberetter til Sundhedskollegiet.
Han henvender sig i reglen direkte til læger og apotekere, og i reglen gennem distriktslægen
til jordemødrene. Han vejleder og støtter medicinalpersonalet, og skal mindst én
gang om året forvisse sig om, at distriktslægerne holder deres embedsbøger og arkiv i orden,
samt at sygehusarkiverne og sygehusjournalerne er i orden. Han skal holde sit eget arkiv i
orden, dette kan inspiceres af Sundhedskollegiet. Han skal sørge for, at indberetninger kommer
i betimelig tid. Fysikus skal mindst én gang om året ved personligt eftersyn forvisse sig
om, at alle til forplejning af syge oprettede anstalter er tilbørligt indrettede og forsynede, dog
136 Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende Ordningen af Embedslægevæsenet og den Kommunale
Sygepleje i Danmark. Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at
Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
77

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
er sindssygeanstaler undtaget herfra. Han skal tilse hospitaler, plejestiftelser, fattighuse, arbejdshuse,
arrester og lignende offentlige indretninger. Kommer det til hans kundskab, at der
er hindringer for at fattige borgere i sygdomstilfælde kan få hurtig lægehjælp og behørig pleje,
bør det være ham magtpåliggende at søge at fjerne disse hindringer. Når en særlig ondartet
epidemisk sygdom viser sig i fysikatet eller en epidemi vinder større udbredelse i den angrebne
egn, skal han undersøge stedet sammen med distriktslægen som den behandlende læge og
sørge for at udvirke, at alt det der er nødvendigt for at sygdommen kan blive behandlet på
bedste måde og videre udbredelse modvirkes bliver iværksat. Han skal anmelde kvaksalveri,
visitere apoteker, og føre tilsyn med jordemodervæsenet, idet han her rådgiver amtmanden
ved inddeling i jordemoderdistrikter, ved jordemødres ansættelse og afskedigelse, men han
træffer selv forholdsregler mod smittes udbredelse ved jordemødre og kan suspendere en jordemoder
i hvis praksis, der optræder gentagne anfald af fx. barselsfeber. Suspensionen må
dog kun være på bestemt tid, og såvel amtmanden som Sundhedskollegiet skal underrettes
herom. For overtrædelse af bestemmelserne i jordemødrenes instrukser kan fysikus pålægge
jordemoderen en bøde. Han skal endvidere sammen med distriktslægen søge at vedligeholde
jordemødrenes kundskaber. Sluttelig skal fysikus tage del i afholdelsen af farmaceutisk medhjælpereksamen
137 . Det vil sige, at fysikus fra 1877 ikke behandler syge, men alene kontroller
og administrerer.
Distriktslægerne skal ligeledes bo i deres distrikt. Distriktslægen står under fysikus og får sine
ordrer gennem fysikatet. Indberetninger gives til fysikatet. Distriktslægen skal foretage de
undersøgelser, lovgivningen pålægger ham eller som politimesteren eller underøvrigheden
opfordrer ham til. Distriktslægen afgiver erklæringer i retssager. Distriktslægen skal holde sit
embedsarkiv i orden, affatte den årlige medicinalberetning, medicinalstatistiske lister, m.m.
Distriktslægen er forpligtet til på bedste måde at yde enhver trængende lægehjælp. Han skal
uden vederlag (staten betalte hans løn som embedsmand, kommunen betalte kørepenge og
dagpenge til distriktslægen) behandle syge borgere i distriktet, som af kommunen er taget
under offentlig vedvarende eller midlertidig forsørgelse og er blevet henvist til distriktslægen.
Er distriktslægen tillige læge ved et sygehus, bør han i almindelighed tilse syge borgere dagligt
med hensyn til kur og forplejning. Han skal føre journal over hver enkelt indlagt patient,
han behandler, hvad enten denne er indlagt for det offentliges eller privat regning. Journalerne
skal han samle, ordne og indordne enten i lægeembedets arkiv eller sygehusets. Distriktslægen
er tillige arrestlæge. Han er medlem af Sundhedskommissionen, og hvis en sådan ikke
findes på stedet af Karantænekommissionen. Ved epidemiske sygdomme skal distriktslægen
henvende opmærksomheden på, at befolkningen beskyttes imod usundt drikkevand, usunde
næringsmidler, giftige substanser, usunde rum, osv. Distriktslægen foretager den offentlige
vaccination, deltager sammen med fysikus i apoteksvisitatser og fører tilsyn med jordemodervæsenet
i sit distrikt 138 . Det vil sige, at distriktslægen behandler syge og kontrollerer og administrerer.
Med instrukserne fra 1877 sker der altså en arbejdsdeling mellem fysikaterne og distriktskirurgaterne.
Fysikus overordnes kirurgen. Mellem de to beskrevne instrukser udsendes der i
137 Ibid.
138 Ibid.
78

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1840 en kgl. resolution, som bestemmer, at fysikater og kirurgater fremover betegnes som
embedslæger, og at såvel medicinere som kirurger kan beklæde begge typer stillinger, som
altså nu har fællesbetegnelsen embedslæger 139 . Det, der sker i 1877, er, at der indskydes et
administrativt mellemled i tilsyns- og kontrolfunktionen mellem den centrale medicinalstyrelse
Sundhedskollegiet og den direkte behandling og kontrol med syge borgere, som varetages
af fysikus. Og distriktslægen behandler syge, udøver kontrol og indberetter til den overordnede
fysikus.
9.1.2.3 Amts- og kredslæger
Antallet af fysikater og distriktskirurgater øges gennem 1800-tallet. I 1908 findes der 13 fysikater
og 90 distriktskirurgater (embedslæger). Embedslægerne havde som nævnt, hvis de ikke
var fuldtidsansat i statens tjeneste, privat praksis ved siden af deres offentlige embede.
I 1914 omforandres distriktslægen til kredslæge i en kreds, og fysikus til amtslæge i et amt 140 .
Forud for denne omforandring var det fattige og alderdomsforsørgede borgere distriktslægen
på øvrighedens vegne behandlede. Landets kommuner benyttede dog i stigende grad praktiserende
læger til denne befolkningsgruppe frem for distriktslægen:
“Ganske vist havde de denne af Staten ansatte Embedsmands Arbejde gratis, men de
skulde yde ham fri Befordring og Dagpenge, hvilket kunde løbe betydeligt op for
saadanne Kommuner, som laa i større Afstand fra Distriktslægens Bolig. Efterhaanden
som Antallet af privat praktiserende Læger er tiltaget, har Kommunerne derfor
set deres Fordel i at henvise deres Fattigpatienter til den nærmest boende private
Læge fremfor til den fjærnere boende Distriktslæge.”(...)”Disse forskellige Faktorer
har bevirket, at den kommunale Praksis i stedse stigende Grad er gaaet fra Distriktslægerne
over til de private Læger. Efter en af Sundhedskollegiet foretagen Forespørgsel
til Distriktslægerne i 1889 var da endnu ca. 3/5 af Fattigpraksis paa Distriktslægernes
Hænder, medens ca. 2/5 besørgedes af praktiserende Læger” 141 .
Med lovgivningen i 1914 fritages kredslægen for at behandle fattige og alderdomsunderstøttede
syge borgere, disse grupper skal fremover behandles af den praktiserende læge 142 . Det
betyder, at fra 1914 aflønnes den praktiserende læge af kommunen, og kommunen får dernæst
tilskud af staten for behandling af fattige og alderdomsunderstøttede borgere. Det økonomiske
mellemværende mellem kommuner og den praktiserende læge aftales så via overenskomster
mellem læger (Den danske Lægeforening) og kommuner. Det vil sige, at nu overlader staten
behandling af fattige og alderdomsunderstøttede syge borgere til kommunerne. Men staten
bibeholder via sine embedslæger sin funktion som overordnet tilsyn med borgerne, med insti-
139 Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Resolutionen fra 1840, genoptrykt, pp. 193-195.
140 Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp, København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 87 af 21. april om Embedslægevæsenets ordning, København.
141 Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende Ordningen af Embedslægevæsenet og Den Kommunale
Sygepleje. Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede
en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København, p. 6.
142 Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp, København.
79

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tutionerne, med retslige erklæringer, osv.
Det nye vedrørende kredslægens opgaver fremover er altså, at han ikke længere skal være
såkaldt “fattiglæge”, altså være praktisk udøvende læge for fattige og alderdomsunderstøttede
syge borgere, men han har ved siden af sin funktion som statens kredslæge praksis som praktiserende
læge, det vil sige for borgere der betaler for konsultationerne hos ham. De praktiserende
læger er ikke omfattet af øvrighedens tilsyn (fratagelse af retten til at udøve lægevirksomhed)
fra Sundhedsstyrelsen bortset fra, når det handler om behandling af de borgere,
kommunen har forsorgspligt for. Dette “problem” behandles i den senere betænkning om lægeloven
i 1931 og lovgives om i 1934.
Med hele denne omorganisering erstattes stillingerne som fysikus og distriktslæger af henholdsvis
amtslæger og kredslæger. Fysikus var overordnet distriktslægerne, nu er amtslægen
overordnet kredslægen, og samtidig konverteres alle de statslige lægestillinger til overordnede,
tilsynsførende stillinger uden direkte behandling, altså administrative stillinger. Og den
direkte behandling af syge borgere er i privat regi, dog med tilskud fra øvrigheden.
Amtslægen er sagkyndig rådgiver for amtmand og amtsråd i de sager, hvor der skønnes at
kræve lægekyndig indsigt, derunder beskikkelse af jordemødre i distrikterne. Amtslægen skal
desuden høres angående ansættelse af overlæger og enelæger ved amt- og bykommunale sygehuse,
ligesom han skal have lejlighed til at udtale sig om planer om opførelse og ombygning
af skolebygninger. Amtslægen er medlem af Oversundhedskommissionen og danner i
alle embedsforhold mellemled mellem amtets kredslæger og Sundhedsstyrelsen. Han skal
samle og bearbejde det modtagne statistiske materiale fra kredslægen efter Sundhedsstyrelsens
anvisning 143 .
Kredslægen er lægekyndig rådgiver for de juridiske og administrative myndigheder i kredsen
og skal høres i alle sager, der skønnes at kræve lægekyndig indsigt. Han skal afgive betænkninger,
når dette kræves af ham. Han kan deltage i forhandlinger i de kommunale råd, og han
skal deltage i forhandlinger om sundhedsvedtægter. Kredslægen fører tilsyn med sundhedsforholdene
i kreds efter en instruks udarbejdet af justitsministeren. Dette tilsyn omfatter offentligt
ansatte læger, tandlæger, apotekere, jordemødre, sygeplejere, massører og lign. Endvidere
skal kredslægen føre tilsyn med sundheds- og sygeplejen i anstalter, hvor der er flere
mennesker samlede (alderdomshjem, fængsler, tvangsarbejdsanstalte, skoler, vuggestuer,
mv.), med virksomheder som er underlagt sundhedslove som bagerier, slagterier, fabrikker,
osv., med sygehuse, klinikker, fødehjem, helbredelsesanstalter, osv., med private hjem hvor
der er svangre eller fødende kvinder, plejebørn, alderdomssvækkede syge, med apoteker, med
vandforsyning, tilberedelse og salg med næringsmidler hvor der kan være fare for befolkningens
sundhed og med bygnings- og kloakforhold. Kredslægen overvåger sundhedstilstanden i
sin kreds, og er forpligtet til at indberette til myndighederne, ligesom han er forpligtet til at
komme råd og vejledning til forbedring af forholdene. Kredslægen er medlem af Sundhedskommissionen,
Epidemikommissionen og Karantænekommissionen, og er forpligtet til at udføre
de vedtagne foranstaltninger mod smitsomme sygdomme (i disse kommissioner vekslede
det tidligere, hvor vidt embedslægen var medlem eller ej sammen med amtmand og præst).
Sluttelig udarbejder kredslægen statistisk materiale og fører embedsbøger. Det analyserede
143 Amalienborg (1914): Lov nr. 87 af 21. april om Embedslægevæsenets ordning, København.
80

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
materiale indsendes via amtslægen til Sundhedsstyrelsen 144 . Det vil sige, at kredslægens opgave
på øvrighedens vegne er at forebygge sygdom via sagkyndig rådgivning og kontrol og ikke
længere behandling af syge. Og samtidig hermed kontrollere de agenter, der plejer og behandler
syge.
Forskellen på fysikater og kirurgater, embedslæger og amts- og kredslæger er: Fysikus og
distriktskirurg behandler begge syge, overvåger sundhedstilstanden og forebygger sygdom i
befolkningen. Forebyggelsen varetages af fysikus og kirurg, men også af andre. Fysikus og
kirurg har hvert sit arbejdsområde angående behandling, men arbejder i en sideordnet relation
hvad angår overvågning af sundhedstilstanden og forebyggelse. Det vil sige en decentral medicin.
Tilsyn med medicinalpersonale omfatter apoteker og jordemødre. Med indførelse af
embedslæger overordnes fysikus kirurgen, og fysikus behandler ikke direkte syge borgere
længere. Forebyggelse af sygdom varetages nu af distriktskirurgen og ikke af andre ikkelægelige
agenter, tilsvarende at embedslægerne under tilsynet med medicinalpersonale nu
også omfatter at anmelde kvaksalveri. Det vil sige, at der er tale om en mere samlet medicin
og en begyndende monopolisering af området. Med indførelse af amts- og kredslæger fjernes
behandlingsfunktionen fra øvrighedens stillinger og overlades til et liberalt lægekorps. Øvrighedens
stillinger er således rent administrative nu inden for sine funktioner, og organiseret i et
hierarki. Overvågningen af befolkningen udvides til at omfatte institutioner for såvel syge
som raske borgere, ligesom kontrollen med medicinalpersonalet udvides til at omfatte de medicinalpersoner,
som arbejder på institutionerne. Tandlæger er nu med som en del af medicinalpersonalet.
Det vil sige, at kontrollen er mere omfattende. Undtaget kontrollen fra øvrigheden
er dog som nævnt de praktiserende læger og dermed syge borgeres behandling i hjemmene.
9.1.3 Stillinger på hospitalerne
9.1.3.1 Medicinere og kirurger
Et andet område, hvor der oprettes stillinger for medicinen i øvrighedens regi, er hospitalerne
145XX . I anden halvdel af 1700-tallet påbegynder øvrigheden at opføre hospitaler rundt om-
144 Ibid.
145 Gennemgang af stillinger på hospitalerne bygger på:
Fundatsen for Frederiks Hospital af 6. august 1756 i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital
1757-1907. Det Schubotheske Forlag, København. Fundatsen er et genoptryk af den originale og er gengivet pp.
58-75.
Den originale instruks for medikus af 2. november 1756 genoptrykt i: Tryde, G. (1945): Det kongelige Frederiks
Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn, pp. 103-112.
Den originale instruks for chirurgus af 4. april 1757 genoptrykt pp. 117-122 i: Tryde, G. (1945): Det kongelige
Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn.
Københavns Universitet: Årbog 1873-75.
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til Kommunalbestyrelsens
Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Instruks for Overlægerne ved Kommunehospitalet. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
(fodnoten fortsættes på næste side...)
81

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
kring i landets købstæder og i København. En begrundelse herfor var behandling af smitsomme
sygdomme for den del af befolkningen, der ikke selv havde midler til at betale for en behandling
146 . I København blev der opført 3 hospitaler - Frederiks Hospital i 1756, Almindeligt
Hospital i 1769 og Fødselsstiftelsen i 1787.
Formålet med opførelsen af Frederiks Hospital var ifølge fundatsen at optage fattige og nødlidende
til:
“helbredelse af alle sygdomme og skader, som der kan være menneskeligt håb til,
næst Guds bistand, ved lægedom eller nogen slags kirurgisk operation at hjælpe til
Indenrigsministeriet: Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning, København.
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om
Udøvelse af Lægegerning § 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste) for lægevidenskabelige
Kandidater, 23. november, København.
Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse Nr. 36 om Speciallæger, 13. februar, København.
Indenrigsministeriet (1939): Bekendtgørelse Nr. 144 om Ændring i Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr. 36
af 13. Februar 1937 om Speciallæger, 13. marts, København.
Indenrigsministeriet (1942): Bekendtgørelse Nr. 377 om Speciallæger, 27. august, København.
Indenrigsministeriet (1944): Bekendtgørelse Nr. 180 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
137 af 27. August 1942 om Speciallæger, 16. maj, København.
Indenrigsministeriet (1947): Bekendtgørelse Nr. 229 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
377 af 27. August 1942 om Speciallæger, 12. juli, København.
Indenrigsministeriet (1950): Bekendtgørelse Nr. 442 om speciallæger, 16. november, København.
Indenrigsministeriet (1951): Bekendtgørelse Nr. 380 om ændring af bekendtgørelse om speciallæger, 14. september,
København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 77 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger, 5.
april, København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 231 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
19. juni, København.
Sundhedsministeriet (1990): Bekendtgørelse nr. 655 om uddannelse af speciallæger, 18. september, København.
Vallgårda, Signild (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhusenes historia 1750-1880.
Publikation 17. Institut for socialmedicin. Københavns Universitet. FADL’s Forlag, København, Århus, Odense
Vallgårda, Signild (1992): Sygehuse og sygehuspolitik i Danmark. Et bidrag til det specialiserede sygehusvæsens
historie 1930-1987. Disputats fra Det Lægevidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.
Petersen, Esther (1988): Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem til år 1900.
Dansk Sygeplejeråd, København.
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag, København. Tryde,
G. (1945): Det kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn. Carøe,
Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900, bind I. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København.
Melchior, Johannes C., m.fl. (1979): Københavns universitet 1479-1979, bind VII Det lægevidenskabelige Fakultet,
G. E. C. Gads Forlag, København.
Backer, K. H. & Skovgaard, A. (red.) (1949): Social=medicinske love. Udvalgte og bearbejdede med henblik på
deres betydning i social=medicinsk praksis. 1. hefte. Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning.
Forlaget for videnskabelig litteratur, København.
146 Vallgårda, Signild (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhusenes historia 1750-1880.
Publikation 17. Institut for socialmedicin. Københavns Universitet. FADL’s Forlag, København, Århus, Odense,
pp. 15-22.
Petersen, Esther (1988): Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem til år 1900.
Dansk Sygeplejeråd, København, p. 10.
82

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
rette og råde bod på” 147 .
Og de borgere, der kunne tillades indlæggelse på Frederiks Hospital, måtte bl.a. ikke lide af
nogen inkurabel sygdom, det vil sige, at hospitalet i modsætning til eksisterende institutioner
på daværende tidspunkt netop indrettedes til at gøre patienter arbejdsduelige igen:
“Til en særdeles Adskillelse fra alle andre Hospitaler, hvor skrøbelige Folk paa livstid
underholdes, have Vi Allernaadigst villet stifte dette Sygehus som et almindeligt
Hjælpemiddel for de Syge, som ikke formaa i deres armelige og nødlidende Tilstande
at komme sig selv til Hjælp, og dog ved Guds naadige Bistand og Lægens Hjælp
samt en god og tilbørlig Underholdning kunde forhjælpes til deres Førlighed igen,
saa at de kunde igen fortjene Levebrød og komme til deres forrige Stand” 148 .
De patienter, der skulle gøres arbejdsduelige igen, var først og fremmest civile fra borgerstanden:
“Og i hvorvel Vi Allernaadigst ville, at de af Borgerstanden, hvis Vilkaar ere blevne
saa slette og nødtørftige, at de trænge til denne Hjælp, skal have den første og nærmeste
Ret og Adgang til Antagelse i dette Hus” 149 .
Dernæst tillod man fattige, civile borgere indlæggelse samt tjenestefolk og endelig soldater
fra hæren. Folk fra borgerstanden og fattige borgere blev indlagt frit, betalte ikke for opholdet,
hvorimod tjenestefolkene kun kunne indlægges mod betaling fra deres herskaber, og hæren
betalte for soldaterne.
Hospitalets første fundats ændredes i 1771 til fortsat at omfatte militærets soldater, men nu
kun de civile borgere, der kunne betale for opholdet på hospitalet (af soldaterne skulle de bedre
stillede betale et moderat beløb og de lavtlønnede soldater skulle indlægges frit). Fattige
borgere blev i stedet henvist til Almindeligt Hospital. Almindeligt Hospital var blevet bygget
med det formål at pleje fattige, men blev i 1771 så ændret til en behandlingsinstitution svarende
til Frederiks Hospital, men for ubemidlede borgere. Man skelnede altså her mellem fattige
og rige på den ene side og mellem civile borgere og soldater på den anden side 150 . Men
det alt afgørende var som sagt, at der nu var tale om borgere, der indlægges på hospitalet til
helbredelse og arbejdsduelighed igen og ikke “kun” til pleje ved uhelbredelige sygdomstilstande
for fattige.
En yderligere begrundelse til opførelse af Frederiks Hospital var uddannelse af medicinere og
kirurger. Ifølge G. Trydes historiske bog om oprettelsen af Det kgl. Frederiks Hospital i København
var det den danske læge Balthazar Joh. de Buchwald, der sammen med sin far Johannes
de Buchwald herhjemme først beskrev ideerne om, at praktiske studier ved sygesengen
ville være en støtte for de lægestuderendes teoretiske studier ved universitetet. En elev af
147 Fundatsen for Frederiks Hospital af 6. august 1756, stk. 3. I: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks
Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag, København, p. 60. Fundatsen er et genoptryk af den originale og
er gengivet pp. 58-75.
148 Ibid., p. 60.
149 Ibid., stk. 3, pp. 60-61.
150
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag, København, p.
21.
83

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Balthazar Joh. de Buchwald, Peter Rudolph Wandeler, forsvarede dernæst i 1746 sin medicinske
doktorgrad, som omhandlede det medicinske studiums tilrettelæggelse. I afhandlingen
fremfører Wandeler et krav om opførelse af et hospital for helbredelige syge, et hospital, hvor
de nødvendige observationer og sektioner med henblik på sygdommes erkendelse og behandling
kunne foretages, og hvor der kunne gives de studerende fornøden klinisk undervisning.
Disputatsen blev dedikeret til Danmarks Kronprins, og i 1747 indsendte Balthazar Joh. de
Buchwald en hospitalsplan til Collegium medicum. Denne plan er forsvundet fra de historiske
arkiver, men 4 år senere, i 1751, forelægges hospitalsplanen for enevældskongen, Frederik
den V., der godkender planen i 1752, og opførelsen af Det kgl. Frederiks Hospital i København
sættes i gang. Hospitalet tages i brug i 1757 151XXI .
På Frederiks Hospital blev der ansat to reservekirurger samt nogle kirurgiske studenter som
medhjælpere, en medicus og to medicinske kandidater. Medicus skulle opvarte og føre tilsyn
med de syge, og der foruden én gang om ugen en formiddag eller en eftermiddag holde Collegium
Clinicum for de medicinske og kirurgiske studerende 152 . Kirurgerne på Frederiks Hospital
havde pligt til, når forholdene tillod det, at lade såvel de medicinske som de kirurgiske
studenter overvære operationer 153 .
På Frederiks Hospital var der indrettet sygestuer for patienter til medicinsk behandling og for
patienter til kirurgisk behandling samt for barselkvinder. Fundatsen nævner, at patienter til
indlæggelse ikke måtte være belastede med veneriske sygdomme, med børnekopper, skab,
spedalskhed, galskab eller nogen slags inkurable sygdomme.
Til administration eller ledelse af Frederiks Hospital ansatte kongen en overdirektion bestående
af 3 embedsmænd og en meddirektion (dem der skulle gøre noget praktisk) bestående af
9 medlemmer. De 3 øverste embedsmænd var en greve, en overpræsident og en general.
Meddirektionen, som skulle lede hospitalet i det daglige, bestod af 2 kirurger (generaldirektøren
for Det Kirurgiske Amphiteater og en hofkirurg), 1 livmedicus, 2 regnskabsfolk, 1
gejstlig, 1 lovkyndig og 2 borgermænd (handel). Hofkirurgen skulle føre tilsyn med
hospitalets mediciner og kirurg samt kandidaterne i medicin og kirurgi, var overordnet i
hospitalet frem for medicineren 154 . Enevældskongen befalede endvidere via fundatsen af 1756
for Frederiks Hospital, at der ved hospitalet skulle ansættes Ober-Betjente, det vil sige en
inspektør, en præst, en økonom, 1 medicus og 2 medicinske kandidater, 1 kirurgus, 2
kirurgiske kandidater, 2 kirurgiske studenter og en hospitalsskriver. Disse folk skulle aflønnes
og havde bl.a. fri bolig på hospitalet (de ansatte boede generelt på hospitalet). Medicineren,
der var overlæge ved Frederiks Hospital, var Frederik Ludvig Bang XXII , udnævntes til
ekstraordinær professor i medicin ved universitetet i 1782, og beklædte således to stillinger,
der for første gang koblede hospitalets og universitetets undervisning sammen.
151
Tryde, G. (1945): Det kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn.
152 Den originale instruks for medikus af 2. november 1756, stk. 11, pp. 107-108 genoptrykt i: Tryde, G. (1945):
Det kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn, pp. 103-112.
153 Den originale instruks for chirurgus af 4. april 1757 stk. 8 genoptrykt pp. 117-122 i: Tryde, G. (1945): Det
kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn, p. 120.
154 Hospitalets fundats af 6. august 1756, stk. 28 i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-
1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København, p. 68.
84

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
og universitetets undervisning sammen.
Til Det kgl. Frederiks Hospital var det de tilknyttede hofkirurgers opgave at deltage i hospitalets
daglige ledelse under den øverste ledelse. Deres ledelse bestod i at rådgive medicinerne,
kirurgerne og de medicinske og kirurgiske kandidater i deres arbejde med patienterne, lede
disses arbejde med patienterne og føre tilsyn med arbejdet. Hofkirurgerne skulle desuden forestå
indretning af hospitalets apotek samt sørge for, at der førtes tilsyn med det.
Til hospitalet var der endvidere knyttet en livmedicus. Denne var ligeledes medlem af hospitalets
daglige ledelse under den øverste ledelse, men det fremgår ikke af fundatsen, hvad han
yderligere havde af opgaver.
Almindeligt Hospital åbnede som en lemmestiftelse, men omformedes som sagt til et behandlingshospital
i 1771 for ubemidlede. Det var Københavns første kommunale hospital, og her
foregik der ligeledes nogen undervisning. Almindeligt Hospital nedlagdes, da Københavns
Kommunehospital åbnede i 1863 155 .
I anden halvdel af 1700-tallet blev der opført i alt 13 hospitaler i landet, I løbet af 1800-tallet
opføres der 78 hospitaler rundt i landet - i amter, i købstæder og i København, overvejende i
anden halvdel af århundredet. I København tages Kommunehospitalet i brug samme år som
Den danske Diakonissestiftelse åbner et hospital for private midler, også i København 156 .
9.1.3.2 Læger og praktikanter
For at fremme undervisningen ved Frederiks Hospital og ved Fødselsstiftelsen overføres den
overordnede styrelse fra justitsministeriet til ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet
fra 1871. Hermed fik universitetet indflydelse på og til dels selvstændig ret til besættelse af
overlægestillingerne samt indseende med undervisningen på hospitalerne: Det betyder, at universitetet
får bestemmelse over, hvem der ansættes til at behandle patienterne indlagt på hospitalerne
157 . På Frederiks Hospital opdeltes den medicinske afdeling i to afdelinger, og ligeledes
med den kirurgiske afdeling, hvor der tillige blev indrettet en øjenafdeling. Den ene overlæge
ved medicinsk afdeling og den ene overlæge ved kirurgisk afdeling blev dernæst kliniske
docenter ved universitetet, det vil sige, at når han er udnævnt til klinisk lærer, tiltræder
han overlægeposten (det kom dog ikke til at omfatte kirurgien i første omgang). Overlægerne
ved de øvrige kliniske afdelinger skulle udnævnes efter indgivet ansøgning for et tidsrum af 6
år, udnævnt af hospitalets direktion efter at fakultetet er hørt. Det vil sige, at hospitalet “kun”
kan vælge sin overlæge blandt de læger, der er bedømt og godkendt af Det Lægevidenskabelige
Fakultet.
I 1873 bliver en del af en læges grunduddannelse, at han skal gennemgå 1 års praktik på hospitalet
i løbet af sin uddannelse. Det vil sige, at der oprettes praktikantstillinger på hospitalet
155 Melchior, Johannes C., m.fl. (1979): Københavns universitet 1479-1979, bind VII Det lægevidenskabelige
Fakultet, G. E. C. Gads Forlag, København, p. 71.
156 Vallgårda, Signild (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhusenes historia 1750-1880.
Publikation 17. Institut for socialmedicin. Københavns Universitet. FADL’s Forlag, København, Århus, Odense,
tabel I, pp. 122-124.
157 Melchior, Johannes C., m.fl. (1979): Københavns universitet 1479-1979, bind VII Det lægevidenskabelige
Fakultet, G. E. C. Gads Forlag, København, pp. 98-103.
85

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
til de medicinstuderende: ½ år på medicinsk afdeling og ½ år på kirurgisk afdeling. Praktikken
benævntes volontørtjeneste 158 . I 1905 udvides volontørtjenesten til 1½ år 159 .
Ved Kommunehospitalet fra 1863 måtte ingen sygdomme udelukkes fra behandlingen ifølge
fundatsen 160 . Videre hedder det i fundatsen, at kommunens borgmester er den øverste leder af
hospitalet. Økonomisk og administrativt er hospitalet en enhed, i lægelig henseende er hospitalet
delt op i 4 afdelinger - 1 medicinsk afdeling, 2 kirurgiske afdelinger og 1 hudsygeafdeling.
Under borgmesteren hører i sideordnet stilling 1 forstander og hospitalets overlæger.
Under forstanderen hører den daglige administration og økonomien, under overlægerne, der
har hver sin afdeling, henlægges udelukkende alt hvad der vedkommer sygebehandlingen og
sygeplejen. Samtlige overlæger danner et Lægeråd, som én gang om måneden mødes sammen
med forstanderen og borgmesteren for at forhandle hospitalets anliggender 161 . Det vil sige, at
overlægerne er med i hospitalets ledelse. Foruden de fire overlæger ansættes der 5 reservelæger
og 14 kandidater. Overlægerne ansættes af Magistraten for 6 år ad gangen, med pension
og fri bolig. Lægekandidaterne ansættes af Magistraten for 2½ år efter Lægerådets indstilling,
har fri bolig og fri kost. Kandidaterne ansættes 1 år under den medicinske overlæge, 1 år under
den kirurgiske overlæge og ½ år på hudafdelingen 162 .
Angående stillinger som kandidater, reservelæger og visitator (visitator visiterede til Kommunehospitalet,
Frederiks Hospital og Almindelig Hospital) anføres det, at overlægerne skal udtale
sig om ansøgerne 163 .
9.1.3.3 Lægevidenskabelige kandidater (turnuskandidater)
I 1935 oprettes der turnusstillinger på hospitalerne for nyuddannede læger. Siden 1908 havde
lægerne internt indført en ordning om praktisk tjeneste af 1 års varighed for nyuddannede
læger rundt omkring på landets sygehuse (turnusordningen foregik dog fortrinsvis på de københavnske
hospitaler indtil 1935). Og fra 1. januar 1935 fastsættes denne praksis i Lægeloven.
I bekendtgørelsen om turnusordningen er der anført, at:
158 Ibid.
“Turnustjenestens varighed er 12 Maaneder, saaledes at en Turnuskandidat ordentligvis
gør Tjeneste på et Sygehus med blandet medicinsk-kirurgisk Belægning i hele
det nævnte Tidsrum eller gør Tjeneste 6 Maaneder paa en medicinsk Specialafdeling
og 6 Maaneder paa en kirurgisk Specialafdeling” 164 .
159 Københavns Universitet: Årbog 1873-75, p.41.
160 Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til
Kommunalbestyrelsens Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410), p. 3.
161 Ibid., pp. 5-6.
162 Ibid., pp. 8-9.
163 Kjøbenhavns Magistrat (1863): Instruks for Overlægerne ved Kommunehospitalet. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410), stk. 10.
164 Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning, København.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
86

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Foreningen af yngre læger autoriseres i medfør af loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse
til at bistå Sundhedsstyrelsen ved fordelingen af turnuskandidater. Og antallet af nødvendige
turnusstillinger foretages af Sundhedsstyrelsen efter forhandling med et udvalg på 4 medlemmer.
Turnusordningen er en erhvervspraktik, og har ikke med selve grunduddannelsen til
læge at gøre. Den nyuddannede læge arbejder i hospitalet for en mindre løn i 1 år, og får først
herefter sin statsautorisation. Denne ordning gav problemer praktisk og juridisk. Fordi: må
den uddannede lægekandidat virke som læge og have det dermed forbundne ansvar i det år,
han er turnuslæge? Man løste problemet ved at udstede en A-autorisation efter kandidatuddannelsen
og en B-autorisation efter turnustjenesten, to autorisationer, der gav samme ret og
pligt, men som altså “blot” var med eller uden 1 års turnustjeneste med højere eller lavere løn.
9.1.3.4 Speciallægeordningen
I 1937 indføres speciallægeordningen og dermed speciallægestillinger på hospitalerne. Det er
indenrigsministeren, der ligeledes fastsætter regler for inden for hvilke grene af lægevidenskaben,
der kan meddeles speciallægeanerkendelse samt vilkårene herfor. Ministeren kan sige
nej til specialistnævnet (se nedenfor) til indstillinger om oprettelse af nye specialer, men ministeren
kan ikke selv oprette specialer uden en ansøgning fra specialistnævnet.
Af den første bekendtgørelse om speciallæger fra 1937 fremgår det, at der eksisterer 15 grene
af lægevidenskaben, hvor man kan blive anerkendt som speciallæge: intern medicin, kirurgi,
børnesygdomme, lungetuberkulose, nervesygdomme, sindslidelser og nervøse tilstande (psykiatri),
gynækologi (kvindesygdomme), obstetrik, orthopædi, otolaryngologi, oftalmologi,
dermato-venerologi, fysiurgi, radiologi, patologisk anatomi og vævsmikroskopi 165 .
For at få anerkendelse som speciallæge er der nogle A. Almene uddannelseskrav og nogle B.
Særlige uddannelseskrav for de enkelte specialer, der skal opfyldes:
De almene krav A er:
1. kandidatalder på mindst 6 år
2. turnus
3. 2 års uddannelse i praktisk lægegerning, hvoraf det ene år kan anvendes til supplerende
uddannelse eller til uddannelse i hovedspecialet uden for hoveduddannelsesstedet og specialuddannelsestiden.
Det vil sige, at man skal have erhvervet sin kandidatuddannelse på universitetet og herefter
have arbejdet som læge i 6 år.
De særlige krav B er (de er så lidt forskellige fra speciale til speciale, men bygget op efter
samme logik), fx. ved intern medicin:
A. Alsidig almindelig uddannelse
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om
Udøvelse af Lægegerning § 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste) for lægevidenskabelige
Kandidater, 23. november, København.
165 Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse Nr. 36 om Speciallæger, 13. februar, København.
87

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
B. Enten: 3 års ansættelse som 1. reservelæge på ikke specialiseret medicinsk afdeling drevet
af det offentlige. Indtil 2 af disse år kan erstattes med ansættelse af anden art: a) ansættelse
som fast kandidat eller 2. reservelæge på tilsvarende afdeling; b) ansættelse på medicinsk poliklinik
i indtil 2 år; c) 1. reservelæge på medicinsk afdeling af anden art (se nedenfor) i indtil
1 år. Der kan kun medregnes halvdelen af den tid, hvori lægen har været ansat i de under a)
og b) nævnte stillinger. Eller: 3 års ansættelse som 2. reservelæge på ikke specialiseret medicinsk
afdeling drevet af det offentlige, samt derefter 2 års ansættelse som 1. reservelæge på
større medicinsk afdeling af anden art (epidemihospital, tuberkulosehospital, større privat
hospital eller lign.).
Generelt om den interne mediciner siges det, at han kan avertere et eller flere organspecialer;
organspecialer eller kombinationer af sådanne skal dog anerkendes i hvert enkelt tilfælde af
Sundhedsstyrelsen efter indstilling af specialistnævnet.
Det vil sige, at anerkendelsen til speciallæge gives efter samlet 12 års praktisk arbejde på et
hospital. Og hvor man avancerer og tildeles faste stillinger og højere løn efterhånden:
- ingen stilling
- midlertidig stilling til lavere løn
- fast ansat kandidat
- fast ansat 2. reservelæge
- fastansat 1. reservelæge
- speciallæge.
Det vil sige, at speciallægeordningen handler om retten til at opnå faste stillinger på hospitalerne.
Om erhvervserfaring, om at opøve en praktisk handlen, og har dermed intet (i hvert fald
ikke i udgangspunktet) at gøre med formidling af teori eller videnskab. Og man stiger op
igennem et hierarki af stillinger. Det fremgår ikke af denne bekendtgørelse og de efterfølgende
(1939, 1942, 1944, 1947, 1950), at der kræves kurser, forskning, eller lign. (altså teoretisk
skole, uddannelse). I 1951 kræves der for at blive speciallæge i anæstesiologi, at der skal gennemføres
et kursus af 1 års varighed. Det er første gang, at “teori” nævnes i bekendtgørelserne.
I 1954 indføres der et kursus af 6 mdr.’s varighed for det neurologiske speciale, osv. 166 .
166 Indenrigsministeriet (1939): Bekendtgørelse Nr. 144 om Ændring i Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
36 af 13. Februar 1937 om Speciallæger, 13. marts, København.
Indenrigsministeriet (1942): Bekendtgørelse Nr. 377 om Speciallæger, 27. august, København.
Indenrigsministeriet (1944): Bekendtgørelse Nr. 180 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
137 af 27. August 1942 om Speciallæger, 16. maj, København.
Indenrigsministeriet (1947): Bekendtgørelse Nr. 229 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
377 af 27. August 1942 om Speciallæger, 12. juli, København.
Indenrigsministeriet (1950): Bekendtgørelse Nr. 442 om speciallæger, 16. november, København.
Indenrigsministeriet (1951): Bekendtgørelse Nr. 380 om ændring af bekendtgørelse om speciallæger, 14. september,
København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 77 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger, 5.
april, København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 231 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
(fodnoten fortsættes på næste side...)
88

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Sundhedsstyrelsen kan efter indstilling fra specialistnævnet meddele læger tilladelse til at
betegne sig som speciallæge inden for de 15 forskellige grene af lægevidenskaben her fra
1937. Lægernes fagforening havde oprettet et specialistnævn, der bedømte de enkelte agenter,
og gav dem tilladelse til at betegne sig som speciallæge inden for en lægeklinik. Med bekendtgørelsen
i 1937 om speciallægeordningen opretter Sundhedsstyrelsen et specialistnævn.
Om anerkendelsen (autorisation) til speciallæge hedder det:
“En læge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som speciallæge.” (...) “Efter
indstilling af specialistnævnet meddeles tilladelsen af sundhedsstyrelsen, der herom
udsteder en offentlig bekendtgørelse.
Der oprettes ved sundhedsstyrelsens foranstaltning et specialistnævn bestående af 6
på 4 år udnævnte medlemmer, nemlig et medlem af det lægevidenskabelige fakultet,
der skal være lærer i en praktisk disciplin, en praktiserende speciallæge, en hospitalsoverlæge,
en praktiserende læge i København, en praktiserende læge i provinsen
med landpraksis og en repræsentant for de unge, endnu ikke nedsatte læger.” (...) “
Til at vejlede nævnet ved bedømmelsen af ansøgningerne udpeger Sundhedsstyrelsen
for 4 år ad gangen 2 speciallæger inden for hvert anerkendt speciale.” (...) “Ændring
i specialistnævnets sammensætning kan foretages af indenrigsministeren, såfremt
nævnet selv indstiller, at en sådan foretages” 167 .
Specialistanerkendelsen er altså en anerkendelse af en læge, der er specialist i praktisk lægegerning,
og bedømmerne heraf er da også alt overvejende praktikere, kun en enkelt er fra Det
Lægevidenskabelige Fakultet, men han er alligevel også praktisk ekspert. Sundhedsstyrelsen
kan sige nej til en indstilling til autorisation, men Sundhedsstyrelsen kan ikke autorisere en
læge, som ikke er indstillet af specialistnævnet. Det vil alt i alt sige, at specialistnævnet er ret
autonomt, det vil sige, at læger fagligt kontrollerer læger.
Som tidligere anført var det i 1914 blevet bestemt, at embedslægerne (amtslægen) skulle høres
ved ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale sygehuse. I den nye
lægelov, hvor lægerne får monopol på stillingerne på hospitalerne, bestemmes det yderligere,
at stillinger som ledende læge ved statens (Rigshospitalet undtaget 168 ), kommunernes og i forbindelse
med private sygehuse, der modtager offentlig støtte, skal der indhentes en udtalelse
fra Sundhedsstyrelsen om, hvilke ansøgere, der er kvalificerede til vedkommende stilling.
Forud for en sådan udtalelse skal Sundhedsstyrelsen indhente en sagkyndig vurdering af ansøgernes
kvalifikationer. Om denne sagkyndige vurdering hedder det:
19. juni, København.
“Til at afgive den sagkyndige Vurdering udnævnes 2 paa 4 aar valgte Raad, hvert
paa 3 Medlemmer; det ene Raad vælges af Dansk kirurgisk Selskab; mindst det ene
af Raadets Medlemmer skal have Bopæl uden for Storkøbenhavn. Det andet vælges
af Dansk Selskab for intern Medicin; mindst det ene af Raadets Medlemmer skal
have bopæl uden for Storkøbenhavn. Drejer det sig om andre Specialer, skal de re-
167 Backer, K. H. & Skovgaard, A. (red.) (1949): Social=medicinske love. Udvalgte og bearbejdede med henblik
på deres betydning i social=medicinsk praksis. 1. hefte. Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning.
Forlaget for videnskabelig litteratur, København, p. 47.
168 Rigshospitalet har “arvet” ansættelsesproceduren fra Det kgl. Frederiks Hospital, hvor overlæger vælges
blandt de af Det Lægevidenskabelige Fakultet bedømt videnskabeligt kvalificerede læger, jf. navnet Universitetshospital,
derfor undtages selvfølgelig Rigshospitalet.
89

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
spektive videnskabelige Selskaber spørges. Medlemmerne af disse Raad er ulønnede,
dog udreder Sundhedsstyrelsen Rejsegodtgørelse til udenbysboende” 169 .
Det vil sige, at foruden, at lægerne får monopol på stillingerne på hospitalerne, så bestemmes
det, at de ledende, de læger der er øverst i hierarkiet, skal rekrutteres fra kredsen af lægernes
videnskabelige interne sammenslutninger eller foreninger.
Både hvad angår specialistnævnet og det sagkyndige råd (i daglig tale kaldet paragraf-14udvalget)
bygger lægerne et internt fagligt bedømmelsessystem op, der som konsekvens har,
at ingen andre end læger kan bedømme læger og dermed bestemme, hvem der skal have en
stilling, og hvem der findes kompetent til at behandle syge borgere. Og modsat hvem der skal
lukkes ude, og hvem der ikke er kompetent. Det er alene lægerne, der har denne ret, og den
bliver så garanteret af staten. Man kan sige, at lægen med hele denne udvælgelsesprocedure
får en anerkendelse og en legitimering, en bemyndigelse til på statens vegne at behandle alle
landets borgere. Lægen bliver af staten tildelt en titel, der tilmed er garanteret af staten.
Og det vil sige, at karrieresystemet, og dermed stillinger på hospitalerne for en læge er her i
1937:
- praktik på et hospital som lægestuderende. Boglig kandidatuddannelse på universitetet, som
omfatter teoretiske og kliniske anvendte fag - garanteret af undervisningsministeriet
- praktisk turnusuddannelse på et hospital - garanteret af indenrigsministeriet
- klinisk specialist - garanteret af Sundhedsstyrelsen 170 .
I alle tre tilfælde er det lægen og kun lægen, som gennemfører uddannelsen og tildeler titlen,
men det er staten, som tildeler autorisationen efter indstilling fra professionen.
9.2 Uddannelser til læge
Efter gennemgang af lægeerhvervets relation til staten skal der i det følgende gennemgås uddannelser
til læge i Danmark i perioden fra 1736 og op til 1937. Angående forskellige uddannelser
til læge er der tale om uddannelser ved universitetet og uddannelser udenfor universitetet,
og som ender op med at være én uddannelse ved universitetet. Først gennemgås uddannelserne
udenfor universitetet og derefter uddannelserne ved universitetet, herunder den “forenede”
uddannelse.
Uddannelse siger foruden at være en social selektionsfaktor i det moderne samfund (kan sige
noget om dominansforhold i et samfund) også noget om, hvilken tilgang til sygdom og behandling,
der er tale om. I Danmark er der fire vigtige skift i uddannelserne inden for medicin,
nemlig at staten går ind og opretter en uddannelse inden for området i 1736, at de eksisterende
uddannelser bliver sammenlagt til én uddannelse i 1842 på universitetet, at man i 1873 kobler
uddannelsen sammen med praktik på hospitalerne og endelig formelt indfører speciallægeud-
169 Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning. Udvirket af Indenrigsministeren,
København, paragraf 14, stk. 1.
170 I 1990 er der i alt 40 specialer i lægeklinikkerne (Sundhedsministeriet (1990): Bekendtgørelse nr. 655 om
uddannelse af speciallæger, 18. september, København).
90

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dannelsen i 1937. Sammenlignet med Frankrig oprettedes der her lægeskoler omkring 1775
med klinisk undervisning på militærhospitalerne (statens hospitaler), og der indførtes en klinisk
eksamen efter 1792. Denne kliniske eksamen i lægeuddannelsen indføres i Danmark i
1873, altså omkring 80 år senere end i Frankrig. Det, man indførte i Danmark i 1873 og havde
indført omkring 1792, var en observation af patienterne på sygelejet, den praktiske side af
lægekunsten, og som skulle være det centrale i den nye lægevidenskab - i den kliniske medicin.
Det er altså skiftet fra at studere sygdom som essens i den klassifikatoriske medicin og til
at studere sygdomsforløb i den kliniske medicin, det drejer sig om. Og med indførelse af speciallægeuddannelsen
i 1937 kan man med Bourdieu tale om medicin som en praktisk kunst,
der videnskabeligt garanteres, og dermed om en ambivalens i medicinen mellem teori og
praktik. Bourdieu skriver ikke om, hvornår man indfører speciallægeuddannelsen i Frankrig,
så det er ikke til at sige, om den kommer før eller efter den i Danmark, men Bourdieu taler om
i 1960-ernes Frankrig, at der findes to typer af læger - klinikeren og forskeren. I Danmark kan
man genkende denne dikotomi tilbage i 1871, hvor man indfører, at universitetet får bestemmelse
over, hvem der ansættes til at behandle patienterne indlagt på hospitalet. I 1937 er der
så tale om en specialiseret kliniker og forsker.
9.2.1 Lægeuddannelser udenfor universitetet
Medicinens uddannelser udenfor universitetet kan inddeles i 3 forskellige uddannelser:
perioden fra 1736-1774, hvor der uddannes kirurger ved Det Anatomiske Theater kombineret
med Barberlauget
perioden fra 1774-1785, hvor der uddannes kirurger ved Det Anatomiske Theater kombineret
med Barberlauget og universitetet. Kirurgerne må tillige praktisere som medicinere
perioden fra 1785-1842, hvor der uddannes kirurger ved Det kirurgiske Akademi. Kirurgerne
må fortsat praktisere som medicinere 171 .
171 Afsnittet om kirurger bygger på:
Carøe, Kristian (1906): Den danske Lægestand. Kirurger eksaminerede ved Theatrum Anatomico-chirurgicum
1738-1785, bind II. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København og Kristania.
Gotfredsen, Edv. (1973): Medicinens historie. 3. udgave (posthumt). Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse, Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Chirurgisk Akademis Historie. 1785-1803. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Norrie, Gordon (1929): Kirurger og doctores. Levin & Munksgaards Forlag, København.
Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for dansk
Genealogi og Personalhistorie, København.
Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen
af 25. februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse. Martinus Truelsens
Bogtrykkeri, Kjøbenhavn. Her er genoptrykt den originale bestemmelse om Københavns Barberamt af 15.
januar 1745 pp. 263-269.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
91

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9.2.1.1 Mesterlære i barberlaugene og i hæren
Indledningsvis ridses der lige kort nogle historiske kendsgerninger om barberlaugene og
bartskærerne op for at forstå sammenhængen i kirurgernes uddannelse. Københavns Barberlaug,
Lauget for Bartskærere, blev stiftet i 1505. I Barberlaugets bestemmelser er der fra 1577
for at blive bartskærer fastsat som krav en læretid hos en mester på tre år, hvorefter den unge
svend skal rejse fire år i udlandet for yderligere at dygtiggøre sig. Bartskærernes kirurgiske
virksomhed omfattede sårbehandling, åreladning, kopsætning og anbringelse af klystere (afførringsmidler).
Udover “vunddrikke” var det bartskærerne med en medicinalforordning af
1619 forbudt at anvende medicin indvortes, forbudet faldt dog bort i pesttider, hvor medici
som regel flygtede fra byen, og bartskærerne fungerede som pestmestre. I 1668 bestemtes det,
at ingen kunne optages i Barberlauget, før han havde bestået en eksamen ved Det Medicinske
Fakultet ved Københavns Universitet i nogle af de ældste medlemmers (bartskæreres) nærværelse.
En medicinalforordning fra 1672 gentog påbudet fra 1619 om bartskærernes brug af
indvortes medicin, dog måtte de nu foreskrive visse medikamenter i forbindelse med læsioner
og under epidemier. Egentlige operationer udførtes af de såkaldte “landefarere”, der som
tandtrækkere, stærstikkere, brok- og stensnidere rejste fra sted til sted og slog deres boder op
på markeder. Endelig gav bødlerne sig også af med kirurgi, disse havde navnlig ry som ledsættere.
De, der udførte kirurgi, blev altså oprindelig uddannet under et lærlingesystem på håndværksmæssig
manér. Oplæringen var rent praktisk, uden separat teori, og foregik hos en
bartskærer, som var organiseret i laug (eller hos en regimentskirurg i hæren). Det var så laugene,
som bestemte, hvornår en lærling kunne anses som fuldt udlært svend. Efter
Amphitheatrets opførelse fortsatte kirurgerne med at være i lære på en barberstue, men da
Kirurgisk Akademi opføres, fratages barberamterne retten til at behandle syge bortset fra
tandudtrækning, åreladning og klystersætning 172 .
9.2.1.2 Mesterlære i barberlaugene kombineret med systematisk teoretisk-praktisk
skoleundervisning og ensartet eksamen i Amphitheatrum Anatomico-
Chirurgicum Regis 1736-1785
I 1736 oprettedes en kirurgisk uddannelse (og efterfølgende funktion) under ét embede som
generaldirektør for kirurgien direkte under den enevældige konge ved institutionen
Amphitheatrum Anatomico-Chirurgicum Regis. Generaldirektøren Simon Crüger, der var
kongens livlæge, underviste og holdt tillige offentlige eksamener for kirurgerne. Eksamen
bestod i prøver i anatomi, kirurgiske prøver på døde legemer samt benbrud, benenes andre
sygdomme, hævelser, svulster og sår. Eksamen var både en verbal overhøring og en praktisk
Melchior, Johannes G., m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet. Det lægevidenskabelige fakultet, bind VII,
G. E. C. Gads Forlag, København.
172 Det er dog først i 1900, at barberstuerne i lovgivningen fritages forpligtelsen til at behandle akutte tilskadekomne
og syge borgere. En regelsat eksamen for barberer i anatomi og kirurgi hos en kirurg bortfaldt tilbage i
1861 (Wulff, Frederik (1906): Det Kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber-
og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse Martinus
Truelsens Bogtrykkeri, Kjøbenhavn, pp. 289-297).
92

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
udførelse af håndværket. Der blev med Crüger indført systematisk undervisning og en fælles,
ensartet praktisk prøve. Undervisningen foregik på dansk eller tysk, og der undervistes i anatomi
og kirurgi med demonstrationer på lig. Eksamen foregik som nævnt i Amphitheatrum
Anatomico-Chirurgicum Regis opført til anledningen og med plads til tilskuere. Crüger bestemte,
hvem der skulle bestå eksamen samt besættelse af stillinger både i det civile og i militæret
i kongedømmets regi.
Selve lærlingetiden hos barbermestrene blev fra 1745 reguleret af en forordning, hvorefter det
krævedes:
- at drengen skulle være fyldt 16 år
- være uden sygdom og legemlige skavanker
- kende latin så han kunne forstå ordene og selv anvende de i kirurgien forekommende ord
- forstå tysk i det omfang som det fordredes for læsningen af tyske lærebøger i medicin og
kirurgi.
Før drengen kunne ansættes som lærling, skulle han eksamineres af oldermanden. Læretiden
var individuel aftalt, men skulle dog mindst være af 3 års varighed. Efter læretiden eksamineredes
lærlingen igen af oldermanden og nogle bisiddere for at kunne få udstedt et svendebrev.
Det vil sige, at en kirurg nu skal gennemgå en uddannelse, der:
- er en lærlingeuddannelse (mesterlære på en barberstue hos en amtsmester eller i hæren hos
en regimentskirurg)
- og en skoleuddannelse på Amphiteatret med undervisning i teoretiske fag og praktiske færdigheder
- og afslutte med en praktisk-teoretisk eksamen.
Ifølge Crüger krævedes der af kirurgen for at bestå eksamen, at han skulle:
- være fuldstændig hjemme i det menneskelige legemes anatomi
- selv kunne dissekere lig
- aflægge en række operationsprøver på 2 lig
- kunne gøre rede for de midler, som i videre udstrækning kommer til anvendelse i alle kirurgiske
tilfælde
- kunne angive hvorledes man skal behandle, kurere, helbrede sår, svulster, benbrud og forvridninger
- påvise med gode grunde, at hans fremgangsmåde er den rette
- udtale sig om den kliniske kirurgi, hvorledes han behandler sygdomme
- og på grundlag af materia medica klarlægge de grunde, han har for at anvende ét lægemiddel
93

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
frem for et andet 173 .
Det vil sige, at for at blive uddannet til kirurg og få funktion som sådan kræves, at man godkendes
af både håndværkeren og den mere lærde person ansat direkte under enevældskongen,
det vil sige en kontrol fra øvrigheden - enevældskongen - modsat den hidtidige kontrol udøvet
af håndværkerlaugene.
Ved oprettelsen af Frederiks Hospital i 1757 var det to af Crügers medhjælpere, der blev ansat
som reservekirurger her, og undervisningen af kirurgerne foregik nu både på Amphiteatret og
på Frederiks Hospital.
I 1773 udnævntes der en professor i kirurgi ved Det Medicinske Fakultet mhp. at få undervisningen
på Amphiteatret lagt ind under universitetet, men det skete ikke i denne periode -
tværtimod. Som led i denne kamp mellem universitetet og Amphiteatret blev der i 1774 indført
en medicinsk prøve på Det Medicinske Fakultet for kirurgerne, og som med denne beståede
eksamen nu måtte praktisere både som kirurger og medicinere. Anledningen hertil var
klager fra medicinere om, at kirurgerne praktiserede i medicin. Hermed er der tale om, at kirurgerne
rent faktisk får en embedseksamen fra Det Medicinske Fakultet, det vil sige en adgang
til embeder i statens tjeneste som stads- eller landfysikus. Men med indførelse af denne
eksamen for kirurger indføres der også, at for at blive kirurg skal man kunne latin, idet eksamenen
på universitetet fandt sted på det latinske sprog.
Eksamen på Amphiteatret bestod i eksamination om formiddagen i: anatomi, physiologi,
pathologi, therapia generalis, theoria chirurgica, theoria obstetrica og om eftermiddagen eksamination
i: praxis clinica, praxis chirurgica, praxis obstetriciæ 174 .
Resultatet af disse ordninger blev som nævnt, at kirurgerne uddannede sig til både medicinere
og kirurger, mens medicinerne fortsat alene var medicinere.
9.2.2 Chirurgisk Academi 1785-1842
I 1785 oprettedes så Kirurgisk Akademi som en selvstændig uddannelsesinstitution, hvor
hverken universitetet eller Barberlauget fik indflydelse.
Eksamen på Akademiet bestod i: en prøve i anatomi og fysiologi, kirurgiske operationer, obstetrik,
de enkelte organers sygdomme (øjne, ben, tænder, osv.), sårlære, behandling af hævelser,
bandage- og forbindingslægning, kemi, forensisk medicin, læren om medikamenter, prøve
i kandidatens medicinsk-praktiske kundskaber 175 .
Forskellen ved eksamen på Amphiteatret og Akademiet er især, at de studerende på Akademiet
yderligere skal til eksamen i faget kemi og i enkelte organers sygdomme. Og mest afgørende
for den fremtidige erhvervsfunktion - til prøve i medicinsk-praktiske kundskaber for netop
at kunne fungere både som kirurg og mediciner. Med Akademiets stiftelse bestemtes det sam-
173
Ibid. Her er genoptrykt den originale bestemmelse om Københavns Barberamt af 15. januar 1745 pp. 263-
269.
174
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie: Academiets Stiftelse. Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn, p. 110.
175
Norrie, Gordon (1923): Chirurgisk Academis Historie 1785-1803. Forlagt af Brødrene Salmonsen, Kjøbenhavn,
pp. 43-47.
94

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tidig, at barbererne ikke længere måtte udøve kirurgi, bortset fra tandudtrækning, åreladning
og klystersætning. Kirurgien skulle være et eget fag, og hvis den skulle forenes med et barberamt,
måtte man have bestået Akademiets eksamen, som så til gengæld gav fri udøvelse af
medicinsk og kirurgisk praksis.
Karaktersystemet ved eksamen angav at måle kandidatens erfaring, duelighed og værdighed
til kongelig betjening, altså egnetheden til embeder.
På Akademiet rangsattes de kirurgiske professorer svarende til de medicinske på universitetet,
men professorerne udnævntes til professorer uden disputats. Akademiets professorer ansøgte
universitetet om tilladelse til at disputere tilsvarende medicinerne på universitetet, men dette
opnåede man aldrig i Akademiets levetid.
9.2.3 Lægeuddannelser ved universitetet
Medicinens uddannelser ved universitetet kan inddeles i 5 forskellige uddannelser:
perioden fra 1732-1788, hvor der endnu er tale om et middelalderligt universitet
perioden fra 1788-1842, hvor grundstrukturen for vores nugældende universitet fastlægges
perioden fra 1842-1873, hvor der bliver tale om én fælles uddannelse til læge
perioden fra 1873-1934, hvor universitetet knyttes sammen med hospitalerne som uddannelsessteder
og perioden fra 1937-, hvor der indføres speciallægeordningen 176 .
176 Gennemgang af uddannelsen af 1732 støtter sig til:
Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats af
1788 som grundlag for vores nuværende studiestruktur, Akademisk Forlag, København. Thomsens afhandling
er et empirisk-komparativt studie af universitetets fundatser af 1732 og 1788. Ifølge Thomsen viser fundatsen af
1732, at der fortsat er tale om et middelalderligt universitet. Fundatsen af 1788 viser derimod, fortsat ifølge
Thomsen, at der med denne er tale om fastlæggelse af en ny studiestruktur, og som er den studiestruktur universitetet
bygger på i dag.
Uddannelsen af 1788 støtter sig ligeledes til Thomsen. I Thomsens bog er fundatsen af 7. May 1788 genoptrykt
pp. 705-737. Genoptrykket er fra Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenets udgivne samling i 1884-
1885, som er blevet konfereret med originaltrykket (Thomsen, bilag 2, p. 704).
Endvidere er der til afsnittet om uddannelsen til læge ved universitetet anvendt:
Grane, Leif & Hørby, Kai (1993): Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie 1788-1936,
G.E.C. Gads Forlag, København.
Melchior, Johannes C. m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet 1479-1979, Bind VII Det lægevidenskabelige
Fakultet, G. E. C. Gads Forlag, København.
Kant, Immanuel (1992): The conflict of the faculties (Der Streit der Fakultâten). Oversættelse og introduktion
ved Mary J. Gregor. University of Nebraska Press, Lincoln and London.
Gotfredsen, Edv. (1973): Medicinens historie. 3. udgave. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, København.
Panum, P. L. (1868): Det medicinske Studiums og Examensvæsens Reform ved Kjøbenhavns Universitet, Gyldendalske
Boghandel, København.
Petersen, Jul. (1889): Hovedmomenter i den medicinske Kliniks ældre historie. Forelæsninger ved Kjøbenhavns
Universitet. Gyldendalske Boghandels Forlag, Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel, København.
Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900, bind I. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag,
(fodnoten fortsættes på næste side...)
95

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9.2.3.1 Uddannelse til læge ved universitetet 1732-1788
Først uddannelsen ved Københavns Universitet i 1732, hvor universitetet genåbnede efter en
brand i 1728. Fundatsen af 1732 afløses af en ny fundats i 1788. Fundatsen af 1732 blev justeret
lidt undervejs mellem 1732 og 1788, men betragtes her som den samme uddannelse indtil
1788, hvor der så til gengæld sker en radikal forandring med uddannelsen. Ved universitetet
fandtes der 3 forberedende prøver eller akademiske eksamener: artium, philosoficum og baccalaur.
Herefter læste man jura, teologi eller medicin og tog eksamen inden for det. Der fandtes
ikke regler for medicinsk eksamen ved universitetet. Eksamen for medicinere afholdtes
både privat og ved universitetet. Om fundatsen af 1732 skriver Thomsen, at man blev optaget
som studerende ved at gå til en optagelsesprøve (examen artium) ved universitetet, og desuden
fremlægge sit testimonium, som var en attest, der indeholdt oplysninger om den unges
København.
Carøe, Kristian (1905): Den danske Lægestand 1479-1900, bind III. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag,
København.
Nordenbo, Sven Erik (1985): “Er Audiologopædien et selvstændigt fag?” I: Dansk Audiologopædi, nr. 1, 21.
Årgang.
Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for dansk
Genealogi og Personalhistorie, København.
Københavns Universitets årbøger fra 1837, 1838, 1841, 1873-75.
Amalienborg (1902): Anordning Nr. 125 om en Omordning af den lægevidenskabelige Embedseksamen ved
Kjøbenhavns Universitet, København.
Amalienborg (1912): Anordning Nr. 262 om en Omordning af den lægevidenskabelige Embedseksamen ved
Kjøbenhavns Universitet, København.
Sorgenfri Slot (1936): Anordning Nr. 219 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns Universitet.
Undervisningsministeriet (1936): Bekendtgørelse indeholdende nærmere Bestemmelser til Gennemførelse af kgl.
Anordning af 25. September 1936 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns Universitet,
København.
Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning. Udvirket af Indenrigsministeren,
København.
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om
Udøvelse af Lægegerning § 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste) for lægevidenskabelige
Kandidater, 23. november, København.
Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse Nr. 36 om Speciallæger, 13. februar, København.
Indenrigsministeriet (1939): Bekendtgørelse Nr. 144 om Ændring i Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr. 36
af 13. Februar 1937 om Speciallæger, 13. marts, København.
Indenrigsministeriet (1942): Bekendtgørelse Nr. 377 om Speciallæger, 27. august, København.
Indenrigsministeriet (1944): Bekendtgørelse Nr. 180 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
137 af 27. August 1942 om Speciallæger, 16. maj, København.
Indenrigsministeriet (1947): Bekendtgørelse Nr. 229 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
377 af 27. August 1942 om Speciallæger, 12. juli, København.
Indenrigsministeriet (1950): Bekendtgørelse Nr. 442 om speciallæger, 16. november, København.
Indenrigsministeriet (1951): Bekendtgørelse Nr. 380 om ændring af bekendtgørelse om speciallæger, 14. september,
København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 77 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger, 5.
april, København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 231 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
19. juni, København.
96

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sædelige vandel, hans kundskaber, hans sociale kår og hans modenhed. Examen artium var en
eksamen, hvor den unge udarbejdede en latinsk stil, hvorpå han eksamineredes mundtligt af
en teologisk professor og af alle de filosofiske professorer. Rubrikkerne i eksamensprotokollerne
var fra 1732 indtil 1775: Cathechesis, loci communes, Ebræa, Græca, Latina, logica,
physica, metaphysica, ethica, historia, geographia, geometria, arithmetica, astronomia. Fra
1775 ændres eksamen til, at nu er eksamensfagene Theologia, Latina, Græca, Ebræa, historia,
geographia, sphærica, og den mundtlige eksamen i sprogfagene bestod i oversættelse af en
tekst, en redegørelse for tekstens indhold samt dets historiske baggrund. Eksamen blev afholdt
på latin. Studenten havde typisk gået i latinskole forud for universitetet. Efter examen artium
gik studenten til den næste eksamen - examen philosophicum. Denne eksamen gik man dog
ikke til inden for medicinen før end fra 1775 177 . Filosofikumeksamen afløste den tidligere baccalaurgrad,
som helt afskaffedes i 1775. Hensigten med baccalaurgraden var en prøve i
almene kundskaber hos studenten og efterfølgende at prøve ham i at disputere. Det vil sige, at
han forstod at anvende sine almene kundskaber, retorikkens, logikkens og sprogets regler.
Baccalaurgraden var for de, der ville have højere embeder (rektorater) og de, der ønskede at
erhverve magistergraden, hvorimod filosofikumeksamen var tilstrækkelig som alment forberedende
grundlag 178 .
Efter adgangseksamen læste den medicinske student så “sit fag”. Fagene på medicinstudiet,
som studenten blev prøvet i, var medicinsk teori (patologi og terapi), anatomi (hvor der afholdtes
dissektioner), botanik (farmaci), kemi og kirurgi (fra 1761 tillige obstetrik for fysikus).
Eksamen var skriftlig og mundtlig og foregik på latin. Den mundtlige del bestod i en
overhøring i et konkret beskrevet sygdomstilfælde. Sygdomstilfældet var udarbejdet af dekanen,
og studenten skulle redegøre for sine færdigheder i at anvende teoretiske kundskaber i
medicinsk praksis (studenterne rejste til udlandet og besøgte hospitaler dér, indtil Frederiks
Hospital åbnede). Efter den medicinske eksamen disputerede kandidaten for doktorgraden
mundtligt på baggrund af en skriftlig afhandling. I den mundtlige disputats demonstrerede
man sit greb om videnskabens redskaber og dermed sit værd som lærd. Ikke alle kandidater
disputerede. Ifølge Thomsen blev der i perioden givet adgang til jus practicandi efter såvel
bestået medicinsk eksamen som efter disputatsen, og endvidere til ikke-kandidater.
9.2.3.2 Uddannelse til læge ved universitetet 1788-1842
Den oprindelige universitetsstruktur har indflydelse på forståelsen i det moderne samfund af,
hvad der er “rene” videnskaber, og hvori deres “natur” består. De fag, som vi i dag betegner
som de egentlige videnskabsfag som fx. fysik, kemi, matematik, lingvistik, historie, osv., udformedes
i 1600-tallet og op igennem 1700-tallet i Det Filosofiske Fakultet, som var det oprindelige
artesfakultet. I løbet af 1800-tallet udskiltes Det Naturvidenskabelige Fakultet fra
Det Filosofiske, og Det Filosofiske Fakultet betegne(de)s derefter Det Humanistiske Fakultet.
Om Det Filosofiske Fakultets fag dannedes efterhånden den opfattelse, at de hver især udmærkede
sig ved at behandle en bestemt genstand eller genstandsområde ved hjælp af en sær-
177 Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats
af 1788 som grundlag for vores nuværende studiestruktur, Akademisk Forlag, København, p. 188.
178 Ibid., p. 200.
97

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
lig videnskabelig metode specifik for det pågældende fag. Fagene i Det Filosofiske Fakultet er
ikke udsprunget af en allerede eksisterende praksis udenfor universitetet, og førte ofte heller
ikke til ansættelser i embedsstillinger udenfor samme. De betegnedes så ofte for de “rene videnskaber”,
det vil sige uden “tilsmudsning” af praktiske hensyn, men alene eksisterende for
erkendelsens skyld. Man kan derfor betegne disse fag for erkendelsesfag. Efter 1788 består
universitetet af to ting: fem fakulteter, hvoraf de tre rummer de verdslige embedsmandsuddannelser
medicin, jura, teologi, og Det Naturvidenskabelige og Det filosofiske Fakultet,
som er interesseret i erkendelsen for erkendelsens skyld. Det vil sige, at frem til 1800-tallet er
der ingen, der forbinder de verdslige fakulteter med den “frie” videnskab og tænken. Videnskab
- science - bedrev man i Det Filosofiske Fakultet og i Det Naturvidenskabelige Fakultet
og udenfor universitetet i akademier, i selskaber: Sorø Akademi indrettedes som sådan i 1643,
og Danmark fik sit første videnskabelige selskab, Det Kongelige Videnskabernes Selskab, i
1742. Denne strukturelle opbygning præger medicinen, og at medicin blev et universitetsfag
skyldtes altså, at der udenfor universitetet eksisterede funktioner og professioner, der skulle
varetages, og universitetets opgave var så at give den professionelle uddannelse til denne
samfundsfunktion (at tage sig af borgernes helbredelse).
I perioden fra 1818 og frem til 1883 indføres der embedseksamener ved Københavns Universitet,
først for nogle humanistiske fag og senere også for nogle naturvidenskabelige fag, der
sigtede mod at kvalificere kandidaterne til at opfylde undervisningskrav ved de lærde skoler,
først for de gamle sprog som latin, græsk og hebraisk, dernæst filologiske-historie, og sluttelig
i 1883 for fagene dansk, latin, græsk, fransk, tysk, engelsk, historie, matematik, fysik kemi,
astronomi, naturhistorie og geografi. Fra 1883 hed det, kandidater med en skoleembedseksamen
kaldes candidat magisterii (cand. mag.) 179 . Og hermed kan man ikke blive ved med at
tilskrive artes den rolle, som Kant gjorde det. Det eneste fag på humaniora, der herefter formelt
er “tilbage” som erkendelsesfag, er filosofi. Man kan også sige, at det er meta-fagene på
alle de her professionsuddannelser ved universitetet i dag, Kant tilskriver Det Filosofiske Fakultet
dengang 180 .
Med den nye universitetsfundats fra 1788 blev der altså indført en embedseksamen i medicin
ved Københavns Universitet, hvilket vil sige, at eksamen fra Det Medicinske (og Det Juridiske
og Det Teologiske) Fakultet skulle være den “almindelige vej” til et embede i statens tjeneste,
hvad angår embede til (hhv.) læge (jurist og præst). Og graden skulle altså afgøre kandidaternes
duelighed til gejstlige eller verdslige embeder, gav jus practicandi, og doktorgraden
blev herefter en videnskabelig grad. Medicinsk eksamen havde eksisteret i praksis i en
længere periode forud for fundatsen, det nye var, at der nu blev sat regler for indholdet af eksamenen.
Og hermed registreredes der et markant større antal udeksaminerede kandidater fra
universitetet. I 1808 bestemtes det, at ingen kunne disputere for doktorgraden i medicin, som
ikke forud havde taget licentiatgraden, der også måtte erhverves ved en trykt afhandling. Den
medicinske licentiatgrad, der blev indskudt her mellem kandidatgraden og doktorgraden, faldt
179 Grane, Leif & Hørby, Kai (1993): Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie 1788-
1936, G.E.C. Gads Forlag, København, pp. 314-319.
180 Kant, Immanuel (1992): The conflict of the faculties (Der Streit der Fakultæten). Oversættelse og introduktion
ved Mary J. Gregor. University of Nebraska Press, Lincoln and London.
98

