genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
og:
anden måde, der er egnet til at vække forestilling om, at han har sådan autorisation,
straffes med bøde” 222 .
“Ansvar ved uden autorisation at tage syge i kur.
§ 24. Tager en person, der ikke har autorisation som læge, syge i kur, og udsætter
han dermed nogens helbred for påviselig fare, straffes han med bøde eller hæfte.
Under skærpende omstændigheder, såsom hvis pågældende har forårsaget væsentlig
skade på legeme eller helbred, eller hvis han tidligere er dømt for lovovertrædelse af
denne paragraf eller paragraf 25 eller 26, kan straffen stige til fængsel i indtil 1 år.
Det samme gælder, hvis patienten er sindssyg, åndssvag, under 18 år eller umyndiggjort,
således at han ikke selv kan tage bestemmelse om sine personlige forhold”
223 .
Man kan altså forstå Lægeloven her fra 1934 som en lov, der til en vis grad “bremser” lægeprofessionen
i at få total autonomi vedrørende at tage sig af syge borgere, men samtidig giver
den lægen monopol på at virke i det danske offentligt ejede sundhedsvæsen, som nu omhandler
både den syge og den raske borger. Den praktiserende læge i det liberale erhverv gives
også en slags monopolstatus, idet der for de praktiserende læger sammen med de sociale reformer
om sygekasserne i 1933 og Lægeloven fra 1934 yderligere indgås overenskomstaftaler
med “det offentlige” om betaling af deres behandling af syge. Og pointen er her, at de praktiserende
læger som de eneste får retten til at kunne modtage tilskud/betaling fra sygekasserne/”det
offentlige” for at tage syge i kur. Jeg har ikke studeret dette område nærmere, men
logikken synes altså at være, at den praktiserende læge via disse overenskomster er ansat uden
en offentlig regulering og har monopolstatus uanset, at han kaldes “privat praktiserende læge”,
eller er offentlig ansat.
For at opnå det monopol, kræves der så erhvervspraktik på hospitalerne efter embedseksamen,
som siden så giver yderligere status af ekspert for de agenter, der allerede virker på hospitalerne,
via speciallægeordningen 224 . Og derfor er det netop turnusordningen og speciallægeordningen,
der i bekendtgørelser i tillæg til Lægeloven regelsættes. At øve sig i erhvervet i
praktikken på hospitalerne opprioriteres med turnusordningen, og speciallægeordningen giver
agenterne, også efter praktisk erhvervsøvelse, ekspertstatus (den øverste faglige kyndighed) i
de forskellige lægeklinikker svarende til professorers ekspertstatus på universitetet. Men det
er ekspertstatus som eksperter i praktik.
Lægeerhvervets funktion i forbindelse med sygeplejerskernes statsanerkendelse i 1933 be-
222 Ibid., paragraf 23.
223 Ibid., paragraf 24.
224 Den privat praktiserende læge benævnes ikke speciallæge så langt op som i 1990, men uagtet dette indføres
der på området efterhånden et tilsvarende “system” som for speciallægerne - turnusuddannelse 1 1/2 år, 12 måneders
ansættelse hos praktiserende læge, 18 måneders ansættelse som reservelæge på medicinsk afdeling, mv.,
12 måneders ansættelse som reservelæge på kirurgiske afdelinger, mv., 6 måneders ansættelse som reservelæge
på gynækologisk/obstetrisk afdeling, 3 måneders ansættelse som reservelæge på psykiatrisk afdeling, 9 måneders
valgfri ansættelse som reservelæge eller praksislæge, et 18 måneders teorikursus (Sundhedsministeriet
(1990): Bekendtgørelse nr. 657 og 658 om uddannelse af alment praktiserende læger, 20. september, København).
119