genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
synet og hørelsen, og “oversatte” disse sansninger til noget sproglige. Det vil sige, at lægen
skulle se og lytte til patientens krop og røre ved ham. Og dermed var det hospitalet i form af
undervisningsklinikker, der blev vigtige. Og det blev hospitalet frem for hjemmet og familien,
der både kunne forene en social støtte til de fattige og kunne bidrage med en viden om sygdomme,
som de rige kunne komme til at lide af. Så det almene hospital blev til klinik. Og
hermed ændredes det medicinske blik sig fra det kvalitative til det kvantitative (de mange
patienter samlet på hospitalerne). Det blev muligt at anvende statistik og sandsynlighed. Det
uspecifikke og individuelle blev til det typiske og det gennemsnitlige. Og nu blev undervisning,
beskrivelse af sygdommene og behandling en enhed - den nye undervisningsklinik var
dermed etableret i hospitalet.
Undervisningsklinikkerne trænede lægerne i den nye kliniske metode, som bestod i en karakteristik
af sygdommene set som samlingen af symptomer, og her lærte de at transformere det
visuelle til det sproglige. Beskrivelse, undervisning og behandling blev en enhed. I hospitalet
blev de fattige behandlet, og deres store antal gjorde det muligt at opstille det typiske sygdomsbillede.
Undervisningsklinikkerne havde været private, hvilket vanskeliggjorde forskningen,
og man kunne ikke forvente, at lægen i sin private praksis ville risikere at miste sit
gode omdømme. Men i hospitalet var lægen ikke bundet på denne måde, og hans talent kunne
udtrykkes på en ny måde. Og når hospitalet nu blev af interesse for ikke blot de fattige, men
også for de rige, blev den private forskning i undervisningsklinikkerne koblet sammen med de
offentlige hospitaler (øvrighedens hospitaler) (lægerne havde ikke selv i deres private individuelle
undervisningsklinikker råd til at finansiere forskningen), og der var skabt en stabil
struktur mellem hospitalet og klinikken.
Den franske anatom Marie-Francois-Xavier Bichat opstillede (omkring år 1800) 21 forskellige
vævstyper, og det kliniske blik rettede sig nu mod dybden i menneskets krop og ikke kun
mod overfladen af legemet - ikke mod sproglige strukturer, men mod reelle strukturer. Sygdommen
blev herved lokaliseret i legemets rum. Det var legemet selv, der var blevet sygt:
“Disease” (…) “is a set of forms and deformations, figures, and accidents and of
displaced, detroyed, or modified elements bound together in sequence according to a
geography that can be followed step by step. It is no longer a pathological species
inserting itself into the body wherever possible; it is the body itself that has become
ill” 87 .
Den anatomo-kliniske metode opstod. Og endelig blev døden på samme vis placeret i legemets
rum. Afslutningen på det patologiske tidsrum - tiden lige før døden - og kadaverosen
faldt næsten sammen, man kunne obducere lige efter dødens indtræden.
Med Bichat begynder man for alvor fra at rette blikket fra det synlige til det usynlige. Her
bliver lægens blik et dybdeblik, der er analytisk og abstraherende, og det søger at skille det
funktionelle ad i anatomiske enheder. Det kliniske bliks klassifikatoriske overfladestruktur
forenes altså med teoretiske dybdestrukturer. Man forsøger at koble de kliniske data med de
anatomiske fund, og så efterfølgende formulere den sproglige beskrivelse heraf. Og dermed
var det ikke længere muligt at tale om sygdommenes essenser, nu måtte man spørge om betydningen
af ord.
87 Ibid., p. 136.
48