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
bort igen i 1854 181 .
Ifølge fundatsen af 1788 skulle alle studenter fortsat underlægge sig en optagelsesprøve -
Examen Artium - og tillige forevise sit Testimonia vitæ. Det vil sige, at studentens adgang til
universitetet vedrørte ikke alene hans skolekundskaber, men altså også bredt hans opførsel.
Denne vurdering af studentens opførsel fortsatte på universitetet, idet det af fundatsen fremgår,
at studenten fx. kan idømmes en pengemulkt for uorden, uartighed og opsætsig optræden
overfor sin foresatte.
Universitetet skelnede fortsat mellem to eksamener - de Academiske Examina og Embeds
Examina. De akademiske eksamener bestod af Examen Artium, som lå forud for studiestart,
og Eksamen Philosophicum, som lå efter 9 måneder studiers ved universitetet. Og det var
disse to eksamener en kommende mediciner skulle bestå, før han kunne frekventere embedsstudiet
i medicin. Til artium-eksamen havde man lister over det lærestof og de lærebøger,
studenternes skoler havde undervist i, som så professorerne overhørte ud fra. Ligeledes skulle
der til eksamen vedlægges studentens latinske stilebog. Studenten skulle prøves i:
“disse foreskrevne Materier, dog at, foruden de Ting, der bør være i Hukommelsen,
ogsaa ses paa, om de forstaae, hvad de have lært, og spørges ikke saavel efter Lærebøgerne
og de selv samme Udtryk, som der forekomme, som efter Tingenes og Begrebernes
Sammenhæng, saavidt som af den Alder saadant kan fordres” 182 .
Det var i alle “videnskaberne”, studenten skulle overhøres. Det var teologi, latin, græsk, hebraisk,
historie, geografi og astronomi med fritagelse for hebraisk, hvis man ikke senere ville
søge gejstligt eller skoleembede. Til filosofikumeksamen skulle studenten overhøres i matematik
og fysik samt teoretisk og praktisk filosofi. Måden eksamen foregik på var, at studenten
havde bogen foran sig, herfra skulle han oversætte teksten samt redegøre for tekstens indhold
og historiske baggrund. I hvert fag blev der eksamineret i et kvarter, og hele eksaminationen
foregik på latin.
I fundatsen fra 1788 formuleres det for første gang, at medicus-studenten skal aflægge en
Clinico-Practisk prøve:
“og ved den skriftlige Prøve skal hver Examinandus, Dagen før den mundtlige Examen,
i en Examinators Huus, uden Hielp af Bøger, ey alleene, som hidtil, udarbeyde
en Casum Medicum, men og skriftlig besvare nogle vigtige Spørsmaale af alle de
Videnskaber, i hvilke han ved denne Examen haver at beviise sin Duelighed; Og
skal baade denne Casus Medicus og de skriftlige Spørsmaale af de examinerende
Professorer, efter fælles Overlæg, bestemmes; dog bliver det ufornødent, at Candidaten
paa nu brugelig Maade resolvere i Casum Medicum, naar han for at faa Adgang
til en desbedre Characteer har bragt det saa vidt i sin erhvervede Kundskabs
Anvendelse, at han kan underkaste sig practisk Prøve i et eller andet Hospital. Ved
denne Prøve haver Candidaten for vedkommende Professor eller Hospitals-Medicus
at fremlægge en af ham forfattet Historiam morbi, hvori indbefattes den heele Cuur-
Methode og Forandringerne med hver ham anviist Patient, hvilket med vedkommen-
181 Gotfredsen, Edv. (1973): Medicinens historie. 3. udgave. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, København.
Ph.d.-graden er atter indført på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i 1993.
182 Fundatsen af 7. May 1788, Capitel III, § 3. Den originale fundats i: Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes
universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats af 1788 som grundlag for vores nuværende
studiestruktur, pp. 726-27, Akademisk Forlag, København.
99

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
de Medici Attest indleveres til Examinatores, paa det ved deres Spørsmaale over
Sygdommene, Candidatens saavel Theoretiske, som Practiske Indsigt kan erfares, og
Censuren derefter indrettes. Skulde Examinandi forekomme, der vare veyledede af
andre graduerede Practicis, og ey havde Tiid til at aflægge deres Clinico-Practiske
Prøve paa den her foreskrevne Maade, da, naar disse medibringe ordentlige Dag-
Journaler over endeel af de Syge, de enten selv have behandlet, eller seet behandle,
attesteret af den Medico, som haver anført dem til Praxin Clinicam, og naar de for
disse Syges Behandling trøste dem til at giøre grundigen Reede for Vedkommende,
kan deres Prøve i et eller andet Hospital saa indskrænkes, at den skeer i 1 eller 2
Dage, alleene ved at lade dem selv undersøge de Syges Tilstand, tilkiendegive Sygdommen
og Behandlings-Maaden, og derved kortelig viise, at de ere øvede i at undersøge,
bedømme og behandle Sygdomme” (mine understregninger) 183 .
Det vil sige, at de syges sygdomstilstand og behandlingen heraf gøres til genstand for en eksamen,
der er en praktisk øvelse, hvor patienten er fraværende. Man kan sige, at eksamensbestemmelserne
her viser uddannelsen i medicin som embedsuddannelse (funktionsrettet), at
embedet er tænkt at være et embede på hospitalet, hvor syge borgere er indlagt.
Udover denne kliniske-praktiske eksamen skulle medicus-studenten ifølge samme fundats
prøves:
“I alle Medicinens Deele, og dermed forbundne Videnskaber; og skal den mundtlige
Examen være baade theoretisk og practisk, som begge holdes paa een Dag, allerhelst
da et og andet, formedelst den allerede i Forveyen aflagte Prøve og de besvarede
skriftlige Spørsmaale, uden Skade for Hoved-Sagen, vil kunde afkortes; Dog skal alle
Examinandi tillige vel prøves i Anatomicis & Chirugicis, samt i Physik og Chymie,
og hvis nogen tilkommende Medicus tillige vil lade sig bruge som Accoucheur,
da skal han og i denne Kunst beviise sin Fremgang ved Examen” 184 .
Det vil sige, at uddannelsen til læge på universitetet med fundatsen af 1788 nu er både teoretisk
og praktisk. Men teorien er enten en praktisk teori eller hjælpevidenskaber som anatomi,
fysik, kemi, osv.
De samlede eksamener, den medicinske student skulle gennemføre, er med 1788-fundatsen:
forprøve i filosofi - teoretisk, forprøve i sprog - teoretisk 185 , prøve i anatomi - teoretisk, prøve i
kirurgi - teoretisk, prøve i medicin (den omtalte Casum Medicum) - teoretisk eller klinisk,
prøve i fysik - teoretisk 186 , prøve i kemi - teoretisk, prøve i Accoucheur, hvis man ville bruges
hertil (fødsler).
De nye eksamensfag er altså obstetrik og fysik, hvorimod botanik er gledet ud. Og alle eksamener
skulle være både skriftlige og mundtlige.
På medicinstudiet fik man oprettet et professorat i intern medicin i 1782 (Frederik Ludvig
Bang), her foruden havde man ansat en kirurg (Heinrich Callisen XXIII ) i en ulønnet stilling fra
183 Ibid., Fundatsen p. 726-27.
184 Ibid., Fundatsen p. 727 (den praktiske prøve i fødselsvidenskab er indført allerede i 1763).
185 Forprøven i filosofikum og i sprogene var i 1775 kommet i stedet for baccalaur.
186 I 1753 oprettede universitetet en lærestol i fysik og kemi - Physices experimentalis - på Det Medicinske Fakultet,
i 1806 overførtes dette professorat til Det Filosofiske Fakultet. I 1817 overføres faget botanik (lærestolen)
ligeledes til Det Filosofiske Fakultet.
100

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1773. Bang beklæder foruden professoratet i intern medicin på universitetet tillige stillingen
som overmedicus på Frederiks Hospital. Planerne med Callisen var, at han skulle overtage
Crügers stilling som direktør for det kirurgiske akademi, men dette blev aldrig gennemsat.
Med universitetsfundatsen af 1788 indføres examen medicum. Ifølge fundatsen bliver det en
betingelse for at få embede som fysikus og andre “højere” stillinger, at man har embedsmandsuddannelsen.
Forud for 1788 kunne man doktorere i medicin uden at have set syge,
uden at have set behandling i praksis, uden selv at observere for at stille en diagnose. Det vil
sige, at boglige studier førte til en adgang til jus practicandi. Fra 1788 stilles den medicinstuderende
fri til at vælge som eksamensform ved examen medicum enten denne fortsatte litterære
tilgang (casestudier) eller til at underkaste sig en praktisk-klinisk prøve på et hospital.
Og medicinerne får ikke adgang til kirurgisk praksis, kun til medicinsk praksis.
9.2.3.3 Uddannelse til læge ved universitetet 1842-1873
Forud for sammenlægningen af de to uddannelser i medicin ved universitetet og ved Kirurgisk
Akademi er der i perioden fra 1786-1836 i alt udeksamineret 848 kirurger ved Kirurgisk
Akademi 187 . Ved Det Medicinske Fakultet ved universitetet blev der i forhold til dette antal
studerende ved Akademiet uddannet relativ få - fra 1788 til 1838 udeksamineredes i alt 212
medicinske kandidater (hvoraf 95 tillige havde kirurgisk eksamen) 188 . I 1808 får Det Medicinske
Fakultet en henvendelse fra universitetets ledelse (Direktionen) om, hvorfor der er så få
studerende, der følger forelæsningerne. Det Medicinske Fakultet svarer, at dette skyldes, at
der dels ikke findes særlig mange embeder for den uddannede mediciner, hvorfor de unge
foretrækker kirurgien, hvor der er flere embeder at opnå som kandidat, og dels, at hvor universitetet
tidligere (forud for Kirurgisk Akademis stiftelse) havde skullet eksaminere de studerende
fra Det Kirurgiske Akademi i medicinsk duelighed, hvis disse ville fungere som medicinere
foruden som kirurger, nu ikke længere havde denne funktion.
Kirurgisk Akademi blev lagt ind under fakultetet i 1841 i et fælles fakultet, og blev organiseret
med 8 professorer (professorerne kom fra begge uddannelsesinstitutioner), 2 lektorer og 2
pladser i Konsistorium. Den nye studieordning skulle træde i kraft fra 1842. Det Medicinske
Fakultet skiftede ligeledes navn til Det Lægevidenskabelige Fakultet. Den nye uddannelse fik
navnet lægeexamen eller examen medico-chirurgicum. Adgangskravet til studiet var examen
artium og examen philologico-philosophicum 189 . Professorerne fra de to institutioner var enige
187 I Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel, København,
p. 108 anføres det, at der er 130 studerende ved det kirurgiske akademi i 1808.
Ifølge eksamensprotokoller fra akademiet udeksaminerede antal kirurger: 1786: 10; 1787: 11; 1788: 20; 1789:
11; 1790: 17; 1791: 19; 1792: 12; 1793: 12; 1794: 9; 1795: 9; 1796: 7; 1797: 12; 1798: 10; 1799: 8; 1800: 10;
1801: 11; 1802: 11; 1803: 14; 1804: 19; 1805: 16; 1806: 11; 1807: 5; 1808: 10; 1809: 6; 1810: 9 (Carøe, Kristian
(1905): Den danske Lægestand 1479-1900, bind III. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København,
pp. 237-40).
188 Antal udeksaminerede medicinske kandidater: 1788: 2; 1789: 3; 1790: 3; 1791: 1; 1792: 2; 1793: 2; 1794: 3;
1795: 2; 1796: 4; 1797: 1; 1798: 1; 1799: 2; 1800: 1; 1801: 3; 1802: 2; 1803: 8; 1804: 8; 1805: 1; 1806: 1; 1807:
1; 1808: 3; 1809: 1; 1810: 3 (Carøe, Kristian (1905): Den danske Lægestand 1479-1900, bind III. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag, København, pp. 247-48).
189 Kongelig Resolution af 3. Juni 1837 og Plakat af 30. Januar 1837. Gengivet i Københavns Universitet: År-
(fodnoten fortsættes på næste side...)
101

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
om, at den kliniske uddannelse er aldeles uundværlig til lægens dannelse. Man fremhævede
derfor en nøje forbindelse med hospitalerne. Den praktisk-kliniske uddannelse var dog ikke
systematiseret. De studerende meldte sig som volontører på hospitalerne, og denne hospitalstjeneste
var frivillig. Der krævedes altså ikke før embedseksamen testimonium for praktisk
klinisk uddannelse i medicin og kirurgi. Kun for fødselslæren var der særlige regler (efter den
teoretiske undervisning skulle man gennemgå et klinisk kursus for at udøve praktisk fødselshjælp).
Af Plakat af 30. Januar 1838 fremgår det, at den forenede lægevidenskabelige examen skal
bestå af:
a: Skriftlige prøver i: medicina forensis, therapi. Der måtte skrives på latin, på dansk eller
tysk (hvis dette var ens modersmål).
b: Anatomiske dissektioner.
c: Klinisk prøve i: kirurgi, therapi. Sygejournalen dikteres på latin.
d: Mundtlig prøve, der holdes på dansk, foretages med 2 kandidater over 2 dage i: anatomi,
kirurgisk patologi, kirurgiske operationer, physiologi, pharmakologi med botanik og kemi,
pathologi og therapi, fødselsvidenskab, børne- og fruentimmersygdomme 190 .
Af årbogen fra universitetet fra 1838 fremgår det, at der udover de anførte hovedfag kunne
forelæses i: bandagelære, frakturer, sindssygdomme, hudsygdomme, veneriske sygdomme,
medicinsk historie 191 .
Her er altså ikke tale om videnskabsfag. Det er et praktisk fags underdicipliner, som doceres
dels i klasseværelset (= teori) og dels demonstreres på hospitalet. Men alligevel kaldes det
hele for lægevidenskab, det vil sige lægeviden, som på en eller anden måde er videnskabsbaseret.
Af Den kgl. Resolution af 17. December 1841 bestemmes det, at lærerne i Det Lægevidenskabelige
Fakultet:
“have at foredrage følgende Videnskabsfag: generel og speciel Anatomi, Physiologi
og komparativ Anatomi, speciel Pathologi og Therapi, samt medicinsk Klinik, Kirurgi
og kirurgisk Klinik, kirurgiske Operationer, kirurgisk Anatomi, Fødselsvidenskab
med tilhørende Discipliner og obstetrisk Klinik, generel Pathologi og patologisk
Anatomi, Pharmakologi og medicina forensis, samt forskellige Discipliner af
Lægevidenskaben” 192 .
Kravene til latin bliver hermed nedprioriteret, idet alt i den tidligere uddannelse til mediciner
skulle foregå på latin; nu er det alene patientjournalerne, der skal affattes på latin. Tillige indfører
man, at der kan undervises i forskellige “klinikker” som sindssygdomme, hudsygdomme
og kønssygdomme udover medicinsk og kirurgisk klinik, altså teoretisk undervisning tilbydes
nu på universitetet inddelt efter lægens praktik i klinikken.
bøger 1837, p. 133 og 1838, p. 132.
190 Københavns Universitet: Årbog 1838, p. 133.
191 Ibid., p. 133.
192 Den kgl. Resolution af 17. December 1841 er genoptrykt i: Københavns Universitet: Årbog 1841, p. 12.
102

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
“Videnskabsfag” i ovenstående citat forstås her som fag med et anvendelsesperspektiv og
ikke som en ren forklarende videnskab uden anvendelsesperspektivet. Man gør i stigende grad
lægevidenskaben (dvs. kundskaben om menneskets anatomi, patologi, osv.) til den medicinske
kunsts reference som videnskab. Til forskel fra klinikken. Det vil sige, det der først kun
var en teoretisk uddannelse, dvs. ikke behandling i praktik sådan som den kliniske uddannelse,
men viden i teori, bliver i sin modstilling til klinik mere og mere “videnskab”, som klinikken
baserer sig på. I grunden er den en slags humanbiologi. Og et nyt skridt vil være, når klinik
bliver en egen videnskab i sig selv, hvilket man tydeligt ser, når der dernæst foreskrives
en slags basisviden hos de studerende i de (rene) naturvidenskaber:
Efter sammenlægningen i 1842 indførtes der i 1844 ved siden af den almindelige filosofiske
prøve for alle universitetets studerende en lægevidenskabelig forberedelseseksamen i naturvidenskaberne.
Den omfattede fra 1844-46 kemi og botanik, fra 1847-58 kemi, botanik og zoologi,
fra 1859 kemi, botanik, zoologi og fysik. Naturfagseksamenerne indgår som en del af
den samlede lægeeksamen, tæller med en vis andel i hovedkarakteren. Det vil sige, at naturfagene
inddrages som en del af lægefaget, og det er på den måde, at man skal forstå, at det er en
lægevidenskabelig forberedelseseksamen i naturvidenskaberne. De naturvidenskabelige fag
prioriteres relativt højt op imod de humanistiske fag som filosofi og sprog fx. Professor dr.
med. Peter Panum, der var ansat ved Det Lægevidenskabelige Fakultet, fremfører i sin bog
om uddannelsen til læge her i anden halvdel af 1800-tallet, at det:
Og Panum tilføjer, at:
“ville være heldigere for Medicinernes specielle Udvikling, om der i Latinskolerne,
maaske i Forbindelse med Realskolernes videre Udvikling, kunde indrettes Parallelklasser,
i hvilke en mere omfattende mathematisk-naturvidenskabelig Uddannelse
kunde træde istedenfor andre Fag, f.eks. istedenfor Græsk” 193XXIV .
“Anvendelsen af det første Studenteraar til et philosophisk Cursus neppe giver Medicinerne
et til den paa samme anvendte Tid svarende Udbytte. Uden nemlig at ville
gjøre Indsigelse imod, at et saadant Cursus kan have sin Nytte og Betydning for den
almindelige Dannelse”(...)”saa forekommer det mig dog, at det, ligeoverfor det store
Omfang af det medicinske Studium og dets specielle Forberedelsesvidenskaber, ligeoverfor
de andre forberedende Videnskabers langt større Betydning for Medicinerne,
vel er berettiget at udtale en Tvivl, om det er rigtigt ved dette Cursus at forlænge
Studietiden et heelt Aar” (min understregning) 194 .
I 1851 deler man dernæst uddannelsen med tilhørende eksamener op i en 1. del og en 2. del.
Efter forberedelseseksamen i naturfagene lagde man i 1. del af studiet hovedvægt på anatomi
og fysiologi, og i 2. del af studiet hovedvægten på de pathologisk-therapeutiske videnskaber,
de discipliner, der er praksisrelaterede. Patologien får egen lærestol ved Det Medicinske Fakultet
1842, og den eksperimentelle fysiologi får egen lærestol ved Det Medicinske Fakultet
1829. I 1902 glider undervisning i zoologi og botanik ud og forberedelseseksamen afskaffes.
Det vil sige, at man siger, at:
193 Panum, P. L. (1868): Det medicinske Studiums og Examensvæsens Reform ved Kjøbenhavns Universitet,
Gyldendalske Boghandel, København, p. 11.
194 Ibid., pp. 11-12.
103

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1. lægen skal kunne en del naturvidenskab (forberedelseseksamen), hvilket indbefatter de
teoretiske fag, som man har i al slags humanbiologi, men man har allerede perspektiv på
lægekunsten = 1. del af uddannelsen
2. læren om patologi (sygdom) og terapi (helbredelse) er stadigvæk klasseværelsesdiscipliner
= 2. del af uddannelsen
3. klinik: selve behandlingen i praktik som mesterlære. Man komplementerer her mere og
mere direkte observation med laboratorieprøver, og får så en ny forskydning mod det, som
naturvidenskaberne byder på som tænkning og resultat, men i anvendt form.
Der blev oprettet en lærestol (professorat) på Det Lægevidenskabelige Fakultet i klinisk medicin
i 1852. Dette professorat tildeltes lægen Carl Emil Fenger. Fenger beklædte først et lektorat
i patologisk anatomi og almindelig patologi forud for udnævnelsen til professor i klinisk
medicin:
“Fenger har givet værdifulde bidrag til stetoskopilæren, han introducerede den medicinske
statistik i Danmark, men han var tillige stærkt politisk interesseret og trak
sig allerede i 1859 tilbage fra sin læge- og lærergerning. Han var to gange finansminister
og derefter borgmester for magistratens 2. afdeling. Som sådan fik han 1875
opført Øresundshospitalet og 1879 Blegdamshospitalet, ligesom han fra 1876 reformerede
sygeplejen på Kommunehospitalet, hvor de gamle stuekoner efterhånden
blev erstattet med sygeplejersker” (mine understregninger) 195 .
Som professor vælger man altså en person med kundskab om det syge hos mennesket. Det vil
sige, at fokus for interessen er menneskets sygelige tilstande. Og professoren har dertil kundskaber
om statistik. Det vil sige, professoren, man har ansat på universitetet til at varetage
oplæringen af de medicinske studerende i praktikken, har tillige en form for bureaukratisk
kundskab - det at kunne registrere dokumenter, kunne optælle, osv., men også en kundskab
om en videnskabelig undersøgelsesmetode. Denne professor i klinisk medicin reformerede
tillige sygeplejen, altså her siges det, at den person (eller position), der kom til at beklæde det
første professorat i klinisk medicin, tillige er ophavsmanden til opfindelsen af sygeplejersken.
Sagt på en anden måde er dét Gotfredsen skriver om Fenger, at: The Birth of the Clinic and of
the Nurse.
9.2.3.4 Uddannelse til læge ved universitetet 1873-1934
I 1867 anmodede ministeriet dr. med. Peter L. Panum om at udarbejde en samlet fremstilling
af det medicinske studiums og eksamensvæsens nugældende ordning og indeholdende forslag
til at afhjælpe de ulemper, der var ved denne ordning. Fremstillingen skulle bruges til endnu
en reform af uddannelsen til læge.
Panum foreslår i 1868, at praktikanternes tjeneste på hospitalerne foregår de steder, hvor
overlægen har indrettet praktikantstuer, og skal bestå i, at der:
“1) blev anviist enhver Practicant et vist Antal Patienter, hvis Sygdomsforløb han
195
Gotfredsen, Edv. (1973): Medicinens historie. 3. udgave. Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busck, København, pp.
344-345.
104

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
maatte følge nøiagtigt, og hvorover han maatte føre en ordentlig Journal.”(...)”Det
maatte da være hans Pligt om Morgenen, før det almindelige Stuebesøg, at undersøge
sin Patients Tilstand og ved Sygesengen for Overlægen at aflægge en kort Beretning
om samme og om de indtraadte Forandringer.”(...)”Overlægen vilde som hidtil
diktere det Fornødne til den i Hospitalets Interesse førte Journal; men dette vilde naturligviis
ikke være til Hinder for, at Practicanten burde føre sin egen Journal. Forretningsgangen
vilde herved kunne være meget kort. Practicanten kunde f.eks. ved
Overlægens Ankomst oplæse sine Bemærkninger af den af ham førte Journal, og
Overlægen kunde dernæst, eventuelt (hvis han ikke fandt Anledning til at udtale sig
nærmere), uden at indlade sig paa en videre Udvikling, corrigere hans Referat ved
sit Dictat til den egentlige Hospitalsjournal. Prcaticanterne burde dernæst 2) ogsaa
deeltage i det ved Obductionerne saavel som ved mikroskopiske og chemiske Undersøgelser
forefaldende Arbeide, paa en saadan Maade, at de kunde faa Øvelse deri
og tillige saaledes, at deres Arbeide kunde komme Hospitalstjenesten tilgode, men
ikke med det Hensyn, at man skulde søge det tilveiebragt ved den mindst mulige
Arbeidskraft, men tvertimod saaledes, at det maatte søges gjort saa frugtbringende
for Practicanternes Øvelse og Uddannelse som muligt. Men desuden vilde det formeentligt
være af allerstørste Vigtighed, at Practicanttjenesten 3) blev udvidet derved,
at de tillige kunde faa Deel i den Øvelse, som nu for Hosiptalscandidaterne vel
maa betragtes som den allervigtigste, nemlig den, som haves paa deres Vagtdage”
(mine understregninger) 196 .
Om praktikanternes vagter siger Panum, at praktikanten under en læges tilsyn og ansvar og
med dennes hjælp skal foretage den foreløbige undersøgelse af den nyindlagte patient og forsøge
at stille en diagnose. Endvidere skal han udtale sin mening om indledningen af behandlingen,
men dog ikke bestemme denne. Praktikanten skal dernæst være forpligtet til at affatte
en nøjagtig sygehistorie, som bør oplæses ved sygesengen ledsaget af overlægens kritiske
bemærkninger. Hvis praktikantens udarbejdede sygejournal kasseres af overlægen, er praktikanten
forpligtet til at affatte en ny. Panum foreslår, at der indrettes vagtværelser på hospitalerne
til praktikanterne, hvor de kan opholde sig i deres vagtdøgn. Praktikanterne skal ikke
aflønnes, de skal alene være på hospitalerne for deres uddannelses skyld. Nyuddannede læger,
som Panum benævner “assistenter” i sin bog, og som synes at blive de senere “turnuskandidater”,
skal være de læger, der står for praktikanternes uddannelse. Disse mener Panum så
skal øges i antal og aflønnes af hospitalerne til gengæld for, at praktikanterne vil komme til at
udføre noget arbejde (skrive de nyindlagte patienters journal) gratis for hospitalet, arbejde
som ellers de nyuddannede læger (assistenter/kandidater) foretog (man havde et problem med,
at de nyuddannede læger havde svært ved at få tjeneste ved hospitalerne).
Endelig foreslår Panum, at praktikanterne skifter imellem de forskellige hospitalsafdelinger
og imellem de forskellige hospitaler for at blive praktisk bekendt med, hvad Panum benævner
“de fornemste sygdomsgrupper” (medicin og kirurgi) og de “specielle sygdomsgrupper”
(syphilis og hudsygdomme, børnesygdomme, kroniske og senile sygdomme, ophthamologi,
fruentimmersygdomme og psykiatri). Panums indstilling er, at alle praktikanttjenester skal
gennemføres af den lægestuderende, men at man evt. kan afvikle specialfagene efter kandidatuddannelsen.
På Frederiks Hospital opdeltes den medicinske afdeling i to afdelinger, og
ligeledes med den kirurgiske afdeling, hvor der tillige blev indrettet en øjenafdeling. Den ene
196 Panum, P. L. (1868): Det medicinske Studiums og Examensvæsens Reform ved Kjøbenhavns Universitet,
Gyldendalske Boghandel, København, pp. 105-107.
105

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
overlæge ved medicinsk afdeling og den ene overlæge ved kirurgisk afdeling blev dernæst
kliniske docenter ved universitetet, det vil sige, at når han er udnævnt til klinisk lærer, tiltræder
han overlægeposten (det kom dog ikke til at omfatte kirurgien i første omgang). Overlægerne
ved de øvrige kliniske afdelinger skulle udnævnes efter indgivet ansøgning for et tidsrum
af 6 år, udnævnt af hospitalets direktion efter at fakultetet er hørt. Det vil sige, at hospitalet
“kun” kan vælge sin overlæge blandt de læger, der er bedømt og godkendt af Det Lægevidenskabelige
Fakultet. Det vil sige, at som tidligere nævnt får universitetet her i 1871 bestemmelse
over, hvem der ansættes til at behandle patienterne indlagt på sygehusene. Det vil
sige, at den videnskabelige forsker overordnes klinikeren.
Som tidligere anført under lægeerhvervets relation til staten havde man for at fremme undervisningen
for de studerende ved Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen overført den overordnede
styrelse af disse institutioner fra justitsministeriet til ministeriet for kirke- og undervisningsvæsenet
fra 1871, hvilket gav universitetet indflydelse på besættelse af overlægestillingerne
samt indseende med undervisningen på hospitalerne. Det vil sige, at den akademiske
uddannelses- og forskningsposition bliver overordnet den praktiske i undervisningen på hospitalerne.
Den nye uddannelsesreform trådte i kraft i 1873 og indebar, at de studerende for at opnå adgang
til at praktisere som læger nu skulle gennemføre praktikantklinikker på hospitalerne
samt de hidtidige forskellige kliniske kurser. “Problemet” var, at de medicinstuderende gik til
eksamen i en klinisk-praktisk prøve på universitetet, men med patienten som fraværende. Og
den praktiske tjeneste på hospitalerne havde indtil nu været frivillig for den enkelte studerende
ved universitetet og foregik ifølge kilderne ret “tilfældigt”.
Ifølge den kgl. resolution af 1873 skal de lægevidenskabelige studerende før embedseksamen
forelægge attest for at have gennemgået:
1. Medicinske praktikantklinikker 1/2 år
2. Kirurgiske praktikantklinikker 1/2 år
3. Klinisk kursus i hudsygdomme og syfilis 1/2 år
4. Klinisk kursus i fødselslære og de spæde børns sygdomme 1/2 år.
For volontørtjenesten, som praktikanternes tjeneste benævntes, gjaldt reglerne:
1. adgang til at indtegne sig står åben for studenten, så snart han har taget forberedelseseksamen,
mod at han underkaster sig de forpligtelser hospitalsbestyrelsen foreskriver
2. Volontørerne tilstedes permission fra hospitalet for så vidt der kræves deltagelse i noget af
de påbudte kurser i et andet hospital. På Kommunehospitalet med den tilføjelse, at det kun var
for så vidt hospitalstjenestens tarv tillader det 197 .
I 1882 indførtes tillige kursus i oftalmologi, i 1889 kursus i spæde børns sygdomme (ikke
obligatorisk), i 1890 kursus i epidemiske sygdomme. Og denne logik fortsætter med at udvikle
sig. I 1895 er der således krav om obligatorisk tjeneste i medicinsk og kirurgisk praktikant-
197 Københavns Universitet: Årbog 1873-75, pp. 68-69.
106

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
klinik, kursus i fødselslære, hudsygdomme og veneriske sygdomme, øjensygdomme og epidemiske
sygdomme. I 1901 tilføjes psykiatri og i 1902 otolaryngologi, bakteriologi, topografisk
anatomi og kokoppe-indpodning. Disse kurser afvikledes samtidig med volontørtjenesten,
der i 1905 udvides til 3 semestres tjeneste.
Det vil sige, at lægens uddannelse hermed består af:
- en teoretisk del, som erhverves på universitetet
- en klinisk del, som erhverves fra universitetshospitalerne gennem:
1. foredrag og fremvisning ved sygesengen af lægen for studenten
2. eksaminatoriske klinikker, hvor studenten under lærerens opsyn og vejledning udspørger
og undersøger den syge, stiller diagnosen, foreslår behandling, osv.
3. praktisk tjeneste på hospitalet med patienten tilstede og som er mesterlære-organiseret,
men hvor den studerende nu arbejder mere på egen hånd (modtager nye patienter, skriver selv
journalerne, osv.) 198 .
Det vil sige, at først skal studenten have teoretisk undervisning på universitetet i det normale
menneskes anatomi og fysiologi, og i det syge menneskes patologi og terapi; dernæst skal han
i praktikken ved de syge patienter og se og høre på mesteren og prøve at gøre det selv, herefter
skal han gøre det selv (mere selvstændigt) og bliver kontrolleret bagefter, om han nu har
gjort det rigtigt.
Såvel den teoretiske del som den praktiske del eksamineres og kontrolleres af universitetet.
Det vil sige, at den læge, der konstrueres her efter sammenlægningen af kirurgernes og medicinernes
uddannelse i 1842 og med de senere bestemmelser om universitetets indflydelse på
besættelse af overlægestillingerne på hospitalerne (Frederiks Hospital), og med bestemmelserne
om praktisk uddannelse for de lægestuderende, er en læge, der besidder en vis kundskab
i naturvidenskab, i anatomi og fysiologi, støttet af en vifte af naturvidenskabsfag, dertil teoretisk
viden i patologi og terapi, og endelig en praktisk oplæring i flere praksisområder eller
kundskab i at behandle syge borgere, som dels sker gennem direkte oplæring på hospitalerne
og dels ved kliniske kurser.
Og dét, Panums bog er udtryk for, er, at han samler de organisatoriske elementer op, som hos
Foucault udgør infrastrukturen for opkomsten af “den kliniske medicin” som retning i medicinsk
tænkning. Og sygeplejersken opfindes (ifølge Gotfredsen) omtrent samtidig, men man
kalder ikke sygeplejen for “klinisk”.
I 1902 ændres kandidatuddannelsen som tidligere nævnt ved, at man afskaffer den naturvidenskabelige
forberedelseseksamen, men det betyder her, at man flytter naturfagene under 1.
del af uddannelsen, de glider ikke ud af uddannelsen. Nu indføres der den eksamensbestemmelse,
som allerede Panum talte om, nemlig at der ved naturfagseksamenerne i fysik og kemi
aflægges prøve for en eksamenskommission bestående af:
198 Ibid., p.41.
“de 4 Eksaminatorer fra det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet og det lægevidenskabelige
Fakultet samt Dekanus for det sidstnævnte Fakultet som For-
107

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
denskabelige Fakultet samt Dekanus for det sidstnævnte Fakultet som Formand” 199 .
Dvs., man anerkender, at fagene fysik og kemi eksamineres af eksaminatorer fra Det Naturvidenskabelige
Fakultet, men formanden for eksamenskommissionen skal være en læge. Desuden
indføres en mundtlig prøve i retsmedicin.
Af kursusfag er der som nævnt indført psykiatri i 1901, nu indføres otolaryngologi, bakteriologi,
topografisk anatomi og kokoppeindpodning.
I 1912 ændrer man lidt igen - nu genindfører man en forberedelseseksamen sådan, at uddannelsen
igen består af 3 dele. Men udvidelsen går alene på, at der tilføjes et klinisk kursus i
hygiejne.
Men med hensyn til eksamen i naturfagene i fysik og kemi ændres bestemmelserne igen. Eksamen
i disse fag aflægges:
“for en kommission bestaaende af 2 Eksaminatorer fra det matematisknaturvidenskabelige
Fakultet og to af de medicinske Universitetslærere, hvilke sidste
fungere som Censorer, samt Dekanus for det lægevidenskabelige Fakultet som
Formand” 200 .
Det vil sige, at dét man gør nu, er, at eksaminatorer fra videnskabsfagene fysik og kemi fratages
deres position som de mest kyndige på deres fagområde. Og det betyder, at lægen forstår
sig selv som den mest kyndige på fysik og kemi, for så vidt det indgår i lægeuddannelsen.
9.2.3.5 Uddannelse til læge ved universitetet 1937-
I 1936 tilføjes et klinisk kursus i radiologi og neurologi, og alle de kliniske kurser skal nu
afsluttes med en praktisk prøve i hvert af kursusfagene, hvor studenten tidligere alene skulle
frekventere kurserne, skal han nu aflægge en prøve, udøve en praktik.
Med hensyn til prøverne i fysik og kemi er bestemmelserne nu, at:
“Censorerne i Fysik og Kemi ved Forberedelseseksamen, af hvilke den ene skal have
specielt faglige, den anden de lægevidenskabelige Kvalifikationer, beskikkes af
Ministeriet efter forud indhentet Erklæring fra det lægevidenskabelige og det matematisk-naturvidenskabelige
Fakultet” 201 .
Man er altså samtidig “tilbage” til 1902, hvor man anerkender, at naturfagenes lærere er eksperter
på deres eget område, dog sådan at der tillige er en lægevidenskabelig repræsentant
som censor. Og det fremgår da også af uddannelsesbekendtgørelsen fra 1936, at:
“Det lægevidenskabelige Fakultet fastsætter nærmere Bestemmelser for de i kgl.
Anordning af 25. September 1936 §§ 2, 4 og 5 fastsatte obligatoriske Kurser, for de
i § 2 nævnte (fysik og kemi) efter Forhandling med de paagældende Faglærere un-
199 Amalienborg (1902): Anordning Nr. 125 om en Omordning af den lægevidenskabelige Embedseksamen ved
Kjøbenhavns Universitet, København, paragraf 2.
200 Amalienborg (1912): Anordning Nr. 262 om en Omordning af den lægevidenskabelige Embedseksamen ved
Kjøbenhavns Universitet, København, paragraf 2.
201
Sorgenfri Slot (1936): Anordning Nr. 219 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns Universitet,
paragraf 13.
108

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
der det matematiske-naturvidenskabelige Fakultet” 202 .
Resumerende udvider man kandidatuddannelsen over tid med undervisning i flere lægeklinikker
(neurologi, retspsykiatri, osv.), de klinikker hvor over en speciallægeordning til “slut”
opbygges. Hele grundfiguren for uddannelsen ændres ikke, den blev lagt i 1873. Og det, man
så egentlig ændrer, er en forøgelse af uddannelseselementerne (flere kurser, flere eksamener,
mere praktik). Der sker to ting: øget specialisering i klinikken (én tager sig af øret, en anden
af hygiejnen, en tredje retsforhold, osv.), dvs. der udvikles en høj grad af arbejdsdeling inden
for lægeprofessionen. Endelig bliver der med uddannelsesordningen af 1934 som en del af
grunduddannelsen fastsat regler for en obligatorisk sygehustjeneste for lægevidenskabelige
kandidater af 1 års varighed 203 samt fra 1937 fastsat bestemmelserne om Speciallægeordningen
204 , som er en postgraduate uddannelse i praktisk lægegerning, og som fortsat udvides 205 .
Begge disse to sidst nævnte ordninger er tidligere beskrevet under lægeerhvervets relation til
staten. Derudover findes der også et videnskabsfagligt postgraduate studie for doktorering.
9.3 Lægeerhvervets opgaver
Afsnittet om lægens relation til staten har beskrevet lægerhvervets position inden for det medicinske
felt. Det vil sige, hvor erhvervet er placeret strukturelt eller geografisk inden for området.
Afsnittet om lægeerhvervets opgaver vil nu beskrive, hvilke funktioner har/får lægen.
Lægens funktioner er udtrykt, som det er beskrevet under afsnittet om spørgsmål til kilderne,
agenternes/feltets opfattelse af, hvilke opgaver lægen skal varetage og hvilke stillinger og
positioner, der rent faktisk var tale om. Funktionerne udtrykkes gennem, hvad man siger, gen-
202 Undervisningsministeriet (1936): Bekendtgørelse indeholdende nærmere Bestemmelser til Gennemførelse af
kgl. Anordning af 25. September 1936 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns Universitet,
København, paragraf 1.
203 Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning, København.
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om
Udøvelse af Lægegerning § 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste) for lægevidenskabelige
Kandidater, 23. november, København.
204 Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse Nr. 36 om Speciallæger, 13. februar, København.
205 Indenrigsministeriet (1939): Bekendtgørelse Nr. 144 om Ændring i Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
36 af 13. Februar 1937 om Speciallæger, 13. marts, København.
Indenrigsministeriet (1942): Bekendtgørelse Nr. 377 om Speciallæger, 27. august, København.
Indenrigsministeriet (1944): Bekendtgørelse Nr. 180 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
137 af 27. August 1942 om Speciallæger, 16. maj, København.
Indenrigsministeriet (1947): Bekendtgørelse Nr. 229 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
377 af 27. August 1942 om Speciallæger, 12. juli, København.
Indenrigsministeriet (1950): Bekendtgørelse Nr. 442 om speciallæger, 16. november, København.
Indenrigsministeriet (1951): Bekendtgørelse Nr. 380 om ændring af bekendtgørelse om speciallæger, 14. september,
København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 77 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger, 5.
april, København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 231 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
19. juni, København.
109

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
nem organiseringer og gennem praktikker ud fra det samlede indtryk af empirien. Det vil sige,
at afsnittet her bygger på den allerede fremstillede empiri.
Lægeerhvervet fungerer inden for tre områder: i medicinalstyrelser, i centraladministrationen
(embedslægevæsenet og herunder den privat praktiserende læge) og på hospitalerne. Afsnittet
vil følge disse områder. Der sker nogle markante skift i lægens opgaver i årene omkring 1736-
1757, med Amphitheatrets opførelse i 1736 og dermed regulering af kirurgien, med oprettelsen
af landets første medicinalstyrelse i 1740 som et rådgivende organ og åbningen af Det kgl.
Frederiks Hospital i 1757. Det næste markante skift sker i årene fra 1771-1818, hvor kirurger
må praktisere som medicinere fra 1774, hvor distriktskirurger ansættes fra 1771-1800, hvor
uddannelsen til kirurg lægges ind på Kirurgisk Akademi i 1785, hvor uddannelsen i medicin
ved universitetet omgøres til en embedsmandsuddannelse fra 1788, hvor medicinalstyrelse
nummer to som et rådgivende organ oprettes med både medicinere og kirurger som medlemmer
i 1803, og hvor der behandles syge borgere i såvel kirurgater som fysikater i 1818. Det
tredje markante skift sker i perioden fra 1840-1877, hvor en læge fra 1840 kan beklæde såvel
en kirurgatstilling som en fysikatstilling, hvor der oprettes én fælles uddannelse til læge i
1842, hvor der sker en kobling mellem hospital og universitet i 1873, hvor der opføres markant
flere hospitaler i anden halvdel af 1800-tallet, og endelig hvor fysikaterne i 1877 bliver
rene administrative stillinger. Altså en periode, hvor alle de organisatoriske elementer, som
hos Foucault udgør infrastrukturen for opkomsten af den “kliniske medicin”. Det næste markante
skift sker fra 1909-1914, hvor landets tredje medicinalstyrelse som et professionsorgan
oprettes i 1909, hvor kreds- og amtslæger opstår, begge som administrative stillinger, i 1914.
Det sidste markante skift sker i 1934-1937, hvor turnusstillinger for nyuddannede læger opstår
i 1934 og speciallægestillinger fra 1937. Og hvor statsmagten samtidig går ind og bremser
lægeprofessionen. Karakteristisk er det, at der er synes at eksistere en rimelig overensstemmelse
mellem, hvad man siger, at lægen har eller skal have som opgaver, og hvad der
rent faktisk synes at ske.
Lægen tildeles stillinger i statens regi fra og med 1736 og overordnet betragtet tildeles den
funktionerne:
1) at indsamle viden om sygdomme og helbredelse og helbrede syge borgere
2) at rådgive statsmagten om sygdom og helbredelse og føre tilsyn med befolkningens helbred
3) at deltage i ledelse af hospitalerne og embedslægevæsenet, føre tilsyn med de professionelle
agenter inden for området, bekæmpe kvaksalveri, uddanne og ansætte agenter til varetagelse
af borgeres helbredelse.
Opresummerende:
1736-1757: de første stillinger for læger til borgeres helbredelse oprettes på landets første
hospital. De første regulerende funktioner organiseres for kirurgien. Det første rådgivende
organ oprettes med universitetsuddannede medicinere
1774-1818: distriktskirurgater oprettes, der behandles i både kirurgat og fysikat. Den tilsynsførende
funktion varetages af både medicinere og kirurger. Det næste rådgivende organ oprettes
med medicinere og kirurger
1842-1877: lægen i kirurgat behandler, lægen fører tilsyn i fysikat. Hospitalsbyggeriet øges.
Uddannelsen til læge har som krav praktik på hospitalerne fra 1873
110

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1909-1914: kreds- og amtslæger er rene tilsynsførende stillinger. Syge borgere indlægges
almindeligvis på hospital ved sygdom. Det rådgivende organ ændres til et professionsorgan
1934-1937: turnusstillinger og speciallægestillinger oprettes på hospitalerne. Professionen
bremses af statsmagten forstået på den måde, at med autorisationen af læger i 1934 bestemmes
det, at andre end læger (lægfolk) må tage syge i kur.
9.3.1 Lægeerhvervets funktioner 1736-1757
I instrukser fra 1757 beskrives medicinerens og kirurgens funktioner ved Det kgl. Frederiks
Hospital 206 . Medicinerne skulle sørge for patienternes medicin, og indkøbe dette på en økonomisk
måde. Medicineren skulle tilse, at medicinen blev forsvarligt og korrekt tilberedt og
givet til den syge. Desuden skulle han fremstille et medicinsk kompendium til brug for sig
selv og for hans efterkommere. Medicineren skulle desuden mest muligt være til stede på hospitalet,
og måtte ikke være ude af hospitalet, når der fandtes patienter med farlige sygdomme.
Hvis han forlod hospitalet, skulle han sørge for, at en kandidat passede hans arbejde og
rapporterede tilbage til ham. Medicineren skulle gå rundt på hospitalet 2 gange dagligt på et
bestemt klokkeslæt til hver sygeseng og forhøre sig om den syges tilstand. Hvis en syg var
angrebet af en farlig sygdom, skulle han besøge ham både dag og nat. Ved disse besøg skulle
han altid have en medicinsk og en kirurgisk kandidat med, som han tillige skulle kontrollere,
om de opvartede patienterne flittigt og nidkært. Medicineren skulle byde og befale over alle
de medicinske og kirurgiske kandidater, og advare dem hvis de var efterladende i deres arbejde.
Hvis ikke advarslen hjalp, skulle medicineren indberette til direktionen, som derefter
handlede. Desuden skulle han tilse, at patienterne blev vel opvartet og bespist. Såvel mediciner
som kirurg bestemte, hvad patienterne skulle have af mad og drikke, og hvordan det skulle
tilberedes. Angående maden skulle medicineren servere denne for patienterne. Desuden
skulle medicineren føre dagbog over patientens tilstand, sygdommens beskaffenhed samt over
de medikamenter, der blev foreskrevet. Dagbogen skulle forevises direktionen på forlangende
og opbevares i hospitalet. Medicineren skulle en gang om ugen på et bestemt klokkeslæt holde
Collegium Clinicum for de unge medicinere og kirurger, hvor han skulle gennemgå sygdommene,
deres beskaffenhed, deres kendetegn, årsager, forandringer i patientens alder, temperament,
levemåde. Endvidere skal han gennemgå sammenhæng med andre sygdomme og
måden at kurere på. Det vil sige en praktisk undervisning byggende på en sammenligning af
sygdomme og ud fra en praktisk (eksperimentel) erfaring. Når det drejede sig om en patient
med en indvortes sygdom, skulle medicineren beordre den medicinske kandidat at anvise patienten
en plads i hospitalet, og eksaminere patienten. Medicineren skulle dernæst meddele
hospitalets inspektør, hospitalsskriveren og økonomen, at patienten var indlagt. Ugentligt
skulle medicineren give lister over de indlagte til hospitalets direktion, ligesom han skulle
206 Den originale instruks for medikus af 2. november 1756 genoptrykt i: Tryde, G. (1945): Det kongelige Frederiks
Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn, pp. 103-112.
Den originale instruks for chirurgus af 4. april 1757 genoptrykt i: Tryde, G. (1945): Det kongelige Frederiks
Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, Kjøbenhavn, pp. 117-122.
Fundatsen for Frederiks Hospital af 6. august 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks
Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag, København, pp. 58-75.
111

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
attestere indlagte patienter, udskrevne patienter, helbredte og afdøde. Skulle medicineren have
nøde at få yderligere instrukser gives disse af hofkirurgerne.
Når en patient døde, var det tilladt medicineren at obducere, og han skulle lade kandidaterne
overvære obduktionen, ligesom han skulle give direktionen besked om obduktionen.
Hospitalets kirurger skulle operere patienterne, og såvel kirurgerne som medicinerne skulle
hjælpe patienterne til at få deres førlighed igen (arbejdsevne). Kirurgen skulle møde op i operationssalen
½ time før operationen og hente sine instrumenter. Kirurgen skulle tillade studenterne
at overvære operationerne. Kirurgen skulle ligeledes ordinere medicin til patienten og
gøre det økonomisk forsvarligt. Kirurgen var ansvarlig for de kirurgiske instrumenter og operationssalen.
Skulle instrumenterne bortkomme, skulle det indberettes til direktionen, og kirurgen
måtte dernæst købe nye. Kirurgen fik tildelt assistenter eller underkirurger til hjælp til
sit arbejde af direktionen, ligesom han bevilgedes kirurgiske studenter til opvartning af patienterne.
Kirurgen eller en underkirurg skulle visitere og eksaminere patienterne. Ligeledes
skulle de afvise de patienter, der ifølge fundatsen ikke måtte modtages i hospitalet (venerisk
syge, osv.). Kirurgen skulle sørge for, at underkirurgen førte journal over patienterne. To gange
om ugen skulle kirurgen efterse journalerne, ligesom han skulle sørge for, at underkirurgen
nedskrev de vigtigste observationer ved dødsfald. Kirurgen skulle tilse, at patienterne var rene,
skulle varte dem op, og sørge for at de fik forsvarligt med mad og drikke. Underkirurgen
skulle ligeledes gøre dette arbejde, og kirurgen skulle kontrollere. Ved forkert kost skulle der
anmeldes til økonomaen, og hvis det ikke hjalp, skulle der anmeldes til hospitalets inspektør.
Kirurgen skulle som medicineren indberette ugentlig til direktionen, om de sygdomme de
indlagte patienter var behæftede med, om helbredelser, om udskrivelser og dødsfald.
I øvrigt skulle alt, hvad der foregik på hospitalet, holdes hemmeligt for fremmede.
Der er i det ovenstående den rangorden, at kirurgen er overordnet medicineren, dernæst at
såvel kirurg som mediciner er underordnet hospitalets øverste ledelse, men overordnet i forhold
til yngre fagfæller. Det vil sige, at man arbejder i hierarkier. Der skelnes ikke imellem,
om kandidater og studenter er i lære som mediciner eller kirurg, åbenbart skal de lære begge
områder (medicin og kirurgi). Helt tydeligt er det ellers, at der skelnes mellem indvortes og
udvortes sygdomme (kirurgiske og medicinske lidelser), selvom kirurgen behandler medikamentelt
foruden operationer. Generelt har såvel medicinere som kirurger en fremtrædende
position i hospitalet set i forhold til resten af de ansatte. Samtidig hermed skal de stå til rådighed
for patienterne døgnet rundt. Relationerne mellem kvinderne ansat ved hospitalet og medicinere
og kirurger behandles ikke her, men senere under sygeplejen.
Ud fra uddannelsen i kirurgi forstås kirurgi på dette tidspunkt som praktisk at kunne helbrede
sår, svulster, benbrud og forvridninger via operationer samt medikamentel behandling 207 . Ud
fra uddannelsen i medicin på dette tidspunkt forstås medicin som overvejende metafysiske
207 Jf. afsnittet om kirurgernes uddannelse i perioden 1736-1774.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse, Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Chirurgisk Akademis Historie. 1785-1803. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
112

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
overvejelser uden aktiv handlen 208 .
Opstillet skematisk kan man sige, at synspunktet er, at medicinens og kirurgiens opgaver/funktioner
er:
at kirurgi er at operere eller at give medikamenter
at medicin er administration af medicin
at medicin og kirurgi er at sørge for mad og drikke til patienten
at medicin og kirurgi er at sørge for at patienten er ren
at medicin og kirurgi er at visitere patienten (indlægge og udskrive fra hospital)
at medicin og kirurgi er at observere patienten
at medicin og kirurgi er at eksaminere patienten
at medicin og kirurgi er at diagnosticere sygdom
at medicin og kirurgi er at finde årsager til sygdom
at medicin og kirurgi er at selektere blandt patienterne
at medicin og kirurgi er at føre protokol over patienter, sygdomme, behandling, dødsfald
at medicin og kirurgi er at rapportere til kolleger
at medicin og kirurgi er at opvarte patienten
at medicin og kirurgi er at stå til rådighed døgnet rundt
at kirurgi er at obducere døde
at medicin og kirurgi er at indberette til ledelsen
at medicin og kirurgi er at arbejde i et hierarki (være overordnet og underordnet)
at medicin og kirurgi er at kontrollere kolleger
at medicin og kirurgi er at lede det faglige arbejde og det organisatoriske (deltage i ledelse af
hospitalet)
at medicin og kirurgi er at undervise
at medicin og kirurgi er at være økonomisk
at kirurgi er at indkøbe og overvåge instrumenter
208 Jf. afsnittet om uddannelse til læge i perioden 1732-1788.
Fundatsen for Københavns Universitet af 7. May 1788 genoptrykt i: Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes
universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats af 1788 som grundlag for vores nuværende
studiestruktur, Akademisk Forlag. København. pp. 705-737.
113

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
at medicin er at være uddannet teoretisk
at kirurgi er at være uddannet praktisk-teoretisk,
og at praktisk-teoretisk uddannelse rangerer øverst.
Nogle grundbetydninger hos medicineren i ovenstående er, at medicineren skal eksaminere
patienten, skal administrere medicin og skal undervise i sygdomme. Hertil kommer, at medicineren
deltager i pasning af hospitalets infrastruktur. Kirurgen skal behandle for sygdomme
og ligeledes deltage i pasning af hospitalets infrastruktur.
I forbindelse med, at den danske stat begynder at regulere området for syge borgeres helbredelse
via den første medicinalstyrelse, er medicinernes (fra universitetet) rolle at være faglige
rådgivere for statsmagten. Rådgivningen omhandler de smitsomme sygdomme. Dernæst skal
de bekæmpe misbrug og fuskeri inden for sygdomsbehandling, det vil sige kontrollere andre
agenter, der varetager syge, undtagen kirurger. Det vil sige en kontrollerende funktion overfor
såvel befolkningen som andre professionelle agenter. Kirurgerne er ligeledes tildelt en vis
magt overfor andre agenter i feltet, nemlig angående hvem der skal ansættes i de kirurgiske
stillinger inden for statens regi. De kirurger og medicinere, der har disse opgaver, er i forvejen
ansat i ledende stillinger og/eller har med uddannelse at gøre. Det vil sige, at synspunktet er:
at medicinen er rådgivende fagpersoner for statsmagten
at det er et æreserhverv at være rådgiver for statsmagten
at medicin er overordnet andre agenter inden for området minus kirurgien
at medicin kontrollerer befolkningens adfærd
at medicin og kirurgi er adskilte fagområder
at medicin og kirurgi som funktion kræver forudgående uddannelse i øvrighedens regi.
9.3.2 Lægeerhvervets funktioner 1774-1818
Kirurgerne fungerer fra 1774 både som kirurger og medicinere, det vil sige behandler syge
borgere, da kirurgaterne oprettes, mens medicinerne alene varetager administration af den
medikamentelle behandling i fysikaterne 209 . Det betyder, at sygdomsbehandling på dette tidspunkt
overvejende forstås som noget, man opererer for og i mindre udstrækning behandler
medikamentelt. Fra 1818 behandles der såvel i fysikaterne som i kirurgaterne foruden tilsyn
og kontrol. Der er dog fra 1818 to områder, hvor medicinen og kirurgien synes at varetage
209 Jf. afsnittene om kirurgernes uddannelse i perioden 1736-1774 og i perioden 1785-1842, hvor kirurgerne skal
til en medicinsk eksamen på universitetet i 1774, på Kirurgisk Akademi fra 1785.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse, Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Chirurgisk Akademis Historie. 1785-1803. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
114

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
hver sine områder ret adskilt. Det er for medicinens vedkommende fortsat kontrollen med
apotekerne og for kirurgiens vedkommende de retslige obduktioner 210 . Ved konstitution af
nummer to medicinalstyrelse er såvel medicinere som kirurger rådgivende fagpersoner for
statsmagten, og begge fag er tilsammen overordnet andre agenter inden for området. Ligeledes
skal begge fag fungere som kontrollerende overfor befolkningen. Sundhedskollegiets
manglende kontrol med bl.a. undervisningen på hospitalerne sammen med, at det er i embedslægevæsenet,
at man opretter en del nye stillinger, er udtryk for, at sygdomsbehandling er
noget, der alt overvejende sker i borgerens hjem 211 . Ifølge uddannelsen i medicin ved universitetet
er medicin fortsat overvejende metafysiske overvejelser 212 . Kirurgi er ifølge uddannelsen
ved Kirurgisk Akademi forsat overvejende praktisk helbredelse som kirurgiske operationer,
sårbehandling og bandagelægning 213 . Det vil sige, at vi fra 1818 er medicin og kirurgi er et
mere samlet område inden for sygdomsbehandling. Sygdomsbehandling sker overvejende i
hjemmet. Det vil sige, at funktionen er:
sygdomsbehandling er at operere og give medikamenter
medicin og kirurgi rådgiver statsmagten og det er et æreserhverv
medicin og kirurgi kontrollerer befolkningens adfærd
medicin er især kontrol af apotekere og medikamenter
kirurgi er især kontrol af afdøde borgere.
Medicin og kirurgi er overordnet andre professionelle agenter inden for området og kræver
210 Jf. den enslydende instruks for fysikat og distriktskirurgat fra 1818.
Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende ordningen af Embedslægevæsenet og den Kommunale
Sygepleje i Danmark. Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at
Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
211 Jf. afsnittet om Sundhedskollegiet.
Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af
Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Petersen, Niels & Blomquist (1996): Sundhed, byrokrati, politik. Jurist- og Økonomforbundet, København.
Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz.
212
Jf. afsnittet om uddannelsen til læge ved universitetet i perioden 1732-1788 og afsnittet om uddannelsen til
læge ved universitetet i perioden 1788-1842.
Fundatsen for Københavns Universitet af 7. May 1788 genoptrykt i: Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes
universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats af 1788 som grundlag for vores nuværende
studiestruktur, Akademisk Forlag. København. pp. 705-737.
213 Jf. afsnittet om uddannelsen i kirurgi ved Akademiet 1785-1842.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse, Forlagt af Brødrene Salmonsen,
Kjøbenhavn.
Norrie, Gordon (1923): Chirurgisk Akademis Historie. 1785-1803. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S, København.
115

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ved funktion forudgående uddannelse i øvrighedens regi.
9.3.3 Lægeerhvervets funktioner 1842-1877
Ifølge instruksen for overlægerne ved Kommunehospitalet i København i 1863 er overlægen
pligtig til at tilse patienterne dagligt og yde dem behandling med assistance fra reservelægerne.
Overlægen skal optage en sygehistorie fra patienten indlægges og under hele indlæggelsen
samt angive patientens tilstand ved udskrivelse (eller ved død) i en sygejournal, som ejes og
opbevares af hospitalet. Desuden skal overlægen påse, at lægemidler, bespisning, opvartning,
renlighed og bekvemmelighed for patienterne er tilbørlig. Endelig bestemmer overlægen,
hvornår patienten udskrives 214 . Lægernes rang i forhold til kvinderne ved hospitalet behandles
under sygeplejen.
Sygdomsbehandling begynder nu for alvor at foregå på hospitalerne. Dette kræver uddannelse
på hospitalerne i forening med uddannelsen til læge ved universitetet. Uddannelsen til læge
forstås som en uddannelse i lægevidenskab (jf. at fakultetet har skiftet navn til Det Lægevidenskabelige
Fakultet i 1842) med en efterfølgende øvelse i praktikken (øve sig i at anvende
sin videnskab i praksis). Og hjælpevidenskaberne er naturvidenskaben (fysik, kemi, osv.), de
filosofiske eller metafysiske overvejelser hører ikke til ved behandling af syge 215 . Synspunktet
for behandling af syge er, at det er patienten, der er syg.
Det vil sige, at opgaverne for lægen er nu:
at følge forskellige sygdomsforløb - fx. syfilis, hudsygdomme, børnesygdomme, kroniske
sygdomme, senile sygdomme, øjensygdomme, kvindesygdomme, psykiatriske sygdomme
at undersøge patienten
at stille en diagnose
at mikroskopere
at foretage kemiske undersøgelser
at bestemme en behandling
at føre journal
at obducere.
Og samtidig øges den tilsynsførende og kontrollerende funktion i fysikaterne. Det betyder, at
synspunktet er, at organiseringer og organisationer kræver sin egen faglighed og at en vigtig
214 Kjøbenhavns Magistrat (1863): Instruks for Overlægerne ved Kommunehospitalet. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410), stk. 2-3-5-8.
215 Jf. afsnittet om uddannelsen til læge ved universitetet 1842-1873.
Kongelig Resolution af 3. Juni 1837 og Plakat af 30. Januar 1837. Gengivet i Københavns Universitet: Årbøger
1837, p. 133 og 1838, p. 132.
116

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
del af medicinens funktion omfatter kontrol 216 .
9.3.4 Lægeerhvervets funktioner 1909-1914
I Rigsdagen var der en omfattende debat forud for vedtagelsen af de to love om embedslægevæsenet
og den kommunale lægehjælp 217 . Der gik i alt 3 år fra betænkningen fra Medicinalkommissionen
blev afgivet og til lovvedtagelserne på områderne om embedslægerne og den
kommunale lægehjælp. Debatten (eller den politiske uenighed) drejede sig om, hvor vidt embedslægerne
skulle tillades at have lægepraksis ved siden af sine opgaver som statsembedsmand.
Diskussionerne omhandlede bl.a., hvor vidt embedslægen på én og samme gang kunne
være kontrollerende instans for staten og behandlende læge for syge borgere, hvor borgeren
betalte for behandlingen eller havde forsikret sig herfor i en i princippet privat sygekasse.
Med lovvedtagelsen enedes man altså om, at denne dobbelte funktion kunne en embedslæge
godt have. Det vil sige, at hvor man hidtil “kun” havde kontrolleret fattige og alderdomsforsørgede
syge borgeres levevis nu samfundsmæssigt anerkender, at alle borgere kontrolleres af
staten, øvrigheden (af lægen). Man kan sige, at forestillingen er, at embedsmanden kan adskille
faglige forhold fra personforhold. Med lovgivningen “fritager” man ikke fattige og alderdomsforsørgede
borgere for kontrol, men underlægger faktisk hele befolkningen (ubemidlede
som bemidlede) både behandling og kontrol fra lægen.
Kontrol som en vigtig del af lægens funktion øges i og med kreds- og amtslægestillingerne
ikke indeholder konkret behandling 218 . Sundhedskollegiets medlemmer nedlægger erhvervet
som medicinalstyrelse, og den nye medicinalstyrelse i 1909 er et professionsorgan 219 . Det vil
sige, at opgaverne for lægen nu er:
at være øverste kontrollerende myndighed over sundheds- og sygeplejen, tandlæge-, jordemoder-
og apotekervæsen
at være behandlere for samtlige borgere i landet.
Lægeerhvervets initiativer omkring oplæring af kvinderne i landdistrikterne behandles ikke
her, men under sygeplejen.
216 Jf. afsnittet om embedslæger.
Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende ordningen af Embedslægevæsenet og den Kommunale
Sygepleje i Danmark. Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at
Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
217 Lund, Anker Brink (1997): Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Munksgaards Forlag, København.
218 Jf. afsnittet om amts- og kredslæger.
Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp, København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 87 af 21. april om Embedslægevæsenets ordning, København.
219 Jf. afsnittet om Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet.
Amalienborg (1909): Lov nr. 111 af 30. April 1909 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse, København.
Amalienborg (1935): Lov nr. 131 af 16. April 1935 om Retslægerådet, København.
117

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9.3.5 Lægeerhvervets funktioner 1934-1937
Forhold omkring at tage sig af syge borgere havde hidtil hørt under flere ministerier, men i
forbindelse med et regeringsskifte oprettedes der i 1927 et sundhedsministerium, som samlede
alle resortområder under én minister, lægen Victor Rubow XXV . Rubow foranledigede, at der
blev nedsat en kommission i 1928, der skulle undersøge lægernes retsstilling i det danske
samfund med henblik på at få gennemført et lovgrundlag herfor. Problemet for lægerne var,
iflg. Anker Brink Lund, at landets sygehuse blev administreret af såvel staten som kommunerne
og tillige af sygekasserne (uens administration). Og sundhedsministeren Victor Rubow
arbejdede i sin ministertid for et mere centraliseret sundhedsvæsen under ledelse af fagmænd,
altså at det danske sundhedsvæsen skulle drives alene af staten 220 . Men inden kommissionen
fik udgivet en betænkning, blev sundhedsministeriet nedlagt igen i 1929 efter “kun” 2 års
eksistens, og området “det offentlige sundhedsvæsen” fordeltes mellem socialministeriet, justitsministeriet
og indenrigsministeriet (sygehusene), altså en formindsket centralisering.
Kommissionen udgav deres betænkning efter 3 års arbejde, og dernæst gik der yderligere 3 år,
før Rigsdagen blev enige om en ny lov for læger. I 1934 vedtog Rigsdagen på baggrund af
kommissionens arbejde en lov om udøvelse af lægegerning - Lægeloven -, som principielt er
den lov, der eksisterer på området i dag 221 . Lægeloven omhandler lægers ret til at udøve lægegerning,
lægens pligter, lægevirksomhed i forhold til det offentlige, betaling for lægehjælp,
tilsyn og ansvar og endelig kvaksalveri.
Lægeloven kodificerede de fleste bestående praktikker og aftaler, man havde haft hidtil, fx.
den nævnte turnusordning for nyuddannede læger (indført af lægernes fagforening i 1908)
samt speciallægeordningen (ligeledes indført af lægernes fagforening i 1915), to ordninger
om praktik lægerne havde organiseret og kontrolleret igennem deres fagforening.
Den nye lægelov gik ind og vedtog, at for at virke som læge skulle man have erhvervet embedseksamenen
fra Det Lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, men også
en turnus”uddannelse” på hospitalerne i tillæg hertil - efter kandidateksamen.
På sin vis gav man nu lægerne - uddannet ved Det lægevidenskabelige Fakultet ved Københavns
Universitet og på sygehusene - et monopol på behandling af syge borgere, men man
gav dem dog ikke fuldstændig autonomi på området. I Lægeloven er det anført, at stillingerne
i statens og kommunens tjeneste kun kan besættes af læger, dvs. agenter med uddannelse som
ovenfor anført. Dermed får lægerne monopol på de øverste embedsstillinger i det danske
sundhedsvæsen, bliver overordnede, mens alt øvrigt personale underordnes lægen. Men loven
anfører også, at andre borgere (de såkaldte kvaksalvere “udenfor” hospitalerne) beholder en
vis ret til at tage syge i kur (som det udtrykkes). Dvs., at man her skelner mellem at betegne
sig som læge og at udøve en kur:
“Uretmæssig brug af betegnelsen “læge”.
§ 23. Den, der uden at have autorisation som læge, betegner sig som læge eller på
220
Lund, Anker Brink (1997): Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Munksgaards Forlag, København, p.
123.
221
Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning. Udvirket af Indenrigsministeren,
København.
118

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
og:
anden måde, der er egnet til at vække forestilling om, at han har sådan autorisation,
straffes med bøde” 222 .
“Ansvar ved uden autorisation at tage syge i kur.
§ 24. Tager en person, der ikke har autorisation som læge, syge i kur, og udsætter
han dermed nogens helbred for påviselig fare, straffes han med bøde eller hæfte.
Under skærpende omstændigheder, såsom hvis pågældende har forårsaget væsentlig
skade på legeme eller helbred, eller hvis han tidligere er dømt for lovovertrædelse af
denne paragraf eller paragraf 25 eller 26, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år.
Det samme gælder, hvis patienten er sindssyg, åndssvag, under 18 år eller umyndiggjort,
således at han ikke selv kan tage bestemmelse om sine personlige forhold”
223 .
Man kan altså forstå Lægeloven her fra 1934 som en lov, der til en vis grad “bremser” lægeprofessionen
i at få total autonomi vedrørende at tage sig af syge borgere, men samtidig giver
den lægen monopol på at virke i det danske offentligt ejede sundhedsvæsen, som nu omhandler
både den syge og den raske borger. Den praktiserende læge i det liberale erhverv gives
også en slags monopolstatus, idet der for de praktiserende læger sammen med de sociale reformer
om sygekasserne i 1933 og Lægeloven fra 1934 yderligere indgås overenskomstaftaler
med “det offentlige” om betaling af deres behandling af syge. Og pointen er her, at de praktiserende
læger som de eneste får retten til at kunne modtage tilskud/betaling fra sygekasserne/”det
offentlige” for at tage syge i kur. Jeg har ikke studeret dette område nærmere, men
logikken synes altså at være, at den praktiserende læge via disse overenskomster er ansat uden
en offentlig regulering og har monopolstatus uanset, at han kaldes “privat praktiserende læge”,
eller er offentlig ansat.
For at opnå det monopol, kræves der så erhvervspraktik på hospitalerne efter embedseksamen,
som siden så giver yderligere status af ekspert for de agenter, der allerede virker på hospitalerne,
via speciallægeordningen 224 . Og derfor er det netop turnusordningen og speciallægeordningen,
der i bekendtgørelser i tillæg til Lægeloven regelsættes. At øve sig i erhvervet i
praktikken på hospitalerne opprioriteres med turnusordningen, og speciallægeordningen giver
agenterne, også efter praktisk erhvervsøvelse, ekspertstatus (den øverste faglige kyndighed) i
de forskellige lægeklinikker svarende til professorers ekspertstatus på universitetet. Men det
er ekspertstatus som eksperter i praktik.
Lægeerhvervets funktion i forbindelse med sygeplejerskernes statsanerkendelse i 1933 be-
222 Ibid., paragraf 23.
223 Ibid., paragraf 24.
224 Den privat praktiserende læge benævnes ikke speciallæge så langt op som i 1990, men uagtet dette indføres
der på området efterhånden et tilsvarende “system” som for speciallægerne - turnusuddannelse 1 1/2 år, 12 måneders
ansættelse hos praktiserende læge, 18 måneders ansættelse som reservelæge på medicinsk afdeling, mv.,
12 måneders ansættelse som reservelæge på kirurgiske afdelinger, mv., 6 måneders ansættelse som reservelæge
på gynækologisk/obstetrisk afdeling, 3 måneders ansættelse som reservelæge på psykiatrisk afdeling, 9 måneders
valgfri ansættelse som reservelæge eller praksislæge, et 18 måneders teorikursus (Sundhedsministeriet
(1990): Bekendtgørelse nr. 657 og 658 om uddannelse af alment praktiserende læger, 20. september, København).
119

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
handles ikke her, men under sygeplejeerhvervet.
10 Sygeplejeerhvervet i Danmark
Nu vender jeg mig til sygeplejeerhvervet i Danmark. Sygeplejeerhvervet er som tidligere anført
ikke studeret af hverken Foucault eller Bourdieu, og man kan derfor ikke inspireres af
forholdene i Frankrig i forhold til Danmark. Men jeg vil på eget ansvar forsøge at finde ud af,
om lignende udviklinger forekommer inden for sygeplejeerhvervet. Sker de skift inden for
sygeplejeerhvervet som inden for lægerhvervet? Og dermed stilles nu de samme spørgsmål til
sygeplejeerhvervet som til lægeerhvervet inden for områderne: sygeplejeerhvervets relation til
staten, sygeplejeerhvervets uddannelser og sygeplejeerhvervets opgaver. Hertil kommer
emnet om sygeplejeerhvervets sociale status, som behandles ganske kort inden afsnittet om
sygeplejeerhvervets opgaver.
120

