genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
var lægerne der alene, nu opfinder de sygeplejersken. Én position er lægen = behandlingen,
og én er sygeplejersken = plejen = assistent ved behandlingen plus en funktion. Og samtidig
skal der findes en slags underordning, at plejen er underordnet under behandlingen. Det gælder
om at have logistikken i orden. At patienten spiser, sover, er ren, osv. Hvordan er sygeplejersken
knyttet til behandlingen og derfor til lægens ledelse, kan man spørge? Jo, fordi det
sygeplejersken skal tage sig af er ikke “pleje” i den betydning ordet har i dag, men infrastrukturen
og assistentrollen. Og den infrastruktur skal hun kun tage sig af, fordi den er klinisk
vigtig. Det drejer sig altså slet ikke om, og har intet at gøre med at drage omsorg for
mennesket (patienten), osv. Sygeplejersken skal tage sig af infrastrukturen for så vidt den er
vigtig for reparation af “maskindelen”, det vil sige patienten, fordi det er dét, lægen tager sig
af.
Det vigtige er at forstå, hvilken status, hvilken stilling har man? Én ting er at være lægestuderende,
én ting er at være læge. En anden ting er at være sygeplejerske. Og hvad er dét, man er
læge-lærling i/til? Det er lærling i at lægge forbinding. Lærling i teori og klinisk medicin. På
en måde siger det ingenting, for en sygeplejerske kunne også gøre det. Men gør en sygeplejerske
det, er det ikke for at blive oplært til læge. Det er ikke som læge-lærling, hun gør det. Men
hun gør det, fordi lægen ikke har tid:
“Lægen ser i reglen sine Patienter kun een eller to Gange om Dagen, i meget alvorlige
Tilfælde, flere gange, og hver Gang kun kort; Stuekonen derimod seer Patienterne
hele dagen igennem” 334 .
Sygeplejerskens gerning er en anden gerning, har et andet indhold. Den lægestuderende lægger
forbindingen for at lære at blive læge, sygeplejersken skal lægge forbindingen for at afslutte
lægens behandling rent praktisk. Det er forkert at sige, at sygeplejersken er en minilæge.
Det skal hun frem for alt ikke være.
Det vil sige sygepleje er ifølge lægerne:
- systematisk empirisk observation som dataindsamling ved empirisk forskning, produkt af et
objektiverende blik
- systematisk protokol-føring af hvordan “eksperimentet” forløber
- udførelse af tiltag som en del af “eksperimentet”
- registrering af effekten
og alt sammen kun som vikar i lægens fravær.
Midlerne til formålet angives i Ugeskrift for læger 335 at være, hvilket svarer nøje til det beskrevne
og vedtagne forslag for Kommunehospitalet:
334 Brandes, Ludvig (1921): “Foredrag holdt af Overlæge Brandes for Medlemmerne af den gjensidige Hjælpeforening
for Stuekoner ved Foreningens første Aarsmøde d. 19de februar 1873”. I: Tidsskrift for Sygepleje, nr.
21, pp. 342-343. Dansk Sygeplejeråd, København.
335 Budde, V. (1875): “Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København”, af redaktør
dr. V. Budde, 3. række, bd. 20, nr. 25, pp. 393-396, Ugeskrift for læger, Reitzels Forlag, København.
170