genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Det eneste fingerpeg - og et ikke uvæsentligt - er de gentagne bestræbelser på at tilføre sygeplejerskerne
nogle skolekundskaber. Dette kan generelt tyde på, at det var svært at rekruttere
kvinder til sygeplejeerhvervet, der besad en vis portion skolekundskaber. Og dermed kan man
konstatere, at sygeplejersken allerede i udgangspunktet forud for start på sygeplejerskearbejdet
har haft mindre kulturel kapital end lægen.
Fra 1880 organiseres arbejdet som sygeplejerske med syge borgere i hjemmene via embedslægevæsenet.
Fra og med 1909 er der tilsyn fra statens side (lægens) med dette arbejde. Kvinderne
er ikke med i ledelsen af arbejdet med syge borgeres pleje og behandling under embedslægeinstitutionen.
I 1933 tildeler staten sygeplejerskerne statsautorisation til at arbejde på hospitaler og i embedslægevæsenet
i hjemmeplejen, og endvidere med sundhedspleje til raske spædbørn i 1938,
alt under lægens ledelse, som lægens assistent, med retten til at arbejde i lægens klinik, ikke
med et eget felt (lægen skal behandle syge formuleres det, hvad sygeplejersken har af opgaver
formuleres ikke) og ikke med monopol på arbejdet. Dvs., i overgangen (1937) konstitueres et
eget område for en gruppe kaldet sygeplejersker, der kendetegnes ved at være autoriserede til
at arbejde for lægen i hans klinik på hospitalet eller under hans opsyn (embedslægevæsenet)
uden for hospitalet med hjemmepleje og sundhedspleje til raske spædbørn.
Sluttelig om sygeplejeerhvervets relation til staten indtræder en sygeplejerske i statens medicinalstyrelse
fra 1934, men kun med taleret. Fra og med betænkningsarbejdet, der fører til den
formaliserede sygeplejerskeuddannelse, inddrages sygeplejerskerne for første gang direkte i
forhold, der vedrører deres egne arbejds- og uddannelsesforhold. Lægen er dog ligeledes med
i betænkningsarbejdet. Det betyder, at sygeplejersken er ikke med i magtens felt svarende til
lægen, hun holdes udenfor, er udenfor denne sfære.
Når kvinderne skal assistere i behandlingen af patienterne, indledes der en systematisk praktisk
oplæring til arbejdet fra 1876. Ligeledes fra 1880 organiseredes der via embedslægevæsenet
tilskud til oplæring af kvinder, der arbejdede med syge borgere i hjemmene. I 1897 og
øget i 1906-1916 får kvinderne foruden den praktiske oplæring en skolestueundervisning. I
1927 giver øvrigheden tilskud til, at de kvinder, der vil arbejde på hospitalerne, kan øge deres
boglige kundskaber via højskoleophold. Al oplæring ledes og kontrolleres af lægen.
Samtidig går staten ind fra 1939 og mere direkte dikterer, at sygeplejerskernes oplæring skal
foregå efter de af staten udstukne regler. På samme vis financierer og kontrollerer staten kursus
for sundhedsplejersker, ledende og undervisende sygeplejersker fra 1942. Fra 1957 tilbydes
sygeplejerskerne en type lærlingagtig praktikeruddannelse, det vil sige en uddannelse, der
gives af sygeplejersker og læger, og kontrolleres af læger. Det vil sige, at staten går her fra
1957 ind og kontrollerer sygeplejerskerne som gruppe.
Mønsteret er altså, at fra og med at kvinderne får opgaver inden for det medicinske felt, tilbydes
de og kræves de på en oplæring, som udføres af sygeplejersker og læger i fællesskab, men
alene kontrolleres af læger.
Fra 1897 suppleres den praktiske oplæring med en skolestueundervisning af lægen i lægens
praktiske teori. Fra 1897 dukker ordet skole op i forbindelse med oplæring af sygeplejersker
på hospitalerne i kilderne. Ordet skole (skholé) betyder på græsk fritid, jf. med skholastikós,
som betyder, den som er fritaget for andet arbejde. Endvidere betyder det så en af de ting,
man får, når man er fri for arbejde, nemlig at gå til undervisning (skholé), være lærd (skhola-
212