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
10.1 Sygeplejeerhvervets relation til staten
Af hensyn til de faktiske begivenheder indledes der for sygeplejeerhvervets relation til øvrigheden
i Danmark med stillinger på hospitalerne, dernæst stillinger i centraladministrationen
og sluttelig med medicinalstyrelser. Det, som er karakteristisk, er, at kvinderne først i den
klassifikatoriske medicin ikke er fast tilknyttet til hospitalerne og ikke har opgaver vedrørende
selve sygdomsbehandlingen af patienterne. Fra 1841-1873 etableres den kliniske medicin,
og fra 1863 tilknyttes kvinderne hospitalerne i faste stillinger og med opgaver i forhold til
sygdomsbehandlingen. Og det er her erhvervet som sygeplejerske opfindes. Den kliniske sygeplejerske.
Interessant er det, at sygeplejersken eller erhvervet aldrig omtales som klinisk.
Den underordnede stilling, kvinderne tildeles, ændres der ikke på længere fremme i historien.
Og kvinderne får tillige stillinger fra og med den kliniske periode i embedslægevæsenet, altså
i centraladministrationen, ikke i administrative stillinger eller ledende funktioner, men i underordnede
stillinger. Tilknytning til medicinalstyrelsen af kvinderne sker i først i forbindelse
med den formaliserede uddannelse til sygeplejerske,en tilknytning som man igen kan betegne
som underordnet 225 .
225 Karin Anna Petersen har beskæftiget sig med sygeplejerskernes uddannelse fra midten af 1800-tallet og op til
1992 i sin magisterkonferens: Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori
og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og
Retorik, Københavns Universitet. Min gennemgang af uddannelsen i samme tidsrum støtter sig til dette arbejde,
ligesom jeg om sygeplejerskernes arbejde, organisering og uddannelse generelt har støttet mig til historikeren
Esther Petersens bøger Fra opvarter til sygeplejerske og Fra kald til fag og historikeren Anne-Grete Lommers
speciale om sygeplejerskernes uddannelse på de københavnske hospitaler fra 1863-1913.
Jeg har ikke studeret nogle historiske kilder fra de forskellige private religiøse organisationer, der oplærte kvinder
i sygeplejearbejde, og som ligeledes oprettede sygeplejeskoler, fx. Diakonissestiftelsen i København (oprettes
i 1863) og Sct. Joseph Hospitals (oprettes i 1875, sygeplejeskole i 1926), ligeledes i København, så hvilke
aktiviteter der foregik her og hvornår mht. oplæring af kvinder til hospitalsarbejde er ikke medtaget i afhandlingen.
Begrundelsen herfor er, at disse organisationer har oprindelse i både det religiøse og det private initiativ,
hvor min afhandling er interesseret i den danske stats oprindelige initiativer. Det vil være relevant at studere
disse organisationers oplæring og uddannelse af sygeplejersker, når man studerer sygeplejeerhvervets og dets
uddannelses rødder og oprindelse som et felt af relationer mellem forskellige aktører, men det må blive en anden
gang. Se i øvrigt: Malchau, Susanne (1998): Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing - En biografi.
Ph.d.-afhandling, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd.
København. Malchaus afhandling indeholder en gennemgang af uddannelsen til sygeplejerske i dette regi. Malchau
fremviser, at der eksisterede en anden logik mht. ledelse af sygeplejerskeuddannelsen ved det katolske
hospital og sygeplejeskole, end ved den verdslige uddannelse. Ifølge Malchau var der tale om, at ledelsen på alle
niveauer var på søsterhænder (afhandlingen pp. 294-295).
Uddannelsen i sygepleje i diakonissernes regi i Norge er foruden en religiøs dimension efter den samme logik
som den verdslige uddannelse, uddannelse i lægens klinik, ifølge historikeren Kari Martinsen, der som omtalt i
kapitel 6 har studeret opfindelsen af den diakonale sygepleje i Norge (Martinsen, Kari & Wærness, Kari (1979):
Pleie uten omsorg? Pax Forlag A/S, Oslo; Martinsen, Kari (1984): Sykepleiens historie. Freidige og uforsagte
diakonisser. Et omsorgsyrke vokser fram 1860-1905. Aschehoug/Tanum-Norli, Kolbotn).
121

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
10.1.1 Stillinger på hospitalerne 226
226 Gennemgang af stillinger for sygeplejeerhvervet på hospitalerne bygger på:
Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et
jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København, pp. 134-136.
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til Kommunalbestyrelsens
Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Instruks for Overlægerne ved Kommunehospitalet. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410), stk. 9-10.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Københavns Kommunalbestyrelse (1876): Beretning om Kjøbenhavns Kommunehospital år 1875. Trykt 1876,
Stadsarkivet, Københavns Rådhus.
Instruks for Plejemoder ved Dagplejen 1886, genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital
1757-1907. Et jubilæumsskrift, pp. 156-157. Schubotheske Forlag, København.
Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg, København.
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26. april,
København.
Sundhedsstyrelsen (1939): Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker. I: (1954): Betænkning
III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen.
Betænkning nr. 100, juni, København.
Christiansborg (1956): Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker, København.
Christiansborg (1957): Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 30. januar, København.
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen,
København.
Sundhedsstyrelsen (1957): Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskoler m.m. af 1. juni, København.
Sundhedsministeriet (1993): Lov om sundhedspersonalets videreuddannelse m.v. nr. 1137 af 22. december
1993.
Dansk Sygeplejeråd (1902): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 4, København.
Dansk Sygeplejeråd (1910): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 19, København.
Dansk Sygeplejeråd (1926): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 25, København.
Jacobæus, Holger, dr. med. & Kiær, Aage E., reservekirurg (1899): Teori for Sygeplejersker. Trykt som Manuskript
til brug for Sygeplejeskolen paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’s Universitetsbogtrykkeri, København.
Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet (1988): 1938-1988 - altid på vej. Af Inge Andersen,
Ellinor Nicolaysen, Signe Østergaard, Århus.
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et jubilæumsskrift. Schubotheske Forlag,
København.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
122

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
10.1.1.1 Borgerkoner, oldfrue, opvartersker og vågekoner i 1756 og 1797
Jeg starter med Frederiks Hospital fra 1757, da det er det første hospital til helbredelse af syge
borgere, der oprettes af den danske stat. Og vi har at gøre med den klassifikatoriske medicin,
hvor kvinderne ikke har opgaver inden for sygdomsbehandlingen. Af fundatsen af 1756 for
hospitalet fremgår der et hierarki mellem de ansatte på hospitalet, som ridses op for at anskueliggøre,
hvor kvinderne i organisationen var ansat.
Hierarkiet var:
Overdirektionen: 3 embedsmænd - greve, overpræsident, general
Meddirektionen: (9 i alt) kirurger, mediciner, regnskabsfolk, gejstlig, lovkyndig, borgermænd
(havde med handel at gøre)
Oberbetjente ansættes af meddirektionen: inspektør, præst, økonom, oldfrue, kirurg, mediciner,
kirurgiske og medicinske kandidater, kirurgiske og medicinske studenter, hospitalsskriver.
Inspektør, præst, kirurger, kandidater og studenter aflønnes årligt. Mediciner og oldfrue
aflønnes efter reglementet. Mediciner og kirurg ansættes for 6 år.
Underbetjente ansættes af inspektør, økonom, oldfrue: vaskerpiger, portner, vægter, gamle
koner, opvartersker, arbejdskarle. Hospitalets bud ansættes dog af meddirektionen. Underbetjentene
ansættes for ½ år ad gangen og aflønnes ugentligt.
Borgermændenes koner skulle gå til hånde på hospitalet. Dertil skulle borgerkonerne sammen
med de andre oberbetjente føre tilsyn med hospitalets underbetjente samt hospitalets kapital.
De skulle møde i hospitalet mindst hver 14. dag, eller så ofte det var nødvendigt. Borgermændene
og -konerne måtte have deres børn hos sig på hospitalet. Hvis borgermændene ikke havde
en kone, eller hvis konerne syntes tilsynet var for besværligt, kunne der i deres sted ansættes
andre gudsfrygtige og huslige formuende borgerkoner 227 .
Økonomens opgaver ifølge en kontrakt fra 1797 var:
at forsyne alle syge med mad og drikke
at levere de varer mediciner og kirurg skal bruge til patienternes kur (eddike, vin, mælk, sukker,
citroner, honning, agurker, tvebakker, gryn, salt, kål, gulerødder, sæbe)
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale
i historie, Københavns Universitet.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København.
Olesen, Anne Mette (1994): Charlotte Munck. Dansk sygeplejes “første dame”. Kandidatafhandling, Skriftserien,
nr. 11, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Århus.
Østergaard, Signe (1989): Sygeplejerskeuddannelsen i Danmark 1863-1979, Gruppen Kontekst, Næstved.
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd, København.
Busk-Jensen, Lise, m.fl. (1985): Dansk litteraturhistorie 6. Dannelse, folkelighed, individualisme 1848-1901.
Gyldendal. København.
227 Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
123

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
at forsyne de syge med lys og varme på værelserne, i badene, operationsstuerne, medicinstuerne,
sektionsstuen, elektrikerstuen, gårde, gange, trapper, betjentenes værelser
at hente og bringe patienter fra hjemmet
at opvarte kirurg, mediciner og præst ved kontrollen samt mediciner og kirurg ved elektrisermaskinen
at afvaske de døde og iklæde dem ligtøj
at sørge for at sygestuerne, gulve, gange, trapper og lofter er ryddelige
at bestrø gulvene på sygestuerne med sand 2 gange om ugen eller så ofte mediciner og kirurg
finder det nødvendigt, ryge med enebær mv. mod lugt
at sørge for køkkentøj, linned, osv.
at holde regnskab med de syges tøj og afkræve betaling
og videre en masse om hestehold, vinduer, døre, arbejdsvogne, gårdsplads, køkkenhave, mv.
I samme kontrakt med økonomen fra 1797 anføres der om oldfruen, at hun ansættes af økonomen
til hans “hjælp og tjeneste”, men aflønnes af hospitalet. Oldfruens opgaver var at have
opsigt med linnedtøj, sørge for dets forsvarlige vask, og især holde kontrol med opvartningskonerne.
Hun skulle have tilsyn med sygestuerne, at der var rent og luftigt, at alt blev godt
behandlet, at sengeklæderne udluftedes og rensedes, og at sengene blev redt. Opvartningskonerne
skulle overfor økonomen holde regnskab med det tøj, de havde på sygestuerne.
De øvrige folk som portører, opvartersker, vågekoner, køkkenpiger, vaskepiger, klemmepiger,
osv., økonomen har brug for, aflønner han selv. Opvarterskerne måtte ikke afskediges
uden direktionens eller inspektørens vidende og samtykke. Opvartningskonerne var bundet til
sygestuerne fra 6 morgen til 22 om aftenen, og passede hver indtil 10 syge, og boede de på
hospitalet, var det i et lille aflukke ved sygestuerne 228 . De måtte ikke have deres børn hos sig
på hospitalet. De skulle læse højt af danske bøger om aftenen for patienterne og ved andre
lejligheder. Opvartningskonerne kunne både være gifte og ugifte; var de ugifte, måtte de få en
seng at sove i på hospitalet 229 . Opvartningskonerne skulle så vidt muligt være borgerenker
mellem 30 og 50 år, have en kristen livsførelse og ej være sygelige. Endvidere skulle de stille
med en kaution på 100 rdl. ved ansættelsen som garanti for bl.a. det linned, de fik udleveret.
De vågede ikke om natten. Vågekonerne skulle ligeledes, ifølge Grested, være borgerenker
mellem 30 og 50 år, stille med samme kaution og ikke være sygelige.
Det vil sige, at der på Frederiks Hospital var følgende kvinder ansat:
borgerkoner, oldfrue, opvartersker, vågekoner, køkkenpiger, vaskepiger, klemmepiger, gamle
koner. Sandsynligvis er det vågekonerne, der også benævnes “gamle koner”. Det vil sige, at
228 Ibid., p.151.
229 Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-
1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København, pp. 134-136.
124

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
der var tale om 7 forskellige grupper af kvinder. Ses der bort fra køkkenpiger, vaskepiger og
klemmepiger, var der tale om:
borgerkoner
oldfrue
opvartersker
vågekoner.
Og der var tale om borgerkoner øverst i hierarkiet, dernæst oldfruen, og underordnet disse var
så de andre kvinder. De tilsynsførende borgerkoner og oldfruen tilhørte oberbetjentene og
opvartersker og vågekoner underbetjentene. Kvinderne var ikke i hospitalets daglige ledelse.
For den overordnede oldfrue var der tale om fast tilknytning til hospitalet, mens der for de
underordnede kvinder var tale om kortere og midlertidige stillinger.
Det vil sige, at:
kvinderne er underordnet mændene
kvinderne deltager ikke i hospitalets ledelse
kvinderne er indbyrdes opdelt i et arbejdshierarki
kvinderne har ikke faste ansættelsesforhold hos øvrigheden (bortset fra oldfruen).
10.1.1.2 Overopsynskone, stuekoner, gangkoner og vågekoner 1863
Vi er nu ved skiftet til den kliniske medicin, en medicin der fordrede opgaver for kvinderne
på hospitalerne. Ved Københavns Kommunehospitals åbning i 1863, det vil sige godt 100 år
efter åbningen af Frederiks Hospital, blev der af kvinder ansat en oldfrue, vaskeribestyrerinde
med en overvaskerpige, en husholderske med en overkokkepige, en badekone med en pige, en
overopsynskone, faste stue- og vågekoner, dagkoner og vågekoner dag- eller natvis efter hospitalets
behov, piger til tjeneste i køkken, i vaskeri, baderum samt til opvartning hos reservelæger
og lægekandidater. Oldfrue, vaskeribestyrerinde og husholderske var ansat med årsløn,
fri bolig og bespisning. Overkokkepigen og overvaskerpigen var ansat med halvårlig løn.
Overopsynskonen er ansat af borgmesteren, nærmeste foresatte er forvalteren. Overopsynskonen
havde helårlig løn og fri station 230 . De faste stuekoner og vågekoner havde ligeledes fast
helårlig løn 231 . De øvrige dag- og vågekoner skulle aflønnes per dag.
De faste stuekoner og vågekoner skulle ansættes af forstanderen efter Lægerådets indstilling,
230 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
231 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den
26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
125

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
og ansættelsen skulle godkendes af borgmesteren 232 . De løst tilknyttede dag- og vågekoner
skulle ansættes af forstanderen. Opvartningspigerne hos reservelæger og lægekandidater aflønnedes
halvårligt og med fri station. Hvem, der skulle ansætte disse piger, angives ikke,
men sandsynligvis var det forstanderen 233 .
I instruksen for overlægerne anføres det:
og:
“Overlægerne er berettiget til, at det under dem ansatte Læge- og Opvartningspersonale
at fordre Lydighed i Alt, hvad de anordner med Hensyn til Hospitalstjenesten
og Undervisningen”
“Overlægerne i Forening har at ytre sig over de Ansøgere, der attraar de ledige Reservelæge-,
Kandidat- og Visitatorposter. Angaaende faste Stuekoner og Vaagekoner
har de at gøre Indstilling” 234 .
I instruksen for stuekoner hedder det:
“I Alt, hvad der vedkommer de Syges Behandling og Pleie, retter hun sig alene efter
Lægernes Forskrifter” 235
Det vil sige, at der er tale om
overopsynskone
stuekoner
vågekoner.
Kvinderne befandt sig i et indbyrdes hierarki med overopsynskonen øverst placeret og vågekonerne
nederst. Overopsynskonen er underlagt forvalterens ledelse, og stue- og vågekonerne
er underlagt lægens ledelse. Der var tale om faste stillinger, og kvinderne var ikke med i hospitalets
ledelse.
232 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den
26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
233 Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til
Kommunalbestyrelsens Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
234 Kjøbenhavns Magistrat (1863): Instruks for Overlægerne ved Kommunehospitalet. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410), stk. 9-10.
235 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den
26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
126

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
10.1.1.3 Plejemoder, assistenter og elever 1876
I 1875 vedtog Kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune en ny ordning for sygeplejen
på Kommunehospitalet. Det var hospitalets Lægeråd, der havde udarbejdet forslaget på opfordring
af hospitalsborgmesteren. Af Kommunalbestyrelsens årsberetning for 1875 fremgår
det, at baggrunden for lægernes forslag og Kommunalbestyrelsens beslutning herom var, at
man ville:
“bevirke en omhyggeligere, nøjagtigere og kyndigere Udførelse af alt, hvad der vedrører
Sygeplejen på Hospitalet” (...) “give denne en forandret Karakter, ved at betro
den til Kvinder, som særligt have helliget sig til dette Kald og som baade ved almindelig
Dannelse og ved en speciel Fagdannelse have forberedt sig dertil” (mine understregninger)
236 .
Formålet med ændringer var:
“en fastere organisation af de kræfter; der paa hver Sygeafdeling benyttes til Sygeplejen
og en stærkere Tilknytning af alle de herved virksomme Personer til Hospitalet;
et omhyggeligere Valg af de Personer, der antages til at udføre Sygeplejen, idet der
baade med deres Dannelse og deres Fagdannelse stilles strængere Fordringer end
hidtil;
Oplærelse af Personer, som antages at ville kunne blive gode Sygeplejere igjennem
en praktisk Uddannelse under omhyggeligt Tilsyn og kyndig Vejledning, og en Forbedring
i Sygeplejernes økonomiske Vilkaar” 237 .
Omforandringen gik ud på, at man opdelte hospitalet i nogle mindre afdelinger (afsnit) på 70
senge. I spidsen af hvert afsnit sættes en plejemoder. Plejemoderen skulle ved hjælp af det
personale, der gives hende i medhjælp, sørge for den tilbørlige pleje til patienterne. Endvidere
skulle hun sørge for, at lægen får bedre besked om, hvad der er sket med de syge siden, han
sidst har set dem samt for en punktlig og omhyggelig udførelse af hans ordinationer. Og endelig
lede elevernes uddannelse 238 .
Det personale, plejemoderen fik stillet til sin rådighed, var assistenter, elever og tjenestepiger.
Assistenterne skulle ifølge den vedtagne plan for sygeplejen være fuldt uddannet sygeplejere.
To assistenter skulle tilsammen passe 20 patienter. Assistenten skulle være til stede ved lægens
morgenbesøg, og skulle deltage i forretningerne forud og efter besøget. Endvidere skulle
de sørge for uddannelsen af eleverne under plejemoderens ledelse 239 .
Tjenestepigerne skulle gøre det groveste udenomsarbejde, gå bud og hjælpe til, hvor der på
236 Københavns Kommunalbestyrelse (1876): Beretning om Kjøbenhavns Kommunehospital år 1875. Trykt
1876, Stadsarkivet, Københavns Rådhus, p. 27.
237 Ibid., p. 27.
238
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
239
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa
Kommunehospitalet.
127

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
stuerne krævedes mere medhjælp 240 .
Af Kommunalbestyrelsesberetningen fremgår det sluttelig, at nyordningen ville kræve forøgede
udgifter, hvorfor man bevilgede et ekstraordinært beløb til budgettet for 1876. Magistratens
udarbejdede instrukser for elever, assistenter og plejemoder i 1876.
Fra 1876 blev eleverne ansat på Kommunehospitalet under den enkelte plejemoder, og eleverne
forblev på det samme afsnit i hele oplæringstiden. I midten af 1890-erne antog hospitalet
eleverne centralt, og en enkelt plejemoder fik ansvaret for fordeling af eleverne rundt på
hospitalets afdelinger. Man opførte en sygeplejerskebolig på hospitalet, og eleverne begyndte
nu at komme rundt på forskellige afdelinger i deres læretid.
I 1899 er elevernes oplæringsperiode af 1 1/2 års varighed, og i 1901 er den øget til 3 år, dog
kun som en vejledende regel. Længden af denne oplæringsperiode gjaldt alene Kommunehospitalets
“egne” elever. Kommunehospitalet modtog yderligere elever fra hele landet til oplæring,
denne oplæring var af 1/2 års varighed. Hospitalets egne elever blev aflønnet, og de udefra
kommende elever betalte for uddannelsen eller oplæringen.
Ifølge Anne-Grete Lommers undersøgelse ansættes der i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen
af 1900-tallet i stigende grad plejemødre, assistenter og elever på de københavnske
hospitaler (1898 på Garnisons Sygehus, 1907 på Sundby Hospital og Balders Hospital, 1907
på Øresunds Hospital og 1908 på Vestre Hospital 241 ). De enkelte hospitaler ansatte fortsat
kvinderne individuelt og oplærte dem på de sygeafdelinger, hvor der var brug for arbejdskraften.
Med en begrundelse om, at oplæringen ikke måtte blive ensidig, indførte man en turnusordning
mellem Dr. Louises Børnehospital, Garnisonshospitalet, Det kgl. Frederiks Hospital
og Kommunehospitalet blandt eleverne 242 .
Fx. på Frederiks Hospital i København gav Kulturministeriet efter ansøgning fra Direktøren
ved hospitalet i 1883 tilladelse til, at der måtte ansættes plejemødre ved to af hospitalets fire
afdelinger. Plejemødrene skulle føre tilsyn med sygeplejen samt vejlede ved dennes udøvelse
og ved oplæringen af de tilkommende assistenter. Her foruden ansatte man en plejemoder
mere til at våge om natten sammen med en i forvejen ansat vågekone, som man nu også benævnte
plejemoder. Plejemødrene aflønnedes med en fast årlig løn, der skulle stige hver 4. år,
samt fri bolig og fri kost på hospitalet. Endelig fik plejemødrene tildelt pension efter reglerne
for embedsmænds og funktionærers pensionsret 243 .
240 Københavns Kommunalbestyrelse (1876): Beretning om Kjøbenhavns Kommunehospital år 1875. Trykt
1876, Stadsarkivet, Københavns Rådhus, pp. 27-28.
241 Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913.
Speciale i historie, Københavns Universitet, pp. 38-39. Anne-Grete Lommer har studeret folketællingsmateriale i
den periode, hun beskæftiger sig med i sit speciale, 1863-1913, for at finde ud af hvor mange kvinder der var
beskæftiget med at pleje syge. Her optræder termen sygeplejerske ikke. Fra 1901 registrerer folketællingerne
antal personer beskæftiget med sygepleje, men som Lommer anfører, er det umuligt at vide, hvem denne gruppe
omfatter. Anførte kvinder, der plejede syge i hjemmet for privat betaling fx., at de var beskæftiget med sygepleje,
eller anførte de, at de var tyende, en erhvervsgruppe man opererede med i Folketællingerne? At termen sygeplejerske
ikke benyttes i folketællinger er ikke lig med, at man ikke kendte eller anvendte ordet. Det gjorde man
i de skriftlige kilder, i hvert fald fra 2. halvdel af 1800-tallet.
242 Dansk Sygeplejeråd (1902): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 4, København, p. 93.
243 Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et jubilæumsskrift. Schubotheske Forlag,
(fodnoten fortsættes på næste side...)
128

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Ifølge instruks fra Frederiks Hospital i 1886 for plejemødrene siges det:
“Hun drager Omsorg for de Elevers Oplærelse og Uddannelse til Sygeplejen, som
maatte blive henviste til Afdelingen af Inspektøren; hun anviser dem deres Plads paa
de forskellige Sygestuer og maa tage Hensyn baade til den Nytte, de kunne være til
for enkelte syge, der trænge til stadig Plejehjælp, og til den Hjælp af dem, som de
forskellige Sygeplejersker til den givne Tid maatte behøve, samt til den Lejlighed,
der paa de forskellige Stuer kan frembyde sig for dem til Belæring og Øvelse. Hun
maa benytte enhver Anledning til ogsaa selv at give Eleverne baade mundtlig og
praktisk Vejledning ved Sygesengen, og hun maa have Tilsyn med, at Sygeplejerskerne
benytte Elevens Hjælp paa rette Maade” (mine understregninger) 244 .
Hvad angår dét, sygeplejerskerne skal lære fra sig om sygepasning til eleverne, så skal de give
mundtlig og praktisk vejledning i at være til nytte for patienterne, hjælpe patienterne, være på
sygestuerne og give eleverne lejlighed til at øve sig i dette at hjælpe og være til nytte for patienterne.
Efter plejemødrenes ansættelse på Frederiks Hospital i 1883 blev den første assistent til plejemødrene
i 1884 ansat ved hospitalet. Ifølge Gresteds bog Det kongelige Frederiks Hospital
1757-1907 er der de første år kun ansat 1-2 assistenter. I 1886 beskrives uddannelsen eller
oplæring til sygeplejerske at være af et 1/2 års varighed på Frederiks Hospital. Efterhånden
kunne man avancere fra assistent til sygeplejerske. Ifølge Grested er det ikke alle assistenter,
der efter deres elevtid, bliver sygeplejersker, forstået som at en sygeplejerske fik sin egen
bestemte sygestue, hvilket tillige gav mere i løn. I 1907 er der ansat 4 plejemødre samt 1 natplejemoder,
27 sygeplejersker, 49 assistenter samt elever. Dét Grested beskriver her er et hierarki
indbyrdes mellem kvinderne. Det vil sige, at assistenterne forstås som assistent til plejemoderen.
Det vil sige, at man først er i lære som assistent, og som assistent kan man så siden
efter en yderligere læretid avancere til en sygeplejerskestilling. Hvor lang tid der gik fra
man avancerede fra assistent til sygeplejerske fremgår ikke af kilderne.
På Kommunehospitalet i København blev den første plejemoder som anført ansat i 1876, i
1890 og 1900 var tallet uændret 10 og i 1910 var der ansat 12 plejemødre. I 1876 ansatte man
på hospitalet ligeledes de første assistenter, 6 i alt, i 1890 var dette tal 76, der var 100 sygeplejeassistenter
i 1900, og i 1910 er der ansat 121. De første 3 elever blev ansat i 1876, i 1890
var der 56 elever, i år 1900 var antallet 79, og i 1910 var man oppe på 104 elever. Elevtiden
til assistent ved Kommunehospitalet var i starten sat til 1 år 245 .
På de andre københavnske hospitaler såsom Blegdamshospitalet, Rudolph Bergs Hospital,
Sundby Hospital, Balders Hospital og Øresundshospitalet var mønsteret det samme som skitseret
for Frederiks Hospital og Kommunehospitalet.
I tidsperioden fra 1756, hvor Frederiks Hospital blev opført, og til Kommunehospitalets opførelse
i 1863, er der sket et skifte, som er, at i 1863 ansættes nogle af kvinderne (de faste stue-
og vågekoner) på hospitalet efter lægens indstilling og direkte under lægens ledelse, hvor det
København.
244 Instruks for Plejemoder ved Dagplejen 1886, genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital
1757-1907. Et jubilæumsskrift, pp. 156-157. Schubotheske Forlag, København.
245 Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913, p.
36. Speciale i historie, Københavns Universitet.
129

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
på Frederiks Hospital var under økonomen, kvinderne var ansat. Desuden sker der det, at
kvinderne (igen stue- og vågekoner) får faste stillinger og fast aflønning på Kommunehospitalet
til forskel fra den løsere ansættelse ved Frederiks Hospitals start. Og endelig, at kvinderne
i 1863 skal deltage i den lægelige behandling af syge, hvad de ikke skulle i 1756. Men i tidsperioden
fra 1863 til 1875-76, kun med et tidsinterval på 12 år, sker der igen et skift, idet man
nu taler om, at sygepleje fordrer dannelse og en faglig uddannelse af en vis varighed. I 1863
havde man knyttet kvinderne tættere til hospitalet via faste stillinger, men i 1896 opfører man
tillige boliger på hospitalet til eleverne, altså en endnu fastere tilknytning af kvinderne til hospitalet.
Og endelig opdeler man i 1875-76 hospitalet i mindre sengeafsnit. Den fastere tilknytning
af kvinderne til hospitalet samt opdelingen af hospitalet i mindre afsnit er nogle kendetegn
svarende til Foucaults teori om den kliniske medicins kendetegn - at studere mindre
grupper af patienter og at følge en sygdomsproces hos patienten, der er syg, til forskel fra i
den klassifikatoriske medicins periode, hvor man så bort fra patienten og studerede selve sygdommen
som en essens, der havde taget bopæl i patienten. Og ligeledes skiftet til en systematisk
uddannelse eller oplæring i den kliniske medicin til forskel fra den usystematiske uddannelse
i den klassifikatoriske medicin.
Afhandlingen beskæftiger sig ikke med, hvad der sker socialt i Danmark i de perioder, som
behandles, hvilket ellers ville være relevant, men er fravalgt af tidsmæssige årsager. Det er en
markant forandring, at der vokser et erhverv som sygepleje frem her i 1876, og med et sideblik
til Foucaults undersøgelse af konstitueringen af den kliniske medicin i Frankrig, kunne
man spørge, hvad er det, der sker i Danmark i denne periode? Foucault skriver, at der opstår
en ny type samfund på baggrund af begivenheder som krige, revolution, vækst i produktionsforholdene
(industrialisering), eksplosiv vækst i befolkningstallet og sluttelig en række epidemier.
København blev ramt af en koleraepidemi i 1853, som på bare de 3 første måneder
kostede 5000 mennesker livet. Danmark blev også industrialiseret og øgede detailhandlen (en
Fri Næringslov indførtes i 1857 og laugsystemets monopol inden for udøvelse af håndværk og
handel ophævedes i 1862), forhold som medførte en overflødiggørelse af husarbejdet og
mindskede behovet for forråd i hjemmene (kvindearbejdet i hjemmene mindskedes). Kvindernes
erhvervskvotient steg i København med 300 % i perioden fra 1855 til 1901. Endvidere
ændredes befolkningssammensætningen i København grundet urbanisering, en urbanisering
som tillige medførte dårlige boligforhold. I årene fra 1865 til 1896 fordobledes således indbyggerantallet
i København fra 200.000 til 400.000 indbyggere. Og endelig havde Danmark
mange enlige kvinder på tidspunktet, måske grundet i borgerkrige (De Slesvigske Krige sluttede
i 1865) 246 .
10.1.1.4 Elever i sygepleje 1897
Stillingerne som elever i sygepleje på hospitalerne ændrer indhold i 1897. Fra dette år indledte
man på Kommunehospitalet i København en systematiseret skoleundervisning. Skoleundervisningen
blev formidlet af to læger Holger Jacobæus og Aage E. Kiær, ansat på hospitalet
246 Ibid.
Busk-Jensen, Lise, m.fl. (1985): Dansk litteraturhistorie 6. Dannelse, folkelighed, individualisme 1848-1901.
Gyldendal. København, pp. 187-205.
130

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
som hhv. mediciner (dr. med., overlæge) og kirurg (reservelæge) 247 . Omkring århundredeskiftet
var der et tæt samarbejde hospitalerne imellem i Københavns Kommune om denne skoleundervisning
af sygeplejerskerne på den måde, at kvinderne samledes fra de forskellige hospitaler
til fælles undervisning på Kommunehospitalet 248 . Det vil sige, at en elevs oplæringstid
øges (på Kommunehospitalet først af 2 års varighed, i 1906 af 3 års varighed for egne elever)
249 .
10.1.1.5 Elever i sygepleje 1906-1916 og forstanderinde for sygeplejen 1913
Stillingerne som elever i sygepleje på hospitalerne ændrer indhold igen i perioden fra cirka
1906 til 1916. Så vidt jeg har kunnet orientere mig i kilderne, får man indrettet en demonstrationsstue
til undervisning af eleverne i 1913 på Bispebjerg Hospital. Demonstrationsstuen er
et skolerum, hvor sygeplejersken underviser eleven i et praktisk forberedende arbejde. I 1906
fik man på Kommunehospitalet opført en sygeplejerskebolig og ansat en forstanderinde for
denne bolig, hvor eleverne boede. Forstanderinden her antog eleverne og fordelte dem på afdelingerne
foruden, at hun overvågede eleverne i deres livsførelse. Lægernes undervisning af
eleverne foregik her, men hvornår der indrettedes en demonstrationsstue fremgår ikke af kilderne
250 . Rigshospitalet havde ved sin åbning ligeledes indrettet en sygeplejeskole - en skolestue
og et læseværelse i sygeplejerskeboligen, som var under opsyn af forstanderinden for
boligen 251 . Det fremgår ikke, at her var indrettet en demonstrationsstue 252 . På Bispebjerg Hospital
blev den første forstanderinde for sygeplejen ansat i 1913, og det var hende der skulle
varetage skoleundervisningen af eleverne 253 . Man kan altså konstatere, at en ny stilling inden
247 Jacobæus, Holger, dr. med. & Kiær, Aage E., reservekirurg (1899): Teori for Sygeplejersker. Trykt som Manuskript
til brug for Sygeplejeskolen paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’s Universitetsbogtrykkeri, København,
forfatternes forord i bogen.
248 Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913.
Speciale i historie, Københavns Universitet, p. 59.
249
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København, p.
148.
250 Anne-Grete Lommer har studeret de originale optegnelser på Kommunehospitalet om skolestueundervisningens
start i 1897, og heraf fremgår det ikke, at der findes en demonstrationsstue (Lommer, Anne-Grete (1978):
Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale i historie, Københavns
Universitet, pp. 58-60).
251 Dansk Sygeplejeråd (1910): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 19, p. 243.
252 Sygeplejerske Signe Østergaard har gengivet et billede af en demonstrationsstue på Rigshospitalet i forbindelse
med omtale af oprettelsen af Rigshospitalets Sygeplejeskole i 1910, men det er udateret (Østergaard, Signe
(1989): Sygeplejerskeuddannelsen i Danmark 1863-1979, Gruppen Kontekst, Næstved, p. 29). Signe Østergaards
bog er en historisk oversigtsbog om sygeplejerskeuddannelsen i perioden 1863-1979.
253 Olesen, Anne Mette (1994): Charlotte Munck. Dansk sygeplejes “første dame”. Kandidatafhandling, Skriftserien,
nr. 11, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Århus, p. 41. AMO har haft fat i en forhandlingsprotokol for
Bispebjergs Hospitals Lægeråd fra 1913, hvoraf det fremgår, at det var forstanderinden, der skulle varetage den
skolemæssige undervisning i sygepleje, og at der hertil måtte indrettes et laboratorium med senge.
Anne Mette Olesens kandidatspeciale er en biografi om Charlotte Munck, der levede 1876-1932, datter af en
(fodnoten fortsættes på næste side...)
131

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
for sygeplejen som forstanderinde opstår i 1913.
Ideen med at indføre såkaldt forskoleundervisning, altså forberede i en skolestue til det praktiske
arbejde, drøftedes på Kommunehospitalet i 1908, og blev oprettet her i 1916. Forskolen
var da af 2 ugers varighed, og i 1926 af 6 ugers varighed. Forskolen er i 1926 en bolig, hvor
eleverne bor to på hvert værelse, og hvor hun møder på skoledagen klokken 6.45 til fælles
thebord i spisestuen. Herefter går eleverne straks i tjeneste, inddelt i hold:
“til arbejde i Spisestuen med Opvask af Thetøjet, til en systematisk ordnet Renholdelse
af deres Værelser og af den til Demonstration anvendte Skolestue. Denne er
indrettet som Sygestue med opredte Senge og en vugge; i disse findes en større og
en mindre Dukke; foruden findes Linned- og Forbindingsskab og alle øvrige Brugsgenstande,
nogenlunde svarende til hvad der findes paa en Afd.” 254 .
Forskoleundervisningen formidles af hhv. lægen og forstanderinden (sygeplejersken) i hvert
deres “skolerum”.
Og oplæring af eleverne er struktureret som:
- en forskole på 6 uger med undervisning af lægen og sygeplejersken i hhv. en praktisk del,
der benævnes teori, og praktik
- afdelingspraktikker i 3 år i de forskellige sengeafdelinger. Oplæring af lægen og sygeplejersken
- under afdelingspraktikkerne undervisning i skolestuen af lægen og sygeplejersken i hhv.
teori og praktik (ang. hvad og hvordan beskrives dette under afsnittet om sygeplejens funktioner).
Forskoleundervisningen fandtes i 1926 på de københavnske hospitaler Bispebjerg, Kommunehospitalet,
Rigshospitalet, Diakonissestiftelsen og Skt. Lukas.
10.1.1.6 Elever i sygepleje 1927
I 1927 oprettes der på Testrup Højskole et højskoleophold specielt for kvinder, der forberedte
sig på at blive sygeplejerske finansieret af Dansk Sygeplejeråd. Og til et sådan højskoleophold
kunne man få statsstøtte. På Testrup Højskole indrettedes en demonstrationsstue og tillige
blev 2 sygeplejersker ansat til undervisning her. Ordningen med folkehøjskolen blev som
sagt finansieret af Dansk Sygeplejeråd og med statsstøtte, men kvinderne betalte desuden selv
for opholdet, som var af 5 måneders varighed. Foruden sygeplejeforskoleundervisningen blev
der givet undervisning af højskolens “ordinære” lærere i højskolens “traditionelle” fag (et
krav for at få statsstøtte). Ifølge historikeren Esther Petersen foretog Dansk Sygeplejeråd en
præst, og uddannet sygeplejerske ved Diakonissestiftelsen i 1902, og i New York i 1906. Afhandlingen koncentrerer
sig om perioden 1910-32. Charlotte Munck var den første sygeplejerske, der blev ansat som forstanderinde
i sygepleje i Danmark og blev ansat ved Bispebjerg Hospital 1913, var formand for Dansk Sygeplejeråd 1927-
32, og skrev desuden afsnittet om sygepleje i Dansk Sygeplejeråds lærebogsserie fra 1926. AMO beskriver
igennem biografien Dansk Sygeplejeråds kamp for statsautorisationen for erhvervsgruppen af sygeplejersker og
hermed især kampen for en formaliseret uddannelse.
254 Dansk Sygeplejeråd (1926): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 25, p. 466.
132

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
rundspørge til landets sygehuse i 1931, og heraf fremgik det, at af 115 sygehuse henviste 87
sygehuse unge, der søgte ind til sygeplejen, til Testrup Højskole, og 81 sygehuse havde modtaget
elever fra Testrup 255 (man oprettede efterhånden sygeplejeforskolekurser på i alt 10 folkehøjskoler
rundt omkring i Danmark, og kurserne vedblev med at fungere indtil 1981 256 ).
Undervisningen på folkehøjskolerne blev averteret som forberedelsesundervisning forud for
den egentlige sygeplejerskeuddannelse på hospitalerne, men gennemførtes ikke som et adgangskrav
til at få stilling som sygeplejeelev på hospitalerne.
10.1.1.7 Elever og sygeplejersker 1934 og 1939
I forbindelse med statsautorisation af sygeplejersker med virkning fra 1. januar 1934 kan en
kvinde opnå ansættelse som sygeplejerske efter, at hun:
- er fundet egnet til sygeplejegerning
- har gennemgået en 3-årig uddannelse i sygeplejegerning på sygehuse, godkendt af Sundhedsstyrelsen
som uddannelsessted, og derved har opnået fyldestgørende dygtighed som sygeplejerske
og med kendskab til sygeplejens teori. Uddannelsen er 90 % praktik og 10 % undervisning
af lægen og sygeplejersken
- godtgør at hun har ført en hæderlig og sædelig vandel 257 .
Det vil sige, at der med statsautorisationen indføres et adgangskrav til stilling som sygeplejerske
i såvel hjemmeplejen som på hospitalerne en forud systematisk oplæring på hospitalerne.
De autoriserede sygeplejersker står under tilsyn af Sundhedsstyrelsen (Sundhedsstyrelsen
udsteder et bevis herfor efter indstilling fra sygehusene, og fører en fortegnelse over autoriserede
sygeplejersker) og tilses af embedslægen (her kan kun stå “embedslæge”, da embedslægerne
endnu havde høringsretten (indtil 1935) med hensyn til besættelse af ene- og overlæger
på sygehusene), og kan ved grov uagtsomhed og forsømmelighed i sin gerning af indenrigsministeren
efter indstilling fra Sundhedsstyrelsen for en bestemt tid eller for bestandig fratages
retten til at kalde sig sygeplejerske 258 .
Det blev henlagt til Sundhedsstyrelsen at godkende sygehusene som uddannelsessteder, hvilket
den gjorde ud fra:
- hospitalets størrelse og patientkategorier på hospitalet
- uddannelsens omfang og art, herunder hvem der leder den teoretiske undervisning og hvil-
255
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København, pp.
166-172.
256 Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd, København, p. 116. Inger
Gøtzsche er sygeplejerske og cand. phil. i historie, og den nævnte bog er fremstillet på baggrund af IG’s speciale
fra 1993.
257
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26.
april, København.
258 Ibid.
133

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ken håndbog, der benyttes som grundlag
- om uddannelsen afsluttes med en eksamen under medvirken af censor.
10.1.1.8 Ledende og undervisende sygeplejersker 1938
Fra 1938 opereres der med nogle nye stillingskategorier inden for sygeplejen på hospitalerne -
ledende og undervisende sygeplejersker. Den 1. Februar 1938 blev der oprettet Kursus ved
Aarhus Universitet for sundhedsplejersker og for ledende og undervisende sygeplejersker
(sundhedsplejerskerne beskrives under afsnittet om stillinger i centraladministrationen
(10.1.2.2) og deres kursus beskrives under afsnittet om den formaliseret uddannelse til sygeplejerske
1957 (10.2)) ved Institut for syge- og sundhedsplejersker ved Aarhus Universitet.
Instituttet oprettedes som en selvejende institution og med tilsyn fra Sundhedsstyrelsen. Kursus
for ledende og undervisende sygeplejersker blev oprettet uden baggrund i et betænkningsarbejde
med en efterfølgende lovgivning. Lovgrundlaget kom først i 1993 259 . I en betænkning
fra 1964 anføres det, at anledningen til oprettelse af fortsættelseskurset for ledende og administrerende
sygeplejersker var:
“den stærke udvikling inden for sygehusvæsenets område siden slutningen af 1920erne
med ændring af sygehusvæsenets struktur og oprettelsen af centralsygehuse
havde medført stærkt stigende krav til sygehuspersonalet. Det blev klart, at der var
et stort behov for en fortsættelsesuddannelse af sygeplejersker til ledende stillinger
både inden for administrativt og undervisende arbejde” (min understregning) 260 .
Indholdet af kurset var fag som kemi, fysik, anatomi, fysiologi, hygiejne, sociallovgivning og
mentalhygiejne og fag, der direkte vedrørte den videregående uddannelse, fx. undervisningsmetoder
og administration. Kurset afsluttedes med skriftlig og mundtlig eksamen. Kursets
varighed for de undervisende sygeplejersker var af 9½ måned og ligeledes af 9½ måned, fuld
tids studium, for de ledende sygeplejersker 261 . Det var dog ikke et krav at have gennemgået
disse videreuddannelser for at beklæde undervisende eller ledende stillinger på sygehusene. I
årene fra 1938-1945 uddannedes der mellem 12 og 20 sygeplejersker på ledelseslinjen om
året og mellem 2 og 7 sygeplejersker på den undervisende linje, ligeledes årligt. Antal sygeplejersker,
der tog denne uddannelse steg langsomt, og var i året 1957 på 28 sygeplejersker på
259
Sundhedsministeriet (1993): Lov om sundhedspersonalets videreuddannelse m.v. nr. 1137 af 22. december
1993.
260 Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg, København, p. 12.
Institut for syge- og sundhedsplejersker blev oprettet ved hjælp af midler fra private fonde og forsikringsselskaber.
Instituttet oprettedes som en selvejende institution ledet af en bestyrelse. Fra 1942 afholdt den danske stat
driftsudgifterne for skolen. Bestyrelsen bestod ved skolens oprettelse af repræsentanter fra Aarhus Universitet,
fra Sundhedsstyrelsen, fra Århus Byråd, fra Lægerådet ved Århus kommunale hospitaler og Dansk Sygeplejeråd.
Se ligeledes: Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet (1988): 1938-1988 - altid på vej. Af Inge
Andersen, Ellinor Nicolaysen, Signe Østergaard, Århus.
261 Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg, København, p. 14.
134

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
den ledende linje og 12 på den undervisende linje 262 . Det vil sige, at det ikke fungerer.
10.1.1.9 Elever og sygeplejersker 1957
I 1946 nedsættes der et udvalg af indenrigsministeriet til at se nærmere på mangel på sygeplejersker
på hospitalerne. Dansk Sygeplejeråd havde i årene 1941-1946 udarbejdet et nyt uddannelsesforslag
for eleverne på hospitalerne, som indgik i indenrigsministeriets udvalgsarbejde.
Udvalgsarbejdet sluttede i 1954 og kom til at danne baggrund for den formaliserede
sygeplejerskeuddannelse, der blev vedtaget i 1956-1957 i et samlet lovkompleks 263 . Inden udvalget
afgav en betænkning, foretog det en systematisk rundspørge til sygehusene om,
hvordan man uddannede sygeplejerskerne, der viste, at uddannelsen til sygeplejerske efterhånden
var opbygget på de forskellige hospitaler i år 1950 kendetegnet ved at være meget
uens mht., hvordan praktikken afvikledes på hospitalerne samt, hvor omfattende teoriundervisningen
var. Dertil var der:
- ingen specifikke optagelseskrav til uddannelsen (eller antagelsen på sygehusene)
- forskole (på hospitalet eller på folkehøjskole): forskolen på hospitalerne varierede mellem 3
og 12 ugers varighed. Folkehøjskolernes kurser var stort set som de beskrives senere under
sygeplejens funktioner.
- praktik i 3 år med sideløbende teoriundervisning samt afbrudt af 2 teoriblokke:
praktik i kirurgiske afdelinger, operationsstuer #, skadestuer #, medicinske afdelinger, blandet
medicinske-kirurgiske afdelinger #, epidemiske afdelinger, øjenafdelinger, øreafdelinger,
børneafdelinger, fødeafdelinger og gynækologiske afdelinger, afdelinger for hud- og kønssygdomme,
psykiatriske afdelinger, tuberkuloseafdelinger, afdelinger for kronisk syge, poliklinikker
og ambulatorier #, modtagelsesafdelinger, bade- massage- diatermi- og lysafdelinger
#, røntgenafdelinger, laboratorier #, radiumstationer, ortopædiske afdelinger, lungekirurgiske
afdelinger, neurokirurgiske afdelinger, neurologiske afdelinger. Praktikperioderne var af
forskellig længde i de forskellige klinikker og på de forskellige hospitaler, men fandt overvejende
sted på medicinske og kirurgiske afdelinger, operationsstuer og epidemiske
afdelinger 264 .
teori sideløbende med den praktiske oplæring samt i 2 læseblokke af hver på hhv. 2-12 og 2-6
262 Ibid., Bilag 1, p. 87.
263 Christiansborg (1956): Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker, København.
Christiansborg (1957): Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 30. januar, København.
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen,
København.
Sundhedsstyrelsen (1957): Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskoler m.m. af 1. juni, København.
264 De med #-mærkede angives i betænkningen som værende ikke lægespecialeafdelinger, ligesom nogle af afdelingerne
for hud- og kønssygdomme, børneafdelinger, fødeafdelinger og tuberkuloseafdelinger heller ikke er det
(Sundhedsstyrelsen (juni 1939): Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker. I: (1954):
Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen.
Betænkning nr. 100, København, p. 24).
135

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ugers varighed. Man underviser i “fagene” fysik, kemi, anatomi, fysiologi, bakteriologi, hygiejne,
ernæringslære, sygeplejens historie, etik, nødhjælp og kunstigt åndedræt, sociallovgivning,
psykologi, sygeplejelære med demonstrationer, økonomi (afdelingsledelse, mm.), lægemiddellære
og undersøgelsesmetoder, medicinske sygdomme og tuberkulose, epidemiske
sygdomme, hud- og kønssygdomme, radiologi, kirurgiske sygdomme, svangerskab og fødsel,
gynækologiske sygdomme, øre- næse- halssygdomme, øjensygdomme, ortopædi, børnesygdomme,
psykiatriske sygdomme, orientering i hjemmesygepleje, sundhedspleje og tuberkulosestationsarbejde,
studievejledning, pædagogiske øvelser, gymnastik (herunder indøvelse af
de rette arbejdsstillinger).
Skolestueundervisningen afsluttes med en eksamen (med få undtagelser), skriftlig/mundtlig.
Der udstedes et bevis herfor. Og efter afdelingspraktikkerne udstedes et (som regel skriftlig)
vidnesbyrd.
Selv om praksis mht. uddannelsen eller oplæringen af kvinderne var “uens” rundt på landets
sygehuse, er der noget typisk over det, nemlig at der “opgøres” i lægespecialer mht. praktikken
og overvejende i lægens fag mht. den teoretiske undervisning 265 .
Indenrigsministeriet afgiver sin betænkning i 1954 og foreslår en sygeplejerskeuddannelse
under, hvad udvalget benævner et lærlingesystem, hvilket skal forstås som, at eleverne også
skal have teoriundervisning i den normale arbejdstid, og at den praktiske uddannelse ved de
forskellige sygeplejegrene (= lægespecialer) skal tilrettelægges så pædagogisk som muligt,
når eleven samtidig skal deltage som arbejdskraft i afdelingsarbejdet. Det betyder, at eleverne
er ansat som arbejdskraft og er under uddannelse på én og samme tid, men at de i deres arbejdstid
får hhv. en systematisk, praktisk oplæring i arbejdet på sygeafdelingerne og en systematisk
praktisk-teoretisk oplæring i en skolestue væk fra praktikken, men dog i forbindelse
med hospitalet.
Det formuleres i betænkningen således:
“Den nuværende uddannelse må i hovedsagen siges at bygge på “lærlingeprincippet”,
men der tages ikke tilstrækkeligt hensyn til det pædagogiske i uddannelsen,
hvilket som nævnt er medvirkende til, at uddannelsen må betegnes som mangelfuld.
Efter udvalgets forslag skal der i modsætning til, hvad der i dag er tilfældet de fleste
steder, gives teoretisk undervisning i elevens normale arbejdstid, og den praktiske
uddannelse ved de forskellige sygeplejegrene skal tilrettelægges så pædagogisk tilfredsstillende
som muligt, når eleven samtidig skal deltage som arbejdskraft i afdelingsarbejdet,
og må ikke udstrækkes over længere tidsrum, end uddannelsesformålet
tilsiger. Med udvalgets uddannelsesforslag vil eleven i løbet af kortere tid end før
kunne få det nødvendige kendskab til plejen af de forskellige sygdomme, og hun vil
på et tidligt tidspunkt af uddannelsen få værdi som kvalificeret hjælp. En forudsætning
for at nå disse resultater er det - som påpeget i betænkning I - at beskæftigelsen
af sygehjælpere og husassistenter på sygehusene så vidt muligt udvides for at opnå
en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af afdelingsarbejdet” 266 .
Om hvad sygeplejersken skal udøve - hendes virksomhed - anføres det i loven om sygeplejersker,
at hun er forpligtet til at udvise omhu og være samvittighedsfuld under udøvelse af sin
265 Ibid.
266 Ibid., p. 86.
136

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
gerning, og at det er hende forbudt at ændre den af en læge ordinerede behandling 267 . Af anordningen
om sygeplejerskeuddannelsen fremgår det, at sygeplejerskeuddannelsens formål er
at:
“udruste eleven med de for virksomheden som sygeplejerske fornødne kundskaber
og tekniske færdigheder. Eleven skal herunder opnå kendskab til sygdommenes årsager
og behandling samt indsigt i at udøve sygepleje og sundhedspleje som led i
sygdomsbehandlingen og sygdomsforebyggelsen. Endvidere skal der lægges vægt
på at udvikle elevens anlæg og evner samt at styrke ansvarsfølelse og dømmekraft”
(mine understregninger) 268 .
Det vil sige, at sygeplejerskens virksomhed er et led i sygdomsbehandling og sygdomsforebyggelse.
Af cirkulæret om sygeplejerskeuddannelsen fremgår det, at autorisation af staten til denne
virksomhed tildeles først sygeplejersken efter, at hun har gennemgået en sygeplejeforskole og
en 3-årig uddannelse med forkursus, har bestået afsluttende eksamen og modtaget eksamensbevis
ved en af Sundhedsstyrelsen godkendt sygeplejeskole 269 .
10.1.2 Stillinger i centraladministrationen
10.1.2.1 Hjemmesygeplejersker fra 1881
Fra 1881 organiseredes sygeplejearbejdet (hjemmesygeplejen) udenfor København af justitsministeriets
konsulent, det vil sige henhørende under embedslægevæsenet. Fra 1938 organiseredes
sundhedsplejerskearbejdet ligeledes her 270 . Organisering af hjemmesygeplejen markere-
267
Christiansborg (1956): Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker, København, kapitel 2, paragraf 5, stk.
1 og 2.
268 Christiansborg (1957): Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 30. januar, København, paragraf 1.
269
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen,
København.
270 Fremstillingen af stillinger som hjemmesygeplejerske og sundhedsplejerske bygger på:
Amalienborg (1909): Lov nr. 111 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse af 30. April 1909, København.
Justitsministeriet (1914): Bekendtgørelse nr. 118 af 30. Maj 1914 om Tilskud af Statskassen til Uddannelse af
Sygeplejersker, København.
Medicinalkommissionen XI (1921): Betænkning angaaende indførelse af en Statsanerkendelse for Sygeplejersker.
Afgiven af den i medfør af Lov Nr. 49 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning
af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
Socialministeriet (1934): Bekendtgørelse af Regler for de anerkendte Sygekassers Ydelse af Hjemmesygepleje,
12. Maj, København.
Rigsdagstidende (1936/37): Bilag til lovforslag til Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt
Børn i det første Leveaar (om forsøg med sundhedsplejersker). Rigsdagstidende 1936/37, tillæg A.
Christiansborg (1937): Lov om bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i det første Leveår. Den 31.
marts 1937. København.
Sundhedsstyrelsen (1937): Cirkulære til landets embedslæger. Den 9. juli 1937. København.
Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg. København.
Trautner, Peter i: Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1909): Sygeplejen nr. 9,
(fodnoten fortsættes på næste side...)
137

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
des især ved lægerne Trautner, far og søn, samt William Jacobi XXVI . Praktiserende læge, senere
stiftsfysikus dr. T. M. Trautner XXVII , justitsministeriets konsulent i sygeplejesager fra 1882-
1903, organiserede hjemmesygeplejen på landet i 1881. T. M. Trautner henvendte sig til Røde
Kors, der havde fået en afdeling oprettet i Danmark i 1876. Trautner fik af den danske stat
bevilget 11.000 kroner til oprettelse af sygeplejeforeninger, foreninger som borgerne meldte
sig frivilligt ind i, betalte kontingent til og kunne så modtage en sygeplejerske herfra under
sygdom i hjemmet. Sygeplejeforeningerne modtog dernæst 400 kroner for hver sygeplejerske
(af statens bevilling for hver (land)sygeplejerske), de lod oplære eller uddanne på Almindeligt
Hospital i København eller Kommunehospitalet i København. Fra 1912 blev statens tilskud til
uddannelse af hjemmesygeplejersker tildelt den individuelle sygeplejerske, og ikke længere til
sygeplejeforeningerne. Samme år vedtages det tillige, at amterne betaler for elevpladser på
amtssygehusene således, at den kvinde (landsygeplejerske), der ønskede oplæring på et hospital
ikke længere skulle betale for en læreplads på amtssygehusene. Sønnen Peter Trautner
(kredslæge i Bogense, justitsministeriets konsulent i sygeplejesager fra 1904-1915, hvor konsulentstillingen
nedlægges i justitsministeriet, jf. at Sundhedsstyrelsen er oprettet) overtog sin
fars metier, og støttede, at uddannelsen eller oplæringen til sygeplejerske efterhånden også
kom til at foregå på provinssygehusene. Således skriver Trautner i 1909:
“Jeg har ikke en, men flere Gange gjort forskellige Indstillinger om at gøre noget for
at afhjælpe den herskende Mangel paa Sygeplejersker, bl.a. om Bemyndigelse til ligefrem
at avertere, at unge Piger, der vilde uddannes til Sygeplejersker, skulde henvende
sig til mig. Jeg vilde saa se at faa dem i Forbindelse med en eller anden Forening
og anbragte paa et Sygehus til Uddannelse. Da jeg hidtil ikke har kunnet faa
det officielt indrettet saaledes, har jeg allerede i flere aar - paa en maade paa egen
Risiko - anbragt Elever paa Sygehusene, uden at disse Elever altid i Forvejen har
været bragt i Forbindelse med en Forening. Jeg har haabet, at det altid skulde lykkes
at finde en Forening, der kunde overtage Uddannelsen og altsaa søge om Statstilskud,
og hidtil er jeg i saa Henseende ikke bleven skuffet. Alt, hvad jeg har kunnet
skaffe af Elever og Elevpladser, er det lykkedes mig at finde Anvendelse for til Fordel
for Sygeplejeforeningerne.”(...)”Vi behøver nu ikke længere at sende alle vore
Elever ind til de store Hospitaler i København” (min understregning) 271 .
I anden halvdel af 1800-tallet ses en tendens til at danne foreninger, hvorigennem kvinder
blev antaget til at udføre pleje i hjemmene. Foreningerne var opstået pba. private initiativer,
dels fra kirkelige sammenslutninger og dels i lokalbefolkningen. Det er ikke nyt, at kvinder
plejer syge i hjemmene, og det er heller ikke nyt, at fx. kirkelige sammenslutninger hjælper de
1911, Gødvad, Silkeborg.
Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1909): Sygeplejen, nr. 1., november 1909.
Redaktør: Pastor Bülow, Gødvad, Silkeborg.
Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1910): Sygeplejen, nr. 6, maj 1910, Gødvad,
Silkeborg.
Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1933): Sygeplejen, nr. 7, juli 1933, Gødvad,
Silkeborg.
J. Voltelen (red.) (1934): Hjemmesygeplejen. Historisk og biografisk haandbog. Udgivet af Centralforeningen
for hjemmesygeplejevirksomheder i Danmark i anledning af foreningens 25 års jubilæum, Alex Kappels Forlag,
København.
271
Trautner, Peter i: Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1909): Sygeplejen nr. 9,
1911, pp. 1-2, Gødvad, Silkeborg.
138

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
svage i samfundet. Men det nye er, at man nu organiserer dette plejearbejde i sygeplejeforeninger.
Som nævnt gav staten fra 1881 tilskud til, at de eksisterende sygeplejeforeninger kunne sende
kvinder hen på et sygehus til oplæring, først til de københavnske hospitaler og senere også til
de lokale provinssygehuse 272 . Og som sagt fik man aftalt i 1912, at amterne betalte for kvindernes
lærepladser på sygehusene. Og i 1918 giver sygekasserne så statstilskud til hjælp til
dækning af udgifter, sygeplejeforeningerne havde til hjemmesygepleje. Kravet i 1918 for at
sygekasserne skulle yde tilskud var, at der kun måtte anvendes uddannede sygeplejersker (altså
oplæringen på sygehuset), men også at kvinderne skulle arbejde under lægerne. Forskellen
på statens tilskud i 1881 og 1918 til hjemmesygepleje synes altså umiddelbart at være, at i
1918 bliver sygeplejerskens arbejde i hjemmet formelt fra statens side underlagt lægen via
lægen som tilsynsførende og rådgivende for foreningerne. Det vil sige, at uanset hvilken sygeplejeforening
der er tale om - verdslig eller kirkelig, så er medicinen/lægen nu den overordnede
rådgivende og tilsynsførende myndighed på statens vegne. Dette er blevet bestemt fra
statens side allerede i 1914, hvor det anføres i bekendtgørelsen vedr. tilskud til sygeplejerskernes
uddannelse på sygehusene:
“Tilskudet kan ikke overstige de Udgifter, som den paagældende Forening bevislig
direkte eller indirekte har haft til en af Sundhedsstyrelsen godkendt Uddannelse og
Etablering af Sygeplejersken samt (eller) til Anskaffelse af Sygeplejerekvisitter” (...)
“De (sygeplejerskerne) er i deres Virksomhed underkastede Sundhedsmyndighedernes
Tilsyn “ (...) og “Enhver Forening, til hvilken der er udbetalt Tilskud, eller som
har faaet Tilsagn herom, skal aarlig inden Februar Maaneds Udgang indsende Beretning
om Foreningens og Sygeplejerskens Virksomhed i det forløbne Kalenderaar
til Sundhedsstyrelsens Konsulent i Landsygepleje, Læge P. H. Trautner, Bogense,
paa dertil bestemte Skemaer, som udleveres gratis ved Henvendelse til Læge Trautner.
Beretningen skal indeholde Foreningens regnskab for det forløbne Kalenderaar
og give Meddelelse om enhver Forandring i Foreningens Virksomhed eller i dens
Love eller Instruks for Sygeplejersken, samt om eventuel Af- og Tilgang af Sygeplejerske
i Aarets Løb med - om muligt - Angivelse af den afgaaede Sygeplejerskes
nye Bopæl” (...) og “(Tilskud) til her i Landet bosiddende Kvinder, der vil lade sig
uddanne til Sygeplejersker efter Sundhedsstyrelsens Anvisning og forpligte sig til
efter endt Uddannelse at virke mindst 2 Aar i en Sygeplejeforenings Tjeneste” (...)
og “Sundhedsstyrelsen vil yde sin Medvirken ikke alene til at skaffe Kvinder uddannelsen
som Sygeplejersker, men navnlig ogsaa til at bringe uddannede Plejersker
og Foreninger i Forbindelse med hverandre” (mine understregninger) 273 .
Og faktisk allerede i 1909, da der i loven om sundhedsvæsenets centralstyrelse fra 1909 anføres,
at som virksomhedsområde fører Sundhedsstyrelsen:
“For saa vidt Sundheds- og Sygeplejen angaar, efter Justitsministerens nærmere Bestemmelse
det overordnede Tilsyn med alle offentlige Anstalter, hvor flere Mennesker
- voksne eller Børn - holdes samlede, alle Arter af Helbredelsesanstalter og
272 Medicinalkommissionen XI (1921): Betænkning angaaende indførelse af en Statsanerkendelse for Sygeplejersker.
Afgiven af den i medfør af Lov Nr. 49 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning
af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
273
Justitsministeriet: Bekendtgørelse nr. 118 af 30. Maj 1914 om Tilskud af Statskassen til Uddannelse af Sygeplejersker,
København.
139

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Forplejningsanstalter - derunder ogsaa de i Lov Nr. 70 af 14. April 1905 omhandlende
Tuberkuloseanstalter -, alle Private Hjem, hvor syge, abnorme eller Børn haves
til Huse på erhvervsmæssig Maade” (...) og “I alle Sager, der vedrøre særlige
stedlige Forhold, forhandler Sundhedsstyrelsen som Regel skriftlig eller mundtlig
med de stedlige overordnede Embedslæger - i København med Stadslægen -, og i
almenvigtige Sager kan Sundhedsstyrelsen - efter indhentet Bemyndigelse fra Justitsministeren
- tilkalde de overordnede Embedslæger til Møder i København samt
opfordre til Deltagelse i Møder sammesteds Repræsentanter for kommunale Raad og
for bestaaende Organisationer samt tekniske Fagmænd, dog at de tilkaldtes Antal
ikke overstiger 20. De kommunale Raad samt organisationerne udpege selv deres
repræsentanter” (mine understregninger) 274 .
Det vil sige, at lægen på forvaltningsmagtens vegne har et overordnet, administrativt tilsyn
med den erhvervsmæssige virksomhed inden for pleje og behandling, som foregår ikke blot i
offentlige institutioner, men også når den foregår i borgernes private hjem.
Det vil altså sige, at allerede da man oprettede Sundhedsstyrelsen i 1909, bestemtes det, at
initiativer om pleje i hjemmene fra de forskellige private sygeplejeforeninger skulle underlægges
statens kontrol, og denne virksomhed skulle lægen på forvaltningens vegne føre det
overordnede tilsyn med. Og det var til lægen, stiftsfysikus T. M. Trautner, at foreningerne, der
fik udbetalt et tilskud fra staten, altså skulle indsende en beretning om foreningens og
sygeplejerskens virksomhed i det forløbne kalenderår.
Det vil sige, at diakonissernes og menighedsplejernes initiativer fra før århundredeskiftet (den
kirkelige og private hjælp og pleje til syge borgere) efter århundredeskiftet systematisk blev
underlagt medicinen (staten) som tilsynsmyndighed for pleje til syge borgere. T. M. Trautners
søn Peter Trautner overtog siden sin fars stilling som konsulent for staten. Stiftsfysikus T. M.
Trautner indledte med at være konsulent for staten under Sundhedskollegiet, og praktiserende
læge Peter Trautner blev Sundhedsstyrelsens konsulent. Og derfor kan man i betænkningen
fra Medicinalkommissionen (nr. XI) om statsanerkendelse for sygeplejersker fra 1921 tillige
læse:
“Som en af de Mænd, der særlig har virket for Sygeplejeforeningernes Vækst, maa
nævnes afdøde Stiftsfysikus Trautner i Odense. Han udvirkede bl.a., at der fra Staten
blev ydet Tilskud til Uddannelsen af landsygeplejersker og til disses Etablering.
Foreningerne forpligtede sig til Gengæld til at afgive aarlige beretninger, der af
Trautner udarbejdes til en aarlig “Beretning om Sygeplejesagens Stilling udenfor
København”. Den første Beretning er fra 1883, og efter Trautners Død fortsattes
Udgivelsen af hans Søn, nuv. Kredslæge Trautner i Bogense, der afløste Faderen
som “Konsulent i Landsygepleje”. Den sidste Beretning udkom i 1909. I dette Aar
dannedes paa Initiativ af Dr. Jacobi i Vester Skerninge “Centralforeningen for Sygeplejevirksomheder
udenfor København”, der siden selv har udgivet en Aarsberetning
hvert Aar. Som Formand for Centralforeningens Hovedledelse har Dr. Jacobi
siden udfoldet en stor Virksomhed for Hjemmesygeplejens Organisation sammen
med den Kreds af Mænd og Kvinder, der har Sæde i Foreningens Bestyrelse og Forretningsudvalg.
I dette sidder for Tiden (1919) foruden dr. Jacobi, Kammerherre
Grev Brockenhuus Schack, Grevinde Scheel, Fru Kirstne Nielsen og Dr. Elmquist”
(mine understregninger) 275 .
274 Amalienborg: Lov nr. 111 om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse af 30. April 1909, København, paragraf 5.
275 Medicinalkommissionen XI (1921): Betænkning angaaende indførelse af en Statsanerkendelse for Sygeple-
(fodnoten fortsættes på næste side...)
140

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Peter Trautner (praktiserende læge på Fyn) tog initiativ til, at de mange sygeplejeforeninger
udenfor København samledes i en centralforening. Den 4. maj 1909 stiftedes således i Odense
Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København. Det var samme år, hvor
Peter Trautner ansættes i statens tjeneste i den nye Sundhedsstyrelse:
“Under 14. Septbr. d. A. Har Justitsministeriet fritaget Læge Trautner i Bogense for
Hvervet som Justitsministeriets Konsulent i Sygeplejesager og samtidig antaget ham
som Konsulent i Sygeplejesager under Sundhedsstyrelsen.
Centralforeningen kan kun udtale sin Glæde over, at der saaledes stadig bliver en
Konsulent i Sygeplejesager, en Konsulentvirksomhed, som ikke direkte var nævnt i
Loven om Sundhedsvæsenets Styrelse, ligesom det maa være at haabe, at der stadig
maa finde et forstaaende Samarbejde Sted mellem Konsulenten, Dr. Trautner, og
Centralforeningens Bestyrelse. Dr. Trautner er som hidtil beredvillig til Tjeneste
med Raad og Hjælp til de enkelte Foreninger” 276 .
Som formand for Centralforeningen valgtes lægen William Jacobi 277 , og blandt bestyrelsesmedlemmerne
fandtes en del skolelærere, læger og præster. Foreningen udgav fra sin stiftelse
i 1909 et tidsskrift Sygeplejen. Dette tidsskrifts redaktør var en præst ved navn W. Bülow.
Ved sin start havde Centralforeningen 250 sygeplejeforeninger som medlemmer, og mange
kom til i årene efter. Bestyrelsen i Centralforeningen bestod af et medlem fra hver amtsforening
(20 plus Københavns amter). Amtsforeningen udpegede disse medlemmer til Centralforeningens
bestyrelse. En amtsforening var en forening dannet af de enkelte sygeplejeforeninger
i hvert amt. Det skal forstås på den måde, at en lokal sygeplejeforening startet af private
(skolelæreren, præsten, osv.) melder sig ind i 2 andre private foreninger, nemlig både Centralforeningen
og Amtsforeningen. Og hvor de små foreningers formænd således kunne være
både en præst, en læge, en skolelærer, osv., så var den “store” forenings - Centralforeningens
- formand alene en læge.
282 sygeplejersker var ansat af og arbejdede i sygeplejeforeninger under Centralforeningen i
april 1910. Tallet er i maj 1911 steget til 384 sygeplejersker fordelt på 371 sygeplejeforeninger
(i 1933, 25 år efter Centralforeningens dannelse har man 861 virksomheder: 522 almindelige
hjemmesygeplejeforeninger, som drives ved egne midler, 262 samarbejder med lokale
statsanerkendte sygekasser, og 73 statsanerkendte sygekasser med selvstændig hjemmesygepleje.
Virksomhederne har i alt ansat 962 sygeplejersker, heraf de 100 ved de statsanerkendte
sygekassers selvstændige hjemmesygepleje 278 ).
jersker. Afgiven af den i medfør af Lov Nr. 49 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning
af Statens civile Sundhedsvæsen, København, p. 16.
276 Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1909): Sygeplejen, nr. 1., november 1909.
Redaktør: Pastor Bülow, Gødvad, Silkeborg, p. 13.
277 Involverede og interesserede i dannelsen af Centralforeningen var foruden William Jacobi en del skolelærere,
en præst, en greve og lægerne Trautner og Elmquist, altså lærde, veluddannede mænd og med overvægt af læger
(Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1910): Sygeplejen, nr. 6, maj 1910, Gødvad,
Silkeborg, pp. 1-4).
278
Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København (1933): Sygeplejen, nr. 7, juli 1933, Gødvad,
Silkeborg.
Foreningen ansatte i perioden fra 1912-1928 egne elever, og oplæringen på hospitalerne var i starten af 1/2 års
varighed, senere udvidet til 1-2-3 år. Centralforeningen uddannede ca. 800 hjemmesygeplejersker. Statens be-
(fodnoten fortsættes på næste side...)
141

