genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
udøver under stuegangen, og det er ikke dét Brandes siger i sin tale. Men Brandes siger derimod,
at sygeplejersken praktisk skal lære sig at være lydhør overfor lægen om de syge, og at
hun praktisk skal lære sig at modtage ordre fra lægen. Sygeplejerskens uddannelse er altså
ifølge Brandes nok en praktisk oplæring, og i den mening en mesterlære, men altså ikke en
mesterlære hvad angår, hvad lægen skal lære fra sig om sygepasning, lære fra sig om sit arbejde,
patientens sygdom og den medicinske behandling heraf.
Brandes synes (i 1880), at man skal benævne den erhvervsgruppe Sygeplejerinder:
“Min Kollega og Ven, praktiserende Læge Trautner i Bogense, har i Sommer bragt
Spørgsmaalet frem paa Lægemødet i Svendborg; han foreslog, at stræbe hen til, at
der rundt om i Landet ansattes Sygeplejerinder (en Benævnelse, jeg foretrækker for
det lidet velklingende “Sygeplejersker”)” 324 .
Erhvervsgruppen har altså ikke fået sit “endelige” navn sygeplejerske på dette tidspunkt, når
Brandes kan udtale sig om, at han foretrækker det ene navn frem for det andet.
I samme år omtaltes erhvervsgruppen fx. i en lærebog skrevet af en læge som sygeplejerske:
“Den Gerning, som Sygeplejersken har paataget sig” 325 .
Som beskrevet var det Københavns hospitalsborgmester Carl Emil Fenger, der selv var læge,
der i 1875 opfordrede Lægerådet ved Kommunehospitalet til at udarbejde forslaget til en omorganisering
af sygeplejen på hospitalet. Herom skrives der bl.a. i Ugeskrift for læger i 1875:
“Hensigten med forslaget er ikke alene at bevirke en omhyggeligere, nøjagtigere og
kyndigere Udførelse af Alt, hvad der vedrører Sygeplejen paa Hospitalet, men ogsaa,
saa vidt muligt, at give denne en forandret Karakter, idet den betroes til Kvinder,
som særligt have sig helliget til dette Kald, og som baade ved almindelig Dannelse
og ved en speciel Fagdannelse have forberedt sig dertil. Man vil navnlig stræbe
at opnaa dels en større Opmærksomhed for og et kyndigere Blik paa den Syges
Tilstand mellem de Tider, da han tilses af Lægen, og en større Paalidelighed i de Referater,
som denne erholder om, hvad der er passeret med den Syge i Mellemtiden,
dels en mere fuldkommen Udførelse af alle til den egentlige Sygepleje hørende
Gjerninger, dels endelig en ædlere grundtone i Forholdet mellem den Syge og dem,
der pleje ham. Den Syge bør erholde Indtrykket af, at Sygeplejens intet andet Formaal
have end at bidrage, hvad de formaa, til hans Helbredelse og Bedring, og han
bør erfare, at de i Virkeligheden formaa noget Betydeligt hertil” (min understregning)
326 .
Erhvervet skal ifølge dette referat udøves som lægens assistance. Og det er en ny funktion, for
det første en ny funktion, plejemødrenes overordnede tilsyn og ledelse, og for det andet en
underordnet funktion, assistenterne. Der skal altså opfindes en ny gruppe, hierarkisk inddelt i
to grupper inden for sin “egen” gruppe. Og det er ikke den samme funktion eller rolle, som de
medicinske kandidater havde. Selv om assistenter, plejemødre og medicinske kandidater kun-
324 Overlæge Brandes (1880): “Bidrag til Udviklingen af Sygeplejen udenfor Hovedstaden”, 4. række, bd.1, nr.
13, Ugeskrift for Læger, Reitzels Forlag, København, p. 185.
325 Nielsen, P. (1880): Praktisk Veiledning i Sygepleie. Forlaget G. E. C. Gad, København.
326 Budde, V. (1875): “Den paatænkte Reform af Sygeplejen paa Kommunehospitalet i København”, af redaktør
dr. V. Budde, 3. række, bd. 20, nr. 25, pp. 393-94, Ugeskrift for læger, Reitzels Forlag, København.
166