genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Plejemødrene og Assistenterne at tage sig af Dem i den henseende.
I Instruks for Plejemødre ved Kommunehospitalet hedder det: “Hun drager Omsorg
for Elevernes Oplærelse og Uddannelse til Sygeplejersker....Hun maa benytte enhver
Anledning til ogsaa selv at give Eleverne baade mundtlig Underretning og
praktisk Vejledning ved Sygesengen....” og i Instruksen for Assistenterne hedder
det, at De “maa omhyggelig meddele Elevernes Anvisning og Vejledning til Sygeplejens
rette Udøvelse”; men hvad nytter Lægers, Plejemødres og Assistenters Anstrængelser,
hvis De ikke selv lærer at arbejde med, at bruge Deres Øjne og at spørge
Dem for” (mine understregninger) 352 .
Teksten viser, at det er helt misvisende at opfatte “teoriundervisning” som det, man mener
med teori i videnskaberne i dag. Det, som menes, er at gøre noget andet end at gøre ved sygesengen.
I stedet står man i et klasselokale og taler. Og den, der taler, er lægen. Men der findes
alligevel en interessant årsag, som retfærdiggør, at Kiær bruger ordet teoriundervisning. Han
har nemlig den idé, at sygeplejersken får en vis elementær viden om, hvordan kroppen er bygget
og fungerer, så hun kan forstå de ting, hun gør, og i givet fald kan forstå at de forskellige
situationer kan kræve forskellig behandling. Men i al væsentlighed handler det ikke engang
om en praktisk teori, men om en verbaliseret situation for praksis.
Erhvervet som sygeplejerske skal foruden på hospitalerne tillige udøves i syge borgeres hjem,
i familierne, er det lægernes plan. Af en bog, skrevet af lægen T. M. Trautner, Vejledning for
Sundheds- og Sygepleje for Landboere og Andre (3. udgave fra 1894, hvornår 1. udgave er
udkommet er det ikke lykkedes mig at finde frem til, desværre opgives der ikke årstal for bogudgivelserne
udgave af bogen), fremgår det, at bogen er ikke skrevet for sygeplejersker af
profession, oplært på hospitalet, men er beregnet til landbefolkningen, til kvinder, der måske
for første gang skal pleje en syg i hjemmet:
“Sygeplejen er ikke skreven for Sygeplejersker af Profession, oplærte til deres Gjerning
paa et Hospital, hvor de hver Dag faa disse Ting at se” 353 .
Bogen har dog alligevel et kapitel, der fylder ¼ af bogens sider, om sygeplejersken. Ifølge
Trautner vil sygepleje sige, at den skal hjælpe og understøtte lægen i hans bestræbelser for at
helbrede den syge. Sygeplejersken skal våge over patienten, iagttage ham nøje, lindre hans
lidelser og smerter. Lægen kan ikke altid være hos den syge på landet, så sygeplejersken skal
træde i lægens sted, men kun når han er borte. Derfor må hun først og fremmest påse, at lægens
anordninger nøjagtig bliver fulgt:
352 Ibid., pp. 240-241.
“Dog kan der indtræffe Tilfælde, hvor Lægen selv, hvis han var tilstede, vilde forandre
sin Behandling og fremgangsmaade, og hvor en Sygeplejerske maa tage Ansvaret
paa sig, til Lægen kan bliver underrettet herom. Hvis f.eks. en Medicin, der
ikke er bestemt til at kaste op efter, fremkalder stærk Brækning hver gang, den tages,
kan hun lade den Syge ophøre med den, til Lægen er raadspurgt herom. Hvis
der indtræder Blødning eller Patienten pludselig bliver slettere eller der indtræffer
noget, som Sygeplejersken kan se er noget nyt og uventet, ja da gælder det om, at
hun ikke taber Hovedet, men med Ro og Besindighed gjør, hvad hun anser for rig-
353
Trautner, T. M. (1894): Vejledning for Sundheds- og Sygepleje for Landboere og Andre, 3. udgave, Schubotheske
Forlag, København, p. 4.
182