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
I 1921 fandtes der i alt ca. 4300 sygeplejersker i Danmark. Ser man på hele organiseringen af
de små sygeplejeforeninger, de større amtsforeninger og endelig den landsdækkende centralforening
virker det som om, at det må have været en væsentlig del af landets 4300 sygeplejersker
anno 1921, som var beskæftiget i hjemmesygeplejen, altså at det var i hjemmene mere
end på hospitalerne, at kvinderne plejede de syge (hospitalet er en behandlingsinstitution, og
når behandlingen er givet, tager man hjem og passes og plejes).
I perioden fra 1921 til 1934 organiseredes hjemmesygeplejen så helt under staten. Og i en
bekendtgørelse af reglerne for ydelse af hjemmesygepleje fra 1934 anføres det:
“Til den egentlige Sygepleje maa almindeligvis kun anvendes Sygeplejersker, der i
Henhold til Lov Nr. 140 af 26 April 1933 har modtaget Sundhedsstyrelsens Autorisation
som Sygeplejerske.” (...) “Hendes Arbejde skal foregaa under Kontrol af Læge
og bestaar fortrinsvis i Sygepleje ved Besøg” 279 .
10.1.2.2 Sundhedsplejersker fra 1937
Med den begrundelse, at spædbarnsdødeligheden i Danmark var høj, iværksatte Sundhedsstyrelsen
i 1929 en forsøgsordning i 6 distrikter i Danmark med sygeplejersker, der skulle besøge
nybagte mødre i barnets første leveår. Efter en 5-årig periode opgjorde man i Sundhedsstyrelsen
resultatet som værende positivt, og med virkning fra 1. april 1937 udstedtes der en lov om
sundhedsplejerskearbejdet 280 . Ifølge loven giver staten kommunerne tilskud til en sundhedsplejerskeordning
og til børneplejestationer. Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med sundhedsplejerskevirksomheden.
Selve tilsynsvirksomheden henlagde man under embedslægen og lægekredsforeningens
hygiejneudvalg, og det var disse instanser, der udarbejdede retningslinjerne
for sundhedsplejerskearbejdet, dvs.:
- antal børn en sundhedsplejerske kan tilse per år, gennemsnitlig 10 besøg per barn
- hvornår besøgene falder inden for barnets første leveår
- at besøget er gratis for familien og er et tilbud
- at sundhedsplejerskearbejdet alene er rådgivende mht. til det sunde spæde barns ernæring og
pleje
tingelser for at yde støtte til uddannelsen eller oplæringen var, at uddannelsen skulle være af mindst 10 måneders
længde samt, at hjemmesygeplejersken forpligtede sig til at arbejde som hjemmesygeplejerske i 2 år efter endt
uddannelse. Centralforeningens elever skulle fra 1914 gennemgå kursus i barselspleje, fra 1918 kursus i barselspleje
og massage. Disse kurser var statsstøttede og foregik på Fødselsstiftelsen i Århus og på Århus Kommunehospital
(J. Voltelen (red.) (1934): Hjemmesygeplejen. Historisk og biografisk haandbog. Udgivet af Centralforeningen
for hjemmesygeplejevirksomheder i Danmark i anledning af foreningens 25 års jubilæum, Alex Kappels
Forlag, København).
279
Socialministeriet (1934): Bekendtgørelse af Regler for de anerkendte Sygekassers Ydelse af Hjemmesygepleje,
12. Maj, København, paragraf 4.
280 Rigsdagstidende (1936/37): Bilag til lovforslag til Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt
Børn i det første Leveaar (om forsøg med sundhedsplejersker). Rigsdagstidende 1936/37, tillæg A.
Christiansborg (1937): Lov om bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i det første Leveår. Den 31.
marts 1937. København.
142

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- at hvis barnet er/bliver sygt skal sundhedsplejersken opfordre familien til at søge læge, og at
hun fortsætter med at besøge barnet med mindre lægen giver hende besked på at ophøre med
det midlertidigt
- at sundhedsplejersken kun må besøge barnet efter aftale med embedslæge ved infektionssygdomme
- at sundhedsplejersken ikke må modtage børn i sit eget hjem
- at kravene til en sundhedsplejerske ved ansættelsen er autorisation som sygeplejerske, supplerende
uddannelse i barsels- og epidemipleje samt ½ års uddannelse på pædiatrisk specialafdeling.
Samt at sygeplejersker, der har virket i over 3 mdr. som hjemmesygeplejerske, i over
½ år været ansat på spædbørnshjem, vuggestue eller lign. institution for sunde spædbørn, og
har gennemført Dansk Sygeplejeråds fortsættelseskursus, bør foretrækkes. Disse regler har
været gældende, indtil der oprettedes den særlige uddannelse af sundhedsplejersker 281 .
Uddannelsen til sundhedsplejerske oprettedes 1. februar 1938 ved Institut for syge- og sundhedsplejersker
ved Aarhus Universitet 282 .
10.1.3 Medicinalstyrelser
Ingen af grupperne af kvinder ansat på hospitalerne eller i hjemmesygeplejen indtil 1933 beklædte
nogle poster i landets medicinalstyrelser 283 . Efter sygeplejerskernes statsanerkendelse i
1933 fik sygeplejerskerne ansat en “tilforordnet sygeplejerske” i Sundhedsstyrelsen, en konsulent
i sygeplejesager (svarende til fx. konsulenten i tandlægesager). Den første sygeplejerske,
der besad denne post, var Eli Magnussen, forstanderinde på Rigshospitalet XXVIII . Denne
status som “tilforordnet” er en ret til at tale, til at diskutere sagerne. Det vil sige, at betænkningsarbejdet
forud for statsanerkendelsen var sygeplejerskerne ikke med i. Betænkningen
blev udarbejdet af den i 1908 nedsatte kommission - “Den store Medicinalkomite” - til om-
281 Sundhedsstyrelsen (1937): Cirkulære til landets embedslæger. Den 9. juli 1937. København.
282 Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg. København, pp. 109-117.
283 Gennemgangen af poster til sygeplejersker i landets medicinalstyrelser bygger generelt på:
Medicinalkommissionen af 1908’s betænkninger, dens lovforslag samt lovene, der efterfølgende blev udvirket.
Desuden:
Ministeriet for Sundhedsvæsen (1927): Instruks nr. 326 af 22. December 1927 for Sundhedsstyrelsen.
Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet
under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning nr. 100, København.
Wingender, Nete Balslev (1999): Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999. Dansk
Sygeplejeråd. København, bind 2.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale
i historie, Københavns Universitet.
Petersen, Esther (1998): Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning 1853-1932, Dansk Sygeplejeråd, København.
Dansk Biografisk leksikon, J. H. Schultz Forlag, 1939, København.
143

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ordning af statens civile sundhedsvæsen 284XXIX . Det samme gjaldt gruppen af jordemødre, de
var heller ikke repræsenterede 285XXX . Det vil sige, at to grupper bestående af kvinder, som befinder
sig i det medicinske felt, var udelukkede fra at deltage i udformning af på den ene side
den overordnede ledelse og kontrol af syge borgere, og på den anden side indflydelse på egne
forhold, stillinger, løn, osv.
10.2 Formaliseret uddannelse til sygeplejerske 1957
Når man studerer uddannelse inden for sygepleje kan man med Bourdieu angive, at her er
ikke tale om en rekruttering og tildeling af magt til en elitær gruppe via legitimering gennem
uddannelsessystemet. Som karakteristika er det, at sygeplejerskerne “skal ikke have uddannelse”,
og når de tildeles uddannelse, så er det ikke praktiske eller videnskabelige fag, der er
tale om, men praktisk oplæring (kunsten). Der er ikke tale om en formaliseret sygeplejerskeuddannelse
og formaliserede sygeplejeskoler, altså fælles lovgivning for uddannelsen og en
284 Medicinalkommissionen bestod fra 1908-1921 og udarbejdede i alt 11 betænkninger og 13 lovforslag. Betænkningerne
omhandlede emnerne “sundhedsvæsenets centralstyrelse” (I), “Den kgl. Kokoppeindpodningsanstalt
og Statens Seruminstitut” (II), “sindssygeplejen” (III), “embedslægevæsenet og den kommunale sygepleje”
(IV), “apotekervæsenet” (V), “jordemodervæsenet” (VI), “tandlægevæsenet” (VII), “ligsynsvæsenet”
(VIII), “epileptikerplejen og opførelse af et sindssygehospital” (IX), “overbestyrelse af statens sindssygehospitaler”
(X) og sluttelig “statsanerkendelse af sygeplejersker” (XI). Og der blev gennemført 10 love på baggrund af
Medicinalkommissionens virke. Medicinalkommissionen bestod af 12 politikere og 12 fagkyndige medlemmer.
De fagkyndige var fortrinsvis læger af uddannelse, en enkelt var tandlæge, to var farmaceuter, og en var embedsmand
fra justitsministeriet. Formand for Kommissionen var lægen Knud Helge Faber.
285 Ifølge historikeren Anne-Grete Lommer, der har sine oplysninger fra et referat fra Dansk Sygeplejeråds bestyrelsesmøde
afholdt den 03.09.1907, blev Sygeplejerådet inspireret til at henvende sig til Medicinalkommissionen
med et ønske om at blive medlem af kommissionen, fordi jordemødrene havde fået sæde her. Dansk Sygeplejeråd
opnåede ikke at blive medlem af kommissionen, men fik foretræde for kommissionen, hvor Sygeplejerådet
så kunne fremlægge sine krav (Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse,
arbejde, organisering 1863-1913. Speciale i historie, Københavns Universitet, pp. 82-83).
Ifølge Medicinalkommissionens betænkning om Jordemodervæsenet var jordemødrene ikke medlem af kommissionen.
Om jordemødrene har haft et “uofficielt medlem” tilsvarende Peter Trautner i sygepleje, der repræsenterede
deres sag, skal jeg ikke kunne sige (Medicinalkommissionen VI (1913): Betænkning angaaende Jordemodervæsenet.
Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en
Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen, København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 126 af 24. Juni om Jordemodervæsenet, København.
Amalienborg (1909): Lov nr. 111 af 30. April om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse, København).
I København havde en gruppe kvinder fra de københavnske hospitaler startet fagforeningen for sygeplejersker
Dansk Sygeplejeråd i 1899. Som formand for denne forening valgte man sygeplejersken Charlotte Norrie i 3
måneder, derefter Henny Tscherning. Dansk Sygeplejeråd satsede fra starten på en tre-årig uddannelse for sine
medlemmer, og udgav lærebøger for sygeplejersker i 1926-27 og igen i 1956-58. Desuden finansierede Sygeplejerådet
køb af folkehøjskoler, som afholdt forberedende kurser for kommende sygeplejersker fra 1927. Først i
1954, hvor der nedsættes en kommission til at se på en mangel på sygeplejersker, og som munder ud i et forslag
til en formaliseret uddannelse, deltager sygeplejerskerne direkte i kommissionsarbejdet om deres egne uddannelsesforhold
og arbejdsbetingelser (Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning
III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning
nr. 100, København).
144

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
særlig institution, som iværksætter den, før 1957 286 . På Frederiks Hospital ansættes og funge-
286 Afsnittet om sygeplejeerhvervets uddannelser bygger på:
Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et
jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til Kommunalbestyrelsens
Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1899): Teori for sygeplejersker. Trykt som manuskript til brug for sygeplejeskolen
paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’s Universitetsbogtrykkeri, København.
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26. april,
København.
Sundhedsstyrelsen (1939): Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker. I: (1954): Betænkning
III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen.
Betænkning nr. 100, juni, København.
Sundhedsstyrelsen (1937): Cirkulære til landets embedslæger. Den 9. juli 1937. København.
Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet
under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning nr. 100, juni, København.
Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg. København.
Christiansborg (1956): Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker, København.
Christiansborg (1957): Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 30. januar, København.
1 Sundhedsstyrelsen (1957): Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskoler m.m. af 1. juni, København.
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen,
København.
Undervisnings- og forskningsministeriet (1990): Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 2. Marts 1990¸
København.
Undervisningsministeriet (2001): Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 30. marts 2001.
Diakonissestiftelsen (1998): Uddannelseskontrakt, Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S, København.
Diakonissestiftelsen (1998): Uddannelseskontrakt, Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S, København.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale
i historie, Københavns Universitet.
Olesen, Anne Mette (1994): Charlotte Munck. Dansk sygeplejes “første dame”. Kandidatafhandling, Skriftserien,
nr. 11, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Århus.
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd, København.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
145

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
rer kvinderne uden, at der ekspliciteres krav om oplæring, om uddannelse eller særlige skolekundskaber
(adgangsgivende eksamen) 287 . Det samme gør sig gældende, da Kommunehospitalet
i København åbner i 1863 288 . Fra 1876 dukker det op, at kvinderne skal oplæres systematisk
til arbejdet 289 . Denne oplæring er indtil 1897 alene en praktisk oplæring på hospitalerne.
Fra 1897 suppleres den praktiske oplæring med skolestueundervisning i lægens teori, og den
første lærebog udgives 290 . Skolestueundervisningen til sygeplejerskerne påbegyndtes ved
Kommunehospitalet i København. Undervisningen blev formidlet i en skolestue af lægen. I
perioden fra 1906-1916 indføres der som forberedelse til arbejdet på hospitalet en demonstrationsstue-
og forskoleundervisning på de københavnske hospitaler - Kommunehospitalet, Bispebjerg
Hospital og Rigshospitalet 291 . Demonstrationsstueundervisningen blev varetaget af
sygeplejersker.
Sygeplejerskerne får altså fra 1897 et sted eller et rum, hvor de er fritaget for andet arbejde i
perioder af deres arbejdsliv og i stedet skal lytte til lægens undervisning, og siden også til
sygeplejerskens. Det er sygeplejerskernes arbejdsgivere, der opretter skolerummet, og det er
Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen.
Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.
287 Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
288 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til Kommunalbestyrelsens
Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
289
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet
290 Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913.
Speciale i historie, Københavns Universitet, pp. 58-60.
Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1899): Teori for sygeplejersker. Trykt som manuskript til brug for sygeplejeskolen
paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’s Universitetsbogtrykkeri, København.
291 Olesen, Anne Mette (1994): Charlotte Munck. Dansk sygeplejes “første dame”. Kandidatafhandling, Skriftserien,
nr. 11, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, Århus, p. 53.
146

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dermed en del af ansættelsesforholdet på hospitalet. Dvs., at skolen altid er i forbindelse med
hospitalet, altså institutionen hvor der arbejdes, hvor man er til stede mhp. at “gøre noget”.
Fra 1927 iværksattes der højskoleophold for kommende sygeplejersker, som indeholdt den
ovenfor nævnte forskoleundervisning, men det var ikke et krav at have dette højskoleophold
for at blive ansat som elev på hospitalerne 292 .
Med statsautorisation af sygeplejerskerne fra 1934 medfølger der fortsat ikke en uddannelse
til sygeplejerske 293 . Fem år efter, i 1939, udsendte Sundhedsstyrelsen en henstilling (altså ikke
en lov eller en bekendtgørelse) til landets sygehuse 294 . I denne henstilling lød det, at Sundhedsstyrelsen
fandt, at der var visse krav, sygehusene bør opfylde for at kunne uddanne en
sygeplejerske:
- at den praktiske uddannelse bør omfatte en fordeling af mindst 8 måneder på kirurgisk
afdeling og 8 måneder på medicinsk afdeling, endvidere om muligt to andre afdelinger med 4
måneder ad gangen. Endvidere at eleverne også kommer til at arbejde på en operationsgang
(dvs., at oplæringen til sygeplejerske ifølge Sundhedsstyrelsen bør følge opdelingen tilsvarende
turnusuddannelsen for læger)
- at undervisningen på sygehuse deles mellem læger og sygeplejersker, dog således, at lægen
underviser i de forskellige sygdommes forløb og behandling, og sygeplejersken tilslutter
sig hertil med undervisning i praktisk sygepleje relateret til plejen af patienter inden for de
forskellige sygdomskategorier
- at den teoretiske undervisning bør omfatte: forskoleundervisning: anatomi, fysiologi, kemi,
fysik, bakteriologi, hygiejne, ernæringslære, sygeplejelære med demonstrationer og øvelser,
sygeplejens historie og etik, sygeplejens teori samt for nogle elever tillige undervisning i
dansk, skrivning og regning. Forskoleundervisningen sættes til 3-400 timer 295 .
Med statsautorisationen fik sygeplejerskerne ikke selv retten til at bestemme, hvem der skulle
optages i uddannelsen og dermed heller ikke, hvem der skulle have retten til at udøve erhvervet.
Og tillige fik sygeplejerskerne heller ikke eneretten på at uddanne sygeplejersker (ansvaret
herfor). Der blev heller ikke formuleret skoleeksamen som adgangskrav til sygeplejerskeerhvervet.
Det vil sige, at her er ikke tale om en entydig “profession”.
Hverken af statsanerkendelsen eller af den senere henstilling fra Sundhedsstyrelsen fremgår
292
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981, pp. 32-33, p. 45. Dansk Sygeplejeråd, København.
293
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26.
april, København.
294 Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet
under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning nr. 100, bilag 14, pp.
174-175: Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker, Sundhedsstyrelsen, København,
juni 1939.
295 Sundhedsstyrelsen (1939): Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker. I: (1954):
Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen.
Betænkning nr. 100, juni, København.
147

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
det, at der skal afholdes eksamen i løbet af uddannelsen. Der var i 1931 i alt 115 hospitaler i
landet, der var godkendt som uddannelsessted, men der fandt ingen kontrol sted med uddannelsesstederne
(eksamen med en ekstern censor), selv om statsmyndighederne havde udsendt
sin første udmelding om, hvad man mente en sygeplejerskeuddannelse skulle indeholde.
I 1931 afholdt godt halvdelen af landets hospitaler en afsluttende eksamen for eleverne, som
blev averteret i Dansk Sygeplejeråds tidsskrifter. En af disse annoncer fra 1926 er gengivet i
Esther Petersens bog. Eksamen omfattede en skriftlig opgave og en mundtlig prøve i teori
(anatomi og fysiologi) og en praktisk prøve i klinikken. En kredslæge var censor og der udstedtes
et eksamensbevis med 1 karakter i teori (skriftlig og mundtlig), 1 karakter i praktisk
duelighed samt 1 karakter i adfærd, som skulle udtrykkes i de væsentligste egenskaber 296 .
Sundhedsplejerskeuddannelsen, der oprettedes i 1938, krævede forudgående autorisation som
sygeplejerske og supplerende praktisk hospitalsarbejde. Adgangskravene var således en ikkeformaliseret
uddannelse. Sundhedsplejerskeuddannelsen varetaget af Institut for syge- og
sundhedsplejersker ved Aarhus Universitet blev på den måde den første formaliserede uddannelse
i sygepleje:
“For at en kvinde skal kunne ansættes som sundhedsplejerske må det foreløbig, indtil
den påtænkte særlige uddannelse af sundhedsplejersker er ført ud i livet, kræves,
at... 297 .
Uddannelsen var af 9½ måneds varighed og bestod fra sin start af teoretisk undervisning,
praktiske øvelser, praktikbesøg samt egentlige praktikophold. Uddannelsen afsluttedes med
skriftlige og mundtlige eksamener og med udstedelse af et uddannelsesbevis. Emnerne for
undervisningen faldt i tre områder: sundhedsplejerskearbejdet, sundhedsvæsenet og sygdomsforebyggelse
og -behandling. Eksamensfagene var: sundhedsplejerskearbejdet (principper og
metoder, specialer), sundhedsundervisning, pædiatri, epidemiske sygdomme, samfundslære
og sociallovgivning 298 .
Kursus for ledende og undervisende sygeplejersker afviklet på samme institution som sundhedsplejerskeuddannelsen
blev først regelsat i 1993, og er dermed ikke at regne for en formaliseret
uddannelse fra dens start i 1938 299 .
Det er først fra 1957, at der via lovgivning fra statens side oprettes sygeplejeskoler og indrettes
en egentlig formaliseret sygeplejerskeuddannelse. Og på dette tidspunkt fortsætter skolerne
- og dermed også uddannelsen til sygeplejerske - med at være en ordning, hvor sygeplejeeleverne
fortsat går i arbejdsgivernes skole, hospitalsejernes 300 .
296
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København, p.
147.
297 Sundhedsstyrelsen (1937): Cirkulære til landets embedslæger. Den 9. juli 1937. København, punkt 7.
298 Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker ved
Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg. København, tabel over undervisningen
ved sundhedsplejerskekursus med angivelse af eksamensfagene, p. 24 samt bilag 9, pp. 96-119.
299 Ibid.
300 Christiansborg (1956): Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker, København.
Christiansborg (1957): Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 30. januar, København.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
148

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
En sygeplejeskole er et uddannelsessted for sygeplejeelever godkendt af Sundhedsstyrelsen.
Skolen skal normalt være tilknyttet et hospital, og skal for at kunne blive godkendt af Sundhedsstyrelsen
tilrettelægge uddannelsen til sygeplejerske efter regler skitseret i den kgl. anordning.
Skolens uddannelsesplan skal godkendes af Sundhedsstyrelsen.
Til at bistå skoleejeren ved ledelse af skolen oprettes der et skoleråd, hvori repræsenteres de
med sygeplejeskolen samarbejdende sygehuse og andre institutioner, og skolerådets sammensætning
skal godkendes af Sundhedsstyrelsen. Den daglige ledelse af skolen forestås af en
sygeplejerske, og der tilknyttes et tilstrækkeligt antal kvalificerede lærekræfter til skolen til at
varetage såvel den teoretiske som den praktiske uddannelse 301 . Det vil sige, at sygeplejerskerne
nu får en skole, men skolen er underlagt lægen og tillige underlagt en “virksomhed” - hospitalet.
Hele denne konstruktion betyder, at sygeplejerskerne ikke selv bestemmer, hvem der
skal optages i uddannelsen, og ikke selv forestår uddannelsen (ansvarlige). Man kan altså ikke
sige, at “sygeplejersker uddanner sygeplejersker” - er ikke en selvstændig profession. Det
skrives da også eksplicit i betænkningen om sygeplejerskemanglen:
“Der er navnlig to fremgangsmåder, der kan følges ved uddannelsens planlægning.
Man kan gå den vej udelukkende at have elevens uddannelse for øje og ikke samtidig
have afdelingernes behov for arbejdskraft for øje, eller man kan følge et såkaldt
“lærlingeprincip” og søge at forene disse to hensyn bedst muligt.” (...) “Alligevel
har der i udvalget været enighed om at gå ind for “lærlingeprincippet”, idet man har
fundet, at på indeværende tidspunkt ville overgang til det andet system betyde et
fuldstændigt brud med de hidtidige uddannelsesprincipper, hvilket hverken er økonomisk
eller praktisk ønskeligt” 302 .
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen,
København.
Sundhedsstyrelsen (1957): Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskoler m.m. af 1. juni, København.
Med uddannelsesordningen fra 1990 begynder sygeplejeeleverne (som så benævnes studerende) med ikke være
ansat på hospitalet under hele uddannelsen til sygeplejerske, men kun i de sidste 8 måneder af uddannelsen, og
uddannelsen flyttes over i Undervisnings- og Forskningsministeriet (Undervisnings- og forskningsministeriet
(1990): Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 2. Marts 1990¸ København). Et eksempel herpå er fra
en uddannelseskontrakt, der indgåes mellem Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S og den sygeplejestuderende
ved studiets start. Heri hedder det: “I henhold til Bekendtgørelse nr. 143 af 2. marts 1990 om sygeplejerskeuddannelsen
og den af Undervisnings- og Forskningsministeriet godkendte Uddannelsesordning ansætter
Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S den studerende under den praktiske/kliniske del af uddannelsen i 3.
uddannelsesafsnit, som påbegyndes den:” (min fremhævelse) (Diakonissestiftelsen (1998): Uddannelseskontrakt,
Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S, København). I 2001 vedtages en ny bekendtgørelse om
sygeplejerskeuddannelsen (Undervisningsministeriet: Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 30. marts
2001). Studerende, der fx er optaget på sygeplejerskeuddannelsen på Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for
H:S efter bestemmelserne i bekendtgørelsen om sygeplejerskeuddannelsen fra 2001, underskriver fortsat en
uddannelseskontrakt. Heri anføres det, at den studerende ydes Statens Uddannelsesstøtte gennem hele uddannelsen.
Desuden står der at læse, at den studerende: ”forpligter sig til at gennemføre den kliniske del af uddannelsen
på de af Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S anviste uddannelsessteder, og i overensstemmelse med
gældende de retningslinjer”. Sluttelig skal den studerende skrive under på bestemmelserne om tavshedspligt
vedr. praktikopholdene (Diakonissestiftelsen (2001): Uddannelseskontrakt). Det betyder, at der fortsat eksisterer
en forbindelse mellem uddannelse og ansættelse på hospitalerne.
301
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen,
København.
302 Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning III afgivet af det af Indenrigs-
(fodnoten fortsættes på næste side...)
149

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at det skal være mesterlære primært.
Med “det andet system” mener udvalget en sygeplejeskole opbygget udelukkende med elevernes
uddannelse for øje, hvor man ved vekselvirkningen mellem teori og praktik i uddannelsens
tilrettelæggelse ikke behøver at tage hensyn til afdelingernes personalebehov 303 . Det
vil sige, at diskussionen om at tildele sygeplejerskerne retten til selv at forestå uddannelse af
sygeplejersker og at gennemføre den i rendyrket skoleform med praktik under skolens ansvar
har været ført i udvalget, men udmøntes altså ikke i, at sygeplejerskerne fik monopol på at
uddanne egne fagfæller. Sygeplejerskerne får ikke en skole med uddannelsesordningen her i
1956-1957, men får en skole-agtig uddannelse, hvis man med en skole forstår en “institution”,
der alene har studerende/elever, hvis aktiviteter går ud på at lære “noget”, og ikke en institution
hvor aktiviteterne går ud på et arbejds-ansættelsesforhold, hvorunder man så oplæres til en
virksomhed. Det, man lander på, er en mesterlære under lægens ledelse. Her bestemmes der
som det væsentligste:
- optagelsesregler til uddannelsen
- et mindstekrav til teori i uddannelsen
- et mindstekrav til praktikperioder i uddannelsen
- regler for karakterfastsættelse og eksamen i uddannelsen.
Optagelsesregler (som er ansættelsesregler for ansættelse på hospitalerne):
Ansøgeren skal
- besidde skolekundskaber svarende til mellemskoleeksamen
- have 1 års praktisk husgerning og madlavning
- være moden (vurderes af skolerådet)
- være fyldt 18 år (mænd har adgang til uddannelsen nu)
- fremvise en vandelsattest
- have en tilfredsstillende helbredsattest, herunder tandlægeattest og attest for tuberkuloseundersøgelse.
Den teoretiske uddannelse efter en fastlagt undervisningsplan:
- forskole og forkursus mindst 500 og mindst 280 timers undervisning 304
ministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning nr. 100, juni, København,
p. 86.
303 Ibid., p. 86 fodnote.
304 Forskolen på sygeplejeskolerne var af cirka 4 mdr.’s varighed, og på folkehøjskolerne fortsat af 5 mdr.’s
varighed. Forskolekurset var af 2 mdr.’s varighed. En elev kunne enten gå på forskole på højskolen (5 mdr.),
derefter forkursus på sygeplejeskolen i 2 mdr., derefter 3 års uddannelse = 3 år og 7 mdr., eller forskole, forkursus
og 3 års uddannelse på sygeplejeskole = 3 1/2 års uddannelse.
150

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- under den 3-årige uddannelse mindst 540 timers undervisning.
Fagene i forskolen var inkl. demonstrationer (laboratorium) kemi, fysik, anatomi, fysiologi,
patologi, arvelighedslære og bakteriologi. Desuden hygiejne, ernæringslære, samfundslære,
sundhedsvæsenets historiske udvikling, nødhjælp, kunstigt åndedræt og bandagelære, almindelig
sygeplejelære, studiebesøg, legemsøvelser.
I forkurset var fagene anatomi, fysiologi, sociallovgivning, psykologi, barnets normale udvikling,
sygehusdrift, lægemiddellære, undersøgelsesmetoder, sygdomsforebyggelse, sygdomsbehandling,
legemsøvelser.
Under de 3 års uddannelse undervistes i sundhedsvæsenets organisation, sociallovgivning,
mentalhygiejne, pædagogik, sygehusdrift, speciel sundheds- og sygeplejelære, undersøgelsesmetoder,
lægemiddellære, diætlære og diætmadlavning, medicinske sygdomme, tuberkulose,
epidemiske sygdomme, hud- og kønssygdomme, rheumatiske sygdomme og fysioterapi,
radiologi, kirurgiske sygdomme, svangerskab og fødsel, gynækologiske sygdomme, øre- næse-
halssygdomme, øjensygdomme, ortopædiske sygdomme, børnesygdomme, psykiatriske
sygdomme, legemsøvelser.
Den praktiske uddannelse:
- skal foregå på afdelinger godkendt af Sundhedsstyrelsen, skal være alsidig af mindst nedennævnte
varighed på følgende afdelinger: medicinsk afdeling 6 mdr., kirurgisk afdeling 6 mdr.,
operationsafdeling og/eller skadestue 2 mdr., børneafdeling 4 mdr., psykiatrisk afdeling 4
mdr.
- hvor der er mulighed for det: fødeafdeling 2 mdr., tuberkulose- eller epidemiafdeling 2 mdr.
- samt på to eller flere af følgende afdelinger: modtagelsesafdeling 2 mdr., øre- næse- halsafdeling
2 mdr., øjenafdeling 2 mdr., dermato-venerologisk afdeling 2 mdr., gynækologisk afdeling
2 mdr., ortopædisk afdeling 2 mdr., afdeling for kronisk syge og/eller alderdomsafdeling
2 mdr.
- under afdelingstjeneste gives der omhyggelig instruktion og systematisk vejledning, ligesom
klinisk undervisning med demonstrationer af typiske sygdomstilfælde og særlige behandlinger.
Eksamen: Der anvendes teoretiske og praktiske prøver og vidnesbyrd i uddannelsen.
Ved teoridelen afholdes prøver ved afslutning af forskolen og ved afslutning af teoriundervisningen
i 2. og 3. elevår. Ved prøven ved 3. elevår indgår en skriftlig opgave stillet af Sundhedsstyrelsen
(i daglig tale kaldet “landsprøven” - som var ens over hele landet). Under den
praktiske uddannelse afholdes prøver ved afslutning af de første 6 måneders praktik og ved
hver af de sygeplejegrene, der indgår i uddannelsen. Ved afslutning af hele uddannelsen afholdes
en eksamen omfattende skriftlige og/eller mundtlige prøver i mindst tre af de vigtigste
fag. Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskolerne opremser et utal af eksamener, både
demonstration af praktiske færdigheder i afdelingerne (foruden vidnesbyrd), i demonstrationsstuen,
og prøver i såvel de teoretiske fag som i de forskellige lægespecialer.
Sundhedsstyrelsen beskikker censor ved bedømmelsen af den af styrelsen stillede opgave, og
Sundhedsstyrelsen kan tillige beskikke censorer ved prøverne i øvrigt.
Der bliver altså med den nye lovgivning om en sygeplejeskole fra 1957 tale om en mere specialiseret
undervisning og en meget detaljeret undervisningsplan (en “stram” styring af ud-
151

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dannelsen fra myndighedernes side). Og med kontrol fra Sundhedsstyrelsen.
Ved ansættelse af kvinderne inden for sygepleje ekspliciteres der altid krav til personlige kvalifikationer.
Kravene til borgerkonerne på Frederiks Hospital var ifølge hospitalets fundats, at
de skulle være troende, opvartningskonerne skulle være kristne, og vågekonerne skulle være
ærbare og skikkelige. På Kommunehospitalet i 1863 skulle stuekonerne ifølge instrukserne
være velvillige, omhyggelige, ansvarlige, nøjagtige og tålmodige. Vågekonerne på samme tid
skulle være milde, hurtige, punktlige, velvillige, omhyggelige og hjælpsomme. Eleverne i
1876 skal være lydige, ærbødige, opmærksomme og høflige. Ved den formaliserede uddannelses
oprettelse forlades dette princip ikke i og med, at der kræves en vandelsattest og en
vurdering af kvindernes modenhed.
10.3 Sygeplejeerhvervets sociale status
Dette emne behandles alene for sygeplejeerhvervets vedkommende, og det er med henblik på
at vise, at kvinderne i den kliniske sygepleje er en anden gruppe kvinder end de, der tidligere
var ansat på hospitalerne.
Afsnittet beskæftiger sig med kvindernes sociale status i 1756/1797 på Frederiks Hospital og
ved Kommunehospitalet i 1863 og 1876.
Kravene til borgerkonernes sociale status 305 på Frederiks Hospital var ifølge fundatsen og økonomens
kontrakt, at de skulle være af en vis social status (gift med borgermænd eller enker
herefter) og med formue. Opvartningskonerne skulle stille med pengekaution ved ansættelsen.
Opvartningskonerne og vågekonerne skulle ligeledes så vidt muligt være borgerenker mellem
30 og 50 år.
305 Afsnittet om sygeplejeerhvervets sociale status bygger på:
Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et
jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til Kommunalbestyrelsens
Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale
i historie, Københavns Universitet.
152

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at kvinderne ansat på Frederiks Hospital var:
modne kvinder (30-50 år)
kvinderne var mødre
kvinderne var gift/enker 306 .
Stuekonerne ved Kommunehospitalets åbning i 1863 måtte ifølge instruksen kun forlade hospitalet
hver anden søndag, og hun måtte have sine børn hos sig. Dette kan betyde, at der fortsat
er tale om modne kvinder ansat som stuekoner, måske enker med/uden børn.
Såvel plejemoder, assistenter som elever bor ifølge instrukserne på Kommunehospitalet i København
i 1876. Det anføres ingen steder, at kvinderne er gift og/eller har børn, som de evt.
må have boende hos sig. Eleverne begyndte gerne tjeneste uden løn de første måneder ifølge
historikeren Anne-Grete Lommer 307 .
Noget kunne dermed tyde på, at omordningen af sygeplejen på Kommunehospitalet medførte
ansættelse af yngre kvinder end tidligere. Ønsket fra lægernes side om mere dannede kvinder
som arbejdskraft på hospitalet kneb det derimod noget med at få opfyldt på dette tidspunkt
ifølge Anne-Grete Lommer (emnet var bl.a. til debat i Borgerrepræsentationen), man antog
stort set alle kvinder, der ønskede at arbejde på hospitalet. At oplæringstiden indledningsvis
var ulønnet og elevlønnen lavere har uden tvivl selekteret kvinder fra de laveste sociale grupper
fra - de kvinder, som lægerne benævnte “de allerlaveste samfundslags mest reducerede
del” 308 .
306 Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
307 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold til Kommunalbestyrelsens
Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet.
Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale
i historie, Københavns Universitet.
308 Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913.
(fodnoten fortsættes på næste side...)
153

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at kvinderne fra 1876 sandsynligvis er:
unge kvinder
ugifte kvinder
ikke fra de allerlaveste samfundslag.
10.4 Sygeplejeerhvervets opgaver
Afsnittet om sygeplejeerhvervets opgaver bygger på fundatsen for Frederiks Hospital, økonomens
kontrakt samme sted fra, fra hhv. 1756 og 1797 samt stillingsinstrukserne fra Kommunehospitalet
i 1863 og 1876. Dernæst et forord skrevet af en læge i en lærebog om sygepleje
fra 1876, en lærebog i sygepleje fra 1880 skrevet af en læge, en lærebog i sygepleje fra
1894 skrevet af en læge, en lærebog fra 1899 skrevet af to læger brugt på Kommunehospitalet
samt lærebogsserierne for sygeplejersker fra 1926-27 og 1956-58 udgivet af Dansk Sygeplejeråd,
skrevet af læger og sygeplejersker. Og endelig lovgivningen om sygeplejerskernes statsautorisation
og den formaliserede uddannelse. Disse dokumenter kan man sige er en kodificering
af den gældende praksis for arbejdet og for oplæringen.
Endvidere fremstilles der hhv. lægers og sygeplejerskers synspunkter om sygeplejearbejdet og
oplæringen ved refererede taler og debatindlæg i tidsskrifter og aviser og som forord til og
kapitler i lærebøger i sygepleje. Indtil 1886 er det alene lægerne, der ytrer sig om sygepleje,
herefter er det både sygeplejersker og læger, der udtaler sig. Og man kan fra dette tidspunkt
konstatere sammenfaldende synspunkter blandt sygeplejersker og læger, men også en vis
uenighed både mellem læger og sygeplejersker og sygeplejersker imellem 309 . Der er to ting,
Speciale i historie, Københavns Universitet, p. 57.
309 Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1756, 1797 og 1863 bygger på:
Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et
jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København.
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag,
København.
Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen
af 25. februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse. Martinus Truelsens
Bogtrykkeri, Kjøbenhavn.
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 26de
August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Gangkoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den 12de
Oktober 1865. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
(fodnoten fortsættes på næste side...)
154

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1876 bygger på:
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Forord skrevet af lægen Engelsted, Sophus til lærebog i sygepleje (1876): Veiledning i konsten at Pleie Syge. C.
A. Reitzels Forlag. København.
Brandes, Ludvig (1880): “Bidrag til Udviklingen af Sygeplejen udenfor København”. Ugeskrift for læger, 4.
række, bd. 1, nr. 13, pp. 185-193, København.
Budde, V. (1875): “Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København” af redaktør dr.
V. Budde, Ugeskrift for læger, 3. række, bd. 20, nr. 25, pp. 393-396, København.
Tidsskrift for Sygepleje (1921): “Foredrag holdt af Overlæge Brandes for Medlemmerne af den gjensidige Hjælpeforening
for Stuekoner ved Foreningens første Aarsmøde d. 19de Februar 1873”, nr. 21, pp. 342-346, Dansk
Sygeplejeråd, København. Foredraget er det originale dokument genoptrykt i 1921.
Ludvig Brandes tale ved et skandinavisk naturforskermøde i 1873: ”Om en Reform af Sygepasningen i Hospitalerne”,
Hospitals-Tidende. Optegnelser af praktisk Lægekunst fra Ind- og Udlandet. 9.juli 1873, nr. 28, København.
Nielsen, P. (1880): Praktisk Veiledning i Sygepleie. Forlaget G. E. C. Gad, København.
Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen.
Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.
Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for dansk
Genealogi og Personalhistorie, København.
Carøe, Kristian (1905): Den danske Lægestand 1479-1900, III Læger og kirurger 1786-1838, bind III. Gyldendalske
Boghandel, Nordisk Forlag, København.
Melchior, Johannes C. m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet 1479-1979, Bind VII Det lægevidenskabelige
Fakultet, G. E. C. Gads Forlag, København.
Halskov, Gerd Anne (1997): Videnskabelig forskning og kundskabsudvikling - eller ideologisk monopolisering
af praktisk og teoretisk sygepleje?, Specialeafhandling, Danmarks Sygeplejerskehøjskoles skriftserie, Århus.
Larsen, Anne-Marie Elgkjær (1996): Om nogle skjulte strukturer i den sygeplejefaglige kvalitetssikring. Specialeafhandling,
Danmarks Sygeplejerskehøjskoles skriftserie, Århus.
Dansk Biografisk leksikon, J. H. Schultz Forlag, 1939, København.
Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1897 bygger på:
Norrie, Charlotte (1887): “Syge- og sundhedspleje som et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse. Foredrag
holdt i Dansk Kvindesamfund den 17. November 1886”. Kvinden og samfundet, København.
Norrie Charlotte (1896): “Sygepleje som Livsgiærning for kvinder. Foredrag holdt 29. August 1895”, Dansk
Kvindesamfund, København.
Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1899): Teori for sygeplejersker. Trykt som manuskript til brug for sygeplejeskolen
paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’s Universitetsbogtrykkeri, København.
Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1904): Haandbog for sygeplejersker. Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag,
København og Kristania.
Kiær, Aage E. (28. Oktober 1901): “Om Sygeplejerskens Uddannelse, Egenskaber og Pligter”. I: Tidsskrift for
Sygepleje, 1. årg., nr. 11, november 1901, Dansk Sygeplejeraad, København.
Trautner, T. M. (1894): Vejledning for Sundheds- og Sygepleje for Landboere og Andre, 3. udgave, Schubotheske
Forlag, København.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913. Speciale
i historie, Københavns Universitet.
Dansk Biografisk leksikon, J. H. Schultz Forlag, 1939, København.
Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1906-1916 bygger på:
(fodnoten fortsættes på næste side...)
155

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
man er uenige om - skal alene sygeplejersker uddanne sygeplejersker og skal alene sygeplejersker
lede sygeplejerskernes arbejde. Eller skal det være læger. Det er interessant at notere
sig, at hvor der ved lægerne synes at være en rimelig overensstemmelse mellem, hvad man
siger, og hvad der rent faktisk synes at ske, synes der for sygeplejerskernes vedkommende at
være divergerende synspunkter om dette. Endelig bygger afsnittet på historiske værker, som
det fremgår af fodnoterne.
Koch, Margrethe (1944): Dansk Sygeplejeraads Historie, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København.
Munck, Charlotte (1910): “Hvad er en Sygeplejeskole?”. I: Tidsskrift for Sygepleje, nr. 7, Dansk Sygeplejeråd,
København.
Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1927 bygger på:
Dansk Sygeplejeråd (1926): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 25.
Dansk Sygeplejeråd (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret af
Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg under medvirken af Overlæge H. Bang, Oversygeplejerske
Frk. A. Bugge, Professor Dr. med. S. A. Gammeltoft, Dr. med. Hans Jansen, Dr. med. Einar Jarløv,
Kredslæge J. L. Juul, Professor Dr. med. S. Monrad, Forstanderinde Frk. Charlotte Munck, Overlæge Dr.
med. Holger Mygind, Dr. med. H. Rønne, Overlæge Frode Rydgaard, Dr. med Georg Schrøder, Dr. med. Einar
Thomsen. 1. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København.
Dansk Sygeplejeråd (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret af
Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg under medvirken af Overlæge H. Bang, Oversygeplejerske
Frk. A. Bugge, Professor Dr. med. S. A. Gammeltoft, Dr. med. Hans Jansen, Dr. med. Einar Jarløv,
Kredslæge J. L. Juul, Ørelæge Carl Mailand, Professor Dr. med. S. Monrad, Forstanderinde Frk. Charlotte
Munck, Overlæge Frode Rydgaard, Dr. med. H. Rønne, Dr. med Georg Schrøder, Dr. med. Einar Thomsen. 2.
Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København.
Dansk Sygeplejeråd (1927): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret af
Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg under medvirken af Overlæge H. Bang, Oversygeplejerske
Frk. A. Bugge, Professor Dr. med. S. A. Gammeltoft, Dr. med. Hans Jansen, Dr. med. Einar Jarløv,
Kredslæge J. L. Juul, Ørelæge Carl Mailand, Professor Dr. med. S. Monrad, Forstanderinde Frk. Charlotte
Munck, Overlæge Frode Rydgaard, Dr. med. H. Rønne, Dr. med Georg Schrøder, Dr. med. Einar Thomsen. 3.
Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København.
Professor Salzwedel (1910): Haandbog for sygeplejersker. Til brug for sygeplejeskoler og til selvundervisning.
Oversat af redaktør E. Fiedler. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd, Fr. Bagges Kgl. Hoftrykkeri, København.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København.
Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen.
Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd, København.
Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1934 og 1939 bygger på:
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26. april,
København.
Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen.
Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet.
Afsnittene om sygeplejeerhvervets opgaver i 1957 bygger på:
De 24 lærebøger udgivet af Dansk Sygeplejeråd i årene 1956-1958: Lærebøger for sygeplejeelever, redigeret af
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B.
156

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
10.4.1 Sygeplejeerhvervets funktioner 1756 og 1797
Når man studerer dokumenterne fra Frederiks Hospital, får man det indtryk, at kvinderne ikke
havde med den direkte medicinske og kirurgiske behandling at gøre. Borgermændenes koner
var kun lejlighedsvis på hospitalet, det virker som om de fortrinsvis hjalp deres ægtefæller
(købmænd) med indkøb, og kontrollen med disse varer. Borgerkonernes opgaver var, at:
“gaa Hospitalet i Særdeleshed til Haande, med at se til Hospitalets uforbigængelige
Brug af nødvendige Ting, for billigste Priser indkøbte, og efterse jevnlig Oeconomi
Forraader af Proviant samt Spisningen, og hvorledes den efter Medicorum Forskrift
tillaves og gives, hvorledes de holder Hus med Ulden og Linned item den daglige
Renlighed ved Sengene, Opvartningen og Tvætten, samt ellers i Husene inden og
uden Dørene” 310 .
Oldfruen skulle specielt hjælpe med sygestuernes renholdelse, rent linned, sengeklæder, senge,
madrasser, osv. Til dette arbejde fik hun hjælp af opvartningskonerne, vågekonerne og
tjenestepigerne. Opvartningskonerne tog sig sandsynligvis alene af hospitalets infrastruktur
under ledelse af oldfruen, og vågekonerne vågede over patienterne om natten. Opvartningskonerne
læste for/underholdt tillige patienterne, og passede som nævnt indtil 10 syge hver, og
vågede ikke om natten 311 . De, der assisterede medicinen i behandlingen på dette tidspunkt, er
snarere de medicinske og kirurgiske kandidater, selvom det hedder i økonomens instruks på
Frederiks Hospital:
“Den sædvanlige Opvartning ved Kontrollørens Kontor, saavelsom hos Præsten,
Reserve-medikus og Kirurgus og samtlige Studiosi Medicinæ og Kirurgiæ, hvilke
ikke selv maatte holde nogen Tjener eller Opvarter i Stiftelsen, besørges ligeledes af
Økonomus. Og det arbejde, som ved Elektrisermaskinen og Badstuen forefalder, lader
han ved sine Tjenestefolk forrette efter Medici eller Kirurgi Anvisning (min understregning)”
312 .
Da tjenestefolk for økonomen bl.a. var kvinderne, så kunne kvinderne sammen med kandidaterne
have assisteret ved behandlingen. Men ved beskrivelserne af kvindernes opgaver, beskrives
denne opgave ikke positivt, her fremgår alene opgaver med infrastrukturen, hvorimod
det positivt beskrives, at kandidaterne skal assistere ved behandlingen.
Logikken i dette kan man jævnføre med, at både før og under Frederiks Hospitals eksistens og
i starten af Kommunehospitalets levetid blev der på barberstuerne modtaget akut syge og tilskadekomne
til behandling. Disse syge mennesker var indlagt på barberstuerne og blev passet
af bartskærersvendene, altså af mænd, og denne ordning blev først ophævet ved lov i år 1900
efter en aftale mellem Barber- og Frisørforeningen og Den danske Lægeforening, hvori det
bestemtes, at en barber skulle tilkalde en læge eller sørge for, at patienten blev bragt til et ho-
310 Hospitalets fundats af 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907.
Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København., stk 28, p. 69.
311
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske
Forlag, København, p. 151.
312 Økonomens kontrakt fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-
1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag, København, p. 133.
157

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
hospital 313 . Det vil sige, at der ved Frederiks Hospitals åbning eksisterer en tradition for, at det
er mænd og ikke kvinder, der udfører/deltager i behandling.
Det vil sige, at:
kvinderne varetager hospitalets infrastruktur
kvinderne deltager ikke i lægernes behandling af de syge.
10.4.2 Sygeplejeerhvervets funktioner 1863
Da Kommunehospitalet i København åbner, har kvinderne opgaver i forhold til den lægelige
behandling. Kvinderne er opsynskonen, stuekonerne og vågekonerne. Overopsynskonen har
den overordnede ledelse af stuekonerne og vågekonerne, deltager ikke selv direkte i opgavernes
udførelse. Stuekonerne og vågekonerne skal passe infrastrukturen på hospitalet. Stuekonen
skal observere den syges tilstand og desuden deltage i lægens stuegang og aflægge rapport
om den syges tilstand til lægen. Endvidere skal hun følge de forskellige forskrifter om
behandlingen, der pålægges hende. Opgaver inden for behandlingen består i at give patienten
medicin og grødomslag. Vågekonen skal ligeledes iagttage patientens sygdomstilstand og
rapportere dette til stuekonen, som så rapporterer dette videre til lægen på stuegang. I instrukserne
hedder det:
Overopsynskonen er ansat af borgmesteren, nærmeste foresatte er forvalteren. Hun skulle have
tilsyn med sygeafdelingen og badene for de kvindelige patienter og det tilhørende personale
samt med medicinkonen og lægernes opvartningspiger såvel dag som nat. Hun skulle sørge
for, at der er ordentligt og roligt; at stue-, våge- og gangkoner omhyggeligt og nøjagtigt opfylder
deres pligter og givne pålæg. Hun skulle desuden være opmærksom på, at de er de behørige
steder til bestemt tid, renlige og ordentlige klædte. Desuden at inventaret behandles
skånsomt og ikke til andet end det er bestemt til, at sygestuerne er rene, udluftede, opvarmede,
belyste, og at patienterne forsynes med medicin, omslag, spise, drikke og renlighed, som
det foreskrives. Tillige at stuepersonalet omgås patienterne med venlighed, villighed og sømmelighed
i ord og adfærd. Overopsynskonen skulle være til stede ved madudleveringen, og
føre kontrolbog over det udleverede linned på hver enkelt sygestue. Endelig skulle overopsynskonen
indføre i en notesbog alt, hvad der var at bemærke ved stue-, våge- og gangkoner
og fremlægge denne bog gennem forvalteren til forstanderen 1 gang om ugen. Overopsynskonen
måtte have nogen boende hos sig efter tilladelse fra borgmesteren 314 .
I instruksen for stuekonen anføres det, at stuekonen skal være ædruelig, renlig, høflig, sædelig
i ord og adfærd, og foregå patienterne med et godt eksempel. Imod patienterne på hendes stue
skal hun være velvillig, omhyggelig og tålmodig. Hun skal være til stede på stuen fra klokken
6 om morgenen og til klokken 8 om aftenen. Hun skal sørge for patienterne med hensyn til
313 Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber- og
Frisørforeningen af 25. februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse. Martinus
Truelsens Bogtrykkeri, Kjøbenhavn, p. 296.
314 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke
(K3 409/410).
158

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sygeplejen, at patienterne er forsynet med medicin, at omslag mv. er tilset, at patienterne er
forsynet med saftevand, håndklæde mv. og hjælpe vågekonen i forbindelse med patienternes
påklædning. Endvidere sørge for, at sengene er redt, stuerne rengjorte inden lægens besøg.
Under lægens besøg skal stuekonen være til stede for at give de fornødne oplysninger om de
syges tilstand, som hun nøje må iagttage til enhver tid, og for nattens vedkommende skaffe sig
nøje underretning herom fra vågekonen. Det må være stuekonen magtpåliggende nøjagtig at
opfatte og følge de forskellige pålæg og forskrifter i henhold til de syges behandling, som
meddeles hende. Hun skal give patienten medicin efter lægens forskrifter. Hun skal påse, at
patienterne er til stede ved måltiderne, maden hentes af gangkonerne. Stuekonen skal holde
opsyn med, hvad patienterne foretager sig på sygestuerne. Stuekonen skal passe lys og varme
på stuen, skal lade aviserne cirkulere rundt, og sørge for bøger til udlåning, hvis patienterne
anmoder om det. Stuekonen skal berette for vågekonen, hvad denne skal iagttage ved patienternes
pleje og behandling. Kræver nogle patienters tilstand hjælp om natten, skal stuekonen
give denne og om fornødent sørge for, at lægen tilkaldes. Hun skal melde dødsfald til lægen
og på kontoret, ligeledes hvis en patient er undvegen eller savnes. Hun er ansvarlig for det til
hende udleverede inventar og linned, og skal stille med en kaution for dette. Hun skal indsamle
snavset tøj, som hun skal have byttet med rent, og føre regnskab med det. Hun skal sørge
for grødomslag, sørge for at køkkenet holdes rent og de til stuen hørende retirader. Stuekonen
har udgangstilladelse hver anden søndag, og udgangen må begæres hos lægen. Udgangstilladelsen
kan nægtes af hensyn til patienterne eller af hensyn til stuekonen selv. Stuekonen må
modtage besøgende på sit eget værelse i sin fritid, hun må ikke have sine børn boende hos
sig 315 .
Instruksen for de faste vågekoner angav, at vågekonen skulle være til stede på stuen fra klokken
8 om aftenen. De skulle med mildhed, hurtighed, velvillighed og omhygge hjælpe de syge.
De skulle rette sig efter stuekonernes anvisninger om, hvad de skal iagttage ved patienternes
pleje i løbet af natten. Når patientens tilstand kræver særlig hjælp, skal de underrette stuekonen
og evt. kandidaten herom. De skal punktligt efterkomme, hvad hospitalets læger har
foreskrevet dem, ligesom de også skal rette sig efter, hvad hospitalets overopsyn har pålagt
dem. Vågekonen skal efter nærmere pålæg fra stuekonen hjælpe med stuernes renholdelse,
opvarmning og udluftning, med sengeredning og patienternes pleje 316 .
Instruksen for gangkonerne bestemte, at gangkonernes arbejde var udenfor sygestuerne med
at hente og bringe mad, fjerne snavset porcelæn, hente og bringe papirer, udtømme og vaske
spyttekrus, vaske korridorer, gange, retirader og vinduer. De skulle opføre sig stille og sømmeligt,
og desuden hjælpe stuekonerne på begæring. De skulle opføre sig stille og sømmeligt
317 .
315 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den
26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
316 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den
26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
409/410).
317 Københavns Magistrat (1863): Instrux for Gangkoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat den
12de Oktober 1865. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3
(fodnoten fortsættes på næste side...)
159

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det vil sige, at der er tale om overopsynskone, stuekoner og vågekoner inden for sygeplejen.
Og stuekonen deltager nu i den lægelige behandling efter lægens forskrifter. Hun skal som
nævnt deltage i lægens stuegang og rapportere sine observationer. Vågekonen skal ligeledes
observere patienten og videregive dette til stuekonen, som så meddeler lægen det på stuegangen.
Overopsynskonen deltager ikke i lægens stuegang, og har ikke observationer af patienterne
som arbejdsfunktion.
Det vil sige, at Kommunehospitalet i København er omdrejningspunktet for de nye funktioner
for kvinderne på hospitalet, og at der indledes med, at det er stue- og vågekonerne, der varetager
den nye funktion.
10.4.3 Sygeplejeerhvervets funktioner 1876
Kvinderne inden for sygeplejen på Kommunehospitalet i 1876 er plejemoder, assistenter og
elever. Plejemoderen har den overordnede ledelse af kvinderne, men skal samtidig observere
patienterne, deltage i behandlingen af patienterne ligesom hun skal rapportere til lægen på
stuegang. Assistenterne skal passe hospitalets infrastruktur, observere patienterne, deltage i
behandlingen af patienterne ligesom hun også skal rapportere til lægen på stuegang. Såvel
plejemoder som assistent skal oplære eleverne. Eleverne skal oplæres i at iagttage patienternes
tilstand, oplæres i at rapportere dette, og i øvrigt rette sig efter de instrukser, der gives
dem af lægen, plejemoderen og assistenterne.
De skriftlige instrukser fra Kommunehospitalet angiver 318 :
at plejemoderen ansættes af borgmesteren med gensidig 3 måneders opsigelse
at hun bærer hospitalets klædningsstykker
at plejemoderen skal følge lægen på stuegang morgen og aften, lægge mærke til om assistenternes
beretninger er pålidelige og fuldstændige, supplere disse om nødvendigt. Desuden skal
hun mærke sig alle vigtige ordinationer og pålæg, som gives, for at hun i dagens løb kan have
indseende med, at de efterleves.
Hun må jævnligt indfinde sig på stuerne og overbevise sig om, at de syges pasning varetages
med nøjagtighed og omhu af assistenterne i overensstemmelse med deres instruks og med de
gjorte ordinationer.
Hun iagttager, at gør assistenterne sig skyldige i fejltagelser eller forsømmelser, skal hun gøre
dem opmærksom på det og give fornøden vejledning eller påmindelse.
Foreteelser af større betydning må hun anmelde til overlægen eller til forstanderen.
Dernæst skal plejemoderen have sin opmærksomhed henvendt på, at de syge, stuerne og inventaret
rengøres og holdes i orden, udluftes og opvarmes. Det samme gælder forbindsstoffers,
medikamenters opbevaring og vedligeholdelse. Endelig skal hun have opmærksomheden
henvendt på, at retiraderne holdes rene og desinficeres med de af lægerne foreskrevne midler.
409/410).
318
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa Kommunehospitalet.
160

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Hun skal drage omsorg for elevernes uddannelse og oplæring til sygeplejerske. Hun anviser
dem deres plads, og må her tage hensyn til hvor eleven kan gøre nytte for den enkelte syge,
der trænger til plejehjælp og til den lejlighed, der kan byde sig til, til oplæring og øvelse. Plejemoderen
må selv benytte enhver lejlighed til at give eleverne både mundtlig underretning og
praktisk vejledning ved sygesengen, og hun må have tilsyn med, at assistenterne benytter elevernes
hjælp og dermed meddeler dem øvelse, som i de enkelte tilfælde kan være passende.
Hun skal lære de syge at kende på det afsnit, hvor hun er ansat, så hun i usædvanlige og uventede
tilfælde lettere kan komme assistenterne til hjælp og yde de syge opmuntring og beroligelse.
Ligeledes i tilfælde af uenighed mellem assistenterne og de syge, eller klager fra nogen
af siderne, så hun er bedre i stand til at jævne misstemningerne.
Hun bør vinde de syges tillid, trøste og opmuntre, og bidrage til at deres sygdom bliver så
tålelig som mulig.
Hun må vogte sig for at meddele de syge om den plan, lægerne har lagt, eller om det sandsynlige
udfald af sygdommen.
Og endelig må plejemoderen indprente assistenterne og eleverne vigtigheden af at følge de
samme regler som hun selv i omgangen med de syge.
Hun skal sørge for, at tjenestepigerne afhenter spise og drikke, medicin og forbindsstoffer, at
assistenterne, eleverne og tjenestepigerne uddeler madportionerne i overensstemmelse med
ordinationer og spisereglement.
Hun skal daglig meddele forvalteren de syges diætsedler, og klager over bespisningen må hun
modtage med velvilje, undersøge deres berettigelse, og finder hun klagerne velbegrundede,
må hun meddele dem til forvalteren. Ulovligt modtagne fødevarer må hun aflevere til forvalteren
sammen med en anmeldelse af sagen.
Sluttelig må plejemoderen drage omsorg for, at aviserne kommer rundt på stuerne, at patienter,
som ønsker det, får bøger til låns fra hospitalets bogsamling, og at præsten anmodes om at
besøge de patienter, der ytrer ønske om at tale med ham eller modtage sakramente.
Plejemoderen har at betragte overlægen vedrørende alt, hvad der angår sygeplejen, som sin
overordnede.
Plejemoderen modtager, hvad angår hospitalets husorden, pålæg fra forstanderen med hensyn
til forretningernes udførelse og har at følge hans anvisninger.
Hun har tilsyn med tjenestepigerne, beordrer dem deres påhvilende opgaver (navnlig budtjeneste
og grovere rengøring), foreslår ansættelse og afsked til forstanderen.
Hun meddeler assistenter, elever, tjenestepiger udgangstilladelse, når deres arbejde kan undværes
og i overensstemmelse med overlægens regler. Tilladelsen gives skriftlig. Tilladelse til
at blive ude om natten eller til at rejse bort kan hun kun give ved samtykke af overlægen eller
forstanderen.
Hun må ikke selv modtage gaver eller tillade at nogen personer ansat under hende modtager
gaver fra patienter, deres pårørende eller venner.
Plejemoderen er i almindelighed fritaget for tjeneste om natten. Anser hun det for nødvendigt,
at nogen efterses om natten, anmoder hun overopsynskonen om det. Men finder hun det nødvendigt
selv at foretage eftersynet, skal hun være villig til selv på hvilken som helst ret at stå
op for at udføre sin gerning om natten.
Assistenterne ansættes ifølge instruksen ligeledes af borgmesteren med 1 måneds gensidig
opsigelse, og skal tillige bære hospitalets klædedragt. De skal i alt, hvad der vedkommer de
syges forplejning og behandling rette sig efter lægens forskrifter.
De skal følge plejemoderens anvisninger med hensyn til udførelse af forretningerne, og altid
161

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
indhente hendes afgørelse ved tvivl om en ordination er rigtig forstået, om ordinationen bør
forandres eller udsættes på grund af den syges tilstand.
Assistenterne modtager eleverne på stuerne og giver omhyggelig anvisning og vejledning til
sygeplejens rette udførelse.
To assistenter varetager i forening at pleje de syge på visse stuer. Den ene har dagtjeneste fra
klokken otte morgen til klokken otte aften, den anden nattjeneste fra klokken otte aften til
klokken otte morgen. Mellem klokken seks og otte om morgenen sørger begge assistenter for
rengøring af stuer, redning af senge og de syges påklædning.
Assistenten i dagtjeneste modtager meddelelse fra assistenten om nattens forløb på stuerne,
dette meddeler hun fuldstændigt og nøjagtigt til lægen ved morgenstuegangen. Meddelelsen
til lægen skal indeholde: hvad de syge selv har klaget over, den vagthavende læges eller aftenstuegangens
ordinationer, iagttagelser assistenten er pålagt eller selv finder af betydning
for den syges tilstand.
Assistenten opholder sig så vidt muligt på sine stuer om dagen, og meddeler til natassistenten,
hvad der er at iagttage om natten. I usædvanlige tilfælde må dagassistenten yde bistand, når
hun tilkaldes om natten. Bliver det nødvendigt at tilkalde lægen om natten, sender natassistenten
et bud efter lægen og bliver selv hos den syge. Natassistenten kan under særlige omstændigheder
tilkalde dagassistenten, og i overordentlig særlige tilfælde tilkalde plejemoderen.
Natassistenten må ikke begynde rengøring af stuerne før klokken fem om morgenen.
Natassistenten anmelder indkomne patienter straks om morgenen til kontoret.
Enhver patients medicin anbringes på en særlig medicinhylde, og foruden de særlige medikamenter
af patientens opbevarer hun med behørig forsigtighed mod forveksling efter overlægens
bestemmelse et lille forråd af enkelte lægemidler, der kan blive brug for på de tider,
hvor lægen ikke er til stede i hospitalet.
Assistenterne sørger for den foreskrevne spise og drikke til patienterne til den forskrevne tid,
meddeler plejemoderen klager over mad og drikke, de syge måtte fremføre. De sørger endvidere
for, at de syge ikke modtager mad og drikke fra de pårørende medmindre overlægen har
givet tilladelse hertil. Opdager assistenten en overtrædelse af denne regel, må hun anmelde
det til plejemoderen. Efter den daglige morgenstuegang afgiver assistenten opgørelser over de
syges spiser til plejemoderen.
Assistenten må ikke uden særlig tilladelse fra overlægen tillade de syge at besøge andre sygestuer
eller blive oppe længere end til klokken otte om aftenen, eller have deres gangklæder på
sygestuerne. Assistenten skal tillige have tilsyn med, at de syge ikke fører højrøstet tale, og
kan hun holde orden hermed, må hun anmode plejemoderen om bistand. Besøg af en 1/2 times
varighed er tilladt på sygestuerne, og især i den tid må assistenten holde et årvågent tilsyn
med god orden. Besøg udenfor de reglementerede tider tillades kun efter skriftlig tilladelse fra
kontoret, og må kun vare et kvarter, medmindre overlægen har givet en særlig tilladelse.
Assistenterne må være opmærksomme på luften på sygestuerne, lufte ud, passe på træk på
patienterne. Hun fyrer i kakkelovn om vinteren, varmen må ikke overstige 14 grader på sygestuerne.
Patienterne må ikke fyre i kakkelovnen. Endelig sørger assistenten for belysningen på
sygestuerne i overensstemmelse med belysningsreglementet.
Ønsker en syg at tale med præsten anmelder assistenten det til plejemoderen. Savnes nogen
syge på stuerne anmeldes det øjeblikkelig til lægen og til kontoret. Patienter, som udskrives,
må opgive til kontoret, hvor de tager hen. Dødsfald meldes til den vagthavende kandidat og
kontoret, liget bringes til lighuset til den aftalte tid. Efterladte ure, penge, ringe afleveres med
en fortegnelse til forvalteren. Assistenten må ikke modtage penge og genstande til opbevaring
162

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
for patienterne.
Assistenten udlufter sengetøjet ved udskrivelse eller dødsfald, har ansvaret for inventaret på
stuerne, hvilket hun erlægger 60 kroner i sikkerhed for. Inventaret behandles omhyggeligt og
skånsomt, og forbindsstof, brændsel, lys, m.m. behandles sparsommeligt. Det urene tøj til
vaskeriet, som skal ombyttes med rent, samles og indføres i byttebøger til foreskreven tid.
Dagasssistenten har fri mellem klokken otte og klokken ti om aftenen, klokken ti bør være
sædvanlig sengetid. Assistenten må ikke forlade hospitalet uden plejemoderens tilladelse.
Under samværet på hospitalet bør assistenterne betragte plejemoderen som deres foresatte og
med ærbødighed og lydighed.
Assistenten må ikke modtage eller tillade at elever og tjenestepiger modtager gaver fra de
syge, deres pårørende eller venner.
Eleverne har samme ansættelsesvilkår som assistenterne, det vil sige ansættes af borgmesteren
med 1 måneds gensidig opsigelse. Plejemoderen anviser de stuer, hvor de skal gå assistenterne
til hånde, og gøre aftale med assistenterne om de arbejder, der skulle pålægges dem.
Deres læretid er ordentligvis 1 år.
Eleverne skal rette sig efter de bestemmelser og regler som lægerne, assistenterne, plejemoderen
pålægger dem med hensyn til deres tjeneste.
Eleverne må med opmærksomhed iagttage de syge, bestræbe sig på at opfatte disses tilstand
nøjagtig, og hun må skaffe sig øvelse i med pålidelighed og sikkerhed at give beretning herom.
Eleverne må endvidere punktlig følge de anvisninger til sygeplejens udførelse, som gives
af lægerne, plejemoderen og assistenterne, og ved enhver tvivl om fremgangsmåde ved deres
pligters udførelse må de søge underretning herom.
Eleverne må behandle hospitalets inventar omhyggeligt og påse, at intet bortkommer.
Eleverne ansættes til dag- og nattjeneste efter sygeplejens tarv således, at der er sovetid i den
del af døgnet, hvori de ikke er i tjeneste. I usædvanlige tilfælde kan de pålægges tjeneste om
natten, uagtet at de har dagtjeneste og omvendt.
Plejemoderen er elevernes foresatte, og de må henvende sig til hende i alle anliggender om
deres tjeneste eller det samliv, de fører i hospitalet. De skal vise plejemoderen lydighed og
ærbødighed, og bør ligeså vise assistenterne opmærksomhed og høflighed.
Om udgangstilladelse, fritagelse for tjeneste og orlov skal eleverne henvende sig til plejemoderen,
som besørger det nødvendige. Eleverne må ikke uden speciel tilladelse forlade hospitalet
om natten. Og endelig er det eleverne strengt forbudt at modtage gaver fra patienterne.
10.4.3.1 Debat blandt læger forud for omorganisering af sygeplejen i 1876
Om hele omorganiseringen på Kommunehospitalet i København i 1876, som det er beskrevet
under sygeplejeerhvervets relation til staten, og som resulterede i de ovenfor gennemgåede
instrukser for plejemødre, assistenter og elever, foregik der en debat blandt læger såvel skriftligt
som mundtligt. Nedenfor gengives noget af debatten for yderligere at belyse, hvilke funktioner
en sygeplejerske skulle varetage ifølge lægerne. Lægerne havde nogle ganske bestemte
ideer med, hvilke grupper af kvinder man ønskede at rekruttere samt, hvilken uddannelse eller
oplæring disse kvinder skulle gennemgå. Debatten viser tillige, at det var en plan, der synes at
omfatte det meste af landet, idet det ønskedes fra lægernes side, at hele landets apparat af hospitaler
skulle benyttes som undervisningssteder, og at undervisningen skulle foregå efter en
omhyggelig overvejet og autoriseret plan.
Problemet var for lægerne, at de manglede arbejdshjælp:
163

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Og:
(...)”lægen, der, under sine Bestræbelser for at tilvejebringe Sundhed og Arbejdsdygtighed,
daglig maa føle at Udbyttet af hans Opfindsomhed og Energi bliver usikkert
paa Grund af mangelfuld Arbejdshjælp. (min understregning)” 319XXXI .
“For at kunne pleie de Syge, maa de (sygeplejerskerne) tillige have saa megen Forstand
og dannelse, at de kan opfatte lægens Ordrer korrekt og fornuftigt, at de kan
roligt og forstandigt iagttage de Syge og beskrive deres Tilstand for lægen” 320.
Det vil sige, at planen er, at sygeplejersken skal have en egen dannelse og et erhverv som arbejdshjælp.
Det vil sige uddannet af lægen og på baggrund af hans fagdiscipliner og i hans
klinik med henblik på at være lægens hjælper i hans erhverv.
Omorganiseringen kom samtidig med, at man havde omlagt uddannelsen til læge ved universitetet
i 1873 (jf. kapitlet om lægeerhvervets uddannelser ved universitetet) og havde dermed
en erhvervsgruppe, der tager sig af syge borgere, som man kan sige har følgende uddannelsesbaggrund:
en læge:
teori-del: medicin (erhverves ved universitetet)
klinisk-del (erhverves i hospitalet).
Initiativerne kom først fra hvad man kan benævne som en kreds af pionerer, enkeltpersoner
med en lægeuddannelse og med en tæt tilknytning til den statslige læge-ordning XXXII . Arbejdshjælpen
fra kvinderne planlagde lægen så selv ifølge denne debat, inklusive at lægen
også selv skulle uddanne dem ved behov.
Om organiseringen af sygepasningen i hospitalerne udtalte Brandes, overlæge på Almindeligt
Hospital i København, på et Naturforskermøde i 1873, at:
“Sygepasserpersonalet bestaar af 3 Klasser: Stuekonerne, disses Medhjælpere, de
saakaldte Gangkoner eller Gangpiger og for det Tredje Vaagekonerne” (...) “Da
Gangkoner eller Gangpiger mindre komme i Berøring med de Syge, er det egentlig
kun Stuekonerne og Vaagekonerne, hvem Pasningen paahviler” 321 .
Ifølge Brandes er den ansatte overvågekone på Frederiks Hospital og den ansatte overopsynskone
på Kommunehospitalet i København at betragte som kvartermestre, der ikke tager del i
pasningen af de syge, men kun passer at deres underordnede personale (gangpigerne) udfører
forretningerne i overensstemmelse med instrukserne.
Stuekonerne bor ifølge Brandes i hospitalet, får fuld forplejning og fra 9 til 15 MK om ugen i
319 Engelsted, Sophus (1876): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”. I: Tidsskrift for sygepleje,
nr. 21, 1914 p. 382, Dansk Sygeplejeråd, København.
320 Engelsted, Sophus (1876): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”. I: Tidsskrift for sygepleje,
nr. 21, 1914 p. 383, Dansk Sygeplejeråd, København.
321 Brandes, Ludvig (1873): “Om en Reform af Sygepasningen i Hospitalerne. Foredrag holdt ved det skandinaviske
Naturforskermøde”. I: Hospitals-Tidende. Optegnelser af praktisk Lægekunst fra Ind- og Udlandet, København
den 9. Juli, p. 109.
164

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
løn. Vågekonerne bor udenfor hospitalet, hvor de kun tilbringer natten. Deres løn er 2 á 3 MK
om natten. På Frederiks Hospital er sygepasserpersonalet berettiget til pension efter et antal
år, men stuekonerne må, inden de får en ansættelse her, i lang tid have gjort tjeneste som faste
vagter, hvorunder de bor på hospitalet. På andre hospitaler ansætter man, ifølge Brandes,
stuekoner direkte på anbefaling, men i reglen gerne stuekoner der har gjort tjeneste som reservestuekoner
eller har arbejdet på et andet hospital hvor de så har erhvervet sig nogen uddannelse.
Vågekonerne fordrer man ingen uddannelse af, anfører Brandes, de antages “så at sige direkte
fra gaden” og tilhører på grund af den ringe løn den arbejdende klasse. Brandes synes, det er
uheldigt, at pasningen af de syge:
“fra Aften til Morgen betros til Mennesker, af hvilke man ofte kun kan fordre, at de
skulle være aarvaagne, da de aldeles ingen Uddannelse have faaet i deres Gerning.
Og dog betror man dem Pasningen af de Syge paa en Tid af Døgnet, hvor disses Tilstand
ofte forandrer og forværrer sig og kræver størst Opmærksomhed med Hensyn
til Pasningen. Dette er saa meget uheldigere, som Lægetilsynet paa den Tid jo er
ufuldstændigere” (min understregning) 322 .
Det vil sige, at observation af patienterne spiller nu en helt anden rolle end tidligere. Dét,
Brandes omtaler her som pasningen af de syge, er, at hospitalets infrastruktur skal fungere.
Og dernæst foreslår Brandes i sin tale, at det første skridt i en reform bør være en forandring
således, at der i det mindste på de stuer, hvor de febersyge og andre patienter ligger, som
kræver en kyndig og omhyggelig pasning, ansættes nattestuekoner, der har fået en lignende
uddannelse som dagstuekonerne:
“vore egentlige Stuekoner, og disse Nattestuekoner mener jeg burde have en Del af
deres Forplejning i Hospitalet, saa de om Morgenen ved at være tilstede ved Stuegangen
kunde faa direkte Ordre af Lægerne for Natten. Det er jo under Stuegangen
om Morgenen at vore Stuekoner ved at høre, hvad der siges af Lægerne om de Syge,
faa deres væsentlige Uddannelse” (min understregning) 323 .
Dét, Brandes’ idé er, at de kvinder, der passer patienterne døgnet rundt på skift, at dét skal
fungere, og at alle dernæst skal være til stede ved lægens besøg, stuegangen, på hospitalet.
Det vil sige, at ideen er, at “klinisk behandling” bygger på konstant protokol for at standardisere
observationerne, og alle, der vikarierer for lægen i så henseende, skal rapportere og modtage
ordre af lægen på det eneste tidspunkt, hvor alle ser hinanden. Til lægens stuegang. Altså
ikke uddannelse, men rapport og dermed individuel oplæring i netop dét “by doing”. Det er
som en laborant, der ikke opstiller eksperimentet, men overvåger processen og aflægger rapport.
Uddannet til sygeplejerske bliver man altså ved sygesengen under lægens stuegang. Det vil
sige, at umiddelbart er her tale om en praktisk oplæring, men da det netop er lægens stuegang,
hvor det er lægen, der siger noget og lægen, der giver ordrer til sygeplejersken, og hvorunder
det foregår, kan man ikke sige, at det er mesterlære, fordi sygeplejersken skal ikke være læge.
Mesterlære under stuegang ville være at lære sygeplejersken at udøve det samme som lægen
322 Ibid., p. 109.
323 Ibid., p. 109.
165

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
udøver under stuegangen, og det er ikke dét Brandes siger i sin tale. Men Brandes siger derimod,
at sygeplejersken praktisk skal lære sig at være lydhør overfor lægen om de syge, og at
hun praktisk skal lære sig at modtage ordre fra lægen. Sygeplejerskens uddannelse er altså
ifølge Brandes nok en praktisk oplæring, og i den mening en mesterlære, men altså ikke en
mesterlære hvad angår, hvad lægen skal lære fra sig om sygepasning, lære fra sig om sit arbejde,
patientens sygdom og den medicinske behandling heraf.
Brandes synes (i 1880), at man skal benævne den erhvervsgruppe Sygeplejerinder:
“Min Kollega og Ven, praktiserende Læge Trautner i Bogense, har i Sommer bragt
Spørgsmaalet frem paa Lægemødet i Svendborg; han foreslog, at stræbe hen til, at
der rundt om i Landet ansattes Sygeplejerinder (en Benævnelse, jeg foretrækker for
det lidet velklingende “Sygeplejersker”)” 324 .
Erhvervsgruppen har altså ikke fået sit “endelige” navn sygeplejerske på dette tidspunkt, når
Brandes kan udtale sig om, at han foretrækker det ene navn frem for det andet.
I samme år omtaltes erhvervsgruppen fx. i en lærebog skrevet af en læge som sygeplejerske:
“Den Gerning, som Sygeplejersken har paataget sig” 325 .
Som beskrevet var det Københavns hospitalsborgmester Carl Emil Fenger, der selv var læge,
der i 1875 opfordrede Lægerådet ved Kommunehospitalet til at udarbejde forslaget til en omorganisering
af sygeplejen på hospitalet. Herom skrives der bl.a. i Ugeskrift for læger i 1875:
“Hensigten med forslaget er ikke alene at bevirke en omhyggeligere, nøjagtigere og
kyndigere Udførelse af Alt, hvad der vedrører Sygeplejen paa Hospitalet, men ogsaa,
saa vidt muligt, at give denne en forandret Karakter, idet den betroes til Kvinder,
som særligt have sig helliget til dette Kald, og som baade ved almindelig Dannelse
og ved en speciel Fagdannelse have forberedt sig dertil. Man vil navnlig stræbe
at opnaa dels en større Opmærksomhed for og et kyndigere Blik paa den Syges
Tilstand mellem de Tider, da han tilses af Lægen, og en større Paalidelighed i de Referater,
som denne erholder om, hvad der er passeret med den Syge i Mellemtiden,
dels en mere fuldkommen Udførelse af alle til den egentlige Sygepleje hørende
Gjerninger, dels endelig en ædlere grundtone i Forholdet mellem den Syge og dem,
der pleje ham. Den Syge bør erholde Indtrykket af, at Sygeplejens intet andet Formaal
have end at bidrage, hvad de formaa, til hans Helbredelse og Bedring, og han
bør erfare, at de i Virkeligheden formaa noget Betydeligt hertil” (min understregning)
326 .
Erhvervet skal ifølge dette referat udøves som lægens assistance. Og det er en ny funktion, for
det første en ny funktion, plejemødrenes overordnede tilsyn og ledelse, og for det andet en
underordnet funktion, assistenterne. Der skal altså opfindes en ny gruppe, hierarkisk inddelt i
to grupper inden for sin “egen” gruppe. Og det er ikke den samme funktion eller rolle, som de
medicinske kandidater havde. Selv om assistenter, plejemødre og medicinske kandidater kun-
324 Overlæge Brandes (1880): “Bidrag til Udviklingen af Sygeplejen udenfor Hovedstaden”, 4. række, bd.1, nr.
13, Ugeskrift for Læger, Reitzels Forlag, København, p. 185.
325 Nielsen, P. (1880): Praktisk Veiledning i Sygepleie. Forlaget G. E. C. Gad, København.
326 Budde, V. (1875): “Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København”, af redaktør
dr. V. Budde, 3. række, bd. 20, nr. 25, pp. 393-94, Ugeskrift for læger, Reitzels Forlag, København.
166

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ne udføre samme type arbejde, så skulle deres rolle på hospitalet ikke være den samme. Kandidaten
var under oplæring til læge, hvilket plejemoder og assistent ikke skulle. Denne
nyskabte erhvervsgruppe - sygeplejersken - skal på hospitalerne endvidere have ansvar for et
personale, som udøver en meget forskellig virksomhed, nemlig det simpleste arbejde som
rengøring af: værelser, bohave, kar, sengene og de syge.
I kilderne kan man læse, at en sygeplejerske ifølge lægernes idé skal oplæres i det praktiske
arbejde på hospitalet. Hun skal have en praktisk uddannelse i dette arbejde, og hun skal ikke
have en teoretisk uddannelse som fx. lægen har det fra universitetet ved siden af sin praktiske
uddannelse på hospitalet. Om lægerne hedder det:
Og:
“Udøverne af denne Kunst (lægekunsten) maa have en planmæssig ledet praktisk
Undervisning ved Siden af den teoretiske” 327 .
“Det forholder sig nemlig med lægekunsten som med Billedhuggerkunsten. Kunstneren
undfanger Ideen og gør udkastet; Detailen i Udførelsen maa tildels overlades
til Andre, men kan kun overlades til saadanne, som har særegne Evner og særegen
Uddannelse” 328 .
Men om sygeplejersken står der:
“Derimod har der i vore Hospitaler hidtil ikke været givet nogen Undervisning i den
Kunst at pleie Syge” (min understregning) 329 .
Sygeplejersken skal altså have en praktisk uddannelse, en praktisk oplæring i sit erhverv, men
den indebærer ikke en teoretisk oplæring. Det vil sige: kunst for sig selv. En teoretisk oplæring
kommer ikke på tale i teksterne, spørgsmålet stilles ikke. Der drøftes ikke, om sygeplejersken
evt. skal have en teoretisk uddannelse. Der forekommer ikke nogen diskussion for
eller imod teoretisk uddannelse af sygeplejersker. Det er en selvfølgelighed i teksterne, at
sygeplejersken skal have en praktisk uddannelse, og kun dét.
Det vil sige, at lægernes idé er:
en sygeplejerske: en læge:
167
teoridel: medicin
Klinisk-del i lægens klinik klinisk-del
327 Engelsted, Sophus (1876): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”. I: Tidsskrift for sygepleje,
nr. 21, 1914, p. 382, Dansk Sygeplejeråd, København.
328 Ibid., p. 382.
329 Ibid., p. 382.

