genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
- en klinisk del, der læres ved sygesengen under plejemoderens opsyn
- en klinisk del, der læres ved stuegang af lægen
- en klinisk del, der læres i en skolestue ved hospitalet og af lægen.
Det vil sige, at i det øjeblik, der indføres “teoriundervisning” i sygeplejerskernes oplæringstid
ved hospitalerne, så er det lægen og kun lægen, der står for denne. Plejemoderen skal “holde
sig til” den praktiske oplæring og kun den.
Lægens lærebog for sygeplejerskerne er på 188 sider og indeholder:
1. anatomi og fysiologi (63 sider)
2. sundhedslære (12 sider)
3. sygdomsårsager (5 sider)
4. sygdomsytringer (30 sider)
5. sygdomsbehandling (30 sider)
6. håndgreb (16 sider)
7. antiseptik og sårbehandling (14 sider)
8. Første hjælp i ulykkestilfælde (17 sider).
Anatomi- og fysiologistoffet er en systematisk gennemgang af menneskets anatomi og fysiologi
inddelt efter menneskets organer. Man kan sige, at det er et minikursus i lægens fag anatomi
og fysiologi. Hvad var indholdet i lægens kursus? Formodentlig var dét heller ikke videnskabsfagligt,
men praktisk orientering i kroppens sammensætning og funktionsmåde som
baggrund for at forstå sygdom og behandling. Altså ikke videnskabsfag, men de skolediscipliner
som også lægen får i sin uddannelse. Den forklaring, lægen (Kiær) giver til sygeplejerskerne
(og til de medicinstuderende) er ikke, hvorfor den menneskelige krop er bygget op,
som den er, men hvorfor man skal gøre, som lægen siger, givet at det angiveligt kan begrundes
i en erkendelse om, hvordan kroppen er skruet sammen (ikke hvorfor den er, som den er).
Og i virkeligheden begrundes handlinger ikke af den erkendelse, men af praktiske grunde (om
man vil være rask, om man vil gøre det fornuftige, så skal man sådan her, og vi véd, at det kan
være, at det hjælper at behandle, fordi vi véd fx., at kinin skyder mod parasitter). Med videnskabsfag/teori
som ikke er praktisk teori mener man ikke begrundelse for praktisk handlen,
men forklaring på et fænomen helt uafhængig af enhver form for handlen.
Afsnittet om sundhedslæren eller hygiejnen er om, hvorledes menneskets livsforhold bør være
for at bevare et sundt helbred, er en meget kort information om lægens praksisorienteret fag
hygiejne. Emnerne er om boligens indretning, om ernæring og om klædedragten, det hele generelt
betragtet og med udgangspunkt i, at dette er noget “alle” véd af erfaring. Det vil sige, at
det egentlig er en formidling af nogle hverdagserfaringer (lægens) til forskel fra mere teoretiske
forklaringer eller fx. videnskabelige forklaringer. Ved emnet hygiejne er der altså ikke
tale om teori og undervisning heri, men om verbaliseret praktik formidlet i et klasserum.
Hvert af emnerne, der tages op, beskrives i forhold til sygestuernes indretning og patienternes
velbefindende (hospitalets indretning). Fx. forklares det, at luften i et værelse fordærves ved,
at der opholder sig mange mennesker i rummet, og det påvirker mennesket ubehageligt. Og
derfor må man fordre, at sygestuerne er rummelige, og at luften kan fornys, så patienterne
177