genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
sige plan. Foucaults kildemateriale er omfattende og består principielt af tre typer af kilder: de
bøger som ingen andre læser, folkeviden og den undertrykte viden. Foucaults kilder er alt lige
fra filosofiske, teoretiske og litterære hovedværker til retsprotokoller, forkastede lovforslag,
husråd, ordsprog, ordensreglementer, biografier, osv. Det vil sige såvel store som tilsyneladende
små banale diskurser 20 . Mine kilder omfatter de store værker (fx. Gotfredsens bog om
medicinens historie), ordensreglementer, arbejdsinstrukser, osv. og er dermed kilder, der drejer
sig om de større diskurser i de pågældende perioder, jeg undersøger. Når jeg angiver, at
medicin og sygepleje er to forskellige diskurser, homologe og forbundne, er det fordi sygeplejersken
og lægen begge skal oplæres til et praktisk arbejde (det forbundne), men lægen skal
foruden det praktiske arbejde beskæftige sig med videnskab, hvor sygeplejersken alene skal
beskæftige sig med det praktiske. Det vil sige, at den væsentlige forskel på de to erhverv er,
hvor vidt de italesættes som at skulle beskæftige sig med videnskab og praktik eller praktik
alene.
Et andet centralt begreb hos Foucault er brud-begrebet. Af Foucaults historiske analyser fremgår
det, at vidensfelters udviklingsmønstre sker diskontinuerligt. Foucault er her inspireret af
den epistemologiske tradition, hvor man arbejder med brud-begrebet. Det, man skal bryde
med, er hverdagserkendelsen op imod videnskabelig erkendelse, bryde med det umiddelbare
op imod det konstruerede. Det vil sige, at videnskab etableres med et brud i forhold til en ikke-videnskabelig
fortid. Og det betyder, at enhver form for fremskridt skal ses i forhold til sit
udgangspunkt og ikke i forhold til et formål. Foucaults intention var som nævnt at beskrive
magten – videnskaberne var for Foucault magtens diskurs 21 .
Når jeg periodiserer i afhandlingen (bestemmer fremkomsten af den kliniske medicin i Danmark),
er det en angivelse af, at omorganiseringerne inden for pleje og behandling er så markante,
at der må være tale om et brud. Og bruddene sker, som Foucault viser det, over nogle
år.
Det tredje begreb, jeg vil omtale hos Foucault, er kommentaren. Foucault forsøger at stille sig
udenfor den kultur, vi tilhører for at kunne analysere dens formale betingelser, ikke for at kritisere
eller vurdere, men for at se, hvordan de er opstået. Dette ”udefra-blik” skal tjene til at
vise, at den menneskelige fornuft ikke besidder lovene for sin egen historie. Der befinder sig
nedenunder det fx videnskaben véd om sig selv, noget den ikke véd (heraf navnet den arkæologiske
metode). Man graver lag for lag frem ligesom arkæologerne. I The Birth of the Clinic
fx er det Foucaults pointe, at den diskursive praksis’ regler allerede har ordnet vores blik på
verden, altså hvad vi kan se, eller mener at kunne se. Det vil sige, at det, der er synligt på et
videnskabeligt terræn, er det objekt eller problem, som historisk er situeret på terrænet eller i
horisonten, som er bestemt af den teoretiske problematik i en given teoretisk disciplin.
Måden, jeg har arbejdet med Foucault på, er, at jeg snarere end at bestemme lægens skiftende
blik på patienten (fra at se sygdom som en essens i den klassifikatoriske epoke til at se sygdom
som en proces i menneskets legeme i den kliniske epoke) beskæftiger jeg mig mere med
konsekvenserne af de ændrede syn på sygdom, altså med alle de omorganiseringer der sker i
20
Heede, Dag (1992): Det tomme menneske. Introduktion til Michel Foucault. Museum Tusculanums Forlag,
Frederiksberg, pp. 49-52.
21 Olesen, Søren Gosvig (red.) (1983): Epistemologi. Tekster af Koyré, Bachelard, Canguilhem, Althusser, Regnault,
Foucault, Desanti, Lacan. Rhodos, København, ”Indledning” af Lars Henrik Schmidt.
18