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
og ikke fx.:
En sygeplejerske: en læge:
teoretisk-del: i pleje/omsorgens klinik teoretisk-del: medicin
klinisk del 330 klinisk-del
Ifølge Sophus Engelsteds forord i lærebogen Veiledning i konsten at Pleie Syge fra 1876 331 er
en sygeplejerske endvidere en kvinde med en god solid opdragelse med en stærkt udpræget
pligtfølelse og sandhedskærlighed. Hun har anlæg for sygepleje og er ugift. Hendes erhverv er
et kald for hende. Hun er en dannet kvinde fra de dannede klasser med stor kærlighed til sit
kald, og som roligt og forstandigt kan iagttage de syge og beskrive deres tilstand for lægen
uden at glemme noget og uden at overdrive. Dernæst har hun så megen selvbeherskelse, at
hun ikke lader sig bringe fra koncepterne ved pludselig optrædende voldsomme symptomer
eller ved urimelige fordringer fra enkelte syge eller deres omgivelser, eller ved tilsyneladende
eller virkelig livsfare. Sygeplejersken fatter tillige den virkelige betydning af de givne ordrer,
og ikke blot deres ordlyd, og kan derfor påtage sig, hvad der pålægges hende. Hun kan tage
initiativet, når det bliver uundgåeligt på grund af nye symptomer som pludselige ildebefindende
hos den syge, osv. Endvidere besidder sygeplejersken tilstrækkelig fysisk styrke og
udholdenhed samt åndelig udholdenhed, og endelig har hun tålmodighed samt evnen til at gå i
detaljer og vurdere betydningen heraf. Endelig sørger sygeplejersken minutiøst for renlighed i
enhver henseende, véd at dette er nødvendigt for den syge samt en livsbetingelse for hospitalet.
Sygeplejersken drager på en fornuftig og tænksom måde omsorg for, at alle ydre betingelser
såsom temperatur, lys, luftfornyelse, osv. er så gunstige som de bør være for den syge.
Sygeplejerskens omsorg for de ydre betingelser er ikke mindre om natten end om dagen. Sluttelig
skal sygeplejersken besidde den tekniske færdighed, som er nødvendig for at kunne yde
de syge forskellig bistand. For at kunne varetage de ovenfor nævnte funktioner, som Engelsted
benævner udøvelse af kunsten at pleje syge, må sygeplejersken have en oplæring. Denne
oplæring skal bestå i en planmæssig ledet praktisk undervisning på hospitalet. Uddannelsen
eller oplæringen må ikke være tilfældig, skal altså foregå efter en plan, ej heller bygge på teorier,
sygeplejersken selv har konstrueret efter sine erfaringer. Det vil sige, at sygepleje kan
læres systematisk efter en plan (lægens plan) og udøves ikke på baggrund af erfaring (sygeplejerskens
erfaring).
Sygeplejersken skal altså være lægens assistent 332 , og uddannelsen til sygeplejerske skal:
330 Denne tankegang findes derimod i dag bl.a. i Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning (DISS).
Af analyser heraf kan der henvises til afhandlinger af fx. Halskov, Gerd Anne (1997): Videnskabelig forskning
og kundskabsudvikling - eller ideologisk monopolisering af praktisk og teoretisk sygepleje?, Specialeafhandling,
Danmarks Sygeplejerskehøjskoles skriftserie, Århus; Larsen, Anne-Marie Elgkjær (1996): Om nogle skjulte
strukturer i den sygeplejefaglige kvalitetssikring. Specialeafhandling, Danmarks Sygeplejerskehøjskoles skriftserie,
Århus. Men det var altså ikke dét sygepleje var tænkt som oprindeligt.
331 Engelsted, Sophus (1876): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”. I: Tidsskrift for sygepleje,
nr. 21, 1914, Dansk Sygeplejeråd, København.
332 Karin Anna Petersen bruger udtrykkene: “De første uddannede sygeplejersker får deres opgaver defineret
som assisterende i udøvelsen af den kliniske medicin”...”man forstår opgaven som lægens underordnede”...”man
(fodnoten fortsættes på næste side...)
168

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
(...)”uddanne Personer, som kunne forstaa med Sikkerhed at ordne og lede Sygeplejen
under svære Forhold, hvor mange Syge bliver samlede paa flere Steder” (min
understregning) 333 .
Det vil sige, at sygepleje udøvet som lægens assistent tillige består i at lede andet personale
snarere end at udføre pleje. Men det er samtidig ikke en ligeværdig funktion til lægen, idet
sygeplejersken også er lægens hjælper, hans assistent. Og lægens uddannelse indeholder mere
end sygeplejerskens uddannelse, nemlig den teoretiske del erhvervet på universitetet.
Det vil sige, at lægernes idé er:
en sygeplejerske:
assistere lægen i hans erhverv og i underordnet
position forestå den praktiske del af
medicinen gennem praktisk uddannelse
169
en læge:
lede den teoretiske del af medicinen gennem
praktisk og teoretisk uddannelse
Det vil sige, at sygepleje skal være medicin i anden hånd, og indebære en kommandofunktion.
Det vil sige, at lægernes idé med sygepleje har altså fra starten været, at den skulle være klinisk,
forstået som ikke-på-skolen, men på hospitalet, forstået som en praktisk oplæring og
ikke-teori. Ikke at man siger: “ikke-teori”. Spørgsmålet eksisterer ikke i disse tekster. Men
sygeplejerskerne skal have en uddannelse, en oplæring og en information, men ikke for meget.
Og det er vigtigt at indse, at det naturligvis skal være dannede kvinder for, at de kan tage
imod undervisningen.
Sygepleje er ud fra disse tekster forfattet af læger om kvinders arbejde i medicinen, altså det
assisterende til lægen, altså en underordning, men også samtidig en forskellig funktion fra
lægen, nemlig i underordning at lede det praktiske arbejde på hospitalerne. Så at sige forestå,
at hospitalets infrastruktur fungerer. Det vil sige, at det fungerer, at patienterne, inventaret,
rummene og instrumenterne holdes rene. At patienterne får deres kost, får hvile, osv. Og det
må betyde, at sygeplejerskens uddannelse nødvendigvis må indeholde: 1) en orientering, en
information om lægens arbejde, som hun skal assistere lægen i, så hun kan forstå, hvad lægen
siger, hans ordrer. Og her har lægen så måske et problem, noget han må tage stilling til, fordi
hvad og hvor meget skal sygeplejersken orienteres for at forstå ordrerne om det, lægen beskæftiger
sig med? Hun skal jo ikke være læge. Hun skal ikke lære lægens teori og lære at
gøre lægens praktik. Det er reserveret til de medicinske kandidater. 2) Og samtidig må det
også betyde, at hun skal lære at forestå den praktiske del af medicinen i et underordningsforhold,
infrastrukturen på hospitalet. Hendes uddannelse skal indeholde disse elementer.
I skrifterne her fra 1870-1880-erne taler lægerne overhovedet ikke om teoretisk læring inden
for nogen af de nævnte områder. Det er en teori-løs praktikeruddannelse. Hvor er teorien?
Teorien er lægernes teori. Der skal findes to positioner i feltet nu for at tage sig af syge. Først
forstår opgaven som en medicinsk opgave af klinisk type, men som underordnet” og “lægens kliniske assistent” i
sin magisterkonferens (Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og
praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og
Retorik, Københavns Universitet, pp. 15, 33).
333 Engelsted, Sophus (1876): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”. I: Tidsskrift for sygepleje,
nr. 21, 1914, p. 384, Dansk Sygeplejeråd, København.

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
var lægerne der alene, nu opfinder de sygeplejersken. Én position er lægen = behandlingen,
og én er sygeplejersken = plejen = assistent ved behandlingen plus en funktion. Og samtidig
skal der findes en slags underordning, at plejen er underordnet under behandlingen. Det gælder
om at have logistikken i orden. At patienten spiser, sover, er ren, osv. Hvordan er sygeplejersken
knyttet til behandlingen og derfor til lægens ledelse, kan man spørge? Jo, fordi det
sygeplejersken skal tage sig af er ikke “pleje” i den betydning ordet har i dag, men infrastrukturen
og assistentrollen. Og den infrastruktur skal hun kun tage sig af, fordi den er klinisk
vigtig. Det drejer sig altså slet ikke om, og har intet at gøre med at drage omsorg for
mennesket (patienten), osv. Sygeplejersken skal tage sig af infrastrukturen for så vidt den er
vigtig for reparation af “maskindelen”, det vil sige patienten, fordi det er dét, lægen tager sig
af.
Det vigtige er at forstå, hvilken status, hvilken stilling har man? Én ting er at være lægestuderende,
én ting er at være læge. En anden ting er at være sygeplejerske. Og hvad er dét, man er
læge-lærling i/til? Det er lærling i at lægge forbinding. Lærling i teori og klinisk medicin. På
en måde siger det ingenting, for en sygeplejerske kunne også gøre det. Men gør en sygeplejerske
det, er det ikke for at blive oplært til læge. Det er ikke som læge-lærling, hun gør det. Men
hun gør det, fordi lægen ikke har tid:
“Lægen ser i reglen sine Patienter kun een eller to Gange om Dagen, i meget alvorlige
Tilfælde, flere gange, og hver Gang kun kort; Stuekonen derimod seer Patienterne
hele dagen igennem” 334 .
Sygeplejerskens gerning er en anden gerning, har et andet indhold. Den lægestuderende lægger
forbindingen for at lære at blive læge, sygeplejersken skal lægge forbindingen for at afslutte
lægens behandling rent praktisk. Det er forkert at sige, at sygeplejersken er en minilæge.
Det skal hun frem for alt ikke være.
Det vil sige sygepleje er ifølge lægerne:
- systematisk empirisk observation som dataindsamling ved empirisk forskning, produkt af et
objektiverende blik
- systematisk protokol-føring af hvordan “eksperimentet” forløber
- udførelse af tiltag som en del af “eksperimentet”
- registrering af effekten
og alt sammen kun som vikar i lægens fravær.
Midlerne til formålet angives i Ugeskrift for læger 335 at være, hvilket svarer nøje til det beskrevne
og vedtagne forslag for Kommunehospitalet:
334 Brandes, Ludvig (1921): “Foredrag holdt af Overlæge Brandes for Medlemmerne af den gjensidige Hjælpeforening
for Stuekoner ved Foreningens første Aarsmøde d. 19de februar 1873”. I: Tidsskrift for Sygepleje, nr.
21, pp. 342-343. Dansk Sygeplejeråd, København.
335 Budde, V. (1875): “Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København”, af redaktør
dr. V. Budde, 3. række, bd. 20, nr. 25, pp. 393-396, Ugeskrift for læger, Reitzels Forlag, København.
170

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- en fastere organisation af de kræfter, der benyttes på hver afdeling til sygeplejen
- en stærkere tilknytning af alle de herved virkende personer til hospitalet
- et omhyggeligere valg af de personer der antages til sygeplejen
- oplæring af personer igennem en praktisk uddannelse under omhyggeligt tilsyn og kyndig
vejledning
- en forbedring i sygeplejernes økonomiske vilkår.
Redaktøren forsætter med at skrive, at planen for sygeplejen søges gennemført ved, at man
inddeler hospitalet i mindre afdelinger, som så står under et stadig tilstedeværende tilsyn af en
enkelt person, og til hvem ledelsen af sygeplejen på afdelingen betros. Til det vil man ansætte
en plejemoder. Hendes opgaver vil med hjælp fra det personale, der gives hende som medhjælp,
være at sørge for den tilbørlige pleje af de syge, sørge for at lægerne får nøjagtig besked
om, hvad der er passeret med de syge siden han sidst så dem, sørge for en punktlig og
omhyggelig udførelse af lægens ordinationer, sørge for at lægen tilkaldes dersom nogen skulle
trænge til hans hjælp udenfor de sædvanlige tider for lægebesøget, og endelig at lede elevernes
mesterlære-uddannelse. Plejemoderen må have eget værelse på afdelingen, hun må
være i virksomhed hele dagen, men om natten må hun have ro.
Plejemoderens personale består af assistenter, elever og tjenestepiger, skriver redaktøren.
Hver afdeling normeres med 6 assistenter. Assistenterne skal have erholdt fuld uddannelse
som sygeplejere. Assistenterne deles i grupper på to, som efter hinanden har et antal på tyve
syge at pleje. Den ene assistent har dagtjeneste, den anden nattjeneste. De er i reglen begge til
stede ved lægens morgenbesøg, og deltager i de nærmest forud for og efter dette (lægebesøget)
faldne forretninger. De sørger under plejemoderens ledelse for elevernes uddannelse. De
to assistenter, der hører til samme gruppe, har et fælles sovekammer på afdelingen. Antallet af
elever normeres ved hvert afsnit til mellem to og tre, disse skal oplæres i alt, hvad der vedkommer
sygeplejen, ved efter assistenternes anvisning at tage hånd med ved denne, dels udføre
forskellig tjeneste, hvortil de anvises af plejemoderen. Navnlig vil den tjeneste, der tidligere
har været udført af sygevogtere, så vidt mulig blive udført af eleverne. To elever skal have
et fælles sovekammer på afdelingen. Antallet af tjenestepiger normeres ved hver afdeling til
to. De skal udføre den groveste udenomsrengøring, gå bud til de andre dele af hospitalet, og
hjælpe til på stuerne hvor der i enkelte tilfælde kræves mere medhjælp. To tjenestepiger har
ligeledes fælles sovekammer på afdelingen. Plejemoderen, assistenterne og eleverne erholder
den bedre funktionærpleje, de har fælles spisestue på afdelingen. Samtlige funktionærer ved
sygeplejen holdes af hospitalet ved kjole, forklæde og hue. Det nuværende kvindelige overopsyn
vedligeholdes for at have tilsyn med de assistenter, der forretter nattjeneste og for at give
dem råd i påkommende tilfælde. Plejemoderens løn er 450 kroner årligt, assistenternes 250
kroner årligt, elevernes 100 kroner årligt. For alle tre grupper stilles der et alderstillæg i udsigt.
Redaktøren af Ugeskriftet afslutter beskrivelsen af planen for indførelse af sygeplejersker og
uddannelsen af dem med:
“Om Assistenternes og Elevernes Uddannelse vil kunne blive fyldestgjørende paa
171

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
den Maade, som antydes i Forslaget, er et Spørgsmaal, som vi paa Sagens nuværende
Standpunkt ikke skulle gaa nærmere ind paa, men det er i ethvert Fald indlysende,
at der i denne retning vil komme til at paahvile Hospitalets Lægepersonale en
langt væsentligere Opgave end tidligere” 336 .
10.4.4 Sygeplejeerhvervets funktioner 1897
Fra 1886 indleder kvinderne (sygeplejerskerne) med at holde foredrag og skrive om det nye
erhverv som sygeplejerske. I 1886 holder sygeplejerske Charlotte Norrie, som efterfølgende i
1899 bliver Dansk Sygeplejeråds første formand, et foredrag i Dansk Kvindesamfund om sygeplejerskeerhvervet
og kvindernes stilling. Charlotte Norrie er ikke enig med lægerne i,
hvem der skal uddanne sygeplejerskerne og lede sygeplejerskernes arbejde. Lægerne mener,
at det er dem, der skal uddanne og lede arbejdet, og Norrie mener, at det er sygeplejerskerne
selv, der skal uddanne sygeplejersker og lede sygeplejearbejdet.
10.4.4.1 Sygeplejerskernes synspunkt
Charlotte Norrie, der må anses for at være en af de kvindelige pionerer inden for sygeplejerskeerhvervets
opkomst, holdt flere foredrag og skrev flere artikler fra 1886 til 1899. I foredraget
holdt i Dansk Kvindesamfund i 1886 agiterer Norrie for, at borgerskabet sender deres
døtre til oplæring på et hospital for her at lære det praktiske arbejde som husmoder og moder
(i hjemmet). Om disse kvinder, mener Norrie, at de ikke skal opdrages til deres arbejde som
husmoder og moder ved en mundtlig overlevering fra mor til datter. Det er ikke tilstrækkeligt.
De er velopdragne, men ikke opdragne. Desuden mener Norrie, at kvindens arbejde i hjemmet
bør blive rationelt ligesom mandens:
“Thi det fordres jo nu til Dags ikke blot, at Arbejdet skal udføres rent mekanisk,
som det tidligere er sket, men det fordres ogsaa, at man skal forstaa, hvad man gjør,
at man skal lære, hvorfor man gjør det, og dette bør gjælde Kvindens Arbejde saa
vel som Mandens, med andre Ord: ligesom f.eks. Landbruget er blevet rationelt,
saaledes bør ogsaa Kvindearbejdet blive det” (mine understregninger) 337 .
Norries argumentation svarer til argumentationen i dag, man skal kunne forstå, man skal være
dannet, man skal være uddannet, osv. Norrie anfører, at borgerskabets kvinder trues af faren
for, at man er tilbøjelig til at forfalde til udelukkende en æstetisk og videnskabelig uddannelse.
Hun vil ikke underkende denne type uddannelse, men foreslår, at vi (borgerskabskvinderne)
kaster os over en hovedsagelig praktisk, ny opdragelsesmetode. Norrie ønsker, at moderen
sender sin datter ud et års tid til fremmede for at lære kvindens arbejde som husmor og mor,
og dette år kunne være en sygeplejeskole på et hospital eller lignende anstalt.
Norries forståelse af sygepleje er altså, at:
- læres i hospitalerne, ikke i hjemmene
336 Ibid., p. 394.
337 Norrie, Charlotte (1887): “Syge- og sundhedspleje som et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse. Foredrag
holdt i Dansk Kvindesamfund den 17. November 1886”, Kvinden og samfundet, København, pp. 1-2.
172

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- det er et arbejde for dannede kvinder
- det er et praktisk arbejde/fag
- og arbejdet fordrer, at man skal forstå, hvad man gør og lære, hvorfor man gør det.
At lære sygepleje er for Norrie altså forbundet både med en praktisk øvelse og en forstående
forholden sig til faget.
Norrie stiller i sit foredrag spørgsmålene: hvad kan man lære på et hospital? Er det noget, vi
alle får brug for? Skulle hospitalerne eller blot ét hospital ville gå ind på oprettelsen af en
sådan skole? Svarene Norrie giver, er, at man lærer sygeplejefaget:
alt hvad en husmor har brug for at kunne, at iagttage en syg, at give lægen besked om den
syges tilstand, at modtage, forstå og udføre hans ordre, at vaske den syge, rede håret og klæde
af og på, at rede en seng, at feje gulv og gøre et sygeværelse rent, at servere maden på en appetitlig
måde, at lægge mærke til, hvad en svagelig person tåler at spise, at made meget svage
patienter og små børn og passe dem og deres flasker, at lave mad, at lave alle disse småretter
og smådelikatesser, som pirrer og vækker en svag appetit, at vaske op, skure et køkkenbord,
at pudse vinduer, polere metalsager, gøre ild på, passe temperaturen i stuerne, stryge sit tøj, al
ting, altid straks på rette sted, at ordne skabe på en praktisk måde, så man let kan finde tingene,
at ordne linnedskab, at sørge for at have forråd af, hvad man kan få brug for, så man ikke
kommer i forlegenhed, at arbejde hurtigt, disciplin - både at lyde og at byde, at finde sig i
mange ubehageligheder, at overvinde sig selv til at gøre mangt og meget, som ikke altid er så
tiltalende.
Norrie mener, at alle (borgerskabs)kvinder har brug for at lære disse anførte ting, det er at
bevare sundheden, hvor den er til stede, at beskytte mod farer, der truer sundheden og endelig
at kunne erobre sundhed, hvis man skulle være blevet syg.
Norrie udtrykker her, at en del af sygeplejearbejdet ganske svarer til kvindens arbejde i hjemmet
såsom at lave mad, vaske tøj, stryge, passe børn, osv., så at sige praktiske hverdagsopgaver
i familielivet. Men nu er det ikke tilstrækkeligt længere at lære sig disse opgaver ved at gå
og snakke med sin mor, være sammen med sin mor om de huslige opgaver i hjemmet. Nu skal
opgaverne læres udenfor hjemmet og af fremmede, af ikke-familie. Charlotte Norrie mente
desuden, at sygeplejerskerne skulle have en sygeplejeskole. Om spørgsmålet vedrørende en
skole, fortalte Norrie, at hun henvendte sig dér, hvor hun havde lært sygepleje, Almindeligt
Hospital, om at få lov til at gøre et forsøg med en sygeplejeskole. Hun fik lov til dette fra Almindeligt
Hospital og fra flere andre hospitaler (det var Kommunehospitalet ifølge Anne-
Grete Lommer), hvor hun så i fire tre-måneders hold havde 13 elever. Norrie fik skaffet sine
elever adgang til sygestuerne, men ikke til køkken, vaskeri og systue 338 .
Charlotte Norries ideer om en sygeplejeskole var foruden, at den må høre fast sammen med
hospitalet 339 , at den skulle inddeles i tre klasser og i en praktisk del og en teoretisk del. I. Klas-
338 Charlotte Norrie oprettede sammen med sin mand Gordon Norrie kurser i nødhjælp (førstehjælp ved ulykkestilfælde
og pludselig sygdom) for damer fra 1885-88.
339 Norrie, Charlotte (1887): “Syge- og sundhedspleje som et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse. Foredrag
holdt i Dansk Kvindesamfund den 17. November 1886”. Kvinden og samfundet, København, p. 6.
173

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
se skulle vare 3 måneder, II. Klasse ligeledes 3 måneder og III. Klasse mindst 3 /4 år.
Første Klasse skulle vare i 3 måneder:
“Eleven i praktisk Henseende nærmest skulde følge en af de videre uddannede Plejersker
og hjælpe hende med alt forefaldende Arbejde”(...)”Den Theoretiske Undervisning
skulde i første Klasse dreje sig om Nødhjælp”(...)”d.e. den første Hjælp ved
Ulykkestilfælde og pludselig Sygdom”(...)”den dertil hørende nødvendige Kundskab
i det menneskelige Legemes Bygning og Funktioner, theoretisk Sygepleje,
Sundhedspleje samt Øvelse i at lægge Bind, Omslag, osv” (mine understregninger)
340 .
Det vil sige ikke kun et lærlingeprincip, men mere eksplicit en mesterlære. Og teoretisk sygepleje
definerer Norrie allerede her som et fag for sig selv, men definerer ikke fagets indhold.
Anden Klasse skulle ligeledes vare i 3 måneder:
“Skulde tilbringes dels i Køkkenet, dels i Vaskeriet og paa Systuen, - altsaa ikke
med egentlig Sygepleje, men dog med Ting, som det er nødvendigt at vide Besked
med baade for en Sygeplejerske og en Husmoder”(...)”I anden Klasse skulde den
theoretiske Undervisning omfatte Diæt, lidt Kemi og Fysik, men her skulde den
praktiske Del af Undervisningen være den, der blev lagt mest Vægt paa” 341 .
Det vil sige praktik, men verbalt fremstillet.
Tredje Klasse skulle vare ¾ år:
“Og den skulde være beregnet paa at uddanne egentlige Sygeplejersker”(...)”I tredie
Klasse skulde Plejen i de enkelte, specielle Tilfælde drøftes og egentlig theoretisk
Sygepleje læres ved siden af den praktiske” 342 .
Norrie afslutter sit indlæg i Dansk Kvindesamfund med at sige, at endnu har ingen hospitaler
oprettet en skole.
Norrie vil gerne have en sygeplejeskole, hvor man lærer sygepleje. Det vil sige, at hvad man
skal lære og hvordan man lærer skal sættes i system, sættes op efter en plan, et skema, en turnus.
Læring kan altså for Norrie sættes i system, planlægges, og sker i niveauer (curriculumtankegang).
Først lærer man stof A, dernæst B, dernæst C, altså at lære C forudsætter at man
har lært B, forudsætter at man har lært A. Ifølge Norrie lærer man ikke flere ting på én gang
eller måske i omvendt rækkefølge. Først deler hun uddannelsen op i tre dele, del I, II og III.
Og så deler hun den op i, at noget er praktik og noget er teori. Og noget er teori-og-praktik.
Inden for hver af de tre dele. Planen er altså også karakteriseret ved, at der veksles mellem
teori og praktik.
Øvelse i at lægge bind, omslag, osv. er for Norrie teoretisk undervisning ligesom emnet nødhjælp.
Det vil sige, at for at kunne lægge en forbinding eller et omslag på en patient i praktikken
er det nødvendigt at have lært det eller have øvet sig i det på et kursus. Og for at kunne
340 Ibid., pp. 6-7.
341 Ibid., pp. 6-7.
342 Ibid., pp. 6-7.
174

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
hjælpe ved en ulykke må man også have øvet sig på forhånd = teori. Man kan spørge: øvet sig
i hvad? Patienten, der skal have et bind lagt på, eller det tilskadekomne menneske er jo ikke i
skolestuen. Det vil sige, at forestillingen er, at en begivenhed kan eleven lære på forhånd at
handle adækvat i. Det vil sige, at ideen er, at man på forhånd kan lære sig, hvordan man skal
agere, hvis en patient fx. pludselig bliver syg eller kommer til skade. Det vil sige, at teori er
for Norrie foregriben af praktik.
Sygeplejeskolen skal være tilknyttet hospitalet, men ikke være selve hospitalet. Det begrunder
Norrie ikke, men forestillingen hos hende er altså, at skolen for at være en rigtig sygeplejeskole
ligger på hospitalet, men alligevel udenfor. For man gør ikke, men man gør som om.
Fagene Norrie nævner: anatomi, fysiologi, kemi, diæt er lægens videnskabsfag, han lærer sig
på universitetet, men da Norries uddannelsesforslag er relativt kortvarigt i tid, vil det uværgeligt
være et væsentligt mindre pensum, end lægen lærer sig i sin uddannelse på universitetet.
Det vil sige, at Norrie her foreslår, at sygeplejersken skal have meget mindre kundskab, hvad
angår teoretisk kundskab.
I 1895 foreslår Charlotte Norrie, at en sygeplejeskole bygges op fortsat i de tre klasser, men
nu skal uddannelsestiden vare 3 år sammenlagt. I. Klasse skal vare 3 måneder, II. Klasse ligeledes
3 måneder og III. Klasse 2 1/2 år. I. og II. Klasse betegner Norrie som forberedelsesklasser,
som enhver kvinde kunne have god brug for. Indholdet i disse to klasser svarer til
indholdet i planen fra 1886. III. Klasse beskriver Norrie nu som:
“I denne Klasse skulde den egentlige Uddannelse til Sygeplejerske foregaa”(...)”den
egentlige Skole, hvor Sygeplejerskerne skulde faa en grundig Uddannelse saavel i
medicinsk som Kirurgisk Sygepleje, og hvor de tillige skulde lære noget om Fattigvæsenets
Ordning, om forskellige velgjørende Foreninger, hvortil de kunde henvise
deres syge, samt noget af det Kontorarbejde, der er knyttet til et Sygehus” (min understregning)
343 .
Efter hver klasse skulle der være eksamen, og efter endt skole ville sygeplejersken få et lærebrev.
Denne tale afslutter Norrie med en appel til, at de store hospitaler opretter skoler, små
skoler vil ikke kunne dække behovet for uddannede sygeplejersker, mener Norrie. Endvidere
agiterer hun for, at det er sygeplejerskerne selv og ikke lægerne, der skal varetage uddannelsen
begrundet i, at lægernes tid er fuldt optaget af at behandle patienterne, så de overkommer
ikke at undervise sygeplejerskerne, og at lægerne ikke er til stede i hospitalerne ved morgen-
og aftenarbejdet (rengøring, patienternes mad, arbejdets tilrettelæggelse - hele infrastrukturen)
og derfor kun venter på, at sygeplejerskerne kommer med forslag til, at dette ligger udenfor
lægernes resort, og altså er sygeplejerskernes eget område. Endelig anfører Norrie, at sygeplejerskerne
har jo deres egne ledere nu (plejemødrene).
Sammenligner man dette synspunkt hos Norrie, at sygeplejerskerne med plejemødrene har
deres egne ledere, med instrukserne bl.a. på Kommunehospitalet, er der ikke overensstemmelse.
Instrukserne udtrykte, at sygeplejersken arbejder under lægens ledelse, hvad angår den
syge, og vedrørende infrastrukturen under hospitalets forstander, det vil sige, at Norrie miskender,
at det faktisk er lægen, der er sygeplejerskens leder og forstanderen.
Om Norries krav om en skole, en eksamen og et lærebrev for sygeplejersker kan man sige, at
343
Norrie Charlotte (1896): “Sygepleje som Livsgiærning for kvinder. Foredrag holdt 29. August 1895”, Dansk
Kvindesamfund, København.
175

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
kvinderne, der påtager sig arbejdet med at pleje syge, kræver Norrie, at de skal få adgang til
de kredse, der følger “ærens regler” forstået som fx. regler for arbejdet som læge samt at få
en “standsmæssig” betaling i stedet for aflønning efter ydelse (våge- og gangkonernes løse
tilknytning til hospitalerne). I kravet om at skulle erhverve en eksamen ligger der tillige et
ønske om at begrænse antallet af ansøgere til stillingerne (kvinderne skulle efter Norries
synspunkt selv betale for deres uddannelse bl.a.) og desuden at monopolisere stillingerne til
fordel for de, der har eksamenspapirerne i orden (altså de der havde økonomisk formåen til at
betale for uddannelsen fx.). Og dermed udelukke nogle andre kvinder, nemlig de der ikke har
en eksamen og et lærebrev, eller ikke havde økonomiske midler hertil.
10.4.4.2 Lægernes synspunkt
I 1897 indledes der som anført en undervisning på Kommunehospitalet i København af eleverne
i en skolestue, og undervisningen formidles af lægerne. Lægernes skolestueundervisning
begyndte, når eleverne havde arbejdet i afdelingerne i 1/2 år, og fandt sted sideløbende
med arbejdet med sygepasningen og om aftenen. Undervisningen forløb som en slags “rullende”
skema, idet undervisningsemnerne blev taget op på skift. Eleverne skulle først følge et
forberedelseskursus i anatomi over 2 måneder med 1 ugentlig times undervisning, dernæst
følge den “rullende” undervisning, der afvikledes i oktober-december og igen februar-april
med 2 timers ugentlig undervisning. En elevs undervisning strakte sig over 1 ½ år og afsluttedes
med en eksamen, afholdt af underviserne og med deltagelse af en censor. Det samlede
timetal for den “teoretiske undervisning” for en elev formidlet af lægerne nåede så op på de
80 timer i alt i løbet af hele uddannelsen 344 .
Det vil sige, at oplæringen nu ændredes fra at være en praktisk oplæring på hospitalet til at
være en praktisk oplæring på hospitalet og i en skolestue. Ideen er, at eleven først skal samle
sig lidt praktisk erfaring om, hvad der foregår på et hospital samt lære at rede en seng og gøre
rent (lære at passe infrastrukturen), en oplæring som plejemoderen og assistenterne tager sig
af. Og alt dette praktiske og oplæringen heri er det under hele oplæringstiden plejemoders og
assistenternes ansvar. Men dernæst og ind imellem skal hun undervises af lægen i skolestuen
for at forstå, hvorfor man gør det praktiske arbejde, som hun nu har lært det. Det vil sige, at
først skal man erfare, og derefter skal man have verbale forklaringer på ens erfaringer. Og
forklaringerne er det reserveret lægen at give. Det vil sige, at det er en oplæring i en mellemplacering
i hospitalet - underordnet lægen, og hvor sygeplejersken skal kunne tolke og videregive
de instrukser, der kommer oppefra.
Det lærestof, eleverne blev undervist i af lægerne, blev efterfølgende i 1899 udgivet som bog
- Teori for Sygeplejersker. Trykt som Manuskript til brug for Sygeplejeskolen paa Kommunehospitalet
345 .
Det vil sige, at vi så nu har en oplæring, der består i følgende dele:
344 Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-1913.
Speciale i historie, Københavns Universitet pp. 58-60.
345 Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1899): Teori for sygeplejersker. Trykt som manuskript til brug for sygeplejeskolen
paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’s Universitetsbogtrykkeri, København.
176

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- en klinisk del, der læres ved sygesengen under plejemoderens opsyn
- en klinisk del, der læres ved stuegang af lægen
- en klinisk del, der læres i en skolestue ved hospitalet og af lægen.
Det vil sige, at i det øjeblik, der indføres “teoriundervisning” i sygeplejerskernes oplæringstid
ved hospitalerne, så er det lægen og kun lægen, der står for denne. Plejemoderen skal “holde
sig til” den praktiske oplæring og kun den.
Lægens lærebog for sygeplejerskerne er på 188 sider og indeholder:
1. anatomi og fysiologi (63 sider)
2. sundhedslære (12 sider)
3. sygdomsårsager (5 sider)
4. sygdomsytringer (30 sider)
5. sygdomsbehandling (30 sider)
6. håndgreb (16 sider)
7. antiseptik og sårbehandling (14 sider)
8. Første hjælp i ulykkestilfælde (17 sider).
Anatomi- og fysiologistoffet er en systematisk gennemgang af menneskets anatomi og fysiologi
inddelt efter menneskets organer. Man kan sige, at det er et minikursus i lægens fag anatomi
og fysiologi. Hvad var indholdet i lægens kursus? Formodentlig var dét heller ikke videnskabsfagligt,
men praktisk orientering i kroppens sammensætning og funktionsmåde som
baggrund for at forstå sygdom og behandling. Altså ikke videnskabsfag, men de skolediscipliner
som også lægen får i sin uddannelse. Den forklaring, lægen (Kiær) giver til sygeplejerskerne
(og til de medicinstuderende) er ikke, hvorfor den menneskelige krop er bygget op,
som den er, men hvorfor man skal gøre, som lægen siger, givet at det angiveligt kan begrundes
i en erkendelse om, hvordan kroppen er skruet sammen (ikke hvorfor den er, som den er).
Og i virkeligheden begrundes handlinger ikke af den erkendelse, men af praktiske grunde (om
man vil være rask, om man vil gøre det fornuftige, så skal man sådan her, og vi véd, at det kan
være, at det hjælper at behandle, fordi vi véd fx., at kinin skyder mod parasitter). Med videnskabsfag/teori
som ikke er praktisk teori mener man ikke begrundelse for praktisk handlen,
men forklaring på et fænomen helt uafhængig af enhver form for handlen.
Afsnittet om sundhedslæren eller hygiejnen er om, hvorledes menneskets livsforhold bør være
for at bevare et sundt helbred, er en meget kort information om lægens praksisorienteret fag
hygiejne. Emnerne er om boligens indretning, om ernæring og om klædedragten, det hele generelt
betragtet og med udgangspunkt i, at dette er noget “alle” véd af erfaring. Det vil sige, at
det egentlig er en formidling af nogle hverdagserfaringer (lægens) til forskel fra mere teoretiske
forklaringer eller fx. videnskabelige forklaringer. Ved emnet hygiejne er der altså ikke
tale om teori og undervisning heri, men om verbaliseret praktik formidlet i et klasserum.
Hvert af emnerne, der tages op, beskrives i forhold til sygestuernes indretning og patienternes
velbefindende (hospitalets indretning). Fx. forklares det, at luften i et værelse fordærves ved,
at der opholder sig mange mennesker i rummet, og det påvirker mennesket ubehageligt. Og
derfor må man fordre, at sygestuerne er rummelige, og at luften kan fornys, så patienterne
177

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ikke forgiftes af fx. kulilte eller andre giftige luftarter, mennesket udskiller gennem hud og
lunger. På samme måde skal man fjerne blomsterne fra sygestuerne, hvis en patient får hovedpine
af duften. Det vil sige, at dét sygeplejersken skal lære er at indrette en sygestue på en
sådan måde, at patientens fysiske tilstand eller velbefindende optimeres. Det vil sige, at sygeplejersken
ikke skal lære at indrette en sygestue hyggeligt på samme vis, som man gør det i
hjemmet (som et ritual), men hun skal lære sig indretningen i forhold til lægens arbejde.
Og endnu mere kortfattet er afsnittet om patologien, dét fag som er det egentlige fag hos medicinen.
Det skal sygeplejeeleven åbenbart informeres superkort om. Her hedder det:
For at kunne bestemme, hvilken Sygdomsform, der foreligger i et givet Tilfælde,
stille Diagnosen, der er uundværlig for Fastsættelsen af Patientens Udsigter, Prognosen,
og Behandling, Terapien, maa Lægen dels benytte Patientens Angivelser om
Sygdommens Udvikling, Anamnesen, dels underkaste ham en nøjagtig, saa kaldt objektiv
Undersøgelse. For til enhver Tid at kunne bedømme Patientens Tilstand, maa
han være under nøjagtig Iagttagelse, Observation, som for en ikke ringe Del kommer
til at paahvile Sygeplejersken, der derfor maa kende de væsentligste Sygdomsytringer”
346 .
Herefter gennemgås kort beskrivelser af forskellige symptomer som smerter, feber, blåfarvning
af huden, osv., og hvordan sygeplejersken fx. måler en patients legemstemperatur med et
termometer. Det vil sige, at det er en (skriftlig) oplæring eller fremstilling af, hvordan sygeplejersken
skal observere patientens sygdomstegn netop for at kunne rapportere til lægen.
Men det er også en oplæring i det sprog, lægen benytter, fx. når en patient har tabt evnen til at
bevæge større eller mindre dele af legemet, så taler man om en lamhed eller en paralyse, anføres
det.
Ikke meget mere omfattende er gennemgangen af den såkaldte sygdomsbehandling, og igen er
det mere en orientering om lægernes erfaringer med sygdomsårsager og ligeledes erfaringer
med behandling af sygdomme, end egentlige teoretiske gennemgange og forklaringer, fx.:
“En Organisme, der er angrebet af een Art af bakterier, kan meget godt anfaldes af
andre. Meget tidlig i Studiet af Sygdommene blev man opmærksom paa, at Faren
ved mange af de akute bestod deri, at forskellige Lidelser “slog sig til”; nyere Tids
Forskning har nu tilfulde vist, at disse saakaldte Komplikationer i mange Tilfælde
bero paa, at Bakterieformer, forskellige i Art og Virkning fra dem, der har fremkaldt
den oprindelige Sygdom, have fundet en gunstig Jordbund i den svækkede og medtagne
Organisme, og ofte nok er det disse, der give Sygdommen en ugunstig Udgang”
347 .
Teksten her giver indtryk af, at der bagved den simple praktik som sygeplejerske på hospitalet
befinder sig en anden, mere kompliceret og højere form for viden (som lægen véd), som sygeplejersken
altså ikke behøver eller ikke kan beherske. At få at vide, at der findes en nyere
tids forskning uden egentlig at få at vide, hvad den forskning har klargjort, er at få at vide, at
der findes et hierarki af vidensformer, hvor sygeplejerskens praktiske færdigheder intet er
værd uden en teoretisk baggrund, og at dette igen hænger sammen med, at der bag om dette
findes en ren teoretisk videnskab, som er alle andre former for viden overlegen. Sygeplejeele-
346 Ibid., p. 81.
347 Ibid., p. 101.
178

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ven får hermed det indtryk, at teoretisk viden er mere værd end praktiske færdigheder. Og det
vil sige, at lægens færdigheder er mere værd end sygeplejerskens. Eller enkelt sagt: det er
lægen, der diagnosticerer og bestemmer behandlingen - og ikke sygeplejersken.
Resten af siderne i lærebogen er på det nærmeste opskrifter på praktiske procedurer forstået
som fx.: hvordan skyller man et øre, hvordan lægger man en forbinding, hvordan giver man
en patient et varmt omslag:
“Det varme Omslag er i vore Dage næsten altid et varmt Vandomslag. I Vand, der er
saa varmt, at man akkurat kan have sine Hænder deri uden at skolde sig, dyppes
Omslagsstykket, der har forskellig Størrelse efter det Sted paa Legemet, hvor det
skal anbringes” (...) “Omslagsstykket lægges i det varme Vand, saalænge til det er
fuldstændig gennemvædet, tages nu hurtigt op og vrides saa stærkt, at det ikke driver”
348 .
Denne form for opskrift på en praktisk handling kan igen give sygeplejeeleven det indtryk, at
teori og teoretisk viden er mere værd end praktiske færdigheder. Sygeplejeeleven kommer til
undervisningen uden tvivl med en praktisk erfaring fra det praktiske liv i hjemmet, og har
måske prøvet at give et varmt omslag eller set sin mor gøre det. Altså hun har måske et “spontant”
forhold til at give et varmt omslag. I skolen eller her i teoribogen får hun så at vide, at
denne “spontane” kundskab er intet værd, hvis den ikke gøres til genstand for en systematisk
organisation og mere teoretiske overvejelser, sådan som lægens tekst gør det. Eleven skal iflg.
denne type tekst her ikke bare lære at gøre en bestemt handling korrekt, men altså også lære at
kunne give sine praktiske handlinger navne, klassificere dem, verbalisere dem. Det vil sige, at
elevens måske i forvejen spontane forhold til en praktik nedbrydes. Og bliver nu vejledt (retledt)
af lægen.
Afrundende kan man sige, at der i nævnte “teoribog” for sygeplejersker er tale om, at
- det er undervisning i lægens fag, både hans mere praksisorienterede fag (som patologi og
terapi) og hans måske mere teoretisk orienterede fag (som anatomi, fysiologi, farmakologi,
bakteriologi), jf. lægens fagopdeling i uddannelsen på universitetet
- der vægtes et kursus i lægens skolefag anatomi og fysiologi (om end et minikursus i forhold
til lægens uddannelse)
- al undervisning i “teoriundervisningen” er forbeholdt lægen
- det er formidling af verbaliseret praktisk erfaring (selv i anatomi- og fysiologistoffet)
- praktikoplæringen mht. infrastrukturen er forbeholdt sygeplejersken
- det er oplæring i, at lægens kundskab er “mere værd” end sygeplejerskens, altså en underordning.
Der er altså ikke noget “eget” fag sygepleje i Jacobæus’ og Kiærs bog. “Faget” er lægens.
Og konkluderende er sygeplejerskens opgaver ifølge lærebogen at:
passe hospitalets infrastruktur, assistere lægen i behandlingen, observere patientens sygdoms-
348 Ibid., pp. 110-111.
179

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tegn og rapportere dette til lægen, lære lægens fagsprog, orientere sig om sygdomsårsager,
orientere sig om behandlingsformer, kende menneskets anatomi og fysiologi, kende en “normal”
livsførelse eller et rask menneske, vide mindre om anatomi, fysiologi, sygdomsårsager
og behandling end lægen.
Fem år efter (i 1904) genudgives Jacobæus’ og Kiærs bog i en revideret udgave og med en ny
titel - Haandbog for Sygeplejersker 349 . Bogen er nu forøget med godt 100 sider. De flere sider
er mest grundet en anden typografi, men reelt er der tilføjet 8 sider om spæde børns pleje.
Dette emne - eller lægespeciale - var ikke med i den første udgave. Mere interessant er det
dog, at der nu findes et særskilt afsnit i bogen på 15 sider, der benævnes Almindelig sygepleje.
“Almindelig sygepleje” er iflg. bogen nogle betragtninger over, at især syge mennesker har
brug for hvile (for at opnå helbredelse). Derfor anbringer man patienterne på et hospital i en
seng. Hvor hospitalet så for øvrigt har patienter med både akutte og kroniske lidelser, som
lider af enten medicinske eller kirurgiske sygdomme. Når patienten så ligger i sengen, må han
heller ikke komme til skade, det vil sige få forskellige gener af sengelejet, osv., og det er så
dét, “almindelig sygepleje” går ud på:
“For at skaffe de Syge den bedst mulige legemlige Hvile anbringes de i Sengen.
Skal Sengelejet gøre den fulde Gavn, maa Patienten hvile godt, hverken fryse eller
have det for varmt, samtidig med Indtagelse af Føde, Afførring og Vandladning
foregaa med mindst mulig Besvær, ligesom der iagttages den for den sunde og syge
lige nødvendige Renlighed. Det er disse Fordringer, man har for Øje, naar man giver
Regler for Sengens Opstilling, Indretning, Redning, o.s.v.” 350 .
Der gennemgås på de 15 sider, hvordan sygeplejersken reder sengen, hvordan hun giver patienten
et bækken, kan give ham en varmedunk hvis sengen er kold, hvordan hun vasker patientens
hår, børster hans tænder, vasker hans krop, hjælper ham med at drikke af et vandkrus,
ligger luftpuder i sengen for at undgå at patienten får liggesår, og endelig hvordan hun skal
trøste og opmuntre patienten, når denne er ked af det eller bange. Det vil sige, at almindelig
sygepleje er plejen omkring sengelejet.
Det her indhold eller tema stod ikke i den første bog af Jacobæus og Kiær. Afsnittet er som
resten af bogen skrevet af de to læger, men i forordet anføres det dog, at en overkirurg (professor
Tscherning) har læst hele manuskriptet igennem, og en plejemoder (frøken Bigum) har
læst afsnittet om plejen af patienter med såkaldte medicinske sygdomme igennem. Der findes
ikke et særskilt afsnit om pleje af patienter med medicinske sygdomme i bogen, så hvad frøken
Bigum har læst er uklart, men måske er det afsnittet her om almindelig sygepleje, der
menes? Umiddelbart er det en formulering af “en tagen sig af” patienten som medmenneske
uagtet den medicinske diskurs’ mål og midler. Der står stort set ikke noget, som ikke enhver
husmor véd, kan og gør. Men hvorfor ligger patienten så ikke i husmorens seng, men i lægens
seng? Svaret er: for at lægen skal kunne stille en diagnose og iværksætte en behandling mhp.
helbredelse. Så patienten er “lægens patient”, som sygeplejersken så “passer på” for lægen.
Sygepleje er ifølge lærebogen en assistentfunktion til lægen. Sygeplejersken passer syge men-
349
Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1904): Haandbog for sygeplejersker. Gyldendalske Boghandel. Nordisk
Forlag, København og Kristania.
350 Ibid., p. 129.
180

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
nesker, som ikke er hendes, men lægens patienter. Og det er lægens område. Det vil sige, at
sygepleje bliver i anden hånd.
Sygeplejerskens funktion er altså ifølge lærebogen, at hun skal passe på patienten.
Denne udgave af Jacobæus’ og Kiærs bog blev genudgivet i 1908, 1913, 1918, 1922 og 1925
stort set uændret svarende til en periode på godt 25 år. I udgaven fra 1922 er afsnittet om “almindelig
sygepleje” reduceret til 3 sider “kun” indeholdende, at hospitalet har akutte og kronisk
syge patienter med medicinske og kirurgiske lidelser. Den tekst, der i udgaven fra 1904
stod om sengelejet og sygeplejerskens opgaver i den sammenhæng, er nu placeret i et afsnit
for sig selv med overskriften Legemlig og aandelig Hvile. Det vil sige, at sengelejet er både
plejen af medicinske og kirurgiske lidelser (lægens), men også sikring af patientens velbefindende
og åndelig hvile.
Om den nye undervisning af sygeplejerskerne i en skolestue og om sygeplejerskernes oplæring
generelt ved Kommunehospitalet i København holdt læge Aage E. Kiær et foredrag i
Dansk Sygeplejeråd den 28. oktober 1901. Her refererer han, hvad han samme dag har sagt til
de nye (sygepleje)elever:
“Naar vi i Dag, mine Tilhørere, skal begynde paa den teoretiske Undervisning, om
hvilken De sandsynligvis paa Afdelingerne har hørt fortælle et og andet ikke altid
lige træffende, saa skylder jeg Dem straks at sige, hvori den bestaar, og hvad Nytte
De kan have af den” 351 .
De to lægers undervisning foregår altså væk fra sygeafdelingerne og benævnes som “teoriundervisning”.
Kiær fortsætter med at beskrive uddannelsen til sygeplejerske og “nytten” af den
teoretiske undervisning. Det gør han ved at stille spørgsmål til eleverne:
“Har De i det sidste halve Aar, De nu har gaaet rundt på Afdelingerne, haft Forstaaelse
af, hvad De der har set, har De lært Grunden til, hvorfor De i et Tilfælde
skulde handle saadan, i et andet tilsyneladende beslægtet maaske ganske anderledes?
Har De lært at kende Tingenes “hvorfor”? Næppe, det har De ikke kunnet og
skulde heller ikke kunne. Det første halve Aar, De gaar paa en Afdeling, skal De
kun lære at gøre godt rent, at rede en Seng og holde Orden, samle praktiske Erfaringer,
vænne Dem til Hospitalsforholdene; først da er De modne til Undervisning og
maa selv føle, at De tiltrænger den.
Hvad De har Behov for at kunne forstaa Arbejdet paa Afdelingerne, er et begrænset
Kendskab til det menneskelige Legemes Bygning og til Legemets Livsytringer i
sund og i syg Tilstand, endvidere til Sundhedslæren og til Læren om Anti- og Aseptiken.
Den teoretiske Undervisning maa kun opfattes som et Supplement, om end et nødvendigt,
til Arbejdet paa Afdelingerne; at det ikke kan blive mere, fremgaar allerede
deraf, at det hele Kursus allerhøjst omfatter 20 Timer hvert halve Aar i to Aar, altsaa
ialt 80 Timer. Dette stærkt begrænsede Timeantal, 80 af de 2 Aars tilsammen 17,520
Timer viser Dem i hvor høj Grad Arbejdet paa Afdelingerne er det vigtigste, men
det indskærper Dem tillige, hvor nødvendigt det er at følge ordentligt med i Timerne
og gøre Dem umage for at faa det tilstrækkelige Udbytte af dem. Deres Undervisning
er imidlertidig ikke indskrænket til disse faa Timer, thi det tilkommer ogsaa
351 Kiær, Aage E. (28. Oktober 1901): “Om Sygeplejerskens Uddannelse, Egenskaber og Pligter”. I: Tidsskrift
for Sygepleje, 1. årg., nr. 11, november 1901, Dansk Sygeplejeraad, København, p. 240.
181

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Plejemødrene og Assistenterne at tage sig af Dem i den henseende.
I Instruks for Plejemødre ved Kommunehospitalet hedder det: “Hun drager Omsorg
for Elevernes Oplærelse og Uddannelse til Sygeplejersker....Hun maa benytte enhver
Anledning til ogsaa selv at give Eleverne baade mundtlig Underretning og
praktisk Vejledning ved Sygesengen....” og i Instruksen for Assistenterne hedder
det, at De “maa omhyggelig meddele Elevernes Anvisning og Vejledning til Sygeplejens
rette Udøvelse”; men hvad nytter Lægers, Plejemødres og Assistenters Anstrængelser,
hvis De ikke selv lærer at arbejde med, at bruge Deres Øjne og at spørge
Dem for” (mine understregninger) 352 .
Teksten viser, at det er helt misvisende at opfatte “teoriundervisning” som det, man mener
med teori i videnskaberne i dag. Det, som menes, er at gøre noget andet end at gøre ved sygesengen.
I stedet står man i et klasselokale og taler. Og den, der taler, er lægen. Men der findes
alligevel en interessant årsag, som retfærdiggør, at Kiær bruger ordet teoriundervisning. Han
har nemlig den idé, at sygeplejersken får en vis elementær viden om, hvordan kroppen er bygget
og fungerer, så hun kan forstå de ting, hun gør, og i givet fald kan forstå at de forskellige
situationer kan kræve forskellig behandling. Men i al væsentlighed handler det ikke engang
om en praktisk teori, men om en verbaliseret situation for praksis.
Erhvervet som sygeplejerske skal foruden på hospitalerne tillige udøves i syge borgeres hjem,
i familierne, er det lægernes plan. Af en bog, skrevet af lægen T. M. Trautner, Vejledning for
Sundheds- og Sygepleje for Landboere og Andre (3. udgave fra 1894, hvornår 1. udgave er
udkommet er det ikke lykkedes mig at finde frem til, desværre opgives der ikke årstal for bogudgivelserne
udgave af bogen), fremgår det, at bogen er ikke skrevet for sygeplejersker af
profession, oplært på hospitalet, men er beregnet til landbefolkningen, til kvinder, der måske
for første gang skal pleje en syg i hjemmet:
“Sygeplejen er ikke skreven for Sygeplejersker af Profession, oplærte til deres Gjerning
paa et Hospital, hvor de hver Dag faa disse Ting at se” 353 .
Bogen har dog alligevel et kapitel, der fylder ¼ af bogens sider, om sygeplejersken. Ifølge
Trautner vil sygepleje sige, at den skal hjælpe og understøtte lægen i hans bestræbelser for at
helbrede den syge. Sygeplejersken skal våge over patienten, iagttage ham nøje, lindre hans
lidelser og smerter. Lægen kan ikke altid være hos den syge på landet, så sygeplejersken skal
træde i lægens sted, men kun når han er borte. Derfor må hun først og fremmest påse, at lægens
anordninger nøjagtig bliver fulgt:
352 Ibid., pp. 240-241.
“Dog kan der indtræffe Tilfælde, hvor Lægen selv, hvis han var tilstede, vilde forandre
sin Behandling og fremgangsmaade, og hvor en Sygeplejerske maa tage Ansvaret
paa sig, til Lægen kan bliver underrettet herom. Hvis f.eks. en Medicin, der
ikke er bestemt til at kaste op efter, fremkalder stærk Brækning hver gang, den tages,
kan hun lade den Syge ophøre med den, til Lægen er raadspurgt herom. Hvis
der indtræder Blødning eller Patienten pludselig bliver slettere eller der indtræffer
noget, som Sygeplejersken kan se er noget nyt og uventet, ja da gælder det om, at
hun ikke taber Hovedet, men med Ro og Besindighed gjør, hvad hun anser for rig-
353
Trautner, T. M. (1894): Vejledning for Sundheds- og Sygepleje for Landboere og Andre, 3. udgave, Schubotheske
Forlag, København, p. 4.
182

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tigt, indtil Lægen kommer, som hun strax bør sende Bud efter” 354 .
Sygeplejersken, der arbejder i hjemmene, må altså påtage sig at handle på vikarierende ansvar,
hvis patienten bliver uventet dårlig. Dog skal hun i sådanne situationer straks sende bud
efter lægen, og:
“På landet, hvor Lægen jo desværre ofte kun sjældent faar den Syge at se, er en nøjagtig
Beretning om hans Tilstand i mellemtiden dobbelt nødvendig; da der ofte gaar
flere Dage imellem Besøgene er det bedst at Sygeplejersken daglig opskriver paa en
Tavle eller paa Papir den Syges Tilstand, de Forandringer der sker med ham, og
hvad Lægen ellers har forlangt at faa at vide, hun vil da bedst erindre det og kunne
give Lægen en Beretning, hvor det uvæsentlige sondres fra det væsentlige, samt noget
vigtigt ikke glemmes” 355 .
Det vil sige, at ifølge Trautner er sygepleje ikke at handle selvstændigt i den medicinske behandling
af patientens lidelse, men straks tilkalde lægen og aflægge beretning til ham om det
skete. Sygepleje kommer i disse “nødsituationer” til også at omfatte en skriftlig dokumentation
eller referat af, hvad sygeplejersken og patienten har foretaget sig.
10.4.5 Sygeplejeerhvervets funktioner 1906-1916
I starten af 1900-tallet diskuteredes det ivrigt i Dansk Sygeplejeråds tidsskrift bl.a. og i aviskronikker,
osv., om sygeplejerskerne skulle have en sygeplejeskole. Sygeplejerskerne ønsker
generelt en sygeplejeskole, og lægerne ønsker generelt ikke en sygeplejeskole oprettet, sådan
kan man læse i alle kilder.
10.4.5.1 Sygeplejerskernes og lægernes synspunkt
Hvad der egentlig menes med udtrykket en sygeplejeskole er lidt svært at gennemskue. Men
én væsentlig faktor i debatterne er, at sygeplejerskerne ønsker selv at lede oplæringen af sygeplejersker
samt at bestemme, hvem der kan blive sygeplejerske. Dansk Sygeplejeråds formand
Henny Tscherning udtrykker på et møde i Dansk Sygeplejeråd i 1902, at foreningens
varmeste ønske er oprettelse af sygeplejeskoler, og refererer i den forbindelse til spørgsmålet
om en “matronstilling”, det vil sige en leder af sygeplejeskoler, der skal være sygeplejerske
(det er lægen, der skal bort som “rektor”). Sygeplejersken Margrethe Koch, uddannet sygeplejerske
i New York havde sammen med flere andre sygeplejersker, bl.a. oversygeplejerske ved
Garnisonssygehuset i København og sekretær i Dansk Sygeplejeråd Cecilie Lütken en læserbrevsdebat
i 1906 med flere læger, bl.a. lægen professor E. A. Tscherning, overkirurg på
Kommunehospitalet i København i Berlingske Tidende. Lütken skriver heri, at det er en
skamplet på vores land, når man kommer til udlandet, generer man sig for at fortælle om forholdene
herhjemme, fordi:
354 Ibid., p. 104.
355 Ibid., p. 105.
“der endnu i Aaret 1906 ikke findes en eneste Sygeplejeskole i Danmark. Naar man
saa yderligere maa fortælle, at sygeplejerskerne ikke har nogen kvindelig chef, men
staar under en Direktør, Inspektør, Forvalter, eller hvad han nu kaldes, som end ikke
183

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
er Læge, men maaske Jurist, Officer eller Underofficer, saa ryster de medlidende
paa Hovedet” 356XXXIII .
Lütken var selv uddannet sygeplejerske i Tyskland. Lütken fortsætter:
Altså:
“En skole forudsætter dog en fast Ledelse og en grundig og systematisk Uddannelse,
som udbreder en vis ensartethed over den Institution, hvortil den er knyttet.
Kommunehospitalets “Skole” kan virkelig kun betragtes som netop “et Arrangement”.
At Eleverne gaar rundt paa Afdelingerne, er der faktisk heller ikke meget System
i, saalænge deres Uddannelse ikke følges og ledes af en Chef-Plejerske, der
kan paase, at det ikke hænder, som det nu kan ske, at nye Elever anbringes f. Eks. i
de to først Aar paa 4. Afdelings Mandsside. Som det nu er faar de daarligste Elever
den bedste Uddannelse, thi det hænder ikke sjældent, at de, trods Plejemødrenes Udtalelser
om, at de ikke egner sig til Sygeplejersker, bliver “prøvede “ rundt paa 3, 4
til 5 Afdelinger, inden de afskediges, og saa er ofte de 3 aar gaaet. Det skal ikke,
som Prof. T skriver, være “gennem Erfaringer” alene - med Patienterne til Prøveklude
- at Uddannelsen foregaar, men gennem en systematisk Uddannelse, gennem
en Skole” (...) “Som det er nu, føler Kommunen ingen Forpligtelse og Staten heller
ingen til at uddanne Sygeplejersker til Landets brug; ingen vil gøre noget. Kan man
saa ikke med Rette sige, at Sygeplejerskerne er uheldigt stillet, thi hvor skal de gaa
hen uden til Udlandet?” (mine understregninger) 357 .
1. sygeplejersker som rektor/lærere
2. uddannelse i klasseværelset
3. systematisk undervisning
Systematisk undervisning er disciplinorienteret og ikke bare som belysning af de erfaringer,
sygeplejersken gør ved sengen.
Og Lütken beskriver sygeplejeskoler, som de er indrettet i London og New York:
“”Superintendent” - Forstanderinden - er enebestemmende i alt vedrørende Plejerskerne
- deres Ansættelse og Omflytning fra en Afdeling til en anden - det er hendes
Departement. Alt øvrigt Hospitalets Drift vedrørende varetages af en mandlig Superintendent,
der som oftest er en Læge.
Det er en saadan Ordning vi gerne skulde have herhjemme. Selvfølgelig er Mænd,
og navlig Mænd, der ingen speciel Fordannelse har paa dette Omraade, hvor praktiske
og humane de end kan være, fuldstændig uskikkede til at være Sygeplejerskernes
Overordnede eller til at lede deres Uddannelse” (mine understregninger) 358 .
Sygeplejersken spiller her bevidst på de “kvindelige omsorgspotentialer” hos sygeplejersker
og på en konsekvent kvindelig omsorgsledelse samt med et stænk af modstand mod lægen og
356 Koch, Margrethe (1944): Dansk Sygeplejeraads Historie. En beretning om en Stands Tilblivelse, Kamp og
Vækst. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, p. 29.
357 Ibid., pp. 34-35.
358 Ibid., p. 30.
184

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
manden (= overordnet).
For Lütken er der altså tale om, at en skole er en institution, der dels ansætter og afskediger
sine elever. Sygeplejerskerne ønsker ifølge disse tekster selv at bestemme, hvem der skal være
sygeplejerske, og hvem der ikke skal være det.
Og det vil lægen Tscherning, ansat på Kommunehospitalet i København, ikke tillade:
“En Sygeplejeskole er dog netop et Hospital, hvor man samler Erfaring og Dygtighed
i Sygepleje. Og den længere fremme roste Ensartethed bliver jo dog ikke opnaaet
ved, at hvert Hospital har sin Skole.” (...) “Dette System er for Danmarks Vedkommende
forkasteligt. Systemet har alle Dage været en Anstødssten ved meget af
den religiøse Sygepleje, hvor Søstrene er en anden Styrelse underlagt end Hospitalets,
hvorved Plejen ofte, trods mange Søstres Kærlighed og Opofrelse, er gledet
Lægerne ud af Haanden, og Systemet bliver ikke bedre ved at omplantes paa ikke
religiøs Grund. Sygeplejen skal være et Instrument i Lægens Haand, og hvis en anden
stærk Haand har Tag deri, løbes en stor Risiko for, at Instrumentet ved Lejlighed
rives ham af Haanden” (mine understregninger) 359 .
Der er altså tale om hospital + kloster = hospital + skole. Og både sygeplejersken og lægen
fokuserer begge på den praktiske oplæring, en oplæring der finder sted i klinikken i arbejdsansættelsesforholdet,
ikke på en særskilt uddannelsesinstitution, hvor der ikke er et arbejdsansættelsesforhold
mellem eleven og institutionen. At der evt. ikke skulle eksistere et ansættelsesforhold
mellem sygeplejersken og hospitalet under oplæring til sygeplejerske kommer
ikke på tale. Den mulighed er der ingen, der kommer i tanke om. Logikken er altså, at sygeplejersken
skal oplæres mhp. at udøve en praktik, gøre noget, og den oplæring gennemføres
alene ved et hospital. Og deres ansættelsesforhold retter sig mod lægen som arbejdsleder også
i plejen.
Sygeplejerske Charlotte Munck skrev i 1910 en artikel om sygeplejeskoler, som hun havde set
dem i USA, og argumenterede her for, at man indførte sygeplejeskoler på tilsvarende vis i
Danmark. Hun skriver artiklen, som om sygeplejeskoler nu findes i Danmark, og er indrettet
som:
“ En Sygeplejeskole har til Ramme et stort, alsidigt, tidssvarende Hospital med en
Uddannelsestid af tre Aar. Skolen har af Staten faaet Dimisionsret, ligesom en Real-
eller Latinskole, Forskole eller Seminarium, naar den i Lighed med disse opfylder
de af Staten stillede Betingelser.” (...) “Eleverne antages paa Prøve” (...) “De antages
af Forstanderinden for Sygeplejeskolen efter Regler, der er fastsat af Sygeplejeskoledirektionen,
der bestaar af Hospitalets Direktør og Overlæger samt Forstanderinden”
360 (min understregning).
Det vil sige, at sygeplejeskolen har egen eksamen og en egen titel. En sygeplejeskole er altså
for Charlotte Munck et hospital, en arbejdsplads og skolens elever antages. Reglerne for antagelsen
af eleverne er ikke alene sygeplejerskernes udarbejdede regler, men er regler, der er
udarbejdede i fællesskab med hospitalets direktør og lægen. Det vil sige, at der de facto er tale
om ansættelse. Her fordrer Charlotte Munck ikke fuld autonomi for sygeplejerskerne.
359 Ibid., p. 31.
360
Munck, Charlotte (1910): “Hvad er en Sygeplejeskole?”. I: Tidsskrift for Sygepleje, nr. 7, Dansk Sygeplejeråd,
København, p. 91.
185

