16.07.2013 Views

genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE<br />

sygdom <strong>og</strong> helbred. Agenterne er nu apotekere, tandlæger, jordemødre <strong>og</strong> <strong>sygepleje</strong>rsker.<br />

Magten over behandlingen <strong>af</strong> syge er suverænt tildelt lægen med Sundhedsstyrelsens <strong>og</strong> Retslægerådets<br />

opbygning. Magten forvaltes nu i et komplekst mønster, i et hierarkisk opbygget<br />

system <strong>og</strong> med en embedsmandsforvaltning, der er dobbeltsidet. Med Bourdieu kan man sige,<br />

at der er med Sundhedsstyrelsen <strong>og</strong> Retslægerådet uddifferentieret et eget område, området<br />

for syge borgeres helbred, som fungerer med en egenl<strong>og</strong>ik. Det vil sige, at der nu er tale om<br />

en moderne stat, hvor <strong>medicin</strong>en er en del <strong>af</strong> magtfeltet. Embedsmanden (lægen), der forvalter<br />

hele organiseringen <strong>af</strong> området (bureaukrati) <strong>og</strong> samtidig er sagkyndig rådgiver/behandler. Og<br />

forvaltningen <strong>af</strong> alle agenter i feltet ledes <strong>og</strong> kontrolleres <strong>af</strong> lægen. Fra 1934 kan man sige, at<br />

staten med den nye lægelov bremser lægeerhvervet som profession, giver det ikke total råderet<br />

over befolkningens helbred. Sagkyndigheden udskilles i (praktiske) speicalistområder fra<br />

1937, <strong>og</strong> der kan ikke besluttes udenom denne specialist.<br />

At <strong>medicin</strong>en fra universitetet helt tilbage fra 1740 udnævnes som myndighedsperson på statens<br />

vegne, om end i første omgang uden en særlig stor betydning, er ifølge Bourdieus teori<br />

måden man i den moderne stat udøver magten på. Magten i samfundet tildeles agenter med<br />

embedseksamen fra statens formelle uddannelsessystem, her universitetet, <strong>og</strong> disse embedsmænd<br />

forvalter så denne magt efter bureaukratiske principper inden for forvaltningen generelt<br />

<strong>og</strong>/eller inden for et sagsområde. Den første <strong>og</strong> anden <strong>medicin</strong>alstyrelse var i sin arbejdsgang<br />

opbygget som et kollegiesystem, hvor alle sager behandledes <strong>af</strong> alle medlemmer. Retslægeråd<br />

<strong>og</strong> Sundhedsstyrelsen er derimod opbygget efter bureaukratiske principper, altid n<strong>og</strong>en over<br />

<strong>og</strong> n<strong>og</strong>en under. I de to første <strong>medicin</strong>alstyrelser var arbejdet ulønnet, altså en æressag. Arbejdet<br />

i Sundhedsstyrelsen <strong>og</strong> Retslægerådet er et lønnet arbejde, det vil sige, at vi nu har at<br />

gøre med den opfattelse, hvis man følger Bourdieu, at embedsmanden (lægen) har den selvforståelse,<br />

at man arbejder i det almenes tjeneste. Et eksempel herpå fra Danmark er hele debatten<br />

<strong>og</strong> den efterfølgende vedtagelse om i 1914, at lægen på én <strong>og</strong> samme gang kan være<br />

kontrollerende instans <strong>og</strong> behandlende læge.<br />

Uddannelsen hos barbermestrene på barberstuerne indtil 1736 var en praktisk oplæring i<br />

håndværket gennem imitation <strong>og</strong> øvelse. Det vil sige, at der var tale om at lærlingen oplærtes i<br />

en handlemåde. Det vil sige, at lærlingen som praktiker besidder en tavs, ureflekteret viden,<br />

der er bundfældet i ham, <strong>og</strong> som han ikke kan gøre rede for eksplicit, men som han gør brug<br />

<strong>af</strong>. Spr<strong>og</strong>et er hverdagsspr<strong>og</strong>, <strong>og</strong> er i tæt tilknytning til den praktiske udøvelse. Man kan sige,<br />

at praktikkernes betydninger er indlejret i hverdagsspr<strong>og</strong>et. For Frankrigs vedkommende taler<br />

Foucault om en usystematisk mesterlære i privat regi. Hvor vidt mesterlæren på barberstuerne<br />

i Danmark var usystematisk, kan det indsamlede materiale ikke sige n<strong>og</strong>et om. Men fra 1736<br />

opretter den danske stat en ny uddannelse for kirurger, som er en praktisk-teoretisk uddannelse,<br />

<strong>og</strong> som er en vis systematisk oplæring. Det vil sige, at nu skal eleven foruden at kunne<br />

handle praktisk lære at mestre to ting, nemlig dels at reflektere over sin praktik <strong>og</strong> dels redegøre<br />

eksplicit for den. Disse refleksioner <strong>og</strong> redegørelser hentes i første omgang i bøger om<br />

menneskets anatomiske opbygning fremstillet på latin. Det betyder, at lærlingens begrundelser<br />

for de praktiske handlinger formelt ikke længere behøver at være tavse <strong>og</strong> kun være knyttet<br />

til hverdagsspr<strong>og</strong>et. Det vil sige, at der opstår en første distinktion mellem det praktiske<br />

håndværk <strong>og</strong> den udøvende praktiker forstået som, at for at blive en god praktiker skal man<br />

altså vejen rundt om en b<strong>og</strong> på latin. Intet siger, at den b<strong>og</strong>latin er vejledende ved praktisk<br />

handlen, men man skal kunne referere til den uanset, hvad der i realiteten er grundlaget for<br />

praktisk handlen. Lærlingen på barberstuen fik via det praktiske arbejde jo i forvejen en erfa-<br />

205

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!