genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
maatte følge nøiagtigt, og hvorover han maatte føre en ordentlig Journal.”(...)”Det
maatte da være hans Pligt om Morgenen, før det almindelige Stuebesøg, at undersøge
sin Patients Tilstand og ved Sygesengen for Overlægen at aflægge en kort Beretning
om samme og om de indtraadte Forandringer.”(...)”Overlægen vilde som hidtil
diktere det Fornødne til den i Hospitalets Interesse førte Journal; men dette vilde naturligviis
ikke være til Hinder for, at Practicanten burde føre sin egen Journal. Forretningsgangen
vilde herved kunne være meget kort. Practicanten kunde f.eks. ved
Overlægens Ankomst oplæse sine Bemærkninger af den af ham førte Journal, og
Overlægen kunde dernæst, eventuelt (hvis han ikke fandt Anledning til at udtale sig
nærmere), uden at indlade sig paa en videre Udvikling, corrigere hans Referat ved
sit Dictat til den egentlige Hospitalsjournal. Prcaticanterne burde dernæst 2) ogsaa
deeltage i det ved Obductionerne saavel som ved mikroskopiske og chemiske Undersøgelser
forefaldende Arbeide, paa en saadan Maade, at de kunde faa Øvelse deri
og tillige saaledes, at deres Arbeide kunde komme Hospitalstjenesten tilgode, men
ikke med det Hensyn, at man skulde søge det tilveiebragt ved den mindst mulige
Arbeidskraft, men tvertimod saaledes, at det maatte søges gjort saa frugtbringende
for Practicanternes Øvelse og Uddannelse som muligt. Men desuden vilde det formeentligt
være af allerstørste Vigtighed, at Practicanttjenesten 3) blev udvidet derved,
at de tillige kunde faa Deel i den Øvelse, som nu for Hosiptalscandidaterne vel
maa betragtes som den allervigtigste, nemlig den, som haves paa deres Vagtdage”
(mine understregninger) 196 .
Om praktikanternes vagter siger Panum, at praktikanten under en læges tilsyn og ansvar og
med dennes hjælp skal foretage den foreløbige undersøgelse af den nyindlagte patient og forsøge
at stille en diagnose. Endvidere skal han udtale sin mening om indledningen af behandlingen,
men dog ikke bestemme denne. Praktikanten skal dernæst være forpligtet til at affatte
en nøjagtig sygehistorie, som bør oplæses ved sygesengen ledsaget af overlægens kritiske
bemærkninger. Hvis praktikantens udarbejdede sygejournal kasseres af overlægen, er praktikanten
forpligtet til at affatte en ny. Panum foreslår, at der indrettes vagtværelser på hospitalerne
til praktikanterne, hvor de kan opholde sig i deres vagtdøgn. Praktikanterne skal ikke
aflønnes, de skal alene være på hospitalerne for deres uddannelses skyld. Nyuddannede læger,
som Panum benævner “assistenter” i sin bog, og som synes at blive de senere “turnuskandidater”,
skal være de læger, der står for praktikanternes uddannelse. Disse mener Panum så
skal øges i antal og aflønnes af hospitalerne til gengæld for, at praktikanterne vil komme til at
udføre noget arbejde (skrive de nyindlagte patienters journal) gratis for hospitalet, arbejde
som ellers de nyuddannede læger (assistenter/kandidater) foretog (man havde et problem med,
at de nyuddannede læger havde svært ved at få tjeneste ved hospitalerne).
Endelig foreslår Panum, at praktikanterne skifter imellem de forskellige hospitalsafdelinger
og imellem de forskellige hospitaler for at blive praktisk bekendt med, hvad Panum benævner
“de fornemste sygdomsgrupper” (medicin og kirurgi) og de “specielle sygdomsgrupper”
(syphilis og hudsygdomme, børnesygdomme, kroniske og senile sygdomme, ophthamologi,
fruentimmersygdomme og psykiatri). Panums indstilling er, at alle praktikanttjenester skal
gennemføres af den lægestuderende, men at man evt. kan afvikle specialfagene efter kandidatuddannelsen.
På Frederiks Hospital opdeltes den medicinske afdeling i to afdelinger, og
ligeledes med den kirurgiske afdeling, hvor der tillige blev indrettet en øjenafdeling. Den ene
196 Panum, P. L. (1868): Det medicinske Studiums og Examensvæsens Reform ved Kjøbenhavns Universitet,
Gyldendalske Boghandel, København, pp. 105-107.
105