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Noget andet der betinger en skole, skriver Charlotte Munck videre, som er beregnet til eleverne
i deres prøvetid, er:
Det vil sige:
“et stort Demonstrationsværelse, hvor der ikke findes Borde og Bænke; men Senge
og et lille Forraad af de Ting, man bruger i almindelig Sygepleje, og et Skolekøkken,
hvor der kan læres Diætmadlavning.
Eleverne har nu hver Dag praktiske Demonstrationer, hvor de skiftes til at være Patient
og Plejerske. F. Eks.: Sengeredning, Afvaskning af Bohave, hvorledes en Patient
løftes, bæres, skiftes, hjælpes ud af Sengen første Gang, hvorledes Temperatur,
Puls og Respiration tages, simpel Bandagering og uendelig meget mere, som det
vilde blive for langt at opregne nu. Nogle Timer optages med teoretisk og praktisk
Undervisning i Skolekøkkenet, atter andre med fabrikationen af Gazesager til hele
Hospitalet, osv.” (mine understregninger) 361 .
1. ved sengen i afdelingen
2. ved sengen i demonstrationsstuen
3. i køkkenet.
Videre skriver Charlotte Munck, at uddannelsen er 3-årig plus 3 måneders forberedende uddannelse.
Den forberedende uddannelse er praktisk og teoretisk, gives af forstanderinden samt
i de videnskabelige fag som anatomi, fysiologi og bakteriologi af lægen:
“Den forberedende Uddannelse, teoretisk som praktisk, gives da af Forstanderinden
og hendes Medhjælpere (om hun behøver Hjælp afhænger jo af Skolens Størrelse),
samt i de videnskabelige Fag, som Anatomi, Physiologi, Bakteriologi af dertil engagerede
Læger, som lønnes” (mine understregninger) 362 .
Uddannelsen forstås altså som praktisk-teoretisk tillige med, at anatomi-, fysiologi- og bakteriologiundervisningen
forstås som undervisning i videnskabelige fag.
Efter øvelse i de praktiske ting sendes eleverne til afdelingerne, hvor de nu har langt større
chance for at gøre nytte, end hvis de kom uforberedte ind i det travle liv.
Den fortsatte undervisning skal ifølge Charlotte Munck fortsætte igennem de 3 års elevtid
flere gange om ugen på en tid af dagen, hvor det vil være lettest at undvære eleverne i afdelingerne.
Det vil sige, at hensyn til oplæringen i afdelingen kommer før hensyn til oplæringen
i skolen.
De vidt forgrenede fag fordeles over de tre år:
- det første år sygeplejeetik, fortsatte demonstrationer, teoretisk undervisning i praktisk sygepleje.
Undervisningen gives af forstanderinden 363 .
- det andet år massage, undervisning om pleje i medicinske og kirurgiske sygdomme, barne-
361 Ibid., p. 91.
362 Ibid., p. 91.
363 Ibid., p. 92.
186

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
pleje og smitsomme sygdomme. Hvem undervisningen gives af er uklart 364 .
- det tredje år foredrag af lægerne i deres specielle fag i emner som: sygeplejersken som kirurgens
medhjælp, hudens pleje, øre-, næse- og halssygdomme, febersygdomme, kvindesygdomme,
sindssygdomme, m.fl. 365 .
I det praktiske arbejde fordeles eleverne på de forskellige afdelinger således, at de efter de 3
år har fået en alsidig uddannelse på: medicinsk og kirurgisk afdeling, børneafdeling, epidemiafdeling,
poliklinik, operationsstue, fødselsstiftelse samt for de større skolers vedkommende
distriktsarbejde. Ansvaret for turnusplanernes indretning er skoledirektionens.
Endelig forestiller Charlotte Munck sig, at der er eksamener i løbet af uddannelsen samt, at
eleverne skal overholde regler opstillet af skolen for deres daglige liv, fritid og spisetider (eleverne
bor på hospitalet) 366 .
Charlotte Muncks forslag eller forestilling indebærer bl.a., at sygeplejerskernes undervisning
nu forøges med en praktisk oplæring forud for arbejdet eller oplæringen i afdelingerne i et
undervisningslokale indrettet som om, det var en afdeling med patienter. Og det er sygeplejersken
(forstanderinden for skolen), der skal forestå denne undervisning. Det vil sige, at sygeplejersken
skal tilsvarende lægen undervise i en skolestue, men emnet er ikke om en teori,
som hos lægen, men om en praktik. Og da der ingen patienter er i denne skolestue, må det
blive eleverne selv, der agerer, som om de var patienter. Charlotte Munck taler ikke om fx. et
lærerum som ved lægens uddannelse til læge, at han øver sig på patienten (jf. volontøransættelse
for den lægestuderende og fra 1908 turnustjeneste for nyuddannede læger).
Men Charlotte Munck mener også, at sygeplejerskens funktioner er at passe hospitalets infrastruktur
og assistere lægen i sygdomsbehandlingen.
10.4.6 Sygeplejeerhvervets funktioner 1927
Som forberedelse til arbejdet på hospitalet indførtes der i perioden fra 1906-1916 en forskoleundervisning
på de københavnske hospitaler - Kommunehospitalet, Bispebjerg Hospital og
Rigshospitalet - som i 1926 indeholdt:
- rengøring af alle brugsgenstande
- øvelse i at lave forbindingssager
- teoretisk undervisning i anatomi og fysiologi (der står “teoretisk undervisning” i teksten)
- demonstration af praktisk sygepleje
om eftermiddagen:
- samtaler mellem sygeplejersken og eleverne om formiddagens praktik.
To gange om ugen:
364 Ibid., p. 92.
365 Ibid., pp. 92-93.
366 Ibid., pp. 91-94.
187

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- undervisning i diætetisk madlavning i forskolens skolekøkken.
Hertil kom tre gange om ugen skrivning af en stil, 1 stil over praktiske emner, 1 stil over teoretiske
emner og 1 stil over “almindelige emner”. Emnerne i de praktiske stile er bl.a.: “hvorledes
er en hospitalsseng indrettet”, “redning af en seng med en patient”, “omslag”, “lavement”,
osv. Emnerne i de teoretiske stile er fx.: “Hvilke fordøjelsesvæsker afsondres ind i
vores fordøjelseskanal?”, osv. Og endelig er emnerne over de almindelige emner fx. besvarelse
af spørgsmål som: “hvorfor vil De være sygeplejerske?”, “hvilke særlige evner kræver sygeplejegerningen?”,
osv. 367 . Ordene “praktiske” og “teoretiske” emner anvendes i teksten.
Forskoleundervisningen formidles af hhv. lægen og sygeplejersken.
Det vil sige, at vi nu har en oplæring til sygeplejerske, der ifølge de skriftlige skal se således
ud:
- klinisk del, der læres ved sengen under plejemoderens opsyn
- klinisk del, der læres ved stuegang af lægen
- klinisk del, der læres i en skolestue ved hospitalet af sygeplejersken (patienten er fraværende)
- en klinisk del, der benævnes en teoretisk del, der læres i en skolestue ved hospitalet af lægen
(patienten er fraværende).
Og oplæringen er struktureret som:
- en forskole på 6 uger med undervisning af lægen og sygeplejersken i hhv. en praktisk del,
der benævnes teori, og praktik
- afdelingspraktikker i 3 år i de forskellige lægeklinikker. Oplæring af lægen og sygeplejersken
- under afdelingspraktikkerne undervisning i skolestuen af lægen og sygeplejersken i hhv.
teori og praktik.
Den forberedende undervisning på folkehøjskolerne fra 1927 indeholdt emnerne:
foredrag om historie, samfundslære, litteraturhistorie, menighedshistorie, sygeplejens historie
og etik: (180 timer), oplæsning af digterværker: (40 timer), dansk: (120 timer), regning: (60
timer), kemi: (20 timer), fysik: (20 timer), sundhedslære, anatomi, fysiologi, hygiejne: (60
timer), sygeplejelære og demonstrationer: (60 timer), sygeplejeøvelser: (60 timer), diætetisk
madlavning og praksis: (20 timer), tilberedning af forbindsstoffer: (20 timer), gymnastik: (20
timer), indøvelse af sange: (20 timer), håndarbejde: (20 timer) 368 .
Det vil sige, at undervisningen til kvinderne dels var i, hvad man kan benævne “almene” skolefag,
dels traditionelle fag for en højskole (dannelsesfag) og endelig fagene tilsvarende de
københavnske hospitalers 6 ugers forskole blot forøget i timetal. Det vil sige, at det tyder på,
367 Dansk Sygeplejeråd (1926): Tidsskrift for Sygepleje, nr. 25, pp. 466-67.
368 Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd, København, pp. 32-33.
188

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
at kvinderne, der rekrutteredes til sygeplejen ikke kom fra de dannede miljøer, men de facto
fik en slags dannelse via undervisningen, en dannelse som siden forsvandt med folkehøjskolerne
bl.a. Interessant er det, at nu er det sygeplejersker, der underviser i de forskolefag, lægen
underviste i, dvs. at sygeplejersken underviser i den praktiske udøvelse af sygepleje og i
lægens skoledel/”teori”.
Til brug som lærebog for forskolen her på folkehøjskolerne blev der ifølge historikeren Inger
Gøtzsche anvendt Dansk Sygeplejeråds lærebogsserie Lærebog og Haandbog i Sygepleje,
udgivet i 1926-27 369 .
Dansk Sygeplejeråds udgivelse af denne lærebogsserie er (på samme vis som det fælles forskolekursus)
ønsket om at gøre kundskaber som sygeplejerske til noget generelt, til en standardisering
af hvad (en standardopskrift), der indtil nu var praksis for undervisningen eller
oplæringen af sygeplejerskerne på især de københavnske hospitaler (10 sygeplejersker udgjorde
et udvalg, der skulle finde materiale til bøgerne og forhandle med lægerne om, hvem af
dem, der ville medvirke. 7 af udvalgets medlemmer var ansat på københavnske hospitaler) 370 .
Således står der i bogseriens forord:
“Hensigten med Udgivelsen af denne bog er først og fremmest at skabe et rationelt
Grundlag for den teoretiske og praktiske Sygeplejeundervisning, men dernæst ogsaa
at give de uddannede Sygeplejersker en systematisk Haandbog til Selvstudium” (...)
“Det er en naturlig Følge af ovennævnte Plan for denne Bog, at den indeholder mere
Stof end absolut paakrævet som Eksamensfordring. Det vil derfor blive nødvendigt,
naar der indføres Eksamen ved alle de anerkendte Uddannelsessteder, nærmere at
angive det Minimum af Stof, der skal opgives til en saadan Eksamen” (mine understregninger)
371 .
Teori = undervisningen i skolen.
Logikken er altså at “ensrette” den uddannelse, der ikke eksisterer formelt endnu, og ligeledes
er det curriculum-tanken - et fast pensum, en bestemt rækkefølge af emnerne, osv.
Lærebøgerne var på i alt 1291 sider, og blev udarbejdet under en redaktionsgruppe bestående
af sygeplejerske Charlotte Munck (forstanderinde for sygeplejen på Bispebjerg Hospital) og
369 Ibid., p. 32.
De 3 lærebøger:
Dansk Sygeplejeråd (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret af
Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg. 1. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
København.
Dansk Sygeplejeråd (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret af
Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg. 2. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
København.
Dansk Sygeplejeråd (1927): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret af
Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg. 3. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
København.
370
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation, Dansk Sygeplejeråd, København, p.
155.
371 Dansk Sygeplejeråd (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret
af Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg. 1. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
København.
189

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Frode Rydgaard (overkirurg), og med et kollektiv bestående af 13 forfattere. Ud af hele denne
forsamling var kun 2 sygeplejersker, Charlotte Munck var både redaktør og skribent, den anden
sygeplejerske - A. Bugge - alene skribent. De 11 andre medlemmer var:
læger inden for hver deres lægeklinik (speciale): medicin, kirurgi, obstetrik, børns sygdomme,
øjensygdomme, øre-, næse- og halssygdomme, sinds- og nervesygdomme, hud- og kønssygdomme,
fysiurgi
og en læge inden for lægens fag: anatomi, fysiologi
og en læge inden for lægens fag: hygiejne og almindelig epidemiologi.
Lærestoffet er fordelt på og i denne rækkefølge, som ikke nødvendigvis er det samme som
forfatternes lægelige specialer:
almindelig sygepleje (156 sider) (Charlotte Munck), anatomi (182 sider), fysiologi (119 sider),
hygiejne og almindelig epidemiologi (69 sider), kirurgi (174 sider), intern medicin (166
sider), barselssengen og barselsplejen (64 sider), barneplejen (112 sider), øjensygdomme (18
sider), øre-, næse- og halssygdomme (22 sider), sygeplejen ved sinds- og nervesygdomme (54
sider), sygeplejerskens personlighed og almindelige forhold (8 sider) (Frk. A. Bugge) 372 , hud-
og kønssygdomme (80 sider), fysiurgi (25 sider) 373 .
En væsentlig forskel på disse tre bøger og på den “gamle” af Jacobæus og Kiær er, at der for
det første er to sygeplejersker med som skribenter, og dernæst at Charlotte Muncks indlæg
indleder bøgerne. Det signalerer umiddelbart et vist bidrag fra sygeplejersker. Men dét, lærebøgerne
her signalerer, er, at sygeplejersken skal assistere lægen i flere lægespecialer end i
den tidlige lærebog fra Kommunehospitalet.
10.4.6.1 Sygeplejerskernes synspunkt
Charlotte Munck begynder i ovennævnte lærebog sit kapitel med nogle betragtninger over, at
sygepleje er et håndværk, men også at kvinden, der søger ind til arbejdet må have nogle medfødte
anlæg, som gør hende skikket til sygepleje. Håndværket kan på den ene side læres (gennem
uddannelse), men på den anden side skal man altså besidde nogle personlige egenskaber
som menneske på forhånd. Egenskaberne er et godt helbred, nogenlunde moden (over 21 år),
ikke have fysiske mangler som platfodethed, åreknuder, osv. Det gode helbred bevares ved
372 Sygeplejerske A. Bugges indlæg er om, hvordan sygeplejersken passer på den sindssyge patient og assisterer
lægen, et indlæg der følger umiddelbart efter lægens gennemgang af sygdomme i sindet (psykiatri) og nervelidelser
(neurologi), og er i denne lærebogsserie en atypisk opstilling af stoffet, men bliver i lærebogsserien fra
1950-erne den typiske.
373 Dansk Sygeplejeråd gik ind i lærebogsudgivelser allerede i 1910, udgav her en dansk oversættelse af en tysk
lærebog, forfattet af en læge: Professor Salzwedel (1910): Haandbog for sygeplejersker. Til brug for sygeplejeskoler
og til selvundervisning. Oversat af redaktør E. Fiedler. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd, Fr. Bagges Kgl.
Hoftrykkeri, København. Den bog blev kun udgivet i 1 oplag, var iflg. historikeren Esther Petersen et forsøg på
at udkonkurrere Jacobæus’ og Kiærs bog, hvilket ikke umiddelbart lykkedes. Først med lærebogsserien med de
3 bøger erstattes Jacobæus’ og Kiærs bog (Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation,
Dansk Sygeplejeråd, København, p. 155).
190

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
god hygiejne, dvs. personlig renlighed og ren uniform, stærkt og solidt fodtøj, og mindst 7
timers søvn om natten. Den kommende sygeplejerske skal desuden være i besiddelse af en
god forstand, være god til at bedømme en situation, være god til at huske, være opmærksom,
men det er ikke muligt at sige, hvilken skolebaggrund der forbereder bedst til arbejdet. Men
derimod er det vigtigt, at hun har deltaget i husligt arbejde i længere tid og dermed forstår de
simplest principper for rengøring og madlavning. Ligeledes have ordenssans, iagttagelsesevne,
være høflig og venlig, sanddru, pålidelig, evne til selvbeherskelse, have sympati og taktfølelse,
være sparsommelig, tålmodig og selvforglemmende. Det vil sige, at der er tale om en
“normal” kvinde. I arbejdet som sygeplejerske på hospitalet skal sygeplejersken være fuldkommen
loyal overfor lægen, kammeraterne og patienterne. Hun skal være diskret overfor
patienterne, og i øvrigt heller ikke sladre. Charlotte Munck afslutter med, at jo mere sygeplejersken
kan opfatte sit arbejde som et kald (ikke regne sig selv, men gå rundt og gøre vel), jo
større velsignelse vil hun bringe andre og få over sit eget liv. Afslutningsvis citeres Nightingaleløftet.
Dernæst følger der 2 afsnit om pasning af hospitalets infrastruktur:
- hvordan sygeplejersken holder rent på sygestuen
- hvordan hun reder en seng:
Og:
“Sengen er Sygestuens vigtigste Inventar, idet “Sengeleje” er en Del af Patientens
Behandling 374 .
“Opredning af Operationsseng.
Sengen redes først som en almindelig Seng, dog maa Overlagen og Tæpper ikke
stoppes ind ved Siderne, men foldes ned til Fodenden.
Om Hovedpuden lægges et lille Voksdug og et Stiklagen, som stoppes ind under
Madrassen. Dette for at beskytte Hovedpuden under mulig Opkastning” 375 .
Dernæst 2 afsnit om pasning af patienten, pleje og omsorg for patientens velvære:
- hvordan sygeplejersken modtager patienten i hospitalet, vasker ham, osv.
- hvordan sygeplejersken forsat vasker patienten under hospitalsopholdet, holder sengen ren,
sørger for at han får hvile og søvn samt ikke kommer til skade (ikke får liggesår):
“Det er Sygeplejerskens Opgave, lige saa snart Patienten er kommet ind paa Sygeafdelingen,
at gøre alt, hvad hun kan, for at sikre ham Ro og Regelmæssighed. Det
har ofte en beroligende Virkning paa en Syg at føle sig fuldstændig afhængig, ansvarsløs
og undergiven ganske bestemte Regler; men dette vil afhænge meget af,
374 Dansk Sygeplejeråd (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af Dansk Sygeplejeraad. Redigeret
af Charlotte Munck, forstanderinde og Frode Rydgaard, overkirurg. 1. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
København, p. 25.
375 Ibid., p. 28.
191

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
hvorledes Sygeplejersken forstaar at vinde hans Tillid” 376 .
De følgende afsnit af Charlotte Munck er om sygeplejerskens opgaver som assistent for lægen
(eksempelvis siges der: “For at Lægen kan faa en god Oversigt over Temperaturens Forløb,
føres Kurven” (...) “være yderst punktlig med Kurven, da den betyder saa meget for Bedømmelsen
af Sygdommens Forløb”) 377 :
måling af patientens temperatur, puls og respiration; iagttagelse af syge: symptomer, expectorat,
opkastning, fæces, urinanalyse; lægeundersøgelse og stuegang; måltider og diæt; lægemidler
og medicingivning; udskylninger; kateterisation og blæreudskylning; lavementer og
indhældninger, proctoscopi; prøvemåltider og maveudskylninger; punkturer; forskellige behandlinger
og undersøgelsesmetoder; lokale varme- og kuldepåvirkninger samt hudirriterende
midler; forberedelse af en patient til operation.
Det er altså patientens sygdomssymptomer, der skal observeres og rapporteres videre til lægen,
assistance fra sygeplejersken ved lægens undersøgelser og behandlinger, observation og
rapport til lægen om patientens respons på behandlingen. Eksempelvis:
“Hvis en Patient har svært ved at lade Vandet, og alle de Midler, som før er omtalt,
ikke virker, vil Lægen i Reglen ordinere Kateterisation.” (...) “I almindelighed kateteriserer
Sygeplejersken kvinder og Lægen Mænd; men Sygeplejersken maa være
fuldt fortrolig med alt, hvad der skal bruges, og hvorledes det gøres, for at hun, hvad
ikke sjældent hænder, kan være i Stand til at udføre ogsaa Kateterisation af en Mand
(Privatpleje)” 378 .
Herefter følger som en opskrift i en kogebog, hvad sygeplejersken skal stille frem af remedier
til hhv. kateterisation af kvinder og mænd.
Sygeplejersken assisterer altså ifølge Charlotte Muncks lærebogstekst lægen i hans behandling
af patienten, udfører nogle opgaver for ham, og vikarierer.
Og hvis patienten så evt. dør, så skal sygeplejersken kunne:
- drage omsorg for døende og døde.
Kapitlet afslutter med en ordbogsfortegnelse, så sygeplejersken kan lære sig lægens sprog:
- fortegnelse over de latinske forkortelser, der bruges ved journalskrivningen.
Dette er altså ifølge Charlotte Munck almindelig sygepleje. Nogle af opgaverne kan man sige
svarer til at være en slags “serviceperson” - som på et hotel eller i hjemmet. At når der kommer
gæster, modtager man dem, viser dem til rette på værelset, osv. Sygeplejersken beskrives
altså som, at hun skal betjene patienten, mens han venter på behandling fra lægen. Og de andre
opgaver, som Charlotte Munck beskriver som sygeplejerskens, er at assistere lægen og
vikariere lægen i hans fravær, det vil sige at være lægen behjælpelig med at checke forsøgets
forløb og resultater. Sygeplejersken servicerer altså på den ene side patienten og på den anden
376 Ibid., p. 38.
377 Ibid., pp. 66-67.
378 Ibid., p. 119.
192

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
lægen. Så igen er det ikke til at få øje på et “eget” fag sygepleje. Sygeplejersken skal stå til
rådighed.
Nedenfor beskrives som illustration herpå, hvad Charlotte Munck skriver om emnet mad (det
er et emne, man var meget optaget af på tidspunktet i fx. Dansk Sygeplejeråds tidsskrift, hvor
der hele tiden blev bragt madopskrifter som i en kogebog). Og som viser, at dét, det hele går
ud på, er det kontrollerede forsøg, og at det “skjules” eller i hvert fald ikke ekspliciteres:
Charlotte Munck (bind 1) 379 indleder med at sige, at diæten spiller en meget stor rolle for den
moderne lægevidenskab og henviser til, at sygeplejersken kender til det menneskelige legemes
sammensætning og de fordøjelsesprocesser, som den af æggehvidestoffer, fedtstoffer,
kulhydrater, vand og salte og vitaminer bestående føde gennemgår, for at kunne blive optaget
i legemet. Hos raske mennesker foregår dette uden vanskeligheder, men hos syge kan der være
meget, der forhindrer den normale fordøjelse, og der må så tages visse forholdsregler, så
den føde, patienten får, virkelig kan gøre nytte. Herefter gennemgår sygeplejersken lægens
diætordinationer (som sygeplejersken må følge nøje) og diæternes næringsværdi:
“Til at bestemme en Diæts Næringsværdi har man Tavler, hvorefter man kan regne
ud, hvor mange Kalorier de forskellige Næringsstoffer giver. En Kalorie er en Varmegrad
(den Varme, der skal til for at opvarme 1 Gram Vand 1 Grad). Ofte maa
Kosten maales og vejes, og ligeledes, hvad der levnes. Næringsstoffer har følgende
Kalorieindhold: 1 Gram Æggehvide - 4,1 Kalorie”...osv. (p.101).
“Man regner for Individer, der vejer: 65-70 kg........... ca. 2000 Kal. - 28,5 Kalorie
pr. kg”....osv. (p. 102).
“Absolut diæt. Patienten maa slet intet faa gennem Munden (per os). Mælkediæt,
hvor et bestemt Kvantum er ordineret, og intet andet gives”...osv (p. 102).
Sygeplejersken forklarer videre, at i nogle diæter er der ganske bestemte ting, der skal undgås,
fx. ved nephritis (nyrebetændelse), ting der er rige på æggehvidestof, ved diabetes ting der er
rige på kulhydrater, osv.
Sygeplejersken går nu over til at beskrive, hvordan sygeplejersken dels må kontrollere patientens
fødeindtagelse og dels støtte fx. en sengeliggende patient, når denne skal drikke. Afsnittet
afsluttes med:
“I et privat hjem kan Sygeplejersken med smaa Midler gøre meget for at servere Patientens
Maaltider indbydende. Hun bør altid selv tillave og servere dem. En ren
Serviet paa Bakken, lidt pynteligt Service, en Blomst eller nogle friske, grønne Blade,
en Serviet eller Papirserviet lidt fikst sat op. Alle saadanne Smaating vil glæde
og oplive Patienten, og dette vil atter indvirke paa Udbyttet af Maaltidet” (p. 104).
De kundskaber, vi præsenteres for her, som sygeplejersken skal kunne for at kunne sygepleje,
er for det første kundskaber, man kan benævne kundskaber fra hverdagslivet, som kvinden
traditionelt har lært sig i hjemmet, i familien, dét at tage sig af mennesker på et alment menneskeligt
plan, sørge for - i dette tilfælde - at patienten får noget at spise. For det andet er der
tale om kundskaber, sygeplejersken skal lære sig, som grundes i en populariseret viden hentet
379 Charlotte Munck om maden siderne 22-23 (Thekøkkenet), siderne 58-60 (mundpleje), siderne 100-104 (servering
af mad og diæter), siderne 128-131 (prøvemåltider).
193

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
fra en videnskabelig diskurs såsom kaloriesystemet. Det vil sige, at sygeplejersken på den ene
side skal tilegne sig, at det almen menneskelige kan være videnskabeligt begrundet, og på den
anden side bruge sine almene menneskelige kundskaber 380 .
Foruden disse kundskaber skal sygeplejersken lære sig at adlyde lægen samt at kontrollere
patienten:
“Selvfølgelig ordinerer Lægen den kost, som Patienten maa faa” (...) “En sygeplejerske
maa aldrig give en patient noget, hverken at spise eller drikke, uden at være
ganske sikker paa, hvilken Diæt, der er ordineret” (p.100).
“Sygeplejersken maa nøje følge Lægens Diætordinationer” (p. 101).
“Naar Patienten faar flydende Kost, maa Sygeplejersken kontrollere, hvor meget han
drikker” (p. 103).
10.4.6.2 Lægernes synspunkt
Kapitlerne om menneskets anatomi og fysiologi i de samme lærebøger vil jeg igen betegne
som et minikursus i lægefagene - i grunden ret omfattende i sidetal ift. det samlede sidetal
(stofmængden her blev da også gjort til genstand for diskussion ved bøgernes udgivelse -
synspunktet var blandt læger, at det var for meget lærestof, ikke nødvendigt, osv., og blev ved
bøgernes genudgivelse reduceret.(Den oprindelige ide var altså ok).
Kapitlet om hygiejne præges - i modsætning til i Jacobæus’ og Kiærs bog - af en mere teoretisk
orienteret faglighed i og med, at de underliggende processer beskrives og forklares dog
stadig i praktisk øjemed, fx. gennemgang af bakteriearter, bakteriers egenskaber, produktion
af toksiner og antitoksiner, smitteveje, bekæmpelse, osv. Man kan sige, at på samme vis som
ved anatomi- og fysiologistoffet er her nu tale om et minikursus i lægevidenskabsfag (mikrobiologi),
men stadig ikke som et minikursus i mikrobiologi som naturvidenskabsfag.
Med hensyn til lærebogsstoffet i lægens forskellige klinikker - kirurgi, medicin, pædiatri, osv.
er det karakteristisk, at det på sin vis er minikurser i lægens praksisorienterede kliniske fag
patologi og terapi - sygdomsårsager, diagnosticering og sygdomsbehandling, fx. at sygdommen
tyfus fremkaldes af en bakterie, giver feber, diarre, hovedpine, osv. Og det er en grundig
gennemgang, der formidles af de enkelte eksperter på områderne.
Hvad vides der om årsagerne til patienternes lidelser, og hvad véd man ikke, hvordan véd
man det, man véd, hvilke forskellige behandlinger kendes, hvilke ikke, hvordan er den viden
fremkommet, hvor “sikker” er den viden, man har, osv., osv.? Alle de typer af spørgsmål omtales
og drøftes ikke i bøgerne, så man kan sige, at sygeplejersken skal lære sig lægens praksisorienterede
fag, men ikke det hele. Og slet ikke den videnskabelige kundskab. Det vil sige,
at dét fag, jeg tidligere har benævnt som lægens egentlige fag patologien og terapien, delvis
forholdes i disse lærebøger for lægens assistent. Bøgerne informerer på én og samme gang
sygeplejersken om lægens fag og forholder hende viden herom. Sygeplejersken skal vide og
forstå, men ikke for meget.
Børnelæge, professor Monrad beskriver (bind 3 fra 1927) under barneplejen det sunde barns
380 Jf. Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og
sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet,
pp. 201-235.
194

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
fordøjelsesorganer og afføring (pp. 73-76), barnets vægt og længde, diegivning, kost, forstoppelse,
tilberedelse af mælk, osv. (pp. 80-101, 102-103). Om det syge barns sygdomme i fordøjelsesorganer
og stofskiftet (pp. 114-136 og 155-175). Emnerne er mundbetændelse, maveinfektioner,
osv., årsager, symptomer og behandling heraf. Endvidere årsager, symptomer og
behandling af engelsk syge, skørbug, osv., samt opskrifter på barnemad.
Om emnet mad får vi af børnelægen en forklaring, forskrifter uden henvisning til menneskets
anatomi og fysiologi i fordøjelsessystemet, en forklaring (kemisk og biologisk) på kostens
sammensætning, en forklaring på sygdomssymptomer (bl.a. bakteriologi, kemi og fysik). Eller
man kan sige, at forklaringerne refererer til almen viden, som kan have en vis videnskabelig
baggrund.
Men vi får også nogle mere spekulative forklaringer, fx. om årsagerne til rakitis (engelsk syge):
“Rakitis maa være knyttet til en ganske bestemt Alder” (...) “om Rakiten kan være
medfødt, hersker der endnu megen Tvivl, men det er næppe sandsynligt” (...)” At
Ernæringen imidlertidig ogsaa spiller en stor Rolle, fremgaar alene af den Omstændighed,
at Sygdommen fortrinsvis findes hos kunstigt ernærede Børn, medens Brystbørn
som oftest gaar fri” (pp.155-156).
Og professor Monrad fortsætter med at diskutere årsagerne til den engelske syge, men nu med
argumenter, som må være hentet fra statistikken:
“At dømme efter en Række tyske Undersøgelser synes det, som om Rakiten undertiden
er arvelig i visse Familjer” (...) “Den er hyppigst i den tempererede Zone og
særlig i Egne, der har et skiftende Klima med megen Regn og Blæst, hvorimod den
er betydeligt sjældnere i Troperne, i Polarlandene og i Bjærgene med intensivt Solskin,
men den er næppe ukendt nogetsteds i Verden” (p. 156).
Men læseren får ikke oplyst, hvilke undersøgelser, der er tale om, hvilke statistikker, undersøgelser
udført af hvem, hvor, hvordan, osv. Det er åbenbart ikke sygeplejersken, som skal
have indsigt i den videnskabelige forklaring. Hun skal bare vide, at der findes undersøgelser
og disses praksisrelevante konklusioner.
På samme måde med argumentationen:
“At sociale og hygiejniske Forhold har stor Betydning, er sikkert. Det er i Storbyernes
fattige Arbejderbefolkning, vi finder de fleste og sværeste Tilfælde af Rakitis,
blandt de Børn, der lever i skumle og fugtige Rum, hvor aldrig en Solstråle eller et
frisk Vindpust naar hen.”(p.156).
Læseren gøres ikke bekendt med, om der fx. er foretaget statistiske opgørelser over, om arbejderbefolkningen
oftere rammes af engelsk syge, eller over om sollys og vind har betydning
for sygdommen.
Monrad beskriver dernæst på den ene side sin (medicinens) manglende viden om årsager til
engelsk syge, men på den anden side at man véd, at bestemte symptomer giver en mistanke
om bestemte årsager til lidelsen:
“Direkte at paapege, hvad i Ernæringen det er, der foraarsager den ejendommelige
Forstyrrelse i Knoglevæxten, der er Rakitens inderste Væsen, formaar vi endnu ikke.
Som jeg tidligere har berørt, er det blandt de forskellige Former for Dyspepsi i
første Linje Fedtdyspepsien, der baner Vej for Rakiten, altsaa den Form, ved hvilken
Afførringen indeholder store Mængder af Kalksalte. Den Mulighed ligger da nær, at
det er Forstyrrelser i Organismens Kalkstofskifte, der spiller en Rolle. At fremdeles
195

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
fremdeles en uhensigtsmæssig og fremfor alt en enssidig, vitaminfattig Ernæring
begunstiger Opstaaen af Rakitis, er der næppe Tvivl om, selv om man bestemt maa
fastholde, at Rakitis ikke er en Avitaminose. Nogle Forfattere lægger Hovedvægten
paa Forstyrrelser i den interne Sekretion og mener, at Rakiten skyldes funktionel Insufficiens
af Binyrer eller af Thymus, en Teori, der dog næppe kan tillægges synderlig
Værdi. Det samme gælder en Række andre Teorier, som jeg derfor ikke skal opholde
mig nærmere ved. At endelig ugunstige hygiejniske Forhold (fugtige, daarligt
ventilerede Boliger, Mangel paa Sollys, Urenlighed o.s.v.) spiller en Rolle, er sikkert”
(pp.156-157) (min understregning).
Teori = årsagsforklaring, som kan indgå i et praktisk ræsonnement om, hvad man skal gøre
som den informative præmis.
Praktisk ræsonnement:
1. x føler sig syg, henvender sig til lægen mhp. at blive rask; lægen stiller en diagnose
2. x ønsker at blive rask - målpræmis; lægen beslutter en behandling - målorienteringspræmis
3. der findes en forklaring på den diagnosticerede sygdom, fx. det beror på kalkstofskifte -
informativ præmis
4. er diagnosen rigtig? Kan man fx. gennem at tilføre kalk måske behandle sygdommen
5. efter samtale med patienten bestemmer lægen en behandling med kalktilførsel - praktisk
konklusion - handling.
Den viden, Monrad eksplorerer, er den videnskabelige eksperimentelle fysiologi eller biologi.
Han fortæller læseren, hvad lægevidenskaben véd på det pågældende tidspunkt, men giver
ikke forklaringer på, hvordan man er kommet frem til den viden inden for lægevidenskaben.
Monrad iblander dernæst sin viden om fysiologi med mere spekulative (arbejderbefolkningen
har flest og sværest tilfælde af rakitis) og også postulerende udsagn (urenlighed). Ifølge Monrad
skal sygeplejersken for at pleje patienter lære den viden, lægen har om fx. årsagerne til
engelsk syge, men kun dele af den, og hun skal slet ikke vide, hvordan lægen er kommet frem
til sin viden om sygdomsårsager.
Lægen benævner en samling af symptomer, der tilsammen udgør sygdommen engelsk syge:
Kraniet er som regel stort, nakken er flad, hvirvelsøjlen eftergivelig, ribbenene bløde, osv. om
skelettet. Desuden at det rakitiske barn som regel er gnavent, irritabelt, uroligt, skrigende,
sveder, maven er stor og slap, osv. (pp. 157-163). Denne benævnelse af symptomerne er en
opremsning uden forklaringer og begrundelser, men med refleksioner over lægens praktiske
erfaringer i klinikken:
“Senere hen, naar Muskelfunktionen er bleven bedre, Knogleømheden svunden og
selve Benvævet blevet fastere, er det ofte forbausende at se disse Børn løbe rask og
fornøjet omkring paa de stærkt krummede og deformerede Ben” (p. 162).
Om behandlingen af engelsk syge (pp. 163-166) opremser børnelægen diæt, frisk luft, passende
påklædning, passende sengeleje (hygiejniske og diætetiske forskrifter) samt som hovedbehandling
saltbade (klornatrium) og massage af musklerne. Hertil kommer indgift af levertran,
fosfortran, kalkpræparater samt kunstige lysbade. Her gives ikke begrundelser funderet
i nogle forklaringer af nogen art - det er igen bare praktisk instruktion. Det vil sige, at sygeplejersken
her skal lære sig at udføre sygdomsbehandlingen og ikke andet. De manglende
forklaringer om, hvorfor man behandler med fx. levertran, kan man forstå, når lægen skriver:
196

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
“Det tilfalder ikke Sygeplejersken at behandle Patienterne, men kun at pleje dem og
være behjælpelig med Udøvelsen af den ordinerede Behandling” (p. 183).
Om emnet mad skrives der ganske mange steder i bogen, under anatomi og fysiologi, under
kirurgi, under pædiatri, under øresygdomme, under sindssygdomme, osv. Det vil sige, at om
emnet mad skriver en forstanderinde for sygeplejen, en oversygeplejerske, en kredslæge, en
anatom, en fysiolog, en mediciner, en kirurg, en psykiater, en ørelæge, en børnelæge, en fødselslæge.
I alt 10 personer. Og det, man mangler hele tiden, er den videnskabelige kundskab.
Sygeplejerskerne får med udgivelse af et sæt lærebøger tilsyneladende et sæt “egne” lærebøger
i et “eget” fag. Bøgerne udgives af sygeplejerskernes fagforening, sygeplejerskerne skriver
selv i bøgerne, osv. Men det er ikke sygeplejerskernes egne lærebøger, det er læge-bøger.
Og det vil sige, at bøgerne tilhører statens embedsmand - lægen.
Lærebogsserien genudgives med mindre redigeringer og justeringer i 1927, 1930, 1933-34 og
1941-42, indtil der blev forfattet en ny lærebogsserie i 1956-58, igen i Dansk Sygeplejeråds
regi. Bøgerne her anvendtes således over en periode på 30 år.
Konkluderende om sygeplejens funktioner i disse lærebøger er, at sygeplejersken skal passe
på patienten, passe hospitalets infrastruktur og assistere lægen i behandlingen i de nu flere
forskellige lægespecialer. Sygeplejersken skal observere patientens sygdomssymptomer og
rapportere dette til lægen, assistere ved lægens undersøgelser og behandlinger, og endelig
observere og rapportere til lægen om patientens respons på behandlingen.
10.4.7 Sygeplejeerhvervets funktioner 1934 og 1939
Sygeplejersken autoriseres af den danske stat fra 1934 til:
“§ 1. Ret til at betegne sig som autoriseret Sygeplejerske har kun den, der i Medfør
af Bestemmelserne i nærværende Lov har erholdt Bevis som saadan” 381 .
Det formuleres i loven, at sygeplejersken får en ret til en betegnelse - sygeplejerske - efter at
have gennemgået et uddannelsesforløb i lægens klinik og så ikke mere. Lægerne får med deres
statsautorisation i 1934, som beskrevet i det foregående, monopol på stillinger i medicinsk
klinik og med en ret til at tage syge i kur. Hvad får sygeplejerskerne med deres statsanerkendelse
ret til, kan man spørge? Sygeplejersken kræves på uddannelse i lægens klinik for at få
sin statsautorisation, men hun opnår altså ikke at få monopol på nogle stillinger i medicinsk
klinik, og opnår heller ikke et “eget” område. Alle de foregående tekster (i afhandlingen her)
viser, at sygeplejersken er opfundet mhp. at være lægens assistent og at passe hospitalets infrastruktur
for så vidt, at det er vigtigt for lægen. Og med statsautorisationen af sygeplejersken
må det så være lovfæstet, at sygeplejersken nu har den formelle ret til at arbejde (udøve et
erhverv) som lægens assistent i lægens klinik. Eller at lægen formelt har en assistent som arbejdshjælp,
og af hvem han så kan fordre en 3-årig oplæring i klinikken, og som han tillige
kan fordre en hæderlig livsførelse af. Det vil sige, at sygeplejersken autoriseres til at være
erhvervsudøver underordnet lægen, denne i feltet for at tage sig af syge borgere øverst place-
381
Christiansborg (1933): Lov Nr. 140 om autoriserede sygeplejersker. Udvirket af Indenrigsministeren, 26.
april, København.
197

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ret statsembedsmand 382 .
Loven blev udvirket gennem indenrigsministeren, det vil sige ministeren med sygehusene
som resort (praktikken). Og selv om der tales om en “uddannelse” i loven, drages ministeriet,
der har dette som sit område - undervisningsministeriet - ikke ind med fx. en uddannelsesbekendtgørelse,
osv., end ikke som forhandlingspartner, som man så det med lægernes uddannelse.
Da der ikke var tale om oprettelse af en skoleuddannelse, så får sygeplejerskerne i første
omgang en formel ret til en erhvervsudøvelse uden en formel skolemæssig uddannelse,
men alene en praktisk uddannelse.
I loven anføres det tillige, at det er institutionen, hvor sygeplejersken har gennemgået sin uddannelse,
der indstiller sygeplejersken til autorisation. Det vil sige, at det er under lægens
kontrol, at sygeplejersken autoriseres og udøver sygeplejeerhvervet. Og det er sygehusene
(praktikken), der afgør, om en kvinde skal indstilles til denne autorisation. Forskellig fra lægen,
som får attester (eksamensbeviser) fra sygehusene (praktikken) og universitetet (skolen).
At Sundhedsstyrelsen udsteder og siden evt. fratager sygeplejersken autorisationsbeviset er at
være kontrolleret formelt af lægen, men det er jo også i lægens klinik, at sygeplejersken ansættes
i underordning og som medhjælp. Og det forhold ønsker man ikke at forandre med
loven, når der sluttelig i loven anføres en bestemmelse om, at Sundhedsstyrelsen antager en
autoriseret sygeplejerske til at være behjælpelig med tilsynet af sygeplejersker, men som tidligere
nævnt med status alene af tilforordnet.
Det anføres i loven om sygeplejerskers statsanerkendelse, at sygeplejersken skal have kendskab
til sygeplejens teorier, men der anføres ikke nogen rammer herfor. Disse rammer skitseres
som nævnt tidligere først nærmere i 1939. Men interessant er det, at der nu både i loven
om statsanerkendelsen her i 1933 og henstillingen fra Sundhedsstyrelsen 6 år senere til forskel
fra fx. Charlotte Muncks indlæg om sygepleje i lærebøgerne fra 1926-27 formuleres en disciplin
for sig selv: sygeplejens teori blandt de andre discipliner uagtet de manglende rammer.
10.4.8 Sygeplejeerhvervets funktioner 1957
Dansk Sygeplejeråd udsendte i årene 1956-58 en ny lærebogsserie mhp. anvendelse i den formaliserede
uddannelse. Lærebogsserien hedder Lærebøger for sygeplejeelever og består af 24
bøger med et samlet sidetal på cirka 4500 sider 383 . Og det er som ved den forrige lærebogsse-
382 Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og
sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet,
p. 16 plus note 15.
383 De 24 bøger: Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.). Dansk Sygeplejeråd,
København: (1956): Sygeplejelære. Mentalhygiejniske betragtninger. Arbejdsteknik i sygeplejen. (1956): Ernæringslære
og diætetik. (1956): Anatomi og fysiologi. (1956): Elementær fysik og kemi. (1956): Lægemiddellære.
(1956):Laboratorieundersøgelser. (1956): Infektionspatologi. (1956): Radiologi. (1956): Øre-, næse- og halssygdomme.
Øjensygdomme. (1956): Neurologi. (1956): Sociallovgivning. (1957): Arvelighedslære. Hygiejne.
(1957): Kirurgi. Førstehjælp. (1957): Psykiatri. Psykiatrisk sygepleje. Børnepsykiatri. (1957): Medicinske sygdomme.
Pleje af patienter med medicinske sygdomme. (1957): Hudsygdomme. Kønssygdomme. Rheumatiske
sygdomme. Geriatri. (1958): Sygeplejens historie og fortsatte udvikling. (1958): Medicinens historie. (1958):
Ortopædi. Anæstesi. (1958): Gynækologi og obstetrik. (1958): Sygehusdrift. Løn- og ansættelsesforhold. Afdelingsledelse.
(1958): Samfundslære. (1961): Epidemiske sygdomme. Pleje af patienter med epidemiske sygdomme.
Lungetuberkulose. Pleje af patienter med lungetuberkulose (2. udgave). (1964): Det sunde og det syge barns
(fodnoten fortsættes på næste side...)
198

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
rie i et kollektiv, at arbejdet organiseres og udføres. Den samlede lærebogsserie har en redaktionsgruppe
på 4 medlemmer: professor. dr. med. V. Aalkjær (Århus) & overlæge dr. med. E.
Bruun (København) & ledende sygeplejelærerinde A. Eppenstein (Århus) & viceforstanderinde
B. Kofoed-Hansen (København). Forfatterne til de enkelte bøger er gennemgående læger
og sygeplejersker, dog er et par andre faggrupper som en dr. phil., en ernæringsfysiolog,
en lektor i samfundsfag og en jurist også skribenter. Cirka en 1/4 af lærebogsstoffet er skrevet
af sygeplejersker. Bøgerne er karakteriseret ved, at der er flere forfattere end ved bøgerne fra
1926-27, emnerne er de samme som før, dog med flere lægeklinikker (øget specialisering) og
tilføjet lidt om landets sociallovgivning og samfundets opbygning.
Der er nu dukket et fænomen op, der hedder speciel sundheds- og sygeplejelære foruden det
hidtidige begreb almindelig sygepleje, og i rækken af lærebøger i lærebogsserien, som Dansk
Sygeplejeråd nu udgiver i forbindelse med den skole-agtige uddannelsesordning, er der en
bog i sygeplejelære.
De enkelte bøgers titler er og fordeler sig inden for fagområderne:
Sygepleje:
- Sygeplejelære. Mentalhygiejniske betragtninger. Arbejdsteknik i sygeplejen (368 sider). Forfatter
1 instruktionssygeplejerske, 1 viceforstanderinde, sygeplejerske til “sygeplejelæredelen”
på 298 sider; 1 1. reservelæge til “mentalhygiejnen” og 1 læge, overlæge, dr. med. til
“arbejdsteknik”. Sygeplejerskernes indlæg er placeret først i bogen.
- Sygeplejens historie og fortsatte udvikling (246 sider). Forfatter 1 sygeplejerske.
Lægens teoretiske og praktiske fag og forberedelsesfag:
- Anatomi og fysiologi (322 sider). Forfatter 1 instruktionssygeplejerske.
- Elementær fysik og kemi (164 sider). Forfatter 1 professor, dr. phil. og 1 undervisningsleder
(?)
- Lægemiddellære (134 sider). Forfatter 1 læge, overlæge, dr. med.
- Laboratorieundersøgelser (81 sider). Forfatter 1 overlæge, dr. med.
- Infektionspatologi (116 sider). Forfatter 1 ?
- Arvelighedslære. Hygiejne (205 sider). Forfatter er 1 læge, professor dr. med., 1 læge, afdelingslæge
i Sundhedsstyrelsen og 1 læge.
- Radiologi (157 sider). Forfatter 1 afdelingslæge, dr. med., 1 1. reservelæge, 1 afdelingssygeplejerske
og 1 plejemoder. Sygeplejerskernes indlæg er på 34 sider og er placeret efter lægernes
indlæg.
Lægeklinikker/specialer:
- Medicinens historie (144 sider). Forfatter er 1 læge, professor dr. med. og 1 læge, dr. med.
- Kirurgi. Førstehjælp (351 sider). Forfatter er 1 læge, professor, dr. med., overkirurg, 1 læge,
professor, dr. med., overkirurg og 1 plejemoder. Sygeplejerskens indlæg er på 100 sider og er
pleje (3.udgave).
199

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
placeret efter lægernes indlæg.
- Øre-, næse- og halssygdomme. Øjensygdomme (129 sider). Forfatter 1 læge, professor, dr.
med., 1 læge, overlæge, dr. med., 1 læge, professor, dr. med., 1 afdelingssygeplejerske og 1
plejemoder. Sygeplejerskernes indlæg er på 31 sider og er placeret efter lægernes indlæg.
- Psykiatri. Psykiatrisk sygepleje. Børnepsykiatri (118 sider). Forfatter 1 overlæge, dr. med., 1
afdelingslæge og 1 oversygeplejerske. Sygeplejerskens indlæg er på 17 sider og er placeret
efter lægernes indlæg.
- Medicinske sygdomme. Pleje af patienter med medicinske sygdomme (306 sider). Forfatter 1
læge, overlæge, dr. med., 1 klinikchef ved Rigshospitalet, dr. med. og 1 oversygeplejerske.
Sygeplejerskens indlæg er på 24 sider og er placeret efter lægernes indlæg.
- Ortopædi. Anæstesi (192 sider). Forfatter 1 overlæge, dr. med., 1 overlæge og 1 forstanderinde,
sygeplejerske. Sygeplejerskens indlæg er på 16 sider og er placeret efter lægernes indlæg.
- Gynækologi og obstetrik (145 sider). Forfatter 1 læge, dr. med., professor i gynækologi og
obstetrik ved Aarhus Universitet og 1 oversygeplejerske. Sygeplejerskens indlæg er på 20
sider og er placeret efter lægens indlæg.
- Hudsygdomme. Kønssygdomme. Rheumatiske sygdomme. Geriatri (225 sider). Forfatter 1
læge, dr. med., 1 afdelingslæge, dr. med., 1 klinikchef, lektor, dr. med., 1 lektor, dr. med., 1
instruktionssygeplejerske og 1 sygeplejerske. Sygeplejerskernes indlæg er på 64 sider og er
placeret efter lægernes indlæg.
- Epidemiske sygdomme. Pleje af patienter med epidemiske sygdomme. Lungetuberkulose.
Pleje af patienter med lungetuberkulose (140 sider) (2. udgave fra 1961 - første udgave ikke
kunnet fremskaffes). Forfatter 1 læge, professor, dr. med., 1 overlæge, 1 afdelingssygeplejerske
og 1 forstanderinde, sygeplejerske. Sygeplejerskernes indlæg er på 39 sider og er placeret
efter lægernes indlæg.
- Det sunde og det syge barns pleje (172 sider) (3.udgave fra 1964 - første udgave ikke kunnet
fremskaffes). Forfatter 1 læge, overlæge, dr. med., 1 ledende sundhedsplejerske og 1 afdelingssygeplejerske.
Sygeplejerskernes indlæg er på cirka 100 sider. Sundhedsplejerskens indlæg
er placeret først i bogen, dernæst lægens indlæg og afdelingssygeplejerskens indlæg efter
lægens indlæg.
- Neurologi (118 sider). Forfatter 1 afdelingslæge, 1 overlæge, begge dr. med. og 1 oversygeplejerske.
Sygeplejersken indlæg er på 12 sider og er placeret efter lægernes indlæg.
Hospitalets infrastruktur:
- Sygehusdrift. Løn- og ansættelsesforhold. Afdelingsledelse (130 sider). Forfatter er 1 hospitalsinspektør,
1 sekretær, cand. jur. og 1 forstanderinde, sygeplejerske. Sygeplejerskens indlæg
er på 30 sider og er placeret sidst i bogen.
- Ernæringslære og diætetik (151 sider). Forfatter 1 ernæringsfysiologisk assistent.
Forhold udenfor klinikken:
- Sociallovgivning (121 sider). Forfatter direktør, cand. jur.
200

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- Samfundslære (201 sider). Forfatter 1 lektor
Hele organiseringen af lærebogsstoffet i den ovenforstående skitsering er, at lægen alt overvejende
skriver lærebogsstoffet, prioriteres som havende forrang (skriver først i bøgerne), og
sygeplejersken skriver “i lyset heraf”, i en underordning.
Og det er mange forskellige fag, som sygepleje åbenbart består af. Eller sygeplejersken skal
lære sig at orientere sig inden for en mængde forskellige områder, hun skal ikke fordybe sig i
ét område. Hun skal heller ikke blive specialist på et område som fx. lægen bliver det. Sygepleje
er altså et sammensat fag og fordrer en generel viden inden for disse mange fagområder.
Princippet om mangesidighed i uddannelsen gælder altså ikke “kun” den praktiske del af uddannelsen,
men også teoristoffet (skolens lærestof synes at være analogt til praktikken). Sygeplejersken
skal vide lidt om det normale menneskes anatomi og fysiologi, om hvordan sygdommene
kan bestemmes via laboratorieundersøgelser, specielt infektioner med mikroorganismer/bakterier
til brug for den senere medikamentelle behandling eller bortskæring.
Det vil sige, hvordan man (lægen) får identificeret “sygdommen”, jf. bøgernes titler hudsygdomme,
rheumatiske sygdomme, sygdomme i øret, øjet, næse og hals, osv. Sygeplejersken
skal også vide, hvilken lægelig behandling den pågældende lidelse i det enkelte organ gives,
hvordan “sygdommen” i organet fjernes, jf. bøgernes titler Ortopædi, kirurgi, fysiurgi, indvortes
medicin, osv. Man giver (radium)stråler, giver medikamenter eller skærer bort. Der
beskrives i bøgerne en lægelig undersøgelse og behandling, der i princippet går ud på at få
identificeret “sygdommen” i et organ og få fjernet samme “sygdom” via medikamentel behandling
(uddrivelse af ondet) eller ved at skære bort dele af det “syge” organ. Kort sagt, hun
skal vide et uendeligt antal vigtige småting i uendelige store områder for at kunne assistere
lægen i hans opgaver ved at diagnosticere og behandle.
1. I bogen Sygeplejelære genfinder man denne inddeling af lærestoffet ud fra en interesse for
den menneskelige krops udskillelser fra legemets enkelte forskellige organer såsom urin, afføring,
sved, hvordan man undersøger de forskellige organer samt generelt om, hvordan man
lægeligt behandler organernes sygdomme. Afsnittene, skrevet af sygeplejersken, bærer overskrifter
som Observation af patientens udtømmelser: Urin ... Fæces ... Sved ... Ekspectorat ...
Opkastning ...Udflåd fra vagina; Og som Sygeplejerskens opgaver ved en række kliniske undersøgelser:
Punkturer ... Pleurapunktur ... Underlivspunktur ... Lumbalpunktur ... Knoglemarvspunktur
... Leverpunktur... Ledpunktur ... Endoscopier ... Rectoscopi ... Cystoscopi ...
Andre scopier ... Stofskifteundersøgelser ... Hudreaktioner ... Forberedelse til gynækologisk
undersøgelse ... Forberedelse til røntgenundersøgelse; Og som Lægemidler givet ved inhalation:
Spray ... Dampinhalation ... Iltinhalation ... Anvendelse af iltapparater ... Næsekateter ...
Maske ... Ilttelt. Det vil sige, at sygeplejersken skal observere patienten og assistere lægen.
2. I samme bog er de første 125 sider af de 300 om sygeplejelære om rengøring af inventaret
på hospitalet, rengøring af patienten samt opsamling af patientens afføring, urin, opkast, osv.
Det vil sige, at sygeplejersken skal passe hospitalets infrastruktur.
3. Dernæst skriver en læge om, hvordan man omgås patienterne, hvordan sygeplejersken skal
være forstående overfor patienternes situation, forstå hans reaktioner ved at være syg og indlagt
på et hospital og tage hensyn til dem. Sygeplejersken skal passe på patienten.
4. Endelig er der et kapitel i bogen, som omhandler, hvordan sygeplejersken passer på sig selv
(hensigtsmæssige arbejdsstillinger, osv.).
Det “eget” fag synes ikke at eksistere, selv om der er en hel lærebog i faget almindelig sygepleje,
hvis man forstår fag som videnskabsfag ifølge Durkheims definition, og som lægerne
definerer teori, når det gælder deres eget fagfelt.
201

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Den specielle sygepleje, som nævnes i lovgivningen om sygeplejerskeuddannelsen, beskrives
i de bøger, der omhandler de enkelte lægeklinikker, fx. Medicinske sygdomme. Pleje af patienter
med medicinske sygdomme. Af bogens indholdsfortegnelse fremgår det, at stoffet er
organiseret således, at først har vi det, lægen skriver om den pågældende sygdom, derefter
følger sygeplejerskens afsnit om pleje af patienten, der lider af den sygdom, lægen lige har
gennemgået. Dette mønster følges bogen igennem. Det er interessant at bemærke sig, at det er
langt fra ved alle sygdomme, at sygeplejersken har et afsnit skrevet om sygepleje. Findes der
sygdomme hos patienter indlagt på hospitalet, der ikke fordrer sygepleje udført af en sygeplejerske?
Sygeplejersken har 8 indlæg i bogen. Betragter man inddelingen af stoffet i underafsnit, benævnes
underafsnittene følgende:
Første indlæg med overskriften "Pleje af patienter med hjertesygdomme" har underafsnittene
med titlerne: "Opgaver i forbindelse med undersøgelsen af patienten", "BEHANDLING",
"Medicin", "Anden behandling".
Andet indlæg med overskriften "Pleje af patienter med sygdomme i Bronchier og lunger" har
underafsnittene titlerne: "Opgaver i forbindelse med undersøgelsen af patienten",
"MEDIKAMENTEL BEHANDLING", "ANDEN BEHANDLING".
Tredje indlæg med overskriften "Pleje af patienter med astma bronchiale": Her indledes med:
"Undersøgelsen som omtalt i afsnittet om lungesygdomme", dernæst et afsnit benævnt
"BEHANDLING".
Fjerde indlæg "Pleje af patienter med nyresygdomme" har underafsnitsoverskrifterne "Opgaver
i forbindelse med undersøgelsen af patienten" og "BEHANDLINGEN".
I femte indlæg af sygeplejersken med overskriften "Pleje af patienter med fordøjelsessygdomme"
er underafsnittenes overskrifter "Opgaver i forbindelse med undersøgelsen af patienten"
og "BEHANDLING".
Sjette indlæg "Pleje af patienter med blodsygdomme": "Opgaver i forbindelse med undersøgelsen
af patienten" og "BEHANDLINGEN".
Syvende indlæg lyder "Pleje af patienter med thyreotoxicosis" med underafsnitsoverskrifterne:
"Opgaver i forbindelse med undersøgelsen af patienten" og "BEHANDLING".
Ottende og sidste indlæg "Pleje af patienter med diabetes mellitus" har igen samme overskrifter
på underafsnittene: "Opgaver i forbindelse med undersøgelsen af patienten" og
"BEHANDLING".
Det vil sige, at sygeplejersken organiserer sit lærestof ud fra lægens opgaver i klinikken, og
hvem sygeplejersken så skal assistere. Det vil sige, at speciel sygepleje af patienter er at assistere
lægen i undersøgelse af patienten mhp., at han kan stille en diagnose, og dernæst iværksætte
en behandling. Sygeplejersken yder speciel sygepleje, når der er tale om, at hun assisterer
lægen i de forskellige lægeklinikker - de lægeklinikker lægen i 1937 fik speciallægeordningen
gennemført i. Men sygeplejersken er ikke specialist, men er assistent for en praktisk
ekspert. Det vil sige, at sygeplejerskerne som forfattere med udtrykkene almindelig sygepleje
og speciel sygepleje foretager en distinktion mellem arbejdsopgaverne i sit arbejde som lægens
assistent.
202

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Om bøgerne fra 1956-58 kan man konkludere, at sygeplejens opgaver er at observere patienten,
assistere ved den lægelige behandling, passe hospitalets infrastruktur, passe på patienten
og passe på sig selv. Sluttelig er opgaven for sygeplejen at følge lægens specialer (følge den
øgede specialisering).
203

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
DEL III: TILBAGEBLIK OG KONKLUSION
11 Lægeerhvervet i Danmark set i forhold til Foucaults og Bourdieus
teorier om erhvervets udvikling
Efter fremstillingen af empirien om lægeerhvervet og sygeplejeerhvervet i Danmark vil jeg nu
reflektere dette med Foucaults og Bourdieus teorier om lægeerhvervet. Først lægeerhvervet og
ud fra tre temaer: statens rolle, uddannelsestype og tilgang til sygdom.
Fra 1740 begynder den danske stat at regulere området med at tage sig af syge borgere. Staten
kontrollerer befolkningen og de behandlende agenter via oprettelse af den første medicinalstyrelse
i 1740. Det er medicinernes (fra universitetet) rolle at være faglige rådgivere for statsmagten.
Rådgivningen omhandler de smitsomme sygdomme. Dernæst skal de bekæmpe misbrug
og fuskeri inden for sygdomsbehandling, det vil sige kontrollere andre professionelle
agenter, der varetager syges helbredelse, undtagen kirurger. Det vil sige en kontrollerende
funktion overfor såvel befolkningen som de andre professionelle agenter. De andre agenter er
på dette tidlige tidspunkt apotekere og jordemødre. Kirurgerne bliver ligeledes tildelt en vis
magt overfor andre agenter i feltet, nemlig angående hvem der skal ansættes i de kirurgiske
stillinger inden for statens regi. De kirurger og medicinere, der har disse opgaver, er i forvejen
ansat i ledende stillinger og/eller har med uddannelse at gøre. Lægeerhvervets kontrol på statens
vegne er ikke særlig omfattende og viser et apolitisk og decentralt erhverv, som ikke har
den helt store betydning for samfundet. Den manglende betydning gælder især medicinen fra
universitetet. Kirurgien og medicinen samarbejder ikke, men er to forskellige fagområder.
Forvaltningen af magten er enkel, den ligger hos staten, og hos de sagkyndige forvaltes magten
i et ikke særligt fagspecialiseret og ikke-hierarkisk system. Syge borgere er i hjemmene,
hvilket betyder, at staten ikke anvender ressourcer på området. I 1756 påbegyndes der opførelse
af hospitaler i øvrighedens regi, men offentligt ejede hospitaler (nationalisering) bliver
først for alvor en realitet i anden halvdel af 1800-tallet. Staten investerer fra slutningen af
1700-tallet derimod i opbygning af lægehjælp til fattige borgere via embedslægesystemet,
hvor borgerne fortsat er i hjemmene ved sygdom. Det må ligeledes betragtes som en decentral
kontrol. Via dette embedslægesystem øges kontrollen langsomt med de, der behandler syge
og med borgerne. Det vil sige, vi har at gøre med en stat, som benytter sig af medicineren fra
universitetet til at få faglig rådgivning og til at kontrollere befolkningen og delvis de professionelle,
der har med syge at gøre. Og der gives de praktisk udøvende kirurger en kontrol over
deres eget område.
Med oprettelse af den anden medicinalstyrelse i 1803 begynder der en samling af lægeerhvervet
i og med, at medicinere og kirurger nu begge er medlem af medicinalstyrelsen. Men fortsat
indtil 1870-erne er medicin og kirurgi ret adskilte områder. Først i midten af 1800-tallet
begynder erhvervet at blive mere samlet, hvor såvel en mediciner som en kirurg fx. kan beklæde
den samme embedslægestilling. Og fra 1877 samles den overordnede kontrol hos fysikus.
Der bliver nu tale om en generel embedsforvaltning. Nu begynder hospitalerne at få en
betydning, og der opstår stillinger for lægerne her og især vægtes nu lægens praktiske arbejde
med syge patienter på hospitalerne. Hermed bliver lægeerhvervet politisk. I 1909 med den
tredje medicinalstyrelse er der tale om et samlet erhverv. Kontrollen med borgerne og med
udøvende agenter bliver systematisk og omfattende alle områder angående befolkningens
204

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sygdom og helbred. Agenterne er nu apotekere, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker.
Magten over behandlingen af syge er suverænt tildelt lægen med Sundhedsstyrelsens og Retslægerådets
opbygning. Magten forvaltes nu i et komplekst mønster, i et hierarkisk opbygget
system og med en embedsmandsforvaltning, der er dobbeltsidet. Med Bourdieu kan man sige,
at der er med Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet uddifferentieret et eget område, området
for syge borgeres helbred, som fungerer med en egenlogik. Det vil sige, at der nu er tale om
en moderne stat, hvor medicinen er en del af magtfeltet. Embedsmanden (lægen), der forvalter
hele organiseringen af området (bureaukrati) og samtidig er sagkyndig rådgiver/behandler. Og
forvaltningen af alle agenter i feltet ledes og kontrolleres af lægen. Fra 1934 kan man sige, at
staten med den nye lægelov bremser lægeerhvervet som profession, giver det ikke total råderet
over befolkningens helbred. Sagkyndigheden udskilles i (praktiske) speicalistområder fra
1937, og der kan ikke besluttes udenom denne specialist.
At medicinen fra universitetet helt tilbage fra 1740 udnævnes som myndighedsperson på statens
vegne, om end i første omgang uden en særlig stor betydning, er ifølge Bourdieus teori
måden man i den moderne stat udøver magten på. Magten i samfundet tildeles agenter med
embedseksamen fra statens formelle uddannelsessystem, her universitetet, og disse embedsmænd
forvalter så denne magt efter bureaukratiske principper inden for forvaltningen generelt
og/eller inden for et sagsområde. Den første og anden medicinalstyrelse var i sin arbejdsgang
opbygget som et kollegiesystem, hvor alle sager behandledes af alle medlemmer. Retslægeråd
og Sundhedsstyrelsen er derimod opbygget efter bureaukratiske principper, altid nogen over
og nogen under. I de to første medicinalstyrelser var arbejdet ulønnet, altså en æressag. Arbejdet
i Sundhedsstyrelsen og Retslægerådet er et lønnet arbejde, det vil sige, at vi nu har at
gøre med den opfattelse, hvis man følger Bourdieu, at embedsmanden (lægen) har den selvforståelse,
at man arbejder i det almenes tjeneste. Et eksempel herpå fra Danmark er hele debatten
og den efterfølgende vedtagelse om i 1914, at lægen på én og samme gang kan være
kontrollerende instans og behandlende læge.
Uddannelsen hos barbermestrene på barberstuerne indtil 1736 var en praktisk oplæring i
håndværket gennem imitation og øvelse. Det vil sige, at der var tale om at lærlingen oplærtes i
en handlemåde. Det vil sige, at lærlingen som praktiker besidder en tavs, ureflekteret viden,
der er bundfældet i ham, og som han ikke kan gøre rede for eksplicit, men som han gør brug
af. Sproget er hverdagssprog, og er i tæt tilknytning til den praktiske udøvelse. Man kan sige,
at praktikkernes betydninger er indlejret i hverdagssproget. For Frankrigs vedkommende taler
Foucault om en usystematisk mesterlære i privat regi. Hvor vidt mesterlæren på barberstuerne
i Danmark var usystematisk, kan det indsamlede materiale ikke sige noget om. Men fra 1736
opretter den danske stat en ny uddannelse for kirurger, som er en praktisk-teoretisk uddannelse,
og som er en vis systematisk oplæring. Det vil sige, at nu skal eleven foruden at kunne
handle praktisk lære at mestre to ting, nemlig dels at reflektere over sin praktik og dels redegøre
eksplicit for den. Disse refleksioner og redegørelser hentes i første omgang i bøger om
menneskets anatomiske opbygning fremstillet på latin. Det betyder, at lærlingens begrundelser
for de praktiske handlinger formelt ikke længere behøver at være tavse og kun være knyttet
til hverdagssproget. Det vil sige, at der opstår en første distinktion mellem det praktiske
håndværk og den udøvende praktiker forstået som, at for at blive en god praktiker skal man
altså vejen rundt om en bog på latin. Intet siger, at den boglatin er vejledende ved praktisk
handlen, men man skal kunne referere til den uanset, hvad der i realiteten er grundlaget for
praktisk handlen. Lærlingen på barberstuen fik via det praktiske arbejde jo i forvejen en erfa-
205

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ring med, hvordan mennesket anatomisk var opbygget gennem at sætte et brækket ben sammen
fx., men det er så ikke tilstrækkeligt længere. Det næste, man gør, er, at der indføresen
bog om menneskets fysiologi - hvordan det menneskelige legeme fungerer, og dernæst en bog
om menneskets sygdomme. Og dernæst en bog om botanik, en bog om kemi, en bog om fysik,
osv., osv. Det vil sige, at der oprettes en skolestue, hvor man læser og reflekterer ved siden af
den praktiske oplæring på barberstuen. Samtidig flyttes dele af læringen væk fra barberstuen,
altså det rum hvor den syge konsulterede barbereren og blev behandlet. Dele af læringen flyttes
i første omgang læringen til sektionsstuen (Amphitheatret) med den døde samtidig med, at
man fortsat bevarer mesterlæren på barberstuerne. Som supplement til barberstuerne som lærestedet
for det praktiske håndværk indføres fra 1756 et lærested ved sygesengen med den
levende syge på hospitalet. Dernæst flyttes hele oplæringen ind på Det kirurgiske Akademi i
1785, som så bibeholder skolestuen med de ovenfor nævnte teoretiske fag, hospitalet med den
levende syge og sektionsstuen med den døde som lærerum.
På samme vis med medicinerne uddannet på universitetet. De mere filosofiske overvejelser,
de metafysiske teorier, de religiøse doktriner forsvandt langsomt ud af uddannelsen til mediciner,
og man rettede sig mod dels den praktiske oplæring på hospitalerne og dels mod de
naturvidenskabelige fag og de praksisrelaterede videnskabsfag på samme vis som beskrevet
ovenfor ved kirurgerne. På Det Medicinske Fakultet oprettedes en embedseksamen i 1788 for
medicinere uden krav om disputats før jus practicandi, og for kirurger allerede i 1774, og dernæst
flyttedes den kirurgiske uddannelse ind på universitetet fra 1842. Efter sammenflytningen
til én uddannelse bibeholder man skolestuen til de teoretiske fag, sektionsstuen til patologien
og hospitalet som lærerum. Og undervisningen intensiveres. Fra 1873 bliver det et krav i
uddannelsen til læge, at den lægestuderende skal gennemgå en praktisk oplæring på hospitalerne
i uddannelsestiden. Hermed har vi dét i Danmark, som Foucault benævner en systematisk
universitær skoling koblet med mesterlære.
Man går altså væk fra mesterlæren i de middelalderlige sociale ordninger, laugene, der eksisterede
både inden for kirken og inden for håndværksfagene. Mesterlæren beroede på læring
og praktisk øvelse, som havde en konstituerende relation til tradition og autoritet, og med
opførelse af først Amphiteatret, dernæst Det kirurgiske Akademi og universitetets uddannelse
til læge som en funktionsrettet uddannelse forlades tilsyneladende den tilknytning til tradition
og autoritet som grundlaget for læring. Den danske stat har overtaget eller oprettet uddannelserne
til læge fra det tidspunkt, hvor der oprettedes en institution til helbredelse af syge i
1756. Og det, man samtidig gør, det er, at man hierarkiserer de forskellige vidensformer. Og
det gøres på forskellig vis. Man afgør, hvilke kundskaber skal eleven lære først, hvilke skal
han lære efterfølgende, osv., og hvor meget skal indlæring af hver kundskabsform så at sige
optage af tiden, der er afsat til oplæringen?
Uddannelsen til læge har sine rødder i universitetet og dermed i en institution, der har tradition
for at begive sig af med at læse tekster, altså et intellektuelt arbejde. Uddannelsen til kirurg
blev i enevældsperioden underlagt øvrigheden i en egen institution, først Amphiteatret i 1736
og i 1785 Akademiet. Og selv om der var tale om selvstændige institutioner og uddannelser
uafhængig af universitetet, var der for det meste en eller anden forbindelse mellem den kirurgiske
uddannelse og universitetet. Det forhold grundes uden tvivl i, at universitetet er som en
del af sit virke en embedsmandsuddannelsesinstitution. Og medicinerne, der studerede på
universitetet, havde trods manglende stillinger hos øvrigheden en lang tradition for at “beskæftige”
sig med folks helbred ud fra at læse i de kanoniske tekster. Og fra 1842 blev alene
206

