genese og struktur af klinisk medicin og klinisk sygepleje

GENESE OG STRUKTUR AF KLINISK MEDICIN OG KLINISK SYGEPLEJE
9.2.1.1 Mesterlære i barberlaugene og i hæren
Indledningsvis ridses der lige kort nogle historiske kendsgerninger om barberlaugene og
bartskærerne op for at forstå sammenhængen i kirurgernes uddannelse. Københavns Barberlaug,
Lauget for Bartskærere, blev stiftet i 1505. I Barberlaugets bestemmelser er der fra 1577
for at blive bartskærer fastsat som krav en læretid hos en mester på tre år, hvorefter den unge
svend skal rejse fire år i udlandet for yderligere at dygtiggøre sig. Bartskærernes kirurgiske
virksomhed omfattede sårbehandling, åreladning, kopsætning og anbringelse af klystere (afførringsmidler).
Udover “vunddrikke” var det bartskærerne med en medicinalforordning af
1619 forbudt at anvende medicin indvortes, forbudet faldt dog bort i pesttider, hvor medici
som regel flygtede fra byen, og bartskærerne fungerede som pestmestre. I 1668 bestemtes det,
at ingen kunne optages i Barberlauget, før han havde bestået en eksamen ved Det Medicinske
Fakultet ved Københavns Universitet i nogle af de ældste medlemmers (bartskæreres) nærværelse.
En medicinalforordning fra 1672 gentog påbudet fra 1619 om bartskærernes brug af
indvortes medicin, dog måtte de nu foreskrive visse medikamenter i forbindelse med læsioner
og under epidemier. Egentlige operationer udførtes af de såkaldte “landefarere”, der som
tandtrækkere, stærstikkere, brok- og stensnidere rejste fra sted til sted og slog deres boder op
på markeder. Endelig gav bødlerne sig også af med kirurgi, disse havde navnlig ry som ledsættere.
De, der udførte kirurgi, blev altså oprindelig uddannet under et lærlingesystem på håndværksmæssig
manér. Oplæringen var rent praktisk, uden separat teori, og foregik hos en
bartskærer, som var organiseret i laug (eller hos en regimentskirurg i hæren). Det var så laugene,
som bestemte, hvornår en lærling kunne anses som fuldt udlært svend. Efter
Amphitheatrets opførelse fortsatte kirurgerne med at være i lære på en barberstue, men da
Kirurgisk Akademi opføres, fratages barberamterne retten til at behandle syge bortset fra
tandudtrækning, åreladning og klystersætning 172 .
9.2.1.2 Mesterlære i barberlaugene kombineret med systematisk teoretisk-praktisk
skoleundervisning og ensartet eksamen i Amphitheatrum Anatomico-
Chirurgicum Regis 1736-1785
I 1736 oprettedes en kirurgisk uddannelse (og efterfølgende funktion) under ét embede som
generaldirektør for kirurgien direkte under den enevældige konge ved institutionen
Amphitheatrum Anatomico-Chirurgicum Regis. Generaldirektøren Simon Crüger, der var
kongens livlæge, underviste og holdt tillige offentlige eksamener for kirurgerne. Eksamen
bestod i prøver i anatomi, kirurgiske prøver på døde legemer samt benbrud, benenes andre
sygdomme, hævelser, svulster og sår. Eksamen var både en verbal overhøring og en praktisk
Melchior, Johannes G., m.fl. (red.) (1979): Københavns Universitet. Det lægevidenskabelige fakultet, bind VII,
G. E. C. Gads Forlag, København.
172 Det er dog først i 1900, at barberstuerne i lovgivningen fritages forpligtelsen til at behandle akutte tilskadekomne
og syge borgere. En regelsat eksamen for barberer i anatomi og kirurgi hos en kirurg bortfaldt tilbage i
1861 (Wulff, Frederik (1906): Det Kjøbenhavnske Barberlavs Historie samt begivenhederne indenfor Barber-
og Frisørforeningen af 25. Februar 1861 og Barber- og Frisørforeningens Syge- og Begravelseskasse Martinus
Truelsens Bogtrykkeri, Kjøbenhavn, pp. 289-297).
92