genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
nem organiseringer og gennem praktikker ud fra det samlede indtryk af empirien. Det vil sige,
at afsnittet her bygger på den allerede fremstillede empiri.
Lægeerhvervet fungerer inden for tre områder: i medicinalstyrelser, i centraladministrationen
(embedslægevæsenet og herunder den privat praktiserende læge) og på hospitalerne. Afsnittet
vil følge disse områder. Der sker nogle markante skift i lægens opgaver i årene omkring 1736-
1757, med Amphitheatrets opførelse i 1736 og dermed regulering af kirurgien, med oprettelsen
af landets første medicinalstyrelse i 1740 som et rådgivende organ og åbningen af Det kgl.
Frederiks Hospital i 1757. Det næste markante skift sker i årene fra 1771-1818, hvor kirurger
må praktisere som medicinere fra 1774, hvor distriktskirurger ansættes fra 1771-1800, hvor
uddannelsen til kirurg lægges ind på Kirurgisk Akademi i 1785, hvor uddannelsen i medicin
ved universitetet omgøres til en embedsmandsuddannelse fra 1788, hvor medicinalstyrelse
nummer to som et rådgivende organ oprettes med både medicinere og kirurger som medlemmer
i 1803, og hvor der behandles syge borgere i såvel kirurgater som fysikater i 1818. Det
tredje markante skift sker i perioden fra 1840-1877, hvor en læge fra 1840 kan beklæde såvel
en kirurgatstilling som en fysikatstilling, hvor der oprettes én fælles uddannelse til læge i
1842, hvor der sker en kobling mellem hospital og universitet i 1873, hvor der opføres markant
flere hospitaler i anden halvdel af 1800-tallet, og endelig hvor fysikaterne i 1877 bliver
rene administrative stillinger. Altså en periode, hvor alle de organisatoriske elementer, som
hos Foucault udgør infrastrukturen for opkomsten af den “kliniske medicin”. Det næste markante
skift sker fra 1909-1914, hvor landets tredje medicinalstyrelse som et professionsorgan
oprettes i 1909, hvor kreds- og amtslæger opstår, begge som administrative stillinger, i 1914.
Det sidste markante skift sker i 1934-1937, hvor turnusstillinger for nyuddannede læger opstår
i 1934 og speciallægestillinger fra 1937. Og hvor statsmagten samtidig går ind og bremser
lægeprofessionen. Karakteristisk er det, at der er synes at eksistere en rimelig overensstemmelse
mellem, hvad man siger, at lægen har eller skal have som opgaver, og hvad der
rent faktisk synes at ske.
Lægen tildeles stillinger i statens regi fra og med 1736 og overordnet betragtet tildeles den
funktionerne:
1) at indsamle viden om sygdomme og helbredelse og helbrede syge borgere
2) at rådgive statsmagten om sygdom og helbredelse og føre tilsyn med befolkningens helbred
3) at deltage i ledelse af hospitalerne og embedslægevæsenet, føre tilsyn med de professionelle
agenter inden for området, bekæmpe kvaksalveri, uddanne og ansætte agenter til varetagelse
af borgeres helbredelse.
Opresummerende:
1736-1757: de første stillinger for læger til borgeres helbredelse oprettes på landets første
hospital. De første regulerende funktioner organiseres for kirurgien. Det første rådgivende
organ oprettes med universitetsuddannede medicinere
1774-1818: distriktskirurgater oprettes, der behandles i både kirurgat og fysikat. Den tilsynsførende
funktion varetages af både medicinere og kirurger. Det næste rådgivende organ oprettes
med medicinere og kirurger
1842-1877: lægen i kirurgat behandler, lægen fører tilsyn i fysikat. Hospitalsbyggeriet øges.
Uddannelsen til læge har som krav praktik på hospitalerne fra 1873
110