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
uddannet læge ved universitetet. Ved sammenlægningen af uddannelsen til én fælles uddannelse
omdøbes Det Medicinske Fakultet til Det Lægevidenskabelige Fakultet. Og med en fast
struktur vedrørende uddannelsen mellem hospital og universitet fra 1873. Det vil sige samtidig
med, at der fordres praktik på hospitalet i løbet af uddannelsen, begynder man at benævne
uddannelsen som en uddannelse i videnskab. Bourdieu taler i 1960-ernes Frankrig om to typer
af læger - klinikeren og grundforskeren eller modstillingen mellem kunsten og videnskaben,
som er to forskellige tilgange til medicinsk praksis. Disse forskellige tilgange genfindes altså i
Danmark her omkring midten af 1800-tallet.
Samme ambivalens ses igen med fx. speciallægeuddannelsen. Med speciallægeuddannelsen
fra 1937 bygges der et internt fagligt bedømmelsesudvalg op, der bestemmer, at ingen andre
end læger kan bedømme læger, og dermed bestemme, hvem der skal have stillingerne, og
hvem der er kompetent til at behandle syge borgere. Og dermed tillige, hvem der ikke er kompetent.
Speciallægebedømmelsen er ikke en videnskabelig bedømmelse, hvis der ved en videnskabelig
bedømmelse forstås, at det er handling, der foretages af en institution, der bedriver
videnskab. At få status som erkendelsesfag vil sige, at der er tale om et fag med et eget
genstandsområde, en egen videnskabelig metode og med ikke i udgangspunktet at være et
professions- eller funktionsområde i samfundet. Medicin er ikke et sådan erkendelsesfag i sig
selv, men er et “sammensat” fag, idet der i medicinen indgår andre erkendelsesfag som kemi,
fysik, biologi, osv. Medicin er altså alene et selvstændigt fag ud fra argumentationen, at det er
et praksisfunderet embedsfag. Og medicinen er også karakteriseret ved at behandle syge borgere,
det vil sige at afhjælpe mangler og vanskeligheder, mennesker måtte have. Det vil sige,
at i medicinen defineres både et “bør”, hvordan man bør handle og en “anvendt videnskab”,
eller snarere en videnskabelig garanteret praktik. Inden for dette “bør”, i det normative univers,
i medicinen eksisterer der endvidere tre dimensioner: 1. hvordan mennesket bør leve for
at bevare/oprette helbredet; 2. hvilke sygelige tilstande hos mennesket, det er ønskværdigt at
afhjælpe (hvad er sygdom og hvad er sundhed) og 3. hvordan afhjælpe? Det vil sige, at lægeerhvervet
her fra 1937 kræves på bidrag til løsning af praktiske problemer, hvoraf følger, at
ethvert moralsk accepteret middel kan tages i anvendelse til realiseringen af medicinens opgaver,
og videre at ethvert videnskabeligt område, der vil vise sig at kunne bidrage til afhjælpning
af menneskets sygdomme “bør” indgå i faget. Hermed siges der også, at faget anvender
et flerfold af metoder. Og i en vis forstand er medicinens genstandsområde menneskets
sygdomme, men i den udstrækning, at problemerne angribes ud fra andre fag og disses
forskellige metoder, bliver genstandsområdet “mere” end menneskets sygdomme. Og sluttelig,
at når medicinens “forskningslogik” i sidste instans bestemmes ud fra resultater i praksis,
er der videnskabsteoretisk tale om en “teknisk” erkendelsesinteresse.
Dét, man egentlig gør, er, at for at kunne behandle syge efterhånden kræves mange forskellige
kompetencer eller kundskabsformer. Man skal kunne noget praktisk, og man skal kunne begrunde
sine handlinger. Og begrundelserne skal kunne hentes i forskellige fag, som er dels
naturvidenskabsfag og dels mere praksisrelaterede fag. Og det vil sige, at der er tale om, at
medicin bliver et sammensat fag. Både med hensyn til hvilke typer af kundskab - teoretiske
eller praktiske, og inden for det teoretiske en naturvidenskabelig viden eller en mere praksisrelateret
viden (foreskrivende). Alle disse kundskabsformer lægges ovenpå hinanden, og siges
207

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
så at de tilsammen udgør faget medicin. Som en masse veje, der mødes i et stort gadekryds,
og i gadekrydset befinder medicinen sig så 384 .
Men med den sammenlagte lægeuddannelse ved universitetet er der tale om en indplacering af
lægen i det sociale rum, som placerer den teoretiske kundskab højere i kundskabshierarkiet
end den praktiske kundskab, om end professionen selv altid underlægger den teoretiske viden
under den praktiske logik, jf. Bourdieu hans analyse af medicinen i Homo Academicus.
Afhandlingen har ikke undersøgt lægernes baggrund, hvilke økonomiske og kulturelle kapitaler
de besidder, om det er en gruppe, der rekrutteres fra det elitære lag i samfundet. Ifølge
Bourdieus teori tilhører lægen i det moderne samfund stats- eller embedsadelen, og rekrutteres
fra de privilegerede grupper i samfundet. Hvor vidt det konkret er tilfældet i Danmark har
afhandlingen ikke undersøgt.
Konkluderende om lægeerhvervets uddannelser kan man sige, at de markante ændringer sker i
1736, hvor staten begynder at regulere uddannelsen, i 1873 hvor en del af uddannelsen retter
sig specifikt mod hospitalerne, og i 1937 hvor den praktiske ekspert er fast etableret. Sagt
med Foucault og Bourdieu er der fra 1873 tale om systematisk universitær skoling koblet med
mesterlære i statsligt regi. Det vil sige med Foucault, at dét, vi ser i Danmark fra 1873, er den
kliniske medicins uddannelsestype som en stabil uddannelsesstruktur. Og sagt med Bourdieu,
er dét, vi ser i Danmark fra 1937, medicinens uddannelsestype som en stabil struktur med en
ambivalent status mellem videnskab og kunst.
Der er nogle grundbetydninger hos medicinen, når man studerer medicinernes funktioner. Ved
Frederiks Hospital skal medicinen administrere medikamenter og skal eksaminere patienterne.
Og man skal indsamle viden om sygdommene, skrive det ned, og man skal undervise. Ved
Frederiks Hospitals åbning i 1756 selekterede man endvidere blandt syge borgere, idet man
ikke ville modtage syge, der led af fx. veneriske sygdomme. Og endelig havde hospitalet en
enkel opdeling i medicinsk og kirurgisk afdeling. Det svarer til Foucaults beskrivelser af den
klassifikatoriske medicin, som ikke kunne medinddrage bekæmpelse af epidemierne. Godt
100 år senere, da Kommunehospitalet i København åbnede i 1863, var bestemmelserne her, at
ingen syge måtte afvises fra indlæggelse. På Kommunehospitalet skærpes endvidere observationen
(eksaminationen) af patienterne, og man opdeler yderligere sygeafdelingerne. Det
betyder bl.a., at man nu kan integrere de epidemiske sygdomme, og der indledes en specialisering
i forhold til sygdommene. Det forhold, at der i løbet af anden halvdel af 1800-tallet
blev opført mange hospitaler rundt omkring i landet af øvrigheden, udtrykker, at der sker et
skifte fra at have få, udvalgte patienter indlagt og til mange, og ikke selekterede 100 år senere.
Alt dette svarer til Foucaults beskrivelser af skiftet fra at forstå sygdom som en essens, der
384 Karin Anna Petersen skriver: “Foucault har vist, at sygepleje som fag er betinget af medicin som fag. Det vil
sige uden medicin ingen sygepleje i den herskende betydning af ordet. Spørgsmålet er så, hvad er medicin?
Canguilhem har i lighed med Foucaults senere studier vist, at medicin er introduktion til menneskelige problemer
snarere end at være videnskab i streng videnskabelig forstand. Medicin og sygepleje er altså i denne betydning
teknikker eller kunst i et “gadekryds”, hvor adskillige videnskaber mødes, men medicin ” (...) “er ikke i sig
selv videnskab.” (Petersen, Karin Anna (1995): “Kunst, praksisteori og videnskab”. I: FS 13 NYT, nr.1/95. Faglig
sammenslutning for sygeplejersker beskæftiget med onkologi, p. 36).
208

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tager bopæl i patientens krop, som man gjorde under den klassicistiske epoke, og til at det er
patienten, der er blevet syg. Og at man dermed skal studere sygdomsforløb. Med Kommunehospitalets
åbning, og især med omforandringen i 1876, er der således tale om klinisk medicin.
På baggrund af ovenstående gennemgang af de tre områder den danske stats rolle, uddannelsestype
og tilgang til sygdom kan man sige, at epoken med den klassifikatoriske medicin indledes
i Danmark i 1736, hvor man som noget nyt opretter en statsreguleret uddannelse, opretter
et hospital til undervisning i statsligt regi, og udpeger medicinen til at være øvrighedsperson.
Den kliniske medicin er etableret som en fast struktur i Danmark først i 1870-erne med
en uddannelse i universitetsregi, med en fast tilknytning til hospitalerne med de mange patienter
og med en kontrol heraf fra universitetet. Etableringen af den kliniske medicin må siges at
indledes med den fælles lægevidenskabelige uddannelse fra 1841. Og den er etableret som en
fast struktur i 1937 med kontrol udøvet af lægen i en medicinalstyrelse, der er et professionsorgan,
hvor lægen har monopol på behandlingen af syge borgere og med en uddannelse som
praktisk ekspert. Det vil sige, at vi har i Danmark:
Klassifikatorisk medicin: start 1736
Klinisk medicin: etableres 1841-1873
Fast struktur: etableret 1937
Og det vil sige, at epoken med den kliniske medicin etableres senere i Danmark end i Frankrig,
godt 50 år efter. De forskellige epoker - den klassifikatoriske og den kliniske - opstår over
en årrække. Den klassifikatoriske medicin i Danmark må siges at starte med åbningen af Anatomisk
Theater i København, hvorved man begynder at registrere sygdom med ord (kategorisere).
Hvornår den er etableret med en fast struktur er derimod sværere at sige ud fra det empiriske
materiale, der ligger til grund for afhandlingen. Sammenlægningen af de to uddannelser
til én på universitetet signalerer, at der sker noget nyt, altså at skiftet til den kliniske medicin
indledes. Skulle man fastlægge mere eksakt de etablerende perioder - perioderne hvor
bruddene foregår - ville det være nødvendigt at studere noget materiale, der beskriver, hvordan
medicinen konkret beskriver sygdomme, fx. patientjournaler, videnskabelige medicinske
afhandlinger. Sat op skematisk har vi:
209

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Lægens relation til
staten
Lægens uddannelsestype
Lægens funktion i
pleje- og behandling
Klassifikatorisk medicin
etableres i perioden fra
1736-?
minimal kontrol - kollegiestyre
mesterlære i privat regi i
hjemmet
observere og beskrive sygdom
som essens hos udvalgte
patienter - Frederiks
Hospital
Klinisk medicin etableres i
perioden 1841-1873
øget kontrol med behandling,
delvis kollegiestyret
systematisk universitær skoling
koblet med mesterlære på
hospitalerne, statsligt regi
behandle sygdomsforløb hos
de mange patienter - Frederiks
Hospital og Kommunehospitalet
210
Klinisk medicin som fast
struktur i perioden fra ?-1937
kontrol med behandling og
organisation i professionsorgan
systematisk videnskabelig
skoling koblet med mesterlære
på hospitalerne, statsligt
regi
behandle specielle sygdomsforløb
på en række hospitaler
Når lægerne i dag taler om klinisk medicin, er det hverken klinisk medicin i en foucaulsk forståelse
eller i bourdieusk forstand, der menes. Udtrykket klinisk hos læger i dag må derfor
forstås som et hverdagsbegreb om deres praktik.

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
12 Sygeplejeerhvervet i Danmark
Staten indledte ved oprettelse af det første af sine hospitaler i 1756 med at ansætte kvinder på
hospitalet. På Frederiks Hospital deltog kvinderne ikke i den lægelige behandling. Det vil sige
i den klassifikatoriske periode deltog kvinderne ikke i behandlingen. De tog sig alene af hospitalets
infrastruktur. Kvinderne deltog ej heller i ledelsen af hospitalerne. De var til gengæld
ansat ret langt nede i hospitalshierarkiet. Da hospitalets overdirektion og den overordnede
daglige hospitalsledelse udelukkende bestod af mænd, ledes kvinderne af mænd. Det næste
lag i ledelseshierarkiet, oberbetjentene, ledes også af mænd. Blandt oberbetjentene dukker den
første kvinde op - oldfruen, som indehaver af rollen som en mere daglig direkte leder af
kvindernes arbejde på hospitalet. Såvel hospitalets daglige overordnede ledelse som oberbetjentene
omfatter to områder, hhv. forvaltningen af hospitalets infrastruktur og medicinen.
Kvinderne er her ansat med reference til forvaltningen af infrastrukturen, og ikke til medicinen.
På nær oldfruen er kvinderne relativ løst tilknyttet hospitalet i form af midlertidige stillinger
og som løsarbejdere.
I 1863 på Kommunehospitalet i København er mønsteret det samme, men med én markant
forskel. Det formuleres nu, at kvinderne foruden at arbejde under forvalteren af infrastrukturen
også arbejder under lægerne, altså har arbejdsopgaver i forbindelse med behandlingen.
Den daglige direkte ledelse af kvindernes arbejde er en overopsynskone. Kvinderne tilknyttes
nu mere fast til hospitalet. På Kommunehospitalet i 1863 tager kvinderne sig altså af hospitalets
infrastruktur og deltager i den lægelige behandling som assistent til lægen, ligesom de
skal observere patientens sygdomstegn og rapportere dette til lægen. Og kvinderne skal nu stå
til rådighed døgnet rundt.
I 1876 er kvindernes position med hensyn til ledelse uforandret fra 1863. Dog er der den forskel,
at den kvindelige daglige ledelse styrkes ved ansættelse af fire plejemødre til erstatning
af den enlige opsynskone. Vågekonerne, stuekonerne og overopsynskonen har i 1863 altså
opgaver i forbindelse med den lægelige behandling, men skiftes så ud med en anden gruppe
kvinder - sygeplejerskerne. Og ledelsen af kvindernes arbejde intensiveres her i 1876. Dvs.
omkring overgangen til den kliniske medicin (1873) er kvinder fast tilknyttede hospitalet og
varetager også den lægelige behandling foruden infrastrukturen.
Men i og med, at vågekoner, stuekoner og opsynskonen ikke blev oplært, ikke var elever, er
de ikke formødre til sygeplejersken. De to forskellige grupper af kvinder har forskellige kapitaler
eller dispositioner allerede grundet uddannelse overfor ikke-uddannelse.
Det er ganske kort, at afhandlingen beskæftiger sig med kvindernes sociale status, kun ganske
kort om forskellen på kvinderne ansat på Frederiks Hospital, ved åbningen af Københavns
Kommunehospital i 1863 og ved omforandringen i 1876. Pointen er, at gruppen af kvinder på
hospitalet bliver en anden fra 1876. Her bliver det unge, ugifte kvinder og uden børn, men det
siger ikke noget om det sociale lag, kvinderne før den tid kom fra eller, hvor de rekrutteres fra
i 1876. Det vil sige, at afhandlingen ikke siger noget om, kvinderne kom fra et højere socialt
lag eller ikke, sådan som teksterne forfattet af lægerne på tidspunktet ønsker og appellerer til.
Så hvor vidt lægerne fik deres ønsker gennemført afdækker afhandlingen ikke umiddelbart.
Det ville som anført kræve en undersøgelse af, hvorfra kvinderne blev rekrutteret.
211

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det eneste fingerpeg - og et ikke uvæsentligt - er de gentagne bestræbelser på at tilføre sygeplejerskerne
nogle skolekundskaber. Dette kan generelt tyde på, at det var svært at rekruttere
kvinder til sygeplejeerhvervet, der besad en vis portion skolekundskaber. Og dermed kan man
konstatere, at sygeplejersken allerede i udgangspunktet forud for start på sygeplejerskearbejdet
har haft mindre kulturel kapital end lægen.
Fra 1880 organiseres arbejdet som sygeplejerske med syge borgere i hjemmene via embedslægevæsenet.
Fra og med 1909 er der tilsyn fra statens side (lægens) med dette arbejde. Kvinderne
er ikke med i ledelsen af arbejdet med syge borgeres pleje og behandling under embedslægeinstitutionen.
I 1933 tildeler staten sygeplejerskerne statsautorisation til at arbejde på hospitaler og i embedslægevæsenet
i hjemmeplejen, og endvidere med sundhedspleje til raske spædbørn i 1938,
alt under lægens ledelse, som lægens assistent, med retten til at arbejde i lægens klinik, ikke
med et eget felt (lægen skal behandle syge formuleres det, hvad sygeplejersken har af opgaver
formuleres ikke) og ikke med monopol på arbejdet. Dvs., i overgangen (1937) konstitueres et
eget område for en gruppe kaldet sygeplejersker, der kendetegnes ved at være autoriserede til
at arbejde for lægen i hans klinik på hospitalet eller under hans opsyn (embedslægevæsenet)
uden for hospitalet med hjemmepleje og sundhedspleje til raske spædbørn.
Sluttelig om sygeplejeerhvervets relation til staten indtræder en sygeplejerske i statens medicinalstyrelse
fra 1934, men kun med taleret. Fra og med betænkningsarbejdet, der fører til den
formaliserede sygeplejerskeuddannelse, inddrages sygeplejerskerne for første gang direkte i
forhold, der vedrører deres egne arbejds- og uddannelsesforhold. Lægen er dog ligeledes med
i betænkningsarbejdet. Det betyder, at sygeplejersken er ikke med i magtens felt svarende til
lægen, hun holdes udenfor, er udenfor denne sfære.
Når kvinderne skal assistere i behandlingen af patienterne, indledes der en systematisk praktisk
oplæring til arbejdet fra 1876. Ligeledes fra 1880 organiseredes der via embedslægevæsenet
tilskud til oplæring af kvinder, der arbejdede med syge borgere i hjemmene. I 1897 og
øget i 1906-1916 får kvinderne foruden den praktiske oplæring en skolestueundervisning. I
1927 giver øvrigheden tilskud til, at de kvinder, der vil arbejde på hospitalerne, kan øge deres
boglige kundskaber via højskoleophold. Al oplæring ledes og kontrolleres af lægen.
Samtidig går staten ind fra 1939 og mere direkte dikterer, at sygeplejerskernes oplæring skal
foregå efter de af staten udstukne regler. På samme vis financierer og kontrollerer staten kursus
for sundhedsplejersker, ledende og undervisende sygeplejersker fra 1942. Fra 1957 tilbydes
sygeplejerskerne en type lærlingagtig praktikeruddannelse, det vil sige en uddannelse, der
gives af sygeplejersker og læger, og kontrolleres af læger. Det vil sige, at staten går her fra
1957 ind og kontrollerer sygeplejerskerne som gruppe.
Mønsteret er altså, at fra og med at kvinderne får opgaver inden for det medicinske felt, tilbydes
de og kræves de på en oplæring, som udføres af sygeplejersker og læger i fællesskab, men
alene kontrolleres af læger.
Fra 1897 suppleres den praktiske oplæring med en skolestueundervisning af lægen i lægens
praktiske teori. Fra 1897 dukker ordet skole op i forbindelse med oplæring af sygeplejersker
på hospitalerne i kilderne. Ordet skole (skholé) betyder på græsk fritid, jf. med skholastikós,
som betyder, den som er fritaget for andet arbejde. Endvidere betyder det så en af de ting,
man får, når man er fri for arbejde, nemlig at gå til undervisning (skholé), være lærd (skhola-
212

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tikos) 385 . Men i den danske kontekst dengang betyder skole det lokale, hvor undervisningen
foregår, til forskel fra sygesengen og afdelingen. Undervisningen, hvor lægen i ord fortæller,
hvordan man skal gøre. Kan derfor opfattes som teoretisk; i den mening har det ikke at gøre
med, at vise hvordan man gør gennem en prøve, gennem at fortælle, og ikke ved sengen, men
i et særligt lokale. Det er altså en verbal iværksættelse. Lægen tager sig af denne “teori”undervisning.
Fra 1906 underviser sygeplejersken i en demonstrationsstue mhp. forberedelse
til det praktiske arbejde, i pasning af infrastrukturen. Det vil sige, at sygeplejersken tager
sig af den praktiske del af undervisningen. Da den formaliserede og ensartede sygeplejerskeuddannelse
oprettes i 1957 ved en uddannelsesinstitution, er det fortsat med et ansættelsesforhold
for eleven samtidig med, at det er et uddannelsesforhold. Uddannelsen ledes og kontrolleres
fortsat af lægen.
Hele vejen igennem har der været formuleret krav til kvinderne om bestemte personlige kvalifikationer,
og ikke adgangskrav i form af skoleeksamen. Med den formaliserede uddannelse
til sygeplejerske i 1957 formuleres der for første gang skoleeksamen som adgangskrav til uddannelsen,
en mellemskoleeksamen. Og samtidig hermed bibeholdes krav om bestemte personlige
kvalifikationer svarende til de personlige kvalifikationer, der kræves for ansættelse på
hospitalerne.
Fra 1927 bliver funktionerne inden for assistancen til behandlingen langsomt mere specialiserede
forstået på den måde, at der skal oplæres i assistance i flere lægespecialer. Og i 1957 er
denne assistance inden for de forskellige lægespecialer yderligere opprioriteret. Logikken er,
at den praktiske del af uddannelsen tilrettelægges efter lægens specialer. Sygeplejerskernes
lærebøger ses som en indikator på graden af autonomi og egenlogik, eller man kan sige den
tilskrivning af plads, man får inden for et givet felt (dominant/domineret). Lærebogsstoffet er
lægens teori og tilmed organiseret efter lægens arbejdsopgaver, som kan siges, er et udtryk for
en tilskrivning af en plads som underordnet inden for feltet at varetage syge borgeres pleje og
behandling. Og når der hele tiden i lærebogsstoffet forholdes sygeplejersken dele af den viden,
der eksisterer om et emne, så kan man også sige, at det er et udtryk for tilskrivning af en
plads som underordnet inden for feltet.
Sammenfattende om sygeplejeerhvervets uddannelser er der tale om uddannelser som om -
først som en kortere mesterlæreagtig praktisk oplæring, siden en skoleagtig mesterlæreagtig
praktikeruddannelse tillagt lægens praktiske teori.
Og et gennemgående tema er, at sygeplejerskens teoretiske skoling og forkundskaber til at
være lægens assistent er hele tiden sat til diskussion forstået på den måde, at sygeplejersken
skal vide, men ikke for meget. Den diskussion kan man forstå ud fra Bourdieus teori om det
sociale rum. Diskussionen om teoretisk kundskab overfor praktisk og uddannelse som sådan
er en indplacering socialt af sygeplejersken og lægen. På enevældskongens tid udnævntes
kirurgerne til de, der fik mere magt end medicinerne. Og med den sammenlagte lægeuddannelse
ved universitetet er der tale om en indplacering i det sociale rum, som nu placerer den
teoretiske kundskab højere i hierarkiet end den praktiske. Når sygeplejersken opfindes og
385 Politikens Forlag (1982): Nudansk ordbog, 11. udgave, København.
213

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tildeles en praktisk uddannelse (oplæring), så indplaceres hun lavere i det sociale hierarki. Og
derfor vil hun selvfølgelig hele tiden kæmpe for at få en teoretisk uddannelse. Og det er det,
der hele tiden fremgår af den fremlagte empiri. Sygeplejerskerne kæmper for at få skoleuddannelse.
Det, der karakteriserer denne kamp er, at sygeplejerskerne aldrig - ifølge min
empiri - efterspørger en skole uafhængig af praktikken, et universitetsstudie fx., og ligeledes
aldrig efterspørger hverken en egen teori eller samme mængde teori som lægerne, altså en
egentlig uddannelse. Det vil sige, at sygeplejerskerne forstår i grunden sig selv som underordnet
lægen. Det vil sige, at sygeplejerskerne klassificerer sig selv som underordnet lægen foruden,
at de klassificeres af lægen og det øvrige samfund som underordnede. Og denne underordning
kan man forklare med, at de kvinder, man rekrutterede til uddannelsen til sygeplejerske,
ikke besad dispositioner (habitus) tilsvarende lægens habitus. Det kan man bl.a. se ud af
de krav, der stilles til optagelse ved uddannelserne til hhv. læge og sygeplejerske. Optagelseskravene
til sygeplejerskeerhvervet indeholdt ikke fra starten en formel skoleadgangseksamen
til forskel fra adgangskravene til lægeuddannelsen på samme tidspunkt. Optagelseskravene til
de to uddannelser vedbliver med at være forskellige, lægeuddannelsen fordrer hele tiden flere
skoleeksamener end sygeplejerskeuddannelsen, det vil sige mere kulturel kapital bl.a. Så allerede
ved optagelseskriterierne, altså forud for virket som læge eller sygeplejerske, er der en
social forskel. Og sygeplejersken kender sin plads, og kræver derfor ikke det samme teori som
lægen, en egen teori, osv. Når dette rekrutteringsprincip bevares, så er det med til at opretholde
en underordning af sygeplejersken. Og det vil også sige, at når lægerne diskuterer kvindernes
dannelse (en vis kulturel kapital) omkring opfindelsestidspunktet af sygeplejerskeerhvervet,
så er det sandsynligvis ikke borgerskabskvinder, der tænkes på, men nok snarere kvinder
fra småbourgeosiet til forskel fra kvinder fra de laveste sociale lag. Og dermed sandsynligvis
fra et socialt lag under lægen. Sat op skematisk har vi:
Sygeplejerskens
relation til staten
Sygeplejerskens
uddannelsestype
Sygeplejerskens
funktion i pleje og
behandling
Sygeplejerskens
sociale status 386
Klinisk sygepleje etableres i perioden
1863-1897
214
Fast struktur etableres i perioden 1933-1957
minimal kontrol systematisk kontrol ved lægen
praktisk oplæring – ikke formel uddannelse praktisk oplæring og lægens praktiske teori -
formel uddannelse
assistent til en sagkyndig faglært assistent til en praktisk ekspert
ung, ugift, ikke skoleuddannelse ung, ugift, skoleuddannelse
Når sygeplejen i dag taler om klinisk sygepleje, er det hverken klinisk sygepleje i en fou-
386 Skemaet her er tilføjet en rubrik om sygeplejerskernes sociale status til forskel fra skemaet om lægerne i Danmark,
som ikke har denne dimension med. Ikke for at sige noget om forskelle på social status mellem læger og
sygeplejersker, men for at sige noget om nogle sociale forskelle på gruppen af sygeplejersker, gruppen af stuekoner
og gruppen af vågekoner (se kapitlet i afhandlingen om spørgsmål til kildematerialet).

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
caulsk forståelse eller sygepleje i bourdieusk forstand, der menes. Udtrykket klinisk hos sygeplejersker
i dag må derfor forstås som et hverdagsbegreb om deres praktik.
215

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
13 Pleje som et subfelt i det medicinske felt
Indledningsvis i afhandlingen er det anført, at udgangspunktet for afhandlingen har været, at
sygeplejen medtages i det medicinske felt som en type subfelt. Det vil sige, at der er tale om
en konstruktion, som regner med kun ét felt, som omfatter både medicin og sygepleje. I Danmark
omdefineres det i bourdieusk forstand autonome felt for pleje og behandling i perioden
med den kliniske medicins konstituering i 1873, og feltet er stabiliseret i 1937. I feltet tildeles
lægen retten til at definere sygdom og sundhed samt et monopol på den specifikke autoritet i
feltet for pleje og behandling. Dette monopol eller den specifikke autoritet er dét, der hele
tiden står på spil og kæmpes om i forhold til andre felter og internt i feltet. Internt i feltet foregår
der således til stadighed en kamp mellem agenterne, fx. mellem lægen og sygeplejersken.
Sygeplejersken tildeles fra starten en position som assistent til lægen, det vil sige, at
lægen har retten til at definere og bestemme over såvel plejen som behandlingen. Kampen i
feltet mellem sygeplejersker og læger kan i princippet dreje sig om tre ting: Sygeplejerskerne
kunne ønske at definere hele feltet for pleje og behandling, det vil sige ønske at vælte doksa
(medicinen). Eller sygeplejerskerne kunne kæmpe for at udtræde af feltet og konstituere et
eget felt - en egen plejeklinik. Eller som en tredje mulighed kunne kampen dreje sig om, at
sygeplejerskerne kæmper for at definere deres tildelte position på en anden måde, altså definere
sig inden for det medicinske felt, men med pleje som adskilt fra behandling, altså med et
monopol på pleje og med retten til at definere denne pleje eller omsorg. Fra sygeplejeerhvervet
opfindes i 1863 og indtil 1957 er der ikke tale om en kamp fra sygeplejerskernes side, der
går ud på at vælte doksa og ej heller at udtræde af feltet og prøve at konstituere en egen plejeklinik.
Skulle kampen dreje sig om at vælte doksa, ville der ikke være den argumentation fra
sygeplejerskernes side, som der er til enhver tid i det empiriske materiale, nemlig at sygepleje
bl.a. er at assistere lægen i hans behandling. I stedet ville argumentet være, at sygeplejersken
ikke skal assistere lægen i behandlingen, men det argument har jeg ikke fundet i den undersøgte
empiri. At sygeplejerskerne skulle ønske at udtræde af feltet og oprette en egen plejeklinik
har det empiriske materiale heller ikke fundet belæg for. Men sygeplejerskerne har siden
1886, hvor Norrie udtaler sig offentligt, kæmpet for at definere deres position inden for
det medicinske felt på en anden måde end den tildelte. Men fortsat i 1957 er positionen eller
rollen som sygeplejerske svarende til rollen i 1876. Sygeplejersken som lægens assistent -
først assistent til den kliniske læge og siden assistent til den specialiseret læge. Den kliniske
medicin nødvendiggjorde en assistent - sygeplejersken. Funktionen som sygeplejerske er altså
i udgangspunktet at være assistent til lægen. Og i den undersøgte periode op til 1957 har det
ikke været muligt at påpege, at dette skulle skifte til noget andet. Det vil sige, at vi har at gøre
med ét felt - feltet for pleje og behandling ledet af lægen. Sygeplejerskernes forsøg på at omdefinere
deres rolle lykkes altså ikke.
Dét, der lykkes for sygeplejerskerne, er, at de ganske langsomt får en vis indflydelse på deres
egen uddannelse, og en vis indflydelse på deres egen gruppes statsanerkendelse (og frakendelse
af samme) via tilknytningen som tilforordnet i Sundhedsstyrelsen, men fortsat under
lægeerhvervets ledelse. Angående uddannelsen så tilkæmper sygeplejerskerne sig fra 1897 en
skoleundervisning, fra cirka 1913 en plads som undervisere i skolestuen, om end det “kun” er
i talen om praktikken og ikke i nogen form for teori (demonstrationsstuen). Med folkehøjskolerne
fra 1927 underviser sygeplejerskerne i dele af lægens teori, som er en afløsning af lægen
som underviser, der tidligere suverænt underviste i sin egen teori. I 1957 oprettes der en sy-
216

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
geplejeskole, og selv om den er en skole tilknyttet hospitalet (praktikken) og dermed ikke en
“rigtig” skole, så er det et faktum, at der er tale om en vis selvstændiggørelse af uddannelsen,
men altså fortsat inden for det medicinske felt med henblik på dobbeltfunktionen i underordnet
stilling. Og det samme mønster ses med lærebøgerne. Indledningsvis skrives lærebøgerne
af lægerne, men fra 1926 er sygeplejerskerne med som forfattere til et kapitel om sygepleje.
Og fra 1956 skriver sygeplejerskerne en egen lærebog i sygepleje plus en lærebog i erhvervets
historie. Når lærebøgerne bliver ved med at handle så meget om lægernes fag, og tillige organiseres
omkring lægens funktioner, så er det ikke et forsøg på at vælte doksa, men netop et
forsøg på at definere en egen selvstændig position inden for det medicinske felt. Skulle det
være et forsøg på at vælte doksa eller træde ud af feltet, så skulle lærebøgerne indeholde en
egen teori om pleje, og ikke medicinens teori. Og en egen teori om pleje findes ikke i bøgerne.
Teksterne i lærebøgerne om sygepleje er hele tiden en talen om praktikken, altså en efterrationalisering
af praktikken, og ikke på noget tidspunkt med ansatser til en egen teori.
I lærebøgerne fra 1926-27 fremtræder talen eller ideologien om sygeplejen som værende i
rimelig overensstemmelse med den faktiske funktion, når der bl.a. skrives af sygeplejersken,
at sygeplejersken skal adlyde lægen. I lærebøgerne fra 1956-58 synes der at være samme
overensstemmelse mellem, hvad der siges og sygeplejerskens funktion. Sygeplejersken taler
her fx. om almindelig sygepleje og speciel sygepleje, jf. at sygeplejersken nu er assistent til en
praktisk specialist. Men i og med, at denne lærebogsserie nu har en egen selvstændig bog i
sygeplejelære og en bog om erhvervets historie, så er der tale om en tendens til at forstå sygepleje
foruden at være assistent til lægen som et område for sig, altså adskilt fra medicin. Indledningsvis
i afhandlingen refererede jeg til den amerikanske sygeplejerske Virginia Hendersons
bog, som svarende til min egen forforståelse af pleje og behandling som to adskilte funktioner.
Altså en plejeideologi omhandlende, at sygeplejersken har et eget selvstændigt område,
som hun selv administrerer og tager beslutning om foruden at være lægens assistent i behandlingen.
Den plejeideologi kan man ikke genfinde i lærebøgerne fra 1956-58, selvom
Hendersons bog blev oversat til dansk og udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1955. Karin Anna
Petersen skriver i sin magisterkonferens, at sygeplejerskerne efter 2. verdenskrig forsøgte at
omdefinere erhvervet til foruden at være klinisk assistent for lægen at indebære et selvstændigt
plejeansvarligt område. Petersen anfører, at der i et udvalgsarbejde fra 1963-69 iværksat
af Dansk Sygeplejeråd om vurdering af sygeplejerskeuddannelsen er reference til Virginia
Hendersons bog 387 . Årsagen til, at denne idé om pleje som et selvstændigt område ikke er at
finde i lærebøgerne fra 1956-58, må grundes i, at lærebøger er en efterrationalisering af en
eksisterende praktik, mens Hendersons bog er en tankekonstruktion ud fra en bestræbelse,
som snarere er en ønsketænkning eller en kompensation.
14 Tilbageblik på afhandlingens hypotese
Afhandlingens hypotese var, at dét, man i dag kalder for klinisk medicin, og dét, man ligeledes
i dag kalder for klinisk sygepleje er to forskellige praktikker og diskurser om disse prak-
387 Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og
sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet,
pp. 19-26.
217

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
tikker, men at disse alligevel er homologe og forbundne med hinanden. Det, der binder de to
fag og erhverv sammen, er opfattelsen af den kliniske medicin i Foucaults definition. Eller
sagt på en anden måde, at de bliver italesat parallelt og hver for sig, men begge som kliniske
også. Desuden har jeg haft den arbejdshypotese, at den kliniske medicin er tvunget til at medvirke
til konstitueringen af den kliniske sygepleje som en forudsætning for sit eget virke, og
dermed som allerede Foucault har vist det for Frankrig, stemmer det også i Danmark, at det er
medicinen som gør sygepleje adækvat til medicinens nye formål, selv om tilpasningen tager
tid.
Det sidste først. På baggrund af de foregående afsnit kan man konkludere, at den kliniske sygepleje
som fag og erhverv opfindes af medicinen på tidspunktet, hvor den selv er blevet klinisk.
I det øjeblik tilgangen til sygdom er skiftet til, at patienten som syg skal observeres som
et sygdomsforløb, da opfindes sygeplejen. Sygeplejersken skal hjælpe lægen med observation
og registrering af sygdomssymptomer ved et sygdomsforløb hos den syge patient. Det er dét,
der nødvendiggør opfindelsen af sygeplejen. Det vil sige, at der er tale om en ny opgave tildelt
de assisterende kvinder af lægen. Dette ser man både i funktionsbeskrivelserne for hhv.
en læge og en sygeplejerske og i sygeplejerskernes lærebøger, dvs. i uddannelsen. Lægen
observerer og behandler sygdom, administrerer medicin, kontrollerer, opvarter patienten, står
til dennes rådighed, osv. i den klassifikatoriske periode. I den kliniske medicin observerer
sygeplejersken sygdomsforløbet hos patienten, men rapporterer derefter til lægen, når man
læser i hendes lærebøger og læser arbejdsinstrukserne. Og fagene og erhvervene er i slægt
med hinanden på flere måder - homologe. Dels er der de samme teoretiske kundskaber at lære
i uddannelserne - om end på forskelligt niveau - og dels er der en fælles måde at sammensætte
uddannelserne på. Begge uddannelser består af teori og praktisk opøvning ved sygesengen, og
desuden følges uddannelserne ad i de forskellige lægespecialer, både hvad angår den praktiske
og den teoretiske del af uddannelserne. Hver gang lægen opfinder et nyt praktisk speciale
eller tilføjer et teoretisk emneområde, så indarbejdes det i sygeplejerskens teoribøger og i
praktiksteder for oplæring. Skiftet fra at arbejde som lægens assistent i den kliniske periode til
at arbejde som assistent til den praktiske ekspert (lægen) ses i sygeplejerskernes lærebøger fra
1956-58, som nu favner mange af lægernes praktiske specialer, øjensygdomme = øjenlæge;
gynækologiske lidelser = gynækolog, osv. Sluttelig følger der et arbejdssted for sygeplejersker
med, hver gang lægen inddrager et område som sit arbejdsfelt. Eksempelvis sundhedsplejerskearbejdet
foranlediget af spædbørnsdødelighed, og som lægerne så påtog sig at arbejde
med. Det vil sige, at sygepleje som fag og erhverv er homologt til medicin som fag og erhverv,
men kommer efter medicin som fag og erhverv. Og det er det kliniske, der forbinder de
to fag og erhverv. Men på ét væsentligt punkt er der ikke homologi, og det er uddannelsernes
status.
Afhandlingen har arbejdet med et stort empirisk materiale, måske for stort, og en lang periode,
måske for lang. Brugen af Foucaults og Bourdieus teorier til periodiseringer af det medicinske
felt har dog muliggjort, at denne udstrakte periode og empirimængde alligevel får en
struktur, som tillader en perspektivering. Et af problemerne i afhandlingen er, at der inden for
perioderne findes områder, hvor man med fordel kunne have haft et endnu større empirgrundlag
eller kilder, som kunne forfine og nuancere problemstillingerne sådan, at analysen kunne
fremstå visse steder med endnu mere overbevisende kraft.
Givet disse forhold, har det imidlertid været en god måde at skabe et overblik over medicinens
historie gennem ca. 200 år, især fordi man med denne periodisering bl.a. tydeliggør, at
218

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
myten om, at historien er et projekt, der udspiller sig bevidst hos nogle agenter, som former
historien lineært og evolutionistisk er netop en myte. Der går fx. ikke en lige linie fra barberen
og til den moderne læge, hver periode har sin vigtigste figur, som i den klassifikatoriske
periode er kirurgen, i den kliniske periode er lægen som generel behandler og generel embedsmand
og i 1900-tallet er en specialiseret behandler og en embedsmandsekspert. Der går
heller ikke en lige linie fra fx. kvinderne i hjemmet til den moderne sygeplejerske, også her
har hver periode sin figur, respektiv i den klassifikatoriske periode en borgerkone uden opgaver
i den medicinske behandling, i den kliniske periode sygeplejersken som assistent til lægen
som generel behandler og embedsmand og i 1900-tallet sygeplejersken som assistent til den
specialiseret behandler og embedsmandsekspert.
Dvs. historien er ikke et projekt, hvor nogle mennesker med deres viljers kraft og agt sætter
dagsordenen, historien er desuden også bestemt af de objektive strukturer og de subjektive
agenter, som får plads inden for de strukturer gennem at deltage i en kamp i et felt, som dels
former dem og som de dels formes af. Historien sker som brud, eller perioder, og den foregående
periode har ikke nødvendigvis noget at gøre med den følgende periode, selv om det på
visse planer kan se sådan ud, at det fx. drejer sig om, på hvilke måder man håndterer syge på
givne tider i historien.
Men hele det medicinske projekt drejer sig om mere end at tage sig af syge borgere. Det medicinske
projekt er et disciplineringsprojekt, som allerede Foucault har vist det, og hele modellen
omkring den uddannelsesmæssige historie, som udspiller sig gennem perioderne, er en
samfundsmæssig selektionsmekanisme til at sikre visse grupper magten og retten til bestemte
positioner i samfundet og fratage andre den mulighed sådan, som Bourdieus uddannelsessociologiske
forfatterskab har vist det.
Hvad sygeplejes historie angår, bliver således også myten om, at fx. Florence Nightingale er
den moderne sygeplejerskes urkvinde netop en myte, fordi Florence Nightingale er fra overklassen,
osv., mens det er tydeligt, at de kvinder, som den kliniske medicin ønskede at rekruttere,
snarere skulle rekrutteres en klasse under, nemlig fra småbourgeosiet, mens Florence
Nightingale kom fra lægens egen klasse. Denne myte skabes snarere af hele den fagpolitiske
virksomhedshistorie inden for området, hvor man i nogen måde ønsker at lade det fremstå
som om, man selv som bevidste agenter har formet sin egen historie gennem bevidst kamp og
mod, og hvor det ”bare” er et spørgsmål om at blive hørt politisk, som har skabt og vil skabe
faggruppens forandringer over tid. Studiet viser, at den fagpolitiske ageren og virksomhedshistorie
snarere er en efterrationalisering af, hvad der allerede er sket på det samfundspolitiske
plan, dvs. strukturerne er allerede på plads, og agenterne har allerede indtaget deres positioner.
Når jeg medtænker min egen antydede indignation over sygeplejerskernes selvundertrykkelse,
som egentlig satte mig i gang med dette forskningsarbejde, bliver det tydeligt, at ved at
arbejde med en teoretisk og videnssociologisk tilgang i empiriske studier af medicin og sygepleje
og derved løfte sig fra alene et inde-fra-perspektiv til også at medtænke et ude-fraperspektiv,
så bliver historiefortællingen en anden, og jeg vil påstå ikke bare en anden historie,
men også en mere sand historie.
15 Tilbageblik på afhandlingens empiri, teorivalg og metodiske
fremgangsmåde
Der går uden tvivl mange og sikkert vigtige detaljer tabt, når man studerer så langt et tidsfor-
219

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
løb, som jeg har gjort det i denne afhandling. Og det har, som det tidligere er anført, konsekvens
for valg af empirien. Noget af empirien bliver nødvendigvis sekundære kilder. En væsentlig
type kilder har det vist sig, at afhandlingen mangler - lægers videnskabelige arbejder
og/eller patientjournaler. Den type af kilder ville gøre studiet af skiftene i tilgang til sygdom
både mere præcist og sandsynligvis også nemmere gennemskueligt. Men Foucaults teori om
klinikkens fødsel har været velegnet at arbejde med i forhold til at indfange sygeplejefaget og
sygeplejeerhvervet og lægefaget og lægeerhvervet, og homologien mellem dem. Skiftet i tilgang
til sygdom falder ikke helt sammen med nye politiske regimer i Danmark - fx. enevældens
fald i 1848 (demokratiets indførelse) overfor klinisk medicin i 1873, parlamentarisme i
1901 overfor den specialiseret medicin i 1937. Det viser, som Foucault siger det, at en ny politisk
praksis kan give taleret, men det forklarer ikke, at medicinen italesætter sig selv på den
måde, som den gør. Netop den italesættelse er Foucaults teori et bidrag om.
Brug af Bourdieus statsteori har ligeledes været konsistent som arbejdsredskab, ligesom hele
hans metodiske tilgang med at bryde med ens egen forforståelse og enhver form for prækonstruerede
administrative kategoriseringer (ikke de videnskabelige konstruktioner), der findes i
denne verden. Skiftet fra en dynastisk stat i Danmark til en moderne stat i starten af 1900tallet
ligger mistænkeligt tæt på de politiske ændringer i Danmark (parlamentarismen - systemskiftet
i 1901), som om dette politiske skift kunne begrunde en ny type magtudøvelse.
Men skulle en ny politisk praksis være begrundelsen for en ny måde at udøve magt på, så
mangler der en forklaring på, hvorfor det lige netop blev grupper som fx. medicinen, der blev
en del af magtfeltet. Og den forklaring giver Bourdieu. Hele feltteorien, herunder habitus- og
praktikteorien, har jeg brugt i en ikke-bourdieusk ånd ved at bruge teorien som en teori på
gruppen af læger og gruppen af sygeplejersker. Skulle man anvende den mere korrekt, skulle
man desuden indsamle livshistorier på de enkelte agenter, hvilket ville betyde et uoverkommeligt
arbejde, når tidsforløbet har været så langt. Men det ville være spændende at studere
via enkelte sygeplejerskers og lægers livshistorier med henblik på at besvare mere eksakt,
hvorfra sygeplejerskernes selvforståelse som underordnet kommer versus lægernes som overordnet.
Alligevel har det været en frugtbar måde at arbejde med disse teoretiske begreber på.
Sammenstillingen af Foucault og Bourdieu har ikke været problematisk, selv om det er to
meget forskellige måder Foucault og Bourdieu arbejder på. Der er en eller anden forbindelse
mellem de to forfatterskaber, som gør, at man kan arbejde med dem samtidig. Forbindelsen er,
at de selvfølgelig begge to arbejder med samfundsforhold og herunder med magtforhold, men
desuden med et lignende erkendelsesteoretisk perspektiv. Såvel Bourdieu som Foucault er sig
selv, men begge er inspireret af den franske epistemologi, som er kendetegnet ved brud med
egne og andres forforståelser, objektkonstruktion og en relationel tænkning. Et centralt navn
inden for den franske epistemologi var Gaston Bachelard (1881-1962), der oprindelig var
naturvidenskabsmand, men arbejdede med matematikkens og logikkens filosofi. Ifølge
Bachelard er objektkonstruktionens modstykke i det virkelige liv ikke tænkelig, det videnskabeligt
konstruerede overskrider umiddelbart den empiriske virkelighed, og videnskabelig konstruktion
dannes via kritik og omformning af hverdagslivets postulater. Videnskab er i en
bachelardsk forstand videnskritik, og videnskabers måde eller tradition for at opstille dikotomier
er en hindring for ny erkendelse. Derfor må man også bryde med videnskabernes dikotomier
og i stedet konstruere nye begreber, frem for at acceptere á priori. En hypotese inden
for denne tradition er endvidere, at videnskabelige brud og erkendelser sker diskontinuerligt
(bygger ikke ovenpå allerede eksisterende viden). Og endelig om den relationelle tænkemåde,
220

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
siger Bachelard, at det er uden mening at se et objekt (individ) adskilt fra dets sammenhænge
og under hvilke betingelser, det er i verden 388 .
388 Bachelard, Gaston (1976): Nej’ets filosofi. Vinten Forlag. København.
221

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
DEL IV: ENGELSK RESUMÉ, KILDER OG LITTERATUR
16 English Summary
This dissertation for the Ph.D. is a broad sociological with in nursing science study of the
origin and structure of nursing and medicine as occupations and disciplines, and their respective
educational evolution in Denmark.
The study focuses on two periods; medical development between 1736-1937 and nursing development
between 1863-1957. The main thrust of the dissertation has been on what today is
referred to as clinical medicine, and what has, during the last 20 years, been called clinical
nursing. The two are complementary, bound together, but with different practices and discourses.
They are nevertheless homologous and connected one with the other. The leading
idea is that it is a completely new understanding of the clinical - that binds the two respective
disciplines and occupations together.
The thesis has been inspired by the work of the French philosopher Michel Foucault, who in
his book The Birth of the Clinic, develops the idea related to France and partly for other European
countries of how medicine and medical education evolved in a new direction after the
French revolution, and how completely new developments took place in medicine - clinical
medicine was born.
This thesis endeavours to ascertain how parallel developments have been evinced in Denmark
and whether Foucault’s notions are found applicable to Denmark. Foucault states that there
are periods (epochs) in the development of medical science prior to and after the French revolution,
when a third period (epoch) began.
For the analysis is utilised the work of the French sociologist Pierre Bourdieu’s Homo Academicus
is utilised. As well as Bourdieu indicates an homology between the societal order and
the academic scientific field. Homo Academicus presents an analysis of medicine, or more
specifically medical professors.
Finally, Foucault’s discussion on the State, in his book Birth of a Clinic, and complementary
with this, and on equal terms Bourdieu’s latest work on the theory of the State - together provide
a more integrated theory of modern society.
The question asked in this dissertation is: whether the changes in medicine which Foucault
and Bourdieu showed in France are the same in Denmark? Foucault and Bourdieu do not include
nursing, as does this dissertation, which accepts the challenge and responsibility of attempting
to elucidate whether a similar development is applicable to nursing, and if this is the
case, at what later point in time it occurred. It is possible to do this because one has as a working
hypothesis that medicine and nursing are not only in kinship with each other, and are assumed
to run parallel, but are dependent on each other.
The thesis goes a step further and provides the working hypothesis; that in certain situations is
it necessary for clinical medicine to contribute to the establishment of modern nursing as an
essential part of its own enterprise. Which, perhaps can be interpreted as though nursing, even
today, has not developed as an autonomous field.
The approach taken when working with historical analysis and interpretation has been inspired
by Bourdieu’s field theory. Bourdieu’s analysis of the academic field includes, as previously
named, medicine. In the dissertation nursing is included in the medical field as a type
of sub-field. The question is - are similar ideas as observable within nursing as in medicine?.
The investigations of both are kept separate because they are, despite everything, not identi-
222

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
cal, but at the same time the hypothesis proposes that there is a connection between the internal
development of both.
The findings of the study are that the epoch of classified medicine commenced in Denmark in
1736, when a new state regulated education was founded with a teaching hospital under the
jurisdiction of the state, and with the appointment of a physician as medical director. Clinical
medicine was founded and organised in Denmark from 1841 until first in the 1870s, with
education under the auspices of and regulated by the university, organised and connect to hospitals
with many patients, and with links and controls from the university. In 1937 medicine
was founded together with a stable and well structured organisation - controlled and directed
by a State Medical Board, and a professional medical organisation - where medicine had the
monopoly of treatment of sick citizens, and provision of the education of practical experts.
That is to say, that in Denmark we have:
Classificatory medicine commencing from 1736
Clinical Medicine, established from 1841-1873
Stabilization from 1937
This entails, that the epoch of clinical medicine was established approximately 50 years later
in Denmark than in France. These different medical epochs - the classificatory and the clinical
modern - all arose after a series of years. The precise year when classificatory medicine was
established in an organised and structured form is difficult to ascertain from the material
forming the basis of this dissertation.
Clinical Nursing as a discipline and occupation was devised by medicine at a time when
medicine itself had become clinical - round about 1863-1897. At that point in time access to
disease required accessibility to sick patients who were a prerequisite for observations of the
course of disease in sick patients - thus the necessity and discovery of the nurse. The nurse
should help the physician observe and register symptoms of disease during the course of the
patients illness. Thus the necessity for the creation of the nurse. This implies a regular division
of labour between the nurse and the physician. During the classificatory period the physician
observes, treats the patient, administrates medication, monitors, serves, and advises the
patient - etc., etc. In the clinical medical period the nurse participates in parts of this process;
for example - observing the patient and thereafter reporting to the physician. The disciplines
and occupations are closely related to each other on a number of levels - they are homologous.
In part they have the same theoretical knowledge base from which to learn during education
- although occurring on different levels, and separately, they share a common tradition
of arranging and compiling their curricula.
Both curricula are composed of theory and involve practical bedside assignments, apart from
this, education takes place in the different medical specialities and on both theoretical and
practical levels. Every time medicine discovers a new practical speciality or pursues a new
theoretical subject, the same subject is concurrently incorporated into nursing theory (texts)
and/or practical learning assignments. The transformation from working as a physicians assistant
in the clinical period to working from 1933 to the end of the 50’s - and embraces many
medical practical specialities. That is to say, nursing as a discipline and occupation has a relationship
with medicine as a discipline and occupation. And it is clinical practice which connects
the two disciplines and occupations. However, on one essential point they are not homogenous,
namely, the status of their education. Medical education is practical - theoretical
223

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
and entrenched in the university, nurse education is a practical-theoretical, master-apprentice
school-like form of education entrenched in a workplace permeated by the physicians theory.
This thesis presents a form of professional research, its perspective is focused on and encompasses
two large groups, namely, nurses and physicians located within the field of care and
treatment in the Danish health Service.
It is a relativ new approach in Danish research to combine a study of nurses and physicians
focusing on one perspective, in one and the same work, based on so much sources.
The formal object in this dissertation are Foucault’s and Bourdieu’s scientific sociological
theories with the focus on the perodisation of care and treatment in state institutions. This
periodisation is a new contribution.
224

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
17 Kilder
17.1 Bøger, artikler, tidsskrifter, leksika, årbøger, lærebøger
Adamsen, Lis (1980): Udstødning og tilpasning, social og sundhedspolitik. Magisterafhandling ved
Sociologisk Institut, Københavns Universitet, København.
Andersen, Daniel & Havstein, Bent & Juhl, Erik & Riis, Povl (red.) (1987): Lægevidenskabelig forskning
- en introduktion. 4. udgave. FADL’s Forlag. København, Odense.
Backer, K. H. & Skovgaard, A. (red.) (1949): Social=medicinske love. Udvalgte og bearbejdede med
henblik på deres betydning i social=medicinsk praksis. 1. hefte. Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse
af Lægegerning. Forlaget for videnskabelig litteratur. København.
Bech, Sv. Cedergreen (red.) (1980): Dansk Biografisk leksikon, bind 5. Gyldendal. København.
Bjørn, Agnes Marie (1989): Community Health Assessment and Nursing Care Needs of the Elderly.
Degree of Doctor of Philosophy, University of Manchester, the Faculty of Medicine, department of
Nursing. Manchester.
Bloch, C. E. (1921): Det spæde barns pleje. Forlaget Rechtwig og Tryde.
Brandes, Ludvig (1873): “Om en Reform af Sygepasningen i Hospitalerne. Foredrag holdt ved det
skandinaviske Naturforskermøde”. I: Hospitals-Tidende. Optegnelser af praktisk Lægekunst fra Ind-
og Udlandet. København den 9. Juli 1873.
Brandes, Ludvig (1880): “Bidrag til Udviklingen af Sygeplejen udenfor Hovedstaden”, I: Ugeskrift for
Læger, 4. række, bd.1, nr. 13, Reitzels Forlag. København.
Brandes, Ludvig (1921): “Foredrag holdt af Overlæge Brandes for Medlemmerne af den gjensidige
Hjælpeforening for Stuekoner ved Foreningens første Aarsmøde d. 19de februar 1873”. I: Tidsskrift
for Sygepleje nr. 21, Dansk Sygeplejeråd. København.
Budde, V. (1875): “Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København”, af
redaktør dr. V. Budde, 3. række, bd. 20, nr. 25, p. 394, Ugeskrift for læger, Reitzels Forlag. København.
Carøe, Kristian (1905): Den danske Lægestand 1479-1900, Læger og kirurger 1786-1838, bind III.
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København.
Carøe, Kristian (1906): Den danske Lægestand. Kirurger eksaminerede ved Theatrum Anatomicochirurgicum
1738-1785, bind II. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København og Kristania.
Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900. Læger 1838-1900, bind IV. Supplementsbind
til 7. udgave, indeholdende de læger, der har taget eksamen efter 30. jan. 1838 og er døde inden
1. jan. 1901. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København.
Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900. Læger 1479-1788. Doktorer og licentiater,
bind I. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København.
Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt
Nordisk Forlag. København.
Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København: Sygeplejen, årgang 1909-1975,
Gødvad, Silkeborg. Udvalgte numre.
225

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Aarhus Universitet (1988): 1938-1988 - altid på vej. Af Inge
Andersen, Ellinor Nicolaysen, Signe Østergaard. Århus.
Dansk Sygeplejeråd (1949): Dansk Sygeplejeråd. Statsautoriserede sygeplejerskers organisation. 27.
oktober 1899-1949. Dansk Sygeplejeråd.
Dansk Sygeplejeråd: (1901-1949): Tidsskrift for sygepleje. København. Udvalgte numre.
Dansk Sygeplejeråd: (1950-1971): Tidsskrift for sygeplejersker. København. Udvalgte numre.
Ellehøj, Svend, m.fl. (1991): Københavns Universitet 1479-1979. Bind I, Almindelig historie. Københavns
Universitet, G. E. C. Gads Forlag. København.
Engelsted, Sophus (1914): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”, nr. 21. I: Tidsskrift
for Sygepleje. Dansk Sygeplejeråd. København.
Faber, Knud (1939): Fra Sundhedskollegium til Sundhedsstyrelse. Gyldendalske Boghandel - Nordisk
Forlag. København.
Frimodt, Vibeke & Ravn, Karenlene (1984): Evaluering i sygeplejerskeuddannelsen. Sygeplejebiblioteket,
Munksgaards Forlag. København.
Gotfredsen, Edv. (1950): Medicinens historie. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. København.
Gotfredsen, Edv. (1960): Rigshospitalets tilblivelse. Novo Industri A/S. København.
Gotfredsen, Edv. (1963): Medicinens historie. 2. udgave. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. København.
Gotfredsen, Edv. (1973): Medicinens historie. 3. udgave (posthumt). Nyt Nordisk Forlag, Arnold
Busck. København.
Grane, Leif & Hørby, Kai (1993): Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie
1788-1936, G.E.C. Gads Forlag. København.
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag. København.
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd. København.
Henderson, Virginia (1955): Sygeplejens grundlæggende principper. International Council of Nurses.
Oversat og udgivet af Dansk Sygeplejeråd. Udateret pjece med angivelse af kilde fra 1955. København.
J. H. Schultz Forlag (1939): Dansk Biografisk leksikon. J. H. Schulttz Forlag. København.
Jacobæus, Holger & Kiær, Aage (1904, 1910, 1913, 1915, 1918, 1922, 1925): Haandbog for sygeplejersker.
Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag. København og Kristania.
Jacobæus, Holger, dr. med. & Kiær, Aage E., reservekirurg (1899): Teori for Sygeplejersker. Trykt
som Manuskript til brug for Sygeplejeskolen paa Kommunehospitalet. J. H. Schultz’ Universitetsbogtrykkeri.
København.
Kiær, Aage E. (1901): “Om Sygeplejerskens Uddannelse, Egenskaber og Pligter”. Foredrag afholdt
28. oktober 1901 i Dansk Sygeplejeråd. I: Tidsskrift for Sygepleje, 1. årg., nr. 11, november 1901,
Dansk Sygeplejeraad. København.
Koch, Margrethe (1944): Dansk Sygeplejeraads Historie. En Beretning om en Stands Tilblivelse,
Kamp og Vækst. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, Kjøbenhavn.
226

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Københavns Universitet: Årbøger 1837-38, 1841, 1849-56, 1873-75.
Lee, Florence C. (1876): Veiledning i konsten at pleie Syge. C. A. Reitzels Forlag. København.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-
1913. Speciale i historie. Københavns Universitet.
Lorensen, Margarethe (1986): Ældre og egenomsorg. Sygeplejebiblioteket, Munksgaard. København.
Lund, Anker Brink (1997): Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Munksgaards Forlag. København.
Melchior, Johannes G., m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet. Det lægevidenskabelige fakultet,
bind VII. G. E. C. Gads Forlag. København.
Munck, Charlotte & Rydgaard, Frode (red.) (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af
Dansk Sygeplejeraad, København. 1. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København. Bøgerne
genudgives i 2 bind i 1927, 1930, 1933/34 og atter i 3 bind i 1941/42. Inge Funding afløser fra 1933
Charlotte Munck.
Munck, Charlotte & Rydgaard, Frode (red.) (1926): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af
Dansk Sygeplejeraad, København. 2. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København. Bøgerne
genudgives i 2 bind i 1927, 1930, 1933/34 og atter i 3 bind i 1941/42 Inge Funding afløser fra 1933
Charlotte Munck.
Munck, Charlotte & Rydgaard, Frode (red.) (1927): Lærebog og Haandbog i sygepleje. Udgivet af
Dansk Sygeplejeraad, København. 3. Bind. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. København. Bøgerne
genudgives i 2 bind i 1927, 1930, 1933/34 og atter i 3 bind i 1941/42 Inge Funding afløser fra 1933
Charlotte Munck.
Nehm, Johs. & Rosdahl, Nils (1933): Lægeloven. Lov om udøvelse af lægegerning med kommentarer
af Johs. Nehm og Nils Rosdahl. Juristforbundets Forlag. København.
Nielsen, P. (1880): Praktisk Veiledning i Sygepleie. Forlaget G. E. C. Gad. København.
Nightingale, Florence (1859): Notes on hospitals: beeing Two papers read before the national association
for the promotion of social science, at Liverpool, in october, 1858, with evidence given to the
royal commissioners on the state of the army in 1857. The second edition, London: John W. Parker
and son, West Strand.
Nigthingale, Florence (1861): Om sygepasningen, hvad den er, og hvad den ikke er. Oversat til dansk
af ukendt medikus. Forlagt af Den Gyldendalske Boghandel. Kjøbenhavn.
Nigthingale, Florence (1995): Notes on Nursing. Bemærkninger om sygepleje. Oversat fra amerikansk
af Anders Johansen. Munksgaards Forlag. København.
Nigthingale, Florence (1997): Notater om sykepleie. Samlede utgaver. Med historisk innledning og
Nigthingales tilføyelser, redigert av Victor Skretkowicz. Universitetsforlaget. Oslo.
Norrie, Charlotte (1887): “Syge- og sundhedspleje som et nødvendigt Led i den kvindelige Opdragelse”.
Foredrag holdt i Dansk Kvindesamfund den 17. November 1886, Kvinden og Samfundet. København.
Norrie, Charlotte (1896) Norrie Charlotte: “Sygepleje som Livsgiærning for kvinder. Foredrag holdt
29. August 1895”. Dansk Kvindesamfund. København.
Norrie, Gordon (1896): Chirurgisk Academis Historie. Academiets Stiftelse. Forlagt af Brødrene Salmonsen.
Kjøbenhavn.
227

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Norrie, Gordon (1923): Chirurgisk Akademis Historie. 1785-1803. J. H. Schultz Forlagsboghandel
A/S. København.
Norrie, Gordon (1923): Kirurgisk Akademis historie 1803-1841. J. H. Schultz Forlagsboghandel A/S,
København.
Norrie, Gordon (1929): Kirurger og doctores. Levin & Munksgaards Forlag. København.
Olesen, Anne Mette (1994): Charlotte Munck. Dansk sygeplejes “første dame”. Kandidatafhandling,
Danmarks Sygeplejerske Højskoles skriftserie nr. 11. Århus.
Panum, P. L. (1868): Det medicinske Studiums og Examensvæsens Reform ved Kjøbenhavns Universitet.
Gyldendalske Boghandel. København.
Petersen, Cornelia (1928): Dansk Sygeplejes historie i korte træk. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck.
Kjøbenhavn. Copyright 1928 by Dansk Sygeplejeråd.
Petersen, Esther (1988): Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem
til år 1900. Dansk Sygeplejeråd. København.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd. København.
Petersen, Esther (1998): Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning 1853-1932. Dansk Sygeplejeråd.
København.
Petersen, Jul. (1889): Hovedmomenter i den medicinske Kliniks ældre historie. Forelæsninger ved
Kjøbenhavns Universitet. Gyldendalske Boghandels Forlag. Kjøbenhavn.
Petersen, Niels & Blomquist, Helle (1996): Sundhed, byrokrati og politik. Jurist- og Økonomforbundet.
København. Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz.
Poulsen, Kr. (1893): Kortfattet anatomi for Sygeplejersker. Forlaget P. G. Philipsen. København.
Rasmussen, Anker, Frode (1891): Haandbog for Sygeplejersker. Forlaget Schubothe. København.
Reiter, Paul, J. (1926): Sindssyge og sindssygebehandling. Forlaget Levin & Munksgaard. København.
Rudolf, Julius, Wilhelm (1910): Haandbog for Sygeplejersker: til brug for sygeplejeskoler og til selvundervisning.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Salling Anne-Lise (1990): Stimulation af patienternes aktivitet og udvikling. Dansk Sygeplejeråd.
København.
Salzwedel (1910): Haandbog for sygeplejersker. Til brug for sygeplejeskoler og til selvundervisning.
Oversat af redaktør E. Fiedler. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd, Fr. Bagges Kgl. Hoftrykkeri. København.
Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for
dansk Genealogi og Personalhistorie. København.
Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes universitet. En undersøgelse af Københavns universitets
fundats af 1788 som grundlag for vores nuværende studiestruktur. Akademisk Forlag. København.
Trautner, A. T. (1879): “Om Sygeplejen paa landet og Uddannelsen for dette”. I: Ugeskrift for læger,
3. række, bd. 28, nr. 4, p. 49-52. København.
Trautner, Peter (1909): “Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København”. I: Sygeplejen
nr. 9, 1911, Gødvad. Silkeborg.
228

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Trautner, Peter (1910): “Centralforeningen af Sygeplejevirksomheder udenfor København”. I: Sygeplejen,
nr. 9, august 1910, Gødvad. Silkeborg.
Trautner, T. M. (1894): Vejledning for Sundheds- og Sygepleje for Landboere og Andre. 3. udgave,
Schubotheske Forlag. København.
Tryde, G. (1945): Det kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Kjøbenhavn.
Vallgårda, Signild (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhusenes historia
1750-1880. Publikation 17. Institut for socialmedicin. Københavns Universitet. FADL’s Forlag. København,
Århus, Odense.
Vallgårda, Signild (1992): Sygehuse og sygehuspolitik i Danmark. Et bidrag til det specialiserede
sygehusvæsens historie 1930-1987. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Charlottenlund.
Voltelen, J. (red.) (1934): Hjemmesygeplejen. Historisk og biografisk haandbog. Udgivet af Centralforeningen
for hjemmesygeplejevirksomheder i Danmark i anledning af foreningens 25 års jubilæum,
Alex Kappels Forlag. København.
Wingender, Nete Balslev (1999): Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999.
Bind 1 + 2. Dansk Sygeplejeråd. København.
Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber-
og Frisørforeningen af 25. februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse.
Martinus Truelsens Bogtrykkeri. Kjøbenhavn.
Østergaard, Signe (1989): Sygeplejerskeuddannelsen i Danmark 1863-1979, Gruppen Kontekst. Næstved.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Sygeplejelære. Mentalhygiejniske
betragtninger. Arbejdsteknik i sygeplejen, Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1958): Sygeplejens historie og
fortsatte udvikling. Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Anatomi og fysiologi.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Elementær fysik og
kemi. Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Lægemiddellære.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Laboratorieundersøgelser.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Infektionspatologi.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1957): Arvelighedslære. Hygiejne.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Radiologi. Dansk Sygeplejeråd.
København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1958): Medicinens historie.
229

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1957): Kirurgi. Førstehjælp.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Øre-, næse- og halssygdomme.
Øjensygdomme. Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1957): Psykiatri. Psykiatrisk
sygepleje. Børnepsykiatri. Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1957): Medicinske sygdomme.
Pleje af patienter med medicinske sygdomme, Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1958): Ortopædi. Anæstesi.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1958): Gynækologi og obstetrik.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1957): Hudsygdomme. Kønssygdomme.
Rheumatiske sygdomme. Geriatri. Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1961): Epidemiske sygdomme.
Pleje af patienter med epidemiske sygdomme. Lungetuberkulose. Pleje af patienter med lungetuberkulose
(2. udgave). Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1964): Det sunde og det syge
barns pleje (3.udgave). Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Neurologi. Dansk
Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1958): Sygehusdrift. Løn- og
ansættelsesforhold. Afdelingsledelse. Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1956): Sociallovgivning.
Dansk Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B. (red.) (1958): Samfundslære. Dansk
Sygeplejeråd. København.
Aalkjær, V. & Bruun, E. & Eppenstein, A. & Kofoed-Hansen, B.(red.) (1956): Ernæringslære og diætetik.
Dansk Sygeplejeråd. København.
17.2 Love, bekendtgørelser, anordninger, cirkulærer, instrukser, meddelelser,
betænkninger, fundatser, kontrakter, beretninger
Amalienborg (1902): Anordning Nr. 125 om en Omordning af den lægevidenskabelige Embedseksamen
ved Kjøbenhavns Universitet. København.
Amalienborg (1908): Lov nr. 49 af 13. Marts 1908 om Nedsættelse af en Kommission til Forberedelse
af en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Amalienborg (1909): Lov nr. 111 af 22. maj om Sundhedsvæsenets Centralstyrelse. København.
Amalienborg (1910): Lov nr. 72 af 1. april om Udvidelse af Statens Seruminstitut m.m. København.
230

