genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
“(...) da dåren blir sjuk i Sverige kan dateres till 1858” (...). “Psykiatrin blev alltså
vetenskapen, som skulle bota dårarna till dugliga och produktiva samhällsmedborgare”
31 ,
og at den medicinske videnskabs intervention i sindssygevæsenet (forestillingen om at man
kan helbrede) faktisk indledtes samtidig med, at sindssygevæsenet i Sverige eksploderede i
omfang 32 . Sjöströms afhandling har samme materiale objekt som min afhandling, men afgrænset
til psykiatrien, og samme teori, fordi han også bruger Foucault. Sjöström daterer med Foucault
den kliniske medicins opkomst i Sverige inden for psykiatrien. Det formale objekt er
dermed oprindelsen og konstitueringen af medicin og sygepleje som fag inden for psykiatrien.
Kirsten Frederiksen har i sin ph.d.-afhandling Uddannelse til ordentlighed – at lære sygepleje
gennem 200 år 33 arbejdet med Foucault. Afhandlingen undersøger, hvordan det er gået til, at
den syge i begyndelsen af 1800-tallet bliver til en hospitalspatient, hvis pleje kommer til at
afkræve den, der plejer den syge, en formaliseret uddannelse som sygeplejerske, hvordan denne
uddannelse er kommet i stand i Danmark samt hvordan sygeplejersken er blevet dannet
gennem 200 år. Frederiksen baserer sin undersøgelse på en udlægning af dele af Foucaults
forfatterskab med vægten lagt på den sene Foucaults opfattelse af sit forfatterskab som undersøgelser
af problematiseringsformer. Her er tale om en type professionsforskning med analyser
af selektivt udvalgt empiri fra love, bekendtgørelser, lærebøger, osv. Frederiksen viser,
hvordan der omkring år 1800 starter en proces i Danmark, hvor hospitalerne ændrer sig fra at
være opholdssted for personer, der ikke kan klare sig selv, til at have som formål at helbrede
syge. Og de syge bliver objekt for videnskaben. 1800-tallets stuekones manglende dannelse
problematiseres og hun foreslås afløst af den dannede kvinde, som formodes bedre at kunne
imødekomme lægens behov for hjælp. Frederiksen viser herefter, hvordan uddannelsen til
sygeplejerske bliver indlejret i et videns- og praksisregime, der identificeres som en ordentlighedsfigur,
der tager form som en strategi, hvorigennem sygeplejersken under uddannelsen
dannes til at holde orden, skabe system og opføre sig ordentlig. Afhandlingens formelle objekt
er således socialisation af sygeplejerske og patient.
Kirsten Beedholms ph.d.-afhandling Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs 34
er inspireret af Foucaults arkæologiske studier og undersøger 1900-tallets danske, sygeplejefaglige
diskurs. Formålet med afhandlingen er at fremanalysere en vidensarkæologi over sygeplejefagets
tekstkorpus. Konkret undersøges et tekstkorpus, som Beedholm definerer som
centrale inden for sygeplejeerhvervet. Det drejer sig om tekster, der har haft stor udbredelse,
dvs. tekster fra fagforeningstidsskrift for sygeplejersker gennem 1900-tallet, lærebøger i samme
tidsrum og tekster der i et intertekstuelt netværk refererer til eller forudsætter hinanden.
Afhandlingen er en type professionsforskning, som fremanalyserer, hvordan patienten, sygeplejersken
og lægen italesættes i perioden. Beedholm viser, hvordan lægen, hans kliniske
31 Ibid., p. 223.
32 Ibid., p. 223.
33
Frederiksen, Kirsten (2005): Uddannelse til ordentlighed – at lære sygepleje gennem 200 år. Institut for Filosofi
og Idéhistorie, Aarhus Universitet.
34
Beedholm, Kirsten (2002): Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs. Forlaget PUC, Viborgseminariet.
25