genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
fra en videnskabelig diskurs såsom kaloriesystemet. Det vil sige, at sygeplejersken på den ene
side skal tilegne sig, at det almen menneskelige kan være videnskabeligt begrundet, og på den
anden side bruge sine almene menneskelige kundskaber 380 .
Foruden disse kundskaber skal sygeplejersken lære sig at adlyde lægen samt at kontrollere
patienten:
“Selvfølgelig ordinerer Lægen den kost, som Patienten maa faa” (...) “En sygeplejerske
maa aldrig give en patient noget, hverken at spise eller drikke, uden at være
ganske sikker paa, hvilken Diæt, der er ordineret” (p.100).
“Sygeplejersken maa nøje følge Lægens Diætordinationer” (p. 101).
“Naar Patienten faar flydende Kost, maa Sygeplejersken kontrollere, hvor meget han
drikker” (p. 103).
10.4.6.2 Lægernes synspunkt
Kapitlerne om menneskets anatomi og fysiologi i de samme lærebøger vil jeg igen betegne
som et minikursus i lægefagene - i grunden ret omfattende i sidetal ift. det samlede sidetal
(stofmængden her blev da også gjort til genstand for diskussion ved bøgernes udgivelse -
synspunktet var blandt læger, at det var for meget lærestof, ikke nødvendigt, osv., og blev ved
bøgernes genudgivelse reduceret.(Den oprindelige ide var altså ok).
Kapitlet om hygiejne præges - i modsætning til i Jacobæus’ og Kiærs bog - af en mere teoretisk
orienteret faglighed i og med, at de underliggende processer beskrives og forklares dog
stadig i praktisk øjemed, fx. gennemgang af bakteriearter, bakteriers egenskaber, produktion
af toksiner og antitoksiner, smitteveje, bekæmpelse, osv. Man kan sige, at på samme vis som
ved anatomi- og fysiologistoffet er her nu tale om et minikursus i lægevidenskabsfag (mikrobiologi),
men stadig ikke som et minikursus i mikrobiologi som naturvidenskabsfag.
Med hensyn til lærebogsstoffet i lægens forskellige klinikker - kirurgi, medicin, pædiatri, osv.
er det karakteristisk, at det på sin vis er minikurser i lægens praksisorienterede kliniske fag
patologi og terapi - sygdomsårsager, diagnosticering og sygdomsbehandling, fx. at sygdommen
tyfus fremkaldes af en bakterie, giver feber, diarre, hovedpine, osv. Og det er en grundig
gennemgang, der formidles af de enkelte eksperter på områderne.
Hvad vides der om årsagerne til patienternes lidelser, og hvad véd man ikke, hvordan véd
man det, man véd, hvilke forskellige behandlinger kendes, hvilke ikke, hvordan er den viden
fremkommet, hvor “sikker” er den viden, man har, osv., osv.? Alle de typer af spørgsmål omtales
og drøftes ikke i bøgerne, så man kan sige, at sygeplejersken skal lære sig lægens praksisorienterede
fag, men ikke det hele. Og slet ikke den videnskabelige kundskab. Det vil sige,
at dét fag, jeg tidligere har benævnt som lægens egentlige fag patologien og terapien, delvis
forholdes i disse lærebøger for lægens assistent. Bøgerne informerer på én og samme gang
sygeplejersken om lægens fag og forholder hende viden herom. Sygeplejersken skal vide og
forstå, men ikke for meget.
Børnelæge, professor Monrad beskriver (bind 3 fra 1927) under barneplejen det sunde barns
380 Jf. Petersen, Karin Anna (1992): Den praktiske erkendelse. Forholdet mellem teori og praksis i sygeplejen og
sygeplejerskeuddannelsen. Konferensspeciale fra Institut for Filosofi, Pædagogik og Retorik, Københavns Universitet,
pp. 201-235.
194