genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
periode en stabil struktur med en decentral medicin, og hvor statens udgifter var helt nede på
et minimum, når det drejede sig om sygdom. Det var også en form for desocialiseret medicinsk
praksis, hvor medicinens betydning var minimal for samfundet. Medicinen var apolitisk,
og lægerne havde ikke behov for nogen form for juridisk status og legal protektion og havde
ikke nogen særlig betydning for samfundet.
Opstillet skematisk ser den klassifikatoriske medicin ifølge Foucault ud som følger inddelt
efter, hvilken relation har lægen til staten, hvilken uddannelsestype gennemgår lægen, og
hvilke pleje- og behandlingsfunktioner har lægen:
Lægens relation til staten: minimal kontrol fra den dynastiske stats side, medicinen
apolitisk, lægen udenfor samfundets magtsfære
Lægens uddannelsestype: en type mesterlære, privat undervisning, erfaringsviden,
metafysik
Lægens funktion i pleje og behandling: patienten er i hjemmet, patienten tilbydes ej behandling,
lægen er filosof
7.2.1.1.2 Den kliniske medicin
7.2.1.1.2.1 Bruddet med klassicismen
Erkendelsen er med Oplysningstiden, at subjekter skaber deres egen historie, og det er denne
tro, som Foucault afdækker som en illusion. Han taler i stedet for at det er aktualiterne, ikke
subjekterne, som gør den europæiske historie siden 1600-tallet. Foucault er interesseret i at
rekonstruere disse aktualiteter. Det moderne menneskes selvforståelse er nu, at mennesket er
fornuftigt, og at det bliver mere og mere fornuftigt, og styres af sin fornuft. Foucault anerkender
ikke denne historiske fremstilling. Han ser derimod historien som et diskontinuerligt kludetæppe
af aktualiteter, som alle er kombinationer af fornuft og ufornuft, og som er uden slutgyldig
grund 81 . Det er altså en kritik af videnskaberne som selvforståelse, som Foucault fremfører.
Inden for nogle ganske få år skete der en pludselig og radikal omstrukturering af den medicinske
diskurs, som var så gennemgribende at der blev tale om en helt ny diskurs. Sygdomsopfattelse,
hospitalets funktion og undervisningens organisation var ikke længere de samme. Nyt
opstod, og heriblandt klinikken. Klinikken dels som institution - undervisningshospitaler –
dels som metode – den anatomo-kliniske metode.
Det nye inden for sygdomsforståelsen er, at man begynder at klassificere legemet i stedet for
sygdommene, da sygdom nu forstås som, at selve legemet er sygt. Hertil kommer en ny definition
af patienten i samfundet, og der skabtes en forbindelse mellem samfundets hjælp til
syge og den medicinske erfaring, mellem hjælp og viden 82 tænkt ud fra, at sygdom findes her
og nu, ikke altid og overalt.
Den ny videnskabelige diskurs gik ud på at sige, hvad man så. Og sin erfaring som læge viser
81 Callewaert, Staf (1987): Om Foucault og postmodernisme-diskussionen. Forskningsnoter nr. 1. December
1987. Institut for Pædagogik, Københavns Universitet.
82
Foucault, Michel (1973): The Birth of the Clinic. An Archaeology of Medical Perception. Routledge, London,
p. 195.
46