genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
(...)”uddanne Personer, som kunne forstaa med Sikkerhed at ordne og lede Sygeplejen
under svære Forhold, hvor mange Syge bliver samlede paa flere Steder” (min
understregning) 333 .
Det vil sige, at sygepleje udøvet som lægens assistent tillige består i at lede andet personale
snarere end at udføre pleje. Men det er samtidig ikke en ligeværdig funktion til lægen, idet
sygeplejersken også er lægens hjælper, hans assistent. Og lægens uddannelse indeholder mere
end sygeplejerskens uddannelse, nemlig den teoretiske del erhvervet på universitetet.
Det vil sige, at lægernes idé er:
en sygeplejerske:
assistere lægen i hans erhverv og i underordnet
position forestå den praktiske del af
medicinen gennem praktisk uddannelse
169
en læge:
lede den teoretiske del af medicinen gennem
praktisk og teoretisk uddannelse
Det vil sige, at sygepleje skal være medicin i anden hånd, og indebære en kommandofunktion.
Det vil sige, at lægernes idé med sygepleje har altså fra starten været, at den skulle være klinisk,
forstået som ikke-på-skolen, men på hospitalet, forstået som en praktisk oplæring og
ikke-teori. Ikke at man siger: “ikke-teori”. Spørgsmålet eksisterer ikke i disse tekster. Men
sygeplejerskerne skal have en uddannelse, en oplæring og en information, men ikke for meget.
Og det er vigtigt at indse, at det naturligvis skal være dannede kvinder for, at de kan tage
imod undervisningen.
Sygepleje er ud fra disse tekster forfattet af læger om kvinders arbejde i medicinen, altså det
assisterende til lægen, altså en underordning, men også samtidig en forskellig funktion fra
lægen, nemlig i underordning at lede det praktiske arbejde på hospitalerne. Så at sige forestå,
at hospitalets infrastruktur fungerer. Det vil sige, at det fungerer, at patienterne, inventaret,
rummene og instrumenterne holdes rene. At patienterne får deres kost, får hvile, osv. Og det
må betyde, at sygeplejerskens uddannelse nødvendigvis må indeholde: 1) en orientering, en
information om lægens arbejde, som hun skal assistere lægen i, så hun kan forstå, hvad lægen
siger, hans ordrer. Og her har lægen så måske et problem, noget han må tage stilling til, fordi
hvad og hvor meget skal sygeplejersken orienteres for at forstå ordrerne om det, lægen beskæftiger
sig med? Hun skal jo ikke være læge. Hun skal ikke lære lægens teori og lære at
gøre lægens praktik. Det er reserveret til de medicinske kandidater. 2) Og samtidig må det
også betyde, at hun skal lære at forestå den praktiske del af medicinen i et underordningsforhold,
infrastrukturen på hospitalet. Hendes uddannelse skal indeholde disse elementer.
I skrifterne her fra 1870-1880-erne taler lægerne overhovedet ikke om teoretisk læring inden
for nogen af de nævnte områder. Det er en teori-løs praktikeruddannelse. Hvor er teorien?
Teorien er lægernes teori. Der skal findes to positioner i feltet nu for at tage sig af syge. Først
forstår opgaven som en medicinsk opgave af klinisk type, men som underordnet” og “lægens kliniske assistent” i
sin magisterkonferens (Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og
praksis i sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og
Retorik, Københavns Universitet, pp. 15, 33).
333 Engelsted, Sophus (1876): “Fortale til bogen Veiledning i konsten at Pleie Syge”. I: Tidsskrift for sygepleje,
nr. 21, 1914, p. 384, Dansk Sygeplejeråd, København.