genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
der det matematiske-naturvidenskabelige Fakultet” 202 .
Resumerende udvider man kandidatuddannelsen over tid med undervisning i flere lægeklinikker
(neurologi, retspsykiatri, osv.), de klinikker hvor over en speciallægeordning til “slut”
opbygges. Hele grundfiguren for uddannelsen ændres ikke, den blev lagt i 1873. Og det, man
så egentlig ændrer, er en forøgelse af uddannelseselementerne (flere kurser, flere eksamener,
mere praktik). Der sker to ting: øget specialisering i klinikken (én tager sig af øret, en anden
af hygiejnen, en tredje retsforhold, osv.), dvs. der udvikles en høj grad af arbejdsdeling inden
for lægeprofessionen. Endelig bliver der med uddannelsesordningen af 1934 som en del af
grunduddannelsen fastsat regler for en obligatorisk sygehustjeneste for lægevidenskabelige
kandidater af 1 års varighed 203 samt fra 1937 fastsat bestemmelserne om Speciallægeordningen
204 , som er en postgraduate uddannelse i praktisk lægegerning, og som fortsat udvides 205 .
Begge disse to sidst nævnte ordninger er tidligere beskrevet under lægeerhvervets relation til
staten. Derudover findes der også et videnskabsfagligt postgraduate studie for doktorering.
9.3 Lægeerhvervets opgaver
Afsnittet om lægens relation til staten har beskrevet lægerhvervets position inden for det medicinske
felt. Det vil sige, hvor erhvervet er placeret strukturelt eller geografisk inden for området.
Afsnittet om lægeerhvervets opgaver vil nu beskrive, hvilke funktioner har/får lægen.
Lægens funktioner er udtrykt, som det er beskrevet under afsnittet om spørgsmål til kilderne,
agenternes/feltets opfattelse af, hvilke opgaver lægen skal varetage og hvilke stillinger og
positioner, der rent faktisk var tale om. Funktionerne udtrykkes gennem, hvad man siger, gen-
202 Undervisningsministeriet (1936): Bekendtgørelse indeholdende nærmere Bestemmelser til Gennemførelse af
kgl. Anordning af 25. September 1936 om den lægevidenskabelige Embedseksamen ved Københavns Universitet,
København, paragraf 1.
203 Indenrigsministeriet (1934): Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning, København.
Indenrigsministeriet (1934): Bekendtgørelse angaaende Ordningen af den i Lov nr. 72 af 14. Marts 1934 om
Udøvelse af Lægegerning § 2, 6. Stk., omhandlende obligatoriske sygehustjeneste (Turnustjeneste) for lægevidenskabelige
Kandidater, 23. november, København.
204 Indenrigsministeriet (1937): Bekendtgørelse Nr. 36 om Speciallæger, 13. februar, København.
205 Indenrigsministeriet (1939): Bekendtgørelse Nr. 144 om Ændring i Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
36 af 13. Februar 1937 om Speciallæger, 13. marts, København.
Indenrigsministeriet (1942): Bekendtgørelse Nr. 377 om Speciallæger, 27. august, København.
Indenrigsministeriet (1944): Bekendtgørelse Nr. 180 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
137 af 27. August 1942 om Speciallæger, 16. maj, København.
Indenrigsministeriet (1947): Bekendtgørelse Nr. 229 om Ændring af Indenrigsministeriets Bekendtgørelse Nr.
377 af 27. August 1942 om Speciallæger, 12. juli, København.
Indenrigsministeriet (1950): Bekendtgørelse Nr. 442 om speciallæger, 16. november, København.
Indenrigsministeriet (1951): Bekendtgørelse Nr. 380 om ændring af bekendtgørelse om speciallæger, 14. september,
København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 77 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger, 5.
april, København.
Indenrigs- og Boligministeriet (1954): Bekendtgørelse Nr. 231 om ændring i bekendtgørelse om speciallæger,
19. juni, København.
109