genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
løb, som jeg har gjort det i denne afhandling. Og det har, som det tidligere er anført, konsekvens
for valg af empirien. Noget af empirien bliver nødvendigvis sekundære kilder. En væsentlig
type kilder har det vist sig, at afhandlingen mangler - lægers videnskabelige arbejder
og/eller patientjournaler. Den type af kilder ville gøre studiet af skiftene i tilgang til sygdom
både mere præcist og sandsynligvis også nemmere gennemskueligt. Men Foucaults teori om
klinikkens fødsel har været velegnet at arbejde med i forhold til at indfange sygeplejefaget og
sygeplejeerhvervet og lægefaget og lægeerhvervet, og homologien mellem dem. Skiftet i tilgang
til sygdom falder ikke helt sammen med nye politiske regimer i Danmark - fx. enevældens
fald i 1848 (demokratiets indførelse) overfor klinisk medicin i 1873, parlamentarisme i
1901 overfor den specialiseret medicin i 1937. Det viser, som Foucault siger det, at en ny politisk
praksis kan give taleret, men det forklarer ikke, at medicinen italesætter sig selv på den
måde, som den gør. Netop den italesættelse er Foucaults teori et bidrag om.
Brug af Bourdieus statsteori har ligeledes været konsistent som arbejdsredskab, ligesom hele
hans metodiske tilgang med at bryde med ens egen forforståelse og enhver form for prækonstruerede
administrative kategoriseringer (ikke de videnskabelige konstruktioner), der findes i
denne verden. Skiftet fra en dynastisk stat i Danmark til en moderne stat i starten af 1900tallet
ligger mistænkeligt tæt på de politiske ændringer i Danmark (parlamentarismen - systemskiftet
i 1901), som om dette politiske skift kunne begrunde en ny type magtudøvelse.
Men skulle en ny politisk praksis være begrundelsen for en ny måde at udøve magt på, så
mangler der en forklaring på, hvorfor det lige netop blev grupper som fx. medicinen, der blev
en del af magtfeltet. Og den forklaring giver Bourdieu. Hele feltteorien, herunder habitus- og
praktikteorien, har jeg brugt i en ikke-bourdieusk ånd ved at bruge teorien som en teori på
gruppen af læger og gruppen af sygeplejersker. Skulle man anvende den mere korrekt, skulle
man desuden indsamle livshistorier på de enkelte agenter, hvilket ville betyde et uoverkommeligt
arbejde, når tidsforløbet har været så langt. Men det ville være spændende at studere
via enkelte sygeplejerskers og lægers livshistorier med henblik på at besvare mere eksakt,
hvorfra sygeplejerskernes selvforståelse som underordnet kommer versus lægernes som overordnet.
Alligevel har det været en frugtbar måde at arbejde med disse teoretiske begreber på.
Sammenstillingen af Foucault og Bourdieu har ikke været problematisk, selv om det er to
meget forskellige måder Foucault og Bourdieu arbejder på. Der er en eller anden forbindelse
mellem de to forfatterskaber, som gør, at man kan arbejde med dem samtidig. Forbindelsen er,
at de selvfølgelig begge to arbejder med samfundsforhold og herunder med magtforhold, men
desuden med et lignende erkendelsesteoretisk perspektiv. Såvel Bourdieu som Foucault er sig
selv, men begge er inspireret af den franske epistemologi, som er kendetegnet ved brud med
egne og andres forforståelser, objektkonstruktion og en relationel tænkning. Et centralt navn
inden for den franske epistemologi var Gaston Bachelard (1881-1962), der oprindelig var
naturvidenskabsmand, men arbejdede med matematikkens og logikkens filosofi. Ifølge
Bachelard er objektkonstruktionens modstykke i det virkelige liv ikke tænkelig, det videnskabeligt
konstruerede overskrider umiddelbart den empiriske virkelighed, og videnskabelig konstruktion
dannes via kritik og omformning af hverdagslivets postulater. Videnskab er i en
bachelardsk forstand videnskritik, og videnskabers måde eller tradition for at opstille dikotomier
er en hindring for ny erkendelse. Derfor må man også bryde med videnskabernes dikotomier
og i stedet konstruere nye begreber, frem for at acceptere á priori. En hypotese inden
for denne tradition er endvidere, at videnskabelige brud og erkendelser sker diskontinuerligt
(bygger ikke ovenpå allerede eksisterende viden). Og endelig om den relationelle tænkemåde,
220