genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
DEL II: HISTORIESKRIVNING OG ANALYSE
8 Spørgsmål til kildematerialet på baggrund af det teoretiske
grundlag og de franske forbilleder
Inden fremlæggelsen af de empiriske data fra Danmark, der er benyttet i afhandlingen, skal
der kort redegøres for, hvilke spørgsmål der er stillet disse data og til kilderne. Måden at stille
spørgsmål på er på en tredje måde inspireret af Bourdieus feltteori og retter sig mod fire områder
eller emner ud fra Bourdieus og Foucaults teorier om medicinen:
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til staten?
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til det formelle uddannelsessystem?
Hvilken social status har deltagerne i det medicinske felt?
Hvilke synspunkter har deltagerne i det medicinske felt om respektiv pleje- og behandlingsfunktioner?
Brug af Foucaults og Bourdieus teorier på denne måde indebærer en fare for at gøre teorierne
universelle; Foucaults og Bourdieus teorier omhandler forskellige tidsepoker, og spørgsmålene
her stilles generelt til de cirka 200 år, afhandlingen beskæftiger sig med. Så helt generelt
kan arbejdet ikke gennemføres. Ved de enkelte tilfælde ville vi komme ned på mere afgrænsede
forhold her og nu. Men den overgribende ramme ejer alligevel sin gyldighed for det sætter
visse grænser for det reelt mulige og tænkbare.
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til staten:
Foucault har i sine arbejder vist, at medicinen i den klassifikatoriske epoke er apolitisk, har
minimal betydning i samfundets politiske magtstrukturer, og nærmest er at betragte som et
kvasi-religiøst præsteskab. Staten har ringe interesse for befolkningens helbred og dermed et
minimum af udgifter på området. Syge borgere befinder sig i hjemmet, og når man bliver indlagt
på et hospital som følge af sygdom, er man en byrde for samfundet. I epoken med den
kliniske medicin er det karakteristisk, at medicinen er blevet politisk relevant. Det udmønter
sig ifølge Foucault bl.a. i, at man i Frankrig oprettede et statsligt medicinsk selskab, der skulle
kontrollere, centralisere og planlægge den medicinske funktion i forhold til epidemier. Man
nationaliserede hospitalerne, og man autoriserede lægerne.
Bourdieu viser bl.a. i sin statsteori, at magten i præmoderne samfund er en mere samlet magt
og med en mere enkel modsætning mellem det verdslige og det åndelige, og at magten uddifferentieres
og specialiseres i nogle forskellige områder, felter med en egenlogik, i mere avancerede,
moderne samfund. I disse felter cirkulerer og koncentrerer den sociale magt sig i et
komplekst mønster, som tilsammen udgør magtfeltet. Magten i moderne samfund forvaltes
efter bureaukratiske principper (personneutrale og hierarkiske), hvilket betyder et korps af
embedsmænd, og at embedsmanden udøver sin magt dels omkring de generelle statslige anliggender
som sådan, men dels også som sagsforvaltning. Denne embedsmand arbejder ikke
gratis for staten for ærens skyld, hvad han gjorde i det præmoderne samfund, men han arbejder
nu i det almenes interesser og ud fra universelle værdier og sandheder, og bliver godtgjort
59