genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
klinik, kursus i fødselslære, hudsygdomme og veneriske sygdomme, øjensygdomme og epidemiske
sygdomme. I 1901 tilføjes psykiatri og i 1902 otolaryngologi, bakteriologi, topografisk
anatomi og kokoppe-indpodning. Disse kurser afvikledes samtidig med volontørtjenesten,
der i 1905 udvides til 3 semestres tjeneste.
Det vil sige, at lægens uddannelse hermed består af:
- en teoretisk del, som erhverves på universitetet
- en klinisk del, som erhverves fra universitetshospitalerne gennem:
1. foredrag og fremvisning ved sygesengen af lægen for studenten
2. eksaminatoriske klinikker, hvor studenten under lærerens opsyn og vejledning udspørger
og undersøger den syge, stiller diagnosen, foreslår behandling, osv.
3. praktisk tjeneste på hospitalet med patienten tilstede og som er mesterlære-organiseret,
men hvor den studerende nu arbejder mere på egen hånd (modtager nye patienter, skriver selv
journalerne, osv.) 198 .
Det vil sige, at først skal studenten have teoretisk undervisning på universitetet i det normale
menneskes anatomi og fysiologi, og i det syge menneskes patologi og terapi; dernæst skal han
i praktikken ved de syge patienter og se og høre på mesteren og prøve at gøre det selv, herefter
skal han gøre det selv (mere selvstændigt) og bliver kontrolleret bagefter, om han nu har
gjort det rigtigt.
Såvel den teoretiske del som den praktiske del eksamineres og kontrolleres af universitetet.
Det vil sige, at den læge, der konstrueres her efter sammenlægningen af kirurgernes og medicinernes
uddannelse i 1842 og med de senere bestemmelser om universitetets indflydelse på
besættelse af overlægestillingerne på hospitalerne (Frederiks Hospital), og med bestemmelserne
om praktisk uddannelse for de lægestuderende, er en læge, der besidder en vis kundskab
i naturvidenskab, i anatomi og fysiologi, støttet af en vifte af naturvidenskabsfag, dertil teoretisk
viden i patologi og terapi, og endelig en praktisk oplæring i flere praksisområder eller
kundskab i at behandle syge borgere, som dels sker gennem direkte oplæring på hospitalerne
og dels ved kliniske kurser.
Og dét, Panums bog er udtryk for, er, at han samler de organisatoriske elementer op, som hos
Foucault udgør infrastrukturen for opkomsten af “den kliniske medicin” som retning i medicinsk
tænkning. Og sygeplejersken opfindes (ifølge Gotfredsen) omtrent samtidig, men man
kalder ikke sygeplejen for “klinisk”.
I 1902 ændres kandidatuddannelsen som tidligere nævnt ved, at man afskaffer den naturvidenskabelige
forberedelseseksamen, men det betyder her, at man flytter naturfagene under 1.
del af uddannelsen, de glider ikke ud af uddannelsen. Nu indføres der den eksamensbestemmelse,
som allerede Panum talte om, nemlig at der ved naturfagseksamenerne i fysik og kemi
aflægges prøve for en eksamenskommission bestående af:
198 Ibid., p.41.
“de 4 Eksaminatorer fra det matematisk-naturvidenskabelige Fakultet og det lægevidenskabelige
Fakultet samt Dekanus for det sidstnævnte Fakultet som For-
107