genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
så at de tilsammen udgør faget medicin. Som en masse veje, der mødes i et stort gadekryds,
og i gadekrydset befinder medicinen sig så 384 .
Men med den sammenlagte lægeuddannelse ved universitetet er der tale om en indplacering af
lægen i det sociale rum, som placerer den teoretiske kundskab højere i kundskabshierarkiet
end den praktiske kundskab, om end professionen selv altid underlægger den teoretiske viden
under den praktiske logik, jf. Bourdieu hans analyse af medicinen i Homo Academicus.
Afhandlingen har ikke undersøgt lægernes baggrund, hvilke økonomiske og kulturelle kapitaler
de besidder, om det er en gruppe, der rekrutteres fra det elitære lag i samfundet. Ifølge
Bourdieus teori tilhører lægen i det moderne samfund stats- eller embedsadelen, og rekrutteres
fra de privilegerede grupper i samfundet. Hvor vidt det konkret er tilfældet i Danmark har
afhandlingen ikke undersøgt.
Konkluderende om lægeerhvervets uddannelser kan man sige, at de markante ændringer sker i
1736, hvor staten begynder at regulere uddannelsen, i 1873 hvor en del af uddannelsen retter
sig specifikt mod hospitalerne, og i 1937 hvor den praktiske ekspert er fast etableret. Sagt
med Foucault og Bourdieu er der fra 1873 tale om systematisk universitær skoling koblet med
mesterlære i statsligt regi. Det vil sige med Foucault, at dét, vi ser i Danmark fra 1873, er den
kliniske medicins uddannelsestype som en stabil uddannelsesstruktur. Og sagt med Bourdieu,
er dét, vi ser i Danmark fra 1937, medicinens uddannelsestype som en stabil struktur med en
ambivalent status mellem videnskab og kunst.
Der er nogle grundbetydninger hos medicinen, når man studerer medicinernes funktioner. Ved
Frederiks Hospital skal medicinen administrere medikamenter og skal eksaminere patienterne.
Og man skal indsamle viden om sygdommene, skrive det ned, og man skal undervise. Ved
Frederiks Hospitals åbning i 1756 selekterede man endvidere blandt syge borgere, idet man
ikke ville modtage syge, der led af fx. veneriske sygdomme. Og endelig havde hospitalet en
enkel opdeling i medicinsk og kirurgisk afdeling. Det svarer til Foucaults beskrivelser af den
klassifikatoriske medicin, som ikke kunne medinddrage bekæmpelse af epidemierne. Godt
100 år senere, da Kommunehospitalet i København åbnede i 1863, var bestemmelserne her, at
ingen syge måtte afvises fra indlæggelse. På Kommunehospitalet skærpes endvidere observationen
(eksaminationen) af patienterne, og man opdeler yderligere sygeafdelingerne. Det
betyder bl.a., at man nu kan integrere de epidemiske sygdomme, og der indledes en specialisering
i forhold til sygdommene. Det forhold, at der i løbet af anden halvdel af 1800-tallet
blev opført mange hospitaler rundt omkring i landet af øvrigheden, udtrykker, at der sker et
skifte fra at have få, udvalgte patienter indlagt og til mange, og ikke selekterede 100 år senere.
Alt dette svarer til Foucaults beskrivelser af skiftet fra at forstå sygdom som en essens, der
384 Karin Anna Petersen skriver: “Foucault har vist, at sygepleje som fag er betinget af medicin som fag. Det vil
sige uden medicin ingen sygepleje i den herskende betydning af ordet. Spørgsmålet er så, hvad er medicin?
Canguilhem har i lighed med Foucaults senere studier vist, at medicin er introduktion til menneskelige problemer
snarere end at være videnskab i streng videnskabelig forstand. Medicin og sygepleje er altså i denne betydning
teknikker eller kunst i et “gadekryds”, hvor adskillige videnskaber mødes, men medicin ” (...) “er ikke i sig
selv videnskab.” (Petersen, Karin Anna (1995): “Kunst, praksisteori og videnskab”. I: FS 13 NYT, nr.1/95. Faglig
sammenslutning for sygeplejersker beskæftiget med onkologi, p. 36).
208