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Amalienborg (1912): Anordning Nr. 262 om en Omordning af den lægevidenskabelige Embedseksamen
ved Kjøbenhavns Universitet. København.
Amalienborg (1913): Anordning nr. 163 af 11. Juni 1913 angaaende hvilke upræparerede Medicinalvarer
det i Henhold til Lov om Haandværks- og Fabriksdrift samt Handel og Beværtning m.m. af 29.
December 1857 skal være Apotekerne forbeholdt at forhandle i visse mindre Dele. København.
Amalienborg (1913): Lov nr. 123 af 29. april om oprettelse af et Sindssygehospital og en dertil knyttet
Sikringsanstalt på Sjælland. København.
Amalienborg (1913): Lov nr. 132 af 10. Maj 1913 om Apotekervæsenet, København.
Amalienborg (1914): Anordning nr. 213 af 4. September 1914 om Indretning af en Eksamen for Embedslæger.
København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 126 af 13. Juni om Jordemodervæsenet. København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 87 af 21. april om Embedslægevæsenets ordning. København.
Amalienborg (1914): Lov nr. 88 af 21. april om Kommunal Lægehjælp. København.
Amalienborg (1916): Lov nr. 40 af 25. Februar om Udøvelse af Tandlægevirksomhed. København.
Amalienborg (1935): Lov nr. 131 af 16. April 1935 om Retslægerådet. København.
Borberg, m.fl. (1931): Betænkning afgivet af Kommissionen angaaende Lægers Retsstilling, 1. juli.
København.
Christiansborg (1933): Lov nr. 140 af 26. April 1933 om Autoriserede Sygeplejersker. København.
Christiansborg (1937): Lov om bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i de første leveår.
Den 31. marts 1937. København.
Christiansborg (1956): Lov om sygeplejersker af 25. Maj 1956. København.
Christiansborg (1957): Anordning om sygeplejerskeuddannelsen af 30. januar. København.
Diakonissestiftelsen (1998): Uddannelseskontrakt, Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S. København.
Diakonissestiftelsen (2001): Uddannelseskontrakt, Diakonissestiftelsens Sygeplejeskole for H:S. København.
Forordningen om Collegium medicum af 9. april 1740 er genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens
historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag. København,
pp. 44-45.
Forordningen om Barberlauget af 15. januar 1745 genoptrykt i: Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske
Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber- og Frisørforeningen af 25. februar
1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse. Martinus Truelsens Bogtrykkeri,
Kjøbenhavn, pp. 263-269.
Fundatsen for Frederiks Hospital af 6. august 1756 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige
Frederiks Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag. København, pp. 58-75.
Fundatsen for Københavns Universitet af 7. May 1788 genoptrykt i: Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes
universitet. En undersøgelse af Københavns universitets fundats af 1788 som grundlag
for vores nuværende studiestruktur, Akademisk Forlag. København. pp. 705-737. Genoptrykket er fra
Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenets udgivne samling i 1884-1885, som er blevet konfere-
231

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ret med originaltrykket.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 231 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
19. juni. København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 77 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
5. april. København.
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts
1934 om Udøvelse af Lægegerning 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste)
for lægevidenskabelige Kandidater, 23. november. København.
Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning. København.
Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse nr. 36 af 13. Februar 1937 om Speciallæger. København.
Indenrigsministeriet (1937): Cirkulære til samtlige kommunalbestyrelser af 3. juli 1937. København.
Indenrigsministeriet (1939): Bekendtgørelse Nr. 144 om Ændring i Indenrigsministeriets Bekendtgørelse
Nr. 36 af 13. Februar 1937 om Speciallæger, 13. marts. København.
Indenrigsministeriet (1942): Bekendtgørelse Nr. 377 om Speciallæger, 27. august. København.
Indenrigsministeriet (1944): Bekendtgørelse Nr. 180 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse
Nr. 137 af 27. August 1942 om Speciallæger, 16. maj. København.
Indenrigsministeriet (1947): Bekendtgørelse Nr. 229 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse
Nr. 377 af 27. August 1942 om Speciallæger, 12. juli. København.
Indenrigsministeriet (1950): Bekendtgørelse Nr. 442 om speciallæger, 16. november. København.
Indenrigsministeriet (1951): Bekendtgørelse Nr. 380 om ændring af bekendtgørelse om speciallæger,
14. september. København.
Indenrigsministeriet (1954): Uddannelse af sygeplejersker m. m. Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet
under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om sygeplejerskemanglen. Betænkning nr.
100. København, juni 1939.
Indenrigsministeriet (1957): Indenrigsministeriets cirkulære nr. 14 af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen.
København.
Indenrigsministeriet (1964): Betænkning om undervisningen ved institut for syge- og sundhedsplejersker
ved Aarhus universitet. Afgivet af et af indenrigsministeriet nedsat udvalg. København.
Instruks for chirurgus ved Frederiks Hospital af 4. april 1757 er genoptrykt i: Tryde, G. (1945): Det
kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kjøbenhavn, pp. 117-
122.
Instruks for medikus ved Frederiks Hospital af 2. november 1756 er genoptrykt i: Tryde, G. (1945):
Det kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kjøbenhavn, pp.
103-112.
Instruks for Plejemoder ved Dagplejen og Natplejen på Frederiks Hospital fra 1886 genoptrykt i: Grested,
Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske
Forlag. København, p. 156-158.
Justitsministeriet (1910): Instruks nr. 29 af 14. Juli 1910 for Sundhedsstyrelsen. København.
Justitsministeriet (1914): Bekendtgørelse nr. 118 af 30. Maj 1914 om Tilskud af Statskassen til Ud-
232

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dannelse af Sygeplejerske. København.
Justitsministeriet (1935): Bekendtgørelse nr. 150 af 30. April 1935 om Retslægerådets forretningsgang.
København.
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Instruks for Overlægerne ved Kommunehospitalet. Stadsarkivet;
Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410). 10.
Kjøbenhavns Magistrat (1863): Regulativ for Kommunehospitalet i København. Udarbejdet i henhold
til Kommunalbestyrelsens Beslutninger. Kjøbenhavns Magistrat den 24de August 1863. Stadsarkivet;
Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929, 1 pakke (K3 409/410).
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Elever ved Sygeplejen paa
Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Plejemødre ved Kommunehospitalet.
Kjøbenhavns Magistrats 2den Afdeling, den 31te August 1876: Instrux for Assistenter ved Sygeplejen
paa Kommunehospitalet.
Københavns Kommunalbestyrelse (1876): Beretning om Kjøbenhavns Kommunehospital år 1875.
Trykt 1876, Stadsarkivet, Københavns Rådhus.
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Gangkoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 12de Oktober 1865. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca.
1929, 1 pakke (K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Overopsynskonen ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns
Magistrat den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863ca.
1929, 1 pakke (K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Stuekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929,
1 pakke (K3 409/410).
Københavns Magistrat (1863): Instrux for Vågekoner ved Kommunehospitalet. Kjøbenhavns Magistrat
den 26de August 1863. Stadsarkivet; Kommunehospitalet. Instrukser, vedtægter, mm. 1863-ca. 1929,
1 pakke (K3 409/410).
Medicinalforordningen af 10. januar 1619 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens
historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag. København, pp. 7-8.
Medicinalforordningen af 4. december 1672 genoptrykt i: Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens
historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt Nordisk Forlag. København, pp. 29-35.
Medicinalkommissionen I (1909): Betænkning angaaende Ordningen af Sundhedsvæsenets Centralstyrelse.
Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede
en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen II (1909): Betænkning angaaende Ordningen af den kgl. Kokoppeindpodningsanstalts
og Statens Seruminstituts Forhold. Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts
1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen III (1910): Betænkning angaaende Ordningen af Sindssygeplejen i Danmark.
Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Om-
233

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
ordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen IV (1911): Betænkning angaaende Ordningen af Embedslægevæsenet og den
kommunale Sygepleje i Danmark. Afgiven af den i medfør af lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte
Kommission til at Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen IX (1919): Betænkning angaaende Epileptikerplejen og Opførelse af et nyt
Sindssygehospital m.m. Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission
til at Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen V (1912): Betænkning angaaende ordningen af Apotekervæsenet i Danmark.
Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning
af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen VI (1913): Betænkning angaaende Jordemodervæsenet. Afgiven af den i
medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af Statens
civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen VII (1915): Betænkning angaaende Tandlægevæsenet. Afgiven af den i medfør
af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af Statens
civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen VIII (1916): Betænkning angaaende Ligsynsvæsenet. Afgiven af den i medfør
af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede en Omordning af Statens civile
Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen X (1920): Betænkning angaaende Overbestyrelsen af Statens Sindssygehospitaler
m.v. Afgiven af den i medfør af Lov nr. 43 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at Forberede
en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Medicinalkommissionen XI (1921): Betænkning angaaende indførelse af en statsanerkendelse for
sygeplejersker. Afgiven af den i medfør af Lov Nr. 49 af 13. Marts 1908 nedsatte Kommission til at
Forberede en Omordning af Statens civile Sundhedsvæsen. København.
Ministeriet for Sundhedsvæsen (1927): Instruks nr. 326 af 22. December 1927 for Sundhedsstyrelsen.
København.
Rigsdagstidende (1936/37): Bilag til lovforslag til Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed
blandt Børn i det første Leveaar (om forsøg med sundhedsplejersker). Rigsdagstidende 1936/37, tillæg
A.
Socialministeriet (1934): Bekendtgørelse af Regler for de anerkendte Sygekassers Ydelse af Hjemmesygepleje,
12. Maj. København.
Sorgenfri Slot (1936): Anordning Nr. 219 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns
Universitet.
Sundhedsministeriet (1970): Sundhedsplejerskeinstitutionen. Betænkning I afgivet af det af sundhedsstyrelsen
nedsatte udvalg vedrørende revision af sundhedsplejerske- og hjemmesygeplejeordningen.
København.
Sundhedsministeriet (1990): Bekendtgørelse nr. 655 om uddannelse af speciallæger, 18. september.
København.
Sundhedsministeriet (1990): Bekendtgørelse nr. 657 og 658 om uddannelse af alment praktiserende
læger. 20. september. København.
234

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Sundhedsministeriet (1993): Lov om sundhedspersonalets videreuddannelse m.v. nr. 1137 af 22. december
1993. København.
Sundhedsministeriet (1994): Bekendtgørelse om kandidatuddannelsen i sygepleje nr. 786 af 29. August
1994. København.
Sundhedsstyrelsen (1937): Cirkulære til landets embedslæger af 9. juli 1937. København.
Sundhedsstyrelsen (1939): Meddelelse til sygehusbestyrelser, overlæger og oversygeplejersker, juni. I:
(1954): Betænkning III afgivet af det af Indenrigsministeriet under 9. februar 1946 nedsatte udvalg om
sygeplejerskemanglen. Betænkning nr. 100. København.
Sundhedsstyrelsen (1957): Sundhedsstyrelsens cirkulære til sygeplejeskoler m.m. af 1. juni. København.
Undervisnings- og forskningsministeriet (1990): Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 2.
Marts 1990. København.
Undervisningsministeriet (1936): Bekendtgørelse indeholdende nærmere Bestemmelser til Gennemførelse
af kgl. Anordning af 25. September 1936 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns
Universitet. København.
Undervisningsministeriet: Bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen af 30. marts 2001.
Økonomens kontrakt på Frederiks Hospital fra 1797 genoptrykt i: Grested, Fr. (1907): Det kongelige
Frederiks Hospital 1757-1907. Et jubilæumsskrift. Det Schubotheske Forlag. København, pp. 132-
137.
235

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
18 Litteratur
Andersen, Elisabeth Wederkinck (1996): Forebyggelse eller sundhedsfremme. “Hvordan kan det være,
at forebyggende sundhedsarbejde ikke går efter hensigten? Specialeafhandling, Den Sygeplejevidenskabelige
Kandidatuddannelse, skriftserie fra Danmarks Sygeplejerske Højskole ved Aarhus Universitet,
nr. 31. Århus.
Andersen, Heine, m.fl. (red.) (1996): Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag. København.
Axelsen, Inga (1994): “...især tilgodese børn med særlige behov...”. Et empirisk studie af sundhedsplejerskearbejdet
med de socialt svagest stillede børn i en af verdens rigeste lande, med afsæt i Pierre
Bourdieus praktikteori og habitusbegreb og Aron Antonovskys teori om salutogenese”. Nordiska Hälsovårdhögskolan
i Göteborg. Göteborg.
Bachelard, Gaston (1976): Nej’ets filosofi. Vinten Forlag. København.
Beedholm, Kirsten (2002): Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs. Ph.d.-afhandling.
Forlaget PUC, Viborg-seminariet
Berner, Boel & Callewaert, Staf & Silberbrandt, Henning (1977): Skole, ideologi og samfund. Et
kommenteret udvalg af franske uddannelsessociologiske tekster: Bourdieu, Passeron; Baudelot,
Establet; Poulantzas. Munksgaards Forlag. København.
Berner, Boel & Callewaert, Staf & Silberbrandt, Henning (1977): Uddannelse og bevidsthed. Et kommenteret
udvalg af franske uddannelsessociologiske tekster: Chamboredon/Prévot, Grignon, Gorz,
Tanguy, Bisseret, Illich/Verne. Munksgaards Forlag. København.
Bourdieu, Pierre & Wacquan, Loïc J. (1992): An invitation to Reflexive Sociology. Polity Press. Oxford.
Bourdieu, Pierre & Wacquan, Loïc J. (1996): Refleksiv sociologi - mål og midler. Oversat af Henning
Silberbrandt, Hans Reitzels Forlag. København.
Bourdieu, Pierre (1993): “Produktionen af tro”. I: Pierre Bourdieu. Kultursociologiska texter. I udvalg
af Donald Broady og Mikael Palme. Brutus Östlings Bokförlag Symposium AB, 4. oplag. Stockholm.
Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Oversat og kommenteret
af Staf Callewaert, Martin Munk, Morten Nørholm og Karin Anna Petersen. Akademisk Forlag. København.
Bourdieu, Pierre (1995): “Den biografiske illusion”. I: Social Kritik nr. 36. København.
Bourdieu, Pierre (1995): Distinksjonen. En sosiologisk kritikk av dømmekraften. Pax Forlag A/S. Oslo.
Bourdieu, Pierre (1995): Outline of a Theory of Practice. Cambridge University Press.
Bourdieu, Pierre (1996): Distinction. A social critque of the judgement of taste. Routledge and Keagan
Paul Ltd. London.
Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicus. Brutus Östlings Bokförlag. Stockholm.
Bourdieu, Pierre (1996): Homo Academicvs. Polity Press. England.
Bourdieu, Pierre (1996): The State Nobility. Elite Schools in the Field of Power. Polity Press. Cambridge.
236

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Bourdieu, Pierre (1997): Af praktiske grunde. Oversat til dansk af Henrik Hovmark. Reitzels Forlag.
København.
Bourdieu, Pierre (1997): Hvem skabte skaberne? Oversat af Henrik Hovmark, Akademisk Forlag.
København.
Bourdieu, Pierre (1999): Den maskuline dominans. Forlaget Tiderne skifter. København.
Broady, Donald (1983): Dispositioner och positioner, ett ledmotiv i Pierre Bourdieus sociologi. Universitets-
och Högskoleämbetet. Forskning och Utvikling för Högskolan. Arbetsrapport 2. Stockholm.
Broady, Donald (1989): Kapital, habitus, fält. Några nyckelbegrepp i Pierre Bourdieus sociologi.
Universitets- och Högskoleämbetet. Forskning och Utvikling för Högskolan. Arbetsrapport 2. Stockholm.
Broady, Donald (1991): Sociologi och Epistemologi. Om Pierre Bourdieus författerskap och den
historiska epistemologin. HLS Förlag. Stockholm.
Buus, Henriette (1999): Sundhedsplejerskeinstitutionens dannelse - en interpellationsanalyse. Ph.d.afhandling,
Museum Tusculanums Forlag. Københavns Universitet.
Callewaert, Staf & Nilsson Bengt, A. (1979): Samhället, skolan og skolans inre arbete. Lunds bok och
tidsskrifts AB. Lund.
Callewaert, Staf & Nilsson Bengt, A. (1980): Skollklassen som socialt system. Lektionsanalyser I och
II. Lunds bok och tidsskrifts AB. Lund.
Callewaert, Staf (1987): Om Foucault og postmodernisme-diskussionen. Forskningsnoter nr. 1. december
1987, Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
Callewaert, Staf (1992): Kultur, pædagogik og videnskab. Om Pierre Bourdieus habitusbegreb og
praktikteori. Akademisk Forlag. København.
Callewaert, Staf (1995): De humanistiske uddannelser på universiteterne: kvalifikationer og niveau.
Oplæg til Mødet med fakultetets studieledere 12.10.95, upubliceret manuskript, Institut for Filosofi,
Pædagogik og Retorik. Københavns Universitet.
Callewaert, Staf (1997): Bourdieustudier. Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik. Københavns
Universitet.
Callewaert, Staf (1998): Forelæsning om Pierre Bourdieus statsteori i ph.d.-gruppen, upubliceret, Det
Humanistiske Fakultet. Københavns Universitet.
Callewaert, Staf (1998): Til kritikken af den pædagogiske teori. Institut for Filosofi, Pædagogik og
Retorik. Københavns Universitet, Amager.
Callewaert, Staf (1999): “Båndudskrift af Staf Callewaerts forelæsning om Michel Foucaults bog The
Birth of the Clinic den 15.4.1999 i ph.d.-gruppen, Det Humanistiske Fakultet, Institut for Filosofi,
Pædagogik og retorik. Københavns Universitet.
Callewaert, Staf (1999): “Foucault Michel: Klinikkens födelse: en arkeologi av den medicinska blicken”.
Upubliceret manuskript, Københavns Universitet, Det humanistiske fakultets forskeruddannelse.
Bourdieuprogrammet.
Carøe, Kristian (1905): Den danske Lægestand 1479-1900, Læger og kirurger 1786-1838, bind III.
Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København.
Carøe, Kristian (1906): Den danske Lægestand. Kirurger eksaminerede ved Theatrum Anatomico-
237

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
chirurgicum 1738-1785, bind II. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København og Kristania.
Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900. Læger 1838-1900, bind IV. Supplementsbind
til 7. udgave, indeholdende de læger, der har taget eksamen efter 30. jan. 1838 og er døde inden
1. jan. 1901. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København.
Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900. Læger 1479-1788. Doktorer og licentiater,
bind I. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag. København.
Carøe, Kristian (1917): Medicinalordningens historie indtil Sundhedskollegiets oprettelse 1803. Nyt
Nordisk Forlag. København.
Djónastovu, Esta Larsen í (1996): “Værdigrundlag i sygepleje - en ideologisk tænkning”. I: Jørgensen,
Emmy Brandt (red.): Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold for medicinsk humaniora,
Akademisk Forlag. København.
Dubos, René J. (1960): Drømmen om sundhed. Reitzels Forlag, Thaning & Appels Forlag. København.
Durkheim, Émile (1975): Opdragelse, uddannelse og sociologi. Samfund, Carit Andersens Forlag.
København.
Ellehøj, Svend, m.fl. (1991): Københavns Universitet 1479-1979. Bind I, Almindelig historie. Københavns
Universitet, G. E. C. Gads Forlag. København.
Eribon, Didier (1991): Michel Foucault. Oversat til svensk Gustaf Gimdal. Brutus Östlings Bokförlag.
Symposium 1991. Sverige.
Eriksen, Tine Rask (1986): Sygeplejekultur i erhverv og uddannelse. Forlaget Kontekst. Næstved.
Eriksen, Tine Rask (1992): Omsorg i forandring. Munksgaards Forlag. København.
Eriksen, Tine Rask (1996): Livet med kræft. Munksgaards Forlag. København.
Foucault, Michel (1971): Sindssygdom og psykologi. Biblioteket Rhodos. København. Oversat af
Krause-Jensen, Esbern.
Foucault, Michel (1972): Vetandets arkeologi. Oversat til svensk af C. G. Bjurström. Fransk originaltitel:
L’archéologie du savoir. Første oplag. Bo Cavefors Bokförlag AB. Sverige.
Foucault, Michel (1991): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge.
London.
Foucault, Michel (1993): Diskursens ordning. Installationsföreläsning vid Collége de France den 2.
december 1970. Oversat til svensk af Mats Rosengren. Brutus Östlings Bokförlag. Symposion. Stockholm/Stehag.
Foucault, Michel (1994): Overvågning og straf. Det moderne fængsels historie. Oversat til norsk af
Dag Østerberg. Det Lille Forlag. Frederiksberg.
Foucault, Michel (1999): Ordene og tingene. En arkæologisk undersøgelse af videnskaberne om mennesket.
Oversat til dansk af Christian Svendsen. Fransk originaltitel: Lets mots et les choses. Spektrum.
Viborg.
Foucault, Michel (2000): Klinikkens fødsel. Oversat til dansk efter: Naissance de la clinique, Copyright
1993 “Quadrige”/Press Universitaires de France af Henning Silberbrandt, Hans Reitzels Forlag.
København.
238

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Frederiksen, Kirsten (2005): Uddannelse til ordentlighed – at lære sygepleje gennem 200 år. Institut
for Filosofi og Idéhistorie. Aarhus Universitet.
Glasdam, Stinne (1996): Opkomsten af forskning i det moderne samfund. Specialeafhandling, Den
Sygeplejevidenskabelige Kandidatuddannelse, Danmarks Sygeplejerske Højskoles skriftserie nr. 49.
Århus.
Glasdam, Stinne (2003): Inklusion og eksklusion af kræftpatienters pårørende i en onkologisk klinik,
Forlaget PUC, Viborg.
Gotfredsen, Edv. (1950): Medicinens historie. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. København.
Gotfredsen, Edv. (1960): Rigshospitalets tilblivelse. Novo Industri A/S. København.
Gotfredsen, Edv. (1963): Medicinens historie. 2. udgave. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. København.
Gotfredsen, Edv. (1973): Medicinens historie. 3. udgave (posthumt). Nyt Nordisk Forlag, Arnold
Busck. København.
Gothenborg, Birgit (1991): Det kreative kaos - et studie af bevidsthedsdannelse i alderdommen. Magisterkonferens,
Institut for Pædagogik. Københavns Universitet.
Grane, Leif & Hørby, Kai (1993): Københavns Universitet 1479-1979. Bind II. Almindelig historie
1788-1936, G.E.C. Gads Forlag. København.
Grested, Fr. (1907): Det kongelige Frederiks Hospital 1757-1907. Det Schubotheske Forlag. København.
Gustafsson, Rolf A. (1987): Traditionernas ok. Den svenska hälso- och sjukvårdens organisering i
historie-sociologiskt perspektiv. Esselte Studium AB. Falköping.
Gøtzsche, Inger (1996): Sygeplejen og Højskolen 1927-1981. Dansk Sygeplejeråd. København.
Halskov, Gerd Anne (1997): Videnskabelig forskning og kundskabsudvikling - eller ideologisk monopolisering
af praktisk og teoretisk sygepleje?. Specialeafhandling, Danmarks Sygeplejerske Højskoles
skriftserie. Århus.
Heede, Dag (1992): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums
Forlag. Frederiksberg.
Heyman, Ingrid (1995): Gånge hatt till...Omvårdnadsforskningens framväxt i Sverige - sjuksköterskors
avhandlingar 1974-1991, Daidalos AB. Göteborg.
Hovmark, Henrik (1995): “Homo Akademikus”. I: Universitetslæreren, nr. 85, juni, Dansk Magisterforening.
København.
Hovmark, Henrik (1995): “Videnskabelig praksis som social kamp”. I: Universitetslæreren, nr. 86,
august, Dansk Magisterforening. København.
Illich, Ivan (1977): Grænser for lægevidenskaben. Gyldendal. København.
Jakobsen, Kate Hovgaard (1992): Rousseau og spædbarnet. Vejledning af mødre i spædbarnspleje -
mellem brud og fastholdelse. Magisterkonferens, Institut for Pædagogik. Københavns Universitet.
Jensen, Kirsten Pryds m.fl. (1992): “The Caring Moment and the Green-Thumb Phenomenon Among
Swedish Nurses”. I: Nursing Science Quarterly, 6:2, Summer. Chestnut House Publications.
Jensen, Uffe Juul (1983): Sygdomsbegreber i praksis. Det kliniske arbejdes filosofi og videnskabsteori.
239

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
1. udgave, 1. oplag, Munksgaards Forlag. København.
Johnsen, Marianne Haman (1994): “Fra en praksisbaseret læring til en mere videnskabsbaseret læring”.
I: Jørgensen, Emmy Brandt: En antologi om sundheds- og sygepleje, Akademisk Forlag. København.
Jørgensen, Anne Mette (1993): En diskussion af: Hvilken betydning har teori for praktik? Hvad er
erkendelsesgrundlaget for praktik? Her relateret til et konkret empirisk observationsstudie. Kandidatspeciale,
Institut for Pædagogik. Københavns Universitet.
Jørgensen, Emmy Brandt (2006): ”At arbejde med historiske dokumenter inden for medicin og sygepleje
med Foucault som inspiration”. I: En dansk-svensk-norsk antologi om vård, omvårdnad, sygepleje,
omsorg og medicin. At tænke med human- og samfundsvidenskab..Redigeret af Karin Anna Petersen,
m.fl. Uppsala Universitet. Sverige.
Jørgensen, Emmy Brandt (1995): “Den symbolske vold som gennemsættelse - Myte eller virkelighed i
en film om sygepleje”. I: Petersen, Karin Anna (red.): Praktikteori i sundhedsvidenskab, Akademisk
Forlag. København.
Jørgensen, Emmy Brandt (red.) (1994): En antologi om sundheds - og sygepleje. Akademisk Forlag.
København.
Jørgensen, Emmy Brandt (1997): “Mediespektakel påvirker sundhedspolitikken”. I: Sygeplejersken,
Tidsskrift for sygeplejersker, nr. 51, Dansk Sygeplejeråd. København.
Jørgensen, Emmy Brandt (1992): “Myten om de “fysiske”, “psykiske” og “sociale” sygeplejepraktikker”.
I: Philosophia, årg. 22, nr. 2-3. Institut for Filosofi, Aarhus Universitet.
Jørgensen, Emmy Brandt (red.) (1996): Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold for
medicinsk humaniora. Akademisk Forlag, København.
Jørgensen, Emmy Brandt (2003): ”Sygeplejeerhvervet i historisk belysning”. I: Person og profession.
En udfordring for socialrådgivere, sygeplejersker, lærere og pædagoger. Redigeret af Inge Weicher
og Per Fibæk Laursen. Billesø & Baltzer, Værløse.
Kant, Immanuel (1784): “Hvad er oplysning?”. I: Slagmark nr. 9, 1987. Tidsskrift for idehistorie,
postboks 1058, DK-8200. Århus N.
Kant, Immanuel (1992): The conflict of the faculties (Der Streit der Fakultæten). Oversættelse og introduktion
ved Mary J. Gregor. University of Nebraska Press, Lincoln and London.
Kjeldstadli, Knut (1992): Fortida er ikke hva den en gang var. En innføring i historiefaget. Universitetsforlaget.
Oslo.
Koch, Margrethe (1944): Dansk Sygeplejeraads Historie. En Beretning om en Stands Tilblivelse,
Kamp og Vækst. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck. Kjøbenhavn.
Krause-Jensen, Esbern (1978): Viden og magt. Studier i Michel Foucaults institutionskritik. Bibliotek
Rhodos. København.
Kristensen, Jens Erik (1985): “Michel Foucaults videnspolitik - mod en omvurdering af viden og
sandhed”. I: Foucaults blik. Modtryk. Socialistisk Forlag. Århus.
Kvale, Steinar (1993): “En pædagogisk rehabilitering af mesterlæren?”. I: Dansk pædagogisk tidsskrift,
nr. 1.
Larsen, Anne-Marie Elgkjær (1996): Om nogle skjulte strukturer i den sygeplejefaglige kvalitetssikring.
Specialeafhandling, Danmarks Sygeplejerske Højskoles skriftserie. Århus.
240

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Larsen, Birte Hedegaard (2006): Anerkendelse og krænkelse. En undersøgelse af diskursive kontrolprocedurer
i relation til sygeplejerskers bestræbelser på at opnå anerkendelse af det verdslige sygeplejefag
som et selvstændigt fag. Ph.d.-afhandling. Forlaget PUC, CVU Midt-vest.
Larsen, Kristian (1993): Teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen. En empirisk undersøgelse af
forholdet mellem teori og praksis i sygeplejerskeuddannelsen. Kandidatspeciale, Institut for Filosofi,
Pædagogik og Retorik. Københavns Universitet.
Larsen, Kristian (2000): Praktikuddannelse, kendte og miskendte sider: et observationsstudie af praktikuddannelse
inden for sygeplejerskeuddannelsen. Ph.d.-afhandling Det Hunanistiske Fakultet, Københavns
Universitet.
Laursen, Per Fibæk (1993): “En ny ydmyghed overfor praksis?”. I: Dansk pædagogisk tidsskrift, nr. 1.
Laustsen, Sussie (1997): Hvad kroppen (fatter) gør - er altid det rigtige. Specialeafhandling, Danmarks
Sygeplejerske Højskoles skriftserie. Århus.
Lindgren, Gerd (1992): Doctorer, systrar och flickor. Om informell magt. Gerd Lindgren och Carlssons
bokförlag. Stockholm.
Lommer, Anne-Grete (1978): Sygeplejersker i København. Uddannelse, arbejde, organisering 1863-
1913. Speciale i historie. Københavns Universitet.
Lorensen, Margarethe (1972): “Farligt at flytte sygeplejeuddannelsen ind i akademisk miljø”. I: Sygeplejersken,
25. maj, Dansk Sygeplejeråd. København.
Lorentzen, Vibeke (1996): “Ansatser til en analyse af Merry Scheels position i dansk sygepleje”. I:
Jørgensen, Emmy Brandt: Sundhedsvidenskabelige praktikker. Et bud på fagindhold for medicinsk
humaniora. Akademisk Forlag. København.
Lorentzen, Vibeke (2004): Symboltanker og symbolhandlinger – som fænomen i forbindelse med alvorlig
sygdom. Ph.d.-afhandling. Forlaget PUC, Viborg-seminariet.
Lund, Anker Brink (1997): Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. Munksgaards Forlag. København.
Lübcke, Poul (1986): Metafysik. Introduktion til filosofi 3. Folkeuniversitetet, Museum Tusculanums
Forlag. København.
Madsen, Lisbet (1993): Information og vejledning af patienter i det sociale rum. Kandidatspeciale,
Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik. Københavns Universitet.
Malchau, Susanne (1998): Kærlighed er tjeneste. Søster Benedicte Ramsing - En biografi. Ph.d.afhandling,
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet. Udgivet af Dansk Sygeplejeråd.
København.
Martinsen, Kari & Wærness, Kari (1979): Pleie uten omsorg? Pax Forlag A/S. Oslo.
Martinsen, Kari (1984): Sykepleiens historie. Freidige og uforsagte diakonisser. Et omsorgsyrke vokser
fram 1860-1905. Aschehoug/Tanum-Norli. Kolbotn.
Martinsen, Kari (1991): Omsorg, sykepleie og medisin. Historisk - filosofiske essays, Forlaget Tano.
Otta.
Martinsen, Kari (2000): Kjærlighetsgjerningen og kallet. Betraktninger omkring Rikke Nissens Lærebog
i Sykepleie for diakonisser (1877). Efterord til Lærebog i Sykepleie af Rikke Nissen fra 1877, genudgivet
i 2000. Gyldendals sykepleieklassikere. Gyldendal Akademisk. Oslo.
241

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Melchior, Johannes G., m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet. Det lægevidenskabelige fakultet,
bind VII. G. E. C. Gads Forlag. København.
Muel-Dreyfus, Francine (1985): “Utbildning, yrkesförväntningar och grusade förhoppningar” (Le
metier d'educateur i urval). Oversættelse og bearbejdning af Elisabeth Hultqvist. I: Broady, Donald
(red.) (1985): Kultur och utbildning. Om Pierre Bourdieus sociologi. UHÄ, FOU, skriftserie. Stockholm.
Muschinsky, Lars Jakob (1991): Mellemlaget og dets naturalisering. Upubliceret materiale, Institut for
pædagogik. Københavns Universitet.
Nehm, Johs. & Rosdahl, Nils (1933): Lægeloven. Lov om udøvelse af lægegerning med kommentarer
af Johs. Nehm og Nils Rosdahl. Juristforbundets Forlag. København.
Nielsen, Karin (1993): Mellem to stole - om den grønlandske mand i dag, hans situation og baggrunden
for den. Specialeafhandling i pædagogik. Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik. Københavns
Universitet.
Nigthingale, Florence (1997): Notater om sykepleie. Samlede utgaver. Med historisk innledning og
Nigthingales tilføyelser, redigert av Victor Skretkowicz. Universitetsforlaget. Oslo.
Nordenbo, Sven Erik (1984): Bidrag til den danske pædagogiks historie. Museum Tusculanums Forlag.
København.
Nordenbo, Sven Erik (1985): “Er Audiologopædien et selvstændigt fag?” I: Dansk Audiologopædi, nr.
1, 21. Årgang. København.
Olesen, Anne Mette (1994): Charlotte Munck. Dansk sygeplejes “første dame”. Kandidatafhandling,
Danmarks Sygeplejerske Højskoles skriftserie nr. 11. Århus.
Olesen, Søren Gosvig (red.) (1983): Epistemologi. Tekster af Koyré, Bachelard, Canguilhem, Althusser,
Regnault, Foucault, Desanti, Lacan. Rhodos, København.
Olsson, Ulf (1997): Folkhälsa som pedagogiskt projekt. Bilden av hälsoupplysning i statens offentliga
utredningar. Doktorsavhandling för filosofie doktorsexamen i pedagogik, Uppsala Universitet.
Petersen, Cornelia (1928): Dansk Sygeplejes historie i korte træk. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck.
Kjøbenhavn. Copyright 1928 by Dansk Sygeplejeråd.
Petersen, Esther (1988): Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem
til år 1900. Dansk Sygeplejeråd. København.
Petersen, Esther (1989): Fra kald til fag - kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd. København.
Petersen, Esther (1998): Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning 1853-1932. Dansk Sygeplejeråd.
København.
Petersen, Jul. (1889): Hovedmomenter i den medicinske Kliniks ældre historie. Forelæsninger ved
Kjøbenhavns Universitet. Gyldendalske Boghandels Forlag. Kjøbenhavn.
Petersen, Niels & Blomquist, Helle (1996): Sundhed, byrokrati og politik. Jurist- og Økonomforbundet.
København. Udgivet ved Helle Blomquist og Michael Hertz.
Petersen, Karin Anna (1989): Den praktiske sans - Sygeplejens skjulte principper. Delrapport 1. En
fremstilling og forslag til et observationsstudie af sygeplejepraksis og en afdækning af principper for
sygeplejehandlinger med Pierre Bourdieus teori om habitus som ledetråd. Faglig profil Serie 4. En
debat serie om sundheds- og sygepleje. Dansk Institut for Sundheds- og Sygeplejeforskning.
242

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen
og sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik.
Københavns Universitet.
Petersen, Karin Anna (1993): “At konstruere en teori om sygepleje”. I: Ramhøj, Pia (red.): Overvejelser
og metoder i sundhedsforskningen, Akademisk Forlag. København.
Petersen, Karin Anna (1995): “Kunst, Praksisteori og videnskab”. I: FS 13 Nyt (Faglig Sammenslutning
for Onkologiske Sygeplejersker), nr. 1. Odense.
Petersen, Karin Anna (1997): Sygeplejevidenskab - myte eller virkelighed? Om genese og struktur af
feltet af akademiske uddannelser og forskning i sygepleje i Danmark. Ph.d.-afhandling. Det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet, Aarhus Universitet.
Petersen, Karin Anna (red.) (1995): Praktikteori i sundhedsvidenskab, Akademisk Forlag. København.
Pontoppidan, Birgitte (1996): Rollemodellen ryger. Om sygeplejerskers rygepraktik. Specialafhandling,
Den Sygeplejevidenskabelige Kandidatuddannelse, Danmarks Sygeplejerske Højskole ved Aarhus
Universitet. Århus.
Rasmussen, Lisbeth Vinberg (1996): Grundlæggende sygepleje, moderne sygeplejerskers interessesfære?
Specialeafhandling, Den Sygeplejevidenskabelige Kandidatuddannelse, skriftserie fra Danmarks
Sygeplejerske Højskole ved Aarhus Universitet, nr. 30. Århus.
Rosenbeck, Bente (1987): Kvindekøn - den moderne kvindeligheds historie 1880-1980. Gyldendal.
Viborg.
Rosenbeck, Bente (1994): Kroppens politik. Forlaget Museum Musculanum. København.
Rosenberg, Raben (1978): “Foucault - klinikkens fødsel”. I: Agrippa. Psykiatriske tekster. Årgang 1,
nr. 1.
Salter, Anne (1996): Dansen omkring barnet. Muligheder og barrierer i mødet mellem moder og
sundhedsplejerske. Specialeafhandling, Den Sygeplejevidenskabelige Kandidatuddannelse, skriftserie
fra Danmarks Sygeplejerske Højskole ved Aarhus Universitet, nr. 27. Århus.
Schaanning, Espen (1998): “Den syke kroppen i idéhistorisk perspektiv”. I: Skårderud, Finn & Isdahl,
Per Johan (red.): Kroppstanker. Krop - kjøn - idéhistorie. Universitetsforlaget. Oslo.
Siegumfeldt, Britta (1992): Renhed og rammer. Lægers og arkitekters arbejde med ny folkeskoler i
København 1880-1900. Forskningsnoter 10, Institut for Pædagogik. Københavns Universitet.
Sjöström, Bengt (1992): Kliniken tar över dårskapen. Om den moderna svenska psykiatrins framväxt.
Daidalos. Göteborg.
Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for
dansk Genealogi og Personalhistorie. København.
Sørensen, Nelli Øvre (1996): Sygeplejekvalitet - abstrakt eller konkret? Specialeafhandling, Den Sygeplejevidenskabelige
Kandidatuddannelse, skriftserie fra Danmarks Sygeplejerske Højskole ved Aarhus
Universitet, nr. 22. Århus.
Sørensen, Nelli (2006): I virkeligheden udenfor. Et dobbelt perspektiv på sygeplejerskers arbejde i en
psykiatrisk institution. En analyse af magt, styring og selvstyringsteknikker Forskerskolen i livslang
læring, Roskilde Universitet.
Therborn, Göran (1973): Det svenske klassamhället 1930-70, Zenit särtryck. Sverige.
243

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Thomsen, Ole B. (1975): Embedsstudiernes universitet. En undersøgelse af Københavns universitets
fundats af 1788 som grundlag for vores nuværende studiestruktur. Akademisk Forlag. København.
Thostrup, Ulrich (1997): Faget sygepleje. Specialeafhandling, Den Sygeplejevidenskabelige Kandidatuddannelse,
Danmarks Sygeplejerske Højskole ved Aarhus Universitet. Århus.
Tryde, G. (1945): Det kongelige Frederiks Hospitals oprettelse. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.
Kjøbenhavn.
Vallgårda, Signild (1985): Sjukhus och fattigpolitik - Et bidrag til de danska sjukhusenes historia
1750-1880. Publikation 17. Institut for socialmedicin. Københavns Universitet. FADL’s Forlag. København,
Århus, Odense.
Vallgårda, Signild (1992): Sygehuse og sygehuspolitik i Danmark. Et bidrag til det specialiserede
sygehusvæsens historie 1930-1987. Jurist- og Økonomforbundets Forlag. Charlottenlund.
Weber, Max (1983): Ekonomi och samhälle. Förståendesociologins grunder. Sociologiska begrepp
och definitioner. Ekonomi, samhällsordning och grupper. Bind I. Forlaget Argos. Lund.
Weber, Max (1987): Ekonomi och samhälle. Förståendesociologins grunder. Politisk sociologi. Bind
III. Forlaget Argos. Lund.
Weber, Max (1995): Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Nansensgade Antikvariat. København.
Wingender, Nete Balslev (1999): Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie 1899-1999.
Bind 1 + 2. Dansk Sygeplejeråd. København.
Wulff, Frederik (1906): Det kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber-
og Frisørforeningen af 25. februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse.
Martinus Truelsens Bogtrykkeri. Kjøbenhavn.
Wulff, Henrik R. & Rosenberg, Raben & Pedersen, Stig Andur (1990): Medicinsk filosofi. 1. udgave,
1. oplag. Munksgaards Forlag. København.
Wulff, Henrik R. (1987): Rationel klinik. Grundlaget for diagnostiske og terapeutiske beslutninger. 3.
udgave, 1. oplag, Munksgaards Forlag. København.
Østergaard, Signe (1989): Sygeplejerskeuddannelsen i Danmark 1863-1979, Gruppen Kontekst. Næstved.
18.1 Øvrige værker
Agger, Gunhild, m.fl. (1984): Dansk litteraturhistorie 7. Demokrati og kulturkamp 1901-45. Gyldendal.
København.
Auring, Steffen, m.fl. (1984): Dansk litteraturhistorie 5. Borgerlig enhedskultur 1807-48. Gyldendal.
København.
Brøndum-Nielsen, Johs. & Raunkjær, Palle (red.) (1928): Salomonsens konversations leksikon, 2. udgave,
Schultz Forlagsboghandel. København.
Busk-Jensen, Lise, m.fl. (1985): Dansk litteraturhistorie 6. Dannelse, folkelighed, individualisme
1848-1901. Gyldendal. København.
Christensen, Aksel E. m.fl. (red.) (1982): Danmarks historie. Bind 4. Tiden 1730-1814. Gyldendal.
Tønder.
244

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Clausen, H. P. m.fl. (red.) (1985): Danmarks historie. Bind 5. Tiden 1814-1864. Gyldendal. København.
Dahlerup, Pil (1983): Det moderne gennembruds kvinder. Gyldendal. København.
Jensen, Johan Fjord, m.fl. (1983): Dansk litteraturhistorie 4. Patriotismens tid 1746-1807. Gyldendal.
København.
Mørch, Søren (red.): (1989): Danmarks historie. Bind 6. Tiden 1864-1914. Gyldendal. Århus.
Mørch, Søren (red.): (1988): Danmarks historie. Bind 7. Tiden 1914-1945. Gyldendal. Århus.
Mørch, Søren (red.): (1990): Danmarks historie. Bind 8. Tiden efter 1945. Gyldendal. Vejle.
Politikens Forlag A/S (1982): Nudansk ordbog. København.
Schultz Forlagsboghandel (1923): Salomonsens konversationsleksikon. København.
University of Chicago: The New Encyclopaedia Britannica in 30 Volumes. 15 th edition.
245

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
19 Noter
I Michel Foucault er født i Frankrig, søn af en læge og levede fra 1926-1984. Foucault havde en akademisk grad
i filosofi (1948) og ligeledes en grad i psykologi (1949). Foucault var professor ved College de France i “tankesystemernes
historie”, og befandt sig i samme forskningsmiljø som Pierre Bourdieu.
II Pierre Bourdieu er født i Frankrig i 1930 som søn af en bondeslægt, har en akademisk eksamen i filosofi. Var
fra 1981 til sin død i 2002 professor i sociologi ved Collège de France (Andersen, Heine & Kaspersen, Lars Bo
(red.) (1996): Klassisk og Moderne samfundsteori, kapitel 20 af Staf Callewaert: “Pierre Bourdieu”, Hans Reitzels
Forlag, København).
III Anne Mette Jørgensen og jeg foretog i 1991-92 sammen forsøgsvis nogle observationsstudier af læger og
sygeplejersker på en hospitalsafdeling, hvor vi lærte os noget om vores egen forforståelse.
Senere skrev Anne Mette Jørgensen speciale ud fra en helt anden empiri: Jørgensen, Anne Mette (1993): En
diskussion af: Hvilken betydning har teori for praktik? Hvad er erkendelsesgrundlaget for praktik? Her relateret
til et konkret empirisk observationsstudie. Kandidatspeciale, Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
IV Staf Callewaert er belgisk af fødsel, B. A. i filosofi 1954, M. A. i teologi 1958 i Belgien. Ph.d. i teologi 1961 i
Paris, Frankrig. Ph.d. i uddannelsessociologi 1980 i Lund, Sverige. Fra 1979-2002 professor i pædagogik på
Københavns Universitet, herunder har Callewaert arbejdet med forskeruddannelse for Det Humanistiske Fakultet
på Københavns Universitet (ph.d.-gruppen), og med ph.d.-studerende knyttet til praksisfeltet i Viborg Amt
som forløber for CVU-dannelser om kortere vej mellem forskningsproduktion og forskningsformidling. Arbejder
fortsat med de ph.d.-studerende fra Viborg Amt. Er udnævnt til æresdoktor ved Uppsala Universitet. Har
desuden arbejdet i mange år i 3. verden som rådgiver i skolespørgsmål og med forskeruddannelse.
V Sygeplejerskerne er navne som mag. art. & ph.d. i pædagogik Tine Rask Eriksen, mag. art. i pædagogik Birgit
Gotenborg (ansat i undervisningsministeriet), cand. phil. & ph.d. i pædagogik Kristian Larsen, cand. mag. i
pædagogik Lisbet Madsen (ansat ved sygeplejeskole), cand. phil. i pædagogik Karin Nielsen, mag. art. i pædagogik
& ph.d. fra sundhedsvidenskab Karin Anna Petersen, cand. phil. i dansk Emmy Brandt Jørgensen (ansat
ved sygeplejeskole), mag. art. i pædagogik & tidligere ph.d.-stud. ved sundhedsvidenskab Kate Hovgaard Jakobsen
(pensioneret). Alle har skrevet og skriver om sygepleje. Kate Hovgaard Jakobsen har i sin magisterkonferens
arbejdet med Rousseau og spædbarnet samt vejledning af mødre i spædbarnspleje. Tine Rask Eriksen har
i perioden 1995-2000 været ansat som lektor på Danmarks Sygeplejerske Højskole ved Aarhus Universitet, fra
januar 2000 lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet. Tine Rask Eriksens
magisterkonferens Sygeplejekultur i erhverv og uddannelse fra 1986 er et af de tidlige Bourdieu inspirerede
arbejder om sygepleje af sygeplejersker, dog inspireret af den første Bordieu-reception i uddannelsesforskning i
Norden i 1970-erne, som kun byggede på Bourdieus reproduktionsteori. Tine Rask Eriksen har i sin licentiatafhandling
undersøgt sygeplejeerhvervet i 1980-erne som et møde mellem den i de kvindelige livssammenhænge
producerede omsorgskultur og den i de kvindelige omsorgsuddannelser herskende systemkultur vedrørende
omsorg. Mødet defineres som et sammenstød, og Eriksens konklusion er bl.a., at der i sygeplejerskeuddannelsen
er tale om en dekvalificering af elevernes livshistoriske forudsætninger for omsorg. Eller sagt på en anden måde,
så tematiseres den omsorgskompetence ikke i uddannelsen, dvs. den indgår ikke i klasserummet som en del af
kvalificeringen til det kvindelige omsorgsarbejde. Eriksen konkluderer videre, at i de relationer, som etableres i
lønarbejdersammenhænge som sygeplejerske, er det kropslige som stedet for pleje delvis afmonteret og nu blevet
stedet for en “naturvidenskabelig” behandling. Det hierarkiske i de omsorgsbaserede læreprocesser gør dog,
at den primære habitus formentlig altid vil fungere som nogle “underjordiske” kropslige koder, som kan generere
principper for omsorg, hvis de materielle rum tillader det. Med andre ord foregår en “omsorg” eller tagen sig
af patienten som en illegitim praktik, og den livshistoriske omsorgshabitus er dermed et gratis produkt, som
hospitalssystemet kan tære på (Eriksen, Tine Rask (1992): Omsorg i forandring. Munksgaards Forlag, København).
Se i den forbindelse min artikel fra 1992 “Myten om de “fysiske”, “psykiske” og “sociale” sygeplejepraktikker”.
Heri omtaler interviewede sygeplejersker disse skjulte eller illegitime plejepraktikker. I 1988 og 1989
udgiver Karin Anna Petersen to bøger på DISS, Sygeplejen - en videnskabelig disciplin og Den praktiske sans -
sygeplejens skjulte principper, som bygger på en ny reception af hele Bourdieus forfatterskab, det vil sige Bour-
246

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
dieus habitus- og praktikteori. Karin Anna Petersen har i sin magisterkonferens fra 1992 om den praktiske erkendelse
i sygepleje og sygeplejerskeuddannelsen beskæftiget sig med sygeplejerskeuddannelsen fra dens start
og op til i dag, og hvor hun bl.a. viser, at uddannelsen til sygeplejerske igennem dette århundrede snarere ændres
ud fra nogle rekrutteringsstrategier end ud fra et “fagligt” indhold eller vidensindhold, og som har haft den konsekvens,
at rekrutteringsgrundlaget til sygeplejerskeuddannelsen markant ændredes fra slutningen af 1960-erne
og op i 1970-erne. Nye grupper af kvinder kom her ind i faget (den sociale rekruttering steg), kvinder med studentereksamen
som ikke søgte ind på universiteterne, og ikke som tidligere kvinder fra det gamle småbourgeoisi
og de lavere mellemlag, og hele akademiseringstendensen i disse år grundes måske bl.a. i disse nye dispositioner
hos sygeplejerskerne. Og sygeplejersker med disse nye dispositioner forlader så ikke som tendens deres positioner
eller tilpasser sig, men forsøger at omdefinere positionerne. Noget andet Petersen viser i sin afhandling er, at
erkendelsesgrundlaget i sygeplejefaget uagtet akademiseringsbestræbelserne er at fastholde praksis som udgangspunktet
og så “tilføre” dette grundlag nogle teorier, der kan give en forståelse af praksis, kan gør praksis
bedre, kan legitimere praksis, osv., og ikke bruger forskning og teoretiske studier til en problematisering af
praksis. I sin ph.d.-afhandling forfølger Petersen denne problemstilling i forhold til kandidat- og ph.d.-studier i
sygepleje. Kristian Larsen er ph.d. fra Det Humanistiske Fakultet ved Københavns Universitet, Institut for Filosofi,
Pædagogik og Retorik, nu ansat på Danmarks Pædagogiske Universitet, har været tilknyttet via et ph.d.stipendie
til Universitetshospitalernes Center for Sygeplejeforskning, og har i sit kandidatspeciale fra 1993 empirisk
undersøgt den praktiske erkendelse hos nogle sygeplejeelever, og arbejdede fortsat med denne problemstilling
i sin ph.d.-afhandling, men her mere ud fra at forstå og forklare, hvordan man lærer de kundskaber eller
kompetencer i uddannelsen, som sygeplejersken har eller som det tilstræbes.
Kate Hovgaard Jakobsen og Karin Anna Petersen har været ph.d.-studerende ved Det Sundhedsvidenskabelige
Fakultet ved Aarhus Universitet under initiativet til opbygning af sygeplejevidenskab i Danmark. Karin Anna
Petersen har været tilknyttet Bourdieuprogrammet ved Det Humanistiske Fakultet, Institut for Filosofi, Pædagogik
og Retorik som ekstern lektor mhp. ph.d.-vejledning og projektet - sammen med Staf Callewaert - som forløber
for CVU i Viborg Amt om kortere vej mellem forskningsproduktion og forskningsformidling. Arbejder
fortsat med denne ph.d.-gruppe og er siden april 2000 ansat som docent ved Uppsala Universitet, Pedagogiska
Institutionen. Er docentkompetenterklæret.
VI Det er bl. a. navne som cand. cur. & ph.d. Vibeke Lorentzen, cand. cur. & ph.d. Stinne Glasdam, cand. cur.
Gerd Halskov, cand. cur. Anne-Marie Elgkjær Larsen, cand. cur. Ulrich Thostrup, cand. cur. & ph.d. Nelli Øvre
Sørensen, cand. cur. Birgitte Pontoppidan, cand. cur. Anne Salter, cand. cur. Lisbeth Vinberg Rasmussen, cand.
cur. & ph.d. Marianne Johnsen, cand. cur. Elisabeth Wederkinck Andersen, cand. cur. Inger Minnasdatter. Hertil
kommer: Master i Public Health & ph.d. Inga Axelsen, ph.d.-stud. Kirsten Pryds Jensen, cand. phil. & ph.d.
Kirsten Beedholm og cand. cur. & ph.d. Birte Hedegaard Larsen.
Marianne Johnsen, Vibeke Lorentzen, Kirsten Beedholm, Stinne Glasdam, Birte Hedegaard Larsen og Inga
Axelsen er ph.d.-ere fra Det Humanistiske Fakultet, Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns
Universitet. Elli Sørensen er ph.d. fra RUC, forskerskolen i livslang læring.
Stinne Glasdam har i sit kandidatspeciale beskæftiget sig med opkomsten af forskning i sygepleje i det moderne
samfund og drøfter, at moderne samfund kendetegnet ved at en sekularisering stiller ting til diskussion, og derved
opstår muligheden for udvikling af videnskaber. Det moderne samfund har en tiltagende tendens til at konvertere
videnskab forstået i basalvidenskabelig betydning og ligeledes kunst til teknologi med direkte anvendelse
og nytte for øje. Konkret analyserer Stinne Glasdam bl.a. forskningsprojekter i den kliniske sygepleje og viser,
at disse projekter legitimerer og tager afsæt i problemstillinger affødt af og i den medicinske klinik. Og at
projekterne mest af alt fremstår som disciplineringsinstrumenter i forhold til sygeplejersken selv som forvalter af
den medicinske klinik (professionaliseringsbestræbelser) (Glasdam, Stinne (1996): Opkomsten af forskning i det
moderne samfund. Specialeafhandling, Den Sygeplejevidenskabelige Kandidatuddannelse, Danmarks Sygeplejerske
Højskoles skriftserie nr. 49, Århus).
VII Kari Martinsen er født i Norge i 1943. Er uddannet sygeplejerske i 1965, magister i filosofi i 1974, dr. phil.
fra universitetet i Bergen i 1984. Kari Martinsen var ansat af Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd fra
1990-1995 til opbygning af sygeplejevidenskab i Danmark, tilknyttet Danmarks Sygeplejerske Højskole. Kari
Martinsen er siden 1998 tilknyttet den norske diakonissestiftelse Lovisenberg i Oslo som professor og Den danske
Diakonissestiftelse i København siden 1999. Er fra 2002 professor ved Bergen Universitet i sykepleievitenskap.
Kari Martinsens emneområder har hovedsaglig været (og er) omsorgsfilosofi, etik, fænomenologi og
247

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
historie (diakonisser som sygeplejersker, medicin vha. bl.a. Foucault.
VIII H. Schultz Forlag (1939): Dansk Biografisk leksikon. J. H. Schulttz Forlag, København: JJP levede 1840-
1912, disputerede i 1869 pba. eksperimentelle dyreforsøg vedr. tuberkulosens kontagiositet (smitsomhed) baseret
på teorier af Villemin og Virchow. Udgav flere historiske skrifter (herunder hans forelæsninger) om medicinen,
bl.a. Hovedmomenter i den medicinske lægekunst historie (1876) og Hovedmomenter i den medicinske
kliniiks ældre historie (1889). Udnævntes til docent i medicinhistorie i 1889.
IX Edvard Julius Hansen Gotfredsen (1899-1963) var læge og medicinhistoriker. Medicinsk kandidat fra Københavns
Universitet 1927, praktiserende læge i Hvalsø indtil 1939. Herefter en tid fængselslæge, og derefter fra
1943 ansat i medicinhistorie ved Københavns Universitet, sluttelig til sin død som ekstraordinær professor. Doktorerede
i 1942 for den medicinske doktorgrad på arbejdet om Oldtidens Lære om Hjertet. Kar og Puls. Udgav
sin bog om medicinens historie i 1950, og i rev. udgave i 1964. Bogen blev udgivet en 3. gang posthumt i 1973.
Bogen er en bredt anlagt medicinhistorie, som favner fra den antikke medicin til vore dage. Gotfredsen skrev
desuden historiske værker om Det kgl. Frederiks Hospital og Rigshospitalet samt en lærebog i 1958 i medicinhistorie
for sygeplejeelever (se litt.-liste). Gotfredsen var bl.a. formand for Dansk medicinsk-historisk selskab i
årene 1950-63.
Raben Rosenberg er professor, dr. med. ved Psykiatrisk Hospital, Risskov, og har skrevet en dansk introduktion
til Foucaults bog om klinikken. Rosenberg har bl.a. været medforfatter til bogen: Wulff, Henrik R. & Rosenberg,
Raben & Pedersen, Stig Andur (1990): Medicinsk filosofi. 1. udgave, 1. oplag. Munksgaards Forlag, København.
X Thomas Sydenham var engelsk læge og levede fra 1624-1689. Ifølge Gotfredsen var Sydenham humoralpatolog
og fulgte i terapien de hippokratiske principper. Udgav sit hovedværk Opera omnia i 1683 (Gotfredsen, Edv.
(1964): Medicinens historie. 2. udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, pp. 219-222).
XI Francois Boissier de la Croix de Sauvages levede 1706-1767. Han var professor i Montpellier, en ivrig botaniker,
der stod i brevveksling med den svenske læge og naturhistoriker Carl von Linné. Linné udgav i 1763 en
lignende inddeling med 11 klasser, 37 ordner og 325 slægter.
Sauvages 10 klasser var: vitia, febres, phlegmasiae, spasmi, anhelationes, debilitates, dolores, vesaniae, fluxus,
og morbi cachectici. Sauvages kritiserede de hidtidige anatomiske inddelinger, fordi samme organ kan være
lidende af flere sygdomme. “Det eneste, man har at holde sig til, er sygdommenes ydre kendetegn, symptomerne”
(Gotfredsen, Edv. (1964): Medicinens historie. 2. udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, p.
245).
XII Johann Friedrich Meckel levede fra 1714-1774, var anatom og lærer ved den kirurgiske skole i Berlin (Gotfredsen,
Edv. (1964): Medicinens historie. 2. udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, p. 249).
XIII Giovanni Battista Morgani levede fra 1682-1771, var anatomiprofessor i Padua. Udgav i 1761 værket De
sedibus et causis morborum per anatomen indagatis. Den patologiske anatomi er beskrevet ud fra 700 autopsier
(Gotfredsen, Edv. (1964): Medicinens historie. 2. udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, p. 250).
XIV Marie Franqois Xavier Bichat levede fra 1771-1802, var fransk anatom og obducerede det meste af sin tid i
Hótel Dieus obduktionsrum. Bichat beskrev legemets væv (Gotfredsen, Edv. (1964): Medicinens historie. 2.
udg. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København, pp. 258-260).
XV Franqois Joseph Victor Broussais levede fra 1772-1838, var fransk og overlæge ved militærhospitalet Val de
Gráce og professor i almindelig patologi (Gotfredsen, Edv. (1964): Medicinens historie. 2. udg. Nyt Nordisk
Forlag Arnold Busck, København, pp. 331-333).
XVI Gordon Norrie (1855-), medicinsk embedseksamen i 1880. Udgav flere historiske bøger om medicinen. Emnerne
var: Den danske Oftalmologis historie indtil 1900 (1925), Det danske Jordemodervæsen (1935), om Det
Kirurgisk-Anatomiske Theaters historie (1931-32), om Det Medicinske Fakultets historie (1939) og Kirurgisk
Akademis historie (1896, 1923, 1923).
XVII Simon Crüger (1687-1760) havde stået 4 år i lære som bartskærer, været skibskirurg, regimentskirurg og fik
i 1714 et barberamt i København samme år, som han blev udnævnt til kgl. livkirurg og kammertjener hos kon-
248

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
gen.
XVIII Dr. phil., professor ved Handelshøjskolen i København, Center for Business and Politics, uddannet i statskundskab,
Anker Brink Lunds disputats er et studie af det danske sundhedsvæsen igennem de sidste 100 år,
forankret i mediernes dækning heraf, hvad fagfolk og lægfolk har sagt og skrevet om det danske sundhedsvæsen
såvel i aviser og dagblade som i fagblade inden for sundhedsvæsenet. Afhandlingen afdækker mediernes påvirkning
af samfundets håndtering af befolkningens sundhed, hvordan den offentlige debat påvirker prioriteringerne
i dansk sundhedspolitik.
XIX Frederik Wulff var læge.
XX G. Tryde var læge. Fr. Grested var præst ved Frederiks Hospital fra 1892.
XXI Balthazar Joh. de Buchwald (1697-1763), dr.med. i 1720, udenlandsrejser 1720-22, praktiserende læge,
landfysikus og fra 1739 professor i medicin ved Københavns Universitet. Var dekan ved Det Medicinske Fakultet,
da hospitalsplanen blev indleveret til Collegium medicum.
Johannes de Buchwald (1658-1738), bartskærersvend i 1680. Foretog flere studierejser i udlandet. Livkirurg hos
Kronprinsen i 1689. Amtsmester og kirurg ved Søkvæsthuset i København. Lic. med. i 1697, dr. med. og Overmed.
i 1700, professor i 1717 ved Københavns Universitet.
Peter Rudolph Wandeler (1714-1775). Tysk af fødsel. Dr. med. i 1746, stadsfysikus i København i 1748, professor
ved Københavns Universitet fra 1759.
XXII Frederik Ludvig Bang levede 1747-1820, faren var kammerråd, kgl. forvalter; med. eksamen i 1767; dr.
med. fra Strassburg 1773; reservemedikus ved Frederiks Hospital 1774; overmedikus samme sted fra 1775;
ordinær professor ved universitetet fra 1800; medlem af Collegium medicum 1786; direktør for Frederiks Hospital
1795; medlem af Jordemoderkommissionen 1795; medlem af Sundhedskollegiet 1803; rektor for universitetet
1806 (Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900, bind I. Gyldendalske Boghandel, Nordisk
Forlag, København, pp. 7-8).
XXIII Heinrich Callisen levede 1740-1824; far præst; i lære som kirurg i militæret; eksamen i kirurgi 1764; dr.
med. 1772; professor i kirurgi ved universitetet 1774-1794; Medlem af Collegium medicum 1774-1794; professor
ved Kirurgisk Akademi 1791-1805; generaldirektør for kirurgien 1794; medlem af Sundhedskollegiet 1803
(Carøe, Kristian (1909): Den danske Lægestand 1479-1900, bind I. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag,
København, p. 23).
XXIV Peter Ludvig Panum (1820-1885) bestred et professorat i fysiologi, arbejdede med bekæmpelse af epidemiske
sygdomme (mæslinger fx.), med emboli, transfusion, blodmængde, fødemidlers næringsværdi. Indførte
eksperimentalfysiologien i Danmark - undersøgte misfostres opståen og viste, at misdannelser hos hønsefostre
kan fremkaldes eksperimentelt ved temperaturpåvirkninger af ægget.
XXV Victor Rubow (1871-1921) var overlæge på Finsensinstituttet i København.
XXVI William Jacobi (1869-1928) var søn af en oberst fra Frederiksberg, medicinsk kandidat i 1894, herefter
kandidat på Blegdamshospitalet, reservelæge i hæren og ved Garnisonssygehuset, assistent ved Poliklinikken.
Fra 1896 praktiserende læge i Vesterskjerninge.
XXVII T. M. Trautner levede fra 1830-1903.
XXVIII Eli Maria Gudrun Magnussen (1901-1993) forstanderinde for Rigshospitalets Sygeplejeskole 1932-55 og
tillige for sygeplejen 1938-55. Tilknyttet Sundhedsstyrelsen som tilforordnet sygeplejerske 1934-55, som forstanderinde
1955-71 (Wingender, Nete Balslev (1999): Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie
1899-1999. Dansk Sygeplejeråd. København, bind 2, p. 197).
XXIX Knud Helge Faber (1862-1956), søn af adjunkt og folketingsmedlem fra Odense, havde bl.a. en bror der var
læge inden for sindssygeplejen. Faber tog medicinsk embedseksamen i 1885, herefter kandidat ved de københavnske
hospitaler. Assistent ved universitetets nyoprettede bakteriologiske laboratorium (under Salomonsen),
hvor han udarbejdede sin disputats i 1890 om tetanus. Assistent hos prosektor ved Kommunehospitalets sekti-
249

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
onsstue. 1893 reservemedicus ved Frederiks Hospital. 1896 overlæge ved Frederiks Hospital. Faber og hans
afdeling flyttede i 1910 til Rigshospitalet. Var rektor for Københavns Universitet 1916-17. Forlod sit professorat
ved universitetet i 1932, og beskikkedes af Undervisningsministeriet til ministeriets kommitterede i bestyrelsen
for Aarhus Universitet.
XXX Charlotte Norrie (1855-1940), født Harbou, datter af generalmajor, gift med stabslægen Gordon Norrie, var
elev under Brandes på Almindelig Hospital i København 1880-81. Fra 1881-82 ansat på Dronning Louises Børnehospital.
Forud for sin sygeplejerskeuddannelse var Charlotte Norrie lærerinde i 3 år. Medlem af Dansk Kvindesamfunds
Fællesbestyrelse 1898-1904, 1898 medstifter af Danske Kvinders Valgretsforbund, 1899 medstifter
af Dansk Kvinderaad (senere Danske Kvinders Nationalraad), sekretær herfor fra 1899-1904, formand 1906-07,
æresmedlem 1924. Endvidere medstifter af International Woman Suffrage Alliance i 1904. Medstifter af og
formand for Kvindevælgerklubberne 1915-20. 1903-06 sad hun i bestyrelsen for Københavns Venstreforening.
Medlem af Danske kvinders Forsvarsforening 1907-21, formand 1907-15 (Dansk Biografisk leksikon, J. H.
Schultz Forlag, 1939, København).
Henny Tscherning (1853-1932), født Schultz, var datter af en embedsmand inden for postvæsenet (postmester)
og kancelliråd. Gift med kirurgen Eilert Adam Tscherning i 1886, formand for Dansk Sygeplejeråd i perioden
1899-1927. Ansat som sygeplejerske og plejemoder på Københavns Kommunehospital i 8 år (1878-1886). Var
på studietur til London, Edinburgh, Berlin og Hamburg for at undersøge sygeplejeforholdene. E. A. Tscherning,
dr. med. og overkirurg på Kommunehospitalet var søn af en oberst, der tillige var politiker (Petersen, Esther
(1998): Sygeplejesagens pioner. Henny Tscherning 1853-1932, Dansk Sygeplejeråd, København).
XXXI Carl Sophus Engelsted (1823-1914) var medicinsk kandidat fra 1847, herefter ansat dels på Almindelig
hospital i København og som skibslæge med behandling af sårede ved Fredericiaslaget, hvilket han modtog
Ridderkorset for. Disputerede for doktorgraden i 1854 med en afhandling om tuberkulosens helbredelighed. Var
medlem af Sundhedskollegiet 1869-1906. Engelsted blev efter overlægestillingen på Almindeligt Hospitals afdeling
for syfilis og hudsygdomme overlæge ved Kommunehospitalets afdeling for hud- og kønssygdomme i 1863.
Engelsted var indehaver af stillingen som titulær professor i hud- og kønssygdomme ved Det Lægevidenskabelige
Fakultet ved Københavns Universitet fra 1869-1882 (denne stilling var tilknyttet stillingen på Kommunehospitalet).
Han var tillige medlem af den i 1870 af Justitsministeriet nedsatte kommission, der skulle
“skaffe et ordnet samvirke mellem universitetet og hospitalerne til den lægevidenskabelige undervisnings fremme”
(Melchior, Johannes C. m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet 1479-1979, Bind VII Det lægevidenskabelige
Fakultet, G. E. C. Gads Forlag, Københavns).
XXXII
Et centralt navn var lægen Carl Emil Fenger (1814-1884). Fenger var præstesøn, og havde tillige tre brødre,
der var præster. Fenger tog kirurgisk eksamen i 1835, og var derefter kandidat på Frederiks Hospital i København
i 1 år. Rejste derefter til udlandet og studerede, tog medicinsk licentiatgrad efter hjemkomsten til Danmark
ved en statistisk afhandling om alderens og årstidens indflydelse på de forskellige sygdomme. Blev i 1840
reservekirurg ved Det Kirurgiske Akademi i København, 1841 ansat ved Frederiks Hospital som kirurg, og i
1842 dr. med. ved en afhandling om epidemisk sårrosen på hospitalerne. Opererede tillige som den første i
Danmark en patient med kræft i spiserøret - anlagde en åbning på mavesækken på patienten. Fenger blev i 1845
ekstraordinær professor ved Det Lægevidenskabelige Fakultet i patologisk anatomi og almindelig patologi, og
ordinær professor i 1852 i medicinsk klinik. Fenger besad dette professorat ved universitetet indtil 1862 (Slottved,
Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet for dansk Genealogi
og Personalhistorie, København., pp. 117-118).
Endvidere blev Fenger overlæge i 1861 på Frederiks Hospital i København på den nyoprettede medicinske afdeling,
knyttet til den kliniske undervisning. Fenger blev medlem af Sundhedskollegiet i 1853, og havde desuden
en karriere som politiker, var både medlem af Rigsdagen (samtidig med, at nummer to formand for Dansk Sygeplejeråds
Henny Tschernings svigerfar var medlem af Rigsdagen), finansminister (1870-1872), og medlem af
Borgerrepræsentationen i København., borgmester for forvaltningen af finans- og hospitalsvæsen (1875-1883)
(Dansk Biografisk leksikon, J. H. Schultz Forlag, 1939, København.; Carøe, Kristian (1905): Den danske Lægestand
1479-1900, III Læger og kirurger 1786-1838, bind III. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, København).
Blev i 1852 direktør for den nyoprettede Landbohøjskole, 1857 bestyrelsesmedlem i Blindeinstituttet.
Et andet markant navn var lægen Ludvig Israel Brandes (1821-94, cand.med. et chir., og dr.med. i 1848 om
rheumatisk gonorré), fra 1863 overlæge på Almindelig Hospital. Brandes holdt i 1873 på det skandinaviske
naturforskermøde en tale om sygeplejen, hvori han agiterede for, at damer fra de bedre kredse skulle påtage sig
250

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sygepleje. Brandes modtog fra 1868 disse kvinder til oplæring på Almindeligt Hospital. Disse nye “frøkner”
kaldtes sygeplejersker. Brandes fremhævede Florence Nightingales organisering af den engelske militærsygepleje
under Krimkrigen, og hendes efterfølgende uddannelse af sygeplejersker i London ved St. Thomas hospital.
De to jævnaldrende læger Brandes og Sophus Engelsted (se noten om Engelsted) var således fagkolleger inden
for området veneriske sygdomme. Brandes besad ikke en lærestol ved Det Lægevidenskabelige Fakultet ved
universitetet ifølge Slottved, Ejvind (1978): Lærestole og lærere ved Københavns Universitet 1537-1977. Samfundet
for dansk Genealogi og Personalhistorie, København.
Ifølge Melchior, Johannes C. m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet 1479-1979, Bind VII Det lægevidenskabelige
Fakultet, G. E. C. Gads Forlag, København, var Brandes titulær professor ved Det Lægevidenskabelige
Fakultet og var med i den samme kommission som lægen Sophus Engelsted om ordnet samvirke mellem
universitetet og hospitalerne af undervisningen af de medicinske studerende, som efterfølgende resulterede i
ordningen om, at de lægevidenskabelige studerende før embedseksamen skal forelægge en attest for at have
gennemgået en klinisk oplæring.
Brandes stiftede i 1872 Den Gjensidige Hjælpeforening for Stuekoner ved Sygeanstalterne i og udenfor Kjøbenhavn,
almindeligvis kaldet Sygeplejerindeforeningen, en pensionsfond for sygeplejersker, hvortil sygeplejerskerne
så selv indbetalte pensionsbidrag. Brandes forærede desuden sygeplejerskerne et lille hus på Christianshavn
indeholdende 18 lejligheder. På samme tid fandtes der tillige Foreningen til Alderdomsunderstøttelse for
Sygeplejersker i Danmark, stiftet af overlæge E. Schmiegelow, almindeligvis kaldet Schmiegelows Kasse. Begge
disse foreninger havde til formål at hjælpe gamle sygeplejersker (stuekoner) i deres alderdom. Kvinderne kunne
blive medlemmer ved blot at melde sig ind og betale et kontingent. Foreningerne fik deres midler dels gennem
medlemskontingenterne og dels gennem gaver.
XXXIII Margrethe Koch var sygeplejerske, levede 1869-1951 og var fra 1933-1935 formand for Dansk Sygeplejeråd.
Bogen indeholder mange selvbiografiske passager.
251