genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
for det. For Bourdieu er medicinen et eget felt med en egenlogik og et embedsfag i et moderne
samfund.
Spørgsmål til denne statens magt over faget medicin og siden for sygeplejen er for de danske
forholds vedkommende til at begynde med medicinalstyrelser, som oprettes. Hvornår oprettes
disse, hvem bliver medlem, på hvilken måde (lønnet/ulønnet), og hvor vidt og hvordan har
disse styrelser indflydelse på samfundet og dets borgere, på det medicinske felt. Andre
spørgsmål er oprettelse af stillinger i centraladministrationen (embedslægevæsenet) og stillinger
på hospitalerne, hvornår samt hvilke agenter beklæder disse stillinger. Altså hvor får de
forskellige agenter stillinger: på hospitaler, udenfor hospitaler, privat og/eller hos øvrigheden.
At der er tale om en bartskærers, en kirurgs, en stuekones, en sygeplejerske, en embedslæges,
osv. ansættelse i en privat institution og/eller i en institution drevet af øvrigheden. Og hvilken
institution. Angående stillinger på hospitalerne undersøges der alene de københavnske hospitaler
såsom Det kgl. Frederiks Hospital og Kommunehospitalet.
Hvilken relation har deltagerne i det medicinske felt til det formelle uddannelsessystem:
Foucault taler om, at det for det franske samfund under overgangen til epoken med den kliniske
medicin bliver et problem med at have en formel kontrol med indholdet af faget og oplæringen,
som ikke længere rummer det brede felt af ikke formelt uddannede kloge, af modstandere
kaldet for kvaksalvere og dermed, at i og med den kliniske epoke konstituerer sig, indføres
der en statslig uddannelse til erstatning af en privat oplæring. Oplæringen/uddannelsen i
medicin går desuden fra en usystematisk i den klassifikatoriske epoke til en mere systematisk
oplæring/uddannelse i den kliniske. Ifølge Foucault bliver medicinen desuden i den kliniske
periode afhængig af hospitalerne. Det kliniske blik krævede undervisningsklinikker, som trænede
medicinen i den nye kliniske metode.
Ud fra Bourdieus statsteori får uddannelse i moderne samfund generelt den betydning, at det
er via uddannelse, at de elitære grupper i samfundet får sig rekrutteret og tildelt magten, en
magt de via slægten er født til, men i det moderne samfund skal magttildelingen først legitimeres
via uddannelsessystemet. Den elitære position forstås dermed som intellektuelt grundet,
og det er dermed de intellektuelle uddannelser til forskel fra de praktiske, som bliver elitære i
det moderne samfund. Og uddannelse bliver generelt en måde at tildele magten på i det moderne
samfund, og dermed bliver uddannelsesbeviser vigtige i det moderne samfund - magten
udtrykt symbolsk. Den moderne stat benytter dermed uddannelse som et slags “instrument” til
at selektere i befolkningen og dermed bevidst eller ubevidst opretholde den givne samfundsorden
og den fordeling af goder over sociale grupperinger. For Bourdieu er uddannelsessystemet
det sted, hvor social magt konverteres til uddannelsestitler. Efter uddannelsen konverteres
uddannelsestitler igen til social magt. Derved bliver kundskabsformer, uddannelsestyper,
eksamensbeviser og uddannelsessteder interessante, når man skal undersøge, hvem der besidder
samfundsmagten, her magten i det medicinske felt.
Bourdieu skriver om medicin, at den er en praktisk kunst, der videnskabeligt garanteres. Og at
studere medicin som fag, et professionsfag, har at gøre med først og fremmest at erhverve en
social kompetence som ens videnskabelige kompetence er en del af. Og han skelner desuden
mellem to typer af læger, klinikeren og forskeren. Det vil sige, to typer af læger som orienterer
sig imod forskellige typer af kundskab - mod en praktisk kundskab og mod en videnskabelig
kundskab. Kundskabstyper fastlægges ud fra inspiration fra Foucaults beskrivelse af medicinen,
fra Bourdieu og tillige fra Durkheim. Foucault taler om, at medicinen er spekulativ,
bygger på fantasmer, er metafysiske forestillinger, dogmatik, undervisningen var “teori uden
60