genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
Sundhedsstyrelsen kan efter indstilling fra specialistnævnet meddele læger tilladelse til at
betegne sig som speciallæge inden for de 15 forskellige grene af lægevidenskaben her fra
1937. Lægernes fagforening havde oprettet et specialistnævn, der bedømte de enkelte agenter,
og gav dem tilladelse til at betegne sig som speciallæge inden for en lægeklinik. Med bekendtgørelsen
i 1937 om speciallægeordningen opretter Sundhedsstyrelsen et specialistnævn.
Om anerkendelsen (autorisation) til speciallæge hedder det:
“En læge må ikke uden særlig tilladelse betegne sig som speciallæge.” (...) “Efter
indstilling af specialistnævnet meddeles tilladelsen af sundhedsstyrelsen, der herom
udsteder en offentlig bekendtgørelse.
Der oprettes ved sundhedsstyrelsens foranstaltning et specialistnævn bestående af 6
på 4 år udnævnte medlemmer, nemlig et medlem af det lægevidenskabelige fakultet,
der skal være lærer i en praktisk disciplin, en praktiserende speciallæge, en hospitalsoverlæge,
en praktiserende læge i København, en praktiserende læge i provinsen
med landpraksis og en repræsentant for de unge, endnu ikke nedsatte læger.” (...) “
Til at vejlede nævnet ved bedømmelsen af ansøgningerne udpeger Sundhedsstyrelsen
for 4 år ad gangen 2 speciallæger inden for hvert anerkendt speciale.” (...) “Ændring
i specialistnævnets sammensætning kan foretages af indenrigsministeren, såfremt
nævnet selv indstiller, at en sådan foretages” 167 .
Specialistanerkendelsen er altså en anerkendelse af en læge, der er specialist i praktisk lægegerning,
og bedømmerne heraf er da også alt overvejende praktikere, kun en enkelt er fra Det
Lægevidenskabelige Fakultet, men han er alligevel også praktisk ekspert. Sundhedsstyrelsen
kan sige nej til en indstilling til autorisation, men Sundhedsstyrelsen kan ikke autorisere en
læge, som ikke er indstillet af specialistnævnet. Det vil alt i alt sige, at specialistnævnet er ret
autonomt, det vil sige, at læger fagligt kontrollerer læger.
Som tidligere anført var det i 1914 blevet bestemt, at embedslægerne (amtslægen) skulle høres
ved ansættelse af overlæger og enelæger ved amts- og bykommunale sygehuse. I den nye
lægelov, hvor lægerne får monopol på stillingerne på hospitalerne, bestemmes det yderligere,
at stillinger som ledende læge ved statens (Rigshospitalet undtaget 168 ), kommunernes og i forbindelse
med private sygehuse, der modtager offentlig støtte, skal der indhentes en udtalelse
fra Sundhedsstyrelsen om, hvilke ansøgere, der er kvalificerede til vedkommende stilling.
Forud for en sådan udtalelse skal Sundhedsstyrelsen indhente en sagkyndig vurdering af ansøgernes
kvalifikationer. Om denne sagkyndige vurdering hedder det:
19. juni, København.
“Til at afgive den sagkyndige Vurdering udnævnes 2 paa 4 aar valgte Raad, hvert
paa 3 Medlemmer; det ene Raad vælges af Dansk kirurgisk Selskab; mindst det ene
af Raadets Medlemmer skal have Bopæl uden for Storkøbenhavn. Det andet vælges
af Dansk Selskab for intern Medicin; mindst det ene af Raadets Medlemmer skal
have bopæl uden for Storkøbenhavn. Drejer det sig om andre Specialer, skal de re-
167 Backer, K. H. & Skovgaard, A. (red.) (1949): Social=medicinske love. Udvalgte og bearbejdede med henblik
på deres betydning i social=medicinsk praksis. 1. hefte. Lov Nr. 72 af 14. Marts 1934 om Udøvelse af Lægegerning.
Forlaget for videnskabelig litteratur, København, p. 47.
168 Rigshospitalet har “arvet” ansættelsesproceduren fra Det kgl. Frederiks Hospital, hvor overlæger vælges
blandt de af Det Lægevidenskabelige Fakultet bedømt videnskabeligt kvalificerede læger, jf. navnet Universitetshospital,
derfor undtages selvfølgelig Rigshospitalet.
89